|
Dagsordenspunkt 52-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
14. mødedag, onsdag den 26. marts 2003, kl. 17:25
Jonathan Motzfeldt, mødeleder, Landstingsformand, Siumut.
Johan Lund-Olsen, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.
Hav- og landbaseret udnyttelse af naturressourcerne i den barske arktiske natur er meget fysisk belastende erhverv. Naturkræfterne kan være så store, at fiskere og fangere uden skyld kan miste fangstredskaber, både, slæder, hunde og lignende. Klimaforandringer kan ligeledes bevirke, at fangere i længere perioder ikke kan udøve erhvervsmæssig fangst- og jagt.
Dette er særlig udtalt i yderdisktrikterne Qaanaaq og Ittoqqortoormiit i disse år, hvor sen
og eller manglende islæg har umuliggjort slædekørsel i længere perioder.
For familier med fisker- og fangererhverv er redskaber, både og lignende livsnødvendige. Og hvis man ikke er forsikret, kan disse ikke erstattes fra det offentlige, hvis disse mistes på grund af naturens rasen. For fangerfamilier betyder sen eller manglende islæg også at disse erhvervsudøvere i længere perioder ingen indtægtsmuligheder har, da de som frierhververe er afskåret fra anden offentlig hjælp.
Tidligere har Landstinget haft mulighed for at afsætte op til 3,0 mio. kr på Finanslovens konto 50.01.04, men på grund af besparelser i de seneste år har denne konto været lukket for ansøgning om støtte, fordi der ikke er blevet afsat midler til formålet.
Jeg foreslår herved, at der genindsættes midler på nævnte konto fra Finansloven, fordi erfaringerne fra de seneste år har vist, at denne form for fonde er ganske uundværlige i den barske arktiske natur.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Og efter forslagsstilleren er Landsstyremedlemmet For Fiskeri, Fangst og Landbrug, der først kommer med en besvarelse.
Simon Olsen, Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Siumut.
1 1988 blev der efter beslutning i Landstinget etableret en fond hvis formål var, at dække tab og omkostninger for fiskere, fangere, fåre- og rensdyrholdere som følge af klimatisk betingede vanskeligheder, sygdom eller andre erhvervsmæssige vanskeligheder, som har en sådan karakter, at de forhindrer den pågældendes muligheder for fortsat at drive erhvervet.
Fondens navn var Den særlige Hjælpefond og midlerne blev tilvejebragt gennem:
1. Bidrag fra de personer, som er omfattet af fondens formål
2. Årlige bevillinger over Finansloven
3. Særlige bidrag, gaver m.v.
Fonden blev ledet af en bestyrelse bestående af:
Landsstyremedlemmet for fiskeri m.v., som født formand for bestyrelsen og 5 personer repræsenterende fiskere, fangere og fåreholdere.
Støtte fra fonden kunne uddeles på grundlag af individuelle ansøgninger, som skulle indeholde relevante oplysninger til begrundelse for støtteansøgningen samt dokumentation for størrelse af tab og omkostninger i forbindelse hermed.
Der kunne ikke ydes støtte fra fonden, hvis der samtidig ydes støtte fra andre offentlige midler til det ansøgte formål. Ligesom der kun ekstraordinært kunne ydes støtte til dækning af effekter, der kunne have været dækket via forsikringsordning.
Siden 1999 og indtil fonden ophørte ved udgangen af 2001, har Den særlige Hjælpefond alene være landskassefinansieret, ligesom ordningen i den periode har været administreret uden bestyrelsens medvirken og alene af centraladministrationen.
Dette forhold har bl.a. ført til kritik fra Ombudsmanden, som finder det afgørende, at offentlige midler forvaltes og administreres efter et formelt regelsæt, en landstingsforordning eller lov.
Støtte fra Den Særlige Hjælpefond lå i årene 1996-1998 på knap 3 millioner kroner pr. år, hvorefter støtten faldt drastisk som en konsekvens af ændrede kriterier for tildeling af støtte. I de sidste år fra 1999-2001 har støtten ligget på knap kr. 1,5 millioner pr. år, når der korrigeres for det særlige generelle tilskud, som blev udbetalt til fangerne i 2001.
En eventuel genetablering af en ordning til hjælp for erhvervsfiskere og ?fangere, som er kommet i en situation, hvor de uden egen skyld ikke længere er i stand til at kunne videreføre deres erhverv, fordrer derfor, at de nødvendige lovregler udarbejdes.
Herudover skal det bemærkes, at den administrative praksis i de seneste år medførte mange uhensigtsmæssigheder, som for eksempel forholdsvis lang sagsbehandlingstid i forhold til sagens omfang til gene for såvel administrationen som ansøgeren.
Endelig skal det betones, at en ordning til hjælp for erhvervsfiskere og ?fangere, som i forbindelse med særlige og pludselige opståede naturforhold mister mulighederne for at fortsætte deres erhverv, ikke skal sammenblandes med almindelig social nød, hvorefter det også kræver en nærmere analyse, at afklare grænsefladerne mellem socialhjælp, som er et kommunalt anliggende og erhvervsgenetableringshjælp i forbindelse med katastrofelignende hændelser.
Det kan derfor heller ikke udelukkes, at en eventuelt fremtidig ordning på området skal etableres som en hel eller delvis gruppeforsikringsordning.
Gennemførelsen af disse analyser om behov og lignende kunne overvejes henlagt til den arbejdsgruppe, som arbejdet med en revision af Erhvervsstøtteordningen, ligesom resultaterne af den socioøkonomiske analyse af fangererhvervet, som forventes gennemført i 2003, kunne indgå i vurderingen af etableringen af en ordning til hjælp for erhvervsfiskere og ?fangere, som uforskyldt forårsaget af en pludselig hændelse kommer i en situation, hvor de ikke længere er i stand til at kunne udøve deres erhverv.
På denne baggrund anses det ikke for realistisk, at søge nærværende forslag fremmet, som foreslået af foreslagsstilleren med finanslovsmæssig virkning for Finanslov 2003.03.27
Jeg skal på Landsstyrets vegne foreslå, at der på baggrund af ovenstående udarbejdes en redegørelse til Landstinget om hvilke kriterier, der skal ligge til grund for, at erhvervsfiskere og ?fangere kan opnå erhvervsgenetableringshjælp sammen med en redegørelse for finanserieringsmulighederne for en sådan ordning.
Med disse bemærkninger skal jeg på Landsstyrets vegne udtrykke forståelse for tankerne bag landstingsmedlem Johan Lund-Olsens forslag, men anbefale, at forslaget forkastes i den foreliggende form.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Vi siger tak til Landsstyret og så går vi over til partiernes ordførere. Først Ole Dorph, Siumut.
Ole Dorph, ordfører, Siumut.
Fra Siumut skal vi knytte følgende bemærkninger til Landstingsmedlem Johan Lund-Olsens forslag til Landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at arbejde for oprettelse af en fond til hjælp for erhvervsfiskere og fangere på Finansloven for 2003 og i overslagsårene:
Siumut har med interesse drøftet forslaget og kan nikke genkendende til de forskellige problemer, som forslagsstilleren peger på.
Det er Siumuts grundlæggende holdning, at enhver må sørge for sig selv på baggrund af sin stilling og sit erhverv. Skal man realisere denne intension, er der flere opgaver, der skal løses i relation til fiskeri og indhandling af fisk. I forhold til i dag må vi forbedre selvforsyningen fra vore levende ressourcer.
Vores selvforsyning i dag ligger på ca. 22%, Islands på 95% og Danmarks på ca. 98%. Tallene taler for sig selv. Vores traditionelle import af udenlandske fødevarer er alt for stor. Vore levende ressourcer er af høj kvalitet og fri for forurening.
