Torsdag den 21. oktober 1993 kl. 13.00.

 

Dagsordenens punkt 8.

 

 

Forslag til landstingslov om vederlag m.v. til med­lemmer af Grønlands Landsstyre, Grønlands Landsting m.v.

(Landsstyreformanden)

(2. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen:

Mødet er åbnet. I dag torsdag den 21. oktober 1993 har Landstinget dagsordenspunkter, nemlig punkt 8, forslag til landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Grønlands Landsstyre og Landsting m.v. samt pension til tidligere medlemmer af Landsrådet, Landstinget og Landsstyret m.v. Det er 2. behandling.

 

Punkt 15, forslag til landstingstillægsbevillingslov II. Jeg kommer tilbage til punktet på et senere tids­punkt.

 

Punkt 23, forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om orlov og dagpenge ved gravi­ditet, barsel og adoption. Det er 3. behandling.

 

Punkt 20, Hjemmestyrets udtalelse til anordning for Grønland om forsikring mod følger af arbejdsskader.

 

Punkt 26, forslag til landstingsforordning om erhvervs­uddannelse, uddannelsesstøtte og erhvervsvejledning. Det er også 3. behandling.

 

Og endelig punkt 42, forslag om debat af sundhedsfor­holdene i bygder og yderdistrikter. Forslag fra Pavia Nielsen.

 

Men forinden vi går over til dagens dagsordenspunkter har jeg nogle meddelelser til Landstinget:

 

Landsstyret har anmodet om, at dagsordenspunkt 15, nemlig forslag til landstingstillægsbevillingslov II, 1993, som skulle have været 3. behandlet i dag, ud­sættes til mandag den 25. oktober 1993, idet Lands­styret overvejer at fremsætte ændringsforslag.

 

For det andet: Landsstyret har under henvisning til Forretningsordenens § 30, stk. 4 anmodet om, at der optages et nyt punkt på dagsordenen med følgende titel: "Forslag til landstingslov om ophævelse af landstings­lov om en konjunkturudligningsfond for fiskeriet i Grønland."

 

Landsstyret har ligeledes anmodet om, at der dispen­seres fra tidsfristerne. Formandskabet skal derfor indstille, at forslaget 1. behandles i morgen fredag den 22. oktober 1993, og 2. og 3. behandles henholdsvis mandag og tirsdag i næste uge. Det er noget som jeg i forbindelse med dispensation har godkendt, at den bliver uddelt til samtlige partier og medlemmer. Det er så blevet godkendt.

 

Og forinden vi går over til dagsordenen vil jeg bede næstformanden om at lede mødet, da jeg skal fremlægge betænkning fra udvalget.

 

Og undskyld, Lars Chemnitz har bedt om ordet, forinden vi vi går over til dagsordenen. Vær så god Lars Chem­nitz.

 

Lars Chemnitz, Atassut:

Atassut skal udtrykke stor undring over radioavisens meddelelse om en regnefejl på 50 mio. kr. gennem 4 år indenfor Nukissiorfiit. Vor undren gælder, at vi poli­tikere, som udgør landets øverste lovgivende forsam­ling, at vi politikere, som har siddet i et Finansud­valg, Revisionsudvalg og andre udvalg, ikke er blevet orienteret om dette regnefejl, men må erfare dette gennem pressen.

 

Derfor forlanger Atassut at få en skriftlig redegørelse for denne sag af landsstyreformanden inden mandag. Det kan jo ikke være rigtigt, at vi skal orienteres om en sådan væsentlig sag via dagspressen.

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand:

Til Lars Chemnitz' indlæg skal jeg udtale, at der har været nogle problemer med Nukissiorfiits regnskabs­føring i de tidligere år, og for at komme over dette i og med at Nukissiorfiit har fået en ny ledelse, så har man forstået at i løbet af flere år før det nuværende Landsstyre kom som Landsstyre, at regnskabsføring har været udarbejdet på forkert grundlag med hensyn til betaling overfor Landstinget, og hvis landstingsfor­manden tillader, så skal jeg gerne, ikke alene skrift­ligt, men også mundtligt, herfra komme med en rede­gørelse inden mødets afslutning.

 

Jeg skal foreslå, at vi i forbindelse med forelæggelse af Landskassens regnskab får kommenteret denne.

 

Mødeleder:

Og vi går så over til vores dagsordenspunk­ter, og det er så Emilie Lennert, der skal lede mødet.

 

 

 

Mødeleder: Emilie Lennert:

Ja, det er dagsordenspunkt 8, forslag til landstingslov om vederlag til medlemmer af Grønlands Landsstyre, Grønlands Landsting m.v., samt pension til tidligere medlemmer af Landsrådet, Landstinget, Landsstyret m.v.

 

Det er udvalgsformanden, der skal fremlægge noget i den forbindelse.

 

Bendt Frederiksen, Siumut, formand for Landstingets Forfatningsud­valg:

Jeg skal hermed forelægge betænkning fra Forfatningsud­valget.

 

Forfatningsudvalget har afholdt møder den 11. og den 14. oktober 1993 og behandlet ovennævnte forslag til lands­tingslov.

 

Et flertal af udvalgets medlemmer, bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit, var enige om at henstille til Lands­styre­t, at forslaget om forhøjelse af om­kost­ningstil­lægget suppleres med en under­søgelse af lands­tingsmed­lemmers arbejds­forhol­d med hen­blik på, at landstingsmed­lemmer får stillet et kontor til rå­dighed i hjemkommu­nen. Dette bør kunne løses i samar­bejde med de loka­le hjem­mestyreejede insti­tutioner, som et om­kost­nings­neutralt arran­gement.

 

Endvidere besluttede flertallet at indstille til Lands­tinget, at forslaget til landstingslov overgår til 3. behandlin­gen i uæn­dret form.

 

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Atassut, kan ikke godkende,

 

 

-forhøjelse af omkostnings­til­lægget,

 

-sær­skilt veder­lag til Finansudvalgets med­lem­mer, og endelig

 

-fribo­lig til lands­tingsformanden.

 

Dette udvalg, der fremkommer med betænkningen har følgen­de medlemmer:

 

Fra Atassut Otto Steenholdt og Lars Chemnitz og fra Inuit Ataqatigiit Johan Lund Olsen, som her er blevet erstattet af Ole Lynge, og fra Siumut Bendt Frederiksen og Jonathan Motzfeldt.

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand:

Under 1. behandlingen af dette forslag var der enighed om, at forslaget skulle behandles i Forfatningsudvalget inden 2. behandlingen.

 

Forfatningsudvalget har behandlet forslaget, og et flertal af udvalgets medlemmer indstiller, at forslaget overgår til 3. behandlingen i uændret form.

 

Landsstyret har efter Landstingets 1. behandling af forslaget besluttet at fremsætte et ændringsforslag ved 2. behandlingen, d.v.s. i dag, af forslaget til lands­tingslov. Æn­dringsforslaget er omdelt til Lands­tingets medlemmer.

 

Men med hensyn til debattering af dette spørgsmål i Landstinget, idet forelæggelse af ændringsforslag, og forinden den er blevet forelagt, så har vi hørt, at den er blevet fremlagt ufornuftigt for pressen og dermed en

 

følgende dårlig diskussion, så har Landsstyret i sit møde i formiddags besluttet, at trække ændringsfor­slaget tilbage.

 

Med disse bemærkninger skal jeg indstille, at forslaget overgår til 3. behandling i uændret form og til sidst, i forbindelse med diskussion af dette punkt, at der er misforståelse blandt befolkningen og pressen, skal jeg præcisere, at vi her i forslaget skal stille, at der her ikke er tale om vederlag til Landsstyret.

 

Hvis dette lovforslag bliver godkendt, så vil Lands­styrets vederlag ikke blive ændret med én krone og Landsstyret har ej heller dagpenge og det har heller ikke noget omkostningstillæg. Det eneste formål med dette er, at landstingsmedlemmer i varetagelse af deres arbejde skal have forbedrede vilkår.

 

Med disse bemærkninger skal jeg endnu engang foreslå, at forslaget overgår til 3. behandling i den form, det havde under 2. behandlingen.

 

Hans Møller, ordfører for Siumut:

Forslag til landstingslov om vederlag m.v. til med­lemmer af Grønlands Landsstyre og Grønlands Landsting m.v. har vi følgende bemærkninger til fra Siumut:

 

I forbindelse med 2. behandlingen af forslaget til landstingslov om vederlag til medlemmer af Landstinget, Landsstyret m.v. samt pension til tidligere medlemmer af Landsrådet, Landstinget, Landsstyret m.v., fast­holder vi i Siumut de bemærkninger, vi fremkom med under 1. behandlingen.

 

Siumut vil gerne understrege, at arbejdet med forhøjel­se af omkostningstillægget ikke er bestilt af Lands­styret, selvom nogen har prøvet på at få det til at lyde sådan, men at det er resultatet af et embedsmands­arbejde foranlediget af landstingsmedlemmernes ønske om at få kulegravet de forøgede omkostninger i forbindelse med deres politiske arbejde. Vi vil også gerne gøre opmærksom på, at lovforslaget ikke indeholder forhøjel­se af landsstyremedlemmernes vederlag.

 

Siumut støtter Siumuts og Inuit Ataqatigiits flertal­sindstilling i Forfatningsudvalget, nemlig forhøjelse af omkostningstillægget og samtidig støtter vi en undersøgelse af arbejdsforholdene for de landstingsmed­lemmer, der bor uden for Nuuk, med henblik på, at disse får stillet et kontor til rådighed i hjemkommunen, da dette vil forbedre det nære samarbejde med befolkningen væsentligt.

 

I dag benytter mange landstingsmedlemmer deres eget hjem som kontor, og Siumut mener, at disse forhold ikke kan fortsætte af hensyn til familien, da mange af opgaverne kan være af fortrolig karakter.

 

Samtidig støtter Siumut, at finansudvalgsmedlemmerne får et fast honorar på grund af udvalgets store ar­bejdspres.

 

Vi vil fra Siumut hermed udtrykke vores principielle tilslutning til Landsstyrets ændringsforslag til lov­forslaget om landsstyremedlemmers og landstingsfor­mandens mulighed for at rejse med deres ægtefæller i særlige tilfælde, for eksempel i forbindelse med offi­cielle besøg, da vi mener, at det har en stor repræsen­tativ betydning for vort land.

 

Vi mener dog, at det landsstyreformanden og Landstin­gets formand, der repræ­senterer vort land. Derfor fremsætter vi fra Siumut følgende ændringsforslag til forslag til landstingslov om vederlag m.v. til med­lemmer af Grønlands Landsstyre, Grønlands Landsting m.v. Den har følgende ordlyd:

 

Ændringsforslag til forslag til landstingslov om veder­lag m.v. til medlemmer af Landstinget, Landsstyret m.v., samt pension til tidligere medlemmer af Lands­rådet, Landstinget, Landsstyret m.v.

 

I forslag til landstingslov om vederlag m.v. til med­lemmer af Landstinget, Landsstyret m.v. samt pension til tidligere medlemmer af Landsrådet, Landstinget, Landsstyret m.v. foretages følgende ændring:

 

I § 4 indsættes som nyt stk. 2:

 

"Stk. 2. Landstings- og landsstyreformanden kan under særlige omstændigheder medtage ægtefællen som ledsager på rejser, som indgår i landstings- og landsstyrefor­mandens udøvelse af sit hverv."

 

Stk. 2 og stk. 3 bliver herefter stk. 3 og stk. 4.

 

Begrundelser: Det forventes, at landstings- og lands­styreformanden kun under særlige omstændigheder vil benytte sig af muligheden af, at medtage sin ægtefælle som ledsager i forbindelse med rejser. Udgifterne hertil vil kunne afholdes indenfor den samlede bevil­ling til Landstinget og Landsstyret.

 

Ad § 4, stk. 2: Der kan under særlige omstændigheder, f.eks. i forbindelse med længerevarende fravær, særlige repræsentative forpligtelser og lignende, ydes lands­tings- og landsstyreformandens ægtefælle eller en dermed ligestillet, frirejse i anledning af landstings- og landsstyreformandens udøvelse af sit hverv. I den forbindelse ydes der frit logi og dagpenge til den ledsagende ægtefælle. Bestemmelsen omfatter både lands­tings- og landsstyreformanden, idet disse arbejder under samme vilkår og aflønnes ens.

 

Med disse bemærkninger vil Siumut indstille, at for­slaget går videre til 3. behandling i den foreliggende form.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

Ved 1. behandlingen af lovforslaget har Atassut sagt nej til den del af lovforslaget, som vedrører forhøjel­se af landstingsmedlemmers rådighedstillæg, tildeling af honorar til Finansudvalgets medlemmer og indførelse af fribolig til landstingsformanden.

 

Vi har udtalt, at vi ikke kan tiltræde det uden at vi samtidig giver bevillinger til forbedring af samfunds­borgernes kår. Det har vi fastholdt i den betænkning, som bliver præsenteret i dag.

 

Imidlertid har vores medlemmer i Finansudvalget udført et dygtigt arbejde efter disse vore indstillinger. De har gang på gang opnået resultater og Finansudvalget er kommet med ændringsforslag så godt som hver eneste dag.

 

Vi er meget tilfredse med forbedringerne på bevillinger på 40 mio. kr. til Sundhedsvæsenet, da det har en så stor betydning for trygheden i samfundet. Vi er glade for bevillingen til kursusvirksomhed, så især bygdernes sundhedspersonale kan dygtiggøre sig. Det forhold vil stærkt forbedre betjeningen samtidig med, at bevil­lingen vil nedbringe ventelisternes længde.

