|
Dagsordenspunkt 109-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
20. mødedag, fredag den 4. april 2003, kl. 16:45
Anthon Frederiksen, forslagsstiller, Kandidatforbundet.
Baggrunden for mit forslag har naturligvis sit
udspring i det forhold, at det er tvivlsomt om nogle af AKrisecentrene”
i Grønland, hvor frivillige uden tanke for betaling yder deres hjælp, kan
fortsætte som følge af nedsættelse af driftstilskuddene til AKrisecentre”.
Med dette korte forslag til forespørgselsdebat
ønsker jeg, at Landstingets tager stilling.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Og så er det B
inden partiernes ordførere, så er det Landsstyremedlemmet for Familier og
Sundhed, der kommer med en besvarelse.
Ruth Heilmann, Landsstyremedlem for Familie og Sundhed,
Siumut
Det er med interesse, jeg har læst din
forespørgsel og jeg kan oplyse, at Familiedirektoratet har tæt samarbejde med
Krisecentrenes Sammenslutning, som er en frivillig organisation.
Baggrunden for oprettelse af krisecentre er,
at nogle kvinder i starten af 1980’erne på frivillig basis etablerede
krisecentre, hvor akut voldstruede kvinder havde mulighed for rådgivning og
overnatning i weekenderne.
Hjemmestyrets ydelse af tilskud til
krisecentre sker i henhold til Hjemmestyret bekendtgørelse nr. 32 af 30.
november 1992 om krisecentre. Krisecentrene skal have indgået
driftsoverenskomst med kommunen, samt at centrenes vedtægter skal være godkendt
af Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed.
Driftsoverenskomsten giver mulighed for, at
kommunen kan søge Landskassen om driftstilskud og fastsættes på baggrund af et
af kommunalbestyrelsen godkendte driftsbudget for det enkelte krisecenter.
Tilskuddet kan udgøre op til 50% af krisecentrets budgetterede udgifter.
Gennem de seneste år har antallet af
krisecentrene været på otte og siden 1999 har der været en til to krisecentret
som ikke har ansøgt om midler. Mit landsstyreområde fremsendte skrivelser til
krisecentrene samt til deres hjemkommuner, med forespørgsel om centrene
stadigvæk eksisterer. Det resulterede i, at en af krisecentrene har fremkommet
med ansøgning om driftstilskud fra januar 2003.
Med hensyn til Landstingsmedlem Anthon
Frederiksens ængstelser for, at de frivillige efter reduktion af tilskuddet vil
kunne fortsætte med deres virke, kan jeg oplyse, at krisecentrene i årenes løb
har ændret sig fra at været frivillige personers engagement til lønnede
medarbejdere, hvor samtlige krisecentre har en eller to fastansatte og
(frivillige) weekend vagter, der får udbetalt løn for arbejdet.
Krisecentrenes Sammenslutning har oplyst, at
der i dag er umuligt at finde frivillige personer som kan påtage sig opgaven.
Jeg kan bekræfte, at Hjemmestyrets
driftstilskud til Krisecentrene fra 2003, er reduceret med kr. 200.000 efter at
den i en årrække har været stigende. Reduktionen af tilskuddet skyldes, at
samtlige Krisecentre igennem de seneste år ikke har søgt om driftstilskud. De
eksisterende Krisecentre, som har søgt driftstilskud har fået bevillingen i
henhold til gældende lovgivning på området.
Med disse bemærkninger ser jeg frem til en
spændende debat i Landstinget.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed, hvorefter vi går videre til partiernes ordførere. Og det er så Doris Jakobsen på vegne af Siumut, værsgo’.
Doris Jakobsen, ordfører, Siumut.
Til Landstingsmedlem Anthon Frederiksens forslag til forespørgselsdebat om tilskuddene til krisecentre, der i de senere år desværre er dalende, har vi fra Siumut følgende bemærkninger.
Vi er i Siumut glade for, at der endnu er mange mennesker, der af egen fri vilje deltager i arbejdet i foreninger, organisationer og forskellige interesseparter.
Men desværre i takt med, at behovene vokser og vokser, folks krav og lægger nu vægt på i dag, at arbejdet skal lønnes. Folk i Grønland har efter eget behov etableret krisecentre og har arbejdet som frivillige. Dem må vi rose og de har behov for beskyttelse.
Selvfølgelig er det nødvendigt, at have krisecentre for folk, der på hvilken som helst tidspunkt skulle have behov for det. Fra Siumuts side vil vi sætte spørgsmålstegn ved, hvad grunden kunne være for at flere krisecentre ikke har ansøgt om midler. Om det har grundlag i, at behovet er dalende eller om der er andre grunde.
