Samling
EM 2002/85
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i lovforslaget
Kapitel 1. Lovens formål oganvendelsesområde:
Formålsbestemmelsen i § 1 afstikker rammerne for de hensyn, som lovligt kan og skal tages ved administrationen af landstingsloven. De nævnte formål i § 1 er således de hovedformål der skal tages ved administrationen af landstingsloven, men udelukker ikke, at andre hensyn end de i § 1 nævnte lovligt kan tages i betragtning i forbindelse med konkrete beslutninger efter landstingsloven.
§ 1, stk. 1:
Af stk. 1 fremgår følgende: “så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag”.
Begrebet bæredygtigt grundlag/udvikling var det centrale element i FN’s konference ommiljø og udvikling i RIO i 1992. Af Konventionen om den biologiske mangfoldighed fra 1992 (i daglig tale kaldet Biodiversitetskonventionen), som Danmark - med Landsstyrets samtykke - har tiltrådt på Grønlands vegne, fremgår det at landene har ansvaret for at bevare deres biologiske mangfoldighed og for at udnytte deres biologiske ressourcer på et bæredygtigt grundlag. Landstingsloven vil således medvirke til at opfylde Grønlands forpligtigelser om, at samfundsudviklingen skal ske på et bæredygtigt grundlag.
Ved bæredygtigt grundlag forstås en økologisk brug af ressourcerne, der skaber balance mellem udnyttelse og beskyttelse, så livsgrundlaget ikke ødelægges. En bæredygtig udvikling skal således sikre, at befolkningens behov opfyldes, uden at forringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres.
Af stk. 1 fremgår ligeledes, at landstingsloven skal medvirke til at beskytte naturen “i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet”. Forsigtighedsprincippet er indsat som en bindende præambel i Biodiversitetskonventionen. Konventionens definition af forsigtighedsprincippet er sålydende: “De kontraherende parter - som mærker sig, at mangel på videnskabelig sikkerhed i tilfælde, hvor der er fare for stærk nedgang i eller tab af den biologiske mangfoldighed ikke må bruges som påskud til at udsætte foranstaltninger til at undgå eller mindske denne fare”. Ved forsigtighedsprincippet forstås således, at såfremt der er tvivl om, hvorvidt ressourcerne forvaltes på et bæredygtigt grundlag, skal tvivlen komme naturen til gode.
Af stk. 1 fremgår det herudover, at forvaltningen af landstingsloven skal ske “ i respekt for menneskers livsvilkår”. Herved menes inddragelse og hensyntagen til lokale forhold, traditioner og befolkningens ønsker og prioriteringer.
______________
EM 2002/85
§ 1, stk. 2:
Stk. 2 nævner hovedformålene med landstingsloven.
Af stk. 2 nr. 1 fremgår, at landstingsloven især tilsigter at beskytte den biologiske mangfoldighed. Med dette menes, at landstingsloven skal sikre, at den grønlandske fauna og flora også i fremtiden bør indholde den samme biologiske mangfoldighed, som der findes i naturen i dag, herunder at det kan være nødvendigt at foretage beskyttelsesforanstaltninger for at sikre dette.
Grønland er omfattet af Konventionen om den biologiske mangfoldighed fra 1992, som netop har som hovedformål at beskytte den eksisterende mangfoldige flora og fauna.
Af stk. 2 nr. 2 fremgår det, at landstingsloven især tilsigter at udnytte de levende ressourcer på et bæredygtigt grundlag. Ved de levende ressourcer forstås den grønlandske fauna og flora, som er reguleret i kap. 2, 3 og 4 og 5 for henholdsvis pattedyr og fugle, fisk, andre dyr samt vilde planter. Begrebet “bæredygtigt grundlag” er beskrevet ovenfor.
§ 1, stk. 3:
Beskriver andre formål med landstingsloven, end de hovedformål der er nævnt i stk. 2.
Som noget nyt i forhold til den eksisterende naturfredningslov indeholder lovforslaget regler om, hvorledes samfundet skal forholde sig til udnyttelsen af genetiske ressourcer fra vilde dyr, planter samt mikroorganismer, samt genetisk modificerede organismer. I stk. 3, nr. 1 og 2 slås det således fast, at landstingsloven formål er at sikre, at udnyttelsen af genetiske ressourcer fra vilde dyr, planter samt mikroorganismer kommer samfundet til gode, ligesom det er landstingsloven formål at sikre, at naturen og menneskets sundhed beskyttes i forbindelse med udnyttelse, brug og forvaltning af genetisk modificerede organismer.
§ 2:
Fastsætter landstingslovens geografiske område. Landstingsloven gælder således for landområderne samt på fiskeriterritoriet.
Landstingsloven gælder som udgangspunkt alle landarealer i Grønland. Kapitel 8, 9, 13, 15 og 16 indeholder imidlertid bestemmelser, som kun gælder uden for by- og bygdezonerne.
§ 3:
Fastsætter hvilke fauna og flora der er omfattet af landstingsloven.
Som det fremgår af stk. 1 omfattes den vilde fauna af landstingsloven, bestående af land- og havpattedyr, fugle, fisk og andre dyr, der lever i naturen. Der er dog en undtagelse for dette, nemlig at lovforslaget ikke gælder for fisk, muslinger, rejer, krabber og andrehvivelløse dyr i det omfang beskyttelsen og udnyttelsen er reguleret ved fiskerilovgivningen. Da alle fiskbare arter kan reguleres af landstingslov om fiskeri betyder dette, at lovforslaget ikke gælder for det erhvervsmæssige og ikke erhvervsmæssige fiskeri. Forståelsen af erhvervsmæssig og ikke erhvervsmæssig fiskeri svarer til definitionen af disse begreber i landstingslov om fiskeri.
Landstingslov om fiskeri giver mulighed for at beskytte og udnytte arter, men ikke beskyttelse af disses levesteder. Naturbeskyttelsesloven er tænkt at kunne anvendes i forbindelse med beskyttelse af disses levesteder, f.eks. ved tiltag for at beskytte og bevare en elv, eller beskytte og bevare et gydeområde mod indgreb. I forbindelse med fastsættelse af eventuelle bestemmelser herom vil dette ske efter forudgående drøftelser med Direktoratet for Fiskeri og Fangst, bl.a. med det formål at sikre koordinationen mellem fiskerilovgivningen og naturbeskyttelseslovgivningen.
Stk. 2 fastsætter landstingslovens område hvad angår vilde planter, bestående af alle former for vild flora, herunder vilde blomster, græsser, mos og svampe.
§ 4:
Fastsætter at landstingsloven ikke kan anvendes til at fastsætte regler om naturmæssig beskyttelse i.f.m. forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse af de ikke levende ressourcer. I praksis vil det være råstofloven der skal anvendes som hjemmel i disse tilfælde.
Kapitel 2. Beskyttelse af pattedyr og fugle:
§ 5:
Af denne bestemmelse fremgår, at Landsstyret bemyndiges til at fastsætte regler til beskyttelse af pattedyr og fugle, herunder regler relateret til nedennævnte punkter 1-9.
Nr.1:
Landsstyret kan fastsætte regler om at frede en art, en bestand eller dele af en bestand.
Ved fredning af en art forstås en fredning der skal gælde for hele dyrearten i hele landet, f.eks. en hvalart eller en fugleart. Sammenholdt med de øvrige beskyttelsesforanstaltninger efter stk. 2 vil anvendelsen af nr.1 om fredning af en art typisk have karakter af en totalfredning af arten, således at der på intet tidspunkt af året må ske fangst eller jagt af arten.
Ved en bestand forstås en del af en art, typisk geografisk opdelt. Som et eksempel på opdelingen af en art kan der henvises til, at rensdyr og moskusokser er opdelt i en række mere eller mindre store og små bestande rundt om i landet. Efter nr. 1 vil der være mulighed for at frede en eller flere af sådanne bestande.
Endelig er der efter nr. 1 mulighed for at fastsætte regler om at frede dele af en bestand. Dette kan f.eks. være en delvis fredning af en af ovennævnte store eller små bestande af rensdyr eller moskusokser, f.eks. i et begrænset område.
Allerede efter den nuværende naturfredningslov, sammenholdt med fangst- og jagtloven er der mulighed for at frede en art, en bestand eller dele af en bestand af pattedyr.
Nr. 2:
Landsstyret kan fastsætte regler om at foretage reguleringer af fangst og jagt på baggrund af pattedyrs og fugles køn, alder og størrelse.
Af naturlige grunde vil denne bestemmelse have specielt relevans for beskyttelse af pattedyr, men det kan dog ikke afvises, at den også vil kunne have relevans ved beskyttelse af fugle.
Baggrunden for denne bestemmelse er ønsket om at Landsstyret i forbindelse med en bekendtgørelse får mulighed for administrativt at have mulighed for specifikt at kunne regulere fangsten og jagten på baggrund af specifikke data som køn, alder og størrelse.
Efter landstingslov om fangst og jagt er der hjemmel til at gennemføre foranstaltninger til regulering af fangst og jagt, herunder udstede regler om størrelse, alder og køn af fangstdyr.
Nr. 3:
Landsstyret kan fastsætte regler om fangst- og jagttider på pattedyr og fugle.
Landsstyret må i forbindelse med bekendtgørelser for hver art vurdere, hvilke fangst- og jagttider, der skal gælde for pattedyr og fugle, bl.a. under hensyntagen til den bedste, tilgængelige viden.
Allerede efter den nuværende naturfredningslov, sammenholdt med fangst- og jagtloven er der mulighed for at fastsætte fangst- og jagttider.
Nr. 4:
Landsstyret kan fastsætte regler om at forbyde fangst og jagt i nærmere afgrænsede områder.
Indførelse af sådanne fangst- og jagtfrie områder kan bl.a. være aktuelle i forbindelse med, at Landsstyret har konstateret, at en eller flere dyrearter har været udsat for en tilbagegang i pågældende område.
Et vigtigt element i Landsstyrets nærmere overvejelse af, hvilke beskyttelsesforanstaltninger der skal gennemføres, vil være afgørelsen af, omLandsstyret kan/skal anvende denne bestemmelse, og hvornår Landsstyret kan/skal anvende kap. 6 om fredning af landarealer og ferske- og salte vande, når Landsstyret ønsker at beskytte pattedyr eller fugle mod fangst- og jagt i nærmere afgrænsede områder. En af forskellene er, at nr. 4 kan foranstaltes administrativ af Landsstyret ved forvaltningsafgørelser, modsat en fredning efter kap. 6, som skal gennem en speciel procedure. En beskyttelse efter nr. 4 vedrører kun forbud mod fangst og jagt, mens en fredning efter kap. 6 typisk vil indeholde andre bestemmelser for området. En fredning efter kap. 5 vil også typisk være af mere varig karakter, medens foranstaltninger-
ne efter nr. 4 kan være gældende i et kort tidsrum.
Efter fangst- og jagtloven har Landsstyret allerede i dag hjemmel til at friholde områder for fangst og jagt. Da naturbeskyttelsesloven omfatter beskyttelsen af pattedyr og fugle bør denne bestemmelse imidlertid være indeholdt i naturbeskyttelsesloven.
Nr. 5:
Landsstyret kan efter denne bestemmelse fastsætte regler om, at fastsætte kvoter for fangst og jagt på land- og havpattedyr og fugle i hele Grønland eller i nærmere afgrænsede områder.
Landsstyret har igennem årene for flere land- og havpattedyr fastsat kvoter for fangst og jagt. Dette gælder f.eks. for fangt og jagt af rensdyr og moskusokser, samt for nogle hvaler.
Fastsættelse ved kvoter kan også ske i form af regulering af, hvor mange fugle der må skydes per. dag.
Ved fastsættelse af en kvote kan Landsstyret bestemme, at en kvote kun skal tildeles erhvervsfangere eller fritidsfangere/jægere, samt fastsætte en kvotefordeling mellem de to kategorier af fangere/jægere.
Allerede i dag har Landsstyret mulighed for at fastsætte kvoter for fangst og jagt af pattedyr og fugle.
Nr. 6:
Landsstyret kan efter denne bestemmelse fastsætte regler om beskyttelse af pattedyrs og fugles fødegrundlag, f.eks. for at sikre en arts fortsatte forekomst i et område. Eksempelvis ved at beskytte muslingebanker mod erhvervsmæssig udnyttelse, hvis disse er en vigtig fødekilde for fældende kongeederfugle.
Nr. 7:
Hensigten med denne bestemmelse er at give Landsstyret mulighed for at fastsætte regler om forvaltningsplaner med det formål at beskytte land- og havpattedyr samt fugle.
Sådanne forvaltningsplaner vil blive udarbejdet i et tæt samarbejde med de berørte direktorater, kommuner, samt relevante organisationer og foreninger m.v. og med inddragelse af den bedste, tilgængelige viden.
Der er med denne landstingslov ikke tiltænkt nogle begrænsende retningslinier for udformningen, indholdet og varigheden af sådanne forvaltningsplaner. I praksis vil sådanne forvaltningsplaner blive udformet meget forskelligt, og med meget forskelligt indhold, alt efter hvilke individuelle behov der er.
En forvaltningsplan vil typisk beskrive en arts eller bestands status og de trusler arten eller bestanden er udsat for. Forvaltningsplanen vil ligeledes anvise de metoder, der skal anvendes for at beskytte arten eller bestanden.
Nr. 8 og 9:
Efter nr. 8 kan Landsstyret fastsætte regler om forbud mod færdsel i nærmere afgrænsede områder eller perioder.
Ovennævnte områder kan være store eller små. Lukningen af områder kan ske på flere forskelige måder, f. eks. ved at lukke områder i kortere eller længere tidsperioder, eller ved at forbyde en særlig form for færdsel, f.eks motoriseret færdsel.
Efter nr. 9 kan Landsstyret desuden forbyde nærmere angivne aktiviteter i et område og/eller i en periode.
“Aktiviteter” kan f.eks. være snescooterkørsel, sejllads samt flyvning i lav højde.
§ 6, stk. 1:
Denne bestemmelse er nødvendig for at sikre, at der kan ske den nødvendige kortlægning af landets fangstmæssige ressourcer og de nødvendige videnskabelige undersøgelser af faunaen, selvom der er gennemført beskyttelsesforanstaltninger efter § 5.
§ 6, stk. 2:
Denne bestemmelse fastlægger, at Landsstyret kan pålægge personer, f.eks. erhvervs- og fritidsfangere/jægere, virksomheder og institutioner at aflevere materiale fra nedlagte dyr og fugle til videnskabelige undersøgelser. Landsstyret kan ligeledes pålægge ovennævnte at afgive oplysninger om udnyttelsen til videnskabelige undersøgelser, eller til brug for den administrative forvaltning af fangst- og jagtområdet.
Sådanne pålæg kan ske både ved fastsættelse af nærmere regler herom ved bekendtgørelse eller konkret ved forvaltningsafgørelser, hvor Landsstyret administrativt beslutter dette.
Virksomheder er medtaget i dette stykke for at sikre, at såfremt det er virksomheden - og ikke en enkeltperson i virksomheden - der har fået en ret til at nedlægge pattedyr eller fugle, skal der være mulighed for at pålægge selve virksomheden at aflevere materiale eller oplysninger.
Ved institutioner er der særligt tænkt på de tilfælde, hvor videnskabsfolk fra en uddannelses- eller forskningsinstitution har fået en ret til at nedlægge de i dette kapitel nævnte dyr og fugle.
Bestemmelsen giver mulighed for at pålægge ovennævnte personer m.v. at afgive oplysninger til brug for den administrative forvaltning af fangst- og jagtområdet. Det er således af central betydning, at de myndigheder der forvalter denne landstingslov, har mulighed for at indhente oplysning- er om den fortagne fangst og jagt, bl.a. af hensyn til, at man kan forvalte i overensstemmelse med de formål, der er nævnt i landstingslovens kapitel 1.
Kapitel 3. Beskyttelse af fisk:
Under kapitel 1 er det beskrevet, hvilke fisk der er omfattet af denne landstingslov. Det drejer sig således om fisk, der ikke er reguleret i fiskerilovgivningen.
§ 7:
Landsstyret kan delvist fastsætte regler om de samme beskyttelsesredskaber til beskyttelse af fisk, som Landsstyret kan til beskyttelse af pattedyr og fugle.
Der henvises derfor i det hele til bemærkningerne ovenfor om beskyttelse af pattedyr og fugle.
§ 8:
Det fremgår af denne bestemmelse, at § 6 finder tilsvarende anvendelse for fisk. D.v.s. at Landsstyret kan give tilladelse til fiskeri som led i kortlægning af landets fiskerimæssige ressourcer eller som led i videnskabelige undersøgelser. Landsstyret kan ligeledes pålægge personer, virksomheder eller institutioner med ret til at fiske de i dette kapitel nævnte fisk at aflevere materiale fra sådanne fisk til videnskabelige undersøgelser. Landsstyret kan ligeledes pålægge sådanne personer m.v. at afgive oplysninger om fiskeriet til videnskabelige undersøgelser eller til brug for den administrative forvaltning.
Kapitel 4. Beskyttelse af andre dyr:
§ 9:
Landsstyret kan fastsætte regler om beskyttelse af andre dyr end de i kapitel 2 og 3 nævnte. Det drejer sig f.eks. om mikroorganismer, samt insekter og andre hvirvelløse dyr.
Formålet med bestemmelserne om “andre dyr” er at opsamle alle dyr, som ikke er pattedyr, fugle eller fisk. Bestemmelsen tager også højde for de tilfælde, hvor der kommer ny fauna til Grønland, som ikke har karakter af pattedyr, fugle eller fisk.
Beskyttelse af disse dyr kan ske ved seks forskellige foranstaltninger, som også er nævnt i kapitel 2 om beskyttelse af pattedyr og fugle. Der henvises derfor til bemærkningerne til bestemmelserne i kapitel 2.
Kapitel 5. Beskyttelse af vilde planter:
§ 11:
Landsstyret kan fastsætte regler om beskyttelse af vilde planter.
Ved vilde planter forstås alle former for vildtlevende flora i naturen. Bestemmelsen er således ikke tiltænkt at skulle anvendes på f.eks. opdyrkede planter i haver og i landbrug.
