Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 24-1-2
1-1. behandling	1-2. behandling	2. behandling	3. behandling

Mandag den 4. maj 1998 kl. 13.00

 

Dagsordenens punkt nr. 24

Redegørelse for lærersituationen i folkeskolen

 

Anders Andreassen, Siumut

 

Først skal jeg herved byde Jakob Sivertsen velkommen til forårssamlingen og takker ..Mikaelsen for hans deltagelse i hans fravær.

 

Inden vi går over til dagsordenen skal jeg anmode landstingsmedlemmerne om at rejse sig og mindes de 5 omkomne i Sydgrønland efter den tragiske ulykke i havet.

 

Formandskabet vil foreslå, at punkt 24 bliver taget som første punkt, og resten efter dagsordenen. Der er vist ingen, der er imod, og så har vi følgende punkter på dagsordenen: Punkt 24 redegøres for lærersituationen i folkeskolen, punkt 25: forslag til Landstingslov om ændring af Landstingslov om fiskeri, 1. behandling, og så0 har Hans Enoksen også fremsat et forslag under det punkt, og så har vi punkt 21: Forslag til landstingsforordning om socialpædagoguddannelsen, ligeledes en 1. behandling, og endelig punkt 23 redegørel­se om idrættens internationalisering.

 

Punkt 24 Redegørelse for lærersituationen i folkeskolen

Det er landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og Kirke, der forelægger.

 

Konrad Steenholdt, Atassut

 

På Landsstyrets vegne skal jeg hermed fremlægge en redegørelse om lærersituationen i folkeskolen. Redegørelsen fremlægges for at orientere Landstinget om status for lærersitua­tionen i folkeskolen i det kommende år.

 

Som det fremgår af redegørelsens første del vil den af Danmarks Lærerforening DLF iværksatte blokade sammenholdt med Grønlands Lærerforenings GLF’s medlemmers opsigelse af tilsagn om at læse overtimer medføre en så stor mangel på lærere i skoleåret 1998/99, at det vil medføre ganske betydelige konsekvenser for undervisningen i folkesko­len med forskellig styrke fra skole til skole. I redegørelsens 2. del har Landsstyret redegjort for baggrunden for og forløbet i konflikten mellem Landsstyret og GLF og DLF. Det fremgår heraf, at GLF blev ekskluderet af den forhandlingsberettigede centralorganisation for tjenestemændene, NAK, den 17. december 1997.

 

Som følge af eksklusionen anmodede GLF Landsstyret om at blive anderkendt som en selvstændig forhandlingsberettiget centralorganisation. Dette havde Landsstyret i henhold til gældende hovedaftale for tjenestemænd ikke mulighed for at imødekomme, hvilket blev meddelt GLF. Umiddelbart efter GLF’s eksklusion den 19. december 1997 fremsatte DLF krav om overenskomstansættelse af lærere fra Danmark. Under henvisning til, at spørgsmå­let om eventuelle fremtidige muligheder for overenskomstansættelse af lærere endnu ikke er afklaret og afhandlet i Landstinget, og idet det siden nedlæggelsen af det offentlige Aftalenævn i 1991 har været Landsstyrets erklærede og førte politik, alene at indgå nye overenskomster mellem herboende organisationer meddelte Landsstyret DLF, at Lands­styret ikke kunne imødekomme dette krav. Umiddelbart herefter varslede DLF blokade for ansættelse af lærere fra Danmark, og GLF anbefalede deres medlemmer at opsige deres tilsagn om at læse overtimer.

 

De to lærerorganisationers tilsagn synes således at være forbundne. Som det videre fremgår af redegørelsen, har der efterfølgende været afholdt en række møder parterne imellem, hvilket har medført, at NAK har erklæret sig indforstået med, at forhandlingsretten for de tjenestemandsansatte lærere fremover varetages af en ny forhandlingsberettiget centralorga­nisation omfattende de 2 lærerorganisationer GLF og IK Ilinniarsu Kattufiat. Disse 2 parter har erklæret, at de vil indlede dialog herom, og Landsstyret har for at muliggøre overdra­gelse af forhandlingsretten til denne nye organisation derfor opsagt hovedaftalen med det i aftalen fastsatte varsel.

 

Landsstyret har også forsøgt at løse konflikten med DLF gennem dialog, men hidtil forgæves. Landsstyret har dog stadig forventning om, at DLF og Landsstyret vil kunne nå til en sådan forståelse, at den iværksatte blokade ophører. Der er således på baggrund af Landsstyrets seneste henvendelse til DLF aktuelle positive meldinger herom. Tiden er imidlertid nu så fremskredent i forhold til det kommende skoleår, at det er nødvendigt at iværksætte særlige tiltag fra Landsstyretsog kommunernes side for at afbøde konsekvenser­ne af den lærermangel, der under alle omstændigheder er opstået, men som dog vil kunne mindskes, såfremt det lykkes at nå til en forståelse med såvel GLF som DLF.

 

Landsstyret har derfor i redegørelsen også orienteret om, hvad Landsstyret og kommunerne er nødsaget til at gøre for at sikre den bedst mulige undervisning under de givne forhold. Det er meget forståeligt, at disse tiltag har affødt reaktioner såvel lærere som forældre omend det umiddelbart kan undre lidt, at det netop er i de kommuner, hvor lærermanglen forholdsmæssigt vil ramme mindst, at de fleste og mest utilfredse udtalelser er fremkom­met. Reaktionerne ændrer imidlertid ikke ved, at Landsstyret i en sådan nødsituation har en forpligtelse til på bedste mulige sikre undervisningen. Det grundlæggende i disse bestræ­belser er at sikre, at der sker den bedste udnyttelse af de for hånden værende ressourcer, herunder at kanalisere anden virksomhed i folkeskolen til undervisning, navnlig til de kompetencegivende prøvefag i grundskolen og fortsættelseskolen.