Det er sikkert os, der har svært ved at vende os til denne kendsgerning. Alle disse forhold påvirker vores udenrigshandel. Alle disse forhold påvirker fiskernes og fangernes levevilkår. Fra Siumut vil vi opfordre Landsstyret til at arbejde for en forøgelse af vores selvforsyning med mindst 10% om året.
Forslagsstilleren Johan Lund-Olsen foreslå en bevilling på 3 millioner kroner til den særlige hjælpefond. Da fonden blev oprettet, var det meningen, at fonden skulle finansieres fra forskellig side, men i de seneste år blev fonden alene finansieret fra forskellig side, men i de seneste år blev fonden alene finansieret af Landskassen og i dag er den ude af billedet.
Forslagsstilleren nævnte tillige, at naturkræfterne er så stærke, at man risikerer at miste fangstredskaberne med negative følger for fangeren og fiskeren. Det drejer sig om naturkræfterne, som kan være skræmmende, idet ganske vist tyk is kan smadres som papir, hvilket sker ind imellem i Ilulissatforfjorden. Naturkræfterne kan man ikke besejre ved hjælp af teknik.
Det er grunden til, at det er Siumuts vurdering, at det er helt nødvendigt, at enhver erhvervsdrivende må forsikre sig med henblik på at beskytte sit erhverv m.v. især når det gælder så farefuldt et erhverv.
Fra Siumut er vi klar over, at fiskere og fangere har store problemer vedrørende forsikringen. Lad os bare se på gruppeforsikringen, som endnu ikke udnyttes fuldt ud af fiskere og fangere, selvom det er lovpligtigt.
Fredag den 21. marts 2003 drøftedes i denne sal fra Agathe Fontain om at arbejde for etablering af uddannelsesmulighed for unge, som ønsker at gå ind i fiskerierhvervet. I den forbindelse sagde Landsstyret, at man agter at genopleve oplysnings- og uddannelsesfonden i forbindelse med Finansloven for 2004. Dette initiativ støtter Siumut helhjertet, idet gennemgribende oplysningsarbejde kan indles i samarbejde med organisationen og kommunerne.
I Siumut lægger vi meget vægt på, at alle erhvervsdrivende forsikrer sig selv mod risici. I denne forbindelse har fiskere og fangere mulighed for at forsikre sig, men muligheden bliver benyttet kun af få personer. Derfor skal Siumut opfordre alle relevante og sikkert mange personer til at forsikre sig vedrørende deres redskaber m.v.
Landsstyret oplyser i sit svarnotat, at man arbejder på renovering af erhvervsstøtteordningen, og at den samfundsøkonomiske afdækning af fangerhvervet vil blive fuldført i løbet af i år, og at konklusionerne på disse vil blive fremlagt Landstinget senere.
Fra Siumut tager vi Landsstyrets indstilling til efterretning. Og vi ser frem til forelæggelsen af undersøgelsesresultaterne.
Vi skal indstille, at forslaget overgår til 2.behandling i sin nuværende form. Men desuagtet fastholder vi vore i dag forelagte holdninger.
Jonathan Motzfeldt, mødeleder, Landstingsformand, Siumut.
Den næste ordfører er Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit.
Agathe Fontain, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Når man kender Grønland og vilkårene, som fiskere og fangere lever under, kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved Johan Lund-Olsens forslag.
Den storslåede natur, som vi er omgivet af, kan til tider volde fiskeri- og fangererhververe mange lidelser.
Uanset hvor dygtige erhververne er og uanset anstrengelserne, kan de ikke styre naturen og fangstdyrene. Vi ved jo alle, at vi ikke er herre over naturen.
Som forslagsstilleren Johan Lund-Olsen udtrykker det, er fanger- og fiskererhververe i Qaanaaq og Ittoqqortoomiit i stor grad blevet ramt af de sidste års klimaændringer. Inuit Ataqatigiit mener derfor, at man specielt skal tage hensyn til denne gruppe fangere.
Inuit Ataqatigiit mener med den viden om de vilkår disse fangere lider under, at det er på tide, at oprette en særlig hjælpefond.
Vi mener, at de hindringer, som Landsstyret i deres svarnotat omtaler, kun er undskyldninger, som kan løses administrativt.
Inuit Ataqatigiit mener, at følgerne af naturens og klimaændringer ikke kan forbigås, og at man ikke bare kan lukke øjnene og sige, at dette ikke kan løses administrativt.
Med disse bemærkninger indstiller vi, at forslaget behandles i de relevante udvalg med henblik på, hvorledes fonden kan styres.
Jonathan Motzfeldt, mødeleder, Landstingsformand, Siumut.
Og den næste ordfører er Jensine Berthelsen, Atassut.
Jensine Berthelsen, ordfører, Atassut.
Til forslag til Landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at arbejde for oprettelse af en fond til hjælp for erhvervsfiskere og fangere på Finansloven for i år og i overslagsårene fra Johan Lund-Olsen, Inuit Ataqatigiit, har vi fra Atassut følgende bemærkninger:
Fiskere og fangere, der uden skyld, men på grund af naturkræfter mister fangstredskaber, både, slæder, hunde og lignende og dermed mister erhvervsgrundlag på grund af manglende forsikring ser Johan Lund-Olsen gerne gennem sit forslag, at disse skal kunne få offentlig hjælp og til trods for at Atassut i princippet kan tilslutte sig forslaget, er vi dog betænkelige, idet intentionen med forslaget er, at de offentlige alene skal genoprette mistede erhvervsmuligheder.
Det primære problem nævner forslagsstilleren selv, og det er manglende forsikring.
Vi er af den opfattelse i Atassut, at enkeltpersoner og erhvervsdrivende/virksomhedsejere under alle omstændigheder vil være bedst garderet, hvis de er forsikrede.
Og hvis man opretter en fond på bekostning af pligten til at forsikre sig, og tro, at man på denne måde hjælper fiskerne og fangerne, vil man ganske enkelt placere sig som formynder. På denne måde vil det offentlige system fratage de selvstændige individers personlige ansvar til selv at finde løsninger på egne problemer.
Hvis de offentlige alene skal etablere en fond til hjælp og alene tilføre midler til denne, kan man passende spørge, om dette ikke er ensbetydende med fratagelse af ansvar.
Under kursusseminaret i Ilulissat om det kystnære rejefiskeri ultimo januar måned, blev det fra Arbejdskadeforsikringen fremført, at til trods for, at de offentlige afhjælper i forsikringsmæssig henseende, så er fiskernes og fangernes indstilling til at bruge forsikringer meget begrænset, og da administrative tiltag for at indfri forsikringspligten ikke har haft mærkbar konsekvens, blev det antydet, at forsikringspligten kan overdrages til andre udbydere. Hvis det bliver tilfældet betyder det, at fiskerne og fangerne vil miste de 40 procent som Landskassen giver til forsikringspræmier.
Med disse bemærkninger skal vi fra Atassut udtale, at vi er indstillet på at være med til at finde løsninger på forslagsstillerens efterlysninger om oprettelse af en fond til hjælp for erhvervsfiskere og fangere.
Man kan forestille sig at oprettelse kan ske i samarbejde med forsikringsselskaberne, og vi skal fra Atassut udtale, at vi fastholder vores krav om, at fiskerne og fangerne skal involveres, og at vi i Atassut støtter bestræbelserne for at etablere en ordning uden at dette skal betyde, at enkeltpersoner eller erhvervsdrivende fratages pligt til selv at tegne forsikring.
Fiskere, fangere, kommuner og Grønlands Hjemmestyre er mulige potentialer i forbindelse med tilførsel af midler til fonden. Vi er dog i Atassut ikke i tvivl om, at der kan indgåes/aftales fordelingsnøgle i forbindelse med tilførsel af midler til fonden.
Men hvis de offentlige skal involveres i oprettelse af nævnte fond, må der opstilles nøje regler. Ligeledes skal det sikres, at mulighed for fritagelse så vidt muligt undgås.
