|
Dagsordenes punkt 42-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Otto Steenholdt Atassut, forslagsstiller.
Det jeg kommer frem med er et kort forslag, men meget konkret forslag. Og jeg har foreslået, forslag om ændrede vilkår for aldersrentemodtagere.
Det første er velkendt som jeg har ønsket at blive taget op igen, i håb om, at det bliver støttet med forståelse fra landstingsmedlemmerne. For det første, samfundet har forpligtigelse overfor alle beboere i Grønland, således bliver aldersrentemodtagere når de opnår en vis alder på baggrund af lovgivningen, en hustru, en ægtemand eller en enlig er alle på lige fod og skal modtage ydelse på ligefod.
Det andet, aldersrenteydelserne er ladersrentemodtagerens personlige ejendom og kan ikke røres af andre eller af myndigheder.
Det tredje, når enhver aldersrentemodtager opnå en smule biindtægt gennem sit arbejde skal denne aldrig fratrækkes i aldersrenteydelsen.
For det fjerde, aldersrenteydelsen skal ikke beskattes og hvis det er helt umuligt skal beskatningen været trukket fra ved udbetalingen af den månedlige aldersrenteydelse.
Med disse korte bemærkninger har jeg fremsat mit forslag og regner med at komme med yderligere bemærkninger senere hen.
Og den næste forslagsstiller er Hans Enoksen, Atassut.
Hans Enoksen, Atassut, forslagsstiller.
Tak. Hermed vil jeg til Landstingssamlingen foreslå, at de ældre som har udarbejdende mand eller kone skal have fuld pension. De har jo flyttet en del rundt, mens de gjorde en stor indsats, der er til gavn for samfundet, selvom det forholder sig sådan, mener jeg ikke at de behandles godt.
Jeg mener, at når de har ydet en retfærdigt indsats skal de have en tilsvarende behandling i stedet for at lade dem føles at de straffes. Hvis folk der har arbejdet under de forhold skal have sådan en løsning koster det nok ikke mange millioner og det må løses.
Vi skal allesammen have interesse i, at folk som har arbejdet godt, skal have en tilsvarende behandling, især når det drejer sig om de ældre, og det må også løses. Det er vores opgave, at finde gode løsninger for at give de ældre et værdigt liv. Tak.
Mikael Petersen, Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentligt Arbejder fremkommer med et forelæggelsesnotat.
Dette forslag til landstingsforordning indeholder bestemmelser vedrørende offentlige pensioner, som hermed udskilles i én landstingsforordning fra den gældende landstingsforordning om pensioner og ældreinstitutioner. Formålet med at sætte bestemmelserne om offentlige pensioner i en separat landstingsforordning er at gøre lovgivningen mere overskuelig. Det findes hensigtsmæssigt, at en landstingsforordning kun regulerer ét område, hvilket i dette forslag er pensionisternes økonomiske rammer.
Forslaget fremsættes på baggrund af den høje prioritering af forbedring af ældres vilkår og som opfølgning på Socialreformkommissionens anbefalinger. Endvidere er forordningsforslaget et vigtigt bidrag til udvikling af en seniorpolitik. Forslaget bærer i høj grad præg af, at de ældres synspunkter er indarbejdet, og er sammen med Landsstyrets politik et juridisk grundlag for at skabe aktive borgere, som bidrager til samfundets udvikling så længe som muligt.
Gældende lovgivning er fra 1990, og der er ændret i bestemmelserne flere gange, og senest i 1995 for at gøre den mere gennemskuelig. Forslaget viderefører hovedparten af bestemmelserne i den nuværende landstingsforordning. Der er dog visse ændringer og nye bestemmelser, hvoraf de væsentligste vil blive omtalt.
Forslaget til Landstingsforordning indeholder en aldersgrænsen sættes op fra 60 år til 63 år fra år 2000. Forslaget er stillet på baggrund af den demografiske udvikling, idet antallet af ældre vil stige i de kommende år og medføre en øgning af udgifterne til udbetaling af pensioner. Der er et markant ønske at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet for at sikre kontinuitet på arbejdspladserne. I dag er det muligt at få tilkendt alderspension, når man fylder 60 år, men der er alligevel en del ældre, som vælger at fortsætte deres aktive arbejdsliv. De ældres erfaringer og viden tilfører arbejdsmarkedet særlige værdier, som er til gavn for samfundet.
I beregningerne af de økonomiske konsekvenser ved at hæve 60 års aldersgrænsen for tilkendelse af pension til 63 år er der taget højde for en demografiske udvikling. Der er også taget højde for, at en forhøjelse af aldersgrænsen vil betyde en tilgang til arbejdsstyrken på ca. 1.400 personer i perioden 2000-2007. På grund af de store ungdomsårgange vil arbejdsstyrken blive forøget med yderligere 1.400 personer i perioden 1997-2007, så der skal skabes 2800 nye jobs. Derfor vil de økonomiske konsekvenser af ændringen af pensionsalderen selvklart være afhængig af jobskabelsen i samme periode.
Den gradvise opbygning af en velfærdsstat har medført en generel forbedring af befolkningens og i særdeleshed af de ældres levevilkår. Gennemsnitslevetiden forøges som følge af en løbende forbedring af arbejdsbetingelserne og sundhedstilstanden. Der går imidlertid nogen tid, inden disse forbedringer slår igennem, og det kan forventes, at en betydelig del af de ældre vil blive førtidspensionister, før de når aldersgrænsen for modtagelsen af alderspension.
Med stigende alder er der en stigende andel af personer, der tilkende førtidspension. Førtidspension kan tilkendes af psykiske, fysiske og/eller sociale årsager. De sikres hermed dækning af rimelige og nødvendige leveomkostninger, når de ikke kan tilbydes passende beskæftigelse eller arbejde. En del af de ældre, som er ledige på arbejdsmarkedet, vil som nu modtage offentlig eller taktmæssig hjælp.
Med en forhøjelse af pensionsalderen til 63 år og ved en forudsætning om at 40 % af de ældre i alderen 60-62 år får tilkendt førtidspension, vil der være en samfundsmæssig besparelse på ca. 8,5 mio. kr. i år 2000 og 11,4 mio. kr. i år 2008.
Hvis flere personer tilkendes førtidspension, vil den samfundsmæssige besparelse blive mindre. I disse skøn over den samfundsmæssige besparelse er der også taget højde for, at en del vil modtage offentlig eller taktmæssig hjælp.
Det har betydning for anden social lovgivning at forhøje aldersgrænsen fra 60 til 63 år. I landstingsforordningen om hjælp til vidtgående handicappede er aldersgrænsen 60 år. Landsstyret vil fremlægge et forordningsforslag om at ophæve aldersgrænsen.
En anden væsentlig ændring i forslaget er, at kommunerne og Socialdirektoratet kan rejse og afgøre sager om tilkendelse af pension til personer, der ikke selv har ansøgt, og som ikke selv er i stand til at søge. Det kan være senildemente eller udviklingshæmmede, og ofte vil disse personer få hjælp til at søge af enten forældre, sagsbehandler i kommunen eller af en støtteperson.
Der indføres nye bestemmelser om forsøgsordninger. Der gives mulighed for mange typer af forsøgsordninger. Det kan eksempelvis være nye ordninger med personlige tillæg eller revalideringsforanstaltninger, der kunne tænkes afprøvet i en eller flere kommuner. Det er nyttigt med forsøg, inden der iværksættes almene regler, som omfatter hele landet.
Det er en ny bestemmelse, at der på visse betingelser kan ydes personlig tillæg mod tilbagebetaling. Personlig tillæg ydes efter individuel skøn over de samlede forhold for pensionisten i den enkelte sag. I den nuværende forordning kan personlige tillæg ikke ydes mod tilbagebetaling. Mange kommuner yder personlige tillæg til boligudgifter, bl.a. til husleje, varme eller til depositum til en lejlighed. I visse tilfælde viser det sig, at der eksempelvis er brugt mindre varme end vedkommende har fået i tilskud som personligt tillæg. Der er med det foreliggende forslag hjemmel til at disse overskydende penge tilbagebetales, hvis det personlige tillæg er ydet til specifikt at dække varmeudgifterne.
Den nuværende ordning med tildeling af personlige tillæg efter skøn i den konkrete sag har både fordele og svagheder. Landsstyret har en klar politik om, at ældre skal sikres et minimumsbeløb til dækning af leveomkostningerne, eksempelvis 3000 kr. månedligt til enlige og 5000 kr. til ægtepar.
En del kommuner administrerer de personlige tillæg, så denne målsætning opfyldes. Landsstyret vil i det videre arbejde til forbedring af ældres vilkår arbejde målrettet for, at der fastsættes objektive og ens regler over hele landet for tildeling af personlige tillæg. En forudsætning for at dette kan gennemføres er, at kommunerne vil være med til ændringen, og der vil derfor blive indledt forhandlinger m.h.p. at få afklaret, hvorledes de økonomiske byrder med ensartede regler for personlige tillæg skal fordeles.
Samtidigt med dette skal Landsstyret understrege, at der er rige muligheder for at den enkelte kommune kan føre en aktiv og målrettet seniorpolitik. Kommunerne opfordres til at motivere til en endnu større indsats fra de frivillige kræfter og fra de interesseorganisationer, der har de ældre som målgruppe.
