Dagsordenes punkt 10-1

Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenes punkt 10-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Torsdag den 29 oktober 1998

Dagsordenens punkt 10

Landsplansredegørelse

Ruth Heilmann, ordfører for Siumut:

Jeg har fremsat forslag til landstingets efterårssamling om, at der nedsættes et koordineringsudvalg vedrørende landsplansudvalget.

Jeg har ment, at det er nødvendigt, fordi der har eksisteret et sådant udvalg, som er nedsat. Dette udvalg har gjort sit gavn og i henhold til forretningsordenen.

Og den måde, udvalgene arbeder på, synes at fungerer udmærket. Og finansudvalgets arbejde med at fordele udgifterne, synes vi er udmærket. Men jeg synes, det er meget vigtigt, at man vurderer dette arbejde endnu nøjere. Vi ved, at der er begrænset midler og at der ikke bliver flere midler, der skal fordeles.

Vi ved, hvis man siger, at vi som landspolitikere, skal arbejde på landsplan og her i den sammenhæng, regner jeg med, at det også skal gælde for medlemskab i selskaber eller andre virksomheder. Jeg selv vurderer, at der sker for lidt koordinering.

Politikerne siger, at man skal tage hensyn til de, der er mindrebemidlede og vi må tage det op til vurdering, om det virkelig er sådan, for det er sådan, at rige kommuner bliver forfordelt i forbindelse med etablering af nye arbejdspladser og det har så resulteret i, at mindre rige kommuner bliver forfordelt, hvad det angår. Det burde være sådan, at dette udvalg skal sammensættes af politisk uafhængige områder. Men det må vi tage stilling til, her politisk.

Jeg mener, at det mest hensigtsmæssigt sammensætning kan tages op til diskussion, efter vurdering. Men det vigtigste er, at man behandler borgerne ens, også af hensyn til, at de har samme rettigheder som borgere her i landet. For at bane vejen herfor, har jeg fremsat dette forslag til beslutning, i håb om, at positiv modtagelse.

Men jeg skal hermed på landsstyrets vegne fremlægge landsplansredegørelse 1998. Perioden efter 1987 benævner vi ofte strukturtilpasningsperioden. Den har været præget af store trafikale infrastrukturmæssige tilpasninger, herunder omlægning af KNI, Ylisering af skibsfragen, kapacitetstilpasning i fiskerisektoren og udbygning af de regionale landingsbaner.

Disse store projekter har særskilt været forelagt landstinget og det er baggrunden for, at landsstyret op gennem >90´erne kun én gang har afgivet en redegørelse om landsplanlægning til landstinget, nemlig med landsplansredegørelse 1994, der beskrev samfundsplanlægningen fra 1960 til i dag, og perspektiverne for tilrettelæggelse af den fremtidige samfundsudvikling.

Landsplansredegørelsens første hovedafsnit gør status over udviklingen indenfor fysisk planlægning og arealanvendelse. Foruden de store strukturtilpasninger, har landsplanlægningen i 90´erne også omfattet følgende;

1) registrering af bevaringsværdige bygninger og bydele.

1) udflytning af et antal hjemmestyrevirksomheder fra Nuuk til byer på kysten.

1. forberedelse til inddragelse af nye landområder til byudviklingen i Nuuk og Sisimiut og overgangen fra militært til civilt status for det tidligere forsvarsområde ved Kangerlussuaq.

Og endelig, udvikling af de nye landbaserede erhverv.

Landsstyret er opmærksom på, at der i forbindelse med den fortsatte udvikling af de landbaserede

erhverv, kan vise sig et behov, for at fremsætte forslag til konkrete landsplansmæssige

hovedretningslinier for den fysiske udbygning af samfundet.

Hjemmestyrets bistand til kommuneplanarbejdet i de tre små kommuner Kangatsiaq, Qanaaq,

Ittoqqortoormiit, påregnes der med udgangen af 1998 at forelægge en godkendt

førstegenerationskommuneplan for samtlige kommuner. Men kommuneplanlægningen er en

fortløbende proces og det er vigtigt, at der sker en løbende fornyelse af kommuneplanerne.

Landsstyret anbefaler derfor, at kommunerne ajourfører kommuneplanens redegørelsesdel med en

kortfattet årlig planredegørelse og samtidig ønsker landsstyret gennem investerings- og

sektorplanlægningen, at videreudvikle den løbende plandialog mellem hjemmestyret og

kommunerne.

NIN, det er Grønlands arealregister, blev sat i endelig drift per 1. januar 1997 og der er nu

indberettet cirka 1000 nye arealtildelinger til registre.

Landsstyret er indstillet på at gennemføre de nødvendige justeringer af regelsættet for

arealanvendelse og planlægning, i medfør af den overordnede nye tinglysningslov og vil samtidig

også fremsætte forslag om andre relevante ændringer i regelsættet.

Landsplansredegørelsens 2. hovedafsnit omfatter en redegørelse for befolkningsudviklingens

geografiske fordeling.