Landsstyret anbefaler i deres svar, at nærværende kan uddelegeres til arbejdsgruppen vedrørende regulering af erhvervsstøtteordningen, og hvis undersøgelse af fangererhvervet indikerer, at det er nødvendigt med oprettelse af denne ordning, er vi i Atassut indstillet på at arbejde med.
Med disse bemærkninger skal vi fra Atassut udtale, at Johan Lund-Olsens forslag ikke bliver godkendt i dens aktuelle udformning.
Jonathan Motzfeldt, mødeleder, Landstingsformand, Siumut.
Og den næste er Palle Christiansen, Demokraterne.
Palle Christiansen, ordfører, Demokraterne.
Fra Demokraternes side er vi fuldt ud klar over hvilke vilkår vores erhvervsfiskere og fangere i dag lever og arbejder under.
I forslaget nævnes, at det for familier uden en forsikring kan være dyrt, at miste alle sine fangstredskaber. Vi anbefaler derfor på det kraftigste, at disse familier for fremtiden sørger for, at få tegnet forsikringer, således at de kun kortvarigt vil stå i situationer, hvor de ikke er i stand til, at tage på fangst.
Hvis der som beskrevet i forslaget, er naturrelaterede årsager, der er skyld i manglende fangstmuligheder og hvis disse ”som den globale opvarmning kunne tyde på ” vil optræde oftere i fremtiden, skal der efter Demokraternes mening andre løsningsmodeller på bordet end en ”hjælpefond”.
Hvis erhvervsfiskerne og fangerne vil forblive i deres nuværende erhverv, bør der oprettes en katastrofefond, der vil kunne bidrage økonomisk i de dårlige perioder. Forskellen ved denne fond frem for den forslåede skal være, at det er erhvervsfiskerne og fangerne selv, der betaler til denne fond i de gode tider. Man kan kalde det hjælp til selvhjælp.
Hvis en given erhvervsfisker eller fanger derimod ikke længere ønsker at forblive i erhvervet, skal vi fra offentlig side stå klar med tilbud til omskoling til andre erhverv. Vi skal ikke fra offentlig side være med til at fastholde mennesker i en livsstil, der ikke er i stand til at opretholde et tilfredsstillende niveau, hvad angår dagligdags livsførelse. At fastholde mennesker i en sådan situation, ”om det er pga. ideologi eller andet” er ikke værdigt.
Denne debat, der måske, måske ikke, bryder et tabuemne, vil falde mange for brystet. Men taget man ikke problemerne op, bliver de ikke løst. Fra Demokraternes side mener vi, at de mennesker der skal hjælpes, selv skal tages med på råd, da man herigennem opnår de bedste resultater.
Fra Demokraternes side tilslutter vi os ikke den forslåede hjælpefond, da vi ikke anser denne løsning, som værende den bedste. Med disse bemærkninger indstiller Demokraterne, at forslaget forkastes i sin nuværende form.
Jonathan Motzfeldt, mødeleder, Landstingsformand, Siumut.
Den næste ordfører er Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Anthon Frederiksen, ordfører, Kandidatforbundet.
Til Johan Lund-Olsens interessante forslag har jeg på vegne af Kandidatforbundet følgende bemærkninger:
Forslagsstilleren har fuldstændig ret i, at specielt i forholdene visse steder i dag kan have uheldige konsekvenser for erhvervsfiskere og fangere. Forslagsstilleren nævner selv, at dette er særlig udtalt i yderdistrikterne Qaanaaq og Ittoqqortoormiit i disse år, hvor sen og manglende islæg har umuliggjort slædekørsel i længere perioder. Disse forhold har helt sikkert også haft indflydelse på fiskere og fangeres muligheder i Upernavik og i de sydgrønlandske kommuner.
En fisker eller en fanger bliver i dag i lovmæssig henseende betragtet som selvstændig erhvervsdrivende, når man lige hører det, så virker det meget positivt, men når vi ser på de faktiske forhold så bliver fangerne behandlet fuldstændig anderledes i forhold til erhvervsdrivende på land. Man kan endda sige, at fiskerne og fangerne bliver diskrimineret i forhold til erhvervsdrivende på land. Det er jo et faktum, at vejrforhold er en stor bestemmende faktor for fiskere og fangeres evne til at drive deres erhverv.
Eksempelvis kan en fisker eller en fanger, der mister erhvervsevnen af forskellige årsager ikke få offentlig hjælp det samme forhold gør sig gældende ved barsels- eller adoptionsorlov, her bliver fiskere og fangere igen diskrimineret. Jeg er på vegne af Kandidatforbundet af den opfattelse, at dette er uacceptabelt, da nævnte erhverv kan være overordentlig krævende i vores barske land.
Jeg tilslutter mig derfor på vegne af Kandidatforbundet forslaget fuldt ud og skal anbefale og pålægge Landsstyret, at de tager initiativ til at fiskere og fangere i lige fod med andre får mulighed for at få offentlig hjælp, og at der også etableres lovmæssig grundlag for at disse grupper også fremover får mulighed for betalt barsels- og adoptionsorlov på lige fod med andre i samfundet. Hvis ikke dette bliver en realitet, skal jeg på forhold varsko om, at forslag med samme ordlyd i så fald vil blive fremlagt som beslutningsforslag til efterårssamlingen.
Det er jo et faktum, at når fiskeren eller fangeren henvender sig til kommunen i dag for at få hjælp, så får de serveret et svar, der lyder: Du er selvstændig og har som sådan ikke krav på offentlig hjælp. Jeg er af samme opfattelse som Landsstyremedlemmet, når han tilkendegiver, at man bør stræbe efter at etablere lovmæssig grundlag i samarbejde med relevante aktører, da det har stor betydning både for personer, der har fiskeri og fangst som hovederhverv.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille, at samtlige relevante aktører høres, og at sagen bliver genstand for behandling i Udvalget for Erhverv inden 2.behandlingen under efterårssamlingen.
Jonathan Motzfeldt, mødeleder, Landstingsformand, Siumut.
Den næste taler er forslagsstilleren Johan Lund-Olsen, Inuit Ataqatigiit.
Johan Lund-Olsen, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.
Jeg siger tak til Landsstyremedlemmet og partiernes ordførere. Og i særdeles til Inuit Ataqatigiits og kandidatforbundet. Tak fordi de har forstået forslaget til det fulde. Og derfor mener jeg, at der er behov for en særskilt tak til Inuit Ataqatigiit og Anthon Frederiksen.
Men i mit forslag er det som om, vi Landstingsmedlemmer direkte kan have indflydelse, fordi vi som Landstingsmedlemmer og som lovgivere, så plejer vi at behandle Finansloven. Og dermed kan vi også afsætte midler, når der er politisk vilje hertil og når man kan være enig med forslagsstillerne.
Og derfor er der ikke noget til hinder for, selvfølgelig andre, altså dem, der uden for Landstingssalen, at hvis man skal have oprettet en særlig hjælpefond, at vi så kan have hjælp af dem, men det er at vi Landstingsmedlemmer har ikke noget direkte, med hensyn til, at andre kan opkræves til at betale til denne fond.
Men man kan arbejde for det selvfølgelig. Og det er så det, jeg anmoder om. Jeg vil blot her sørge for, at vi her i Landstinget først skal sikre og det er så det, vi skal sørge for, nemlig at vi via Finansloven årligt bevilger midler, ligesom man tidligere har gjort det. Fordi når vi kan oprette en fond og når vi kan betale ind til fonden, så er der overhovedet ikke noget til hinder for, at andre også kan være med i form af, at de betaler til fonden. Og der er altså overhovedet ingen hindringer hertil.