 

Det af Landsstyrets iværksatte tiltag for at afbøde konsekvenserne er sat i værk i forståelse og efter samråd herom med Kanukoka. Det af Landsstyret og kommunerne iværksatte tiltag er således udtryk for en nødplan, der er indrettet efter de givende rammer, herunder eksisterende lovgivning. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Landsstyret nøje følger udviklingen i de enkelte kommuner for derved at sikre, at de lovgivningsmæssige forplig­telser som minimum opfyldes. At det af lærerorganisationerne iværksatte aktioner får så stor konsekvenser som beskrevet i redegørelsen gør det tydeligt, at Grønland med hensyn til lærerdækningen i folkeskolen befinder sig i en afhængighedssituation, som Grønland til stadighed ikke kan leve. Dette forstærkes af den omstændighed, at Grønland ved den af Arbejsretten afsagte dom reelt ikke har mulighed for inden for en rimelig tid at få prøvet lovligheden af de aktioner, som DLF måtte iværksætte. Affødt af disse omstændigheder har Landsstyret derfor været nødsaget til straks at gøre sig nogle overvejelser om, hvordan Grønland fremover i højere grad vil kunne være selvforsynende med hensyn til lærerdæk­ningenen og samtidig sikre en bedre kvalitet i undervisningen i folkeskolen. Landsstyret har derfor nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der har fået til opgave at fremkomme med forslag herom.

 

Udvalget har bestået en repræsentant fra KIIP’s folkeskolesektion, rektor for Ilinniarfissu­aq, en repræsentant fra Pilersuiffik Inerisaavik, og herudover et lokal konsulentfirma. Udvalget har arbejdet hårdt og koncentreret og har inden for den fastsatte frist fremkommet med en rapport med udvalgets overvejelser og anbefalinger, der er omdelt Landstinget til orientering sammen med nærværende forelæggelsesnotat. Som det fremgår af rapporten har udvalget taget udgangspunkt i målsætningen om at skabe verdens bedste folkeskole, hvilket umiddelbart i den nuværende situation kan synes noget ambisiøst. Ikke desto mindre er det Landsstyrets opfattelse, at denne målsætning alligevel er udtryk for de ønsker vi alle har for folkeskolen, og at en sådan målsætning er gavnlig at få formuleret så klart, som udvalget netop har gjort det. En målsætning om at skabe verdens bedste folkeskole vil imidlertid kun være realitisk at få opfyldt, hvis alle de, der på den ene eller den anden måde er en del af folkeskolen, aktivt arbejder for en virkeliggørelse heraf. Det er således vor alles ansvar.

 

Selvom rapporten anbefaler en helhedsløsning giver rapporten også et konkret forslag til, hvorledes den aktuelle læremangelsituation vil kunne løses i det kommende skoleår, nemlig ved at anvende de lærerstuderende som undervisere i et særligt tilrettelagt studium, der baseres på vekselvirkning mellem teori og praksis. Herudover gennem en udvidelse af den decemtrale læreruddannelse, der giver de nuværende timelærere gradvist at opnå større og større kompetence gennem selvstændige studier efter et klippekortprincip, hvorefter de til sidst vil opnå kompetence som uddannede lærere. Timelærerene vil således gradvis gennemføre de samme studier som øvrige decentrale lærerstuderende.

 

Landsstyret finder dette forslag meget spændende, og ser meget gerne, at Landstinget giver sin mening til kende herom. I det forslag til eventuel realisering alene vil kunne ske i samarbejde og forståelse med såvel uddannede lærere som de lærerstuderende, skoleledere, skolebestyrelser og kommunerne vil det også være hensigtsmæssigt snarest muligt at høre disses kommentarer til forslaget.

 

Landsstyret kan derfor foreslå, at Landstingets behandling af redegørelsen om lærersitua­tionen afbrydes med henblik på, at Landstingets Kultur- og Uddannelsesudvalg kan få lejlighed til at drøfte de nævnte med såvel repræsentanter fra Landsstyret som med relevante parter herunder navnligt lærerorganisationerne. Udvalget vil herefter ved punktets genoptagelse kunne forelægge Landstinget et resume af disse drøftelser og udvalgets tilkendegivelse herom, der så vil kunne være retningsgivende for Landsstyrets videre arbejde. Idet udvalgets rapport netop er modtaget, har det ikke forinden forelæggelsen for Landstinget været muligt at foretage nærmere efterprøvninger af forslagets økonomiske konsekvenser, og det har heller ikke været muligt at foretage nærmere vurderinger af eventuelle juridiske og praktiske problemstillinger i forbindelse med forslagets eventuelle realisering.

 

Landsstyret har igangsat disse vurderinger og vil gerne have lejlighed til at forelægge dem for Landstingets Kultur- og Uddannelsesudvalg, så at udvalget og dermed Landstinget får et bedre grundlag for at vurdere forslaget. Landsstyret kan ud over dette kortsigtede forslag til afhjælpning af den nuværende lærermangel situation umiddelbart tilslutte sig udvalgets forslag om snarest muligt at afholde en konference om folkeskolen. Forslaget om iværksæt­telse af et forskningsprojekt, der skal belyse lærernes arbejdsvilkår, er helt i overenstem­melse med det arbejde, som Landsstyret allerede har igangsat om samme forhold, hvorfor Landstyret naturligvis også fuldt kan støtte dette, idet projektet kan indgå som en del af det allerede igangsatte arbejde. Landsstyret skal om rapporten afslutningsvis bemærke, at Landsstyret i forbindelse med behandlingen af dette punkt gerne hører Landstingets kommentarer til rapporten som helhed. Med disse bemærkninger forelægges redegørelsen herved til Landstingets velvillige behandling.

 

Mødeleder, Anders Andreassen, Atassut. Tak, og vi går over til partiernes og Kandidat­forbundets ordførere, først er det Ruth Heilman, Siumut.