Da disse foranstaltninger svarer til de i kap. 2 nævnte, henvises der til bemærkningerne til bestemmelserne i kapitel 2.
Kapitel 6. Fredning af landarealer samt ferske- og salte vande:
Bestemmelserne svarer overvejende til de i naturfredningsloven af 1980 fastsatte bestemmelser om arealfredning, men proceduren for gennemførelse af en fredning er dog i dette lovforslag blevet smidiggjort. Efter naturfredningsloven er der således krav om flere offentlige underretninger undervejs i en fredningssag, end det er tilfældet efter dette lovforslag, og i flere tilfælde er der i naturfredningsloven krav om offentliggørelse i Statstidende, hvilket i dette forslag er udeladt som bekendtgørelsesform.
Efter lovforslaget skal der i to tilfælde ske offentlig underretning i en fredningssag, nemlig på det tidspunkt, hvor Landsstyret har udarbejdet et fredningsforslag, samt på det tidspunkt, hvor det endelige fredningsforslag foreligger. Det er Landsstyrets vurdering at disse to underretninger giver offentligheden tilstrækkelig grad af mulighed for at blive inddraget i beslutningsproces- sen, samtidig med at det er et system der er håndterbart.
Konsekvensen af reglerne i kapitel 6 er, at en fredning af et landareal eller ferske eller salte vande kun kan gennemføres efter reglerne i dette kapitel. D.v.s. at det fremover kun er Landsstyret der kan gennemføre sådanne fredninger. En kommunalbestyrelse der f.eks. ønsker at få et landareal fredet, skal således fremover foreslå dette overfor Landsstyret, og kan ikke længere ved en kommunalvedtægt frede sådanne områder. Kommunale vedtægter fra før lovens ikrafttræden er dog stadig gældende, indtil de eventuelt ophæves.
§ 13:
Landsstyret kan frede et landareal og ferske- og salte vande, såfremt det anses for nødvendigt for at varetage en eller flere af de i § 1 nævnte formål. En fredning kan således f.eks. være ønskelig for at beskytte den biologiske mangfoldighed, og/eller for at bevare landskabelige værdier.
§ 13, stk. 2:
Efter denne bestemmelse skal det så vidt muligt tilstræbes i forbindelse med fredningen at gennemføre en beskyttelse af nærmere afgrænsede økosystemer.
Ved økosystemer forstås et samspil mellem levende organismer og deres samspil med de fysiske omgivelser. Inden for et økosystem er alle levende organismer på forskellige måder påvirkede og afhængige af andre organismer.
Det skal pointeres, at det ikke er nogen betingelse for at gennemføre en fredning, at der forefindes et eller flere økosystemer. Man kan derfor nærmest betragte denne bestemmelse som en “formålsbestemmelse”. Bestemmelsen afspejler således filosofien i biodiversitetskon-ventionens definition på “biologisk mangfoldighed”, der inddeler diversiteten i dyr, planter, genressourcer samt økosystemer.
§ 14, stk. 1:
En fredningssag kan efter stk. 1 tage sin begyndelse ved, at Landsstyret beslutter at fremsætte et fredningsforslag. Men sagen kan også begynde ved, at en kommunalbestyrelse eller en forening, organisation eller lignende, der er anerkendt hertil af Landsstyret, fremsætter et fredningsforslag overfor Landsstyret.
Det er således kun en forening, organisation eller lignende, der er anerkendt til at kunne rejse en fredningssag, som kan rejse en fredningssag overfor Landsstyret. For at en forening, organisation og lignede kan anerkendes hertil, må der som minimum være tale om, at den har hjemsted eller repræsentation i Grønland, og at den har en struktur, indeholdende bestemmelser - typisk vedtægter - for dens virke. Har foreningen repræsentation i Grønland (hovedforeningen befinder sig et andet sted end Grønland, eller den grønlandske del af en international sammenslutning) skal der foreligge vedtægter for foreningen, alene gældende for foreningen i Grønland. Foreningen skal ligeledes have en medlemsliste samt udarbejde et årligt generalforsamlingsreferat. For at en forening kan opnå anerkendelse til at rejse en fredningssag, kræves endvidere at foreningen har naturbeskyttelse som et af sine væsentlige formål.
Landsstyrets anerkendelse af en forening, organisation eller lignende som rejsningsberettiget sker på grundlag af en ansøgning herom og meddeles i form af en skrivelse fra Landsstyret til vedkommende forening.
§ 14, stk. 2:
Af denne bestemmelse fremgår hvad et fredningsforslag fra en kommunalbestyrelse eller en forening, organisation eller lignende som minimum skal indeholde. Forslaget skal således som minimum indeholde en angivelse af, hvilket land- eller vandområde der ønskes fredet, samt oplysninger om tildelte brugsrettigheder, typisk arealtildelinger, der vil blive påvirket af en eventuel fredning. Såfremt der er vanskeligheder med at indsamle oplysninger om sidstnævnte, vil Landsstyret kunne være behjælpelig med at indsamle sådanne oplysninger.
Forslaget skal desuden være ledsaget af en redegørelse for forslagets formål og baggrund; altså hvorfor der ønskes en fredning af arealet.
Bestemmelsen indeholder således intet krav om, at forslagsstilleren skal udarbejde et egentlig forslag til en fredningsbekendtgørelse, indeholdende de bestemmelser som forslaget tænkes at skulle indeholde. Bestemmelsen udelukker imidlertid ikke, at forslagsstilleren kan fremsætte et forslag, der også indeholder forslag til fredningsbestemmelser.
§ 14, stk. 3:
Når Landsstyret har modtaget et forslag til fredning fra en kommunalbestyrelse eller en forening eller lignende afgør Landsstyret om sagen skal fremmes eller ej. Hvis sagen fremmes udarbejder Landsstyret et fredningsforslag på baggrund af det stillede forslag.
Landsstyrets afgørelse om ikke at fremme en sådan fredning kan påklages efter reglerne i § 57 Landsstyrets afgørelse om at fremme en fredningssag kan derimod ikke påklages. Der er intet retsikkerhedsmæssigt problem forbundet hermed, da personer der er utilfredse med fredningsforslaget på et senere tidspunkt i fredningsforløbet vil kunne klage over Landsstyrets afgørelser, ligesom der vil være mulighed for at fremsætte indsigelser mod forslaget i forbindelse med offentliggørelse af fredningsforslaget; jfr. § 15.
§ 15:
Landsstyret underretter offentligheden om fredningsforslaget gennem offentliggørelse i de landsdækkende aviser, for tiden Sermitsiaq og AG, og i fornødent omfang ligeledes i lokale medier. Sidstnævnte offentliggørelse kan være specielt aktuelt når en fredning gælder et begrænset område og derfor i særlig grad berører den stedlige befolkning.
Landsstyret underetter samtidig særskilt de personer, selskaber, myndigheder, institutionerog organisationer m.v. der har brugsrettigheder over arealer, der omfattes af forslaget. Det er typisk personer m.v., der har fået en arealtildeling til opførelse af en bygning eller til opdyrkning af et areal. Landsstyret underretter ligeledes de berørte kommunalbestyrelser.
Endelig underrettes de foreninger og organisationer m.v. som antages at have en væsentlig interesse i forslaget. Sådanne foreninger og organisationer behøver nødvendigvis ikke at være identisk med de foreninger, organisationer og lignende, som har kompetence til at rejse en fredningssag.
§ 16:
Fra det tidspunkt, den i § 15 nævnte underretning er kommet frem, må der ikke foretages noget, der kan hindre eller vanskeliggøre gennemførelsen af den påtænkte fredning.
Forbudet gælder fra offentliggørelsen i de landsdækkende aviser, og indtil der er foretaget offentlig bekendtgørelse af den endelige fredning, jfr. § 18, stk. 2.
§ 17:
Landsstyret bemyndiges efter denne bestemmelse til i fornødent omfang at erhverve ejendom, såfremt det er nødvendigt for at gennemføre en fredning. Evt. ekspropriation sker efter reglerne i landstingslov om ekspropriation.
Det vil sige, at såfremt der fremkommer et erstatningskrav i forbindelse med en fredningssag skal sagen først forsøges løst ved en overenskomst mellem den, der kræver erstatning og Landsstyret. Såfremt der ikke kan opnås enighed om berettigelsen af erstatningen eller erstatningens størrelse, skal sagen behandles af det i § 2 i ekspropriationslovens nævnte udvalg, der afgør om der skal ydes erstatning, og i givet fald erstatningens størrelse.
§ 18, stk. 1:
Efter udløbet af fristen på de 2 måneder i forbindelse med offentliggørelsen af fredningsfor-
slaget i de landsdækkende aviser, afgør Landsstyret om fredningen skal gennemføres. Landsstyrets afgørelse kan påklages efter reglerne i § 20.
Fredningen vil indeholde en række fredningsbestemmelser, som det er nævnt i nr. 1-8.
En af fredningsbestemmelserne skal fastlægge hvilke instans der har tilsynet med overholdelse af fredningsbestemmelserne. Dette kan i konkrete tilfælde blive kommunalbestyrelsen som har dette tilsyn, såfremt kommunen er indforstået hermed.
§ 18, stk. 2:
Fastsætter at den endelige fredning skal offentliggøres i de landsdækkende aviser, og i fornødent omfang også i lokale medier. Sidstnævnte offentliggørelse kan være specielt aktuelt når en fredning gælder et begrænset område og derfor i særlig grad berører den stedlige befolkning.
§ 19, stk. 1, 2 og 3:
Fastsætter hvorledes proceduren er, når en fredning ønskes ophævet eller ændret.
Stk. 1 omhandler den situation, hvor en fredning er gennemført efter lovens ikrafttrædelse og efterfølgende skal ophæves eller ændres. Her skal der benyttes samme fremgangsmåde, som hvis man ønsker at gennemføre en fredning, altså bl.a. en offentliggørelse herom i de landsdækkende aviser.
Bestemmelsen om ændring af fredninger skal sammenholdes med § 18, stk. 1 nr. 7, hvoraf det fremgår, at der skal træffes afgørelse om, hvorvidt der kan dispenseres fra fredningsbestem- melser. For at undgå at skulle ændre fredninger ved mindre betydende fravigelser vil det være hensigtsmæssigt at have en dispensationsadgang i fredningsbestemmelserne.
Væsentlige ændringer af fredninger f.eks. i form af indskrænkninger af det fredede område eller dispensationer i strid med formålet med fredningen bør dog ikke ske ved dispensation, men i form af samme procedure som for gennemførelse af fredninger.
Stk. 2 omhandler de fredninger, som Landsstyret har gennemført før lovens ikrafttrædelse. Ophævelse eller ændring af disse “gamle fredninger” kræver ligeledes, at man følger samme fremgangsmåde som for gennemførelse af en fredning.
Stk. 3 omhandler for det første kommunale fredninger, der er gennemført før lovens ikrafttræden med Landsstyrets godkendelse. Pågældende kommune har kompetence til at ophæve disse, men Landsstyret skal give sit samtykke hertil. Bestemmelsen omhandler for det andet kommunale fredninger, som er gennemført uden at Landsstyret har givet godkendelse. Sådanne fredninger kan ophæves af vedkommende kommune, der dog skal underrette Landsstyret herom.
Af stk. 3 fremgår det ligeledes, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at orientere offentligheden om ophævelse af kommunale fredninger. Hvordan orienteringen skal være må afhænge af de nærmere omstændigheder, herunder fredningens indhold.
§ 19, stk. 4 og 5:
Fastsætter at Landsstyret kan iværksætte plejeforanstaltninger for et fredet område uden at dette kræver, at man skal følge samme fremgangsmåde som for gennemførelse af en fredning. Dette gælder både fredninger der er gennemført før og efter lovens ikrafttrædelse.
Begrundelsen for denne bestemmelse er, at det vil være uhensigtsmæssigt, såfremt nødvendige plejeforanstaltninger ikke kan gennemføres, uden at skulle anvende proceduren for gennemførelse af en fredning.
§ 20:
Bestemmelsenomhandler klage over Landsstyrets afgørelser. Sådanne klager skal behandles af et naturklageudvalg. Nærmere beskrivelse af dette udvalg findes under § 57.
Kapitel 7. Naturskabte objekter:
§ 21:
Bestemmelsen fastslår, at naturskabte objekter af botanisk, zoologisk eller geologisk art, derer af videnskabelig eller udstillingsmæssig enestående værdi tilhører det grønlandske samfund.
Bestemmelsen indeholder eksempler på hvad der menes med naturskabte objekter. Det drejer sig bl.a. om fossiler, f.eks. af pattedyr, hvirvelløse dyr og plantedele, samt meteoritter.
Bestemmelsen omhandler kun naturskabte objekter, der er af enestående værdi. D.v.s. at det skal være helt specielle unikke objekter, eksempelvis unikke fossiler, før bestemmelsen er gældende.
Sådanne fund må ikke fjernes, ændres eller beskadiges uden tilladelse fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Af stk. 2 fremgår det, at ovennævnte fund skal anmeldes til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Baggrunden for at Grønlands Nationalmuseum og Arkiv har ovennævnte kompetence er, at de besidder den arkivalske viden og har samarbejdsrelationer til de relevante institutioner i Rigsfællesskabet.
Kapitel 8. Beskyttede naturtyper i det åbne land:
§ 23:
To naturtyper er omfattet af en generel biotopbeskyttelse, idet der ikke må foretages ændring i tilstanden af saltsøer og saltholdige søer, samt varme kilder.
Forbudet i § 23 gælder kun uden for by- og bygdezoner; altså i det åbne land. By- og bygdezonerne er fastlagt i henhold til landstingsforordning om arealanvendelse og planlægning.
Saltsøer er betegnelsen for søer, der har en betydelig større koncentration af ioner sammenlignet med almindelige ferske søer. Der kan være tale om ioner af kalcium- og magnesiumsalte samt natriumklorid, hydrogenkarbonat eller sulfatsalte. Plantevæksten omkring saltsøerne er kendetegnet ved arter, der er særlig salttolerante. Dette i Grønland sjældne plantesamfund er karakteriseret af arterne salt-ensian, steppe-annelgræs, stjerne-ensian, fugleklo-braya samt canadisk braya.
I litteraturen skelnes mellem saltholdige søer og saltsøer. Saltholdige søer er betegnelsen for søer med forhøjet saltindhold, medens saltsøer har en væsentlig højere saltkoncentration end de saltholdige søer (ledningsevnen er højere end 1300 mmho).
Saltholdige søer og saltsøer er hovedsageligt samlet i fire regioner og forekommer, hvor der findes kontinentalt klima med lav nedbør.
Der er i Grønland kun registreret ca. 16 saltholdige søer og 4 saltsøer, så det er derfor en sjælden forekommede naturtype.
Varme/homoterme kilder har en temperatur, der er konstant hele året rundt og højere end omgivelsernes temperatur i årsgennemsnit. I sydgrønland skal vandtemperaturen i en kilde derfor være over 1 grad celcius for at kilden benævnes varm/homoterm. I det øvrige Grønland er det tilstrækkeligt med temperaturer over 0 grad celcius. Kilderne fryser aldrig til, og typisk er der derfor en rig plantevegetation ved disse kilder. Nogle kilder rummer meget sjældne planter. Artsrigdommen i og omkring varme kilder afspejler sig også i et mangfoldigt dyreliv.
Grønlands varme kilder er hovedsageligt koncenteret omkring fire områder. I østgrønland på Liverpool Land og langs Blossevillekysten, i Narssaq, Qaqortoq og Nanortalik kommune samt på Diskoøen.
Beskyttelsen indebærer, at der efter landstingslovens ikrafttræden ikke må foretages ændring af tilstanden af ovennævnte naturtyper. Dette betyder, at denhidtidige benyttelse af saltsøerne og de varme kilder kan fortsætte. Eksempelvis vil en opdæmning af en varm kilde kunne fortsætte som hidtil, men eventuelle fremtidige opdæmninger er omfattet af bestemmelserne i § 23.
En udtømmende opregning af, hvad der er omfattet af forbuddet er ikke muligt. Generelt kan man sige, at det skal være foranstaltninger, der ændrer naturtilstanden. I princippet er alle ændringer omfattet, men ændringer, der er af midlertidig karakter, og som ikke påvirker naturtypen, vil typisk falde uden for forbudet.
Eksempler på foranstaltninger, der typisk vil være forbudt, er opdæmning af en saltsø eller en varm kilde, tilplantning i søen eller kilden, tilførsel af ferskvand til en saltsø eller tømning af en sø eller kilde, samt tilførsel af spildevand til en saltsø eller en varm kilde.
Udlagte vandindvindingsområder er undtaget for bestemmelsen i § 23. D.v.s. at eksempelvis vandindvinding fra en varm kilde kan ske, uanset forbudet i § 23.
Ved at beskytte saltsøer og saltholdige søer, samt varme kilder foretages der en aktiv indsats for at beskytte landets særegne vådområder, hvilket kan ses som et bidrag til at opfylde både Biodiversitets- og Ramsarkonventionens formål. Saltsøerne og de varme kilder indeholder således på grund af de særlige kår, en beskyttelsesværdig flora og fauna.
§ 24, stk. 1:
Efter stk. 1 kan Landsstyret fastsætte regler, som beskriver og afgrænser de i § 23nævnte naturtyper. Her er der tænkt på en vejledning om disse naturtyper, hvis der hen ad vejen viser sig behov for en sådan vejledning.
§ 25:
Heraf fremgår, at Landsstyret kan dispensere fra forbudet i § 23, men dog kun i særlige tilfælde. Dette betyder, at Landsstyret skal føre en restriktiv praksis i forbindelse med administrationen af loven, hvilket er begrundet i, at de beskyttede naturtyper betragtes som unikke for den grønlandske natur.
I vurderingen af dispensationsansøgninger indgår bl.a. en vurdering af, hvilke foranstaltninger der er tale om, men også en bedømmelse af den specifikke naturtypes naturmæssige værdi, f.eks. hvilken flora og fauna der vil blive berørt af et eventuelt indgreb.
§ 26:
Landsstyret kan ved bekendtgørelse bestemme, at andre naturtyper end de i § 23 nævnte skal være beskyttede.