Derfor finder jeg det lidt mærkeligt, at flertallet her mht. mit forslag udtaler, at de har fuld forståelse for det og blot sådan umiddelbart ikke vil acceptere den. Det er lidt mærkeligt og vi skal også huske på, at de forskellige forsikringsselskaber, at disse mht. katastrofer eller force major-lignende tilstande på baggrund af katastrofer, naturkatastrofer, så vil de ikke udbetale erstatninger og selvom man har forsikring af båd og hvis vi undersøger vores forsikringspolice, så kan vi også se, at hvis der sker noget ekstraordinært på baggrund af katastrofer af natur- eller force major-lignende, så kan der ikke ydes erstatning fra forsikringsselskaberne.
Det er derfor mht. fangererhververe og mange fiskere, at i og med, at man ikke længere en særlig hjælpefond. I disse år, hvor det kan blive ramt hårdt af naturens kræfter og det er dem, vi skal være særskilt opmærksom på. Og så arbejde alvorligt for en oprettelse af en særskilt hjælpefond.
Og derfor som jeg allerede har sagt, så ærgrer jeg mig lidt over, at de to partier, landsstyrekoalitionspartierne Siumut og Atassut sammen med Landsstyret ikke støtter mit fremlagte forslag og indstiller, at man giver afslag på den i den foreliggende form.
Dette er ærgerligt og jeg håber så på, at da den jo skal 2.behandles og vi har stadig ikke 2.behandlet Finanslovsforslaget og før vi bliver færdige med den midlertidige Finanslov, der er gældende i dag siden april og indtil 2.behandlingen af Finanslovsforslaget, at man både i Finansudvalget og andre relevante overvejer sammen mht. mit forslag.
Efter at have sagt dette, så vil jeg ikke undlade at nævne følgende:
At Landsstyrekoalitionen Siumut og Atassut, da det blev oprettet, så skal vi jo alle sammen, at det er forbedring af fangere og fiskerfamiliernes vilkår, de vil arbejde for og i forbindelse med Landsstyrekoalitionens aftale, så har de også underskrevet med vægt på dette forhold.
Men ud fra det vi kan se og ud fra det vi kan høre, så mht. forslag fra Landsstyret omkring, der kan give en lettelse for fangere og fiskerfamiliernes vilkår, det vil ikke sådan videre umiddelbart godkende og derfor er også skuffende. Men det er endnu mere skuffende, da det nu er blevet sådan, at vores nuværende landsstyreformand, som ellers har været den mest aktive i sådanne nogle forhold ikke har kunnet støtte mit forslag fra Landsstyrets side. Fordi vi som har været med i møderne under den tidligere valgperiode, så husker vi, at vores nuværende Landsstyreformand, flere gange har fremsat dette spørgsmål fra denne talerstol.
Og det, der nu er blevet Landsstyreformand mht. fiskere og fangerfamiliernes vilkår, at forbedre dem. Det har han udtalt flere gange, men nu er det kun sådan, at man kan konstatere, at det blot har været tomme ord, fordi der ikke er intentioner om at godkende mit forslag.
Nu er det på tide, og nu hvor tiden er så kommet, så konstaterer jeg blot over, at mht. oprettelse af fond til hjælp for fiskere og fangere, så er det fra Landsstyret og især fra Landsstyreformanden, så har man vendt ryggen til dem.
Hvor er den vilje, som Landsstyreformanden har råbt højt op om? Hvor er den, som han via denne talerstol og har vel arbejdet alvorligt for at få realiseret om lettelser til de svageste i samfundet. Og nu hvor man vil give afslag fra Landsstyrets side, så kan man sige, at denne vilje er helt forsvundet. Og derfor skal jeg blot sige, at jeg er meget skuffet over Landsstyret.
Men jeg er vist ikke den eneste, der er blevet skuffet her. Og det er også det mange fiskere og fangererhververe, der vil blive skuffet, når dette forslag forkastes eller gives afslag til.
Jonathan Motzfeldt, mødeleder, Landstingsformand, Siumut.
Og den næste er Landsstyremedlemmet for Fiskeri.
Simon Olsen, Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Siumut.
Først til forslagsstilleren og hans bemærkninger. Det vil være nemt nok at fordøje, fordi i løbet af en årrække, hvor man meget omhyggeligt prøver på at tage nogle initiativer i gang. Det er som om, at man først er ved at vågne op for det.
Fra Siumuts side er der mht. Landsstyrets besvarelse, så er der god forståelse og også kommer med nogle forskellige meldinger. Og det ser vi positivt og som retfærdigt. Og den opfordring om, at man bør have en forsikring, det må vi vurdere for at være positive.
Det er jeg glad for. Og det samme gælder Atassuts gode forståelse og de bemærkninger, der har grundlag i den gode forståelse. Dem vil jeg også takke for. Og uden at uddybe dem, har man så også påpeget nogle løsningsforslag.
Atassut har ret i, når de siger, at arbejdet skal udføres på en gennemgribende måde.
Til Inuit Ataqatigiits ordfører, der mener jeg, at Landsstyrets besvarelse ikke har fået den forståelse, det bør have haft og jeg mener også, at det har grundlag i, at man har villet misforstå landsstyrets besvarelse.
Til den gode forståelse fra Demokraternes side, idet man også lægger vægt på, at man skal kunne klare sig selv. Det er meget positivt og det er meget forståeligt, at vi alle sammen har forståelse for, at vi ikke skal blot sætte vores lid til hjælp fra det offentlige.
Kandidatforbundet har ret i, når de siger, at den manglende islæg i yderdistrikterne har givet store problemer. Også i, og at man bliver nødt til at få sig noget takstmæssig hjælp i forbindelse med problemerne der.
Forslaget er ikke blevet blevet misforstået fra Landsstyrets side og derfor vil jeg gerne have lov til at citere, idet vi har sagt:
”Gennemførelsen af disse analyser om behov og lignende kunne overvejes henlagt til en arbejdsgruppe, som arbejder med en revision af erhvervsstøtteordningen. Man bedes bemærke, at det er dem, der arbejder med revision af erhvervsstøtteordningen, lige som resultaterne af den socio-økonomiske analyse af fangererhvervet, som forventes at blive gennemført i 2003, kunne indgå i vurderingen af etableringen af en ordning til hjælp til erhvervsfiskere og erhvervsfangere, som uforskyldt forårsaget af en pludselig hændelse kommer i en situation, hvor de ikke længere er i stand til at kunne udøve deres erhverv”.
Og jeg fortsætter:
”På denne baggrund anses det ikke for realistisk, at søge nærværende forslag fremme, som foreslået af forslagsstilleren med finanslovsmæssig virkning for Finanslov 2003. Jeg skal på Landsstyrets vegne foreslå, at der på baggrund af ovenstående udarbejdes en redegørelse til Landstinget om, hvilke kriterier, der skal ligge til grund for at erhvervsfiskere og erhvervsfangere kan opnå erhvervsgenetableringshjælp sammen med en redegørelse for finansieringsmulighederne for en sådan ordning”.
Det er som om, at man ikke har været opmærksom på den del af vores besvarelse og det er Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet har siddet denne del af besvarelsen overhørig. Og få det til at lyde, lige som landsstyret ikke vil tage nogen initiativer herom.
Jonathan Motzfeldt, mødeleder, Landstingsformand, Siumut.
Den næste, der får ordet er Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit.
Agathe Fontain, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Johan Lund-Olsen har ret I, når man siger, at den almindelige forsikring ikke kan bruges i force majortilfælde. Det er netop derfor, at nærværende forslag er blevet stillet.
Landsstyret siger også, at de har god forståelse fra Siumut og Atassut og der må jeg sige, at da de ikke har forstået det nøje, at de henviser til almindelig forsikring. Det er netop fordi, at man ikke kan gøre brug af den almindelige forsikring i sådanne tilfælde, at Johan Lund-Olsen har stillet nærværende forslag om etablering af en fond.
