|
Dagsordenens punkt 11-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Tirsdag
22. oktober 1996.
Mødeleder: Knud Sørensen, Landstingets Formand:
På vegne af Landsstyret skal jeg hermed fremlægge Udenrigspolitisk Redegørelse, der er udarbejdet som en præsentation af Landsstyrets samlede udenrigspolitiske initiativer i det forløbne år. Herunder gives en statusbeskrivelse af de mere langsigtede internationale samarbejdsprocesser, som Grønland indgår i, såvel i nordisk og arktisk som i europæisk og global sammenhæng.
Det er Landsstyrets mål med redegørelsen at give Landstinget en grundigt indblik i Landsstyrets prioritering af de opgaver, som Grønlands voksende engagement i det internationale samarbejde indebærer. Landsstyret lægger vægt på, at vores håndtering af disse opgaver som hidtil kan opnå en bred tilslutning i Landstinget - en tilslutning, som vi finder afgørende at kunne bag vores holdningstilkendegivelser i internationale fora.
Landsstyrets redegørelse illustrerer under ét, at Grønlands relationer til omverdenen på en lang række områder udvides, og det er efter Landsstyrets opfattelse en positiv og nødvendig udvikling. I en stadigt mere åben verden, hvor ingen samfund længere kan isolere sig, har vi for det første et internationalt moralsk ansvar for at markere og påvirke med de holdninger og værdier, som vi selv styrer efter og kæmper for i vores egen samfundsudvikling. For det andet må vi erkende, at vores økonomiske og velfærdsmæssige udvikling i stadigt stigende grad vil være betinget af et professionelt og seriøst samarbejde med andre lande på de områder, hvor der ikke længere findes grænser. Dette gælder f.eks. den globalisering, som både kendetegner den international økonomi og en bæredygtig udnyttelse af naturens ressourcer.
Landsstyret kan med glæde konstatere, at der i et positivt samspil med Danmark tegner sig en stadig mere afklaret praksis og arbejdsdeling, hvor Grønland i stigende grad får en selvstændig rolle indenfor en række områder af særlig betydning for Grønland. Det medfører naturligt forventninger og krav om, at de tilhørende forpligtelser ligeledes varetages selvstændigt og kompetent.
I redegørelsen har Landsstyret lagt vægt på at fremhæve de udenrigspolitiske temaer, som har en central betydning for Grønland, og hvor vi derfor indtræder med en særlig indsats.
Det drejer sig eksempelvis om det nordiske samarbejde. Her ser vi en fokusforskydning på grund af optagelsen af flere nordiske lande i EU, idet der samtidig har åbnet sig en mulighed for en større vægtning af det nordisk arktiske samarbejde og dermed også skabelse af større opmærksomhed omkring forholdene for oprindelige folk i Arktis.
Landsstyret støtter de nordiske strategier, der såvel indenfor kultur og forskning som indenfor erhvervsudvikling og miljøsamarbejde også styrker Arktis i relation til EU. Endvidere støtter Landsstyret bestræbelserne på at skabe en bedre adgang til præsidiet for de selvstyrende områders parlamentarikere.
Oprettelsen af Arktisk Råd ser vi som et udtryk for en vilje hos de arktiske stater til at styrke samarbejdet indbyrdes, herunder mellem oprindelige folk på områder, der rækker udover det eksisterende og velfungerende miljøsamarbejde. I særdeleshed åbnes der indenfor økonomisk og erhvervsmæssig udvikling for et intensiveret samarbejde i Arktis mellem bl.a. de selvstyrende områder i Canada og Alaska. Det forventes bl.a., at der vil blive mulighed for at fjerne nogle af de barrierer, som i årevis har virket hæmmende for Grønlands erhvervsudvikling i form af handelshindringer.
For at styrke samhandlen med de arktiske stater gennem Arktisk Råd kan det tilføjes, at Landsstyret i øvrigt overvejer at oprette et handelsråd, hvor Grønlands voksende erfaringer i internationale handelsrelationer kan anvendes. Handelsrådet kan endvidere få til opgave at analysere udviklingen indenfor WTO, rådgive med hensyn til Grønlands tiltag vedrørende GSP-status, forhandling af frihandelsaftaler m.v.
Også på råstofområdet kan Arktisk Råd få betydning og her især omkring markedsføring af Grønland som investeringsområde for mineselskaber og råstofindustri. Vedrørende de miljømæssige aspekter af råstofaktiviteter støtter Landsstyret de igangværende bestræbelser på at samordne miljøkrav i nordisk regi og indenfor det arktiske område. Landsstyrets planer om at etablere et selvstændigt miljødirektorat skal også ses i denne sammenhæng. Desuden lægger Landsstyret vægt på at indhøste erfaringer omkring de sociale og samfundsmæssige påvirkninger, som følger af råstofudvinding i Arktis.
Endelig er det Landsstyrets vurdering, at der med Arktisk Råd er skabt et nyt potentiale for et øget turismesamarbejde mellem de arktiske stater. For Grønland vil relevansen i et sådan samarbejde yderligere vokse med den igangværende styrkelse af Grønlands infrastruktur.
Infrastrukturudviklingen vil desuden give bedre grundlag for tættere mellemfolkelige kontakter omkring udveksling af kompetence imellem de arktiske lande, herunder Grønlands videreformidling af egne erfaringer med indførelse af selvstyre. Landsstyret samarbejder aktuelt med Danida om at yde netop denne form for bistand i andre dele af verden i forbindelse med Danidas strategi for Dansk Støtte til Oprindelige Folk.
Med Grønlands stigende internationale orientering satser Landsstyret på en udbygning af tilbuddene indenfor fremmedsprogsundervisning, såvel her i landet som i udlandet ved sprogskoleophold eller tilknytning til forskellige uddannelser. I både det nordiske samarbejde og i aftalen om principperne for arbejdet i Arktisk Råd lægges der op til kulturelt og uddannelsesmæssigt samarbejde.
Det er af stor betydning i såvel nordisk regi som i samarbejde med de arktiske stater, at der er fodslag mellem Landsstyret og den danske regering. Dette gælder også den fælles indsats for at sikre oprindelige folks rettigheder i FN-regi.
Indsatsen i FN er mangesidet og samtidig et led i en langvarig proces. Her ligger en stor ressourceindsats gemt i de mindste skridt henimod de mål, som Landsstyret deler med den danske regering, enkelte venligtsindede lande, forskellige NGO'er og naturligvis verdens oprindelige folk.
Det drejer sig først og fremmest om at få udkastet til FN's Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder vedtaget af FN's generalforsamling og få oprettet et permanent forum for oprindelige folk i FN-systemet. Begge er vigtige redskaber til at sikre oprindelige folks fysiske og kulturelle overlevelse.
Der hvor Grønland står overfor problemer af mere akut karakter er i forholdet til EU, når det gælder retten til en bæredygtig udvikling og specielt forståelsen for oprindelige folks afhængighed af at kunne udnytte naturens ressourcer kommercielt. EU's fældefangstforordning er et klart eksempel herpå sammen med de antifangststrømninger, der i øvrigt præger flere af EU-medlemslandene. Det sker i en grad, som kan få globale konsekvenser, fordi de forplanter sig til internationale naturbevaringsfora igennem EU's aktive deltagelse i organisationer som f.eks. IUCN.
Landsstyret støtter fortsat den indsats, som organisationer som EBCD yder i forhold til EU og til internationale naturbevaringsorganisationer. Det gælder også IUCN, når det gælder om at fastholde bæredygtighedsprincippet i udnyttelsen af de levende ressourcer.
Landsstyret vil desuden fortsat følge udviklingen i EU indenfor spørgsmål vedrørende fangst, fiskeri og oprindelige folks anliggender, for så tidligt som muligt at registrere og om muligt eliminere konspirationsforsøg fra dyreværnslobbyen. Her ser Landsstyret det som en skærpelse af problemet, at Den Grønne Gruppe i Europaparlamentet bistår dyreværnslobbyens synspunkter. Det skal dog nævnes, at vores samarbejde i EU i øvrigt er positivt.
Udnyttelsen af de levende ressourcer er i det hele taget i stigende omfang genstand for international regulering. Landsstyret lægger stor vægt på at medvirke konstruktivt til en regulering, som på samme tid tilgodeser Grønlands behov for ressourcer og princippet om bæredygtig udnyttelse. Ikke for at imødekomme krav og trusler om CITES lister og handelsforbud fra den fanatiske dyreværnslobby, men for at sikre, at den biologiske mangfoldighed bevares til glæde også for kommende generationer af fangere.
For hvidhvalernes vedkommende er de indicier om bestandens tilstand, som biologerne gør gældende overfor Grønland i den grønlandsk-canadiske Fælleskommission så alarmerende, at Landsstyret er indstillet på snarest muligt - og senest i foråret 1997 - at indføre en kvotering af hvidhvaler. Baggrunden herfor er undersøgelsesresultater, som viser en bestandsreduktion på 60% i perioden 1981 til 1994.
Med hensyn til fangsten af store hvaler fortsætter Landsstyret den hidtidige kurs. Det vil sige arbejdet for at støtte bæredygtig hvalfangst på ikke truede bestande. I den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) er arbejdet især koncentreret om Small Type Whaling (STW) og Aboriginal Subsistence Whaling (ASW). Det er efter sidstnævnte kategori, at Grønland får tildelt sine kvoter. Til trods for en mærkbar modvilje imod en udvidelse af ASW, når det gælder kvoter til Makah-indianerne i USA og Yupighit i Chukotka, er Landsstyret fortsat optimistisk med hensyn til at få tildelt kvoter igen til næste år.
Det konstruktive samarbejde i NAMMCO har i det forløbne år resulteret i vedtagelse af en fælles NAMMCO inspektions- og kontrolordning. IWC har i en årrække arbejdet på en lignende ordning uden at kunne komme til noget resultat. Canada og Rusland viser stadig større interesse for medlemskab i NAMMCO. Landsstyret vurderer en mulighed for, at NAMMCO kan fremstå som et yderligere handlekraftigt organ ved de to landes medlemskab, hvis NAMMCO bliver en samlet nordatlantisk organisation.
Landsstyret medvirker aktivt i det internationale fiskerisamarbejde som de sidste par år bl.a. har omhandlet ny aftale i FN-regi om principperne for regulering af fiskeri udenfor 200-sømilegrænsen. Baggrunden for aftalen, der anses for en historisk begivenhed, er erkendelse af behovet for regler og retningslinier for verdens fiskerinationer og det globale fiskeri med hensyn til bæredygtig regulering og forvaltning af fiskebestandene på verdenshavene .
