Samling
BETÆNKNING
Afgivet af Landstingets Udvalg for Forretningsordenen
Vedrørende
Forslag til landstingsbeslutning om, at Grønlands Landstings forretningsorden ændres således, at der skal ske en afstemning, hvis der rejses et mistillidsvotum, samt ændring af Grønlands Landstings forretningsorden således, at man til enhver tid kan rejse et mistillidsvotum uden at dette behøver at have en naturlig tilknytning til dagsordenen.
Afgivet til forslagets 2. behandling
Landstingets Udvalg for Forretningsordenen har under behandlingen den 11. maj 2006 bestået af:
Landstingsformand Jonathan Motzfeldt, Siumut, formand
Landstingsmedlem Agathe Fontain, 1. næstformand, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Ellen Christoffersen, suppleant for Augusta Salling, , Atassut
Landstingsmedlem Astrid Fleischer Rex, suppleant for Per Berthelsen, Demokraterne
Landstingsmedlem Vittus Mikaelsen, suppleant for Ruth Heilmann, Siumut
Landstingsmedlem Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat
Udvalget har under behandlingen den 16. maj 2006 bestået af:
Landstingsformand Jonathan Motzfeldt, Siumut, formand
Landstingsmedlem Agathe Fontain, 1. næstformand, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Otto Steenholdt, suppleant for Augusta Salling, Atassut
Landstingsmedlem Palle Christiansen, suppleant for Per Berthelsen, Demokraterne
Landstingsmedlem Ruth Heilmann, 4. næstformand, Siumut
Landstingsmedlem Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat
Landstingets Udvalg for Forretningsordenen har efter forslagets 1. behandling under FM 2006 gennemgået beslutningsforslaget.
Forslagets indhold
Det foreslås, at der til enhver tid skal kunne rejses et mistillidsforslag i Landstinget, uden at der behøver være en naturlig tilknytning til den forhandling, der foregår. Endvidere foreslås det, at der altid skal foretages afstemning om det således fremsatte forslag om mistillid til Landsstyret eller et enkelt Landsstyremedlem.
Forslagets 1. behandling i Landstinget.
Under forslagets 1. behandling ønskede Inuit Ataqatigiit og Atassut forslaget henvist til behandling i den af Landsting og Landsstyre nedsatte arbejdsgruppe til revision af Landstingsloven om Landsting og Landsstyre, der parallelt med arbejdet med denne lov tager Landstingets Forretningsorden op til revision. Atassut støttede forslaget med hensyn til, at der altid skal stemmes om et mistillidsvotum.
Siumut ønskede ikke at tage stilling til forslagets indhold, men anbefalede at forslaget blev medtaget i det igangsatte arbejde med en modernisering af Landstingets Forretningsorden. Det anbefaledes, at forslaget blev henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen forud for 2. behandling.
Forslaget støttedes i sin helhed af Demokraterne og Kattusseqatigiit Partiiat.
Udvalgets behandling af forslaget.
Et Landsstyre eller et enkelt Landsstyremedlem kan ikke fortsætte efter vedtagelsen af en beslutning i Landstinget om, at Tingets flertal ikke længere har tillid til vedkommende Landstyre eller Landsstyremedlem.
Landsstyreformanden eller det enkelte Landsstyremedlem har således en retlig pligt til at drage konsekvensen af vedtagelse af mistillid og træde tilbage. Det er den grundlæggende betingelse for opretholdelse af vort parlamentariske system. Dette systems funktionsdygtighed er reguleret i Landstingsloven om Landsting og Landsstyre og i Landstingets Forretningsorden.
Det i udvalget behandlede forslag udtaler tvivl om, hvorvidt Landstingets ret til at afsætte et Landsstyre eller et enkelt Landsstyremedlem er tilstrækkeligt sikret i Landstingets Forretningsorden.
Udvalget konstaterer, at Landstingets Forretningsorden indeholder flere muligheder for at bringe et forslag om udtalelse af mistillid til Landsstyret eller enkelte Landsstyremedlemmer til afstemning i Landstinget, dels i Forretningsordenens § 51 og dels i Forretningsordenens § 32.
Om Forretningsordenens § 51.
Forretningsordenens § 51 indeholder mulighed for under behandlingen af en sag at stille forslag om overgang til næste punkt på dagsordenen begrundet med motiveret mistillid til Landsstyret eller et enkelt Landsstyremedlem. For at et sådant forslag kan behandles, kræves det, at forslaget har en naturlig tilknytning til den forhandling, der foregår.