Vi ved, at nærværende forslag har været taget op før og vi ved også, at Hans Enoksen som medlem af Landstinget også har stillet lignende forslag, f.eks. i Qaanaaq hvor man udelukkende har fangererhverv og hvor kommunen allerede er i begreb for mange penge, hvor sidst så vi, at kommunen ikke længere havde råd til at give hjælp til social hjælp til sine borgere.
Og som Johan Lund-Olsen også har redegjort for det, så er det ikke kun det offentlige, vi skal se på, hvor man også kan inddrage andre organer med ind i det, hvor vi bl.a. der er vi også overbevidste om, at fangerorganisationerne sikkert ikke vil være tilbageholdende.
Der er ingen, der blot venter på, at få hjælp ude fra. De arbejder og bruger al deres energi på at udøve deres erhverv. Der er ingen, der kan sige, at de blot venter på at få hjælp ude fra. Vi ved, hvordan de anstrenger sig for at forsørge deres familie, hvor de overhovedet ikke har hjælp til disse.
Såfremt man havde forståelse for det, så ville man ikke have sagt disse bemærkninger. Vi må regne med, at hen imod udgangen af året, så vil der så komme en masse ansøgninger om særskilt hjælp. Det er allerede sket i de foregående år. Det kan vi godt være forberedt på, således at denne hjælp kunne have været vedtaget, så kunne det samlede Landsting allerede have været klar.
Og vi ved også, at såfremt et udvalg tog det op og andre forsikringsselskaber og andre organisationer, der kunne de samlet finde en løsning for at finde en katastrofefond. Og derfor kan jeg ikke forstå, at når man principielt er enige og at man så vurderer, at man ikke kan gå videre med det. Jeg synes godt, at alle kan finde frem til et kompromis, såfremt det blev sendt videre til et relevant udvalg.
Isak Davidsen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Atassut.
Den næste, der får ordet er Jensine Berthelsen, Atassut.
Jensine Berthelsen, ordfører, Atassut.
Til Johan Lund-Olsen. Dit forslag er meget interessant og i vores besvarelse i Atassut sagde vi, at vi var klar til at medvirke til etablering af en fond, men til trods herfor så har vi også lagt vægt på, at en del krav også bliver opfyldt, bl.a. at selve fanger- og fiskererhverv også selv er med i løsningen af nogle forskellige krav og det er også lidt for stærkt at vi blot vender fisker- og fangererhvervet ryggen.
Nej, vi vil gerne samarbejde, men det vi skal være klar over, nemlig at man allerede i Finansloven 2003 afsætter nogle midler, uden at man har snakket med de berørte, hvorfor vi i Atassut har været tilbageholdende. Vi skal have en dialog i gang, hvor Landsstyret også allerede har påpeget, at de også kan medtages i erhvervsstøttereformen.
Men når vi siger, at vi støtter fiskere og fangere, så kan vi ikke benævnes som, at vi ikke vil støtte disse erhververe, hr. Johan Lund-Olsen. Men det vi også fra Atassut også sagde var, at når vi ved en etablering af en hjælpefond, så må vi ikke gøre det hen over de berørte mennesker. Vi er fuldstændig vågne over for den ændring med klimaet, så kan erhververne komme i fare. Det samme sker også det omvendte.
For nylig hørte vi, at Qaanaaqbeboerne er ved at fange en masse isbjørne. Der var sågar en fanger, der havde skudt 10 isbjørne i løbet af en dag. Sådanne forhold ændrer sig meget hurtigt. Enten til det positive eller til det negative. Det skal bearbejdes meget grundigt. Tanken om etableringen af en fond støtter vi, men at vi på forhånd binder os til noget, er vi tilbageholdende over for.
Men at man på forhånd gør noget hen over hovedet på de berørte, og at vi hele tiden sætter vores lid til, at det er det offentlige, der skal finde løsningerne. Det er uforsvarligt. Det er derfor, at man bør snakke med de berørte organisationer og repræsentanterne for fiskerne og fangerne. Og på den ene side Hjemmestyret og kommunerne. Det er jo ikke til at misforstå, i stedet for, at man ovenfra siger, at man kommer med en pose penge, uden at vente på, at man ikke involverer de berørte. Vi må også tænke på folks værdighed.
Isak Davidsen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Atassut.
Og så er det Landsstyreformanden.
Hans Enoksen, Landstingsformand, Siumut.
Tak. Mht. forslagsstilleren og hans kritik af mig, så havde jeg allerede på forhånd regnet med og håbet, at Inuit Ataqatigiit også vil lytte til mig og ikke grine ad mig. Man skal respektere de andre medlemmer og jeg håber, at man vender tilbage til det i salen.
Og det er ikke første, at de virker nedladende overfor talerstolen. Forslagsstilleren sagde, at Hans Enoksen også har beskyttet fangerne og fiskerne. Det er også korrekt og det er der beviser på.
Og det er heller ikke noget, jeg vil gå væk fra, så længe jeg er medlem af Landstinget. Og forslagsstilleren kan ikke blot tillægge hele ansvaret over på mig. Vi har haft en kort landsstyrekoalition i en måneds tid og man bearbejdede finansloven og forslagsstilleren ville også have haft mulighed for det, såfremt han havde så stærk interesse for det og medtage det i finanslovsforslaget.
Finansforslaget blev udarbejdet uden for store ændringer inden for fiskeriområdet. Og derfor er det ikke kun Hans Enoksen, der skal påtage sig ansvaret. Lad andre flygte fra deres ansvar og jeg påtager mig hele ansvaret.
Og jeg skal sige, at jeg ikke går ind for forslaget, fordi sidste gang, under den forrige katastrofefond, hvor vi havde afsat 3 millioner kroner og så vidt jeg husker, så var der cirka 1,5 millioner kroner, så kom Revisionsudvalget med en meget klar melding, at så længe reglerne var sådan, så kunne man ikke, så var det ikke forsvarligt og sågar sagde, at Landsstyret over eller overskred deres beføjelser.
Og der blev også fra Ottos side nævnt, at så længe forslaget ser sådan ud, så kunne man ikke gå ind for det, fordi man ønsker lige behandling for alle. Og som forslagsstilleren plejede at sige, så bliver vi nødt til at køre i henhold til loven. Og det respekterer vi selvfølgelig fuldt ud og vi ved også fuldt ud og såfremt vi tager en forkert beslutning, så vil Revisionsudvalget med det samme komme med en melding herom, at Landsstyret har taget eller taget en beslutning på et forkert grundlag og det er selvfølgelig det, vi ikke vil være med til. Og den gamle fond er nedlagt og såfremt man skal bevilge noget nyt, så må vi også henholde os til den gældende lovgivning.
Vi kan ikke bare sådan uden videre afsætte nogle midler til det og komme med en lovforslag og jeg tror ikke, at det kan gøres i indeværende år.
Og Finansudvalget har også altid, når vi så har bevilget sådan noget hjælp, så kommer de også med kritik, fordi Finansudvalget skal vi også høre fra Landsstyrets side, også fordi deres meldinger skal følges.
I den korte periode, jeg har været Landsstyremedlem for Fiskeri, så har vi også foretaget en masse ting. Sælskindspriserne blev forhøjet for første gang så højt nogen sinde. Det er ikke bare mig, men i samarbejde med Landstinget og ikke mindst med KNAPK.
Rejeindhandlingstilskuddene blev, der blev der afsat en masse midler til det, der er benzintilskud, solartilskud lige som der også inden for erhvervet er foretaget forbedringer. Vi har kunnet realisere fusioner og når så den melding om, at jeg blot har ladet som om, jeg har støtter og alligevel ikke gør det. Det har ikke noget på sig, men de gode resultater, der er opnået under min korte periode som Landsstyremedlem for fiskeri, det er jeg også glad for. Og det var så også i samarbejde med jer. Og jeg skal på inden måde ikke skamme mig over, idet Revisionsudvalget og Finansudvalget meget klare meldinger om, at sådant et fond ikke er forsvarligt og at man skal have klare retningslinier for det.