 

Ruth Heilmann, ordfører Siumut:

 

Siumut betragter lærersituationen i dag og i fremtiden som et meget alvorligt problem og har drøftet dette meget indgående. Landsstyret har nu som lovet forelagt en redegørelse, som vi har ventet på med megen spænding, og derfor har vi også studeret den med megen interesse.

 

Efter at vi i Siumuts Landstingsgruppe har haft indgående og alvorlige drøftelser af lærermangelen og stadiet for forhandlingerne, som vi er dybt utilfredse med, har vi skrevet til Landsstyret gennem Landsstyreformanden, hvor vi peger på en række muligheder til hurtig løsning af konflikten. Brevet er afleveret den 23. april i år. I Siumut er vi glade for Landsstyrets og pressens mærkbare interesse for vort brev, og vi finder det naturligt, at vi på denne måde viser vores vilje til at medvirke aktivt til formuleringen af argumenterne i sagen.

 

Vi i Siumut er nemlig et parti, som har vilje til at medvirke til løsning af hvilket som helst problem uden at vente på, at andre skal tage initiativ, og vi har stærk vilje til realisering af løsningerne. Fra Siumut finder vi, at det vil blive meget anstrengende at leve op til forordninger og regler i det kommende skoleår som følge af lærermangelen. De kommende alvorlige problemer vil variere fra kommune til kommune.

 

I dag er kommunerne begyndt at forsøge at finde løsninger alt efter de enkelte kommuners muligheder for at markere deres kommunale selvstyre. Vi betragter denne søgen efter løsninger og skolebestyrelsernes aktive skubben på som noget grundlæggende meget vigtigt, derfor skal vi fra Siumut opfordre til, at vi løbende bliver orienteret om kommuner­nes planlægning sammen med KANUKOKA.

 

I Siumut er vi enige i en lang række af de forslag til løsning af lærersituationen i næste år og fremover, der er indeholdt i redegørelsen. Vi lægger vægt på, at de forelagte forslag drøftes i Landstingets Kultur-og Undervisningsudvalg samridig med, at man snarest må gennemføre en høring hos KANUKOKA, skolernes ledelser, relevante organisationer, lærere samt dem, der vil blive ramt, hvorefter sagen vender tilbage til Landstinget med henblik på at tage beslutninger i løbet af den igangværende forårssamling.

 

Der foreligger et forslag om gennemførelse af en konference om folkeskolen med afholdel­se snarest muligt. Vi ved imidlertid alle, at  der summer af travlhed i skolerne i den foreslåede periode med eksamener, forberedelse af næste skoleår med videre. Derfor finder vi det vigtigt, at der indkaldes relevante personer fra alle relevante organisationer og andre interessenter, således at de kan være med til at bedømme om tidsplanen for gennemførelsen af arbejdet virkelig er realistisk. Efter disse generelle bemærkninger skal vi fra Siumut knytte følgende bemærkninger til de enkelte komponenter. Landsstyrets forelagte rede­gørelser om forbedring af kvaliteten i folkeskolen kan Siumuts landstingsgruppe tilslutte sig. Redegørelsen er nødvendig og bygger på mod og mandshjerte.

 

Der redegøres for, hvorledes vi kan komme videre på kortere og længere sigt. Redegørelsen indeholder sammenfatning af den viden og erfaring om pædagogik, som gennem mange år er blevet oparbejdet på her i landet og i udlandet, ligesom man lægger op til nødvendig grundlæggende ændring af folkeskolens hidtidige struktur. Tidligere har de såkaldte reformer alene koncentreret sig om detailproblemer, eksempelvis initiativer til løsning af lærermangelen, forbedring af sprogundervisningen, timetallet i de enkelte fag eller anskaffelse undervisningsmaterialer. Jeg skal ikke kommentere alle afsnit og detaljer i redegørelsen men knytte bemærkninger til de ting, som vi finder vigtige i Siumut.

 

Jeg skal her understrege, at der for første gang foreligger en sammenhængende overordnet forslag, som indbefatter alle problematikker med anvisning om hvorledes, vi kan opnå de målsætninger, som vi hitil ikke har kunnet opnå gennem vore bevillinber til folkeskolen og læreruddannelsen. Nu har vi fået mulighed for at løse problemerne med deltagelse fra os alle i samfundet på basis af at løfte i flok og med gensidig respekt. Vi er nødt til at gøre en indsats for at ændre folkeskolens traditionelle struktur, og vi må have tyrkertro til at vort forehavende vil lykkes. Vi ved alle, at de mest basale krav er, hvor godt og omfattende undervisningen i folkeskolen, gennemføres, videreudvikles og prioriteres, hvis vores Hjemmestyre skal køre på et realistisk grundlag og ikke mindst i vores vej til egentlig selvstyre.

 

Fra Siumut skal vi på det kraftigste understrege, at kravene til videreudvikling og priori­tering af folkeskolen må være det vigtigste i denne proces. Vi kan ikke længere tolerere, at vi hvert år bruger 45 millioner kroner for at tilkalde nye lærere fra Danmark, hvoraf mange vender hjem igen efter få år heroppe. I denne forbindelse er det mere atraktivt som foreslået i redegørelsen, at der i stedet for at bruge ca. 45 millioner kroner om året til forbedring af læreruddannelsen og arbejdsvilkårene i folkeskolen for eleverne og for nuværende lærere. I Siumut mener vi, at forbedring af undervisning i folkeskolen er en landsdækkende opgave. Uddannelse af lærere, optimal udnyttelse af læreruddannede og efteruddannelserne kan ikke i sig selv løse problemerne i folkeskolen.