Landsstyret kan med tilfredshed notere sig, at aftalens sigte er i tråd med de principper, som lægges til grund for fiskeriforvaltningen i Grønland og dermed for Landsstyrets bilaterale og multilaterale fiskeriaftaler. I NAFO var det økonomisk vigtigste resultat for Grønland i år en regulering af rejefiskeriet ved Flemish Cap i internationalt farvand ud for Canadas østkyst. Her er der med hensyn til begrænsning af fiskeritrykket blevet skabt enighed om en reduktion i 1997 i antallet af fiskedage på ca. 10 % i forhold til 1996.
Island opnåede sidste år med sin indgivelse af protest mod reguleringsformen at blive frigjort af NAFO-vedtagelsen. Denne protest er Grønland sammen med Norge og Færøerne kraftig modstander af, idet det har betydet en voldsom optrapning af fiskeriet. Grønland har derfor, sammen med Færøerne gjort gældende, at en gentagelse af denne fremgangsmåde i år kan betyde protester fra andre lande. Risikoen er at Islands handling, til stor skade for bestanden, resulterer i et frit fiskeri for alle .
En anden konflikt med Island i relation til fiskeri er i løbet af sommeren opstået ved Islands pludselige bortvisning af danske loddefartøjer med Grønlandsk licens fra gråzonen mellem Grønland og Island. Det er efter Landsstyrets opfattelse helt uacceptabelt, at Island på denne måde skader Grønlands udnyttelse af fiskeriressourcerne som i dette tilfælde består i salg af loddekvoter. Problemet er opstået ved at der ikke er opnået enighed om en midtlinie mellem Grønland og Island fordi Island insisterer på at grænsedragningen skal ske på baggrund af klippeskæret Kolbeinsey over 100 km fra Island. Det er Landsstyrets holdning, at problemet må kræve en hurtig løsning. Danmark finder Islands opfattelse klart folkeretstridig. Landsstyret har flere gange opfordret udenrigsministeren til at tage afgrænsningsproblemet op overfor Island, selvom der ikke har været problemer siden den foreløbige aftale fra 1988. Med baggrund i den akutte situation er der nu optaget forhandlinger med henblik på at opnå en løsning. Er dette ikke muligt indenfor overskuelig fremtid, vil Landsstyret overveje at foreslå, at grænsedragningen afgøres ved dom eller voldgift.
Endnu en form grænsedragning er under forhandling, nemlig i Permanent Committee, hvor Grønland, Danmark og USA forhandler om genoprettelse af et civilt område i Dundas i U.S. Air Force´s nuværende forsvarsområde ved Thule Air Base - Pituffik. Forhandlingerne sker på baggrund af et kompromis mellem Grønland og Danmark om at arbejde for USAs accept af den såkaldte Dundas-løsning. Denne løsning indebærer en reetablering af Dundas financieret af Danmark, hvor Hjemmestyret vil stå for driften af det civile område.
Løsningen vil blandt andet give mulighed for udviklingen for af et turistressort som et led i kommunens erhvervsudvikling. USA accepterer i princippet det dansk-grønlandske koncept, nemlig Dundasløsningen, da Thule Air Base af USA betragtes som højst sensitivt, og da USA mener, at den nye ordning uden de vigtige forudsætninger kan medføre en øget trussel mod basen, stiller USA fortsat en række strenge sikkerhedsmæssige krav og krav om bidrag til driften af lufthavnsfaciliteterne, som både kan fordyre og vanskeliggøre denne løsning væsentligt i forhold til det dansk-grønlandske udgangspunkt.
Uanset i hvilken retning forhandlingerne med USA peger hen, når de endelige forudsætninger er tilbundsgående belyst, agter Landsstyret nu at forberede et forslag til anlæggelse af en landingsbane i Qanaaq, hvilket er i tråd med tidligere meldinger fra såvel Avanersuaq Kommune som fra Landsstyret.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at Landsstyret i løbet af sommeren har fået tilsagn fra forsvarsministeren om, at det overfor den for nyligt nedsattte Forsvarskommission indstilles, at Hjemmestyret repræsenteres på observatørbasis under alle forhandlinger i kommissionen. Det vil ske med ret til at deltage på politisk niveau, når der behandles emner af særlig betydning for Grønland.
Med disse bemærkninger overlader jeg hermed redegørelsen til Landstingets velvillige behandling.
Jonathan Motzfeldt , ordfører for Siumut
Fra Siumuts side byder vi Landsstyreformandens Udenrigspolitiske redegørelse velkommen.
Det er en kærkommen årlig begivenhed til diskutere Grønlands relationer til omverdenen,
der tegner et mere og mere klart billede af vort lands forhold til sine naboer, til Danmrk og til den øvrige verden. Landsstyreformanden tager vort forhold til de nordiske lande som udgangspunkt i sin redgørelse. Vi mener, at dette er en vigtig post at dyrke under vort Hjemmestyres videre udvikling af sit unge demokrati, der som bekendt har sine rødder i nordisk sammenhæng.
En understregning af et godt samarbejde med Norden tilslutter vi os fra Siumuts side, da der som bekendt er en betydelig udvikling i gang af EU-orientering fra resten af Nordens side, med undtagelse af Norge og Island. Selvsagt mener vi, at det er det Vestnordiske Parlamentariske Råd og Norden i sin helhed, som er vort lands rette kontaktområder til den øvrige verden.
Som Landsstyreformanden understregede i sin redegørelse, så kanaliseres det nordiske samarbejde på forskellige områder. Det drejer sig om samarbejdet indefor kultur - og forskning, erhvervssamarbejde og sidst, men ikke mindst, miljøsamarbejdet. Med hensyn til det sidste, er vi i Siumut glade for det nuværende samarbejde med folk i Arktis, ikke mindst på baggrund af, at der nu foreligger en aftale om oprettelse af Arktisk Råd. Med dette samarbejde i hånden mener vi, at vi kan komme langt frem med større indsats omkring de nævnte områder, specielt hvad angår et vigtigt emne som miljøspørgsmål. Vi er glade for Landsstyreformandens understregning af, at der arbejdes videre med moderniseringen af samarbejdsformen i WPS. Det er Vestnordisk Parlamentarisk Råd samt en mere direkte repræsentation i Nordisk Råds præsidium for de selvstyrende områder.
Landsstyreformanden repræsentation af en ide med at oprette et handelsråd byder vi velkommen og vil tilføje,at vi glæder os til at se et forslag om dets sammensætning
idet det skal ske her i Landstinget.
Det er også vigtigt genem vort arbejde i Arktisk Råd at kanalisere vore interesser på den bedst tænkelige måde - det er helt sikkert, at vi kan hente mange gode ideer fra vore venner i Nordamerika indefor handel, industri, turisme og ikke mindst på miljøområdet. Det arktiske område er miljømæssigt et meget sårbart sted, og alene vores egen interesse i olieefterforskning berettiger os til større agtpågivenhed i miljøspørgsmål, sammenholdt med erfaringer fra Canada og Alaska på disse områder .
Med hensyn til andre samarbejdsområder er uddannelsesområdet, specielt sprogområdet sammen med det kulturelle det, som vi vil anbefale til videre arbejde.
Specielt er vi fra Siumuts side glade for, at Landsstyreformanden i sin fremlæggelse kommer ind på udkastet til FNs erklæring om oprindeligee folks rettigheder, som FNs Generalforsamling skal vedtage med henblik på at få oprettet et permanent forum for oprindelige folk i FN-systemet. Vi mener, at det er det rette sted og det rette tidspunkt for, at vi i Grønland begynder at vise vort eget flag, bl.a. på sådan en måde, at vi tager reel del i denne FN- proces for anerkendelse af vore ligesindede venner i verden. Vi mener, at denne process kan bane vejen for en større og bedre forståelse af vor kultur blandt EU´s medlemmer og andre af verdens nationer i øvrigt, også når vi præsenterer egne naturbevaringsinitiativer vedrørende fauna og flora i det arktiske miljø. At vi selv er med i et konstruktivt samarbejde i både national og international sammenhæng for at være med til at sikre bevaringsdygtige og rigtige foranstaltninger,hvilket vi har demonstreret ved mange lejligheder, og hvilket vi vil fortsætte med. Her er vi enige med Landsstyreformanden i, at en reaktion på den Canadisk-Grønlandske fælleskommissions anbefaling omkring beskyttelse af hvidhvalen er tiltrængt og vi tilslutter os, at en stramning af fangstreglerne foreligger til foråret .
Derfor er det også glædeligt med udvidelse af NAMMCO med Canada og Rusland, som er interesserede i medlemskab. Dette vil helt klart styrke den nordatlantiske organisations muligheder for en mere fornuftig og bredere indsats i regionen, men derimod er vi kede af, at samarbejdet i NAFO går trægere på grund af Islands enegang i visse områder. Grønland må absolut fastholde, at en bæredygtig regulering og forvaltning af fiskebestandene på verdenshavene er livsvigtig, og vi mener som fiskerination, at det er del af vor kamp for overlevelse, at vi tilslutter os bl.a. det internationale fiskerisamarbejde i FN-regi.
Hvad angår striden omkring Grønlands og Islands fiskeriterritorrier er vi enige i Landsstyrets opfattelse af at Island optræder som en politistat omkring vor fælles bestand af lodde i disse områder. Vi er mange der husker de tidligere møder mellem vore egne og islandske repræsentanter der altid i venskabelige former drøftede udnyttelsen af denne fælles bestand.
Vi mener bestemt, at denne sag må løses gennem en forhandling mellem de respektive myndigheder uden at blande domstole eller andre ind i billedet, men hvis det viser sig at denne mulighed er den eneste der foreligger, så må vi opfatte det således, at det igen er Island der har tvunget os i en sådan situation. Der mange hos os og sikkert også mange i Island, som er imod, at en sådan løsningsform bliver brugt så godt som hver eneste gang vi er uenige om dele af fiskeriet i nordatlanten.
