Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 22-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

8. mødedag, tirsdag den 16. maj 2000

 

Dagsordenens punkt 22

 

Redegørelse om døgntilbud til børn og unge. "Helhedsløsning"

 

Jørgen Wæver-Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Siumut.

 

Tak. På Landstingets efterårssamling i 1999 indstillede Landstingets Finansudvalg til Landsstyret, at der straks tages hånd om det akutte problem omkring behovet for et tilbud til Auanbringelige@ piger lignende Matuprojektet til Auanbringelige-drenge@: endvidere indstille­de Landstingets Finansudvalg, at der arbejdes for en helhedsløsning for gruppen af Auanbrin­gelige@ unge.

 

Samtidig kan Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked konstatere, at der er stigende belægning på de landsdækkende døgninstitutioner. Der har endvidere over en længere periode været og fortsat er en lang venteliste til landets eneste observations- og behandlingshjem for børn i alderen 4-14 år, Meeqqat Illuat.

 

Der er et stigende antal behandlingskrævende børn og unge på døgninstitutionerne, og der er et tiltagende problem med en gruppe Astærkt udadreagerende unge@, som ikke kan rummes på de landsdækkende døgninstitutioner.

 

Direktoratet for Sociale Anliggender har i de senere år fået etableret familiebehandlingsafde­linger, og efterspørgslen på pladserne er stor og udbudet imødekommer ikke behovet.

 

En del af døgninstitutionerne tilbagemelder til direktoratet, at der er en del henvendelser fra kommunerne, som de må afslå på grund af fuld belægning. Samtidig så viser en del af høringssvarene fra kommunerne, at de har behov for anbringelse af børn og unge på institu­tionerne, som der reelt ikke er plads til. Det samme bliver meldt omkring familiebehandlings­pladser.

 

Erfaringerne med Matuprojektet viser, at unge der har behov for et behandlingstilbud kan profitere af et ophold i et særligt projekt, hvor det pædagogiske arbejde er forankret i en fast struktur og hvor der er forholdsvis få voksne at forholde sig til.

 

Undersøgelsen ABørn og unge anbragt uden for Hjemmet@ fra 1993 påviste, at ca 1/3 af alle børn og unge anbragt uden for hjemmet var anbragt i døgninstitution, ca 1/3 var socialt formidlede anbringelser i familiepleje og ca 1/3 var privat formidlede anbringelser i familie.

 

Umiddelbart ser det ikke ud som om, at tendenserne til anbringelse af børn og unge uden for hjemmet i de kommende år vil være faldende, og man kan have sine bekymringer om, at behovet for anbringelse af børn uden for hjemmet i stedet for kan være stigende i det kommende år.

 

Målet må være, at der sker så få anbringelser uden for hjemmet, som muligt. På længere sigt vil dette mål kun kunne nås ved en tidlig indsats overfor de familier der har behov for hjælp.

 

Landsstyret er af den holdning, at der for at nå dette mål skal behandlingsarbejdet overfor familierne styrkes, således at der gives de familier der har behov for hjælp, mulighed for professionel hjælp til at løse deres problemer. Her skal det nævnes, at Socialreformkommis­sionen har anbefalet, at alle kommune gennem efteruddannelse får ansat familierådgivere.

 

PÅ kortere sigt skal der tages initiativer til dækning af behovet for døgntilbud samt igangsæt­tes initiativer til at styrke den lokale indsats over for familier med behov for hjælp.

 

På grundlag af oplysningerne i Redegørelsen AHelhedsløsningen@ anbefaler Landsstyret, at

 

1.           der etableres endnu et observations- og behandlingshjem til børn,

2.           der etableres et skibsprojekt til unge,

3.           der afsættes midler til en projektpulje til særlige projekter til unge-gruppen

4.           der igangsættes en planlægning omkring en styrkelse af familieplejen og familiebe­handlingen.

 

Endvidere anbefaler Landsstyret, art der afsættes flere midler til kurser/efteruddannelse af personalet på døgninstitutionerne.

 

For såvidt angår finansieringen af AHelhedsløsningen@ skal dette forhandles med kommuner­ne, idet finansieringen af døgntilbud til børn og unge er en kommunal opgave. I forbindelse med behandlingen af forslagene kan Landstinget vurdere hvorvidt og i hvilken grad Lands­kassen eventuelt kan bidrage til finansieringen.

 

Landsstyret anbefaler, at mulighederne for en styrkelse af familiebehandlingsarbejdet samt en øget uddannelses- og kursusindsats undersøges og analyseres i tæt samarbejde med KANU­KOKA, KIIIP og Direktoratet for Sociale Anliggender, med henblik på, at der til efterårssam­lingen i år, altså i år 2000, kan fremlægges konkrete løsningsforslag.

 

Med disse bemærkninger afgiver jeg AHelhedsløsningen@ til Landstingets drøftelse.

 

Og så går vi over til partiernes ordførere. Først er det Ruth Heilmann, Siumut.

 

Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.

Fra Siumut er vi glade for Landsstyrets klare redegørelse om Adøgntilbud til børn og unge@, og i har fuld forståelse for redegørelsen indhold og orientering vedrørende status på døgnin­stitutioner for børn og unge, og det er netop disse forhold, som vi har efterlyst fra Landsstyret.

 

Men fra Siumut finder vi det betænkeligt, at så få kommuner har svaret på høringen, og vi håber, at flere kommuner vil besvare eller kommentere lignende henvendelser i det videre arbejde.

De fleste døgninstitutioner hører under Grønlands Hjemmestyre, og det er kun Gertrud Rasks minde i Sisimiut, som er en selvejende institution, men efter planerne skal en også overdrages til Grønlands Hjemmestyre. Fra Siumut mener vi, at man bør give kommunerne et større medansvar og eventuelt åbne muligheden for, at kommunerne kan overtage ansvaret for døgninstitutionerne, for kommunerne deltager i beslutningen om, hvem der skal anbringes på institutionerne og derfor har en stor indflydelse.

 

Det er magtpåliggende for Siumut, at familierne bliver som en samlet enhed og som samarbej­der godt, og det er netop et kendetegn for os, og som vi mener bør beskyttes og fastholdes. Når børnene adskilles fra deres kærer forældre, så bliver børnene mærket for resten af livet, og dette har uden tvivl en negativ indvirkning på børnene.

 

Vi må yde en stor indsats for at løse dette problem, og fra Siumut glæder vi os over, at flere kommuner har igangsat forebyggende arbejde på dette område.

 

Fra Siumut mener vi, at indsatsen bør rettes mod problemets kerne, nemlig hos forældrene, som ikke lever op til deres ansvar som forældre, og gennem forebyggende arbejde, og som vi mener bør prioriteres frem for alt.

 

Vi støder på ændringer ved det forebyggende arbejde, hvor familierne i de fleste tilfælde lider under misbrug af alkohol og euforiserende stoffer, og det går desværre ud over arbejde eller uddannelse, som folk ikke længere kan passe p.g.a. misbrug. Når sådanne tilfælde sker, så rammes børnene hårdt og det går ud over opdragelsen af børnene, hvor forældrene i nogle tilfælde mister deres børn. De uskyldige børn rammes og familierne skaber problemer for dem selv.

 

Fra Siumut mener vi, at rådgivningen til familierne skal intensiveres, at der intensiveres og prioriteres fremfor alt, og derfor vil vi opfordre kommunerne til at arbejde for ansættelse af familierådgivere og miljøarbejdere.

 

Fra Siumut finder vi det ønskeligt, at behandlingen af familier indføres, og derfor bliver bør der indføres kurser for kommende forældre. Når sådanne tiltag intensiveres, så mener vi fra Siumut, at anbringelse af børn og unge i døgninstitutionerne kan mindskes i fremtiden, og det er netop det, som Socialreformkommissionen har anbefalet i sin betænkning.

 

Fra Siumut mener vi, at vi må arbejde målbevidst for at sikre mindst mulig anbringelse af børn og unge i døgninstitutioner. Forældrene har i sidste ende ansvar for deres egne børn, og det er den værste indgriben at fratage forældremyndigheden over børn og unge, og som man videst muligt omfang må undgå.

 

Fra Siumut mener vi ikke, at problemerne alene kan løses ved, at etablere døgninstitutioner for børn og unge, og at dette mest muligt skal forhindres. Fra Siumut ønsker vi, at intensivere familiebehandlingen, og oplysningsarbejdet, samt vejledning omkring opdragelse, og derfor vil vi opfordre til, etablering af familiebehandling og rådgivningscentre i samtlige kommuner, og at Landsstyret og Landstinget i den forbindelse overvejer eventuelt etablering af en central administration til dette formål.

 

Landsstyret har i deres forelæggelsesnotat fremført en række anbefalinger, i redegørelsen om AHelhedsløsningen@, at der etableres endnu et observations- og behandlingshjem til børn, at der etableres et skibsprojekt til unge, at der afsættes midler til en projektpulje til særlige projekter for unge gruppen, og at der igangsættes en planlægning omkring en styrkelse af familieplejen og familiebehandlingen.

 

Endvidere anbefaler Landsstyret, at der afsættes flere midler til kurser og efteruddannelse af personalet på døgninstitutionerne.

 

Til sidstnævnte finder vi det vigtigt i Siumut, at personalet på døgninstitutionerne for mulighed for kurser og efteruddannelse, hvor personaler skal have de bedst mulige arbejds- og lønvilkår, for personalet skal udmønte de førnævnte målsætninger og ønsker, som de bliver ansvarlig for Det er derfor nødvendigt, at der afsættes de nødvendige midler til kurser og efteruddannelser.

 

Fra Siumut finder vi det nødvendigt, at prioritere finansieringen af kravene og målsætninger­ne. Som førnævnt finder vi fra Siumut punkt 4, som det vigtigste emne, og som bør prioriteres højere end de andre punkter.

 

På døgninstitutionerne plejes børn og unge. Fra Siumut kræver vi, at der igangsættes et arbejde og fremsættes midler til planlægning, for at give familierne et nyt liv - ikke mindst igennem igangsætning af arbejdet for en samlet familiebehandling.

 

Fra Siumut finder vi det endvidere naturligt, at der afsættes midler til en projektpulje til særlige projekter til unge. I dag finansiere kommunerne fuldt projekter til børn og unge, og derfor er det nødvendigt, at Hjemmestyret deltager og nu giver mulighed for støtte til sådanne formål, som vi mener er tiltrængt.

 

M.h.t. etableringen af skibsprojekt til unge er vi fra Siumut ikke helt enige. Vi mener, at børn og unge kan tilbydes, at lære omkring sejlads, med de eksisterende muligheder som findes i de respektive steder, hvor fiskerne og andre eventuelt kan tage børn og unge på sådanne ture. Derfor finder vi det mere passende, at børn og unge kan bo hos aflastningsfamilier i kortere perioder, og man må arbejde på, at fremme denne tanke. Det er mere nærliggende at benytte sig, af denne mulighed end det andet.

 

Fra Siumut har vi forståelse for Landsstyrets bekymring om manglende plads til behandlings­krævende børn og unge, som ikke kan rummes på de eksisterende døgninstitutioner. Vi ved, at der findes børn og unge, som har haft det svært i opvæksten, hvor nogle af disse har lidt fysisk og psykisk overlast, og som måske er blevet seksuelt misbrugt.

 

Derfor støtter vi utvetydigt og stærkt initiativer til bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn og unge. Fra Siumut finder vi det derfor glædeligt, at der er afholdt et seminar om seksuelt misbrug af børn og unge, som er efterfulgt af lignende konferencer,  i Maniitsoq kommune, som er afholdt i marts måned, og en konference i Aasiaat i april måned, og hvor der var mange deltagere blandt folk, der arbejder med problemer omkring seksuelt misbrug. Sådanne initiativer er gode og støtteværdige.