Landsstyret har noteret sig, at den i landsplansredegørelsen 1990 påpegede kraftigt

befolkningskoncentration i de fire byer; Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut og Ilulissat gik i stå i første

halvdel af 90´erne, men at den herefter er fortsat i de tre største byer; Nuuk, Sisimiut og Ilulissat,

omend med en lavere vækstrettet end slutningen af 80'erne.

Der er tale om en generel tendens til afvandring af de små og mellemstore bykommuner og en

kraftig tilknytning af de trenævnte storbyer. Bygdebefolkningens størrelse er nogenlunde konstant,

mens den relative andel af den samlede befolkning er svagt faldende.

Den geografiske fordeling viser imidlertid, at der er sket en kraftig vækst af bygdebefolkningen i

Uummannaq og Upernavik kommuner, som følge af de gunstige hellefiskefiskeri, samtidig med, at

der er en markant faldende bygdebefolkning i de tre traditionelle bygdekommuner; Nanortalik,

Qanaaq og Ammassalik.

Det er forhold, som vi skal være opmærksomme på i forbindelse med tilrettelæggelsen af fremtidige

fysiske udbygning af samfundet. Desværre har der ikke været tid til at supplere befolkningsafsnittet

med en redegørelse for, hvordan samfundets fysiske udbygning fordeler sig geografisk.

Landsstyret vil derfor til landsplansredegørelse 1999 medtage en femårig oversigt, der for hver

kommune sammenholder befolkningsudviklingen, med udviklingen i kommunens og hjemmestyrets

anlægsinvesteringer.

Landsplansredegørelsens 3. hovedafsnit udgør redegørelsens hovedtema om behovet for

planlægningen af det åbne land.

Der sker i disse år en kraftig vækst i de aktive interesser, der ønsker at bruge det åbne land, herunder fritid, fangst, turisme, landbrug, tekniske anlæg og råstofsudnyttelse.

Der skabes voksende interessekonflikter, dels indbyrdes mellem de aktive interesser og dels i forhold til de passive interesser, der søger at beskytte det åbne land, herunder kultur-, natur- og miljøværdier.

De kommunale plantiltag i det åbne land, er derfor få og med ringe gennemslagskraft og til dato er der kun tilvejebragt og godkendt en enkelt frilandsplan, nemlig for skisportscentret ved Apussuit ved Maniitup Kommunia.

I redegørelsen peges der på nogle muligheder, for at tage denne udfordring op, herunder følgende;

For det første, at der indføres en kommunalplanpligt i det åbne land.

For det andet, at arealmyndigheden i det åbne land i videst muligt omfang overdrages til kommunerne.

For det tredje, at arealadministrationen effektiviseres gennem forenkling af høringsrutiner.

Og for det fjerde, at myndighedernes formidling af forudsætninger og dertil til kommunerne samordnes. Denne samordning kan blandt andet ske ved etablering af en fælles Y for hjemmestyret, det vil sige, et fælles geografisk informationssystem, der gør det muligt at præsentere alle relevante data for et givet område i det åbne land, på et og samme degitale kortværk.

Planlægningen af det åbne land er en ny samfundsopgave, der må påregnes at koste nogle ekstra administrative ressourcer, både for kommunerne og for de overordnede myndigheder.

Landsstyret drager på nuværende tidspunkt ingen enegyldige konklusioner, men mener tværtimod, at opgavens prioritering skal ske på baggrund af en bred debat, som landsstyret hermed inviterer til.

Med disse ord. Overlader jeg landsplanredegørelsen 1998 til landstingets velvillige behandling.

Myrna Lynge, ordfører for Siumut:

Efter nøje gennemgang af den af landsstyret forelagte, meget indholdsrige, velgennembearbejdet og letforståelige landsplansredegørelse, skal vi fra Siumut knytte følgende bemærkninger til redegørelsen;

en tilsvarende redegørelse er blevet forelagt kun én gang tidligere i 1994. I Siumut er vi glade for, at man nu stiler imod forelæggelse af en redegørelse årligt.

Fra Siumut er vi helt enige i redegørelsen i, at der er behov for forelæggelse af en sådan redegørelse og at man altid tager følgende med i redegørelsen;

eksempelvis fredning af diverse bygninger, udvikling af nye erhvervsvirksomheder med videre.

I lyset af den meget hastige udvikling i 90´erne, er det nødvendigt at fremkomme med en årlig redegørelse.

Vi skal kort knytte følgende bemærkninger til enkelte punkter i redegørelsen;

Fra Siumut mener vi, at kommunernes medansvar og forplgtelser bør styrkes, men samtidig må man fra hjemmestyrets side være opmærksom på behovet for bistand til kommuner, der ikke kan følge med økonomisk og personalemæssigt, derfor støtter vi fra Siumut landsstyret i, at det er nødvendigt at revurdere bevillingerne til vanskeligt stillede kommuner.

Eftersom vort land er så stort og langstrækt, er planlægningsmæssige fejltagelser meget nærliggende, derfor må man lægge vægt på en god planlægning.