Med hensyn til vort forhold til Danmark må vi fastslå at dette samarbejde generelt fungerer godt og meget tilfredsstillende. Nårnoget foreligger, som kræver rigsmyndighedernes opmærksomhed, forhandler vi som regel med hinanden som ligemænd ved forhandlingsbordet. Foruden Grundloven har vi Hjemmestyreloven, der danner grundlag for vor politiske bevægelsesfrihed. Det er meget iøjnefaldende for vort styre, at det er tydeligt, at vi er klar over disse grænser. Udfra disse kendsgerninger drøfter vi i disse dage også grænsedragning i Thule kommune om en kollektiv erstatning til thulebefolkninge og en eventuel ny landingsbane i Qaanaaq. At nogle situationer har været håndteret lige før eller efter grundlovens vedtagelse så ændrer det ikke ved den kendsgerning at sagen ikke er afsluttet. Men det ser ud til, at med amerikanernes positive medvirken i alle henseender så kan sagen afsluttes på god måd. Derfor er vi enige i Landsstyrets krav om en landingsbane i Qaanaaq. Dernæst må vi også slå fast, at amerikanernes positive medvirken i Dundas, hvor flyfaciliteterne for ruteflyvningernes vedkommende skal løses af hensyn til civil trafik og passagere, så hjælper det ikke amerikanerne at stramme kravene over for de grønlandske myndigheder, hverken lokalt eller centralt.
Om amerikanerne tvangsforflyttede Dundas-befolkningen eller ej, så gælder det her om, at komme hurtigere frem og tilbage til Qaanaaq. Det er det, der er sagen.
Herefter ønsker vi iøvrigt at slå fast, at sagen omkring ansvarets placering for længst er afgjort. Det ligger langt fra den danske mentalitet at tvangsforflytte folk fra deres tusindårige levested uden godkendelse af Folketing og Regering. Det ligger langt væk fra alt, hvad vi kender til om Danmark, at man byggede en base, byggede affyringsramper for raketter og anbragte atombomber på dansk jord uden godkendelse af Folketing og Regering i Kongeriget Danmark. Der var og er stadigvæk et sår, der bløder hos folk, der har levet i generationer uden grænser, med en stor gæstfrihed, der er misforstået af andre. Det er mennesker, rigtige mennesker, sagde Knud Rasmussen, polarforskeren, deres ambassadør ved koloniseringen af dem. De elsker lige så meget som os at møde nye mennesker, også uden for deres bopladser. Og dette problem kan efter vores mening løses ved Dundas-løsningen med en landingsbane i Qaanaaq. Det er ikke for sent for amerikanerne at forstå dette.
Den danske Regering er vores medpart i denne sag, siger Landsstyreformanden, og det er vi enig med ham i.
Med disse bemærkninger siger vi tak til Landsstyreformandens lange og fyldige redegørelse omkring udenrigspolitikken.
Og vi er også glade for, at vi har et godt samarbejde med den danske Udenrigsminister og det vil vi heller ikke undlade at nævne mens Udenrigsministeren er til stede sammen med sit følge.
Og endnu engang; den fyldige redegørelse omkring udenrigspolitikken fortjener en mangfoldiggørelse således, at så mange som muligt får information om, hvad vore internationale forpligtelser betyder for Hjemmestyret og den grønlandske befolkning.
Mødeleder:
Inden vi går til næste taler, så vil jeg på Landstingets vegne byde den danske Udenrigsminister Niels Helveg Petersen velkommen.
Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:
Udenrigspolitisk redegørelse, som er omdelt til Landstingsmedlemmerne, er interessant læsestof, som gennemgår udviklingen i Grønland fra at være et lukket land til at være en tæt integreret del af den øvrige verden.
Da vi for ikke så mange år siden planlagde Hjemmestyreordningen og efterfølgende vedtog planen, forsøgt vi at anskueliggøre fremtidens eventuelle hændelser.
Vi kan i dag med glæde fortælle den danske Regering og Folketinget, at vi nu er et frit politisk samfund, og at vi endda har fået henvendelser fra andre folk med tanker om et form for hjemmestyre, om hjælp og anvisninger for, hvordan man kan gribe tingene an. Og vi kan i dag sige, at vi ud fra vore erfaringer har kunnet give hjælp til disse.
Under sin forelæggelse nævnte Landsstyreformanden, at der er etableret samarbejde med Danida, som er Danmarks hjælpeorganisation til udviklingslande, og vi vil da også vise de lande under udvikling, hvor de end er placeret på verdenskortet, de veje vi i tæt samarbejde med Danmark er gået, og som vi tror, disse lande kan bruge.
Som en illustration kan vi nævne vore to Landstingsmedlemmers deltagelse i valget i Nicaragua som observatører sammen med delegerede fra Danmark. Det er også glædeligt at høre, at en region i det pågældende land selv havde ønsket observatører fra Grønland og havde henvist til landenes lighed med hinanden, og at de havde hørt om vores hjemmestyreform.
Jeg mener, at der er grund til at sige til den danske Udenrigsminister, som er med os i salen i dag, at vi har været meget glade for, at Danmark fra starten har inddraget Grønland i valgobservatørarbejdet i andre lande, og at den seneste direkte invitation til Grønlands deltagelse afspejler det gode samarbejde mellem Danmark og Grønland.
Vi skal ikke skjule, at vi har gavn af vores deltagelse i Nordisk sammenhæng. De Nordiske landes ønsker om samarbejde med os har altid glædet os. Ikke mindst har det været glædeligt med den fulde forståelse, vi har opnået, når det gælder problemer i arktiske lande og i sager, som vedrører de vanskelige erhvervsmuligheder vi har.
Mens vi er ved de Nordiske lande vil vi fra Atassut sige, at omend vi er glade for, at der er åbnet mulighed for de selvstyrende områder at gå direkte til præsidiet, så så vi hellere, at vi selv kunne rette en direkte henvendelse til præsidiet, uden at vente på en invitation, og forelægge eventuelle problemer.
En af de ting vi allerede nu må tænke på, er en vurdering af, hvilke ulemper eller fordele der måtte blive for Grønland på et tidspunkt med en enlig placering i Nordatlanten i forbindelse med de Nordiske landes indlemmelse i EU.
Vi har fået en redegørelse om de Nordiske landes ”grænseløse” forhold. Vi har fornemmet vilje til samarbejde, og har fornemmet endnu stærkere vilje til samarbejde i selve redegørelsen.
Vi har ligeledes under denne samling haft debat om Arktisk Råd. Det er glædeligt, at lande der ligesom os er beliggende i arktiske egne, og som har lignende erhvervsforhold, ønsker at have et samlingspunkt og derigennem styrke samhørigheden.
I den forbindelse er det også glædeligt, at Landsstyret arbejder hen imod oprettelse af et handelsråd, som vi kan bruge som redskab til at yde hjælp til andre lande i udviklingen. Med hensyn til den foreslåede sammensætning af medlemmer i Arktisk Råd, ser det ved første blik ud til, at der indgår magtfulde lande, som ikke uden videre opgiver deres synspunkter. Det bliver et tungt forum for Hjemmestyret, og man må sætte sin lid til, at et suverænt land som Danmark er rede til at støtte bestræbelser på at opnå den bedste løsning for Grønland.
I et land, der ikke har grundlag for landbrug, men som udelukkende har et erhvervsgrundlag i de levende ressourcer, vækker landbrugs- og industrilandenes dårlige forståelse for de faktiske forhold i Grønland ængstelse.
Dyreværnsorganisationer er nogle af de instanser, som i nogle tilfælde ved skræmmekampagner om handelsboykot får de lande, som ellers forstår og forsvarer vores levemåde, til at opgive handel med os, og disse dyreværnsorganisationer truer opretholdelsen af vort erhverv.
Alle må nu indse, at netop fordi vi grunder vores eksistens på de levende ressourcer, gør vi alt hvad vi kan for at for at udøve bæredygtig fangst og fiskeri.
Strenge kvoteringer, som vi i Landstinget vedtager, giver store problemer hos vore fiskere. Men i samme åndedrag må vi tilføje, at eftersom vi er en del af verden, må vi i forståelse med disse lande være med i løbet, uanset om det gør ondt for mange af vore fiskere og fangere.
En eventuel kvotering af hvidfisk, som var nævnt i redegørelsen, har vi i Atassut længe været forberedt på. Vi kan forvente, at der bliver uenighed mellem fangere og biologer om de foretagne tællinger, men vi ved på forhånd, hvem der løber med sejren. Der sker mange vedtagelser af den art, og lande, som altid er imod os, bør komme til os, og ved selvsyn se, hvorfor vi er nødt til at gøre, som vi gør. Her bør nævnes hvalfangst, som man i forståelse med hinanden har fundet en løsning på.
Under den danske Regerings åbningsdrøftelser i oktober, har Atassut´s repræsentant i Folketinget henstillet til, at man løste fiskeriproblemet i farvandet mellem Island og Grønland i ro og orden, som det altid har været tilfældet i nordisk sammenhæng, og vi håber, at Udenrigsmninisteren vil være enig med os idet vi siger; ”Vi bør selv kunne løse dette problem, uden at gå til Den Internationale Domstol”. Sagen kører, og dens løsning venter vi med spænding på i Grønland.
At rejefiskeriet i Flemmish Cap vest for Canada, som er vedtaget i NAFO ikke gælder for Island er set med vore øjne kritisabelt, da vi er et land som primært lever af rejefiskeri. Vi forsøger at drive et bæredygtigt rejefiskeri, men ser så vore naboer, som udøver, hvad vi kan betegne for rovfiskeri, hvilket uvægerligt vil true rejebestandene i Grønland i fremtiden. Det er endvidere ønskeligt i denne sammenhæng at høre fra udenrigsministeren, hvornår man mener at kunne løse grænseproblemet mellem Island og Grønland til begge landes tilfredshed, her tænker vi på det lille skær Kolbeinsey.
I Atassut er vi glade for, at befolkningen, som var tilstede under flystyrtet i 1968, nu får erstatning. Udenrigsministeren må også huske på, at Atassut´s Folketingsmedlem havde udtrykt sin beklagelse over, at hændelsen i 1968 og den tvangsforflyttelse, der skete i 1953, var til debat under ét.
Nu, hvor vi er ved at løse problemer i forbindelse med hændelserne i 1968, er sagen om tvangsforflyttelse unægtelig en spærring, uden mulighed for omkørsel.
Lad mig benytte lejligheden til at citere udtalelser, som faldt i Folktingets sammenhæng; ”Denne kedelige sag bør debatteres mellem den danske Regering og Landsstyret sammen. Hvis en løsning ikke sker i fordragelighed, vil den i lang tid i fremtiden gnave i det ellers gode forhold mellem de to lande.”
