Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 26-1.htm

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Onsdag den 29. april  1998

 

Dagsordenens punkt 26

Redegørelse af fastsættelse af TAC og kvote for fiskebestanden på Grønlands Fiskeriterritorium

 

Paaviaaraq Heilmann, Siumut

 

Landsstyret skal hermed under henvisning til Landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om Fiskeri, kapitel 3, § 5, stk. 1 og stk. 2 afgive redegørelse om TAC og kvoter for 1998 til Landstinget.

 

I henhold til samme bestemmelse, skal det bemærkes, at det er Landsstyret, der for hvert år fastsætter de maksimalt tilladte fangstmægder, nemlig TAC for bestemte fiskebestande for Grønlands Fiskeriterrirotium. Det er tillige Landsstyret, der fastsætter opdelingen af TAC’en i kvoter for henholdsvis de grønlandske flådekomponenter og udenlandske fiskefartøjer ifølge de fiskeriaftaler, der indgås. På baggrund af en optimistisk rådgivning for rejer i Vestgrønland blev den gradvise reduktionspolitik stoppet midlertidigt i kvoteåret 1997.

 

Optimismen i rådgivningen for 1997 kunne imidlertid ikke genfindes i 1998 rådgivningen, og således geniværksatte Landsstyret den gradvise reduktionspolitik med fuld opbakning fra fiskerierhvervet. Således blev TAC for rejer i Vestgrønland nedsat fra 64.000 tons i 1997 til 60.729 tons for 1998. Kvoten i Østgrønland fastholdes uændret som i 1997. Bortset fra reduktioner i mængder på grønlands bilaterale fiskeriaftaler med Norge og Rusland, er der ingen væsentlige ændringer af kvoterne på de øvrige arter. Idet jeg skal henvise til den omdelte redegørelse, skal jeg herved overlade denne til Landstingets velvillige behandling.

 

Anders Andreasen, Landtingets formand

 

Og nu går vi videre til partiernes og Kandidatforbundets ordførere, først er det Lars Karl Jensen, Siumut, der får ordet.

 

Lars Karl Jensen, Siumut

 

Jeg skal lige orientere om, at det der blev omdelt, ikke er det rigtige. Der er sket en ombytning, og det skal være sådan.

 

 


Fra Siumut skal vi knytte kortfattede bemærkninger til den del af Landsstyret afgivne redegørelse vedrørende TAC og kvoter for henholdsvis det grønlandske flådekomponenter og udenlandske fiskefartøjer ifølge den fiskeriaftale, der indgås. Fra Siumut er vi glade for, at Landsstyret giver klar besked om kvoter for henholdsvis det grønlandske flådekomponen­ter og udenlandske fiskefartøjer i henhold til den indgåede fiskeriaftaler . Vi skal alle sammen være meget opmærksom på, at der ikke udøves grov udnyttelse af de levende ressourcer. Eftersom rejekvoterne blev reduceret med 5% for 1995 og 1996, men ikke blev reduceret yderligere for 1997, blev vi optimistiske i troen på, at der ikke skulle finde yderligere reduktioner sted. 

 

Imidlertid er der nu tale om en reduktion på 3.871 tons for i år i forståelse med fiskeriorga­nisationerne med henvisning til bevaringsdygtig udnyttelse af de levende ressourcer. Dette er vi med på fra Siumuts side. Ifølge redegørelsen har rejebestanden været faldende i nordregionerne, hvorimod bestanden har været i stigende i de sydlige områder. Selvom biologerne sikkert har en forklaring på sådanne omskiftelser, så regner vi fra Siumut med, at man har taget højde for dette i bestandbedømmelsen, idet vi i Siumut lægger vægt på bæredygtig udnyttelse af vore levende ressourcer, heri iberegnet dobbelte trawl og garn.

Siumut lægger vægt på at udnyttelse af de store hellefiskebestande i nordregionen, som udnyttes dygtigt udvikles og reguleres fornuftigt i henhold til den gældende lovgivning. Fra Siumut mener vi at fastsættelsen af en udenskærs kvote på 5.500 tons og en kvote på 8.100 tons i Østgrønland er i harmoni med kvotefastsættelser fra de tidligere år.

 

Udnyttelsen af hellefiskebestanden og rødfiskebestanden i Vestgrønland og i Østgrønland tjener Grønland penge ved i kraft af aftaler med andre lande. I Siumut er vi glade for, at Landsstyret på linie med hvad vi har udtalt tidligere giver herboende fiskere mulighed for at opfiske en del af kvoterne. Selvom krabbefiskeriets udvikling ikke foregår som forventet har vi fra Siumut forstået, at fiskerne i 1997 har haft en indtjening på 25. mio.kr. VI er glade for, at udenskærskvoten er forhøjet med 1.000 tons, idet der er nogen der er begyndt at producere krabber,  som bør have egne kvoter, og det er vores håb, at  udenskærskrabbefi­skeri vil vise sig at være en økonomisk gevinst for de grønlændere, der driver udenskærsk­rabbefiskeri.

 

Siumut er enig med Landsstyret i det foreløbige stop i forhandlingerne med udnyttelse af ammassat. Ved genoptagelsen af forhandlingerne skal vi bede om, at man tager fødekæden i havet i betragtning, idet ammassat indgår i vore levende ressourcer, som vi må skele til.

 

Vi opfordrer til, at Landsstyret løbende vurderer tildeling af TAC’er og kvoter i det kommende år. Med disse bemærkninger støtter vi Landsstyrets klare redegørelse om TAC’er og kvoter vedrørende 1998 på fisk og skaldyr. Tak.