I den gældende pensionsforordning samt i forordningsforslaget er der bestemmelser , der sikrer, at udlæg til restancer og lignende ikke må foretages i den offentlige pension. I forbindelse med forarbejderne til forordningsforslaget er det observeret, at denne regel ikke altid overholdes. Forordningsforslaget vil derfor blive fulgt op af udførlige vejledninger om den praktiske udførelse og administration af reglerne.
For så vidt angår tjenestemandspensioner og lignende er der ikke en sådan direkte beskyttelse mod restancetræk. Derimod gælder der generelle regler, som medfører, at restance træk ikke må være så stort, at der ikke er plads til almindelige leveomkostninger. Inddrivelsesreglerne vil blive indskærpet og der vil ske en tilpasning i inddrivelsesloven.
Grønland har tiltrådt Ny Nordisk Konvention om Social Sikring med virkning fra 1. januar 1994. Konventionens hovedprincip er ligebehandling af borgerne i de nordiske lande og selvstyreområder i forbindelse med pension. Der tilkendes pension i forhold til den tid, som pensionisten har opholdt sig i de enkelte lande eller selvstyreområder. Ophold indenfor Rigsfællesskabet udgør én samlet periode.
Forarbejderne til det fremlagte forslag har vist, at personer omfattet af Nordisk Pension om Social Sikring også er berettiget til at modtage førtidspension med minimum 20 % af det fulde pensionsbeløb. Forordningen er tydeliggjort af hensyn til at sikre, a den praktiske administration af bestemmelserne kan foregå rigtigt, og der vil blive udarbejdet en vejledning til kommunerne.
Under udarbejdelsen af forordningsforslaget har foreninger, organisationer, kommuner og adskillige socialchefer deltaget med indsigtsfulde og konstruktive kommentarer. Forslaget økonomiske konsekvenser er beskrevet i bemærkningerne. Forordningsforslaget mere læsevenlige formuleringer vil sammen med de kommende vejledninger føre til, at den administrative praksis bliver klarere og det vil igen have en afledt positiv konsekvens i form af enklere administrative arbejdsgange.
Med disse ord fremlægger Landsstyret forslag om landstingsforordning om offentlige pensioner til Landstingets behandling.
Otto Steenholdt, Atassut vil så fremlægge sit andet forslag, og Landsstyremedlemmet vil så fremkomme med sit svar.
Otto Steenholdt, Atassut, forslagsstiller.
Mit andet forslag har jeg giver overskriften forslag om tilføjelse til lov om fiskeri, fangst o.s.v. Jeg foreslår at der i lovgivningen klart skal fremgå, enhver boende i Grønland som har erhvervet sig med fiskeri og fangst skal altid betragtes som sådan i al sin levetid, også efter at vedkommende får aldersrenteydelse.
Jeg fremsætter dette forslag på baggrund af henvendelser fra ældre som er frataget retten til rensdyrjagt efter at de er begyndt, at få aldersrente. Jeg håber at landstingsmedlemmerne vil tilslutte sig dette især i forbindelse med udvalgets arbejde.
Mikael Petersen, Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige Arbejder fremkommer med sit svar.
Landstingsmedlem Otto Steenholdt har fremsat forslag om ændring af vilkår for pensionsmodtagere vedrørende ret til at få tilkendt pension, mulighed for modregning i pensionen, størrelsen af biindkomst samt beskatning af pensionen.
Den gældende pensionslovgivning tager udgangspunkt i at sikre de svagest stillede ældre en social ydelse som forsørgelsesgrundlag. Der er mulighed for en vis biindkomst til pensionen. Med stigende biindkomst nedsættes størrelsen af pensionen, og når biindkomsten bliver af en væsentlig størrelse, reduceres pensionen til 0 kr., idet pensionisten har indkomst til at kunne forsørge sig selv og sin familie.
Pr. 1. januar 1991 ophævede Landstinget en lovgivning, hvor alle over en vis alder fik en aldersrente. Såfremt man skal overveje at genindføre en offentlig pension til alle ældre, må dette diskuteres nøje. Det vil blandt andet have den konsekvens, at pensionen også vil tilfalde de ældre, som er økonomisk velstillede og godt kan klare sig selv uden offentlig ydelse. Endvidere vil Landskassen få væsentlig større udgifter end på nuværende tidspunkt.
At pensionsydelsen er pensionisten ejendom er nærmere præciseret både i den nuværende pensionsforordning og i forslaget til den nye forordning, hvor der er bestemmelser, der sikrer, at udlæg til for eksempel restancer og lignende ikke må foretages i den offentlige pension. I forbindelse med forarbejderne til forordningsforslaget om offentlig pension er det observeret, at denne regel ikke altid overholdes. Forordningsforslaget vil derfor blive fulgt op af udførlige vejledninger om denne praktiske udførelse og administration af reglerne.
Vedrørende biindkomster er Landsstyret vidende om, at der er ønsker om en højere grænse for biindkomster, hvad enten biindkomsten er ægtefællens indkomst, erhvervsindtægt eller anden indkomst. Ønsket er blandt andet begrundet i at motivere ældre til fortsat at være erhvervsaktive. Mange ældre oplever, at de bliver straffet økonomisk, når pensionen reduceres som følge af biindkomter. Højere grænser for biindkomster vil givet være en forbedring for de ikke så svagt stillede ældre. Pensionsbeløb samt grænsebeløb for biindkomster fastsættes i Landstingsfinanslov.
Tidligere var der et særligt pensionsfradrag, hvorved pensionen blev friholdt for beskatning. I 1991 besluttede landstinget at sætte fradraget til 0 kr. og herved blev pensionen synliggjort som indkomst. Dette førte til forenkling af skatteadministrationen. Det er et grundliggende princip at alle skattepligtigede personer skal behandles ens, og at der ikke sker en for fordeling af enkelte persongrupper gennem særlige fradrag. Beskatningen af pensionen sker inden udbetalingen af pensionen.
Landstingsmedlem Hans Enoksen har stillet forslag om, at ældre, som har udarbejdende ægtefælle, der er tjenestemand, skal have fuld pension. Hans Enoksen begrunder forslaget med, at disse ældre har gjort en stor indsats til gavn for samfundet og skal behandles godt.
Efter lovgivningen reguleres pensionistbeløbets størrelse efter den skattepligtige biindkomst for enlige og ægtepar. Ældre, hvis ægtefælle har lønindkomst, oplevet således, at de bliver straffet økonomisk, når pensionsbeløbet reduceres som følge af ægtefællens lønindkomst.
Det er Landsstyrets politik, at det er de svagest stillede ældre som har behov for og er berettiget til pension. Når pensionen beregnes, indgår ægtefællens indkomst i beregningsgrundlaget som biindkomst. Pensionister med udarbejdende ægtefælle med lønindkomst vil derfor være bedre stillet ens pensionister uden biindkomst eller med en mindre biindkomst.
Landstingsmedlem Otto Steenholdt har stillet forslag om, at enhver som har erhvervet sig ved fiskeri og fangst, altid skal betragtes som sådan i sin levetid, også efter vedkommende bliver modtager af alderspension.
I henhold til bekendtgørelse om erhvervsjagtbeviser kan personer med indkomst fra tjenestemandspension, førtidspension eller alderspension ikke løse erhvervsjagtbevis.
Dog kan personer med pension eller tjenestemandspension efter forudgående høring af den lokale fisker- og fangerforening løse erhvervsjagtbevis, hvis de ved overgangen til pensionsindkomst drev erhvervsjagt.
Kommunen sender en indstilling til Direktoratet til Direktoratet for Fangst, Fiskeri, Erhverv og Landbrug efter at have hørt den lokale fisker- fangerforening om, hvorvidt personer med alderspension og tjenestemandspension stadig kan få erhvervsjagtbevis.
I forbindelse med den årlige fornyelse af jagtbevis udsender direktoratet en liste over kommunens erhvervsfangere. Listen gennemgås af kommunen og sendes til høring hos den lokale fisker- fangerforening for at vurdere, hvorvidt kravene stadig opfyldes. Kommunen returnerer listen og direktoratet udsteder derefter jagtbeviser for næste år.
Fra Landsstyret regner vi med, at Landstingsmedlemmernes Hans Enoksens og Otto Steenholdt forslag vil også blive behandlet nøje i Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg.
Og vi går over til partiernes og Kandidatforbundets ordførere.
Laanguak Lynge, Siumut.
Tak. Fra Siumut ligger vi mærke til, at nærværende forslag om offentlige pensioner indeholder en række ændringer i forhold til den gældende ordning om end forslaget ikke bryder med de gældende målsætninger.
Forslaget til landstingsforordning indeholder en forhøjelse fra 60 til 63 år og det støtter vi fra Siumut. I følge bemærkninger går ændringsforslaget ud på stigningen af antallet af ældre og den stadig længere levetid. Tankerne om forhøjelsen af aldersgrænsen har været kendt af alle i de senere år eftersom forordningsforslaget bygger på Socialreformkommissionens betænkning støtter vi forslaget fuldt ud fra Siumut.
Vi ligger mærke til, at forordninger agtes iværksat pr. 1. marts 1999, mens forhøjelsen af aldersgrænsen først vil sætte i kraft pr. år. 2000. Derfor skal vi fra Siumut anbefale, at der foranstaltes oplysningsvirksomhed omkring denne ændring.
