|
Dagsordenens punkt 31-33-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
9.mødedag, lørdag den 29. maj 1999
1.
Jeg har givet mit forslag overskriften ARet op på alderspensionerne@. Så godt som alle kandidater til Landstingsvalget havde alderspensioner på deres dagsordenen og det har man også drøftet og det skal også drøftes indtil det bliver rettet op.
Som bekendt har jeg fremlagt forslag som Landstinget til en vis grad har været enig i, dog uden af tage beslutning herom. Nu vil jeg fremlægge endnu et forslag i håb om, at man nu denne gang nedsætter et udvalg og får drøftet alle disse ting med et resultat. Der er mange ægtepar her i Grønland, der lever og hjælper hinanden, f.eks. med alle økonomiske forpligtigelser uden at klage til samfundet, der er for mange ældre der bliver skuffet fra det offentliges side, fordi de ellers med glæde har ventet på at få alderspension, men ikke får udbetalt pensionen, fordi ægtefællen har en indtægt, der overstiger indtægtsgrænsen.
Det har altid medført, at de er nødt til at ændre på deres levevis, fordi den ene af ægtefællerne ikke længere bidrager til fællesskabet. Dette drejer sig om 130.000 kr., der vedrører boligtilskud og netop derfor får de ikke nogen form for tilskud fra det offentlige, f.eks. boligsikring.
Det kan ikke på nogen måde accepteres, at de bliver udsat for den behandling og følgende må være med i overvejelserne, f.eks. at alle får 1) en ens grundbeløb eller 2) at man får indført husleje efter hvor meget man har i indtægt.
Det vil have en stor indflydelse på den ene ægtefælle, når man indføre det, og det kan medføre, at flere ældre kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, således at flere unge kan komme ind der.
Såfremt man indfører huslejebetaling efter indtægter, så er det ikke kun de ældre der får fordel af det, men mange andre der har indtægter mellem 130.000-250.000 kr, som ikke kan få tilskud på nogen måde, kan få fordel af det.
I håb om at Landstinget og udvalget får en god debat, så fremsætter jeg påny et forslag vedrørende alderspensioner. Tak.
Den anden forslagsstiller, Anthon Frederiksen, forelægger sit forslag.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Siden 1995 har jeg flere gange fremsat forslag vedrørende de ældres, de handicappedes og førtidspensionisternes vilkår - efter nedsættelse af Socialreformkommissionen er flere af forslagene blevet henvist til Kommissionen.
Som bekendt fremkom Kommissionen med sin betænkning til Landstinget i 1997 - i den forbindelse var en af de opgaver, der skulle have første prioritet forholdene omkring de ældre, i Landstinget var der bred enighed om, at de ældre skulle have mere lige vilkår, hvor det bl.a. kom til udtryk, at ydelser til ovennævnte skulle fastsættes uafhængigt af ægtefællens indtægt.
Derfor foreslår jeg hermed, at ovennævnte persongruppe får tildelt rimelige ydelser, således at de ikke længere behøver at Atigge@ om hver enkelt ydelse, ydelsens størrelse skal ikke være afhængig af ægtemandens eller konens indtægt - på denne måde behøver de ikke længere at Atigge@ om tilskud til bolig, varme og el.
I dag må denne persongruppe særskilt søge om hver enkelt tilskud - hvilket er med til at øge den i forvejen megen administration. Lad os behandle de ældre, de handicappede og førtidspensionisterne ordentligt i stedet for, at blot snakke om det og lade dem gå Atiggergang@. Tak.
Og således efter fremlæggelse af forslagene, skal først Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender komme med en besvarelse.
Mikael Petersen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Indledningsvis skal jeg oplyse, at vores svar fra Landsstyret er omdelt før beslutningen om, at de 2 punkter behandles under et, hvorfor jeg skal fremlægge begge svar fuldt ud.
Landstingsmedlem Otto Steenholdt har fremsat forslag om at rette op på alderspensioner. Forslaget er af Landstingets formandskab henvist til en forespørgselsdebat.
Den gældende pensionslovgivning tager udgangspunkt i at sikre de svagest stillede ældre en social ydelse som forsørgelsesgrundlag. De ældre, som kan forsørge sig selv og familien med erhvervsindkomst eller kapitalindkomst, falder derfor ikke inden for betingelserne for at modtage alderspension.
I Danmark har man en ordning, hvor folkepensionen tilfalder alle personer, der har nået pensionsalderen. Her i landet afskaffedes pr. 1.1.1991 en lignende ordning. Såfremt man skal overveje at genindføre en offentlig forsørgerydelse til alle ældre, må dette diskuteres nøje.
Det vil bl.a. have den konsekvens, at pensionen også vil tilfalde de ældre, som er økonomisk velstillede og godt kan klare sig uden offentlig ydelse. Endvidere vil det medføre væsentligt større udgifter for Landskassen.
Vedrørende biindkomster er Landsstyret vidende om, at der er ønsker om højere grænser for biindkomster, hvad enten biindkomsten er ægtefællens indkomst, erhvervsindtægt eller anden indkomst. Ønsket er bl.a. begrundet i at motivere ældre til fortsat at være erhvervsaktive.
Mange ældre oplever, at de bliver straffet økonomisk, når grundbeløbet reduceres som følge af biindkomster. Højere grænser for biindkomster vil givet være en forbedring for de ikke så svagt stillede ældre. Indkomstgrænser og biindkomster bliver reguleret over Finansloven.
Pr. 1.9.1998 er pensionsbeløbet blevet forhøjet med 6.000 kr. for enlige og 9.000 kr. for par, hvor pensionsbeløbet udgør 88.812 kr. for enlige og 133.212 kr. for par årligt. Pr. 1.1.1999 er biindkomstgrænserne forhøjet til 28.000 kr. for enlige og 42.000 kr. for par, før der kan reduceres på pensionsbeløbet.
Herefter indkomstreguleres pensionsbeløbene og bortfalder helt, når den skattepligtigede indkomst ud over pension biindkomst for det senest kendte skatteår overstiger 172.000 kr. for en enlig og 265.000 kr. i samlet indkomst for par.
Otto Steenholdt nævner i sit forslag, at den ene ægtefælle ikke kan oppebære pension, når den anden ægtefælle har en indkomst der overstiger 130.000 kr. Imidlertid er det således, at pensionsbeløbet bortfalder når den skattepligtede biindkomst overstiger 265.000 kr. årligt for par. Dette blev besluttet af Landstinget på efterårsamlingen 1998 i forbindelse med Finanslov 1999.
Landsstyret er opmærksom på, at der er samspilsproblemer mellem flere sociale sikringsydelser, blandt andet pensionsordningen og boligsikringsordningen. Landsstyret har derfor nedsat en arbejdsgruppe om omlægning af de sociale sikringsydelser, herunder offentlig hjælp, takstmæssig hjælp, børnetilskud mv.
Arbejdsgruppen skal fremlægge forslag til fremtidige ordninger, som bliver enkle at administrere og samtidig opfylder de politiske målsætninger om social sikring af borgere, der har behov herfor. Der skal i de nye ordninger tages særligt hensyn til børnefamilierne samt lavindkomstfamilierne. Arbejdsgruppen skal endvidere fremstille scenarier for målgrupperne for de sociale sikringsydelserne, opgave- og byrdefordelingen samt financieringen af sikringsydelserne.
Arbejdsgruppen aflægger rapport til Landsstyret senest foråret år 2000. Reforminitiativerne vil udmønte sig i forordningsforslag og finanslovforslag.
Landstingsmedlem Anthon Frederiksen har fremsat forslag om forbedring af de ældres vilkår.
Forslaget er af Landstingets formandskab henvist til en forespørgselsdebat.
Anthon Frederiksen har flere gange fremsat forslag til forbedring af de ældres, de handicappedes og førtidspensionisters vilkår. Flere af disse er blevet henvist til behandling i Socialreformkommissionen.
Socialreformkommissionen skulle indenfor ældreområdet se på fire hovedområder.
- den skulle afdække mulighederne for en forbedret institutionspolitik,
- den skulle afdække mulighederne for mere fleksible systemer omkring financiering af anlæg og drift af disse institutioner,
- den skulle komme med forslag til, hvorledes ældre sikres en mere værdig alderdom og
endeligt skulle kommissionen komme med anbefalinger til hvorledes omsorgen for ældre i eget hjem skulle forbedres.
Socialreformkommissionen tager ikke stilling til spørgsmålet om, hvorvidt ydelser til ældre skal fastsættes uafhængigt af ægtefællens indkomst.
Landsstyret har på baggrund af Socialreformkommissionens betænkning fulgt op på flere af kommissionens anbefalinger vedrørende ældres vilkår. Dette arbejde har bl.a. resulteret i en ændring af pensionsforordningen i 1998 således, at der nu er to forordninger, én der regulerer offentlig pension og én der omhandler reglerne for ældreinstitutioner m.v.
Som en opfølgning på pensionsforordningen, foreligger der fra Landsstyreområdet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked meget snart forslag til ny pensionsbekendtgørelse til godkendelse i Landsstyret. Denne pensionsbekendtgørelse regulerer bl.a. tilkendelse af førtidspension og personlige tillæg.
Der vil med forslaget bl.a. ske en opstramning af muligheden for at få tilkendt førtidspension, idet det nu kun undtagelsesvis er muligt for personer under 50 år at få tilkendt førtidspension begrundet i sociale årsager.