 

Otto Steenholdt, Atassut


Rejefiskeriet i Østgrønland er mere udenlandsk relateret i forhold til Vestgrønland, og da dette har udgangspunkt markedet over indgåelse af aftaler mellem andre nationer, behøver dette ikke en større bemærkning, men glædeligt er det, at der er fundet nye felter i Sydøst­grønland mod nord som det hedder på Østgrønlandsk, idet fangsten her er blevet forøget her i modsætning til mindre fangst ved den nordlige del af kysten. Det er yderst glædeligt, at der aldrig har været så store hellefiskebestande i disse år, der nok skyldes enten de store hellefiskeår eller at der er fundet nye felter især i Nordgrønland.

 

Mængden af hellefiskefangsten har været så stor, at man, som det er blevet vist i TV for nylig og til stor ophidselse for mange, desværre måtte kassere en stor del af fangsten, sandsynligvis på grund af manglende pladskapacitet i fryseanlggene. Da TV-udsendelserne, specielt de kritisable, hurtigt går videre over landets grænser vil vi fra Atassut og med TV-udsendelsen som udgangspunkt, opfordre Landsstyret og Royal Greenland om igen at vurdere fryseanlægsforholdene i Nordgrønland også med henblik på, at fangsten ikke blot smides ude, men udnyttes optimalt og til gavn for alle. Grønlands kammuslinger kunne sikkert blive udnyttet yderligere, det er beklageligt, at der kun er foretaget 2 fiskeribiologi­ske undersøgelser.

 

Kvoterne har ikke været ændrede, idet der ingen fare er for bestanden, og såfremt undersø­gelserne vil vise, at der er grundlag for yderligere kvoter, kan fiskeriflåden sælge kammus­lingefiskeriet forøges. Selvfølgelig alt efter hvor let eller hvor svært det kan gå med eksporten og priserne.

 

Det gør det også med hensyn til krabbefiskeriet. Biologerns undersøgelser om beliggenhe­den af nøjagtige krabbefelter kan ikke siges at være helt tilfredsstillende, idet man altid tager undersøgelserne omkring Nuuk.området fra 1991 som udgangspunkt. Vi kan i Attassut fornenmme forbedringen i fiskeriaftalerne mellem andre nationer. Samarbejdet med disse nationer er yderst nødvendigt. Jeg har selv fornemmet dette samarbejde under min nylige deltagelse på en fiskerikongres med Vestnorden som arrangør i Island. Grønlands immage udadtil som et godt og samarbejdsvilligt land vil være af stor betydning i fremtiden.

 

Men i betragtning af loddeaftalen mellem Island er Grønland ved at få adgang til at fiske sine egne kvoter. Det er på sin plads, at loddeaftalen er opsagt pr. 1. april, idet opsigelsen har betydet den fortsatte oprettelse af vores ældgamle tradition med lodden ved ikke at forældle denne fiskeart til produktion. Det er bekendt, at Island, Norge og Færøerne foretager loddefiskeri i stor stil. Biologerne må sættes i gang med at undersøge det enorme loddefiskeris konsekvenser for bestanden af fisk, hvaler og fugle.

 


Nogle biologer frygter allerede på nuværende tidspunkt, at der vil være et eventuelt brud på fødekæden, det vil sige føde i størrelsesorden fra planktion o ghelt op til store hvaler, og såfremt en fiskeart lad os sige lodden iblandt disse bliver udryddet, vil dette absolut betyde noget for dyrenes eksistens.

 

Det er beklageligt, at TAC’en på torsk er gået ned i Barenshavet, hvilket har betydet mindre kvoter for Grønland. Det vil altid være nødvendigt i fremtiden med at komme i oposition til de andre nationers nedsættelser, når det gælder grønlandske kvoter indenfor deres fiskeriter­ritorium.

 

Vi betragter Landsstyrets oposition ved reducering af de andre nationers kvoter i vort fiskeriterrirotium. Lad os benytte lejligheden med hensyn til fremlæggelsen af redegørelsen at gentage vores hjertesuk: De store udsmid under havfiskeriet bør stadig foretages uforstyrret den dag i dag. Idsse forhold kan ikke fortsætte i disse tider, hvor vi mangler råvarer. Vi skal derfor indstille,a t man ikke længere foretager udsmid, men at fangst landes til gavn for samfundet. Gad vide hvor mange tons fisk, som er en næringsrig spise, bliver smidt ud siden fiskeriets begyndelse. Det er skammeligt at høre om størrelsen af dette udsmid er. Man bør absolut stoppe misbruget af de levende ressourcer.

 

Efter at have talt med vore nabolande, der har sildefiskeri som erhverv, støtter vi i Attassut til sidst tanken om vores fiskeriflådes deltagelse i fiskeriet. Efter disse tages afgørelsen til efterretning, og som afslutning vil jeg lige tilføje, at der er en lovgivning omkring alt for store udsmid, og det er jo støtte værdigt, at man lander alt fangsten i landet, og det er på tide, at man stopper al den udsmid der er af spiseværdige fiskearter. Tak.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Attaqatigiit

 

Det er med glæde, at Inuit Attaqatigiit herved kan konstatere, at der nu foreligger en overfor Landstinget udarbejdet redegørelse over de årlige tilladte fangstmængder, nemlig TAC for næremere bestemte fiskebestande på Grønlands Fiskerterritorium, idet det er vort håb, at sådan redegørelser bliver en årlig tilbagevendende begivenhed. Derved får Landstin­get for første gang en mulighed for også holde kontrol med vore fiskebestande, og som vi ligelees sætter vort økonomiske lid til, udnyttes bæredygtig, og at der ikke sker en overfisk­ning og at Tinget derved får mulighed for at give sit besyv med, når man tænker på en fremtidig udnyttelse af disse forskellige fiskearter og ikke mindst går på, hvor rmeget vi kan tillade os i denne sammenhæng.