I Atassut er vi klar over, at der er mange ting i Thule-sagen, som kræver debat mellem Danmarks Regering og Landsstyret, og disse forhandlingsresultater, som vi håber er gode resultater, afventer vi med spænding. Vi håber endvidere, at døren til forhandling med den danske Regering ikke bliver smækket i, da vi aldrig har hørt vore venner gøre den slags i Grønlandshistorien tidligere.
Med disse ord, tager vi Landsstyreformandens redegørelse til efterretning, idet vi i Atassut vil indstille overfor Landsstyret, at Landsstyret sætter alle sejl til for at starte en dialog med den danske Regering om den sørgelige sag.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Efter vort land blev indlemmet i den danske stat i 1953 skal vi i dag i 1996 - efter 43 år - have den årlige debat om vort lands udenrigspolitik; i dette år hvor Danmark påtænkes for første gang at blive stillet overfor menneskerettighedsdomstolen.
Vi vil fra Inuit Ataqatigiit også byde den danske Udenrigsminister Niels Helvig Petersen, der er til stede i dag, velkommen i håbet om at, han vil få et godt udbytte af at høre debatten her.
Baggrunden for, at man påtænker at stille Danmark for domstolen, nemlig den meget uforskammede tvangsflytning af inughuit fra Uummannaq, der er en overtrædelse af menneskerettighederne, er naturligvis meget ubehageligt i sig selv, men dette viser samtidigt, at overtrædelser af menneskerettigheder aldrig kan accepteres, hvorend man befinder sig. Tilfældet viser også, hvilken vej udviklingen er gået i vort land, med større engagement i befolkningen.
Inuit Ataqatigiit støtter fuldt ud Thulebeboernes og Hingitaq 53´s arbejde med at afdække den uretfærdige behandling og deres ønske om erstatning. Det har hele det samlede Landsting ligeledes meddelt forrige år.
De seneste par års optrævling af det, der skete i Pituffik dengang, og den politiske debat der er pågået og løsning heraf har på ingen måde været tilfredsstillende. Det har ikke været tilfredsstillende for Thulebeboerne. Det har ikke været tilfredsstillende for hverken Landstinget eller Landsstyret, det har ikke været tilfredsstillende for indbyggerne i Grønland, det har ikke været tilfredsstillende for den danske regering og de tidligere regeringer, og er ikke noget at være stolt over - derfor er en retfærdig løsning i alles interesse.
Inuit Ataqatigiit respekterer Thulebeboernes krav igennem kommunalbestyrelsen i Qaanaaq og mener, at Danmark bør bekoste anlæggelsen af en landingsbane i Qaanaaq - og at Landstinget skal bekoste de øvrige nødvendige investeringer. Denne holdning hos flertallet i Landstinget konstaterede vi i forbindelse med åbningsdebatten og den efterfølgende 1. behandling af finansloven for 1997.
Kernen i vort Hjemmestyre er netop, at vi selv administrerer de midler Danmark yder til Grønland - det er ikke hensigtsmæssigt, at den danske regering vil have så megen inflydelse på, hvad erstatningen til Thulebeboerne skal bruges til. Erstatningstagerne må selv kunne bestemme, hvordan de i fællesskab vil bruge de 50-60 mio. kr., som Danmark har lovet at give i erstatning.
Vi må erkende, at forholdene har ændret sig fuldstændigt siden man begyndte at arbejde med denne sag, ligesom forudsætningerne i de indgåede aftaler mellem Grønlands Hjemmestyre og den danske regering konstant har ændret sig. Inuit Ataqatigiit vil overfor Landsstyret indstille, at man i samarbejde med Thulebeboerne og Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg revurderer forholdene og derudfra påny indleder forhandlinger.
Her er det absolut nødvendigt, at man ikke blander de forskellige hændelser sammen, men behandler dem separat.
Ole Bjørn Krafts accept i 1951 af - på den danske regerings vegne - , at amerikanerne kunne placere alle former for våben i Grønland, berørte internationale aftaler - og den befolkning, uden hvis accept man tillod placering disse farlige våben blev aldrig orienteret herom.
Tvangsflytning af inughit fra gamle Uummannaq i 1953 og opklaringen heraf er en specifik opgave, bør ses fuldstændigt adskilt fra
B-52 havariet i 1968 og den efterfølgende oprensning, hvor beboerne uden at vide det blev udsat for risici.
Vi ønsker naturligvis en tilfredsstillende og retfærdig løsning af den alvorlige og vigtige opgave.
Større grønlandsk udenrigspolitisk ansvar, hvilket for få år siden blev betegnet som utænkeligt af en af talerne her i Landstinget, er i dag blevet en forpligtigelse, som vi ikke kan komme uden om.
Vi skal som en del af verdenssamfundet kunne tage stilling til de ting, der sker i vores omverden - og som en del af verdenssamfundet skal vi også være vort ansvar bevidst.
For eksempel bør vi også have en udenrigspolitisk holdning til, hvordan de mange flygtninge, som de mange krige rundt omkring har skabt, bør behandles.
I den forbindelse skal man ikke overse de positive initiativer der bliver taget af enkeltpersoner, foreninger og forbund. Dette ses bl.a. ved de hjælpeforanstaltninger der er påbegyndt med hensyn til Guatemala, Chukotka og andre lande.
Det vil sige, at vi hver især må huske på, at de politiske initiativer altid bør støttes af ikke politiske tiltag og samtidig vide, hvor grænsen mellem disse initiativer er.
Udvekslingsarrangementer er et godt eksempel på sådanne ikke-statslige samarbejdsformer, og koordinering heraf bør ske i samarbejde mellem ICC og de forskellige organisationer.
ICCs arbejde er et håndgribeligt eksempel på NGO samarbejde, som også udføres i samarbejde med de offentlige myndigheder. Vi ønsker ICC tillykke med tildelingen af årets natur- og miljøpris fra Nordisk Råd. Dette viser, at ICC er en af de førende organisationer i Grønland, som udfører sit arbejde eksemplarisk. Vi ønsker ICC fortsat god vind i sit arbejde på vegne af os allesammen.
At miljøområdet er et vigtigt element i vores internationale relationer fremgår tydeligt af redegørelsen. Det er også helt relevant, men det giver os en forpligtigelse til at tage vare på miljøet. I den forbindelse må vi påpege, at den videnskabelige forskning, som i dag frister en hjemløs tilværelse mellem Hjemmestyret og staten, bekymrer forskerne idet aktiviteterne år for år bliver mindre og mindre.
For at rette op på dette misforhold må man benytte sig af kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland. Landsstyret må gennem sine repræsentanter i kommissionen sørge for at forny kommissionens strategiplan. Og det bør sikres, at Grønland/Danmarks førerposition i arktisk videnskabelig forskning ikke går tabt og vi må sørge for, at forskningen gives stabile vilkår. Også den danske stat må her kende sit ansvar og sin forpligtelse.
Vore voksende internationale relationer er - som det fremgår af redegørelsen - reguleres af en mængde regelsæt. Landsstyret bør derfor sørge for, at disse aftaler bliver oversat til grønlandsk og autoriseret. Mange af disse aftaler giver forpligtigelser, som må gøres forståelige for befolkningen.
Det er et faktum at Grønlands Hjemmestyre - indenfor rigsfællesskabet - nyder stor international bevågenhed og forhenværende kolonier undersøger hjemmestyreordningens styrker og svagheder. I den forbindelse skal vi påpege, at et evt. samarbejde med det kommende Nunavut i Canada ikke er nævnt i den udenrigspolitiske redegørelse. Skal det forstås sådan, at der ikke er planer om at indlede et samarbejde med Nunavut ?
Inuit Ataqatigiit skal understrege vigtigheden af, at vi sætter alle kræfter ind på at støtte, udvikle og gøre brug af den nyoprettede Arktisk Råd.
En af de primære opgaver i det Arktiske Råd er at modarbejde det voksende pres fra vore omgivelser. I den forbindelse vil en af de første opgaver være afskaffelse af eksempelvis USAs totale forbud mod import af sælprodukter og andre ikke-udryddelsestruede dyr, i lighed med GATT eller WTO-aftalerne.
Vi finder ligeledes Landsstyrets forhåbninger til de nordiske landes samarbejdsorgan - det såkaldte NORA -absolut værdifuldt. Herigennem skal vi - hvilket vi iøvrigt gjorde allerede i efterårssamlingen sidste år - erindre om muligheden for et mere koordineret markedsføring af vores fiskeprodukter.
I den forbindelse hørte vi, at man under IUCNs konference netop i disse dage agter at medtage den nordatlantiske torsk på listen over udryddelsestruede arter. Landsstyret må være særdeles årvågne m.h.t. at følge denne sag og være forberedt på konsekvenserne af en eventuel fredning af den nordatlantiske torsk. Inuit Ataqatigiit anmoder Landsstyret om ved førstgivne lejlighed at orientere Landstinget om sagen.
Mens vi er ved at vende os til at have repræsentation i andre lande f.eks. i Bruxelles og i samarbejde med Danmark i Geneve i takt med, at de udenrigspolitiske opgaver vokser, så må vi begynde at overveje at etablere grønlandske repræsentationer i andre lande.
Hvis vi skal deltage på tæt hold i Arktisk Råd, må vi overveje repræsentation i Ottawa. Ved dannelsen af Nunavut er det nødvendigt, at vort land har repræsentation i Eqaluit, og i forbindelse med de oprindelige folks rettigheder er det, som Inuit Ataqatigiit tidligere har påpeget, relevant med en grønlandsk repræsentation i tilknytning til FN.
Jeg skal til sidst i denne ordførertale komme ind på det internationale samarbejde på sundhedsområdet og vores behov for at deltage i det. Der er fornylig offentliggjort en undersøgelse af kræfttilfælde blandt inuit i Arktis, som viser, at kræft er langt mere udbredt her end andre steder - og at især kvinder bliver ramt af denne sygdom. Vi er vidende om, at Landsstyret - i samarbejde med ICC - planlægger en konference om forekomsten af kræftsygdomme i Arktis og vi skal opfordre til, at WHO inddrages i dette arbejde, og at man benytter sig af deres ekspertise.