 

 

En anden glædelig ting er, at bevillinger til ungdoms­organisationer bliver forøget, samtidig dermed bliver der indført bedre styringsprocedurer i Kulturdirektora­tet.

 

Dermed har vi nærmet os hinanden stærkt, således at vi kan sige ja til forslag, som vi ved 1. behandling har sagt nej til. Men vi har en betingelse, forinden vi beslutter os til at sige ja.

 

Der har svirret med rygter om, at landsstyrepartierne vil gå med til at betaling af uddannelsessøgendes ægtefællers rejse bliver bibeholdt. Det spørgsmål har en stor betydning for os. Hvis de uddannelsessøgende skal have det afsavn at skulle undvære ægtefælle og eventuelt barn, kan det komme til at få betydning for uddannelsesforløbet eller måske kan det få den følge, at uddannelsen bliver afbrudt.

 

Derfor er det en betingelse for vores ja, at andre partier kommer med bindende tilsagn om, at betaling af ægtefællers rejse for uddannelsessøgende bliver bibe­holdt. Kan det ske, siger vi ja.

 

Det nye i lovforslaget - ret til ægtefælledeltagelse ved landsstyremedlemmernes rejser - kan vi ikke gå med til. Det er kotyme i dag, at landsstyre- og landstings­formanden medtager ægtefællerne, når de er inviteret som landets overhoveder. Den skal vi bibeholde, og vi har ikke noget imod at det bliver nedfældet i loven.

 

Men at andre landsstyremedlemmer også skal have den samme ret, er vi modstandere af og vil stemme imod forslaget, såfremt det går til en afstemning. De rej­ser, der er tale om, er arbejdsrejser. Landsstyremed­lemmerne er til møder hver dag.

 

Ægtefællerne vil føle sig forsømt. Derfor kan vi ikke se berettigelsen af ægtefælleledsagelse i almindelig­hed.

 

Ole Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Idet jeg skal orientere om til tolkene, at det omdelte papir, at jeg siger noget helt andet på grund af det skiftende forhold, der hersker i dette Ting.

 

Men vi vil gerne udtale vedrørende nærværende forslag, at vi fra et flertal i Inuit Ataqatigiit går ind for det nærværende forslag, ligesom vi går ind for de indstillinger der fremgår af Forfatningsudvalgets betænkning, altså flertalsindstillingerne der.

 

Vedrørende Siumuts forslag skal vi fra vores side udtale, at vi ikke er imod forslaget om at den bliver vedtaget i den foreliggende form som foreslået af Siumut. Ligesom jeg også er af den opfattelse, at de to største partier ligeledes går som Atassut også går ind for.

 

Med disse korte bemærkninger tilslutter vi lovforslaget som fremlagt og indstiller at dette videresendes til 3. behandling med de faldne bemærkninger her.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Fra Akulliit Partiiats side skal vi henstille til vore bemærkninger under 1. behandlingen hvor vi støttede forslaget i sin helhed, og vi gentager bare vores støtte til forslaget, går ind for af Siumut fremsatte ændringsforslag. Vi har ikke noget imod Siumuts æn­dringsforslag.

 

 

 

Vedrørende Atassuts fremlæggelse i deres ordførerind­læg, vedrørende det sidste punkt deri, så mener jeg at der er behov for at sige, at det at man kræver nogle betingelser for at stemme ja, undskyld, dette lyder meget beskæmmende i mine ører, at udtale sådanne nogle ting.

 

Det vi skal drøfte det er, det vi drøfter nu og holder andre ting udenfor, dem skal vi nok vende tilba­ge til når vi kommer til punkterne. Jeg synes, at det er en ikke hensigtsmæssigt fremgangs­måde som Atassut frem­fører.

 

Med disse bemærkninger giver vi vores tilslutning til forslaget til kende igen.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Under 1. behandlingen af nærværende forslag udtalte jeg klart, at jeg ikke ville tiltræde forhøjelser i de nuværende vederlagsbeløb, og jeg skal her meddele, at jeg fastholder min stillingtagen i dette spørgsmål.

 

Lad mig anføre, at grundlaget til min stillingtagen ikke er at jeg mener, at de nuværende vederlagsbeløb til landstingsmedlemmerne er alt for høje, men min holdning er, at det synes at blive stejlere da jeg mener, at vi i Landstinget bør være de første i rækken til at kunne finde besparelser vedrørende os selv i disse år, hvor besparelsesbestræbelserne er på højsæde.

Derfor beklager jeg at konstatere, at denne holdning er kommet i mindretal i Forfatningsudvalget.

 

Her til 2. behandlingen af lovforslaget er der ellers tilføjet et forslag om, at landsstyreformanden og landstingsformanden i forbindelse med rejser under særlige omstændigheder skal kunne tage deres ægtefælle med betalt af det offentlige. Såfremt vi kan forstå udtrykket under særlige omstændigheder således, at der her er tale om officielle repræsentationsrejser for vort efter invitation, så synes vi, at der ikke skal være noget til hinder herfor. Men såfremt man agter at ville anvende sådanne rejser i forbindelse med de fleste rejser, vil det være ganske umuligt at gå ind for forslaget.

 

Med disse korte bemærkninger skal jeg til sidst udtale,  at jeg vil undlade at stemme såfremt lovforslaget kommer til afstemning i sin foreliggende form her under 2. be­handlingen.

 

Landsstyreformanden:

Efter det jeg kan fornemme, så har man fra Inuit Ataqa­tigiits og Siumuts side godkendt lovforslaget og at man næsten har godkendt dette fra Atassut.

 

Og jeg skal også udtale, at jeg ligesom Akulliit Par­tiiat mener, at det ikke lyder godt for mine ører, at hvis vi I betaler sådan og sådan, så vil jeg acceptere det. Sådan en forretningsgang finder jeg upassende som landsstyreformand.

 

Jeg skal gøre opmærksom på, at man i forbindelse med åbningsdebatten her i Landstinget, at vi i Landsstyret altid er åbne for at vi kan indgå aftaler i forhand­linger om vigtige spørgsmål. At man fremsætter noget om at vi har betalt, men at for at man har ansvarlighed overfor samfundets omkostninger.

 

Sådanne forhandlinger er vi åbne for, og vi også fra Landsstyret vedgå at til vitale beslutninger for ek­sempel, finanslov, at vi har fået et stærkt pålæg om, at vi skal indlede forhand­linger til at opnå enighed. Det kan også være sådan at man ikke kan opnå enighed, men vi har viljen fra Landsstyret side i forbindelse med vigtige landstingslovforslag og at vi er åbne for en diskussion.

 

Og det blev også sagt fra Atassuts side, at landsstyre­medlemmers og landstingsmedlemmers medtagelse af ægte­fæller, at det er kutyme. Denne kutyme kender jeg ikke som landsstyreformand. Og dette har heller ikke lov­hjemmel. Vi har ikke noget lovhjemmel i dag.

 

Hvis dette har været kutyme, så har det været kutyme uden lovhjem­mel. Derfor vi vil fremsætte en lovhjemmel, det er ikke på baggrund af at vi vil have kutymen fortsætter. Men det bliver en ny mulighed på baggrund af lovhjem­mel.

 

Det ændringsforslag der blev fremsat fra Siumutgrup­pen, som kun vedrører landsstyreformanden og lands­tingsfor­manden, vil vi ikke fra Landsstyret kom­mentere dette.

 

Det som Landstinget vil beslutte i denne sag skal det selv beslutte det uden at Landsstyret kommer ind og det er også bedre at den både bliver diskuteret og beslut­tet i Forfatningsudvalget uden indblanding fra Lands­styrets side.

 

I og med at vi har trukket vores ændringsforslag fra Landsstyret tilbage, at hr. Lars Chemnitz kom ind på, at hvorfor man har tænkt på, at det er landsstyremed­lemmerne og landstingsmedlemmerne, at det kun er lands­styremedlemmerne der skal have ægtefæller med. Der er jo tale om arbejdsrejser.

 

Det er sådan at landstings­medlemmerne kommer til ar­bejdsrejser hertil i 2 møder om året. Dette er blevet godkendt, at de kan medtage deres ægtefæller. Det er sådan at landsstyremedlemmer ligesom landstingsmed­lemmer kan få samme mulighed, men som allerede sagt, så vil vi ud fra diskussionen i dette, beslutter vi at trække vort ændringsforslag tilbage og vi skal så diskutere andre forslag. Og vi også lagt mærke til, at der er fremkommet et nyt æn­dringsforslag i den for­bindelse.

 

Med disse bemærkninger skal jeg foreslå, at lovfor­slaget i den foreliggende form, og hvis denne ændrings­for­slag bliver godkendt, at disse to bliver behandlet i Forfatningsudvalget forinden de overgår til 3. behand­ling.

 

Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit:

Under punktets 1. behandling kom vi med en opfordring til udvalget om, ikke at anbefale forhøjelse af de ikke skattepligtige tillæg, samt at afslå indførelse af særskilt honorar for medlemmer af landstingets Finans­udvalg. Men til 2. behandlingen. På denne argumentation lægger vores sammenligning af landstingsmedlemmernes årlige vederlag på cirka 250.00­0 kr. med indkomsten for flertallet af borgerne.

 

Vi sammenlignede ikke aflønningsforholdene for med­lemmer af det grønlandske Landsting med de forhold de danske folketingsmedlemmer arbejder under. Det er fortalerne for det foreslåede forhøjelser uden for partiordførernes som argumenterede med sammenligning med de forhold der er gældende for de andre landes parlamenter. Nok for samtlige medlemmer af det danske folketing stillet et kontor til deres disposition, men Folketinget holder også møde i cirka 8 måneder i træk.

 

 

Hvis flertallet fortsat mener, at en årsløn på 270.000

kr. ikke rækker til, hvordan kan vore medborgere af­lønnet efter SIK overenskomsten mindsteløn, og en stor del af KNAPKs medlemmer så får deres indkomst til slå til? Gennemsnitlig er den årlige skattepligtige ind­komst for hele landet i 1991 på 135.000 kr. Dette oplyser Grønlands Statistiske Kontor med sin publika­tion fra sidste måned.

 

Således er påstanden om, at kun de rige for råd til at stille op til Landstinget en tvivlsom udlægning af virkeligheden. Private erhvervsdrivende, borgmestre, diverse formand for selskaber og kommissioner er...... Politibetjente får deres tab af lønindkomst via deres, vores vederlag som landstingsmedlemmer.

 

Vore ældre landstingskollegaer får fem gange så meget som deres jævnaldrene kammerater får i alderspension.

 

Idet vi iøvrigt kan tilslutte os resten af ændringsfor­slagene vil Johan Lund Olsen og undertegnede hverken stemme for eller imod lovforslaget.

 

Kaj Egede, Siumut:

Atassuts ordfører kom ind på, at man i de seneste dage i forbindelse med behandling af finanslovforslaget for 1994 har der været forskellige politiske diskussioner.

 

Det er også korrekt, og vi har også medvirkende til dette fra Siumut og vi har fra Siumut lagt vægt på, at finanslovsforslaget for 1994 fremkommes uden mindre-tal­sudtalelser.

 

Og i forbindelse med disse diskussioner skal vi udtale, at vi fra Siumut med hensyn til ud­dannelsesstøtte, at der bliver afsat midler dertil i disse forhandlinger, og vi skal så ud fra dette, at vi i forbindelse med dagsordenens punkt nr. 26, som vi skal komme til i dag, og når vi så kommer til dette punkt at vi kommer med et forslag om, at uddannelsessøgende, at vi får godkendt, at ægtefællen eller samleveren kan medtages. Dette orienterer jeg hermed også fordi det har influering på dette dagsordenens punkt.

 

Lars Chemnitz, ordfører forAtassut:

Landsstyreformanden udtalte, at Landsstyret ikke får tillæg. Det er korrekt at de ikke får dag­penge. Men den anden side er jo, at Landsstyret rejser med dækning for deres udgifter. Derfor er der ingen grund til at de får tillæg. Og til dette hænger at det er bliver foreslået her, at ægtefæl­lerne ved delta­gelse at de så får dag­penge. Dette får de jo dækket i for­bindelse med rejser, derfor er der ikke nogen grund­lag dertil.

 

Og i den forbindelse, man vil gerne medtage dette i loven, det har vi allerede godkendt her. At vi ikke har noget imod, at man medtager dette i lovforslaget. Men vi er altså imod, at det får udbetalt dagpenge.

 

Man kan ikke handle her. Hvornår vil I lære det politi­ske arbejde. Udenfor salen her bliver der foretaget forhandlinger før mødet, og det er så det vi har brugt, men Siumuts politiske ordførers udtalelse om, at ud­dannelsessøgendes ægtefæller og samlevere, at de kan få betalt deres rejser, at de vil gå ind for det. Dette er meget godt som vi kan tage til efterretning, således, at vi kom nærmere til at vi kan sige ja, men dette har vi ikke hørt fra andre partier endnu.

 

Landsstyreformanden:

"Hvornår vil I lære det politiske arbejde", det sagde Lars Chemnits til Landsstyret og Landstinget. Ved at sige det til dem, er det ligesom om at han føler sig som en lærer. At han vil fortælle os, jeg er lærer, hør lige efter hvad politikerne siger. Sådan en fremgangs­måder er ikke helt godt, og det forskønner heller ikke agtelse af landstingsmedlemmerne, at man ligesom ser ned på folk og hvornår udtaler de vil lære det politi­ske arbej­de.