Fra Siumut mener vi, at børn og unge i videst mulig omfang bør integreres i samfundet og at familierne ikke adskilles fra børnene og de unge. En adskillelse fra samfundet og familierne, som institutionsanbringelse medfører, medfører senere problemer for børn og unge, hvor der kan føle sig sat uden for samfundet, og hvor der kan opstå et samspilsproblem.

 

Ud fra døgninstitutionernes erfaringer, så ved man også, at man mest muligt skal undgå, at etablere institutioner i de større byer, hvor vi håber derfor at Landsstyret vil medtage dette i deres fremtidige overvejelser.

 

Med disse bemærkninger vil vi fra Siumut glæde os til, at Landsstyret medtager vores betragtninger i deres videre arbejde. Vi mener at det videre arbejde skal igangsættes med størst mulig omhu og at Kommunernes Landsorganisation KANUKOKA, samt kommunerne aktivt deltager i planlægningen, hvor også disse skal høres.

 

Fra Siumut ønsker vi ligeledes, at KIIIP medtages i arbejdet omkring kurser og efteruddannel­se til personalet på døgninstitutionerne og ikke mindst specielt omkring uddannelse, som familierådgiver og familieterapeut.

 

Fra Siumut finder vi det nødvendigt, at Landsstyret fremlægger et udspil til Landstingets efterårssamling, og vi er fra Siumut som sædvanlig klar til at deltage i det videre arbejde, som sædvanlig, og vi håber, at man vil tage godt imod vores bemærkninger og forslag her.

 

Og nu går vi over til næste taler, som er Jakob Sivertsen, Atassut.

Jakob Sivertsen, ordfører, Atassut.

Vi har følgende bemærkninger til redegørelse om døgntilbud til børn og unge AHelhedsløs­ning@ fra Atassut.

 

Atassut finder det meget vigtigt, at børn og unge, endnu under udvikling får et godt indhold, og at vores børn i samfundet med formål, hvor man undersøger den af Landsstyremedlemmet fremlagte redegørelse, så bliver man skuffet over at høre, at der bliver flere og flere børn og unge, Grønlands vigtigste ressourcer, som må passes af det offentlige.

Atassut mener, at man ikke sådan uden videre kan komme uden om et projekt som Matu, som de unge må indordne sig efter, så hurtigt som muligt, som Landstingets Finansudvalg henstiller Landsstyret om, at følge, hvorfor vi fra Atassut er parate til at samarbejde om indførelse af ordningen samt finansieringen af projektet,

 

Vi ved, at hvis der ikke bliver fundet en løsning på problemet snarest muligt, så vil problemet blive endnu større. Når man samtidig forstår, at der bliver flere og flere børn mellem 4 og 14 år, som venter på at komme ind på observationscenteret Meeqqat Illuat, så finder Atassut en helhedsløsning, som meget vigtigt, og hastende, som vi her ved tilkendegiver.

 

Landsstyret opfordrer vedrørende døgninstitutioner, som en fremtidig helhedsløsning omkring følgende:

 

1.           Oprettelse af  endnu et observations- og behandlingshjem

2.           Etablering af et skibsprojekt som et tilbud til de unge,

3.           En fælles bevillig til et fælles ungdomsprojekt, som igen kan deles op i andre specifikke projekter.

4.           Samt m.h.t. styrkelse af placeringen af unge til familiepleje,

 

så støtter vi fra Atassut dette fuldt ud, således at planlægningen af disse tiltag, skal igangsæt­tes, således at familiebehandlingsområdet bliver styrket, Atassut er parate til at samarbejde omkring dette.

 

Atassut skal gøre det klart, at placeringen af børn og unge uden for hjemmet eller til døgnin­stitutionerne, koster mange penge for kommunerne og Hjemmestyret. Derfor kræver Atassut at den fremtidige placering af børn og unge uden for hjemmet og til døgninstitutionerne, at den bliver begrænset mest muligt. Dette finder Atassut som et meget vigtigt tiltag.

 

Hvis vi som et eksempel placerer 3 børn på en døgninstitution, og samtidig behandler deres forældre særskilt, så vil man mindst bruge et årligt beløb på 1,2-2,0 mio. kr. til udgifter. I redegørelsen bliver der også udtalt, at børn og unge som venter på at blive placeret til døgninstitutioner bliver flere og flere, hvorfor det er allervigtigst med en indgående og koordineret familiebehandling.

 

Der bliver flere og flere børn i Grønland, som ellers ikke fejler noget som bliver placeret hos andre familier og væk fra deres egne familier. Dette skyldes blandt andet forældrene alkohol­problemer i hjemmene. Når der er alkoholproblemer i hjemmene, så skal man prioritere tilbud om behandling til forældre med alkoholproblemer højere, så man på den måde kan få et godt hjem og en tryg familie, som kan være centrum for børnenes opvækst.

 

M.h.t. service til børn og unge, som blev nødt til at blive anbragt på døgninstitutioner p.g.a. deres menneskelige problemer, så er det nødvendigt med et dygtigt personale, især m.h.t. sprog, fordi sproget er det vigtigste element og grundlaget for at yde dem den bedste hjælp.  Derfor skal personalet på døgninstitutionerne dygtiggøres, Og Atassut finder det meget vigtigt, at der i fremtiden sker en kontinuerlig videreuddannelse.

 

En helhedsløsning på området vil uden tvivl også medføre økonomiske konsekvenser. Derfor skal man i forbindelse med helhedsløsningen forhandle mellem kommunerne og Landsstyret, og Landsstyre giver da også udtryk for, at ville være med til, at finansiere en helhedsløsning gennem Landskassen. Det er vi fra Atassuts side taknemmelig for, især når vi tænker på de kommuner som økonomisk er dårligtstillede, for hvis disse kommuner skal deltage fuldt ud i en helhedsløsning, så vil man sikkert ikke komme uden om, at de vil have brug for penge,

 

Med disse bemærkninger tilslutter Atassut sig redegørelsen og venter med spænding på, at der til efterårssamlingen fremlægges løsningsmuligheder.

 

Og den næste der får ordet er Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.

 

Asii Chemnitz Narup, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Jeg skal lige meddele, at vi har haft nogle tekniske problemer, hvorfor vi ikke har kunne uddele nogle papirer vedrørende dette punkt, men ligeså snart de tekniske problemer er overstået, vil det blive omdelt.

Vi har set meget frem til dagens debatemner. De to første omhandler væsentlige sider af samfundets indsats overfor børn og unge. Indsatsområder med forskellig fokus og dog med det overordnede fælles mål, nemlig at skabe gode livs- og opvækst- og udviklingsbetingelser, for den opvoksende generation af børn og unge.

 

Vi vil udtrykke vores tak til Landstingets Formandskab for at have godkendt 3 redegørelser til debat i Tinget i dag.

 

Med dagens to første dagsordenspunkter vender vi således nogle af stenene i debatten om unge, som skal føre frem til overordnede mål for Landstinget børne- og familiepolitik, og vi ser frem til de kommende diskussioner.

 

Fra Inuit Ataqatigiits side har vi valgt at kommentere redegørelsen udfra følgende punkter:

 

1) De konklusioner vi mener at kunne drage af redegørelsen

2) Inuit Ataqatigiits forståelse af en  helhedsløsning

3) Socialdirektoratets indsats bør forstærkes via institutionsafdeling, børnevidencenter, forskning og via dette indføre nye fleksible regler, og for det fjerde

 

4) Samspil mellem døgninstitutioner og familieplejen

5) Forebyggelse og behandling

6) Spørgsmålet vedrørende personale på døgninstitutionsområdet, så som normerede stillinger, fastholdelse, rekruttering og kvalifikationer og endelig for;

7) Nogle detaljer i redegørelsen som er fejlinformationer, og der henviser vi så til bilagene.

 

Redegørelsen er en god beskrivelse af de aktuelle døgninstitutioner og deres virkefelt. Den giver en oversigt over det samlede antal døgninstitutionspladser, belægningsgrader og antal normerede stillinger pr. normerede plads, ligesom til sidst angives nogle ideer til oprettelse af nye tiltag.

 

Ud fra ventelistetal, som er et øjebliksbillede, angiv et mål for behovene for pladser til børn, unge og familier, og det konstateres endvidere at anbringelsestiden er blevet længere. I følge ventelisten venter børn og unge samt familier på at komme på institutionsophold. Det er nyttige informationer som skal give et fingerpeg om behovene og dem vil vi gerne sige tak for.

 

I redegørelsens indledning nævnes, at målet med den, er at den skal danne grundlag for en kvalificeret debat i Landstinget om en helhedsløsning for døgninstitutioner. I redegørelsen er der på side 20, optegnet 4 punkter, som bud på en helhedsløsning, nemlig:

 

1.           Endnu et observations- og behandlingshjem til børn,

2.           Et skibsprojekt til unge,

3.           Midler afsat til særlige projekter til børn og unge

4.           Styrkelse af familieplejeområdet.

 

Der står endvidere nævnt, at der skal afsættes flere midler til kurser og efteruddannelse samt til ansættelse af endnu en klinisk psykolog. Vi forstår mere denne oplysning, som ideer til nye veje at gå, mere end en helhedsløsning.

 

Taler vi om helhedsløsning i forhold til institutioner bør der ikke kun fokuseres på selve anbringelsen. Der er også tiden før og tiden efter, med andre ord, vi skal tænke i liv, d.v.s. i barnets hele liv.

 

Det indebærer efter Inuit Ataqatigiits forståelse 3 bærende søjler:

 

At barnets liv før det kommer på institution

Livet på selve institutionen

Livet efter institutionsopholdet

 

Den samfundsmæssige forpligtigelse ligger i, at skabe optimale betingelser for barnet i harmoni med sig selv og i sine omgivelser kan udvikle alle sine evner, og blive i stand til at indgå i sociale sammenhænge, hvor det både giver og modtager af fællesskabet. Dette uanset hvor barnet vokser op. Det er denne forståelse, der danner udgangspunkt for vores kommen­tarer og bemærkninger fra Inuit Ataqatigiit.

 

Selv om denne redegørelse handler om døgninstitutionsområdet, er det nødvendigt, at forholde sig til nogle problemer i barnets liv, før end det anbringes på institution. F.eks. ventelistebørnene. Disse børn og unge må give stof til eftertanke for os lovgivere. I Inuit Ataqatigiit spørger vi os selv om, disse børn og unge mon får den hjælp i deres respektive kommuner, og det er dem som står på venteliste vi her tænker på.

 

Det er Inuit Ataqatigiits holdning, at der må skabes nogle flere tilbud fra centralt hold, som udløses allerede i venteperioden.

 

Der har igennem flere år første gang i begyndelsen af 1990'erne været talt om, at gøre børnehjemmene til pædagogiske kraftcentre, fordi de med deres store erfaringsopsamling kunne stå til rådighed for kommunerne i forhold til konkrete hjælpeforanstaltninger for børn og unge.

 

Disse tanker som også døgninstitutionsforstandere har bakket op, burde konkretiseres i fleksible og let håndterbare ikke bureaukratiskabende ordninger. Og vi ønsker, at Landsstyre­medlemmet også deltager i, at dette bliver realiseret.