Hvis vores behov i Grønland er dalende skal vi selvfølgelig være tilfredse og glade for det. Men hvis disse skal besvares er der ikke andet udvej og mulighed for at igangsætte en undersøgelse.
Hvis et hvilket som helst erhvervsvirksomhed skal høre, har det behov for økonomi og skal styres. Men i denne sag, må der sættes spørgsmålstegn ved, hvis flere ikke har ansøgt om midler, hvad vi så skal gøre.
Hvis der selvfølgelig har været problemer er en af de første muligheder, at rette henvendelse til kommunen og hvis det er absolut nødvendigt, at henvende sig til Landsstyret.
I disse år når de grønlandske virksomheder kommer i vanskeligheder, bliver om nødvendigt det offentlige indblandet. Mange af dem er under kommunernes ansvar og bliver sørget for af kommunerne. Selvfølgelig kan det fra sted til sted vurderes i hvor stort omfang, de enkelte krisecentre har af behov, men med udgangspunkt i de lokale behov, skal der huskes på det i kommunernes prioriteringer.
Vi ved, at behovet for krisecentre i Grønland hovedsageligt skyldes spiritus og derfor er det Siumuts opfattelse, at det er meget væsentligt, at forebyggelse i størst muligt omfang udføres.
Med disse bemærkninger fra Siumut tager vi stilling til forespørgselsdebatforslaget og således åbner vi op for vores deltagelse i debatten.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Doris Jakobsen og den næste er så Ane Hansen fra Inuit Ataqatigiit. Værsgo’.
Ane Hansen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Vi skal først takke forslagsstilleren for fremsættelsen af forespørgselsdebatten om krisecentre, da han viser eller udviser interesse for forbedring af krisecentrenes vilkår.
Vi ved alle da interessen for de svære samfundsmæssige problemer var mindre for 20 år siden og da debatten om det var mindre, at kvinderne oprettede krisecentre ved egen vilje og ved brug af mange kræfter, da de blev trætte af, at være tilskuere til problemerne.
Det er også almen viden, at oprettelsen af krisecentre har medvirket til, at familierne og ikke mindst børnene har haft gavn af dem uden forringelse af deres liv.
Ved oprettelsen af Krisecentrene har familier med tunge indbyrdes problemer, så som mål, som har så svære følger, seksuelt misbrug af børn og unge, forsømmelse af børn og misbrug af rusmidler og mange andre ting har man fået en uvurderlig støtte og hjælp til at komme over.
Vi mener i Inuit Ataqatigiit, at krisecentrene som er en god suppleant til den offentlige hjælp er nødvendig i mange år fremover. Inuit Ataqatigiit vil rose de frivillige, som arbejder med de tunge problemer i krisecentrene og som giver en uvurderlig hjælp til samfundet.
De frivillige i krisecentrene, som gennem årene har arbejdet med samfundets sorger, har banet vej for i mange henseender til en uvurderlig og bedre afhjælpning af problemerne.
Medarbejderne i krisecentret har i høj grad banet vej for, at kvinder såvel som børn bliver stærkere samt får bedre mulighed for at bruge deres rettigheder.
De seneste år er det fremkommet, at krisecentrenes rapporter og brugen af krisecentrene for børn er stigende. Dette er foruroligende og der bør komme en reaktion for at få løst problemet.
Vi mener i Inuit Ataqatigiit, at tilskuddene. Vi har bemærket, at krisecentrene i samarbejde med deres sammenslutning har startet arbejdet for at få forbedret vilkårene for den stigende antal børn, som benytter krisecentrene ved at forbedre arbejdsvilkårene for de frivillige.
Dette mener vi fra Inuit Ataqatigiit er støtteværdigt. Vi mener i øvrigt i Inuit Ataqatigiit, at det bør bemærkes, hvor vigtigt krisecentrene er samt samarbejdspartnere for forbedring af børns og unges levevilkår.
Vi mener i Inuit Ataqatigiit, at man bør arbejde for, at bevillingerne til krisecentrene ikke formindskes, men for at arbejdet kan udvikles bevilger et øget beløb. Den årlige rapport fra krisecentrene har vist, at brugen af krisecentrene i de senere år er stigende.