 

Ud fra min vurdering, så er der flere politi­kere her i salen og derfor er der ikke grundlag for at sige sådan noget.

 

Hr. Lars Chemnitz. Det er ikke Finansloven vi disku­terer her i dag. Her fremsætter du som en betingelse, og det er sådan noget der skal besluttes i forbindelse med Finansloven. Vi diskutere dagsordenens punkt 8, og det er ikke Finansloven. Derfor er der ikke grundlag for at fremsætter noget der skal behandles i finans­lovsdebat­ten.

 

At Landsstyret har krævet at konerne får dag­penge, er det ikke sådan, men det er man også mener er sam­lever­ne, da vi også har kvindelige landsstyremedlemmer som ikke har koner men har samlevere. Derfor vil vi ikke komme nærmere ind på denne diskussion og vi vil fra Landsstyret heller ikke deltage i afstemning om dette.

 

Det er Landstinget selv der skal afgøre og beslutte under vilkår Landsstyret skal arbejde. Men vi er ikke tilfredse med at nogen påstår at vi har me­ninger som vi ikke har.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Vi skal ikke sige; "Hvornår vi I lære det politiske arbejde." Men vi skal blot sige, at vi mener, at vi skal diskutere denne dagsordenspunkt og behandle de andre punkter når vi kommer til den rette dagsorden. Det er det hele.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Jeg mener helt bestemt, at Akulliit Partiiats ordfører ikke forstod hvad det er vi diskuterer. Vi diskuterer netop det vi snakker om vedrørende mænd og koner til Landsstyre og landstingsmedlemmerne.

 

Jeg mangler at Akulliit Partiiat ikke klart får det sagt om, hvad det er for nogle reale forhold. Det er ligesom om de blot følger med i strømmen uden at se hvad der er, og at de har tilslutning til. Man må komme med begrundelser for det man tilslutter sig.

 

Jeg skal også takke lands­styreformanden og citere hans ord om, at han ikke er glad for at der er nogen der kommer med nogle ændrings­forslag. Han er jo den første der kommer med ændrings­forslagene.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Jeg skal fremføre her om, at vi i Akulliit Partiiat ikke får tillagt nogle andre meninger, og at der ikke siges nogle udtalelser end dem vi har sagt.

 

Da jeg kom hen til denne talerstol, da udtalte jeg og henviste til vores bemærkninger under 1. behandlingen, og disse bemærkninger er allerede uddelt til medlemmer­ne, hvor vi henviser til den 8 punkts udtalelse og der står vi fast ved.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut;

Vi mener at vores krav, at Siumutgruppens i sit ord­førerindlæg har godkendt dette således, at flertallet vi komme til at godkende dette og at man regner med at

det er tilrettelse til 3. behandlingen. Derfor vil vi gå med til godkendelse her.

 

Jonathan Motzfeldt, Siumut:

Det vi diskuterer her og efter 1. behandlingen så er blevet fremlagt flere ændringsforslag og derfor er det ikke underligt, at der er nogen der har misforstået noget.

 

Jeg vil også foreslå, da denne sag skal videregives til Forfatningsudvalget, at vi stopper 2. behandlingen nu. De spørgsmål der bliver fremdraget her bliver under­søgt.

 

Jeg har forstået af den debat, at det vilkår som Lands­tinget fremsatte, at det er noget som Lands­styret var enige, men at de ikke vil stemme for eller imod omkring vilkår der vedrører dem selv.

 

Såle­des kan man forstå det at han er kommer med en afste­ming, men på den anden side hvordan Landsstyret vil kunne medtage dette at der vil jeg spørge om, at vi kan stoppe 2. behandlingen, og genoptage den bagefter.

 

Eller som sagt, at landstinget i afstemningen går ind for det principielle i Lands­styrets forelæggelse og at Landsstyret ikke deltager i afstemningen omkring for­hold der vedrører Landsstyret.

 

Landsstyreformanden:

Jeg mener at behandlingen af dette meget lille lovfor­slag snart må færdigbehandles, da der snart er gået 2 ved behandlingen af dette lovforslag.

 

Derfor skal der tages en stillingtagen nu af dem, der er parate til. De tager stillingtagen, og derfor mener jeg, at der ikke er nogen hinder for, at man kan fær­dig­gøre 2. behandlingen, men det er også korrekt, at Jonat­han Motzfeldt har forstået, at Landsstyret kan høres prin­cipielt i dette forslag og at Siumuts forslag at vi ikke kan være med til afstemningen. Det er kun det alene, vi ikke kan være med til fra Landsstyrets side.

 

Hans Pavia Egede, Akulliit Partiiat:

Bjarne Kreutzmann kom i sit 3. indlæg og fik besked om at have en kort bemærkning, og fordi han sagde det meget svagt. Der vil jeg lige komme med en tilføjelse her.

 

Otto Steenholdt kom ind på, at det er lige som om, at vi blot følger med strømmen. Hvornår har du set Akul­liit Partiiat arbejde og blot være med i strømmen her i salen? Vores parti skal overhovedet ikke betegnes sådan fra denne talerstol, og ligesom Bjarne Kreutzmann har udtalt, med henvisning til vores bemærkninger under 1. behandling, har vi allerede sagt, at vi går ind for forslaget, og derfor er der ikke grundlag for, at vi skal gentage det hele, når vi allerede har indstillet under 1. behandlingen, det der blev fortsat, at vi går ind for det.

 

Derfor er der overhovedet ikke noget belæg for, at der skal tilføjes noget andet, og vi skal heller få nogen tillagt meninger. Det vil jeg også ønske.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Med hensyn til det sidste vil jeg ikke tillægge nogen nogle meninger, og jeg tillægger jer ikke nogle. Det var jeres stillingtagen, som jeg efterlyste. At man blot følger med strømmen, vil jeg ikke uddybe.

Jeg mener dette på baggrund af det, jeg har vurderet det til. Den har jeg brugt, og Bjarne Kreutz­mann sagde, at man siger de bemærkninger, der er faldet under 1. behandlingen. Det har vi også gjort, men det er noget nyt, der blev fremsat, og som Jonathan Motz­feldt sagde, at det er det, vi behandler, og de har ikke kommenteret dette jeg efterlyser, og det er det eneste spørgsmål over for jer.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Det er for 4. gang, at jeg går op til talerstolen. I mit andet indlæg udtalte jeg, at vi går ind for det fremlagte ændringsforslag.

 

Mødeleder:

Fra Siumut blev der forslået, at man stopper 2. be­handlingen, og at den bliver behandlet i Forfatningsud­valget, men landsstyreformanden ønsker ikke, at der sker sådan en udsættelse.

 

Kaj Egede, Siumut:

Fra Siumutgruppen blev der spurgt om, om Landsstyret har belæg for, at man skal behandle dette, men lands­styreformanden sagde klart, at Landsstyret også ønsker, at der tages en stillingtagen til dette punkt, og derfor vil vi gerne indstille, at man færdigbehandler det fra Siumut.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

Det er ellers nærliggende at få den stoppet og at være med til at få den stoppet, men vi mener, at vores intentioner er blevet fulgt så meget op, at vi ønsker, at der kommer en afstemning om, at samlevernes dag­penge, som vi var imod og grunden til, at vi allerede har sagt, at vi vil gå ind for dem i afstemningen såle­des, at vi kan trække mindretals udtalelsen i betænk­ningen. Derfor er der ikke belæg for, at vi skal have en afstemning om dette.

 

Mødeleder:

Med hensyn til det nye afsnit under § 4 stk 2 fra Siumut lyder således:

 

punkt 2: Landstings- og landsstyreformanden kan under særlige omstændigheder medtage ægtefællen som ledsager for rejser samt indgå i landstings- og landsstyrefor­mandens udøvelser af sit hverv.

 

Jeg skal bede de medlemmer, der går ind for dette ændringsforslag om at rejse sig,

 

20.

 

Så der vil jeg bede dem, der er imod ændringsfor­slaget om at rejse sig,

 

Ingen er imod.

 

Så vil jeg bede dem, der undlod at stemme om at rejse sig,

 

7.

 

Således skal lovforslaget overgå til 3. behandling. Og vi skal så stemme om, at den skal overgå til 3. be­handlingen. Dem der går ind for den bedes rejse sig,

 

23.

 

Dem der er imod bedes rejse sig.

 

Ingen.

Dem der undlod at stemme bedes rejse sig,

 

4.

 

Punktet sluttet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagsordenens punkt 23.

 

 

Forslag til landstingsforordning om ændring af lands­tingsforordning om orlov og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.

(Landsstyremedlemmet for Social Anliggender og Arbejds­marked).

(3. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Emilie Lennert.

 

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:

Under Landstingets 2. behandling af ovennævnte forslag til landstingsforordning blev det med 22 stemmer for vedtaget, at forslaget skulle overgå til 3. behandling i den ved 2. behandlingen foreliggende form. Jeg skal derfor hermed indstille, at forslaget vedtages i den nuværende form, altså i uændret form.

 

Mødeleder: Bendt Frederiksen:

Da der ikke er fremkommet nogle ændringsforslag skal jeg bede de medlemmer, der går ind for forslaget i den foreliggende form om at rejse sig,

 

27.

 

Således er 3. behandlingen af punkt 23, forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om orlov og dagpenge ved graviditet, barsel og adop­tion, blevet færdigbehandlet med vedtagelse til følge.

 

Punktet sluttet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagsordenens punkt 20.

 

 

Hjemmestyrets udtalelse til anordning for Grønland om forsikring mod følger af arbejdsskader.

(Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Ar­bejdsmarked)

 

 

 

Mødeleder: Knud Sørensen.

 

 

Bendt Frederiksen, formand for Landstingets Retspoli­tiske Udvalg:

Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg har under fællesmøde med Landstingets Retspolitiske Udvalg drøf­tet det fra Arbejdsskadestyrelsen i Danmark fremsendte udkast til en ny anordning vedrørende forsikring mod følger af arbejdsskade.

 

Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har under udvalgsmøderne givet udvalgene en orientering om ændrin­gerne i det forelagte udkast i forhold til den gældende anordning. Der er endvidere givet udvalgene orientering om de bemærkninger, der allerede admini­strativt er afgivet til Arbejdsskadestyrelsen vedrøren­de udkastet. I den forbindelse blev det præciseret, at disse ud­talelser var afgivet med forbehold for Lands­tingets efterfølgende godkendelse.

 

Udvalgene har under sine møder navnlig drøftet to af bestemmelserne i udkastet.

 

Det drejer sig for det første om udkastets § 22, der vedrører pligten til at undergive sig lægebehandling i forbindelse med en arbejdsskade og spørgsmålet om dækning af transportud­gifter i for­bindelse hermed.

 

Af udkastets § 22, stk. 1 fremgår det, at skadelidte snarest muligt efter arbejdsskaden skal lade sig under­søge af en læge, og derefter gennemgå den lægebe­hand­ling eller den optræning, som lægen eller Nævnet finder nødvendig. Denne bestemmelse svarer til § 21, stk. 1 i den nugældende anordning.

 

Udvalgene finder imidlertid, at bestemmelsen kan være svær at efterleve i Grønlands bygder, hvor der ikke forefindes en læge på stedet. Udvalgene har derfor anmodet en repræsentant fra direktoratet for Sundhed og Miljø om at redegøre for, hvilke personer der vil kunne foretage undersøgelse af skadelidte, såfremt der ikke forefindes en læge på stedet.

 

Direktoratet for Sundhed og Miljø har for udvalgene forklaret, at der i de fleste bygder forefindes perso­na­le fra Sundhedsvæsenet, der vil være bemyndiget til at kunne foretage undersøgelse af skadelidte. Det kan være en sygeplejerske eller en sundhedsmedhjælper.

 

På grundlag af denne undersøgelse udfærdiges der en så­kaldt "lægeerklæring 1", der efterfølgende fremsendes til attestation hos chefdistriktslægen, og derefter til Nævnet for Arbejdsskadeforsikring. Denne lægeerklæring er en forudsætning for, at Nævnet kan tage stilling til, om skaden kan anerkendes som en arbejds­skade.

 

I de bygder, hvor der ikke forefindes en sygeplejerske eller en sundhedsmedhjælper, hvilket vil sige i de mindste bygder, vil skadelidte kunne rette henvendelse til medicindepotforvalteren, der herefter ringer til chefdistriktslægen, der på grundlag af denne samtale afgør, om der er behov for indlæggelse. Er der ikke behov for indlæggelse, vil lægen på grundlag af denne samtale udfærdige en lægeerklæring 1, der fremsendes til Nævnet.

 

Det er for udvalgene med denne orientering blevet klarlagt, at skadelidte altid vil kunne få udfærdiget en lægeerklæring 1. Ud­valgene skal på baggrund af denne orien­tering ind­stille, at det meddeles Arbejdsska­de­styrelsen, at § 22, stk. 1 bør udformes sådan, at den tager hensyn til de særlige grønlandske forhold på området, herunder at andre end en læge kan foretage undersøgelse af skadelidte.

 

I udkastets § 22, stk. 2 er det vedrørende dækning af transportudgifter i forbindelse med undersøgelse hos læge anført, at forsikringsselskabet skal afholde udgifterne hertil, når skadelidte får lægebehandling efter Nævnets anmodning.

 

I forhold til den gældende anordnings § 21, stk. 2 er der her tale om en ind­skræ­nkning af forsikringssel­skabets dækningspligt, idet der i den gældende anord­ning ikke er krav om, at læge­be­handling skal ske efter Nævnets anmodning. Udvalgene har derfor ønsket af­klaret, hvilke konsekven­ser dette får for skadelidte.