Som eksempler på naturtyper, der på et senere tidspunkt - og efter høring af relevante parter - eventuelt vil kunne blive omfattet af en sådan beskyttelse kan nævnes urtelier, moser og kær, lavheder, birkeskov og krat, samt pile- og ellekrat. Alle disse naturtyper er således særegne for den grønlandske natur.
Kapitel 9. Beskyttelseslinier i det åbne land:
§ 27:
Indenfor en afstand af 100 meter fra saltsøer og saltholdige søer, og de varme kilder der er nævnt i § 23, samt elve, må der ikke foretages de i stk. 1 nævnte indgreb, eller andre former for ændring af terrænet.
Forbudet i § 27 gælder kun uden for by- og bygdezoner; altså i det åbne land. By- og bygdezonerne er fastlagt i henhold til landtingsforordning om arealanvendelse og planlægning.
I bestemmelsen er der en ikke udtømmende opregning af hvad der menes med “ må der ikke foretages ændringer i terrænet”. Bebyggelse, beplantning, opdyrkning og dræning er således eksempler på hvad der menes med dette begreb.
Midlertidige udgravninger f.eks. arkæologiske undersøgelser vil typisk ikke være omfattet af forbudet.
Udlagte vandindvindingsområder er undtaget fra forbudet i § 27. Dette betyder bl.a. at det ikke er forbudt at placere eksempelvis anlæg, der anvendes til offentlig vandforsyning indenfor 100 meter fra de i § 27 nævnte elve m.v.
§ 27 omhandler beskyttelse mod ændring af tilstanden indenfor beskyttelseslinien. Dette betyder, at den hidtidige anvendelse af arealer ved elve m.v. kan fortsætte. F.eks. vil eksisterende hytter ikke blive berørt af bestemmelsen, hvorimod planer om fremtidige hytter vil være omfattet af bestemmelsen.
Om saltsøer og saltholdige søer, samt varme kilder henvises der til bemærkningerne til kapitel 9 om beskyttede naturtyper.
Afstandskravtil elve er ikke noget nyt fænomen. Landsstyret (Direktoratet for Boliger og Infrastruktur) har allerede i dag en praksis i forbindelse med arealtildelinger, hvor der som standardvilkår fastsættes, at en hytte ikke må placeres tættere end 100 meter fra elve. Sisimiut Kommune anbefaler, at arealtildelinger til hytter i det åbne land sker på vilkår af, at der holdes en afstand på minimun 200 meter til elve og søer, hvilket Landsstyret efterkommer og indarbejder i vilkårene til arealtildelinger i den respektive kommune.
Elve er en af de naturtyper der er omfattet af § 27. Det er alene de elve, som er levested for ørreder, der er omfattet af begrebet “elve” i § 27.
Foruden at styrke beskyttelsen af naturen skal reglerne om beskyttelseslinier omkring saltsøer og saltholdige søer, samt elve og varme kilder ses som et led i en opfyldelse af de målsætninger, som Ramsarkonventionen om beskyttelse af vådområder indeholder.
§ 28:
Bestemmelsen fastsætter en beskyttelseslinie uden for by- og bygdezonerne fra kystlinien, således at der inden for en afstand af 100 meter fra kystlinien, ikke må foretages nogen form for ændringer i terrænet, herunder placeres bebyggelse, foretages beplantning, ske opdyrkning eller dræning. Der er her tænkt på opdyrkning og dræning, der ikke foretages i landbrugserhvervsmæssig øjemed, da landbrugsaktiviteter som nedennævnt er undtaget for forbudet.
Kystlinien er dets linie hvor land og hav (fjord) mødes ved højvande.
§ 29, stk. 1, 2 og 3:
Landbrugsaktiviteter er efter stk. 1 undtaget fra reglerne i §§ 27 og 28. D.v.s. at aktiviteter der er forbundet med det at drive landbrug, ikke er omfattet af de forbud som er nævnt i §§ 27 og 28. Således er f.eks. en fåreavler ikke forhindret i at opdyrke helt op til en elv eller helt ud til kystlinien.
Efter stk. 2 kan Landsstyret ved bekendtgørelse dog fastsætte, at §§ 27 og 28 også skal gælde for landbrugsaktiviteter.
Efter stk. 3 kan Landsstyret fastsætte regler om, at arealer i nuværende landbrugsområder skal friholdes for landbrugsaktiviteter. Her tænkes der på arealer i landbrugsområder, der endnu ikke er opdyrket.
Efter stk. 3 har Landsstyret ligeledes mulighed for at fastsætte regler om at friholde mulige fremtidige landbrugsområder for landbrugsaktiviteter. Dette kan være særligt relevant, såfremt et områdes naturtilstand vil kunne blive væsentligt forringet, hvis der kommer landbrugsaktiviteter i området.
§ 30:
Bestemmelsen fastsætter, at råstofaktiviteter - herunder efterforskning og udvinding - der foregår efter råstofloven ikke er omfattet af forbudet i §§ 27 og 28. D.v.s. at efterforsknings- og udvindingsaktiviteter ikke forhindres af lovens bestemmelser om beskyttelseslinier.
§ 31:
Ved fangst- og overlevelseshytter forstås hytter der er etableret af en kommune eller organisation m.v. og som primært anvendes til fangst, eller står til rådighed i forbindelse med nødsituationer. Hytter der er etableret af enkeltindivider er således ikke omfattet af denne undtagelsesbestemmelse.
§ 32:
Såfremt der for et nærmere afgrænset geografisk område udarbejdes en frilandsplan i henhold til landstingsforordning om arealanvendelse og planlægning kan en sådan plan indeholde bestemmelser som fraviger fra forbudene i §§ 27 og 28, herunder at frilands- og turisthytter kan placeres nærmere end 100 meter fra kystlinien, uanset forbudet i § 28. En sådan frilandsplan skal godkendes af Landsstyret.
§ 33:
Landsstyret kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelerne i §§ 27 og 28. Da der står “i særlige tilfælde” vil Landsstyret føre en restriktiv praksis i forbindelse med administration af loven.
§ 34:
Landsstyret kan fastsætte regler om, at andre naturtyper end de i §§ 27 og 28 nævnte, skal have beskyttelseslinier.
Her kan tænkes fastsættelse af eventuelle beskyttelseslinier ved eksempelvis urtelier, søer, moser og kær, lavheder, birkeskov- og krat samt pile- og ellekrat, eller andre særegne naturtyper.
Kapitel 10. Udsætning, hold, indførsel og udførsel m.v. og handel
med vilde dyre- og plantearter:
§ 35, stk. 1:
Dyr, planter og mikroorganismer, der ikke forekommer naturligt vildtlevende i Grønland, må efter stk. 1 ikke udsættes eller opdrættes i naturen, hvilket er i overensstemmelse med Biodiversitetskonventionen, som Grønland er omfattet af, da en sådan regel er medvirkende til at beskytte den naturlige hjemmehørende biodiversitet.
Forbudet i stk. 1 omfatter også de tilfælde, hvor der ønskes indført vilde dyr fra udlandet, der rent faktisk forekommer naturligt vildtlevende i Grønland, eksempelvis indførsel af rensdyr eller moskusokser fra udlandet.
Ved “opdrættes i naturen” tænkes primært på dambrug eller lignende opdræt, under forhold, der ikke er “lukkede” eller afsondrede fra naturen.
Landsstyret kan dispensere fra forbudet, og i den forbindelse fastsætte vilkår til beskyttelse af naturen. Dispensationen skal ske på baggrund af en udarbejdet naturkonsekvensvurdering svarende til den i § 43 krævede vurdering, d.v.s. at den der søger om dispensation skal redegøre for planerne for udsætningen eller opdrættet samt hvilke konsekvenser, projektet anses at have for landskabet eller fjord- og havområdet og naturen, herunder for de vilde dyr og planter.
Denne dispensation kan også være en generel dispensation, herunder en autorisation til at udsætte eksempelvis specifikke planter.
§ 35, stk. 2, 3 og 4:
Efter stk. 2 har Landsstyret mulighed for at udrydde dyre- og planterarter, samt mikroorganismer, hvis de skønnes at udgøre en risiko for de naturligt forekommende vilde dyr, planter og mikroorganismer. Dette kan f.eks. ske hvis disse dyr m.v. er udsat i naturen uden tilladelse, er indslæbt eller har spredt sig på naturlig måde fra et sted til et andet.
Ved “indslæbt” tænkes på de tilfælde, hvor mennesker ikke bevidst har udsat dyr m.v. i naturen, men ubevidt har gjort dette, f.eks. ved udledning i ballastvand, ved indførsel af tømmer med levedygtige fremmede organismer eller ved, at dyr m.v. der har “været blinde passagere” på skibe, har anløbet en grønlandsk havn.
Efter stk. 3 kan Landstyret fastsætte regler med henblik på at hindre indslæbning af de i stk. 1 nævnte arter. Det vurderes, at der for øjeblikket ikke er behov for at fastsætte regler herom, men i internationalt regi arbejdes der med problemet. Der har i den forbindelse været fremsat ideer om at udarbejde internationale regler herom. Hvis dette sker, og Grønland bliver omfattet at disse regler, giver bestemmelsen Landsstyret grundlag for at implementere sådanne forpligtigelser.
Efter stk. 4 kan flytning og udsætning af vilde dyrearter og vilde planter fra et sted til et andet sted i Grønland kun ske med godkendelse fra Landsstyret. Formålet med bestemmelsen er et ønske om at beskytte naturen, idet der før en sådan flytning og udsætning bør foretages en nøje vurdering af konsekvenserne heraf. Igennem årene har der i begrænset omfang foregået en sådan flytning og udsætning, f.eks. flytningen af moskusokser fra Kangerlussuaq til Ivittut.
§ 36:
Forbudet mod hold af pattedyr, fugle og fisk i indhegnede områder gælder kun for vilde pattedyr, fugle og fisk. Husdyrhold i indhegninger, f.eks. fårehold, hønsehuse m.v. eller hundehold, samt dambrug er således ikke omfattet af forbudet.
§ 37:
Allerede i dag er Grønland omfattet af regler der regulere udnyttelsen af vilde dyre- og plantearter. Grønland er således omfattet af Washingtonkonventionen (CITES) som regulerer international handel med udryddelsestruede planter og dyrearter.
§ 38:
Ved totalfredede dyre- og plantearter forstås dyr og planter, som ikke på noget tidspunkt af året må være genstand for fangst og jagt eller indsamling.
Af stk. 1 fremgår, at Landsstyret i særlige tilfælde kan gøre undtagelse for dette forbud. Her er der særligt tænkt på de tilfælde, hvor personer eller institutioner m.v. af videnskabelige grunde besidder totalfredede dyre- og plantearter.
Efter stk. 3 skal et dødfundet eksemplar af en totalfredet dyreart - eller dele heraf - enten efterlades i naturen eller hvis den medtages, afleveres til Grønlands Naturinstitut eller til politiet.
Kapitel 11. Genetiske ressourcer:
For at gøre naturbeskyttelsesloven tidssvarende har det været nødvendigt at medtage bestemmelser om genetiske ressourcer, bl.a. for at sikre at udnyttelsen af sådanne ressourcer kommer det grønlandske samfund økonomisk til gode.
Dette kapitel omhandler genetiske ressourcer, der forekommer naturligt i naturen, modsat de i kapitel 12 nævnte genetisk modificerede organismer, der ikke forekommer naturligt i naturen. Sådant genetisk materiale kan stamme fra planter, dyr og mikroorganismer m.v.
Langt den overvejende del af disse genetiske ressourcer er mikroorganismer. Den grønlandske biodiversitet hvad angår mikroorganismer er ikke alene af stor videnskabelig værdi; den rummer også et kommercielt potentiale. Der er allerede fundet interessante organismer og muligheden for at finde helt nye, kommercielt interessante organismer og enzymer er også til stede. Den grønlandske natur rummer således helt unikke økologiske nicher, f.eks. kolde, varme eller radioaktive kilder, gletchere, indlandsisen og ikaitsøjler, for blot at nævne nogle få. Mikroorganismer fra disse nicher producerer enzymer, som er virksomme ved lave temperaturer, og kan derfor tænkes anvendt i nye, energibesparende og hygiejniske, industrielle processer. Man kan derfor forestille sig, at udenlandske interessenter i de kommende år ønsker at udnytte disse organismer, eksempelvis kulderesistente organismer, i forbindelse med produktionen af diverse produkter.
Kap. 11 finder ikke anvendelse på menneskets genetiske ressourcer, og kommer således ikke i konflikt med sundhedsvæsenets og sundhedsforskningens eventuelle behov for at udtage, indsamle, opbevare og registrere humanbiologisk væv og humangenetiske informationer.
Biodiversitetskonventionen - som Grønland også er omfattet af - indeholder nogle vigtige regler på dette område. Heraf fremgår bl.a. at hvert land har suveræne rettigheder over deres egne naturlige ressourcer og deres udnyttelse, og at ingen uden forudgående tilladelser kan indsamle de genetiske ressourcer. Det fremgår ligeledes, at resultaterne fra forskning, udvikling og kommerciel udnyttelse skal deles retfærdigt og ligeværdigt, og at lande, der stiller deres biologiske diversitet til rådighed, skal have mulighed for at deltage i bioteknologiske forskningsaktiviteter.
Forslaget vil bl.a. sikre, at Grønland er “på forkant med udviklingen” og implementerer forpligtigelserne i biodiversitetskonventionen.
§ 39, stk. 1 og 2:
Stk. 1 omfatter principielt alle former for erhvervelse af alle slags genetiske ressourcer i Grønland, der er omfattet af landstingsloven. Det betyder f.eks., at fisk, muslinger, rejer og andre invertebrater, der er reguleret af fiskerilovgivningen, ikke er omfattet af bestemmelsen jf. § 3, stk. 1. Heller ikke genetiske ressourcer vedrørende domesticerede arter som f.eks. får eller kultiverede planter er omfattet.
På grund af bestemmelsens brede karakter er det nødvendigt at fastsætte en række undtagelser. Derfor indeholder stk. 2 et sæt undtagelser, der dog alle har tilfælles, at de kun gælder, hvis den erhvervelse m.v., der er tale om, respekterer andre regler i forslaget eller bestemmelser fastsat i henhold til forslaget. F.eks. omfatter undtagelserne ikke erhvervelse af fredede arter eller indsamling i fredede områder, hvor der gælder et totalt indsamlingsforbud. Det er også en selvfølge, at såfremt der findes relevante regler i anden grønlandsk lovgivning, må også sådanne regler respekteres, idet § 39 ikke tilsigter at ændre disse regler.
Stk. 2, nr. 1 om erhvervelse til direkte brug eller fortæring vedrører f.eks. pattedyr og fugle, der nedlægges ved lovlig jagt, herunder i erhvervsmæssigt øjemed, eller f.eks. indsamling af bær.
Udtrykket ”direkte brug eller fortæring” betyder, at selvom der lovligt kan indsamles f.eks. planter, vil det ikke være lovligt at udnytte det genetiske materiale i disse til f.eks. erhvervsmæssige bioteknologiske formål, idet dette ikke kan betegnes som ”direkte brug”. Mikroorganismer er ikke omfattet af nogen af de undtagelsesbestemmelser, der accepterer en erhvervsmæssig udnyttelse. En udnyttelse af det genetiske materiale i disse til et erhvervsmæssigt formål, kræver derfor allerede af den grund et forudgående informeret samtykke efter hovedreglen i stk. 1.
Det bemærkes, at suveræniteten over genetiske ressourcer næppe kan hævdes uden for Grønlands grænser f.eks. hvis genetisk materiale i bær eller planter, lovligt indsamlet efter stk. 2, nr. 1 eller nr. 2, og siden udført fra Grønland, udnyttes erhvervsmæssigt til bioteknologiske formål.
Stk. 2, nr. 2 om erhvervelse i privat og personlig øjemed omfatter f.eks. planter, der indsamles til et privat herbarium, insekter, der indsamlet som led i en hobby, en skoleklasses botanisering el. lign.
Stk. 2, nr. 3 vedrører den rent videnskabelige erhvervelse og indsamling, idet det ikke har været hensigten at ramme den ikke erhvervsmæssige forskning. Sådan forskning vedrørende mikroorganismer vil således ikke kræve tilladelse fra Landsstyret.
§ 39, stk. 3:
Stk. 3 om, at der i et samtykke efter stk. 1 kan fastsættes de vilkår, der skønnes nødvendige til sikring af, at en rimelig andel af det økonomiske udbytte ved erhvervsmæssig udnyttelse af genetiske ressourcer, tilfalder det grønlandske samfund, er i overensstemmelse med reglerne i Biodiversitets-konventionen.
Det bemærkes, at Biodiversitets-konventionen forudsætter, at bestemmelserne administreres på en rimelig måde, d.v.s. ikke så restriktivt, at adgang i praksis bliver umulig, og samtidig således at der ikke diskrimineres mellem de lande, der ønsker adgang.
Det bemærkes, at de kontrakter, der fastsætter vilkår for adgang til indsamling af genetiske ressourcer, kan være meget komplicerede, især hvis indsamlingen tager sigte på udvikling af bioteknologiske produkter. F.eks. kan det være relevant at tage stilling til omfanget af og betingelser for royalties, ejendomsret til patenter m.v. Det vil derfor kunne være nødvendigt, at Landsstyret søger professionel bestand, f.eks. advokatbistand, hvor mere komplicerede kontrakter kommer på tale.
§ 39, stk. 4:
Efter stk. 4 kan Landsstyret fastsætte nærmere bestemmelser om undersøgelse og udnyttelse af Grønlands genetiske ressourcer. Det betyder bl.a., at Landsstyret kan indskrænke, udvide, præcisere og supplere undtagelserne i stk. 2.
Reglen om, at Landsstyret kan fastsætte bestemmelser om undersøgelse af Grønlands genetiske ressourcer omfatter også en regulering af rent videnskabelige undersøgelser i Grønland, hvis de nugældende regler skal revideres eller skønnes utilstrækkelige.