I en landsplanlægning, er det meget vigtigt, at følge med i bosætningsmønstret. Det er meget nødvendigt med nøje koordinering af samfundets behov og hensynet til landets ikke-levende og levende ressourcer i forbindelse med udbygning af virksomhederne.

Af redegørelsen fremgår klart, at bestemte byer er voksende, mens andre vokser langsommere og at andre er på retur. Derfor er der ikke tvivl om, at anlæggelse af landingsbaner til fastvingede fly vil indvirke på befolkningens bosætningsmønster og iværksættelse af nye arbejdspladser. Dette forstærker behovet for årlige vurderinger på landsbasis.

Endvidere støtter vi fra Siumut Ruth Heilmanns forslag og skal kræve, at landsstyret undersøger mulighederne for nedsættelse af et udvalg.

Med disse korte bemærkninger, tager vi landsstyrets landsplansredegørelse til efterretning med glæde og ønsker medarbejderne udførelse af god planlægning og god arbejdslyst.

Peter Ostermann, ordfører for Atassut:

Den af landsstyret forelagte landsplanredegørelse, er meget indholdsrig og meget interessant.

Landsstyret vælger tidspunktet for redegørelsens forelæggelse, vil jo også fremgå af selve forelæggelsen og heller ikke uden at blive bemærket.

I det forgangne år, er der i de forskellige områder sket markante ændringer samt modernisering af produktionens sektorer.

De første regionale landingsbaner er allerede anlagt og taget i brug. Og de øvrige vil følge efter.

Atassut er ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil spille en stor rolle for infrastrukturudviklingen i de forskellige landsregioner.

Atassut finder det ikke nødvendigt, at komme med uddybende bemærkninger til redegørelsens første afsnit, da dette kun er nærmere redegørelse for de igangværende udviklingstiltag, nemlig en understregning af, at det kun er de fire største byer samt de hellefiskforekomstrige områder, der har undergået større udbygning.

Selvfølgelig skal udbygningen og udviklingen fortsætte, men vi mener, at de berørte kommuner har større og bedre aktivitetsmuligheder til strukturudviklingen, end tilfældet er og at de bør være mere deltagende.

Vi mener simpelthen, at de økonomisk bedre stillede kommuner bør tilrettelægge større deltagelse, dets pligt til infrastrukturudviklingen.

Endvidere skal bestræbelserne på, at udnytte de mineralske råstoffer, olie selvfølgelig fortsætte.

Vi er rige på erfaringer med kommuner, der kommer i økonomiske vanskeligheder, også på de andre store problemer, som vi i fremtiden bør undgå, så vidt muligt. Vi skal derfor med denne argumentation anmode landsstyret om vurdering af en eventuel lovbestemmelse af infrastrukturudbygningen i de forskellige landsregioner.

Vi er overbevist om, at en sådan bestemmelse vil imødekomme fremtidige finansielle problemer i de økonomisk dårligt stillede landsregioner samt at have gavnlig forebyggende effekt på andre eventuelle vanskeligheder.

De maritime befordringsmidler har de forgangne år gennemgået markant forbedringer, fartøjerne er blevet hurtigere og kan i løbet af meget kort tid komme langt frem. Denne kendsgerning har haft stor uheldig konsekvens for fangstdyr og fuglebestande, som man absolut bør gøre noget ved, derfor skal Atassut henstille et krav til landsstyret om planlægningen af det åbne land, i de fredede områder til Y og bevarelse af naturelse af naturen.

Beslutninger om naturfredninger af vilde rensdyrområder er ikke længere tilstrækkelige.

I vores nærværende bemærkninger, gør vi opmærksom på hensyntagen til kommuner med dårlig økonomiske og planlægningsmæssige formåen.

Det fremgår klart af landsplansredegørelsen, at de mange ændringer samt strukturtilpasninger har for flere kommuner betydet sværere økonomisk formåen med større arbejdslediggang til følge, hvorfor kommunernes selvstændighed bliver mere og mere begrænsede.

Denne udvikling har vi fra Atassut´s side forudsagt for længe siden og har i henhold til det, forelagt vores ønsker om lempelser af oprettelsesbestemmelser for nye landbaserede erhvervsmuligheder. På nuværende tidspunkt konstaterer vi med glæde, at der er dannet basis for realisering af disse muligheder. Vi er ikke i tvivl om, at dette også vil have en stor gavnlig virkning for kommunerne, der er kommet i en svær økonomisk situation.

Dette er dog ikke nok. Hvad skal vi så gøre? Før vi går videre, vil vi gerne understrege, at landsplanlægning er det bedste redskab til styring af samfundsudviklingen. På denne måde, kan man nemlig styre udviklingen af de forskellige regionale områder.

I henhold til overordnede økonomiske hensyn, mener Atassut, at vi gør sådan, at man sammen med de svagt stillede, skal gå i gang med planlægningen.

Visse sociale udgifter bør gøres aktiverende ud fra de muligheder, der er i kommunen indenfor turismen og andre områder, for eksempel projekt Puisi i Nanortalik.

Omkring Narssarssuaq og Kangerlussuaq, bør det tages op snarest, således, at man kan planlægge videre.