 

Når talen er på de centrale myndigheders vejlednings forpligtigelser overfor kommunerne skal vi minde om, at Socialchefforeningens udmelding sidste forår, hvor de efter deres møde i Sisimiut ankede over manglende, råd, vejledning og opbakning til kommuner fra centrale myndigheder i forhold til de børn og unge, som har brug for særlig bistand, og som kommu­nerne ikke er i stand til at honorere. F.eks. hjælp til et barn eller en uge, for at undgå at anbringe vedkommende på et børnehjem.

 

Socialcheffernes budskab bør ikke siddes overhørig. Der er al mulig grund til, at bakke kommunerne op i deres arbejde, så man ude i første led bliver endnu bedre til at hjælpe. Derfor vil vi opfordre Landsstyremedlemmet til at tage kontakt til KANUKOKA og Social­chefforeningen for en nærmere drøftelse af, på hvilke områder, og hvordan de centrale myndigheder bistand til kommunerne ønskes forbedret.

 

Skal vi se på barnets liv på selve institutionen, er det vigtigt først at tale om licitationen. Det er det helt centrale nåleøje. Her skal den faglige vurdering være af høj kvalitet, her skal matches svarende til bov og interesse, med hvilken institution, der bedst formår at tage vare på disse.

 

Inuit Ataqatigiit støtter ideen med igen at vende tilbage til en central Visitationsudvalg af de samme grunde, som nævnes i redegørelsen. Vi skal supplere med, at vi tager for givet, at det centrale Visitationsudvalg laver indstillinger om anbringelsessted, og at den endelig beslut­ning herom træffes i fællesskab med den respektive institution, og ikke hen over hovedet på denne.

 

Det er vigtigt hele tiden, at huske på, at selvom vi nu taler generelt om døgninstitutionsområ­det taler vi om børn og unge med forskellige behov og problemer, Nogle er så ødelagte i deres personlighed, at formålet med en døgninstitutionsophold for dem, at få styrket hele deres personlighed med genopretning af tillid til andre, og få opbygget et øget selvværd.  Andre er på trods af svære omsorgssvigt ikke mere ødelagte end de genfinder balancen, når de kommer i et miljø med omsorgsskabende pædagogik.

 

Det vil med andre ord siger, at behovene veksler fra barn til barn og fra unge til ung, ligesom det enkeltes behov kan variere over tid. Det betyder, at vores institutioner samlet skal repræsentere forskellige myndigheder og pædagogiske tilgang og metoder.

 

Efter et døgninstitutionsophold er afsluttet, så er overgangen til livet uden for institutionen altid en sårbar fase, hvor tilpasningsvanskeligheder let kan opstå. For at fastholde et udbyt­terig ophold er det vigtigt, at den unge, fortsat modtager støtte og hjælp efter behov. Og det har vist sig, at være nødvendigt, at præcisere de involveredes ansvar i denne fase.

 

I henhold til forordningen ophører hjælpeforanstaltningerne når een unge fylder 18 år, kan dog forlænges til han eller hun fylder 20. Det kan føles helt forkert og uansvarligt, at slippe en ung, fordi hun falder for den formelle aldersgrænse, selvom han eller hendes evner til at tage vare på sig selv er som en 15-årig, og hun fortsat har brug for megen støtte. Og derfor er det nødvendigt, at se på selve forordningen, for dermed at gøre den mere fleksibel.

 

Ud over etablering af et centralt Visitationsudvalg, mener vi i Inuit Ataqatigiit, at der er behov for, at på flere punkter, at styrke Hjemmestyrets indsats i forhold til døgninstitutionsområdet. Det er fint nok, at decentralisere, således som Socialdirektoratets Regionalkontorer er udtryk for. Da vil dog altid sideløbende være behov for centralt, at opsamle vide og erfaringer for at være ajour og for at have et overblik over udviklingen, også når det drejer sig om døgninstitu­tionsområdet.

 

Derfor vil vi bede Landsstyremedlemmet om at overvej genetablere en institutionsafdeling i Socialdirektoratet. Med forskning mener vi en systematisk indsamling af erfaringer på et givent område. Der er brug for, at alt den erfaring som vores døgninstitutioner igennem årene har ophobet her i landet - samles, og gøres tilgængelig for videnskabelig bearbejdning, således at resultaterne kan formidles videre til uddannelsesinstitutioner og andre fagfolk og gøres til genstand for diskussioner til brug for videre faglig udvikling.

 

Evalueringsarbejde er også. Det er viden om, at arbejdet i Matu-regi skal underkastes en slags evaluering af forskningsmæssige metoder, og sådanne initiativer bør nyde støtte fra myndig­hederne.

 

Redegørelsen nævner på side 11, at der er behov for, at undersøge anbringelsestiden for børn og unge. Det ville også være en oplagt forskningsopgave. Et andet og mere interessant tema, er efter Inuit Ataqatigiits mening, at undersøge eller forske i, hvad børnene og de unge, som har haft ophold på døgninstitution har fået ud af opholdet, og hvad der så er blevet af dem senere, når de har forladt institutionen. Vi vil gerne foreslå, at en vis procentdel af takstbeta­lingen for overbelægningspladserne sættes til side til den slags evaluering og forskningsopga­ver.

 

Så er det samspillet mellem døgninstitutionspladser og familiepleje.

 

Som noget nyt ligger Landsstyremedlemmet op til en del af familieplejeområdet gøres til en landsdækkende indsat, og her er det så 30 familier, der så her er tale om. Fra Inuit Ataqatigiit skal vi understrege vigtigheden af, at det efter vores mening altid er barnets behov og problemer, der skal være afgørende for, om barnet skal i familiepleje eller på døgninstitution.

 

Vi mener ikke, at man på forhånd kan favorisere en anbringelsesform frem for en anden. Oprettelse af et egentlig professionelt plejefamiliekorps finder Inuit Ataqatigiits nødvendigt, som et supplement til institutionerne. Finansieringen af kursusvirksomhed bør efter denne gruppes vedkommende være et hjemmstyreanliggende, og vi mener, at kommunerne også i denne sammenhæng bør være samarbejdspartnere.

 

Og så er det forebyggelse og behandling.

 

Det må skabe stof til eftertanke for os alle, at så mange af landets børn og unge har behov for døgninstitutionsophold. Nogle har betalt en høj pris for de hurtige udvikling, og den deraf følgende sociale ulighed.  Det er et symptom på dårlige livsvilkår og miserable livsudfoldel­sesmuligheder. Vi taler om børn og unge, som har været udsat for materielt eller følelsesmæs­sig armod, ofte i en grad, at vi må regne med, at en del af dem vil have brug for særlig støtte i det meste af deres liv.

 

Hvis ophold på en af institutionerne kan sikre, at de bliver i stand til at tage vare på sig selv, bruge deres evner målrettet, og blive i stand til, at omgås andre med respekt, og til gensidig inspiration, så er meget noget.

 

Ud over, at skabe muligheder for social- og følelsesmæssig genopretning skal vi sideløbende tænke i forebyggelsesbaner, med mindst 3 niveauer for det forebyggende arbejde:

 

1. En tidlig indsats

2. Særlig indsats i forhold til risikogrupper

3. Generelle forbedringer af livsvilkår

 

Hvis vi ikke arbejder målrettet med disse mål, risikerer vi, at udvikle et behandlersamfund, hvor kun de ressourcestærke fører banerne og går forrest i forhold til at bruge de demokrati­ske rettigheder, for at øge indflydelse på samfundets udvikling. Andre bliver tabt og det vil vi fra Inuit Ataqatigiits side ikke acceptere.

 

Og så er det spørgsmålet vedrørende personalet.

 

Skal vi i Landstinget danne os et realistisk billede af døgninstitutionsområdet, så mener vi i Inuit Ataqatigiit, at det er nødvendigt, at analysere personalesituationen. Spørgsmål som, hvilke personalebehov medfører vores aktuelle institutioner; antalmæssigt og kvalifikations­mæssigt? Hvor mange af de normerede faglærte stillinger kan vi selv besætte uden at hente hjælp uden fra ? Hvordan er fastholdelsesbilledet af personalet? Sådanne forhold bør afdækkes.

 

Vi ved, at der er store vanskeligheder med, at få pædagogstillingerne besat, at der er stort flow af personale, og at der kløft mellem ansvar, arbejdsbyrde, krav, set i forhold til Uddannelses­niveauet og lønniveauet. Disse problemer må løses, sideløbende med udbygningen af indsatsen overfor børn og unge. Det er ikke forsvarligt, at udbygge sektoren, hvis vi ikke stopper op og tænker personalespørgsmålet ind i både de nye tiltag og de allerede eksisteren­de.

 

Det er hån imod hele det sociale problem, at man i så mange år har ladet sektorens udøvere brænde ud og har spist dem af med en ussel lån, en hån mod Hjemmestyrets menneskelige dimension. Der skal gøres noget nu.

 

Redegørelsen får det til at se ud som om, at der er rigelig efteruddannelsesmuligheder, indenfor området, sådan ser virkeligheden ikke ud, set fra de ansatte på døgninstitutionerne. Vi kan kun fra Inuit Ataqatigiit være enig i, at der skal gøres en ekstraordinær indsats for, at løfte kompetencen hos alt personale i døgninstitutionssektoren.

Landstingsforordningen vedrørende hjælp til børn og unge, fastslår henholdsvis forældres og det offentliges ansvar i forhold til at varetage børns behov og interesser. Skal samfundet leve op til sin del af ansvaret, må der gøres nu.

 

Meget tyder på, at gruppen af unge skal prioriteres, der må tiltag i forhold til dem prioriteres. en udbygning af de eksisterende muligheder med et skibsprojekt, kan være en vej at gå. Fra Inuit Ataqatigiit kræver vi, at der er overensstemmelse med de unges problemer, personlighed og den pædagogiske indsats og de rammer den skal foregå under.

 

Dernæst bakker vi ønsket om endnu et behandlingshjem, vi vil dog foreslå, at det får plads til enten 7 eller 14, som passer bedre i antal til 1 afdeling eller 2 afdelinger, og jeg skal lige nævne, at vi regner med, at denne institution bliver placeret uden for Nuuk, fordi vi anser det for at være vigtigt.

 

Familieplejen og familiebehandling bør udvikles sideløbende hermed i tæt og forpligtigende samarbejde med kommunerne.

 

Vi nøjes med disse bemærkninger indtil videre vedrørende Landsstyrets redegørelse om døgntilbud til børn og unge.

 

Og vi fortsætter med partiernes ordførere, og dernæst er det Kandidatforbundets ordfører, Loritha Henriksen, værsgo.

 

Loritha Henriksen, ordfører, Kandidatforbundet.

Jeg vil fremkomme med Kandidatforbundets bemærkninger vedrørende døgntilbud til børn og unge, AHelhedsløsning@.

 

Det er ikke undgået Kandidatforbundets opmærksomhed, at vi alle i flere år har talt om det vanskelige og enerverende problem, som vi nu drøfter, ligesom vi ved, at der allerede er tage tiltag til løsning af dette.

 

Derfor er det rigtigt, at der for såvidt angår problemet med stærkt Audadreagerende@ unge, at problemet er påtrængende og at arbejdet for, at løse problemerne er ganske påtrængende. Vi hører gang på gang, at der bliver flere og flere børn og unge, der har behov for døgninstitu­tionsplads over hele landet, og disse forhold viser, at det er ganske nødvendigt og vigtigt, at igangsætte et projekt i lighed med Matu, for unge Auanbringelige@ piger. Vi ved, at der er forskel mellem unge piger og drenges reaktionsmønstre, og at der kan være stor forskel i deres behov, ikke mindst hvad opdragelse angår.

