Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenspunkt 26 -1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

2. mødedag, onsdag den 5. marts 2003, kl. 15:05

 

 

Dagsordenspunkt 26

Forslag til landstingsforordning om hjælp til børn og unge.

(Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed)

(1. behandling)

 

 

Ruth Heilmann, Landsstyremedlem for Familier og Sundhed, Siumut.

Tak. På baggrund af anbefalinger fra Socialreformkommissionens betænkning fra 1994 og dels debat og beslutninger i Landstinget om børn og unge fremsætter Landsstyret forslag til Landstingsforordning.

 

Forslaget blev fremsat under efterårssamlingen, men blev ikke færdigbehandlet. Landsstyret har i den givne anledning kikket forslaget igennem, og har fundet grundlaget for uddybning af bemærkningerne vedrørende betingelserne for anbringelse af børn og unge hos professionel plejefamilie, arbejds- og ansættelsesvilkår for plejefamilier samt ansvaret for en forsvarlig opkvalificering, for så vidt almindelige som professionelle plejefamilier.

 

Formålet med revisionen af gældende bestemmelser og bestemmelser om nye tiltag på området er at forbedre mulighederne for at kunne yde hjælp til børn og unge. Behovsprincippet skal være  grundlaget for hjælp til børn og unge i stedet for det nuværende princip, hvor der alene fokuseres på familiens behov. Derfor sætter forordningen barnets basale behov i fokus.

 

En umiddelbar konsekvens er der skal sættes ind på et tidligere tidspunkt i børnefamilier med sociale problemer. En tidlig indsats giver mulighed for at problemerne ikke bliver for omfattende for barnet eller den unge, og at problemerne ikke får lov til at stige til større og mere komplekse, der kan gøres skade på barnets videre udvikling.

 

En tidlig indgriben og obligatorisk udarbejdelse af handleplaner skal være med til at forebygge, at problemerne i børnefamilien vokser, og samtidig bevirke at mindske behovet for eksempelvis en behandlingsanbringelse af et barn.

 

De væsentlige nye elementer i forordningsforslaget er bestemmelser om handleplaner om etablering af kommunale professionelle familiepleje samt muligheden for oprettelsen af kommunale døgninstitutioner. Men handleplaner for tiltag i hjemmet vil anbringelserne ved præcisering af formålet og ved ophøret af anbringelsen. For efter tiden skal der tages hånd om barnet eller den unges fremtid. Barnet skal være i centrum, og der skal tages vare på barnets vilkår og barnets basale behov for omsorg og videreudvikling, og for barnets ret til et normalt liv.

 

Bestemmelser vedrørende professionel familiepleje vil blandt andet betyde flere anbringelsesmuligheder i Grønland. I forordningsforslaget er der øgede dekreter og benævnelser i den grønlandske terminologi. Begreberne og benævnelserne er nye bestemmelser eller sprogmæssige ændringer i lovgivningen om hjælp til børn og unge, de nye begreber og benævnelser i den grønlandske udgave omfatter personlig rådgiver, efterværn, professionel familiepleje og almindelig familiepleje. Sprognævnet har godkendt de nye grønlandske benævnelser 

 

Forslaget har været til høring hos Direktoraterne, fagområderne, fagforeningerne og KANUKOKA. De indkomne høringssvar er i relevant omfang indarbejdet i forslaget. Forordningsforslaget vil medføre større krav om uddannede og opkvalificerede sagsbehandlere i kommunerne. De nye tiltag vil betyde mere eller mindre administrativ merarbejde for kommunerne.

 

De nye eller ændrede områder, hvor det konkret vil indebære en merudgift er følgende: Personlige rådgiver, aflastning, efterskole, professionel familiepleje, udgifter til forsørgelse under anbringelse hos familieplejeområdet samt kursus for familiepleje for sagsbehandlere for plejefamilier. De samlede årlige merudgifter ved forordningsforslaget er skønnet til 18,3 mio. kr., hvoraf kommunerne skal afholde størstedelen af udgifterne på 15,9 mio. kr. Derfor er der  i bloktilskudsaftalen 2003 sket en særlig forhøjelse af bloktilskuddet med 15,9 mio. kr. begrundet i forslaget til forordning for hjælp til børn og unge.

 

Den oprindelig plan var at forordningen skulle træde i kraft den. 1. juli 2003, der skal derfor ske en genforhandling af bloktilskudsaftalen med kommunerne, hvad angår børn- og ungeområdet. Der er planer om kursus for kommunale sagsbehandlere før forordningsforslaget træder i kraft pr. 1. juli 2003.

 

Med disse bemærkninger indstiller Landsstyret forslaget til Landstingets velvillige behandling. Tak.

 

Per Rosing Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.

Vi siger tak til  Landsstyremedlemmet for Familie og  Sundhed, og så er der partiordførerne, først er det Doris Jakobsen på vegne af Siumut.

 

Doris Jakobsen, ordfører, Siumut.

Det er Siumuts mål at alle børn og unge får de bedste muligheder for en god opvækst og udvikling.  At familier får de bedste betingelser, således at børn får den bedste start i deres liv.

 

Børns vilkår skal blandt andet også igennem en familiepolitik, således at forældre får tid til børns udvikling og de gives mulighed for at have et ansvar. Hvert et bart har ret til så vidt muligt at være sammen med deres forældre. Forældrene har ansvaret for deres børn. Børn skal i udviklingen have trygge vilkår. Børns udvikling er ikke bare forberedelse til et senere voksen liv, den har værdi i sig selv.

 

En barndom med gode oplevelser, indtrykket er et meget vigtig grundlag for et menneskes udvikling. Vi ved i Siumut, og er meget stolte over at mange forældre i dag opdrager deres kære børn med disse formål.  Det skabet fortrøstningsfuldt en lysere fremtid det er vi meget taknemmelig over. Men vi har nogle i blandt os der mangler kræfter, der nogle gange har problemer som skaber problemer i familien.

 

Vi har alle behov for  og styrke til at disse familier får en større hjælp ved en tydelig indsats. Lad os håbe at dette arbejde igennem dette lovforslag bliver styrket. Efter 1997 har flere landstingsmedlemmer også fremsat forslag om forbedrende tiltag omkring børn og unges problemer, og nogle af dem har været genstand for debat med efterfølgende nye tanker og opgaver for Landsstyret. Og på dette område har vi i Siumut ikke været tilbageholdende med forslag med lange med lange og vigtige budskaber. År 2000 blev afviklet som Børnenes År, og initiativer som kan være sjove for børnene blev gennemført.

 

Store seminarer om børns problemer har været afviklet i byer og bygder, og seminarer om seksuelt misbrug og efterfølgende kulegravning af problemer, kursusforløb i kommuner som KANUKOKA og Hjemmestyret i samarbejde med hinanden ar stået for arrangementet og gennemførelsen. Derfor har vi gode forhåbninger i de nye år, der er udråbt som Forældrenes År, at dette bliver realiseret i samarbejde med organisationer og foreninger for børn og unge.

 

Det skal endvidere bemærkes, at Børne- og Ungerådet Sorleq i den seneste tid har udendørs arrangementer med forestillinger med budskab om børn og unges problemer. Det skal bemærkes, at det har skabt røre blandt befolkningen. I det seneste år er videnscenteret for børn og unge blevet etableret og er stadig under udvikling. Arbejdets formål er at etablere et samlet sted for dokumentationer og udvikle den eksisterende viden om hvilke vilkår børn og unge i Grønland samles og organiseres.

 

Informationerne skal samles med barnets som udgangspunkt, eksempelvis forhold der gavner familien, sociale forhold, sundhedsforhold, skole- og boligforhold. Endvidere skal man kunne finde meget interessante emne som selvmord, omsorgssvigt, seksuel misbrug af børn og andre forhold. Man skal også kunne fremskaffe andres arbejder om børn og unge. Det vil blive forelagt Landstingets forårssamling i indeværende år, og man regner med at videnscenteret for børn og unge vil køre efterfølgende.

 

Da vi har fået mange input fra sådanne initiativer vil vi gerne fra Siumut for disse tanker rette en tak til dem der har deltaget og ikke mindst til folk med særlig viden ? fra pædagoger til psykologer ? der har ualmindelige opgaver.  Vi er blevet nærmere ? med deres tanker og erfaringer som de har videregivet til os, og således givet os styrke i fores arbejde. Vi har i Siumut med stor interesse også deltaget i Landstinget under Socialreformkommissionens arbejde i årene 1995 til 1997. Vi har i Siumut haft stor andel i arbejdet for et af de væsentligste emner dengang om forhold omkring børn og unges vilkår, og derfor er vi medansvarlige i Kommissionens anbefalinger til Landstinget og vi er altid parate til at deltage i gennemførelsen.

 

Hvis man  efter 5 år ser tilbage på Kommissionens store arbejde, der blevet lavet i løbet af 2 år, kan vi uden tvivl alle bemærke, at der på mange forskellige områder er sket omfattende kulegravninger af børn og unges vilkår.  Ja vi har inde for børn og unges vilkår og behov fået større viden. Gennem Landstinget er nogle af anbefalingerne til Landsstyret og kommunerne forsøgt gennemført, hvor omfanget selvfølgelig blev bestemt ud fra den økonomiske evne, men mange opgaverne med gode formål har der desværre ikke været midler til.

