|
Dagsordenens punkt 37-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
10. mødedag, tirsdag den 15. maj 2001
Mads Peter Grønvold, forespørger, Kandidatforbundet.
Forslag til Forespørgselsdebat om Hjemmestyrets fremtidige brug af kapacitetstilpasningsaftaler i forhold til de i Grønland bestående produktionsanlæg.
I de senere år er der sket en omfattende kapacitetstilpasning af Royal Greenlands A/S’s anlæg i Grønland, hvor der bl.a. sker en omlægning af produktionen, f.eks. har der tidligere været rejeproduktion i Qasigiannguit og Qeqertarsuaq, men i forbindelse med kapacitetstilpasningen blev de pågældende produktionsanlæg omlagt til hellefiskeproduktion.
Da diskussionerne om kapacitetstilpasningerne startede har jeg lige fra starten fundet det betænkeligt, og ment at risikoen for råvarermangel på visse tidspunkter af året ikke har været overvejet grundigt, og at man ikke havde forestillet sig, at denne risiko ville opstå, f.eks. at der i dag er større mangel på råvarer samtidig med, at de der varetager produktionen eksporterer store mængder af hellefisk som råvarer selvom det i aftalen om kapcitetstilpasning fremgår, at de pågældende produktionsanlæg skal forsynes.
Jeg mener, at tiden er inde til, at Landstinget vurderer kapacitetstilpasningen ud fra de faktiske forhold, hvor f.eks. fiskerne i Disko-bugten har store problemer med indhandlingsmuligheder for rejer i dag uden at der sættes initiativer igang for at finde løsninger herpå. Mens produktionsanlæg på den anden side bliver udsat for midlertidige lukning p.g.a. råvarermangel. Produktionsanlæggene bør indrette i forhold til råvarerne, f.eks. ved at indrette produktionsanlæggene således, at de hurtigt kan omstilles til produktion af andre råvarer.
Jeg mener, at Royal Greenlands produktionsanlæg er indrettet alt for ufleksibelt, og at der i visse tilfælde er brugt for mange penge på uhensigtsmæssige byggeri. Årsagen til denne udtalelse fra min side er, at produktionsanlæggene kun er blevet indrettet til produktion af ens slags råvarer, således at det pågældende produktionsanlæg er blevet bygget, så det ikke kan producere både rejer og hellefisk.
M.h.t. de senere års diskussion i Grønland og m.h.t. at vi i er inde i 2000-årene, mener jeg, at tiden er inde til at kapacitetstilpasse produktionsanlæggene fleksibelt, og da der skal anvendes store beløb på det må de bevilgende instanser f.eks. ejerne være opmærksomme på anlægsbyggerierne, da jeg mener, at bevillingerne bør udnyttes på et fornuft grundlag.
Så er det Landsstyremedlemmet for Fiskeri med en besvarelse.
Simon Olsen, Landsstyremedlem for Fiskeri.
I Landstingsmedlem Mads Peter Grønvolds forslag ligges der op til, at produktionsanlæg der er omfattet af kapacitetstilpasningsaftalen skal indrettes mere fleksible, således at de kan producere flere arter.
Kapacitetstilpasningsplanen blev vedtaget at Landstinget i 1997 og efterfølgende blev kapacitetstilpasningsaftalen mellem Hjemmestyret og Royal Greenland A/S underskrevet. Aftalen er gældende for 5 år fra 1998 til og med 2002. I aftalen er der forpligtigelser som både Hjemmestyre og Royal Greenland A/S skal opfylde.
Det er her vigtigt, at minde om, at aftalens hovedformål var at sikre et vist antal arbejdspladser forskellige, hvor det var nødvendig for Royal Greenland A/S at reducere fabrikskapaciteten.
Landsstyret har i efteråret 2000 omdelt en redegørelse om midtvejsevalueringen af aftalen. Det fremgik heraf, at kapacitetstilpasningsaftalen anses for overholdt både af Royal Greenland A/S og af Hjemmestyret. Landsstyret skal derfor ikke her komme nærmere ind på aftalens hidtige forløb.
Landsstyret er opmærksom på, at der kan opstå en risiko for, at den forudsatte beskæftigelse bliver mindre end forudsat ved aftalens indgåelse, såfremt der opstår råvarermangel. Hvis Royal Greenland A/S ikke kan levere det antal ,, som er forudsat i aftalen vil Landsstyret naturligvis vurdere situationen og aftalen sammen med Royal Greenland A/S.