 

Jeg er ganske sikker på, at det er sikkert og rigtigt, at få oprettet en institution til arbejde med unge Auanbringelige@ piger, og at beslutningen om en sådan oprettelse er nødvendigt, og snarest.

 

Vi har allerede klare erfaringer fra Matu, der viser, at der stadigvæk er unge, som har behov for behandling., og at disse med tiden ikke vil blive færre. Det er ganske beklageligt, at det i vore dage bliver tydeligere og tydeligere, at der i vores dage, sker alt for mange anbringelse uden for hjemmet, og at tallet er stigende. Og ligesom der ikke sker et fald for dem, der har særlig behov for hjælp.

 

Derfor må vi snart igangsætte initiativer for at afhjælpe de unge problemer på den bedst mulige måde.

 

Fra Kandidatforbundet vil vi derfor anføre, at det er helt nødvendigt, at vi vurdere med nye tænkemåder, og ligesom det er blevet ønskeligt, at komme videre i børnenes forhold i dag, hvor forholdene ikke fortsat kan blive ved med, at være som det er nu, og dem som vi skal kræve noget af, i dette forhold, er forældrene, det er helt nødvendigt med et samarbejde med forældrene.

 

Vi må særlig søge, at opnå, at forældrene og familierne bliver vejledt og rådgivet under et. Forældrene store ansvar bør tilkendegives til dem, og vi må samarbejde tæt med dem i arbejdet med problemløsningen, for man kan ikke komme uden om, at forældrene skal arbejde med i dette, da det er dem der har ønsket børnenes fødsel.

Derfor støtter vi fra Kandidatforbundet i fuldt omfang de anbefalinger Landsstyret giver til en AHelhedsløsning@, nemlig at der oprettes endnu et observations- og behandlingshjem til børn, at der skabe et skibsprojekt i forbindelse med dette arbejde, og der afsættes midler under et til anvendelse til særlige projekter til unge-gruppen, og som noget vi finder meget vigtigt , at der igangsættes en planlægning omkring en styrkelse af familieplejen og familiebehandlingen.

 

Vi kan heller ikke komme uden om, at der skal afsættes flere midler til kurser og efteruddan­nelse af personalet.

 

Med disse bemærkninger skal vi fra Kandidatforbundet gå ind fra det Landsstyret anbefaler, og at der arbejdes videre med dette i samarbejde med forskellige instanser, og at der til efterårssamlingen kommer et samlet løsningsforslag, som vi fra Kandidatforbundet glæder os til samarbejdet.

 

Og den næste der får ordet er Otto Steenholdt.

Otto Steenholdt, løsgænger.

For at børn og unge får en bedre fremtid i Grønland, så har vi i Grønland fortløbende en del initiativer, sågar når vi ser på den økonomi, der bliver tilført disse initiativer, der skulle man tro, at det skulle være tilstrækkeligt, selv om der er en masse mål der skal nås. Men det jeg omtaler her og nu vedrører de midler der bliver brugt til fysisk raske børn.

 

Men der findes børn og unge, hvor man bliver nødt til at foretage sig noget ekstraordinært. Og Landsstyremedlemmets redegørelse omhandler netop denne gruppe. Når man arbejder på nogle ting, så sker det, at vi nogen gange overser noget. Det kan ikke siges, at være overdre­vet, når vi siger, at vores børn og unge, som er fysisk raske og såfremt de skal have en sund fremtid, dem har vi fokuseret så meget på, at vi var begyndt at glemme den lille gruppe, som har store problemer.

 

Og jeg skal ikke undlade, at sige, at da jeg læste den lidt lange redegørelse, så blev jeg meget forbavset over, at der var så stor efterslæb på, at opfylde disse børns behov, hvor man sågar har en stor venteliste på behandlings- og observationshjemmene. Selvfølgelig er det forståe­ligt, at børn som børn anbringes på nogle særlige institutioner selvfølgelig skal anbringes, således at de gennem opførelse ikke, at de netop i forhold til deres andre børn og overfor de voksne er Auanbringelige@ , fordi de er stærkt udadtilreagerende.

 

Landsstyrets redegørelse, der vil jeg uden videre acceptere to af de ting, som Landsstyret anbefaler, nemlig at der etableres endnu et observations- og behandlingshjem til børn og for det andet, at der under erkendelse af, at det koster med disse initiativer, og fordi der er et stort behov for det, at man så giver dem, flere midler til det.

 

Men at der etableres et skibsprojekt til unge, der ønsker jeg en nærmere redegørelse herfor, for dem man har nævnt som Auanbringelige@, ligesom de stærkt udadreagerende børn, der tænker jeg på, at man eventuelt tager på sørejser med disse grupper, men det kan da godt være, at det er en god måde at gøre det, men jeg trænger til en nærmere redegørelse herom.

 

Socialdirektoratet har oprettet familiecentre her i det seneste år, og det er jeg godt tilfreds med, fordi de oplevelser som børn og unge har været igennem, og såfremt man skal gøre noget fra roden af, så kan man ikke komme uden om - hjemmet. Og vi må jo støtte disse initiativer som man hjem har støttet på mange områder, således at det er en god tanke, at man prøver på, at opfylde behovet på den måde.

 

Men når man nu ser på her i disse tider, hvor vi mangler en masse ting, så må vi også være forsigtige med, hvad vi også går ind for, idet at man skal være forsigtigt med at anbringe Auanbringelige@ eller stærkt udadtilreagerende børn hos mindre familier med små børn.

 

Og selvom de måske ikke har begået noget kriminalitet, så må vi også huske på, at førhen, da man anbragte unge hos familier, når de havde begået kriminalitet, det har så også afstedkom­met nogle sørgelige ting, og det er nok derfor, at der er færre og færre familier, som vil tage i mod disse unge.

 

Finansudvalget har sidste år indstillet overfor Landsstyret, at man tilgiver dem nogle midler, hvorefter jeg så går ind for det, og dermed også har redegjort for det.

 

Og til ordførertalerne, så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejds­marked, som så vil komme med en besvarelse.

 

Jørgen Wæver-Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Siumut.

Tak. Først vil jeg gerne lige nævne, at jeg er meget tilfreds og glad. Jeg er stolt, fordi jeg bemærker, at Landstinget overfor de omsorgssvigtede der har Landstinget vilje til at gøre noget ved sagen, og jeg er glad for, at partierne, Kandidatforbundet, og løsgængeren stærkt støtter initiativerne og kommer med nogle løsningsforslag og dem vil jeg takke for.

 

Men efter at have sagt det, så vil jeg lige kommentere de bemærkninger, som er faldet, ligesom jeg skal prøve på, at give en besvarelse på de bemærkninger, der er kommet, og så vil jeg tage partierne en for en.

 

Først til Siumuts ordfører Ruth Heilmann, der vil jeg gerne takke for den store støtte til redegørelse og jeg er overbevist om, at familierådgivere, som også kan varetage familieplejen, og såfremt det så kan etableres således, at de så antalmæssigt betyder, at de kan arbejde over hele Grønland.

 

I dag er uddannelsen til familieterapeut, der kan man ikke få uddannelsesstøtte, på netop den uddannelse, sådan forhold bør man rette op på, og som Landstinget også melder ud med, så må man gøre det , såfremt vores initiativer omkring familie med problemer, skal være bedre, og så håber jeg så på, at vi indenfor denne valgperiode, sammen kan arbejde på, at øge denne personalegruppe.

 

Og jeg synes også, at Siumuts meldinger om, at mange kommuner vil tænke positivt på en opfordring til, at man opretter familiecentre, som familie kan henvende sig til. Omsorgssvigte­de børn, der kan man i henhold til det man kan læse i redegørelsen, der bliver flere og flere af disse børn på landsbasis, hvorfor det er nødvendigt, at man også på landsplan styrker omsorgen af disse børn, fordi vi fra centralt hold ikke kan gøre det alene, man får den bedste effekt når man samarbejder med kommunerne.

 

Og m.h.t. Siumuts bemærkninger til, hvor man siger, at man ikke skal glemme, at man gør noget ved og drøfter roden til problemerne. Problemet er ikke de omsorgssvigtede børn, problemet er dem som svigter børnene. Og man skal ikke glemme, at det ikke koster noget, at give et barn kærlighed, og det største behov som, børnene har, er kærlighed og tryghed i deres opvækst, det har en stor værdi for barnet.

 

Og derfor synes jeg, at vi i samfundet bør oplyse om roden til problemet, fordi vi kan ikke acceptere omsorgssvigtede børn og dem der svigter børnene, der mener jeg, at vi i fremtiden bør arbejde mere for denne gruppe.

 

Selvfølgelig kan man i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, så må man tage udgangspunkt i familierne, og efter min mening kan man godt sige, at tilfældet er sådan som jeg siger det, og selvom talmaterialet måske er forældet, så kan man godt læse at 2/3 af dem som bliver anbragt uden for hjemmet, de bliver anbragt i familiepleje og 1/3 af dem bliver anbragt i døgninstitutioner.

 

Og man kommer også med en melding om der siger, at familier der modtager børn til familiepleje, de skal have mulighed for at dygtiggøre sig, og jeg er fuldstændigt enig i landstingsmedlem Ruth Heilmanns bemærkninger vedrørende dette, ligesom jeg også er enig i de bemærkninger som er kommet fra de andre partier og Kandidatforbundet.

 

M.h.t. Siumuts bemærkninger, så vil jeg også sige, at jeg er fuldstændigt enig i, at man skal i større grad koncentrere sig om dygtiggørelse af personalet, kursusafholdelser, således at personalet på døgninstitutionerne i større grad skal have mulighed for at komme på efterud­dannelse, og derfor har vi heldigvis et godt samarbejde med Socialudvalget, og der håber jeg så på, art det vil betyde, at vi til næste finanslovsår også kan samarbejde omkring dette.

 

Og man ønsker jo, at der bliver taget godt imod Siumuts bemærkninger, og der skal jeg sige, at jeg tager godt imod disse, ligesom nogle at jeres bemærkninger, også vil danne grundlaget for det videre arbejde.

 

M.h.t. landstingsmedlem Jakob Sivertsens bemærkninger, der vil jeg nævne, og sige tak fordi I også fuldt ud støtter redegørelsen, og Jakob Sivertsen har også ret i, når han siger, at det er svært at komme uden om, at vi snarest mulig skal finde en helhedsløsning, og at vi også bevilger midler til dette arbejde, og derfor er det selvfølgelig på sin plads, at vi her til efteråret at når vi skal til art prioritere vores økonomiske midler, at man så også tager disse ting med i betragtning.

 

Det er korrekt, når Atassuts ordfører var inde på, at vi skal prøve på, at minimere anbringelser­ne uden for hjemmet, det skal vi selvfølgelig bestræber os på, men på den anden side, så var Asii Chemnitz Narup også inde på den samme ting, fordi man skal jo vurdere fra barn til barn, før man anbringer dem uden for hjemmet. Og så skal man også huske det som vi også vedtog sidste efterår, idet Den Internationale Børnekonvention siger, at børnene skal beskyttes mod vold, og mod misbrug, og derfor er familieanbringelser dem man må prioritere, men desværre er det nogen gange nødvendigt, at børnene bliver nødt til, at blive anbragt i døgninstitutioner.

 

Hvad angår efteruddannelse som Atassut også var inde på, det er jeg fuldstændigt enig i, idet jeg også i den forbindelse vil henviser til det, jeg sagde til Siumuts bemærkninger, således at vi målrettet arbejder for, at opnå dette i forbindelse med vores prioriteringer af vores økono­miske midler.