 

Inuit Attaqatigiit skal derfor også hilse redegørelsen velkommen for sit indhold af værdiful­de oplysninger, men skal ikke undlade at bemærke følgende omkring de fremtidige fangst­mængder i særdeleshed:


Som det også fremgår af redegørelsen oplever vi netop i disse år at fangstmængderne på rejer reduceres gradvis, hvilket er sket i fuld forståelse med fiskeriets organisationer.- Set i lyset er der beskæftigelsesmæssige negative effekter, såvel på landsiden som til havs, er denne reduktionspolitik naturligvis mindre godt, men nødvendig, da situationen klart viser, at der er faldgrupper i den måde vi forvalter og udnytter de levende ressourcer på, og at der er al mulig grund til både forsiktighed og omtanke med hensyn til, at også vore efterfølgen­de generationer fortsat kan udnytte denne art også i fremtiden. Det er jo immervæk stadig sådan, at vorherre i det høje ikke helt alene har indflydelse på rejer, og for den sags skyld, enhver form for fisk, idet vi mennesker også har en stor indflydelse på en bestands størrelse om det går nedad eller opad og at vi altid bør huske dette faktum.

 

Såfremt man vælger at sige, at en nedgang i rejebestanden skal ses i sammenhæng med en overfiskning af bestanden og ikke mindst eventuelt kan skyldes den måde vi prøver at forvalte denne på via den nugældende kvoteordning vil der efter Inuit Attaqatigiits opfattel­se nu være behov for en nærmere afklaring af dette spørgsmål for at få vished om, om der er behov for et andet styringsinstrument i dette fiskeri. En afdækning af eventuelle årsager til nedgangen er nødvendig, fordi vi jo kan konstatere, at de nuværende indhandlede rejefang­ster bliver mindre og mindre, såvel størrelsesmæssig og og mængdemæssig, også på trods af der siden starten af 90'erne er sket en flådereduktion på trawlersiden, og på det seneste også tiltag i gang med en flådetilpasning i det kystnære rejefiskeri.

 

At denne reduktion kan blive modsvaret af endnu bedre og endnu mere effektive fangstred­skaber i de store trawlere og også i de mindre fartøjer, og hvor vi jo harset, at de store trawlere nu også er begyndt at bruge dobbetrawl, og derfor kan bruges som forklaring på nedgangen, så er det nok ikke skudt ved siden af, når vi nu siger, at er er begyndt på 

at overfiske rejebetanden og derfor er nødt til stor forsigtighed på området.

 

Som allerede nævnt prøvede vi tidligere for nuværende at forvalte gennem en flådetilpasning iden afgående som i det kystnære fiskeri, udover den nuværende kvote kvoteringsordning. Det er øjensynlig som fremstået af det foregående ikke helt kan siges at være lykkedes, skal Inuit Attaveqaatigiiit derfor benytte denne lejlighed til pege på, at landstingets eget fi­skeriudvalg allerede nu kunne gå i gang med sine undersøgelser om der er behov for et andet og bedre styresysstem. Vi er bekendt med med færingerne nu er gået bort fra kvoteringsordning i deres fiskeriterritorium i 1995 for at erstatte den med en såkaldt fiskedageordning. 

 


Siden da det nu er kun har lovord til overs for denne ordning, eftersom vi mener, at fiskedageordningen bare forhindrer en eventuelt overfiskeri på bestemte arter, men at den nu også har bevirket, at der igen er rigeligt med fisk i deres farvande, som de allerede stor gavn af. Vi kan naturligvis ikke allerede på stående fod og fra denne talerstol sige, om vi også skal gøre det på denne måde, men vi ønsker at man gennem fiskeriudvalget foretager et studium af den færøske fremgangsmåde, således at vi kan finde ud af, om vi kan anvende den i forbindelse med forvaltningen af rejefiskeriet,

 

Med hensyn til rejefiskeriet skal vi ligeledes opfordre Landsstyret til, at man i tilknytning til den fælles grønlandske-canadiske rejeforekomst i Davidsstrædet prøver at indgå aftaler med canadierne, ligesom vi skal henstille til at Landsstyret fremsætter handlingsplaner m.h.t. vores ubrugte kvoter i de andre landes territoriale fiskerifarvande.

 

M.h.t. andre fiskeriarter i vores farvande glæder vi os til at erfarer, at Landsstyret har sat sig det mål at vi vil udnytte rødfisk og lodder via fiskeri i højere grad i stedet for at man handler med disse til andre fiskerinationer.

 

Det er på sin plads og bør udvides, således at vores fiskere stadigvæk kan have en lys fremtid og ikke mindst for at kunne have varige landbaseret beskæftigelse.

 

Med disse bemærkninger til redegørelsen som vi hilser velkommen håber vi i Inuit Ataqati­giit på, at vores henstillinger især omkring vores rejefiskeri vil blive viderebehandlet i Fiskeriudvalget. Tak.

 

Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiiat.

 

Tak. Med den betydning kvotetildelingen og den hvert år fastsatte maksimale tilladte fangstmængder har for Grønland og det grønlandske samfund synes at fastsættelsen hver gang må ske med det pessimistiske udgangspunkt for at være på den sikre side hvad angår bestanden.

 

Derfor tager jeg på vegne af Akulliit Partiiat følgende oplysninger til orientering og godkender disse.

 

Det er nemlig, for det første TAC for rejer i Vestgrønland nedsættes fra 4.600 tons i 1997 til 60729 tons i 1998. For det andet kvoten i Østgrønland fastholdes uændret som i 1997, og endelig ingen væsentlige ændringer på kvoterne med de øvrige arter.

 

Med disse få ord tager jeg redegørelsen til orientering og godkender den hermed. Tak.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.

 


På grundlag af Landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri fastsætter Landsstyret hvert år TAC’en for bestemte fiskearter for  fiskeriterritorium i kvoter for henholdsvis grønlandske flådekomponenter og det ikke grønlandske fiskeri under hensyntagen til bestemmelserne i internationale aftaler.