 

Forældrene, skolebestyrelserne og medarbejderne i de enkelte lokalsamfund må have pligt til at samarbejde med lærerne og skolelederne. Lærerforeningernes og samtlige læreres medvirken kommer man ikke uden om. Derfor kræver vi fra Siumut, at der hurtigst muligt gennemføres høring hos disse, så de kan tage stilling til tingene. Arbejdets afgørende vigtighed giver os håb om, at også interesseorganisationerne og arbejdsmarkedets parter vil komme med tanker og ideer i relation til de foreliggende forslag. De nævnte instanser har jo også medansvar for, at vore børn som vil blive deres ansatte er tilpasset kravene i et samfund i rivende udvikling. Redegørelsen foreslår gennemgribende ændring af lærerud­dannelsen.

 

Fra Siumut kræver vi imidlertid, at de elever, som i dag allerede er i gang med deres læreruddannelse på Seminariet og nye tilkommende, skal have mulighed for at passe deres uddannelse på Seminariet, og derudover mener vi, at man bør have kræfter til at kunne arrangere alternative læreruddannelser udenfor Seminariet, men styret og koordineret af Seminariet, Ilinniarfissuaq. Lad mig på det kraftigste understrege, at man må stille følgende krav til undervisningen i forbindelse med alternative løsninger af lærermangelen, nemlig at eleverne må gå op til prøver og eksaminer i nøjagtig samme fag som man i dag skal gå op i. Der skal ikke ændres på elevernes fagområder. Eleverne må som hidtil undervises, rådgives og vejledes af læreruddannede og lærere på Seminariet under deres praktikperio­de.

 

Kravet til at få eksamensbevis som læreruddannet må fortsat være, at man har gennemgået en uddannelse, som indeholder nøjagtig samme fag som de studerende, som går på den 4-årige læreruddannelse gennemgår. I Siumut mener vi, at vore mange timelærere, som vi ikke kan undvære, og som mange gange kritiseres grundløs og uretfrædigt, må gives bedre muligheder for at dygtiggøre sig og for at tage en lærereksamen. Vi er enig i, at samtlige læreruddannelsesstuderende, timelærerne iberegnet, undervises i en vekselvirkning mellem boglig skolegang og praktikarbejde, og i den forbindelse skal vi på det kraftigste anbefale forøgelse af de lokale decentrale læreruddannelser. Vore børn må have ret til at føle, at de kan, at de er dygtige, at de bliver forstået og respekteret og at deres forældre er stolte af dem.

 

Det gør meget ondt, når vi finder ud af, at mange af vore børn føler, at de ikke kan, og at de er bange for at vise deres færdigheder. Det vi skal stile efter er skabelse af en skole med elever, der respekterer hinanden, med gensidig forståelse og som er glade, en skole med glade lærere og forældre. Hvis vi spørger os selv i vores indre, ved vi allesammen, hvad vi bør gøre for at opnå dette mål. De hjemmehørende lærere er meget centralt placeret i planen. Disse lærere er meget vigtige i kraft af deres nødvendige kundskaber og egenskaber i forbindelse med sikring af skabelse af rammerne på den bedst mulige udvikling af børnenes menneskelige samfundsmæssige og faglige kundskaber.

 

Vi må gøre en betydelig mere indsats i forhold til i dag for at gøre skolen til en arbejds­plads, hvor vi den hjemmehørende lærerstab i vores arbejde og som mennesker oplever, at skolen er en atraktiv arbejdsplads til undervisning og vejledning af vore børn under fælles ansvar. De hjemmehørende lærere må have højeste prioritet som velkvalificerede undervi­sere og vejledere. Når vi ikke har hjemmehørende, som kan tage sig af vores krav, så må vi være åbne for tilkaldelse af arbejdskraft udefra, eksempelvis akademikere, specialister og teknikere. Redegørelsen underbygger koordinerede overordnede løsninger. Og dette vil få til følge, at samtlige undervisere er læreruddannede. Siumut kan i det store og hele gå inde for redegørelsens forslag om overordnede løsninger, men vi kræver, at forslagene behand­les grundigt i Landstingets Kultur og Uddannelsesudvalg.

 

Vi ønsker, at vore forannævnte forslag fra Siumut også vurderes nøje. Idet vi ønsker udvalget en god arbejdslyst, skal vi medvirke positivt i den videre behandling, og vi ser frem til at komme tilbage til sagen her i salen. I forbindelse med 1. maj havde eleverne selv blandt andet følgende budskab til Landsting og Landsstyre. "Tænk på eleverne", "Gør noget hurtigt", Vi er jeres fremtid", og det var citat slut. Disse budskaber er ganske rigtige og har udgangspunkt i realiteterne. Derfor må vi huske på disse budskaber i vore bestræbel­ser på at finde løsninger og tage udgangspunkt i disse. Efter de forannævnte bemærkninger beder Siumut Landsstyret om at forsøge at inddrage alle relevante instanser ved behandlin­gen af dette meget vigtige arbejde og anmodet dem om at tage stilling til målsætningerne i redegørelsen snarest muligt.

 

Siumut vil medvirke til løsning af problemerne her og nu. Skal vi forhale de nødvendige tiltag kan vi som sædvanlig ikke løse problemerne, men tværimod vil dette sandsynligvis blot forstærke dem. Nu skal jeg lige citere, hvad Jonathan Motzfeldt har sagt engang, da han var yngre, og  jeg citerer: ”Når de kloge hoveder i Uddannelsesdirektoratet læser disse linier, ryster de på deres grånede hoveder og siger: Unge mand, det kan ikke lade sig, vi har ikke tilstrækkelig mange grønlandske lærere og vi har ingen lærerbøger” og svaret hertil er, det er korrekt, at det ikke kan lade sig gøre her og nu, men dette gælder hele lovforslaget, idet bestemmelserne heri ikke kan realiseres, ligeså snart loven bliver vedtaget.