Fra Siumut støtter vi tillige, at personer som først får offentlig pension efter at have fyldt 65 år og som oppebærer tillæg ikke fratages deres personlige tillæg. Forordningsforslaget indebærer en række ændringer og nyskabelser i forhold til den gældende forordning.
Fra Siumut skal vi indledningsvis knytte bemærkninger til ændringsforslagene.
Forordningsforslaget indeholder, at kommunerne og Socialdirektoratet kan rejse og afgører sager om tilkendelse af pension til personer der ikke selv har ansøgt og som ikke selv er i stand til at søge. Dette forslag støtter Siumut, idet der kan forefindes personer som vitterlig har behov for pension men ikke er i stand til at ansøge måske p.g.a. abilitet hertil. Denne kommunale forpligtigelse vil sikre, at enhver der har krav på offentlig pension ikke vil føle sig forbigået.
I følge gældende regler kan der tildeles personlige tillæg uden tilbagebetalingspligt. I følge forslaget kan der i visse situationer tildeles personlig tillæg mod tilbagebetaling. I følge bemærkningerne kan begrundelsen for en sådan fremgangsmåde være, at en pensionsmodtager der i citationstegn stigholder sin pension, kan tilkendes personlige tillæg mod tilbagebetaling.
Fra Siumut ligger vi afgørende vægt på, at pensionsmodtageren i deslige situationer altid skal være indforstået med et sådan arrangement. En af følgerne af forslaget vil være, at man kan indstille udbetalingen af pensionen, såfremt pensionisten savnes og når man ikke kan få bekræftiget at vedkommende endnu er i live. Men på den måde, at tildeling af pensionen genoptages uden forudgående nyansøgning, når det bliver konstateret at vedkommende pensionist er i levende live. Fra Siumut støtter vi denne ordning som god respekt for menneskerettighederne.
I følge gældende regler har førtidspensionister eller alderspensionister adgang til at tjene penge ved siden af pensionen uden modregning af pensionen af den grund. Den enlige kan tjene op til 14.000 kr. og ægtepar op til 21.000 kr. uden modregning i pensionen. I Siumut er vi åbne overfor at tale med om forhøjelse af forannævnte beløbsgrænser. Derfor skal vi kræve, at Landsstyret foranstalter beregninger der kan belyse de økonomiske konsekvenser af de foranførte beløbsrammer.
I følge forslaget kan ændring af personens økonomiske forhold medfører eksempelvis forhøjelse af pensionen når det drejer sig om forringelse af vedkommendes økonomiske vilkår med tilbagevirkende kraft på 12 måneder. Derimod kan pensionisten fratrækkes en del af sin pension, såfremt vedkommende har indgivet urigtige oplysninger om sin økonomiske situation, men her skal man tage højde for, hvor meget forskellen repræsenterer mellem de faktiske forhold og oplysninger.
I følge bemærkninger til forslaget kan der først foretages træk fra pensionen når urigtige oplysninger overskrider 10 %. Fra Siumut mener vi at også pensionister har pligt til at afgive rigtige oplysninger som alle andre borgere.
Fra Siumut er vi glade for at svært handicappede som tildeles førtidspension overgår til ældrepension og som tidligere ikke have mulighed for støtte til erhvervelse af ekstra udstyr nu får mulighed for at erhvervelse af ekstra udstyr i forbindelse med handicappet. Sådanne ekstra udstyr kan jo være så bekostelige, at pågældende personer ikke har mulighed for at udrede udgiften fra pensionen alene.
Forslaget indebærer at kommunen kan få mulighed for at iværksætte forsøgsordninger. Fra Siumut støtter vi dette forslag som egnet til smidiggørelse og forbedring af behandlingen af pensionssager. Samtidig skal vi udtale, at det er vigtigt at resultaterne af forsøgsordningerne viderebringes hurtigst muligt for at vurdere om hvorvidt disse er egnet til at blive indført i resten af landet.
Uden af komme nærmere ind på de beregningsmæssige og tekniske lettelser der er indbygget i forslaget konstaterer vi at forslaget er udarbejdet grundigt og velbegrundet. Vi skal også nævne, at vi fra Siumut ønsker at ændringer og nyskabelser gøres til genstand for grundig oplysning for sagsbehandlere og brugere. Derfor skal vi opfordre Landsstyret til at foranstalte kurser for sagsbehandlere snarest muligt. I Siumut ligger vi afgørende vægt på sådanne kurser, da sådanne kurser uværgeligt vil følge efter forordningens ikrafttræden og deraf følgende udarbejdelse af bekendtgørelser og cirkulærer.
I dette indlæg har vi ikke knyttet bemærkninger til medlemsforslag som har sammenhæng med forordningsforslaget, idet vi fra Siumut agter at komme med bemærkninger til disse når forslagene har været nøje vurderet i udvalget.
Med disse få bemærkninger glæder vi os til at medvirke til viderebehandling af forslaget i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget forinden inden 2. behandlingen her i Landstingssalen.
Jakob Sivertsen, Atassut.
Vi har følgende bemærkninger til forslaget som blev fremlagt af Landsstyret. Socialreformkommissionen har under Landstingets forårssamling i 1997 ved fremlæggelsen af sin betænkning opfordret Landsstyret til at prioritere ældreomsorgen højt.
Vi går i Atassut fuldstændigt ind for, at den gældende landstingsforordning om pensioner og ældreinstitutioner udskilles fra den gældende landstingsforordning, således at dette vil medføre lettere og enklere administrative arbejdsgange i ældreforsorgen.
Den store uoverskuelighed i mange sociale regler, forordninger, love og cirkulærer i Grønland besværliggøre meget af den korrekt betjening af klienterne og der bruges mange midler til administration, hvorfor disse er medvirkende til den forskellige betjening af børn, unge, ældre, handicappede og almindelige mennesker, der burde have en almindelig socialhjælp.
Vi kan i Atassut ligger mærke til, at Socialreformkommissionens opfordring til en mere forenkling og læsevenlig formulering af love, forordninger har mødt en god forståelse fra Landsstyret, fordi de allerede har iværksat disse, og Atassut vil hermed udtrykke sit ønske om, at medvirke hertil.
Vi går i Atassut ind for, at Landsstyret satser på en forhøjelse af pensionsalderen fra 60 til 63 år i år 2000, som det blev nævnt i forelæggelsesnotatet, og vi vil understrege at antallet af ældre har været mærkbart stigende i de seneste år, hvilket er et godt tegn på et bedre fysisk helbred hos de ældre blandt os. Derfor vil vi fra Atassut kræve en bedre udnyttelse af erfaringerne hos raske og meget aktive ældre som ikke kan undværes i samfundsudviklingen. Derfor må de ældre selv bestemme, hvornår de vil holde op med deres arbejdsliv og blive pensioneret.
I det der findes alt for mange ældre der har viljen og kraften til fortsat, at arbejde men blot bliver afvist. Enhver er bekendt med, at de ældre uden beskæftigelse ældes meget hurtigere, og dermed må man åbne muligheden for deres længere tid på arbejdsmarkedet, samtidigt med deres efterhånden høje alder.
Landsstyret har i sin forelæggelsesnotat nævnt, at man ved at hæve 60 års aldersgrænsen for tilkendelse af pension til 63 år regner med en tilgang til arbejdsstyrken på ca. 1.400 personer, ligesom arbejdsstyrken vil blive forøget med yderligere 1.400 personer i perioden 2000 til 2007 p.g.a. de store ungdomsårgange i perioden 1997-2007, så der skal skabes ca. 2800 nye arbejdspladser.
Vi kan i Atassut konstaterer, at de af Landsstyrets konsekvenser m.h.t. ændringen af pensionsalderen vil være afhængig af jobskabelsen i samme periode, hvilket vi i Atassut forstår således at aldersgrænsen for tilkendelse af pension må vurderes påny, såfremt der ikke skabes nye arbejdspladser, og i så fald vil vi i Atassut deltage og samarbejde om.
Vi er i Atassut bekendt med den af Landsstyret fremsatte betragtning om en forhøjelse af pensionsalderen til 63 år ved forudsætning om, at 40 % af de ældre i alderen 60 til 62 år får tilkendt førtidspension. Det vil give en samfundsmæssig besparelse på 8,5 mio. kr. i år 2000 og 11,4 mio. kr. i år 2008. Det viser en god vurderingsskala, hvorfor vi i Atassut anser det for vigtigt og modtage den med glæde, idet klare oplysninger er af stor vigtighed til stillingtagen til Landstingets arbejde.
I Atassut ser vi fornuftigheden i og går ind for, at der er taget højde for, at en del vil modtage offentlig eller taktmæssig hjælp over den samfundsmæssige besparelse.
Man må absolut være opmærksom på de vilkår de handicappedes fortsatte muligheder for at leve blandt deres medborgere. således at disse mennesker ikke føler sig tilsidesat af andre p.g.a. deres handicap. Vi er i Atassut tilfredse med, at Landsstyret i sit forelæggelsesnotat har nævnt, at man agter at ophæve aldersgrænsen på 60 år eller forhøje den til 63 år i år 2000, i den gældende landstingsforordning om hjælp til vidtgående handicappede.
