|
Dagsordenens punkt 131-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
4.
mødedag, torsdag den 26. september 2002
Ruth
Heilmann, forespørger, Siumut.
Tak. Vi bruger mange sociale
udgifter, offentlige ydelser til arbejdslediges huslejebetalinger,
børneinstitutioner m.v.. Dette er en lovpligtig rigtighed, idet ledige må
bidrage til familiens forsørgelse. Selvfølge bør det være sådan, når en
familieforsørger har lægeerklæring for sygdom, og anden sundhedsskavank. Men
et sygt menneske må arbejde, og have indtjening, hvilket også er synd for de
enkelte menneske, og har stor betydning, livet bliver dejligere, mere
indholdsrigt gennem arbejde. Det sker jo at kun få personer arbejder så meget i
Grønland, og man siger også at alt for mange mennesker kun er blevet
tilskuere. Og ganske rigtigt findes der eksempler for det, og det må vendes om
til den anden side.
Vi må gøre en større indsats for
fordele, og arbejde noget mere i samfundet. Skal det altid være så svært at
tilbyde arbejdsledige andre arbejdsopgaver. Hvad kan man sætte mændene til at
arbejde med, og hvad kan man sætte kvinderne til at arbejde med, og hvad kan
man sætte begge køn til at arbejde med, og hvilke kurser kan man afholde. Hvad
kan man sætte i værk, med baggrund i samfundsmæssige behov? Der findes mange
arbejdsopgaver i samfundet, vejene er i helt kritisk tilstand, og vejarbejderne
i kommunerne ligger hen, på grund af manglende bevillinger til planlægning.
Lad os begynde med at bevilge disse, så arbejdet kan komme i gang. Med hensyn
til tilskud til infrastrukturelle forbedringer som man ikke kan udføre meget
arbejde for, nedtrappes efterhånden og vi bør have anden mulighed til at
erstatte den.
Man kan holde naturen ren og man må
rydde op hele tiden. Der henstår mange gamle huse og afventer nedrivning, og
andre afventer maling nu, i mange år. Man kan udbygge fritidsforanstaltninger
for børn og unge, man kan aflægge besøg hos ensomme ældre, og handicappede. Og man kan kunne tage hjem til
børn, der venter på en daginstitutionsplads og passe dem hjemme. Man kan være
sammen om håndarbejde, også i hjemmene. Man kan fremme turismen, ligesom man kan,
der er mange ting der kan realiseres.
Og mange studerende har ingen
beskæftigelse under deres skoleferie, hvor de ikke får udbetalt støtte, som kan
resultere at de misbruger tiden, selv om de gerne vil arbejde har de ingen
mulighed for indtjening som kan resulterer i at de belaster forældrene. Vi må
ændre vores indsats, og handlinger for at afværge situationen før bliver dyrere
for samfundet.
Man kan ikke blive ved med at
opretholde et liv, hvor man bare står der i dag, og afventer at andre gør
noget, og er afhængig af andre. Således skal flere og flere integreres i
arbejdsmarkedet.
Med henblik på varige beskæftigelser
må vi ændre på vores sociale ydelser, således at disse i højere grad anvendes
til igangsætning i arbejde. Vi må gøre det at have en beskæftigelse til noget
der kan betale sig i højere grad. Kan det i dag betale sig at have en
beskæftigelse, dette spørgsmål stilles, ellers bliver det så almindeligt og
nemt at modtage offentlig ydelser, at arbejdet på nogle områder anses som et
problem. Efter min opfattelse bør Landsstyret undersøge spørgsmålet og
fremkomme med en besvarelse.
Ole
Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Så er det Landsstyremedlemmet for sociale
anliggender med en besvarelse. Tak.
Ole Dorph, Landsstyremedlemmet for
sociale anliggender, Siumut.
Du rejser med dit spørgsmål, et meget
vigtig debat. Det er naturligvis et problem at arbejdsdygtige mennesker,
arbejdsløse, når samfundet reelt har behov for deres arbejdskraft. Det er
samtidig godt at vi har offentlige ordninger som giver ledige mulighed for at
forsørge sig selv, og deres familier, for eksempel ved at søge offentlig B og takstmæssig hjælp. Men reelt har de ledige behov for
beskæftigelse, eller de kan have for en opkvalificering eller en uddannelse før
de kan komme ind på arbejdsmarkedet igen.
Alle er enige om at
ledighedsproblematikken skal løses, Landsstyret gør noget ved problemet.
Landsstyret har en politik, at når ledige henvender sig til de offentlige, så
skal den gruppe reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet, tilbydes
arbejdsmarkedsmæssige beskæftigelser, medens den gruppe som reelt er sociale
klienter, fordi de på baggrund af deres sociale problemer ikke kan komme ind i arbejde,
eller fastholde et arbejde skal tilbydes en social indsats.