 

Hele lovforslaget viser en målsætning der er nedskrevet hvad man ønsker at opnå. På baggrund af det foranstående indslag indstiller vi følgende fra Siumut: Det vigtigste forslag og grundprincipperne i redegørelsen realiseres i løbet af 5 år. Landsstyret gives mandat til at føre de nødvendige forhandlinger inkl. de økonomiske konsekvenser. Landstinget får årligt et total regnskab for hele projektet samt en redegørelse og foretager en ny vurdering. Med disse bemærkninger at dagsordenpunktets behandling stoppes midlertidigt med henblik på Kultur og Uddannelsesudvalgets behandling af sagen. Tak

 

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Først skal jeg lige bemærke, at det første der er omdelt til Landstinget er blevet rettet senere hen på grund af tekniske vanskeligheder i vores sekretariat.

Indledningsvis skal jeg på vegne af Atassut nævne, at vi savner redegørelse om forhold før 1997, hvorfor vi her vil beskæftige os med de aktuelle forhold. Vi kan huske, at Lands­styret i 1995 forsøgte at fjerne lærernes feriefrirejse, som blev nedstemt. Konsekvensen heraf blev et lovindgreb, hvorefter lærerlønningerne ikke ville blive justeret i 2 år, selvom andre end ikke tjenestemandslignende ansatte fik 2% i lønforhøjelse. I 1997 blev der indgået en overenskomst mellem Landsstyret og NAK, men i den forbindelse nedstemte lærerne overenskomsten, idet man mente, at forhøjelsen var alt for lav i forhold til andre grupper.

 

Denne atttude blev kritiseret af  NAK og IK, hvor de danske lærere alene fik skylden. Siden da blev tingene endnu mere kaotiske, da der var forlydender om, at GLF og IK-medlemmer havde forkastet aftalen. I efteråret 1997 forsøgte GLF at genoptage forhandlin­gerne, men blev nægtet af Landsstyret. Kort sagt, Landsstyret ønskede ikke forhøje lønningerne. Antagelig på grund af dette sagde lærerne nej til NAK’s tilbud, hvorefter lærerne blev ekskluderet af NAK. Derefter blev der forlig mellem Landsstyret og NAK vedrørende lærernes lønninger. Lige før jul 1997 forsøgte den danske lærerorganisation at genoptage forhandlingerne vedrørende lærerlønningerne, hvor også afslag om afskaffelse af tjenestemandsordningen var med i oplægget, men fik afslag fra Landsstyret.

 

Som svar på afslaget kom den danske fagforening med trusler om blokade for ansættelse af lærere fra Danmark for at prøve at få Landsstyret i tale. I dag er der gået 4 måneder siden DLF’s henvendelse. Ved de sidst lønforhandlinger fik lærerne tilbudt 3,75% lønforhøjelse. Her krævede lærerne ekstra 1% oveni tilbudet for de manglende lønforhøjelser i 1995, og det er ganske forståeligt. Det er forståeligt, at den danske lærerforening i Danmark varsler blokade af sine medlemmer til ansættelse i Grønland, idet den vil hjælpe af sine medlem­mer og vil sikre dem en god løn samt at sikre, at ny lærere får gode vilkår, som automatisk giver bedre lønninger.

 

På baggrund af den kan de få udbetalt opsat pension i tilfælde af, at de rejser hjem i utide. Forholdene her er sådan, når man er i en stilling som tjenestemand, så kan man først få udbetalt opsat pension, når der er gået 3 år efter ansættelsen, som man kan få med hjem. Men hvis man har siddet i en ansættelse under 3 år, kan man ikke få udbetalt dette gode, som går til Landskassen. Hvis jeg havde været udsat for den behandling, vil jeg have anklaget Landskassen for tyveri. Lærerne har tillæg for overarbejde, hvor der blev indgået en aftale med en lærer om højst 3 timers overarbejdsbetaling. Når man laver en sådan aftale, kan en lærer oppebære et tillæg på kr. 4.000,00 om året, og det gælder normalt for 2 år.

Problemerne omkring skolen og lærermanglen var allerede til stede inden hjemmestyret blev indført. Der har været debatter i Landstinget om emnet, og de lidt ældre medlemmer kan sikkert huske, at de skiftende landsstyremedlemmer højt og tydeligt lovede, at lærermanglen ville være løst inden 1984.

 

I dag er der gået 14 år siden dengang, uden at man har løst problemet. Vi vil fra Atassut ikke undlade at rose det nuværende landsstyremedlem for det klare oplæg, som han har fremlagt her. At samfundet er i chock over at høre, at børnenes fremtidige skole ser så sort ud, kan vi godt forstå i Atassut, og vi vil komme med den bemærkning, at de faktiske forhold burde have været fremlagt for længe siden, så klart som tilfældet er i dag, så det kunne have været drøftet på et tidligere tidspunkt i Landsstyret. Løsningsforslaget er vi nødt til at acceptere uanset om vi kan lide det eller ej. I marts måned blev følgende uddelt til landstingsmedlemmer: Redegørelse om lærersituationen i folkeskolen. Her beskrives klart og tydeligt de problemer, som vil opstå ved skoleårets begyndelse til efteråret.

 

Vi kan diskutere i en uendelighed, men en ting kan vi blive enige om, og det er, hvordan vi kan fordele de lærere, som ikke engang er nok til de mange klasser. Der er ikke andet for end at lave en prioritering. Redegørelsens kapitel 5A og B må vi henvise til Landstinget, og det er: Tiltag, der kan iværksættes fra KIIP’s side og tiltag, der kan iværksættes i samarbej­de med kommunerne. Lad os fra Atassut driste os til at bemærke følgende i håb om, at udvalgets medlemmer vil skele til dem: At kommende 11. og 12. klasseelever først kan få undervisning i de såkaldte hovedfag, når de er bosiddende i byerne, hvor der er lærere, der kan undervise i disse fag, mens der i skoler, hvor disse lærere ikke findes, bliver udskilt fra skolenormen i 2 år eller endnu flere år uden tilfredsstillende undervisning og uden eksamen. Vi kan sætte vor lid til de danske efterskoler, men en ting er klar, at disse skoler formentlig er fuldt optaget allerede. Det er det fortvivlende på en ellers god ide.

