Samling

                                                                                                                                                                              Josef Motzfeldt

                                                                                                                                                                              UPA 2002/09

                                                                                                                                                                              16. april 2002

Politisk-Økonomisk beretning.

Til behandling af denne beretning anser Inuit Ataqatigiit, at der er god grund til at sammenholde beretningen med den i efterårssamlingen 2000 fremlagte strukturhandlingsplan, som grundlæggende er tiltrådt af Landstinget.

Dengang strukturhandlingsplanen, som blev benævnt En vision for fremtiden, blev fremlagt, var det hensigten at ændre forholdene over en tidshorisont på 10-15 år. Der var generel tilfredshed under debatteringen af planen, hvor synsvinklerne blandt andet var:

             En veltilrettelagt ændring af samfundsstrukturen, som vil indebære en fjernelse fra den traditionelle statsadministration, skal gennemføres i samarbejde mellem Landstinget og befolkningen i fællesskab med sigte på en længere tidshorisont, og ikke som tilfældet er i dag fra år til år

             Realiseringen af ændringerne skal ske på grundlag af grundige undersøgelser og konsekvensanalyser

Under Landsstyrets forelæggelse af planen blev der ikke lagt skjul på, at nogle af ændringsforslagene på kortere sigt vil virke uvante i forhold til de ting, som man har vænnet sig til.

Under forelæggelsen, blev det ligeledes fremført, at målet til bedre vilkår for samfundet skulle ske etapevis selvom delmålene realiseres enkeltvis.

Derfor blev vigtigheden af, at de folkevalgte skulle fastholde de grundlæggende idéer, fremhævet.

Til realiseringen af disse planer, blev Landstinget forpligtet til at komme i forståelse med befolkningen.

Inuit Ataqatigiit vurderer, at denne beretning viser Landsstyrets tilbagevenden til afgørelser fra dag til dag på trods af Landstingets grundlæggende stillingtagen for små 2 år siden. 

Et af målene har været at sikre, at det opnåede velfærd i samfundet ikke forringes, ved blandt andet at samfundet erhvervsmæssigt får mulighed for en bred erhvervsudvikling.

En af de ting, som man ikke må glemme, er, at vi bør være opmærksom på den ændrede alderssammensætningen i samfundet.

Flertallet i Landstinget finder det vigtigt, at årene med højkonjunktur skal være en sikring til en stabilisering af økonomien. Derigennem kan det sikres, at befolkningen ikke gives dårligere vilkår i årene med lavkonjunktur.

Vi har ikke kunnet undgå at bemærke, at enkelte landsstyreområder ikke har respekt for Landstinget påpegelser i de seneste år, om at prioritere forbruget på grundlag af besparelser og god planlægning.

De enkelte direktoraters skødesløse omgang under planlægningen af Finanslovsforslaget, som fører til en overraskende bekymring i den økonomiske styring, er blevet alt for almindelig. Inuit Ataqatigiit vil her som et eksempel påpege, en overskridelse  på ca. 55 mio. kr. sidste år påført af direktoratet for Uddannelse og direktoratet for Sociale Anliggender, og som ikke er godkendt af Landstinget.

De omtalte direktorater forpligtes på de fleste områder af Landstingslovene. Sagt på en anden måde; overskridelser, som ikke har grundlag i dårlig styring, skal under alle omstændigheder dækkes. Men dette skal ikke være en undskyldning til, at direktoraterne blot skal tænke  “OK, hvis bevillingerne, som vi har fået gennemtrumfet igennem Landstinget, overskrides, kan disse senere bare dækkes.”

Hvis Finansloven skal planlægges udfra denne tankegang, vil det blive vanskeligere og vanskeligere at styre de begrænsede midler, som gives til samfundet. 

Vore eksempler på disse overskridelser er en begrænsning for Landstingets nøje prioritering, selvom landskassen ikke indeholder nye reserver.