Jeg er også vidende om, at Johan også sætter lovgivningen højt og jeg er også overbevidst om, at han også vil deltage i lovgivningsarbejdet, fordi der på nuværende tidspunkt ikke er lovgrundlag for etablering af denne fond. Man bliver nødt til at love en fond, så det er den socio-økonomiske analyse af fangererhvervet. Den bliver færdiggjort i løbet af 2003, hvor vi får afdækket hvilke udgangspunkt, vi skal have, i stedet for, at vi kommer med lappeløsninger, hvor vi så gerne vil skabe nogle vedvarende løsninger på området.
Jeg er glad for, at I betegnede mig som én der, støtter erhvervet. Det ansvar vil jeg ikke flygte fra, og det er i alles interesse, at man driver samfundet på en ansvarlig måde.
Isak Davidsen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Atassut.
Og den næste, der får ordet er Ole Dorph, Siumut.
Ole Dorph, ordfører, Siumut.
Tak. Her mht. til dagsordenen, hvis vi har viljen så kan vi debattere den natten lang og nu må debatten stoppe også mht. det dagsordenspunkt, det skal vi nok færdiggøre den og debattere den.
Da vi debatterede dette dagsordenspunkt fra Siumut, så har vi, at hvem som helst Landstingsmedlem, der fremsætter hvilke som helst forslag og hvis det havde været betydningsfuldt for denne medlemsforslag, så er det også nødvendigt at man får den forfulgt. Og derfor behandler vi disse gruppevis og tager stilling til den gruppevis. Og det har vi også gjort i Siumut i dette spørgsmål.
Og derfor har den været behandlet til bunds og jeg har også personlige erfaringer også fordi jeg har levet i dette store fiskefelt nordpå i masser af år. Og jeg vil blot henvise til KNAPK’s formand om, at det er blevet stillet til både Landsting og Landsstyret den 28. marts og da han snakkede om yderdistrikter, så har han skrevet, at fangstdyrene, så er det meget mere vanskeligt, at fange dem, når man er fangererhverver. Dvs. KNAPK’s formand erkender, at fangererhvervet har problemer og får større problemer i de seneste år.
Derfor mener vi ikke fra Siumut, at blot ved at oprette en katastrofefond, så kan vi overvende dette problem. Og dette problem er så dukket op, så skal vi først løse den fra roden af, og hvis man ikke kan overvinde dette problem, så skal vi se på andre muligheder. For et par dage siden kom vi også ind på oprettelse af uddannelse til fiskerierhvervet, så sagde vi fra Siumut, at hvis det er nødvendigt, så skal man også have en overgang fra fangererhvervet til fiskerierhvervet, fordi det kan være nødvendigt fordi man ikke længere kan gennemføre fangererhvervet.
Og jeg mener, at det er sådanne muligheder, som vi på nuværende tidspunkt ikke kan se overhørig og i dag, i og med, at vi har haft en overgang til 2003, så skal vi også se på alle mulige muligheder. Vi kan ikke blot se på de traditionelle muligheder og derfor har vi ikke nogen muligheder, hvis vi blot bliver siddende på disse.
Og i og med, at man har fået dette problem, og at man ikke kan forsikre sig og så sagde Johan Lund-Olsen og det sagde Agathe Fontain også. Men jeg har erfaringer, at fiskere i Ilulissat isfjord, at uanset om det er dag eller nat, så kan de miste deres fiskeredskaber i løbet af få minutter, når et isfjeld kælver og når de så har mistet, så går de til kommunen og får forskellige støtteordninger og erstatning af mistede fiskeredskaber.
Men da dette ikke kan fortsætte, så har vi i samarbejde med fiskere- og fangerforeningen også i samarbejde med kommunen og Kalaallit Forsikring, så har vi afholdt et seminar. Selvfølgelig kom de også med nogle positive, som også her blev de tilbudt, at de hundeslæder og slæder og alt muligt andet, der tilhører fangererhvervet, det kan forsikres. Men dengang. Og så på baggrund af KNAPK?s manglende vilje, det blev ikke til noget.
Vi må vende tilbage til disse muligheder og så bruge det som et videre skridt og det kan vi ikke komme uden om. Og det er derfor, at vi fra Siumut sagde, at uanset hvem man er, må man beskytte sit erhverv, så skal han kunne arbejde for at få den forsikret. I kan blot grine ad mig, det er er jeg overhovedet ikke. Men en sanger kan jo i dag forsikre sig imod dårlig hals. Og det er en hel masse forsikringsmuligheder og derfor, at vi ikke skal være meget bedrøvede, så skal vi have et samarbejde med hensyn til løsningsmodeller, der skal være gældende i fremtiden. Jeg mener, at hvis vi gør sådan, så kan vi opnå noget.
Isak Davidsen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Atassut.
Og den næste er så Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet og efterfølgende Johan Lund Olsen.
Anthon Frederiksen, ordfører, Kandidatforbundet
Her selvfølgelig er det ikke kun fangerne, man diskuterer. Som det blev nævnt i forslagsstillerens forslag, så er det fangere og fiskererhvervsdrivende, man manglet behandlet. Og jeg mener også, at vi bør huske på alle sammen, at i vores meget spredt befolkede store land, så er der mange forskellige forhold, der er gældende, også mht. fangst og fiskeri.
At man sådan umiddelbart kan og have en overgang for fangererhvervet til fiskerierhvervet, det kan man måske forestille sig, men vi ved også, at både erfaringerne og de gældende forhold og hvis vi ser på dem i dag, så er der også nogle hindringer for sådan en umiddelbar overgang fra fangererhvervet til fiskerierhvervet. Det har man jo også set og ikke mindst med hensyn til Qaanaaq og Upernavik Kommune.
Ja, det er måske helt sikkert oplysning, som er meget mangelfuld og især omkring oplysning til fiskere og fangere og ikke mindst mht. forsikringsforhold, fordi vi er jo vidende om, at Landstinget på et tidligere tidspunkt, så vidt jeg husker i slutningen af 90?erne og mht. de forsikringspræmier, som ikke var blevet betalt mht. gruppelivsforsikring, så blev det eftergivet, fordi det ikke har været betalt i flere årrække.
Vi er placeret i en alvorlig situation med mht. forsikringsforhold. Og derfor er det ikke let sådan umiddelbart at være fisker og fanger, at få vedkommende til at forsikre sig, fordi de metoder og oplysningskampagner, det må man måske gennemføre i stort omfang. For det vil være taknemmeligt, hvis man lige som europæere og andre har stor viden omkring forsikringsforhold og få dem etableret, så den også kan være gældende for fiskere og fangerfamilierne.
Men vi må også huske på, at det er reelle forhold, som er gældende i dag og se på, hvad det er. Her mht. Landsstyremedlemmet for Fiskeri og Fangst og hans besvarelse. Den har jeg selvfølgelig meget nøje gennemgået. Og det er også bl.a. på baggrund af jeg gav støtte til forslagsstilleren, det er at man i svarnotatet omkring de allerede igangværende arbejde, at man kom lidt usikkert ind på, at han sagde, at man kan overveje, at det lyder lige som i fast form.
Dvs. mht. de allerede igangværende sag, at man kan medtage nærværende sag til denne sag. Det er det her ”kan”, der gør, at man bliver lidt usikker, når man bruger det. Det kan jo også være, at det ikke bliver medtaget, men det kan også være tilfældet. Når man bruger det der ord, så er det meget vanskeligt, at se, hvad det er, man helt rigtigt mener. Og en af ordførerne kom også ind på, at man bliver nødsaget til at yde hjælp. Og der er ikke så gået så mange måneder, det er vidst i december, som Landsstyreformanden også nævnte det, at det er på baggrund af den meget tidligere islæg, så har man nødsaget til at yde hjælp både til fiskere og fangere til kommunerne i yderdistrikterne.
