Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 23-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

8. mødedag, tirsdag den 16. maj 2000

 

Dagsordenens punkt 23

 

Daginstitutionsredegørelse 2000.

 

Jørgen Wæver-Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Siumut.

 

Tak. Landsstyret fremlægger hermed Daginstitutionsredegørelse år 2000. redegørelsen blev omdelt til Landstingets medlemmer på vintersamlingen i år, hvor den dog ikke kom til forhandling,

 

Under møder mellem Landstingets Socialudvalg og Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har der været enighed om, at redegørelsen indeholder centrale oplysninger, som bør blive genstand for en debat i Landstinget, hvorfor Landsstyret har anmodet om, at Daginstitutionsredegørelse kom til forhandling på nærværende samling, som Formandskabet heldigvis har accepteret.

 

formålet med redegørelsen er at gøre status på daginstitutionsområdet for såvidt angår omfanget af daginstitutioner i dag, de sociale udbygningsplaner/kommuneplanerne, samt relevante faktorer for planlægningen på daginstitutionsområdet fremover.

 

Nærværende redegørelse kan bidrage til et bedre overblik på området samt danne grundlag for en mere kvalificeret debat om udbygningen af daginstitutioner i kommunerne. Flere faktorer for planlægningen på området er relevante, f.eks. den aktuelle dækningsgrad, ventelisterne, befolkningsudviklingen og den samlede kommunale udbygningsplanlægning.

 

Udbygningen på daginstitutionsområdet sker på grundlag af lovgivning om kommunale sociale udbygningsplaner generelt samt lovgivning på daginstitutionsområdet specifikt.

 

Konkret fremsender kommunerne årligt deres kommunale sociale udbygningsplaner til Direktoratet for social Anliggender og Arbejdsmarked. Der foretages en prioritering med udgangspunkt i dækningsgraden og nye anlægsplaner indarbejdes i finansloven inden for den fastsatte ramme.

 

Landsstyret har bemærket, at der er betydeligt flere ansøgninger fra kommunerne, end der i en længere årrække har været mulighed for at imødekomme, og på Landstingets efterårssamling 1999 blev det da også fra alle partier bemærket, at der var afsat ganske få midler til daginstitu­tionsanlæg i forhold til kommunernes planer og behov. Der blev lagt op til, at der skulle foretages en vurdering af daginstitutionsområdet med henblik på prioritering af anlægsmidler­ne.

 

Opmærksomheden skal henledes på, at Landskassen kan yde tilskud til anlæg af daginstitu­tioner, hvilket ikke hindrer kommunerne i, at - i det omfang det er muligt for dem - at finansiere daginstitutionsbyggeriet 100%, måske er 50%-50%-ordningen nu forældet, og andre finansieringsmodeller for daginstitutioner bør derfor overvejes.

 

Eksempelvis kan det overvejes, at kommunerne kan deltage mere i anlægsopgaverne, når de har betalingsevne til det. Herved kan der gives mulighed for, at flere kommuner kan ydes anlægstilskud, og der kan skabes en større overensstemmelse mellem kommunernes planer og behov og anlægsaktiviteten.

 

Landsstyret mener således, at Landstinget også bør tage principiel stilling til, om der skal indføres differentieret tilskudsgivning til kommunerne i forbindelse med anlægsopgaver på det sociale område.

 

Socialreformkommissionen anbefalede i sin betænkning fra 1997, at der sket en kraftig udbygning på området, og at målsætningen blev en dækningsgrad for førskolebørn i år 2005 på 80 %. af Daginstitutionsredegørelsen fremgår, at dækningsgraden pr. 1. januar 1999 er 45 % beregnet alene udfra daginstitutionspladser og 56 % når dagplejepladser medregnes. Det er således nødvendigt at overveje andre finansieringsmodeller end de nuværende, såfremt Landstingets principielle målsætning på 80 % skal kunne opnås inden for en kortere årrække.

 

Med disse ord fremlægger jeg hermed på Landsstyrets vegne Daginstitutionsredegørelse 2000 til Landstingets drøftelse.

 

Så går vi over til partiernes ordførere. Først er det Ruth Heilmann, Siumut.

 

Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.

Fra Siumut takker vi Landsstyret for deres fyldestgørende Daginstitutionsredegørelse, en redegørelse som oprindelig blev omdelt under vintersamlingen, men som dengang ikke blev medtaget i dagsordenen, hvor den i stedet blev omdelt til orientering.

 

Siumut har ønsket, at redegørelsen blev fremlagt her til nærværende samling, da vi har fundet det vigtigt, at vi behandler punktet, og vi glæder os over, at Formandskabet har sat det på som et selvstændigt punkt under nærværende samling.

 

Fra Siumut er vi vidende om, at Socialreformkommissionen har diskuteret forholdene omkring daginstitutioner, hvor man anbefalede, at målsætningen blev en dækningsgrad på 80 %, for førskolebørn i år 2005, som Landsstyret også fremhæver i deres forelæggelsesnotat. Man anbefalede også en udbygning af daginstitutionerne på bygderne.

 

I Landsstyrets forelæggelsesnotat gives der en omfattende status for arbejdet, hvor også de statistiske tal fremgår klart og tydeligt. Vi er fra Siumut godt tilfredse med dette, hvor vi mener, at der er tilstrækkeligt grundlag til det videre arbejde, og dermed også bedre grundlag for en prioritering.

 

Fra Siumut finder vi det magtpåliggende, at børnene og børnefamiliernes vilkår fortsat forbedres, og at man på alle måder skal gære opmærksomme på deres vilkår.

Fra Siumut finder vi manglen på daginstitutioner i visse byer som belastende og derfor kræver vi, at der igangsættes initiativer til løsning af problemet hurtigst muligt.

 

Fra Siumut vil vi dog ikke  undlade, at fremhæve, at der heldigvis i nogle kommuner er igangsat udviklingsarbejder, for at etablering daginstitutioner i byer og bygderne, og det finder vi meget glædeligt.

 

Siumut finder det naturligt, at kommuner selv yder en indsats for at mindske behovet for daginstitutioner ved egen finansiering, og at man i den forbindelse ikke imødeser tilskud fra Hjemmestyret.

 

Fra Siumut finder vi det ufravigeligt, at nogle kommuner skal have tilskud til etablering af daginstitutioner p.g.a. deres betalingsevne. Det er naturligt, at kommunerne, Hjemmestyret og KANUKOKA, forhandler om fastsættelse af tilskud til anlæg og etablering af daginstitutio­ner.