 

Atassuts afsluttende bemærkninger, som jeg også er fuldstændig enig i er, at vi også skal huske på, at når vi drøfter sådan spørgsmål som vi gør nu her, så må det være børnenes tarv, vi primært skal tænke på, det er ikke kommunernes økonomiske formåen, der skal være udgangspunktet, og et der er sikkert er, at vi i forbindelse med vores forhandlinger med kommunerne, så må vi også indgående tænke på de dårligst økonomisk stillede kommuner, fordi vi må tænke på børnenes tarv og ikke kommunernes økonomiske forhold.

 

Og som Atassut ønsker det, så regner jeg med, at jeg også til efteråret skal fremkomme med noget til efterårssamlingen.

Asii Chemnitz Narups bemærkninger skal jeg kommentere nogen af, og det er korrekt, at de ting, som er blevet nævnt i redegørelsen kan være nogen løsningsforslag, og det er ikke et beslutningsforslag, det er en redegørelse, med en melding om, hvad vi fra Landsstyret side agter at arbejde ud fra.

 

Og vores initiativer skal selvfølgelig også have udgangspunkt i de bemærkninger, der er faldet i dag, og jeg siger også tak til de bemærkninger som Inuit Ataqatigiit er kommet med.

 

Men jeg bemærker også, at selvom jeg ikke har fået dem skriftligt, hvor redegørelsen peger på en helhedsløsning, selvfølgelig er det rigtigt, og det må også være tilfældet. enhver redegørel­se der bliver fremlagt, der må vi også huske på, at det er den endelige løsning, man derved er fremkommet med. En redegørelse som Landsstyret fremkommer med, skal være sådan en som peger på nogle ting, som man skal arbejde ud fra, så tager man så også Landstingets bemærk­ninger med og indarbejder dem i det videre arbejde.

 

Og jeg bemærker også, at Inuit Ataqatigiit´s ordfører kom ind på, at der bør være flere udbud fra centralt hold. Og der er ikke overensstemmelse mellem behov og udbud, det kan man også se fra redegørelsen, og det er det vi aktivt skal arbejde for, at få til at passe bedre, og fordi det netop er uforskyldte børn, som ud fra deres omsorgssvigt er i det stede, som de er kommet ind i.

 

M.h.t. døgninstitutionerne, så er den melding, som Socialchefforeningen har været inde på, nemlig at de har behov for større rådgivning og vejledning og flere kurser eller videreuddan­nelser, og det er ikke sådan, at jeg vil sidde dem overhørig.

 

Selvfølgelig bør man finde ud af, hvad det er for nogle initiativer man skal gøre noget ved, og det kan jeg måske komme med en kort redegørelse om, hvad vi gør.

 

For det første så har vi gennem vores regionalkontorer, og da regionalkontorernes primære opgave er, at man støtter især de stærkt handicappede, det er så den administrative opgave de har, det er op til 60-70 %, selvom det kun er administrative opgaver, og selvom denne administration udmærket kunne drives af kommunerne. Vi arbejder på, at overføre denne administration til kommunerne.

 

Ilulissat og Aasiaat er igennem en forsøgsperiode og kommunerne er blevet opfordret t il, at anmode om, at få denne bevillingskompetence, og formålet med det er, at regionalkontorerne får mere tid til deres rigtige opgave, nemlig at være vejledere overfor døgninstitutionerne og kommuner, ligesom de også skal have bedre mulighed for, at afholde flere kurser for persona­let.

 

Og ligeledes så er de børn, som er i døgninstitutioner, der bør personalet også have flere ressourcer til, at være sammen med børn og unge, og vi prøver på, at gennemføre en reform, måske skulle man nedlægge et regionalkontor, således at disse medarbejdere, mer direkte arbejder med børn og unge.

 

Og Inuit Ataqatigiit kom ligeledes ind på, at man ser på den forordning, der gælder, og det er korrekt. Forordningen er fra 1992 og jeg mener også, at det er blevet tid til, at se nærmere på den igen, og derfor tager jeg godt imod Inuit Ataqatigiit´s forslag, og jeg regner også med, at vi snarest vender tilbage til en central Visitationsudvalg, fordi der er behov for et sådan udvalg.

 

Hvad angår et kraftcenter, videnscenter, ligesom man genetablerer en institutionsafdeling, dem har vi tænkt på, og i har vurderet dem, og m.h.t. vores omlægning af Socialdirektoratet, der skal jeg blot nævne, at vi på nuværende tidspunkt, der vil vi ansætte en særlig medarbej­der som kun skal servicere døgninstitutionerne, i stedet for at døgninstitutionerne henvender sig hos flere eller en masse personer.

 

Og vedrørende Matu, hvor man foretager en slags forskning, og jeg vil gerne sige tak for den tilfredshed der er vedrørende et sådan projekt. Men den undersøgelse eller analyse som du ligger op til, det er også af stor vigtighed. Der skal forskes i, hvordan de unge, som før har boet på døgninstitution, senere har udviklet sig, og nogle gange har man været inde på, at de ikke bliver selvstændige, men hvem siger det er tilfældet, og hvilke beviser har vi. Men det vil jeg gerne have bevist. Og der er det så nødvendigt, at der bliver et forskningsprojekt for at få afdækket hvordan børn der før har boet på døgninstitution udvikler sig, når de er kommet ud af institutionen.

 

Og man kunne tænke sig, at man kunne ansatte en studerende fra Ilisimatusarfik, som en studentermedhjælp til at foretage denne undersøgelse eller forskning.

 

Og anbringelse må jo ske på baggrund af børnenes behov og tarv, som Asii Chemnitz Narup også var inde på.

 

Men hvad angår personalet, og det antalsmæssige og kvalifikationsmæssige der er om de så kan erstattes af hjemmehørende, det er selvfølgelig noget, som også indgår i vores videre arbejde og vi må også medtage, om det kan lade sig gøre, at man kan fastholde dem i længere perioder af gangen.

 

Men noget man ikke kan komme uden om her er, at de medarbejdere, man har behov for her, det er en gruppe, som har uddannelse som pædagoger eller socialpædagoger, og ser man på deres aflønning, så er de den gruppe, som er den lavestlønnede i en mellemuddannelse, og derfor undrer det os ikke, at de prøver på, at finde nogle andre jobs, som den gruppe som har en mellemuddannelse. Og således at det også er på sin plads, at de ligesom andre har en mellemlang uddannelse, får en højere løn, så kan man måske minimere det flow, der er .

 

Men vi siger ikke, at vi er tilfredse med den videreuddannelsesmæssige del af personalet. Vi mener, at det til stadighed bør udbygges og derfor er det på sin plads at pege på, at vi har peget på, hvilke muligheder der er.

 

Og jeg siger også tak til Inuit Ataqatigiit idet de også går ind for, at man udbygger de eksisterende muligheder med et skibsprojekt, og jeg siger tak for den støtte, fordi det er en af de muligheder, som man kan tilbyde, men der skal være sammenhæng med de tilbud man kan komme med, således at vi på den måde, opnår de bedste resultater.

 

Og samtidig vil jeg gerne sige tak til Siumuts, Inuit Ataqatigiits og Atassuts ordfører for deres støtte, at man etableret endnu et observations- og behandlingshjem til børn og fra Inuit Ataqatigiit forstår jeg, at dette bliver anbragt uden for Nuuk, og i den forbindelse, så skal jeg nævne, at vi allerede har tænkt på denne mulighed, men det er jo værdifuldt og vi har forsøgt, at finde midler i de midler vi allerede har til rådighed.

 

Og der skal heller ikke lægges skjul på, at der m.h.t. Paamiut 2002-2003, der er der allerede afsat 10 mio. kr., som ikke er øremærkede, de kan så eventuelt bruges.

 

Og til Kandidatforbundets Loritha Henriksen, der vil jeg gerne sige tak til den støtte de har givet og jeg synes også at det er vigtigt med den bemærkning som Loritha Henriksen var inde på, at når vi ser den servicering der er overfor de piger og overfor drengene, de bør behandles forskelligt, fordi de er forskellige. Og det kan man se i Matu-projektet, idet vores erfaringer siger, at det er nødvendigt, at man behandler dem forskelligt, når det er stærk udadtilreageren­de børn de drejer sig om.

 

Og det er også korrekt som Loritha Henriksen siger, at vi ikke kan fortsætte på den måde, som vi gør nu, vi skal gøre noget, og ligesom Jer, glæder jeg mig til, at vi til efteråret kommer med et forslag til efteråret.

 

Og til løsgængeren Otto Steenholdt, og de bemærkninger han kom med, det er jo også helt rigtige bemærkninger han kom med, fordi han også har ret i, at man undres over, at der er så stort et behov for døgninstitutionspladser for børn og unge. Og i den forbindelse vil jeg henvise til mine bemærkninger om, at det er roden til problemerne man primært skal tage fat på.

 

Otto Steenholdt støtter også de initiativer vi ligger op til, men ønsker, at der kommer en nærmere redegørelse om et skibsprojekt til de unge, og det er også det vi ligger op til, således at det kan danne grundlag for, at der i Landstinget og i kommunerne i samarbejde med hinanden finder ud af, hvordan man skal arbejde videre.

 

Og afslutningsvis vil jeg gerne sige tak til de bemærkninger, og den store støtte der er til redegørelsen, og jeg er også glad for, at partierne, Kandidatforbundet og løsgængeren har så store tilkendegivelser om støtte.

 

Og der er to taler der har bedt om ordet. Først er det Ruth Heilmann, Siumuts ordfører.

 

Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.

Som Siumuts ordfører er jeg glad for den positive modtagelse vores meldinger har fået her fra denne talerstol.

 

Vedrørende ansættelse af psykologer, så kom man også ind på det i redegørelsen, hvor det blev fremført, som at der var behov for psykologer. Vi har dags dato kun en psykolog ansat, som er dansksproget, og i er enige i ønsket om, at der ansættes flere psykologer, som også kan tale grønlandsk.

 

Men for såvidt angår, når vi besøger døgninstitutioner og fører samtale med personalet, så bliver det gang på gang anført, at der er behov for dobbeltsprogede psykologer, og at dette vil være det bedste for personalet og klientellet, vi vil blive meget glade, hvis dette kan opnås.

 

I redegørelsen bliver det også nævnt, at der er behov for et centralt Visitationsudvalg, og at man anser det for vigtigt, at der etableres et sådan centralt Visitationsudvalg. Det vil vi selvfølgelig også støtte, men vi ved også, at det er det lokale Socialudvalg, som i samarbejde med socialpersonalet, følger tæt med i arbejdet, hvorfor det er meget nødvendigt, at man også erindrer om, at man skal have et tæt samarbejde med de lokale myndigheder.

 

Jeg mangler nogle præcise tal over, hvor mange der er anbragt på døgninstitutioner i dag. Det blev nævnt i redegørelsen, at der er anbragt 178 på døgninstitutioner og hvis vi regner på dette, så vil der være omkring dobbelt så mange, som vil være anbragt i familiepleje.

 

I det videre arbejde, så er det også nødvendigt, at man har en vidensbank, og indsamler den viden man får, således at man kan bruge dette i det videre arbejde.

Får børn og unge den nødvendige hjælp i hjemmene ? Jeg mener vedrørende kommunernes initiativer og arbejdet på området, så har vi fra Landstingets side behov for, at vide dette, og at vi i samarbejde med kommunerne løser det problem der er på mangel af døgninstitutions­pladser.

 

Hvilke initiativer har kommuner i gang, det har vi også krav på at vide, som vi også kom ind på i vores ordførerindlæg.