 

I 1994 bestemte det daværende Landsstyre, at TAC’en for rejer hvert år til og med 1998 skal nedsættes med 5 % årligt. Denne bestemmelse fik for samfundet på flere områder vidtrækkende følger ikke mindst for fiskerierhvervet da det er dem der har bragt det største offer, som dels har haft til følge at fiskeriet har måtte opgive dette erhverv, når de ikke længere kunne følge med i betalingen af deres gæld og afholdelse af andre udgifter. På den anden side er det sandsynligt, at nedsættelsen har fået betydning for vores fiskebestande.

 

Fra Kandidatforbundets side mener vi m.h.t. udtalelser om minimering af rejebestandene og at fangne rejer bliver mindre bør lytte til fiskernes viden og måde at vurdere på i den fremtidige fordeling af fangstkvoterne, da det er bekendt, at fiskerikontrollen i de senere år er blevet intensiveret, hvorved man i stor omfang har kunne nedsætte udsmidet af små rejer.

 

Vi vil fra Kandidatforbundet dels opfordre til, at man har sådanne forhold i erindring når man skal til at fastsætte næste års fangstkvoter, for fiskernes repræsentationer bør også høres i sagen.

 

Det er bekendt, at Kaangaatsiaq kommune i de senere år har været udsat for store vanske­ligheder indenfor beskæftigelse og økonomi. M.h.t. kammuslingefiskeriet er der i år fastsat 700 tons kammuslinge, samt 935 tons krabber til fangst i Kaangaatsiaq kommune. Under mine rejser som Landstingsmedlem har jeg hvert år i Kaangaatsiaq kommune hørt og erfaret, at fiskerne i Kaangaatsiaq kommune i de fleste tilfælde er placeret som tilskuere til de omtalte fangstkvoter.

 

Derfor er det på tide, at det går op for Landsstyret, at såfremt man virkelig skal medvirke til at søge problemerne i Kaangaatsiaq løst, så må man aktivt arbejder for, at fiskerne fra Kaangaatsiaq også kommer til at medvirke i dette fiskeri i større omfang.

 

Selvfølgelig får fastsættelse i fiskerikvoteringerne stor indflydelse på vort lands økonomi og derfor skal vi fra Kandidatforbundet opfordre til, at man såvidt muligt forsørger at vurdere fiskerikvoteringen ud fra en videst opnåelig omfang virkelighedsnære forhold som muligt.

 

Fiskerikvoterne bliver jo mindre og mindre i de senere år, og derfor er det nødvendigt, at alle der har relation til dette medvirke til vurderingen af dette forhold. Forholdet har jo stor indflydelse på vort lands økonomiske indtjening.


Fiskerikvoter til EU-medlemmer og andre lande kan være flere end kvoterne til vores egne fiskere, ikke mindst m.h.t. kvoterne i Østgrønland. Selvfølgelig er jeg klar over, at man skal have de internationale fiskeriaftaler i erindring, men sålænge arbejdsløsheden er så stor her i landet er det på tide at tænke på om man virkelig er nødt til hver gang at give andre lande store fiskerikvoter.

 

Dette ikke mindst m.h.t. at mange af vores fiskere er nødt til at stoppe deres fiskeri længe før året er slut p.g.a. at deres kvoter er opfisket. Sålænge fastsættelsen af kvoterne har grundlag i Landstingslov om Fiskeri, sålænge den største andel af vort lands økonomiske indtjening kommer fra fiskeriet, og sålænge der desværre ikke er sket helt mærkbare ændringer i arbejdsløsheden skal jeg fra Kandidatforbundet opfordre Fiskeriudvalget til at arbejde for at kravene i lovet til udøverne af fiskerierhvevet søges lempet. For kravene synes virkelighedsfjerne og kan ikke føres helt ud i livet.

 

Til slut skal jeg fra Kandidatforbundet opfordre til, at der arbejdes for, at man inden fastsættelsen af TAC’en for de forskellige fiskearter for 1999 søger medvirken i dette arbejde fra fiskeriorganisationernes og Fiskeriudvalgets side.

 

Og med disse korte bemærkninger opfordre jeg til, at de fremkomne bemærkninger i forbindelse med redegørelsens behandling bliver medtaget i udvalgets arbejde. Tak.

 

Paaviraaq Heilmann, Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst, Erhverv og Landbrug.

 

Tak. Set under et kan jeg mærke at man er tilfreds med Landsstyrets redegørelse, og jeg skal lige kommentere de enkelte partier.

 

Først Siumuts ordfører Lars Karl Jensen, hvor han var inde på det dobbelttrawl man nu er begyndt at bruge, hvor i han ønsker at man vurderer brugen af disse dobbelttrawl. Og jeg skal nævne at vi til efteråret, der har vi planer om fra Landsstyret side, at afholde et seminar, og i den forbindelse vil man vurdere brugen af disse dobbelttrawl, og det gør brugerne også selv til den tid. Og m.h.t. brugen af disse, så bliver de brugt i større grad i fiskesteder som har en flad bund, og vi må jo huske på, at det ikke er alle fiskesteder, hvor der er flad bund.

 

Og der er også tale om, at de grønlandske fiskere fisker rødfisk og lodden i større grad end hidtil, og det er jo netop disse fisk vi handler med  udlandet med, og formålet er jo at de grønlandske fiskere kommer til at fange netop disse bestande i større grad.

 


Og m.h.t. fiskeri af andre fiskearter, så kræver det at man er økonomisk er godt funderet, hvorfor man også skal have det i bagtankerne. M.h.t. de fiskearter som man har handlet med Norge, det vi har opsagt er loddeaftalen, idet vi gene vil forbedre de forhold de grønlandske loddefiske, og det er netop farvandene i nærheden af Islands og Norges fiskeriterritorium.

 

Og det er tungt, at arbejde med denne fornyelse af aftalen, idet problemerne er større mellem Norge og Island i forhold til de problemer vi har i forhold til de to lande, idet Norge og Island har problemer med deres fornyelse af aftalen.

 

Men m.h.t. kvoten som er tildelt de grønlandske fiskere, der regner vi ikke med, at de grønlandske fiskere bliver ramt, idet vi allerede kan indgå en foreløbig aftale med Island indtil til den 3-siddet aftale bliver indgået.