Dertil kan følgende bruges som gode eksempler: Landstingets stillingtagen til tilpasning af det kystnære fiskeri, hvor der ovenpå de bevilgede 32 mio kr. blev lagt over 22.mio kr. til rejepriserne ved fastlæggelse af mindstepriser i utide, samt forhøjelse i utide af tilskuddene til sælskind fra 36 mio. kr. til 40 mio. kr.; disse er eksempler på en dårlig planlagt brug af de økonomiske midler fra dag til dag. Vi betragter dog ikke de i utide bevilgede på ialt 26 mio. kr. som unødvendige. Men dette er en forbigåelse af Landstingets Budgetlov, idet der i denne forbindelse i begyndelsen af finansåret ikke er taget forbehold til de mange behov. Ved at indføre mindstepriser for rejer, er dermed  Landstingets bevillinger til tilskud for  tilpasning på 20 mio kr. for i år, 10 mio kr. til brændstof samt 2 mio kr til brug i KNAPK’s oplysnings- og uddannelsesvirksomhed i stedet blevet meningsløse. Det vækker endnu større bekymring, at forhøjelsen af tilskuddene til 26 mio kr. er bevilget af midler, man endnu ikke har, men som Landsstyret forventer at inddrive  igennem  skatte- og afgiftsindtægter i resten af året.

Såfremt Direktoraterne for Uddannelse og Sociale Anliggenders forbrug af 55 mio. kr. er sket ud fra deres lovmæssige forpligtelse, må man forvente, at Finansloven for i år revideres med samme beløb. Inuit Ataqatigiit finder det nødvendigt, at der redegøres for, hvorfra Landsstyret vil finde disse midler, såfremt de virkelig er påtrængte.

Vil Landsstyret foretage en forringelse af de af Landstinget prioriterede uddannelser? Eller vil man tage skridt til forringelser af forpligtelserne overfor pensionister samt børn og unge ?

Inuit Ataqatigiit vurderer, at planerne for delvis reducering af tilskuddene igennem en god drift og rationalisering allerede i begyndelsen af finansåret skrinlagdes i forbindelse med de seneste udtalelser fra Landsstyremedlemmet for Trafik vedr. nødvendigheden af forhøjelse af tilskud med op til 40 mio. kr. til formindskelse af lufttrafikpriserne, og dette må betragtes som en falliterklæring og blot søde ord.

M.h.t. lufttrafikken må man spørge, om de dertil vedkommende selskaber -  Grønlandsfly og Mittarfeqarfiit - vil foretage driftsbesparelser samt tilpasse driften efter de faktiske forhold, når de er bekendt med, at Landsstyret ikke finder dette nødvendigt, og når de er stillet i udsigt, at løsningen vil blive en forhøjelse af tilskuddene.

Såfremt Landsstyret er af den mening, at en prisnedsættelser ikke kan realiseres ved konkurrence, hvorfor vender man så ikke tilbage til fremgangsmåden ved at de alt for dyre ruter dækkes af de overskudsgivende ruter?

Inuit Ataqatigiit mener grundlæggende, at snakken om kravene for tilpasning af forholdene omkring det kystnære fiskeri samt prisnedsættelser ved konkurrencer ofr at gøre trafikken mere fleksibel er i modstrid med hinanden, idet der i stedet tales om mindsteprisfastsættelser og tilskudsordninger. Det er som om, at man ikke tror på de beslutninger, der er sat som mål. Inuit Ataqatigiit mener, at samfundets begyndende tro på at kunne være et bagland for de politiske mål, ikke bestyrkes af disse.

Hvor er viljen til politiske målsætninger og søgen efter nye veje?  Hvor er viljen til at være et forbillede for befolkningen? Vi må med beklagelse påpege, at landsstyrepartierne i højere grad er begyndt at bruge Kattusseqatigiit’s og stifteren af Demokraternes fraser.

Det er ikke samfundets krav fra de folkevalgte, at den helhjertede skabertrang skal tilrettelægges igennem populisme. Inuit Ataqatigiit fastholder, at når man har bestemte målsætninger, må man på længere sigt samarbejde om fordelene i forståelse med befolkningen.

Igennem højtråbende argumentationer er viljen til at søge efter nye veje ved at blive erstattet af passivitet og manglen til skabertrang.

