”Og nu har de så også givet sig selv eftervederlag…! "

 

En artikel i KNR har skabt røre på de sociale medier: Medlemmer, som træder ud af Inatsisartut, bliver ved med at modtage vederlag (løn) i en periode efter deres udtræden. Mange er overraskede, og nogle er endda forargede. Men det siger loven, at de skal. Og ordningen er langt fra ny – faktisk har reglerne været gældende i næsten 40 år, i fuldstændig samme form, som i dag.

 

Et medlem af Inatsisartut optjener ret til 1½ måneds eftervederlag for hvert påbegyndt år, den pågældende har varetaget hvervet. Dog gælder der både en minimums- og en maksimumsgrænse. Ethvert medlem, som udtræder, modtager således eftervederlag i mindst 3 måneder, og højst 12. Medlemmer, som har haft hvervet i mange år, får altså eftervederlag i en længere periode, end medlemmer, som kun har haft hvervet i kortere tid - men ingen kan få eftervederlag i mere end 1 år.

 

Samme regler gælder i øvrigt for medlemmer af Naalakkersuisut.

 

Ordningens formål kan sammenlignes med de opsigelsesvarsler, man har i overenskomster og kontrakter på arbejdsmarkedet: Fratræder man hvervet, er man sikret lidt tid til at finde anden beskæftigelse. Havde man ikke en eftervederlagsordning, ville nogle nok tøve med at påtage sig hvervet. Politik er jo en usikker beskæftigelse.Ingen ved, hvor længe en politisk karriere varer, og langt fra alle har et job, som venter, når arbejdet som folkevalgt engang er slut.

 

Optjeningen af ret til eftervederlag må også ses som en del af medlemmernes samlede ”lønpakke”, som også omfatter pensionsbidrag. Størrelsen af denne samlede lønpakke skal balancere mellem forskellige hensyn. Den bør ikke være urimeligt stor set i forhold til de økonomiske forhold i landet, men heller ikke urimeligt beskeden set i forhold til lønniveauet for stillinger med et tilsvarende ansvar og en tilsvarende arbejdsbyrde.

 

Det vederlag (og dermed også det eftervederlag), som medlemmerne af Inatsisartut får, ligger i den laveste ende set i forhold til de nordiske parlamenter. Sådan må det nødvendigvis være i et land med en forholdsvis beskeden økonomi.

 

Mange parlamenter - måske de fleste - har eftervederlagsordninger. Hvordan ordningerne er udformet, varierer fra land til land.

 

Eftervederlaget for Folketingets medlemmer er f.eks. betydeligt større end eftervederlaget for medlemmerne af Inatsisartut. Det er det, fordi Folketingsvederlaget er betydeligt større. Men også eftervederlagsperioden er længere for medlemmerne af Folketinget. Folketingets medlemmer optjener således ret til eftervederlag i 1 måned for hver 2 måneder den pågældende har været medlem forud for sin udtræden, dog mindst 6 måneder og højst 2 år. Til gengæld modregnes eventuelle andre løn- og pensionsindtægter – i det første eftervederlagsår dog kun den del heraf som overstiger 170.000 kr. I modsætning til her gælder retten til eftervederlag også udelukkende for medlemmer, som udtræder på grund af sygdom eller i forbindelse med et valg.

 

Alle har ret til at have – og at give udtryk for – en holdning til den eftervederlagsordning, Inatsisartut har. At foreslå ordningen ændret, eller helt afskaffet. Udskamning af udtrådte medlemmer, som modtager eftervederlaget, mener jeg dog ingen steder hører hjemme. Som altid bliver debatten også bedst, hvis man får nuancerne med, og får mulighed for at sætte tingene i perspektiv. Det har jeg så forsøgt at bidrage lidt til her. Selv en ”nyhed”, som er snart 40 år gammel, kan fortjene en god debat…

 

 

Med venlig hilsen

Kim Kielsen

Formand for Inatsisartut