Og Landsstyreformanden nævnte, at Landsstyrets initiativer både af Revisionsudvalget og af Finansudvalget, selvfølgelig bliver påpeget fra dem. Men jeg mener, at hvis vi tager denne sag som et eksempel og hvis den bliver godkendt som et eksempel. Og det er så samtlige landstingsmedlemmer, der godkender den.
Så kan et hvilket som helst Landstingsudvalg ikke påpege den over for Landsstyret og sige, at I gør noget forkert, fordi det er Landstinget, der er den øverste myndighed og hvis det er hele Landsstinget, der tager, så skal Landsstyret arbejde ud fra et Landstingsbeslutning.
Og derfor skal de ikke være bange for den, hvis man kan bruge ordet bange om, at blive påpeget fra udvalget. Derfor mht. der er sket tidligere, og at man prøver på at sammenligne dem til dagens forhold, det er vidst ikke så hensigtsmæssigt.
At når man selv kommer og er opvokset blandt folk, der kun har fanger og fiskerhverv, så er det bedt at forstå om, hvilke vilkår sådanne nogle personer lever under, selvom årene går meget hurtigt og derfor når man har levet sådan og har levet blandt disse, og at man ikke kan regne med, at man skal have en fast indkomst hver eneste, når man ikke kan regne med på hvilken tidspunkt af året, hvordan det vil være mht. erhvervet og ikke kan regne med, at man i morgen kan fange 10 isbjørne om man ikke kan regne med, om man vender hjem tomhændet næste dag, selvom jeg personligt ikke har levet i dette erhverv, men mine forfædre har haft denne erhverv.
Og da jeg selv er opvokset hos disse, så er jeg også vidende om, hvordan erhvervet reelt er.
Og derfor kan man ikke så let, værsgo’, her er jeres mulighed mht. til forsikring. Og hvis du bliver forsikret, så kan du få en erstatning. Jeg mener, at det er lidt for købt, at sige sådan, fordi der er mange fiskere og fangererhververe, som bl.a. ikke kender noget til forsikringsforhold. Det er korrekt og derfor mht. oplysninskampagner, jeg mener, at Landsstyret bør være opmærksom på dette i stort omfang.
Fordi det vil være meget beklageligt, hvis vi ved slutningen af dette år, også fordi afhængig af hvordan dagen og årene er, at hvis der sker tilsvarende lige som sidste år og siger, at vi har behov for hjælp og til Landsstyret, hvad vil Landsstyret så sige? Dvs. måske at hvis de får en pegefinger frem både fra Revisions- og Finansudvalget, så vil man fra Ombudsmandens sige, at I kan ikke gøre noget, fordi I ikke har lovhjemmel til at gøre sådan noget. Men nu og hvis og såfremt landstinget kan sige ja til, at vi vil gerne åbne en mulighed, så kan Landsstyret tage imod denne opgave og starte med den, således at de ikke efterfølgende kan påpeges af det, de har gjort noget forkert.
Jeg mener, at man i forståelse og ikke blot for at skændes, også med hensyn til et samarbejde sådanne nogle erhververe, foreninger og organisationer, hvis man kan løse disse sager, så kan man løse dem mindst smertefrit og i fuld forståelse. Det vil være det bedste. Tak.
Isak Davidsen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Atassut.
Og selvfølgelig kan vi debattere denne sag, men da klokken er så mange, så vil jeg gerne anmode den næste ordfører om at fatte sig i korthed. Så er det Johan Lund-Olsen, Inuit Ataqatigiit.
Johan Lund-Olsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Tak vi må være forberedte. Det kan vi nok alle sammen være enig om. Derfor mht. den sidste taler, Anthon Frederiksen, der er jeg fuldstændig med ham i, da han sagde, at når vi i løbet af året, i år umiddelbart jul kommer med en ansøgning, så fordi der ikke er afsat nogle midler, så kan vi godt fra Ombudsmanden eller Finansudvalget komme med en løftet pegefinger.
Der er sket før, fordi så vidt jeg husker i 2001 eller 2000 der ydede Landsstyret en særskilt hjælp, hvor de bevilgede et særskilt beløb, hvor der ikke var afsat midler i Finansloven og derfor så har både Ombudsmanden og Finansudvalget også påpeget det.
Det er derfor, at vi nu har mulighed for at være forberede, således at vi kan løse lovgrundlaget og det er også derfor, at jeg har stillet nærværende forslag om, at man både for Finansloven og for overslagsårene allerede på nuværende afsætter nogle midler, i stedet for, at vi umiddelbart før jul pludselig står der og mangler nogle midler, fordi det andet vil jo være, at omgå loven og det er netop for at undgå dette, jeg har stillet nærværende forslag.
Men som man ved, så skal Finansloven for indeværende år, dvs. 2003, den er under udarbejdelse og den skal 2.behandles i næste uge, men senest den 10. april, hvor Landstinget færdiggør sin samling, der skal vi være færdige med Finansloven og gerne skal have godkendt den.
Og til den tid, den 10. april, hvor vi så 3.behandler Finansloven, så bliver den lige så kraftfuld i sin effekt som andre love. Det er netop for at være på forkant, at vi bør afsætte midler til det. Det vil jo være kedeligt, såfremt lige som vi også har oplevet det i de foregående, hvor Landsstyret så kommer med en ansøgning og så kommer vi inden for en meget svær procedure igennem forskellige udvalg, mens man samtidig er bange for at få en påpegning fra Ombudsmandens side. Det er det, vi gerne vil undgå, også fordi det er vigtigt og der er behov for sådant et særskilt katastrofefond.
Denne fond, der er blevet nedlagt, så vidt jeg husker i slutningen af 2000, men såfremt jeg har taget fejl, så må I have mig undskyldt. Men i henhold til det, der er sket, som især er afstedkommet af klimaændringerne, så er det meget, meget svært at komme uden om, at vi skal have lavet denne fond og det er derfor, vi skal være på forkant med forholdene.
Isak Davidsen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Atassut.
Den næste er Agathe Fontain. Det skal være ganske kort eller to minutter, da det er tredje gang.
Agathe Fontain, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Til Hans Enoksen, som kritiserede mig, så vil jeg også gerne svare ham. Det er, at når man kommer til at smile. Det er ikke, at nedgøre nogen. Og jeg skal til Finn sige til dig: Ja, vi gjorde lige som dig, da du fortalte os, hvordan du selv havde redegjort for det. Det er ikke for at grine. Det er når man hører en bemærkning, så kommer man med en et spontant smil og det er noget, som du også selv gør. Jeg tror godt, at du godt kan forstå, hvad det er, jeg mener, når man kommer med sådant et spontant smil over et udtryk eller hvad det nu kan være.
Men det, at Ombudsmanden er kommet med en kritik, hvor og det har så drejet sig om, at man ikke har haft en bestyrelse, men at det kun er administrative beslutninger, der har dannet grundlag for eksistensen af denne fond.
Når man så ændrer på denne metode, så er vi også kommet over denne hurdle. Hans Enoksen du har også stillet et forslag, hvor der var et problem, så må man ændre på disse hindringer, hvorefter vi så får denne mulighed. Ja, hvad Ilulissat Kommune har gjort, det er prisværdigt. Derfor bør nærværende forslag behandles i et udvalg, så kunne man eventuelt arbejde videre ud fra det, som Ilulissat Kommune allerede har gjort. Derfor bør man ikke blot afvise det, hvorefter det så vil være det bedste, at man så kommer uden om tillægsbevillinger, således at vi allerede har fundet en løsning på det.
Selvfølgelig med det eksempel som Jensine Berthelsens eksempel om, at en fanger har fanget 10 isbjørne i løbet af en dag. Hvad så når man ikke har noget at sælge kødet til?
