|
Dagsordenens punkt 8-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.
Lars Emil Johansen, landsstyreformand:
Med udgangspunkt i Landstingets beslutning på forårssamlingen 1992 og konkrete forslag fra enkelte landstingsmedlemmer er den gældende Landstingslov om vederlag blevet gennemgået af et embedsmandsudvalg, med deltagelse af Økonomidirektoratet, Personaledirektoratet, Landstingets Bureau samt Sekretariatets Lovkontoret.
Udvalget har udarbejdet et lovforslag, som dels er en sammenskrivning af den gældende vederlagslov, med enkelte ændringer og dels en sammenskrivning af den gældende landstingslov om pension m.v. med enkelte ændringer.
Hovedsynspunktet med sammenskrivningen har været at samle alle relevante bestemmelser vedrørende landstings- og landsstyremedlemmernes aflønning og pension i een og samme lov.
Jeg skal her kort fremhæve, hvilke bestemmelser, som foreslås ændret i forhold til gældende landstingslov:
Det skattefrie omkostningstillæg hæves med 1.000 kr. pr. måned i forhold til det nuværende, primært på grund af erfaringerne med landstingsmedlemmernes telefon- og telefaxforbrug. Der sigtes herudover ikke til ændring af omkostningstillægget.
Reglen om, at landstingsmedlemmer under rejser og ophold uden for hjemmet får godtgjort logiudgifter efter regning udgår, således at logiudgifter fremover godtgøres efter de for tjenestemænd gældende regler, herunder at reglerne om udokumenteret nattillæg finder anvendelse.
Der indføres regler om fraflytning af tjenesteboliger for landsstyremedlemmerne efter ophør af hvervet som landsstyremedlem, som man hidtil har manglet. Fraflytningsfristen kan herefter ikke overstige udløbet af eftervederlagsperioden.
Landstingsformanden får lige som landsstyreformanden fri bolig. Landstingsformandens og landsstyreformandens boliger skal fraflyttes umiddelbart i tilknytning til ophør af hvervet som landstingsformand og landsstyreformand.
Den hidtidige regel om specielt tilskud til de politiske partier udgår, idet reglen ikke hører naturligt sammen med de øvrige regler i loven.
Finansudvalgets medlemmer får fast vederlag for medlemskabet af udvalget, men samtidig bortfalder muligheden for vederlag til formænd af andre landstingsudvalg.
Bestemmelsen om vederlæggelse af ansatte under Hjemmestyret, som i embeds medfør er udpeget til eller pålagt deltagelse i bestyrelsesarbejde m.v., fjernes, idet bestemmelsen retteligt hører hjemme i de aftaler, der indgås mellem ansættelsesmyndigheden og den ansatte. Dette betyder dog ingen ændring i den gældende retstilstand, og vil, såfremt forslaget vedtages, blive efterfulgt af en meddelelse fra Landsstyret til samtlige ansatte under Grønlands Hjemmestyre.
Pensionsanciennitet ændres, således at man fremover har pensionsanciennitet efter 1 år mod nu efter 8 års funktionstid. Det siddende Landstings og Landsstyres anciennitet beregnes fra valg- eller udpegningsdatoen.
Merudgiften til vederlag m.m. forventes at blive på ca.
500.000 kr. årligt, og såfremt Landstinget vedtager denne landstingslov skal der indarbejdes et ændringsforslag til FFL 94.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille, at lovforslaget overgår til behandling i Forfatningsudvalget inden 2. behandlingen.
Hans Kleist, ordfører for Siumut:
Forslaget til landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Grønlands Landsstyre, Grønlands Landsting m.v. er udarbejdet efter anmodning fra Landstinget og ikke af Landsstyret. Udarbejdelse af forslaget er udført af et embedsmandsudvalg uden indblanding fra politikerne.
Lovforslaget sigter på at tilpasse lovgrundlaget til eksisterende forhold, dels gennem enkelte ændringer samt dels gennem en sammenskrivning af den gældende lov.
Vi har ingen bemærkninger til forslaget om at forhøje det skattefrie omkostningstillæg til 1.000 kr., idet landstingsmedlemmerne i udførelsen af deres politiske hverv har høje udgifter såsom til telefon og telefax.
Siumut finder det naturligt, at landstingsmedlemmer under rejse og ophold uden for hjemmet får de vilkår, der gælder for tjenestemænd.
Siumut støtter, at der nu bliver vedtaget regler for en ens ordning for landsstyreformandens og landstingsformandens bolig, hvor der ligeledes fremgår et klart regelsæt, om hvornår boligen skal fraflyttes.
Man må i sandhed sige, at Landsstyret har taget Bibelens ord til sig om, at den som har, ham skal der gives og han skal få i overflod, men den som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
Atassut vil ikke medvirke til en ensidig forhøjelse af vederlag og pension for Tingets medlemmer og Landsstyret.
Atassut ønsker først at se på, hvordan vi kan forbedre forholdene for samfundsborgerne, således som vi redegjorde for i vores åbningstale. Kun hvis vi kan opnå resultater her, kan vi stemme for de foreliggende ændringsforslag.
Vi ønsker derfor forslaget sendt til Finansudvalget,før overgang til 2. behandling, da det er Finansudvalget der tager stilling til Landstingets bevillinger.
Ole Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Som nævnt under fremlæggelsen af nærværende forslag, er dette udarbejdet på baggrund af Landstingets ønske, af et udvalg bestående af repræsentanter fra Økonomidirektoratet, Personaledirektoratet, Landstingets Bureau samt Sekretariatets Lovkontor, og vi er glade for, at forslaget nu kan fremlægges efter nøje analyser.
Inuit Ataqatigiit tilslutter sig nærværende forslag ud fra følgende betragtninger:
Forslaget til landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget, Landsstyret m.v., samt pension til tidligere medlemmer af Landsrådet, Landstinget, Landsstyret m.v., har været udsat fra tidligere samlinger med den uheldige konsekvens, at tidligere medlemmer har måttet leve med utilfredsstillende vilkår.
Derfor mener Inuit Ataqatigiit, at det er overordentligt vigtigt, at forslaget færdigbehandles under denne samling.