Vi er i Atassut tilfredse med, at Landsstyret i sit forelæggelsesnotat har ......., derfor ser vi frem til ændringsforslaget.
Vi har i Atassut den opfattelse at det er nødvendigt med en livsvarig hjælp når man er ramt af et handicap. De fleste ældre i Grønland kan ikke rigtigt følge med indholdet og rigtigheden indenfor Landstingets forordninger og love, derfor har vi i Atassut med taknemmelighed modtaget, at kommunerne og Socialdirektoratet nu har fået mulighed for at hjælpe folk, der personligt ikke kan søge offentlig pension.
Atassut støtter at der gives mulighed for indførelse af forsøgsordninger, å som nye ordninger med personlige tillæg og revalideringsforanstaltninger og vi skal understrege, at vi er indforstået med at Landsstyret ligger vægt på en afprøvelse inden der iværksættes almindelige regler som omfatter hele landet, og vi skal herved stille spørgsmål om, Landsstyret har sikret øget tilskud til kommunerne, fordi forsøgsordningerne kommer til at koste penge.
Vi skal fra Atassut påpege, at personlige tillæg kan svinge fra kommune til kommune som fastlægges alt efter hvad den enkelte kommune har råd til, så den nuværende ordning med personlige tillæg har fordele og ulemper, og at man kan arbejde henimod en mere ensartet personlige tillæg, samt hvad de økonomiske konsekvenser vil medføre og opgaver samt byrdefordelingen mellem Grønlands Hjemmestyre og kommunerne imellem, at der snarest indledes forhandlinger herom, som Landsstyret ligger op til er vi fra Atassut enige i, for det er meget vigtigt at der er lige vilkår for landets ældre.
Atassut bemærker som det fremgår af forslaget, at der ikke er taget højde for engangstildelte, der til ønske vi at udvalget tager det med under behandlingen, da forslaget kan være til gavn for dem der bor i eget hus.
Aldersrentetarifferne på henholdsvis 3.000 kr. for enlige og 5.000 kr. for ægtepar som mindstetarif som Landsstyret fremlægger er vi fra Atassut ligeledes enige med for vi ved, at efter at de fast udgifter er trukket fra, at restbeløbet til resten af måneden slet ikke rækker til.
Der er i dag mange ældre mennesker der efter at have tjent samfundet trofast, der er blevet pensionister, og de er uden for den offentlige aldersrentemodtagerordning, og samtidig ikke kan få offentlig hjælp. Vi skal fra Atassut herved anmode om, at der for denne gruppe vedkommendes iværksættes undersøgelser om eventuelt også mindstetarif til livets opretholdes, således at aldersrentemodtagerne og pensionisterne har lige vilkår.
Ældre mennesker efter at have tjent samfundet trofast, og som oppebærer pension ikke kan føle sig sikre når pantefogden skal til at inddrive gæld. I denne forbindelse bemærker vi fra Atassut, at Landsstyret ikke benægter, at der fra Landsstyrets iværksættes undersøgelser m.h.t. tilpasning til inddrivelse af gæld og tilslutter fuldt ud forslaget fra Atassut, således at vilkårene for de ældre er lovligt forsvarlige.
De seneste år har man i Grønland været meget opmærksomme på vilkårene for de ældre og Atassut er meget tilfredse med de tiltag for forbedringer af de ældres vilkår, økonomisk som velfærd.
Som følge af at de ændre i dagens Grønland er blevet sundere er det blevet en del af deres hverdag, at de supplerer deres aldersrente ved husflidsarbejde eller indhandling. I denne forbindelse bemærker vi fra Atassut, at de gør det med glæde, men problemerne hober sig op når det offentlige har bemærket det, så reducerer man aldersrenten, fordi de er alt for initiaitvrige og denne tingenes tilstand er de ældre forståelig ikke glad for.
Vi skal fra Atassut anmode udvalget om, at nøje vurdere forhøjelsen af biindkomstbunden, bundgrænsen f.eks. for enlige til 40.000 og 60.000 kr. for ægtepar og initiativrige ældre mennesker har frihed til at lave noget mere.
Af de af landstingsmedlemmernes forslag der vedrører forslaget er også taget med i betragtning her vil Atassut være med til behandlingen i udvalget, men ellers vil vi gøre opmærksom på, som Socialreformkommissionen under sit arbejde også har været dybt involveret i, men som sagt det vil nøje blive vurderet i udvalget.
Med disse bemærkninger støtter vi forslagets principper og anmoder udvalget om, at medtage spørgsmålene til vurdering. Atassut bibringer sit ønske om, at deltage i arbejdet.
Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit.
Inuit Ataqatigiit har observeret at det fremlagte forslag til landstingsforordning i store træk er en opfølgning af anbefalinger fra Socialreformkommssionen. Man kan undgå, at være opmærksom på, at forordningsforslaget er generelt godt gennemarbejdet.
Det skyldes at man under bearbejdelsen af forordningsforslaget har taget højde for, at bestemmelserne skal være mere tidssvarende og ikke mindst er forslaget også bearbejdet ud fra foreningers, organisationers og kommunale socialarbejderes erfaringer. Under vores medvirken i arbejdet i Socialreformkommissionen har vi konstateret, at de offentlige pensionister er meget utilfredse med de meget forskellige fastsættelse af personlige tillæg afhængig af, hvor man bor i dette land. Derfor støtter Inuit Ataqatigiit, at man tager højde for, at der skal være ens ordning omkring personlige tillæg overalt i Grønland.
Vi mener, at det er hensigtsmæssigt, at man vil have et nært samarbejde med KANUKOKA i den sammenhæng og som vi har nævnt er alle på fod med forordningsforslaget som har et godt formål og når forordningsforslaget skal følges op er det vigtigt, at opfølgningsgruppen får et nært samarbejde med KANUKOKA.
Inuit Ataqatigiit vil kommentere følgende prioriteringer i forordningsforslaget:
Først vil vi forespørge Landsstyret om, hvorlangt man er kommet frem med indsatsen for at oprette A-kasser i Grønland.
Det tidligere forslag om at sætter pensionsaldersgrænsen op fra 60 år til 63 år som skal gælde fra år 2000 har Inuit Ataqatigiit kommenteret med opbakning. Vi har dengang krævet en nyordning efter alder på forskellige arbejdspladser bl.a. en kontinuerlig reduktion af antal arbejdstimer efter alderens fremskreden. Det er ikke nok kun at tænke på, at ældre bliver flere i fremtiden med følge af større sociale udgifter.
Det er vigtigt for Inuit Ataqatigiit, at erindre at p.g.a. alle individer ikke er ens vil der i fremtiden altid findes mennesker som ikke kan erhverve sig længere før de bliver 60 år, fordi de har arbejdet hårdt og at disse til enhver en tid får mulighed for at modtage førtidspension fra det offentlige.
Som bekendt bliver de offentlige pensioner forhøjet med 7 % med virkning fra 1. september. Forhøjelsen er i sig slev godt nok, men det er ikke nok. Derfor har Inuit Ataqatigiit gennem vores medvirken i arbejdet i Socialreformkommissionen arbejdet for sikring af bundgrænsen for størrelsen af pensionsydelsen til aldersrentemodtagere og førtidspensionister efter at have trukket dækning for sociale udgifter.
Vi er glade for, at Landsstyret vil arbejde for, at virkeliggøre denne, og Inuit Ataqatigiit vil anbefale, at minimumsgrænsen selv skal være 3.500 kr. til enlige og 5.500 kr. til ægte par. Vi mener at denne bundgrænse i månedsudbetalelsen ikke kan gås uden om.
Det er ikke noget nyt at der findes ældre som alene er afhængige af deres pension når vitale udgifter er betalt har de kun under 1.000 kr. tilbage til at leve af, og når disse henvender sig til det offentlige om hjælp får de afslag.
Dette har været dokumenteret af ældre under Socialreformkommissionens rejse på kysten. dette skyldes bl.a. også, at der findes bestemmelser i den gældende forordning og i den foreslåede forordning som vil sikre, at der ikke skal fratrækkes gæld fra de offentlige pensioner, men dette overholdes ikke gentagne gange hos alle offentlige administrationer. Det er ikke nyt at pensionister fratrækkes i deres pensioner af gammel gæld, så som fradrag til ESU, restskat og deslige, selvom pensionisten alene er afhængig af de offentlige pensionsydelser til livets opretholdelse.
Det er godt, at man vil tage initiativ til, at sådanne overtrædelser af bestemmelserne søges afklaret igennem samarbejde med KANUKOKA.
Inuit Ataqatigiit vil kræve, at man fuldstændigt ophæver bestemmelsen om aldersgrænsen på 60 år for handicapydelser til stærkt handicappede i Landstingsloven. Alle ved jo, at en stærkt handicappet ikke bliver rask når denne bliver 60 år eller 63 år. Man må stoppe den dårlige service overfor handicappede bare fordi ansvaret blev overdraget fra central plan til kommunerne.
Inuit Ataqatigiit vil efter at have kommenteret de vigtigste punkter i ændringsforslagene til landstingsforordning kommentere disse samlet.