 

Udvalgene har fået forklaret, at Sundhedsvæsenet iflg. landstingsforordningen om Sundhedsvæsenets ydelser m.v. dækker udgifterne til transport i forbindelse med indlæggelse, herunder også returrejse, når der er tale om en skade, der kræver akut lægebehandling, og hvor der således sker en egentlig visitation til indlæggel­se.

 

 

Er der ikke tale om en sådan skade, vil det være muligt forinden at indhente Nævnets anmodning om at lade sig undersøge, og det vil i disse tilfælde således være forsikringsselskabet, der skal betale.

 

Alternativt kan skaden være af en sådan art, at Sund­hedsvæsenets perso­nale på stedet vil kunne foretage undersøgelsen.

 

Ved efterfølgende behov for lægeundersøgelser, hvilket især vil sige, når skadelidtes situation er blevet stationær, vil chefdistriktslægen i vidt omfang have mulighed for at tilrettelægge sine bygdebesøg i over­ensstemmelse hermed. For den skadelidte betyder det, at vedkommende som hidtil ikke selv skal betale for trans­portudgifterne i forbindelse med lægeundersøgelsen.

 

Udvalget har for det andet navnlig drøftet udkastets § 49, der vedrører udbetaling af kapitalbeløb herunder navnlig, hvilken myndighed der skal have kompetence til at kunne træffe beslutning om forvaltning af be­løbet i særlige tilfælde.

 

Med hensyn til § 49 har udvalgene foretaget en grundig drøftelse heraf. Med formuleringen af § 49 er der i forhold til den hidtil gældende regel, jvf. nugældende anordnings § 46, foreslået en overførsel af kompeten­cen, hvad angår beslutninger om forvaltning i særlige tilfælde, fra kommunernes socialudvalg til Nævnet for Arbejdsskadeforsikring.

 

Udvalgene er af den opfattelse, at en kapitalerstatning fra arbejdsskadeforsikringen som udgangspunkt skal udbetales direkte til den berettigede. Der kan dog være ganske få tilfælde, hvor der er behov for, at erstat­ningen bliver indsat i forvaltningsafdeling for at undgå, at beløbet bliver brugt til andre formål end tiltænkt. Spørgsmålet er bare, om det skal være kommu­nens socia­ludvalg, der som hidtil har denne kompetence, eller om det skal være Nævnet for Arbejdsskadeforsi­kring.

 

Det er overfor udvalgene blevet oplyst, at det for Nævnet vil betyde en betydelig forøget administration, såfremt kompetencen til at træffe beslutning om for­valtning skal overføres hertil. Der vil således være behov for afholdelse af flere nævnsmøder.

 

Udgifterne hertil vil ikke kunne forventes bevilget af de danske myndigheder, hvorfor udgifterne i givet fald vil skulle afholdes inden for direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarkeds generelle driftsmæssige rammer.

 

Udvalgene har endvidere fået oplyst, at der ikke synes at være problemer med den nuværende ordning, idet der i langt hovedparten af sagerne sker udbetaling direkte til skadelidte fra det sociale udvalg. Kun i de til­fælde, hvor kommunen har berettigede modkrav som følge af udbetalte "ventepenge", vil der blive foretaget modregning fra kommunens side i beløbet. Udvalgene finder på baggrund af disse op­lysninger, at det vil være den bedst egnede løsning at bibeholde den gældende kompetenceregel på området.

 

Udvalgene skal herefter indstille til Landstinget at godkende anordningsudkastet i den foreliggende form, dog med følgende bemærkninger:

 

1)at udkastets § 22, stk. 1 udformes således, at skade­lidte har pligt til at lade sig undersøge af en læge eller af en i Sundhedsvæsenet ansat per­son, der er bemyndiget til at foretage under­sø­gelsen.

 

2)udkastets § 49 ønskes ændret således, at den nugæl­dende bestemmelse om udbetaling af kapital­beløb bibe­holdes, jvf. gældende anordnings § 46.

 

3)at de af direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked ved skrivelse af 4. februar og 23. august 1993 meddelte bemærkninger fastholdes.

 

Det indstilles endvidere, at Landsstyret bemyndiges til at gøre Arbejdsskadestyrelsen opmærksom på de tekniske rettelser, der bør foretages i udkastet, eksempelvis rettelse af benævnelsen "Landslægen" til "Embedslægen".

 

Endelig indstiller udvalgene, at Landsstyret bemyndiges til at godkende et revideret anordningsudkast, hvor de af Landstinget fremførte bemærkninger er indarbejdet. I den forbindelse vil udvalget foreslå, at Landsstyre­medlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked anmoder om at få foretræde for Folketingets Socialud­valg for der at fremlægge de synspunkter, der ligger til grund for Hjemmestyrets bemærkninger.

 

Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalgs medlemmer er:

Bendt Frederiksen, formand og Ane-Sofie Hammeken, begge fra Siumut, Agnethe Nielsen og Emilie Lennert fra Atassut og Johan Lund Olsen fra Inuit Ataqatigiit.

 

Landstingets Retspolitiske Udvalgs medlemmer er:

Bendt Frederiksen, formand og Jonathan Motzfeldt, begge fra Siumut, Otto Steenholdt og Knud Sørensen fra Atas­sut og Johan Lund Olsen fra Inuit Ataqatigiit.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:

Nu skal jeg her fremlægge det, som udvalgsformanden kom med bemærkninger om.

 

Jeg skal hermed på Landsstyrets vegne over for Lands­tinget forelægge et udkast til en ny anordning for Grønland om forsikringen mod følger af arbejdsskader.

 

Anordningsudkastet er udarbejdet af Arbejdsskadestyrel­sen i Danmark.

 

Baggrunden for udarbejdelsen er, at Danmark med ved­tagelsen af lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskader har ændret den tidligere gældende lov på området, nemlig lov om arbejdskadefor­sikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987. I anordningsudkastet er de foretagne ændringer således indarbejdet.

 

Anordningsudkastet er i overensstemmelse med § 12 i lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjem­mestyre (Hjemmestyre­lo­ven) fremsendt Grønlands Hjem­mestyre til udtalelse.

 

Om indholdet af anordningsudkastet kan jeg indlednings­vist nævne, at der er tale om indarbejdelse af de ændringer, der er foretaget i den nye lov i forhold til den hidtil gældende.

 

De ændringer, der er tale om, fremgår af et af Arbejds­skadestyrelsen udarbejdet notat af 9. juli 1992, der er uddelt til Landstingets medlemmer.

 

 

 

Der er tale om præci­seringer af hidtil gældende be­stemmelser, kodifi­cering af praksis på området, og nogle få nye bestem­melser. Med hensyn til de enkelte lovændringer henvises iøvrigt til det omdelte notat.

 

Jeg skal ikke her komme ind på alle de nye bestemmel­ser, men vil alene omtale de vigtigste ændringer.

 

Der er i § 1 foreslået en bestemmelse, der betyder, at arbejdsgiverens ægtefælle også vil være forsikret mod følgerne af en arbejdsskade, såfremt der er indgået en lønaftale efter kildeskat­telo­ven, som er gældende i Danmark.

 

Der er fra direktora­tets side over for Ar­bejds­skade­styrelsen gjort opmærksom på, at kildeskatte­loven ikke gælder i Grønland, men at prin­cippet i reglen kan tiltrædes.

 

I § 11 er der fastsat en ny definition af begrebet "erhvervssygdomme", der er her således tale om en udvidelse i forhold til den gældende anordning.

 

Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har foreslået Arbejdsskadestyrelsen, at der gives direktoratets direktør en mulighed for at kunne fore­slå, at bestemte lidelser bliver optaget på er­hvervs­sygdoms­listen.

 

Med hensyn til erhvervssygdomssager er der i udkastets § 12 foreslået en forenklet regel vedrørende fast­sæt­telse af skadedatoen. Efter den gældende anordning er der 3 forskellige muligheder for fastsættelse af skade­datoen, medens det i forslaget foreslås, at skadedatoen fastsættes til anmeldelses­tidspunktet.

 

Dette tidspunkt vil i de fleste tilfælde være det mest gunstige for skadelidte, det vil være objektivt konsta­terbart, og det vil medføre en betydelig administrativ lettelse.

 

I anordningsudkastets kapitel 4 er der som noget nyt foreslået bestemmelser om arbejdsskadens anerkendelse som en arbejdsskade. Der er her tale om frister for underretning om, hvorvidt den anmeldte skade anerkendes som en arbejdsskade og frister for genoptagelse af sager, der ikke er anerkendt som arbejdsskader. De foreslåede frister kan anbefales.

 

I § 39 er der foreslået en bestemmelse, der sikrer, at dobbelterstatning undgås, således at der ikke både kan oppebæres erstatning fra skadevolder eller dennes forsikringsselskab og erstatning gennem arbejdsskade­for­sikringen.

 

Med hensyn til udbetalingen af ydelser efter anord­ningen, er det i § 49 foreslået, at ydelserne som ud­gangspunkt udbetales direkte til den berettige­de selv.

 

I den gældende anordning sker udbe­taling af kapitalbe­løb gennem det sociale udvalg i opholdskommunen, der iøvrigt også har mulighed for under særlige omstændig­heder at beslutte hvorledes ydelser skal komme den berettigede til gode. I § 49 er denne kompetence fore­slået overgået til Nævnet for Arbejds­skadeerstat­ning.

 

Direktoratet har over for Arbejdsskadestyrelsen til­kendegivet, at den hidtil gældende ordning foretrækkes, idet Nævnet oftest ikke vil være i stand til at vur­dere, hvorvidt kapitalbeløb vil blive misbrugt af den be­rettigede.

 

Kommunens sociale udvalg antages at have det bedste kendskab hertil. Iøvrigt vil den foreslåede ændring også betyde en væsentlig administrativ for­øgelse for Nævnet.

 

Udover disse heromtalte ændringer er der en række mindre betydningsfulde ændringer, der for de flestes ved­kommende alene er præciseringer og kodificeringer af den hidtidige praksis.

 

Jeg skal på Landsstyrets vegne indstille til Lands­tinget at anbefale anord­ningsforslaget over for Rigs­myndig­hederne med de bemærkninger, der fremgår af direktora­tets notater af henholdsvis 4. februar og 23. august 1993.

 

I forlængelse heraf skal jeg endvidere indstille til Landstinget, at Landsstyret gives be­myndigelse til endeligt at godkende udkastet med de bemærkninger, der er anført af Lands­tinget.

 

Sagen overlades hermed til Landstingets velvillige behandling, idet jeg afsluttende skal oplyse, at anord­ningsforslaget har været forelagt Landstingets Retspo­litiske udvalg til drøftelse i et fællesmøde med Soci­al- og Arbejdsmarkedsudvalget.

 

Kaj Egede, ordfører for Siumut:

Fra Siumuts side forstår vi, at nærværende udkast vedrørende forsikring mod følger af arbejdsskader er udtryk for en justering af gældende anordning, således at anordningen bliver mere tidssvarende.

 

Vi går ind for den foreslåede justering, men lægger mærke til, at der ikke er tale om forslag til prin­cipielle ændringer.

 

Det er Siumuts grundliggende holdning, at den gældende anordning bør undergå en række principielle ændringer. Efter vor opfattelse er der følgende grundliggende problemer:

 

For det første: Den daglige praksis, som anvendes i dag, er ikke til­fredsstillende, idet bl.a. den admini­strative sagsbe­handling er for langsommelig.

 

For det andet er kompetenceforholdene for uklare, ligesom de instanser, der skal passeres hen ad vejen uden for Grønland, er for mange.

 

Med andre ord mener vi, at den hidtidige arbejdsgang er for tung.

 

Derfor skal Siumut indstille over for Landsstyret, at der snarest muligt indledes forberedelser til indførel­se af en ordning vedrørende forsikring mod følger af arbejdsskader, der har sit udgangspunkit i de grøn­lands­ke realiteter, og at Landsstyret snarest muligt indleder forhandlinger med de relevante danske myndig­heder med henblik på  realisering af dette mål.

 

Vi er klar over, at eventuelle forhandlingerne og afdækningen af de forskellige implicitte problemstil­linger vil kræve tid og kræfter, men desuagtet mener vi, at der må arbejdes på en endelig løsning.

 

Eftersom en endelig løsning ikke kan klares i en hånde­vending, kan vi, indtil dette sker, gå ind for en midlertidig ju­stering. Derfor kan vi gå ind for det forelagte ju­steringsforslag med følgende bemærkninger og krav:

 

Siumut er enig med forslagene fra direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, som udtrykt i to breve, som også fremgår af forelæggelsen, vedrørende tilpasninger til Grønland omkring forsikring mod følger af arbejdsskader.

 

Vi er ligeledes glade for, at både Landstingets Socia­ludvalg og Landstingets Retspolitiske Udvalg samstem­mende udtaler, at de skadelidte skal have samme mulig­heder og rettigheder, uanset hvor i landet de bor.

 

Vi er ligeledes enig i, at det fortsat er de lokale socialudvalg, der har kompetencen vedrørende udbetaling af kapitalbeløb. Desuagtet skal vi også give udtryk for et ønske om, at også dette spørgsmål indgår i for­bin­delse med overvejelserne omkring en helt ny struktur i fremtiden.

 

Efter at Siumut med disse bemærkninger har udtrykt sin støtte til ændringsforslaget, skal Siumut fremsætte et enkelt krav:

 

Ifølge anordningsforslaget er det klart formuleret, at det er sikret, at sømænd, som sejler i grønlandsk registrerede skibe, har krav på forsikring i forbindel­se med arbejdsskader.

