Svarnotat-3

20120913 09:27:20
Svarnotat-3

Den 13. maj 2002                                                                                                      FM 2002 / 22

Forslag til landstingstillægsbevillingslov for 2001

(Landsstyremedlemmet for Økonomi)

Svarnotat

3. Behandling

Landsstyret har modtaget Finansudvalgets betænkning til 3. behandlingen af Forslag til Tillægsbevillingslov 2001.

Finansudvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse i uændret form. Betænkningen anvendes derfor hovedsagligt til at fremkomme med en række henstillinger om det fremtidig budgetarbejde.

Finansudvalget henstiller til Landsstyret, at der i såvel Tillægsbevillingslov 2002 som Forslag til Finanslov 2003 optages en tekstanmærkning, som bemyndiger Landsstyret til ved regnskabsårets afslutning at overføre merforbrug eller mindreforbrug på op til 2% af bevillingen til næste år.

Med vedtagelsen af budgetloven er der åbnet mulighed for at opspare bevillinger til større anskaffelser. Derimod er muligheden for at overføre merforbrug til det efterfølgende finansår hverken nævnt i budgetloven eller i bemærkningerne til budgetloven.

Hvis Finansudvalget  ønsker at bemyndiger Landsstyret til at overføre merforbrug til det efterfølgende finansår, er det Landsstyrets vurdering, at det  først bør skabes hjemmel ved en ændring af budgetloven. Det vil være lovteknisk uhensigtsmæssigt alene at gøre det i form af tekstanmærkninger i de årlige bevillingslove.

Der skal i givet fald anvendes ressourcer til at gennemføre en ændring af budgetloven og efterfølgende til at udarbejde regelgrundlaget og administrere en overførselsordning for de ca. 175 driftskonti

Landsstyret finder, at det vil være en bedre anvendelse af ressourcerne at forbedre budgetopfølgningen og den økonomiske styring indenfor den eksisterende lovgivnings rammer. Landsstyret er imidlertid indstillet på at udarbejde de nødvendige love og regler, hvis Landstinget ønsker det.

Finansudvalget henstiller til Landsstyret, at der tages de nødvendige initiativer til at sikre, at driften af døgninstitutioner for børn og unge ikke belaster Landskassens økonomi.

Landsstyret svarede til landstingets 2. behandling af tillægsbevillingsloven at Landsstyret forventer at Kommunerne fra 2003 dækker alle omkostninger ved drift af døgninstitutionerne.

For så vidt angår 2002 har Landsstyret har den 7. maj 2002 sendt en tillægsbevillingsansøgning til Finansudvalget, med anmodning om at institutionerne for børn- og unge tilføres yderligere ca. 12 mio. kr. i 2002.

Såfremt ansøgningen ikke imødekommes af finansudvalget ser Landsstyret sig nødsaget til tage de nødvendige initiativer til at det nuværende budget kan overholdes. Det betyder at man bliver nød til at reducere antallet at pladser på institutionerne og reducere forbruget af bl.a. personale.

Samtidig bliver det nødvendigt at ændre bekendtgørelsen om takstbetalinger til døgninstitutioner, således at takstbetalingen fremover fastsættes af Hjemmestyret uden forhandling med Kanukoka. Det vil medføre en mærkbar forøgelse af kommunernes udgifter til området, som der ikke har været budgetteret med i 2002.

Landstinget skal være opmærksom på at det er stor forskel på hvor mange børn og unge de enkelte kommuner har placeret på døgninstitutioner. Der vil derfor også være stor forskel på, hvor meget den enkelte kommunes økonomi vil blive belastet når betalingen fra kommunerne skal forøges. Eksempelvis vil Ittoqqortoormiit, Tasiilaq og Uummannaq blive forholdsvis hårdt ramt.

Samtidig må det forventes at nogle kommuner af økonomiske grunde vil undlade at foretage anbringelser selv om der er et stort behov.

Med disse bemærkninger overgiver jeg herefter lovforslaget til Landstingets videre behandling.