 

For såvidt angår tankerne om en vidensbank og videnscenter. Socialreformkommissionen har også anbefalet, at der blev igangsat en sådan oprettelse af en vidensbank indenfor det sociale område, hvorfor dette også bør støttes.

 

For såvidt angår familiepleje, så er der, som det også blev nævnt, så ved vi, at flere plejefami­lier har fremsat ønsker om videreuddannelse, hvorfor jeg er glad for den støtte, som vores ønske om uddannelse af plejefamilier, har fået en god modtagelse fra landsstyremedlemmet.

 

Vedrørende skibsprojektet, så er vi ikke fuldt ud enige heri, hvad også skyldes, hvad Otto Steenholdt også var inde på, at vi selvfølgelig vil vente på at der kommer en nærmere redegørelse herom, men vi ønsker selvfølgelig også at de forskellige muligheder undersøges først. Vi ved også, at flere bygder har tomme huse som ikke bliver brugt, jeg er ikke i tvivl om, at f.eks. børn med psykiske problemer, at vi i forbindelse med behandlingen af disse, kan gøre godt brug af en del af de tomme huse, som forefindes i f.eks. grønlandske bygder.

 

Jeg er enig i Kandidatforbundets bemærkninger om, at der er behov for en samlet hjem til familier med problemer. Og ligesom Atassut lagde vægt på, at de lagde vægt på, et godt og trygt hjem, som kunne gives barnet, det var meget centralt i opdragelsen af børnene. Derfor er det vigtigt, at man sørger for, at familiesammenholdet styrkes m.m. Tak.

 

Ole Lynge, Landstingsformand, Inuit Ataqatigiit.

Som ordstyrer vil jeg lige bemærke, at der udover, at der er mange der har bedt om ordet uden for ordførerrækken, og at vi i henhold til forretningsorden, så kan de få 10 minutters taletid, når de taler uden om partiordførerrækken, hvor partiordførerne kan bruge 15 minutter i forbindelse med deres 2, indlæg.

 

Som ordstyrer vil jeg også nævne, at vi i dag har flere redegørelser, hvorfor man skal respekterer taletiderne og sørge for, at talerne er korte og præcise.

 

Så er det Mads Peter Grønvold, uden for Kandidatforbundets ordførere.

 

Mads-Peter Grønvold, Kandidatforbundet.

Den redegørelse som vi nu drøfter er meget interessant, hvorfor jeg ikke vil undlade, at fremkomme med et par bemærkninger uden for vores ordfører.

 

Det er rigtigt, at for såvidt angår børneinstitutioner for børn og unge, at personalet i disse institutioner, at vi ikke kan komme uden om dette. Det er selvfølgelig vigtigt, at uanset hvor man arbejder, at kurser og videreuddannelser er til fordel for de klienter man har, hvorfor dette skal styrkes i fremtiden.

 

Jeg støtter også fuldt ud Landsstyremedlemmets bemærkninger i sit forelæggelsesnotat, sin bemærkning til partiordførerne, at det ikke er børnene der er problemet, det er familierne der er problemet, og det er derfor vigtigt, at vi styrker indsatsen indenfor familiebehandlingsom­rådet.

 

For det havde jo ikke været nødvendigt, at anbringe børn og unge uden for hjemmet, hvis familierne selv kunne løse deres problemer, hvorfor jeg støtter landsstyremedlemmet heri og hans bemærkninger omkring, at familiebehandlingen, skal styrkes.

 

Vi ved, at der rundt omkring i Grønland, er familier, som gerne vil have sådanne børn og unge

i plejer, men som møder forhindringer på vejen, og nogle gange må vente i adskillige måneder, f.eks. når de venter på svar i deres interesse for at have adfærdsvanskelige børn i pleje.

 

Der blev i redegørelsen nævnt, at der er en meget stor overbelægning på døgninstitutioner, der var en meget stor venteliste. Jeg mener også, at for såvidt angår anbringelser, at man gøre mere brug af de ansatte i kommunerne, og at man forbedre deres løn- og ansættelsesforhold, således at man også kan behandle de børn og unge lokalt, i stedet for, at sende dem på en landsdækkende døgninstitution.

 

Og så er det partiordfører Jakob Sivertsen, Atassut, derefter Godmand Rasmussen.

 

Jakob Sivertsen, ordfører, Atassut.

For at få en helhedsløsning, så ligger vi vægt på, som vi også nævnte i vores ordførerindlæg, at det ikke er børnene de er problemer med, men såfremt det er hjemmet der er noget i vejen med, så må vi arbejde for, at det er forældrenes problemer, vi skal gøre noget ved.

 

Når vi placerer to raske børn uden for hjemmet, og ikke gør noget ved roden til ondet, så betyder det blot, at man blot fortsætter med at placere uden for hjemmet, hvorfor vi fra Atassuts side ønsker, at såfremt det er alkoholproblemer der er problemet, så har vi to behandlingssteder, så lad dem bliver vejledt til at gennemgå en behandling, så vil det betyde færre økonomiske udgifter, og det vil så også betyde, at dem der virkelig har behov for hjælp, at de bliver hjulpet.

 

Uden om partiernes ordfører, Godmand Rasmussen, derefter Loritha Henriksen.

 

Godmand Rasmussen, Atassut.

Det bliver ganske kort. Først vil jeg lige nævne, at det som vi i Atassut gentagne gange har været inde på, hvor jeg også var inde på det, sidst vi holdt møde, sålænge man ikke finder en løsning på problemerne, så bliver vi ved med, at behandle dem. Og derfor er jeg glad for, at landsstyremedlemmet kommer med en så klar en melding.

 

Men det som landsstyremedlemmet var inde på, idet at forholdene viser, at der ikke bliver færre af de unge, der bliver anbragt uden for hjemmet, dem bliver der ikke færre af, og det er jeg lidt forskrækket over.

Man siger også at der er behov for, at personalet videreuddannes, og der må vi også nævne, at kommunerne allerede har dygtige medarbejdere, det er deres dårligere aflønning der gør, at de ikke arbejder indenfor området.

 

Og når det begynder at gå galt for et lille barn, og inden det går helt galt for barnet, så kunne man eventuelt friholde den ene ægtefælle fra arbejdet, dog sådan, at det bliver med løn, og det har vi nogle erfaringer med, fra Sisimiut kommune. Og vi kan jo ikke komme uden om, at det er det at føle kærlighed, der er det største behov for barnet.

 

Jeg undrer mig lidt over de bemærkninger, der er kommet fra Siumut, selvom landsstyremed­lemmet roser dem. Men der bliver nævnt, at man også snakker om skibe, det er jo ikke alle, der kan tåle, at komme ud at sejle.

 

Ethvert menneskes evne til at give kærlighed uanset om det er en fåreholder eller en anden, det er nogen de ting, som vi mangler allermest i Grønland. Jeg er lidt betænkeligt ved en ting, som jeg gerne vil stille et spørgsmål om. Vi ved godt, hvem det er vi skal henvende os til, når der ikke er mere strøm i hjemmet, så ved vi, hvor vi skal henvende os, men når vi så får problemer hjemme, så må vi også vide, hvor vi skal henvende os til

 

Man snakker om et skibsprojekt til unge, og efter min opfattelse, så er et skib, et skib, og det er jo dyrt med skibe, det er jo dyrt at drive, der er forsikringer, der er redningsbåde, det er meget bekosteligt, hvor stort skal skibet være, og hvor skal det have sit hjemsted ? Vi ved godt, at vi har nogle meget store trafikale problemer her i Grønland, visse steder er der store trafikale problemer, skal i nu til at etablere et skib, hvor mange penge er det så, vi vil bruge til det ?

 

En af ordførerne var inde på det, som jeg var inde på det, hvor der er en masse byer og bygder, som er meget meget trygge, og der mener jeg, at det er de trygge omgivelser, er det som giver de bedste psykiske resultater.

 

Jeg vil gerne have et svar fra landsstyremedlemmet, fordi jeg har svært ved, at tage udgangs­punkt i skibsprojektet, og om hvor skibet skal sejle, fordi jeg mener, at vi bør høre lidt nærmere om det.

 

Og så er det Kandidatforbundets ordfører, Loritha Henriksen, derefter er det Lars Karl Jensen, men først Loritha Henriksen.

 

Loritha Henriksen, ordfører, Kandidatforbundet.

Først vil jeg gerne sige tak til landsstyremedlemmet for hans gode kommentarer, som er meget klare, det er korrekt, at det er et tungt emne vi behandler nu, idet det også berører det psyki­ske.

 

Det er korrekt, at vi m tænke nye tanker, igennem flere år, så har vi indhøstet erfaringer, m.h.t. anbringelse af børn uden for hjemmet, og problemet bliver ikke mindre men tværtimod. det er på tide, at vi tænker nye tanker, og overfor for forældrene, der er det vigtigt, at vi stiller nogle reelle krav overfor forældrene, når vi besøger disse hjem, så hører vi, at børn der bliver anbragt uden for deres familie, de får sjældent hilsner fra deres familier, og det gør ondt på barnet, og kan også ødelægge barnet.

 

Og derfor mener jeg, at såfremt vi skal minimere anbringelse af børnene uden for hjemmet, så må vi stille større krav til forældrene, og dermed også kræve, at forældrene skal følge med i forløbet af anbringelsen.

 

Det er også korrekt, at det som vi har stillet som et forslag fra Kandidatforbundets side, nemlig videreuddannelse af personalet, og såfremt vi ikke gør det, og lærer dem, at behandle børnene, så vil det betyde, at vi blot taber en masse initiativer v har igangsat. En god behand­ling resulterer jo i, i gode resultatet hos det behandlede barn.

 

Og når vi ser på familieanbringelse, så må vi også huske på, at det er et barn med problemer, som bliver anbragt hos en familie, og når familien så har arbejde uden for hjemmet, så betyder det så, at når barnet kommer hjem fra skolen, så kommer barnet hjem til et tom hjem efter skoletid, fordi plejefamilien har arbejde, og det er derfor, at jeg i min partiordførertale var inde på, at vi skal tænke nye tanker, for at opnå de bedste resultater.

 

Og så er det Lars Karl Jensen, ude om partiernes ordførere, derefter er det Asii Chemnitz Narup.

 

 

Lars-Karl Jensen, Siumut.

Til Landsstyremedlem Jørgen Wæver-Johansens bemærkninger vedrørende nærværende redegørelse, så siger jeg først og fremmest tak for det fremførte.

 

Det vi drøfter nu er det centrale, at Auanbringelige@ unge eller Astærkt udadreagerende@ unge. Der er indenfor området allerede igangsatte initiativer, og om de initiativer vil jeg indled­ningsvis udtale, at jeg støtter de tanker, som Landsstyret nu anbefaler bliver helhedsløsning, uden at gentage hvad Siumut ordføreren allerede har sagt, så er det vigtigt, at disse oplæres i, at blive gode samfundsborgere. Der skal ikke herske tvivl om, at det er det vi må arbejde henimod, at de børn og unge, der bliver anbragt i disse institutioner, at de bagefter kan arbejde på ligefod  med det øvrige samfund.

 

For såvidt angår Matu, som er et projekt for Astærkt udadreagerende@ unge, så ved vi, at de f.eks. er gået til Kapisillit, og har nogle positive oplevelser. der er en hel del initiativer på vej, som også er interessante.  Men i dette arbejde, er der også behov for et nærmere samarbejde mellem direktoraterne, også for såvidt angår et skibsprojekt. Danmark har et skibsprojekt ved navn AFulton@. Deres erfaringer skal vi selvfølgelig skele til, hvis vi skal etablere et lignende skibsprojekt i Grønland, det har jeg heller ikke noget imod.