Som nævnt indeholder forordningsforslaget som skal reguleres i de kommende år mange gode ting, men der findes en enkel svaghed og det er dem der skal følge forordningsforslagets bestemmelser, altså de enkelte kommuner. Inuit Ataqatigiit skal overfor KANUKOKA anbefale, at holde øjnene åbne for de økonomiske konsekvenser når forslaget får en endelig behandling især en behandling om en ny finansieringsform. Dette er nødvendigt når man vil realisere de ældres og de handicappedes ønsker, det drejer sig om ens behandling overalt uanset, hvor i landet man bor.
Nu har man drøftet vilkårene for ældre og handicappede og det næste bliver at arbejde for at forbedre disse vilkår gennem forordningsforslaget. Inuit Ataqatigiit vil anbefale, hvis forordningsforslaget tiltrædes af Landstinget, at direktoratet sørge for afholdes af kursus til socialudvalgene i kommunerne og bygderådene som skal overholde besatemmelserne, således at disse ikke misforstår forordningens bestemmelser.
Til slut vil Inuit Ataqatigiit takke ældre og handicappede som har givet os råd i vores arbejde i Socialreformkommissionen. Vi vil sige, at vi er fuldstændigt enig med Landsstyremedlemmets svar til medlemsforslagene.
Med disse ord skal Inuit Ataqatigiit anbefale, at forslaget til landstingsforordning om offentlige pensioner sammen med medlemsforslagene fra landstingsmedlemmerne gives til Landstingets Sociale Udvalg til videre behandling.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Jeg vil fra Kandidatforbundet udtrykke min glæde over at man nu efter at næsten 1 1/2 år er gået fra Socialreformkommissionens forelæggelse af sin betænkning foreligger forslag om landstingsforordning om alderspension, førtidspension, personlige tillæg m.v.
Selvfølgelig i erindring om de forslag jeg har stillet lige siden Socialreformkommissionens nedsættelse på vegne af Kandidatforbundet og som er blevet henvist til Kommissionen, dels vedrørende forhold for ældre pensionister, handicappede, førtidspensionisterne og ikke mindst under henvisning til de henstillinger og anbefalinger Socialreformkommissionen kom med under sin forelæggelse af sin færdige betænkning til Landstinget under forårsmødet 1997 vil jeg i det jeg fra Kandidatforbundet i det grundlæggende støtter forslaget, fremkomme med følgende bemærkninger.
Først vil jeg dog minde om, at de synspunkter jeg er kommet frem med har jeg fremsat her i salen på grundlag af henvendelser fra og samtaler med de ældre og de handicappede, samt meningsdannelser i de offentlige møder jeg har afholdt, og som jeg således har viderebragt.
Derfor har jeg så om muligt forsøgt at beskrive forholdene for de ældre, de handicappede og førtidspensionister, således som de oplever dem og beskriver dem og selv om der i blandt dem også findes personer der har affundet sig med deres situation, mener jeg dog det er forståeligt set ud fra deres situation som helhed, at disse persongrupper, dels har et stort behov for at få tilpasset og ajourført deres daglige vilkår.
Socialreformkommissionen fremsatte bl.a. i sin betænkning at et af ønskerne blandt brugerne er at få debat, tydeliggjort de sociale ordninger og jeg er derfor er glad for at Landsstyremedlemmet i sin forelæggelse, dels giver udtryk for deres synspunkt. Dette synspunkt understøtter da også det hermed forslag om udskillelse af de nugældende landstingsforordninger om pensioner og ældre institutioner i 2 særskilte landstingsforordninger om pensioner og ældre institutioner som dermed vil blive lettere forståelige for brugerne, og jeg støtter også en sådan nyordning.
Men vi ved alt sammen at teksterne og deres mening i love eller forordninger i de fleste tilfælde kan være svært forståelige for brugerne der jo ikke er jurister. Derfor vil jeg venligst også opfordre Landsstyret også at arbejde for, at inden forordningernes ikrafttrædelse, at få udarbejdet en for brugerne let forståelig der vil kunne følge forordningen efter dens ikrafttræden.
På den måde vil man kunne undgå alle eventuelle misforståelser eller misfortolkninger, nogle af budene efter Socialreformkommissionens forelæggelse af sin betænkning i foråret 1997 er, at man må anse det som grundlæggende, at personer der trænger til hjælp i samfundet skal hjælpes på lige betingelser og vilkår, uanset hvor i landet de må være bosat. Og dette synspunkt er sammenfaldende med de synspunkt de ældre fremkommer med ikke mindst når talen falder på personlige tillæg.
Derfor regner vi fuldt ud med fra Kandidatforbundet, at ældre og andre brugere der trænger til hjælp,. at efter nærværende forslag ikrafttræden vil få lige betingelser og vilkår uanset hvilke kommune de måtte være bosat i.
Jeg regner med, at gennemførelsen af en sådan ordning er sket i tæt samarbejde med KANUKOKA, da dette er lovet af Landsstyret på et tidligere tidspunkt.
Selvom Socialreformkommissionen ved forelæggelsen af sin betænkning anbefalede at aldersgrænsen for alderspension til de fyldte 63 år er det bl.a. i betænkningen anført, citat AKommissionen er endvidere opmærksom på, at en forhøjelse alderspensionsgrænsen i mange tilfælde vil medføre, at de ældre blot vil blive afhængige af en anden form for overførselindkomst, eksempelvis førtidspension eller offentlig hjælp, citat slut.
Endvidere anbefaler Socialreformkommissionen følgende citat AKommissionen skal derfor anbefale, at alderpensionsgrænsen på længere sigt forhøjes til 63 år og at der i samarbejde med arbejdsmarkedsparter og ældreorganisationen udvikles en aktiv seniorpolitik, citat slut.
Det er spørgsmålet om, hvorledes Socialreformkommissionen anbefaling om at på længere sigt har skulle fortolkes, og det er af interesse at få oplysning om der er taget tiltag til udvikling af en seniorpolitik. Såfremt der er interesse for de foran citerede står det på side 65 i Socialreformkommissionens betænkning.
Som det tidligere er anført skal det sikres, at alle hjælpetrængende personer her i landet får lige betingelser og vilkår ved ydelse af den forskellige hjælp, og Socialreformkommissionen har bl.a. drøftet spørgsmålet om muligheden for bortfald af de personlige tillæg, dels på grundlag af fremsatte ønsker fra brugernes side.
Det er anført at et sådan tiltag dels vil være en lettelse af kommunernes administration, men på den anden side er det i betænkningen anført, at mulighederne for at kunne hjælpe særlige hjælpetrængende alderspensionister dermed vil bortfalde helt.
Derfor har Socialreformkommissionen anbefalet, at der fastsættes objektive regler for tildeling af personlige tillæg, der sikrer ensartede regler på området for hele landet. Derfor er jeg nået betænkelig ved ordlyden i § 2 stk. 2, hvor det fastsættes at udgifterne for de personlige tillæg afholdes af de enkelte kommuner, da vi indtil nu allerede ved, at ydelsen af de personlige tillæg i de fleste tilfælde bliver gjort til genstand for overvejelser afhængig af den enkelte kommunes økonomiske ydeevne eller mangel på samme.
Og på den måde opstår forskelsbehandlingen fra sted til sted ind til nu. Kort sagt vil man blot kunne fortsætte med forskelsbehandlingen af de ældre og andre hjælpetrængende bestem af de enkelte kommuners økonomiske situation såfremt der ikke udarbejdes klarere regler eller finder en anden ordning.
Endvidere vil jeg understrege Socialreformkommissionens anbefaling vedrørende de handicappede der lyder således citat AKommissionen anbefaler at 60 års grænsen fjernes fra forordningen, således at denne persongrupper fortsat kan få hjælp med de merudgifter der er forbundet med handicappet i henhold til forordningen, citat slut.
Jeg mener derfor at reglerne i § 17 stk. 2 om at førtidspensionisterne ved det fyldte 60 år uden ansøgning overgår til at modtage alderspension ikke stemmer overens med Socialreformkommissionens anbefaling. Når man er handicappet og er førtidspensionist og med tiden når en hvis alder, betyder det ikke, at handicappet dermed bortfalder eller bliver helbredt.
Det er glædeligt når man erfarer noget af det man på et tidligere tidspunkt har fremsat her i salen bliver forstået af nogle af landstingsmedlemmerne og bliver fremsat som forslag, som eksempel landstingsmedlemmerne Otto Steenholdt og Hans Enoksens her fremsatte forslag med meget gode formål. Jeg har på tidligere tidspunkter, især når vi drøfter Finanslovsforslag m.v. har jeg gentagne gange dels fremsat de nævnte landstingsmedlemmers nuværende forslag her fra talerstolen.
Derfor vil jeg oprigtigt og med glæde støtte de nævnte forslag. Det er et oprigtigt håb, at de ældre og de handicappede bliver betragtet som selvstændige og ansete mennesker der kan få alderspension m.v. uden at man tager hensyn til hvad ægtemanden, hustruen eller samleveren måtte have af indkomst. Jeg har allerede gentagne gange her fra talerstolen tilkendegivet, art sådanne bestemmelser og forhold ikke kan accepters.
Med disse bemærkninger og med håb om, at man endelig vil opnå de ældre, de handicappede og førtidspensionisterne endelig under mere ensartede betingelser og vilkår vil kunne leve deres alderdom og leve med glæde uden at blive udsat for besparelser eller restriktioner og uden at føle sig straffet.