Anthon Frederiksen giver udtryk for, at der tidligere i Landstinget har været bred enighed om, at de ældre skulle have mere lige vilkår, bl.a. ved at gøre ydelser til de ældre uafhængig af ægtefællens indkomst. Denne enighed, som dog ikke er et flertal, er Landsstyret opmærksom på, men er af den opfattelse, at pensionsbeløbet stadigvæk skal være indtægtsbestemt. Grunden til dette er, at Landsstyret anser det for uhensigtsmæssigt, at velstillede pensionister kan oppebære pension, når de kan klare sig selv.
Med hensyn til tillæggene, som tildeles udfra en individuel behovsvurdering og uafhængigt af ægtefælle eller samlevers indkomstforhold, skal Landsstyret bemærke følgende.
De personlige tillæg bevilges i henhold til pensionsforordningen efter en individuel vurdering af behovet, enten som en l_bende ydelse, der fasts_ttes for h_jst et _r ad gangen, eller som engangshj_lp til d_kning af s_rlige behov. Till_gget udbetales ikke til pensionister, der har fast bop_l uden for Gr_nland.
Generelt gælder, at kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om der er behov for personlige till_g, uanset om der foreligger konkret ans_gning om till_g eller ikke.
Form_let er, at kommunen, sammen med pensionisten, skal danne sig et overblik over pensionistens fremtidige situation med henblik p_ at vurdere, om pensionistens fremtidige vilk_r kan anses for rimelige.
Landsstyret er opmærksom på, at der i kommunerne kan være forskelle på, hvad de forskellige kommuner yder tillæg til og hvor store disse tillæg er. De mere velstillede kommuner er således ofte mere Agavmilde@ end de mindre velstillede kommuner. Endvidere er levevilkårene forskellige fra kommune til kommune, samt fra by til bygd.
Det skal i denne anledning bemærkes, at Socialreformkommissionen anbefalede, at der blev fastsat objektive regler for tildelingen af personlige tillæg, for derigennem at sikre ensartede regler på området over hele landet. Dette ville ifølge Socialreformkommissionen betyde fuld ligebehandling, uden skelen til individuelle forskelligheder blandt pensionisterne.
I stedet for indførelse af objektive kriterier for tilkendelse af personlige tillæg, har Landsstyret under fremlæggelsen af forordningsforslaget om offentlig pension, den 9. september 1998 på efterårssamlingen under punkt EM/42, fremlagt forslag om, at sikre et minimumsbeløb for pensionister til dækning af leveomkostninger, hvilket Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg tilsluttede sig. En forudsætning for, at dette kan gennemføres er, at kommunerne vil være med til ordningen. Dernæst skal det afklares, hvorledes de økonomiske byrder med ensartede regler for personlige tillæg skal fordeles mellem Hjemmestyret og kommunerne.
Som det fremgår af ovennævnte, er der på baggrund af de senere års focus på ældreområdet sket en forbedring af de ældres vilkår. Landsstyret vil fortsat arbejde på at forbedre de ældres vilkår.
Landsstyret er af den opfattelse, at det nuværende regelsæt giver kommunerne et godt og solidt stykke værktøj i hånden til at hjælpe vores ældre.
Med det nuværende regelsæt giver det først og fremmest kommunerne større selvbestemmelsesret, og dermed mulighed for, at tildele personlige tillæg til de ældre, der har behov for hjælp, hvilket også vil sige de pensionister, hvis pension som følge af en indtægtsregulering har en pension på 0 kr. Landsstyret vil også fremover arbejde for at sikre, at vores ældre sikres en ensartet udnyttelse af de til enhver tid gældende regler på ældreområdet.
Med det nuværende regelsæt er det Landsstyrets opfattelse, at der faktisk gives de ældre mulighed for at opnå lige vilkår, og at den af Anton Frederiksen nævnte Atiggergang@ sagtens kan undgås, når reglerne forvaltes til de ældres bedste udfra skønsmæssige kriterier. Tak.
Og vi går så over til partiernes og Kandidatforbundets ordførere. Først er det Siumuts ordfører Ruth Heilmann, og jeg skal understrege, at partiernes ordførere skal kommentere punkterne 31 og 33, dog skal jeg give dispensation til Atassut, hvor Jakob Sivertsen kommenterer punkt 31 og Augusta Salling punkt 33.
Ruth Heilmann, Siumut.
Jeg skal først kommentere punkt 31. Landstingsmedlem Otto Steenholdt har afleveret forslag om regulering af alderspensioner, han har peget på to løsningsmodeller. For det første, et ensartet grundbeløb for alle eller for det andet, indførelse af huslejestørrelse efter betalinsevne.
Det er rigtigt, at man i 1991 er gået bort fra folkepensionsordning, ligesom den der nu praktikeres i Danmark, hvor folkepensionen tilfalder alle personer, der har nået pensionsalderen og vi går ud fra, at Otto Steenholdt har deltaget i denne beslutningsproces, siden han også var medlem af Landstingets dengang, siden han også var medlem af Folketinget dengang.
Men hvorom alting, så kan Landstinget jo vende spørgsmålet igen påny, når det viser sig at konsekvenserne af en beslutning har uhensigtsmæssige følger: Dette er også påpeget af Socialreformkommissionen.
Idet Landsstyret i sit svarnotat har besvaret forslaget meget klart, har vi fra Siumut ikke ønsket om, at komme med gentagelse. Vi har forstået, at arbejdet er igangsat, for at forbedre levevilkårene for de ældre ud fra Socialreformkommissionens indstillinger. Vi har jo fra Siumut gentagne gange rykket for handlinger fra Landsstyrets side, og vi konstaterer nu, at der nu sker noget på området.
Og med disse bemærkninger tager vi Landsstyrets besvarelse til forslagsstilleren til efterretning.
Og så fortsætter jeg med det samme med at kommentere punkt 33.
Landstingsmedlem Anthon Frederiksen har i sit forslag ønsket, at der kom mere ensartet vilkår for både alderspensionister og førtidspensionister, som kan forstås på 3 måder. For det første indførelse af socialpensioner til alle uafhængigt af ægtefællernes indkomst og indførelse af ensartede pensionstillæg uafhængigt af ægtefællens indkomst, for så vidt det handler om husleje-, varme- og eludgifter, og behandle de ældre ligesom alle andre borgere uden at lade dem gå Atiggergang@ eller på anden måde bureaukratisere hele hjæpeservicen af pensionsmodtagere.
Det fremgår af Landsstyrets besvarelse, at der i Socialreformkommissionen er behandlet 4 områder vedrørende de ældres vilkår, hvorefter Socialreformkommissionen har fremkommet med anbefalinger.
Som det også fremgår af Landsstyrets besvarelse har Socialreformkommissionen ikke specifikt fremkommet med anbefalinger vedrørende socialpensioner, og hvorvidt disse skal gives uafhængigt af ægtefællers indtægter og derfor bør diskuteres her i Landstinget.
Hvorvidt vilkårene for de ældre er uensartede fra kommune til kommune er blevet undersøgt af Socialreformkommissionen og er blevet bekræftet. Disse forhold er udskældte. På den baggrund har Socialreformkommissionen anbefalet indførelse af mindstebeløb for socialpersonmodtagerne efter at de fast udgifter er blevet afholdt.
Landstingets Socialudvalg har i efteråret kommet med en betænkning, hvor i netop dette spørgsmål indgik, blev også taget til efterretning af Landstinget. Vi forstår også at Landsstyret i øjeblikket forhandler med KANUKOKA vedrørende byrdefordelingen omkring dette spørgsmål.
Fra Siumuts side ønsker vi, at arbejdet herom færdiggøres snarest muligt, fordi det er vigtigt, at det træder i kraft for samtlige kommuner.
Fra Siumut har vi erfaret, at der i enkelte kommuner allerede er indført mindste rådighedsbeløbs niveauer, og at der i flere nabokommuner er indført ensartede ordninger. Og fra Siumut har vi med glæde bemærket, at der under socialudvalg- og socialchefsmøde fornyligt er blevet udtrykt ønske om at fortsætte med dette arbejde, uden af vente på centrale løsningsmodeller, som værdifuldt og støtteværdigt standpunkt.
Vi skal fra Siumuts side atter komme med ønske om, at de anbefalinger som Socialreformkommissionen allerede har fremsat for at gøre vilkårene for førtidspensionistmodtagerne bedre føres ud i livet. Idet vi fra Siumut også mener, at det er vigtigt, at førtidspensionisterne tilbydes dagværksteder og andre rekreative muligheder, samtidigt med at de har adgang til rådgivning bør udbygges - ikke bare i byerne men også i bygderne. Det er vores ønske, at Landsstyret arbejde sammen med kommunerne med disse ting.
Der sker ikke længere nedsættelse til Danmark af handicappede her fra landet. Mulighederne for at også at service de handicappede inden for de enkelte kommunegrænser bliver også større.
Vi er også vidende om, at der til de enkelte kommuner tilføres større ressourcer fra handicapområdet og det er vores mening i Siumut, at Hjemmestyret og kommunerne tæt arbejder sammen, for at forbedre vilkårene for de handicappede.
Med disse ord tager vi Landsstyrets svarnotat til efterretning og forstår således at Landsstyret også agter, at fortsat styrke serviceniveauet for de ældre.
Det er samtidigt vores håb, at realiseringsinitiativerne på baggrund af vores henstillinger og anbefalingerne fra Socialreformkommissionen vil være brugt. Tak.
Og som før nævnt, så er det Jakob Sivertsen, der kommenterer punkt 31, hvorefter det så er Augusta Salling, der kommenterer punkt 33.
Jakob Sivertsen, Atassut.
Til forespørgselsdebatten om størrelsen af offentlige alderspensioner efter ' 41 i forretningsordenen stillet af Otto Steenholdt har vi følgende bemærkninger.
