Pressemeddelelse 31.marts 2023

31.03.2023

Dialog og udveksling af viden er vejen frem hvis den offentlige sektor skal forbedre velfærden og samarbejde på tværs af sektorer

 

Familie og Sundhedsudvalget har været på orienteringsrejse i Kommune Kujalleq og har haft følgende aktiviteter under turen:

  • Qaqortoq: Møde med borgmester Stine Egede, besøg hos Akilliit- den selvejende institution for børn og unge, besøgt Regionssygehuset i Qaqortoq, besøgt Meeqqat Angerlarsimaffiat Ivaaraq og havde meget udbytterigt møde med Socialudvalget og dennes administration
  • Narsaq: Møde med medarbejdere i kommunen, besøg i Alderdomshjemmet og værksted for borgere med handikap, Narsaq Sundhedscenter
  • Eqalugaarsuit: Møde med bygdebestyrelsen samt kontorpersonale, besøg i sygeplejestationen og åbent hus for borgerne 

Det er udvalgets overordnede indtryk at Kommune Kujalleq er i gang med en spændende proces, hvor der skabes grobund for udvikling indenfor den kommunale forvaltning. Udvalget modtog omfattende orientering fra Socialudvalget og fik et godt indtryk af en konstruktiv arbejdsproces.

 

Udvalget kan også her, i lighed med tidligere besøg i Kommune Qeqertalik, konstatere at hashmisbrug udgør et stort og alvorlig problem for borgernes familieliv og påvirker mulighederne for selvforsørgelse. Børn helt ned til 8 års alderen har adgang til hash i deres nærmiljø og det er en meget bekymrende tendens, som kalder på handling, både politisk og fra hele samfundet.

 

Det, der også gør et stort indtryk er, at dialog og udveksling af viden er et overset redskab til at løse de udfordringer, der er. Samtlige politikere og medarbejdere, som udvalget har mødt, efterlyser et bredt samarbejde på tværs af sektorer. Selv indenfor samme hjemby/kommune kan der opnås bedre resultater ved at have en bedre dialog med samarbejdspartnere og bedre forståelse af hinandens synspunkter og muligheder.

 

Det er udvalgets klare vurdering, at hvis opgaveløsningen i det offentlige skal forbedres, skal der nedbrydes barrierer og grænser indenfor betjeningen af borgerne. For at løfte velfærden vil der være behov for at kunne trække på hinandens kompetencer og det kræver politisk ledelse at få det bedst mulige resultat ud af ressourcerne. 

 

Afslutningsvist vil udvalget bemærke, at der er en høj forekomst af syfilis og andre kønssygdomme og udvalget opfordrer hermed til øget påpasselighed. Udvalget takker alle for en god modtagelse, gode drøftelser og ikke mindst har udvalget modtaget inspiration og viden til det videre politiske arbejde.

 

Med venlig hilsen

Mala Høy Kúko

Formand for Familie og Sundhedsudvalget