Stilles forslag om overgang til næste punkt på dagsordenen efter § 51, er der mulighed for at fremsætte ændringsforslag til det således fremsatte forslag. Sådanne ændringsforslag kan enten fremsættes med et indhold, der opfordrer til beslutning om udtalelse af mistillid, men med en anden eller udvidet begrundelse eller blot formuleret på en anden måde end den oprindeligt foreslåede mistillidsdagsorden. Eller et ændringsforslag kan fremsættes med et indhold, der opfordrer Landstinget til at færdiggøre behandlingen af den sag, der er til forhandling og først derefter overgå til næste punkt på dagsordenen. Den sidstnævnte form for ændringsforslag benævnes ofte som en afværgedagsorden, ved hvis vedtagelse det opnås, at den oprindeligt forhandlede sag bliver færdigbehandlet, uden at der udtales mistillid til Landsstyret eller et enkelt Landsstyremedlem.
Er der fremsat ændringsforslag til et forslag om overgang til næste punkt på dagsordenen foretages afstemning efter forhandling på sædvanlig måde, således at ændringsforslag kommer først til afstemning. I tilfælde af flere ændringsforslag kommer det mest vidtgående ændringsforslag først til afstemning. Såfremt et oprindeligt forslag om udtalelse af mistillid efter § 51 således mødes af et ændringsforslag i form af en såkaldt afværgedagsorden, stemmes først om afværgedagsordenen. Vedtages afværgedagsorden, bortfalder det oprindelige forslag om udtalelse af mistillid. Forkastes afværgedagsordenen, stemmes om det oprindelige forslag om udtalelse af mistillid til Landsstyret eller et enkelt Landsstyremedlem.
Forretningsordenens § 51 er placeret i afsnittet om mødeledelse. Den omhandler således anvisning til mødeledelsen om behandlingen af et forslag om udtalelse af mistillid til Landsstyret eller et enkelt Landsstyremedlem opstået under forhandlingen af en sag, der ikke ifølge Landstingets dagsorden har omhandlet spørgsmål om udtalelse af mistillid til Landsstyret eller et enkelt Landsstyremedlem. I den situation foreskriver Forretningsordenen, at det stillede forslag om udtalelse af mistillid skal have en naturlig tilknytning til den forhandling, der foregår i Landstingets møde.
Om Forretningsordenens § 32.
Forretningsordenens § 32 omhandler de sagstyper, der behandles som beslutningsforslag af Landstinget. Bestemmelsens stk. 3 åbner mulighed for behandling af forslag af principiel betydning, hvor det er afgørende, at Landstinget træffer beslutning. Et forslag om udtalelse af mistillid til Landsstyret eller et enkelt Landsstyremedlem kan fremsættes for Landstinget under anvendelse af denne bestemmelse.
Det er Landstinget, der afgør om et beslutningsforslag skal optages på dagsordenen for Landstingets møder. Fremsættes et beslutningsforslag uden overholdelse af den gældende frist på 5 uger før begyndelsen af en samling, er det ligeledes Landstinget, der afgør optagelse under fravigelse af tidsfristen.
Beslutningsforslag indgives til Landstingets Formandskab, der afgiver indstilling til Landstinget om forslags optagelse på dagsordenen. Ifølge Formandskabets praksis indstilles beslutningsforslag altid til optagelse på dagsordenen, når de er indleveret under overholdelse af tidsfristen og i øvrigt lever op til Forretningsordenens krav.
Beslutningsforslag fremsat uden overholdelse af tidsfristen forelægges af Formandskabet til Landstingets beslutning om optagelse på dagsordenen. I tilfælde, hvor et sådant beslutningsforslag er fremkommet som resultat af en aktuel politisk udvikling eller opståen af særlig opmærksomhed om et samfundsanliggende, har Formandskabets praksis været at indstille beslutningsforslag til optagelse på dagsorden under fravigelse af tidsfristen.
Udvalgets indstilling.
Landstinget og Landsstyret har nedsat en fælles arbejdsgruppe til udarbejdelse af forslag til revision af landstingsloven om Landsting og Landsstyre med parallel ajourføring af Landstingets Forretningsorden. Det indstilles, at det i denne betænkning behandlede forslag overgives den fælles arbejdsgruppe med henblik på inddragelse i det videre arbejde.
Det indstilles videre, at 2. behandlingen af forslaget afbrydes med henblik på udsættelse af 2. behandlingen til EM 2006.
|
|
|
|
Jonathan Motzfeldt, Formand |
|
|
|
|
Agathe Fontain
|
|
Otto Steenholdt |
|
|
|
|
|
|
Palle Christiansen |
_______________________ Anthon Frederiksen |
Ruth Heilmann
|