Vores medborgere i alderen 20, 30 eller 40 år har som regel en stor selvbestemmelsesevne, således at de selv kan bestemme, hvor de skal bo, hvad de skal arbejde med samt hvad de vil bruge deres løn til. De bruger deres fri bestemmelsesret som en styrke i deres dagligdag.
Denne rettighed må også gælde vores ældre, og derfor kræver vi stærkt fra Atassut, at de ældre med deres sundhed i behold, selv må bestemme, hvornår de vil gå på pension, for ethvert sund og arbejdsvilligt menneske må kunne arbejde efter deres eget ønske, for man må respektere individets selvstændighed i dag.
I dag findes der alt for mange ældre mennesker med sundheden og kræfterne i behold, der må trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Der bliver flere ældre i Grønland og det er et bevis på, at de ældre er blevet sundere, og derfor må man bane vejen for, at give dem længere tid på arbejdsmarkedet i takt med stigningen af gennemsnitsalderen.
Der findes mange ældre mennesker i Grønland, som har passet loyalt deres arbejde igennem mange år og vi har i Grønland brug for loyal arbejdskraft, især når de kommende generationer ikke kan undvære de ældres erfaringer.
De ældre som modtager offentlig pension klager altid over, at de bruger næsten hele pensionen til regninger, således at de næsten ikke har flere midler til køb af madvarer. For at lave et udredningsarbejde omkring disse forhold nedsatte Landstinget en Socialreformkommissionen i 1995, for at nå frem til fyldestgørende løsninger, i stedet for at man kun snakker i Landstinget.
Kommissionen udgav sin betænkningen under Landstingets forårssamling i 1997, hvor der var god interesse for betænkningen fra alle partiers side. Socialreformkommissionens anbefalinger til Landsstyret blev prioriteret så højt, at partierne krævede, at den økonomiske del af løsningsforslagene blev forelagt på Landstingets efterårssamling i 1997.
I Atassut sukker vi den dag i dag stadigvæk efter de konkrete udspil fra Landsstyret, som endnu ikke er blevet fremsat til Landstinget. I Atassut har vi ligeledes lagt mærke til, at Landsstyret har nedsat en social arbejdsgruppe, hvor det forventes at arbejdsgruppen fremlægger en rapport til Landstinget på forårssamlingen år 2000.
Det vil vi spørge om, da vi kan se et udefra forslaget, idet man ud fra Socialreformkommissionens Kommission betænkning blev fremsat i 1997 og betænkningen har vi jo fået udleveret i bogform.
Har man ikke tiltro til de anbefalinger i Socialreformkommissionens betænkning, der blev fremlagt til Landstingets forårssamling i 1997 ? Er bemærkningerne fra landstingsdebatten om redegørelsen om den sociale styrelse fra Landstingets efterårssamling 1998 ubrugelige, det er et spørgsmål.
Såfremt man skal vente på de fremlæggelser fra Landstingets arbejdsgruppe i år 2000, så må man forvente at løsningsforslagene først blive implementeret i år 2001, hvor adskillige modtagere af offentlige pensioner og førtidspensioner allerede da ville være døde, og derfor kræver vi i Atassut løsningsarbejdet udført som en hastesag.
På grund af, at der endnu ikke er foretaget en konkret løsning på offentlig pension og førtidspensionsområdet, er de ældre trætte af at vente og derfor kræver vi fra Atassut, at følgende forhold revurderes til Landstingets efterårsamling i 1999.
For det første, at der arbejdes for et mindste beløb for de offentlige pensionsmodtagere til at leve for 3.500 kr. om måned for de enlige og 5.500 kr. for ægtepar.
For det andet, at der arbejdes for, at ægtefællen til ældre, som efter et langt liv på arbejdsmarkedet modtager tjenestemandspension, der må undvære socialpension, modtager 20 % af grundbeløbet til en socialpension, ligesom man har lavet en sådan en ordning for personer med medførte eller erhvervede handicaps samt til førtidspensionister gennem cirkulærer nr. 198.
Og for det tredje, de offentlige pensionsmodtagere har svært ved at forstå, hvorfor de skal svare skat, idet de må betale skat til den offentlige kasse, efter at have modtaget penge fra det offentlige, ligesom de må betale skat når de har haft biindtægter.
Vi kræver i Atassut, at disse forhold, ligeledes revurderes til efteråret.
Det er vores forkortede bemærkninger fra Atassuts side til det forelagte forslag.
Og som en fortsættelse af de faldende bemærkninger, har vi så følgende bemærkninger til punkt 33.
Augusta Salling, Atassut.
Atassut går ind for forslaget, idet Atassut er af den principielle mening, at de ældre og førtidspensionister tildeles pensioner, som de kan leve af og at de mange små tillæg ophæves.
Det er på tide, at vi løser de ældres problem som vi konstant hører om, og det er det meget udbredte problem blandt de ældre, at nogle slet ikke får udbetalt pension på baggrund af ægtefællens indkomst.
Følgende er et god eksempel på det. Et ægtepar hvor den anden har pension, d.v.s. har haft en pensionsopsparing, som vedkommende er begyndt af få udbetalt månedsvis i sin alderdom. Og dette medfører, at den pågældende person som har haft et hårdt arbejde og er blevet flyttet rundt uden at kunne protestere og som i de fleste tilfælde har måtte vente på barmhjertelighed, idet vedkommende ikke har adgang til bolig på de nye steder. Gennem et hårdt slid har vedkommende sparet op til sin pension trods de ikke altid for gode lønvilkår, men det er ikke kun den vedkommende der straffes, men også den vedkommendes ægtefælle, som ikke kan tildeles pension p.g.a. ægtefællens pensioner.
Vi har i sagerne fremkommet med udtalelser om, at man bestræber sig, for at kræve et minimumsbeløb i pensionerne under de ældres levevilkår, samt at man forsøger, at tildele 20 % af grundbeløbet på de offentlige pensioner til ægtefællerne af de pensionister, der har gennemgået et hårdt slid på lige vilkår som den ordning førtidspensionister får tildelt i følge cirkulæret.
Endelig
vil Atassut understrege, at man ved bestræbelserne med minimumsbeløbet også
medtager, at løse pensionen hos handicappede og førtidspensionister. Tak.
Asii Chemnitz Narup, Inuit
Ataqatigiit.
Tak. Jeg skal jeg lige nævne, at punkterne er blevet forberedt, hver for sig, men skal så fremkomme med dem lige efter hinanden.
Otto Steenholdt har fremsat debat omkring levevilkår for pensionister og to løsningsmuligheder, det første er fastsættelse af folkepensionsydelsen herunder for ægtepar og for det andet huslejeydelsen.
Det er fuldstændigt rigtigt, når man påpeger, at folkepensionisternes økonomiske vilk_r er meget forskelligartede. Nogle lever udelukkende af folkepensionen og andre oppebærer tjenestemandspension. Men der findes alligevel meget forskellige vilkår, hvad angår sundhed, boligforhold og sociale forhold, sagt på en anden måde, de ældres levevilkår er meget forskellige i alle afskygninger.
En af Inuit Ataqatigiits grundlæggende partimålsætninger er, at befolkningen i vort land skal have mere udjævnede og ligeværdige levevilkår. Denne holdning og målsætning har i princippet denne kendsgerning, at de mest mindre bemidlede er dem der har størst behov for offentlig hjælp, og det er dem myndighederne særskilt er opmærksomme og bør sikres rimelige sociale vilkår.
Når der stadfæstet en lovhjemmel for, at alle ældre får offentligt pension vil konsekvensen være, at bedre stillede og erhvervsaktive ældre tilbyde folkepension og derved vedholder man meget forskellige vilkår for pensionisterne. Men Inuit Ataqatigiit accepterer denne ordning i princippet.
Vi er vidende om, at boligsikringsordningen forvolder problemer omkring indkomstfordelingen også blandt pensionisterne. Derfor vil Inuit Ataqatigiit være med til at vurdere Landsstyremedlemmets fyldestgørende oplæg om ændringsforslag til sociale sikringsordninger til efterårssamlingen også m.h.t. den generelle vurdering af folkepensionisternes vilkår.
Vores kommentar er meget nærliggende til fremlysningen i onsdagsforespørgselsdebatten om bekræftigelse af status for indsatsen for minimumskrav til den månedlige pensionsstørrelse.
Inuit Ataqatigiit finder det vigtigt, at man finder en ordning, der tilgodeser en general betragtning af pensionisternes vilkår, her får vi behov for resultater af undersøgelsen af socialsikringsordninger og vurderinger om minimumskrav til folkepensionen.
I denne samling har Landstingsmedlemmet for Sociale Anliggender bebudet, at disse to undersøgelser er igangsat, og at de skal færdiggøres og vi skal igen opfordre til at få tingene sat på plads hurtigst muligt, idet det er meget ønskeligt, at disse spørgsmål afklares her og nu.
Og jeg fortsætter med at kommentere Anthon Frederiksens forslag.
Anthon Frederiksen fremlagde et debatoplæg med overskriften AVilkår for pensionister, handicappede og førtidspensionister@.
Debatoplægget vil vi fra Inuit Ataqatigiit kommentere med følgende.
Det er nu 3 måneder siden vi blev valgt til Landstinget, og et af resultaterne er, at 14 landstingsmedlemmer blev skiftet ud. Dog finder Inuit Ataqatigiit det meget vigtigt, at arbejdet i Landstinget skal fortsætte med de sager som var igangsat i tidligere valgperiode og som efter en gennemgående debat i princippet har været taget beslutning om, og vi finder det ganske hensigtsmæssigt, at sagerne behandles videre fra det stadie, som de befinder sig i, ikke mindst sager og beslutninger som allerede har været udsat, bearbejdet, skal færdigbehandles, f.eks. sager som har været anbefalet af Socialreformkommissionen.