Beregningen af størrelsen af vederlaget til medlemmer i Landstinget, Landsstyre m.v., er baseret på, hvor vi hver især sidder til daglig, hvor vi arbejder og hvilke ansvar vi har til daglig, hvor vi således kan have forskellige goder. I visse tilfælde kan dette være gunstigt, men andre har været nødsaget til at acceptere det forhold, at de kun kan leve med at få vederlag svarende nogenlunde til tabt arbejdsfortjeneste.
Det er endvidere vigtigt at understrege, at nærværende forslag tilgodeser de medlemmer som enten ikke har arbejde ved siden af hvervet som landstingsmedlem, eller ikke har "ben", enten som bestyrelsesmedlem i selskaber eller på anden måde som politisk udpegede i andre sammenhænge.
Derfor er Inuit Ataqatigiit enig i ændringsforslaget til Landstingslov om vederlaget, og indstiller, at dette behandles i Forfatningsudvalget inden 2. behandlingen her i salen.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
Med udgangspunkt i Landstingets beslutning på forårssamlingen 1992, har et embedsmandsudvalg, med deltagelse af Økonomidirektoratet, Personaledirektoratet, Landstingets Bureau samt Sekretariatets Lovkontoret, gennemgået gældende landstingslov.
De bestemmelser, der foreslås ændret i forhold til gældende landstingslov, er Akulliit Partiiat iøvrigt enig i på 8 punkter, herunder merudgiften til vederlag m.m. på 500.000 kr. årligt, som indarbejdes som et ændringsforslag til Finansloven for 1994.
Med henvisning til vores skriftlige bemærkninger, skal jeg indstille, at lovforslaget overgår til behandling i udvalget inden 2. behandlingen.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Når vi begynder at debattere vilkårene blandt samfundsborgerne i vort land, hører vi altid en klar stemme med budskab om behovet for behandling på lige vilkår. Det er først og fremmest vore styrende politiske partier, der især i forbindelse med debatter om forhold, hvor økonomi er involveret, der anvender denne stemme.
Når man i dag ser på de reelle forhold, kan man klart se, at forskellene i de eksistensmæssige vilkår i blandt os på visse områder endda er meget store. Selvom dette forhold blandt befolkningen ind imellem gerne anses for ikke at være særlig interessant, mener jeg dog at budet om ligeligere vilkår har sin fulde berettigelse.
Den primære baggrund for de store forskelle i vore eksistensmæssige vilkår, findes nok i de meget forskellige lønningsmæssige vilkår vi er underlagt, og netop med dette som grundlag, fremsatte jeg ellers et forslag i 1992, vedrørende vederlagene til vore landsstyremedlemmer. Men forslaget blev tilbagevist med en udtalelse om, at det end ikke behøvede at blive debatteret.
Dette skete, selvom der på det tidspunkt var stor nedgang i eksistensvilkårene for vore medborgere.
Nu er der fremsat et lovforslag der i princippet har et virkelig godt budskab, og det kan være meget fristende at tiltræde forslaget, da de økonomiske konsekvenser af lovforslaget, kun er af ringe betydning, såfremt det bliver vedtaget.
Men vi har allerede udtalt, at det politiske mål fortsat vil være ligeligere forhold i eksistensvilkårene for os alle, og såfremt vi troværdigt fortsat skal bevare dette grundlag som vores grundholdning, har vi ikke anden udvej end at sige nej til de forhøjelser lovforslaget indebærer.
Vedrørende friboliger til landstingsformanden og landsstyreformanden. Mon vi kan tiltræde dette forslag vel vidende om, hvor store vanskeligheder mange mennesker har med at kunne betale for deres boliger.
Mon vi kan tiltræde dette, selvom vi er vidende om, at der findes mange familier der gennem mange års lejemål i boligblokkene i visse tilfælde har betalt op til flere gange opførelsesudgifterne, men som fremover fortsat skal betale deres husleje. Jeg mener, at så længe forholdene er sådan for dem, jeg har nævnt, har vi ikke grundlag for, at der gives fribolig til personer, der tilhører den bedste indkomstgruppe i samfundet.
Vi kan gøre dette senere, når vi har løst problemerne for dem, jeg har nævnt.
Med disse bemærkninger, vil jeg til sidst anføre, at jeg i princippet er enige i forslagene vedrørende pensioner til de folkevalgte, og jeg vil tiltræde disse uden yderligere bemærkninger.
Til sidst skal jeg anbefale, at lovforslaget inden overgang til 2. behandlingen, overgår til behandling i Forfatningsudvalget.
Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit:
Baggrunden for at jeg bedt om ordet er, at jeg ønsker at udtrykke min tilfredshed med den nuværende vederlagsstørrelse.
Jeg er på ingen måde modstander af, at landstingsmedlemmernes aflønning, i lighed med andre løngrupper under det offentlige, løbende tilpasses til det til enhver tid eksisterende prisniveau i samfundet.
De væsentligste parametre under det offentliges forhandlinger med lønmodtagerorganisationerne er netop leveomkostningernes bevægelser eller også eventuel aktivitetsforhøjelse for organisationens medlemmer.
Udover vederlaget som landstingsmedlemmer oppebærer vi et omkostningstillæg, som ikke er skattepligtig, som der også skal være plads til. Det væsentligste argument for dette tillæg er, at vi skal have dækning for telefon- og telefaxudgifter, som er nødvendige i vore hverv som landstingsmedlemmer.
Netop under denne igangværende samling har vi op til flere gange bekræftet, at prisniveauet for netop disse ydelser, ikke er steget det sidste års tid, at de ikke vil stige, ja, måske tværtimod.
Efter min mening, er det lysten til at arbejde som folkevalgt, der skal lægges til grund for vores indsats. Det skal fortsat være sådan, at man til enhver tid skal kunne stille op til Landstinget for at arbejde under de givne generelle forhold, som landstingsmedlemskabet indebærer.
Med denne begrundelse kan jeg ikke tilslutte mig en særskilt vederlæggelse af de skiftende medlemmer i Landstingets Finansudvalg. Ikke fordi jeg ikke værdsætter det arbejde det nuværende udvalg lægger for dagen, men netop fordi jeg betragter arbejdet i samtlige udvalg som værende en del af arbejdet som landstingsmedlem.
Nogle ville nok mene, at en beløbsstørrelse på ca. en 1/2 million ikke er alverden, men nu udtrykkes lønforhøjelser i procent i forhold til udgangspunktet, og det foreslåede forhøjelser er væsentligt højere, end dem organisationer har opnået under indeværende overenskomstforhandlinger.