 

For det første: De grønlandske elever der går i de danske efterskoler kan ikke få en afsluttende eksamen i faget grønlandsk, og netop på baggrund af dette kan de ikke blive optaget i et uddannelsesforløb, da de ikke har det nødvendige adgangsbevis.

For det andet: De grønlandske elever kan ikke komme på tale i et uddannelsesforløb med uddannelsesstøtte, idet den nuværend ellers gode ordning ikke længere kan ligge til grund, idet der står, at en uddannelsesstøtte kun kan gives, såfremt en uddannelsessøgende havde fhaft fast bopæl i 5 efterfølgende år i Grønland.

 

Det er Atassuts bemærkninger til de opståede problemer i folkeskolen i håb om, at udvalget vil gøre brug af vore bemærkninger vedrørende vore bemærkninger vedrørende vores sprog.

 

Nu går vi over til landsstyremedlemmets oplæg, som handler om løsningsmodeller for at afhjælpe lærersituationen. Siden hjemmestyrets indførelse har vi modtaget opgaverne i den rækkefølge, de kommer på tale som vores anvarsområder. I Attassut mener vi, at det samme gælder for lærerområdet. I Attasuts politiske program står der tydeligt: Uddannelse og atter uddannelse i Grønland. Vores ønske om vore unges uddannelse og forholdene omkring deres lærere skal ikke styres af organisationer udefra, som det er tilfældet i dag. I dag mangler vi 300 lærere, og det er sagens kerne. Hvis landsstyremedlemmets oplæg om at skaffe fremtidige lærere går i funktion til efteråret, skal vi kunne skaffe 180 lærere til fordeling på kysten, og de restrende 120 lærerstillinger vil kunne bemandes med timelærere ud fra Landsstyrets forslag. Det af landsstyremedlemmets fremlagte løsningsforslag om den fremtidige lærersituation støtter vi fuldt ud fra Atassut. Man kan have forskellige syns­punkter om forslaget, det er ikke nedladende bemærkninger, men ment som støtte til at forholdene får en positiv retning.

 

Det er rigtigt, at vi fortsætter den nuværende linie omkring lærersituationen. Så vi vil fortsat have lærermangel i fremtiden. Det er fornuftigt og meget forståeligt, at hvad udadtil tabes skal indad vindes. I forbindelse med overskriften Skolens Åbning mod Samfundet vil vi i forbindelse med debatten om folkeskolen benytte lejligheden til at påpege, at i og med at vi har brug for lærere som fortsat fornyer sig, er det nødvendigt, at lærerne får efterud­dannelse i takt med at nye lærerbøger bliver til. Der er sat et spørgsmålstegn ved, at der er 175 lærere i speciealundervisningen.

 

Vi er ikke af natur ens i vor forstand. Hvis vi fjerner specialundervisningen og integrere børnene i de almindelige klasser, kan man ikke komme udenom, at der skal være to lærere i een klasse, især hvis der er 24 børn i en klasse. Decentral læreruddannelse efter klippekort­princippet vurderer vi i Attassut som en fornuftig løsning. Hvis de såkaldte timelærere er interesseret, vil de ved videreuddannelse avancere på samme måde som lærerne, og det er for dem selv og for lærerne en fortrøstningsfuld løsning. Ilinniarfissuaq som laboratorium - denne vision skræmmer sikkert tidligere seminarister en hel del, men vi skal tænke på, at vores gamle læreranstalt ikke skal gå i stå, men følge med den nye tid. Ikke destomindre ønsker vi fra Attassut at læreruddannelse foregår i fællesunderivsning, da det er nødvendigt at eleverne i samarbejde og venskab og giver gensidig inspiration.

 

Vi har allerede opnået en teknologisk og mediaorienteret undervisning. Da et computer­styret system blev indført i KNI i 1997 i Appilatoq ved Upernavik blev indbyggernes verden åbnet ud til verden, Men forsyning af PC’ere til alle elever ligger stadig langt ude i fremtiden, men da udviklingen er i udvikling og priserne i fremmarch og tingene bliver billigere må man sætte forberedelserne i gang, idet det er gavnligt med lidt kendskab til disse på forhånd hvad lærerne og eleverne angår og kursus.

Canadiske gæstelærere er en god tanke, som kan bane vej til, at en lille grønlandsk elev kan få et verdenssprog at lære. I forbindelse med tanken om ændring af skoleåret fra 1. september til 1. juni vil vi indstille, at man laver en høring hos lærerorganisationerne i god tid forinden. Vi vil i den forbindelse anmode organisationerne om at medvirke til løsning af denne for os alle trist situation så hurtigt som muligt. Fagligtpædagoisk team i hver kommune er et godt samarbejde, som Atassut vil støtte. Produktion af undervisningsma­terialer er også med. Lad det blive startet med det samme. Det er en evig mangel. Det skal ikke skjules, at danske lærerbøger fra Grønlandsministeriets tid fra 1960'erne, som man til stadighed havde lovet blev fornyet, er endnu ikke sket. Lærerne venter stadig den dag i dag. Det er fristende at komme med bemærkninger til andre overskrifter i oplægget, men vi vil i Atassut nøjes med en henstilling, som en afsluttende bemærkning.

 

Inden den nye læreruddannelse starter er det ønskeligt at der sættes en undersøgelse i gang med at afdække hvilke konsekvenser boligsikringen vil få med en løn på 12.000 kr. om måneden. Igen vil vi fra Atassut afslutningsvis bemærke, at om landsstyremedlemmets oplæg om løsning af lærermanglen bliver til en realitet, er det for første gang muligt at komme med løsning.

