Et spørgsmål om tid…

Inatsisartut behandler for tiden to lovforslag, fremsat af medlemmer af Inatsisartut. Begge lovforslag handler om tid: Om hvilken tidszone, der skal gælde her i landet, og om vi fortsat skal skifte mellem sommer- og vintertid.

 

Forslagene skal – som alle lovforslag – igennem 3 behandlinger i Inatsisartutsalen. Førstebehandlingen fandt sted under efterårssamlingen sidste år, og herefter har et udvalg i Inatsisartut arbejdet med de to forslag. Udvalget afgav betænkning i slutningen af april. Et flertal i udvalget indstillede lovforslagene til forkastelse, men opfordrede samtidig Naalakkersuisut til at afskaffe sommertidsordningen.

 

Den indstilling var forslagsstillerne ikke begejstrede for. De kæmpede under andenbehandlingen for en vedtagelse, så vi kan vende tilbage til den gamle tidszone. Og de fremførte forskellige argumenter til fordel herfor.

 

Det fik et medlem af Inatsisartut til at foreslå, at de to lovforslag blev genhenvist til behandling i udvalget. Ingen havde indvendinger – og nu skulle man så tro, at forslagsstillerne var glade.

 

Men glæden skulle vise sig at være kort: 

Der er nu op udvalget at uddybe Inatsisartuts beslutningsgrundlag, i det omfang udvalget finder en sådan uddybning mulig og fornøden. Og det tager selvfølgelig tid.

 

2. behandlingen kan først genoptages, når udvalget igen har afgivet betænkning, og det forventer udvalget ikke at kunne nå på denne samling.

 

2. og 3. behandlingen er derfor udsat til efterårssamlingen, og det har fået et medlem af Inatsisartut til på de sociale medier at kritisere formandskabet for udsættelsen.

 

Nu var det jo ganske vist ikke formandskabet, men det samlede Inatsisartut, som besluttede, at de to lovforslag skulle tilbage i udvalget. Og andenbehandlingen kan først genoptages, når udvalget har afsluttet den opgave, som det er blevet pålagt.

 

Hvor meget tid udvalget skal bruge, må udvalget selv vurdere. Og udvalget har som sagt vurderet, at udvalgets arbejde kræver mere tid, end der er tilbage på denne samling.

 

Det er jo alvorlige spørgsmål, som de to lovforslag handler om. Spørgsmål af stor betydning for ikke mindst landets borgere. Det har forslagsstillerne selv påpeget. Og undersøgelser og overvejelser tager tid.

 

Forslagsstillerne må gøre op med sig selv, om de har mest grund til at være glade over, at deres forslag ikke blev forkastet på det beslutningsgrundlag, som forelå – eller om de har mest grund til at være kede af, at forslagene nu først kan færdigbehandles til efterårssamlingen.

 

At skælde ud på formandskabet har de ingen grund til. 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Kim Kielsen
Formand for Inatsisartut