Med henvisning til ovenstående, ønsker jeg den nuværende lovs ' 1, stykkerne 3 og 6, bibeholdt i deres nuværende ordlyd, og indstiller, at disse overvejes i Forfatningsudvalget inden 2. behandlingen.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:
Anledningen til at jeg nu går på talerstolen, selv om vores gruppes ordfører har sagt sit, er, at jeg naturligvis ikke kan gå ind for enkelte dele af det her fremlagte forslag.
Som bekendt er vi allesammen her i salen valgt som vælgernes repræsentanter med sæde som landstingsmedlemmer, hvortil vi i forbindelse med dette hverv hver måned får et honorar, der i størrelse svarer nogenlunde til hvad de højeste embedsmænd her til lands får.
Det er min personlige opfattelse, at dette honorars størrelse er mere end tilstrækkeligt, og at det derfor ikke er i tidens ånd, at vi nu foreslår en forhøjelse heraf, samt at tiden ikke er inde til, at finansudvalgets medlemmer herudover også får særskilt honorering for dette hverv.
Som De kan se, så er vi i gruppen uenige om dette punkt, men jeg skal imidlertid ikke afholde mig fra at nævne, at jeg som formand for Inuit Ataqatigiit er overbevist om, at størsteparten af vores partiafdelinger heller ikke kan erklære sig enige i at forhøje vores honorarer, når vi ligeledes specielt ser på den omstændighed, at samtlige lønmodtagere her i landet i disse år, har fået besked på at holde igen med hensyn til eventuelle lønstigninger.
At dette er tilfældet er alle i denne sal vidende om, hvilket da også kom til udtryk igennem forårets overenskomstforhandlinger, og som størsteparten af befolkningen sikkert kan erindre.
Hertil skal vi også erindre, at man netop ved disse overenskomstforhandlinger fra de offentlige arbejdsgiveres side til imødegåelse af lønkravene har henvist til den omkostningsdæmpende politik, der føres i samfundet samtidig med, at man overfor lønmodtagerne har lovet en yderligere nedgang i den generelle prisudvikling.
For nogle få dage siden blev det også her fra talerstolen sagt, at bl.a. teletaksterne i den nærmeste fremtid yderligere ville blive nedsat, samt at man må påregne en videreførelse af en generel nedsættelse af alle omkostningerne iøvrigt. Specielt må der henvises til, at fragtnedsættelserne med 10 % på atlantbesejlingen vil blive videreført.
Alt i alt så forekommer det mig derfor meningsløst og ude af trit med virkeligheden, at man samtidig med at kræve, at befolkningen skal holde igen, i samme åndedrag lover, at befolkningen kan imødese en generel omkostningsnedgang, og at vi som landstingsmedlemmer foreslår os selv en lønstigning.
Meget taler for, at man vil sige til undertegnede, at eftersom Landstingets medlemmer i sådanne spørgsmål ikke har en forhandlingspart, så kan vi selv suverænt kan bestemme dette.
Jeg er ikke enig heri, eftersom vi som folkevalgte også skal være opmærksomme på, at det er dem, vi skal forhandle med i slige tilfælde, og at sådan en forhandling først vil kunne komme på tale ved en valghandling.
Med disse bemærkninger skal jeg derfor tilkendegive, at jeg ikke kan gå ind for en lønstigning til os selv, og at jeg samtidig er noget forundret over, at dette forslag skal til viderebehandling i Forfatningsudvalget inden 2. behandlingen eftersom alle sager, der har økonomisk betydning, og som har konsekvenser for Finansloven normalt henvises til Finansudvalget.
Til sidst vil jeg dog udtale, at jeg kan gå ind for de øvrige ting, der er indeholdt i selve lovforslaget.
Aqqaluk Lynge, Inuit Ataqatigiit:
Man kan måske sætte spørgsmålstegn ved hvem, der er formand for hvilke partier i denne debat. Jeg mener dog, at man bør præcisere det Siumut nævnte med hensyn til pensionen. Det der blev fremsat der, det er jeg fuldstændig enig i. Vi har under gentagne debatter omkring dette sagt, at politikerne vil tækkes vælgerne, men uden troværdighed.
Jeg tror ikke på, at vi på vegne af Landstinget kommer med sådanne ideer. Mange af de folkevalgte har bemærket i mange år, at deres nuværende vilkår ikke kan accepteres.
Vi har nogen, som på baggrund af at de har været politikere i mange år, ikke kan blive ansat, og som ikke kan godkendes efter ansøgning, hvorfor? Fordi vedkommende som har søgt, så må man sige at, da du har været politiker tidligere, så kan du blive ansat.
Sådanne tilfælde findes, og derfor skal jeg ikke blive fortalt, at man har 2 arbejdsgivere, og at jeg skal gøre sådan og sådan, og derfor tror jeg heller ikke på de folk, der siger sådan noget.
Vi plejer altid at tale om troværdighed i Inuit Ataqatigiit, og vi mener også, at flertallet af Inuit Ataqatigiits udtalelser her i gruppen er meget troværdige. Her er der ikke tale om en forhøjelse af vederlag, men et forslag på baggrund af, at omkostningerne er steget, således at de landstingsmedlemmer, som ikke har noget egentligt arbejde og som heller ikke kan få et arbejde, kan blive hjulpet.
Hvem som helst kan heller ikke sige, at telefonen koster sådan, og fax og rejser koster så og så meget. Befolkningens krav til de folkevalgte er meget store, og hvis vi skal varetage hvervet ordentligt, så mener jeg, at vore vilkår er meget dårlige.
Det er heller ikke fremmed, at landstingsmedlemmerne er nødt til at have arbejde ved siden af. Det mener jeg ikke kan være tilfældet i fremtiden, for så er det jo kun de rige, som kan sidde her, og derfor kan jeg ikke tro på "at man vil tækkes mængderne" og lignende udtalelser.
Vi sidder temmelig mange her, hvor mange ikke har noget arbejde ved siden af, og hvor nogle er blevet formænd for selskaber og sørger for belønning til sig selv på baggrund af, at de er blevet folkevalgte. Disse folk skal ikke fortælle mig, hvordan vi skal forholde os til det.
Derfor mener jeg, at det er et meget godt udført arbejde fra embedsmændene, uanset at der ikke er tale om meget store vederlag, og at det heller ikke er en overdrivelse i forhold til de andre befolkningsgruppers vilkår.