 

Imidlertid har vi på grundlag af et konkret eksempel erfaret, at sømænd med hjemsted i Grønland, men som sejler i skibe indregistreret i Danmark, ikke er sikret udbetaling af kapitalbeløb, fordi forsikringsforbundet og Søfartsstyrelsen i Dan­mark ikke kan enes om kompe­tenceforholdene imellem sig.

 

Derfor skal vi fra Siumut kræve, at sømænd, der har hjemsted i Grønland, men som sejler i skibe indregi­streret i Danmark, sikres deres rettigheder i henhold til anordningen, idet omfang skibene sejler i grøn­landsk farvand. Dette problem må løses, inden anord­ningsfor­slaget træder ikraft.

 

Samtidig skal vi kræve, at der foranstaltes oplysnings­kampagne vedrørende forsikring mod følger af arbejds­skader i forbindels med ikræfttrædelse af nærværende forslag.

 

Idet vi skal erindre om vort krav om indførelse af en helt ny struktur på området, skal vi med disse be­mærk­ninger fra Siumuts side tilsige vor støtte til Hjem­mestyrets ud­talelse i sagen.

 

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

Nærværende dagsordenspunkt har været behandlet i Soci­al- og Arbejdsmarkedsudvalget og Retspolitisk udvalg, hvor det har fremlagt en betænkning efter indgående drøftel­se i udvalget. Der er ikke nogen mindretalsudta­lelser i betænkningen vedrørende nærværende forordning.

Vi støtter de henstillinger, der fremgår af betænk­ningen om justering af anordning til Grønland. Vi finder de anførte i betænkningerne som rigtige.

 

Med disse korte bemærkninger skal vi udtale, at vi går ind for, at anordningsudkastet fremsendes til den danske regering med de faldne bemærkninger her.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Omhandlede forslag til anordning om forsikring mod følger af arbejdsskader er som sagt et udkast udarbej­det af Arbejdsskadestyrelsen i Danmark, som Landstinget i følge kotyme i sådanne sager anmodes om at tage stilling til, forinden at Folketinget tager den endeli­ge be­slutning i sagen.

 

Såvel Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg, som Tingets Retspolitiske udvalg, har således på denne baggrund behandlet anordningsudkastet med henblik på en forelæggelse for det samlede Landsting ved afgivelse af en betænkning herom.

 

Inuit Ataqatigiit skal således, efter at have set på sagen og behand­let denne i de respektive udvalg, ud­tale, at vi fuldt ud kan tilslutte os de anbefalinger, som betænk­ningen peger på, idet vi ikke mindst lægger vægt på de ting, som Folke­tinget bør være specielt opmærksomme på.

 

Ved denne her lejlighed vil IA dog ikke undlade at præcisere, at anmeldelsespligten ved arbejdsskader i henhold til anordningens § 17, stk. 1 er henlagt til arbejdsgiverne, og at det påhviler arbejdsgiverne at overholde denne pligt.

 

Grunden til, at vi finder anledning til at påpege dette forhold, er jo den, at vi til tider er ude for og hører om, at nogle enkelte arbejdsgivere overser denne pligt og derved påfører lønmodtagerne et tab, som de ved arbejdsskade ellers har krav på.

 

Eftersom at nogle af disse forhold kan henføres til, at der er for lidt kendskab til, hvad loven påbyder, skal IA i tilknytning hertil opfordre direktoratet til at indlede en informationskampagne via dagspressen, fol­dere eller video, m.h.p. at lønmodtagerne får bedre kendskab til deres rettigheder og ikke mindst, for at arbejds­giverparten kender deres pligter i så henseende.

 

Det er med glæde, at Inuit Ataqaatigiit kan konstatere, at direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejds­marked har foreslået, at der ligeledes tages hensyn til, at der også er sikring ved arbejdsskade som følge af redning af menneskeliv til søs, samt at direktora­tets direktør foreslåes sikret en mulighed for at kunne foreslå, at bestemte lidelser kan blive optaget på listen over hvilke sygdomme, der kan omfattes.

 

Vort land er jo som bekendt en ø, hvor hovederhvervet, fangst og fiskeri, hviler på hvad havet, der omkranser os, kan give af føde.

 

Ligeledes er det glædeligt, at det herfra også fore­slåes, at lønmodtagerorganisationen SIK for fremtiden sikres en plads i Nævnet for Arbejdsskadeforsikring. Dette er vel kun naturligt, når man henser til vore førnævnte bemærkninger.

 

Med disse kommentarer skal IA således tilslutte sig de bemærkninger til anordningsudkastet, der foreslåes fra såvel landsstyreområdet som de respektive udvalg.

 

Hans Pavia Egede, ordgører for Akulliit Partiiat:

Akulliit Partiiat støtter forslaget til ny anordning for Grønland om forsikring mod følger af arbejdsskader.

Baggrunden for den nye anordning er, at man i Danmark har ændret den tidligere gældende lov på området. Vi er tilfredse med, at forsikring på området har samme lovgrundlag, uanset om vi er i Danmark eller i Grøn­land.

 

Vi bemærker, at den nye lov og forslaget til ny anord­ning indeholder forbedringer og præciseringer i forhold til den før gældende lov og anordninger.

 

Af forbedrin­ger kan nævnes bl.a. at det nye forslag indeholder en bestemmelse om, at arbejdsgiverens ægte­fælle også vil være forsikret mod følgerne af en ar­bejdsskade, uanset at kildeskatteloven ikke er gældende for Grønland.

 

Som en af forbedringer kan også nævnes, at der søges sikret, at dobbelterstatning undgås. Dette kan medføre begrænsning eller nedsættelse af præmierne, da forsik­ringsselskaberne ved lov ikke må tjene på arbejds­skade­forsikringer. Med andre ord, jo færre erstatnings­udbe­talinger, jo mindre præmier.

 

Vi betragter den nye udvidede definition af begrebet erhvervssygdomme som en præcisering uden væsentlige økonomiske følger.

 

Endvidere støtter vi forslaget fra direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked overfor Arbejds­skadestyrelsen om, at direktoratet, Landsstyret, gives mulighed for at kunne foreslå, at bestemte lidelser, der bl.a. måske kan være sygdomme eller lidelser, der opstår i Grønland på grund af de klimatiske for, bliver optaget på den af Arbejdsskadestyrelsen udarbejdede erhvervs­sygdomsliste.

 

Med disse bemærkninger går vi ind for den foreslåede indstilling om, at forslagets videre forløb til færdig­gørelsen, samt meddeler vor støtte til de bemærkninger, der fremgår af direktoratets skrivelser, dog ønsker vi en kortere redegørelse omkring forståelsen af de i brevet af 23. august 1993 i den danske side 2, idet det nok er det man skal henholde sig til, omtalte § 62 stk. 1.

 

Til allersidst vil vi foreslå, at der iværksættes oplysningskampagner omkring vigtigheden af forsikring mod følger af arbejdsskader i forsøg på at undgå even­tuelle økonomiske eftervirkninger for de arbejds­givere, der ikke har tegnet sådanne forsikringer.

 

Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejds­marked:

Udfra det, jeg kan se, går samtlige landstingspartier ind for vort udkast til ændringsforslagene. Fra Siumut og Inuit Ataqatigiit blev det påpeget, at man i sådanne forsikring, at der laves en oplysningskampagne her i landet, og det er helt korrekt, at vor forsikringsteg­ning i landet, der er behov for et stort udbygning og vores oplysningskampagne er vigtig på alle områder, og jeg kan også dertil udtale, at vi fra vort direktoratet har udgivet en særskilt oplysningsavis i 1991, og vi arbejder videre med dette i vort direktorat.

 

Med hensyn til at vi har fået et større samarbejde med Arbejdstilsynet her i landet, her er det primært især omkring anmeldelsesskemaer og præcisering og oplysning af disse, at vi har indledt samarbejde på det område.

 

Her er det også med hensyn til oplysning, at Arbejds­skadestyrelsen i Danmark jo har udgifter, at man gerne vil indlede samarbejde med dem.

 

Det man kritiserer mest, her er det Siumut, her er det lidt forbavsende for os, idet Siumuts medlemmer i udvalgene ikke har fremdraget det så klart, men fra Siumut blev der foreslået, at man ikke er tilfreds med disse, og at disse bør ændres, f.eks. at man på det administrative er for udsættende i forbindelse med erstatningsspørgsmål.

 

Vi kan godt nok forstå sådan en kritik, fordi vort land er meget langstrakt, og at anmeldelse uanset hvor skaden sker i landet, der går lang tid til, at den kommer til direktoratet, og be­handlingen af dette i direktoratet, samt at vor kontakt til de danske myndig­heder, det er korrekt, at det kan tage lang tid, men m.h.t. partiets anmodning om en opgave til Landstinget, den vil vi nøje undersøge i direktoratet, og jeg kan ellers foreslå, at man kan fremsætte en mere nøje fremlagt forslag, således at man sikre en bedre be­handling her i Tinget.

 

Fra Siumut blev det også foreslået, at man i forbindel­se med sådan en arbejdsskade, der er der et bestemt problem, som vedrører sømænd, idet det er således, at grønlandske sømænd, der gør tjeneste på danske skibe, ikke er omfattet af anordningen for Grønland.

 

Vi er glade for, at Siumut kommer med denne kritik, og vi kan jo også forstå, at en grønlandsk sømand, der gør tjene­ste på et dansk skib, og ved en arbejdsskade blot kan få hjælp op til maximum 18 uger, selv om en sømand der sejler her i de grønlandske farvande, at hvis dette er sket, at de kan få udbetalt hjælp i op til 2 år.

 

Vi kan bekræfte, at der er et hold her i landet, og vi kan give tilsagn om, at vi vil komme med en meddelelse til Arbejdsskadestyrelsen i Danmark om, hvordan vi kan rette forholdet.

 

Med hensyn til Akulliit Partiiat, det der vedrører § 22, det har jeg ikke, jeg forstod ikke korrekt, hvad det er for et problem, man fremdrager fra Akulliit Partiiat, derfor vil jeg gerne have en uddybning fra dem.

 

Med disse foreløbige bemærkninger, så er jo Landstin­gets tilslutning til sådan en udtalelse om ændring, at man går ind for udtalelsesudkastet, og det der blev fremdraget fra Landstinget i den vil også blive videre­sendt til den danske Arbejdsskadestyrelse, det vil jeg gerne medgive, og jeg skal også meddele de indstil­linger, der blev fremdraget fra udvalgene, at man giver mulighed for, at jeg har fremdraget dette synspunkt til det danske Socialudvalg, det vil jeg gerne medgive.

 

Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiaat:

Grunden til at vi spurgte sådan, det er, at selvfølge­lig er det taknemmeligt, det man omhandler i forsi­kring, det har sådan nogen repræsentanter, dette udkast til anordning har vi forstået derhen, at arbejdsgiveren selvfølgelig har pligt til at forsikre sine medarbej­dere.

 

Man kan måske eventuelt sige, at det er en slags til­syn, idet vi jo har en lov, der forpligter forsi­kring af medarbejderen, og hvis en arbejdsgiver ikke har forsikret nok over for sine medarbejdere, så er der i henhold til det punkt mulighed for at vedkommende, som har fået arbejdsskade, kan få udbetalt hjælp via et beløb, men sådan en forsikring har jo også denne mulig­hed for, at man overfor arbejdsgiveren kan rejse et erstatningskrav med hensyn til at få refunderet det, som han allerede har betalt.

 

Derfor med hensyn til det som andre partier kom ind på angående sømænd, men at det er så omfattende, det vi diskuterer her, at det inddrager arbejdsgiver og ar­bejdstager og sømænd, hvorfor man kun har medtaget S.I.K. her, det er her, der eventuelt skal være en begrundelse for, hvorfor man har medtaget disse, at jeg gerne vil have en redegørelse.

 

Nogle har nok forstået det derhen, at dette er et ar­bejds­skadeforsikringsselskab, men det er arbejdsgiver­ne, der er forpligtiget til at forsikre deres medarbej­dere, og såfremt dette ikke er tilfældet, så er der også mulighed for, at arbejdsgiverne kan betale såle­des, at dette vil have meget dårlige økonomiske konse­kvenser for arbejdsgiverne.

 

Jeg kan komme med et lille eksempel, som kan medta­ges her, at f.eks. en malermester, som har modtaget en så stor opgave, at hans egne malere ikke er nok til at udføre dem, så lejer han en medarbejder, men denne medhjælper får en så stor arbejdsskade, at vedkommende ikke kan arbejde mere resten af sit liv.

 

Så er det i dette tilfælde, og hvis arbejdsgiveren ikke har sørget for at vedkommende medarbejder, som han har lejet er forsikret, og ifølge det vil jeg gerne sige her, at hvis ved­kommende maler får tilkendt erstatning, så kan det kræves at arbejdsgiveren betaler for de udgifter, man har haft over for denne maler. Det vil sige, at der er tale om en slags mellemregning her.

 

Derfor med hensyn til at denne ikke kan betale som et forsikringsselskab eller som et overtilsyn med hensyn til overholdelse af sådan en forpligtelse, det er sådan en betalingsredning, derfor sagde vi også, at der med hensyn til arbejdsgivere og arbejdstagere er behov for en stor oplysningskampagne, men ikke kun for dem, men også bl.a. trawlerejere, som kan medtages i sådan en ordning.

 

Denne oplysning den vedrører jo alle, som ernærer sig som arbejdsgiver.

 

 

Kaj Egede, ordfører for Siumut.