For det tredje; der skal planlægges om anlægsområdet i samarbejde med kommunerne.

For det fjerde; større forødning af fiskeprodukter, bør man igangsætte snarest muligt, således, at man opnår at flere sættes i arbejde igen og for at opnå flere indtægter. Hvis vi ikke gør ekstraordinaæt ud af det, vil vi ikke afhjælpe kommunernes situation.

Med hensyn til de større byer, så vil flytningen vokse og der vil opstå boligmæssige, skole med uddannelsesmæssige problemer.

I takt med, at vores økonomiske situation forværres, må vi udnytte vore eksisterende midler bedst muligt ved god planlægning.

I fremtiden bør vi satse på, at vi skal have flere søjler til vores erhverv, der peger klart frem, at de og de ting skal udbygges i de og de sektorer. Vi kan jo ikke allesammen beskæftige os med det samme.

Ved god planlægning, kan vi opnå gode resultater og vi har nu fået at vide, at man kan udnytte sælspæk til medicinfremstilling. Er det sådan, dem, der kommer først til mølle, får. Men vil vi ikke opnå bedst mulige resultat, at vi ved god planlægning spreder produktionen?

Med hensyn til Ruth Heilmanns forslag, kan jeg sige, at vi er mere inde i den nuværende måde at gribe tingene på. Med disse bemærkninger, tager vi landsstyrets redegørelse til efterretning.

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

I forbindelse med vores korte bemærkninger, vil jeg først med glæde bemærke, at der fra nu af, vil der blive forelagt en landsplansredegørelse hvert år, hvilket Inuit Ataqatigiit betragter som noget helt naturligt.

Nærværende redegørelse indeholder værdifulde ting, man kan bruge i forbindelse med landsplanlægningen og er et vigtigt redskab deri.

Det, der anbefales i redegørelsen, at man begynder at planlægge det åbne område, så har vi ikke noget imod det, hvorfor vi ikke vil fremkomme med yderligere bemærkninger til det.

Men med hensyn til de større byer, befolkningskoncentrationen i Nuuk, Sisimiut og Ilulissat, hvilket der også blev peget på i redegørelsen, med henblik på at begrænse denne udvikling, så finder Inuit Ataqatigiit helt afgørende, at der skal være samme forhold, uanset, hvor man bor i Grønland. Det samme gælder for forsyning, trafik og det sociale område, indenfor sundhedsvæsenet og ikke mindst erhvervsmæssigt og beskæftigelsessituationen samt boligmæssigt.

Omkring leveforholdene i yderdistrikterne, der har Inuit Ataqatigiit fremsat et forslag den 14. oktober og her henviser vi til vore bemærkninger dér og gentager, at vi kræver, at andre byer, udover Nuuk, Sisimiut og Ilulissat, bør man fra centralt hold lave en planlægning om og at det bør ske mere intenst i de kommende år. Med disse korte foreløbige bemærkninger, tager Inuit Ataqatigiit landsplanredegørelsen til efterretning, men skal varsle om, at vi fortsætter vore bestræbelser på, at man stopper forskelsbehandlingen af kommunerne her og i fremtiden.

Anton Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:

Jeg har på Kandidatforbundet´s vegne medinteresse gennemgået landsplansredegørelsen 1998.

Først skal jeg minde om, at dette interessante værk, at man burde gennemlæde det med god tid, for dét, der vedrører landsplanlægningen og såfremt man skal kunne behandle det nøje, så skal man have tid til at bearbejde det materiale, der er fremkommet og ikke mindst de vigtige oplysninger, der er indeholdt omkring byggeri, økonomi og andre ting, hvordan udviklingen er indenfor disse områder i de sidste 10 år.

Og når man ser på hele redegørelsen, så er det en redegørelse, der ikke er helt dækkende. Derfor må man vedrørende det forelagte i sin helhed set, rettere sige, at det drejer sig om landsplansredegørelse som en førstedel af af en samlet landsplansredegørelse.

Til trods herfor og for at sagen skal arbejdes videre på, må man ikke mindst for de nordlige kommuners vedkommende fortsat uddybe og tydeliggøre arealanvendelsesplanerne, der dels endnu har mangel i disse.

I redegørelsen omtaler for det meste udviklingen i de fire største byer, der dels har sin baggrund i befolkningens flytninger og endelig omtales også befolkningstilvæksten i de byer, der har gode erhvervsmuligheder.

Derudover omtales også arealanvendelse i områder udenfor byerne samt interesseområder, som man finder bevaringsværdige.

Selvfølgelig har udflytningen af en del af hjemmestyrets institutioner og virksomheder til andre byer haft stor indvirkning for de tilflyttede kommuner, ligesom de store virksomheder har gennemgået strukturomlægninger, der har betydet store udgifter for samfundet.

I de forskellige kommuner, skal kommunerne selvfølgelig på baggrund af deres selvbestemmelsesret, selv bestemme i hvilken retning deres byer ønskes udviklet, også efter at have hørt landsplansudvalget.