Jeg mener, at vi her ikke kommer uden om de dage, hvor det er de folkevalgte, der ud fra deres lyst arbejder, alt koster jo penge, selv ansvaret koster penge.
Uanset om man er imod, så kan vi blive udskiftet, og vi kan også i forhold til andre lønmodtageres beskyttelse bagefter sige: "Hvad så den dag jeg ikke bliver valgt, hvad er så mine muligheder?" Jeg mener, at man bør have sådanne overvejelser med i dette.
Derfor tror jeg ikke på de udsagn der fremsættes.
Jonathan Motzfeldt, Siumut:
Det er meget taknemmeligt, med et udvalg som ikke er nedsat af Landstinget, men det er så embedsmandsudvalget, man har brugt til at fremlægge sådan noget.
Jeg vil blot udtale, at uanset om man citerer Bibelen i denne debat, så har vi forstået denne forelæggelse således, at landstingsmedlemmer får bedre vilkår i deres arbejde.
Som folkevalgt på verdens største ø, så er der mange forskellige medlemmer, uanset om vi ser på vore landstingsmedlemmer eller folketingsmedlemmer både på Færøerne og i Danmark. Dette arbejde er et af de vanskeligste inden for det danske rigsfællesskab, udover familierne, ægtefællen, vennerne og vælgerne.
Derfor skal vi forstå dette forslag sådan, at det er en forbedring af de folkevalgtes vilkår her i landet. Der er ikke tale om forhøjelse af vederlag med een eller to kroner, men vi skal vurdere de vilkår, som de folkevalgte lever under.
Vi som har arbejdet med politik i mange år, er overhovedet ikke forbavsede over, man kommer med sådanne tilpasninger, som Aqqaluk Lynge lige før udtalte. Sådan et arbejde er også meget hårdt og sjovt en gang imellem. Det er også vælgerne, der skal bestemme, om vedkommende skal fortsætte i det politiske arbejde med sådanne vilkår, som vi har på arbejdspladsen.
Hvorhenne kan vi mødes med et landstingsmedlem? Har vedkommende sit eget kontor i sin egen by eller i en anden? Hvis vi ser på kollegaerne i Danmark og vore naboer, så kan vi se, at de har et kontor. Mange af landstingsmedlemmerne arbejder med deres arbejde i deres egen private bolig.
Med baggrund i disse forhold, der gælder i 1993, og hvorvidt disse skal bevares indtil år 2000, skal vi udfærdige et arbejde. Uanset hvordan man tilrettelægger det, så skal man ikke tro, at det er på baggrund af, at man vil tækkes vælgerne, men det er de forhold, man lever under, vi skal tænke på i vores iver for at få det ordnet.
Kaj Egede, Siumut:
Vi landstingsmedlemmer skal varetage borgernes interesser, og vi skal også kunne kritiseres af befolkningen. Det er også korrekt, at vi vil fuldføre arbejdet. Det er jeg helt overbevist om.
Denne debat lyder som om, vi gerne vil forhøje vores vederlag. Her er der ikke tale om vederlag. Det man taler om her i denne debat, det er, at man skal have dækning for de omkostninger, man har.
Vi kan blot komme med et eksempel på, at vores nuværende vilkår er helt uacceptable, nemlig at jeg som landstingsmedlem uden ansættelse ikke har nogen telefon eller eget kontor som landstingsmedlem. Vi må have en telefon i hjemmet, for også at kunne varetage det meget omfattende arbejde, vi har udenfor Landstingets samling, når vi må arbejde for foreninger og organisationer m.v..
Derfor finder jeg det på sin plads, at man beregner de omkostninger man har, men jeg vil i denne forbindelse nævne, at jeg mener, at vi også må bane vejen for, at vi ikke henter yderligere midler fra samfundet.
Vi har landstingsmedlemmer iblandt os, som får dækket deres omkostninger, uanset om det er på baggrund af ansættelse eller ej. Det er formænd for diverse, der har fri telefon og også har kontor ved siden af.
Jeg mener, at man her må tænke på, at man eventuelt kunne fratage dem deres ret til at få dækket deres omkostninger, og få dem kanaliseret til de andre medlemmer.
Jeg mener også, at det er det, man skal tænke over i det videre arbejde. Mere afbalanceret omkostning.
Landsstyreformanden:
Det er ikke sjældent, at der sker forbavsende ting her i Landstinget. Hver eneste gang vi diskuterer den slags, så opstår der forbavselse.
Atassuts ordfører hr. Lars Chemnitz kom ind på, at han sætter spørgsmålstegn ved Landsstyrets politik.
Jeg vil blot præcisere, hvordan sagen er startet, hvis og såfremt I ikke kan huske det, for nogen glemmer jo også.
Sagen er startet således, at det ærede Landsting har krævet, at en embedsmandsgruppe får undersøgt Landstingets vederlag, og på baggrund af dette, kommer man med ændringsforslag til Landstinget.
Det er altså Landstinget selv, der har krævet at Embedsmandsudvalget, med deltagelse af Økonomidirektoratet, Personaledirektoratet, Landstingets Bureau og Landsstyrets Sekretariats Lovkontor, skulle arbejde for at få undersøgt, hvordan vederlaget er for landstingsmedlemmer og tilsvarende med politisk arbejde.
Landsstyret kræver ej heller ønsker fra landstingsmedlemmerne, ud over deres evner og lyst, for at forbedre deres aflønning. Nej - vi arbejder for at kunne fremsætte Landstingets krav, vi er ikke Landsstyrets folk i den forbindelse. Det er ud fra Landstingets ønsker, vi fremkommer med Hjemmestyrets embedsmandsudvalg, ligesom kurerer. Som vi plejer at huske, er vi til for Landstinget.
Det er Landstingets krav, vi fremsætter. Derfor er det meget usmageligt, at det er Landsstyret selv, der skal fremsætte forslaget.
Man skal heller ikke tro, at det er landsstyremedlemmerne, der har foreslået deres lønninger forhøjet her i embedsmandsudvalget.
De eneste der ikke skal have forhøjelser af vederlaget, det er Landsstyret. Landsstyrets vederlag vil ikke blive forhøjet med een eneste øre.
Landstingsmedlemmernes vederlag forhøjes med 1.000 kr., det gælder ikke for Landsstyrets medlemmer. I denne debat er derfor det med, at det er Landsstyrets skyld, ikke korrekt. Man må også næsten sige, at man frasiger sig ansvaret, når man giver Landsstyret skylden for at vi fremsætter Landstingets krav, og resultaterne deraf.