 

Af opgaverne har Siumut i første omgang sat  de tydeligste og vigtigste prioritering ved forebyggelsen. Der er blevet etableret til folk med spiritusproblemer er afvænningscenteret Qataffik blevet en mulighed. Familierådgivningen er i flere kommuner i større eller mindre  grad blevet etableret, der kan nævnes mange andre.

 

Men vi skal videre, vi kan nok alle huske sidste år i 2001 under Landstingets efterårssamling, da Landsstyret forelagde redegørelse om børn og unge 2001, ?Barnet i Centrum?, hvor Siumut havde indholdsrige omfattende bemærkninger. Vi regner med, at mange kan huske disse. Vi har i Siumut bemærket og er glade for, at Landsstyret forelæggelsen af den vigtige lovforslag til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge sker i henhold til de fleste af vores bemærkninger fra dengang. Vi er i Siumut tilfredse med det. Efter vores gode mening er lovforslaget udarbejdet med fleksibilitet.

 

Behovsprincippet skal være grundlaget for hjælp til børn og unge i stedet for det nuværende princip, hvor der alene fokuseres på familiens samlede behov. Barnets basale forhold sættes i fokus i forordningsforslaget. En tidlig indsats og en obligatorisk udarbejdelse efter handleplaner skal være med til at forebygge at problemerne i børnefamilierne vokser, således vil barnet eller den unges fremtid blive behandlet, det vil bevirke et mindske behov for anbringelse uden for familien af et barn.

 

Endvidere håber vi i Siumut at med hensyn til anbragte, at der vil blive arbejdet for at klare aftale med målsætninger i handleplanerne med henblik på udskrivninger, og således at forordningen vil smidiggøre arbejde i arbejdet med formålet. Vi har også i Siumut bemærket, at de nuværende institutioner der oprettet og drives under Grønlands Hjemmestyre, at de selv gives mulighed for at oprette kommunale institutioner, eje af ind eller flere kommuner. Der blev også nævnt, at Landstinget mulighed for at give tilskud til anlægs- og driftsudgifter ikke er ændret i forhold til den gældende forordning. Da det med hensyn til sådanne bemærkninger ønskes yderligere oplysninger ligger vi vægt på i Siumut, at det klart bliver meldt ud, hvordan drift og ansvar skal fordeles. Derfor kræver vi, at der er behov for at forordningsforslaget bringes til vurdering i udvalget.

 

Vi mener også i Siumut, at det kan ske at det ikke kan undgås med kurser for plejefamilier og sagsbehandlere for familieplejen.

 

Med disse bemærkninger rette vi en stor tak for den omfattende forelæggelse, og kræver en vurdering i Socialudvalget inden 2. behandlingen.

 

Per Rosing Petersen, mødeleder, 2. næstformand for Landstinget, Siumut.

Så er det Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.

 

Asii Chemnitz Narup, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Folk der klarer sig selv, har ansvaret selv, og de lever med ansvarlighed, det er et af Inuit Ataqatigiits vigtigste målsætning, og vores sociallovgivning har også udgangspunkt i dette. Grønland skal være god til at være barn for samtlige børn, børn skal føles sig velkommen til livet, og det kræver kærlighed, respekt og de skal have en opvækst, og børnene har også bemyndigelse til at have en omsorg.

 

I og med at samfundet blev ændret, så er familiernes placering blevet påvirket stort, således at  familiers egen ansvarsområde er blevet overflyttet til det offentlige, og i og med at familiernes økonomiske forhold bliver ændret, så er behovene for kvinder på arbejdsmarkedet blevet større, og den er blevet hilst velkommen af mange kvinder. Det er ikke blot således at man ved at arbejde kan have indtjening, således at man kan klare sig selv, og derved åbne vejen for at have frihed, men også at have familierne, hvis det kunne hvile i sig selv økonomisk, så er det nødvendigt at kvinderne også har arbejde.

 

At  voksne har et arbejde uden for hjemmet, det har påvirket familiernes ret opdragelse og ud?, det er ikke blot familiens egen ansvarsområder, men bliver overgivet til personer der er sagkyndige, så som børneopdragelse og uddannelse medvidere. Sagt med andre ord, så er børnenes liv eller børneliv blevet derved direkte påvirke, og kommer ikke længere med i det almindelig familieliv og kan siges at være sat uden for.

 

At familier der er velfungerende og stabile de er også med til at udvikle samfundet, at forældrene har ansvar og omsorg, dem respekterer vi fra Inuit Ataqatigiits side, at forældrenes ansvar kan blive sikret ordentligt, det er også samfundets opgave. Men i og med at man får byrde i livets oprettelse, så er der også folk der ikke kan opfyldes barnets tarv og krav, og som ikke kan forsvare børnenes interesser fuldt ud, selvom det ikke er det er deres hensigter. Og i erkendelse af at det, så er det medansvarlighed og medbestemmelse, så skal samfundet give en mulighed for samtlige familier, og det er den mulighed vi mener fra Inuit Ataqatigiit, fordi der er også nogle børn, der ikke har mulighed for en tryg opvækst også deres forældre.

 

Og Inuit Ataqatigiit mener at disse har behov for støtte og hjælp, og det er så en meget stor samfundsforpligtigelse. Om det på nuværende tidspunkt at finde ud af, hvad for noget hjælp der skal ydes i og med at man laver nogle retningslinier i forbindelse med nu Landstingsforordning, og derfor er vi glade for, at Landsstyrets forslag til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge blev fremsat i dag.

 

Vi har set meget frem til forordningsforslaget, der har været gennemført støre debatter blandt Landstinget og debatten i de forgangne år, og man har set meget frem til, at der bliver udformet en ny forordning.

 

Og når man ser på forordningen generelt, og hvis vi skal vurdere den generelt, så vil vi fra Inuit Ataqatigiit, at den indeholder noget som vi med tilfreds med, og forinden den bliver godkendt, så er der nogen der har brug for en analyse. Den indeholder også nogle forhold som vi mener, at der mangler på, og som vi skal komme med nogle tilføjelser til.

 

Der er blevet gennemført temmelig mange debatter i Landstinget om børns vilkår, og ved gennemgang af Landstingsforordningsforslaget, så har Inuit Ataqatigiit konstateret, at de tanker og meninger som vi har fremsat i debatterne er blevet hørt og medtaget meget i forordningsarbejdet.

 

I forslaget til forretningsforordningen blev det præciseret hvem det er der har behov for hjælp, og vi er også tilfredse med at har vilje og handicappede og andre børn der er i fare for at have en tryg opvækst blive medtaget i forordningsforslaget.

 

Og endelig selv børn der er fyldt 18, at de ud fra behov, så kan man tilbyde hjælp til dem, således at det ikke er børns cpr-nummer der er den bestemmende, men det er børns behov og evner der har dannet grundlag for det, det er noget der er meget tankevækkende, at man skal kunne høre børns meninger, det mener vi også er et forsvar af børns rettigheder.

 

Og vi skal hermed også sige, at vi fuldt ud vil kommentere og støtte rammerne for Landstingsforordningen, og det er så, at man helt klart kommer med en stempel på, at der skal ydes hjælp til børn og unge, og dette vil indebærer, at der bliver lavet en helt klart ændring af hjælpen, og her er det formålet, at det ikke er forældrenes behov og rettigheder der skal tages som udgangspunkt, men det er børns rettigheder og behov der skal tages udgangspunkt i. Og at det offentlige får en forpligtigelse til at kunne reagere hurtigere, og det er også en god forpligtigelse.

 

Og med hensyn til at yde hjælpeforanstaltninger, de skal kunne ydes uden de bliver forhalet, det har vi stor forhåbninger til, og ikke mindst er vi glade for, at vi som har ønsket at man også har medtaget de gravide i forordningsforslaget, for at man derigennem ved forebyggelse, at man finder det vigtigt, det er også med der.

 

At de forskellige berørte parter som har med børn at gøre, og at de skal have fælles samarbejde, det vil man også sikre i forordningsforslaget. Vi mener at det er meget nødvendigt at kræfter, viden og erfaring skal have et velstruktureret samarbejde om  det. Det er ikke blot at man vil opfordre medarbejderne til at have et samarbejde, men det er et kontinuerligt forløb der skal gennemføres, vi mener at det er godt.

 

Fra Inuit Ataqatigiit finder vi det vigtigt, at medansvarlighed, og at man kan leve sammen i by og bygder i medansvarlighed, idet det er det man skal støtte og danne grund lag, og derved skal man ikke undgå at man skal kunne hjælpes ad i familien. Og i forordningsforordningen der skal tages som grundlag for det,  og vi håber at den inden 2. behandlingen af forordningen, så skal den blive vurderet i Familie- og Sundhedsområdet om  dette er blevet klart sikret ved ? 3 stk. 2. Og Landsstyrets konvention om Barnets Rettigheder, at de bliver fremsat i forordningsforslaget, det er vi tilfredse med. At man vil efterleve det man har skrevet, og det er det er det vi mener.

 

Men vi mener dog, at man skal prøve på at opnå at vort Grønland selv kommer med en meddelelse til FN, og derfor ønsker vi at der indflettes et stk. 2 i ? 3, og her er det Grønlands Landsstyre, der gives en bemyndigelse til at det grønlandske meddelelse til FN i fremtiden skrives på grønlandsk, og det  bliver offentliggjort, at hvordan de grønlandske samfunds børns vilkår er, og det er så den rettighed vi fortsat kunne orientere om.