Og vi mener endvidere fra Inuit Ataqatigiit, at en af goderne ved krisecentrenes eksistens er, at det bremser de offentliges udgifter på forskellige områder. Vi mener i Inuit Ataqatigiit, at arbejdet for forbedringen og fornyelsen af medarbejdernes og de frivilliges vilkår skal ske i samarbejde med krisecentrenes sammenslutning.
Vi har bemærket i Inuit Ataqatigiit i forbindelse med mænds arbejde, at nødvendigheden for henvendelsessted for mænd er tilkendegivet. Derfor mener vi i Inuit Ataqatigiit, at mænds samarbejde og vilje til at arbejde mod problemerne skal vejes som værdifuldt og hilses velkomment.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Ane Hansen og den næste er Ellen Christoffersen, Atassut. Værsgo’.
Ellen Christoffersen, ordfører, Atassut.
Til Landstingsmedlem, Anthon Frederiksen på vegne af Kandidatforbundets forslag til forespørgselsdebat har vi fra Atassut følgende bemærkninger efter at have vurderet den.
Man har i Grønland gennem flere år nu etableret en del krisecentre. Det har desværre været nødvendigt, at etablere krisecentre for voldsramte eller voldstruede kvinder. Da behovet ikke har været lille, er der nu om dage blevet etableret 8 krisecentre landet over.
Der skal rettes en stor tak til alle de frivillige kræfter, der har været bag etableringerne af krisecentrene rundt omkring. Det er desværre begyndt at blive sjældnere mellem mennesker, der arbejder frivilligt ud fra eget initiativ og vilje B det kræves også for folk, der arbejder med sociale anliggender i længere tid, at der er aflastning. Derfor er der et behov for, at der er gode arbejdsomgivelser og arbejdsvilkår for medarbejderne og de frivillige på krisecentrene.
I Atassut ser vi det som en nødvendighed, at arbejdet omkring krisecentrene støttes samt støtte arbejdet for forebyggelse af vold i samfundet. Men hvis vi skal handle ud fra de realistiske forhold må vi udtale, at vi ikke er kommet volden blandt vore medmennesker og blandt familierne helt til livs. Derfor er det nødvendigt, at bane vej for bedre forhold for at hjælpe de psykisk eller fysisk voldsramte.
Selvom baggrunden for at etablere krisecentre ikke er af positive grunde, ser vi Atassut, det som en positiv fremgang, at der er skabt muligheder for henvendelse til krisecentre ved behov. Specielt mener vi fra Atassut, at det er glædeligt at se hvilken gavn det har været for brugerne og medarbejderne at der er døgnåbent for henvendelse B behovet for henvendelse dukker jo ikke nødvendigvis op under de normale åbningstider.
Landsstyremedlemmet for Familie og Sundhed klarlægger i sit svarnotat det tætte samarbejde der er med Landsorganisationen for Krisecentre, som vi i Atassut tager til positiv efterretning, da vi ser det som selvfølge, at Landsstyret vil benytte informationerne til at skabe et godt arbejdsgrundlag ved den gensidige informering, som blandt andet kunne være om fremgang eller problemer i krisecentrene.
Vi mener også i Atassut, at det i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 32 af 30. november 1992 om krisecentre, klart fremgår retningslinier for mulighederne til økonomisk tilskud til krisecentre. Selvfølgelig kræver det, at krisecentret også kan opfylde de krav der stilles for at kunne få økonomisk tilskud.
Til sidst vil vi fra Atassut udtrykke vores tilfredshed med de klare og velbegrundede svar fra Landsstyremedlemmet for Familie og Sundhed.
Med disse bemærkninger kan vi fra Atassut tilslutte os forslaget til forespørgselsdebatten.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Ellen Christoffersen. Og den næste er Astrid Fleischer Rex fra Demokraterne.
Astrid Fleischer Rex, ordfører, Demokraterne.
Forslag til forespørgselsdebat til krisecentre, der desværre i de seneste år har været dalende.
Fra Demokraterne kan vi godt forstå Anthon Frederiksen fra Kandidatforbundets betænkeligheder. Med de store sociale problemer, der er over hele Grønland i dag har vi desværre meget hårdt brug for krisecentrene.
Vi fra Demokraterne ser ikke krisecentre, som en løsning på problemerne, men som en nødvendighed, således at kvinder og børn har et sted at tage hen til når hjemmet langt fra kan give dem ro og fred som et hjem skal give.
Derfor mener vi fra Demokraterne, at det også er en nødvendighed, at der gives tilskud til driften af alle krisecentre, hvis vedtægter er godkendt af Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed.