Vi må spørge om man har fået embedsmændene, som får aflønning fra skatteindtægterne, til at arbejde for sjov. Hvorfor har man så krævet et arbejdsresultat.
Derfor må jeg udtale, at det er vores forpligtelse på baggrund af Landstingets krav, at vi har fremsat resultatet af embedsmandsudvalgets arbejde, sådan som det er blevet krævet af Landstinget.
Landstinget har ikke krævet af Landsstyret, at de skal udarbejde det, men det er på vegne af Landsstyret, man kommer med sådan et forslag fra embedsmandsudvalget.
Jeg skal endnu engang gøre opmærksom på, at landsstyremedlemmerne ikke vil forbedre deres vilkår, ej heller at man vil tro, at det er dem der har gjort det, ved at citere bibelens ord.
Overfor andre ordførere, hr. Nikolaj Heinrich og hr. Josef Motzfeldt og hr. Johan Lund Olsen, vil jeg erindre om, at de er også medansvarlige i Landstingets krav.
Det er Landstinget, der selv har ønsket, at man får lavet en undersøgelse af Landstingets vederlag, og det er på baggrund af dette krav, at man har fremsat disse resultater i dag.
Med hensyn til fribolig til landstingsformanden og spørgsmålet om han ikke skal betale, og at landsstyreformanden har en fribolig nede i Hans Egedes Hus, det fremkommer med en meget dårlig ordlyd. Det er ikke det nuværende Landsstyre, der har fremsat dette. Det er en meget gammel sag, at vedkommende ikke selv sørger for bolig. Det er mange omkostninger, der kræves for at varme det enormt store hus op.
Man mener, det er en forpligtelse, at Landsstyret skal bo der. Man skal heller ikke sige at landsstyreformandens bolig nede i Hans Egedes Hus er en luksus, det er på baggrund af forpligtelser, og landstingsformanden har også forpligtelser. Det er på baggrund af dette, at embedsmændene har vurderet, at landsstyreformanden og landstingsformanden bør sidestilles m.h.t. boligbetaling.
Jeg er meget glad for Jonathan Motzfeldts og Aqqaluk Lynges præcisering i deres indlæg om landstingsmedlemmerne. Jeg tænker næsten, at man skal være meget modig, hvis man fremkommer med et forslag, som ikke skal gælde for nuværende medlemmer, men som først træder i kraft efter valg. Det er ligesom om, man vasker hænder i denne debat af forslaget, man diskuterer ikke klart forholdene.
Jeg mener også, at det er uhensigtsmæssigt, at landstingsmedlemmerne end ikke har deres eget kontor. Dengang vi blev landsstyremedlemmer, havde selv partierne ikke noget kontor her i dette administrationskompleks, og derfor har det lovgivende Landsting, som har det største ansvar overfor borgerne, fremsat forslag om, at partierne får eget kontor. Derfor er jeg lidt forbavset over, at en del af medlemmerne kommer med sådanne meninger i forbindelse med forslaget.
Jeg skal også nævne, at Lars Chemnitz i sit indlæg foreslog, at forslaget videresendes til Finansudvalget og Johan Olsen, Inuit Ataqatigiits formand, nævnte også, at forslaget skal gå videre til Finansudvalget.
Vi mener dog, at behandlingen af dette forslag mest hensigtsmæssigt sker i Forfatningsudvalget, da det er Forfatningsudvalget der vurderer lovudarbejdelsen, og det er så landstingsmedlemmerne, der laver landstingsloven. Vi mener, det er bedst, at forslaget bliver behandlet i Forfatningsudvalget, og jeg mener også at Finansudvalget p.g.a. inhabilitet ikke kan anmodes om, at vurdere deres egne vederlag.
Jeg mener heller ikke det kan siges, at landstingsmedlemskab som en fritidsbeskæftigelse bydes meget forskellige vilkår. Nogle medlemmer har kontor, nogle har ikke kontor, men generelt forbedres landstingsmedlemmernes vilkår. Vores embedsmandsforslag, det er det, vi fremkommer med.
Derfor m.h.t. de enkelte spørgsmål man kom med, de vil blive behandlet i Forfatningsudvalget, og derfor vil jeg henstille til, at man ikke har noget imod, at den først bliver udvalgsbehandlet inden 2. behandlingen.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:
Selvfølgelig kan vi diskutere meget længe, om det men i forbindelse med 1. behandlingen af forslaget vil jeg lige endnu engang præcisere, hvorfor jeg kom med en særskilt ordlyd.
Aqqaluk Lynge udtalte, at landstingsmedlemmerne også har mulighed udover landstingsmedlemskabet at blive ansat og det er også korrekt. Men jeg vil også lige gøre opmærksom på, at jeg selv rent privat i de to seneste år har levet af landstingsvederlaget. Min økonomi har været i orden.
Jeg mener også, at man endnu engang bør erindre, da vi sidst drøftede vederlag til Landstinget og da vi lavede denne lov, at jeg da lige på det spørgsmål særskilt udtalte, at jeg ikke kan acceptere, at medlemmer af Finansudvalget udover landstingsvederlag får tillæg. Det kunne jeg ikke acceptere.
Man kan end ikke blive forundret over, at jeg i mit indlæg kom ind på, at man vil foreslå omkostningstillægget forhøjet med 1.000 kr. med den begrundelse, at det er omkostninger, der er steget.
Det bliver her fra talerstolen sagt hele tiden, at vores omkostninger til telefon vil blive formindsket i den kommende tid. De blev også formindsket sidste år her fra Landstinget.
Det vil sige, at det er den anden nedsættelse af taksterne, der vil blive realiseret, derfor har jeg svært ved at se, at man vil hæve omkostningstillægget, fordi omkostningerne er steget. Det hænger ikke sammen.
Hvordan startede sagen? Ja, det er korrekt som landsstyreformanden nævnte, at det er på baggrund af Landstingets krav, at man fremkommer med et embedsmandsudvalgs resultat. Ja, men hvem sagde så, at Landstinget ikke kan afslå embedsmandsudvalgets resultat.
Vi plejer at gøre sådan. Der er temmelig mange opgaver, som bliver lavet af embedsmænd, men det er jo Landstinget selv, der skal udarbejde lovene og afgøre, om man kan acceptere dette arbejde eller ej.