 

Men jeg erfarer, at Siumut set under et er tilfreds med redegørelsen.

 

Atassut er ligeledes set under et tilfreds med redegørelsen, men med hensyn til hellehellefi­skebestanden i Nordgrønland og fiskeriet af det, der påpeget Atassut, at etableringen af fryseanlæg, det foregår stadigvæk måske lidt langsommere end man kunne ønske sig men det pågår stadigvæk. Men heldigvis er der også private ikke altid Royal Greenland, de udvikler også tilstadighed også m.h.t. Upernavik kommune, d.v.s. at problemerne er for nedadgående, men det der er dukket op før den tid det bliver offentliggjort i stedet for, at det bare har været gemt væk før, og således er det de faktiske forhold vi efterhånden får større kendskab til, og ud fra det vi så har kendskab til prøver vi at rette op på de forhold der skal rettes op.

 

Og der er også planer om, at indsætte et indhandlingsskib i Nordgrønland, og de problemer der førhen har været som Royal Greenland har sagt, at de har rettet op på, der har vi så erfaret at det ikke altid er sket, og med starten af i år, der skal vi med starten af i år, der skal vi have et indhandlingsskib for Uummanaaq kommune og det er så ud fra det, man så kan ske de faktiske forhold der eksisterer.

 

M.h.t. kammuslingerne, så siger Atassuts ordfører, at man skal have større undersøgelser omkring disse, og det har vi så selv givet udtryk for overfor biologerne, og det er så ud fra deres ressourcer, men vi regner med at der bliver foretaget undersøgelser omkring kammus­lingerne.

 

Og Atassut var også inde vores større deltagelse i loddefiskeriet og andre fiskearter, det er man tilfredse med fra Atassuts side, hvilket vi også er fra Landsstyret side.

 

M.h.t kvoten i Grønlands fiskeriterritorium og i andre farvande, der er det formålet at de grønlandske fiskere deltager mere og mere i dette fiskeri.


Men m.h.t. amassat, så har Otto Steenholdt ret i, at det har en stor vigtighed i fødekæden, men på den anden side må vi også huske på, at amassats livscyklus er jo ganske kort, og derfor er det vigtigt at man udnytter den periode hvor de stadigvæk er i live og de er gode rognbærere og dermed formerer de sig også hurtigt.

 

M.h.t. rejefiskeriet og det store udsmid der er i udenskærs og der skal vi nævnte, at vi har langt bedre kontrol med disse udsmid, vi har gode kontrollører, og der sker en stor udvikling indenfor det, f.eks. de riste man sætter ind i trawlerne som kan sortere de andre fiskearter fra, og dermed også ikke tager de mindre rejer væk, dem siger de fra.

 

Og der er også nogle kraver om, at hvis og såfremt en bifangst er for stor så kræver vi også at man tager væk fra det territorium, og begynder sit fiskeri et andet sted.

 

Til Johan Lund Olsen skal jeg nævne, og m.h.t. hans bemærkninger har jeg følgende bemærkninger. Inuit Ataqatigiit er også tilfredse med redegørelsen, og i den forbindelse skal jeg lige nævne, at man i forbindelse med rejefiskeriet der er fangsterne begyndt, at blive mindre, ligesom størrelsen af rejerne også er blevet mindre, men jeg skal nævne, at i de første 3 måneder der er rejefiskeriet gået så godt i mange år, og først nu er vore trawlere været så få som har været med i rejefiskeriet, det kan godt være at vores kontrol er blevet bedre, men for første gang i mange år har fangsten været så stor som den har været. Og fra direktoratet og fra Fiskeriudvalget følger man nøje med i selve kvotetildelingen og fangsten.

 

Johan Lund Olsen tager det også som et eksempel den nye fremgangsmåde for færingerne, hvor de har et såkaldt fiskedageordning, men selvom er en stor gavn af, men der er mange ligesom jeg, der ikke mener, at det har et gavn for fiskeriet eller for fiskebestanden.

 

M.h.t. fiskedageordningen, og m.h.t. vores egen kvotetildeling der er det ud fra vore beregninger, hvor store bestanden, og der er det så det er, at de overfører det til fiskedage­ordningen for Færøerne. Og jeg er også vidende om, at også vores embedsmænd også er uenige om dette punkt.

 

Gennem fiskedagene kan man ikke styre hvor store mængder der fanges, idet det jo også er sådan at vi jo får bedre og bedre fiskeredskaber, og derfor kan man i nogle bestemte dage fange langt større mængder i forhold til før, hvorfor jeg ikke stoler ret meget på fiskedage­ordningen.

 


Og efter mine drøftelser med andre nordiske fiskeriminister, så er de også enig med mig i dette synspunkt, men Johan Lund Olsen har ret i, at vi tilstadighed skal vurdere ud fra de nye forhold der eksisterer og dermed også vurdere hvilke redskaber vi tilstadighed skal brug, hvilket må være vores allesammens ansvar.

 

M.h.t. en eventuelt aftale med canadierne, det er også mit ønske, og mine embedsmænd har et møde i løbet af maj måned med canadiske fiskerimyndigheder, og i den forbindelse skal jeg lige nævne at vi meget snart regner med når vi har haft et mange årig fiskerierhverv, så har vi ikke haft nogle fiskerisamarbejdsaftaler med hverken Island og Færøerne og Canada, men vi regner med, at vi kan indgå en aftale med Island, og vi har lige indgået en aftale med Færøerne og det kan man også sætte sig som mål med Canada, hvilket jeg også håber på bliver opnået.

 

Og jeg erfarer, at Akulliit Partiiat også er tilfredse med redegørelsen, og m.h.t. Kandidatfor­bundet og m.h.t. krabbefiskeriet i Kaangaatsiaq, hvor det så er 935 tons til fangst i Kaan­gaatsiaq, jeg ved ikke rigtigt hvilket udgangspunkt han har der, men biologerne har indstille noget, at man tildeler kvoter udfra de forskellige territorier i Grønland.