Den indgåede aftale dækker som nævnt en periode på 5 år, og der er aftalt en fast pris på det antal ... som Royal Greenland A/S skal levere i perioden. Såfremt der skal foretages ændringer i de produktioner, der er etableret forudsætter dette at der indgås en ny aftale med Royal Greenland herom. Det må i den forbindelse forventes at eventuelle investeringer i fabriksanlæggene, kun kan gennemføres, såfremt dette enten er rentabelt eller alternativt, at der afsættes yderligere bevillinger her til.
Når der er tale om forskellige produktioner er der fra aftagerlandene forskellige krav der skal opfyldes henholdsvis til fiskeproduktion generelt og til rejeproduktion. Hvis en fabrik skal kunne indrettes til at kunne skifte til forskellige produktioner, hvor der til hver er forskellige krav vil der derfor være store krav til indretningen, hvor fabrikkerne skal indrettes således, at de til enhver tid skal kunne omstilles til andre produktionsformer, vil det p.g.a. de forskellige krav være en meget dyr investering.
M.h.t. rejefiskeriet skal Landsstyret oplyse, at der sidste år blev landet ca. 33.000 tons til landanlæggene fra den kystnære rejeflåde. Hertil kommer de landingspligtige rejer fra de havgående rejetrawlere. Der har efter fiskernes oplysninger været visse problemer med at kunne indhandle rejer på visse tidspunkter især i sommermånederne.
I år er der afsat 36.391 tons til kystnært rejefiskeri, og i den forbindelse har Landsstyret tilladt, at der bliver indsat indhandlingsskibe til rejer for at afhjælpe produktionskapaciteten på land. Foreløbig er der konkret givet tilladelse til indsættelse af et indhandlingsskib i Sydgrønland.
Desuden er landingspligten for det havgående fiskeri reduceret fra 25 % til 15 %. Der er således allerede gennemført flere tiltag, som der skal sikre, at der ikke i højsæsonen opstår indhandlingsbegrænsninger.
Muligheden for at udbygge kapaciteten til behandling af henholdsvis fisk generelt og rejer er jo altid til stede. I den forbindelse skal Landsstyret dog understrege, at råvarertilførslen til landanlæggene svinger meget i igennem året. Når der er så stor udsving i råvarertilførslen klan man stille sig selv det spørgsmål, hvilke produktionskapacitet man skal have på de landbaserede anlæg. Hvis man investerer fuldt ud og bygger fabrikker der kan tage imod alle råvarer når fiskeriet er bedst vil resultatet blive at den gennemsnitlige udnyttelse af kapaciteten bliver meget lille. En sådan investering vil i driftsøkonomisk henseende ikke ære en gennemtænkt løsning, og den vil blot presse de firskeriproducerende selskaber endnu mere økonomisk.
Det vil ikke være til gavn for hverken selskaberne , for fiskerne eller for samfundet som helhed. Det er Landsstyrets holdning, at en investering i fabriksanlæg skal være velgennemtænkte ved planlægning af investeringer vil der nødvendigvis ske en gennemgribende virksomhedsøkonomisk og samfundsøkonomisk analyse.
Den aktuelle situation i fiskeriet med faldende priser på verdensmarkedet giver ikke grundlag for at foretage store investeringer i nye eller større fabrikskapacitet. Derfor må vi regne med, at vi står overfor store udfordringer m.h.t. gennemførelsen af strukturtilpasning af det kystnære fiskeri. Såfremt vi skal undgå i lang tid fremover, at være nødsaget til at yde løbende indhandlingstilskud må vi være indstillet på, at der i det kystnære rejefiskeri skal være større men færre fartøjer som kan fiske mere jævn fordelt over hele året end mange af de nuværende mindre fartøjer er i stand til hidtil.
Landsstyret er ikke i tvivl om, at samfundet med de faldende priser på verdensmarkedet for rejer står overfor et stor t behov for at gennemføre omlægninger i fiskeriet. I denne situation må vi være yderst forsigtige med ikke at udbygge kapaciteten som der ikke er samfundsøkonomisk grundlag for at opretholde. Det er derfor langtfra Landsstyrets hensigt, at arbejde for, at Landskassen skal finansiere investeringer i bestående eller eventuelle nye landanlæg.
Såfremt der skulle være private interesser der skulle ønske at investere i rejefabrikker eller andet landanlæg uden tilskud fra Landskassen har Landsstyret naturligvis ingen indvendinger mod dette.
Det er således med stor tilfredshed, at der er udviklet et krabbefiskeri, hvor der i dag investeres betydelige private midler i fiskeriet. Men i den forbindelse anser Landsstyret den biologiske rådgivning om krabber som en vigtigt forudsætning for det videres fiskeri.
Så er det ordførerne for partiernes, Kandidatforbundet og løsgængeren. Først er det Lars Karl Jensen, Siumut.
Lars Karl Jensen, ordfører, Siumut.
