Tilkendegivelse fra Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg

16.01.2025

Tilkendegivelse fra Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg

Der er megen mediedækning om Grønland i andre lande siden USA’s kommende præsident Donald Trumps udmelding om køb af Grønland. Interessen for Grønland fra andre lande er øget markant.  Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg vil derfor klart tilkendegive, at udvalget står bag partiernes aftale og som formanden for Naalakkersuisut allerede har udtalt, “Vi vil ikke være danskere. Vi vil ikke være amerikanere. Vi vil være grønlændere.

 

Af den grund har Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg indkaldt Formanden for Naalakkersuisut til lukket samråd om udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål fredag den 17. januar 2025.

 

Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg har besluttet at indkalde Formanden for Naalakkersuisut til et lukket samråd for at drøfte den aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation. Beslutningen om at afholde samrådet bag lukkede døre skyldes den følsomme karakter af de emner, der skal behandles, samt behovet for at sikre Grønlands strategiske interesser.

 

Selvom samrådet afholdes bag lukkede døre, understreger Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg vigtigheden af, at Naalakkersuisut løbende informerer og rådgiver hele Inatsisartut om Grønlands udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation.

 

Det er afgørende, at Naalakkersuisut ikke alene orienterer koalitionen, men også inddrager Inatsisartut bredt, så vigtige beslutninger træffes med den nødvendige legitimitet og støtte.

 

 

 

Pipaluk Lynge

Formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg

For yderligere oplysninger kan udvalgets formand kontaktes på mobil +299 56 25 56