Endelig er der en adgang til at fastsætte bestemmelser om offentlighedens inddragelse i beslutningsprocesserne d.v.s. beslutninger efter stk. 1, 3 og 4. En sådan inddragelse kan imidlertid også ske ad hoc og konkret, f.eks. i tilfælde af indgåelsen af en større kontrakt efter stk. 1 og 3, og eventuelt stk. 4, enten ved en passende høring af kommuner, interesseorganisationer, forskningsinstitutioner m.v. eller ved annoncering og opfordring til kommentering af et resumé af kontraktudkastet. En høring eller annoncering må naturligvis respektere de forretningshemmeligheder, som der opnås enighed med den anden part om, at udkastet indeholder.
Der er næppe et umiddelbart behov for at fastsætte en bekendtgørelse eller lignende efter stk. 4, men den internationale udvikling kan gøre noget sådant aktuelt senere.
Kapitel 12. Genetisk modificerede organismer:
For at gøre naturbeskyttelsesloven tidssvarende er det nødvendigt at have bestemmelser om genetisk modificerede organismer (GMO’er), bl.a. for at sikre, at naturen og menneskers sundhed beskyttes i forbindelse med fremstilling, udnyttelse, brug og forvaltning af GMO’er. Det skyldes ikke mindst, at den bioteknologiske industri er i rivende udvikling. Grønland vil derfor – ikke engang i det korte løb – kunne undgå at blive berørt af bioteknologiske produkter, og må derfor være rustet til både at møde udfordringerne i form af de risici, der kan være, og at være i stand til at udnytte eventuelle fordele.
Modsat de i kapitel 11 nævnte genetiske ressourcer forekommer GMO’er ikke naturligt i naturen, men er ”kunstigt” fremstillede. Loven omhandler imidlertid kun de levende modificerede organismer, altså organismer der er i stand til at overføre eller replicere genetisk materiale.
Kap. 12 omfatter alle forekommende levende genetiske modificerede organismer, herunder GMO’ere der indgår i medicinske produkter og i fødevarer. Kap. 12 hindrer ikke import og anvendelse af lægemidler, vacciner og medicinsk udstyr af enhver art. Dette vil i praksis sige, at den nuværende anvendelse af lægemidler uhindret kan fortsætte. Kap. 12 hindrer heller ikke anvendelse af GMO’ere i fødevareproduktionen, såfremt disse produkter har været anvendt i fødevareproduktionen før landstingslovens ikrafttræden. Hvorledes kontrollen med “nye” produkter i fødevareproduktionen skal varetages- og i hvilken udstrækning der skal gives dispensation efter stk. 3 til anvendelse af sådanne organismer i fødevareproduktionen - vil blive taget op til en nærmere vurdering efter landstingslovens ikrafttræden.
Kap. 12 omfatter alle GMO’ere fordi alle typer GMO’ere kan indebære ricisi for naturen og for menneskets sundhed, men også fordi nedennævnte Cartagena Protokol om Biosikkerhed omfatter alle GMO’ere.
Det genteknologiske område har en så kompleks karakter, at det vil være hensigtsmæssigt at der foregår en løbende dialog mellem de danske og grønlandske myndigheder, der administrerer dette område. Herved kan Grønland bl.a. indhøste viden og erfaringer på et område, som er nyt for Grønland, men som samtidig er under stadig forandring. Det kan ligeledes være aktuelt, at der indgås en egentlig samarbejdsaftale mellem myndighederne i Danmark og Grønland.
Biodiversitetskonventionen forpligter landene til en vis regulering m.v. af levende, modificerede organismer, som kan formodes at have negative virkninger for bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversitet. Ifølge konventionen skal der også tages hensyn til menneskers sundhed. Endvidere er der visse forpligtelser til at give oplysninger om eventuelle risici ved udførsel af sådanne organismer. Grønland er allerede i dag omfattet af disse forpligtelser, men det har ikke hidtil været nødvendigt at implementere dem.
På baggrund af bestemmelserne i Biodiversitetskonventionen blev der i slutningen af 90'erne udarbejdet en speciel international aftale om biosikkerhed, kaldet Cartagena Protokollen om Biosikkerhed.
Formålet med Cartagena Protokollen om Biosikkerhed er at beskytte naturen og menneskets sundhed i forbindelse med grænseoverskridende overførsel, håndtering og anvendelse af GMO’ere.
Den danske regering forventer at ratificere Cartagena Protokollen i 2002 med forbehold for Grønland.
Vedtagelse af naturbeskyttelsesloven vil tilvejebringe et lovgivningsmæssigt grundlag for at Grønland kan opfylde Cartagena Protokollen. Hvis lovforslaget vedtages får Landsstyret ligeledes kompetence til at gennemføre en mere detaljeret regulering af området i form af en bekendtgørelse. På dette tidspunkt vil Landstinget ligeledes kunne vedtage, at Grønland skal være omfattet af Cartagena Protokollen.
Kapitel 13. Færdsel og ophold i naturen:
§ 41, stk. 1 og 2:
Stk. 1 fastsætter at alle har adgang til at færdes og opholde sig i naturen. Det er således en markering af princippet om allemandsretten.
Stk. 2 fastsætter imidlertid det naturlige forbehold, at denne frie adgang til at færdes og opholde sig i naturen, samt de dertil hørende aktiviteter, ikke gælder for de områder, hvor der i fredningsbestemmelser eller på anden måde er fastsat begrænsninger for almenhedens adgang til færdsel og ophold. Dette kan f.eks. være i de tilfælde, hvor der er fastsat begrænsninger for færdsel efter lovens kapitel 2-5.
§ 41, stk. 5:
Landsstyret kan fastsætte regler om adgang til færdsel og ophold i naturen, herunder om anvendelse af motoriserede befordringsmidler. Bestemmelsen er tiltænkt som et eventuelt supplement til miljøforordningens regler om anvendelse af motoriserede befordringsmidler i de tilfælde, hvor der ikke er miljøproblemer forbundet med færdslen, men hvor det er naturhensyn der skal tages.
§ 41, stk. 6:
Denne bestemmelse om at Landsstyret kan fastsætte regler om en turistoperatørs pligt til at anvende guide i forbindelse med turistarrangementer er medtaget i loven, fordi det i flere tilfælde har vist sig ønskeligt, såfremt Landsstyret har kompetence til administrativt at kræve en guide i forbindelse med et turistarrangement.
Bestemmelsen vil bl.a. kunne være relevant i forbindelse med turoperatørers arrangementer i de fredede områder.
Kapitel 14. Naturpleje og naturgenopretning:
§ 42, stk. 1 og 2:
Stk. 1 opfylder et behov for at kunne fastsætte regler om naturpleje også i områder, der ikke er fredede.
Stk. 2 indebærer, at Landsstyret for nærmere afgrænsede områder, uden at gennemføre en fredning kan træffe afgørelser med det formål at beskytte den eksisterende landskabsstruktur, herunder vegetation og jordlag.
Eksempler på beskyttelse af vegetation kan f.eks. være beskyttelse mod overgræsning fra vilde dyr i fredede områder, eller i forbindelse med flyttede moskusoksebestande.
Ved beskyttelse af jordlag er specielt tænkt på foranstaltninger, der forhindrer eller delvist forhindrer erosion.
Bestemmelsen er ikke tiltænkt anvendt i forbindelse med beskyttelsen af den eksisterende landskabsstruktur på arealer, der anvendes til landbrugsaktiviteter, idet anden lovgivning regulerer dette område.
§ 42, stk. 3:
Landsstyret kan fastsætte regler om forvaltningsplaner, bl.a. for at sikre, at områder plejes hensigtsmæssigt.
Udarbejdelse af sådanne forvaltningsplaner vil ske i et tæt samarbejde med berørte kommuner.
Kapitel 15. Naturkonsekvensvurdering:
Baggrunden for bestemmelsen i § 43 er ønsket om, at der forinden større anlægsarbejder eller placering af anlæg eller virksomhed, der i væsentlig grad vil kunne medfører ændring af landsskabets eller saltvandsområders karakter eller væsentligt vil kunne påvirke naturen, udarbejdes en redegørelse - en naturkonsekvensvurdering - der beskriver hvilke konsekvenser, projektet anses at have for landskabet/fjord- og havområdet og naturen.
Eksempel på anlægsarbejder m.v. der vil kunne være pålagt kravet om konsekvensvurdering er vejanlæg og vandkraftsudvinding.
Der er således et væsentlighedskriterium; nemlig at der skal være tale om et projekt, der vurderes væsentligt at kunne påvirke landskabet/hav- og fjordområder eller naturen, herunder dyr og planter.
Hensigten med denne redegørelse er at give Landsstyret en kvalificeret mulighed for at vurdere, hvilken betydning et projekt vil have på f.eks. landsskabets karakter eller på fauna og flora. Redegørelsen vil også kunne danne grundlag for en vurdering af, hvorvidt Landsstyret skal fastsætte vilkår til en eventuel godkendelse af et projekt.
Redegørelsen skal udarbejdes af den der planlægger ovennævnte aktiviteter. Baggrunden herfor er, at den der kender mest til projektet i opstartsfasen af naturlige grunde er den, som har planer om gennemførelse af projektet. Desuden er en sådan regel i overensstemmelse med filosofien bag det almene princip om, at forureneren betaler.
§ 44:
Bestemmelsen fastsætter, at aktiviteter der hjemles i råstofloven er undtaget for kravene i § 43, stk. 1. Den der ønsker at foretage aktiviteter efter råstofloven - herunder efterforskning og udvinding - skal ifølge bemærkningerne til råstofloven før sådanne aktiviteter udarbejde en beskrivelse af virkningerne på miljøet.
Kapitel 16. Friluftsreklamer:
§ 46:
Reklamer kan foruden traditionelle skilte m.v. også være påmalede reklamer på klipper m.v.
Anvendelse af friluftsreklamer i forbindelse med midlertidige arrangementer m.v. af maksimalt to ugers varighed er ikke omfattet af forbudet. Denne undtagelsesbestemmelse er ny i forhold til den bestemmelse om friluftsreklamer, der findes i naturfredningsloven af 1980. Baggrunden herfor er, at forbudet ikke er tiltænkt de tilfælde, hvor der kun er tale om reklamering i forbindelse med midlertidige arrangementer m.v., herunder ved sportsarrangementer.
Kapitel 17. Administration m.v:
Dette kapitel indeholder en række forskellige forhold, der har det tilfælles, at de har relationer til administrationen af loven.
§§ 47-50 beskriver kommunernes rolle.
§ 47:
Bestemmelsen regulerer kommunernes kompetence indenfor naturbeskyttelsesområdet.
Forslagets udgangspunkt er, at det er Landsstyret der har en række kompetencer efter loven. Efter § 47 kan Landsstyret imidlertid pålægge en eller flere kommunalbestyrelser at varetage nærmere afgrænsede områder, som det efter landstingsloven påhviler Landsstyret at varetage.
Denne bestemmelse er kun tiltænkt at blive anvendt, såfremt pågældende kommunalbestyrelse (r) er indforstået med atudøve beføjelser, der i denne lov er tillagt Landsstyret. Denne bestemmelse er således ikke tiltænkt anvendt til at tvinge kommunalbestyrelser til at overtage beføjelser og dermed ansvaret for forhold, der er reguleret i denne landstingslov.
Bemyndigelsen efter denne bestemmelse kan ske ved en administrativ beslutning af Landsstyret, og kræver derfor ikke nødvendigvis udstedelse af regler herom.
§ 48, stk. 1 og 2:
Efter denne bestemmelse har Landsstyret mulighed for at bestemme, at hele tilsynet med landstingslovens overholdelse eller noget af tilsynet skal udøves af en, flere eller samtlige kommunalbestyrelser. En sådan eventuel overdragelse af tilsynskompetence vil ske i samråd med den berørte kommunalbestyrelse, og kun såfremt pågældende kommunalbestyrelse er indforstået hermed.
§ 49
For bl.a. at have et overblik over kommende kommunale vedtægter, og for at kunne føre tilsyn med at der ikke vedtages regler der er i strid med landstingsloven, fastsættes det, at Landsstyret skal stadfæste kommunale vedtægter, der ønskes vedtaget efter denne landstingslovs ikrafttrædelse. Såfremt der ikke er sket en sådan stadfæstelse har vedtægten ingen retsvirkning.
Kundgørelse af kommunale vedtægter skal ske på samme måde som ved kundgørelse af landstingslove og forordninger eller bekendtgørelser, herunder optagelse i Nalunaarutit.
§ 50, stk. 1 og 2:
Det har i praksis vist sig meget vanskeligt at danne sig et overblik over, hvilke kommunale vedtægter, der findes inden for naturbeskyttelsesområdet. Grønlandsk lovregister indeholder nogle af de eksisterende kommunale vedtægter, men ikke nødvendigvis dem alle (Det er ikke noget krav, at en kommunal vedtægt er medtaget i lovregisteret for at have retskraft).
For at få et overblik over omfanget af de kommunale vedtægter fastsættes det i stk. 1, at Landsstyret registrerer eksisterende kommunale vedtægter på baggrund af kommunalbestyrelsens oplysninger herom. Oplysningerne skal indsendes til Landsstyret senest 1 år efter denne landstingslovs ikrafttrædelse efter nærmere anvisning fra Landsstyret. Denne anvisning vil i praksis ske ved, at Landsstyret efter landstingslovens ikrafttræden tilskriver samtlige kommuner og anmoder dem om at indsende de ønskede oplysninger, eventuelt i skemaform, således at registreringen bliver lettere, og der eventuelt kan udarbejdes en samlet oversigt.
§ 51:
Bestemmelsen tager sigte på internationale overenskomster, d.v.s. aftaler, traktater, konventioner og protokoller, hvor Grønland efter sædvanlig forudgående høringsprocedure er omfattet af den danske ratifikation. Bestemmelsen vedrører derfor kun implementering af sådanne overenskomster.
Med denne bestemmelse fastsættes det, at Landsstyret kan fastsætte regler til opfyldelse af de internationale overenskomster på naturområdet, som den danske regering på Grønlands vegne har ratificeret. Dette betyder, at såfremt Grønland omfattes af en international konvention m.v. skal Landsstyret sørge for at udarbejde bestemmelser, der sikrer overholdelsen af konventionen m.v.
§ 52:
Bestemmelsen er inspireret af den danske naturbeskyttelseslov, hvor miljøministeren har mulighed for at nedsætte sagkyndige råd til at rådgive sig om spørgsmål inden for lovens område. Miljøministeren har herefter nedsat “Naturrådet”, hvor en række eksperter rådgiver ministeren i generelle sager, og også af egen drift kan overveje og fremsætte forslag om generelle naturbeskyttelsesproblemer.
Såfremt der nedsættes et Naturbeskyttelsesråd efter denne lov er det ligeledes tiltænkt kun at rådgive Landsstyret i generelle sager, og altså ikke i konkrete sager. Rådet er heller ikke tiltænkt at have nogen form for administrative beføjelser.
Sammensætningen af rådets funktionsperiode m.v. afgøres af Landsstyret ved administrativ beslutning.
§ 53:
Bestemmelsen giver Landsstyret bemyndigelse til at fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration, herunder til dækning af myndighedernes omkostninger ved behandling af sager om tilladelser eller dispensationer og ved behandling af klagesager, men kun i tilfælde, hvor en person m.v. ved ansøgning, klage og lignende har givet anledning til en myndighedsbehandling.
Kapitel 18. Tilsyn m.v.:
§ 54
Landsstyret påser overholdelsen af denne landstingslov og de regler, der er udstedt efter landstingsloven.
Grundet forskellige forhold, herunder landets størrelse, vil tilsynet primært være en forpligtigelse til at reagere i de tilfælde, hvor Landsstyret bliver gjort opmærksom på, at der foreligger overtrædelser af landstingsloven. Men Landsstyret vil også i det omfang det er muligt foretage et præventivt tilsyn rundt i landet.
§ 55:
Da der ikke er privat ejendomsret til arealeri Grønland, benyttes begrebet “indehaver af en brugsrettighed” i stedet for eksempelvis “ejer af en ejendom”.
Kapitel 19. Klage og søgsmål:
§ 57, stk. 1 og 2:
I naturfredningsloven af 1980 er der ikke mulighed for at påklage Landsstyrets - eller kommunalbestyrelsens, hvis den har fået kompetence til at træffe afgørelser efter loven- afgørelser til et uvildigt klageudvalg. Det er der derimod inden for miljøområdet, idet der i landstingsforordning om beskyttelse af miljøet er nedsat et sådant klageudvalg, som benævnes Miljøklageudvalget.
Landsstyret har fundet, at det ligeledes er ønskeligt at der er på naturbeskyttelsesområdet findes et uvildigt klageudvalg, der kan behandle Landsstyrets- eller kommunalbestyrelsens, (hvis kommunen har fået overdraget beføjelser efter loven) afgørelser.
Klageberettigede efter denne lov er den samme kreds af personer m.v., som har klageadgang ifølge landstingsforordning om beskyttelse af miljøet.
Kapitel 20. Sanktioner m.v.:
Af sanktionsbestemmelserne fremgår det, at overtrædelser af en række af landstingslovens bestemmelser eller regler der er udstedt efter denne landstingslov kan sanktioneres ved bøde og konfiskation. En form for administrativ sanktion er reguleret i§ 65, hvoraf det fremgår, at Landsstyret kan tilbagekalde tilladelser og godkendelser, hvis der sker overtrædelser af landstingsloven eller af regler udstedt efter landstingsloven. Det fremgår endvidere af § 65, stk. 2, at Landsstyret i særlige tilfælde kan afslå en ansøgning om tildeling af en tilladelse eller godkendelse, såfremt den pågældende ansøger på et tidligere tidspunkt har overtrådt bestemmelser indenfor naturbeskyttelsesområdet.
Kapitel 21. Ikrafttrædelse m.v.:
Af § 66, stk. 2 fremgår, at reglerne i naturfredningsloven af 1980 om nationalparken opretholdes indtil de eventuelt ændres. Efter stk. 2 og 3 har Landsstyret kompetence til at fastsætte samtlige regler om naturbeskyttelse i en bekendtgørelse om Nationalparken i Nord- og Østgrønland og til samtidig at ophæve reglerne i §§ 15 og 16 i naturfredningsloven af 1980, således at denne lov dermed i sin helhed er ophævet.