Det forslag som Anthon Frederiksen har fremsat har været behandlet af Landstinget i en tidligere valgperiode og indikere, hvilket skridt Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender skal tage.
Til denne kommentar vil vi henvise til følgende ordlyd i Landsstyrets svar til Anthon Frederiksen, idet Landsstyremedlemmet sagde, AIstedet for kravet om personlige tillæg, uafhængigt af ægtefællens indkomst, foreslog Landsstyret i deres forslag om forordning om offentlig pensionsydelse under efterårssamlingen i 1998, en sikring af minimumskrav til dækning af udgifter til pensionisternes levevilkår og dette blev tilsluttet af Landstingets udvalg for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.@
Hvis det skal realiseres er det af en afgørende betydning af kommunerne erklærer deres vilje til at medvirke. Herefter skulle man undersøge byrdefordelingen mellem Hjemmestyret og kommunerne for at udstykke retningslinier for et standardiseret personligt tillæg@, citat slut.
I Landsstyremedlemmets svarnotat lyder det ikke helt klart om Landsstyremedlemmet har påbegyndt sin dialog med kommunerne om denne sag. Hvis dette ikke er tilfældet vil vi kraftigt opfordre til og ønske at Landsstyremedlemmet indleder dialog med kommunerne og komme med tilbagemelding, hvorvidt eller hvor langt man er kommet frem med dialogen med kommunerne i Landstingets kommende efterårssamling.
Hvis dette kan realiseres vil man kunne opnå målsætningen om en standardiseret ydelse til pensionister, handicappede og førtidspensionister.
Jeg fortsætter lidt endnu. Anthon Frederiksen tilføjede i sit oplæg, at mange forskellige af ovennævnte mennesker udsættes tit for, at skrive mange forskellige slags ansøgninger. Inuit Ataqatigiit finder det meget afgørende, at socialpolitikken og serviceringen af folkepensionister underlægges grundfaste regler, nemlig respekt for den enkelte, at den enkelte ikke fratages frihed, og ingen tendenser til negativ forulempelse af mennesket selvværd og ansvarsfølelse.
Vi vil gerne henvise til Grønlands Hjemmestyres bekendtgørelse nr. 34 af december 1997 om fratrækning af restancer gennem førtidspension, personlig tillæg og folkepensioner. Det fremgår af bestemmelserne for personlige tillæg, at det er vedtaget, at personlig tillæg kan udbetales samlet en gang pr. år. Vi mener, at denne ordning prøver at sikre, at der ikke kommer alt for mange henvendelser og at sådanne henvendelser holdes nede.
Men spørgsmålet er nu, hvordan de enkelte kommuner vil administrere en sådan en ordning. Der findes ihvertfald følgende goder til omtalte og serviceyderne, selvværd og den bureaukratiske administration ville holdes nede. Tak.
Og vi går nu videre, og så er det Loritha Henriksen på vegne af Kandidatforbundet.
Loritha Henriksen, Kandidatforbundet.
Vi skal kommentere forespørgselsdebatterne fremsat af Otto Steenholdt og Anthon Frederiksen under et.
Kandidatforbundet er klart opmærksomme på, at disse spørgsmål har været drøftet meget i efterhånden flere år, og Kandidatforbundet har ligeledes fulgt med i Socialreformkommissionens grundige og gode arbejde. Endelig glæder vi os vedrørende Landsstyremedlemmet for det Sociale Område og de Offentlige Arbejders redegørelse for pensionsområdet, der bliver færdiggjort i den nærmeste fremtid og glæder os til at samarbejde omkring det.
Til trods herfor ønsker vi fra Kandidatforbundet, at alderspensioner, førtids- og andre pensioner snart bliver ajourført, især med hensyn til, at der ikke behøver, at være spørgsmål om ægtefællernes eller samlevers indtægtsforhold. Det er vigtigt, at pensionerne bliver udbetalt i fuldt omfang, såfremt vores ældre og førtidspensionister ikke skal komme til at føle sig overflødige i det land de hører hjemme.
Sådanne en følelse skyldes netop sådanne omstændigheder især når man i et langt åremål har været medforsørger og været med til at betale familiens udgifter og ikke mindst fordi følelsen af at være helt afhængig af familiens forsørgelse er en stor psykisk belastning og derved bliver en belastning af en dyb følelse af og undseelse for at man ikke længere er i stand til at være medforsørger af familien.
Endvidere har den personkreds allerede betalt skat af deres indtægter i deres arbejdsdygtige liv og derfor vil vi fra Kandidatforbundet ønske, at der stiles efter en ordning, hvorefter vores ældre og pensionisterne får de samme vilkår i hele landet, da vi skylder disse personer tak for mange års indsats i samfundet.
Derfor kræver vi fra Kandidatforbundet, at der skal opnåes en ligelig behandling af pensionisterne i hele landet, vi skal understrege, at en sådan ordning kræver penge, men det er nødvendigt, at man forsørger, at opnå en ligelig behandling af denne personkreds.
Vi er viden om, at den administrative betjening af forskellige små omstændigheder af denne personkreds i dag, både er meget tidskrævende og koster mange penge, og derfor mener vi klart, at såfremt forslagsstilleren forslag bliver realiseret at man kan hente besparelser af den vej.
Med disse bemærkninger støtter Kandidatforbundet disse forslag. Tak.
Og vi har nu været igennem partiernes og Kandidatforbundets ordførere og så er det forslagsstillerne, der får mulighed at komme med deres kommentarer.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Det vi drøfter er ikke noget nyt og som bekendt har vi også diskuteret dette område mange gange her i Landstingssalen, derfor er det glædeligt, at mærke, at interessen stadigvæk er til stede. Det kan endda mærkes at den er blevet større, derfor har vi siden 1995 specielt undertegnet har fået adgang til at fremføre mine synspunkter her fra talerstolen, kunne tale om det.
Man kan nok sige, at et så vigtigt område som vores ældre bliver behandlet alt for langsomt, hvorfor forslagene hele tiden hober sig op.
Og jeg er også glad for, at flere taler har været inde på, at man ønsker, at der bliver fremlagt noget omkring dette område i forbindelse med efterårssamlingen. Og i Landsstyrets svarnotat viser jo, at Landsstyret har viljen til at fortsat at arbejde med at der ikke sker forskelsbehandling af de ældre.
I svarnotatet kom man også ind på, at man ikke fratager de ældre en værdig alderdom, det blev også nævnt, at dette område hørte ind under Socialreformkommissionens kommissorium, hvorfor vi skal huske på, at Socialreformkommissionens anbefaling, hvor der står, at en overordnet politisk målsætning er, at enhver skal have såvidt muligt et normalt liv.
Sådanne politiske målsætninger bør vel forstås derhen, at en ældre ikke skal have ringere vilkår p.g.a. alderdommen.
Og jeg er overbevist om, at I tilstedeværende har talt med de ældre, der findes jo ældre der er tilfredse med deres vilkår, men der findes trods alt ældre, der har meget utilfredsstillende forhold at leve under. Vi kan forestille os, at en del ældre lever under meget urimelige vilkår.
Vi møder til tider ældre, der på forhånd er bange for, at blive gamle, fordi vedkommende måske på grund af handicap ikke har sat noget til side, og enhver der er ved at blive gammel kan forestille sig, at en sådan fremtid ikke kan være særlig betryggende, så længe forholdene er som de er.
Det er derfor jeg mener, at vi skal huske, at en person, der ikke føler sig tryk, specielt i alderdommen, en person der ikke længere er i stand til at yde det som vedkommende normalt ellers har kunne yde, føler sig mindreværdigt og en sådan person kan endda ende med at have skyldfølelse og måske blive både fysisk og psykisk handicappet.
En del ældre har følelsen af, at de ikke bidrager i det økonomiske fællesskab, det gælder overhovedet ikke for os politikere, derfor er det svært at acceptere, at høre disse ting gang på gang specielt som medlem af Landstinget, lad os tage os selv som eksempel.
Vores medlemmer i Landstinget, såfremt vi pludselig kom ud for krav om, at de goder vi skal have, skal fastsættes ud fra vores ægtefælles indkomst, så er der vel ingen tvivl om, at det vil afføde en stor utilfredshed her i Landstingssalen.
I svarnotat blev det også nævnt, at Landsstyret vil fortsætte deres arbejde med at bibeholde de gode forhold for de ældre, det er glædeligt, at høre.
Landsstyremedlemmet bemærkede også, at man på en god måde kan undgå de ældres Atiggergang@, såfremt reglerne forvaltes til de ældres bedste ud fra skønsmæssige kriterier. Så må vi jo så spørge, hvornår er det, at man vil begynde at forvalte reglerne til de ældres bedste ud fra skønsmæssige kriterier ?
Landstingsmedlems Otto Steenholdts forslag støtter jeg fuldt ud, jeg har jo på et tidligere tidspunkt også støttet lignende forslag og jeg vil lige citere fra hans bemærkninger. ADet er mit håb, at der nedsættes et udvalg til behandling af dette forslag, hvor materialet fra de tidligere mange møder medtages, og herefter at fremkomme med en konklusion@, citat slut.
Vi bliver ved med, at kredse rundt omkring disse emner, men desværre uden nogen resultat og uden at tage beslutninger og jeg håber, at Landsstyret vil gøre noget ved det hurtigst muligt.
Jeg skal minde om, at der under denne forespørgselsdebat har partiernes ordførere, først har 10 minutters taletid og i 2. omgang ligeledes 10 minutter og jeg skal anmode om, at man respekterer disse taletider fra talerstolen.
Og den anden forslagsstiller.
Otto Steenholdt, Atassut.