Og jeg vil henstille, at sagen inden 2. behandlingen går til indgående drøftelse i Landstingets Socialudvalg.
Mikael Petersen, Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige Arbejder.
Det er indholdsrige ord der kom fra partierne vedrørende det fremlagte forordningsforslag. Selvfølgelig blev der også taget enkelte spørgsmål frem og dem skal jeg også besvare.
Først kan jeg forstå, at samtlige partier og Kandidatforbundet generelt er enig i det fremlagte forsdlag og at der er ønske om, at regler skal være mere overskuelige, og det er jeg meget glad for.
Fra Siumut bemærker jeg det klare budskab om i forbindelse med behandlingen af forordningsforslaget i udvalget, de ting man anmoder om at få behandlet nøjere. Først at biindtætsgrænsen for enlige på 14.000 kr. og for ægtepar på 21.000 kr. at det ændres og at det forhøjes og det har jo også været fremme bl.a. fra de andre partier og at man ønsker at det bliver vurderet. Det vil vi gøre i Landsstyret og få undersøgt de økonomiske konsekvenser både for Landskassen og kommunerne og vi kan så viderebringe disse oplysninger til udvalget.
M.h.t. landstingsmedlemmernes forslag om at man kan lave ordninger, således at der ikke sættes nogle biindtægter, der mener jeg at man kan imødekomme disse, således at man ved forhøjelse af biindtægtsgrænsen kan behandle tjenstemandspensionister og almindelige pensionister bedre, og vi skal som sagt viderebringe de oplysninger vi indhenter til udvalget.
Og jeg vil ligeledes takke for de bemærkninger der kommer fra Atassut, og jeg mener, at Atassut også i denne sammenhæng fremkommer med mange gode intentioner omkring de ældre og m.h.t. ændring af aldersgrænsen fra 60 til 63 år vedrørende pensioner, og m.h.t. at arbejdsstyrken forøges med ca. 1.400 personer og at der skal skabes tilsvarende arbejdspladser.
Og der til kan jeg sige, at Landsstyret allerede har igangsæt hvad det angår i vores arbejdsmarkedspolitik og i vores socialpolitik har vi lagt vægt at der er en koordineret indsats på disse områder. Her kan vi heler ikke komme uden om samarbejdet med kommunerne og de forskellige organisationer.
Og der vil også sikkert være flere anbefalinger af dens slags også i forbindelse med andre punkter.
M.h.t. personlige tillæg og andre ting, så har kommunerne interesse i at gennemføre forsøgsordninger. Og i den forbindelse skal jeg oplyse, at man vil indlede forhandlinger med kommunerne om hvilke ting der kan gå i gang med indenfor forsøgsordningerne og i den sammenhæng blev det oplyst at man vil indgå aftale med kommunerne om hvilke forsøgsordninger der skal gennemføres i de enkelte kommuner.
Og jeg vil lige understrege i forhold til Atassut, at de muligheder der ligger inden for personlige tillæg og muligheder for anden for hjælp er indarbejdet i forordningsforslaget, og i den forbindelse vil jeg henvise til § 21 omkring tillæg og engangshjælp. Atassut vil indstille, at man er opmærksom på mulighederne for at kunne engangshjælp og der til henviser jeg så til § 21 i forordningsforslaget.
Der er forskellige ting fra Inuit Ataqatigiit, hvor man også spurgte omkring, hvor langt arbejde med oprettelse af A-kasser i Grønland er nået. I den forbindelse må det oplyses, at vi har vedtaget den lovhjemmel der gør det muligt at oprette A-kasser. Vi ved at SIK er igang med forberedelserne til oprettelse af pensionskasse og ikke mindst m.h.t. tjenestemændene i Grønland der har indgået en anden aftale, men som betaler til en pensionskasse i Danmark. Landsstyret har lagt vægt på, at man tager stilling til disse pensionskasser i nær fremtid.
Det er en af disse ting der vil indgå i det kommissorium som arbejdsgruppen der skal videreføre dette arbejde får. Der skal man undersøge, hvilke landsdækkende A-kasse eller fagopdelt A-kasse kan gennemføres. I og med at vi er et lille samfund vil det være bedst med en ordning der gælder for alle, men det er det den arbejdsgruppe skal tage stilling til.
Fra Siumut og de andre partier har man lagt vægt på, at der gennemføres kurser i forbindelse med ikrafttræden af den nye forordning og at de gennemføres snarest muligt, lige så snart disse forslag bliver vedtaget, og det vil jeg lade gå videre til de andre landsstyremedlemmer, og så bane vejen for de initiativer der skal gennemføres fra mit Landsstyreområde og kommunerne i samarbejde.
Omkring de af Landsstyrets tiltag om at stramme kontrollen omkring sagsbehandlingen af pensioner. Gennem vores regionale kontorer vil vi styrke vores samarbejde med kommunerne omkring ældreforsorg og behandlingen af ansøgninger og vi håber, at det vil kunne gennemføres i løbet af 1999.
Kandidatforbundet fremkom med et interessant punkt, der blev citeret en del fra Socialreformkommissionens betænkning, men m.h.t. seniorpolitikken er det meget vigtigt og at den skal styrkes ikke kun i Landstinget, men i Landstinget og kommunerne, men også i foreninger, organisationer og forskellige arbejdspladser er det meget vigtigt at have en seniorpolitik især af hensyn til, at beholde ældre medarbejdere længere på arbejdspladsen.
Vi vil igangsætte initiativer på dette område, vi har fået gode kontakter med foreninger og organisationer og vi skal jo allesammen arbejde for, at der bliver skabt en sådan seniorpolitik.
Med disse bemærkninger vil jeg gerne takke for de smukke ord der er fremført her.
Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit har bedt om ordet.
Jeg vil komme ind på et par punkter, som Landsstyremedlemmet også var inde på, det er muligheden for at hæve biindtægtsgrænsen. I forbindelse med vores forårssamling vedtog vi at hæve pensionerne med 7 % generelt og vi fra Inuit Ataqatigiit sagde, at det sikkert ville indebærer at man ikke ville kunne opnå boligsikring.
Og m.h.t. Kandidatforbundet må jeg nok lige anføre, at vi ikke må gøre vores ældre til nogle som er blevet straffet og som vi må ynke, den holdning må man ændre, arbejder man med politik, må man også se de økonomiske sammenhæng på landsbasis.
Selvfølgelig kan man sige, at alle skal have lige stor pension, det er der ikke nogle der kan være uenige i. Men vi er nødt til at prioritere, eksempelvis kan nævnes at en ægtefælle ikke kan få pension, såfremt den anden ægtefælle har en egen indtægt på over 237.000 kr.
En af de næste vigtige opgaver indenfor offentlig hjælp, så får Landstinget sikkert den opgave, at revidere den offentlige hjælp. Vi ved at voksne i socialhjælp får ca. 300 kr. om ugen at leve for. Der er mange der har en sådan form for forsørgelsesgrundlag og i en sådan debat er det meget vigtigt, at de der er i stand til at klare sig selv bør gøre det, men vi må så sørge for at hjælpe de andre der har behov for hjælp.
Jeg mener, at debatten omkring A-kasser bør videreføres. Vi drøfter om forbedring af vores ældres levevilkår, på længere sigt vil etablering af A-kasser medfører, at samfundet bliver rustet op på længere sigt, og derfor er det vigtigt at man seriøst arbejder med dette område.
Som sagt vil vi være med til at bearbejde medlemmernes forslag og forordningsforslaget i udvalget, fordi det er vores ansvar at behandle emner der relaterer sig til samfundet.
Laannguak Lynge, Siumut har bedt om ordet.
Jeg kommer her op til talerstolen igen med den begrundelse, at Kandidatforbundet i deres bemærkninger sagde på side 5, at de ældre og de handicappedes skal behandles ens uden skelen til ægtefællernes indkomster.
Jeg vil understrege at vi i Siumut ikke skeler til hvilken personer det drejer sig om om det er handicappede eller ældre. Vi anser alle som vores medmennesker og jeg skeler heller ikke til indkomsten størrelse. Med en sådan budskab m.h.t andre medborgere, så er det udtrykt for stærkt, og jeg håber at man ikke længere vil bruge sådan udtryk.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Det er mig en glæde, at mine bemærkninger har fået en opmærksom, men jeg skal også i denne sammenhæng understrege, at jeg slet ikke agter at skulle nedgøre ældre og handicappede, men det skal forstås således, at de mange ældre siden min indtræden i Landstinget som har haft henvendelser til mig, det er deres udtryk som de har brugt overfor mig som et landstingsmedlem, de har haft mange daglige erfaringer og det er derfor jeg hele tiden har sagt, at vilkårene for de ældre er meget dårlige, hvorfor skal det fratages deres pensioner bare fordi ægtefællen har en indkomst af en vis størrelse ?
Det er altså disse ældres menneskers bemærkninger overfor mig, som jeg har brugt denne her talerstol, det er altså behov for at rette op på disse dårlige forhold.