 

Fra Siumut mener vi, at der er behov for en ændring af finansieringsmodellerne for anlæg og tilskud. der er nemlig behov for at smidiggøre de nuværende ordninger. Siumut mener også at kravene om tilskud skal strammes op, p.g.a. byggetakten. Det er nødvendigt, at koordinere anlæg og etablering af daginstitutioner, fremfor at være afventende, hvor ventelisterne kan vokse yderligere, og hvor problemerne dermed også vil blive mere uoverskuelige.

 

I det nugældende byggereglementer, så tager man hensyn til fordeling af lokaler, som kan bruges til forsamlinger o.lign., og fra Siumut mener vi, at der bør tages hensyn under planlægningen til store lokale i forbindelse med anlæg af daginstitutioner.

 

Ligeledes har vi fra Siumut tidligere krævet, at der tages hensyn til de handicappede, sådan som det er blevet fremført som et ønske på et tidligere tidspunkt.

 

Fra Siumut vil vi gerne kræve, at der igangsættes en nærmere undersøgelse af vuggestuer og daginstitutioner, med det formål, at vurdere standarden af institutionerne og om hvordan man skal udjævne forskellene. der findes gamle og utidssvarende vuggestuer, alderdomshjem og døgninstitutioner, kommunerne er godt nok opmærksomme på dette problem, men p.g.a. pengenød, så har nogle kommuner ikke haft økonomi til at renovere disse eller bygge nye institutioner. Fra Siumut finder vi det vigtigt, at det ydes tilskud til modernisering af nogle institutioner, og at der selvfølgelig bliver prioriteret.

 

Fra Siumut ønsker vi, at man også drøfter ADet gode alderdomshjem@ sideløbende med bestræbelserne på at skabe ADen gode vuggestue@, og at der i den forbindelse, f.eks. benyttes nye arkitektur og at man skeler til erfaringerne omkring indretningen af institutionerne. Fra Siumut finder vi det magtpåliggende, at man medtager erfaringerne i planlægningen.

 

For såvidt angår bygderne, så mener vi, at det er nødvendigt, at indsamle oplysninger vedrørende forholdene omkring vuggestuer og pleje af børn. Derfor skal vi fra Siumut ønske, at der udarbejdes en årlig rapport om status for daginstitutionsområdet til Landstinget.

 

Fra Siumut håber vi, at Landsstyret har fået lidt inspiration til det videre arbejde.

 

Og med disse bemærkninger ønsker vi Landsstyret og embedsmændene god arbejdslyst i det fremtidige arbejde.

 

Så er det Augusta Salling, Atassut.

 

Augusta Salling, ordfører, Atassut.

Tak. Vi har fra Atassut følgende bemærkninger til nærværende Daginstitutionsredegørelse efter en grundig gennemlæsning.

 

Vi er tilfredse med redegørelse, som har flere forskelligt indhold, som kan bruges til vur­dering, også fordi vi sidste efterår fra Atassut har været med til, at efterlyse finansieringen af anlæggelsen af daginstitutioner, fordi de  allerede bevilgede midler, i sammenligning med behovet har været alt for få.

 

Redegørelsen fastslår da også, at det er ganske rigtigt, at de anlagte daginstitutioner i forhold til behovet er alt for få.  Socialreformkommissionen opfordrede da også efter et meget omfattende arbejde, at den samlede dækning af daginstitutionspladser for førskolebørn i år 2005 skal være på 80% - både i byer og i bygder. Når man læser redegørelsen så må man sige, at hvis de årlige bevillinger ikke bliver ændret, så vil man ikke opnå de målsætninger, som Socialreformkommissionen har angivet.

 

Atassut ønsker at gøre livsvilkårene for børn så lette som overhovedet muligt, børnene er blevet negligeret så meget under samfundsudviklingen. Og livsførelsen i dag er så dyr, at det kan være nødvendigt, at begge forældre har arbejde, derfor har man forsøgt, at overvinde problemerne bl.a. ved anlæggelse af børneinstitutioner, men desværre har man endnu den dag i dag ikke opnået, at bygge de antal behørige institutioner.

 

Derfor er det på tide, at den nuværende finansieringsordning på 50-50, undersøges, og at man i forbindelser også undersøger, hvordan man på en eller anden måde, kan finansiere dette, eventuelt igennem forhandling med KANUKOKA.

 

Vi ønsker, at alle har lige muligheder, en kommune som f.eks. har behov for bygget daginsti­tutioner, men som ikke har råd til at være med i en 50-50 % finansiering, så bør denne på en eller anden måde blive lempet m.h.t. medfinansiering som f.eks, som de nuværende finansi­eringsformer på 80-20 og 60-40, som vi jo kender.

 

Atassut ligger i redegørelsen mærke til, at kommunerne i yderdistrikterne, har de mindste pladsdækninger. Atassut skal på denne baggrund forespørge, hvilke planer der er, for såvidt angår Ammassalik og Nanortalik hvis pladsdækninger er opgjort til under 30 %, og som ikke er med i anlægsplanerne for opførelse af daginstitutioner.

 

Atassut skal overfor Landsstyret indstille, at der skal forsøges, at opnå anlæggelse af daginsti­tutioner bl.a. igennem sammenarbejde med KANUKOKA m.h.t ændring af finansieringsfor­mer. Undersøgelse af medfinansiel ekstern finansiering, skal ligeledes igangsættes, så eksterne parter også kan være med.

Barnets omgivelse har stor betydning for barnets opvækst i de første år, som skal danne grundlag for barnets videre udvikling, det er derfor meget vigtigt, at barnet starter sit liv under trygge forhold. Manglen på daginstitutioner er ikke betryggende, fordi det blandt andet medfører, at børn flytter fra en dagplejer til en anden, fra en institution til en anden i den alder, hvor de har mest behov for en mere uforanderlig og tryg opvækst.

 

Derfor skal vi opfordre Landsstyret til, at man m.h.t. forældre med så børn, at der skal findes en økonomisk mulighed for, at en af forældrene, kan blive hjemme, sammen med deres små børn. Vi kan nemlig sikkert alle blive enige om, at det bedste for barnet er at være sammen med forældrene, ikke mindst under barnets første leveår. Denne mulighed vil også lette problemerne med daginstitutionspladser.

 

Med disse bemærkninger tager vi Daginstitutionsredegørelsen til efterretning.

 

Den næste er Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit.