Det er ikke en styrkelse af samfundets vilje til at stå på egne ben ved ikke at udnytte egne ressourcer.

Et folk, der gerne vil være selvstændigt bør ikke vende det blinde øje til udsmiddet af restprodukterne i produktionen af fisk og skaldyr, udnyttelse udelukkende af sælskind, udsmid af uld fra 20.000 får i Sydgrønland, som ellers burde kunne udnyttes samt udsmid af mange anlægsmaterialer.

Evnen til at finde nye veje samt skabertrang vil altid nemt fortrænges af passivitet, sålænge man som i dag sætter så stor lid til statens bloktilskud til dækning af driftsudgifterne. Inuit Ataqatigiit vil opfordre til, at alle landstingets partier nøje tænker på den mandat Landstinget vil give Landsstyret under efterårssamlingen vedrørende næste års forhandlinger om statens bloktilskud.

Som vi tidligere har været inde på, er forbruget til drift i løbet af bevillingsårets første par måneder allerede forhøjet med ca 26 mio. kr. Denne forhøjelse tænkes dækket af landskassens forventede skatte- og afgifts- merindtægter. Samtidigt hermed har landsstyret til herb´værende samling fremsat et forslag om nedsættelse af rejeafgiften fra 3 til 1 %. Dette forslag indebærer en nødvendig nedsættelse af landskassens afgiftindtægter med 15 mio kr.

Trawlerrederierne ynder ellers at postulere, at det havgående rejefiskeri kører på markedskræfternes frie betingelser. Det nuværende landsstyremedlem for afgifter har ellers markeret sig som bannerfører for denne PR her i salen.

Inuit Ataqatigiit anser den årligt fastsatte fangstmængde af rejer i vore farvande som samfundets fælles resourse. Derfor er det efter vores mening helt legalt, at erhvervets udøvere betaler en omend beskeden afgift til resoursens ejere for denne tilladelse at udnytte den kollektivt ejede resourse. Takket være erhvervets påståede eksistens på markedskræfternes hellige frie kræfter, har rederierne i fede år mulighed for yderst tilfredsstillende regnskabsresultater, til glæde både for sig og for samfundet som sådan. I et sådant liberalt erhverv må udøverne, som de første, være på det rene med, at indtjeningen kan svinge fra år til år qua markedskræfternes frie spil. Hvis det også skal til at være en sædvane, at erhverv som det havgående fiskeri, skal have snablen i landskassen og eller i det øvrige samfunds lommer, når betingelserne tilsiger mindre indtjening, er der således ingen længere mening med det større og større krav til alle de andre erhverv om, at arbejde for at være selvbærende og hele tiden tilpasse sig udviklingen.

Det er ikke for meget at kræve betaling for tilladelsen til at udnytte samfundets fælles resourse.

Efter at ha sagt dette er landsstyrepartiernes talen med splittet tunge således ikke harmoni med det faktiske forhold i samfundets og hvad der er i vente af store udfordringer lige om hjørnet.

Henset til strukturændringernes langsigtede målsætning til sikring af stabil og styrbar udvikling, bør denne målsætning ikke udhules af dag til dag hovsa tankegang.

Landsstyret skal hele tiden sikre en kvalificeret forberedelse af Landstingets beslutningsgrundlag ved at gennemføre grundige analyser af forholdene på tiltænkte ændringer samt gennemføre konsekvensberegninger af initiativer til strukturændringerne. Dette er netop ikke sket ved landsstyrets udmelding til husdyravlerne, hvor drastiske ændringer på finansieringsområdet kom som diktat, mod Landstingets påbud fra debatten under efterårssamlingen i 2000, om bl.a. at involvere de berørte parter af tiltænkte ændringer.

Til FM 2003 påtænker landsstyre at fremsætte et forslag om indførelse af arbejdsløshedsforsikring. I den forbindelse skal Inuit Ataqatigiit tillade sig at henvise landsstyret til Det rådgivende udvalg vedr. Grønlands økonomis nylig offentliggjorte rapport, i hvilken spørgsmålet er nøje behandlet i rapportens afsnit 2.6.