 

Og med hensyn til kommunernes forpligtigelse bliver i princippet ikke formindsket men bliver tværtimod forøget som eksempel, så kan kommunen godkende en professionel familiepleje, hvis der er tale om børn og unge med vidtgående behov for hjælp, at kommunerne har selvbestemmelse støtter vi fuldt ud fra Inuit Ataqatigiit, og vi finder det også vigtigt, at kompetencen og forpligtigelsen er spredt. Og dermed med hensyn til forpligtigelsen af børn skal have gode vilkår, at den til stadighed skal være placeret i kommunerne, så støtter vi den i princippet.

 

Men på den anden side, der vil vi sætte spørgsmålstegn ved om kommunen kan udføre deres forpligtigelser med børnenes vilkår på en tilfredsstillende måde. Grunden til det er at vi i de senere år har set stigning i af børn der er omsorgssvigtet. Hjælpeforanstaltninger er blevet præciseret i forordningen og udvidet, og vi mener at det er godt og grundigt fra Inuit Ataqatigiit, at det er en tilpasning til samfundets krav.

 

I debatten omkring børns vilkår i samfundet omkring anbringelse af børn ude for hjemmet har man fokuseret meget på, der er vist mange i og med at man fokuserer meget på omsorgssvigt at børn, og  KANUKOKA?s undersøgelse blev det påvist at der er måske er 100-150 børn der har behov for at blive placeret uden for hjemmet. Og med hensyn til midlerne til dækning af døgninstitionsudgifterne, der har ikke været nok siden 1999, og dette har været debatteret mere indgående i Landstinget.

 

At børn der har dårligere vilkår og når man ser på Grønlands børn under et, så er det så mange, men det er trods alt for mange, at de bliver misbrugt, og at der kommer så stort et omsorgssvigt, det er sådan at børn bliver skadet både fysisk og psykisk, og det er den fare de kan blive udsat for. Sådanne børn som på baggrund af deres omsorgssvigt  og denne stigning, at man skal være bange for den, så mener vi fra Inuit Ataqatigiit, at det er vigtigt at der er behov for at forsvare disse børn, og at man igangsætter hjælpeforanstaltninger så hurtigt som muligt fra samfundet, og at man fokuserer på forældrene og det er det vi har lagt vægt på i vores landstingsarbejde.

 

Disse børn er dem der har behov for at blive behandlet i døgninstitutionerne, og det er så dem der står på venteliste til at blive placeret på børneinstitutioner. Og når man ser på bloktilskudsaftalen for kommunerne for 2003, så er det i henhold til aftalen mellem Landsstyret og KANUKOKA. Og med hensyn til takstbetaling for døgninstitutionerne, at man fortsætter den uden at den bliver ændret, det er lidt mærkeligt, fordi i den tidligere valgperiode, så er det ikke kun os, men også Landstingets Sundhedsudvalg og  Finansudvalget som overfor Landsstyret har anmodet om, at der bliver udarbejdet nye taktstbestemmelser om ønske om at børn kan blive hjulpet, uanset hvor de er hænde uden at de er økonomien der skal sætte begrænsninger for det. Og Landsstyremedlemmet for Familie og Sundhed og så ønsker vi at vedkommende kommer med en redegørelse omkring sine overvejelser vedrørende takstbetalinger.

 

Og som noget nyt så kan kommunen ansætte professionelle plejefamilier, og vi regner så med, at det så er børn som skal blive passet og plejet af disse plejefamilier og de nævnte børn, det er dem der bliver henvist til at blive placeret i børninstitutionerne. Og denne nye forordning giver et skridt til at kommunerne får større forpligtigelser, og det er der ikke noget i vejen for.

 

Og sådan en ordning kan være gavnlig på mange områder, men der er også flere områder, hvor man skal være påpasselig med før vi går ind for det, så mener jeg fra Inuit Ataqatigiit, at der er flere ting der skal sikres, at det er børnenes interesser og vilkår, og at de skal kunne forsvares. Og vi mener at dette først kan sikres, at når de professionelle familieplejeforældre har gode uddannelse og faglige, derfor vil vi gerne have at ? 21 for en anden ordlyd, fordi den står således @Plejeforældre kan tilbydes kurser og løbende supervision@ Det er med hensyn til plejefamilierne der mener vi, at plejeforældrene skal have en pligt til at gennemføre kurser og løbende supervision og at dette bliver nøje vurderet i Familie- og Sundhedsudvalget det vil vi gerne ønske.

 

Og det bliver så foreslået, at med hensyn til børn, at man har en central børnesagkyndig udvalg.  Når et udvalg mener, at det ikke er ansvarligt at børn kan blive hos familien, så er det i den centrale børnesagkyndige udvalg man kan oprette. Og Inuit Ataqatigiit at det er et godt tiltag, og støtteværdigt, at med hensyn til at den kan blive besat af de nævnte, så mener vi, at det også er oplagt, at der også er en lærer i udvalget, fordi det er også dem der har størst kendskab til børnenes vilkår. Og vi ønsker at dette bliver vurderet i Familie- og Sundhedsudvalget. Vi vil også gerne have at udvalget også får vurderet udvalgets kompetence og forpligtigelser.

 

Siden pr. 2001 så har man oprettet et videnscenter for børn, og her er der tale om, at man vil samle og strukturere mange oplysninger vedrørende børn, og ønsket om et vidensbank, den blev fremsat at Socialreformkommissionen, og i  børn  og unge seminaret i Sisimut i 2000 blev den debatteret endnu engang, og man blev færdig omkring rammerne omkring dette.

 

Inuit Ataqatigiit har siden starten af sagen støttet oprettelse af en vidensbank, fordi vi er vidende om, at der er mange oplysninger som man har på forskellige steder, så er det kan det være meget vanskeligt at bruge dem, fordi de spredt så mange steder, selvom de er nødvendigt, at man kan bruge dem på uddannelsesstederne, hos folkevalgte, og hos nogle der har med videnskabelig arbejde at gøre.

 

Inuit Ataqatigiit finder det vigtigt, at vidensbanken er beskyttet af lovgivningen, og vi forestiller os, at man kan få udviklet kompetencen hos dem, således at vurderinger af forsøgsordninger på socialområdet og på langt sigt omkring videnskabsarbejder omkring børn og unge, det er det de kan arbejde med i fremtiden.

 

Og nu kører den som en forsøgsordning, og selvom det blev nævnt, at det skal være et varigt udvalg så ønsker vi, at det skal via dette forordningsforslag laves særskilte retningslinier der præciserer hvilke formål og kompetencer den har.

 

Og med hensyn til at forordningsforslaget bliver godkendt og tiltrådt og ikke mindst overholdes af det offentlige, og for at sikre det, så er der behov for oplysningskampagner og debatter og ikke mindst medarbejderne på kommunernes må blive tilbudt kurser og videreuddannelser. Vi mener, at man skal opbygge de sociale kontorers medarbejdere, der mener vi, at den kan blive opbygget ved, at de får gode vilkår på deres arbejds- og lønvilkår.

 

Derfor er vi meget spændt på Landsstyrets undersøgelse omkring, hvordan de vil bruge resultaterne af undersøgelsen omkring de socialmedarbejderes vilkår. At forordningen vil medføre udgifter, hvis den bliver godkendt som sådan og Landsstyret har så budgetteret hvor stort udgifterne vil være og vi ønsker, at dette bliver vurderet i Udvalget for sundhed og familie, fordi vi mener, at de bør sikres, at de nye tiltag skal koordineres og videreføres samt at de professionel­le familieplejere om de kommende udgifter er realistiske. Det er det, vi sætter spørgsmålstegn ved.

 

Og anbringelse uden for hjemmet uden godkendelse af forældrene, det er ikke almindeligt og det er et drastisk skridt, man tager. Derfor mener vi vigtigt fra Inuit Ataqatigiit, at man på det område og de retningslinier, der findes, så er det Udvalget for Sundhed og Familier, der får det undersøgt, og at man undersøger samtlige risici på det område.

 

Og med disse bemærkninger ønsker vi, at Landstingsforordningen inden 2.behandlingen, som det er kutyme, bliver behandlet i udvalget for Sundhed og Familier og vil gerne have, at man nøje gennemgår den grønlandske tekst. Og vi ser frem til at kunne deltage i debatten.

 

Per Berthelsen, mødeleder, 4. næstformand, Demokraterne.

Vi kører videre med partiordførerne og nu er det Atassut, Ellen Christoffersen.

 

Ellen Christoffersen, ordfører, Atassut.

Tak. Forslag til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge, fremlagt under Landstingets efterårssamling i 2002 er af Atassut blevet læst fuldt ud, men arbejdet blev desværre ikke færdigt pga. udskrivelse af valg til Landstinget.

 

forslaget nu bliver fremlagt det nye Landsting, er vi i Atassut tilfredse med. I sine bestræbelser for at arbejde, i sit arbejde for samfundet finder Atassut det altid væsentligt, at arbejde ud fra  mennesket i centrum.

 

Og her er det ikke spørgsmål om mennesket er barn eller en ældre. I nærværende forslag fokuseres der på børn og unge. Ovennævnte forslag til Landstingsforordning er i det store og hele udarbejdet med udgangspunkt i Socialreformkommissionens betænkning fra 1997. Videre blev det år 2000 i anledning af børneåret arrangeret en konference med overskriften: ?Nye veje i omsorgen for børn og unge?.