Til Landstingsmedlem Mads Peter Grønvolds forespørgselsdebat om Hjemmestyrets fremtidige brug af kapacitetstilpasningsaftaler til de i Grønland bestående produktionsanlæg ar Siumut disse bemærkninger.
Efter at have hørt forslagsstillerens argumentation for overskriften af sit debatforslag, skal vi i Siumut først tilkendegive, at vi har forstået forslaget således at det er forslagsstillerens ønske, at debatten tager udgangspunkt i kapacitetstilpasningsaftalen som blev drøftet på Landstingets forårssamling 1997.
I forbindelse med udviklingen af fiskeriet i Grønland, og på baggrund af eksport af fastsat fangstmængde på fisk og skaldyr og tilpasning af den kystnære fiskeriflåde samt udviklingen og tilpasningen af de landbaserede fiskerianlæg har vi i årenes løb været med til mange debatter.
Det samme gør sig gældende i forbindelse med overskriften af denne forespørgselsdebat som vi jo relaterer til den i 1997 indgående forslag til en aftale om en kapacitetstilpasning i produktion på land mellem Grønlands Hjemmestyre og Royal Greenland A/S. Allerede dengang påpegede vi i Siumut, at der var mangel på realismen i, at det hele kan realiseres på baggrund af forudsætningerne f det forslag som Royal Greenland fremlagde på daværende tidspunkt, og ønskede ændringer dog uden resultat.
Og for at erindre Jer om vores bemærkninger vil jeg her fremkomme med et par eksempler.
1. Forslaget om produktionen af hellefiskefriller på steder der ikke er hellefisk har vi påpeget risikoen for råvarermangel, og vores bange anelser om, at transport af råvarer vil være for udgiftskrævende.
2. At placeringen af den fabrik, hvor der skulle produceres fantails lå et sted der iser til for tidligt, og dermed også bliver isfri alt for sent, hvilket betyder, at risikoen for råvarermangel vil opstå, og netop derfor har vi ønsket, at placeringen bliver flyttet til et sted, som iser til senere og bliver isfri tidligere på foråret.
Men vi fik ikke vores ønske opfyldt, da ordførerne på det tidspunkt argumenterede med, at det af eksperternes fremlagte forhold ikke kunne ændres uden videre, og at ændringsforslagene var indarbejdet i planerne i nært samarbejde med de involverede kommuner, og at dette betød selvsagt, at Landstinget ikke har haft mulighed for at ændre på det oprindelige fremlagte.
På baggrund af det på det tidspunkt fremlagte til Landstinget fik Landsstyret af Landstinget bemyndigelse til at indgå en kapacitetstilpasningsaftale til et beløb på 269 mio. kr. Den indgåede aftale skulle dække en periode på 5 år, nemlig fra 1998 til 2002. Efter vurderingen af det på det tidspunkt passerede mener Siumut, at vi må lære af den kompetence overdragelse som Landstinget overdrog i sin tid.
Siumut er derfor indstillet på, at opnå såfremt lignende sager opstår, så må Landstinget gives større mulighed for indflydelse. Men da vi har konstateret, at en ændring af kapacitetstilpasningsaftalen til de i Grønland bestående produktionsanlæg ikke kan komme på tale er vi i Siumut indstillet på at respektere de allerede planlagte tilpasninger i de nævnte byer. Denne periode slutter jo til næste år. Faktisk skulle den ære stoppe her, men når vi skimmer for det passerede i løbet af de sidste års tid, er der igen sket markante ændringer indenfor fiskeriet, som igen har betydet betydeligere problemer både for fiskerne, produktionsanlæggene og medarbejderne, og det til trods for, at der i nævnte periode er foregået ikke så få konferencer og seminarer.
De markante ændringer indenfor fiskeriet, som vi ikke vil undlade at bemærke er:
I Upernavik kommune med store forekomster af hellefisk har optimalt udnyttelse af forekomsterne været umuligt på konkurrencen. I Uummannaq kommune er den kontinuerlige drift af indhandlingsstederne endnu ikke rettet op. Fiskeriet i hellefiskeområderne taget som helhed svarer TAC’en ikke til den mængde der bliver opfisket.
Placeringen af indhandlingsskib har allerede haft negativ indflydelse på anlæg der producerer friller. Når vi retter blikket mod rejefiskeriet er TAC’en blevet forøget. Det sidst nævnte har været en tilfredsstillende ændring for det udenskærs rejsefiskere, og ikke mindst for den flåde der fisker rejer udenskærs, men da indhandlingen til landanlæggene er markant begrænset vil det være på sin plads, at vurdere hvilke fordele ændringerne har haft for de kystnære rejsefiskere.
