Aassuutit og den lange nat – en solhvervshilsen fra Formanden for Inatsisartut

Det fortælles, at vore forfædre mente, at solen engang i svundne tider blev overvundet af polarmørket og sank dybere og dybere ned på himlen, og til sidst ville være gået til bunds, så vi ville have haft evigt mørke - hvis det ikke havde været for Aassuutit: de to små stjerner Altair og Tarazed.

Aassuutit trak solen opad igen, og har siden vogtet over solen, når den begynder at synke. Så snart solen atter begynder at stige, viser de to stjerner sig for menneskene, som budbringere, der varsler, at lyset nu atter vender tilbage.

Det er i dag den 21. december, og dermed vintersolhverv; Ullukinneq – en dag, som vore forfædre fejrede, og som stadig har en ganske særlig betydning for os.

Dagen er årets korteste – og natten årets længste. Men det er ikke mørket, vi på denne dag fejrer. Vi fejrer, at vi nu går lysere tider i møde; at ingen mørketid varer evigt. Vi fejrer, at foråret og sommeren vil komme, at elvene igen vil risle, og at der kommer dage med fangst og høst af al naturens overflod. 

Ullukinneq er derfor ikke kun en dag, som markerer årstidernes evige skifte og naturens gang, men også en dag, som handler om håb og fortrøstning.  Om tillid til, at mørke tider vil afløses af lyse – at ingen nat varer evigt.

Det er det budskab, som Aassuutit bringer, når de nu viser sig for os før lysets frembrud.

Jeg ønsker at sende en hilsen til alle i vort land i anledning af Ullukinneq; jeg håber, at mange vil fejre dagen, og holde vore gamle traditioner i hævd, og at dagen vil sprede glæde, håb og fortrøstning for os alle.

Mimi Karlsen
Formand for Inatsisartut