EM 2002/85
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i lovforslaget
Kapitel 1. Lovens formål oganvendelsesområde:
Formålsbestemmelsen i § 1 afstikker rammerne for de hensyn, som lovligt kan og skal tages ved administrationen af landstingsloven. De nævnte formål i § 1 er således de hovedformål der skal tages ved administrationen af landstingsloven, men udelukker ikke, at andre hensyn end de i § 1 nævnte lovligt kan tages i betragtning i forbindelse med konkrete beslutninger efter landstingsloven.
§ 1, stk. 1:
Af stk. 1 fremgår følgende: “så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag”.
Begrebet bæredygtigt grundlag/udvikling var det centrale element i FN’s konference ommiljø og udvikling i RIO i 1992. Af Konventionen om den biologiske mangfoldighed fra 1992 (i daglig tale kaldet Biodiversitetskonventionen), som Danmark - med Landsstyrets samtykke - har tiltrådt på Grønlands vegne, fremgår det at landene har ansvaret for at bevare deres biologiske mangfoldighed og for at udnytte deres biologiske ressourcer på et bæredygtigt grundlag. Landstingsloven vil således medvirke til at opfylde Grønlands forpligtigelser om, at samfundsudviklingen skal ske på et bæredygtigt grundlag.
Ved bæredygtigt grundlag forstås en økologisk brug af ressourcerne, der skaber balance mellem udnyttelse og beskyttelse, så livsgrundlaget ikke ødelægges. En bæredygtig udvikling skal således sikre, at befolkningens behov opfyldes, uden at forringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres.
Af stk. 1 fremgår ligeledes, at landstingsloven skal medvirke til at beskytte naturen “i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet”. Forsigtighedsprincippet er indsat som en bindende præambel i Biodiversitetskonventionen. Konventionens definition af forsigtighedsprincippet er sålydende: “De kontraherende parter - som mærker sig, at mangel på videnskabelig sikkerhed i tilfælde, hvor der er fare for stærk nedgang i eller tab af den biologiske mangfoldighed ikke må bruges som påskud til at udsætte foranstaltninger til at undgå eller mindske denne fare”. Ved forsigtighedsprincippet forstås således, at såfremt der er tvivl om, hvorvidt ressourcerne forvaltes på et bæredygtigt grundlag, skal tvivlen komme naturen til gode.
Af stk. 1 fremgår det herudover, at forvaltningen af landstingsloven skal ske “ i respekt for menneskers livsvilkår”. Herved menes inddragelse og hensyntagen til lokale forhold, traditioner og befolkningens ønsker og prioriteringer.
______________
EM 2002/85
§ 1, stk. 2:
Stk. 2 nævner hovedformålene med landstingsloven.
Af stk. 2 nr. 1 fremgår, at landstingsloven især tilsigter at beskytte den biologiske mangfoldighed. Med dette menes, at landstingsloven skal sikre, at den grønlandske fauna og flora også i fremtiden bør indholde den samme biologiske mangfoldighed, som der findes i naturen i dag, herunder at det kan være nødvendigt at foretage beskyttelsesforanstaltninger for at sikre dette.
Grønland er omfattet af Konventionen om den biologiske mangfoldighed fra 1992, som netop har som hovedformål at beskytte den eksisterende mangfoldige flora og fauna.
Af stk. 2 nr. 2 fremgår det, at landstingsloven især tilsigter at udnytte de levende ressourcer på et bæredygtigt grundlag. Ved de levende ressourcer forstås den grønlandske fauna og flora, som er reguleret i kap. 2, 3 og 4 og 5 for henholdsvis pattedyr og fugle, fisk, andre dyr samt vilde planter. Begrebet “bæredygtigt grundlag” er beskrevet ovenfor.
§ 1, stk. 3:
Beskriver andre formål med landstingsloven, end de hovedformål der er nævnt i stk. 2.
Som noget nyt i forhold til den eksisterende naturfredningslov indeholder lovforslaget regler om, hvorledes samfundet skal forholde sig til udnyttelsen af genetiske ressourcer fra vilde dyr, planter samt mikroorganismer, samt genetisk modificerede organismer. I stk. 3, nr. 1 og 2 slås det således fast, at landstingsloven formål er at sikre, at udnyttelsen af genetiske ressourcer fra vilde dyr, planter samt mikroorganismer kommer samfundet til gode, ligesom det er landstingsloven formål at sikre, at naturen og menneskets sundhed beskyttes i forbindelse med udnyttelse, brug og forvaltning af genetisk modificerede organismer.
§ 2:
Fastsætter landstingslovens geografiske område. Landstingsloven gælder således for landområderne samt på fiskeriterritoriet.
Landstingsloven gælder som udgangspunkt alle landarealer i Grønland. Kapitel 8, 9, 13, 15 og 16 indeholder imidlertid bestemmelser, som kun gælder uden for by- og bygdezonerne.
§ 3:
Fastsætter hvilke fauna og flora der er omfattet af landstingsloven.
Som det fremgår af stk. 1 omfattes den vilde fauna af landstingsloven, bestående af land- og havpattedyr, fugle, fisk og andre dyr, der lever i naturen. Der er dog en undtagelse for dette, nemlig at lovforslaget ikke gælder for fisk, muslinger, rejer, krabber og andrehvivelløse dyr i det omfang beskyttelsen og udnyttelsen er reguleret ved fiskerilovgivningen. Da alle fiskbare arter kan reguleres af landstingslov om fiskeri betyder dette, at lovforslaget ikke gælder for det erhvervsmæssige og ikke erhvervsmæssige fiskeri. Forståelsen af erhvervsmæssig og ikke erhvervsmæssig fiskeri svarer til definitionen af disse begreber i landstingslov om fiskeri.
Landstingslov om fiskeri giver mulighed for at beskytte og udnytte arter, men ikke beskyttelse af disses levesteder. Naturbeskyttelsesloven er tænkt at kunne anvendes i forbindelse med beskyttelse af disses levesteder, f.eks. ved tiltag for at beskytte og bevare en elv, eller beskytte og bevare et gydeområde mod indgreb. I forbindelse med fastsættelse af eventuelle bestemmelser herom vil dette ske efter forudgående drøftelser med Direktoratet for Fiskeri og Fangst, bl.a. med det formål at sikre koordinationen mellem fiskerilovgivningen og naturbeskyttelseslovgivningen.
Stk. 2 fastsætter landstingslovens område hvad angår vilde planter, bestående af alle former for vild flora, herunder vilde blomster, græsser, mos og svampe.
§ 4:
Fastsætter at landstingsloven ikke kan anvendes til at fastsætte regler om naturmæssig beskyttelse i.f.m. forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse af de ikke levende ressourcer. I praksis vil det være råstofloven der skal anvendes som hjemmel i disse tilfælde.
Kapitel 2. Beskyttelse af pattedyr og fugle:
§ 5:
Af denne bestemmelse fremgår, at Landsstyret bemyndiges til at fastsætte regler til beskyttelse af pattedyr og fugle, herunder regler relateret til nedennævnte punkter 1-9.
Nr.1:
Landsstyret kan fastsætte regler om at frede en art, en bestand eller dele af en bestand.
Ved fredning af en art forstås en fredning der skal gælde for hele dyrearten i hele landet, f.eks. en hvalart eller en fugleart. Sammenholdt med de øvrige beskyttelsesforanstaltninger efter stk. 2 vil anvendelsen af nr.1 om fredning af en art typisk have karakter af en totalfredning af arten, således at der på intet tidspunkt af året må ske fangst eller jagt af arten.
Ved en bestand forstås en del af en art, typisk geografisk opdelt. Som et eksempel på opdelingen af en art kan der henvises til, at rensdyr og moskusokser er opdelt i en række mere eller mindre store og små bestande rundt om i landet. Efter nr. 1 vil der være mulighed for at frede en eller flere af sådanne bestande.
Endelig er der efter nr. 1 mulighed for at fastsætte regler om at frede dele af en bestand. Dette kan f.eks. være en delvis fredning af en af ovennævnte store eller små bestande af rensdyr eller moskusokser, f.eks. i et begrænset område.
Allerede efter den nuværende naturfredningslov, sammenholdt med fangst- og jagtloven er der mulighed for at frede en art, en bestand eller dele af en bestand af pattedyr.
Nr. 2:
Landsstyret kan fastsætte regler om at foretage reguleringer af fangst og jagt på baggrund af pattedyrs og fugles køn, alder og størrelse.
Af naturlige grunde vil denne bestemmelse have specielt relevans for beskyttelse af pattedyr, men det kan dog ikke afvises, at den også vil kunne have relevans ved beskyttelse af fugle.
Baggrunden for denne bestemmelse er ønsket om at Landsstyret i forbindelse med en bekendtgørelse får mulighed for administrativt at have mulighed for specifikt at kunne regulere fangsten og jagten på baggrund af specifikke data som køn, alder og størrelse.
Efter landstingslov om fangst og jagt er der hjemmel til at gennemføre foranstaltninger til regulering af fangst og jagt, herunder udstede regler om størrelse, alder og køn af fangstdyr.
Nr. 3:
Landsstyret kan fastsætte regler om fangst- og jagttider på pattedyr og fugle.
Landsstyret må i forbindelse med bekendtgørelser for hver art vurdere, hvilke fangst- og jagttider, der skal gælde for pattedyr og fugle, bl.a. under hensyntagen til den bedste, tilgængelige viden.
Allerede efter den nuværende naturfredningslov, sammenholdt med fangst- og jagtloven er der mulighed for at fastsætte fangst- og jagttider.
Nr. 4:
Landsstyret kan fastsætte regler om at forbyde fangst og jagt i nærmere afgrænsede områder.
Indførelse af sådanne fangst- og jagtfrie områder kan bl.a. være aktuelle i forbindelse med, at Landsstyret har konstateret, at en eller flere dyrearter har været udsat for en tilbagegang i pågældende område.
Et vigtigt element i Landsstyrets nærmere overvejelse af, hvilke beskyttelsesforanstaltninger der skal gennemføres, vil være afgørelsen af, omLandsstyret kan/skal anvende denne bestemmelse, og hvornår Landsstyret kan/skal anvende kap. 6 om fredning af landarealer og ferske- og salte vande, når Landsstyret ønsker at beskytte pattedyr eller fugle mod fangst- og jagt i nærmere afgrænsede områder. En af forskellene er, at nr. 4 kan foranstaltes administrativ af Landsstyret ved forvaltningsafgørelser, modsat en fredning efter kap. 6, som skal gennem en speciel procedure. En beskyttelse efter nr. 4 vedrører kun forbud mod fangst og jagt, mens en fredning efter kap. 6 typisk vil indeholde andre bestemmelser for området. En fredning efter kap. 5 vil også typisk være af mere varig karakter, medens foranstaltninger-
ne efter nr. 4 kan være gældende i et kort tidsrum.
Efter fangst- og jagtloven har Landsstyret allerede i dag hjemmel til at friholde områder for fangst og jagt. Da naturbeskyttelsesloven omfatter beskyttelsen af pattedyr og fugle bør denne bestemmelse imidlertid være indeholdt i naturbeskyttelsesloven.
Nr. 5:
Landsstyret kan efter denne bestemmelse fastsætte regler om, at fastsætte kvoter for fangst og jagt på land- og havpattedyr og fugle i hele Grønland eller i nærmere afgrænsede områder.
Landsstyret har igennem årene for flere land- og havpattedyr fastsat kvoter for fangst og jagt. Dette gælder f.eks. for fangt og jagt af rensdyr og moskusokser, samt for nogle hvaler.
Fastsættelse ved kvoter kan også ske i form af regulering af, hvor mange fugle der må skydes per. dag.
Ved fastsættelse af en kvote kan Landsstyret bestemme, at en kvote kun skal tildeles erhvervsfangere eller fritidsfangere/jægere, samt fastsætte en kvotefordeling mellem de to kategorier af fangere/jægere.
Allerede i dag har Landsstyret mulighed for at fastsætte kvoter for fangst og jagt af pattedyr og fugle.
Nr. 6:
Landsstyret kan efter denne bestemmelse fastsætte regler om beskyttelse af pattedyrs og fugles fødegrundlag, f.eks. for at sikre en arts fortsatte forekomst i et område. Eksempelvis ved at beskytte muslingebanker mod erhvervsmæssig udnyttelse, hvis disse er en vigtig fødekilde for fældende kongeederfugle.
Nr. 7:
Hensigten med denne bestemmelse er at give Landsstyret mulighed for at fastsætte regler om forvaltningsplaner med det formål at beskytte land- og havpattedyr samt fugle.
Sådanne forvaltningsplaner vil blive udarbejdet i et tæt samarbejde med de berørte direktorater, kommuner, samt relevante organisationer og foreninger m.v. og med inddragelse af den bedste, tilgængelige viden.
Der er med denne landstingslov ikke tiltænkt nogle begrænsende retningslinier for udformningen, indholdet og varigheden af sådanne forvaltningsplaner. I praksis vil sådanne forvaltningsplaner blive udformet meget forskelligt, og med meget forskelligt indhold, alt efter hvilke individuelle behov der er.
En forvaltningsplan vil typisk beskrive en arts eller bestands status og de trusler arten eller bestanden er udsat for. Forvaltningsplanen vil ligeledes anvise de metoder, der skal anvendes for at beskytte arten eller bestanden.
Nr. 8 og 9:
Efter nr. 8 kan Landsstyret fastsætte regler om forbud mod færdsel i nærmere afgrænsede områder eller perioder.
Ovennævnte områder kan være store eller små. Lukningen af områder kan ske på flere forskelige måder, f. eks. ved at lukke områder i kortere eller længere tidsperioder, eller ved at forbyde en særlig form for færdsel, f.eks motoriseret færdsel.
Efter nr. 9 kan Landsstyret desuden forbyde nærmere angivne aktiviteter i et område og/eller i en periode.
“Aktiviteter” kan f.eks. være snescooterkørsel, sejllads samt flyvning i lav højde.
§ 6, stk. 1:
Denne bestemmelse er nødvendig for at sikre, at der kan ske den nødvendige kortlægning af landets fangstmæssige ressourcer og de nødvendige videnskabelige undersøgelser af faunaen, selvom der er gennemført beskyttelsesforanstaltninger efter § 5.
§ 6, stk. 2:
Denne bestemmelse fastlægger, at Landsstyret kan pålægge personer, f.eks. erhvervs- og fritidsfangere/jægere, virksomheder og institutioner at aflevere materiale fra nedlagte dyr og fugle til videnskabelige undersøgelser. Landsstyret kan ligeledes pålægge ovennævnte at afgive oplysninger om udnyttelsen til videnskabelige undersøgelser, eller til brug for den administrative forvaltning af fangst- og jagtområdet.
Sådanne pålæg kan ske både ved fastsættelse af nærmere regler herom ved bekendtgørelse eller konkret ved forvaltningsafgørelser, hvor Landsstyret administrativt beslutter dette.
Virksomheder er medtaget i dette stykke for at sikre, at såfremt det er virksomheden - og ikke en enkeltperson i virksomheden - der har fået en ret til at nedlægge pattedyr eller fugle, skal der være mulighed for at pålægge selve virksomheden at aflevere materiale eller oplysninger.
Ved institutioner er der særligt tænkt på de tilfælde, hvor videnskabsfolk fra en uddannelses- eller forskningsinstitution har fået en ret til at nedlægge de i dette kapitel nævnte dyr og fugle.
Bestemmelsen giver mulighed for at pålægge ovennævnte personer m.v. at afgive oplysninger til brug for den administrative forvaltning af fangst- og jagtområdet. Det er således af central betydning, at de myndigheder der forvalter denne landstingslov, har mulighed for at indhente oplysning- er om den fortagne fangst og jagt, bl.a. af hensyn til, at man kan forvalte i overensstemmelse med de formål, der er nævnt i landstingslovens kapitel 1.
Kapitel 3. Beskyttelse af fisk:
Under kapitel 1 er det beskrevet, hvilke fisk der er omfattet af denne landstingslov. Det drejer sig således om fisk, der ikke er reguleret i fiskerilovgivningen.
§ 7:
Landsstyret kan delvist fastsætte regler om de samme beskyttelsesredskaber til beskyttelse af fisk, som Landsstyret kan til beskyttelse af pattedyr og fugle.
Der henvises derfor i det hele til bemærkningerne ovenfor om beskyttelse af pattedyr og fugle.
§ 8:
Det fremgår af denne bestemmelse, at § 6 finder tilsvarende anvendelse for fisk. D.v.s. at Landsstyret kan give tilladelse til fiskeri som led i kortlægning af landets fiskerimæssige ressourcer eller som led i videnskabelige undersøgelser. Landsstyret kan ligeledes pålægge personer, virksomheder eller institutioner med ret til at fiske de i dette kapitel nævnte fisk at aflevere materiale fra sådanne fisk til videnskabelige undersøgelser. Landsstyret kan ligeledes pålægge sådanne personer m.v. at afgive oplysninger om fiskeriet til videnskabelige undersøgelser eller til brug for den administrative forvaltning.
Kapitel 4. Beskyttelse af andre dyr:
§ 9:
Landsstyret kan fastsætte regler om beskyttelse af andre dyr end de i kapitel 2 og 3 nævnte. Det drejer sig f.eks. om mikroorganismer, samt insekter og andre hvirvelløse dyr.
Formålet med bestemmelserne om “andre dyr” er at opsamle alle dyr, som ikke er pattedyr, fugle eller fisk. Bestemmelsen tager også højde for de tilfælde, hvor der kommer ny fauna til Grønland, som ikke har karakter af pattedyr, fugle eller fisk.
Beskyttelse af disse dyr kan ske ved seks forskellige foranstaltninger, som også er nævnt i kapitel 2 om beskyttelse af pattedyr og fugle. Der henvises derfor til bemærkningerne til bestemmelserne i kapitel 2.
Kapitel 5. Beskyttelse af vilde planter:
§ 11:
Landsstyret kan fastsætte regler om beskyttelse af vilde planter.
Ved vilde planter forstås alle former for vildtlevende flora i naturen. Bestemmelsen er således ikke tiltænkt at skulle anvendes på f.eks. opdyrkede planter i haver og i landbrug.