Og dem synkende eksportpriser på rejefangster ved kysten så bliver produceret på fabrikkerne taget i betragtning har disse to også negativ indflydelse på arbejdskraften. Dette vil helt sikkert igen få en negativ indflydelse på omsætningen i samfundet.
Men takket fiskernes mod på at starte på nye fiskeprodukter er krabbefiskeriet opstartet i samarbejde med fartøjsejere, og det uden tvivl til fordel for alle i dette samfund.
På baggrund af de allerede nævnte forhold er vi i Siumut ikke tilfredse med udviklingen indenfor fiskeriet. Ligesom det også kom frem i det forrige punkt.
Vi kan allerede på nuværende tidspunkt konstatere, at en del af krabbe-, reje- og hellefiskeproduktionen varetages af private uden byrde for samfundet, men tværtimod med fordele både økonomisk og beskæftigelsesmæssigt.
Vort lands økonomi taget i betragtning så er eksport af fiskeprodukter vores vigtigste indtægtskilde, idet også de kystnære fiskere og fabrikkerne hænger sammen, men på baggrunden af resultaterne af den nuværende udvikling indenfor fiskeriet er vi i Siumut ikke tilfredse, og vi må derfor arbejde videre med at forbedre forholdene.
Siumut vil derfor i fortsættelsen af bestræbelserne på, at videreudvikle fiskeriet anmode Landsstyret om at aben vejen for muligheden for etablering af private anlæg forbedres, og at eksportørernes muligheder ligeledes søges forbedret.
Med disse ord tilkendegive Siumut sin vilje til Landstingsmedlem Mads Peter Grønvolds forslag til forespørgselsdebat, og til allersidst skal jeg lige bemærke, at vi siger tak til Landsstyremedlemmets fyldestgørende besvarelse.
Så er det Siverth K. Heilmann, Atassut.
Siverth K.
Heilmann, ordfører, Atassut.
Tak. jeg vil også lige godt starte med at jeg modtog Landsstyremedlemmets svarnotat efter at jeg have skrevet mit indlæg her.
I forbindelse med Landstingsmedlem Mads Peter Grønvolds forslag til forespørgselsdebat om Hjemmestyrets fremtidige brug af kapacitetstilpasningsaftaler i forhold til de i Grønland bestående produktionsanlæg skal vi fra Atassut udtale os som følger.
Sidste år den 8. maj 2000 under forårssamling kom Landstingsmedlem Lars Karl Jensen ind på om de af under Royal Greenland A/S hørende fabrikker kunne tilpasses til produktionskapaciteten, og hvor man nu er nået til m.h.t. intentionerne, og om det dertil ikke er muligheder for at lave ændringer i de hidtidige aftaler, og ønskede en forespørgselsdebat , hvor alle partier har været med tik at give ord for.
Landstingsmedlem Mads Peter Grønvold har påpeget ud fra den reelle situation og ønsker, at Landstinget endnu engang skal vurdere, at der virkelig er problemer i Disko-bugten m.h.t. indhandlingsmuligheder for fiskerne.
Disse udtalelser har været med i det Lars Karl Jensen påpegede sidste år, hvor han fik medhold i sine udtalelser fra Atassut. Vi skal derfor blot henvise til disse udtalelser, ligesom vi henviser til hvad vi sagde i forbindelse med det forrige punkt, nemlig punkt 35, også fremsat af Mads Peter Grønvold.
Med disse korte bemærkninger er vi kommet med vores bemærkninger til forslaget, og afslutningsvis kan vi kun bemærke, at vi fra Atassut ellers kunne fremkomme med meget længere udtalelser, men det kan være trættende hele tiden skulle fortælle hinanden om forholdene her i Landstinget.
Det er derfor jeg håber, at vi skal tage det alvorligt m.h.t. vores samarbejde med bl.a. fiskeriorganisationerne og andre involverede parter.
Så er det Maliinannguaq Markussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit.
Maliinannguaq Markussen Mølgaard, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Fiskeriet er i høj grad det grundlæggende i den grønlandske økonomi, også m.h.t. fiskeriets beskæftigelse i byer og bygder.
Inuit Ataqatigiit er bekendt med svaghederne i denne beskæftigelsesform p.g.a. naturens beskaffenhed. Derudover anser Inuit Ataqatigiit det som vigtigt, og er interesseret i, at fiskeri og produktion kører efter nøje planlægning, og til gavn for så mange som muligt for samfundet.
Derfor er det i forbindelse Mads Peter Grønvolds forslag til forespørgselsdebat vigtigt, at Landstinget fremkommer med sine mål til at tage det videre skridt i de kommende år. Vi er bekendt med, og følger desuden nøje med i Royal Greenlands såkaldte kapacitetstilpasning i 1997.