 

Lars Sørensen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Vi er i Inuit Ataqatigiit meget glade for, at der under møderne mellem Landstingets Socialud­valg og Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har været enighed om, at den daværende redegørelse indeholdt så centrale oplysninger, at den bør blive genstand for en debat her i Landstinget, dette er positivt, da vi nu på baggrund af det, kan fremkomme med vores principielle bemærkninger herom.

 

Inuit Ataqatigiit er lidt skuffet over indholdet af Daginstitutionsredegørelsen. Der er simpelt­hen blevet redegjort for lidt. Der er nemlig udover redegørelsen for den eksisterende sociale lovgivninger, kun blevet redegjort for institutionspladserne.

 

Andre mere påtrængende emner mangler, så som de enkelte kommuners initiativer til udbygning af daginstitutionsområdet, herunder kommunernes politiske visioner på området, kommunernes daginstitutionspriser, redegørelse for hvad årsagen er til ventelisterne, de ansattes uddannelsesmæssige baggrund, og ikke mindst visionerne omkring målsætninger for forbedringer, inklusive udbygningsplaner.

 

Vi mener at Atuarfitsialak, den gode skoles intentioner, ikke kan realiseres, sålænge vi ikke kan realisere institutionerne om den gode daginstitution. det er jo et faktum, at tiltag skal bearbejdes fra bunden. Tiltag til forbedringsmuligheder af børns udviklingsvilkår må starte og ske kontinuerlig fra barnets fødsel, og det samme gælder i høj grad også daginstitutionerne og i skolerne.

 

M.h.t. kardinalpunktet i redegørelsen om omfanget af daginstitutionerne i dag, skal vi udtale, at vi finder det utilfredsstillende, at man på landsbasis kun kan tilbyde 4134 pladser til børn under 6 år. Det betyder rundt regnet, at der kun er plads til 56 % af børnene.

 

Det er en kendsgerning at Socialreformkommissionen i sin betænkning har anbefalet, at 80 % af børnene i by og bygder i år 2005, skal have mulighed for, at blive optaget på daginstitu­tion. Hvis den anbefaling skal realiseres, må der således bygges 1234 pladser i løbet af de næste 5 år, og hvis det er tilfældet, så kommer det til at koste over 230 mio. kr.

 

Ud over det, så skal det nævnes, at de eksisterende institutioner, som er blevet opført i 50'erne, 60'erne og 70'erne ikke længere er tidssvarende, og der er derfor også opstået et behov for modernisering af disse. For at sige det på en anden måde, så må Landstinget i de kommende år hvert år afsætte dobbelt så mange midler - altså 25 mio. kr. hvert år, hvis Socialreformkommissionens anbefalinger skal følges. Landsstyret bør undersøge om hvorvidt, der er økonomisk mulighed herfor.

 

Landstinget bliver anmodet om, at over andre finansieringsmodeller end Landsstyrets 50-50 fordelingsnøgle i forbindelse med daginstitutionsbyggeri. Inuit Ataqatigiit mener, at i denne forbindelse bør KANUKOKA involveres. Hvis de udbygningsmuligheder i byer og bygder skal opnås, bør der ligeledes også etableres mulighed for, at kommuner, der har råd til, at yde mere, i genopretningsbestræbelserne får mulighed for det. Det bliver ikke nemt, at komme uden om det, da driftsomkostningerne i takt med udbygningen, også vil stige.

 

Vi kan som udgangspunkt lave et eksempel med en mindre kommune som bygger en daginstitution med plads til 50 børn. Der vil driftsomkostningerne rundt regnet beløb sig til 3 mio. kr., og det selvsagt når forældrenes betalinger er trukket fra, så vil dette betyde 2 ekstra skatteprocenter, hvis kommunen skal have råd til, at honorerer de ekstra driftsomkostninger.

 

 Et andet problem er den markante mangel på uddannede pædagoger. Inuit Ataqatigiit mener, at det nu er på tide, at vilkårene for de ansatte i daginstitutionerne nu bliver grundigt under­søgt, og at man i forlængelse af dette, undersøger årsagerne til den store personaleomsætning, og dets konsekvenser for børnene.

 

Endvidere bør der tages initiativ til omlægning af uddannelsesstrukturen og her mener vi, at det vil være en fordel med eksterne uddannelser, som indenfor læreruddannelsen, nemlig den decentrale læreruddannelse.

 

Inuit Ataqatigiit vil overfor samtlige kommuner anbefale, at der tages initiativer til en sikring af opdragelse af børn baseret på de kulturelle og de sundhedsmæssige aspekter. Det er af stor betydning for samfundet, at der eksisterer en planlægning, som sikrer, børn og de unges fremtid.

 

Dette praktiseres allerede i visse kommuner med fordel, jvf. cirkulære nr. 176, og vi mener derfor, at Socialdirektoratets cirkulære nr. 176 bør udbygges til også at omfatte miljø og internationale forhold, da dette vil betyde en større tilpasning til det omgivne samfund og verden.

 

De enkelte kommuner bør også drøfte, om daginstitutionsområdet fortsat bør høre med under de sociale instanser eller om området skal indarbejdes under skole- og kulturområdet. Dette skal blandt andet være andre emner, som Landsstyret kan vurdere i samarbejde med KANU­KOKA.

 

Og det er, hvad vi havde at sige om Landsstyrets Daginstitutionsredegørelse 2000, som vi hermed tager til efterretning.

Tak. Og den næste taler er Loritha Henriksen, Kandidatforbundet.

 

Loritha Henriksen, ordfører, Kandidatforbundet.

Efter at have gennemgået denne indholdsrige, og store opgave, skal vi fra Kandidatforbundet fremkomme med følgende bemærkninger.

 

Socialreformkommissionen anbefalede i sin betænkning i 1997, at de hertil relaterede arbejdsopgaver, havde behov for at blive reformeret og udviklet til et større omfang, og man sætte sig det som mål, at der skal være 80 % dækning af daginstitutionsområdet for endnu ikke skolesøgende børn.

 

Efter hvad vi kan se i dag, er der pr. 1. januar 1999 mellem 45 og 56 % dækning på dette område, når man medtager dagplejen. Efter at have undersøgt og vurderet alt dette, så kan man se,. at der ude i flere af kommunerne, at der endnu er et stort påtrængende behov, for anlæggelse af flere daginstitutioner.

