Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg indkalder til samråd om amerikanske forsvarsinvesteringer i Grønland

20.09.2018

Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg indkalder Formanden for Naalakkersuisut og Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender til lukket samråd mandag den 24. september 2018 (kl. 09.00).

 

Samrådet sker som opfølgning på den amerikanske hensigtserklæring om forsvarsinvesteringer i Grønland, foruden den efterfølgende dansk-grønlandske pressemeddelelse den 17. september, hvori Kongeriget Danmark, inklusiv Grønland, byder hensigtserklæringen velkommen.

 

Samrådet vil blive brugt til en nærmere drøftelse af den amerikanske erklæring, hvorunder udvalget bl.a. vil stille spørgsmål til de politiske detailforhandlinger, som erklæringen nu må antages at give anledning til. Udvalget er herunder særlig interesseret i forhandlingernes forventede tidshorisont, samt de økonomiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser, som eventuelle amerikanske forsvarsinvesteringer måtte have for Grønland. Udvalget agter samtidig at understrege, at dansk-grønlandske pressemeddelelser i fremtiden bør udsendes på samme tid i begge lande.

 

Idet en del af informationerne omkring de mulige amerikanske investeringer er tilgået udvalget i fortrolighed, vil mødet blive gennemført som et lukket samråd.

 

 

p.v.a.

Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg

 

Aleqa Hammond

Udvalgsformand

 

 

For yderligere information kan udvalgets formand Aleqa Hammond (+299 49 23 09) og udvalgets næstformand Sara Olsvig (+299 52 68 58) kontaktes