Forelæggelsesnotat-1

20120913 09:27:20
Forelæggelsesnotat-1

19. marts 2002     FM 2002/21

Forslag til Landstingsforordning om omdannelse af Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsboliger til ejerboliger.

(Landsstyremedlemmet for Boliger og Infrastruktur)

Forelæggelsesnotat.

1. behandling

På Landsstyrets vegne fremsætter jeg hermed forslag til Landstingsforordning om omdannelse af Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsboliger til ejerboliger.

Fremsættelse af forordningsforslaget sker som et led i de igangværende bestræbelser  på at øge forsyningen af privatejede boliger. Forordningsforslaget fremsættes tillige for at imødekomme et stigende ønske fra kommunerne om salg af deres udlejningsboliger i forbindelse med projektet ¿Lejer til ejer¿ samt for at imødekomme  borgernes ønske om at kunne købe deres nuværende lejerbolig som ejerbolig.

Forordningsforslaget forudsætter, at interessen for projekt ¿Lejer til ejer¿ enten skal komme fra en kommunalbestyrelse, der ønsker at sælge sine boliger, eller fra beboerne i de offentligt ejede udlejningsboliger.

Endvidere forudsætter forslaget, at en kommunalbestyrelse kan sælge udlejningsboligerne i en ejendom successivt, dvs. bolig for bolig. Er det lejerne, der ønsker at overtage deres boliger, skal der være et flertal af lejere i de enkelte ejendomme, der er interesserede i at købe deres boliger, for at en ejendom som helhed kan omdannes.

Hvis en kommunalbestyrelse omdanner en udlejningsejendom til ejerboliger, må det forventes, at ikke alle de nuværende lejere bliver ejere. Disse lejere bliver således boende med kommunalbestyrelsen som udlejer. Den offentlige boligafdeling, hvori de pågældende boliger er beliggende, bliver gradvis mindre, efterhånden som de enkelte udlejningsboliger bliver ledige og derefter solgt offentlig for højeste bud.

Det må dog forventes, at denne overgangsperiode kan vare mange år og blive besværlig såvel administrativt som økonomisk. Landsstyret har generelt frarådet successivt salg af boliger og anbefalet metoden, hvor mindst ¾ af lejerne i en konkret ejendom har forpligtet sig, før omdannelsen kan ske.

Forordningsforslaget indebærer, at en kommunalbestyrelse, der vælger at sælge sine udlejningsboliger, skal have gennemført opdeling, udarbejdet de nødvendige vedtægter og udkast til ejerforening, ligesom et tilbud fra en kommunalbestyrelse skal indeholde et forpligtende salgstilbud.

Det forudsættes endvidere, at sælgeren skal handle redeligt, og at salgsprospektet for den omhandlede ejendom ikke må indeholde anprisninger eller usaglige oplysninger. Sælgeren skal udarbejde en beregning af en lejers nuværende brutto- og nettohusleje samt fremtidige brutto- og nettoboligudgift.

Landsstyret finder det særdeles vigtigt, at en lejer træffer sin beslutning om et køb på et gennemsigtigt og fuldstændigt grundlag. En lejer skal skriftligt gøres opmærksom på sine rettigheder og beskyttelse i medfør af Landstingsforordning om leje af boliger, herunder specielt om sin ret til at forblive som lejer på uændrede vilkår og sin fortsatte mulighed for at købe sin nuværende lejerbolig.

Idet der i bemærkningerne til forordningsforslaget findes væsentlige oplysninger om relevante problemstillinger, tillader jeg mig at henvise hertil.

Med disse bemærkninger overlader jeg forslag til Landstingsforordning om omdannelse af Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsboliger til ejerboliger til Landstingets velvillige behandling. Det  foreslås, at forslaget behandles i Udvalget for Infrastruktur og Boliger inden anden behandling.