Vi kan bemærke i debatten omkring arbejdsskader, at vi her alle ønsker, at der skal en nøje velplanlagt op­lysningskampagne til, og vi er også tilfredse med, at Landsstyret hilser dette initiativ, og med hensyn til oplysningskampagnen, der vil vi gerne have medtaget, at vi her i landet har mange virksomheder, som er blevet dobbeltforsikret med hensyn til deres medlemmer, og at de har en lovpligtig forsikring, og de kan også have et privat forsikringsselskab, således at det eventuelt kan medføre unødige udgifter, derfor er det ønskeligt, at man også sikrer disse i oplysningskampagnen.

 

Grunden til at vi fra Siumut kommer med en principæn­dring og eventuelt en helt ny anordning er, fordi vi mener, at den ordning der er gældende idag er alt for stiv, der er temmelig mange myndigheder, man skal gå igennem, når man læser dette, det er Arbejdsska­destyrel­sen, Forsikringsstyrelsen, Det Grønlandske Nævn for Arbejdsskadestyrelsen og de kommunale sociale udvalg, Socialankestyrelsen og Socialministeriet, det er alle de myndigheder, man skal videre igennem, det står klart i anordningen.

 

Det vil sige, der er temmelig mange, og det er meget tungt administrativt, således at det måske eventuelt tager alt for lang tid ved admini­strativ behandling.

 

Derfor er der behov for en smidigere og ajourført behandling. Det er ikke således, at det skal være færdigt i morgen, men velforberedt og efter samtale med de danske myndigheder således at den kan fremlægges til Landstinget i løbet af foråret.

 

Det er det ønske, vi har fremsat, og som vi ud fra en konkret sag har nævnt, at en sømand som sejler med et dansk registreret skib, at vedkommende ikke er sikret udbetaling af kapitalbe­løb, det mener jeg er meget dårligt. Jeg ved ikke hvordan denne sag er sket, men det kan være, at det er det administrative, der har gjort det, men ud fra de ting jeg har kunnet følge, så ved jeg, hvem der har ansvaret.

 

Der er flere myndigheder, som ikke har villet tage imod dette ansvar, således at sagen ikke kan blive færdigbe­handlet. Det er meget vanskeligt, og da vi har intægter fra havet, at man i forbindelse med nyordningen sikrer, at der ikke sker sådan nogle tilfælde i fremtiden.

 

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

I mit første indlæg har jeg sprunget et punkt over, nemlig at vores udtalelser også bliver støttet fra Issittup Partiia.

 

I sådan en godkendelse til udtalel­se, kan vi selvfølge­lig ikke gå imod en mere omfattende oplysning, og udover det der blev foreslået fra Siumut omkring sø­mænd, kan vi selvfølgelig ikke være imod, men det kan også være sådan, at det Kaj nævnte, det er der temmelig mange myndigheder, der skal gemmegå­.

 

Vi ved at der sker en omstrukturering inden for KNI også inden for atlant­fragt, det vil sige i Royal Arctic Line, vi ved også, at der er åbnet mulighed for at unge grøn­landske sømænd opfordres til at tage hyre på sådan­ne skibe, og at man også vil have at passagerskibet Disko bliver grønlandsregistreret.

 

Vi mener, at det spørgsmål der blev fremsagt, det kan videresiges til disse, og for at vide hvordan de grøn­landske borgere er forsikret i denne forbindelse om­kring en eventuel arbejdsskade, mener jeg også at dette kan medtages og blive rettet, således at det er på sin plads.

 

Med disse bemærkninger giver vi vores tilslutning til det af Siumut nævnte, så man får det undersøgt og får det tilrettelagt, så finder vi det helt naturligt.

 

Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejds­marked:

Først det som Akulliit Partiaat spurgte om med hensyn til § 62 stk. 1, hvorfor man kun har nævnt det. Det skal jeg lige komme en præcisering til, at det blot er medtaget i tekstanmærningerne, men i selve lovteksten i § 62, så står der samtlige arbejdsskade­nævn, og at man har medtaget S.I.K. som repræsentant, her er det sådan at arbejdsgiverne, fiskerne og fanger­ne har haft en repræsentant, og derfor blev det til­føjet med en repræ­sentant fra S.I.K., som på vegne af arbejds­modtagerne blev medtaget i det nye. Da det er helt nyt, så har man skrevet det særskilt.

 

Siumuts ordfører Kaj Egede og det er hans  xxxx, der skal jeg blot udtale, at vi fra Landsstyrets side ikke vil være imod en rationalisering omkring forsikrings­spørgsmål i Grønland og om en forbedring af sagsgangen i Grønland, det vil vi arbejde for, og vi skal også lave nogle undersøgelser i fremtiden.

 

Med hensyn til en helt konkret sag, der vedrører en sømand, som Kaj Egede kom ind på, der skal jeg udtale til det punkt, at denne sag nu er blevet afsluttet, og ud fra de forskellige anordninger, så har man lavet en anden sag således, at vedkommende får en forsikring, og med hensyn til at man har forstået, at det skib det ved­rører, det er registreret i Grønland i dag, således at der ikke er tale om, at det er et dansk registreret skib, men her det en sag, der vedrører et grønlandsk registreret skib.

 

Med disse bemærkninger skal jeg blot erkende, at sådan nogle sager er meget vanskelige, og det er meget ad­ministrativt krævende at behandle de eneklte sager, og jeg skal ikke komme med flere uddybende bemærkninger. Jeg vil blot udtale vores tak til, at Landstinget har godkendt vores kommende udtalelse.

 

Mødeleder:

Således er dagsordenspunkt 20, nemlig Hjemmestyrets udtalelse om udkast til anordning for Grønland om forsikring mod følger af arbejdsskader færdig.

 

Den har været behandlet i 2 udvalg og fra disse udvalg er der ikke fremkommet ændringsforslag over for Lands­tinget, således at udkastet til udtalelse er blevet godkendt af Landstinget i sin foreliggende form, og den videresendes til Rigsombudsmanden og udover de faldne bemærkninger fra de forskellige partier og ud fra landsstyremedlemmets tilsagn, så tager hun imod det, som noget der skal færdiggøres.

 

Punktet sluttet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagsordenens punkt 26.

 

 

Forslag til landstingsforordning om erhvervsuddannel­se, uddannelsesstøtte og erhvervsvejledning.

(Landsstyremedlemmet fro Kultur, Uddannelse og For­skning og Josef Motzfeldt)

(3. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.

 

 

Marianne Jensen, landsstyremedlem for Kultur, Uddannel­se og Forskning:

Inden forordningsforslaget og de af landstingsudvalget fremsatte ændringsforslag overgår til endelig afstem­ning, så vil jeg på Landsstyrets vegne udtrykke vores tilfredshed med den brede tilslutning, der har været til såvel forordningsforslaget som landstingsudvalgets betænk­ning.

 

Med disse bemærkninger skal jeg indstille, at for­slaget bliver vedtaget i den foreliggende form med landstings­udvalgets ændringsforslag på Landsstyrets vegne.

 

Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut:

Med henvisning til vore bemærkninger under 1. og 2. behandling, og uden at gentage vores mange ord, så skal jeg meddele, at vi går ind for forslagets vedtagelse i den foreliggende form, men vi vil dog komme med et punkt, som ikke har noget med landstingsforordningen at gøre, nemlig at Siumut efter forudgående forhandlinger i Finansudvalget har besluttet at ansøge Landsstyret

 

 

om, at uddannelsessøgendes samlevere med børn får mulighed for rejser i henhold til gældende regler, og

at disse fastholdes.

 

Med henblik på afklaring af eventuelle økonomiske konsekvenser skal vi anmode Finansudvalget om at under­søge denne forinden forordningsforslagets 3. behand­ling.

 

Med disse bemærkninger skal Siumut meddele at vi stem­mer for forordningsforslaget vedrørende uddannelses­støtte, sådan som den foreligger.

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut.

Vedrørende nærværende forslag og medbringelse af ægte­fælle, som vi også fremsatte mindretalsudtalelse om, og da vi er glade for Siumuts støtte, så vil vi med glæde gå ind for nærværende forslag her ved 3. behandlingen.

 

Ole Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Vi vil ganske kort meddele, at Inuit Ataqatigiit også går ind for nærværende forslag, også det af Siumut fremførte vedrørende medbringelse af ægtefælle også bibeholdes i gældende bekendtgørelser.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiaat:

Fra Akulliit Partiaats side går vi ind for, at for­slaget vedtages i den foreliggende form her ved 3. behandlingen, hvilket vi her vil kommentere. Vi går ind for Siumuts forslag, og at der banes vej herfor i for­bindelse med finanslovsarbejde.

 

 

 

 

 

 

Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og For­skning:

Jeg vil blot udtale, at jeg er glad for at samtlige partier ligesom der i de kommende bekendtgørelsesarbej­de, vil man bibeholde støtten til bogkøb og vedrørende medbringelse af ægte­fælle, så vil disse fra Lands­styrets side indgå i de kommende bekendtgørelsesarbejde på baggrund af Lands­tingets udtalelser.

 

Mødeleder:

Dem, der går ind for forslaget bedes rejse sig,

 

26.

 

Således er forslaget vedtaget. De økonomiske konsekven­ser skal be­handles i Finansudvalget vedrørende med­bringelse af ægtefælle.

 

Punktet sluttet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagsordenens punkt 42.

 

 

Forslag om debat om sundhedsforholdende i bygder og yderdistrik­ter.

(Pavia Nielsen)

 

 

 

Mødeleder: Ole Lynge.

 

 

Pavia Nielsen, Siumut:

Jeg har til Landstingets nærværende samling fremsat et forslag til debat af sundhedsforholdende i yderdistrik­terne og i bygderne. Selvom forslagets overskrift måske ikke er en nyhed, så mener jeg dog, at sundhedsfor­holdende i yderdistrikterne og bygderne er alvorlige ikke mindst med hensyn til problemerne af antallet af døde blandt spædbørn i forhold til resten af kysten.

 

Da mener jeg, at der er behov for en debat med det formål at begrænse dette problem og at man tager be­slutninger til løsning af dette.

 

Jeg mener at boligfor­holdende blandt andet også er medvirkende dertil, d.v.s. boligmangelen ligesom jeg også mener, at op­lysning er til stor betydning for spædbørnenes sundhed.

 

Derfor er det nødvendigt med undersøgelse af forholden­de, såfremt der skal peges på nogle udveje for at komme over problemet. Jeg håber på, at vi kan overvinde disse vanskelige forhold ved et godt samarbejde.

 

Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for Sundhed og Miljø:

Landsstyret vil gerne takke hr. landstingsmedlem Pavia Nielsen for at have bragt dette væsentlige emne til debat.

 

Sundheds­forholdene i bygder og yderdistrikter ligger Landsstyret stærkt på sinde. 

 

Det er Lands­styret mål, at der sker en forbedring af sundhedsfor­holdene i bygder og yderdistrikter.

 

Det er desuden Landsstyrets ønske, at der sker en ud­ligning af forskellene mellem de forskellige dele af landet, også i sundhedsmæssig henseende.

 

En udligning af forskellene i sundhed kræver både en mere ligelig adgang til Sundhedsvæsenets tilbud og ikke mindst mere lige forhold, når der ses på de generelle levekår, eksempelvis på boligområdet.

 

At der er store forskelle i sundhedstilstanden og levekårene ses eksempelvis i spædbørnsdødeligheden. Det vil sige antallet af børn, der dør i det første leveår.                   

Spædbørnsdø­delig­heden som helhed ligger højere end i lande, vi traditionelt sammen­ligner os med. Og selv om der de sidste 20 år er sket et væsentligt fald i spæd­børnsdødeligheden, så er vores gennemsnitlige spæd­børnsdødelig­hed stadig 3 1/2 gang så høj som i Danmark, nemlig 25 døde i første leveår per 1000 levendefødte børn.

 

Dette gennemsnitstal dækker imidlertid over meget store forskelle mellem forskellige dele af landet. I Nuuk er spædbørnsdødeligheden 16 per 1000 levendefød­te. I Nord­grønland 36 per 1000, og i Østgrønland 60 per 1000 levendefødte. Altså er spædbørnsdødeligheden i Nord- og Østgrønland henholdsvis dobbelt og næsten firedobbelt så høj som i Nuuk.

 

Som om det har været fremført fra flere sider i som­merens løb er denne situation langt fra til­freds­stil­lende.

 

I 1990 satte vi os det mål, at børnedødeligheden skulle reduceres. Fore­løbige tal tyder på, at dette mål er nået.

 

Lands­styret mener, at tiden nu er inde til at ændre målet og stille krav til os selv om, at nedbringe spædbørns­dødelig­heden og forskellene hurtigere.

 

En undersøgelse af årsagerne til børnedødeligheden i Grønland i perioden 1987-1991 er for nylig gennem­ført.

 

En af konklusionerne på denne undersøgelse er, at en del af børnedødsfaldene vil kunne undgås, men ikke dem alle.

 

Undersøgelsen tyder på, at vi med en målrettet indsats vil kunne reducere spædbørnsdødeligheden til 15 per 1000. Halvdelen af denne reduktion vil kunne ske ved forbedringer i sundhedssektoren. Den anden halvdel forudsættes at ske som følge af af forbe­dringer i andre sektorer.

 

En realistisk målsætning er at realisere denne reduk­tion i ­dødeligheden over de kommende 4 år. Samtidig må vi sætte os det mål at forskellene i spædbørnsdødelig­heden mellem de enkelte dele af landet formindskes væsentligt.