 

Således er rettelsesændringsforslaget fra denne konference implimenteret i nærværende forslag til ny forordning. Endvidere har man i tydeligt grad taget udgangspunkt i argumenterne fra Landstingets debatter samt Landstingets socialudvalgs behandlinger om børn og unge og familiers vilkår.

 

Tydelige formål.

Vi har fra Atassut kunnet konstatere følgende mærkbare ændringer i forordningsforslaget:

 

Intentionerne om børn og unge placeret i centrum. At arbejdet tager udgangspunkt i børn og unges behov, hurtig hjælp til børn og unge, tiltrædelse med seriøst planlagte foranstaltninger inden problemerne bliver for tunge. Tilrettelæggelse af kommunernes mulighed for etablering af døgninstitutioner, professionelle familieplejere, pligt til at følge til dørs? i forbindelse med hjælpeforanstaltningerne, tilrettelæggelse af personlige konsultationer, tiltag til aflastning af familierne.

 

Børn, unge og miljø.

Vi har i løbet af årene i Atassut fundet det yderst vigtigt, at arbejde for trygge vilkår for familierne, ikke mindst ved at bane vejen for, at de offentlige med egen ansvarsbevidsthed tager initiativer til at forbedre vilkårene for belastede familier. Vi finder det derfor i Atassut yderst vigtigt, at der etableres foranstaltninger og tages initiativer omkring børn og unge inden problemerne bliver for tunge. Dette er for at undgå, at børn og unges krav om tryg udvikling bliver yderligere amputeret.

 

En ny mulighed med efterskoleophold er vi tilfredse i Atassut. Vi mener dog, at det er yderst vigtigt, at de unge skal have en kontinuerlig kontakt til en rådgiver, ikke mindst at barnets trygge opvækst kan sikres, hvis der bliver fuldt op på igangværende tiltag. Initiativer til sikring af børns mulighed for trygt at vende tilbage til familierne efter anbringelse uden for hjemmet, finder vi det ligeledes vigtigt i Atassut.

 

Det er derfor væsentligt, at forældrene får mulighed for at ....med familien er rådgivere, da det er nødvendigt at sikre børn en tryg opvækst og ikke mindst, at familierne får et trygt miljø.

 

Finansiering.

Det har ellers været forventet, at forordningsforslaget vil blive behandlet endeligt under efterårssamlingen i 2002, således har man på baggrund af med forventning om ikraftsættelse den 1. januar 2003 og forhøje bloktilskuddet til kommunerne med 15,9 millioner kroner.

 

Vi foreslår derfor Landsstyret, at forordningen træder i kraft pr. 1. juli i år. Det vil betyde, at Landsstyret må genforhandle med kommunerne med henblik på regulering af bloktilskud til kommunerne.

 

Ikrafttrædelsestidspunktet.

Hvis forordningsforslaget efter at have været genstand for debat i Udvalget for Familier og Sundhed og Landstinget bliver godkendt til ikrafttrædelse pr. 1. juli, finder Atassut det korrekt, at forordningerne af 30. oktober 1992 bliver ophævet.

 

Forordningens tydelige anvisninger på hvilke tiltag, der efter nøje planlægning skal etableres for at børn og unges trygge vilkår og udvikling kan sikres forsvarligt og ikke mindst anvisningerne om kommunernes deltagelse i højere grad, er Atassut yderst tilfreds med.

 

Med disse korte bemærkninger skal vi anbefale, at Landsstyrets forslag til landstingsforordning bliver sendt videre til Udvalget for Familier og Sundhed.

 

Per Berthelsen, mødeleder, 4. næstformand, Demokraterne.

Så er det Demokraterne. Astrid Fleischer Rex.

 

Astrid Fleischer Rex, ordfører, Demokraterne.

Vi har følgende bemærkninger til punkt 26. Forslag til landstingsforordning om hjælp til børn og unge.

 

Efter en lang og intens debat om forslaget fremkommer Demokraterne med følgende bemærkninger. Fra Demokraternes side er vi tilfredse med, at Landsstyret har taget initiativ til at fremkomme med et forslag vedrørende hjælp til børn og unge. Et område, som har været forsømt i mange år.

 

Trods vores overordnede politik og holdningstilkendegivelse til forslaget, har vi nogle kritiske bemærkninger til dette. Der står i ?2 stk. 3, jeg citerer:

 

?Der skal ske en tidlig og målrettet indsats med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et særligt behov for støtte.? Citat slut.

 

Det kan Demokraterne kun være enige i. Men som jeg læser ovennævnte sætning, hvis det skal give nogen mening kan vi allerede se, at der så er behov for at ansætte flere psykologer, ergoterapeuter, tale- og hørepædagoger og sagsbehandlere. Og det er lige præcis den gruppe af eksperter, som vi har så svært at rekruttere.

 

Her er mit spørgsmål. Hvordan vi skal rekruttere ovennævnte eksperter inden den 1. juli 2003, hvor forslaget skal ikraftsættes. Når overskriften er god, vil den være rar, hvis indholdet følges op af de gode intentioner.

 

Efter min mening bliver det svært, at leve op til disse intentioner, hvis vi kommer til at mangle gode fagfolk. Under hjælpeforanstaltninger ?9, stk. 9, at der kan ydes økonomisk støtte til ophold på kost- eller efterskole.

 

Jeg ønsker at få at vide om der er indgået nogle aftaler med nogle bestemte kost- eller efterskoler, idet vi allerede er bekendt med hvor svært det kan blive ved at finde pladser i disse efterskoler.

Under ?14 om handlingsplanen, så er der en behandlingsplan er i sig selv et godt arbejdsredskab i den enkelte sag.

 

Da det bliver kommunernes ansvar, at udarbejde en handlingsplan evt. behandlingsplan har vi meget svært ved at forestille os, hvem der skal udarbejde disse handlingsplaner, da vores sagsbehandlere på socialkontorerne er hårdt presset i forvejen.Hvilke kommentarer har Landsstyremedlemmet til denne problemstilling?

 

Vedrørende professionelle plejefamilier. Nærværende er vi også meget bekymret for. Under paragraffen står der bl.a., at de professionelle plejefamilier skal tage sig af svært psykisk-skadede børn og unge, svært omsorgssvigtede børn, unge og vidtgående psykisk handicappede børn og unge. Ja, de spørger godt nok, at den professionelle plejefamilier skal have en socialfaglig baggrund eller lignende erhvervsmæssig erfaringer. Men inden for hvilke rammer skal de løse den tunge opgave?

 

I følge forslaget skal de stå til rådighed 24 timer i døgnet, hvilket nærmest er umenneskeligt, når man tager i betragtning af hvilken gruppe af børn og unge, der er tale om. Derved står jeg uforstående over, at deres vederlag for at passe barnet eller en unge person kun udgør 104.064 kr. Det har jeg svært ved at forstå.

 

Hvis forholdene ikke forbedres væsentligt for de professionelle plejefamilier er jeg bange for, at de hurtigt bukker under overfor det store arbejdspres. Det vil få den konsekvens, at barnet eller den unge person kan komme ud for, at de i hjemmet skal skifte plejeforældre. Dette vil ikke være godt for barnet eller den unge person.

 

Derudover ønsker jeg, at få at vide, hvordan plejefamilierne selv skal have tid til deres egne børn, hvis plejeforældrene skal være til rådighed i 24 timer, som det står i bemærkningerne til ?18.

 

Demokraterne er af den opfattelse, at ideen med professionelle plejefamilier er en god løsning til de børn og unge, som ikke har et specielt behov for en døgninstitutionsplads, men som alene har brug for at kunne følge en særlig tilrettelagt undervisning, som kun kan tilbydes uden for hjembyen.

 

Der er en citat fra ?22 til bemærkningerne. Jeg citerer:

 

?Bestemmelsen opdeler ikke institutionerne i forskellige typer og Landsstyret kan derfor kombinere og udnytte institutionerne til børn og unge i forskellige aldersklasser og med forskellige behov for kontakt, behandling, beskæftigelse m.v.? Citat slut.

 

Hvis ovennævnte bestemmelse betyder, at man kan mikse børn og unge sammen, uanset deres forskellige behandlingsbehov er det særdeles problematisk. Efter min mening vil det betyde store konsekvenser for hvert enkelt barn og den unge person, da det er en utrolig ting, at de bliver placeret sammen efter behandlingsbehov. Hvad er Landsstyremedlemmets holdning til dette punkt?

 

Under ?21 står der, at plejefamilierne har krav på at blive sat grundigt ind i plejeopgaven, og at de skal have et eksemplar af en handlingsplan. Jeg har meget svært ved at se, hvordan socialkontorerne skulle kunne afse tid til inden den 1. juli 2003.

 

Da jeg selv er plejeforælder ved jeg hvor svært det er, at få kontakt til kommunen for at tale med barnets sagsbehandler. Ret ofte får man at vide, at den pågældende sagsbehandler er stoppet. I løbet af et år kan man have op til 5-6 forskellige sagsbehandlere, uden at plejeforældrene får besked om det.

 

Det er ikke en kritik af sagsbehandlerne. Jeg nævner det bare for at illustrere den store arbejdsbyrde, de er udsat for.  Og nu skal vi til at kræve endnu mere af dem. Hvad er Landsstyremedlemmets holdning til dette punkt?