Når man læser Landsstyremedlemmets svarnotat ved jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skal forholde mig til det, for det er uklart, fordi det ikke peger på nogen konkrete tiltag, men siger, at der er tiltag i gang og at der er igangsat undersøgelser.
Alle mennesker ønsker, at have lige løn for samme arbejde og det er min holdning, at ældre skal have det samme når de bliver ældre, det skal ikke være sådan, at de skal være afhængige af ægtefællens indtægter.
Siumuts ordfører mindede mig om, at jeg var medlem af Landstinget i 1991, at jeg også deltog i beslutningen om afskaffelse, men man kan jo ikke altid nå sine mål, som opposition. Denne gang havde jeg ellers netop talt, netop som vedkommende, men i og med, at vi var i opposition dengang, så havde vi ikke opnået det vi ville.
Jeg sidder inde med mange breve som jeg ikke vil læse herfra, men jeg vil blot fremdrage et eksempel.
En person der har arbejdet i 46 år i KNI har holdt jubilæum og lignende, og da vedkommende fyldte 60 år bliver vedkommende afskediget, men netop på det tidspunkt bliver han forelsket i en og indgik så ægteskab, så fratog man vedkommendes alderspension. Det er sådanne forhold, der gør, at ældre kan spørge, hvor er mit værd ?
Før i tiden da vi drøftede tandlægebehandlingen besluttede vi, at vi skal fokusere på de unge, og ligesom sagde, at lad de ældre miste deres tænder og for et par dage siden hørte vi Landsstyremedlemmet overvejelser omkring sundhedsvæsenets ydelser i forhold til selvforskyldt sygdom også de ældre. Det er nok ikke særlig rart at høre som ældre.
IA=s ordfører kom ind på, jeg blev ellers meget glad for, at Inuit Ataqatigiit fremførte sine politiske målsætninger. Inuit Ataqatigiit ligger vægt på omkring Inuit Ataqatigiit politiske målsætning, respekt for den enkelte, at den enkelte ikke fratages frihed og ingen tendens til negative forulempelser af menneskets selvværd og ansvarsfølelse.
Men Inuit Ataqatigiit stoppede ved, at man ville lige behandle de ældre uden skelen til ægtefællens indtægter, men jeg mener, at der er forståelse her for mit forslag og jeg vil blot udtrykke det på den måde, at det er meget ønskeligt, at man nu tager en beslutning omkring dette spørgsmål. Tak.
Godmand Rasmussen har bedt om ordet uden for partiernes og Kandidatforbundets ordførertaler.
Godmand Rasmussen, Atassut.
Det bliver ganske kort. Det er nok et af de store samfundsproblemer vi drøfter her, og Otto og Anthon har taget et emne op, som kan være meget tungt, og det er punkt 31 og 33, jeg gerne vil kommentere ganske kort.
Noget af det tungeste man kan opleve som et menneske, at man så et sundt menneske pludselig mister arbejdsevnen og sådanne mennesker har jeg mødt flere gange, som ellers efter at have et godt job mister deres arbejde p.g.a. sygdom, og det er helt korrekt, at et sundt menneske altid finder en mulighed for beskæftigelse uanset om man bliver arbejdsløs.
Men efterhånden er der mange i Grønland, som til trods for, at de ikke er særlig gamle får førtidspension og jeg har arbejdet som formand, så må jeg også nævne, at vi mangler genoptræningssteder for folk i Grønland. Der er ellers mennesker som ellers kan påtage sig et lettere arbejde, men som ikke har mulighed for at gøre det, fordi det eksisterer og det er også et stort problem for kommunerne.
Og man glemmer vistnok her i denne sag, som jeg også nævnte på Bornholm sidste år, man kan jo tage fejl også under møderne i KANUKOKA. Det er korrekt, at Socialreformkommissionen har udført et godt stykke arbejde og bogen kunne have været tyndere, såfremt man have trykt på begge sider.
Men det jeg nogle gange føler er, at folk som før har været ansat under staten som tjenestemand, men de bliver fratrukket pension og når de så kommer på et alderdomshjem, så betaler de så meget mere end andre ældre, hvor man så kan sige, at de måske er blevet sat ind i gåseøjne APå 1. klasse@. Og det er også korrekt, at man ligesom virker, således at de måske fratager pladsen fra andre, som har mindre råd til at betale for deres ophold
Men tager man som indtægtsgrænse, hvis en person bliver arbejdsløs og en samlever er meget yngre end vedkommende, og vedkommende ikke har arbejde, så kommer familien til at forsørge en hel familie med sin pension, der er familier der lever på den måde.
Såfremt en person har en pension og den anden ægtefælle er arbejdsløs, og vedkommende er under 60 år, og det betyder så, at en familier bliver splittet på den måde, og det har vi oplevet flere gange i byerne.
Og jeg mener også at det blev nævnt på en udmærket måde lige før og det har jeg også oplevet blive nævnt fra Atassuts side før, da man foreslog ensartede pensioner. IA berørte det ganske vist også perifert, hvor man sagde, at såfremt de bedre bemidlede skal betale mere.
Landsstyremedlemmet for Fiskeri og jeg vi kender en person, en mand som har arbejdet i mange år, da han så mistede arbejdsevnen, så kunne vedkommende ikke få pension, fordi han havde sparet så meget op, men såfremt vedkommende havde levet som andre, og så brugt sine penge til f.eks. druk eller lignende, så ville vedkommende have haft pension som alle andre.
Men det vi drøfter her ligger jeg meget stort vægt på, og jeg havde håbet, at vi kom til at drøfte det til efteråret.
Godmand her i henhold til vores forretningsorden, jeg mindede om det, partiernes ordførere har 10 minutter til rådighed og dem uden for partiordførerne har 5 minutter, hvorfor jeg må stoppe dig her.
Og den næste taler er Lars Sørensen som nu også får 5 minutter til sin rådighed.
Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit.
Flertallet af partierne efterlyser ligebehandling, og jeg vil spørge, hvordan vi skal opnå en sådan ligebehandling, når vi på den anden side give flere penge til dem der i forvejen har, og det kan ikke være ligebehandling, fordi vi en med alderspension enlig får 88.000 kr. og tjenestemandspension enlig får ca. 140.000 kr. årligt, og ægtepar er det selvfølgelig næsten en fordobling af beløbene.
Hvis disse forskelligheder skal ændres, fordi jeg forstår det derhen, at der blev fremsagt forslag om, at der skal oppebæres pensioner på 88.000 kr og så derudover bibeholde tjenestemandspension på 140.000 kr., således en enlig pensionist kommer til at oppebære omkring 220.000 kr.
Hvad med dem, der udelukkende får offentlig pension ? Hvis vi skal behandle ens må vi forhøje deres pension med 140.000 kr. årligt. Jeg mener, at værdighed og andre ikke kan måles op i penge, hvis vi har indført sådan en målestok, hvordan skal vi så betragte vores ældre ? Vi må passe vores ældre på en betryggende måde, vi må give dem en indholdsrig tilværelse, og her bør det ske i samarbejde med deres organisation.
Vi er gået længere og længere væk fra den grønlandske ånd, i og med at vi bruger penge som målestok for værdierne. Vi gør hvad vi kan, for at give vores ældre et indholdsrigt liv og vi må heller ikke glemme, at der for en del måneder siden forhøjede grundbeløbene med ca. 7 %. Det kan ikke være på sin plads, at man kun fokusere penge i dette tilfælde, og som jeg har sagt, må vi også arbejde omkring et indholdsrigt liv, i samarbejde med deres organisationer. Hvis vi ikke gør det, så kommer vi til at drøfte forholdene for vores ældre, ligesom med bind for øjnene.
Ja jeg taler også med ældre, og jeg er opvokset hos mine bedsteforældre, og ved hvilke behov de har.
Kandidatforbundet må også huske på, at man ønsker i forbindelse med det økonomiske område, at Landskassen gerne skulle balancere, hvorfor det er nødvendigt med økonomiske overvejelser.
Og til slut skal jeg opfordre til, at man skal rette op på forholdene for både ældre og børn og unge, hvorfor jeg skal foreslå, at man kommer med en redegørelse omkring de ældres forhold og børn og unges forhold, og allersidst skal jeg nævne, at vi også yder hjælp til arbejdsløse godt nok omkring 1500 kr. om måneden.
Og Inuit Ataqatigiits ordfører for 2. gang.
Asii Chemnitz Narup, Inuit
Ataqatigiit.
Lars Sørensen har ganske vist besvaret Anthon Frederiksens spørgsmål, men Anthon Frederiksen du nævnte, at vi også skal lytte til vores ældre, vi ikke kun lytter til dem, vi levet med dem i dagligdagen, og de siger også selv, at de også gerne vil være med til at betale skat, fordi de gennem deres skattebetaling også kan være med til at bære samfundet og dermed også bliver respekteret, hvorfor det menneskelig værd også ligger i , at man er med til at bære samfundet igennem skattebetalinger
Der har været mange ændring, hvor man nogle gange har udbetalt alderspensionen uden at man skulle betale skat af det, hvor man så efterfølgende har ændret det om igen nogen tid efter, men vi siger at vi skal rette op på det, således at ægtefællens indtægt, eller hvis vedkommende selv har indtægt, således også fordi det at man er ægtepar, så betyder det også, at man har forpligtigelse overfor hinanden og derfor er det ikke så underligt, at man også ser det på den måde.
Men til otto Steenholdt, så siger vi, at hvis vi til efteråret erfarer efter undersøgelsen, så må vi gennem den redegørelse finde ud af, om der er behov for at rette op på det, så er vi til den tid klar til at gøre pensionen og sikringsydelserne mere ensartede og det arbejde vil vi gerne være med til.