 

Vi ved i forvejen at der i visse kommuner endnu er et stort behov for daginstitution. Og vi ved, at dette forhold har en stor indvirkning på det igangværende forebyggelsesindsatser, og er tæt forbundet hermed, og derfor er det endnu mere vigtigt, at børnene, såvidt muligt har daginstitutionspladser, at være på, og der er endnu mange på venteliste ude i kommunerne.

 

Vi taler tilstadighed og med vægt om, og drøfter beskyttelsen af vores børn. I vores dage, hvor begge forældre er nødt til at have et arbejde, så har vi en pligt til, at deres børn bliver passet i arbejdstiden, og at dette bliver varetaget på den mest betryggende måde.

 

Vi ved ligeledes at der er mange børn, der har behov for en særlig opdragelsesindsats. Derfor er der endnu behov for en forstærket indsats på daginstitutionsområdet, og anlæggelse af sådanne, ikke mindst i yderdistrikterne, hvor manglen er stor, ligesom vi ved, at de institutio­ner der forefindes der, for størstedelens vedkommende er ældre og meget renoveringskræven­de.

 

Endelig er vi vidende om, at det i Landsstyrets forelæggelse nævnte, at kommuner der selv har økonomiske muligheder herfor, ikke bare behøver at vente på tilskuddene, men selv må søge, at igangsætte byggeri. Men vi skal heller ikke glemme, at børn og unge i dag har et stort behov for deres miljø og omgivelser, og at dette forhold også betyder store udgifter for kommunerne, da man i vore dage har igangsat store forebyggelses- og beskæftigelsesarbejder for børn og unge.

 

Vi skal heller ikke glemme, at de større kommuner har stor tilflytning udefra, og som eksempel kan jeg nævne Nuuk kommune, som er Landshospital, administration- og uddan­nelsesby og endvidere er en tilflytningsby for forældre med handicappede børn, der gerne vil bo i en by med hospital og andre faciliteter, for at kunne give børnene den mest trygge tilværelse. Vi mener, at man ikke kan komme uden om, at også give tilskud til kommuner, også uanset om man tænker på dette forhold alene.

 

Måske kan man tænke på sigt,, og det måske bliver et at målene, at større arbejdspladser får deres egne børnehaver ved tæt samarbejde med nært tilknyttede arbejdspladser imellem. Det er også ønskeligt, at man på sigt også tænke på, at man vil kunne sætte en dæmper på den ret så intensivere byggeri at døgninstitutioner, og vi mener, at det kan være ønskeligt, at forholdene bliver genvurderet på sigt.

 

Jeg ønsker ikke at mine udtalelser bliver forstået på en sådan måde, at jeg er imod anbringel­ser uden for hjemmet, men det er fordi, at jeg ser det som et vigtigt mål, at man fremover søger, at nedsætte antallet af døgninstitutionsanbringelserne af børn og at grundlaget hertil bør være, at man som mål, sætter sig familier, hvor der er tryghed og glæde, og hvor man samarbejder med på nært hold, og dette finder vi, er meget vigtigt. måske kan vi i fremtiden den vej, opnå en bedre anvendelse af døgninstitutionerne i indsatsen med familiearbejdet, men en omlægning af arbejdsindsatsen i sådanne institutioner.

 

Det er vigtigt, at familierne holdes sammen, da familier hvor der ikke er splid og adskillelse fungerer bedre. Såfremt et arbejde for en familie bliver udført grundigt, så vil en sådan indsats på sigt, også være billigere og sundere for samfundet.

Selvom man gerne ville vælge, at sig meget mere om andet, så vil vi fra Kandidatforbundet komme med disse bemærkninger til redegørelse og vi glæder os til den videre og en mere grundig behandling af sagen.

 

Og dernæst er det Otto Steenholdt, løsgænger.

 

Otto Steenholdt, løsgænger.

Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked kom i sin nærværende redegørelse ind på fremtidige finansieringsformer, for såvidt angår daginstitutionsbyggeri. Måske ved han svarene allerede, fordi vi allerede fra 1999 også i forbindelse med debatten om tilskud til daginstitutionspladser, så fandt vi, at beløbet var for lille, og vi ønskede øgede bevillinger på området

 

Men det er ikke kun det, allerede i 1997, så opfordrede Socialreformkommissionen i sin betænkning allerede klart, at man gjorde en indsats inden for dette område, således at dækningsgraden blev bedre.

 

Enhver er ikke glad for, at få forøgede udgifter, det er måske sådan at forelæggelsesnotatet skal forstås, da de skriver, at Landstinget kan yde tilskud til det. Men man erkender klart, at de nuværende ordning, med 50-50 ordningen er forældet, og at vi bliver nødt til at anvise en anden finansieringsform, og hvor man sige i den forbindelse, at de kommuner som har råd, at de sagtens må kunne finansierer byggerierne og anlæggelserne fuldt ud, men det fremgår også i redegørelsen, at flere kommuner, som ikke har råd, ellers har udtrykt ønske om bygning af sådanne institutioner.

 

For såvidt angår førskolebørn, så er der blevet sat det mål, at der skal være en dækningsgrad på 80 % inden år 2005 og det må vi arbejde henimod, men vi må erkende, at der er behov for en omlægning af finansieringsformerne.

 

Vi må åbne op for, at kommuner kan finansiere anlæg af en daginstitution fuldt ud, men når dette er sagt, så må jeg også sige, at for såvidt angår de mindrebemidlede kommuner, og som har et stort behov, så må man give disse kommuner større tilskud. Da ønskerne er forskellige fra kommune til kommune, så kan man ikke komme uden om en mere differentieret tilskud­spolitik på området. Det er mit svar til Landsstyrets klare spørgsmål.

 

Jeg håber, at Landsstyremedlemmet for forstået mit budskab, og jeg vil heller ikke have, at man glemmer, at ligesom andre byggeri, så må man arbejde for, at disse udbygninger, sker på et solidt grundlag, således at man tager udgangspunkt i befolkningsgrundlaget, den nuværen­de dækningsgrad, ventelistesituationen, og ikke mindst hvilke kommuneplaner der er også at man også må tage udgangspunkt i, om befolkningstallet er faldende eller stigende i den enkelte kommune.

 

Men jeg har et enkelt hjertesuk til sidst, uanset om vi tilstadighed anlægger og bygger daginstitutioner, og ikke finder en ordentlig løsning på lønforholdene for de ansatte, så vil vores planer halte. Vi ved, at der er en stor mangel på pædagoger på daginstitutionerne, da de med en uddannelse, overgår til andre stillinger, som giver en højere løn, f. eks. i forskolerne.