 

Og afslutningsvis med hensyn til at forældrebetalingen står der, at kommunen kan fritage den ene eller begge forældre for betaling, hvis de vil få vanskeligheder ved at sikre sig og sin familie den nødvendige til opretholdelse af et rimeligt leveniveau.? Citat slut.

 

Hvad betyder leveniveau? Hvordan skal det forstås?

 

Med disse ord anbefaler Demokraterne, at forslaget bliver henvist til udvalgsbehandling i Familie og Sundhedsudvalget.

 

Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand, Inuit Ataqatigiit.

Det er så den sidste parti og andre ordførere, så er det Anthon Frederiksen fra Kandidatforbundet.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.

Inden jeg fremkommer med de fyldestgørende bemærkninger skal jeg på vegne af Kandidatfor­bundet udtale, at Kandidatforbundet finder det yderst vigtigt, at den politiske målsætning bliver, at børn og unge bliver voksne med størst mulig ansvarsbevidsthed og selvstændighed.

 

Forordningsforslaget er afstedkommet af beslutninger i Landstinget på baggrund af Socialreform­kommissionen fremlagte betænkning i 1997. Men det skal understreges, at oplysninger, fremkommet siden Kommissionens start i 1995 efterhånden er 10 år gamle, og at forholdene pga. udviklingen på mange områder er helt anderledes i forhold til dengang.

 

Ja, det er yderst vigtigt, at have barnet i centrum, men hvis man skal have barnet i centrum er det vigtigt at huske på, at barnet i opdragelsen ikke gøres den, der bestemmer, og at barnets samtlige krav ikke-stiltiende kan accepteres.

 

Derfor er det Kandidatforbundets overbevisning, at ytring om, at barnet i centrum kun kan betegnes som en floskel. Idet vi jo alle er bekendt med, at virkelig mange børn uden deres egen skyld bliver misrøgtet og på baggrund af det bliver fjernet fra forældre med efterfølgende store omkostninger for børnene selv. Prøv at forestille Jer, hvordan et fjernet barn kan være centrum  i samfundet. Hvad bliver der af barnets behov om kærlighed? Hvad bliver der af barnets behov  om kontakt en person, som barnet har tillid til. Hvordan er barnets muligheder for at lære om ansvarlighed og pligtopfyldsomhed under trygge omgivelser.

 

Prøv at forestille Jer, i hvor høj grad barnet bliver skadet både fysisk og psykisk ved at opholde sig under fremmede omgivelser og hos personer, som er totalt fremmede for barnet.

 

Hvis barnet alene skal betragtes som centrummet i samfundet, mener jeg, at man bør være påpasselig og tage højde for følgende: At det bliver sikres, at barnet får et sundt opvækst både fysisk og psykisk. For det er jo et faktum, at barnet ikke kan lades alene under opvæksten. Barnets største behov er som sagt kærlighed og den kan man kun få i de største hele hos sine forældre og give tilbage til samme.

 

Derfor skal kun barnet ikke være i centrum, men vi mener i Kandidatforbundet, at familier, der har behov for hjælp bør sættes i centrum. På denne måde vil man hjælpe hele familien og undgå, at barnet bliver tvangsfjernet. Dette kan gøres bl.a. ved at etablere behandlingssteder for familier.

 

Det er naturligvis vigtigt, at have barnet i centrum, som det jo er formålet med ?1, men på baggrund af Kandidatforbundets anskuelser og erfaringer, er det ikke nok alene, at arbejde for at hjælpe barnet, idet erfaringerne jo klart viser, at når kun barnet bliver hjulpet ved tvangsfjer­nelse, så vender barnet til samme ubearbejdede familier, når det vender tilbage til familien.

 

Og alting starter således forfra igen. Derfor mener vi i Kandidatforbundet, at familier med problemer skal hjælpes samlet, dvs. fælles, idet det jo netop er disse familier, som misrøgter deres barn. Det er derfor Kandidatforbundets mening, at det er vigtigt med behandlingssteder for familier, så vil man uden tvivl blive bedre til at hjælpe familier ved brug af færre midler og ikke mindst bedre i forhold til i dag, i stedet for bare at fortsætte med at sætte sin lid til andre familiemedlemmer, venner og bekendte.

 

Formuleringen i ?2, som lyder: ?Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at sikre, at barnet i sin opvækst får optimal mulighed for udvikling, trivsel og selvstændighed. Jeg mener, at vi skal være påpasselig med, at kommunalbestyrelsen ikke overtager forældrenes forpligtelser.

 

? 4 i lovgivningen åbner jo allerede mulighed for, at det offentlige skal være tilsynsførende. Tiltag i henhold til ? 14 og 15 skal være rettet imod det enkelte barn og det er endvidere krav om, at kommunalbestyrelsen inden der er gået 14 dage efter anbringelsen skal udarbejde planer for aktiviteter. Jeg mener, at dette arbejdsrum som godt nok er i orden strider imod de faktiske forhold, idet selvom intentionen i sig selv er god nok, kan der jo gå flere måneder før kommunalbestyrelserne kan samles. Det er derfor nødvendigt at sådanne regelsæt bliver tilpasset til realiteter, så det ikke bliver noget forhalende faktorer. 

 

Forordningsforslaget lægger i øvrigt op til, at Landsstyret er forpligtet til at føre tilsyn med, at der foreligger nødvendige faciliteter ved disse tvangsanbringelser. Ja, dette er et meget interessant emne, idet vi jo er klar over, at der ikke er mulighed for tvangsanbringelser, fordi der ganske enkelt ikke er plads og vi har heller ikke tal på, hvor mange tvangsfjernelser, der egentligt bliver foretaget. Der har været på tale, at rundt regnet 150 er på venteliste og det er Landsstyret allerede klar over. Vi må derfor spørge, når nærværende forordningsforslag træder i kraft pr. 1, hvor vil man så gøre af tvangsfjernede børn og unge?

 

At tvangsfjernede børn med store fysiske og psykiske uden omsvøb bliver midlertidigt placeret hos andre familier, venner og andre familiemedlemmer eller hos andre, kan ikke accepteres, heller ej kan Kandidatforbundet uden videre acceptere, at disse børn bliver placeret hos professionelle plejefamilier, idet det er jo en kendt sag, at disse børn tit har stort behov for professionel hjælp.

 

Det er ikke utænkeligt, at nogle familier har ressourcerne til at påtage sig sådanne store opgaver,  men vi skal huske på og være årvågne over for, at man ikke sådan uden videre kan videreføre de offentliges forpligtelser til billige familier.

 

Vi mener derfor i Kandidatforbundet, at vi i nærværende ikke kan komme uden om et væsentligt punkt og det er etablering af et familiecenter, i stedet for fortsættelse af tvangsfjernelser, for det ligger helt fast, at omtalte børn vil få bedre hjælp, hvis der bliver etableret centre, hvor familier kan samles og samle kræfter.

 

Lad os se på vores levemåde i dag. Der er desværre mange familier, som forsøger at få deres midler til at række. Det er derfor nødvendigt, at både mor og far har arbejde, hvis de overhovedet skal have mulighed for at passe deres forpligtelser med hensyn til husleje, varme, el og andre livsfornødenheder. De tager afsted om morgenen og er først hjemme igen om aftenen som regel fuldstændigt udkørte. Allerede da er der dannet grundlag for misrøgt af børn.

 

Tænk på, at de jo ikke er så forfærdelig længe siden, at moderen blev hjemme og passede hjemmet og var den, der både holdt tilsyn og passede børn. Dengang var der plads til medmenneskelig opdragelse. Jeg er naturligvis fuldt ud klar over, at der findes mange familier, der passer og opdrager deres børn godt, men set under et, kan man ikke skjule, at opdragelse af børn i de seneste år ikke er blevet forbedret.

 

Vi må jo huske på, at barnets største behov er kærlighed og det får det for det første hos deres forældre. Hvor er videnscenteret for børn og unge henne nu? Hvordan går det i øvrigt med denne plan? Bliver den overhovedet brugt? Jeg har nemlig konstateret, at der i Finanslovsforslaget er  afsat i alt 630.000 kroner til formålet.

 

Med disse bemærkninger skal jeg anbefale, at sagen bliver sendt videre til Socialudvalget inden 2.behandlingen.

 

Per Berthelsen, mødeleder, 4. næstformand, Demokraterne.

Ja, dermed er dagsordenspunkt 26 forslag til landstingsforordning om hjælp til børn og unge kommenteret af partierne og Kandidatforbundet og der er ikke flere, der har bedt om ordet, men det er så Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed, Ruth Heilmann, der vil sige noget. Værsgo?.

 

Ruth Heilmann, Landsstyremedlem for Familier og Sundhed, Siumut.

Tak. Jeg er meget glad for forslaget til landstingsforordning om hjælp til børn og unge under 1.behandlingen af partierne og Kandidatforbundet og Demokraterne i stort omfang og ved at udvise interesse har fremkommet med deres bemærkninger.

 

Det er korrekt, at der er tale om en meget stor opgave og som det blev sagt af et af ordførerne, den har været ført i mange år. Man har været igennem flere landsstyremedlemmer og man har også været igennem flere udvalg og ikke mindst mange forskellige medarbejderes arbejde er nu ved at blive tilendebragt, selvom det ser sådan ud, men her fremsætter man rammerne og kommissoriet og først der starter man opgaven.