I denne sammenhæng er det relevant også at nævne Hjemmestyrets aftale med kommunernes landsforening fra sidste år, hvori den stigende tendens af henvisning til førtidspensionering gerne skal erstattes af et meget større revalideringsindsats.

Målet med aftalen er netop også at gøre brug af enkelte medborgeres selv nedsatte arbejdsevne, fremfor blot at henvise disse gode medborgere til førtidspensionist tilværelsen. Netop førtidspensionering er langt fra den eneste løsning, og at bane vejen for, at der i samfundet er brug for alle, har Landstinget mulighed for ved sin lovgivningskompitence og som aftalepart med KANUKOKA.

En af de allerede gennemførte strukturændringer er huslejereformen, som trådte i kraft med starten af indeværende år. Inden fremsættelsen af ændringerne har mindst to direktorater, bolig og social, haft forslaget til forberedelse i mere end et år.

Målet med huslejereformen var dels indførelse af mere omkostningsægte huslejer i de offentligt ejede udlejningsboliger dels en forbedring af boligsikringsordningen til fordel for melle- og lavindkomstgrupperne.

Efter at ha indhentet oplysninger fra både de indvolverede direktorater og en udvalgt gruppe af lejere er det Inuit Ataqatigiits klare opfattelse, at huslejereformen har ramt en gruppe borgere, som er blevet ringere stillet end før huslejereformen imod intentionerne ved forodningens vedtagelse. Vi tænker på de pensionister, som med de nye regler nu modtager en lavere boligsikring. Det var slet ikke hensigten med de nye regler. Det er derfor urimeligt at ramme disse borgere, for hvem 400-500 kroner højere husleje om måneden betyder en mærkbar forringelse af den daglige hushold­ning. For at rette op på denne skævhed vil Inuit Ataqatigiit derfor bede landsstyret tage initiativ til at fremkomme med ændringsforslag til boligsikringsordningen allerede til efterårssamlingen 2002.

Ændringsforslaget kan passende fremsættes i samme ombæring med det af landsstyremedlem for økonomi under FM 2001 lovede evaluering af Strukturpolitiskhandlingsplan under EM 2002.

Ifølge landsstyrets herværende beretning er det landsstyrets forventning, at de årlige udgifter til drift i den næstkommende 10-års periode, som absolut minimum, vil være vokset med 261 mio kr.

Dette er endda meget optimistisk gæt. For det er landsstyrets forventning, at skatteindtægterne i samme periode vil ha en vækstrate på 2 % hvert år, med andre år er det landsstyrets optimistiske gæt, at vi i de næste 10 år en eneste gang ikke kommer i en lavkonjunktur periode. Selv hvis denne yderst optimistiske og under forudsætning af den nødvendige fastholdelse af et årligt overskud minimum på 40 mio kr er udfordringen med 261 mio kr i yderligere driftudgifter om året af en sådan størrelse, så enten aktivitetsnedsættelse eller en betragtelig skatteforhøjelse evt kan blive nødvendig.

Men landsstyrets manglende stillingtagen selv til den slags signaler kan ikke tolkes anderledes end forventningen om evig sommer og medvind.

Selv siger landsstyret dog som en bisætning i sin beretning, at forudsætningen med at skatteindtægterne vil vokse med 2 % årligt i de næste 10 år må betegnes som optimistisk.

Ganske rigtigt siges der bl.a. i beretningen, at udgifter til sundhedssektoren kommer til at stige i samme periode, takket være en stigende ældre del af befolkningen. Det parti, som indtil den 9. dec sidste var den skrappeste kritiker af sundhedsvæsenets varetagelse af sin opgave, sidder nu selv som politisk ansvarlig for sektoren. Hvad har befolkningen hørt om initiativer til forbedring af den tidligere stærkt kritiserede sektor. Det nærmeste vi kan komme i tanke om, det nuværende landsstyremedlems totale overflydiggørelse af sig selv som politisk ansvarlig. Pågældende udtalte ved sin tiltræden, at embedsværkets arbejde er tilstrækkelig, det var det talte ord.