 

Man kan ikke komme uden om, at man ansætter folk, som man henter ind fra gaden, p.g.a. manglen på uddannede pædagoger, p.g.a. som jeg sagde tidligere lønforholdene. Men det er meget nødvendigt, at børnene skal være i sikre institutioner, hvorfor jeg anbefaler, at man er meget overvågen overfor, at man i forbindelse med midlertidige ansættelser, også har øje for, hvordan de har behandlet børn. jeg finder, at dette er helt på sin plads.

 

Jeg siger tak, og støtter nærværende redegørelse.

 

Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked med et svarnotat.

 

Jørgen Wæver-Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Siumut.

 

Jeg vil gerne sige tak til partiernes, Kandidatforbundets og løsgængerens bemærkningerne, og har et par små bemærkninger til ordførerne enkeltvis.

Til Siumut ordføreren, så siger jeg tak for, at de anser redegørelsen for at være fyldestgørende, hvor man også klart tilkendegiver at det er på sin plads med en differentieret finansieringsord­ning, og man finder det ligeledes passende, at man forhandler disse på plads med forhandler med kommunerne. Det er også det, som vi har sat som mål, og vi er i gang, og skal snart i gang med forhandlinger med kommunerne herom, og Landstingets meldinger her, skal selvfølgelig indgå i disse overvejelser.

 

Siumut kræver ligeledes, at man m.h.t. daginstitutioner, at der igangsættes en undersøgelse af vuggestuer og daginstitutioner Det synes måske også at være på sin plads, men jeg vil gerne foreslå, at dette indgår i forbindelse med tankerne om den gode vuggestue, og at resultaterne af denne undersøgelse, også inddrages i udviklingen af den gode vuggestue.

 

Siumut kræver også, for såvidt angår, at der udarbejdes en årlig redegørelse om status på daginstitutioner til Landstinget, det er jeg enig i, og jeg er også enig i, at der her siges, at der også udarbejdes en opførelse over forholdene, for såvidt a går daginstitutionsområdet for bygdernes vedkommende, hvor vi her har koncentreret os om daginstitutionspladser på kommunalt niveau, men det er også vigtig, at vide, hvor stor behovet der er, for såvidt angår de enkelte bygder.

 

Til Atassut ordføreren, så gav de udtryk for, at det er klart, at vi har for få daginstitutions­pladser i forhold til behovet, og Augusta Salling fra Atassut sagde også, at forholdene i dag er sådan, at de tilskud som gives til daginstitutionsområdet, så kan vi ikke udbygge området, på baggrund af det, og at vi ikke ville nå Socialreformkommissionens målsætninger, f.eks. med en dækningsgrad på 80 %, som Landstinget har givet deres tilslutning til, at vi så ikke kan opnå dette.

 

Landstingsmedlem Augusta Salling foreslår også, at man overvejer, hvordan en finanserings­ordning kan være. Det vil selvfølgelig indgå i det fortsatte arbejde og vil blive vurderet i den forbindelse.

 

Atassut udtaler også i deres indlæg klart, at de mindrebemidlede kommuner, at man skal være åbne for, og være smidig overfor, at man finder en smidigere ordning på dette område, således at de mindrebemidlede kommuner måske får et større tilskud. Vores mål er en differentieret tilskudsordning, hvor vi ved, at der er en del kommuner, der ikke har råd til, at betale 50 %. Dette skal selvfølgelig indgå i de videre overvejelser.

 

Atassut foreslår ligeledes, at der for såvidt angår barnets første leveår, at forældrene gives mulighed for, at være hjemme længere, således kan man også gøre behovet for daginstitu­tionspladser mindre. Det er selvfølgelig rigtigt, at hvis forældrene har mulighed for at blive hjemme længere, så vil det også resultere i et mindre behov for daginstitutionspladser, men jeg mener, at dette spørgsmål, må vurderes i forbindelse med barselsorloven, at den har mere at gøre med barselsorloven, og da vi har drøftet dette, og nu bliver behandlet i Socialudvalget, så mener jeg, at vi kan tage det op igen, når der fremkommer en betænkning fra udvalget vedrørende barselsorloven.

 

Inuit Ataqatigiits ordfører Lars Sørensen, så nævnte han i sit indlæg, at redegørelse ikke er så omfattende, det kan han have ret i, men vi har prøvet at redegøre for de ting, som vi har kunne nå, fordi vi skule aflevere redegørelsen 1 måned før Landstingets samling, som nævnt så blev denne redegørelse i forbindelse med vintersamlingen, og der har været ganske kort tid efterfølgende til at gøre noget mere ud af den.

 

Vi må som enkelte borger også kunne vurdere den service der er i de enkelte kommuner. Vi må have klarere redskaber til at vurdere servicen i de forskellige kommuner, selvfølgelig i samarbejde med kommunerne.

 

Inuit Ataqatigiit lægger også vægt på den gode daginstitution, og jeg vil i den forbindelse henvise til mine tidligere bemærkninger på baggrund af de oplysninger vi kan indsamle vedrørende den gode daginstitution på landsbasis.

 

For såvidt angår det bevilligede og behovet for bevilling af dobbelt så mange midler, altså 85 mio. kr, om året, hvis målet om 80 % dækning skal nås, som Inuit Ataqatigiit var inde på, så er dette rigtigt, hvis vi skal realisere målet med en 80 % dækning, så er det en absolut nødvendighed, at vi afsætter flere mider til daginstitutionsbyggeri, således at vi også mere kan dække kommunernes behov.

 

I den forbindelse må jeg også henvise til, at samtlige partier har givet støtte til, at der indføres en differentieret tilskudsordning, som gerne skulle resultere i, at vi allokere en del af midlerne, tilde mest trængende kommuner, og at man derigennem mere solidarisk end hidtil kan udbygge daginstitutionerne.

 

For såvidt angår personalet på daginstitutionerne, og deres uddannelse, som man også var inde på, at der er behov for en forstærket indsats, så til løsgængerens Otto Steenholdts spørgsmål, så er forholdene sådan, at det er rigtigt, at der er behov for kurser, for daginstitu­tionspersonalet, og vi må også arbejde for, at som også Inuit Ataqatigiit var inde på, at man kan etabler en uddannelsesordning for daginstitutionspersonalet, lidt af de decentrale uddannelser, således at man kan have sin uddannelse på et lokalt plan.

