Besøg fra den Russiske Føderation

22.11.2007

 

Nuuk den 21. november 2007

 

Besøg fra den Russiske Føderation;

Føderationsrådets udvalg vedr. nordlige områder samt oprindelige folk har besøgt Landstinget

Landstinget har i dagene d. 19.-21. november 2007 haft besøg af en delegation fra Føderationsrådet, overhuset i det Russiske Parlament. Delegationen består af parlamentarikere fra Føderationsrådets udvalg vedr. nordlige områder samt oprindelige folk.

Delegationen har holdt møder med repræsentanter fra Landstingets Formandskab og Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Desuden har de holdt orienterende møder i ICC, Greenland Tourism and Business Council samt Erhvervsdirektoratet. Gæsterne har fået en orientering om det parlamentariske arbejde i Grønland og har derudover særligt været interesseret i at høre mere om:

  • oprindelige folk, turisme og erhvervsudvikling
  • udviklingen af afsides nordiske områder
  • vilkår og særlige forhold for udviklingen af turisme i Grønland (økologisk, etnografisk o.s.v.)
  • myndigheders og virksomheders ansvar over for oprindelige folk i tilfælde af skader eller negative påvirkninger af traditionelle, beboede områder og traditionel levevis og kultur
  • oprindelige folks vilkår og muligheder for at bevare traditioner og kultur.

Delegationsformanden, Gennady Oleynik, udtaler, at udvalget under besøget har fået inspiration til overvejelser om nye tiltag indenfor en række forskellige områder. Udvalget har således orienteret sig om bl.a. den grønlandske kommunalreform og mulighederne for forøget råstofudvinding med særlig interesse.

Viceformanden for udvalget, Igor Vasiliev, som også er repræsentant for Komi Republik, har endelig inviteret Landstingsformanden til at deltage i en konference om klimaændringer i marts 2008, hvor der samtidig vil være lejlighed til at gøre sig bekendt med erfaringer vedrørende olieudvinding i Komi.

For yderligere information kontakt Udvalgssekretær Anja Hynne Nielsen 48 61 62.

Der vedlægges en delegationsliste.

 

 

Jonathan Motzfeldts tale