Erhvervslivet og dermed opretholdelse og eller etablering af arbejdspladser spiller en centralrolle for et lands økonomi. Derfor er det for Inuit Ataqatigiit af vital betydning, at der samtidig med initiativer til skabelse gode rammebetingelser for etabler­ing af erhverv sker nøje overvågning af fiskeriets fortsatte udvikling til glæde for samfundet. Ganske arbejdede et såkaldt hurtigt arbejdende duvalg for fiskeriet, med ikke særlig tilfredsstillende resultat på bl.a. følgende problemområder:

- udvalget var ikke kommet ind på analyse af flådens fangstpotentiale eller kapacitet

- udvalget var end ikke kommet ind på analyse af landanlæggenes produktionskapacitet

- udvalget har ikke behandlet landanlæggenes rekruteringsproblemer af medarbejde, kutternes problemer med rekrutering af besætning, problemer med fiskekasser, isforsyning m.m.

Herefter fandt landsstyremedlemmet for fiskeri det nødvendigt at nedsætte det såkaldte Enoksen-udvalg. Efter vor opfattelse var det naturligt, at det udvalg tager Landstingets efterårsdebat om fiskeriet som sit udgangspunkt i sit arbejde.

Lige før jul kom der ganske vist gisninger i pressen om, at landsstyret har behandlet udvalgets resultat af sit arbejde, for umiddelbart herefter at måtte lægge øre til, at der blandt udvalgets medlemmer ikke er enighed om fortolkning af konklussionernes fortolkning.

Indtil dato har Landstinget, som står bag bevillingen til strukturtilpasningen, og således må siges at være den vigtigste part i sagen end ikke blevet orienteret om Enoksen-udvalgets anbefalinger, og slet ikke om hvad landsstyret agter at foretage til brug for udmøntning af 20 mio kroners bevilling til opgaven.

Det kan meget vel være, at landsstyrets enerådige behandlingen af sagen bunder i landsstyrepartiernes spinkle flertal i Landstinget på 18 pladser.

Landsstyrepartiernes medlemmer i Landstingets varetager ikke længere sin rolle som den der udstikker landsstyrets varetagelse af sit arbejde. Det er ellers en opgave Landstinget har fået beføjelse til at varetage som valgt af folket. I stedet spiller landsstyrepartiernes medlemmer i Landstinget sin rolle som stiltiende stemmekvæg på udmærket vis. Er dette i overenstemmelse med intentionerne for et mere selvstændigt folk?

Hvis landsstyret har haft besiddelse af den mindste anstændighed, burde det være kommet med en redegørelse til Landstinget, som jo har bevilget et betragteligt beløb til den nødvendige tilpasning af det kystnære fiskeri, om hvori arbejdet står og hvilke initiativer, der er i vente.

Således dvæler vi lidt ved fiskeriet. Fiskeriet, som danner rammen om landets eneste eksportproduktion. Det er blandt andet med disse i tanekerne, at Landstingets under sidste efterårssamling kom til denne konklussion, at produkterne forlader landet i det højest tænkelige forædlede form. Landsstyret synes at arbejde i modsat retning. Hvor landsstyrepartiernes principper.

Finale

Det er Inuit Ataqatigiits opfattelse, at selv et mindre flertal ikke nødvendigvis være ensbetydende med stop for enhver ansvarlig kreativ skabertrang.

Fra oppositionens plads vil Inuit Ataqatigiit således erindre de øvrige partier om, at hvis vi skal gennemføre de nødvendige forandringer i nært samarbejde med befolkningen og bringe samfundet sikkert igennem processen, er det nødvendigt med meget større engagement også her i Landstinget. Der har aldrig været mere nødvendig med kamplyst og skabertrang.

Fællesindsats, solidaritet og gensidig inspiration er begreber, som aldrig forældes. Vort vigtigste mål bør fortsat være et selvstændigt folk som derfor fortsat kæmper for et selvbårent land af hjertet.

Disse er vore bemærkninger til landsstyrets politisk-økonomiske beretning 2002.