 

Inuit Ataqatigiit kommer også ind på cirkulære nr. 175, hvor de mener, at den også kommer til at omfatte miljø og internationale forhold. Jeg mener, at bør tage det op og vurdere det nærmere, og at dette indgår i Socialudvalgets videre arbejde.

 

Kandidatforbundet nævnte, at alle forældre i dag er udearbejdende, hvorfor vi i fællesskab har pligt til, at passe deres børn i arbejdstiden, hvilket er helt rigtigt, og det er også derfor, at vi må udnytte de eksisterende midler på en bedre måde.

 

Det er også meget interessant, at Kandidatforbundet i deres ordførerindlæg nævnte, at et af målene må være, at større arbejdspladser, får egne børnehaver, der er allerede mulighed herfor, at f.eks, selskaberne etablerer børnehaver, men en god idé kunne også være, at sådanne arbejdspladser og selskaber i samarbejde med hinanden, og gør det også økonomisk interes­sant, at etablere børnehaver i tilknytning og lignende, således at selskaberne også derigennem øger servicen overfor deres ansatte, til glæde for medarbejdere og børn.  Jeg mener, at dette bør undersøges nærmere i det videre arbejdere.

 

Til løsgænger Otto Steenholdts bemærkninger, nævnte han, at vores meldinger om differenti­eret tilskudsordninger var noget vage, jeg mener ikke, at det er en vag melding, vi er kommet ud med, under borgmester- og kommunaldirektørmødet i februar, så blev dette nævnt for første gang, fra flere landstingsmedlemmers side i forbindelse med social- og anlægsplaner, at hvis vi ønsker anlæggelse af flere sociale institutioner, så er det nødvendigt med en anderle­des og differentieret tilskudsordning, ud fra også kommunernes økonomiske formåen.

 

Jeg skal beklage hvis Otto Steenholdt har forstået det på en måde, at vi er lidt for vage, men det vi har ønsket er en klar melding fra Landstingets side, om de fremtidige tilskudsformer på området. Man kan ikke komme uden om indførelse af en mere differentieret tilskudsordning, hvorfor jeg er glad for, også Otto Steenholdts støtte hertil.

 

Og med disse korte bemærkninger, så håber jeg, at have besvaret partiernes, Kandidatforbun­dets og løsgængers udtalelser.

 

Siumuts partiordfører Ruth Heilmann har bedt om ordet for 2. gang, Ruth Heilmann, Siumut, derefter det så Otto Steenholdt, men først Ruth Heilmann.

 

Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.

Jeg siger tak for den gode modtagelse vores ordførerindlæg vedrørende Daginstitutionsrede­gørelsen 2000 har fået, og det er også meget interessante bemærkninger, de andre partier er kommet med, som det samme er tilfældet med de bemærkninger fra Otto Steenholdt løsgæn­ger, og det er vi som sagt meget glade for.

 

M.h.t. Inuit Ataqatigiits bemærkninger vedrørende den store mangel på uddannede pædago­ger, de er vi også meget interesseret i, fordi det er korrekt, og det er også blevet nævnt flere gange, nemlig at såfremt man skal opfylde samtlige Socialreformkommissionens henstillin­ger, så skal vi have flere uddannede pædagoger, og jeg vil gerne støtte Inuit Ataqatigiit´s bemærkninger desangående, hvor man også kom ind på, at det er et godt mål, såfremt man i lighed med den decentrale læreruddannelse, også kan indføre en pædagoguddannelse.

 

Og dette forslag om decentral pædagoguddannelse, den tanke har desværre ikke været bragt har i salen, jeg har haft det som en forespørgsel, men det blev så nævnt, at man allerede har opstartet en decentral pædagoguddannelse, hvorfor det ikke har været nødvendigt, at tage det med her i salen.

 

Men vi vil gerne have nogle oplysninger om, hvad status er, og mit ønsker er, at man eventuelt under efterårssamlingen her til efteråret, kan redegøre for, hvor langt man er nået med denne uddannelse eller redegøre for status, d.v.s. at det så bliver Landsstyremedlemmet for uddannelse, som kommer til at redegøre for det, således at vi reelt får en klar melding om, hvorvidt denne uddannelse er opstartet og i så fald, hvor langt man er nået med det.

 

Spørgsmålet om børneinstitutions området tilstadighed skal høre ind under det sociale område, eller om det skal ind under kulturområdet, der er jeg meget interesseret i det, som Inuit Ataqatigiit har været inde på. Der er nogle enkelte kommuner, der på forsøgsbasis kører under denne ordning, og jeg mener, at det er på tide, at man redegøre nærmere for det.

 

Og såfremt det er lykkedes, så er det også interessant, at få det, at vide fra de andres kommu­ners side, således at børninstitutionsområdet ikke nødvendigvis skal høre ind under det sociale område, men om det ikke er bedre, at det kommer ind under det kulturelle område.

 

Og så er det Otto Steenholdt.

 

Otto Steenholdt, løsgænger.

Jeg brugte nemlig det udtryk, men der er som regel nogle ord imellem linierne, og det fremgår jo mere og mere klart, hvor jeg var inde på, at man skal være opmærksom på, at Landskassen kan yde tilskud til anlæg af daginstitution, der står jo ikke noget om, at de skal give tilskud, men det forudsætter jo også, at der ikke hindres kommunerne i at finansiere daginstitutions­byggeriet 100 %, men samtidig så siger de, at finansieringsformen som regel har været 50-50.

 

Og der må vi sige, at det er denne finansieringsform er blevet forældet, og kravene i dag viser, at vi ikke længere kan bruge denne finansieringsmodel, men skal bruge en hel anden. Det er derfor jeg har formuleret mig på den måde. Det er sådan lidt valen udtryk, hvor man siger, at det kan finansieres på den måde.

 

Men jeg mangler stadigvæk en besvarelse på, at den dårlige aflønning af medarbejderne, fordi jeg ser dygtige medarbejdere, som ellers efter at have arbejdet i en børneinstitution, flytter til en anden arbejdsplads. Hvad sker der så ? Man kan være utryg ved, at man tager folk ind fra gaden, og giver dem arbejde på en børneinstitution, uden at man har undersøgt disse perso­ners baggrunde. Man skal være forsigtigt med, at tage uuddannede arbejdskraft og det er det jeg siger, at det skal man være forsigtig med.