Med disse bemærkninger har vi fra Inuit Ataqatigiit kommenteret dele af den udenrigspolitiske redegørelse, som vi tager til efterretning og vi skal henlede Landsstyrets opmærksomhed på de opgaver, der efter vores mening skal løses.
Bjarne Kreutzmann Akulliit Partiiat.
Fra Akulliit Partiiat vil vi også byde Udenrigsminister Niels Helveg Petersen hjertelig velkommen og forvisse ham om, at vi, hvis land ligger så afsides på landkortet meget nemt bliver påvirket udefra, og med håbet om, at han får et godt udbytte af sit ophold i Grønland.
Akulliit Partiiat har med interessse studeret Udenrigspolitisk Redegørelse, men har ikke så meget at sige til det omfattende materiale og vil derfor nøjes med en korte bemærkninger.
Vi kan kun sige, at det er godt, at man har været så aktiv og ydet en god arbejdsindsats; kort sagt et godt stykke arbejde.
Akulliit Partiiat mener, at udenrigspolitikken er så vigtigt et område for alle i samfundet, at alle partier bør sikres rerpæsentation i de relevante udvalg; og ikke blot ved behandlingen af enkelte sager, men generelt.
Vi har flere gange givet udtryk for nødvendigheden af bred repræsentation, hvad angår for samfundet livsvigtige områder; sidste gang vi omtalte dette, var i forbindelse med Vestnordens Parlamentariske Samarbejdsråd.
Vedrørende EU
Da Finland og Sverige er blevet optaget i EU mener Akulliit Partiiat, at det har ændret det Vestnordiske samarbejdes karakter, der gør, at Grønland - uanset om det er medlem af EU eller ej - bliver påvirket af de beslutninger, der på en lang række områder bliver truffet i EU. Det er derfor vigtigt, at Grønland hele tiden er med, før beslutningerne træffes - ved at prøve påvirke dels gennem den danske regering og dels gennem det øvrige nordiske samarbejde.
Vedrørende FN
Akulliit Partiiat er enig med FNs arbejdsgruppe for oprindelig folkeslag i, at man i FN skal prøve at bibeholde focus på de oprindelige folkeslags situation og rettigheder.
Vedrørende Arktisk Råd
Vi ser med glæde på, at Arktisk Råd er blevet oprettet, og finder at dette forum danner baggrund for et øget sammenhold såvel politisk som økonomisk i det cirkumpolare område. Det er dog endnu for tidlig at spå om, hvilke ting der kan realiseres i dette forum.
Akulliit Partiiat støtter bemærkningen om, at uanset i hvilken retning forhandlingerne med USA peger hen, agter Landsstyret nu at forberede et forslag til anlæggelse af en landingsbane i Qaanaaq, når de endelige forudsætninger er tilbundsgående belyst, hvilket er i tråd med tidligere meldinger fra såvel Avanersuaq Kommune som fra Landsstyret. Dette vil ligesom slutte cirklen i det infrastrukturelle forhold i samfundsdebatten.
Slutteligt skal vi udtrykke vores glæde over oplysningen om, at Landsstyret har fået tilsagn fra forsvarsministeren om, at det over for den nyligt nedsatte Forsvarskommission indstilles, at Hjemmestyres repræsenteres på observatørbasis under alle forhandlinger i kommissionen.
Det oplyses, at det vil ske med ret til at deltage på politisk niveau, når der behandles emner af særlig betydning for Grønland. For os at se må det næsten ligestilles med at opfinde elektricitet.
Med de få ord godkender vi redegørelsen og tager den til orientering.
Anthon Frederiksen Kandidatforbundet.
Jeg har fra Kandidatforbundet gennemgået redegørelsen med interesse.
I Kandidatforbundet mener vi selvfølgelig at det er vigtigt, at vi støtter de folk, der viser vort lands ansigt udadtil, ikke mindst med det formål at søger at opnå gode resultater for vort land indenfor alle områder.
Derfor er det meget vigtigt at have gode relationer og godt samarbejde med andre lande, og ikke mindst med de nordiske og de arktiske lande, og dette arbejde bør søges befæstet yderligere. Det er selvfølgelig godt med fortsat samarbejde med Danmark og det er nødvendigt med et åbent samarbejde i gensidigt respekt indenfor rigsfællesskabet.
Og i anledningen af den danske Udenrigsministers tilstedeværelse her, vil jeg benytte lejligheden til at bemærke, at det er en stor skuffelse at den danske stat ikke åbent og ærligt har givet vort Landsstyre alle oplysningerne i forbindelse med Thulesagen, da denne holdning ikke er i overensstemmelse med en åben og ærlig samarbejdsform.
Gennem samarbejde med udlandet kan der skabes muligheder for og etableres mange fordele og goder for vort land, men selvfølgelig kan et sådant samarbejde indebære vanskelige og ansvarstunge opgaver. Derfor er oprettelse af Arktisk Råd og tiltag til oprettelse af et handelsråd sager, der kræver støtte.
Gennem oprettelse af sådanne råd kan vort lands samarbejde med andre lande styrkes og befæstes ikke mindst med hensyn til afsætning af vore egne varer.
Således kan samarbejde med andre lande også bibringe os noget gavnlig og værdifuldt indenfor kultur, uddannelse og videnskab, sprog - intensivering og forbedring indenfor samarbejdet med turisme og ikke mindst med hensyn til muligheden for forøgelse af eksport af egne produkter.
Dette samarbejde kan heller ikke undværes med hensyn til den allerede igangværende mineralefterforskning såfremt vi skal sikre et godt samarbejde med andre lande og sætte det i faste rammer.
Endelig med hensyn til de levende ressourcer, hvor spørgsmål om disse mere og mere styres af udlandet, er det helt nødvendigt for vort land, som i stort omfang er fiskeri- og fangersamfund, fortsat at informere og oplyse omverdenen om vor kultur og levemåde, hvorom mange endnu har en meget begrænset viden, for det er svært at acceptere, at hvad vi kan fange og fiske i vore farvende i stigende grad bliver styret og bestemt udfra udlandet.
Man skal erindre at der for nogle år siden opstod en situation, der havde en meget uheldig og ulykkelig indflydelse for fangererhvervet her i landet, hvor fangerne lider et stort tab med hensyn til produktion og afsætning af sælskind, hvilket er svært hurtigt at glemme. Derfor må Landsstyret tilstræbe ikke uden videre at gå ind for krav fra udlandet med hensyn til forbud og begrænsninger indenfor fangst og fiskeri.
Endvidere bør Landstyret - hvad angår fangstdyr af alle arter og nu hvor talen er kommet til kvoteringer af de små hvalarter - altid have et tæt samarbejde med den Grønlandske Fisker- og Fangerorganisation hvilket er et naturligt ønske fra Landstinget.
Vedrørende fiskearterne er det glædeligt med Landsstyrets gode medvirken til at sådanne ikke bliver overfisket her i landet. Derfor er Landsstyrets planer om tiltag med hensyn til de uacceptable forhold, Island har skabt rimelige og støtteværdig. Dog må Landsstyret med hensyn til fiskeri især med hensyn til rejefiskeriet, hændelserne i de senere år i mente, grundigt tænke sig om for ikke at risikere at vore fiskere kommer ud i alt for store problemer som følge af at de har måtte stoppe fiskeriet.
Endelig med hensyn til anlæggelse af en landingsbane i Qaanaaq, bør det allerede igangværende arbejde holdes i gang og finde en endelig løsning, og løsningen bør findes i samarbejde med de statslige myndigheder i USA og Danmark, hvor man må stræbe efter at løsningen ikke bliver økonomiske belastende for vort land. Problemet her bør påhvile de nævnte stater på baggrund af, hvad de helt uacceptabelt har gjort ved Thulebefolkningen på et tidligere tidspunkt.
Med disse bemærkninger tager jeg redegørelsen til efterretning.
Lars Emil Johansen Landsstyreformand.
Jeg siger tak for de bemærkninger til det vigtige spørgsmål der vedrører den udenrigspolitiske redegørelser samtidig med at man er så enige i de initiativer, der er blevet redegjort for.
Jeg er overbevist om, at jeg har ret, når jeg siger, at det er sjældent, at der er så stor en enighed blandt tingets medlemmer. Jeg er også overbevist om, at når det er vigtige ting, der er på dagsordenen, så er der stor enighed.
Siumuts ordfører kommenterer den store nedgang, der er på hvidfiskebestanden. Og den plan vi har med hensyn til en eventuel kvotering af hvidfiskene, den er der også stor enighed om blandt tingets medlemmer, og vi har planer om at komme med et forslag til en kvotering til efterårsssamlingen 1997, og jeg takker for, at man støtter op omkring det tiltag.
Med hensyn til Grønlands ansigt udadtil, så er det en ære, og det mener jeg at også at Otto Steenholdt var inde på, og det vil også kræve noget af os, selvom det også kan gøre ondt netop fordi vi skal bevare de forskellige bestande. Det er en politisk målsætning vi har, det har også noget med vores troværdighed at gøre, hvorfor jeg er glad for, at man ikke er tilbageholdende med hensyn til det forslag.
Med hensyn til Siumuts andre bemærkninger jeg har jo allerede bemærket, at der ikke er noget vi er uenige om med hensyn til gråzonen mellem Island og Grønland. Der takker jeg for, at Siumut også er enig med Landsstyret i, at vi gennem den danske Udenrigsminister åbner en dialog med Island, således vi ikke mindst med loddefangsten får en afklaring på det. Og såfremt det ikke lykkedes, så må vi gå dom domstolene.
Med hensyn til det lille skær, som islændingene ganske vist kalder en Ø. Siumuts udenrigspolitiske ordfører har jo også et godt kendskab til Island, men med hensyn til det skær, som før i tiden vis ganske vist var en ø, den er blevet minimeret til kun en tredjedel af, hvad den før var. Før i tiden var den omkring 100 meter nu er den knap nok 30 meter blandt andet ved, at man prøver at bevare den ved at cementere den. Vi skal jo bevare, men det gælder jo ikke skær - det er fangstdyrerne vi gerne vil bevare - ikke skærene.
Og jeg vil også godt sige tak til Siumuts ordfører og det gælder også de andre ordførere, især Atassuts ordfører, at man i forbindelse med at en del af Thule Air Base overføres til Thulebefolkningen, det vil sige, at det er den gamle Uummannaq, og at man står fast ved de forskellige anlægsopgaver, som den danske stat skal bekoste, det er jeg også glad for man er enig i.