Isak Davidsen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Atassut.
Så er det Landsstyreformanden.
Hans Enoksen, Landsstyreformand, Siumut.
Tak. Til det sidste, jeg har overhovedet ikke sagt noget med Agathes navns nævnelse. Det er ikke dig, der blev kritiseret, Agathe, men jeg forstår godt din melding.
Med mht. Anthon Frederiksens meldinger om de ting, som Landstinget har bevilget, hvor man så har afsat nogle midler og så behøver man ikke at lytte til Finansudvalget. Det er den melding, du kom med.
Men Landstinget skal jo arbejde ud fra lovgivningen, især med hensyn til Finansloven og det er jo noget, vi ikke kan komme væk fra, fordi vi alle sammen er forpligtet til at arbejde i henhold til loven.
Med hensyn til oplysningsfonden, hvor det under min Landsstyremedlemskab for Fiskeri, det blev ophævet, hvor der stadigvæk var 700.000 kroner i fonden, hvor det så blev fordelt, men til trods herfor, så blev vi kritiseret, hvor man sagde, at vi omgik loven og det er netop det, vi ikke vil opnå fra Landsstyrets side.
Vi skal følge den lovgivning, der gælder og uanset om Landstinget har taget en beslutning, så må vi også respektere lovgivningen og om, at hele befolkningen skal behandles ens. Det er meget vigtigt, at vi følger lovgivningen.
Og mht. fordelingen og de regler, der er, så skal enkeltpersoner kunne ansøge til denne fond og det er også det, der blev påpeget, hvor vi hjalp fangerne som grupper, hvor vi omgik lovgivningen og kom med særskilt hjælp, hvor nogle ikke havde behov for at få denne hjælp, men modtog hjælpen alligevel. De fik så hjælp, selvom de måske har haft indtægter på over 700.000 kr. i kraft af deres hellefiskefiskeri.
Og det blev også påpeget dengang, men de tog imod denne hjælp, selvom de ikke havde behov for det, og det er netop det, man skal være forsigtig med, for sådanne nogle ting. Og så er det så Revisions- og Finansudvalget, der har kritiseret det. Og derfor er den kollektive hjælp, man yder er det, vi skal være forsigtige. Fordi dem vi gerne vil hjælpe, der måske flere vi kunne have hjulpet, fordi der var nogen, der åbenbart ikke havde behov for hjælp, der alligevel modtog hjælp. Tak.
Isak Davidsen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Atassut.
Den næste er Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.
Simon Olsen, er Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Siumut.
Med hensyn til når vi snakker om hjælp på den måde, så er det administrativt meget krævende eller det er ikke det, man forestiller sig, men det er krævende. Det er derfor, at man skal være meget omhyggelig og det er også blandt andet disse ting, der skal undersøges nærmere og de arbejder, der allerede pågår, som Landsstyret har peget og det skal selvfølgelig også foregå meget omhyggeligt.
Set under et, så er det en meget vanskelig situation. I ved i de seneste år, måske i løbet af de sidste 45 år, det er fra før Hjemmestyrets indførelse og ser vi på den gang, der er sket, så har vi lavet en masse ændringer, der er rejefiskere. Man fik en masse rejetrawlere herop og uanset om vejret, så kunne de kun indhandle få kilo og så kom så trawlerne fra kutterne og nu er det blevet få igen.
Før ud for den tid, så kom torsketrawlerne og nu er de der ikke længere. Nu er det grønlandske styrmænd m.m., hvor vi så har lånt over 100 millioner kroner for at få dem anskaffet. Hvem har oplevet disse ting? Hvem har set disse ting? Men ingen har set dem.
For et par år siden i Qullissat, da der var ulykke, hvor der var mindre trawlere, som ellers var flere medarbejdere og der var ingen forståelse for dem, ej heller IA’s medlemmer; de ville ikke foretage sig noget.
Da torsken forsvandt, da har det været meget, meget tungt for fiskerne og deres familier. Og det er sådanne nogle forhold, der altid har eksisteret i Grønland. Og at det så skal ses som noget nyt, det skal man ikke tænke på. Men det glædelige ved det hele er, at Inuit Ataqatigiit er begyndt at åbne øjnene, det er meget glædeligt. Og det skal vi være taknemmelige for.
Før i tiden var det Siumut og Atassut, som har været meget, meget vågne over for disse ting, men Inuit Ataqatigiits øjne var lukkede for det og det er glædeligt, at man nu har åbnet øjnene for det. Det er glædeligt, hvor de eksempler jeg har nævnt, dem vil jeg gerne nævne, fordi der har været alt for mange ting, som man har været blind over for. Og derfor skal jeg afslutningsvis sige, at den drift, der køres fra Landsstyret, hvor man prøver på, at gøre det helhedsorienteret, at oppositionen bør have en større forståelse for.
Også i Landsstyret fra Landsstyrets side skal vi også sige mht. skindindhandlingen, så vil ikke-fangere også få mulighed for at kunne indhandle, selvom de måske ikke får tilskud.
Det er sådanne initiativer, vi følger nøje med og ud fra de tal, vi kan se, så er vi i gang med at få en acceptabel og rentabel drift og derfor er de bemærkninger om, at det er en forsvarlig drift, vi skal køre, eftersom Landsstyreformanden var inde på, det kan man ikke imod.
Isak Davidsen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Atassut.
Og den sidste, Anthon Frederiksen er den sidste, der får ordet. Det skal være højst 2 minutter, da det er tredje gang.
Anthon Frederiksen, ordfører, Kandidatforbundet.
Det kan godt være, at man misforstår blot for at misforstå. Det er vigtigt, at man lytter nøje efter, især når man arbejder med sådanne nogle alvorlige ting. Her sagde jeg, at de berørte parter, alle berørte parter, skal involveres, således at man løser fejl man har været igennem.
Og som Landsstyreformanden var inde på det, så har været folk med op til 700.000 kroner, som også har fået støtte. Og det er netop sådanne forhold, vi også skal ? sådanne fejl, vi skal lære af. Og undgå at gentage igen.
Og Landsstyremedlemmet for Fiskeri har også nævnt nogle initiativer, som er igangsat, men at man uden videre afviser nærværende forslag, det synes jeg er upassende, fordi jeg mener, at der er nogle ting, som vi bør kunne bruge, således at de eventuelt kan taget, i det videre arbejde, der åbenbart pågår.
Og at vi så derfor er det ikke nødvendigt at komme med alle disse skarpe bemærkninger. Vi bør kunne komme i forståelse med hinanden og ikke blot komme med svar, blot for at give hinanden svar. Det forhaler blot sagen.
Isak Davidsen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Atassut.
Jeg sagde ellers, at det var den sidste, men Jensine Berthelsen to minutter.
Jensine Berthelsen, ordfører, Atassut.
Det er et spørgsmål om, hvem der med vilje ikke forstår noget, Anthon. Det blev meget klart sagt, at sådanne, at man indstiller forslaget forkastet i dens foreliggende form og det er så flertallet, som har sagt det for lang tid siden.
Så er det et spørgsmål om, hvem der forhaler tiden. Vi har også meget klart sagt, at når man allerede har bundet midler, og så man retter henvendelser til organisationer, det vil ikke være til styrkelse af sagen, men en svækkelse. Derfor at man tager det relevante parter med i sådanne oprettelser af fonde, men man skal ikke fratage deres forpligtelser eller ansvar.
Og derfor at man snakker, at man vil flygte fra ansvaret eller at man med vilje misforstår, det er der overhovedet ikke noget belæg for. Hvis der skal oprettes noget, så skal der oprettes noget, men man skal være omhyggelig.
Isak Davidsen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Atassut.
Og dermed er dagsordenspunkt 52 overgår til 2.behandling i sin foreliggende form, det er den beslutning, man har og det er så de dagsordenspunkter, vi kan nå.