M.h.t. Inuit Ataqatigiit, de sagde næsten det samme om at jeg vil ligesom vil nedgøre de ældre eller jeg ser ned på de ældre. Det er slet ikke hensigten med mine bemærkninger og derfor skal jeg understrege og det er derfor jeg er meget glad for ved slutningen af denne valgperiode, at jeg har kunne fremkomme med disse ønsker fra selve den ældre befolkning. Det er jeg glad for og uanset om man vil nedgøre mig, det vigtigste er at rette op på de vilkår som de ældre lever under.
Otto Steenholdt, Atassut, forslagsstiller.
Jeg kan vist godt sige, at man ikke har drøftet mit forslag særlig meget, men jeg er glad for, at mit forslag bliver henvist til behandling i udvalget. Men jeg har nok som alle andre her i salen fået henvendelser fra ældre der føler sig uretfærdigt behandlet, hvor de sommetider føler at de bliver frataget deres rettigheder. sådan nogle ting har jeg været fremme med allerede for flere år siden og jeg vil sige til Anthon Frederiksen, om at vi ligesom først nu har fået øjnene op for situationen, det er ikke tilfældet.
Det er de folkevalgte der er skyld i det, fordi de har den måde at tænke på, at der er begrænset midler til ældre og at vi hellere må bruge disse midler til de unge. Jeg har altid lagt vægt på, at vi skal ligge vægt på, at det er mennesket der er i centrum uanset om de er gift eller ikke gift eller samlevende. Det skal være en menneskeret, at de i deres alderdom får disse pensioner som en form for tak fra samfundets side, undskyld at jeg bruger udtrykket, at en ægtefælle kun får halvdelen af pensionen fordi ægtefællen har indtægt har arbejdet og jeg vil meget genre anmode udvalget om, at ligge mærke til den bemærkning jeg har sagt, at aldersrenten er modtagerens personlige ejendom.
Det er ligesom der er ved at ske dyneløfterig for at se om vedkommende lever sammen med nogle eller ej. En sådan form for kontrol har jeg ikke brug for, fordi jeg regner stærkt med at det at have pension er en form for løn eller tak fra samfundets side for mange års tro tjeneste, og det skal så modtages med glæde.
Men når man så reducerer pensionen, så sker det somme tider, at der kun er 525 kr. til rest når vi tænker på, at der er så mange faste udgifter vi har i dag, og det gør man fordi vedkommende har en samlever og jeg går da ud fra, at samlevere også kan være uenige om de midler de har, og det er så som følge af at man reducerer de lovbundne ydelser til de enkelte.
Og jeg må sige til udvalget, at vi må arbejde seriøst med det uden for meget skelen til de midler der er, fordi vi har jo den mulighed for at finde midlerne ved at kikke på andre områder. Vi må ikke sige noget at de er blevet for mange, og jeg synes det er en uskik at gøre det, og jeg håber at vores ældre bliver flere og flere, for det er et tegn på at det er et fysisk sundt samfund vi har.
Jakob Sivertsen, Atassut.
Ganske kort, det er fordi § 21 ikke helt er klart m.h.t. udbetaling af tillæg i bemærkningerne fremgår det, at det er kommunalbestyrelsen der tager beslutning om disse ting, og derfor, det kan være meget vigtigt for nogen at få engangshjælp for nogen, sommetider bygger de jo deres eget hus, men vi ved jo, at huse forfalder med tiden, og især hvis man p.g.a. alderspension ikke har nok til vedligeholdelse, så sørge man til kommunen, men kommunen bevilger jo ikke altid det ansøgt selvom vedkommende søger, fordi vedkommende har behov for det, det er derfor vi har ønsket at det blev præciseret, og håber at det også vil blive medtaget i udvalgets arbejde.
Der er også et punkt som jeg fremførte i lighed med Siumut som Landsstyremedlemmet ikke er kommet nærmere ind på, og det vil jeg lige nævne engang til. Det er i forbindelse med biindtægterne der sagde vi at grænsen bør sættes op for 40.000 kr. for enlige og 60.000 kr. for ægtepar uden beskatning.
Vi har navn konkrete tal i den sammenhæng fordi vi mener at man kan tage udgangspunkt i det vi har foreslået. Tak.
Karl Lyberth, Siumut har uden for partiordførerne bedt om ordet.
Meget kort. Hvis vi er inde på ældreområdet og det er meget interessant at være tilhører, men vi må se på de faktiske forhold og så m.h.t. de forslagsstillere Otto Steenholdt og Hans Enoksen. Hvis de først ser på de faktiske forhold og derefter fremsætter forslag så vil de også komme ind på de faktiske problemer de ældre har.
Vi kan allesammen se og forslagsstillerne se, at vi ikke har råd, derfor skal vi være påpasselige m.h.t. vores forslag. Hvis vi ser på de to forslag fra Hans Enoksen og Otto Steenholdt, så vil de koste Landskassen 150 mio. kr. på årsbasis, hvis alle de ægtepar der får reduceret pension skal have refunderet, så vil det altså komme op på 150 mio. kr.
Vi må lige altså kikke på de faktiske forhold inden vi tager de næste skridt, og se på hvor meget det kommer til at koste for Landskassen.
Anthon Frederiksen sagde, at de har haft en og Otto Steenholdt sagde, at de har haft henvendelser fra de ældre. Og når vi så får den slags henvendelser så skal vi kunne give et svar der går ud fra de faktiske forhold, ikke bare for at indynde os hos de ældre. Vi skal ikke være bange for at fortælle de ældre om de faktiske forhold.
Selvfølgelig er vi ikke allesammen ude på at skulle forringe forholdene for de ældre. Vi efterlyser allesammen at de får bedre vilkår, men som sagt, hvis vi skal efterkomme alle disse ønsker, så vil vi ikke have flere penge til andre formål end at bruge pengene til ældreforsorg.
Derfor skal vi kunne give dem besked, at vi ikke har råd, og jeg er helt indforstået med at mine bemærkninger her ikke vil falde godt til jorden hos de ældre. Hvis vi skal afsætte 150 mio. kr. og flytte beløbet til ældreområdet, hvor vi skal så hente pengene fra. Skal vi tage det fra børneskoleområdet ?
Vi bliver nødt til at sige, at vi ikke har råd til så store beløb og til så store forbedringer for de ældre. Uanset om vi er medlemmer af Landstinget eller at vi er inde i en periode før et nyvalg.
Og til sidst vil jeg også lige komme ind på de forskellige forhold og vilkår de ældre lever under fra kommune til kommune. Det fremgår af forslaget, at man vil komme dette problem til livs, jeg har ellers fremsat forslag desangående, men det blev jo nedprioriteret.
Jeg skal lige gentage, at I har mange gode intentioner her i Landstinget, og meget gode bemærkninger hørt fra de ældres side, men Landskassen har ikke råd til så store beløb.
Hans Enoksen, Siumut, forslagsstiller.
Tak. Først er jeg glad for at jeg har kunne komme frem med mit forslag her ud fra de faktiske forhold og det er de forhold som vores ældre lever under, selvom visse landstingsmedlemmer bruger talerstolen til at tysse mig ned.
Og jeg er glad for at den også bliver taget med i behandlingen i udvalget. Selvfølgelig skal vi respektere udvalgets vurderinger, så derfor er der ingen grund til at fremkomme med en løftet pegefinger og sige til landstingsmedlemmerne, at de ikke må gøre det og det.
Lad os se de faktiske forhold og se på de ældres vilkår, de er meget svære og de der er gift med tjenestemænd har heller ikke det for godt. Tjenestemændene har jo selv bidraget til deres pension, men på den anden side vil man ikke hjælpe ægtefællerne ved at tildele dem pension, og jeg synes ikke det er noget man kan acceptere her. Her blev det sagt, at det virker som straf, men der er mange ældre der føler sig straffet, selvom de har arbejdet for samfundet igennem mange år og så får de så og så lidt efter mange års tro tjeneste. Uanset om udtrykket straf lyder skurende i ørerne må man også bruge det, fordi det kommer man frem med blandt de ældre også.
Jeg håber, at udvalget vurderer disse ting nøje, og det er ikke bare for sjov det jeg har fremlagt heller ikke som valgflæsk selvom nogle siger, at vi bare er ude på at finde vælgere. Vi har gennem mange år drøftet disse ting, vi vil fortsætte og ikke bare stoppe her. Tak.
Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit har uden for partiordførerne bedt om ordet.
Tak. Jacob Sivertsen kom blandt andet ind på, at de ældre der gerne vil vedligeholde deres huse, f.eks. ved bedre isolering, men at de ikke har råd til, og at kommunen ikke har råd til at yde hjælp til dem. Det er helt korrekt, det huskes nok, at jeg her i Landstingssalen har fremsat forslag om at etablere en fond som kan bruges i sådanne tilfælde, men her har man bl.a. også henvist til Socialreformkommissionen også henvist til ændring af boligsubsidierne. Men hidtil er der ikke sket noget omkring det.
Derfor er det nødvendigt, at man gør noget ved disse ting i forbindelse med forbedring af de ældres vilkår. Man arbejder bl.a. på at gøre lånebetingelserne lempeligere omkring husejerne, men jeg synes at de mange ældre der gennem mange har betalt deres huse skal have mulighed for at isolere deres huse bedre for at gøre deres store udgifter til opvarmning mindre.
