Samling

20120913 09:26:13
Svarnotat

FM2006/35

16. februar 2006                                                                                                         VM 2006/106

 

Forslag til landstingets beslutning om, at Landstinget træffer principbeslutning om omdannelse af Nukissiorfiit til aktieselskab.

(Landstingsmedlem Jens Lars Fleischer, Siumut)

 

Svarnotat

(Landsstyremedlem for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked)

 

Beslutningsforslag

 

Grønland undergår i disse år store og hurtige forandringer. De næste år byder på flere - og måske endda større - forandringer. Det er vigtigt at hele samfundet er med i denne udvikling, og løbende tilpasser sig, så vi kan tilbyde et solidt og rigt samfund. Vi er selv en del af samfundet, og har alle høje forventninger til dets ydelser.

 

Derfor rammer forslaget fra Jens Lars Fleischer præcist ind i hjertet af en af vores store udfordringer. Vi skal tilpasse os. Vores virksomheder skal tilpasse sig. Tingene skal have form efter hensigtsmæssighed, og ikke bare fordi vi er vant til at det ser ud, som det gør.

 

Behovet for nyorganisering af Nukissiorfiit behandles ligeledes af Strukturudvalget, der på en række områder er fremkommet med et forslag til mulige ændringer i fremtidens samfund. Dem skal vi kigge på, tænke over, og diskutere i den kommende tid. Vi er jo allerede i gang, faktisk. Netop her skal vi prøve at tænke anderledes, end vi er vant til.

 

Dette gælder også for Nukissiorfiit. Engang var el, vand og fjernvarme noget, som vi fik, uden egentligt at tænke så meget over det. Sådan er det ikke længere. Det har ensprisreformen og olieprisstigningerne været med til at vise os. Fremtidens samfund kræver fremadrettede løsninger.

 

Dette betyder derfor ikke nødvendigvis, at en omdannelse af Nukissiorfiit til aktieselskab er den løsning, vi søger. Vi er nødt til at inddrage flere spørgsmål omkring organisering, lovgrundlag og samfundsstruktur end der er uddybet i den redegørelse fra 2002, som der henvises til i forslaget. Desuden skal vi huske, at strukturelle omlægninger ofte er tunge processer, hvorfor grundige overvejelser er centrale.

 

Jens Lars Fleischer peger på flere vigtige grundtræk og centrale spørgsmål i forhold til energiforsyning: hvilket politisk niveau skal anvendes til hvilke beslutninger, frihed til hensigtsmæssig planlægning og ikke mindst en enkel beslutningsproces, hvor der gives simple, men effektive værktøjer til politikernes styring.

 

Disse emner sammenholdt med strukturudvalgets betænkning er centrale i diskussionen om fremtidens energiforsyning, og hvordan den skal være organiseret.

 

Det skal i den forbindelse bemærkes, at Nukissiorfiit i dag har fået bedre mulighed for at foretage en langsigtet investeringsplanlægning end da redegørelsen blev udarbejdet i 2002.

 

På forårssamlingen fremlægges Landsstyrets energipolitiske perspektivredegørelse. Her lægges der op til en debat, bl.a. om disse emner. Dette både specifikt i forhold til kommunerne og Nukissiorfiit, men også nationalt. Dette aspekt er også vigtigt at have med. Vi skal ikke kun levere lokalt, vi skal også udvikle nationalt.

 

Ud fra Landstingets debat og tanker vil Landsstyret komme med en handlingsplan, der som opfølgning på perspektivredegørelsen udsendes bredt.

 

Handlingsplanen vil også fokusere mere konkret på mulige strukturer for fremtidens energiforsyning, herunder Nukissiorfiit. Dette bør indføje anbefalingerne i Strukturudvalgets betænkning og den efterfølgende politiske behandling, heraf både i forhold til energiforsyning, og mere overordnede spørgsmål om den fremtidige administrative struktur.

 

Målet er at skabe en oplyst, velunderbygget og åben proces, hvor Landstinget inddrages løbende.

 

Landsstyret ser derfor frem til at diskutere fremtidens struktur på energiforsyningsområdet sammen med Landstinget, og håber at Landstinget ønsker at deltage levende i den debat.

 

På baggrund heraf mener Landsstyret, at Landstinget ikke på nuværende tidspunkt kan eller bør træffe en principbeslutning om omdannelse af Nukissiorfiit til aktieselskab, hvorfor forslaget ikke kan indstilles godkendt.

 

Landsstyret kan anbefale, at beslutningsforslaget eventuelt behandles i Erhvervsudvalget forinden 2. behandlingen.