Af redegørelsen kan man se, at der i forbindelse med landsplanlægningen i visse kommuner, dels mangler faste regelsæt til beslutning vedrørende arealanvendelse undenfor byområderne, for eksempel beslutningsgrundlag til anlægsforbud ved fredning af et landområde, elv eller et bestemt mindre areal.

Det er også anført, at der er bygget cirka 1000 fritids- eller fangsthuse udenfor byarealerne, men at beliggenheden af disse ikke altid er blevet indtegnet på landkortet, ligesom det ikke altid er blevet registreret, derfor vil jeg vegne af Kandidatforbundet opfordre til, at der i forbindelse med udarbejdelse af regelsæt og planlægning af disse, indleder et samarbejde, for eksempel med kommunerne samt interessegrupper, som fåreavlere, turistorganisationer og andre fritidshusejere og ikke mindst kommunerne, i et tæt samarbejde, da ønsket om et samarbejde allerede er tydelig i redegørelsen.

Jeg mener, at der med udgangspunkt i denne indledende debat, bør skabes en større debat i samfundet, som kan pågå med deltagelse af enkeltpersoner, kommunerne og andre interessegrupper, således, at yderligere oplysninger kan tilgå og blive medtaget i landsstyrets redegørelsesmateriale 1999.

Man skal huske på, at landskassens tilskud til kommunerne vedrørende anlægsarbejder, socialvæsen, uddannelse og mange andre områder, har meget store indvirkninger for de enkelte kommuners udvikling. Og såfremt udviklingen skal ske på ligelige vilkår, må disse administreres med mere ligelig fordeling til byerne samt i god og gensidig forståelse med kommunerne.

Man har taget boligmangelproblemerne som et eksempel. Det går godt i nogle kommuner. I nogle af kommunerne, efter en gunstigere behandling fra hjemmestyrets side, for eksempel vedrørende anlægsarbejder, da de bliver gunstigere behandlet i forbindelse med udflytningen af hjemmestyrets store virksomheder med videre. Det er ikke til at tage fejl af.

Nuup Kommunia er et klart eksempel. Mange mennesker tilflytter Nuuk, da der er større anlægsaktivitet og der er flere arbejdspladser, da varerne i de fleste tilfælde er billigere, end andre steder rundt på kysten og da forskellige muligheder er bedre på grund af bedre faciliteter, der indenfor alle områder bliver bedre og bedre, i forhold til andre steder på kysten.

Følgen her, er dels den store boligmangel, især i Nuuk. Trænge pladsforhold i skolerne, manglen på daginstitutionspladser med videre.

Til trods herfor har kommunen meddelt, at den ved dette års begyndelse har en kassebeholdning på cirka 200 mio. kr..

Det er udmærket med en reserve af pengemidler, men fra hjemmestyrets, landstingets side må man også være opmærksom på, at der er kommuner, for hvem, det går meget sultne og dels mætte for. Man kan ikke sige, at disse kommuner ikke kommer os ved og der er vel ingen, der siger det. men det er nødvendigt med udvikling på mere lige vilkår.

Med disse bemærkninger, tager jeg landsplansredegørelsen, som jeg betragter som den første eller i helhed til efterretning.

Jonathan Motzfeldt, landsstyreformand, Siumut:

Jeg takker for, at samtlige partier har modtaget redegørelsen positivt og at Kandidatforbundet med deres temmelig lange bemærkninger, som jeg til dels er enig i og uenig i, dem har jeg også bemærket.

Jeg skal til Kandidatforbundet sige, at uanset, at de kun betragter det, som en del af en helhed, så betragter andre partier, for eksempel Siumut´s og Atassut´s ordførere betegner det, som en indholdsrig redegørelse. Det synes jeg selv, det er, fordi det indeholder mange forskellige oplysninger, som kan danne til grund for dialog.

Og i dét landstingsmedlem Ruth Heilmann har fremlagt, så er der også en del, som man kan tage med i de videre overvejelser.

Og man må sige, at der er dannet basis for det videre arbejde.

Jeg mener, at det er på sin plads, at man ønsker, at sådan en redegørelse kommer oftere og Siumut´s ordfører Myrna Lynge kom ind på, at man bør gøre det hvert år, det kan man overveje, hvis det kan lade sig gøre. Men selvfølgelig skal der tilgå redegørelser til landstinget og landsstyremedlemmet Ruth Heilmann´s forslag skal jo også forstås derhen, at der skal fremkomme mere kontinuerlige fremlæggelse af planer.

Og Inuit Ataqatigiit har jo i deres forholdsvise korte bemærkninger opfordret til, at arbejdet fortsættes, specielt med hensyn til mulighederne for videreudvikling af visse kommuner.

Jeg skal uden at kommentere de enkelte partiers bemærkning, så har jeg bidt mig fast i, at Siumut´s ordfører Myrna Lynge i sit indlæg kom ind på kommuner med økonomiske vanskeligheder, at man er opmærksom på, at man ikke forfordeler disse kommuner.