 

Men for såvidt angår de problemer vi har indenfor uddannelsen, så har den maritime skole i Paamiut og Jern- og Metalskolens maskinuddannelse, også behov for et skib, man kan måske kombinere disse forskellige ønsker og tanker, og koordinere dem med hinanden.

 

Vi ved også, at f.eks. Erhvervsdirektoratet har en pulje til fiskeriprojekter m.m., hvor vi måske også kunne sluse en af de unge en. Hvor der er et budget på 4-5 mio. kr. til indsamling af mistede garn f.eks. En koordination og bedre samarbejde mellem direktoraterne kunne måske føre til, at vi kunne slå flere fluer med et smæk.

 

Det jeg gerne vil fremtid her er, at man i forbindelse med et skibsprojekt, også samarbejder med andre direktorater og institutioner.

 

Forsåvidt angår anbringelser uden for hjemmet, så har vi tidligere erfaringer med, at anbringe f.eks. kriminelle hos f.eks. fåreholdere m.m. Der er også flere familier, der tager imod Astærkt udadreagerende@ unge, som plejefamilier, og der er her også et behov for oplysning. En af de ting man må have for øje i det sociale arbejde, at der i blandt os, er os der alene arbejder for børn og unge for pengene skyld, og det er ikke sundt for børnene, det må man også have med i de videre overvejelser.

 

Så er det Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiits ordfører, derefter er det Paninnguaq Olsen, men først Asii Chemnitz Narup.

 

Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.

Til Landsstyremedlemmets bemærkninger siger i også tak for hans bemærkninger fra Inuit Ataqatigiit, ikke mindst hans bemærkninger omkring hans støtte til vores tanker om en revision af landstingsforordningen om hjælp til børn og unge. Der er inden for forordningen efter vores opfattelse behov for flere justeringer og smidiggørelse.

 

I forbindelse med vores første indlæg kom vi ikke ind på, så er der flere ordførere, der var inde på, at man ligger meget vægt på familieforholdene, hvor man også kom ind på, at man først igangsætter initiativer, for at sikre, at de unge som har problemer, at de i størst mulig omfang bliver hos familien. Man kom også ind på dette i redegørelsen, hvor man såvidt muligt, skal søge, at problemerne først løses i familierne.

 

Selvfølgelig er familierne meget vigtige det kan man ikke komme uden om, men hvis vi kikker på de faktiske forhold i dag, så må vi sige, at det af og til er sådan, at det offentliges arbejde går så langsomt, at der først bliver sat hjælp ind, når problemerne har hobet sig op, og hvor man også nogle gange kan gå glip af, at man fanger problemerne alt for sent, og hvor det nogle gange kan være umuligt, at have de unge placeret i familierne.

 

Er forordningens bestemmelse ikke en hindring, for hurtigere hjælp ?, det er også sådanne ting som vi vil se på. Vi må indføre mindste indgrebsprincip i forhold til familierne, og vi må vurdere om dette skal fastholdes, og vi glæder os til, at der til efterårssamlingen kan ske en nærmere vurdering af hele forordningen.

 

Flere ordfører nævnte, at problemet rod, at vi ikke kan komme uden om dette, og nævnte i den forbindelse, at det var familierne der var problemet. Vi har lidt forskellige synspunkter herom. Fra Inuit Ataqatigiit er vi selvfølgelig interesseret i at vide, hvad problemets rod er, men problemets rod, så mener vi ikke, at problemet ligger i familierne, problemet ligger i samfun­det i vores samfundsopbygning.

 

Hvor forholdene nu er blevet sådan, at der er en stor boligmangel, mangel på arbejde, adskillige forhold har sociale problemer, således at de selv ikke har tid eller energi til at opdrage på deres børn på bedste vis. Det er derfor meget vigtigt, at hvis vi skal igang med forebyggende arbejde, så må man også kikke på hele samfundets opbygning, og prøve på, at forbedre de problemer der er her, og det er den bedste måder, at forebygge de problemer vi nu har.

 

For såvidt angår kærlighed, så ved vi, så kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved, at alle børn gives den fornødne kærlighed, men at man giver børn kærlighed, så er det ikke sikkert, at det er nok for barnet, at man giver det kærlighed.

 

For såvidt angår forskning indenfor området, så er jeg glad for, at landsstyremedlemmet i sit svar til vores bemærkninger, at man eventuelt i samarbejde med Ilisimatusarfik kan lave en analyse og forskningsarbejde, for det kan være nødvendigt, at man får eksterne samarbejds­partnere til at udføre forskning indenfor området, og det glæder vi os til, at høre nærmere om i fremtiden.

 

For såvidt angår personalesituationen, jeg prøvede på, at præcisere det i mit første indlæg, hvor vigtigt der er, at vi kikker på hele personalesituationen under et, og som en helhed. I dag har forholdene været sådanne, så har vi eller prøvet, at finde ud af, hvor mange pædagogstil­linger, der er i Grønland, for såvidt angår døgninstitutioner og daginstitutioner, og vi har desværre ikke modtaget alle tallene endnu, men jeg håber, at Landsstyret i deres videre arbejde, vil vende tilbage til personalesituationen, så vi får et helt klart overblik over det.

 

Vi har fået at vide, at der er 226 stillinger indenfor det pædagogiske område i Hjemmestyret. Fra en afdeling i Økonomidirektoratet, så har vi erfaret, at 155 af dem, har været besat, der er således et skel på mellem tallet på 155 og det normerede antal stillinger. Hvad laver dem, som har en pædagogisk uddannelse og hvordan kan vi animere dem, til at søge arbejde indenfor området ? Det er sådanne spørgsmål som vi glæder os til, at vende tilbage til i den nærmeste fremtid.

 

Paninnguaq Olsen uden om partiordførerne, derefter Otto Steenholdt, men først Paninnguaq Olsen.

 

Paninnguaq Olsen, Inuit Ataqatigiit.

Det meste at det som Inuit Ataqatigiits vil sige har Asii ellers allerede været inde på, hvorfor jeg har en kort bemærkning vedrørende dette punkt.

 

Vi må jo huske på, at der altid skal være et modspil i de initiativer man foretager sig, som Asii også har været inde på, således at vi finder en løsning på længere sigt, således at vi ikke finder nogle overfladiske løsninger, men finder ud af nogle stabile løsninger, og så er det også vigtigt, at man fortløbende vurderer, hvordan det går, såfremt det skal have en positiv virkning.

 

Og vi siger jo, at børnene er de største ressourcer vi har, hvorfor det er nødvendigt, at vi finder nogle helhedsløsninger, i stedet for nogle midlertidige løsninger, og det skal vi så også gøre på længere sigt.

 

Så er det Otto Steenholdt, løsgænger, hvorefter det bliver Hans Enoksen, men først Otto Steenholdt.

 

Otto Steenholdt, løsgænger.

Det bliver ved med, at være det rene tidsspilde, at man hele tiden takker hinanden, og derfor vil jeg ikke komme ind på det. Men de to næste punkter er også næsten enslydende med det, vi behandler nu, hvorfor man næsten blander dem med hinanden.

 

Jeg ligger vægt på medarbejderstaben og ved personalemanglen, så sker det jo, at man har uuddannet personale i børneinstitutioner, og det vil jeg gentage endnu engang her, for forældrene er det meget vigtigt, at vide, hvem der holder med barnet, når f.eks. den faste pædagog er sygemeldt, og vikarerne, det er som reel uuddannet personale, som ikke kan give et kvalificeret modspil til barnet.

 

For et par år siden, fik vi et chok, da en der havde misbrugt børn før, var blevet flyttet til en anden by, og det er sådanne ting, som forældrene bliver skuffet over, og derfor er det også meget vigtigt, at man er meget påpasselig med disse ting,

 

Og lad mig så gentage, at vi er jo allesammen imod misbrug af børn, og så når der er menne­sker der siger, at det er en del af den grønlandske kultur, så vil jeg i den forbindelse sige, at jeg aldrig nogensinde ville anbringe et barn til et sådan hjem, fordi jeg ikke vil have, at det bliver misbrugt. Især når man anbringer børn hos ikke familie, det er noget man skal være meget forsigtigt med.

 

Der er nogle bemærkninger fra Landsstyremedlemmets side, jeg ikke helt forstår, det kan godt være, at jeg ikke har forstået det. Det er ikke de omsorgssvigtede men det er dem, der svigter der skal gøres noget ved. Fordi vi ved jo, at igennem observation af barnet, at man opdager, hvem det er der bliver svigtet. Det er barnets tarv, der er det vigtigste, og ikke kommunens økonomi, men i det næste punkt, så ser vi, at kommuner ellers har krævet en masse indenfor børneinstitutioner, men fordi der ikke er midler til det, så har de vedvarende gange fået afslag, men at man nu ligger op til, at man tager udgangspunkt i kommunernes behov.

Men nu kommer man også ind på lønnen her, men det kommer vi ind på igen, når vi kommer på daginstitutioner, og jeg skal blot sige tak til det skib som Godmand Rasmussen kom ind på, det skal man først have undersøgt nærmere.

 

Men jeg undrer mig også, at man snakker så meget om kærlighed, det er lige før man får tårer i øjnene. Men når vi nu snakker om omsorgssvigtede børn som mangler kærlighed, så har vi mennesker her i blandt os, som bare elsker vores børn i højere grad, og man skal ikke få det til at lyde som om, at vi i vores kultur misbruger børnene.

 

Og til Inuit Ataqatigiits skal jeg sige, hvor de siger, at problemet ligger hos samfundet og ikke hjemmet. Nej det er nemmere at starte med de små ting, og såfremt naboen har problemer så kan det være, at det også smitter af hos naboen.

 

Men når vi nu snakker om kærlighed, så opdager jeg, at vi på grund af, at vi forkæler vores drenge, at det sågar har betydet, at det er dem som begår selvmord, når de kommer ud for problemer, det er der blevet nævnt før, det er underligt, at kærligheden kan forårsage sådanne ting.

 

Vi Skal til at gøre punktet færdigt, og den næste der får ordet er Hans Enoksen, hvorefter det bliver Lise Skifte Lennert, men først Hans Enoksen.

 

Hans Enoksen, Siumut.

Jeg mener, at vi må ændre vores tankegang, når vi snakker om problemer, så kikker man primært på det offentlige og man synes, at have for øje, at det offentlige nok skal løse problemerne.

 

Når vi kikker på problemerne i dag, så siges det, at der mangler pladser, at der mangler endnu et hjem, at der mangler et skibsprojekt, hvorfor går det den vej ? Det er fordi, at samfundets problemer i dag, at man ikke arbejder med årsagerne til de problemer vi har.

 

Hvis vi alene tager udgangspunkt i børnene, så vil der selvfølgelig altid være behov for hjælp m.m. Hvis vi skal gøre noget reelt ved problemerne, så må man tage det op i familierne, og de enkelte hjem lokalt. Hvis man tager udgangspunkt i dette, så vil også behovet for anbringel­seshjem blive mindre. Hvem siger også, at problemerne løses ved blot at anbringe børn og unge i observations- og behandlingshjem f.eks.

 

Hvorfor bruger vi ikke, at der er en hel del velfungerende familier i vort land, hvorfor bruger vi den ikke mere, og kun alene stoler på offentlige døgninstitutioner og tilbud ? Lad os gøre en større indsats og lad os styrke indsatsen lokalt.

 

Men indenfor samfundet og lokalt, for såvidt angår dem der har problemerne, at når man følger med i deres problemer, så er det på baggrund af de erfaringer jeg har, at jeg fremføre det, jeg siger nu.