 

Vi har kigget på lærerlønningerne og har sammenlignet dem med andre lønninger. Det synes, at grundlønnen er sat for lavt. Det er en af grundene til, at så mange lærere finder andre jobs, som giver større løn. Vi skal til slut efter at have kigget på tidshorisonterne fra Atassut opfordre til, at man planlægger folkeskolen uden at trække den i langdrag.

 

Landsstyret skal huske, at det er vigtigt, at man har den nødvendige finansiering til folkeskolen til brug for opgavernes løsning. Til slut skal vi opfordre Landstinget til at tilslutte sig Landsstyrets løsningsmodel på folkeskolen. Atassut tager redegørelsen om lærersituationen i folkeskolen og Atassut er enig i fremlæggelsen i redegørelsen og at man har haft samarbejde med Kanukoka, og vi siger tak for et godt arbejde.

 

Josef Motzfeldt, Inuit Attaqatigiit

 

På baggrund af redegørelsen fra landsstyremedlemmet for Undervisning viser de statistiske oplysninger pr. 1. maj, at man vil mangle over 300 lærere fra næste skoleår, som starter om 3 måneder. Derved kan det ses, at lærerforholdene, som i flere år har været gældende for mange bygder og de fleste yderdistrikter, nu også vil være gældende for de større byer efter sommerferien, og det kan man bl.a. læse i redegørelsen for lærer situationen i folkeskolen. I redegørelsen melder Landsstyret bl.a., at forholdene har eksisteret i de seneste flere år. Hvilken travlhed, der er opstået nu, da de kritiske forhold, som befolkningen i bygderne og yderdistrikterne i de seneste mange år har anstengt sig for at få løst, skal til at være gældende i de store byer. At forholdene har eksisteret i de seneste mange år begrunder Landsstyret med, at antallet af faglærte lærere ikke har været tilstrækkeligt, at mange folkeskolelærere er ansat i andre stillinger, og at det har været umuligt at få et tilstrækkeligt antal lærere fra Danmark.

 

Hvis man ser på de 3 årsager til forholdenes eksistens fra Landsstyrets side, så er det helt klart at det centrale i problematikken, som skal løses, er at lærernes arbejdsvilkår inkl. deres lønninger ikkelængere er attraktive nok i forhold til mange andre stillinger. Under denne tingenes orden bør man derfor være påpasselig med at nære alt for store forventnin­ger til, at man måske kan hente hjælp fra andre faglærte f.eks. Håndværkere, syersker, idrætstrænere i forbindelse med undervisnignen i folkeskolen, ligesom vi synes, at forventningen om at 180 studerende vil søge ind på læreruddannelsen fra dag til dag ved at man ændrer på uddannelsens opbygning må udtrykkes som ren fantasi.

 

Såfremt Landsstyrets redegørelse skal munde ud i gode resultater, således at endnu flere ønsker at komme på læreruddannelsen, og hvis alle uddannede folkeskolelærere vil ønske at arbejde som folkeskolelærere, samt hvis et tilstrækkeligt antal lærere udefra vil ønske at arbejde i Grønland under den midlertidige behovsperiode, så bør vilkårene for lærerne bringes i orden.

 

Uden at føle at være overbevist fra disse meget kritiske forhold og anråbelsen til himmelen for fuld udblæsning, klom landsstyremedlemmet under sin forelæggelse imidlertid ind på, at Landsstyret er ved at igangsætte et forskningsprojekt for at undersøge lærernes arbejds­vilkår. Hvad er det, der skal forskes i? På længere sigt er det en tilbundsgående undersøgel­se og ikke et forskningsprojekt godt nok, men det er ærgeligt, at det ikke har været kørt før forholdene er blevet så kritiske.

 

Man skulle ellers tro, den nuværende krise, de mange møder i løbet af de sidste 3 år om vilkårene i folkeskolen som direktoratet for undervisning altid har været indblandet i, hvis det ikke selv har stået for arrangementet af disse lige så tiltrækkeligt med fakta, således at man ikke behøver først at vente påudfaldet af et forskningsprojket, Kanukokas møder, bormestermøder, skoleledermøder, de indledende møder for de nye skolebestyrelser og fordringsmøderne i de kommunale kultur- og undervisningsudvalg.

 

Er det ikke tilstrækkeligt med de forelæggelser fra disse møder over hvilke problekmer vi har med at gøre, er det ikke tilstrækkelig med de forelæggelser om medlemmernes vilkår fra lærernes organisationer eller ...forhandlingerne, da man må forvente, at Landsstyret er vidende om de mange oplysninger, der måtte være fremkommet under de førnævnte møder, så opfordrer Inuit Attaqatigiit til, at Landsstyret i samarbejde lærernes organisationer og Kanukoka prioriterer en hurtig sikring af en løsning på problematikken ved at sammenhol­de oplysningernre og søge at nå til enighed.

 

NAK har ikke opnået forlig i overensforhandlingerne siden 1995. Da de mange medlem­mer til organisationen bag det nuværende NAK ikke vil kunne opnå resultater i den anden lønforhandlingsperiode ved urafstemningen, besluttede organisationen at ekskludere GLF som holdt fast ved sin udmelding om ikke at komme med en godkendelse. Således blev GLF’s interesser ikke længere varetaget særskilt. Men hvis denne bliver godkendt som forhandlingsberettiget kan man forestille sig, at de i fremtiden vil opnå et forlig, som er anderledes end IK’s nuværende overenskomst.

 

Hvis det bliver tilfældet, kan man risikere, at ansatte i folkeskolen får en uens aflønning, alt efter hvor de er medlemmer henne. Så går man bort fra princippet lige løn for lige arbejde. Da dette ikke er ønskeligt, og selvom vi ved at man skal passe meget på ikke at komme med et politisk indgreb i fagbevægelsen, så vil vi fra Inuit Attaqatigiit venligst opfordre de 2 lærerorganisationer dog på alvorlig vis, at søge at fusionere.