Da vi fra Demokraterne forstår Landsstyremedlemmet på den måde, at der ikke er reduceret i tilskuddet til krisecentrene, som har ansøgt, men at ansøgningerne er reduceret, det vil sige, ansøgerne er blevet færre, kan vi fra Demokraterne kun anbefale Landsstyremedlemmet om, at være med til, at forbedre informationen til krisecentrene, så de til stadighed ved, hvilke rettigheder de har.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Astrid Fleischer Rex, så er det forslagsstilleren, Anthon Frederiksen. Værsgo=.
Anthon Frederiksen, forslagsstiller, Kandidatforbundet.
Først tak til samtlige besvarelser. Og de oplysninger, der gives fra landsstyret, når man hører dem, at selvfølgelig er det jo det grundlæggende, der bliver nævnt. Og det er jeg også taknemmelig over for, idet Landsstyret i deres besvarelse fremviste, at krisecentrene, lige som Landsorganisation har fremsat, at folk, frivillige medarbejdere i dag er blevet meget vanskeligt at få.
Og her bliver det påvist og dokumenteret, at mennesker, der af deres egen fri vilje vil arbejde frivilligt, selvom det er meget taknemmeligt, men at det måske helst tager udgangspunkt i deres eget og familiernes livsførelse.
Og her med hensyn til at kunne følge med, at man på den måde med hensyn til krav, der stilles til livsførelse til alle mulige, og som også er meget nødvendige, at det på baggrund deraf så er antallet af de frivillige medarbejdere været dalende. Og det må udtales, at det er noget, som man ikke kan blive forundret over.
Og ikke mindst med hensyn til de tidligere dagsordenspunkt, nemlig forslag til landstingsforordning om hjælp til børn og unge B under debatten af dette punkt, så mener jeg, at krisecentrene har stor tilknytning til dette punkt, idet forskellige problemer i familierne, som også ordførerne nævnte tager et stort udgangspunkt fra spiritus. Og det er så på baggrund deraf, der er behov for krisecentrene.
Og her bliver det også fremvist at med hensyn til hjælp til børn og unge, at i dag og tidligere og de oplysninger, der blev fremført fra Landsstyret, så er det, hvis man alene ser på visitation af børn og unge, så er det jo et stort problem, fordi hvis vi ser på oplysninger tilgået til Landstinget sidste år og med hensyn til børn og unge, der har problemer og hvis de skal blive visiteret, så ved vi alt om, at de ikke kan visiteres til krisecentrene.
Så er der måske omkring 200 børn og unge, der har problemer i dag. Men problemerne der har for nogles vedkommende udgangspunkt, i det vi i dag diskuterer. Derfor ærgrer det mig ikke så lidt, at med hensyn til tilskuddene til 2000, så har man fået dem nedskåret med 200.000 kroner.
Og som bekendt eller ud fra de oplysninger, jeg er vidende om, så er det de reelle forhold, således at man på de forskellige kommuner, så er det ud fra forskellige retningslinier, der stilles krav med hensyn til tilskud til krisecentrene. Og med hensyn til det og med hensyn til tilskud, at medarbejderne i de senere år får løn i deres arbejde, og at det lige som de manglende ressourcer og den manglende støtte til disse medarbejdere og hvis behovet eller hvis nødvendigheden ikke stoppes helt ud, så kan man ikke komme uden om, at man får nedbragt udgifterne.
For beklageligvis er vi vidende om i de senere år, at hvis nogen ikke har penge i dag, så er det meget, meget vanskeligt at drive hvilken som helst virksomhed. Det må vi erkende, men heldigvis så sagde flertallet i partiernes besvarelse, at det er forståeligt med hensyn til nærværende forslag og med hensyn til, at der ikke sker en nedbringelse af tilskudsmidlerne til krisecentrene, at man bør være opmærksom på det. Og det er så deres udmeldinger, de kommer med.
Og derfor så håber jeg på, også fordi vi ikke er færdig med behandlingen af Finanslovsforslaget for 2003, at man kan genoverveje, at man ikke nedskriver tilskudsbeløbet eller man fastholder beløbet. Det er korrekt, at ved at etablere krisecentre, så er det jo de frivillige kvinder, der har brugt meget store kræfter for at få disse krisecentre oprettet.
Og vi skylder så disse kvinder et stort tak fra samfundets side og det har ikke mindst Atassuts ordfører lagt mærke til dette. Og derfor vil det være ærgerligt, at de er blevet etableret og så man har brugt så mange kræfter til, at man på en eller anden måde ved nedbringelse af tilskuddet, så vil man miste disse personer.