Det er korrekt, at de fleste kommuner har afleveret deres kommuneplaner og når resten af kommunen, for eksempel Nanortalik, Ivittuut og Qeqertarssuaq har afleveret deres kommuneplaner, så vil der være et komplet arbejde her.

Med hensyn til støtte til de kommuner med økonomiske vanskeligheder, der har vi fra landsstyrets side sagt, at man lytter til KANUKOKA´s indstillinger, det har man for så vidt også gjort i år.

De tilskud til kommuner med økonomiske vanskeligheder, skal planlægges ud fra en dialog om de reelle behov og den dialog skal indgås med KANUKOKA.

Om Atassut´s ordfører Peter Ostermann, er jeg glad for hans konkrete bemærkninger om denne redegørelse. Når vi planlægger, så skal vi ikke kun gå ud fra befolkningen, men vi skal også tage hensysyn til dyrearterne i kommunen og skal respektere deres eksisstent, således, at man også medtager det den videre planlægning.

Det harmonerer også med landsstyrets intentioner og med de anbefalinger, der er kommet under seminaret i oktober. Yngleområderne for dyrene, skal vi også respektere og det er også meget vigtigt, at man gør det. det synes jeg er på sin plads, at man kommer ind på i forbindelse med landsplanlægningen.

Jeg vil også kommentere placeringen af de forskellige fiskefabrikker. Det er også vigtigt, at man også tager det med i vurderingerne. Hvor er det vigtigst at placere en virksomhed omkring sælspæk? Hvor er der sæler? Hvor er der arbejdskraft at hente? Det er sådanne ting, der skal indgå i vurderingerne.

I disse år, er det ikke mindst kommunerne, der selv tager det frem, hvor meget landsstyret skal bestemme, hen over hovederne på kommunerne med hensyn til kommunernes udvikling. Det er også én af de ting, vi skal tage op til vurdering. Jeg selv har altid sagt, at det harmonerer med mit parti og der er heller ingen, der modsiger det her i landstingssalen, at de kommuner, der har gode muligheder for udvikling, skal udvikles og gives muligheder for at udvikle dem økonomisk, lade dem udnytte deres økonomiske muligheder ved en velgennemtænkt planlægning, kommunerne har jo også frihed til at lave plan for deres egen kommune ud ad til, og jeg synes at de kommuner skal der gives mulighed for i det videre arbejde.

Man kan ellers fristes til at kommentere adskillige ting i ordførernes indlæg, en af de ting som Peter Ostermann var inde på, at vi også skal have en økonomisk planlægning således at pengene såvidt muligt arbejde inden for landets egne grænser.

Investeringer udefra å¨virksomheder, det synes jeg man skal være åben overfor, således at disse penge også kommer til at arbejde her inden for landets grænser, og det synes jeg er værd at støtte. Det vigtigste er som jeg erne vil nævne nu som samtlige partier og Kandidatforbundet kommer ind på, det er en begyndelse af et mere kontinuerlig arbejde i landsplanlægningen.

Der blev ønsket at der hver år fremlægges en betænkning og det skal vi så også lade gå videre til det næstkommende Landsstyre. Tak.

Ruth Heilmann, Siumut, forslagsstiller, har bedt om at få ordet igen.

Tak. Jeg er også glad for, at mit forslag ikke mindst at man er enig med det meste af mit forslag og at det bliver positivt modtaget. Her tænker jeg på, at vi skal lave en god landsplanlægning. Når vi ser status idag, så fremgår det klart, at der er visse kommuner, hvis befolkniingstal er stærkt faldende og som det fremgår af forelæggelsen.

Derfor er det af største vigtighed, at vi tager en nøje vurderinger, vi må tage nytænkning i brug og her har jeg også kommet ind på i mit forslag, at man har etableret NUKA A/S ved nytænkning, det vil være et positivt tiltag og vil have den effekt på bygderne, at bygderne ønsker at forblive der, og jeg er på den måde meget glad for at NUKA A/S er blevet etableret i bygderne.

Landsstyreformanden kommer også ind på dyreværnen, deres yngleområder, og jeg synes, at vi også skal respektere mennesket, der hvor de bliver flere og vi ved at efter fiskens forsvinden, hvilke byer, der er blevet hårdest ramt, så det er derfor Landsstyrets forpligtigelse at gøre ekstraordinære ting overfor disse ting m.h.t. at fremkomme med bedst mulige løsninger.

Mens der var god fiskeri, så etablerede man større uddannelsesinstitutioner i de kommuner, hvor det ikke går godt med fiskeriet, og disse byer går nu bedre i forhold til de steder, hvor der har været fisk før og specielt bør man være opmærksom på de byer, der er hårdest ramt efter fiskens forsvinden og det kan ikke accepteres, at man bar i løbet af 2 år skulle flytte omkring 100 familier til andre steder, det er forekommet i forbindelse med flytningen af virksomhederne. Det er sådanne ting vi også skal have med i overvejelserne, og et er jo også somme tider skyld i, at boligområdet visse steder er gået i stå.

