Samling
28. februar 2006 VM2006/106 - FM2006/35
Forslag til landstingsbeslutning om, at Landstinget træffer principbeslutning om omdannelse af Nukissiorfiit til aktieselskab.
(Landstingsmedlem Jens Lars Fleischer, Siumut)
(1. behandling)
Helt tilbage fra starten af 1990'erne har Siumut båret førertrøjen i bestræbelserne på Grønlands Hjemmestyres overtagelser af statens tabsgivende aktiviteter gennem omdannelse af disse aktiviteter til aktieselskaber.
Det har været Siumut's ønske, at den direkte medvirken fra politikernes side i virksomhedernes drift i videst muligt omfang skulle minimeres, og at virksomhederne i videst muligt omfang skulle drives efter almindelige forretningsmæssige principper med eget økonomisk ansvar, med evne til konkurrencedygtig drift og med fleksibel ledelsesevne.
Ved en langsigtet tankegang ved etablering af aktieselskaber har det været hensigten, at virksomhederne som selvstændige enheder kunne udvikle sig til at kunne fungere som private virksomheder.
Mere end 15 år er gået siden etableringen af de første aktieselskaber, og vi kan med blikket rettet på selskabernes drift i dag vist roligt sige, at vi ikke på nogen måde har grund til at fortryde dannelsen af aktieselskaberne.
Situationen er jo den, at de "selskaber", som staten på daværende tidspunkt drev, nærmest var "tvunget" til at være tabsgivende - eller i det mindste blev betragtet som sådan. Disse "statsselskaber" bliver i dag drevet som overskudsgivende virksomheder.
Det er af overordentlig stor betydning, at forholdet mellem den offentlige kasse (landskassen) og de offentligt ejede selskaber tilrettelægges på en sådan måde, at der er total gennemsigtighed, samt at der fastlægges klare grænser mellem den offentlige kasse og virksomhedens kasse.
Situationen er jo den, at de ansvarlige for virksomhedens drift på samme tid bærer ansvaret for den daglige drift, for ønskede anlægsopgaver og de dertil knyttede økonomiske forpligtelser ligger hos selskabernes bestyrelse og ledelse.
Det er på dette grundlag at vi i Siumut støtter en omdannelse af Nukissiorfiit til aktieselskab. Vi støtter det synspunkt, at det økonomiske grundlag ikke kræver, at Nukissiorfiit's gæld til Grønlands Hjemmestyre bliver indskudt som aktiekapital, ligesom vi er enige i at de forskellige kraftværker og andre værdier, som er til rådighed i dag - med andre ord deres fastsatte værdier - påtænkes at blive værdiansat efter aktiernes værdi.
Nukissiorfiit's drift er i dag ikke tilpasset tidens krav. Når man tænker på, hvilke katastrofale følger der kan komme ved at tjene 2 herrer er det endog endnu mere fantastisk, at det ikke er gået værre til med fatale konsekvenser at drive en virksomhed med 4 overordnede, herunder landsstyret, landstinget og et landstingsudvalg.
For Siumut er det afgørende, at landsstyret som repræsentant for aktionærerne i forbindelse med Nukissiorfiit's omdannelse til aktieselskab er opmærksom på følgende områder:
· Sikkerheden for forsyning af el, vand og varme
· Varig sikkerhed for den bedst mulige og billigste forsyning af el, vand og varme
· Sikkerhed for finansiering fra Nukissiorfiit A/S af de nødvendige anlægsinvesteringer (herunder de vandkraftanlæg, som der på nuværende tidspunkt allerede er enighed om at opføre.
· Sikring af en stabil og professionel ledelse af virksomheden, og
· endelig en mærkbar økonomisk lettelse for landskassen ved overgangen til et aktieselskab.
Vi skal endvidere henstille til landsstyret at sikre, at Nukissiiorfiit ved omdannelse til aktieselskab ikke udvikler sig til et monopol. Monopolernes tid er omme. De resterende monopoler må nu brydes, og tiden har forpasset oprettelse af nye monopoler.
Vi sidder i disse år dybt inde i en tid, hvor vilkårene for konkurrence længe har været synlige og fremherskende. Gennem vores deltagelse i den almindelige konkurrence kan vi sikre forbrugerne den billigst mulige og samtidig den bedst mulige forsyning. Monopoler er sovepiller, som kan føre til uforholdsmæssigt store omkostninger.
Vi lever i et land i det arktiske område, hvor vintrene er lange med mange måneder med mørketid. Derfor er nogle af vore vigtigste krav i videst muligt omfang en sikker forsyning af billig el og varme - også med Nukissiorfiit som aktieselskab.
Med disse bemærkninger ønsker vi fra Siumut at udtrykke vore støtte til omdannelsen af Nukissiorfiit til aktieselskab. I lyset af at landsstyret agter at fremlægge en samlet energipolitisk perspektivredegørelse på forårssamlingen skal vi fra Siumut anbefale, at 2. behandlingen af dette forslag foretages på forårssamlingen 2006.
Ruth Heilmann
SIUMUT