I den forbindelse er vi hos Inuit Ataqatigiit kede af, at der som lovet af Landsstyremedlemmet for Fiskeri, ikke kom en drøftelse af Royal Greenlands midtvejsrapport sidste år om kapacitetstilpasningen, der bare blev omdelt ,da det har stor betydning med løbende vurdering af et så vigtigt erhverv.
Da fiskerierhvervet uanset om det drejer sig om rejer, krabber eller hellefisk er ustabilt kan man ikke komme uden om løbende vurdering og tilpasning. Derfor er det blevet nødvendigt med en drøftelse i Landstinget om hvorvidt man er nået til m.h.t. kapacitetstilpasningen fra 1997, især på baggrund af forslagsstillerens ytringer om at der opstår råvarermangel, hvad angår hellefisk.
I forbindelse med Royal Greenlands kapacitetstilpasning er der grund til bekymring om manglende råvarer og dermed manglende beskæftigelsesmuligheder i forbindelse med rejeproduktionen i Qasigiannguit og Qeqertarsuaq Dette blev allerede mærkbart sidste år, selvom der i forbindelse med kapacitetstilpasningen blev bedyret at produktionsanlæggene ville have beskæftigelse nok hele året.
Vi mener i Inuit Ataqatigiit, at det er blevet meget nødvendigt med en revurdering m.h.t. indførelsen af indhandlingsskibe og m.h.t. af hellefiskefiskeriet er i tilbagegang. Man kan jo ikke bare vente på tilbagegangen med tilførsel af råvarer.
M.h.t. produktionsanlæggene skal vi fra Inuit Ataqatigiits side desuden kræve overfor Landsstyret, at iværksætte tiltag til at sørge for løbende råvarertilførsel i Paamiut da dette har så stor en vigtighed for beskæftigelsessituationen i Paamiut.
Derudover har man forhøjet kvoten for det kystnære rejefiskeri, og med lukningen af 2 rejefabrikker ved Disko-bugten er der grund til bekymring om store problemer beskæftigelsesmæssigt og afsætningsmulighederne for rejefiskeriet, og disse problemer vil uden tvivl opstå til sommer.
Derfor må man revurdere muligheden for at genetablere en rejefabrik i Disko-bugten, og i vil fra Inuit Ataqatigiit opfordre til, at man i samarbejde med kommunerne drøfter etablering af en privat rejefabrik, som Landsstyret henviser til i deres besvarelse.
Inuit Ataqatigiit mener, at såfremt private kan opstarte bør disse have muligheden uden de store forhindringer. Denne opfordring blev ytret af alle ved konferencen vedrørende rejefiskeriet i Qeqertarsuaq i 1999. Vi ved at rejefiskerne ikke opfisker hele deres kvote. Og dette skyldes at fiskerne må vente i flere dage for at indhandle deres fangst. Baggrunden herfor er bl.a. at der f.eks. på produktionsanlægget i Illulissat mangles arbejdskraft om sommeren.
Efter nøje vurdering sammen med tanker om hvad der bedst kan betale sig må der træffes en ordning.
Denne vurdering må bl.a. indeholde følgende:
1. Hvor kan man bedst muligt indhandle m.h.t. islæg.
2. Hvor er der mindst mangel på vand i forbindelse med produktion
3. Hvor er der mindst boligmangel m.h.t. arbejdskraften.
4. Hvad har rejefiskerne på hjertet.
Hos Inuit Ataqatigiit følger vi nøje med i fiskernes krav, idet vi håber på den bedst mulige ordning.
Vi er enige med Landsstyret i, at der skal prioriteres ud fra økonomiske hensyn. Dog må man i denne prioritering også tage hensyn til de penge der er i omløb. Det kan nemlig bedre betale sig for det havgående fiskeri, at eksportere uforarbejdet råvarer, mens det set ud fra beskæftigelsessistuationen i byerne er bedre m.h.t. beskæftigelsen i land, også set ud fra et samfundsmæssig hensyn.
Med disse bemærkninger skal vi fra Inuit Ataqatigiit anbefale, at der til efterårssamlingen indledningsvis udarbejdes en rapport om Royal Greenland som helhed ud fra situationen i dag. Og at der peget på nogle mulige udveje, der kan drøftes her i salen.
M.h.t. de nuværende forhold er man jo endnu ikke forberedt på, hvilke skridt der skal tages når kapacitetstilpasningsordningen slutter i 2002, også m.h.t. økonomien. Inuit Ataqatigiit mener, at man allerede fra nu af skal vi begynde af forberede os.
