Kultur- og Uddannelsesudvalget holdt sommermøde i Torshavn

01.09.2009

Medlem af Inatsisartut, Anda Uldum, deltog i Kultur- og Uddannelsesudvalgets sommermøde i Torshavn på Færøerne den 26.-28. august 2009

 

Kultur- og Uddannelsesudvalget havde valgt at gennemføre årets sommermøde på Færøerne, hvilket blandt andet gav KU-udvalget mulighed for at komme med udmeldinger i Nordisk Kulturforum, hvor en kommende kulturreform var genstand for behandling.

 

Kultur- og Uddannelsesudvalget behandlede derudover budgettet for 2010 for Nordisk Ministerråd. Særligt i år giver budgettet på kultur- og uddannelsesområdet anledning til megen uenighed og diskussion, eftersom der er flere ændringer end sædvanligt i budgettet. Tidligere beslutning om at igangsætte globaliseringsinitiativer har særligt stimuleret diskussionslysten. Diskussionerne var meget præget af de klassiske ønsker om udvikling, men forbehold for forandring.

 

Kultur- og Uddannelsesudvalget arbejdede derudover videre med en lang række medlemsforslag. Medlemsforslagene omhandler blandt andet forhold om:

 

- kultur i skolen

- små håndværksfag

- støtteordning for udvikling af computerspil

- forskning om polare lavtryk, mf.

 

Kultur- og Uddannelsesudvalget havde dernæst inviteret enkelte modtagere af nordiske støttemidler indenfor kultur, uddannelse og forskning, således at disse kunne fortælle nærmere om deres projekter.

 

Udvalget fik præsenteret virksomheden/projektet Seanergy, som er en virksomhed, som udvinder kollagen fra fiskeskind.

 

Derudover fik medlemmerne af Udvalget præsenteret projektet Cafe Pantopia, som har som formål at skabe et fælles mødested for mennesker med tilknytning til de nordatlantiske lande: Grønland, Island, Færøerne og Danmark via én cafe, med indgange i Nuuk, Reykjavík, Tórshavn og København, se nærmere under www.cafe-pantopia.net

 

Kommende møder i Nordisk Råd med mulig deltagelse fra Inatsisartut:

 

- Den 8. september 2009 gennemfører Kultur- og Uddannelsesudvalget i Landstingssalen i Folketinget et heldagsarrangement med Europarådets Kulturudvalg. Temaer for mødet vil være ”Kultur i skolen”, ”Fremtidens public service” og ”Ophavsret på nettet” Derudover vil der samme dag blive gennemført et oplæg/en høring med overskriften ”Islam, Islamism and Islamophobia”.

 

- Dernæst mødes medlemmerne i Nordisk Råd på Åland den 29.-30. september 2009, hvilket udgør det sidste fællesmøde inden Nordisk Råds 61. Session i Stockholm, Sverige, der gennemføres i dagene 27.- 29. oktober 2009.

 

For yderligere information – kontakt medlem af Inatsisartut Anda Uldum, mobil (00299) 58 73 05.

 

Nordisk Råd er et parlamentarisk samarbejdsorgan med 87 medlemmer fra henholdsvis Norge, Danmark, Sverige, Finland, Island og de selvstyrende områder Åland, Færøerne og Grønland.

 

Inatsisartut har 2 medlemmer og 2 suppleanter i Nordisk Råd. Medlemmer af Inatsisartut Olga P. Berthelsen fra Inuit Ataqatigiit og Anda Uldum fra Demokraterne er medlemmer, og de suppleres personligt af henholdsvis af medlem af Inatsisartut Akitsinnguaq Olsen fra Ataqatigiit og medlem af Inatsisartut Justus Hansen fra Demokraterne. Olga P. Berthelsen er medlem af Miljø- og Naturressourceudvalget, og Anda Uldum er medlem af Kultur- og Uddannelsesudvalget.