Anthon Frederiksen spørger om hvornår man kan få reglerne til at fungere på en rigtig måde, den er ligesom to-sidet det spørgsmål, fordi det sociale område og spørgsmål der vedrører dette, der har man ikke oplyst om de sociale muligheder og det ser vi utilfredsstillende, men der er også behov for, at de sociale medarbejdere også til stadighed efteruddannes og det er ikke kun økonomien vi kikker på, men ældreomsorgen bør også forbedres på flere områder, som Lars Sørensen allerede har påpeget før og der skal jeg blot tilføje, at beskæftigelsesmuligheder det er også en af de ting man skal forbedre på.
Og jeg mener også, at overgangen fra arbejde til en pensionisttilværelse, den skal man også kunne finde en løsning på, fordi det er en brat overgang, hvorfor vi også bør være vågen overfor dette forhold. Tak.
Og så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked og derefter er det så forslagsstilleren, der får mulighed for at komme med kommentarer.
Mikael Petersen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Først skal jeg udtrykke min glæde over, at forslagsstillerne og partiernes ordførere og Kandidatforbundets ordførere har vist en interesse for dette vigtige spørgsmål. Jeg er overbevist om, at vi alle landstingsmedlemmer alle er interesseret i, at vores ældre har så gode kår som overhovedet muligt, hvis det ikke er tilfældet, hvorfor er vi så blevet valgt til dette arbejde ?
Enkelte landstingsmedlemmer skal ikke dreje det hen og få det til at se ud som om, at Landsstyret ikke har taget nogle initiativer på området.
Fra Atassut blev der nævnt, at Landsstyret ikke har fremsendt noget efter Socialreformkommissionens arbejde. Jeg mener, at det er en overdrivelse at vurdere det på den måde, vedkommende var med til behandlingen af forordningen vedrørende pensioner, og var medlem af Socialreformkommissionen. Ligeledes var vedkommende placeret på samme måde ved behandlingen af forordningen om ældre pensioner.
Landstinget og Landsstyret skal arbejde videre og Landsstyret skal så arbejde ud fra de ting som Landstingets indstiller. Landsstyret kan jo ikke arbejde sådan helt vilkårligt, man kan selvfølgelig råbe op og påpege nogle ting og det er på sin plads, men Landsstyret arbejder ud fra de ting som bliver besluttet i Landstinget og det gør vi også og vi følger de pålæg, der kommer fra Landstinget.
Vi forhandler økonomien i forbindelse med behandlingen af Finansloven, og det gjorde vi også i foråret 1998 besluttede Landstinget at pensionerne skal forhøjes med ca. 30 mio. kr., såfremt disse skal forhøjes, må vi også forhandle os frem til det i Landstinget.
Fra et af partierne blev det nævnt, at Landsstyret må tage kontakt til kommunerne hurtigst muligt omkring minimumsbeløb vedrørende pensioner. Vi har løbende tæt samarbejde med KANUKOKA i reformarbejdet, og KANUKOKA bliver også hørt og KANUKOKA bliver ligeledes hørt når forordninger og bekendtgørelse forberedes og det gjorde de også. Men i spørgsmålet om fastsættelse af mindstebeløb må det siges, at adskillige kommuner allerede praktisere det. Derfor regner jeg ikke med, at vi får de helt store problemer.
Og efter Landstingets pålæg, er det sådan at Landsstyret arbejder efter det, og såfremt mindstebeløbet for enlige 3.000 kr. og 5.000 kr. for ægtepar, så vil det betyde en merudgift på 51 mio. kr. De kommuner betaler via tillæg, så er det omkring 20-21 mio. kr. Derfor håber jeg, at Landsstyret i forbindelse med Tillægsbevillingsloven, at landstingsmedlemmerne også husker deres bemærkninger her fra talerstolen og er med til at bevilge disse beløb.
Det er tit sådan, at når vi skal til at prioritere, så må vi ligge til og tage fra forskellige områder. Når vi taler om sikringsydelserne, så begynder vi at diskutere en meget kompleks område, men når vi endelig skal tage stilling til de økonomiske konsekvenser, så er der ikke ret mange, der har løst til at tale.
Alle her i Landstinget er ansvarlig for det, og at følge beslutningerne op med økonomien. Jeg er enig med Landstingsmedlem Lars Sørensen, at den menneskelige værdi ikke kan måles i penge og det er jo det Landsstyret tager udgangspunkt i.
For at markere året for de ældre, så har Landsstyret omdelt de initiativer som Landsstyret har mulighed for at gøre i forbindelse med FN=s år for ældre, der har vi omdelt FN=s anbefalinger, det er ikke kun Landsstyret, der skal tage initiativ til det, det er foreninger, organisationer og kommunerne, der skal være med i dette arbejde.
Derfor håber jeg, at i har modtaget, det der er omdelt i går fra Landsstyret i går. Ældreorganisationen -.......napat, starter deres generalforsamling i Sisimiut snart og jeg er glad for at Landstinget indtil nu støttet ansøgninger omkring fordøjelse til støtte til ....napat igennem Tillægsbevillingsloven.
Selvfølgelig kan jeg kommentere en hel masse forskellige ting, men jeg mener, at det er yderst vigtigt, som det også er nævnt, at Landsstyret startede med at fremlægge socialpolitiske redegørelser, så jeg håber, at vi i forbindelse med denne redegørelse kan komme ind på de mange forskellige detaljer indenfor det sociale område.
Og til slut er jeg glad for, at vi nu også har fået anmodninger som vi i Landsstyret vil tage op til vurdering. Tak.
Anthon Frederiksen som forslagsstiller, og jeg skal understrege, at det er for 2. gang, så du har højest 10 minutter.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Mange tak. Årsagen til at jeg kommer op talerstolen er igen, at det der især kom fra Inuit Ataqatigiit, hvor man påmindede os om, at økonomien ikke har betydning, men at det er det menneskelige værd man ikke kan måle op i penge, det er vi fuldstændigt enig i, det kan ikke måles i penge, men Inuit Ataqatigiit bør også huske på, at man i gamle dage, da vi levede efter den gamle kultur, så var der ingen der tænkte på penge, men det er ikke tilfældet i dag, i dag kan man ikke undvære penge og uanset, hvor stærkt vi prøver at benægte dette, så kan vi ikke gøre det.
Forholdene er sådan, at det som Landsstyremedlemmet nævner i sit svar i 1998 pr.1/9, der er det 88.812 kr. pr. år og for par 133.212 kr., ser vi på forskellen, det kan godt være, at det har været lidt strengt eksempel jeg har brugt.
Såfremt landstingsmedlemmernes indtægter skulle fastsættes ud fra ægtefællernes indkomst, men vi kan jo bare se på forskellen. En enlig pensionist får 88.000 kr., en enlig landstingsmedlem får mellem 200-300.000 kr. Det er jo en forskel som er til at tage, at føle på, og Kandidatforbundet husker udmærket, at der bliver en større og større kløft i befolkningen, men vi må hele tiden kunne sammenligne det, overfor samfundet som helhed. Når en pensionist får ca. 88.000 kr. og vi andre får op til 300.000 kr., vi kan jo ikke bare blive ved med at sige til dem, at i er agtværdige m.m.
M.h.t. efteruddannelse m.m., det kommer man også ind på, man ved, at man i 1997, der sagde Socialreformkommissionen i sin betænkning, der blev det også påpeget. Selvfølgelig er der også nogle mål, der skal arbejdes for at nå, men det vedrører os her i salen, der talte vi igen her i foråret, at alle landstingsmedlemmer skulle have bærbare computere, og det var en værdi op til 500.000 kr.
Jeg alene sagde ellers, at det ikke skulle prioriteres, fordi det er de sociale forhold vi først skulle have orden på. Hver gang vi drøfter vores egne forhold, så plejer der ikke, at være problemer, men taler vi om de ældre, så bliver vores meninger sådan fordrejede og bliver henledt til at tro, at vi kun tænker på penge.
De ældre har behov for penge også, og de kan heller ikke undvære pengene og det må vi også huske på.
Og Godmand Rasmussen har også helt ret, der er store forskelle på deres betalinger for boliger, og i den forbindelse mener jeg, at selvfølgelig har Socialreformkommissionen været inde på det område, men realiseringen af deres henstillinger går for langsomt og det har vi allerede drøftet op til flere gange, f.eks. for et par år siden.
Det ville være skønt, såfremt vi levede ligesom i gamle dage, og samlede vinterforråd i løbet af sommeren med umiaq og kajak, men det er ikke tilfældet, vi er ved at komme ind i et nyt årtusinde og økonomien kan man ikke komme uden om.
Og som forslagsstiller, så er det Otto Steenholdt, og der skal jeg minde om igen, det er jo anden gang, hvorfor du kun har 10 minutter til rådighed.
Otto Steenholdt, Atassut.
Inuit Ataqatigiits ordfører Asii Narup har vist ikke forstået mit eksempel, en kvinde der har arbejdet i 46 år i KNI, der blev vedkommende afskediget, da hun fyldte 60 år, og da hun så heldigvis blev forelsket og levede sammen med en der har større indkomst, så blev vedkommende frataget indkomst.
Hvordan skal vedkommende så kunne være med til at betale bidrag til de økonomiske forpligtigelser ?
Jeg er glad for, at Lars Sørensen danner opposition til Asii Narup, for ikke så lang tid siden ønskede Vittus Mikaelsen, at man afskaffede indtægtsreguleringen ved børnetilskud, Asii Narup var enig, men Lars Sørensen var i mod. Og også i dag, så kom Lars Sørensen herop efter Asii Narups bemærkninger og sagde det stik modsatte af det Asii Narup har sagt. Jeg mener, at Inuit Ataqatigiit i sådanne forhold modsiger hinanden og at det bliver mere og mere oplagt.