 

Og i den forbindelse så har Landsstyret bestemt, at man i år i 1998 indenfor kystnærtfiskeri skal sætte en kvote op på 5000 tons i alt, ca. 1000 tons ved Fiskenæsområdet eller 1000 tons og udenskærs 2000 tons. Der er derfor ikke nogen kommuneviskvoter, men det kan godt være, at det bliver nødvendigt at man tildeler kommuner kvoter.

 

Men m.h.t. rejerne, så er det biologernes og rejefiskernes vurderinger, der nævner Anthon Frederiksen, at det også er forskellige, men såfremt biologerne og fiskerne også havde bedre dialog med hinanden, d.v.s. at den er ligeså god som den dialog der er omkring rejerne, så ville man have langt bedre styr på det.

 

Og m.h.t. rejerne, så er hverken biologernes eller fiskernes vurderinger af disse ikke så langt fra hinanden og m.h.t. kvotefastsættelsen på rejerne, der vurderer fiskerne også at kvoten skal sætte ned, d.v.s. at den vurdering der er mellem disse to parter den er der godt sammenhæng med.

 

Men m.h.t. andre fiskearter, så er det ikke tilfældet med de andre fiskearter, men vi må jo håbe på, at det efterhånden går i den udvikling.

 

Men set under et er jeg glad for den gode modtagelse som redegørelsen har fået, og alle de bemærkninger der er faldet det skal Landsstyret nok huske i deres videre behandling.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit.

 


Tak. Jeg har ganske korte bemærkninger. I vore indlæg kom vi ind på Færøernes tradition blev indført i 1995 hvor man indførte sådanne fiskedageordning. Vi sagde, at vi ikke kan tage stilling til det på stående fod, men at man gerne vil have det undersøgt eventuelt via Fiskeriudvalget.

 

De oplysninger vi hidtil har fået fra denne ordning af Færøerne som bl.a. blev efterlyst af Atassut er at man også lander samtlige bifangster. Færøerne har jo også indført dette, at alt bifangst bliver landet og derved giver beskæftigelse på landbaserede virksomheder.

 

Siumuts ordfører kom i sin afslutning ind på en indstilling, og jeg citerer ”vi opfordre til, at landsstyret løbende vurderer tildelingen af TAC’er og kvoter i de kommende år.”

 

Vi fra Inuit Ataqatigiit har vi jo sat spørgsmålstegn ved om den nuværende kvotering fortsat bør ske, der mener jeg, at vi har god grund til, at Fiskeriudvalget også medtager den færøske ordning med i sine undersøgelser.

 

Det er nødvendigt fordi Landsstyremedlemmet selv var inde på, at rejefiskeriet, at de første 3 måneder har fanget som aldrig nogensinde før, ja det er rigtigt, at i løbet blot 3 måneder, så har havgående rejefiskere opfisket 25 % af deres kvoter, og mindre m.h.t. det kystnærefi­skeri, og hvad så hvis samtlige kvoter bliver opfisket allerede i løbet af foråret i september eller oktober, så hvad skal så fiskerne stille op resten af  året. Ikke alene fiskerne, men også arbejderne på landbaserede virksomheder, der er derfor  grund til at revurdere vores kvoteringsmåde, og det ønsker vi blot bliver medtaget i Fiskeriudvalgets undersøgelser.

 

Vi siger ikke og jeg gentager, vi siger ikke at vi allerede på forhånd skal sætte os fast på Færøernes fiskedageordning, men det er nødvendigt, man siger jo at der er behov for at alle bifangsterne også landets, som færingerne også gør, så synes jeg også at vi også harm grund til, at vi undersøge denne fremgangsmåde.

 

Otto Steenholdt, Atassut.

 

Jeg siger tak til Landsstyremedlemmets besvarelse til vores bemærkninger, men det er da altid sundt med overvejelser.

 

Jeg kom ind på, at man har smidt hellehellefisk fangsten i Nordgrønland. Vi ved, at der skal anlægges en kaj til mage penge, og den er nok kun i brug i løbet af det halve år, og når det fryser meget, så er det ligesom man placerer fangsten uden i det fri, ude i isen i håb om det ikke blive tøvejr, men det sker så også.

 


Er det ikke bedre at man i første omgang satser på forøgelse af frysekapaciteten, således at fiskerne i Nordgrønland har mulighed for at fiske året rundt, for at undgå at smide indhand­let fangst fordi fryselagrene var fyldt.

 

Vi ved os at man taler om rognbærende amassat. Man fisker rognbærende amassat og samler rognen og så smider resten og det gælder også med hanfisken. Selvom livscyklusen er kort, så synes vi, at det er kritisabelt, at man smider så meget ud af fangsten på grund af, at man kun vil have rognen. Så synes vi at vi skal overveje tankerne om, at gøre det på den måde endnu engang.

 

Landsstyremedlemmets bemærkning omkring at der holdes kontrol om udsmid af bifangst, der sker altså for meget udsmid. Færingerne har ordnet det, således at man har besluttet at alt bifangst landes, og det er rart, at IA’s ordfører i enighed med Atassut siger, at man ikke længere kan acceptere et så stor en udsmid af bifangst.

 

M.h.t. Inuit Ataqatigiit bemærkning om Færøernes fiskedagsordning og Landsstyremedlem­mets svar der til er jeg tilfreds med. Da vi holdt møde, har jeg også bemærket, at man kritiserede denne ordning, jeg kan huske, at man fastsatte hvalkvoterne, så er der nogle lande der indførte en videnskabelig hvalfangst, men det er en skjul måde at nedlægge hvalerne på, og denne fiskedagordning er jo også noget lignende, men vi må gentage, at vi ikke kan fortsætte med at smide så meget ud af bifangsterne.