De få ledige som står til rådighed
for arbejdsmarkedet kunne tilbydes arbejde i det omfang, der er ledigt arbejde,
og hvis ikke der kan anvises arbejde, skal ledige gives et tilbud om kursus,
introduktion til uddannelse eller andet i henhold til de forskellige
arbejdsmarkedsordninger. Det er Landsstyrets politik at ledige, og ikke mindst
de unge skal tilbydes uddannelser og kurser, således at de med deres kvalifikationer
kan imødekomme behovet for uddannet arbejdskraft og udvikling på
arbejdsmarkedet.
Landsstyrets politik har medført en
forbedring af arbejdsformidlingsforordningen, der er blevet opprioriteret
således at ledige får bedre mulighed for at integreret på arbejdsmarkedet via
opkvalificering og uddannelse, og al denne vej vil få øget muligheder for at
forsørge selv. Og sin familie.
I de senere har Direktoratet for
sociale anliggender og arbejdsmarked, samarbejdet med Direktoratet for Kultur,
uddannelse, forskning og kirke for at forbedre etablering af vejlednings B introduktionscentre i alle kommuner. Så godt som alle
kommuner har accepteret direktoraternes anbefaling om etablering af centrene,
og en fyldestgørende redegørelse vedrørende disse er under udarbejdelse, og vil
danne grundlag for det videre arbejde med etableringen.
Disse centre skal netop være basis
såvel for arbejdsformidlingen og vejledningen i forbindelse med lediges
opkvalificering og introduktionsuddannelser. Således at disse efter en
opkvalificering kan fastholdes i varigt arbejde, eller efter endt
introduktion, så komme i gang med en egentlig uddannelse, og dermed skabe et
sejrrigt og vigtigt livsgrundlag.
Der er da opfundet myndigt og
målrettet mandtimetilskud, sundY., og andre tilskud til arbejdsløshedsbekæmpelsen,
med henblik på opkvalificering og uddannelse samt erhvervsfremme i landet.
Vi har brug for alle samtlige
arbejdsdygtige mennesker her i Grønland, det er ikke nye bevillinger til
renovering af veje, og andre bevillinger til infrastrukturelle forbedringer der
skal til for at få de ledige integreret på arbejdsmarkedet, men opkvalificering
og uddannelse, som i første omgang er vejen, således at efterspørgslen på
arbejdsmarkedet kan imødekommes.
For arbejdsmarkedskontorerne anvises
der som regel arbejde på fuldtids B eller deltidsbasis, det vil sige
ansættelsesforholdet der knytter sig til et bestemt vedvarende job, det er på
tide at arbejdsmarkedskontorerne som vil være en integreret del af vejlednings B og introduktionscentrene, også benyttes i forbindelse
med behovet for fleksibel arbejdskraft., således at alle efterspørgsel af
arbejdskraft, hvad enten det drejer dig om holde naturen ren, fritidsforanstaltninger
for børn og unge, besøg hos ensomme ældre og handicappede, børnepasning, hjemmene,
turisme o.s.v. kan formidles fra arbejdskontorerne, som de jo så rigtigt blev
foreslået i dette spørgsmål til Landsstyret.
Ole
Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Nu er tiden gået, der er gået 6
minutter til din besvarelse. Så er det forespørgeren Ruth Heilmann, med
bemærkninger for besvarelsen. En kort bemærkning.
Ruth Heilmann, forespørger, Siumut.
Tak. Jeg siger tak til Landsstyrets
besvarelse, og det tager jeg til efterretning.
Og jeg er bekendt med at Landsstyret
arbejde på opkvalificering og introduktion til arbejdsmarkedet i forskellige
områder, og forskellige kurser. Men det spørgsmål der dukker op hele tiden, i
dag, det er. Om arbejds.. om arbejde virkelig kan betale sig? Det er et
spørgsmål der hele dukker op, det er det spørgsmål jeg ellers gerne vil have
besvaret. Det er derfor jeg tror at Landsstyremedlemmet skal fremkomme med en
redegørelse om at have et arbejde virkelig kan betale, også uddybe emnet / spørgmålet
med at, dette har jo et formål, også fordi at mange forskellige kommuner ellers
igangsat projekter for at kvalificere medarbejderne uden yderligere tilførsel
af midler. Det hørte vi også under vores sommerrejser, det er det jeg så har
ladet gå videre til Landsstyremedlemmet. Og det er derfor jeg mener at der er
ligesom behov for yderligere tilførsel af midler for området. Tak.
Ole
Lynge, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Så har vi færdigbehandlet punkt 131, næste spørgsmål det er nemlig punkt 138.