Jeg mener, at det er vigtigt, at man med hensyn til bliver ved med at give støtte til sådanne nogle initiativer, at man så vidt muligt ikke rører ved bevillingerne. Og det skal man så prøve på at opnå.
Og så har jeg kommenteret sådan samlet til de besvarelser og jeg siger tak til den store interesse, der er udvist til dette forslag.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Anthon Frederiksen. Så er det Landsstyremedlemmet for Familie og Sundhed.
Ruth Heilmann, Landsstyremedlemmet for Familie og Sundhed, Siumut.
Jeg er glad for, at forespørgeren har stillet sådan en forespørgselsdebat og at han så også er tilfreds med de svar, vi har givet fra Landsstyrets side. Selvfølgelig er det en vigtig sag nærværende ting, og at frivillig arbejdsindsats også bliver støttet fra Hjemmestyrets side, hvor Hjemmestyret giver 50%.
Det er jo også et prisværdigt arbejde, som har pågået i mange år, hvor man i krisecentrene også har udført en masse præventivt arbejde, hvor man har dybdegående samtaler med klienterne. Og man kan nok forstå det store arbejde, man har udført, selvom forslagsstilleren har været inde på, at der desværre, der er tilskuddet dalende.
Men når tilskuddene er dalende, så vil vi meget gerne tyde det sådan, at de måske ikke har så stort et behov, måske fordi problemerne er blevet mindre, men vi følger stadigvæk med i krisecentrene. Og sammenslutningen af krisecentrene har lavet en arrangement i begyndelsen af september, hvor de afholder et seminar.
Og med hensyn til Siumuts ordfører, hvor de spurgte om, om hvad årsagerne kan være, hvorfor det er dalende. Og hvilke andre medvirkende årsager, der måtte have været. Først så har sammenslutningen af krisecentrene, hvor man blandt andet har diskuteret, at tanken om, at registrere klienterne og jeg regner med, at vi i september måned under seminaret selvfølgelig skal komme med den melding, fordi det er nødvendigt med sådan en registrering.
Fordi jeg erfarer, at krisecentrene ikke kun bliver brugt på grund af spiritus, men også på grund af vold. Og det har ikke altid sin årsag i spiritus. Og derfor er det meget vigtigt, at vi får større indsigt i sådanne forhold.
Selvfølgelig er etableringen af krisecentrene, som flere har været inde på, nemlig at man har tænkt på voksne og børn, hvor de så også har haft behov for at komme til et roligt sted, når der sker ufred i hjemmet, således at børnene får mulighed for at komme med eller til et roligt sted. Og det synes vi i Landsstyret også, at det meget vigtigt.
Og Inuit Ataqatigiits Ane Hansen under sin bemærkninger også kom ind på, at mænd også har et behov og således, at mænd også internt hos dem selv har etableret et forum, hvor de også kan tale sammen. Og der kan man se, at mænd også gerne etablerer noget og vi bør også støtte dem. Og selve vurderingen så regner jeg med, at alle disse ting bliver afdækket.
Det er ikke nogen beslutningsforslag, men en forespørgselsdebat og derfor er der med hensyn til de bemærkninger, der er kommet som forslagsstilleren selv også er tilfredse med og også er tilfreds med B eller jeg er også som Landsstyremedlem også tilfreds med de bemærkninger, der er kommet.
Og med hensyn til den sidste bemærkning, som Doris Jakobsen også kom ind på, at det er meget væsentligt, at forebyggelsen i størst muligt omfang udføres. Når man udfører forebyggelsesarbejde og når man også til stadighed udvider aktiviteterne, også blandt børn og unge og hos familierne, så vil man også mindske behovet for krisecentrene. Det er selvfølgelig også klart.
Ikke blot med hvor man går imod vold, men at man klarer problemerne med samtaler. Det synes jeg også er vigtigt, således at børn, mens de er i skolealderen, at man så også inddrager forældrene, således at de på den måde er klar til at takle de ting, de kommer til at møde senere hen, eventuelt i samarbejde med politiet. Det er jo noget, vi også kan henvise til og også støtte. Og derfor er de initiativer på det område, men også med hensyn til de frivillige arbejde, uanset om det sker i sportsforeninger eller andre steder, der pågår der så et stort forebyggelsesarbejde. Og det er jo prisværdigt.
Og dermed er behovet for krisecentre, så disse initiativer, som er med til at mindske behovet eller i hvert fald at de ikke vokser. Det er prisværdigt.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed. Den næste er Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit uden om partiordførerne.
Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit.