 

Og her med hensyn til det vi har forelagt, så skal der udarbejdes forskellige bekendtgørelser og kurser, f.eks. til medarbjedere, så skal man også have kursus til medarbejderne. Man kan også fornemme, at udvalgsmedlemmerne overhovedet ikke er bange for at finde ud af, hvordan indholdet er og hvordan indholdet på de forskellige enkeltparagraffer er.

 

Og hvis jeg starter med den sidste og kommenterer Kandidatforbundets bemærkninger. Det er korrekt, at vi alle sammen ønsker, at man også på opdragelsen kan skabe børn, der bliver voksne med størst muligt ansvarsbevidsthed og selvstændighed. Og for at opnå dette, så har man også her med hensyn til børn og unge, at man lige som samler dem sammen i en god konebåd og opstikker en god retning.

 

Og vi vil gerne have, at samtlige bliver medtaget og vi har så alle sammen ansvar for dem og vil samarbejde om dem. Og den erkendelse, som vi fremsætter her, der mener jeg, at det er en styrke for samtlige medarbejdere i hele Grønland, at man i forbindelse med udarbejdelse af sådan en forordningsforslag, et meget godt forordningsforslag, og at man i samarbejde med nogen, der har viden om dem, så mener jeg, at man der kan regne fuldt ud, at man sammen med nogle berørte, at man også kommer med en redegørelse over for udvalget i de nærmeste dage.

 

Det er korrekt, at indholdet af forordningsforslaget, at det ikke kun er barnet, der sættes i centrum, men at det er meget vigtigt, at man får afhjulpet familien. Her spørger man bl.a. om, at selvfølgelig når denne, når et barn er blevet behandlet således, om man efter ophold i professionelle plejefamilier og de tiltag, der skal laves omkring barnet kunne vende tilbage til sin familie. Det er jo også meget vigtigt, at det bliver nøje udarbejdet disse handlingsplaner.

 

Selvfølgelig skal det ske sammen med familien og barnet. Og sammen med de professionelle plejefamilier og i tæt samarbejde, så skal man udarbejde denne plan ud fra barnets behov. Her blev det også fra Kandidatforbundet spurgt om, fordi man bruger kommunalbestyrelsen i forordningsforslaget, fordi kommunalbestyrelsen er den øverste myndighed i kommunen og derfor er den, der står for fordeling af forpligtelser og byrder. Derfor er det meget vigtigt, at man også inddrager socialudvalget og i og med, at kommunalbestyrelsen skal have et meget stort ansvar på det område.

 

Som flere ordførere også nævnte, så vil kommunen få en meget stor forpligtelse og midlerne i den forbindelse, så har man ellers bl.a. sikret en del af midlerne til bloktilskud, men med hensyn til indholdet, så blev der også sat spørgsmålstegn ved fra Inuit Ataqatigiit om de midler, der er afsat til disse om det er nok. Og med hensyn til alt disse, så skal de nøje vurderes i udvalget og i forbindelse med forhandling mellem KANUKOKA og Landsstyret, så skal man også have en ny forhandling omkring de nye tiltag.

 

Det er korrekt, at vores levemåde i dag i forhold til tidligere er meget anderledes og vi har alle sammen fået store forpligtelser, samfundsforpligtelser, derfor er det også sundt, at vi alle, om vi er kvinde eller mand, at vi lige som skal have et arbejde. Og selvom vi ikke regner med, at vi skal vende tilbage til det gammelkendte og for at opnå noget højere for at opnå selvstændighed, kører videre på erhvervsområdet, så er det sådanne nogle tiltag, vi arbejder med.

 

Derfor mener jeg, at det er nødvendigt, at både organisationerne og virksomhederne er med i samarbejdet, som f.eks. så sagde SORLAK, at de vil være med i arbejdet, lige som Siumuts ordfører Doris Jakobsen nævnte med hensyn til omsorgssvigtede børn, at man også vil være med i debatten omkring dette og hvor det bl.a. er arbejdsgivernes organisation bl.a. udviser viljen til at lave nogle tiltag.

 

Og derfor kan vi alle sammen være glade over, at alle udviser vilje til at kunne være med, således at man overvinde de store problemer, der er uden at nævnte hvilke vilkår et omsorgssvigtet børn, har haft, men at der er tale om et stort problem og der er nogen, der er bange, og at vi i dag har nået tiden til at gøre noget og man, at det er meget vigtigt, at man laver nogle store tiltag.

 

Det blev bl.a. sagt, at med hensyn til de meget store bevillingsbeslutninger, der tages i Landstinget, at man lige som sætter disse i baggrunden og fokuserer mere på vilkår for børn og familierne, at det er den vej, vi skal gå hen ad og jeg er også meget enig i dette. Og derfor med hensyn til partiernes, Kandidatforbundet og Demokraternes vilje til, at være med. Det giver nogle forhåbninger.

 

Atassuts ordfører Ellen Christoffersen, stor støtte, at de har været meget med i samarbejdet. Det blev også sagt, at de har viljen til at have ansvaret. Jeg har også gode forhåbninger til dem. Også fordi vi i dag havde samarbejde omkring børn og unges vilkår og ikke mindst for at få forbedret familiernes vilkår og det er sådanne nogle tiltag, vi er i gang med. Og derfor, at det bliver realiseret gennem dette forordningsforslag. At de altså derigennem udviser viljen. Jeg mener, at det giver grundlag for optimisme.

 

Med hensyn til Asii Chemnitz Narup plejer at gennemføre med stor interesse dette område og jeg regner så med, at hun vil komme med nogle store bemærkninger og man kom også ind på vigtige forhold fra Inuit Ataqatigiits side, at man bør starte fra bunden af også fordi vi stade, vi er nået, det er alvorligt, at man lige som tager udgangspunkt i arbejdet ud fra, at barnet er inde hos moderen eller at man starter arbejdet fra, at kvinden er gravid, og at man laver mere udtømmende arbejde.

 

Så vil vi fra landsstyreområdet for Sundhed og familier, så er vi i gang med planer om tiltag for også sammen med PAARISA og andre og jeg regner fuldt ud med, at der vil blive fremlagt noget omkring disse tiltag, at man derigennem kan køre med mere klare tiltag, end det er tilfældet i dag.

 

Selvfølgelig er det nærliggende at kommentere alle under et og så med hensyn til et spørgsmål, der blev fremsat, især fra Demokraternes side, men jeg regner med, at udvalget, det bliver også sagt af partierne som noget vigtigt, at det bliver nøje vurderet i udvalget.

 

Og det spørgsmål, der blev fremlagt af partierne og at man derigennem kan få nogle besvarelser.

For jeg kan ellers fremkomme med nogle besvarelser til samtlige spørgsmål, men jeg regner så med, at jeg skal bruge en ret så lang tid. Men vi håber så på, at vi kan samles om dem i forståelse vedrørende dette.

 

Og her i forordningen omkring hjælpen ud fra behovet og det er så den vigtigste man har. Det er så det vigtigste arbejde, man har udført og det er så barnets behov, man tager udgangspunkt i. Og selvfølgelig disse behov, hvis barnet ikke kan få opfyldt disse og hvis disse ikke kan gives af sine forældre, så vil der være et eller andet galt.

 

Vi kan jo blot tænke på med hensyn til enkelte børn, at man sørger for, at barnet har mad og tøj og det er det, man skal følge, og at barnet har gode kontakter med dem, de er på alder sammen med og at der er behov for, at vedkommende kan lege med sådanne nogle børn i deres opvækst, og at barnet har en god omsorg fra sine forældre, og at barnet i sin opvækst har kræfter til at kunne tage en uddannelse, og at barnet er trygt, og at det ikke har god beskæftigelse, der er i god overensstemmelse med sin alder, og at man på fritidsinstitutionerne og ud fra barnets interesser og behov, at man sørger for, ikke mindst at der er kærlighed til barnet og barnet føler, at den er værdifuld og det er så det, som forældrene sætter vægt på.

 

Disse meget vigtige forhold kan overgives til børn, så kan de have en tryg opvækst. Som vi nok kan huske eller da der blev gennemført et seminar i Sisimiut, så indførte man nye arbejdsmeto­der. Og det er så det, der blev fremlagt dengang og dengang påviste man, at der er stort behov for landstingsforordning om hjælp til børn og unge, og at den bliver omstruktureret og her bliver den fremlagt som en ny og efterfølgende skal der udarbejdes bekendtgørelser m.v., fordi det er også med i det, der blev sat spørgsmål om.

 

Så skal jeg udtale, at der er planer om med hensyn til børneinstitutioner for børn og unge i Grønlands Hjemmestyres bekendtgørelse. Her skal man tage beslutning om, at Landsstyret fastsætter regler for døgninstitutioner og børns indretning, ledelse og drift samt det opdragende arbejde i institutionerne.

 

Og at der laves nogen regler, således at døgninstitutionerne kan varetage nogle andre opgaver i samarbejde med kommunalbestyrelsen samt med hensyn til betalingsevnen og hvordan oprettelsen, indretningen og ledelsen og drift kan være. Og andre regler, der vedrører børn og unge, så er det regler om udpegning af rådgivende personer, aflønning af disse samt regler om hvordan arbejdet skal kunne foregå. Og det er så regler omkring plejeforældre og regler om plejeforældres vederlag og aflønning og forældrenes takstbetalinger m.v. Og det er så det efterfølgende arbejde, der skal udarbejdes i disse bekendtgørelser.

