Bureau for Inatsisartut deltager i jobmesse for grønlandske studerende i Århus den 11. november 2018
Er du i gang med en uddannelse i Danmark og ønsker at orientere dig om dine muligheder på arbejdsmarkedet hjemme i Grønland? Nu har du muligheden, når Den Grønlandske Jobmesse målrettet studerende i Danmark gennemføres søndag den 11. november 2018 på Radisson Blu Scandinavia i Århus.
Bureau for Inatsisartut vil være repræsenteret på jobmessen. Dette giver dig en udmærket lejlighed til at komme i nem og direkte kontakt med fagpersoner, som har dyb indsigt i det politiske arbejde i Grønland. Inatsisartut indtager en nøgleposition ved udformning af det grønlandske samfund, og som ansat i Bureau for Inatsisartut vil du få enestående muligheder for at arbejde helt tæt på det politiske maskinrum.
AVALAK vil også være til stede på jobmessen, og der venter en række spændende oplæg og debatmuligheder. Vi håber at se dig på jobmessen den 11. november i tidsrummet fra kl. 9.00-17.00, og husk også at informere dine venner og medstuderende om denne enestående mulighed for at få spændende informationer fra første hånd.
Find flere informationer om jobmessen på Facebook.