Så er det Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Anthon Frederiksen, ordfører, Kandidatforbundet.
Vedrørende forslag til forespørgselsdebat om Hjemmestyrets fremtidige brug af kapacitetstilpasningsaftaler i forhold til de Grønland bestående produktionsanlæg har vi fra Kandidatforbundet følgende bemærkninger.
Det er et tungt arbejde som er samfundsvigtigt, nemlig det vedrører Royal Greenland, et stort selskab, som vi ikke kan holde op med at debattere så længe vi har fiskeriet som erhverv. Det er derfor væsentligt, at skulle høre de flestes meninger i denne forbindelse.
Som sagt drejer det sig om et selskab der ejes af det offentlige, men har et status som et aktieselskab, og derfor er det svært at blande sig i politisk. Vi er bekendt med, at samfundet ikke kan undvære selskabet Royal Greenland, Royal Greenland er meget væsentligt for fiskerne og beskæftigelsen. Derfor kan vi også kun henvise til de bemærkninger vi har haft i punkt 35.
Derudover m.h.t. hellefiskefiskeri og hellefiskeriproduktion især m.h.t. islægsområderne i Nordgrønland og m.h.t. produktionen disse steder, at produktionen for at kunne komme over problematikken med stop for produktion disse steder, at vi endnu engang fra Kandidatforbundet skal anmode om, at øge kapaciteten med de steder med landingsbaner for fastvingede fly, og ikke mindst m.h.t. vores eksport, det er en opfordring til Landsstyret.
Vi er bekendt med, ar man i Nordgrønland flere steder, så stopper de mindre anlæg og de store fabrikker i visse perioder p.g.a. manglende råvarer og p.g.a. for store lagerbeholdning. Hvis v allesammen kan tænke over, hvor dyrt det kan blive for samfundet med disse produktionsstop, hvor meget fiskerne taber i indtægtsgrundlag, hvor meget medarbejderne har tabt i denne forbindelse, og hvor meget de kommunale sociale forvaltninger, og hvor meget man mister af skatteindtægter, så kan vi måske tage arbejdet med sagen mere alvorligt. Det kan enhver regne med. Hvis vi skal tænke forretningsmæssigt, så vil ingen virksomhed have råd til produktionsstop.
Det er en glæde for os, at man har kunne overholde denne aftale med Royal Greenland, men derudover, så vil vi overfor Landsstyret opfordre til, at de ovennævnte problemstillinger skal der arbejdes med m.h.t. samfundet.
om sagt drejer det sig om tunge sager, og man kan ikke komme udenom at involvere de berørte parter. M.h.t. det kystnære rejefiskeri, og dennes tilpasning, så skal vi endnu engang påminde om, at mange rejekuttere trænger til udskiftning eller renovering.
Med disse bemærkninger har vi fremlagt vores bemærkninger til forslaget og besvarelsen.
Så er det Otto Steenholdt, løsgænger.
Otto Steenholdt, løsgænger.
Jeg vil også henvise til mine bemærkninger i punkt 35 overfor Landsstyremedlemmet. Men jeg har to punkter, som jeg mener kræver en nærmere undersøgelse.
For det første råvarermangel og for det andet overfyldte lagre og efterfølgende mangel på arbejdskraft, og det er altså disse to forhold man skal prøve på at finde løsninger på,. altså hvis det sker periodevis, om der så kan installeres maskiner i produktionsanlæggene for at afværge disse situationer.
Vi er bekendt med, at der til stadighed er problemer med indhandlingen af rejer i Disko-bugten. Jeg mener, at rejefiskeriet her i Grønland har sit udspring fra Disko-bugten, hvor rejefiskeriet i Disko-bugten har afhjulpet den grønlandske økonomi betydelig. I forhold til tidligere så er økonomien blevet meget anderledes i tilpasningens navn.
Selvom jeg er bekendt med de intentioner der er i forslaget, så finder jeg det svært, at finde frem til løsningsmodeller, især m.h.t. at det drejer sig om fabrikker, der skal kunne køres rentabelt ved egne bestyrelser. Også fordi jeg mener, at det er bestyrelserne og ledelsen af disse selskaber har besluttet at det skal køres på denne måde. Det er selve fabrikken, der på egen hånd har ønsket, at køre på denne måde - betalt delvis af samfundet af hensyn til beskæftigelsen og ... navn.
Jeg kan blot indrømme, at jeg har svært ved at imødekomme forslaget, men jeg tager Landsstyremedlemmets besvarelse til efterretning.
Dernæst har Landsstyremedlemmet for Erhverv en besvarelse.
Simon Olsen, Landsstyremedlem for Erhverv.