Med hensyn til, at man ikke kommer med ansøgninger til, det viser ikke blot, at man ikke B behovet for krisecentrene ikke er blevet mindre.
Vi kender samfundsstrukturen og klienterne bliver færre og færre, så kan vi ikke mindske behovet. Det er meget klart, at vi bliver nødt til at gøre noget andet. De frivillige, såfremt vi skal sætte vores lid til de frivillige medarbejdere, dem kan vi, fordi klienterne i krisecentrene har så intense problemer, at de frivillige arbejde, som ikke har en uddannelsesbaggrund, dem kan vi ikke blot sætte vores lid til, at de så skal løse vores samfundsproblemer.
Derfor må vi politikere sætte os et mål og gøre et eller andet, uden at sætte vores lid til krisecentrene alene.
Hvordan kan vi, hvilke initiativer kan vi sætte i gang for at sikre, at krisecentrene eksisterer. For lidt siden kom vi ind på børn og ungeforordningen. Og når vi kræver, at man skal have en særskilt undersøgelse, så må vi også ud fra de klienter, børneklienter, der kommer i krisecentrene, det er os, vi fra det offentlige, der skal gøre et eller andet og ikke krisecentrene.
I fremtiden kan vi ikke blot stå og se på, hvordan tingenes tilstand er. Vi bliver nødt til at gøre et eller andet. Vi er helt sikkert, at de næste fra krisecentre, at vi sådan for alvor tager fat på familiebehandling, fordi det hele tiden står klart, at dem, der kommer til krisecentrene, det er jo gengangere hvert år i hver slutning af måneden. Og derfor bør vi gøre et eller andet, og når vi så ikke gør noget, så kan vi ikke finde en løsning. Det er for lavt at sige, at der er så få ansøgere, at vi ikke gør noget.
Så har vi ikke forstået problemets omfang, når vi blot accepterer det. Jeg håber, at debatten her vil resultere i, at vi politisk gør et eller andet.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Agathe Fontain. Den næste, der får ordet er Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit. Værsgo=.
Ane Hansen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Som Agathe allerede har været inde på det, så er krisecentrene og brugen af dem, den er ikke dalende. Men tværtimod er klienterne bliver flere og flere. Ved det, som Landsstyremedlemmet kom ind på det, at der var to krisecentre ikke havde B kommet med en ansøgning og det vi kender som årsag er, at kommunalbestyrelsen ikke har sørget for at sende deres ansøgning, mens tid var eller også har de overset det.
På den anden side, så er muligheden for, at man giver tilskud er, at kommunalbestyrelsen betaler halvdelen af tilskuddet, så kan Hjemmestyret give op til 50% tilskud. Når det har været sådan, når Hjemmestyrets tilskud har været mindre end det, man havde regnet med, så rammer det så også krisecentrenes aktiviteter.
Og efter det vi ved, så er der enkelte krisecentre, haft meget svært ved at drive det, hvorefter de så har måttet stoppe. Og dem er der et par stykker af. Og det er ikke fordi behovet ikke er der.
I mange år, så har krisecentrene arbejdet. Og der har de afdækket en masse problemer og den modighed, der har været der, så har man heldigvis også overtaget nogle af de tunge opgaver. I de andre nordiske lande og krisecentrene der, så har man så fornyet krisecenterordningen, som vi måske kan hente inspiration fra, for eksempel i Norge, så er de krisecentre, som før har kørt på frivillig basis, dem har det offentlige overtaget, fordi man ved, at man i forbindelse med afdækningen af problemerne, så når folk er blevet mere åbne over for deres problemer, så får man afdækket hvor virkeligt store problemerne er.
Og det betyder så også, at den frivillige arbejdskraft lige som trækker sig tilbage, når problemerne, som de skal løse bliver for store. Og derfor har vi fra Inuit Ataqatigiit peget på, at vi skal have afdækket krisecentrenes arbejde, også fordi krisecentrene lige som hjælper med at formindske det offentliges udgifter, hvorfor vi må finde en smidigere løsning i samarbejde med krisecentrene.
Og med hensyn til mændenes krisecentre eller os, der har deltaget i krisecentrenes frivillige arbejde og noget vi har mødt er mænd, som på en eller anden måde bliver nødt til at forlade deres hjem på grund af vold og det har vi også mødt. Og de har ikke muligheder i lighed med kvinderne. De har langt dårligere forhold, fordi krisecentrene er beregnet for kvinder og børn. Og der er intet for børn.
