Nyt fra Revisionsudvalget

11.07.2005

Revisionsudvalget har i dagene 7. – 10. juli 2005 afholdt en række møder vedrørende Landskassens regnskaber 2004.


I denne forbindelse har udvalget også behandlet svar afgivet af Landsstyreformand Hans Enoksen 30. juni 2005 vedrørende udvalgets spørgsmål omkring repræsentation i Landsstyret.


Udvalget skal understrege, at udvalget først i sin betænkning over Landskassens regnskaber 2005 vil fremkomme med en endelig vurdering vedrørende ovennævnte forhold. På baggrund af udvalgets foreløbige drøftelser, skal udvalget dog allerede nu udtale følgende.


Udvalget har noteret sig, at Landsstyret i løbet af sommeren vil undersøge om reglerne vedrørende Landsstyremedlemmers afholdelse af repræsentationsudgifter skal ændres. Udvalget forventer, at Landsstyret i forbindelse med denne undersøgelse vil overveje, hvorledes reglerne i forbindelse med repræsentation gøres mere entydige med henblik på, hvad der kan, og hvad der ikke kan betegnes som repræsentation. Udvalget forventer endvidere, at Landsstyret på baggrund af det passerede agter at sikre, at der strammes kraftigt op på kontrollen med Landsstyremedlemmers afholdelse af repræsentationsudgifter.


Revisionsudvalget noterer sig endvidere, at Landsstyreformanden i brev til udvalget af 30. juni 2005 konstaterer, at han ikke finder udgifterne til repræsentation afholdt af tidligere Landsstyremedlem for Boliger og Infrastruktur for rimelige. Revisionsudvalget finder det på denne baggrund kritisabelt, at Landsstyreformanden ikke har udøvet den nødvendige kontrol med at tilsikre, at udgifterne til repræsentation afholdt af tidligere Landsstyremedlem for Boliger og Infrastruktur blev afholdt indenfor rimelighedens grænser.


Udvalget konstaterer ligeledes, at Landsstyreformanden udtaler, at Landsstyret vil sørge for, at der sker en gennemgang af kontoen, og at hvis Landsstyret finder, at midler fra repræsentationskontoen er benyttet i strid med Landsstyrets cirkulære om Landsstyrets brug af repræsentation, så skal pengene betales tilbage. Udvalget imødeser at få tilsendt resultatet af Landsstyrets undersøgelse når denne foreligger. Udvalget forventer endvidere, at denne undersøgelse vil foreligge i god tid inden Landstingets efterårssamling, således at udvalgets endelige vurdering af sagen vil fremgå af udvalgets betænkning over Landskassens regnskaber 2004. Betænkningen vil blive behandlet i forbindelse med 2. behandlingen af Landskassens regnskaber 2004 på Landstingets efterårssamling 2005.


Med venlig hilsen


Isak Davidsen
Formand for Revisionsudvalget