Anthon Frederiksens bemærkning om at det er kommunens økonomiske situation der er afgørende for det, det er jeg meget enig i, det er meget rart med et minimumsbeløb til forsørgelse, men derudover vil andre områder ikke blive ændret væsentligt, og i den sammenhæng vil det altid været afgørende af kommunens økonomiske situation er afgørende. Hvis en pensionsmodtager søger om tillæg så er det kommunen der vurderer om der er råd til at bevilge disse ting.
Hvis man opnår en ligebehandling så må man se på hele samfundet, visse kommuner er rige og andre er mindre rige. Det er ubehageligt ikke at kunne yde hjælp til folk der gerne vil kunne holde ferie, når man ved at andre kommuner er i stand til at yde en sådan hjælp. Det er sådanne ting man også skal have med i overvejelserne. Skal det ikke være sådan at personlige tillæg, kommunen kan altid vurdere fra sag til sag, og jeg ønsker at udvalget også tager i sine overvejelser formuleringen omkring det.
Det er rart at man vil sætte en minimumsgrænse og hvis man skal opnå mere ligelige vilkår for de ældre, så er det nødvendigt at man samarbejder tæt med både kommunerne og KANUKOKA.
Inden vi går videre skal jeg minde om, at samtlige partier og Kandidatforbundet er enige om, at forslaget skal behandles i udvalg før den går over til 2. behandlingen, og derfor er der ingen grund til gentagelser i denne sal.
Otto Steenholdt, Atassut for en kort bemærkning.
Ja. M.h.t. den nedre grænse for enlige 3.000 kr. og par 5.000 kr. Ja nu er det næsten helt klart, at de enlige får kun 2.000, det er altså 6.000 kr. for par og 3.000 kr. for enlige. Karl Lyberth vi tager de faktiske forhold i vores betragtninger, det er altså de faktiske forhold vi prøver på at rette op.
Hvis du ikke kan se de faktiske forhold, så vil du tage gruelig fejl. Det er kun den økonomiske side af sagen du betragter. Jeg forstår det godt, når du sagde at vi ikke har råd. Hvis vi kikker på Finansloven, hvor mange gange har vi ikke sagt, at vi alligevel ikke har råd, men det drejer si om prioritering. En forskelsbehandling er en verdensomspændende situation som alle helst vil indgå.
M.h.t. skolebespisningen, nu er det således, at nogle børn ikke engang har ret til at få skolemad. Ja det er altså en forskelsbehandling vi snakker om her, og det er det vi snakker om, at man skal behandles lige, også inden for ældreområderne.
Karl Lyberth, Siumut for en kort bemærkning.
Ja de faktiske forhold de ældre lever under er jeg helt med på, at de allesammen de har de vilkår, det er derfor vi har en pensionsordning. Jeg er ikke imod at de ældre får denne pension, det jeg er bange for, det er at sige om de faktiske forhold til de ældre, at vi ikke har råd, og at vi derfor ikke kan fremsætte et forslag som ikke har økonomisk grundlag. Vi skal også kunne sige til vælgerne uden af være bange for hvilken behandling vi får. Vi er slet ikke imod de faktiske forhold.
Manasse Berthelsen, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Hans Enoksen og Otto Steenholdt får det til at se ud som om at ægtefæller til tjenestemandspensionister har det skidt. Det kan ikke passe, Lars har været inde på, at ægtepar, hvis de har mere end 237.000 kr. om året, så reguleres grundbeløbet til nul.
Men de faktiske forhold er sådan er ting der er fremkommet fra Grønlands Statistik, at hjemmehørende ægtefælle med børn gennemsnitlig har 235.000 kr. i årsindtægt. En tjenestemand med pension, hvis vedkommende har over 237.000 kr. i indtægt, så får ægtefællen ikke pension. Det synes vi fra Inuit Ataqatigiit er retfærdigt.
Hvis pensionister der har større indtægt end almindelige familier har, skal få oveni pension synes vi er for meget.
Hans
Enoksen, Siumut.
Manasse anstrenger sig, hvor mange pensionister har over 237.000 kr. Ja selvfølgelig findes der enkelte. Vi prøver at hjælpe de der prøver at gøre alt hvad de kan for at klare sig. Det kan være at Otto Steenholdt og Hans Enoksen er de eneste der kan ses de faktiske forhold der er gældende idag.
Manasse Berthelsen, Inuit Ataqatigiit for en kort bemærkning.
Hans Enoksen dit forslag vedrørende de mennesker der har de store indtægter. Hvis jeg har misforstået dit forslag så beklager jeg, men du foreslår rent faktisk at de meget velstillede pensionister skal have mere oveni.
Jeg ved ikke om det du sagde skal tages til udtryk for, at du gerne vil trække dit forslag tilbage.
Mikael Petersen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige Arbejder for afsluttende bemærkninger.
Jeg håber ikke at debatten har udvisket vores faktiske formål at reglerne skal være gennemskuelig, men hvis man stiller for mange krav kan man rent faktisk gøre det omvendt.
Og en bemærkning fra Atassut vil jeg gerne komme med en besvarelse omkring. De skattefrie biindtægter skal gøres 40.000 kr. til enlige og 60.000 kr. for ægtepar. Jeg skal understrege at de er forskel fra skattefriindtægter og skattefriebiindtægter til en pension, det er to forskellige ting, hvis man har været i tvivl om disse ting. Biindtægter til en pension uden skat er 14.000 kr. for enlige og 20.000 kr. for ægtepar og Atassuts forslag skal selvfølgelig også blive medtaget i vurderingen.
Når man af hensyn til 14.000 og 21.000 kr så har vi cirkulære, såfremt biindtægterne overskrider 14.000 kr. så skal nedgradueringen af pensionerne begynde, og denne grænse ligger på 158.000 kr. så reduceres pensionen til nul når biindtægterne er på 158.000 kr. og til ægtepar eller samlevende starter nedgradueringen fra og med 21.000 kr. , og der findes en tabel i cirkulæret, som viser nedgradueringen i takt med stigningen af biindtægterne, og jeg fremhæver det for en god ordens skyld, når vi bruger begreberne skattefrie indtægter og biindtægter til pensionen.
Derfor skal de medtages i udvalgets vurdering, også de, der kommer fra Atassut og Siumut og Inuit Ataqatigiit har været inde på det, hvordan man kan forhøje biindtægtsgrænsen. Man kommer ind på mange forskellige ting i forbindelse med forarbejdet med forordningsforslaget, og det har også været tilfældet her, hvor man også har været rundt om boligsikring, skatteregler og endda inkassoområdet. Derfor, hvis vi skal lave nogle gennemskuelige regler, skal man prøve at lade være med at blande det ind i debatten omkring offentlige pensioner. Det er andre områder. Vi kan gennem dette forordningsforslag gennemføre de andre områder, end de ting, der vedrører pensionen.
Uanset hvor meget vi gentager Otto Steenholdts og Hans Enoksens forslag, så må vi konstatere, at det har økonomiske konsekvenser både for kommunerne og for Landskassen. Vi har lavet nogle beregninger for at se, hvilke konsekvenser der er, når aldersgrænsen bliver sat op. .964 førtidspensionister og tilsvarende alderspensionister. Hvis de skal have samme pension uanset indtægter, vi har 376 mio.kr. til pensioner.
Men hvis alle skal have lige pension, også tjenestemandspensionister, så vil det betyde en udgift på over 500.000 kr. så det er nok ikke tom snak, når nogen siger, at vi også skal skele til landets økonomi. De intentioner, som man har vedtaget at der skal ske indtægtsgraduering, vil man ikke ændre ved, men man vil gerne gennem smidige ordninger gøre de ældes vilkår bedre. Det er formålet. Jeg håber ikke, at man taler om, at det er kun Hans Enoksen og Otto Steenholdt, der ved, at vore ældre har det skidt, vi ved det alle sammen, men vi må afdække de forhold, der hersker i dag. Det er så disse ting, som vi også skal gøre lettere i forbindelse af efterfølgningsarbejdet i form af bekendtgørelser og cirkulærer.
Jeg vil endnu en gang sige tak for den positive modtagelse for forslaget, og jeg ønsker social- og arbejdsmarkedsudvalget godt arbejde.
Peter Ostermann, Atassut (uden for partiernes ordfører)
Tak. Vores ordfører har overskredet sin grænse med hensyn til taletid.
Vi har ikke misforstået § 21, og som det fremgår klart af vores ordførerindlæg ligesom Siumut også har været inde på det, det er de biindtægter uden skat vi snakker om 14.000 kr. og 21.000 kr., og om der kan foretages en forhøjelse, det er det vi gerne vil have undersøgt. Det kan måske hjælpe i det daglige, også fordi dem der i stand til at arbejde kan få gavn af det, ligesom kunstnere og andre. Det er det vi gerne vil have afdækket.
Med hensyn til Hans Enoksens forslag, og hvis vi skal nærme os dette forslag, og det har sin rigtighed, at dem der tjener lidt over en grænse får ret til boligsikring, så har de en meget dårlig at leve under. Og det er også disse forhold vi skal tage med i udvalgets behandling også med hensyn til forhøjelse af grænsen for ret til boligsikring.
Atassut har også været inde på at skulle være god mod alle, bl.a. de ældre. Vi vil meget gerne, men det er landets økonomi, der sætter begrænsninger.