Pressemeddelelse 26-01-2026

01.01.0001

 

Pressemeddelelse

 

Med ønsket om at opnå forbedringer af levevilkår i bygder og yderdistrikter i Grønland er der gennemført en vellykket orienteringsrejse om forholdene i Nordnorge

 

Flertallet i Finans- og Skatteudvalget har været på orienteringsrejse i Norge.

 

I foråret 2022 diskuterede Inatsisartut muligheder for at opnå forbedringer af levevilkårene i bygder og yderdistrikter samt for at hente inspiration fra, hvordan de har gjort det i Nordnorge (Finnmark). Som opfølgning på dette og Naalakkersuisuts redegørelse ”Økonomiske incitamenter til opretholdelse af bosætning og erhverv i Nord-Norge” fra 2023 gennemførte flertallet af Finans- og Skatteudvalget for nylig en orienteringsrejse til Norge. Formålet var at få større indsigt i langsigtede, samfundsøkonomiske fonde og i samarbejdet mellem centraladministrationen og yderdistrikterne i Norge.

 

Udvalgsmedlemmerne mødtes både med statsforvalteren (statens repræsentant i regionen) i Troms og Finnmark, fylkeordføreren (politisk valgte leder i regionen) i Finnmark og ordføreren (borgmesteren) i Vadsø Kommune. Udvalget hørte om udfordringerne med bosætning og kommunikation samt om politiske prioriteringer vedrørende arbejdet med at afbøde urbanisering gennem eksempelvis udvikling af energinettet og infrastruktur samt tiltrækning af private investeringer til erhvervslivet. Vadsø Næringsforening (erhvervslivsforening) udbyggede udvalgets indsigt i lokal erhvervsudvikling og i områdets ønske om bæredygtig turisme og rettidig regulering. Rejsen inkluderede også et møde med Finnmarksejendommen Finnmárkkuopmodat (FeFo) med fokus på forvaltningen af Finnmarks fællesejede landareal med hensyn til ejendom, fangst og fiskeri samt erhvervsliv.

 

I Tromsø besøgte udvalget ordføreren (borgmesteren) i Tromsø Kommune, der fortalte om udvikling af byen som arktisk hovedstad og initiativer for at fremme turisme, der samtidig kommer befolkningen til gode. Udvalget fik også indblik i etableringen af et finansielt miljø i Tromsø, hvilket blev suppleret af et møde med den statslige investeringsfond Folketrygdfondet om fondets formål og investering af midler i nordiske selskaber.

 

Finans- og Skatteudvalget takker for den gode modtagelse i Nordnorge og for de informative besøg, hvor der åbent blev delt erfaringer og fremtidige prioriteringer.

 

Udvalget forventer at udnytte de modtagne informationer som nyttige redskaber i forbindelse med det fremadrettede politiske arbejde med udvikling af bygder og yderdistrikter.

 

 

Erik Jensen

Formand for Finans- og Skatteudvalget

For yderligere oplysninger kan udvalgets formand kontaktes på mobil +299 53 04 08.