 

Og såfremt man gør noget ved aflønningen, så kan børneinstitutioner blive i stabil arbejds­plads for pædagogerne, vi siger jo gentagne gange, at opvækstperioden for barnet er en vigtigt periode i deres opvækst, og jeg synes også at når hjemmene, som ellers er det vigtig­ste, så må man også regne med, at når man afleverer børnene i en børneinstitution, så må man jo også kunne stole tryg på, at de bliver passet af kvalificeret arbejdskraft, og det må så være vores ønske, at det bliver betryggende passet på.

 

Den næste der får ordet er Lars Sørensen, hvorefter det bliver Jørgen Wæver Johansen, men først Lars Sørensen.

Lars Sørensen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Fra Inuit Ataqatigiits side, så skal vi først lige nævne, at jeg er glad for, at både Landsstyret og Siumut har modtaget vores bemærkninger på en meget positiv måde, og selvom man ikke kommer ind på medarbejdersiden i redegørelsen, så synes jeg, at det er på sin plads, at det er på tide, at man afdækker personalesiden. Hvorfor er der så stor mangel på pædagoger i Grønland ? Hvad er det for nogle hindringer man kommer ud for ?

 

Jeg tror ikke, at det alene drejer sig om lønnen. Der kan være mange årsager, og derfor må vi i vores politiske arbejde, og såfremt vi skal arbejde godt for vores børn, så er det også meget vigtigt, at vi får et uddannet personale, d.v.s. pædagogiske uddannet personale. F.eks. når et barn er fyldt 3 år, så må vi sætte os nogle mål om, hvor langt et stade børnene skal være udviklet i, og det er sådanne ting, som pædagogerne bliver uddannet i.

Og det er også sådanne nogle ting, som forældrene følger med i, og derfor må det så også være et krav, at forældrene tilstadighed bliver oplyst om, hvordan dagen er gået for børnene i daginstitutionen. Og det er også sådanne nogle ting, som man skal komme ind på ved den omtalte undersøgelse om arbejdsforholdene for personalet.

 

Og jeg må sige, at vi allesammen er politisk klar til at foretage det næste skridt, hvorfor det også er på sin plads, at vi også får afdækket de forskellige arbejdsforhold der er. Og de såkaldte dagplejer, der mener jeg også, at vi i fremtiden i større grad, skal være vågen overfor denne gruppe, for som før nævnt, vi kan jo ikke opnå vores politiske mål i løbet af ingen ting, og derfor må vi så også tænke dagplejgruppen, og m.h.t. den uuddannede arbejdskraft i institutionerne, så skal vi løfte personalets viden, igennem afholdelse af kurser m.m.

 

Det er ikke helt korrekt, at Otto Steenholdt prøver på, at placere det uuddannede personale nederst på rangstigen, men igennem deres mangeårige indhøstet erfaring, så er nogle af dem, bedre kvalificeret, end nogle af de uddannede. Og vi ved jo alle, og må erkendt, at vi mangler uuddannede pædagogiske personale.

 

Alene i AG er der mange opslag, hvor man søger uddannede pædagoger i de forskellige kommuner, og derfor synes jeg også, at vi ikke skal glemme den del af sagen.

 

Og m.h.t. institutionerne og folkeskolen, hvor der bør være en bedre koordinering mellem disse to trin, der bør i have en større politisk debat om det, fordi det kan ikke være tilfældet, at en befolkning, som ikke har råd til, at man sørger for de mindste børn, men at man på den anden side kræver, at alle børn skal begynde at gå i skole når de er fyldt 6 år, men det kan jo ikke være rigtigt, at vi ikke gør mere ud af aldersgruppen 0-6 år, vi må mere målrettet gå igang med, at arbejde for denne gruppe. og Inuit Ataqatigiit er klar til, at samarbejde om dette.

 

Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender.

 

Jørgen Wæver-Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Siumut.

Jeg vil prøve på at komme med korte svar til dem, der er kommet med nogle bemærkninger.

 

Først til børneinstitutionerne, om de eventuelt kan overføres til Uddannelsesdirektoratet, og til det skal jeg sige, at det selvfølgelig kan undersøges om det vil være hensigtsmæssigt, eller om det vil være bedst at man bibeholder den nuværende ordning, hvor man har den under Socialdirektoratet. Og i efteråret har vi også set på hjemmestyreorganisationen i samarbejde PLS-Consult, og det blev ikke indstillet fra dette konsulentfirma, hvor de indstillede, at man bibeholdt den nuværende ordning med børneinstitutioner under Socialdirektoratet, og den der har ansvaret for fordelingen af ressortområderne, der er det Landsstyreformanden, således at han bestemmer, hvilke opgaver de forskellige landsstyremedlemmer skal have.

 

Men m.h.t. Otto Steenholdt spørgsmål om arbejdsforhold og lønninger for personalet, og til der vil jeg sige, at organisationerne og Hjemmestyret intern afholder nogle forhandlinger, og ud fra det, bliver lønnen fastsat, og derfor har vi som Landsstyre, ikke nogen direkte forhand­lingspartner overfor organisationerne, men de krav, som vi som arbejdsgiver ønsker, dem sender vi til forhandlingsafdelingen, og så arbejder vi så ud fra, at vores medarbejdere får de bedste arbejdsbetingelser og finder mulighederne for dem. Og det samme har vi så gjort i forbindelse med de kommende forhandlinger her i år.

 

Og ligesom Otto, så ønsker jeg også, at de uddannede pædagoger får bedre lønforhold, men denne forhandlingsret er jo givet til Hjemmestyrets Forhandlingsafdeling, og derfor kan jeg som Landsstyremedlem ikke direkte have en indflydelse på udfaldet af disse forhandlinger.

 

M.h.t. Lars Sørensens bemærkninger vedrørende personalet, de er ikke en glemt personale­gruppe. Derfor har vi så i samarbejdet med Socialudvalget, der stiler vi efter, at afsætte flere midler til kursusafholdelser og efteruddannelse, for denne personalegruppe, og det samme gælder så også for personalet i fritidshjemmene.

 

Og det som Ruth Heilmann og Inuit Ataqatigiit foreslår, nemlig det, at man etablerer en decentral pædagoguddannelse, det kan udmærket godt være en udvej, således at det kommen­de personale og det eksisterende personale også bliver taget med i Uddannelsesdirektoratets videre vurderinger.