Og jeg mener, at sådanne forhold ligner for meget marxistist-leninistiske holdninger, vi skal huske på Kandidatforbundets bemærkninger, at vi ikke kan leve uden penge. De tider er forbi, hvor marxismen var gældende.
Og Atassuts ordfører for 2. gang og derfor højest 10 minutter.
Jakob Sivertsen, Atassut.
Jeg havde ellers ikke tænkt på, at sige noget mere, men Landsstyremedlemmet mener nok, at vi har brugt lidt for stærke bemærkninger. Men vi følger jo med i arbejdet og kan også derfor huske, hvad landsstyremedlemmerne har sagt.
Lad mig tage som eksempel. År 2000 om foråret, der skal arbejdsgruppen aflægger rapport til Landsstyret senest år 2000 og i efteråret år 2000, skal vi så behandle økonomien, så er det så først i år 2001, at man så kan mærke resultaterne.
Men Socialreformkommissionens betænkning blev fremsat i 1997, hvor man så måtte kunne have regnet med, at de første skridt til lovgivningen, så kunne have været taget i efteråret 1997, hvor man henstillede, at man prioriterede ældreområdet.
Men først i efteråret 1998 begyndte vi så, at komme med noget ekstra i pensioner, men det anser vi ikke som løsninger, hvorfor vi så derfor siger, at vi stadigvæk mener, at der ikke er kommet noget konkret på bordet som en løsning.
Men der er 3 ting som han ikke har kommenteret, hvor vi har henvist til 3 løsningsmodeller og vi siger, at såfremt vi ikke siger noget, eller gør noget fra efteråret, så mærker vi først de konkrete resultater i år 2001.
Vi sagde, at der skal være et mindstebeløb for enlige på 3.500 kr. og 5.500 kr. for ægtepar, men når vi forhandler byrdeopgavefordelingen med kommunerne, så er dette spørgsmål som mange ældre ligger stor vægt på, og som de følger med i, og der lovede Landsstyret den 6. oktober sidste år, for at vi i år, må regne med fastsættelse af mindstebeløbet, og det er derfor jeg har stillet et spørgsmål om det.
Og m.h.t. skattebetalingerne, der var vi så inde på det, at f.eks., at såfremt en hjemkommune har en skatteprocent på 42 %, så betaler vedkommende 1.500 kr., hvorfor de så har svært ved at forstå, hvorfor de får et beløb fra det offentlig, men hvor de så også giver noget til det offentlige igen, det er jo godt nok i sig selv, men de har jo svært ved at forstår, hvorfor de modtager med den ene hånd, og må give væk igen med den anden hånd, som de har svært ved at forstå.
Og den om partiordførerne har Maliinannguaq Markussen Mølgaard bedt om ordet.
Maliinannguaq Markussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit.
Og det åbenbart rift om Inuit Ataqatigiits ordførere. Igennem flere år ved vi, at så bliver følelserne ramt når vi drøfter sådanne ting.
Men i den forbindelse mener jeg, at mange ældre ikke vil bryde sig om at høre, at man siger, at de går Atiggergang@. Enhver ældres rettighed er, at man efter behov har lov til at ansøge en kommune og det er ethvert menneskes ret til at gøre det, hvorfor jeg mener, at det er upassende at bruge glosen Atiggergang@ i sine bemærkninger. Det er nedsættende og lyder ikke godt, at sige det.
Men der er ældre der har behov for at få yderligere hjælp, også fordi de får så forskellige beløb til hjælp. Vi ved, at der er velstillede kommuner, der giver større hjælp til de ældre, mens de mindrebemidlede kommuner giver mindre hjælp til de andre, men det er sådanne ting man ikke kan sidde overhørig og som man skal rette op på.
Og nogle af de ting vi var inde på fra Inuit Ataqatigiits side, det er ikke sådan, at vi siger, at vi skal fratage hjælpen til de ældre, men det er ikke kun det, og uanset hvordan Anthon vil have os til, hvordan han vil analyse vores meninger, men såfremt et menneske har behov for hjælp til f.eks. til varme, så må vi ofre det, der skal til, og der er det ikke kun økonomien, det drejer sig om.
Et menneske kan blive økonomisk meget rig, men vedkommende kan føle sig ensom på anden måde, og han kan også føle sig ubrugelig, selvom vedkommende har mange penge, der er mange mennesker, der føler sig ældre, og det er så følelserne vi også skal huske.
Til Kandidatforbundet vil vi også sige, at vi fra Inuit Ataqatigiits side er glade for, at man kommer ind på, at folk skal have ligeligere vilkår og som også vedrører, at bedre bemidlede også kan give mere. Og såfremt vi skal ofre noget, så må vi også vide, hvor vi skal hente pengene fra.
M.h.t. Atassut, der gik man til vag på, at man skulle gøre fradragene højere, men det snakker, de ikke så meget om mere, fordi de sikkert ikke ved, hvor pengene skal hentes fra. Men det man skal huske på, når man stiller sådanne forslag, så skal man også vide, hvor man skal hente pengene fra.
Vi skal drøfte den økonomiske politik i overmorgen og vores økonomi i Gr_nland er anstrengende, hvorfor vi allesammen må samarbejde og vi mener til stadighed, at de bedre bemidlede bør ofre noget mere. Tak.
Og der er flere, der har bedt om, at få ordet. Først er det Landsstyremedlemmet for Sundhed m.m.
Alfred Jakobsen, Landsstyremedlem for Sundhed, Miljø og Kirke.
Otto Steenholdt påpegede vores oplæg til drøftelse af sundhedsområdet, og siger, at Landsstyret agter, at nedprioritere ældre i forbindelse med behandlingen, det er ikke tilfældet og jeg skal på Landsstyrets vegne understrege, at man på ingen måde har til hensigt, at gøre det.
Den debat på mandag er nødvendig, og vi glæder os til det fra Landsstyrets side, men at begynde, at pådutte, at Landsstyret har de og de holdninger er ikke på sin plads.
Lad os tage debatten først, og på et senere tidspunkt kan vi begynde at tale om, hvilke behandler der skal prioriteres.
Og uden om partiernes ordførere og for sidste gange Lars Sørensen.
Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit.
Otto Steenholdt og Kandidatforbundet beskylder os, at vi er uenige. Atassut og Kandidatforbundet siger hele tiden, at de skal have lige vilkår og jeg siger, at såfremt det skal være tilfældet, så må alderspensionen forhøjes med 140.000 kr. årligt, det var det jeg sagde.
Og derfor er vi ikke uenige, men når vi ikke længere kan se ud over næsetippen, så glemmer man tit, hvilke konsekvenser det får, vi er klar over, at det kun er Landskassen, der kan lægge udgifterne, hvorfor vi er nødt til at hente besparelser andre steder, det skal vi være opmærksomme på, og man påstår at jeg sagde, at man ikke skal forhøje det er, at vi ikke kan løse de ældres vilkår alene af økonomisk vej. Menneskelig værdi, indholdsrigt liv, tryg pleje ved sygdom, det er alle disse ting som spiller en stor rolle og det bliver meget dyre for samfundet, hvorfor man også skal tænke på disse ting, når man skal tale om ældres vilkår under et.
Som sagt er det allerede mange, der har bedt om ordet. Først er det Landsstyremedlemmet for Økonomi og Handel og derudover Mads Peter Grønvold, Loritha Henriksen, Landsstyreformanden og Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og arbejdsmarked.
Josef
Motzfeldt, Landsstyremedlem for Økonomi og Handel.
Vi skal fordele de begrænsede midler og det sker jo i forbindelse med behandlingen af finanslovsforslaget. Jeg synes at tiden er inde til, at minde om, at det ikke er første gang, at Otto Steenholdt fremsætter et forslag, der har store økonomiske konsekvenser uden at komme med forslag om, hvor man skal hente disse midler fra.
Skal vi hente dem fra børn- og ungeområdet ?, skal vi hente dem fra fiskeriområdet ? Såfremt Otto Steenholdts forslag ikke bare være et forslag for forslagets skyld, så må man også henvise til, hvorfra man skal hente de 50 mio. kr.
Disse forslag må de enkelte forslagsstillere huske på, hvorfra man skal hente midlerne. Skal vi udjævne de økonomiske forhold, så bliver vi bange for, at sætte nogle begrænsninger. Såfremt vi skal afhjælpe dårlig økonomi fro de ældre, så er vi ikke parate til, at yde noget, os der er yngre. Forslagsstillerne må også se på sig selv, og prøve at se, hvilke forpligtigelser det indebærer.
Anthon Frederiksen efterlyser, at alderspensioner og landstingshonorarer skal være de samme, det kan man jo fremsætte fra talerstolen her, men hvilken økonomiske konsekvenser vil det få, vi må huske på, at vi i vores arbejde i Landstinget har nogle love, vi skal følge.
Anthon Frederiksen og Otto Steenholdt ved, at såfremt vi kræver noget så må vi også yde mere, for at få den kvalitet vi ønsker, og det skal gerne være tilfældet for landstingsmedlemmerne, at de får ca. 230.000 kr. om året for at yde et godt arbejde. Otto rystede på hovedet, derfor må man ikke begynde, at få samfundet til at tro, at det ikke drejer sig alene om penge.
Anthon Frederiksen skal også huske på, at de ældre havde ønsket, at Reformkommissionen også ser på en bedre måde at yde service på i forhold til de ældre, og at forholdene udlignes fra kommune til kommune. Tak.
Mads Peter Grønvold, Kandidatforbundet.
