Pressemeddelelse - Efterårssamlingen 2024
Efterårssamlingen 2024
Af Formanden for Inatsisartut Mimi Karlsen
Den 20. september 2024 samles Inatsisartut til den sidste efterårssamling i denne valgperiode. Det bliver på mange måder en spændende samling. Ikke kun på grund af de mange forslag, som er fremsat og skal behandles på samlingen. Men også fordi vi på netop denne samling vil forsøge os med en ny mødestruktur, der gerne skulle give alle bedre tid til det parlamentariske arbejde.
Den nye mødestruktur har fået en del opmærksomhed – også i medierne. Navnlig har man bidt mærke i, at efterårssamlingen i år vil vare frem til et stykke ind i februar.
Men hvorfor ændre på den mødestruktur, som vi har kendt og arbejdet efter gennem så mange år – ja siden hjemmestyrets indførelse i 1979?
Egentlig kan det siges kort: Anorakken var begyndt at stramme! Ganske alvorligt endda! Inatsisartut behandler i dag langt flere og ofte mere komplicerede forslag, end vi gjorde tidligere. Men uden at vi har fået mere tid til behandlingen. På en eller anden måde har vi alle bare løbet lidt stærkere for hver ny samling. Det har været en udfordring, både for politikerne og for medarbejderne, som jo også har et familieliv, der skal passes.
Hvad angår vores medarbejdere har Arbejdstilsynet i juni 2024 gjort os opmærksom på, at vi ikke må planlægge en samling afviklet på en måde, som kun vil kunne gennemføres, hvis vores medarbejdere arbejder alt for mange timer og under alt for stort et tidspres.
Det kan formandskabet ikke sidde overhørig. Inatsisartuts ansatte har gennem årene været helt utroligt fleksible og villige til strække sig langt, for at vi politikere har kunnet få tingene til at hænge sammen under de pressede samlinger. Det har vi grund til at være dem taknemmelige for – men Arbejdstilsynet har gjort det meget klart, at vi ikke kan fortsætte som hidtil: Inatsisartut har – ligesom alle andre arbejdsgivere – pligt til at overholde arbejdsmiljølovgivningen og de regler, som skal beskytte de ansattes helbred og trivsel.
Den nye mødestruktur indebærer, at nogle af samlingens uger reserveres til møder i Salen, mens andre reserveres til møder i udvalgene. Det skulle gerne betyde, at vi undgår at afholde udvalgsmøder i weekender og om aftenen. Møderne i Salen skal så vidt muligt afsluttes omkring kl. 16. Vi vil med andre ord forsøge at lægge møderne i Inatsisartut inden for normal arbejdstid.
For at kunne opnå dette, har samlingen måttet strækkes over en længere periode. Vi skal stadig nå det samme, men vi får længere tid til at nå det.
Det flugter også med de ønsker, der fra en del medlemmers side har været fremført, om at den tid, hvor Inatsisartut er samlet, spredes ud over hele arbejdsåret. For også for os politikere har de korte, tætpakkede samlinger haft menneskelige omkostninger.
På forhånd har vi fået mange positive tilbagemeldinger. Det er ikke nyt for nogen, at anorakken har strammet – at samlingerne har balanceret på kanten af, hvad det er realistisk muligt at nå.
Nye vaner kan for nogle være svære at forholde sig til. Og enhver ændring kan indebære praktiske overgangsproblemer, som må løses. Det skal der også være plads til. Men det er forventningen, at den nye mødestruktur vil gøre arbejdsdagene bedre for os alle.