Da disse foranstaltninger svarer til de i kap. 2 nævnte, henvises der til bemærkningerne til bestemmelserne i kapitel 2.
Kapitel 6. Fredning af landarealer samt ferske- og salte vande:
Bestemmelserne svarer overvejende til de i naturfredningsloven af 1980 fastsatte bestemmelser om arealfredning, men proceduren for gennemførelse af en fredning er dog i dette lovforslag blevet smidiggjort. Efter naturfredningsloven er der således krav om flere offentlige underretninger undervejs i en fredningssag, end det er tilfældet efter dette lovforslag, og i flere tilfælde er der i naturfredningsloven krav om offentliggørelse i Statstidende, hvilket i dette forslag er udeladt som bekendtgørelsesform.
Efter lovforslaget skal der i to tilfælde ske offentlig underretning i en fredningssag, nemlig på det tidspunkt, hvor Landsstyret har udarbejdet et fredningsforslag, samt på det tidspunkt, hvor det endelige fredningsforslag foreligger. Det er Landsstyrets vurdering at disse to underretninger giver offentligheden tilstrækkelig grad af mulighed for at blive inddraget i beslutningsproces- sen, samtidig med at det er et system der er håndterbart.
Konsekvensen af reglerne i kapitel 6 er, at en fredning af et landareal eller ferske eller salte vande kun kan gennemføres efter reglerne i dette kapitel. D.v.s. at det fremover kun er Landsstyret der kan gennemføre sådanne fredninger. En kommunalbestyrelse der f.eks. ønsker at få et landareal fredet, skal således fremover foreslå dette overfor Landsstyret, og kan ikke længere ved en kommunalvedtægt frede sådanne områder. Kommunale vedtægter fra før lovens ikrafttræden er dog stadig gældende, indtil de eventuelt ophæves.
§ 13:
Landsstyret kan frede et landareal og ferske- og salte vande, såfremt det anses for nødvendigt for at varetage en eller flere af de i § 1 nævnte formål. En fredning kan således f.eks. være ønskelig for at beskytte den biologiske mangfoldighed, og/eller for at bevare landskabelige værdier.
§ 13, stk. 2:
Efter denne bestemmelse skal det så vidt muligt tilstræbes i forbindelse med fredningen at gennemføre en beskyttelse af nærmere afgrænsede økosystemer.
Ved økosystemer forstås et samspil mellem levende organismer og deres samspil med de fysiske omgivelser. Inden for et økosystem er alle levende organismer på forskellige måder påvirkede og afhængige af andre organismer.
Det skal pointeres, at det ikke er nogen betingelse for at gennemføre en fredning, at der forefindes et eller flere økosystemer. Man kan derfor nærmest betragte denne bestemmelse som en “formålsbestemmelse”. Bestemmelsen afspejler således filosofien i biodiversitetskon-ventionens definition på “biologisk mangfoldighed”, der inddeler diversiteten i dyr, planter, genressourcer samt økosystemer.
§ 14, stk. 1:
En fredningssag kan efter stk. 1 tage sin begyndelse ved, at Landsstyret beslutter at fremsætte et fredningsforslag. Men sagen kan også begynde ved, at en kommunalbestyrelse eller en forening, organisation eller lignende, der er anerkendt hertil af Landsstyret, fremsætter et fredningsforslag overfor Landsstyret.
Det er således kun en forening, organisation eller lignende, der er anerkendt til at kunne rejse en fredningssag, som kan rejse en fredningssag overfor Landsstyret. For at en forening, organisation og lignede kan anerkendes hertil, må der som minimum være tale om, at den har hjemsted eller repræsentation i Grønland, og at den har en struktur, indeholdende bestemmelser - typisk vedtægter - for dens virke. Har foreningen repræsentation i Grønland (hovedforeningen befinder sig et andet sted end Grønland, eller den grønlandske del af en international sammenslutning) skal der foreligge vedtægter for foreningen, alene gældende for foreningen i Grønland. Foreningen skal ligeledes have en medlemsliste samt udarbejde et årligt generalforsamlingsreferat. For at en forening kan opnå anerkendelse til at rejse en fredningssag, kræves endvidere at foreningen har naturbeskyttelse som et af sine væsentlige formål.
Landsstyrets anerkendelse af en forening, organisation eller lignende som rejsningsberettiget sker på grundlag af en ansøgning herom og meddeles i form af en skrivelse fra Landsstyret til vedkommende forening.
§ 14, stk. 2:
Af denne bestemmelse fremgår hvad et fredningsforslag fra en kommunalbestyrelse eller en forening, organisation eller lignende som minimum skal indeholde. Forslaget skal således som minimum indeholde en angivelse af, hvilket land- eller vandområde der ønskes fredet, samt oplysninger om tildelte brugsrettigheder, typisk arealtildelinger, der vil blive påvirket af en eventuel fredning. Såfremt der er vanskeligheder med at indsamle oplysninger om sidstnævnte, vil Landsstyret kunne være behjælpelig med at indsamle sådanne oplysninger.
Forslaget skal desuden være ledsaget af en redegørelse for forslagets formål og baggrund; altså hvorfor der ønskes en fredning af arealet.
Bestemmelsen indeholder således intet krav om, at forslagsstilleren skal udarbejde et egentlig forslag til en fredningsbekendtgørelse, indeholdende de bestemmelser som forslaget tænkes at skulle indeholde. Bestemmelsen udelukker imidlertid ikke, at forslagsstilleren kan fremsætte et forslag, der også indeholder forslag til fredningsbestemmelser.
§ 14, stk. 3:
Når Landsstyret har modtaget et forslag til fredning fra en kommunalbestyrelse eller en forening eller lignende afgør Landsstyret om sagen skal fremmes eller ej. Hvis sagen fremmes udarbejder Landsstyret et fredningsforslag på baggrund af det stillede forslag.
Landsstyrets afgørelse om ikke at fremme en sådan fredning kan påklages efter reglerne i § 57 Landsstyrets afgørelse om at fremme en fredningssag kan derimod ikke påklages. Der er intet retsikkerhedsmæssigt problem forbundet hermed, da personer der er utilfredse med fredningsforslaget på et senere tidspunkt i fredningsforløbet vil kunne klage over Landsstyrets afgørelser, ligesom der vil være mulighed for at fremsætte indsigelser mod forslaget i forbindelse med offentliggørelse af fredningsforslaget; jfr. § 15.
§ 15:
Landsstyret underretter offentligheden om fredningsforslaget gennem offentliggørelse i de landsdækkende aviser, for tiden Sermitsiaq og AG, og i fornødent omfang ligeledes i lokale medier. Sidstnævnte offentliggørelse kan være specielt aktuelt når en fredning gælder et begrænset område og derfor i særlig grad berører den stedlige befolkning.
Landsstyret underetter samtidig særskilt de personer, selskaber, myndigheder, institutionerog organisationer m.v. der har brugsrettigheder over arealer, der omfattes af forslaget. Det er typisk personer m.v., der har fået en arealtildeling til opførelse af en bygning eller til opdyrkning af et areal. Landsstyret underretter ligeledes de berørte kommunalbestyrelser.
Endelig underrettes de foreninger og organisationer m.v. som antages at have en væsentlig interesse i forslaget. Sådanne foreninger og organisationer behøver nødvendigvis ikke at være identisk med de foreninger, organisationer og lignende, som har kompetence til at rejse en fredningssag.
§ 16:
Fra det tidspunkt, den i § 15 nævnte underretning er kommet frem, må der ikke foretages noget, der kan hindre eller vanskeliggøre gennemførelsen af den påtænkte fredning.
Forbudet gælder fra offentliggørelsen i de landsdækkende aviser, og indtil der er foretaget offentlig bekendtgørelse af den endelige fredning, jfr. § 18, stk. 2.
§ 17:
Landsstyret bemyndiges efter denne bestemmelse til i fornødent omfang at erhverve ejendom, såfremt det er nødvendigt for at gennemføre en fredning. Evt. ekspropriation sker efter reglerne i landstingslov om ekspropriation.
Det vil sige, at såfremt der fremkommer et erstatningskrav i forbindelse med en fredningssag skal sagen først forsøges løst ved en overenskomst mellem den, der kræver erstatning og Landsstyret. Såfremt der ikke kan opnås enighed om berettigelsen af erstatningen eller erstatningens størrelse, skal sagen behandles af det i § 2 i ekspropriationslovens nævnte udvalg, der afgør om der skal ydes erstatning, og i givet fald erstatningens størrelse.
§ 18, stk. 1:
Efter udløbet af fristen på de 2 måneder i forbindelse med offentliggørelsen af fredningsfor-
slaget i de landsdækkende aviser, afgør Landsstyret om fredningen skal gennemføres. Landsstyrets afgørelse kan påklages efter reglerne i § 20.
Fredningen vil indeholde en række fredningsbestemmelser, som det er nævnt i nr. 1-8.
En af fredningsbestemmelserne skal fastlægge hvilke instans der har tilsynet med overholdelse af fredningsbestemmelserne. Dette kan i konkrete tilfælde blive kommunalbestyrelsen som har dette tilsyn, såfremt kommunen er indforstået hermed.
§ 18, stk. 2:
Fastsætter at den endelige fredning skal offentliggøres i de landsdækkende aviser, og i fornødent omfang også i lokale medier. Sidstnævnte offentliggørelse kan være specielt aktuelt når en fredning gælder et begrænset område og derfor i særlig grad berører den stedlige befolkning.
§ 19, stk. 1, 2 og 3:
Fastsætter hvorledes proceduren er, når en fredning ønskes ophævet eller ændret.
Stk. 1 omhandler den situation, hvor en fredning er gennemført efter lovens ikrafttrædelse og efterfølgende skal ophæves eller ændres. Her skal der benyttes samme fremgangsmåde, som hvis man ønsker at gennemføre en fredning, altså bl.a. en offentliggørelse herom i de landsdækkende aviser.
Bestemmelsen om ændring af fredninger skal sammenholdes med § 18, stk. 1 nr. 7, hvoraf det fremgår, at der skal træffes afgørelse om, hvorvidt der kan dispenseres fra fredningsbestem- melser. For at undgå at skulle ændre fredninger ved mindre betydende fravigelser vil det være hensigtsmæssigt at have en dispensationsadgang i fredningsbestemmelserne.
Væsentlige ændringer af fredninger f.eks. i form af indskrænkninger af det fredede område eller dispensationer i strid med formålet med fredningen bør dog ikke ske ved dispensation, men i form af samme procedure som for gennemførelse af fredninger.
Stk. 2 omhandler de fredninger, som Landsstyret har gennemført før lovens ikrafttrædelse. Ophævelse eller ændring af disse “gamle fredninger” kræver ligeledes, at man følger samme fremgangsmåde som for gennemførelse af en fredning.
Stk. 3 omhandler for det første kommunale fredninger, der er gennemført før lovens ikrafttræden med Landsstyrets godkendelse. Pågældende kommune har kompetence til at ophæve disse, men Landsstyret skal give sit samtykke hertil. Bestemmelsen omhandler for det andet kommunale fredninger, som er gennemført uden at Landsstyret har givet godkendelse. Sådanne fredninger kan ophæves af vedkommende kommune, der dog skal underrette Landsstyret herom.
Af stk. 3 fremgår det ligeledes, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at orientere offentligheden om ophævelse af kommunale fredninger. Hvordan orienteringen skal være må afhænge af de nærmere omstændigheder, herunder fredningens indhold.
§ 19, stk. 4 og 5:
Fastsætter at Landsstyret kan iværksætte plejeforanstaltninger for et fredet område uden at dette kræver, at man skal følge samme fremgangsmåde som for gennemførelse af en fredning. Dette gælder både fredninger der er gennemført før og efter lovens ikrafttrædelse.
Begrundelsen for denne bestemmelse er, at det vil være uhensigtsmæssigt, såfremt nødvendige plejeforanstaltninger ikke kan gennemføres, uden at skulle anvende proceduren for gennemførelse af en fredning.
§ 20:
Bestemmelsenomhandler klage over Landsstyrets afgørelser. Sådanne klager skal behandles af et naturklageudvalg. Nærmere beskrivelse af dette udvalg findes under § 57.
Kapitel 7. Naturskabte objekter:
§ 21:
Bestemmelsen fastslår, at naturskabte objekter af botanisk, zoologisk eller geologisk art, derer af videnskabelig eller udstillingsmæssig enestående værdi tilhører det grønlandske samfund.
Bestemmelsen indeholder eksempler på hvad der menes med naturskabte objekter. Det drejer sig bl.a. om fossiler, f.eks. af pattedyr, hvirvelløse dyr og plantedele, samt meteoritter.
Bestemmelsen omhandler kun naturskabte objekter, der er af enestående værdi. D.v.s. at det skal være helt specielle unikke objekter, eksempelvis unikke fossiler, før bestemmelsen er gældende.
Sådanne fund må ikke fjernes, ændres eller beskadiges uden tilladelse fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Af stk. 2 fremgår det, at ovennævnte fund skal anmeldes til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Baggrunden for at Grønlands Nationalmuseum og Arkiv har ovennævnte kompetence er, at de besidder den arkivalske viden og har samarbejdsrelationer til de relevante institutioner i Rigsfællesskabet.
Kapitel 8. Beskyttede naturtyper i det åbne land:
§ 23:
To naturtyper er omfattet af en generel biotopbeskyttelse, idet der ikke må foretages ændring i tilstanden af saltsøer og saltholdige søer, samt varme kilder.
Forbudet i § 23 gælder kun uden for by- og bygdezoner; altså i det åbne land. By- og bygdezonerne er fastlagt i henhold til landstingsforordning om arealanvendelse og planlægning.
Saltsøer er betegnelsen for søer, der har en betydelig større koncentration af ioner sammenlignet med almindelige ferske søer. Der kan være tale om ioner af kalcium- og magnesiumsalte samt natriumklorid, hydrogenkarbonat eller sulfatsalte. Plantevæksten omkring saltsøerne er kendetegnet ved arter, der er særlig salttolerante. Dette i Grønland sjældne plantesamfund er karakteriseret af arterne salt-ensian, steppe-annelgræs, stjerne-ensian, fugleklo-braya samt canadisk braya.
I litteraturen skelnes mellem saltholdige søer og saltsøer. Saltholdige søer er betegnelsen for søer med forhøjet saltindhold, medens saltsøer har en væsentlig højere saltkoncentration end de saltholdige søer (ledningsevnen er højere end 1300 mmho).
Saltholdige søer og saltsøer er hovedsageligt samlet i fire regioner og forekommer, hvor der findes kontinentalt klima med lav nedbør.
Der er i Grønland kun registreret ca. 16 saltholdige søer og 4 saltsøer, så det er derfor en sjælden forekommede naturtype.
Varme/homoterme kilder har en temperatur, der er konstant hele året rundt og højere end omgivelsernes temperatur i årsgennemsnit. I sydgrønland skal vandtemperaturen i en kilde derfor være over 1 grad celcius for at kilden benævnes varm/homoterm. I det øvrige Grønland er det tilstrækkeligt med temperaturer over 0 grad celcius. Kilderne fryser aldrig til, og typisk er der derfor en rig plantevegetation ved disse kilder. Nogle kilder rummer meget sjældne planter. Artsrigdommen i og omkring varme kilder afspejler sig også i et mangfoldigt dyreliv.
Grønlands varme kilder er hovedsageligt koncenteret omkring fire områder. I østgrønland på Liverpool Land og langs Blossevillekysten, i Narssaq, Qaqortoq og Nanortalik kommune samt på Diskoøen.
Beskyttelsen indebærer, at der efter landstingslovens ikrafttræden ikke må foretages ændring af tilstanden af ovennævnte naturtyper. Dette betyder, at denhidtidige benyttelse af saltsøerne og de varme kilder kan fortsætte. Eksempelvis vil en opdæmning af en varm kilde kunne fortsætte som hidtil, men eventuelle fremtidige opdæmninger er omfattet af bestemmelserne i § 23.
En udtømmende opregning af, hvad der er omfattet af forbuddet er ikke muligt. Generelt kan man sige, at det skal være foranstaltninger, der ændrer naturtilstanden. I princippet er alle ændringer omfattet, men ændringer, der er af midlertidig karakter, og som ikke påvirker naturtypen, vil typisk falde uden for forbudet.
Eksempler på foranstaltninger, der typisk vil være forbudt, er opdæmning af en saltsø eller en varm kilde, tilplantning i søen eller kilden, tilførsel af ferskvand til en saltsø eller tømning af en sø eller kilde, samt tilførsel af spildevand til en saltsø eller en varm kilde.
Udlagte vandindvindingsområder er undtaget for bestemmelsen i § 23. D.v.s. at eksempelvis vandindvinding fra en varm kilde kan ske, uanset forbudet i § 23.
Ved at beskytte saltsøer og saltholdige søer, samt varme kilder foretages der en aktiv indsats for at beskytte landets særegne vådområder, hvilket kan ses som et bidrag til at opfylde både Biodiversitets- og Ramsarkonventionens formål. Saltsøerne og de varme kilder indeholder således på grund af de særlige kår, en beskyttelsesværdig flora og fauna.
§ 24, stk. 1:
Efter stk. 1 kan Landsstyret fastsætte regler, som beskriver og afgrænser de i § 23nævnte naturtyper. Her er der tænkt på en vejledning om disse naturtyper, hvis der hen ad vejen viser sig behov for en sådan vejledning.
§ 25:
Heraf fremgår, at Landsstyret kan dispensere fra forbudet i § 23, men dog kun i særlige tilfælde. Dette betyder, at Landsstyret skal føre en restriktiv praksis i forbindelse med administrationen af loven, hvilket er begrundet i, at de beskyttede naturtyper betragtes som unikke for den grønlandske natur.
I vurderingen af dispensationsansøgninger indgår bl.a. en vurdering af, hvilke foranstaltninger der er tale om, men også en bedømmelse af den specifikke naturtypes naturmæssige værdi, f.eks. hvilken flora og fauna der vil blive berørt af et eventuelt indgreb.
§ 26:
Landsstyret kan ved bekendtgørelse bestemme, at andre naturtyper end de i § 23 nævnte skal være beskyttede.