Inuit Ataqatigiit har en kritisk stemme med hensyn til det, fordi de mener at den danske stat har for meget at skulle have sagt i sagen. Og i den forbindelse skal jeg nævne, at vi i sidste uge havde et mødet med Avarnarsuaq kommunalbestyrelses finansudvalg, det vil sige de højeste folkevalgte i Avarnarsuaq, dem havde Landsstyret et møde med, blandt andet også med deltagelse fra Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedsudvalg og hvor kommunalbestyrelsen også påpegede, at vi står fast ved Dundas-løsningen.
Og jeg tror også, vi her i salen skal være lidt forsigtige, og ikke gå uden om Avarnarsuaqs folkevalgte og herfra bestemme, hvor de forskellige anlægsopgaver skal lægges fordi vi i Landsstyret også lægger vægt på især det spørgsmål her, idet Avarnarsuaq kommunalbestyrelse også gennem Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske udvalg ligesom må gå i takt, og sådan er forholdene i dag også ligesom det også er blevet en orienteringssag, hvorom undertegnede holdt et møde med den danske Udenrigsminister.
Atassuts ordfører var inde på en af de ting, som jeg anser for at være vigtig - det er at Danmark og Grønland har nogle ting, som de er eksperter i, nemlig en Hjemmestyreordning. Hjemmestyreordningen her i Grønland, som vi har gode erfaringer med, den vil vi gerne give til andre befolkningsgrupper i Verden, især overfor andre oprindelige folkeslag, som stadigvæk undertrykkes politisk. Der har både Grønland og Danmark noget som de kan give med stolthed til disse grupper.
I samarbejde med Danida er der forskellige institutioner i Grønland, som er begyndt at samarbejde internationalt, det gælder fiskerisektoren og teleområdet, således at Danida bruger dem i sit arbejde for udviklingslandene.
Til Inuit Ataqatigiits ordfører hr. Josef Motzfeldt skal jeg understrege, at hvad angår at Landstinget eller kommunalbestyrelsen har de ikke i sinde at sætte Danmark for Menneskerettighedsdomstolen, men hvad angår enkeltepersoner eller en forening - dem skal vi overhovedet ikke lave restriktioner for, og det er også vigtigt, at man ikke blander disse ting sammen og heller ikke politiserer omkring dette, for Grønland tilkendegiver jo igennem sine politiske organer, nemlig Landsting, kommunalbestyrelser m.m. deres politik, men hvad de enkeltpersoner og foreninger har i sinde at gøre skal ikke blandes ind i den sammenhæng.
Og det er også fristende at indblande afdøde og også ved navns nævnelse, det vil vi ikke komme nærmere ind på, og såfremt vi gør det vil det være unfair overfor de personer, som ikke længere kan give svar på tiltale, og de der er historisk interessere skal nok få lov.
Hvad angår ICC og at de nu har fået en miljøpris fra Nordisk Råd og at Inuit Ataqatiit ønsker ICC tillykke. Fra Landsstyret er vi også glade på ICCs vegne, og vi er også stolte over, at vi i Landsstyret også har indstillet overfor Nordisk Råd at de får prisen. Den indstilling har åbenbart været så god, at ICC nu har fået miljøprisen, og jeg håber, at ICC udnytter denne situation til Grønlands bedste,og jeg håber, at de forskellige indstillinger vi giver også vil lykkes fremover, det gælder for eksempel forfattere og musikere m.v..
Josef Motzfeldt stillede også et spørgsmål omkring Nunavut, som skal etableres i 1999 og hvilke tiltag Landsstyret har. I Landsstyret er vi stadig åbne overfor et samarbejde og vi vil også gerne dele vores erfaringer med hensyn til vores Hjemmestyreordning. Det har vi allerede overfor den Canadiske regering tilkendegivet. Vi er åbne, og såfremt vores stammefrænder har lyst til at komme herover, så er de mere end velkomne.
Vi skal også lade være med at gøre os til eksperter og komme dem i forkøbet, men vi er åbne såfremt de retter en henvendelse.
Alt i alt bemærker jeg, at samtlige partier og kanditatforbundet er enige i den forelagte redegørelse og jeg bemærker også at Akullit Partiat ligefrem roser redegørelsen og tager denne til efterretning.
Med hensyn til en eventuel kvotering af hvidhvalfangsten, så er vi også glade for det, og jeg skal ikke kommentere at Inuit Ataqatiit ikke har kommenteret hvidhvalerne.
Jeg er også glad for, at stort set alle er enige i tinget her.
Jeg siger også tak på Landsstyrets udenrigspolitiske kontors vegne, som har udarbejdet denne redegørelse, for de fine ord der er kommet her fra salen, så uanset hvilke nyt arbejde man tager så er det meget kærkomment at man får nogle rosende ord.
Så vil jeg benytte lejligheden til at opfordre den grønlandske ungdom til at bruge muligheden for at komme ind på de højere læreanstaltninger og opfordre dem til at følge med i grønlandske udenrigspolitiske relationer, således at den dygtige grønlandske ungdom kan blande sig i det udenrigspolitiske arbejde.
Den udbygning af Hjemmestyret man er på vej med er langt vigtigere end blot mange ord man kommer med. Det er den serviceydelser man kan præstere. Det er et emne som stadigvæk bør udbygges.
Hvad angår det nye kulturhus som vi skal indvie i begyndelse af 1997 er det planen, at man starter et kursuscenter for oprindelige folk. Denne plan som Katuaq har støtter vi fuldt ud fra Landsstyrets side.
For at få et større indblik har vi for eksempel igennem Danida EU og Sida og internationale studenterorganisationer et samarbejde omkring kursusafholdelse, således at man får større kendskab til menneskerettigheder, uanset hvor i verden man kommer fra således at kurset udbydes for alle måske 1 til 2 uger pr. år.
Til allersidst skal jeg komme ind på, at i rigsfællesskabet mellem Danmark og Grønland er det kendetegnende i 1996, at uanset hvilke problemstillinger der eventuelt opstår, så prøver man hele tiden solidarisk at løse dem sammen.
Med disse bemærkninger siger jeg tak til de bemærkninger der er kommet fra partierne og Kanditatforbundet.
Johan Lund Olsen Inuit Ataqatiit
Eftersom spørgsmålet omkring vores Landsstyreformand og den danske Statsminister Poul Nyrup Rasmussen - den såkaldte aftale med betegnelsen Dundas løsningen - har været nævnt op til flere gange under denne redegørelsesdebat i forbindelse med begivenhederne i Thule tilbage til begyndelsen af midten af 50'erne, vil jeg ligeledes som uddybende bemærkninger til IA's ordførertale tillade mig at fremkomme med følgende, idet jeg nødig ønsker at trække tiden ud.
Efter at samtalerne herom var startet sidste år hørte vi også til min store glæde under forårssamling i forsommeren, at der nu øjensynlig var opnået enighed om Dundas-løsningen, som vi til en vis grad kunne være bekendt, især med tanke på den hårdt prøvede Thulebefolkning, der har lidt så meget efter at amerikanerne anlagde militærbase på stedet. Dette vil jeg ikke lægge skjul på. Men på næsten samme tidspunkt fremkom der som bekendt sidste år imidlertid den særlige undersøgelsesrapport, som det såkaldte Silerudvalg* havde brugt 7 år på at udrede, og som konkluderede, at det var den danske stats beslutning at Inughuit skulle rømme deres traditionelle fangstområder og boplads, og at dette skete efter befolkningens eget ønske via datidens fangerråd i Thule. Men som bekendt til dato er vi stadig næsten daglig vidner til, at den ene nye oplysning efter den anden om, hvad der egentlig skete dengang dukker op fra de amerikanske arkiver.
Den seneste pålidelige men opsigtsvækkende nyhed der er dukket frem siger imidlertidtig det stik modsatte, eftersom det nu ikke længere er den danske stat, der traf beslutning om tvangsforflytningen af Thule's befolkning, da det nu hedder sig, at det var en ren amerikansk beslutning, hvorfor argumentationen med at det skete efter fangerrådets eget ønske ikke længere kan holde stik - tvært imod. Disse oplysninger der sagde det stik modsatte af den offencielle forklaring, kunne sågar indhentes fra de amerikanske arkiver allerede for 3 år siden. Hvilken glædelig nyhed, eftersom denne oplysning nu langt om længe bekræftede de ældre Thuleborgeres udsagn og derfor ikke længere behøver at tåle det modsatte udsagn.
Derved kom det endelig som en befrielse ved at Inuiquit nu kunne bruge denne dokumentation til forsvar for deres egne oplevelser. Da jeg har stor respekt for de ældre medborgere i Thule/Avanersuaq og nødvendigvis bør tro på dem, når de fortæller, hvad de selv har følt på krop og sjæl af denne tvangsforflytning og der ud over nu kan erfare, at disse oplysninger kan bekræftes af ameriakaneres egne arkiver - ja, så er jeg overbevist om, at vi nu bør se den nu mellem vores Landsstyreformand og Statsministeren aftalte Dundas løsning med andre øjne, eftersom forudsætningerne nu må siges at være anderledes, da aftalen jo vitterligt bygger på fejlagtige oplysninger. Da vi nu kan se, at de grundlæggende forudsætninger for hele den forhandlingsprocess, man har været igennem til dato nu må anses for at være helt og aldeles bristet, er der efter vores vurdering belæg for, at den såkaldte Dundas-løsning må genovervejes og i øvrigt Thuleforeningen Hingitaq 53 - de udstødte af 53 - ikke er særlig tilfredse med. Eftersom vores ordfører allerede i sit indlæg har været inde på, hvordan og hvorledes dette kan takles, vil jeg ikke gentage dette, men blot præcisere og sige, at vi dermed ikke med et ord har sagt, at vi derefter frafalder enhver form for erstatningskrav. Vi vil gerne forbeholde os vores ret til se Dundas-løsningen isoleret og helt uafhængigt fra eventuelt erstatningskrav for mistet fangstområder og en tvungen rømning af bopladsen. Lad mig derfor til illustration af denne fordrivelse af en befolkning nævne, hvilket ramaskrig der ville have lydt, og som ville berøre den danske regering dybt om hjertet og dens indre følelser, hvis og såfremt en midtjysk landmand med frugtbart landbrugsjord blev tvunget væk fra sit landbrug og blev fordrevet til knap så god en landbrugsjord på Fyn, fordi der skal anlægges en NATO-base på hans hidtidige landbrugsarealer i Midtjylland. Der vil lyde et ramaskrig fra det samlede danske folketing og fra regeringen, og man ville samlet have krævet en fuldstændig erstatning, eftersom denne landmand ved sin fordrivelse til ufrugtbar jord jo netop var berøvet sit levebrød og derudover ikke længere kunne vende tilbage sine jorde.