Jeg mener endelig, at der er behov for at nævne, at man gerne vil tækkes vælgerne. Det har overhovedet ikke grund i det, jeg selv siger. Det jeg klart sagde i mit første indlæg, var at jeg for to år siden, da vi debatterede vores vederlag, særskilt fremsatte min anderledes personlige mening her.
Man taler om vores vilkår som landstingsmedlemmer, også fordi vi er placeret som nogle af dem, der har de højeste indtægter. Jeg mener, at vi får penge nok i forvejen.
Mødeleder:
Da
det er 1. behandling, så plejer man at komme med en helhedsvurdering, hvorfor
jeg ønsker, at man følger Forretningsordenen. Derfor skal man undgå at komme
med enkeltheder og gentagelser. Jeg vil gerne indstille til næste ordfører, at
sagen, sammen med de kritikpunkter der er blevet indstillet, at den går videre
til Forfatningsudvalget. En del af partiordførerne ønsker at få ordet igen
og det er hr. Lars Chemnitz
fra Atassut.
Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:
Johan Lund Olsens afsluttende bemærkninger vil jeg kommentere forstærket og spørge om, hvornår embedsmændene har fået lov at fremsætte forslag her i Landstinget?
Hvis Landsstyret er uenige, så ville deres forslag ikke være fremsat. Men det er på baggrund, at de er enige med dette, at man kommer med dette og at man vil tækkes vælgerne og sådan noget. Det ødelægger Landstingets troværdighed. Det er sådan nogle ord, som overhovedet ikke burde bruges her fra talerstolen.
Han kom ind på, at han måske misbruger sin mulighed for at fremkomme med det, der blev sagt om, at der ikke er tale om at man vil forhøje vederlaget til Landstinget. Det er korrekt. Vi har faste vederlag. Men det vi plejer at få, det er det man gerne vil forhøje. Det vil sige som et tillæg til vores omkostninger ved siden af.
Derfor lyver de der siger, at det er til dækning af omkostninger, fordi her er der tale om tillæg, og tillæg er noget, der skal bruges til at formindske omkostningerne. Derfor er der ikke noget til hinder for, at vi, når vi har brugt disse tillæg, så selv bruger vores vederlag som landstingsmedlemmer.
Jonathan nævnte også, at de folkevalgtes arbejde i sammenligning med andre er vanskeligt. Det vanskeligste er, at vi har ikke så høje vederlag, som dem man gerne vil sammenlignes med, og derfor bliver vi så nødt til at fastsætte grænser.
Lars Emil Johansen kom ind på, at man næsten kan sige, at man flygter fra ansvaret. Mon ikke det er at flygte fra sit ansvar er at sige, at dette forslag er et embedsmandsarbejde. Man må sige, at det nuværende
forslag er Landsstyrets forslag. Det er korrekt, at omkostningerne stiger, men vi må også sidestille det med, at omkostningerne også på andre områder stiger.
Derfor ønsker vi at forslaget bliver genbehandlet i Finansudvalget. Det er på baggrund af at vi gerne vil forhøje det vi plejer at få udbetalt, og på den anden side så ved vi, at omkostningerne også stiger blandt befolkningen. Det er for at afbalancere dette vi siger sådan.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Jeg vil kort kommentere først det, som Aqqaluk Lynge nævnte, at der ikke er grundlag for, at man gerne vil tækkes vælgerne, og han fremkom med, at jeg var imod forslaget. Men da en del af mine bemærkninger allerede er nævnt af Johan Lund Olsen, så vil jeg ikke komme længere ind på det, men vil blot nævne, at jeg her mener, at vi her i vores arbejde ikke arbejder for at kunne tækkes vælgerne. Det er på baggrund af, at de faktiske forhold for, embedsmænd og andre er så anderledes, at jeg siger nej til den forhøjelse, der er blevet foreslået.
Det blev også sagt, bl.a. at landstingsmedlemmerne har meget forskellige vilkår, og nogle af dem har et omfattende arbejde i deres private hjem, hvor de selv sørger for faciliteter og hvor de også selv bruger deres hjem som et kontor. Det er rigtigt.
Der har været kørt politisk arbejde i lang tid her i Grønland. Jeg mener, at det blot er en del af den grønlandske kultur, at man også i hjemmet sørger for et samfundsarbejde. Indtil for kort tid siden har de, der har stillet op til valg til Folketinget og Landsrådet, selv sørget for omkostningerne. Nu har vi valgkampe, hvor det er samfundet, der betaler. Forholdene er sådan i dag.
Selvfølgelig ved vi at det er et embedsmandsudvalg, der har udarbejdet dette forslag og det er så det, der bliver fremsat. Når der er temmelig meget arbejde, plejer man at få embedsmænd til at udføre og forberede til debat her i Tinget, men ansvaret for arbejdet, det har Landsstyret.
Lad mig også nævne, at selvfølgelig er det, som bliver fremsat her, et endegyldigt færdigt forslag, som man skal tage stilling til og godkende.
Det er meget vigtige spørgsmål her, som kan øge skævhederne i samfundet, hvis vi er imod, at vi får et lidt mere vederlag fra Landstinget. Det mener jeg ikke kan ske. Vi har lov til at fremkomme med vores mening, og så skal vi selv beslutte, hvordan vores stillingtagen vil være i forbindelse med 3. behandling.
Aqqaluk Lynge, Inuit Ataqatigiit:
Nikolaj Heinrich, har selv kontor hernede, han har en sekretær og så kan han arbejde selv her i byen. Men andre, hvilke vilkår arbejder de så under, når de kommer hjem til deres hjemby?
Det er de ting, vi må præcisere. Vedrørende mig selv får jeg ikke nogen forhøjelse ved dette forslag.
Det har overhovedet ikke nogen økonomisk værdi for mig her, fordi jeg har meget gode faciliteter, fordi Landsstyret har sat mig til at sørge for et arbejde som formand for KNI-Holding A/S. Dem der har sådan nogle vilkår, de har overhovedet ikke noget at pive over.
Jeg mener, at man kan tænke anderledes med hensyn til behandlingen af denne sag i Forfatningsudvalget, om det eventuelt ikke kan rettes sådan, at landstingsmedlemmernes almindelige betaling til telefon bliver godtgjort.
