Fælles præsidiemøde mellem Vestnordisk Råd og Nordisk Råd

28.10.2009

I forbindelse med Nordisk Råds 61. session, som i disse dage afholdes i Stockholm, har Vestnordisk Råd og Nordisk Råd afholdt et fælles præsidiemøde, hvor Vestnordisk Råd har opfordret til at lave om på betegnelsen for de selvstyrende lande.

 

Konkret opfordrer Vestnordisk Råd til, at der i Nordisk Råds og Nordisk Ministerråds officielle tekster og hjemmesider fremover bruges betegnelsen ”stater og lande“, alternativt ”riger og lande“ eller ”stater og selvstyrende lande“ i stedet for formuleringen ”lande og selvstyreområder“ til betegnelse af medlemmerne. Dette for at undgå, at ordet „lande“ bruges i en betydning, der udelukker Færøerne og Grønland.

 

Vestnordisk Råds formand Josef Motzfeldt udtaler: ”Rådet finder det ukorrekt for Færøerne og Grønland, når man bruger ordet ”land“ udelukkende som betegnelse for suveræne stater. Vores pointe er, at ud fra Færøernes og Grønlands selvforståelse, er de begge lande, hvis folk har en form for associering til større brødrenationer, men som til enhver tid kan vælge at udtræde af sådanne forhold og blive uafhængige lande. Vi har gjort opmærksom på, at der ingen steder i Helsingforsaftalen anvendes betegnelsen ”område” når der henvises til Færøerne og Grønland. Det er derfor et ønske fra Vestnordisk Råds Præsidium, at Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd tager en principiel politisk beslutning herom og vi pointerer at der ingen juridisk hindring er til at efterkomme Rådets ønske.”

 

Herudover drøftede Rådets præsidier også de vestnordiske landes ret til bæredygtig udnyttelse af alle levende ressourcer, oprettelsen af nordiske højskoler og beredskabssamarbejdet. Grønland har igangsat et projekt der tager sigte på at analysere behovet for udviklingen af beredskabskorpset i Grønland samt at styrke netværket og samarbejdet mellem beredskabskorpsene i Vestnorden, hvor også Norge deltager.

 

På mødet præsenterede Vestnordisk Råds viceformand Ólína Þorvarðardóttir under overskriften ”De vestnordiske landes forskellige systemer til at administrere fiskeressourcer” også emnet for Vestnordisk Råds temakonference i 2010. ”Med et bedre indblik i hele regionens erfaringer, vil vi være bedre rustede til aktivt at deltage i debatten omkring fiskeripolitikken og bidrage til Europa Unionens arbejde med at udforme en ny fælles fiskeripolitik“, siger Ólína Þorvarðardóttir.

 

Yderligere informationer findes på Vestnordisk Råds hjemmeside www.vestnordisk.is.