Som eksempler på naturtyper, der på et senere tidspunkt - og efter høring af relevante parter - eventuelt vil kunne blive omfattet af en sådan beskyttelse kan nævnes urtelier, moser og kær, lavheder, birkeskov og krat, samt pile- og ellekrat. Alle disse naturtyper er således særegne for den grønlandske natur.
Kapitel 9. Beskyttelseslinier i det åbne land:
§ 27:
Indenfor en afstand af 100 meter fra saltsøer og saltholdige søer, og de varme kilder der er nævnt i § 23, samt elve, må der ikke foretages de i stk. 1 nævnte indgreb, eller andre former for ændring af terrænet.
Forbudet i § 27 gælder kun uden for by- og bygdezoner; altså i det åbne land. By- og bygdezonerne er fastlagt i henhold til landtingsforordning om arealanvendelse og planlægning.
I bestemmelsen er der en ikke udtømmende opregning af hvad der menes med “ må der ikke foretages ændringer i terrænet”. Bebyggelse, beplantning, opdyrkning og dræning er således eksempler på hvad der menes med dette begreb.
Midlertidige udgravninger f.eks. arkæologiske undersøgelser vil typisk ikke være omfattet af forbudet.
Udlagte vandindvindingsområder er undtaget fra forbudet i § 27. Dette betyder bl.a. at det ikke er forbudt at placere eksempelvis anlæg, der anvendes til offentlig vandforsyning indenfor 100 meter fra de i § 27 nævnte elve m.v.
§ 27 omhandler beskyttelse mod ændring af tilstanden indenfor beskyttelseslinien. Dette betyder, at den hidtidige anvendelse af arealer ved elve m.v. kan fortsætte. F.eks. vil eksisterende hytter ikke blive berørt af bestemmelsen, hvorimod planer om fremtidige hytter vil være omfattet af bestemmelsen.
Om saltsøer og saltholdige søer, samt varme kilder henvises der til bemærkningerne til kapitel 9 om beskyttede naturtyper.
Afstandskravtil elve er ikke noget nyt fænomen. Landsstyret (Direktoratet for Boliger og Infrastruktur) har allerede i dag en praksis i forbindelse med arealtildelinger, hvor der som standardvilkår fastsættes, at en hytte ikke må placeres tættere end 100 meter fra elve. Sisimiut Kommune anbefaler, at arealtildelinger til hytter i det åbne land sker på vilkår af, at der holdes en afstand på minimun 200 meter til elve og søer, hvilket Landsstyret efterkommer og indarbejder i vilkårene til arealtildelinger i den respektive kommune.
Elve er en af de naturtyper der er omfattet af § 27. Det er alene de elve, som er levested for ørreder, der er omfattet af begrebet “elve” i § 27.
Foruden at styrke beskyttelsen af naturen skal reglerne om beskyttelseslinier omkring saltsøer og saltholdige søer, samt elve og varme kilder ses som et led i en opfyldelse af de målsætninger, som Ramsarkonventionen om beskyttelse af vådområder indeholder.
§ 28:
Bestemmelsen fastsætter en beskyttelseslinie uden for by- og bygdezonerne fra kystlinien, således at der inden for en afstand af 100 meter fra kystlinien, ikke må foretages nogen form for ændringer i terrænet, herunder placeres bebyggelse, foretages beplantning, ske opdyrkning eller dræning. Der er her tænkt på opdyrkning og dræning, der ikke foretages i landbrugserhvervsmæssig øjemed, da landbrugsaktiviteter som nedennævnt er undtaget for forbudet.
Kystlinien er dets linie hvor land og hav (fjord) mødes ved højvande.
§ 29, stk. 1, 2 og 3:
Landbrugsaktiviteter er efter stk. 1 undtaget fra reglerne i §§ 27 og 28. D.v.s. at aktiviteter der er forbundet med det at drive landbrug, ikke er omfattet af de forbud som er nævnt i §§ 27 og 28. Således er f.eks. en fåreavler ikke forhindret i at opdyrke helt op til en elv eller helt ud til kystlinien.
Efter stk. 2 kan Landsstyret ved bekendtgørelse dog fastsætte, at §§ 27 og 28 også skal gælde for landbrugsaktiviteter.
Efter stk. 3 kan Landsstyret fastsætte regler om, at arealer i nuværende landbrugsområder skal friholdes for landbrugsaktiviteter. Her tænkes der på arealer i landbrugsområder, der endnu ikke er opdyrket.
Efter stk. 3 har Landsstyret ligeledes mulighed for at fastsætte regler om at friholde mulige fremtidige landbrugsområder for landbrugsaktiviteter. Dette kan være særligt relevant, såfremt et områdes naturtilstand vil kunne blive væsentligt forringet, hvis der kommer landbrugsaktiviteter i området.
§ 30:
Bestemmelsen fastsætter, at råstofaktiviteter - herunder efterforskning og udvinding - der foregår efter råstofloven ikke er omfattet af forbudet i §§ 27 og 28. D.v.s. at efterforsknings- og udvindingsaktiviteter ikke forhindres af lovens bestemmelser om beskyttelseslinier.
§ 31:
Ved fangst- og overlevelseshytter forstås hytter der er etableret af en kommune eller organisation m.v. og som primært anvendes til fangst, eller står til rådighed i forbindelse med nødsituationer. Hytter der er etableret af enkeltindivider er således ikke omfattet af denne undtagelsesbestemmelse.
§ 32:
Såfremt der for et nærmere afgrænset geografisk område udarbejdes en frilandsplan i henhold til landstingsforordning om arealanvendelse og planlægning kan en sådan plan indeholde bestemmelser som fraviger fra forbudene i §§ 27 og 28, herunder at frilands- og turisthytter kan placeres nærmere end 100 meter fra kystlinien, uanset forbudet i § 28. En sådan frilandsplan skal godkendes af Landsstyret.
§ 33:
Landsstyret kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelerne i §§ 27 og 28. Da der står “i særlige tilfælde” vil Landsstyret føre en restriktiv praksis i forbindelse med administration af loven.
§ 34:
Landsstyret kan fastsætte regler om, at andre naturtyper end de i §§ 27 og 28 nævnte, skal have beskyttelseslinier.
Her kan tænkes fastsættelse af eventuelle beskyttelseslinier ved eksempelvis urtelier, søer, moser og kær, lavheder, birkeskov- og krat samt pile- og ellekrat, eller andre særegne naturtyper.
Kapitel 10. Udsætning, hold, indførsel og udførsel m.v. og handel
med vilde dyre- og plantearter:
§ 35, stk. 1:
Dyr, planter og mikroorganismer, der ikke forekommer naturligt vildtlevende i Grønland, må efter stk. 1 ikke udsættes eller opdrættes i naturen, hvilket er i overensstemmelse med Biodiversitetskonventionen, som Grønland er omfattet af, da en sådan regel er medvirkende til at beskytte den naturlige hjemmehørende biodiversitet.
Forbudet i stk. 1 omfatter også de tilfælde, hvor der ønskes indført vilde dyr fra udlandet, der rent faktisk forekommer naturligt vildtlevende i Grønland, eksempelvis indførsel af rensdyr eller moskusokser fra udlandet.
Ved “opdrættes i naturen” tænkes primært på dambrug eller lignende opdræt, under forhold, der ikke er “lukkede” eller afsondrede fra naturen.
Landsstyret kan dispensere fra forbudet, og i den forbindelse fastsætte vilkår til beskyttelse af naturen. Dispensationen skal ske på baggrund af en udarbejdet naturkonsekvensvurdering svarende til den i § 43 krævede vurdering, d.v.s. at den der søger om dispensation skal redegøre for planerne for udsætningen eller opdrættet samt hvilke konsekvenser, projektet anses at have for landskabet eller fjord- og havområdet og naturen, herunder for de vilde dyr og planter.
Denne dispensation kan også være en generel dispensation, herunder en autorisation til at udsætte eksempelvis specifikke planter.
§ 35, stk. 2, 3 og 4:
Efter stk. 2 har Landsstyret mulighed for at udrydde dyre- og planterarter, samt mikroorganismer, hvis de skønnes at udgøre en risiko for de naturligt forekommende vilde dyr, planter og mikroorganismer. Dette kan f.eks. ske hvis disse dyr m.v. er udsat i naturen uden tilladelse, er indslæbt eller har spredt sig på naturlig måde fra et sted til et andet.
Ved “indslæbt” tænkes på de tilfælde, hvor mennesker ikke bevidst har udsat dyr m.v. i naturen, men ubevidt har gjort dette, f.eks. ved udledning i ballastvand, ved indførsel af tømmer med levedygtige fremmede organismer eller ved, at dyr m.v. der har “været blinde passagere” på skibe, har anløbet en grønlandsk havn.
Efter stk. 3 kan Landstyret fastsætte regler med henblik på at hindre indslæbning af de i stk. 1 nævnte arter. Det vurderes, at der for øjeblikket ikke er behov for at fastsætte regler herom, men i internationalt regi arbejdes der med problemet. Der har i den forbindelse været fremsat ideer om at udarbejde internationale regler herom. Hvis dette sker, og Grønland bliver omfattet at disse regler, giver bestemmelsen Landsstyret grundlag for at implementere sådanne forpligtigelser.
Efter stk. 4 kan flytning og udsætning af vilde dyrearter og vilde planter fra et sted til et andet sted i Grønland kun ske med godkendelse fra Landsstyret. Formålet med bestemmelsen er et ønske om at beskytte naturen, idet der før en sådan flytning og udsætning bør foretages en nøje vurdering af konsekvenserne heraf. Igennem årene har der i begrænset omfang foregået en sådan flytning og udsætning, f.eks. flytningen af moskusokser fra Kangerlussuaq til Ivittut.
§ 36:
Forbudet mod hold af pattedyr, fugle og fisk i indhegnede områder gælder kun for vilde pattedyr, fugle og fisk. Husdyrhold i indhegninger, f.eks. fårehold, hønsehuse m.v. eller hundehold, samt dambrug er således ikke omfattet af forbudet.
§ 37:
Allerede i dag er Grønland omfattet af regler der regulere udnyttelsen af vilde dyre- og plantearter. Grønland er således omfattet af Washingtonkonventionen (CITES) som regulerer international handel med udryddelsestruede planter og dyrearter.
§ 38:
Ved totalfredede dyre- og plantearter forstås dyr og planter, som ikke på noget tidspunkt af året må være genstand for fangst og jagt eller indsamling.
Af stk. 1 fremgår, at Landsstyret i særlige tilfælde kan gøre undtagelse for dette forbud. Her er der særligt tænkt på de tilfælde, hvor personer eller institutioner m.v. af videnskabelige grunde besidder totalfredede dyre- og plantearter.
Efter stk. 3 skal et dødfundet eksemplar af en totalfredet dyreart - eller dele heraf - enten efterlades i naturen eller hvis den medtages, afleveres til Grønlands Naturinstitut eller til politiet.
Kapitel 11. Genetiske ressourcer:
For at gøre naturbeskyttelsesloven tidssvarende har det været nødvendigt at medtage bestemmelser om genetiske ressourcer, bl.a. for at sikre at udnyttelsen af sådanne ressourcer kommer det grønlandske samfund økonomisk til gode.
Dette kapitel omhandler genetiske ressourcer, der forekommer naturligt i naturen, modsat de i kapitel 12 nævnte genetisk modificerede organismer, der ikke forekommer naturligt i naturen. Sådant genetisk materiale kan stamme fra planter, dyr og mikroorganismer m.v.
Langt den overvejende del af disse genetiske ressourcer er mikroorganismer. Den grønlandske biodiversitet hvad angår mikroorganismer er ikke alene af stor videnskabelig værdi; den rummer også et kommercielt potentiale. Der er allerede fundet interessante organismer og muligheden for at finde helt nye, kommercielt interessante organismer og enzymer er også til stede. Den grønlandske natur rummer således helt unikke økologiske nicher, f.eks. kolde, varme eller radioaktive kilder, gletchere, indlandsisen og ikaitsøjler, for blot at nævne nogle få. Mikroorganismer fra disse nicher producerer enzymer, som er virksomme ved lave temperaturer, og kan derfor tænkes anvendt i nye, energibesparende og hygiejniske, industrielle processer. Man kan derfor forestille sig, at udenlandske interessenter i de kommende år ønsker at udnytte disse organismer, eksempelvis kulderesistente organismer, i forbindelse med produktionen af diverse produkter.
Kap. 11 finder ikke anvendelse på menneskets genetiske ressourcer, og kommer således ikke i konflikt med sundhedsvæsenets og sundhedsforskningens eventuelle behov for at udtage, indsamle, opbevare og registrere humanbiologisk væv og humangenetiske informationer.
Biodiversitetskonventionen - som Grønland også er omfattet af - indeholder nogle vigtige regler på dette område. Heraf fremgår bl.a. at hvert land har suveræne rettigheder over deres egne naturlige ressourcer og deres udnyttelse, og at ingen uden forudgående tilladelser kan indsamle de genetiske ressourcer. Det fremgår ligeledes, at resultaterne fra forskning, udvikling og kommerciel udnyttelse skal deles retfærdigt og ligeværdigt, og at lande, der stiller deres biologiske diversitet til rådighed, skal have mulighed for at deltage i bioteknologiske forskningsaktiviteter.
Forslaget vil bl.a. sikre, at Grønland er “på forkant med udviklingen” og implementerer forpligtigelserne i biodiversitetskonventionen.
§ 39, stk. 1 og 2:
Stk. 1 omfatter principielt alle former for erhvervelse af alle slags genetiske ressourcer i Grønland, der er omfattet af landstingsloven. Det betyder f.eks., at fisk, muslinger, rejer og andre invertebrater, der er reguleret af fiskerilovgivningen, ikke er omfattet af bestemmelsen jf. § 3, stk. 1. Heller ikke genetiske ressourcer vedrørende domesticerede arter som f.eks. får eller kultiverede planter er omfattet.
På grund af bestemmelsens brede karakter er det nødvendigt at fastsætte en række undtagelser. Derfor indeholder stk. 2 et sæt undtagelser, der dog alle har tilfælles, at de kun gælder, hvis den erhvervelse m.v., der er tale om, respekterer andre regler i forslaget eller bestemmelser fastsat i henhold til forslaget. F.eks. omfatter undtagelserne ikke erhvervelse af fredede arter eller indsamling i fredede områder, hvor der gælder et totalt indsamlingsforbud. Det er også en selvfølge, at såfremt der findes relevante regler i anden grønlandsk lovgivning, må også sådanne regler respekteres, idet § 39 ikke tilsigter at ændre disse regler.
Stk. 2, nr. 1 om erhvervelse til direkte brug eller fortæring vedrører f.eks. pattedyr og fugle, der nedlægges ved lovlig jagt, herunder i erhvervsmæssigt øjemed, eller f.eks. indsamling af bær.
Udtrykket ”direkte brug eller fortæring” betyder, at selvom der lovligt kan indsamles f.eks. planter, vil det ikke være lovligt at udnytte det genetiske materiale i disse til f.eks. erhvervsmæssige bioteknologiske formål, idet dette ikke kan betegnes som ”direkte brug”. Mikroorganismer er ikke omfattet af nogen af de undtagelsesbestemmelser, der accepterer en erhvervsmæssig udnyttelse. En udnyttelse af det genetiske materiale i disse til et erhvervsmæssigt formål, kræver derfor allerede af den grund et forudgående informeret samtykke efter hovedreglen i stk. 1.
Det bemærkes, at suveræniteten over genetiske ressourcer næppe kan hævdes uden for Grønlands grænser f.eks. hvis genetisk materiale i bær eller planter, lovligt indsamlet efter stk. 2, nr. 1 eller nr. 2, og siden udført fra Grønland, udnyttes erhvervsmæssigt til bioteknologiske formål.
Stk. 2, nr. 2 om erhvervelse i privat og personlig øjemed omfatter f.eks. planter, der indsamles til et privat herbarium, insekter, der indsamlet som led i en hobby, en skoleklasses botanisering el. lign.
Stk. 2, nr. 3 vedrører den rent videnskabelige erhvervelse og indsamling, idet det ikke har været hensigten at ramme den ikke erhvervsmæssige forskning. Sådan forskning vedrørende mikroorganismer vil således ikke kræve tilladelse fra Landsstyret.
§ 39, stk. 3:
Stk. 3 om, at der i et samtykke efter stk. 1 kan fastsættes de vilkår, der skønnes nødvendige til sikring af, at en rimelig andel af det økonomiske udbytte ved erhvervsmæssig udnyttelse af genetiske ressourcer, tilfalder det grønlandske samfund, er i overensstemmelse med reglerne i Biodiversitets-konventionen.
Det bemærkes, at Biodiversitets-konventionen forudsætter, at bestemmelserne administreres på en rimelig måde, d.v.s. ikke så restriktivt, at adgang i praksis bliver umulig, og samtidig således at der ikke diskrimineres mellem de lande, der ønsker adgang.
Det bemærkes, at de kontrakter, der fastsætter vilkår for adgang til indsamling af genetiske ressourcer, kan være meget komplicerede, især hvis indsamlingen tager sigte på udvikling af bioteknologiske produkter. F.eks. kan det være relevant at tage stilling til omfanget af og betingelser for royalties, ejendomsret til patenter m.v. Det vil derfor kunne være nødvendigt, at Landsstyret søger professionel bestand, f.eks. advokatbistand, hvor mere komplicerede kontrakter kommer på tale.
§ 39, stk. 4:
Efter stk. 4 kan Landsstyret fastsætte nærmere bestemmelser om undersøgelse og udnyttelse af Grønlands genetiske ressourcer. Det betyder bl.a., at Landsstyret kan indskrænke, udvide, præcisere og supplere undtagelserne i stk. 2.
Reglen om, at Landsstyret kan fastsætte bestemmelser om undersøgelse af Grønlands genetiske ressourcer omfatter også en regulering af rent videnskabelige undersøgelser i Grønland, hvis de nugældende regler skal revideres eller skønnes utilstrækkelige.