 

Inden for landsstyreområdet for Sundhed og Miljø er der taget initiativer til at opfylde denne skærpede målsæt­ning.

 

For at nedbringe den del af spædbørnsdødeligheden som sundhedsvæsenet realistisk kan påvirke, vil Lands­styret iværksætte en målrettet indsats for at forbe­dre råd­givning og service for den gravide, og styrke Sundheds­væsenets indsats ved fødslen, samt indsatsen i barnets første leveår. Særlig i de områder, hvor spædbørns­dødeligheden er høj.

 

Som tidligere nævnt er forebyggelse af sygdom og død, samt fremme af sund­heden hos børn som voksne, langt fra alene et anliggende for Sundheds­væsenet.

 

De generelle levekår, herunder sociale forhold og boligforhold samt befolkningens livsstil har væsent­lig ind­flydelse på sundheds­til­standen, og dermed også på børnedødelig­heden.

 

I den samlede problemstilling indgår, at mange får børn i en tidlig alder, uden at have forberedt at skulle have et barn, og ikke har den fornødne sociale sikker­hed til at give børnene en tryg og forsvarlig opvækst. Dette medfører også en del anbrin­gelser af spædbørn hos andre end forældre­ne.

 

Landsstyret skal klart pointere, at der ikke kan for­ventes en væsentlig yderligere nedbringelse af spæd­børns­dødelig­heden, medmindre der skabes bedre generelle levekår for den gravide og hendes familie.

 

Det være sig boligforhold, ernærings­for­holde­ne og hygiejniske for­hold som sanitære forhold og vandfor­syning. Endvidere er den gravide og hendes famili­es psykiske trivsel af stor vigtighed. Også her skal de samlede bestræbel­ser inten­si­veres.

 

Det skal afslutningsvis oplyses, at direktoratet for Sundhed og Miljø forestår en større sundheds- og syge­lighedsundersøgelse, mens Grønlands Statistiske Kontor forestår en boligtælling samt en levekårs­undersøgelse.

 

Disse undersøgelser vil udgøre et væsentligt forbed­ret be­slutningsgrundlag til en fortsat målrettet indsats for fremme af sundheden her i landet.

 

Landsstyret håber, at Landstinget vil give sin fulde støtte til de bestræbelser, der er sat i gang på disse meget væsentlige områder.

 

Ane-Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Indledningsvis vil vi fra Siumuts side rette en tak til landstingsmedlem Pavia Nielsen for at have fremsat herværende forslag.

 

Forslaget har nemlig givet os lejlighed til en saglig og konstruktiv debat, på grund­lag af aktuelle og hånd­gribelige reelle eksempler, med henblik på at løse problemerne.

 

Efter denne indledning vil vi fra Siumut fremkomme med følgende indlæg i debatten af sundhedsforholdende i bygder og yderdistrikter:

 

Vi er klar over at serviceniveauet omkring Sundheds­væsenet i bygder og yderdistrikter ikke kan bringes på samme niveau, som i de større byer, grundet den geogra­fiske placering og deraf følgende mangel på kvalifi­ceret arbejdskraft.

 

Statistikken over småbørnsdødeligheden i forskellige egne er skræmmende idet statistikken er udtryk for de meget store forskelle i levestandarden i de forskellige egne imellem. Det fremgår klart, at levevilkårene er betydeligt bedre i de egne af landet, som har været opprioriteret i forhold til resten. Samtidig er det tydeligt, hvilke dele af landet, som har været ned­prioriteret i relation til almindelig levestandard og servisering på sundhedsområdet.

 

Det træge udviklingsforløb der har været, viser, at der ikke er blevet sat tilstrækkelige kræfter ind for at fremme bedre levevilkår generelt og familietrivsel specielt, især for så vidt angår bygder og yderdistrik­ter.

 

Selv om Sundhedsvæsenet indtil for nylig har været under statens regi, skal vi i Siumut med erkendelse udtale:

 

Vi går ind for Landsstyrets planer og hensigt om mere helhjertet arbejde for hurtigere at formindske spæd­børnsdødeligheden og den store forskel i de forskellige landsdele, da det på den måde fremmes ensartede forhold for befolkningen i hele landet.

 

Siumut er også enig i og støtter Landsstyret i deres bestræbelser på at forbedre rådgivningen og servicerin­gen af gravide, og deres bestræbelser på at forbedre og styrke serviceringen af børn deres første leveår.

 

Her lægger Siumut vægt på, at der fortsat er mulighed for videreuddannelse til sundhedsmedarbejdere i yderdi­strikterne og i bygderne, der i de fleste steder arbej­der alene.

 

Vi har også med glæde bemærket, at der i Finansloven for 1994 vil afsætte penge til videreuddan­nelser. Vi er tilfredse med det hidtidige videreuddan­nelsesprogram og henstiller, at det fortsætter.

 

Siumut mener ikke, at alt arbejdet med sundhedsforhold og arbejdet med forholdende for den enkelte og for familier med henblik på bedre sundhed kun skal vareta­ges af Sundhedsvæsenet, da vi mener, at det største ansvar for bedre sundhed ligger hos den enkelte med­borger.

 

På denne baggrund vil Siumut opfordre Landsstyret til at få undersøgt levevilkårene, sociale forhold, famili­eforhold, forholdende omkring gravide og deres familier samt boligforhold. Vi vil endvidere opfordre til, at der med hensyn til de nævnte forhold iværksætte en grundig undersøgelse, da der også på den måde kan opnås en større engagement hos befolkningen.

 

Med disse bemærkninger ønsker vi et godt og fremadret­tet arbejde som vil være til gavn for levevilkårene i bygder og yderdistrikter.

 

Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut:

Det forbavser os, at landsstyremedlemmet takkede Pavia Nielsen for hans forslag, der medfører denne debat.

 

Hvorfor har landsstyremdelemmet ikke benyttet sine muligheder for at forbedre forholdene, når han er vidende om problemet?

 

Siden 1988 har forholdene været drøftet gentagne gange.

 

 

Hvorfor har landsstyremedlemmet ikke gjort sig store anstrengelser for at opnå forbedringer på de meget utilfredsstillende forhold i bygderne i forbindelse med behandlingen af Finansloven for 1994.

 

I forbindelse med behandlingen af finanslov for 1994 har Atassut gjort anstrengelser og opnået at forøge bevillingen til Sundhedsvæsenet, idet Atassut var klar over, hvor nødvendigt det er at forbedre forholdene i bygderne.

 

Vi har fra Atassuts side hele tiden sagt, at bygderne inden for dette område gerne skal være ligestillet med byerne, således at det sundhedsmæssigt er ligeså be­tryggende at bo i en bygd som i by.

 

Da vi gennem årene nøje har fulgt forholdene i bygder­ne, er vi vidende om, hvilke problemer der er vigtige at rette op på i bygderne på Sundhedsvæsenets område.

 

Det skal undestreges, at manglen på uddannet personale i bygderne er meget, meget stort. Følgerne af dette problem er beskrevet klart i svaret til forslagsstil­leren.

 

Som sagt har vi nøje fulgt forholdende i bygderne og vi kender derfor problemerne. Som eksempel kan vi nævne, at når man mangler handelsforvaltere i bygderne og opslår ledige stillinger, får man mange ansøgere til stillingen.

 

Det er fordi, ansøgerne ved, at når de kommer til bygden, er der en god bolig til dem, og samtidig med at de har tilfredsstillende og gode af­lønningsforhold.

 

 

Dette er baggrunden for at man ikke mangler veluddanne­de handelsforvaltere i dag.

 

Når vi sammenligner behovet for veluddannet sundheds­personale i bygderne, må vi desværre indrømme, at forholdende ikke er som i ovennævnte eksempel. Derfor må vi fuldstændigt ændre på de eksisterende forhold og kår, der i mange år har været gældende indenfor om­rådet. Det gælder bolig, løn- og arbejdsforhold.

 

Når der i dag søges personale indenfor Sundhedsvæsenet i bygderne, er interessen meget ringe, fordi sundheds­personalet ved, at der ikke eksisterer bolig, samt at aflønningsforholdene er meget utilfredsstillende.

 

Alle her i salen er enige om sundhed for alle år 2000. Vi kan allerede på nuværende tidspunkt konstatere, at målet ikke nås med vor nuværende indsats, hvorfor man må bruge alle mulige midler for at opnå målet.

 

Atassut kræver, at alle kræfter sættes ind for at forbedre, boligforhold, videreuddannelsesforhold og ikke mindst aflønningsforholdende for sundhedspersona­let i bygder og yderdistrikter, ligesom man ved eks­traordinære foranstaltninger har løst problemet omkring handelsforvalterne.

 

Med disse bemærkninger kræver vi, at landsstyremed­lemmet for Sundhed og Miljø snarest sætter arbejdet i gang for at rette op på de omtalte meget utilfredsstil­lende forhold i bygde- og yderdistrikter.

 

Ligesom man ved ekstraordi­nære foranstaltnininger får løst pro­blemet, som f.eks. dem man har løst omkring problemet med handelforvalter­ne i bygderne.

 

 

Med disse bemærkninger kræver vi, at landsstyremed­lemmet for Sundhed og Miljø snarest sætter arbejdet i gang for at rette op på de omtalte meget utilfredsstil­lende forhold i bygder og yderdistrikter.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit kan med særlig tilfredshed hilse det forslag til en debat af sundhedsforholdene i yderdi­strikterne og i bygderne, stillet af landsstyremedlem Pavia Nielsen, velkomment.

 

Som forslagsstilleren udtaler, er det korrekt, at sundhedsforholdene og sundhedsbetjeningen i bygder og yderdistrikter er anstrengt, og at vi netop derfor bør være opmærksomme på at rette vores indsats, for en generel forbedring heraf, specielt når der henses til at spædbørnsdødeligheden som helhed ligger højere i vort land, set i forhold til andre lande vi normalt sammenligner os med.

 

Inuit Ataqatigiit bemærker sig, at Landsstyret er opmærksomme herpå og dermed også melder ud, at ville gøre en indsats, således at spædbørnsdødeligheden vil kunne reduceres over de kommende 4 år, hvilket vi er tilfredse med.

 

Dette meddeles således, at denne reduktion vil kunne ske ved en forbedring af sundhedssektoren og ved en generel forbedring af befolkningens levevilkår i øv­rigt.

 

En forbedring af såvel boligforholdene som de sociale forhold i øvrigt er således ikke til at komme udenom, og vi mener derfor også fra Inuit Ataqatigiit, at der nu med det foreliggende finanslovsforslag er lagt op

 

til forbedringer der peger i den retning, ved en op­prioritering af de velfærdsmæssige tiltag over for bygder og yderdistrikter.

 

På trods heraf skal vi imidlertid fra Inuit Ataqatigiit udtale, at vi finder det væsentligt, at der findes en eller anden løsning på det forhold, at der er vanske­ligheder med at besætte stillingerne i bygderne med fagligt uddannet personale, og at vi derfor fristes til at foreslå, at det undersøges, hvorvidt bygder uden fast sundhedspersonale og som har et stort behov, får udstationeret faglært personale i kortere perioder.

 

Sideløbende og i tilknytning hertil finder vi det ønskeligt også, at der fortløbende iværksættes kursus­virksomhed for personalet i bygderne, der ikke har en sundhedsfaglig uddannelse i forvejen og at vi derfor henstiller til landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø, at være opmærksom herpå.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

I Akulliit Partiiat har vi med forskrækkelse konsta­teret det i forelæggelsen viste gennemsnitstal for spædbørnsdødeligheden som nemlig i det første leveår pr. 1.000 levende så er der 16 i Nuuk, 36 i nordgrøn­land og 60 østgrønland, og gennemsnitlig i hele landet 25 døde pr. 1.000 i det førte leveår.

 

Dette skulle være 3 ½ gange så meget i forhold til spædbørnsdødeligheden i Danmark.

 

Det er dog synes at være forskrækkende er, at det klart bliver pointeret, nemlig at der ikke kan forventes en væsentligt yderligere nedbringelse af spædbørnsdødelig­heden, med mindre der skabes bedre generelle vilkår for den gravide og hendes familie.

 

Vi vil hermed gøre opmærksomhed, eller nævne, at lands­styremedlemmet for Sundhed og Miljø, under forårssam­lingen i 1991 ved forelæggelsen bemærkede, at det er vigtigt her at understrege, at bygder har den største mangel på ud­dannet personale, hvorfor der vil gøres en særlig indsats for uddannelse af bygdepersonalet.

 

Vi vil her gøre opmærksom på, at vi under debatten af redegørelse vedr. Grønlands Hjemmestyres over­tagelse af Sundhedsvæsenet i samlingen 1991 har støttet redegørel­sen, en støtte der er baseret på følgende:

 

1.En forbedring af kvalitet i sundhedsydelserne.

 

2.Forebyggelse i høj prioritet.

 

3.Flest mulige behandlinger skal foregå her i Grøn­land.

 

Desuden gav vi udtryk for vores glæde over det der specielt blev nævnt, nemlig den lovede indsats for at gøre noget ved en store mangel på uddannelse af perso­nalet i bygderne.

 

Derfor støtter vi de i svarnotatet nævnte, nemlig at direktoratet for Sundhed og Miljø forestår en større sundheds- og sygelighedundersøgelse, og for det andet boligtæl­ling og levevilkårsundersøgel­ser der blive forestået af Grønlands Statistiske Kon­tor.