 

Men i og med, at dette arbejde ikke bliver forhalet, så bliver der fremsat dette forordningsforslag og dette skal så ske i samarbejde med medarbejderne og de meninger, der fremsættes i forbindelse med kurser. Og derfor at vi også skal være med i dette arbejde og give nogle meninger og ideer. Det må I så regne med. Og uden at besvare de enkelte spørgsmål, så håber jeg på, at jeg her har kunnet komme et mere fælles besvarelse og her også nævne om, hvilke tiltag, der vil blive taget i eftertiden.

 

Jeg siger tak og jeg har også håbet på flere spørgsmål.

 

Per Berthelsen, mødeleder, 4. næstformand, Demokraterne.

Vi siger tak til Landsstyremedlemmet og før vi kan gå videre, så skal jeg konkludere, at med hensyn til dagsordenspunkt 26 og så er det samtlige ordførere i partierne og Kandidatforbundet,  at den bliver udvalgsbehandlet inden 2.behandlingen.

 

Men Asii Chemnitz Narup har så markeret sig. Og det er så ordførere og det er anden gang.

 

Asii Chemnitz Narup, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Tak. På vegne af Inuit Ataqatigiit takker jeg Landsstyremedlemmet for besvarelsen. Men et af vores centrale spørgsmål, nemlig betaling for døgninstitutionerne, uden at gøre mere ud af det, så vil vi blot bemærke fra Inuit Ataqatigiit, at man i forbindelse med udarbejdelsen af Finanslovsforslaget, at et af kravene har været, at de klasser for døgninstitutioner skal danne grundlag for, at man så ikke har en overbelægning i døgninstitutionerne.

 

Det finder vi betænkeligt og vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, hvilke midler, der vil blive afsat til formålet og om disse midler vil være nok. Så tænker vi også på en venteliste, der er mange på venteliste. Og når man så nærlæser beretningen fra døgninstitutionsområdet, at Uummannaq og Tasiilaq- institutionerne, at disse to har overbelægning hele året igennem. Derfor er der behov for at undersøge problematikken nærmere.

 

Og jeg regner også med, at vi indkalder Landsstyremedlemmet til samråd. Og som allerede sagt, så har vi i de foregående 4 år haft drøftelser omkring betaling for døgninstitutionerne. En af de ønsker vi har, det er, at da betalingen til kommunerne, som har en mindre økonomi, at de også får nogen muligheder for at anbringe børn i døgninstitutionerne.

 

Derfor mener vi stadigvæk, at der skal en ny vurdering eller revurdering af vores nuværende ordning, altså i forbindelse med procentsatsen bliver forhøjet i forbindelse med forhandlingerne om bloktilskuddet til kommunerne og når så kommunerne anbringer et barn, så skal de kommuner 20% af beløbet.

 

Det, vi i dag er bekendt med, at de mindre-bemidlede kommuner ikke rigtig magter de betalinger vedrørende døgninstitutioner og det er derfor, at vi endnu engang skal udtrykke, at det er denne problematik skal løses.

 

Vi har i Inuit Ataqatigiit forstået det således med hensyn til bemærkningen fra Astrid Fleischer Rex fra Demokraterne, at med hensyn til kvalifikationerne i de kommunale institutioner. Ja, i dag er serviceringen, hvis det skal klares på en fornuftig måde, så er der stærkt behov for, at der skal være kvalificerede medarbejdere i kommunen.

 

På socialområdet i kommunerne og medarbejderne inden for socialområdet i forhold til andre institutioner, det er lige som om, det er ladt i stikken. Hvis vi ser på sundhedsområdet, så er der gode ordninger med hensyn til efteruddannelser og kurser.

 

Med hensyn til Atuarfitsialak, så har man afsat mange midler til at opkvalificere lærere. På den anden side så må vi også kigge på personalet inden for det sociale område. Eftersom det er sådan, at kravene bliver strengere og strengere, alligevel så er det lige som, vi ikke rigtig har afsat midler til efteruddannelser og kurser.

 

I den forbindelse skal vi henvise til bemærkningen fra Landsstyremedlemmet for Kultur og Uddannelse, at han vil være meget årvågen over for medarbejdernes vilkår inden for det sociale  område, så det er derfor, at der er disse to landsstyremedlemmer inden for socialen og inden for uddannelse, at de sammen så kan løse problematikken. Og det er derfor, at der er behov for nyvurdering af midlernes størrelse eller bevillingernes størrelse. Og vi må også kræve, at der skal være uddannelses- og kursusmuligheder. Og når vi så også sætter midler til det sociale seminarium, at vi ikke engang afsætter midler til efteruddannelse og opkvalificering, selvom det er direktoratet, der skal sørge for dette. Det er altså disse opgaver, som kræver nærmere behandling, altså opkvalificering af medarbejderne.

 

I den forbindelse har vi hele tiden efterlyst vidensopsamling, altså erfaringerne inden for videnskaben, de skal kunne uddelegeres ud til befolkningen. Det vi tænker på i den forbindelse vores opbygning af samfundet, således at vi kan udnytte de ting, der allerede forefindes inden fro området.

 

Med disse bemærkninger skal vi fra Inuit Ataqatigiit opfordre Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed om, at igangsætte initiativer, om det ikke kan være på sin plads at afsætte midler til vidensopsamling fra 2004 hvad angår sundhedsområdet, så er der afsat godt nok mindre midler til disse formål. Derfor finder vi det passende, at vi også inden for socialområdet afsætter midler og vi godkender en bevilling af en vis størrelse.

 

Med hensyn til forordningsforslaget og når man gennemlæser den, så forstår vi ikke rigtigt, hvis den skal godkendes i den foreliggende form. Med hensyn til uden at sikre kommunernes taloplysninger. Det skal vi undersøges nærmere. Vores begrundelse er, at selvom enkelte kommuner allerede i dag har pligt, i tilfælde af anbringelse af et barn uden hjemmet, de skal rapportere om det. Men de følger ikke denne forpligtelse. Det er derfor, at vi fra centralt hold fra Landstinget følger med i udviklingen, ikke rigtig kan følge med i udviklingen, selvom statistikken er strengt påkrævet i vores arbejde.

 

Det skal også kunne tages op i udvalget efter vores egen mening. Med hensyn til de mennesker, der arbejder med børn og unge med forskellige baggrunde med hensyn til i dag, så er der behov for yderligere midler. I den forbindelse skal vi sige, at udvidelsen af pligten, der gælder for lærerne og andre inden for sundhedsområdet, så ønsker vi inderligt, at også denne gælder for politiet med den begrundelse, at politiet har et indgående kendskab til børn og unges levevilkår, idet vi er bekendt med, at det er den danske stat, der har ansvaret for politimyndigheden her, men alligevel vil vi anbefale over for Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed, at vedkommen­de sammen med Landsstyremedlemmet for det sociale område henvender sig til Socialministeri­et, også fordi det er påkrævet, at politiet også skal kunne rapportere om forholdene, således at tanken om et tidligt indgreb kan realiseres yderligere eller bedre.

 

Når vi i Inuit Ataqatigiit drøfter det sociale område, så finder vi det væsentligt, at vi har to adskilte formål, nemlig forebyggelse og behandling. Alligevel finder vi det også væsentligt, at  understrege, at vi ikke kan løse problematikken omkring folks levevilkår alene igennem behandling, men alle forhold og alle aspekter i deres levevilkår, lønindtægter og skatteforhold, de skal også kunne tages med i betragtning.

 

Det er derfor, at vi har en behov for en pakkeløsningsforslag. Som vi skal tage emnet op igen senere hen, nemlig opkvalificering af ufaglært arbejdskraft. Dette er meget væsentligt, idet det er allerede forevist efter KIIP?s undersøgelse, at de, der tager en uddannelse, de børn, der har faglærte forældre. Det er derfor, at der er påkrævet en indsats med hensyn til uddannelsesinitiati­ver, således at børn også får baggrund for at tage sådan en uddannelse. Tak.

 

Per Berthelsen, mødeleder, 4. næstformand, Demokraterne.

Vi siger tak til Asii Chemnitz Narup og den næste ordfører er Astrid Fleischer Rex fra Demokraterne, der har bedt om ordet for anden gang.

 

Astrid Fleischer Rex, ordfører, Demokraterne.

Jeg siger tak til Landsstyremedlemmets besvarelse. Jeg regner heller ikke med, at hun skal besvare samtlige spørgsmål, men det er til, at vedkommende kan have nogle overvejelser eller ikke kun til Landsstyremedlemmet. Det er til os alle sammen, fordi det, som jeg, du sagde tak til partierne, Kandidatforbundet og Demokraterne. Vi er også et parti.