Først til Landsstyremedlemmerne. De må stoppe med, at beskytte deres partikammerater, når partikammeraterne er blevet kritiseret, når vi nu taler om forbedring af de ældres vilkår, så var Lars Sørensen inde på, at arbejdsløse får ca. 1.500 kr. om måneden.
Siden jeg begyndte, at interessere mig for politik i starten af 80'erne, så begyndte man at tale om, at man skulle gøre de ældres kår bedre, og vi er nu ved at gå ind i næste årtusinde, uden at man har fundet en løsning, hvorfor det er på tide, at vi gør noget. Og de to forslagsstillere Anthon Frederiksen og Otto Steenholdt de er jo meget forståelige, det skal vi ikke blande ind i noget andet, men finde en løsning på disse.
Hvad angår finansieringen af de arbejdsløse og andre, så er der mange forskelligartede arbejdsløse, der er nogle der er arbejdssky, og så må de ikke betegnes som arbejdsløse, og derfor kan man også godt finde midlerne fra det sociale område, men i Kandidatforbundet er vi stillet op for at samarbejde, hvorfor vi også vil samarbejde omkring de forskellige beslutninger vi kommer til at træffe fremover.
Og samfundet forstår jo ikke vores meninger på den omvendte måde, hvorfor vi er klar til at samarbejde.
Og den næste er Kandidatforbundets ordfører Loritha Henriksen, og inden da skal jeg endnu engang understrege, at vi må arbejde ud fra vores forretningsorden, hvorfor jeg styrer mødet i henhold til forretningsordenen og som før nævnt er det Kandidatforbundets ordfører for 2. gang.
Loritha
Henriksen, Kandidatforbundet.
Vi ved, hvad det er vi diskutere her, og vi ved udmærket godt, at vi prøver, at finde det bedste for vores ældre herfra Landstingssalen, og vi har endda fremlagt nogle forslag.
Det er selvfølgelig gerne vil være med til arbejdet, at vi kommer her og stiller forslag, ikke fordi andre fremkom med forslag. Vi har igennem mange år haft kontakt med socialmedarbejdere, vi ved, at ældre får deres pension, men såfremt de skal have noget ud over det, så er det ligesom om, at de føler, at de er nødt til at Atigge@ om det, og derfor efterlyser vi mulighederne for at kunne gøre det, således at ældre har penge til de ønsker uden af skulle gå Atiggergang@ på kontoret.
Ja vi skal selvfølgelig prøve, at finde, hvorfra vi skal hente disse midler, og skal vi gøre det, må vi huske på, hvad er det, hvorfor har landsstyremedlemmerne, så store og flotte biler. Formændene i selskaberne, hvilke store honorarer får de ikke ? Det er alle disse ting, vi også skal skele til, når vi skal finde de forskellige midler til dette formål.
Og nu er det Landsstyreformanden.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand.
Vi kan ikke tage beslutning om det, vi taler om her og først til efteråret kan vi tage nogle beslutning, og derfor er de ting vi har sagt, gentagelser af det vi hele tiden har sagt gennem flere år, og det stammer også fra valgoplæggene.
Det vi skal rette op på pensionsordningerne til efteråret. Vi ved at Socialreformkommissionen i 1997 kom med anbefalinger, som vi skal arbejde efter. Da vi i 1997 indtrådte i Landsstyret startedes i første omgang, at arbejde med forbedringer, som man ikke har gjort noget ved, og sige, at der til efteråret vil fremkomme med opfølgninger omkring Socialreformkommissionens anbefalinger.
Lad os bruge ældreforsorg og når vi begynder at tale om Atiggergang@ og så noget, det er os, der skaber disse ubrugelige begreber, som er meget kedelig at høre på af andre. Ældreforsorg er socialforsorg og de ældre venter på, at disse opgaver gennemføres. Det er vores opgave, hvorfor vi ikke skal begynde at tale om Atiggergang@ o.lign. Her fra talerstolen.
De forskellige ting som otto Steenholdt, at såfremt man lever i ægteskab, så gør vi det sådan, at vi deler vores indtægter med vores ægtefælle og sådan skal det også være her i landet. Man kan jo ikke leve i et ægteskab uden af være solidarisk med ægtefællen. Det er en dårlig skik, at gøre det og det er en god skik, at man er solidarisk med sin ægtefælle.
Og jeg håber, at vi til efteråret med forståelse kommer med en løsning, således at arbejdsføre ældre får mulighed for at arbejde længere og jeg håber at man også tager det med i overvejelserne Tak.
Og nu er det Siumuts ordfører for 2. gang og sidste gang og derefter Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked med afsluttende bemærkninger.
Ruth Heilmann, Siumut.
Tak. Ganske kort. Det er en langvarig debat. Socialreformkommissionen har jo også behandlet ældres forhold meget grundigt, hvorfor jeg ikke skal komme med lange indlæg her.
Jeg har fulgt debatterne om og sammen med de ældre og det er til en vis grad rigtigt, at man ikke kun skal fokusere på økonomien, men vi skal arbejde henimod en værdig alderdom for vores ældre ved omsorg og pleje, ved hjemmehjælpsordninger og på andre måde, således at ældre kan klare sig selv længst muligt i deres eget hjem.
Derfor har gode vilkår mange forskellige aspekter, ikke kun det der ydes fra det offentliges side, det er jo det vi diskutere hele tiden. Men vi taler nok om mindretalsforhold og uden at tale om flertallets forhold.
I juni 1997 fremkom Socialreformkommissionen med en betænkning og her kom man ind på, at Socialreformkommissionen ikke havde taget indtægtsreguleringen. Ja det er korrekt, i svarnotatet står der, at man først skal drøfte det grundigt, såfremt man vil indføre ensartede grundbeløb for alle pensionister.
Derfor mener jeg, at forinden den beslutning er nødvendigt, at se på minimumsbeløb på enlige 3.000 kr. og ægtefæller 3.500 kr. Såfremt det skal gælde for alle, vil det have store økonomiske konsekvenser for Landskassen. Derfor synes jeg, at man skal arbejde henimod, at tage beslutning herom sammen med KANUKOKA og ældreorganisationen ....napat, således at vi kan tage en beslutning til efteråret med godt grundlag. Derfor må vi også tage det med i prioriteringen, og ikke begynde at blande tjenestemandsområdet og andre ægteskabsrettelige forhold med i denne debat. Disse ting kan gennemføres ved rådgivning, men selvfølgelig mener jeg, at sådanne ordninger ikke må føre til, at man går fra hinanden når man fylder 60 år p.g.a. økonomiske aspekter.
Inden Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender har Godmand Rasmussen nu mulighed for at komme med korte bemærkninger, før Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender kommer med sine afsluttende bemærkninger.
Godmand Rasmussen, Atassut.
Ganske kort. Jeg sagde, at det er et alvorligt emne vi taler om. Derfor blev jeg meget forskrækket fra Landsstyrets side, at man bare råber op. Vi folkevalgte, er det ikke vores opgave, at tale om samfundets problemer ? Såfremt vi begynder at begrænse os på den måde, så vil vi komme ud for alvorlige problemer.
Vi har ret til at tale om de problemer, der eksisterer i samfundet uden at skulle have mundkurv på fra Landsstyrets side.
Og Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked med afsluttende bemærkninger.
Mikael Petersen, Landsstyremedlem for sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Jeg skal lige understrege noget ganske kort. Først til Atassuts ordfører, der for 2. gang. Der mente han, at der ikke blev besvaret de tre ting de var inde på, og det mener jeg, at vi allerede har besvaret.
Og jeg skal lige understrege, at størrelsen af folkepensionerne og fastsættelse af denne, nemlig 88.212 kr. og 133.000 kr. for par, og det at have pension og tænker man på deres biindtægter, så stopper man først med det når en enlig har over 170.000 kr. for enlige og 260.-000 kr. for par. Og det må man også kunne huske på.
De mindstlønnede i henhold til SIK-overenskomsten, de får ca. 150.000 kr. i årsløn. De får så også boligsikring som tilskud og det må man også huske på i helhedsvurderingen.
Og det Otto Steenholdt var inde på aldersgrænsen på 63 år, der var der nogle andre der var inde på, at såfremt man skal have en pension på 140.000 kr., så vil det koste ca. 500 mio. kr. for Landskassen, så må vi finde 320 mio. kr. i Landskassen og det kan man ikke gøre sådan uden videre. Og derfor er det så som førnævnt formålet med en fastsættelse af en mindstebeløb, så har det en værdi på i alt 51 mio. kr. og det har jeg allerede nævnt, og såfremt vi skal have et formål af et vis størrelse, så må vi fastsætte dem i henhold til den struktur, man siger, det skal have og den ramme der bliver til os. Og heri er det også inkluderet, at Landstinget også har pålagt os, at se på børnetilskuddene, hvorfor vi grundigt vil arbejde på, at finde en løsning for disse.
Når vi snakker om de ældre, så lyder det som om, at alt går skævt til og de initiativer vi tager fra Landsstyrets side, foretager os noget som ikke fører noget med sig. Men de ældre har også en masse positive ting, som de selv tager initiativ til. Vi skal ikke gøre tingene værre end det er, og vi arbejder jo allesammen for, at det skal blive bedre.
Her ved ældreåret har vi også opfordret til nogle arbejdsopgaver, som vi også vil være med til at løse, hvor vi bl.a. også har opfordret til, at de ældre skal have større mulighed for udøvelse af idræt eller nogle sportsaktiviteter, væresteder, at man skaber nogle muligheder for at kunne komme ind på internettet, at der skal være et fælles kontor for de ældre, således at de også kan få en ældrekonsulent og det er sådanne ting som er glædelige initiativer, og som også skal udføres med glæde.