 

Vi vil derfor her indstille fra Akulliit Partiiat, at man gør noget mere ved den store mangel på uddannelse af personalet i bygderne. Det skal jo ikke være sådan, ved ændring af de tidligere falden­de udtalelser, undgår at gøre noget men blot starter en undersøgel­se.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

En af de forhold, der har været mærkbart for os, der har berejst yderdistrikterne og som jævnligt kommer ud i bygderne, er de helt anderledes vilkår i sundheds­forholdene på disse steder. Derfor har jeg ikke fundet det mærkeligt, at spædbørnsdødeligheden på disse steder desværre er så meget større end i resten af landet.

 

Derfor har jeg, da budskabet om oplysninger af sådan­ne forhold i sommer nåede frem til os alle, ellers regnet med at landsstyremedlemmet for Sundhed  ville komme med et forslag vedrørende disse forhold. Men dette skete ikke. Men heldigvis er et debatoplæg lagt på bordet på foranstaltning af et forslag fra landstingsmedlem Pavia Nielsen.

 

Vores Landsstyre har haft store anstrengelser for at kunne få overdraget ansvaret for sundhedsforholdene til vort land, og herunder har Landsstyret så vidt muligt søgt at opnå, at der i den forbindelse absolut ikke kommer til at ske nedskæringer i bloktilskudsbeløbet til sundhedsområdet.

 

Men af finanslovsforslaget kan vi se, at der ikke er foreslået forhøjelser til området for de kommende år, men at der til gengæld er foreslået mindre nedskærin­ger.

 

Vi bliver nødt til at spørge, hvorfor Landsstyret i deres prioritering af udgifter til områderne, har foreslået sundhedsområdet placeret blandt de lavere prioriterede områder uanset at de udtaler, at Lands­styret finder det meget vigtigt med forbedringer af sundhedsforholdene i bygder og yder­distrikter.

 

Såfremt man skal arbejde på at få forbedret sundheds­forholdene i bygderne og yderdistrikterne er det vig­tigste mål, at få forbedret uddannelses- og boligfor­holdene på stederne i større omfang. Disse mål kan ikke nås i løbet af kort tid, og derfor er det nødvendigt at få igangsat alvorligt mente forbedringsbestræbelser snarest muligt.

 

Af svarnotatet fra landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø til Pavia Jensens forslag kan man forstå, at landsstyremedlemmet ikke har særlig stor indsigt i sundhedsforholdene i bygderne og yderdistrikterne.

 

Dette har muligvis sin baggrund i, at vedkommende landsstyremedlem på baggrund af sine mange andre ar­bejdsopgaver, ikke har haft særlig megen tid til sin rådighed, til at kunne arbejde med disse forhold på nærmere hold.

 

Derfor er det helt nødvendigt, at Atas­suts anmodning til landsstyre­formanden under åbnings­debatten ved denne samling, om at landsstyremedlemmet for sundhed måtte fritages for sine mange andre ar­bejdsopgaver, men koncentrere sig alene om at varetage sundhedsområdet, bliver reali­seret.

 

Som jeg allerede har givet udtryk for, kan vi se at vedkommende lands­styremedlem ikke har haft særlig megen tid til at varetage arbejdsopgaverne indenfor sundheds­området i fuldt omfang. Der må bringes orden i dette forhold. Landsstyremedlemmet må grundigt under­søge og få af­klaret vilkårene indenfor sundhedsom­rådet i bygder og i yderdistrikter.

 

Vi er selvfølgelig vidende om, at vor menneskelige sundhed ikke alene beror på Sundhedsvæsenet, men at vi også bør søge at opnå denne ved i større grad at tage vare på os selv.

 

Derfor er det i forbindelse med en debat om vor menne­skelige sundhed ikke muligt at undgå, at nævne vor alt store forbrug af tobak og spiritus. Det er dette for­brug, der desværre allerede i svanger­skabs­tiden kan få følger for barnets fremtid. Problemet er ikke så lige­til at komme ud over, men man kan komme ud over det, såfremt man som menneske har viljen der­til.

 

Med disse bemærkninger vil jeg også rette en tak til Pavia for at have bragt dette meget vigtige spørgs­mål på bordet, således at Landsstyret kan komme i gang med det store arbejde, der uden tvivl kunne igangsættes.

 

Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø:

Først en tak til Pavias debatoplæg som gav en spænden­de og nødvendig debat.

 

Først med hensyn til sidstnævnte ordførerindlæg, kan jeg sige, at samtlige lægedistrikter undtagen 2, og dette skyldes rejseforholdene, har jeg besøgt, og jeg er kommet i mange mange bygder, og at jeg på disse laver en skriftlig rapport over sundheds­forholde­ne og andre forhold som jeg også ser, og hvis du er inter­esseret så kan du få dem at se.

 

Jeg mener at dette har dannet en grundlag for en nøjere undersøgel­se, selv­følgelig kunne man forbruge næsten ubegrænsede midler til Sundhedsvæsenet, derfor har vi fra Landsstyret i forslaget til Finansloven for 1994, foreslået udfra for­bruget i 1993 og deri er der med­regnet de forskel­lige forbe­dringsfor­hold som vedr. bygder og yderdistri­ker.

 

Jeg skal udtale, at i det første år har den væsent­ligste opgave været, at få skabt værktøj til service­stederne, selvfølgelig kan man komme i gang med arbej­det alene med de målsætninger og redskaber og styring

u­den at have oprettet dette, og hvis man startede dette vil det man kan opnår på langt sigt blive mindre, derfor har vi igangsat et Center for Sundhedsuddannel­ser og derfor planlægger vi nu, at vi via STI, hvad angår sundhed- og socialmedarbejder kan få etableret et kursus, således at vores bygdepersonale også kan delta­ge i det videre uddannelsesforløb der.

 

I Landsstyret håber vi, at disse uddannelser kan til­føjes et nyt, således at personalet i bygderne der ikke er uddan­net, som er velegnet kan tilbydes en uddannel­se, for hvis vi skal være realistiske vil det være meget vanskeligt i det kommende, at få samtlige stil­linger besat med uddannet sundhedspersonale.

 

Vi har brugt det første år, hvad stillinger angår, til at få læge- og sygeplejerskestillingerne bragt på plads. Da vi overtog sundhedsområdet havde vi et meget stort pro­blem på dette område, og jeg håber man i forbindelse at man er ved at komme over dette problem, så har lagt mærke til det i de lokale område, og med hensyn til at man har nedprioriteret sundhedspersonalet i bygder, det er sket på baggrund af mangel på uddannet sundheds­persona­le.

 

Jeg skal lige udtale med hensyn til læger og sundheds­personale i de enkelte sundhedsområder, at der afholdes et samråd og et møde, og at man derigennem diskuterer særskilt sundhedspleje i bygderne.

 

Jeg er glad for at samtlige har forståelse for, at man også kommer ind på det generelle levevilkår, og vi har i Landsstyret bestræbt os på at få forbedret den ge­nerelle levevilkår i bygderne.

 

I vores forslag til finanslov 1994 har vi afsat 8 mio. kr. særskilt til boligforhold i bygderne, da man ved   forbedring boligforholdene også vil gavne sund­heds­forholdet i bygderne.

 

Vandforholdene er vi også meget opmærksomme på, hvad angår servicehusene?? og med hensyn til vask og andet, det sætter vi betydning på. Og med hensyn til sundheds­stationerne i bygderne og yderdi­strikterne, dem vil vi forbedre mærkbart.

 

Jeg skal lige bemærke, at i april 1994 vil der for første gang i Diskobugtsregionen, som et pilot­projekt blive etableret samråd og kursus vedrørende graviditet og fødsel, således at jordemødre, læger og andre sund­heds­personale som har med dette område at gøre, kan dis­kutere deres arbejdsgang. Dette vil blive fuldt ud til yderdistrikterne og andre regioner.

 

Jeg skal også udtale, at vi i Sundhedsvæsenet arbej­der på faciliteter med hensyn spædbørnsundersøgelser og mere ensartede redskaber i forbindelse med fødsel.

 

Vi laver en undersøgelse om, hvordan man kan opnå de bedst mulige teknisk parathed i forbindelse med, hvilke redskaber man angår. Vi har også planer om, at samtlige gravide skal føde i sygehusene af sikkerhedsmæssige hensyn.

 

Vi er med hensyn til særskilte områder, blevet nødsaget til at lave særskilte sikkerhedsarbejder. Jeg kan komme med en konkret eksempel, at der var komplikationer i forbindelse med en fødsel, hvor vi var nødsaget til at lave en evakuering som kostede omkring 400.000 kr., i sådanne tilfælde laver man ikke besparelser, man sætter sikkerheden i første række.

 

Selvfølgelig vil vi gerne have forbedrede service, og en mere målrettet sundheds­indsats, og det skal vi også udføre mere vel­planlagt i de kommende år.

 

Afslutningsvis skal jeg udtale, at spædbørnsdødelig­heden også skyldes mange forskelligartede forhold, de kan skyldes genetiske arveligheder, det skyldes for­skellige bakterier, og der er en behov for undersøgelse på alle disse områder, derfor har jeg lavet en pålæg om, at samtlige spædbørn i fremtiden bliver obduceret, således at det kan medgå i under­søgelsen.

 

Jeg vil heller ikke undlade at nævne, at vi gerne vil opnå en forbedret service af bygdebeboerne, men at beboerne også selv må være medvirkende til, at støtte vores personale i de enkelte forhold, for der sker sådanne uacceptable forhold som også kan skabe pro­blemer med at få ansat sundhedspersonale i bygderne, idet personalet føler sig forfulgt, og dette gavner ikke ansættel­ser af personale, jeg håber at vi kan få et godt sam­arbejde, således at vi kan få forbedret det sundheds­mæssige forhold der debatteres her.

 

Pavia Nielsen, Siumut:

Jeg er glad for at mit forslag som bliver debatteret her, vedrørende spæd­børnsdødeligheden i bygderne og yderdi­strikterne, bliver hilst velkommen af Landstinget og at samtlige partier støtter dette principielt og er enige i, at man skal finde en udvej for at nedbringe dette, og at landsstyremedlemmet fremkom med forslag om tiltag til nedbringelse af spædbørnsdødeligheden, det er jeg tilfreds med.

 

Da dette blev klart i sommers, via pres­sen, så har jeg som folkevalgt i yderdistrikterne følt mig medansvarlig til at formindske dette problem, derfor er der ikke grundlag for, at pege på enkeltes forhold, men vi skal nok også lige kigge på os selv, for vi har nok foku­seret på andre forhold og har over­set dette forhold, men nu er der banet vej for at få formindsket dette problem, og det er jeg meget glad og taknemmelig for, selvom der er nogen der siger at man ikke skal sige tak.

 

Men jeg skal også lige præcisere, at det i dagens Grøn­land er således, at det engang i mellem er nødvendigt med en efter­søgning og det er et samfundspålagt ansvar, således at man få reddet vedkommende i live, spædbørne­ne er også samfundets rigdomme, der sker så stor døde­lighed i yderdistrikterne at vi må igang med en red­ningsopgave, en mere målrettet redningsopgave og jeg skal også udtale, at jeg meget taknemmelig for at der er banet vej for at få forholdene forbedret.

 

Tak.

 

Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut:

Landsstyremedlemmet udtalte klart, at der sker en videreuddannelse af sundhedspersonalet, det er jeg meget tilfreds med.

 

Tidligere var der et meget stort problem med handels­forvalterne i bygderne, men man kan ikke bare vedblive med at snakke om at man har gjort noget ekstraordinært, som jeg allerede har sagt, blev der gjort noget på boligområdet, løn- og arbejdsforholdet for at rette op på problemet.

 

 

Og nu, hvor vi uddanner og videre uddanner sundheds­personale, og hvis vi ikke retter op på de forhold de steder er det gælder, kan man ikke komme problemet til livs.

 

Jeg kan komme med et eksempel, problemerne med handels­forvalterne, der har man afholdt stormøder i forskelli­ge lokaliteter, således at de kunne få input om, hvor­dan de kan få klaret deres problemer, og da disse blev afklaret indledte man lønforhandlinger med staten, og de havde en god forståelse for, og nu er over pro­ble­met.

 

Jeg mener også, at med hensyn til forholdene i bygder­ne, at sundhedsmedhjælperne kan bruge denne fremgangmå­de, og på den måde tror jeg også at man kan opnå målet hurtigere.

 

Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø:

I mit svar før, kom jeg ind på at samtlige var taknem­melige, således at vejen nu er banet og dette kan være medvirkende til en mere målrettet indsats, og kan bruges til at nå målet hurtigere.

 

Jeg kom i mit indlæg ind på, at det planlægges, at de medarbejdere i bygderne som ikke er uddannet men vel­egnet får mulighed for at få grundlag til at uddanne sig.

 

Hvis vi skal være realistiske med hensyn til ansættelse af sygeplejersker, det skal også lige siges at der er mangel på sygeplejersker i byerne, at der vil gå lang tid før vi kommer over dette problem. Det er korrekt, at hvis vi gør noget ekstraordinært på dette område, at vi så kan undgå dette problem.

 

Hvad angår lønforholdene, dette vil jeg ikke komme ind på, selvfølgelig er alle disse forhold jo også med­virkende.

 

Mødeleder:

Således er Pavia Nielsens debatoplæg om sundhedsfor­holdene i bygder og yderdistrikter færdigt.

 

Fra Formandskabet har vi lagt mærke til, at lands­styre­medlemmet på vegne af det samlede Landsstyre, fremkom med planlagte initiativer og det blev taget til efter­retnings samt at man er tilfreds disse.

 

Med hensyn til de andre krav der blev fremsat, har jeg forstået det således, at man har fået dem besvaret tilfredsstillende.

 

Punktet sluttet.