Hvad er så egentlig grunden til, at vi her til lands fra lovgivers side ikke kan kræve det samme? Er det at kræve for meget? Hvad så med dem der ikke blot har mistet deres eget land men sandelig også deres rige fangstområder ved deres fordrivelse? Har disse vores medborger ikke krav på samme behandling? De har jo til fulde mistet deres hævdvundne rettigheder på samme måde som den i eksemplet viste landmand fra Jylland. Jeg tror at jeg har en forklaring hertil og som vi fra Inuit Ataqatiit ikke kan tilslutte os. Jeg vil derfor i den følgende citere fra et brev som vores Landsstyreformand har skrevet den 06. marts 1996 til Avanersuaq kommune, idet jeg samtidig skal gøre opmærksom på, at dette brevs dato er afleveret til undertegnede, efter at jeg har gjort brug af den gældende lovgivningsmuligheder herfor.
Citat og jeg skal ikke nævne navn. Det er et brev til Avanersuaq kommune. "Som du vil vide har jeg i dag afholdt møde med Statsminister Poul Nyrup Rasmussen angående mulighederne i forbindelse med Thule Air Base og anlæggelsen af et civilområde. Der er efter vanskelige forhandlinger opnået et tilsagn fra den danske Statsminister om at vi nu overfor USA præsenterer ønsket om, at den såkaldte Dundas løsning iværksættes så hurtigt som muligt, baseret på at den Danske Stat betaler anlægsomkostningerne, mens Hjemmestyret afholder driftsomkostningerne. Det er ligeledes aftalt at Staten straks begynder at søge aftalt, at området frigøres fra militært område og overføres til kommunen. Dette er dog af hensyn til ønske om en positiv behandling fra USA ikke offentliggjort endnu, da man ønsker at USA skal høre det fra regeringen først. Det er samtidig aftalt, at såfremt denne løsning nås, bør der ikke blive rejst yderligere erstatningskrav fra de ansvarlige grønlandske myndigheders side i forbindelse med Thule basens anlæg og udvikling.
Dette vil således, hvis det lykkedes, være den kollektive erstatning vi samlet har krævet. Forslaget vil nu blive forelagt Permanent Committee den 21. marts og derudover rejst fra regeringen direkte overfor USA. Det er naturligvis indforstået, at der samtidig opnås en fribeflyvningsret til og fra Thule Air Base. Hvis USA accepterer, forventes dette formelt at ske på Permanent Committee mødet i juli-august og selve civilområdet kan derefter iværksættes med henblik på færdiggørelse i sommeren 1998.
Der er således nu enighed mellem os og regeringen om Dudas løsningen, og jeg håber at vi sammen kan finde de øvrige løsninger der skal til, for at tilfredsstille kommunens ønsker i forbindelse hermed." Sådan lyder vores landsstyreformands brev.
Som tidligere nævnt er forholdene nu fuldstændig vendt på hovedet og forudsætningerne for en aftale nu bristet efter fremkomsten af de seneste nye afslørende oplysninger fra USA. Derfor er det også vores absolut opfattelse, at det her citerede brev må trækkes tilbage og at Landstinget bør kræve dette og at vi nu med de nye forudsætninger har alt mulig grund til at kræve en fuldstændig erstatning til vores medborger i Avernersuaq kommune og at de selv ved de kommende forhandlinger herom bør være faste medlemmer i forhandlingsgruppen.
Sivert K. Heilmann Atassut
Jeg har et hjertesuk nemlig fordi der ikke var nogen der var oppe på talerstolen vedrørende hvidhvalerne, hvorfor jeg gerne vil kommentere det.
Landsstyreformanden var i sin redegørelse inde på et meget stort procenttal vedrørende hvidfiskene med henblik på en eventuel kvotering til næste år. Jeg håber at vi til den tid vil vurdere spørgsmålet meget nøje også indenfor de rette udvalg.
Jeg har også nogen erfaring indenfor det, når man hvert år er på hvidfiskefangst og selv om man rådfører sig ved biologerne, så kan man ikke altid stole på dem, og jeg føler det også på samme måde hvad angår hvidfiskene.
Jeg vil gerne anmode om, at man lige tænker på det både hos Landstinget og Landsstyret. Vi hører jo ofte, at bestanden er nedadgående især i de nordligere regioner og deres trækrute er også blevet ændret.
I 1930´erne var der mange hvidhvaler ved Maniitsoq området, men i mange år har der ikke været nogen ved Maniitsoq. Man ved, at de nu har ændret deres trækruter, så er de begyndt at dukke op hvert eneste år d.v.s. mens andre dukker op er der andre der svømmer væk. Man kunne næsten bruge dem som våger. Og der er mange sejlende der fortæller, at der er så mange hvidehvaler i området. Derfor kan man ikke altid stole på de optællinger der bliver foretaget hvorfor man altid bør sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden.
Det siger jeg på eget ansvar og jeg håber også at det der er blevet sagt fra Kandidatforbundet nemlig at man foretager en høring hos fangerne og fangerorganisationerne.
Jeg kan som eksempel nævne at da man foretog en optælling af fuglene ved Maniitsoq så sagde biologerne at der kun var 12 alkefamilier tilbage, selvom at man på optællingsområdet kunne se at fuglerne var fløjet ud, som vi havde bemærket selvom biologen sagde, at der kun var 12 alkefamilier.
Og jeg har også selv observeret, at man i forbindelse med at havtemperaturen blev koldere så forsvandt fiskene, hvorfor jeg overfor fangerne har nævnt - og de sagde det også endnu før biologerne - at fiskene ville forsvinde i løbet af nogle år. Det kom også til at være tilfældet. De sagde også, at I skal være overbeviste, om at torskene nok skal komme tilbage igen og jeg håber også at det bliver tilfældet.
Og jeg er også overbevist om at det samme vil være tilfældet hvad angår hvidfiskene på grund af deres ændrede trækruter. Og vi observerer jo så mange, såfremt det er faldet ned med 60% så må bestanden have været enorm stor. Og hvad angår påtællinger med fly så kan man jo ikke fra flyet observere hvaler der er dykket ned eller som har ændret deres trækruter. Det er ikke fordi jeg vil starte en større debat om dette, men jeg håber, at vi til foråret kan danne grundlaget for at man foretager en god debat.
Lars Emil Johansen Landsstyreformand
Jeg starter med det sidste. Indlægget fra Sivert K. Heilmann´s udtalelser omkring fangst på hvidhvaler der vil jeg sige ja, der vil man foretage sig hen mod foråret en opstramning. Indholdet har vi endnu ikke truffet afgørelse om. Det må heller ikke være sådan at vi i Landstyret gør disse ting ud fra rygter. Der er en komité med deltagelse fra Canada og Alaska. Der er også fangere her i Grønland som har udtalt sig, det er ikke kun biologerne. Fangerne har fået orientering om de undersøgelser der har været, og selvfølgelig kan man overveje, om man skal gøre det modsatte efter grundige undersøgelser, men det der er blevet nævnt vil indgå i det videre overvejelser og der vil være muligheder for at drøfte sagen hen imod foråret når sagen bliver nævnt af Landsstyremedlemmet for Hvalfangst.
Med hensyn til Johan Lund Olsen´s indlæg så vil jeg gerne udtale, at spørgsmål som ikke burde nævnes fordi det indgår i forhandlingerne med andre lande, det har han fremsat og han har også udtalt sig om landmænd, som jeg har meget begrænset viden om.
Avanersuaq´s kommunalbestyrelse, det er kommunens repræsentanter. Landsstyret, det er Grønland´s repræsentanter. Jeg og Landsstyret respekterer deltagelsen fra Avanersuaq kommune og i samarbejde med dem har vi forhandlet med den Danske Statsminister og den Danske Regering. Men udenrigs- og sikkerhedsudvalget som repræsenterer Landstinget og så Landsstyret samt kommunalbestyrelsen i Avanersuaq er de tre parter, som i samarbejde kører den sag. Jeg håber også at sagen fortsætter med respekt for Inughuit´s politiske repræsentanter.
Jeg kan godt forstå, at nogle mennesker eller nogle partier kan være fristet til at gribe sådanne sager som mærkesager rent politisk, men demokratiet gælder jo også Inughuit, og de har en kommunalbestyrelse, der er folkevalgt. Og vi respekterer de udtalelser, der er fremkommet gennem disse repræsentanter.
Josef Motzfeldt Inuit Ataqatigiit
Tak.
Først Landsstyreformandens bemærkninger omkring hvidhvalerne. Også i forbindelse med Sivert K.Heilmann´s indlæg skal jeg sige, at der er en kommision, der arbejde med hensyn til disse levende ressourcer. Vi har jo også deltaget under disse møder tidligere. Der har vi også en forpligtelser fra Grønlands side. Uden at knytte nogen bemærkninger støtter vi, at vi har forpligtelser til bæredygtige udnyttelse af vore levende ressourcer og i den forbindelse har vi bemærket, at man siger, at hvidhvalerne er i aftagende, at Grønland skal til at kvotere hvidhvalfangsten med henvisning til, at der foregår overfangst af disse fangstdyr.
Vi skal understrege den bemærkning her sagt fra Inuit Ataqatigiit ikke mindst de store floder der har udmundingen mod nord i Canada, der har man fundet ud af, at disse floder medfører så mange giftstoffer, at det har påvirket hvalernes formeringsevne og derved har bragt disse hvidhvaler i fare. Og derfor vil det være nødvendigt med kvotering af hvidhvalerne fremover.
Med hensyn til dyreværnsorganisationer som påvirker meget i forhold til andre lande European Bureau for Conservation and Development der bliver betegnet som lobbyisme synes jeg, at det er på sin plads, at man påpeger det overfor fra Landsstyrets side. Ligesom vi har bemærket at Arktisk Råd også er et redskab i bekæmpelsen af sådanne organisationer og i den forbindelse nævnte Atassut, at man slet ikke kan leve af landbrug i Grønland. Der skal jeg minde om, at der er fåreavl i Sydgrønland.