 

Når kontrollørerne undersøger fangsten, så kontrollerer de også om fiskerne så ikke har fanget mere end der er tilladt, og det sker også at de der bibeholder deres bifangst bliver forfulgt, og vi kan ikke længere acceptere sådanne i forhold i de tider vi mangler fisk.

 

Tak. for redegørelsen.

 

Lars Karl Jensen, Siumut.

 

Som det er blevet nævnt fra flere side, så er det en god debat vi har her, og gode forhandlin­ger vi her er nået frem til i forbindelse med kvoteforhandlingerne, og vi har jo fra Siumuts side allerede godkendt den redegørelse fra Landsstyret, men ved sådanne debatter dukker der nogle nye bemærkninger og nogle nye tanker frem.

 

Nu er det rejer vi har vores største lid til ud over hellefiskene, men jeg har bemærket, at man i redegørelsen også nævner, hvilket vi også har været inde på, at rejebestanden i Nordgrøn­land er nedadgående, mens den er opadgående i Sydgrønland.

 


Under den store rejeboom i  Nordgrønland, der har man jo haft en masse rejefiskere, også fordi man havde så mange anlæg i Nordgrønland, så er de så gået ned ad, hvorefter det ikke kunne betale sig for en masse af fiskerne, men nu man siger, at der er en stor bestand i Sydgrønland, så må vi også have tilstandene i Nordgrønland i baghovedet, således at vi hele tiden skal styre den kvoteudvikling der er.

 

Erfaringerne som biologerne har fået, der må vi også have det i baghovedet når vi ser på udnyttelsen af fiskebestandene i Grønland. Når man nu ser på dobbelttrawlerne, de er placeret lige ved siden af hinanden, og de bliver kun brugt i fladbundet territorier og vi vil også være med i Fiskeriudvalget til at vurdere brugen af disse.

 

Selvom vi ikke har været inde på de store udsmid der er, vi er også i Siumut fuldstændigt enig i at udsmidet er for stor, idet vi ligger vægt på, at vi udnytter vores levende ressourcer.

 

Og m.h.t. det store udsmid i Nordgrønland, så er det jo værd at tænke på om man igen skulle indføre en fiskemelsfabrik i Grønland, den tanke er støtteværdigt synes vi fra Siumuts side, og det vil så også betyde, at bifangsterne også kunne udnyttes bedre, såfremt vi havde en fiskemelsfabrik, og det kunne så også bruges som hundefoder.

 

Men som før nævnt m.h.t. den måde man har tildelt kvoterne, den har vi allerede støttet fra Siumuts side.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.

 

I bilag 1 fremgår, at man tildeler 5500 tons hellefisk i Vestgrønland i 1998. Vi ved at hellehellefiskeriet i Illulissat, Upernavik og Uummannaq foregår. Disse 5500 tons er færre end det der fiskes i Illulissat kommune. Det er ønskeligt, at man kommer med en nærmere redegørelse omkring denne tildeling af kvote. Ved at man nedsætter kvoten så går det udover indtjeningen kraftigt.

 

Landsstyremedlemmet for Fiskeris besvarelse af mine bemærkninger kom ind på, at de 935 tons, at han ikke ved hvor jeg har fået det tal på 935 tons krabber. Der til kan jeg oplyse til Paaviraaq, at du skal ikke lade som om, at du ikke ved, hvor det stammer fra, det fremgår klart i redegørelsen, hvor der står og jeg citerer, ” m.h.t. krabber er den biologiske rådgiv­ning på 6844 tons fordelt på følgende områder: Paamiut 987 tons, Nuuk 231 tons, Maniit­soq 600 tons, Kaangaatsiaq 935 tons.”

 


Når man tænker på situationen i Kaangaatsiaq og vender tilbage til fiskernes problemer der minder jeg om, at fiskerne i Kaangaatsiaq, fiskernes muligheder er for få i Kaangaatsiaq kommune og Paaviraaq har nok hørt de ord jeg siger nu, mens han var i Kaangaatsiaq: ”Vi er kun tilskuere til opfiskningen af de kvoter der er tildelt her, disse rigdomme bliver hentet fra andre steder uden at vi kan gøre noget ved det”.

 

Det må siges, at der må gøres noget politisk m.h.t. fiskeriflåden for at få rettet op på forholdene i den kommune. Jeg omtaler Kaangaatsiaq kommune fordi der er helt specielle problemer der, og vi har jo drøftet disse forhold her i Landstingssalen, vi vil også gerne være med til at løses disse problemer.

 

Jeg vil også gentage som bl.a. Inuit Ataqatigiit kom frem med, og det er at Fiskeriudvalget bør endnu engang  overveje vedr. den nuværende kvoteringsform og jeg kom også ind på, at de kvoter der tildeles EU og andre lande bør overvejes om det fortsat skal have den størrelse. Når kvoterne for Grønland er opbrugt så stopper det for resten af året, mens der på den anden side tildeles mange tons fisk til andre lande.

 

Derfor vil jeg også fra Kandidatforbundet, at man endnu engang revurderer det hele m.h.t. fiskeriet og beskæftigelsen.

 

Paaviraaq Heilmann, Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst, Erhverv og Landbrug.

 

Ja tak til det sidste også Anthon Frederiksen fra Kandidatforbundet. Anthon Frederiksen, m.h.t. vi kommer med en redegørelse vedr. TAC’er og her i fremgår det, at 5500 tons hellefisk hvad de vedrører, det kan godt være at det er tilstrækkelig hvis jeg sagde det, men m.h.t. du siger er bilag 1, såfremt du havde fortsat, så ville du have nået frem til udenskærs­fiskeri for 1998.

 

I Illulissat, Uummannaq der er hellefiskeriet den er ikke indenfor de 5500 tons. De 5500 tons det vedrører udenskærs hellehellefiskeri og det er på vestkysten. Såfremt du havde læst redegørelsen nærmere så ville du have forstået det, og de nævnte arealer har jo ikke fået særkvoter, men det er jo en styring vi har m.h.t. kvotetildelingen der fremgår.

