02FM/01.25.01-67 Beslutningsforslag om indarbejdelse af kausul i servicekontrakter vedrørende fuld kapacitetsudnyttelse i flytrafikken .... Fra Per Berthelsen

20120913 09:27:22
02FM/01.25.01-67 Beslutningsforslag om indarbejdelse af kausul i servicekontrakter vedrørende fuld kapacitetsudnyttelse i flytrafikken .... Fra Per Berthelsen

4. marts 2002       FM 2002/67


I medfør af Forretningsorden for Grønlands Landsting §32 fremsætter jeg følgende beslutningsforslag:

Forslag til Landstingsbeslutning om, at Landstinget pålægger Landsstyret  at tage initiativ til, i forbindelse med de fremtidige forhandlinger af servicekontrakten med Grønlandsfly, at få indarbejdet en klausul om, at flyenes ledige sædekapacitet tilbydes til en særdeles fordelagtigt pris til passagererne, når særlige betingelser er tilvejebragt. Formålet er todelt, dels at få udnyttet flyenes ledige flykapacitet, og dels at flere grønlændere skal få mulighed for at rejse rundt i Grønland.

(Landstingsmedlem Per Berthelsen)

Det er desværre en kendt sag, at størstedelen af Grønlandsflys passagerer får betalt deres flybillet af deres arbejdsgivere. Ifølge en tidligere opgørelse udgør andelen ca. 85-90%. Andelen er sikkert nogenlunde den samme i dag. Den gruppe er selvsagt ikke bekymret over de høje flypriser i Grønland, eftersom de jo får billetterne betalt. Det er ofte de samme mennesker, der rejser hyppigt og får billetterne betalt. Og det skulle ikke undre mig, at disse mennesker også er placeret iblandt de øverste indkomstgrupper. Sagt med andre ord er det fortrinsvis en lille elite, der flyver med Grønlandsfly.

Det store flertal af grønlændere har hverken råd til de dyre flybilletter, eller får mulighed for at flyve via deres job. Det er et problem, at en så stor gruppe af den grønlandske befolkning ikke har økonomisk mulighed for at rejse rundt i Grønland. Specielt set i lyset af, at på en del af flyafgangene er der ledig sædekapacitet. Endvidere er det min fornemmelse, at den er særlig stor i yderdistrikterne.

Derfor vil jeg foreslå, at den ledige flykapacitet bliver udbudt til en særdeles fordelagtig pris under særlige betingelser. En pris, der er i overensstemmelse med befolkningens betalingsevne.

Anskuer man forslaget med de økonomiske briller, er det forbundet med få omkostninger for Grønlandsfly. De meromkostninger, som det vil medføre for at få fyldt flyet op, er begrænsede. Det drejer sig om omkostninger i forbindelse med billetbestilling, bagagelevering, en kop kaffe plus en industriforarbejdet småkage etc. Med andre ord er det de variable omkostninger, Grønlandsfly vil blive påført, hver gang en ekstra passager skal med. Hovedparten af omkostningerne i forbindelse med flydrift er jo bekendt de faste omkostninger, som er kendetegnet ved, at de skal afholdes uanset antallet af passagerer. Så udgangspunktet for prisfastsættelsen kunne være Grønlandsflys variable omkostninger.

Ordningens gennemførelse skal selvfølgelig ske under skyldig hensyntagen til den sunde fornuft. Eksempelvis skal det undgås, at Arctic Umiaq Line bliver udsat for unfair konkurrence, såsom at de billige flybilletter bliver udbudt på deres sejlruter. Det er endvidere væsentligt, at ordningens udgangspunkt er at hjælpe den grønlandske befolkning med at rejse, hvorfor ordningen ikke skal gælde i turistperioden. Denne periode er ligeledes midt i Grønlandsflys højsæson, så det er alligevel ikke det store problem. Hvis de to forudsætninger bliver opfyldt, bør der ikke være nogle forhindringer for indførelsen af nævnte billigbillet-ordning.

Jeg er ikke i tvivl om, at ordningen vil være til stor gavn for den grønlandske befolkning. I dag er en stor del af den grønlandske befolkning jo nærmest ¿tvangsbundet¿ til deres by eller bygd. Med indførelse af ovennævnte ordning vil der pludselig være åbnet mulighed for, at de kan få lov til at se andre byer og bygder, end deres egne. I den forbindelse er det ikke mindst værd at nævne muligheden for at besøge familiemedlemmer og venner, som ikke kommer fra ens egen by eller bygd.

Ydermere er jeg ikke i tvivl om, at ordningen vil have en del positive sidegevinster på det sociale og sundhedsmæssige felt. Netop følelsen af at der er en realistisk mulighed for at rejse væk fra deres vante omgivelser  for en periode og efterfølgende komme tilbage, er utrolig vigtig for ens velbefindende.

Jeg vil håbe, at Landstinget modtager forslaget positivt, og ser frem til en god debat om emnet, idet det vil få stor betydning for den grønlandske befolkning.

På den baggrund foreslås det, at Landstinget pålægger Landsstyret at tage initiativ til, i forbindelse med de fremtidige forhandlinger af servicekontrakten med Grønlandsfly, at få indarbejdet en klausul om, at flyenes ledige sædekapacitet tilbydes til en særdeles fordelagtigt pris til passagererne, når særlige betingelser er tilvejebragt.