Med hensyn til planen om etablering af landingsbane i Qaanaaq skal jeg sige, at Atassut og Siumut Kattuseqatigiit har nævnt, at det skal bekostes af den danske stat. Og Siumut´s ordfører Jonathan Motzfeldt kom ind på, at Landsstyrets krav om etablering af en landingsbane i Qaanaaq at de er enige med det.
Landsstyret kan ikke stille krav til Landstinget, men det kan allerhøjst stille forslag til Landstinget. Siumut, vi forstår det sådan at Landsstyret har krævet anlæggelsen af en landingsbane i Qaanaaq. Begivenhederne i 1953 og i 68 skal løses adskilt. Det er vigtigt for Inuit Ataqatigiit, at Avanersuaq får trafikale forhold i lighed med andre dele af Grønland. Der er mange ting, der forhindrer realiseringen af disse ting, og hvem siger at Dundas løsningen også kommer til at koste 50 - 60 mio.kr. Lad forhandlingerne foregå, det vigtigste er, at Thuleboernes krav bliver løst til tilfredshed for Thulebefolkningen.
At man vil indbringe Danmark for menneskerettighedsdomstolen, hvis vi har misforstået det, så vil vi undskylde det, fordi det blev sagt, at vi har sagt på baggrund af Landsstyret og Landstinget at man vil arbejde på det. Vi har sagt det sådan, at Inuit Ataqatigiit har bemærket at enkelte personer vil arbejde på denne sag, og senere hen sagde vi også, at Inuit Ataqatigiit har bemærket, at Thuleboernes krav om erstatning og om afdækning har Landstinget støttet sidste år, og vi regner med at denne støtte fortsat gælder.
Anthon Frederiksen Kandidatforbundet
Nogle gange påpeger man, at jeg ikke følger godt nok med, men det vil jeg endnu engang tage stille og roligt.
Jeg vil lige gøre opmærksom på, at når man ikke er medlem af de allerfleste udvalg, så er det meget svært at følge med i, hvad der egentlig sker. Med hensyn til spørgsmålet om at man ikke har reageret omkring hvidhvaler så kan man nok ikke forundres herover. Man kommer jo nok inde på disse spørgsmål senere.
Jeg beklager jeg ikke følger videre med i arbejdet omkring i udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg, og det kan være frustrerende for mig. Når man ikke deltager direkte kan det være frustrerende, man kunne måske overveje at samtlige partier og Kandidatforbundet kunne inddrages i femtiden.
Det vigtigste for mig er, at vi Landstingsmedlemmer som jo er repræsentanter for det grønlandske samfund får lejlighed til at følge arbejdet tæt omkring udenrigspolitiske spørgsmål. Det kunne være fristende at komme ind på spørgsmålet omkring Avanersuaq befolkningen. Jeg vil til foreningen, som magter at indbringe den danske stat til menneskerettighedsdomstolen sige, at jeg ikke her blander mig i, hvad de gør. Men som sagt, så vil det være ønskeligt, at vi får bedre muligheder for at følge med i arbejdet i udenrigs - og sikkerhedspolitisk udvalg om udenrigspolitiske spørgsmål.
Knud Sørensen: mødeleder
Jeg skal her gøre opmærksom på at vi ikke her under dette punkt drøfter spørgsmål om medlemssammensætningen i udenrigs - og sikkerhedspolitiske udvalg, og der er ikke indkommet særskilt forslag og herefter er det Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit.
Johan Lund Olsen Inuit Ataqatigiit
Jeg siger tak.
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, så selv Landsstyreformanden kan forstå det. Inuit Ataqatigiit er ikke lukket - overhovedet ikke. Derfor har jeg gjort opmærksom på, at jeg ville fremkomme med uddybende bemærkninger til det vi har fremsat fra Inuit Ataqatigiit, men det vi har fremlagt, det krav vi har stillet, det er ikke ændret.
Vi har påpeget at den landingsbane bør betales af den danske stat og det kunne eventuelt ske ved at overføre nogle af beløbene fra Dundas til Qaanaaq. Vi ved, at staten vil yde 50-60 mio.kr. og kommunalbestyrelsen ønsker at der blev en landingsbane i selve Qaanaaq. Hvis vi kan nå dette så ville Qaanaaqbefolkningen ikke være så isoleret længere. Og det ville så indgå i den trafikstruktur i vest, som man er igang med at etablere. Og så vil man også undgå, at de som skal til Qaanaaq og den anden vej skal tage over Pituffik og det vil amerikanerne nok også være glade for, fordi vi ikke længere skal spørge dem hver gang.
Jeg har citeret den omtalte skrivelse idet den lov som eksisterer som vi selv har vedtaget nemlig landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlige i forvaltningen så har enhver borger i dette land rettigheder ligesom vi Landstingsmedlemmer har de samme rettigheder. Den skrivelse jeg her har citeret skal ikke indgå i det videre arbejde under forhandlingerne. Det nævnes jo at der allerede er opnået enighed om en såkaldt Dundas-model. Det er blot en redegørelse som man ikke behøver at prøve at skjule.
Her skal jeg nævne, at i loven om offentlig forvaltning i henhold til § 13 kan enhver modtage sådanne skrivelser, dette gælder også folk, der ikke er Landstingsmedlemmer, de har samme rettigheder, den mulighed har vi selv givet dem.
Lars Emil Johansen Landsstyreformand:
Jeg vil lige understrege i forhold til Johan Lund Olsen at jeg ikke har påpeget at han har overtrådt nogle love. Vi har ansvar som modvægt til at have forpligtelser, det er ikke sådan at vi skal læse breve op. Johan Lund Olsen sagde, at der er indgået aftale derfor behøver man ikke at skjule sådanne ting. Det der ikke er indgået aftale om, hr. Johan Lund Olsen, at Dundas skal laves om til civilområde, det er ikke indgået med amerikanerne endnu. Vi skal ikke ødelægge landets forhandlinger bare for at benytte os af vores rettigheder. Vi har også ansvaret som landets folkevalgte. Det brev som du citerede her fra 6. august til borgmesteren i Avannersuup Kommunia, jeg kan ikke, se hvad grunden til det er. Der blev sagt at der fra myndighederne i det grønlandske samfund ikke kan påregnes, at der rejses krav, det vil sige at det er Landsstyret og kommunalbestyrelsen. Og det er fra de grønlandske myndigheders offentlige side. Jeg håber at en sådan understregning bliver forstået, hvis man har været i tvivl om offentligheden. Der er ingen uenighed i dette spørgsmål i den fremgangsmåde som Inuit Ataqatigiit også har været enig i. Johan Lund Olsen sagde at der ikke er ens ... i partiernes medlemmer. Der er ikke ingen sammenhæng. Vi har i udvalget gået ind for, hvordan man skal tackle denne opgave, derfor skal man ikke prøve at lave forhandlinger fra denne talerstol. Man skal ikke prøve på at ødelægge disse forhandlinger der pågår mellem Landsstyret den danske stat og Avannerssuaq Kommunalbestyrelse. Der er fuld enighed i den sag, der kører i Avannerssuaq Kommunias bestyrelse og udenrigs- og sikkerhedspolitiskudvalg og Landsstyret, selvom der kommer nogle løse rygter her fra talerstolen.
Jonathan Motzfeldt ordfører for Siumut:
Jeg skal over for Inuit Ataqatigiits ordfører udtale, at vi klart bør få at vide, hvad planerne er for landingsbanerne i Qaanaaq. Forleden talte vi om spørgsmålet om erstatning til Qaanaaqs befolkning og en anlæggelse af ny landingsbane.
Landsstyret har udtalt sig om, at muligheden skal være åben med henblik på anlæggelse af en landingsbane, afhængig af hvordan forhandlingerne fortsætter.
Hvis amerikanerne skal sætte sig ved forhandlingsbordet, så må vi påregne, at der vil være en bemyndigelse til at forhandle. Og vi må påregne, at der vil være bemyndigelse til spørgsmålet om at omdanne en militærbase til en civil lufthavn. Det eneste vi ved noget konkret om er, at tingene mere og mere bliver strammet op. Men jeg mener ikke, at man lukker af for mulighederne under de pågående forhandlinger. Vi har i åbningsdebatten sagt, at vi forestiller os, at kompetancen ligger hos amerikanerne.
Otto Steenholdt ordfører for Atassut:
Jeg mener Landsstyreformanden er kommet med et tilfredsstillende svar til Atassut´s indlæg.
Med hensyn til de der har nævnt noget om landbrug har vi undladt at udtale os, men jeg har stor tillid til den befolkningsgruppe som Josef Motzfeldt har udtalt sig om.
Under vores drøftelse om fiskeriet begyndte Johan Lund Olsen at citere fra et møde som vi har haft samråd med i Fiskeriudvalget, hvor jeg opfordrede ham til ikke at udtale sig offentligt om de udtalelser der faldt, blandt andet af hensyn til deres forretningsmæssige drift. Som politiker er der mange henvendelser, men der er jo nogle af dem, som man skal vurdere som politiker og så måske sige at det og det må jeg være tilbageholdende med. Det er en af de vigtigste opgaver politikerne har at man ikke bør være for åbenmundet og så måske gemme sine udtalelser til en anden lejlighed, derfor er jeg også forundret over, at du citerer sådan en skrivelse som du har gjort. Løsningen til at offentliggøre det må vi overlade til pressen.
Anton Frederiksen jeg tænkte , at du som et barn ville synge at de andre børn ikke vil lege med dig men det er jo den forretningsorden og de bestemmelser vi har gjort, og de gælder jo også mig når jeg ikke er medlem af de pågældende udvalg. Men det står dig frit at stille et spørgsmål det samme gælder Bjarne Kreutzmann at anmode om at blive inddraget i højere grad til at komme med et forslag til Landstinget. Afsluttende vil jeg gerne sige, og der må jeg jo indrømme at jeg tit misunder dig, at du i og med at du er alene har mulighed for at komme med dit hjertesuk så godt som hver gang.
Mødeleder:
Der er ellers nogen der har ønsket ordet for tredje gang men da taletiden er udløbet så får de ikke lov.
Og hermed er behandlingen af punkt 11; Udenrigspolitisk redegørelse afsluttet.
Og vi går videre til punkt 47; Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap. Og her er det udvalgets Formand Ruth Heilmann der forelægger.
Punktet sluttet.