 

M.h.t. krabberne, så er det som om du lader som om du kender noget til forholdene, men årsagen til at jeg siger det, idet du bl.a. var inde på, at krabbekvoten for Kaangaatsiaq kommune er 935 tons, jeg ved ikke hvor du har det fra, men det biologerne har sagt er, at de 935 tons, det ville kunne fiskes bæredygtigt, d.v.s. i Vestgrønland er kvoten m.h.t. Qeqertarsuaq ca. 1000 tons som jeg før har sagt, og det er indenskærs på 5000 tons og udenskærs 2000 tons. D.v.s. vi har ikke lavet nogle kvoter for bestemte territorier men det er en kvoten som gælder for alt i alt.

 


Men Anthon Frederiksen var også inde på, at vi blot er tilskuere mens andre fisker i vores territorier og det er så derfor, at den bemærkning har jeg hørt i Kaangaatsiaq, det er derfor vi er kommet med særstøtte til området også m.h.t. stenbiderrognene som har været indhandlet sidste år, der regner jeg stærkt med, at man også vil gøre det i år, idet man jo allerede har lovet det. Og da økonomien jo også skal køre andre tider på året, der prøver man så også på at komme med andre støtteordninger.

 

M.h.t. EU var Anthon Frederiksen også inde på, at de grønlandske fiskere bør opnås, det er jo dybhavsfisk som EU får som kvote, hvorfor man ikke fra den ene dag til den anden eller fra det ene år til det andet kan opnå det mål.

 

M.h.t. EU indrømmer de jo selv, at de køber ”papirfisk” i gåseøjne og det er ikke noget man prøver på at holde skjult. Anthon Frederiksen siger, at det er en stor kvote de har fået, men det er i småtingsafdelingen det som EU-fiskerne får op.

 

Og jeg skal også lige komme tilbage til de andre, der var oppe på talerstolen. Og det er korrekt, at det som Johan Lund Olsen også var inde på, at bifangster skal kunne landes og det var Atassuts Otto Steenholdt også inde på.

Og vi må kunne kræve og bane vejen for, at man ikke får disse bifangster, men såfremt vi alligevel får det som bifangst så må vi kunne producere dem, og lande dem til landanlægge­ne, men på den anden side må jeg også minde om, at vi har nogle bestemte regler som vi også skal følge, der siger at vi skal have mindst muligt bifangst også gennem tilpasning af redskaberne.

 

M.h.t. de bemærkninger der er faldet omkring hellefiskene, så må jeg også nævne at det der er sket i Nordgrønland i år, der sagde jeg også gennem Qaanoroq gennem et interview, at man fra Landsstyrets side slet ikke ønsker tilsvarende ting fremover.

 

Og m.h.t. bifangsterne og det man lander til landanlæggene, dem kunne man måske også kvotere eller minimere, således at man ved at lande disse bifangster kan få flere penge i omløb.

 

M.h.t. Fiskeriudvalgets mulige studierejse til Færøerne, det kan jeg kun opfordre dem til, således at de får mulighed for at rejse til en fiskerination som også er meget udviklet, således at det ikke kun er Landsstyret, men således at man også gennem Fiskeriudvalget får større oplysninger og mere viden om andre forhold i andre steder, således at man tilstadig­hed kan udvikle de kendskaber eller den viden man har omkring fiskeriet, og jeg har jo også førhen skabt mulighed for, at Fiskeriudvalget også kommer mede ud på forskellige rejser, således at deres viden bliver større.

 


Men Johan Olsen har jo også ret at vi tilstadighed skal vurdere og følge med i udviklingen og tilpasse os efter den der er.

 

Otto Steenholdt var også inde på anlæggelsen af en ny kaj i Uummannaq og manglen på frysekapaciteten, så skal jeg blot nævne at det han var inde på, det lød som om han ville udskyde havneanlæggelsen i Uummannaq, det skal jeg ikke kommentere, men man udbyg­ger jo tilstadighed indhandlingsstederne, ligesom vi også skal have et indhandlingsskib i området.

 

M.h.t. lodde, så er et fiskeri m.h.p. indhandling af rognen alene og smider resten væk, jeg ved ikke hvor han har det fra, men fra landsstyrets side kan vi ikke acceptere sådanne forhold, og fornylig har vi givet tilladelse til, at man foretager et forsøgsfiskeri i Sydvest­grønland, og der er det også et krav, at man tager hele fisken op.

 

Og Otto Steenholdt sagde også i sine bemærkninger vedrørende udsmid udenskærs, der må jeg sige, at vi følger i højere grad med i forhold til foregående år, og såfremt der tilstadighed er et stort udsmid af bifangsterne så må vi også nævner, at vi har udbygget vores kontrol, og det man også kan vurdere nærmere, nemlig m.h.t. begrænsning af bifangsterne, der må vi allesammen være med at vurdere disse sager, ligesom vi også skal hjælpe hinanden med ikke at smide allerede indhandlet fisk, men selvfølgelig må producenterne også udvikle deres teknik således, at man forhindrer sådanne ting. Det hele burde være teknisk muligt og det er så producenterne der må styre det, men en af de ting der også skal vurderes er økonomien bag.

 

Lars Karl Jensen var inde på rejebestanden, at en større og større bestand flytter til Syd­grønland og det er jo det jeg selv har erfaret, men denne udvikling bør man følge indgående med i. Og Lars Karl Jensen efterlyser vistnok eller blot indstiller, at man indkalder Fiskeri- og Fangstudvalget til et samhør, hvilket jeg vil sørge for vil ske.

 

Men endnu engang tak for den gode modtagelse redegørelsen har fået.

 

Mødeleder.

 

Og dermed er punkt 26 Redegørelse om fastsættelse af TAC færdigbehandlet