M.h.t. forespørgselsdebatten der er mange uklare forhold m.h.t. partiordførernes, Kandidatforbundets og løsgængerens udtalelser.
Siumut har været inde på, jeg finder det ikke mærkeligt, at f.eks. m.h.t. produktionen af friller udenfor hellefiskområderne, og m.h.t. den eventuelle periodevise beskæftigelsessituationer. Der er også andre forhold der bliver nævnt, som er klare.
M.h.t. det forskellige som blev nævnt, hvor man bl.a. sagde, at TAC’en for hellefisk i følge biologernes anbefalinger er på 18.200 tons, men der bliver landet knap 25.000 tons. Hvis vi ser på hundeområderne og hundefoder, og andet som bruges i husholdningen, så er tallet større som vækker bekymring.
Jeg er også glad for, at man nævnte nogle fiskere, som ikke er tilbageholdende m.h.t. fremskridt, altså fiskere der uden at ansøge om tilskudsmidler kan igangsætte et fiskeri. Det er der der i sig selv man ikke kan komme uden om i forbindelse med vores udvikling her i samfundet.
Som sagt, der er bred tilslutning fra partierne og andre ordførere, men det kan godt være, at nogen finder det mærkeligt, hvis jeg det på den måde. IA kom ind på, at man fortsat skal vurdere situationen, og at det der bliver sagt fra forskellige sider har samme budskab, de er klare.
Og derudover hvis man ser generelt er kravet om udarbejdelse af en rapport til efterårssamlingen, jeg er ikke i tvivl om, at hele Landsstyret vil tage godt imod dette krav. M.h.t. Kandidatforbundet og deres bemærkninger, som er helt klare, og det tyder på, at m.h.t. forretningsmæssige principper så er det helt rigtigt, at en virksomhed ikke har råd til at stå stille eller blive underforsynet med råvarer. Det er derfor, at det er meget væsentligt, at man skal kunne producere tilfredsstillende, og at råvarertilførslen skal være tilfredsstillende. Jeg går ind for samtlige forslag om initiativer som er påbudt.
M.h.t. løsgængerens bemærkninger, og ud fra det jeg kan se, så er der et tilbage blik, det kan jeg kun tilslutte mig.
M.h.t. de bemærkninger jeg har, så bliver jeg nødt til at sige, at vi ikke kun skal se på tilpasningen. Vi har allerede fra begyndelsen af 90'erne drøftet fejl politisk, også m.h.t. en fejlrådgivning, f.eks. er der en fabrik i Upernavik med en meget stor kapacitet, så råvarertilførslen i forhold til kapaciteten er minimal. Det er de forhold der har krævet, at Hjemmestyret har haft et meget stort forbrug af økonomiske midler.
Vi har altså ikke råd til at lave disse fejl igen. Ligeledes i Uummannaq, men i omvendt rækkefølge. Fartøjskapaciteten er så stor og fabrikskapaciteten er for lille. Det er derfor, at man indsætter indhandlingsskibe i disse tilfælde. Det er altså alle disse forhold, der har kørt af sig selv uden større interesse fra centralt hold, men vi har drøftet disse forhold indgående fra Landsstyret. Det er altså problematikken omkring dårlig rådgivning vi må komme over.
M.h.t. Royal Greenland A/S, så mener jeg til stadighed og før min tid som Landsstyremedlem, det skal jeg indrømme, at det er altså rådgivningen der i forvejen skal vide, at alting skal passe med hinanden bl.a. m.h.t. produktionskapaciteten.
Det vi ikke længere kan glemme det er, at vi bliver nødt til at formindske kapaciteten i flåden, og tilpasse produktionskapaciteten som sagt af nogle ordførere her i salen.
Med disse ord takker jeg for den støtte jeg har fået fra samtlige ordførere.
Det skal lige bemærkes, at forinden vi tager den næste taler, hvis vi skal gå til næste punkt, så må over halvdelen af medlemmerne være til stede her i salen, for ellers kan vi ikke komme videre. Det er derfor, at jeg skal anmode medlemmerne om, at indfinde sig her i salen.
Den næste forslagsstilleren, Mads Peter Grønvold.
Mads Peter Grønvold, forslagsstiller, Kandidatforbundet.
Baggrunden for mit forslag er, at tilpasningen af produktionsanlæggene skal drøftes. Det er blevet påkrævet, det er en aftale der gælder for årene 1998 til 2002, hvis man har lavet en aftale på 263 mio. kr., og hvis aftalen stadigvæk er gældende, så af hensyn til beskæftigelsen så er det helt nødvendigt, at realisere intentionerne i aftalen.