Og jeg er glad for at mit forslag er blevet mødt med forståelse, og jeg har gode forhåbninger om fremtiden ud fra det der fremgår af forelæggelsesnotatet i forbindelse med forelæggelsen af Landsplanredegørelsen.

Jeg var meget glad for Atassuts bemærkninger, hvis vi ikke gør noget ekstraordinært, så vil vi ikke kunne standse visse kommuners økonomiske nedtur, men så sagde han, at Atassut hellere vil forholde sig til den eksisterende ordning end at skulle være enig med forslagsstillerens forslag.

Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit bedt om ordet uden for partiernes ordførere.

Tak. Før skal jeg meddele, at der var debat bl.a. ud fra mit forslag den 14. oktober, hvor man siger, hvilken retning man skal have i udviklingen og jeg er glad for at budskabet lyder således, at enhver har frihed til at bosætte sig der hvor man har lyst til. Den har man ikke været inde på i denne omgang, at folk har frihed til at flytte, hvor de vil, men man beslutter her, hvilken retning udviklingen skal gå, og hvor.

Her tager man beslutning om, hvor de store virksomheder skal være, og derfor er jeg glad for, at man har ladet forstå, at man i forbindelse med udviklingen af et samfund ikke kan være blinde for, at vi skal have en mere koordineret udvikling på landsplan.

Som bekendt som vi også har nævnt, at en sådan udvikling og som følge af koncentration af selskabsdannelserne, og hvilket har resulteret i, at visse kommuner er kommet i alvorlige situationer som de ikke er skyld i, fordi arbejdspladserne i visse kommuner er flyttet til en anden kommune, og der er opstået stor boligmangel her i Nuuk alene er der omkring 2000 på venteliste, i Sisimiut op til 400 og som føle heraf må man sige, at mange penge bliver spildt fordi man bruger mange penge til vakantboliger og til indkvartering på hoteller.

Hvis planlægningen havde været bedre, så ville man have kunnet benyttet disse mider til etablering af arbejdspladser. Der er store skævheder i samfundets opbygning, Landskassen har underskud på budgettet, og på den anden side spilder man en masse penge, som følge af denne koncentration.

Derfor er det rigtigt, at vi skal bruge nytænkning i anvendelse og også genoverveje om det virkelig er nødvendigt, at man koncentrerer disse store virksomheder i de store byer. I visse kommuner er der boliger der står tomme hen, som INI A/S også skal bekoste.

Som sagt er der for mange penge der spildes p.g.a. skæv udvikling og man bør også gøre noget ved de byer der er ramt af en sådan skæv udvikling eller planlægning og som et eksempel herpå kan jeg nævne, at man placere et alkoholbehandlingscenter i Illulissat og arbejdet med det, der må jo have været behov for det, men en af de ting man skal sætte spørgsmål ved er, hvorfor netop Illulissat ? Er der ikke muligheder i andre kommuner, hvor der er boliger, og jeg har også konstateret at NUKA A/S også har fået hovedsæde her i Nuuk, hvorfor skal den virksomheds hovedsæde være i Nuuk, selvom den skal arbejde for bygderne og yderdistrikterne ?

Så er det nødvendigt, at se udviklingen under et. Hvis vi skal rette op på pladsmangel i skolerne, og boligmanglen, så er det på tide, så må vi få ordnet forholdene. Derfor er jeg glad for, at vi har fået fremlagt, hvilke intentioner man har og jeg mener, at man på den måde kan give mere håb til de byer der er blevet ramt af den skæve udvikling.

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet, har bedt om ordet igen.

Ja det går op og ned, man bliver glad, så på den anden side kan man også blive deprimeret og jeg er glad for Landsstyreformandens bemærkning, at kommunerne fortsat skal have frihed til at udvikle sig efter deres egne muligheder, det lyder dejligt at høre, men forleden, da vi drøftede trafikredegørelsen, så satte man allerede her begrænsning i kommunernes muligheder for at udvikle sig.

Og derfor er der modstrid mellem de bemærkninger Landsstyreformanden kom med her og de bemærkninger der var fremme i forbindelse med drøftelsen af trafikområdet forleden.

Jeg har spurgt omkring anlæggelsen af landingsbaner, hvilket muligheder har kommunerne selv til at tage initiativ til, det blev ikke besvaret her fra talerstolen, men da jeg ikke fik besvarelse herfra, så fik jeg oplyst fra Landsstyremedlemmet fra Trafik, at såfremt kommunerne selv tager initiativ så vil der opstår skævheder på planlægningen af trafikken på landsbasis.

Vi må altså acceptere, at de kommuner, der har lyst til at sætte en udvikling igang, ikke skal begrænses, det er noget helt andet, at vi her skal arbejde ud fra Landskassens formåen og kommuner skal selvfølgelig også arbejde ud fra deres økonomiske formåen, men ikke desto mindre må man ikke glemme, at Landskassens bevillinger til kommunerne også har stor indflydelse på kommunernes økonomi.