 

Selvom om jeg allerede har sagt, at der ikke skal komme besvarelser til samtlige mine spørgsmål, men så kan jeg måske lige anmode dig vedrørende efterskoleforhold om de kan blive besvaret i dag, fordi jeg er vidende om, hvor vigtigt det er, at når der skal ske en ansøgning fra skolevæsenet til efterskolen, så bliver det jo tilpasset til barnet og familierne og alt muligt, men her er der tale om børn og unge, der har problemer om man har haft en særskilt samtale med nogle andre efterskoler. Fordi det er jo ikke sådan, at disse børn blot kan sendes til efterskolen. Der står godt nok, at de skal tilpasses og jeg sætter stort spørgsmålstegn med hensyn til disse teenagere, der er tale, hvor de bl.a. i gåseøjne er blevet småkriminelle. Om det er rigtigt, at efterskolerne gerne vil tage imod disse, men jeg håber så på, at de gerne vil tage imod disse efter en dialog.

 

Så kan du måske svare med omkring det, jeg stillede spørgsmål om, bestemmelsen vedrørende døgninstitutioner, at bestemmelsen opdeler ikke institutioner i forskellige typer. Og Landsstyret kan derfor kombinere og udnytte institutionerne til børn og unge i forskellige aldersklasser og med forskellig behov for kontakt, behandling, beskæftligelse m.v. Har jeg misforstået den sådan, at et barn kan blive placeret til hvilken som helst institution, uanset hvilke opgaver vedkommen­de institution udfører?

 

Per Berthelsen, mødeleder, 4. næstformand, Demokraterne.

Vi siger tak til Astrid Fleischer Rex og den næste, der har bedt om ordet, det er Landsstyremed­lemmet for Familier og Sundhed, Ruth Heilmann og efterfølgende er det Ellen Christoffersen fra Atassut.

 

Ruth Heilmann, Landsstyremedlem for Familier og Sundhed, Siumut.

Tak. Ja med hensyn til vedkommende, der er ordfører for Demokraternes parti. Selvfølgelig er det meget svært at sige her hvordan børnene er og få dem opdelt og få dem vurderet og hvor de kan blive anbragt henne.

 

Her er det ud fra barnets behov og ud fra barnets egen vilje, så skal man prøve på at få det placeret  i samarbejde med nogen, der har speciel viden. Det er det, jeg gerne vil besvare sådan og med hensyn til efterskolen, så kan vi ikke sige, at samtlige børn har været udsat for omsorgssvigt eller er blevet småkriminelle.

 

Selvfølgelig med hensyn til dem, der gerne vil tage på efterskole, de skal afhjælpes og her er der også afsat midler i den pulje, vi har afsat og den mulighed skal så nøje vurderes i samarbejde med KIIP. Her kan man ikke sådan uden videre, at hvilke type børn og hvilke børn vil man sende til efterskole, men man vil gerne åbne muligheden, fordi børn har jo måske interesse om at tage til efterskole og det er så den mulighed, man her vil åbne. Som f.eks. i stedet for, at vedkommen­de bliver sat i pleje hos professionelle plejeforældre, så kan man også udnytte denne mulighed.

 

Her med hensyn til de spørgsmål, der blev sagt omkring vidensbank og vedrørende børn og unge og hvor den bliver henne. Og man kan også se de forskellige plakater, der er blevet hængt op og så vidt jeg husker er det den 9. april, den blev indviet og nu er der gået et helt år efter at have lavet nogle omfattende tiltag.

 

Så fremførte nogle, at de føler godt med i dette arbejde og denne redegørelse, den er meget god til at bruge og den indeholder mange forskellige oplysninger om hvor langt sagerne er nået og hvad for nogle sager, man har behandlet og hvad for nogle sager, der vil blive nødvendige at bruge og så har jeg ønsket, at den bliver omdelt til Landstinget i rapportform her i Landstingets forårssamling og her i det videre arbejde, så blev der sat spørgsmålstegn om, hvordan kan man videreføre opgaven og hvilke sager skal den bruges til.

 

Så regner jeg med, at den eventuelt kan blive diskuteret i udvalget, fordi det er rigtigt som Asii Chemnitz  Narup nævnte, at videnskab bør også bør gennemføres på det sociale område og derfor må man også have nogle værktøj til at gøre det. Og derfor har man oprettet denne og med hensyn til børn og unges vilkår og den rapportering, der skal laves. Og det er så Grønlands Statistik, der ikke har stået for dette arbejde om, hvor store tal, der er tale om.

 

Og som Asii nævnte, så kan man i samarbejde med politi omkring rapporteringer. Selvfølgelig er det fortroligt, men man har behov for at bruge disse, således at man sådan uden videre kan tage dem. Jeg ved, at man ikke har disse. Derfor med hensyn til dem, der vil arbejde med videnskabe­ligt, det har store mangler med hensyn til disse tal.

 

Og med hensyn til det, der blev fremsat omkring når den redegørelse bliver fremsat, så kan man også se der, hvad er det for nogle her, med hensyn til taloplysninger omkring børn og unge, hvad er det så for nogle, vi mangler og hvad er det så, der kan udføres i dag og hvad er det for nogle, som kan kunne udføres af Grønlands Statistik ved at betale for det. Den indeholder godt nok mange oplysninger. Og jeg skal sørge for, at den bliver fremlagt om ikke så lang tid. Og Asii Chemnitz Narup nævnte, det er også korrekt om, hvordan familiernes levemåde, vi bør have større kendskab til.

 

Og derfor med hensyn til Doris? indlæg fra Siumut om, at man opretter familiens år og vi håber så på, at denne tanke vil blive støttet. Man kan eventuelt få den oprettet allerede til 2004, men den vil blive forelagt til Landstinget og Landstinget skal så tage stillingtagen til den og her er der tale om, at man i familieåret vil få debatteret og afdækket familiernes levevilkår.

 

Og med hensyn til Asii Chemnitz Narups spørgsmål med hensyn til døgninstitutionerne eller børnehjemmene i Uummannaq og Tasiilaq, og at der laves en overbelægning. Det er korrekt, at det bliver brugt sådan, hvor det bl.a. hvor medarbejderne får flere opgaver til at skulle udføre.  Selvfølgelig er det også forstandernes selv, der vurderer hvor stor belægning, de kan have også ud fra kommunernes henvendelse, så er der et stort behov for dette og med hensyn til børn, at det kan være af hastende karakter at bo. Pengene har ikke fuldt med.

 

Og da forstanderne var samlet her til børn og unge-døgninstitutionerne, så har jeg været med og jeg fik også en hel masse oplysninger af dem. Og jeg sagde også til dem, at jeg regner så med, at næste gang de samles, så vil det være vigtigt, at man lader nogle deltage mere bredt, f.eks. udvalget er den bedste, også fordi de fremdrog også nogle oplysninger, som man har behov i vores politiske vurderinger, også i fremtiden med hensyn til børnenes vilkår også med hensyn til omsorgssvigtede børn, at det bliver fremsat en meget indholdsrig. Så håber jeg på, at næste gang de skal holde sådan et seminar, at der også deltager flere og hvor man især kan have en samlet ting til at gennemføre nogle tiltag og lade dem gå videre til andre berørte parter, f.eks. til Landstinget.

 

Jeg skal også lige udtale, at socialudvalgene, hvor det er KANUKOKA, der står for arrangemen­tet skal samles i Ilulissat i april. Så må vi også regne med, at med hensyn til det, der bliver fremlagt her og på andre områder med hensyn til det, der bliver fremlagt her, så vil der ske en dialog og vi håber så på, at vi også kan deltage eller få en orientering til Landstinget.

 

Per Berthelsen, mødeleder, 4. næstformand, Demokraterne.

Tak. Og den sidste, der har markeret sig er Ellen Christoffersen. Atassuts ordfører.

 

Ellen Christoffersen, ordfører, Atassut.

Ja tak. Det er med hensyn til det, vil allerede har sagt, så vil vi gerne meddele, at der i forordningen gives en forpligtelse omkring meddelelse til FN og det er vi også tilfredse med.

 

Og vi håber så på, at kommunerne vil blive opfordret fra Landsstyrets side, at de skal opfylde disse forpligtelser, for det er jo meget vigtigt omkring hvordan vi overholder og laver en tilpasning omkring konventionen vedrørende barnets rettigheder.

 

Og afslutningsvis så vil jeg blot udtale, at jeg håber på, at når forordningsforslaget bliver debatteret i udvalget, at selvfølgelig med hensyn til alt det, der blev spurgt om, så er det også meget vigtigt, at vi har fået besvarelserne. Fordi det er meget vigtigt i forbindelse med udvalgets videre behandling omkring de spørgsmål, der blev fremdraget.

 

Afsluttende, så kan jeg blot udtale, at selvfølgelig er det glædeligt, at høre  forskellige meninger omkring socialområdet. Det er blevet fremsat med hensyn til behandling af punkt 26, men vil lige vurdere, at man kom lidt for meget uden om, fordi man bruger meget stor tid til noget, der ikke vedrører forordningsarbejdet. Det vil jeg lige påpege, således at man fra arrangørernes side er opmærksom på dette, således at man i behandlingen af en given sag kan komme ind på mange forskellige ting.

 

Per Berthelsen, mødeleder, 4. næstformand, Demokraterne.

Fra min side skal jeg blot udtale, at jeg ellers burde være mere årvågen, når jeg står som mødeleder. Og med hensyn til dagsordenspunkt 26, så er der ikke flere, der har bedt om ordet.

 

Og dermed med hensyn til bemærkningerne fra partierne og Kandidatforbundet og ud fra det med hensyn til punkt 26 forslag til landstingsforordning om hjælp til børn og unge og inden 2.behandlingen, så er det Udvalget for Familie og Sundhed, der skal behandle disse.