Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg følger krisen i Ukraine tæt
Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg har fulgt tæt med i krisen i Ukraine, der udfolder sig i disse dage. Vi har haft en tæt og løbende dialog med Naalakkersuisut siden russiske styrker krydsede ind over den ukrainske grænse i torsdags. Udvalget fordømmer dette overgreb på det ukrainske folk og dets frie demokrati. Det er derfor også et enigt udvalg, der støtter op om de internationale sanktioner, som Naalakkersuisut har valgt at tilslutte sig.
Det er centralt for udvalget, at informationer og efterretninger bliver delt med udvalget før de kan tilgås i medierne. Det kan være svært at efterleve dette i en krisetid som denne, hvor mange internationale aktører med forskellige interesser hver gør deres. Men i Rigsfællesskabet bør det være anderledes. Her samarbejder vi med respekt og ligeværd for hinanden. Alligevel oplever udvalget, at der har været situationer, hvor Naalakkersuisut og udvalget først orienteres efter nyheden er i medierne. Princippet om samtidighed er bærende for det gode samarbejde mellem Grønland og Danmark og derfor skal udvalget kraftigt opfordre til, at dette efterleves fremover.
Selvom en tid som denne kan virke skræmmende, så vil udvalget minde om, at vi ikke står alene i verden. Vi er en del af stærke alliancer, og det er med venner og frie demokratier, at vi står sammen om sanktionerne mod Rusland. Sanktioner vi er en del af, for netop at signalere vores solidaritet med Ukraine. Denne følelse af solidaritet er så stærk, at selv det traditionelt neutrale Schweiz står sammen med os i disse sanktioner.
Det er udvalgets forhåbning, at konflikten i Ukraine får en ende snarest muligt.
Jens Napaattooq
Formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg
For yderligere oplysninger kan udvalgets formand kontaktes på mobil +299 25 88 66