Her ville der ske en meget stor lettelse, og så kunne man komme udover de tvistigheder med 1.000 kr. i omkostningstillæg. Vi kan nok blive enige her i dette meget vigtige spørgsmål.
Overfor Johan Lund Olsen vil jeg også lige udtale, at han som koalitionspartner i en regering, har et meget stort ansvar og ikke mindst som formand for partiet, det giver også et meget stort ansvar.
Hvis vores gruppe er kommet væk fra Inuit Ataqatigiit, så er der arbejde, og det kan ske en forhandling: Men det har ikke været tilfældet og vi vil gerne bruge vores mulighed for at kunne stemme her, jeg, Ole Lynge og Henriette Rasmussen.
Med hensyn til ansvaret. Når vi skal drøfte ansvaret, så må vi også tage det kedelige med, ikke kun det sjove. I vigtige beslutninger så flygter man fra ansvaret, det er lige som om man plejer at gemme sig bag stolene, når der skal ske sådan nogle vigtige ting.
Ole Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Det er som talsmand for flertallet af vores gruppe i Inuit Ataqatigiit at jeg vil nævne, at det Siumuts ordfører ønskede, det støtter vi fuldt ud, nemlig at det bliver undersøgt, hvordan grundlaget vil være med hensyn til pension. Det er det, jeg sagde først.
Med hensyn til en forhøjelse af tillæg her, da må jeg også udtale, at det vil være gavnligt for mig. Ikke fordi jeg synes vi får en sulteløn for vores arbejde og vilkår som folkevalgte, men fordi der er ret stor krav fra vælgerne til os.
Når vi ikke rejser tit til bygderne, plejer vi at få skæld ud og derfor har jeg fundet det nødvendigt, at jeg selv også som folkevalgt får rettet op på disse forhold.
Nogle gange har det været nødvendigt at begrænse sig selv, for at kunne afbalancere omkostningerne. Jeg har heller ikke været tilfreds med, at disse omkostningstillæg medtages i vederlaget, som man har gjort det. Men i redegørelsen har man sagt, at der måske ville være mulighed for, at det vil også ville give en forhøjelse af administrationen, hvis man tog det væk her.
Jeg havde i første omgang ellers ønsket at disse omkostningstillæg blev adskilt fra vederlaget for Landstinget. Også fordi man kunne medtage dem i vores egne personlige omkostninger, og det kunne have kedelige effekter.
Johan Lund Olsen nævnte også, at jeg også ved, at han i løbet af de sidste to år har kørt uden egentligt arbejde andet end almindelig landstingsmand. Men vi er jo også nogle, som har ægtefæller uden arbejde og selv der kan man se, hvordan de forskellige vilkår vi har at leve under findes.
Derfor med hensyn til min valgkreds, godkender jeg på vegne af min valgkreds det forslag, der er fremlagt her.
Selvfølgelig kan man eventuelt i fremtiden lave en anderledes ordning, måske eventuelt ved brug af de metoder, man bruger i det danske Folketing.
Men indtil videre, som allerede nævnt, at for de tidligere landstingsmænd, man ligesom smider ud på gaden, så er det taknemmeligt, at man laver sådan en ordning med pension.
Selvfølgelig har organisationerne forhandlingsret, men i modsætning til disse meget ofte lukkede forhandlinger, føres en forhandling her i Landstinget åbent. Derfor tror jeg ikke man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor vi ikke skal gøre som andre forhandlingssager, men lave en anderledes en ordning.
Vi har grundene til at rette op på de forhold, der findes for landstingsmedlemmer eller tidligere valgte landstingsmænd og deres vilkår. At man så søger at tilfredsstille dem med de muligheder man har, det er ikke på sin plads.
Det ærede Landsstyre og daværende landstingsmedlem, vi ved at de har været meget dygtige og ud fra deres placering så vurderet det og det er det vi gør nu. Derfor med hensyn til den videre sagsgang, så vil jeg på vegne af Inuit Ataqatigiit arbejde for, at man så vidt muligt får tilendebragt sagen via udvalgsarbejde.
Landsstyreformanden:
Jeg skal lige kommentere de sidste bemærkninger. Jeg mener, at det er tidsspilde, at der sker en så stor debat af et så lille spørgsmål, og at man heller ikke bruger samfundet godt nok.
Johan Lund Olsen sagde, at omkostningerne er faldet, f.eks. til telefon. Hvorfor skal dækningsbidraget så forhøjes? Det er forbruget af telefon og telefax, der er meget højere, end man har vurderet.
På baggrund af de landstingsmedlemmer, der selv bekoster telefon og telefax, fremsætter vi forslaget. Selvfølgelig ved vi at det er Landsstyret selv, der bestemmer, og vi ved også, at telefontaksterne er faldende og vi ved, at taksterne vil falde både ved at ringe udenlands og indenlands.
Vi ved, at disse fald i taksterne vil ske, men vi ved også, at landstingsmedlemmernes har et forbrug af disse, og at de har behovet herfor, fordi samtlige landstingsmedlemmer ikke bor her i Nuuk. Men jeg har lagt mærke til, at de der er imod allesammen bor her i Nuuk.
Det er dem, der har kontor og telefon her i administrationen. Men der findes også nogle landstingsmedlemmer, som ikke har så gode muligheder, og det er på baggrund af det, man gerne vil have ens vilkår.
Og med hensyn til Johan Lund Olsens spørgsmål om, hvorfor vi ikke kan give afslag til embedsmandsudvalgets betænkning. Og Lars Chemnitz forstærkede dette og sagde, at Landsstyret flygter fra sit ansvar og sagde, at det er embedsmændene, der har udført dette arbejde. Lad mig lige spørge, hvorfor I ikke sagde det, da man fra Landstinget krævede at man ikke skal røre ved vederlaget.
Vi skal ikke bruge tiden til at forhøje vederlaget, fordi man ikke ønskede at vederlaget skulle forhøjes.
Embedsmandsudvalget fik et meget stort omfattende arbejde ved at undersøge, hvilke forhold der er gældende på Færøerne og i Folketinget og så kom vi til, at vederlaget ikke skal forhøjes.
Så burde man have givet et anderledes arbejdskrav og efter Lars Chemnitz, så sagde Nikolaj Heinrich, at det er Landsstyrets eget forslag. Jeg sagde det vedrører overhovedet ikke Landsstyret. Det er kun landstingsmedlemmerne der bliver berørt.
