Nersornaat til Henning Sloth Pedersen, Malik Høegh, Vera Leth

22.06.2018

Formanden for Inatsisartut Hans Enoksen har den 22. juni 2018 tildelt Nersornaat i guld til ombudsmanden Vera Leth og Nersornaat i sølv til distriktslæge Henning Sloth Pedersen og Nersornaat i sølv til musiker og tekstforfatter Malik Høegh.


Vera Leth modtog Nersornaat i guld, som anerkendelse for en lang og engageret indsats som Grønlands Ombudsmand siden 1. februar 1997.


Formanden for Inatsisartut fremhævede blandt andet i sin tale for Vera Leth:


Du tiltrådte som Ombudsmand i 1997 og Inatsisartut har siden 1997 genvalgt dig og udtrykt deres tilfredshed og støtte gennem alle årene.


Du er bare Grønlands anden Ombudsmand siden den første Ombudsmand blev valgt 1. april 1995.


Dit virke som Ombudsmand har gennem årene været vidt favnende, men en udtømmende opremsning kan næppe ske ved denne lejlighed.

 

Tale


Henning Sloth Pedersen modtog Nersornaat i sølv som anerkendelse for en lang og engageret indsats som distriktslæge i landet.


Formanden for Inatsisartut Hans Enoksen fremhævede blandt andet i sin tale for Henning Sloth Pedersen:


Du kom første gang til Grønland i 1979 med henblik på at blive timelærer i Qaarsut, hvor du fik lært det grønlandske sprog og ikke mindst den grønlandske humor. Det var også ved dette ophold du med stor glæde tog den grønlandske kost til dig.


Hvervet som timelærer i Qaarsut var dog kun begyndelsen på dit livslange engagement i Grønland. Du vendte tilbage til Danmark for at færdiggøre din uddannelse som læge. Herefter vendte du tilbage til Grønland og har siden den gang haft din base i Grønland og det grønlandske sundhedsvæsen.


Du har undervist som lektor på Institut for Folkesundhed på Århus Universitet og er en anerkendt forsker og har publiceret en lang række artikler i internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrifter. Du har på denne måde også udbredt kendskabet til Grønland blandt forskere i verden.

 

Tale

 

Malik Høegh modtog Nersornaat i sølv som anerkendelse for en historisk markant og engageret indsats inden for Grønlands nyere musikhistorie.


Formanden for Inatsisartut fremhævede blandt andet i sin tale for Malik Høegh:


Du er blevet betegnet som den poetiske drivkraft i bandet Sume. Det er et band som vi alle kender og fortsat synger med på når det spilles. Det er blevet en del af vores nyere kulturarv for både gamle som nye generationer.


Man kan ikke tale om Sume uden at åbne op for en meget stor fortælling om denne musikalske historie. Det startede som en duo med dig og Per Berthelsen. Vi kan læse i Per Berthelsens erindringsbog at du var den stille og meget pertentlige kunstner der gik voldsomt op i detaljer og præcisioner. Du var en karismatisk og meget sikker sanger der spillede fantastisk på din 12-strengede guitar.


Vi kan derfor i dag se tilbage på denne fantastisk historiske og musikalske rejse, som du bidrog i særlig grad til gennem dine tekster. Hvis jeg nynner melodien til Inuit Nunaat, så er jeg sikker på at alle vil have både tekst og melodi helt fremme i deres musikalske erindring.


Man kunne med rette sige, at det er mange år siden Sume udgav deres sidste album, men aktualiteten i teksterne og musikken bekræfter fortsat kun den betydning de har haft, for landets politiske og musikalske historie og udvikling.


Tale

 

 

På Formandskabets vegne

Hans Enoksen
Formand for Inatsisartut