Når vi snakker om tilpasningen i produktionskapaciteten, så findes der nogle byer, hvor råvarertilførslen er under alt kritik. F.eks. fabrikken i Qasigiannguit som koster 60 mio. kr. har stået stille hen i 6 måneder, fordi der ikke er nogen råvarertilførsel. Selvom Hjemmestyret og Royal Greenland A/S har en aftale om råvarertilførsel. Grønlands Statistik har sagt, at beskæftigelsessituationen er forbedret her i Grønland, hvor er det henne det sker ? Regner man også de beskæftigelsessituationen i sommermånederne i Nordgrønland. Der er stadigvæk produktionskapacitetstilpasninger m.h.t. anlæggene. Hvilke initiativer er der igang m.h.t. tabte arbejdspladser ?
Hvorfor der er ingen råvarertilførsel til Qeqertarsuaq selvom Landsstyret og Royal Greenland har lavet aftale om råvarertilførsel, hvorfor er der ingen råvarertilførsel til Qasigiannguit ? Hvorfor skal 125 medarbejdere på landanlægget i Qasigiannguit, hvorfor er der 165 arbejdsløse, som man ser bort fra. Vil Landsstyret fortsat ignorere aftalen om tilpasning. Hvornår stiger agtelsen for borgerne ?
I andre lander sender man jo arbejdskraften med løn, hvorfor gør vi ikke det her i Grønland, vi er ejere af disse produktionsanlæg. Enhver der er medlem af Landstinget, så når vedkommende følger med i sagerne, så fremkommer man med et forslag i Landstinget. Forholdene i Qasigiannguit er under al kritik, det er derfor, jeg har fremsat mit forslag, fordi vi skal snakker og tilpasningsaftalen.
Og hvis man har lavet en aftale med et beløb på 269 mio. kr., og hvis der står i aftalen, at de pågældende skal forsynes med råvarer, hvorfor skal man undgå sådan en aftale. Denne tilstand kan ikke accepteres især når man har ydet et tilskud på 269 mio. kr.
Og til sidst mener jeg, at tilpasningsaftalen skal genvurderes, vi skal have de midler, der er ydet fra Landskassen til at arbejde. Jeg håber, at Landsstyremedlemmet skal pålægges, at realisere aftalens indhold. Hvis vi ikke gør det, så kan vi heller ikke opnå bedre beskæftigelse og forbedre andre forhold.
Der er masser af råvarer som ellers kan bearbejdes, dem udfører man immervæk. Hvis man har lavet en aftale på 269 mio. kr., så skal man også sørge for at forsyne disse fabrikker med råvarer. Jeg håber, at man skal sikre disse initiativer uden at se bort fra det. Tak.
Dernæst er det Maliinannguaq Markussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit for 2. gang.
Maliinannguaq Markussen Mølgaard, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
M.h.t. partiordførerne, så er der flere der har sagt fra Siumut, vi er helt enige med ordføren, nemlig at det der er sket, og det vi snakker om i dag, som vedrører fiskeriet, og m.h.t. det nuværende stade, så må vi have lært af det passerede i forbindelse med det næste skridt. Det er derfor at vi og Siumut også efterlyser at Landsstyret får større kompetence i forbindelse hermed.
De største fejltagelser vi har haft det er dengang at Royal Greenland blev pålagt at skulle udarbejde et forslag om kapacitetstilpasning. Royal Greenland har fremlagt denne rapport til Landstinget, og så har fremlagt rapporten på den måde, at Landstinget bliver nødt til at tilslutte sig intentionerne herom.
Jeg mener derfor, at vi ikke kun skal bruge Royal Greenland i vores vurdering, så skal vi også bruge andre instanser, f.eks. Fiskeriudvalget, således at der sker en vurdering fra forskellige sider fra de berørte parter, således at vi undgå de større fejl i forbindelse med disse beslutninger, og det er derfor, at jeg er glad for, at Landsstyremedlemmet har sagt, at han er enig med vores bemærkninger, og fordi han tilslutter sig vores forslag til efterårssamlingen, at vi vurderer sagen yderligere. Der blev også sagt om fejlrådgivning, og man var også inde på de mange fejl man har begået i tidens løb.
Inuit Ataqatigiit har fremsat et ønske om, at vi skal nyvurdere situationen bl.a. m.h.t. de 269 mio. kr. Det har vi ydet, hvad så med til næste år, hvilke skridt sal vi tage ? Vi bliver nødt til at tage det næste skridt i forbindelse med kapacitetstilpasningen, det er et spørgsmål om hvor store summer vi i den forbindelse kan bruge. Også fordi vi også skal være klar m.h.t. næste års budgetter, det er derfor at jeg glad for at Landsstyremedlemmet tilslutter sig Inuit Ataqatigiits forslag om en nyvurdering til efteråret.