Kun pensionsforholdene er gældende for alle. Det er det, som også berører Landsstyret. På andre områder så er det kun Landstinget og ikke Landsstyret, der berøres.
Men det er Landstingets krav, så vi har taget det som en forpligtelse, at det er embedsmændene, der skal udarbejde. Og vi mener også, vi er ansvarlige forhold til vores forpligtelse ved at fremkomme dem med dette som landsstyreformand. Gad vide hvordan dette ville være endt, hvis vi havde stoppet dette?
Jeg ved også præcist, at det er netop disse personer her, Lars Chemnitz og Nikolaj Heinrich, der sagde, at Landsstyret overhovedet ikke skal stoppe ved et landstingskrav.
Her har Landsstyret, som vi blev bedt om, fremsat Landstingets krav. Når vi så gør det, og så beskyldes for, at vi flygter fra ansvaret, er det uacceptabelt. Selvfølgelig har vi flere muligheder.
Jeg har også lagt mærke til, at man alligevel bliver ved med, at finde ud hvilke landstingsmedlemmer, der mener hvad, også fordi der fremkom forskellige ordførere. Men jeg kan regne ud, at ud af 26, så meddeler 16 at de vil gå ind for dette lovforslag.
Det vil sige samtlige Siumutter, 11, og tre fra Inuit Ataqatigiit og to fra Akulliit Partiiat. Det er 16 medlemmer ud af et 27 medlemmer stort Landsting.
Derfor mener jeg, at vi på vegne af Landstinget kan sige at det var udført korrekt, og at forslaget bliver behandlet i det anviste udvalg. Efter en ansvarlig behandling vil vi så vende tilbage til sagen.
Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:
Jeg er enig med landsstyreformanden i det sidste udsagn, at man spilder tiden ved at behandle sagen lidt, og at man så derefter kommer med en meget lang redegørelse.
Det er korrekt, at det vi drøfter her blot er en meget lille del af det omfattende ændringsforslag, vi fremsætter, og dette vil indebære, at vi drøfter vederlag, som bliver udbetalt til landstingsmedlemmerne. På baggrund deraf er der tale om beløb, så vi henviser til, at den skal behandles i Finansudvalget.
Udover de ting vi allerede har nævnt, skal vi nævne, at vi er enige i, at det er meget omfattende og veludførte ting man arbejder med.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akullit Partiiat:
Vi skal redegøre for, hvorfor vi er for forslaget. Jeg har heller ikke ment, at det er tiden til at komme med begrundelser, men debatten har gjort os nødt til fra Akulliit Partiiat at fastslå, hvorfor vi går ind for forslaget.
Vi vil ikke komme ind i debatten ved, at vi laver nogen propaganda el. lign., men jeg vil blot nævne, at vi allesammen er enige i, at Landstingets vederlag ikke er en sulteløn, men vi er også enige i, at forpligtelserne og ansvaret er så og så stort.
Vi har i vores arbejde følt, at vores initiativer bliver støttet, og derfor vil jeg gerne fremsætte, at vi er meget uafhængige, vi er ærlige, og at vi kører sådan.
Vi føler, at vores meninger bliver fulgt, og derfor vil vi også gøre sådan, fordi vi gerne vil gøre vores til gavn for samfundet.
Hvis vi gør som foreslået, så mener jeg, at et landstingsmedlem, ikke behøver at få ansættelse i en anden virksomhed. Fordi man derigennem kan blive bundet til noget.
Med disse korte bemærkninger kommer vi ind på, hvorfor vi går ind for forslaget.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiaa:
Hvad vil der ske med os, hvis vi fik en sådan kritik. Lad mig sige at jeg fuldstændigt husker, hvordan sagen startede i 1992.
Vi er også glade for at høre resultaterne af denne embedsmandsgruppes arbejde, men selvfølgelig er der grund til komme med enten vores personlige eller politiske mening, det er ikke landsstyreformanden, der skal bestemme det.
Landsstyreformanden:
I forbindelse med behandlingen i udvalget så mener jeg, at der også kan komme nogle ideer i udvalgsarbejdet, men ud fra denne debat her i salen så vil jeg indstille overfor Landstinget, at forslaget bliver behandlet i Forfatningsudvalget inden 2. behandlingen.
Jeg er fuldstændig enig med Akulliit Partiiats formand i, at landstingsmedlemmerne skal kunne tage stilling helt uden af være bundet til en økonomisk part. D.v.s. helt frivilligt og ærligt, hvilket jeg er fuldstændig enig i.
Jeg mener, at vi i princippet i partierne kan blive enige, og det er så det, vi må efterlyse i udvalget, at hvis man ikke vil komme ind på vederlaget så er der andre muligheder for omkostningsdæmpning.
Fra Landsstyret har vi ikke til hensigt, at landstingsmedlemmerne skal få dårligere vilkår. For det første er det Landstingets krav, og for det andet skal landstingsmedlemmerne få bedre vilkår og muligheder, end tilfældet er i dag.
I Landsstyret vil vi også arbejde på, at landstingsmedlemmer, som bor udenfor Nuuk, i deres hjemby kan få mulighed for at få eget kontor i en del af Hjemmestyrets virksomheder.
Således at debatten kan blive mere afbalanceret, så der ikke bliver tale om vilkår for dem, der kommer udefra, og dem der kommer fra Nuuk.
Baggrunden for at vi ikke finder det hensigtsmæssigt, at forslaget bliver behandlet i Finansudvalget er, at behandlingen af landstingsloven sker i forfatningsudvalget, og for det andet blev det foreslået, at medlemmer i Finansudvalget får vederlag. Det er uhensigtsmæssigt, at Finansudvalget selv vurderer dette.
For det andet mener vi, at det er på sin plads, at lovforslaget bliver behandlet i Forfatningsudvalget. Jeg mener, at vi endelig er blevet færdige og kan lave et fornuftigt arbejde, fordi vi tidligere har stoppet forslagene i utide, i de foregående debatter.
Mødeleder:
Tak for en livlig debat. Således er behandlingen af dagsordenens punkt 8, forslag til landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget, Landsstyret m.v., samt pension til tidligere medlemmer af Landstinget, Landsstyret og Landsrådet m.v. tilendebragt.
Endvidere vil forslaget før 2. behandling blive behandlet i Forfatningsudvalget ud fra de faldne bemærkninger her i salen.
Punktet sluttet.