 

Men det er korrekt, at man kan undersøge, hvorvidt daginstitutionområdet kan overgå til Uddannelsesdirektoratet, og om man kan bane vejen for, at de kommer til at arbejde med deres område. Men det man ikke skal undlade at huse, at uanset, om personalet er uddannet eller ikke uddannet, så sal samtlige grupper have flere midler til uddannelse, og dermed bør vi også have flere midler til efteruddannelsesområdet.

 

Og den næste der får ordet er Augusta Salling, Atassuts, hvorefter det så bliver Loritha Henriksen, men først Augusta Salling.

 

Augusta Salling, ordfører, Atassut.

Først vil jeg lige kommentere, om at den ene forældre ønsker at blive hjemme, og har givet udtryk for det, hvor vi så ønsker, at man undersøger det, det kommer du med en besvarelse på, og siger, at det bør være en del af barselsorloven.

 

Men jeg tror, idet det har en berøringsflade med manglen på daginstitutionspladser, hvor man så kan foretage en nærmere undersøgelse om det, f.eks. kan forældrene ønske at være hjemme igennem de 2-3 første år med barnet, så er det jo så en mulighed for, at man letter deres faste udgifter, og det vil jo også betyde, at trykket på efterspørgslen på børneinstitutionspladserne lettes.

 

I formiddags har vi brugt en masse timer på, at gøre noget for de børn, som har en utryg opvækst, og såfremt vi skal have nogle trygge børn, så siger vi jo, at det er forældrene, der kan give den største kærlighed til barnet, så må det jo også have en indflydelse på vores behov for børneinstitutioner.

 

Og nogle af de spørgsmål vi har stillet, hvor vi så har henvist til, at nogle af kommunerne har mindre end 30 % børneinstitutionspladser, og hvor der så heller ikke er anlægsopgaver eller planer, og der er det vi gerne vil høre, hvilke planer det er man har, for den gruppe. Der er jo nogle tal der viser,  hvilke kommuner det drejer sig om, som har disse problemer.

Og m.h.t. personalesituationen, jeg mener også, at man har nogle uuddannede personale, der er ikke kun en ulempe. F.eks. medarbejdere som har arbejdet indenfor børninstitutionsområ­det i mange år, de har et stor erfaringsgrundlag, i dag er der nogle bestemmelser, der siger, at så og så mange uddannede personale skal der være, og derudover så skal være der være så og så mange ufaglært personale. De kan igen ved at støtte hinanden give meget til hinanden, og derfor mener jeg, at vi ikke skal nedgøre dem, men støtte dem.

 

Og så er det Loritha Henriksen, Kandidatforbundet.

 

Loritha Henriksen, ordfører, Kandidatforbundet.

Først drøfter vi jo indgående aflønningen af pædagogerne. det er korrekt at deres aflønning, ikke er tidssvarende, det er nogle af de lavestlønnede, og derfor er det så heller ikke underligt, at selvom man er glad for, at arbejde med børn, så finder de noget andet arbejde, p.g.a. de lave lønninger, og derfor mener jeg, at vi bør kraftigt opfordre arbejderorganisationerne for at de skal arbejde stærkt for at op nå dette. Vi ved godt, at vi ikke kan beordre nogen ting, men det er jo organisationerne der skal tage hul på disse opgaver.

 

Og jeg vil også påpege, om der virkelig er behov for, at samtlige medarbejdere skal være uddannet. Vi ved jo godt, at der er en masse medarbejdere som har opfostret deres børn, og når så deres børn, er blevet voksne, så ønsker de, at forsætte at arbejde med børn, og jeg ved godt at der er mange som afholder kurser m.m., og jeg ved, at der mange mennesker, som sågar er dygtigere end uddannet personale, og vi må jo også takke denne personalegruppe, fordi de har givet så meget, ud fra deres egen erfaringsgrundlag.

 

Og så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender for den sidste bemærkning, da der ikke er flere der har bedt om ordet.

 

Jørgen Wæver-Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Siumut.

 

Først til Atassuts ordfører Augusta Salling om vi skal foretage en vurdering, selvfølgelig kan vi foretage en vurdering om den ene af forældrene kan blive hjemme i barnets 1., 2. eller 3. leveår. F.eks. såfremt vi er ikke engang nået med et 2 års barselsorlov, og det koster 17,9 mio. kr. og når ikke engang 2 år har en værdi af 17 mio., kr., så kommer vi, når vi alene tænker på de første år, så kommer vi op over de første 100 mio. kr.

 

Men det er en af de ting, som vi kan tage med i vores vurderinger, men det man må huske på er, at så bliver det en fast udgift, hvorefter vi så bliver nødt til, at vurdere om vi skal etablere en børneinstitution, som kan vare i mange år, eller skal vi på den anden side indføre en stor fast udgift i de kommende år, det er selvfølgelig noget, som vi skal undersøge, og det er en af de ting, som kan skriftligt besvares.

 

Og et andet klart spørgsmål er, de kommuner som har en dækningsgrad på under 30 % og om hvad man har i sine at gøre her, og jeg regner med, at det jeg som Landsstyremedlem primært bør gøre, at vi prioritere afhængig af ventelistesituationen i de enkelte kommuner, i forbindel­se med udarbejdelsen af finansloven.

 

Men forslaget her, om finansloven, den skal vi også samtlige landstingsmedlemmer vurdere, hvorfor vi til den til prioritering, og såfremt man ikke er tilfreds med Landsstyrets prioritering,

så kan man også reagere ud fra det, men af de 7 der har størst behov for yderligere institutio­ner, de har en dækningsgrad på under 50 %.

 

Men hvordan prioriteringen skal være, det er noget vi tager endeligt stilling til, til efterårssam­lingen i forbindelse med finanslovsudarbejdelsen.

 

Og så er det Augusta Salling, og det skal være for en ganske kort bemærkning, da det er 3. gang.

 

Augusta Salling, ordfører, Atassut.

Jeg siger tak, jeg tror nok, at jeg har misforstået Landsstyremedlemmet, idet han mener, at det er en forlængelse af barselsorloven som vi foreslår, men det vi siger er, at man kan komme med nogle økonomiske lettelser overfor småbørnsfamilierne, for når den ene forældre forbliver hjemme, så betyder det så, at lønningerne kun bliver en halv, men man kunne jo undersøge, om man på en eller anden måde, kunne lette deres udgifter.

 

Vi har jo slet ikke råd til, at forlænge barselsorloven i så lang tid, men vi ved jo, at når man letter udgifterne, så kan vi opnå, at vi opnår en højere tryghed hos børnene.