Endelig er der en adgang til at fastsætte bestemmelser om offentlighedens inddragelse i beslutningsprocesserne d.v.s. beslutninger efter stk. 1, 3 og 4. En sådan inddragelse kan imidlertid også ske ad hoc og konkret, f.eks. i tilfælde af indgåelsen af en større kontrakt efter stk. 1 og 3, og eventuelt stk. 4, enten ved en passende høring af kommuner, interesseorganisationer, forskningsinstitutioner m.v. eller ved annoncering og opfordring til kommentering af et resumé af kontraktudkastet. En høring eller annoncering må naturligvis respektere de forretningshemmeligheder, som der opnås enighed med den anden part om, at udkastet indeholder.
Der er næppe et umiddelbart behov for at fastsætte en bekendtgørelse eller lignende efter stk. 4, men den internationale udvikling kan gøre noget sådant aktuelt senere.
Kapitel 12. Genetisk modificerede organismer:
For at gøre naturbeskyttelsesloven tidssvarende er det nødvendigt at have bestemmelser om genetisk modificerede organismer (GMO’er), bl.a. for at sikre, at naturen og menneskers sundhed beskyttes i forbindelse med fremstilling, udnyttelse, brug og forvaltning af GMO’er. Det skyldes ikke mindst, at den bioteknologiske industri er i rivende udvikling. Grønland vil derfor – ikke engang i det korte løb – kunne undgå at blive berørt af bioteknologiske produkter, og må derfor være rustet til både at møde udfordringerne i form af de risici, der kan være, og at være i stand til at udnytte eventuelle fordele.
Modsat de i kapitel 11 nævnte genetiske ressourcer forekommer GMO’er ikke naturligt i naturen, men er ”kunstigt” fremstillede. Loven omhandler imidlertid kun de levende modificerede organismer, altså organismer der er i stand til at overføre eller replicere genetisk materiale.
Kap. 12 omfatter alle forekommende levende genetiske modificerede organismer, herunder GMO’ere der indgår i medicinske produkter og i fødevarer. Kap. 12 hindrer ikke import og anvendelse af lægemidler, vacciner og medicinsk udstyr af enhver art. Dette vil i praksis sige, at den nuværende anvendelse af lægemidler uhindret kan fortsætte. Kap. 12 hindrer heller ikke anvendelse af GMO’ere i fødevareproduktionen, såfremt disse produkter har været anvendt i fødevareproduktionen før landstingslovens ikrafttræden. Hvorledes kontrollen med “nye” produkter i fødevareproduktionen skal varetages- og i hvilken udstrækning der skal gives dispensation efter stk. 3 til anvendelse af sådanne organismer i fødevareproduktionen - vil blive taget op til en nærmere vurdering efter landstingslovens ikrafttræden.
Kap. 12 omfatter alle GMO’ere fordi alle typer GMO’ere kan indebære ricisi for naturen og for menneskets sundhed, men også fordi nedennævnte Cartagena Protokol om Biosikkerhed omfatter alle GMO’ere.
Det genteknologiske område har en så kompleks karakter, at det vil være hensigtsmæssigt at der foregår en løbende dialog mellem de danske og grønlandske myndigheder, der administrerer dette område. Herved kan Grønland bl.a. indhøste viden og erfaringer på et område, som er nyt for Grønland, men som samtidig er under stadig forandring. Det kan ligeledes være aktuelt, at der indgås en egentlig samarbejdsaftale mellem myndighederne i Danmark og Grønland.
Biodiversitetskonventionen forpligter landene til en vis regulering m.v. af levende, modificerede organismer, som kan formodes at have negative virkninger for bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversitet. Ifølge konventionen skal der også tages hensyn til menneskers sundhed. Endvidere er der visse forpligtelser til at give oplysninger om eventuelle risici ved udførsel af sådanne organismer. Grønland er allerede i dag omfattet af disse forpligtelser, men det har ikke hidtil været nødvendigt at implementere dem.
På baggrund af bestemmelserne i Biodiversitetskonventionen blev der i slutningen af 90'erne udarbejdet en speciel international aftale om biosikkerhed, kaldet Cartagena Protokollen om Biosikkerhed.
Formålet med Cartagena Protokollen om Biosikkerhed er at beskytte naturen og menneskets sundhed i forbindelse med grænseoverskridende overførsel, håndtering og anvendelse af GMO’ere.
Den danske regering forventer at ratificere Cartagena Protokollen i 2002 med forbehold for Grønland.
Vedtagelse af naturbeskyttelsesloven vil tilvejebringe et lovgivningsmæssigt grundlag for at Grønland kan opfylde Cartagena Protokollen. Hvis lovforslaget vedtages får Landsstyret ligeledes kompetence til at gennemføre en mere detaljeret regulering af området i form af en bekendtgørelse. På dette tidspunkt vil Landstinget ligeledes kunne vedtage, at Grønland skal være omfattet af Cartagena Protokollen.
Kapitel 13. Færdsel og ophold i naturen:
§ 41, stk. 1 og 2:
Stk. 1 fastsætter at alle har adgang til at færdes og opholde sig i naturen. Det er således en markering af princippet om allemandsretten.
Stk. 2 fastsætter imidlertid det naturlige forbehold, at denne frie adgang til at færdes og opholde sig i naturen, samt de dertil hørende aktiviteter, ikke gælder for de områder, hvor der i fredningsbestemmelser eller på anden måde er fastsat begrænsninger for almenhedens adgang til færdsel og ophold. Dette kan f.eks. være i de tilfælde, hvor der er fastsat begrænsninger for færdsel efter lovens kapitel 2-5.
§ 41, stk. 5:
Landsstyret kan fastsætte regler om adgang til færdsel og ophold i naturen, herunder om anvendelse af motoriserede befordringsmidler. Bestemmelsen er tiltænkt som et eventuelt supplement til miljøforordningens regler om anvendelse af motoriserede befordringsmidler i de tilfælde, hvor der ikke er miljøproblemer forbundet med færdslen, men hvor det er naturhensyn der skal tages.
§ 41, stk. 6:
Denne bestemmelse om at Landsstyret kan fastsætte regler om en turistoperatørs pligt til at anvende guide i forbindelse med turistarrangementer er medtaget i loven, fordi det i flere tilfælde har vist sig ønskeligt, såfremt Landsstyret har kompetence til administrativt at kræve en guide i forbindelse med et turistarrangement.
Bestemmelsen vil bl.a. kunne være relevant i forbindelse med turoperatørers arrangementer i de fredede områder.
Kapitel 14. Naturpleje og naturgenopretning:
§ 42, stk. 1 og 2:
Stk. 1 opfylder et behov for at kunne fastsætte regler om naturpleje også i områder, der ikke er fredede.
Stk. 2 indebærer, at Landsstyret for nærmere afgrænsede områder, uden at gennemføre en fredning kan træffe afgørelser med det formål at beskytte den eksisterende landskabsstruktur, herunder vegetation og jordlag.
Eksempler på beskyttelse af vegetation kan f.eks. være beskyttelse mod overgræsning fra vilde dyr i fredede områder, eller i forbindelse med flyttede moskusoksebestande.
Ved beskyttelse af jordlag er specielt tænkt på foranstaltninger, der forhindrer eller delvist forhindrer erosion.
Bestemmelsen er ikke tiltænkt anvendt i forbindelse med beskyttelsen af den eksisterende landskabsstruktur på arealer, der anvendes til landbrugsaktiviteter, idet anden lovgivning regulerer dette område.
§ 42, stk. 3:
Landsstyret kan fastsætte regler om forvaltningsplaner, bl.a. for at sikre, at områder plejes hensigtsmæssigt.
Udarbejdelse af sådanne forvaltningsplaner vil ske i et tæt samarbejde med berørte kommuner.
Kapitel 15. Naturkonsekvensvurdering:
Baggrunden for bestemmelsen i § 43 er ønsket om, at der forinden større anlægsarbejder eller placering af anlæg eller virksomhed, der i væsentlig grad vil kunne medfører ændring af landsskabets eller saltvandsområders karakter eller væsentligt vil kunne påvirke naturen, udarbejdes en redegørelse - en naturkonsekvensvurdering - der beskriver hvilke konsekvenser, projektet anses at have for landskabet/fjord- og havområdet og naturen.
Eksempel på anlægsarbejder m.v. der vil kunne være pålagt kravet om konsekvensvurdering er vejanlæg og vandkraftsudvinding.
Der er således et væsentlighedskriterium; nemlig at der skal være tale om et projekt, der vurderes væsentligt at kunne påvirke landskabet/hav- og fjordområder eller naturen, herunder dyr og planter.
Hensigten med denne redegørelse er at give Landsstyret en kvalificeret mulighed for at vurdere, hvilken betydning et projekt vil have på f.eks. landsskabets karakter eller på fauna og flora. Redegørelsen vil også kunne danne grundlag for en vurdering af, hvorvidt Landsstyret skal fastsætte vilkår til en eventuel godkendelse af et projekt.
Redegørelsen skal udarbejdes af den der planlægger ovennævnte aktiviteter. Baggrunden herfor er, at den der kender mest til projektet i opstartsfasen af naturlige grunde er den, som har planer om gennemførelse af projektet. Desuden er en sådan regel i overensstemmelse med filosofien bag det almene princip om, at forureneren betaler.
§ 44:
Bestemmelsen fastsætter, at aktiviteter der hjemles i råstofloven er undtaget for kravene i § 43, stk. 1. Den der ønsker at foretage aktiviteter efter råstofloven - herunder efterforskning og udvinding - skal ifølge bemærkningerne til råstofloven før sådanne aktiviteter udarbejde en beskrivelse af virkningerne på miljøet.
Kapitel 16. Friluftsreklamer:
§ 46:
Reklamer kan foruden traditionelle skilte m.v. også være påmalede reklamer på klipper m.v.
Anvendelse af friluftsreklamer i forbindelse med midlertidige arrangementer m.v. af maksimalt to ugers varighed er ikke omfattet af forbudet. Denne undtagelsesbestemmelse er ny i forhold til den bestemmelse om friluftsreklamer, der findes i naturfredningsloven af 1980. Baggrunden herfor er, at forbudet ikke er tiltænkt de tilfælde, hvor der kun er tale om reklamering i forbindelse med midlertidige arrangementer m.v., herunder ved sportsarrangementer.
Kapitel 17. Administration m.v:
Dette kapitel indeholder en række forskellige forhold, der har det tilfælles, at de har relationer til administrationen af loven.
§§ 47-50 beskriver kommunernes rolle.
§ 47:
Bestemmelsen regulerer kommunernes kompetence indenfor naturbeskyttelsesområdet.
Forslagets udgangspunkt er, at det er Landsstyret der har en række kompetencer efter loven. Efter § 47 kan Landsstyret imidlertid pålægge en eller flere kommunalbestyrelser at varetage nærmere afgrænsede områder, som det efter landstingsloven påhviler Landsstyret at varetage.
Denne bestemmelse er kun tiltænkt at blive anvendt, såfremt pågældende kommunalbestyrelse (r) er indforstået med atudøve beføjelser, der i denne lov er tillagt Landsstyret. Denne bestemmelse er således ikke tiltænkt anvendt til at tvinge kommunalbestyrelser til at overtage beføjelser og dermed ansvaret for forhold, der er reguleret i denne landstingslov.
Bemyndigelsen efter denne bestemmelse kan ske ved en administrativ beslutning af Landsstyret, og kræver derfor ikke nødvendigvis udstedelse af regler herom.
§ 48, stk. 1 og 2:
Efter denne bestemmelse har Landsstyret mulighed for at bestemme, at hele tilsynet med landstingslovens overholdelse eller noget af tilsynet skal udøves af en, flere eller samtlige kommunalbestyrelser. En sådan eventuel overdragelse af tilsynskompetence vil ske i samråd med den berørte kommunalbestyrelse, og kun såfremt pågældende kommunalbestyrelse er indforstået hermed.
§ 49
For bl.a. at have et overblik over kommende kommunale vedtægter, og for at kunne føre tilsyn med at der ikke vedtages regler der er i strid med landstingsloven, fastsættes det, at Landsstyret skal stadfæste kommunale vedtægter, der ønskes vedtaget efter denne landstingslovs ikrafttrædelse. Såfremt der ikke er sket en sådan stadfæstelse har vedtægten ingen retsvirkning.
Kundgørelse af kommunale vedtægter skal ske på samme måde som ved kundgørelse af landstingslove og forordninger eller bekendtgørelser, herunder optagelse i Nalunaarutit.
§ 50, stk. 1 og 2:
Det har i praksis vist sig meget vanskeligt at danne sig et overblik over, hvilke kommunale vedtægter, der findes inden for naturbeskyttelsesområdet. Grønlandsk lovregister indeholder nogle af de eksisterende kommunale vedtægter, men ikke nødvendigvis dem alle (Det er ikke noget krav, at en kommunal vedtægt er medtaget i lovregisteret for at have retskraft).
For at få et overblik over omfanget af de kommunale vedtægter fastsættes det i stk. 1, at Landsstyret registrerer eksisterende kommunale vedtægter på baggrund af kommunalbestyrelsens oplysninger herom. Oplysningerne skal indsendes til Landsstyret senest 1 år efter denne landstingslovs ikrafttrædelse efter nærmere anvisning fra Landsstyret. Denne anvisning vil i praksis ske ved, at Landsstyret efter landstingslovens ikrafttræden tilskriver samtlige kommuner og anmoder dem om at indsende de ønskede oplysninger, eventuelt i skemaform, således at registreringen bliver lettere, og der eventuelt kan udarbejdes en samlet oversigt.
§ 51:
Bestemmelsen tager sigte på internationale overenskomster, d.v.s. aftaler, traktater, konventioner og protokoller, hvor Grønland efter sædvanlig forudgående høringsprocedure er omfattet af den danske ratifikation. Bestemmelsen vedrører derfor kun implementering af sådanne overenskomster.
Med denne bestemmelse fastsættes det, at Landsstyret kan fastsætte regler til opfyldelse af de internationale overenskomster på naturområdet, som den danske regering på Grønlands vegne har ratificeret. Dette betyder, at såfremt Grønland omfattes af en international konvention m.v. skal Landsstyret sørge for at udarbejde bestemmelser, der sikrer overholdelsen af konventionen m.v.
§ 52:
Bestemmelsen er inspireret af den danske naturbeskyttelseslov, hvor miljøministeren har mulighed for at nedsætte sagkyndige råd til at rådgive sig om spørgsmål inden for lovens område. Miljøministeren har herefter nedsat “Naturrådet”, hvor en række eksperter rådgiver ministeren i generelle sager, og også af egen drift kan overveje og fremsætte forslag om generelle naturbeskyttelsesproblemer.
Såfremt der nedsættes et Naturbeskyttelsesråd efter denne lov er det ligeledes tiltænkt kun at rådgive Landsstyret i generelle sager, og altså ikke i konkrete sager. Rådet er heller ikke tiltænkt at have nogen form for administrative beføjelser.
Sammensætningen af rådets funktionsperiode m.v. afgøres af Landsstyret ved administrativ beslutning.
§ 53:
Bestemmelsen giver Landsstyret bemyndigelse til at fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration, herunder til dækning af myndighedernes omkostninger ved behandling af sager om tilladelser eller dispensationer og ved behandling af klagesager, men kun i tilfælde, hvor en person m.v. ved ansøgning, klage og lignende har givet anledning til en myndighedsbehandling.
Kapitel 18. Tilsyn m.v.:
§ 54
Landsstyret påser overholdelsen af denne landstingslov og de regler, der er udstedt efter landstingsloven.
Grundet forskellige forhold, herunder landets størrelse, vil tilsynet primært være en forpligtigelse til at reagere i de tilfælde, hvor Landsstyret bliver gjort opmærksom på, at der foreligger overtrædelser af landstingsloven. Men Landsstyret vil også i det omfang det er muligt foretage et præventivt tilsyn rundt i landet.
§ 55:
Da der ikke er privat ejendomsret til arealeri Grønland, benyttes begrebet “indehaver af en brugsrettighed” i stedet for eksempelvis “ejer af en ejendom”.
Kapitel 19. Klage og søgsmål:
§ 57, stk. 1 og 2:
I naturfredningsloven af 1980 er der ikke mulighed for at påklage Landsstyrets - eller kommunalbestyrelsens, hvis den har fået kompetence til at træffe afgørelser efter loven- afgørelser til et uvildigt klageudvalg. Det er der derimod inden for miljøområdet, idet der i landstingsforordning om beskyttelse af miljøet er nedsat et sådant klageudvalg, som benævnes Miljøklageudvalget.
Landsstyret har fundet, at det ligeledes er ønskeligt at der er på naturbeskyttelsesområdet findes et uvildigt klageudvalg, der kan behandle Landsstyrets- eller kommunalbestyrelsens, (hvis kommunen har fået overdraget beføjelser efter loven) afgørelser.
Klageberettigede efter denne lov er den samme kreds af personer m.v., som har klageadgang ifølge landstingsforordning om beskyttelse af miljøet.
Kapitel 20. Sanktioner m.v.:
Af sanktionsbestemmelserne fremgår det, at overtrædelser af en række af landstingslovens bestemmelser eller regler der er udstedt efter denne landstingslov kan sanktioneres ved bøde og konfiskation. En form for administrativ sanktion er reguleret i§ 65, hvoraf det fremgår, at Landsstyret kan tilbagekalde tilladelser og godkendelser, hvis der sker overtrædelser af landstingsloven eller af regler udstedt efter landstingsloven. Det fremgår endvidere af § 65, stk. 2, at Landsstyret i særlige tilfælde kan afslå en ansøgning om tildeling af en tilladelse eller godkendelse, såfremt den pågældende ansøger på et tidligere tidspunkt har overtrådt bestemmelser indenfor naturbeskyttelsesområdet.
Kapitel 21. Ikrafttrædelse m.v.:
Af § 66, stk. 2 fremgår, at reglerne i naturfredningsloven af 1980 om nationalparken opretholdes indtil de eventuelt ændres. Efter stk. 2 og 3 har Landsstyret kompetence til at fastsætte samtlige regler om naturbeskyttelse i en bekendtgørelse om Nationalparken i Nord- og Østgrønland og til samtidig at ophæve reglerne i §§ 15 og 16 i naturfredningsloven af 1980, således at denne lov dermed i sin helhed er ophævet.