 

Hvorfor prøver vi på, at behandle folk med alkoholproblemer, vi betaler en hel masse penge til behandling af alkoholikere. Hvorfor tilbyder vi ikke behandlingen gratis ?

 

For såvidt angår familieanbringelser uden for hjemmet i familiepleje, så burde der i forbindel­se med overgangsproblemerne, for såvidt angår familieplejen, så må man indføre en ordning à la orlov, som vi har i forbindelse med en barselsordning.

 

Det man siger nu, og som vi også af og til støder på er, at de folk, der har været anbragt på døgninstitutioner, at når de kommer ud, så har de store problemer med at komme tilbage i samfundet, og jeg tror, at det vil være meget bedre, hvis disse unge kan anbringes i private hjem, i stedet for altid at ty til det offentlige. Tak.

 

Næste taler er Landsstyremedlemmet for Kultur og Uddannelse, Lise Skifte Lennert.

 

Lise Skifte-Lennert, Landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, Siumut.

Jørgen Wæver Johansen kom i forbindelse med sit sidste indlæg ind på uddannelsesstøtte til familietereaupeuter, og at det var umuligt i dag, og at man burde samarbejde for at finde løsningsproblemer på området.

 

Dertil skal jeg ganske kort bemærke, at forholdene er i dag sådan, at familieterapeut uddan-else foregår i Danmark. Der er en særlig tilladelse udfra dispensation, så er 3 uddannede socialpædagoger i Grønland nu i gang med en uddannelse som familieterapeut. Der er altså 3 der er i gang med uddannelse, og vi vil arbejde videre med sagen.

 

Det er også et krav, at de skal have et arbejde ved siden af, det prøver vi nu på, at løse, blandt andet i samarbejde med Socialpædagogisk Seminarium. Der er således initiativer i gang, for at finde den bedste løsning omkring familieterapeutuddannelsen. Jeg forventer således, at der kan komme en løsning på problemet, såedes at vi får flere familietereaupeuter i fremtiden, og således at vi kan give flere tilbud om en uddannelse.

 

Der er også en diplomuddannelse, som er åbent for uddannede socialrådgivere, som tages i samarbejde med Den Sociale Højskole i Danmark, og uddannelsen varer 1 år, og at man inden for dette, at de uddannelsessøgende selv kan vælge, om de vil specialiserer sig indenfor familieområdet Tak.

 

Og så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked for afsluttende bemærkninger.

 

Jørgen Wæver-Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Siumut.

Tak. Jeg vil kommentere samtlige bemærkninger der er kommet, men skal kort bemærke det, man har været inde på, og spørgsmålene

 

Og jeg er fuldstændigt enig med Ruth Heilmann i, at når man ansætter psykologer, så skal det helst være dobbeltsprogede, også fordi det har stor betydning for klientellet, og det er også af stor vigtighed for os, at vi som arbejdsgivere også skal arbejde for, at de enkeltsprogede også bliver i stand til, at blive dobbeltsprogede, således at de dygtige mennesker, som vi allerede har her i Grønland, kan blive dobbeltsprogede.

Jeg er også enig med dig i, at de enkelte sociale udvalg i de enkelte kommuner, dem skal man heler ikke glemme, uanset om man laver et central Visitationsudvalg.

 

Og det du også var inde på, det har jeg også stor interesse for i det videre arbejde, nemlig at hvad er det for en socialhjælp man har de enkelte lokale steder? Vi ved ikke om kommunen, hvor høj en standard de enkelte kommuners sociale arbejde er, og det bør vi have kendskab til som kommunalbestyrelsesmedlemmer og landstingsmedlemmer, skal vi kunne se det. Vi må ikke kun se på Hjemmestyrets virksomheder, men vi må også se på kommunerne og de enkelte direktorater, og se på deres serviceniveau. Det skal vi se nærmere på.

 

M.h.t. Mads Peters bemærkninger, der mener jeg, at efteruddannelse af personalet, det er vi allesammen enige om, og den anden ting han var inde på, nemlig vigtigheden af, at man også gør noget for forældrene, ligesom Jakob Sivertsen og Godmand Rasmussen fra Atassut også var inde på. Vi må finde roden til problemerne, og finde en løsning, og at man finder ud af, hvad man skal gøre efter ophør af en anbringelse. Socialudvalget behandler netop sagen vedrørende efterværn, og de har selv bedt om det, hvor de så har anmodet om, at det bliver udsat til behandling til efteråret.

 

Og m.h.t. Jakob Sivertsens bemærkninger, de er korrekte nok, og jeg håber så på, at vi også kommer til dem igen til efteråret.

 

Til Godmand Rasmussens bemærkninger, de lyder også på den måde, at vi skal have udgangspunkt i roden. Og jeg anser de fleste af hans bemærkninger, som en retorik, og jeg mener, at vi også skal huske på, at uanset hvad vi gør, så må vi hele tiden have tanke for, de omsorgssvigtede børn, det er ikke nok, at de har tryghed, de skal også behandles, og de er jo uforskyldt kommet i den situation, hvorfor Landstinget bør vide, at man ikke blot kan få dem på ret kød - bare ved at give dem trygge vilkår, men de skal også behandles.

 

Og det er derfor vi også har været inde på et skibsprojekt. Flere var inde på, at der skal komme en nærmere redegørelse om det. Otto Steenholdt var inde på det, og der kom jeg også nærmere ind på det. Selvfølgelig skal det være tilfældet, og der skal komme en nærmere redegørelse om det, hvorfor vi har peget på denne løsning, hvor meget det skal koste, og hvem der skal bekoste det. Og heri skal man heller ikke glemme, at det er kommunen, der betaler det 100% ved anbringelse på døgninstitution, men halvdelen af det, det koster, giver vi som tilskud i forbindelse med bloktilskuddene og de enkelte kommuner betaler så resten.

 

Og uanset hvilke initiativer man har, så er det kommunerne, der skal betale, Og m.h.t. hvad der er realisable af de forskellige initiativer, der er det også et spørgsmål om, i hvor høj omfang kommunerne vil være med.

 

Jeg er enig i Loritha Henriksens bemærkninger om, at vi skal tænke nye tanker og måske prøve noget nyt, som vi ikke har prøvet før, for at se, hvilke resultater man kan opnå. det kan godt være, at nogle af de initiativer vi igangsætter måske ikke lykkes så godt, men lad os prøve dem, og hvis de ikke er gode, så kan vi kassere dem, så kan vi til den tid sige, at vi tænkte nye tanker, men det og det kunne ikke bruges. Men så længe vi ikke prøver noget nyt, og så længe vi ikke gøre det, så vil det være begrænset, hvad vi på længere sigt kan gøre.

 

M.h.t. Matu det kom Lars Karl Jensen ind på, og siger, at det interessante i Matu-projektet, og det har han også ret i, og jeg tror også at de stærkt udadreagerende børn, og de initiativer der skal igangsættes overfor dem, der må vi, ligesom i Matu, i større grad tage udgangspunkt i vores tankegang og hvor kulturelle baggrund. Og vi må ikke kun tage udgangspunkt i andres landes behandlingsmetoder, lad os prøve hvad vi kan give af alternative behandlinger.

 

Og skibsprojektet som Lars Karl Jensen også var inde på, det skal selvfølgelig behandles i Landstinget, forud før der bliver taget en endelig beslutning.

 

Asii Chemnitz Narup kom også ind på en ændring af forordningen, og det til det kan jeg også orientere, at i begyndelsen af juni måned, så vil der være et børne- og ungdomsseminar, hvor man blandt andet også vil drøfte de forskellige love- og forordninger, som er gældende for børne- og ungdomsområdet, og eventuelt behov for ændring af disse, og der er jeg også overbevist om, at der vil komme nogle nye og gode ideer m.h.t. ændring af forordnings- og lovindholdet.

Hvad angår talmaterialet vedrørende personalesituationen, der forstår jeg, at Inuit Ataqatigiit har indhentet nogle oplysninger også hos pædagogforeningerne, men jeres tal passer rimeligt, med det jeg har fået oplyst, men jeg husker ikke det nøjagtige tal, men det er også en mulig­hed for Inuit Ataqatigiit og de andre partier, at de kan indhente nogle taloplysninger hos vores direktorat, og vi lægger jo også vægt på, at komme med de rigtige oplysninger, hvorfor samtlige partier og Kandidatforbundet også gennem Landstingets Bureau kan henvende sig hos direktoraterne.

 

Men jeg er ikke helt enig i Asii Chemnitz Narups bemærkninger om, at problemerne har rod i samfundet, jeg synes ikke, at vi kan sige det så firkantet. Fordi vi som enkelt mennesker altid har et ansvar også med hensyn til de børn, vi også er med til, at sætte i verden. Nogle af problemerne har rod i samfundet, men mange problemer kan vi komme uden om, når vi som enkeltpersoner, kan pådrage os et større ansvar, og jeg håber, at man ikke glemme det.

 

Samtidigt kan jeg til Asii Chemnitz Narup også orientere, at det planlagte seminar i Sisimiut, så havde vi ellers et udgangspunkt med 60 deltagere, men på nuværende tidspunkt regner vi med, at der bliver omkring 75 deltagere.

 

Til Paninnguaq Olsens bemærkninger, så vil jeg sige, at det er korrekt, at vi skal prioritere, at arbejde på længere sigt, også når vi drøfter sådanne problemer, som vi drøfter nu. Men det vi kan blive enige om her, er at behovet og mulighederne stemmer så lidt overens med hinanden, at vi må gøre noget ekstraordinært i dag.

 

Og jeg vil endnu engang sige tak til, at flertallet her i Landstinget, går ind for de initiativer vi ligger op til.

 

Otto Steenholdt kom ind på, at der ikke skal være så et stort et flow indenfor personalet, og det er også korrekt, og jeg er også enig med Otto Steenholdt, når han siger, at misbrug af børn, det kan ikke siges, at være en del af vores kultur, dog mener jeg, at vi ikke skal komme så langt væk fra vores dagsordenspunkt, men skal have en debat her, ud fra den overskrift vi har i punktet.

Otto Steenholdt ønsker også, at man først tager udgangspunkt i dem der forsømmer, og der mener jeg, at flere talere her i Landstinget, og m.h.t. dem, og ikke kun se på barnet som et problem, men såfremt man så skal rette op på problemerne, så må man se på familien som helhed, og deres omgivelser, og så arbejde for dem, som en helhed, ligesom landstingsmed­lem Jakob Sivertsen også var inde på det.

 

Hvad angår de mindrebemidlede kommuner og deres evner, der skal de så også ud fra deres evner være med til at finansiere det, det lægger vi vægt på, idet ansvaret er overdraget til kommunerne og det stemmer også overens med det næste punkt, som vi skal komme ind på, hvor vi også siger, at vi skal tage udgangspunkt i kommunernes økonomiske formåen m.h.t. i vor stor udstrækning de skal være med.

 

Hans Enoksens bemærkninger, der skal jeg blot kort sige, at jeg mener, at redegørelsen på en meget klar måde, også kommer med nogle bemærkninger vedrørende dine bemærkninger, hvor man også siger, at 2/3 af dem der bliver anbragt uden for hjemmet, det er dem der bliver familieanbragt og i kapitel 10, så kan man læse, at der er mulighed for, at blive anbragt hos arbejdere, fangere og fiskere, den mulighed er der allerede. Og m.h.t. 2/3 af anbringelserne, der bliver de netop anbragt hos sådanne hjem, og det er jo også en omfattende redegørelse, der vil jeg blot henvise til, at man også læser det.