Vi kan jo blot tage et eksempel, i 1994, der var der en regulering inden for aldersrenteområdet, så betalte man op til 300 mio. kr. til visse kommuner, hvilket resulterede i at kommunerne fik bedre økonomi, og det er på den måde, at kommunernes økonomiske evne ændrer sig i takt med de tilskud de får fra Landskassen.

Derfor hvis vi skal komme med modstridende ting her fra talerstolen, så er det betænkeligt, selvfølgelig har alting sin grænse også m.h.t. skal vi også se på landets egen økonomi når vi taler om landsplanlægningen, vi kan ikke bare glemme alle de ting.

Det samme gælder for kommunerne, kommunerne skal jo også selv skele til deres økonomiske formåen i forbindelse med deres planlægning.

Jeg synes det er en spændende og interessant dialog, der er gået igang, og jeg håber ikke, at den bliver stoppet her, hvilket jeg heller ikke ønsker skal ske, men jeg mener, at denne dialog, såfremt alt skal frem under dialog, så skal man tage alle de positive og negative ting uden af skjule noget. Vi må også huske på, at vi ikke kan sige ja til det hele, og på den måde, hvis vi gør det så kan vi ikke undgå, at det på et eller andet tidspunkt går galt.

Derfor må vi også være i stand til at sætte grænser, og sige, at her er en bestemt grænse. Vi ønsker alle, at landets udvikling går i den positive retning uden alt for mange fejltagelser og fejldispositioner, så hvis man her fra talerstolen kan sige, at det og det er der noget galt med og bør rettes op, så er det Landsstyrets forpligtigelse, at gå igang med at tage initiativer til at rette det op.

Og så håber jeg at man her også i 1999 også fortsætter det positive arbejde, og med disse forholdsvis korte bemærkninger er det mit håb, at debatten også kommer ud til samfundet, samfundet er jo vores arbejdsgivere som vi skal lytte til i allerhøjeste grad. Tak.

Peter Ostermann, Atassut.

Tak. Ganske kort. Ruth Heilmann du har vist misforstået noget, det vi er enig i den nuværende planlægningsmåde, at udviklingen skal fortsætte og at planlægningen skal være kontinuerlig uden at skulle nedsætte et udvalg.

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand kommer med yderligere besvarelse.

De der har nærlæst redegørelsen, hvilket alle har i salen har gjort skal bemærke, at den indeholder en hovedtema Ai det åbne land”, den grønlandske udgave side 127, hvilket ting Landsstyret har bemærkninger om vedrørende landsplanen, og det vil jeg også henvise til Kandidatforbundet, at de ting står på side 127.

Landsstyret har i øjeblikket ikke planer om at skulle flytte Hjemmestyrets virksomheder andre steder og jeg mener at det er 103 i den danske udgave og det er i Astatus for sammenfatning af Landsstyrets udtalelser”.

Og planlægningen skal jo også harmonere med Landskassens formåen, og anlæggelsen af landingsbanerne går også efter planen, og når de så er gennemført er man åben overfor at man kan planlægge andre.

Derfor er det også ønskeligt, at man forstår at Landsplanredegørelsen sigter på Landsplanredegørelse også skal man se på, hvor er der større koncentration af befolkningen, hvilket muligheder er der i de enkelte byer, det er sådanne forhold som enhver der gerne vil igangsætte en virksomhed, og hvilket servicemuligheder er der i de forskellige områder, det er sådan nogle ting, vi i vores planer om igangsætning fra det offentliges side med Landskassen som baggrund det er meget vanskeligere.

Vi har interesse i, at folk selv kan etablere virksomheder ud fra deres egen opfindsomhed, derfor må vi vende os til, at visse byer er mere attraktive her i Grønland i forhold til andre. Befolkningens må sige, ligesom IA, at de har frihed til at bosætte sig der, hvor de ønsker, vi kan fra Landsstyrets side ikke bestemme hvor befolkningen skal flytte hen.

Folk tager derhen, hvor der er arbejde at få, vi kan ikke pådutte det hen overhovedet på befolkningen men vi skal være med til, at der er boliger, skolegang og alle andre ting fra samfundsservice, de steder hvor folk slår sig ned, men vi kan ikke tvinge folk til at bosætte sig bestemte steder.

Ruth Heilmann, Siumut, har bedt om ordet igen.

Jeg skal minde om at et absolut flertal har taget redegørelsen til efterretning, derfor hvis vi skal fortsætte med dialogen så begynder vi, at gennemhulle redegørelsen igen, så derfor ønsker jeg at man fatter sig i korthed.

Jeg har været inde på kommuneplanlægningen og dens vigtighed og landsplanlægningen er lige så vigtigt, det kan ikke skilles ad, derfor er det nødvendigt med samarbejde og dialog kommunerne og Hjemmestyret imellem, men det sker sådan, at man indirekte tvinger folk til at flyttet, vi kan bare tage flytningen af KNI´s hovedsæde, hvis de er nødt til at beholde arbejdet er de så også nødt til at flytte med hovedkontoret, der hvor hovedkontoret er og jeg håber at man er mere opmærksomme på sådanne forhold, og at det ikke gentager sig.

Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit har bedt om ordet igen.