Og vi har nogle gange været ude for, at de ellers henvender sig hos det offentlige, så har vi så oplevet, at de begår kriminalitet, fordi der i detentionerne eller anstalterne, der har man mulighed for at få en seng og derfor bliver vi nødt til at gøre et eller andet ved det i de kommende år.
Og jeg håber så også på, at mænd selv frivilligt eller ud fra de frivillige blandt mænd også får mulighed for at etablere noget. Også gennem den tilskudsordning, der er, at henvendelsesstederne for mændene, dem bliver man lidt mere vågen over for. Og vi ved og har også kendskab til, at der ellers er krisecentre, som gerne vil starte, men som eller som ellers bliver støttet fra deres kommune, men som ikke starter, fordi de ikke kan få tilskud fra Hjemmestyret.
Derfor er nedsættelsen af tilskuddene her uigennemtænkt. Og derfor håber vi, at Landsstyremedlemmet her under seminaret i Qaqortoq også vil komme ind på problemstillingen.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Ane Hansen og så er det Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed.
Ruth Heilmann, Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed, Siumut.
Ja, der er stor enighed til bemærkningerne, så er der ellers ingen grund til at komme op til talerstolen igen, men jeg blot lige nævne, at på de steder i kommunerne, hvor der er oprettet krisecentre, så har man tæt samarbejde med kommunerne.
Og med hensyn til udfyldelsesskema om, hvordan det skal behandles, det skal man selvfølgelig være opmærksom på. Og jeg skal også udtale, at det er korrekt, at selvfølgelig sådan en drift, at når man så opretter krisecentre, så er det et krav, hvis man skal have tilskud, at man så overgiver regnskaber og at man så har fået dem opfyldt og ikke alene det, at man skal have en forsvarlig drift af krisecentrene, som også her blev nævnt, at de så har uddannede personale. Og derfor at så vil man også have sikret alle disse, hvis kommunerne og Hjemmestyret skal yde tilskud.
Alle disse spiller jo også med. At når der så kommer en ansøgning i dag, så skal der også ske en vurdering. Det er blot det, jeg vil kommentere.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Landsstyremedlemmet for Familie og Sundhed. Den næste er forslagsstiller, Anthon Frederiksen.
Anthon Frederiksen, forslagsstiller, Kandidatforbundet.
Tak. Jeg vil gerne have, at man lige lægger mærke til, også fordi i forebyggelse, den er jo også meget vigtig også i sådanne nogle initiativer. Men at der gennemføres større forebyggelse, det koster også midler. Det ved vi alle sammen. Og når vi så ser på vores pengepung for i år, så kan vi sige, at de midler, der bliver afgivet til Paarisa, i forhold til sidste år, vil de blive formindsket med omkring 600.000 kroner, hvis forslaget bliver godkendt i den foreliggende form.
Og med hensyn til forebyggelsesarbejdet her i Grønland og især med hensyn til forebyggelseskonsulenter, så har man siden starten af 1990=erne, at Landskassen har været medfinansierende til de landsdækkende forebyggelseskonsulenter. Så ved vi jo godt, at man har opført denne tilskudsordning. Og dengang så ansatte mange kommuner flere forebyggelseskonsulenter, men da tilskudsgivningen fra landskassen ophørte, det kommer jeg som et klart eksempel på, hvad dette medførte, at ansættelserne af forebyggelseskonsulenterne, så har kommunerne stoppet det, fordi de ikke længere havde råd til det.
Men efterfølgende så har man lige som startet sagerne forfra igen. Også med hensyn til forebyggelseskonsulenttjenesten også kørt i mange kommuner. Det er blot et eksempel. Og hvis vi ser på stadet i dag, så kan vi ikke udtale, at vi er tilfredse. Men hvad er det næste skridt, vi vil tage med hensyn til krisecentre.
Og hvis de skal have en bedre drift og jeg er glad for, at Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Sundhed nævnte, at der skal gennemføres et seminar og det vil være spændende, at få at se, hvilke oplysninger, der vil blive fremkommet i dette seminar, fordi man ud fra erfaringerne, så vil man også fremføre mere nye og måske mere realistiske oplysninger gennem dette seminar.
Og derfor så ser jeg frem til Landsstyrets efterfølgende oplysning til os i den forbindelse, også fordi vi må regne med, at dette vil blive givet og derfor, at man så vidt muligt ikke taber allerede igangværende sager på gulvet. Også fordi det er det, man er interesseret i, fordi Inuit Ataqatigiits ordfører og talere uden om ordførerne, klart nævnte, at hvor stort behovet er på det område. Også ud fra egne erfaringer, så blev det fremsat de reelle forhold og det er meget glædeligt.
Dermed med hensyn til de problemer, vi debatterer her, at man tager det næste skridt på baggrund af et godt grundlag, også fordi det er meget vigtigt, det initiativ, der gennemføres. Fordi det vil være ærgerligt, som jeg allerede har nævnt, at sådanne initiativer på baggrund af tilskuddene bliver mindre, og at man så taber dem, selvom Landsstyret i sit svarnotat nævnte, at det på baggrund af, at der er færre ansøgere, at man så har nedsat tilskuddene, men hvad er så grunden til, at der er færre, der ansøger.
Det blev nævnt blandt andet fra Inuit Ataqagtigiit. Det er meget interessant hvilke forhold og der har været grund til og det har man så fået afdækket. Og derfor har jeg forhåbninger til i seminaret, at man sørger for, at få afdækket de forskellige ting, og at der efterfølgende afgives en orientering til os. Tak.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Anthon Frederiksen. Og den næste er Doris Jakobsen, Siumut.
Doris Jakobsen, ordfører, Siumut.
Først så skal vi fra Siumut udtale, at vores indlæg omkring krisecentrene, kom ind på muligheden for undersøgelser. Det er blot en af mulighederne, som jeg lige vil nævne til Anthon.
Først så mener jeg, at vi omkring de traditionelle grønlænderes omsorg for os, den gennemfører vi stadigvæk og det er vidst også måske i større omfang i bygderne, hvor man er tættere på hinanden. Men at vi får en påvirkning ude fra, så er vores liv ved at blive ændret og dette har medført, at vi har fået større behov for krisecentrene.
Tidligere, så har man måske eventuelt været internt, familieanliggende og en større omsorg for hinanden. Den har vi brugt tidligere. Jeg mener, at de mænd, der har sådanne nogle initiativer i gang, de bør støttes mere. Og når de så starter sådanne nogle initiativer, at man skal være mere opmærksom på disse.
Jeg mener, med hensyn til tilskudsgivning, så kan der eventuelt gives oplysninger om, hvilke muligheder, der er, fordi man er vidende om, at i forbindelse med at jeg har været formand for Sorlak, så er der mange ansøgere til tilskud, som ikke ved, hvordan man gennemfører sådan en ansøgning. Derfor er det nødvendigt, at man til stadighed gennemfører oplysningskampagner. Og selvfølgelig med hensyn til krisecentrene, hvis de har haft nogle problemer i deres ansøgning, så er det jo ved første henvendelse, det skal gøres, så er det kommunen.
Og hvis de ikke kan komme uden om, så har man også mulighed for, at rette henvendelse til Landsstyret. Jeg mener, at det er meget interessant, det kommende seminar i Qaqortoq, at man så tager disse problemer op. Og så kan vi høre, hvorfor der er kommet færre ansøgninger.
Vi sagde fra Siumut, at det er meget vigtigt, at gennemføre forebyggelsesarbejde. Derfor er det vigtigt, at organisationerne og foreningerne bliver støttet i stort omfang, fordi det er jo dem, altså foreningerne og organisationerne i større omfang gennemfører forebyggelsesinitiativer.
Jeg skal også nævne, at vores målsætninger i Siumut og en af Landsstyrekoalitionens aftaler, det er, at man opretter familiebehandlingscentre. Og fra Siumut har vi altid arbejdet for, at der oprettes sådanne nogle familiebehandlingscentre og derfor er det også nødvendigt, at disse centre også bliver oprettet.
Og så med hensyn til, at få formindsket antallet af familier, der har problemer i fremtiden. Her vil jeg ikke undlade at nævne, i forbindelse med vores studiestur fra uddannelsesudvalget, så har vi også besøgt ASK og her er jeg glad for i forbindelse med overgangen til Atuarfitsialak B Den Gode Skole, at lærerne og børn allerede har lavet nogle initiativer, således at børn er mere forbedre, eller at børn kan sige noget, og at man har gennemført store forebyggelsesarbejde, som også har givet resultater over for børnene. Derfor er det også meget interessante, sådanne nogle ting.
Per Rosing-Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.
Vi siger tak til Doris Jakobsen. Og da der vist ikke er andre, der har bedt om ordet, så har vi gennemført punkt 109, forespørgselsdebat og da vi så startede kl. 13.00, så blev det også nævnt i redegørelsen for dagsordenen, sådan at de sidste punkter er blevet udsat, hvis de kan blive færdigt inden kl. 18.00.