 

Hvis det kan opnås, og da Landsstyret har meldt ud, at de vil ophæve hovedaftalen med NAK og med henvisning til, at man politisk har en hensigtserklæring om at erstatte tjenestemandsansættelserne med overenskomstansættelser, så må man forvente, at der kan indgås en ny overenskomst med den fusionerede lærerorganisation uden at man først venter på år 2000. Det vil sige, næste forhandlingsrunde

 

Som tidligere sagt kan man kun komme med en løsning, der vil være gældende langt ud i fremtiden for folkeskolernes vilkår, hvis man går ud fra de nuværende forhold. Men vi vil påpege, at Landsstyrets forsøg på at kontakte alle organisationer har kørt på en alt for uorganiseret og famlende måde i en tid, hvor det er yderst kritisk med denne sag. Først Landsstyrets forsøg på indbringelse af DLF i Arbejdsretten. Det er helt hen i vejret, at landets regering, som har et lovkontor og et Personaledirektorat kunne handle på den måde for blot at få en melding om, at lovgrundlaget for den pågældende ret ikke er gældende på Grønland.

 

De meget akavede handlinger som stiller et stort spørgsmålstegn ved ledelsen af Grønland og troværdigheden af koalitionslandsstyret, som påberåder sig et ordentligt styre kan overhovedet ikke tolereres. Danmarks Lærerforenings og andre organisationers forhandlin­ger med det offenlige i Grønland har jo været kørt af lokale organisationer i snart 10 år. Derfor er Landsstyrets divergerende udmeldinger til Danmarks Lærerforening en anden akavet handling, som ikke kan tolereres ligesom førnævnte handling.

 

I takt med at de siger, at GLF får forhandlingsret og samtidig med at GLF og IK har en dialog igang om at fusionere, kom Landsstyret i forrige uge med en udmelding, der går ud på, at forhandlingsretten kan overgå DLF. Resultatet på dette er en reaktion fra NAK den 30. april, som går ud på, at Landsstyrets udmelding kan medføre endnu sværere konsekven­ser for samfundet, hvilket må siges at være rigtigt. Landsstyret må og bør udnytte deres mulighed for at indgå dialog med GLF. Ligeledes må GLF som en underafdeling af Danmarks Lærerforening kunne viderebringe Landsstyrets udmeldinger efter behov. Eksempelvis omkring Landstingets planer om at ansætte på overensvilkår.

 

De hjemmehørende organisationer bør kunne sikre deres medlemmers vilkår på baggrund af vilkårene fra samfundet. Hvis det skal medføre et godt resultat for folkeskolen, så ser det ud som om, at man først kan gøre det ved at forbedre lærernes vilkår. Begrundelsen for at være tilbageholdende med at komme med en lignende ordning som om man er bange for at alle organisationer vil dukke op, bør man ikke stoppe, selvom det kan være rigtigt, mener vi i Inuit Attaqatigiit.

 

Det er tydeligt, at andre interessegrupper ikke har prøvet at udnytte den særskilte ordning på Sundhedsområdet ved den sidste forhandling. Man kan også forhindre det ved at have en politisk udmelding klar om retningerne af prioriteringen på et hvilket som helst tidspunkt, ligeosm vi mener, at Landstinget bør udnytte denne mulighed for at forbedre for at forbedre børnepædagogernes og lærernes vilkår.

 

Såfremt der opnås en politisk hensigtserklæring om forbedringer, så kunne landsstyret love lærerorganisationerne, at man kunne søge at realisere de evt. aftaler i landstinget ved de næste forhandlingsrunder, det vil sige at vi må finde de midler der skal til det, og fra Inuit Ataqatigiit´s side vil vi også deltage i dette arbejde.

 

Da man ikke kan se forskelligt på lønninger og arbejdsvilkår så er det vigtigt at vide, hvor mange folkeskolelærere er ansat i andre i stillinger og hvorfor, de har valgt at gøre det.

 

Man må vurdere myndighedsfordelingen i skolernes drift. Hvilke opgaver er til de centrale myndigheder, de kommunale undervisningsudvalg, skolebestyrelserne, lærerrådet og hvorfor har de disse opgaver? Er det fordi samfundet ønsker det som passende? Eller er det i højere grad fordi  man i forvejen kører på den måde i Danmark?

 

Har man tilpasset skolelederne kundskabsmæssigt til vore dages krav? Er man begyndt at prioritere skoleledernes ledelse af administrationen højere i forhold til deres pædagogiske ansvar?

De ansattes og kundernes følelse af tilknytning til enhver arbejdsplads afhænger i høj grad af ledelsen og den daglige professionelle drift. Har man virkelig en driftsform, som gør skolelederne i stand til at følge med i de omskiftelige forhold?

 

Alle disse spørgsmål indstiller Inuit Ataqatigiit bliver vurderet i udvalget.

 

Ligesom det er vigtigt at vurdere skolerne mht. det ledelsesmæssige forhold, er det lige så vigtigt at det grønlandske skolevæsen er baseret på det stedlige folks værdinormer.

 

Da undervisningen af skolebørn koster meget tid for børnene, bør man betragte det som en vigtig forberedelse på voksenlivet. Et liv med en bevidsthed om at være en medansvarlig borger i verdenssamfundet bør være baseret på de nationale værdier.

 

Det er vigtigt, at folkeskolen helt sikkert er en selvstændig enhed, og ikke en som er en kopi driftsmæssigt og indholdsmæssigt af folkeskoler i andre lande. Man må regne med, at en efterligning af en undervisning i andre lande altid vil bære ringere frugter end den, man prøver at efterligne. Det er helt sikkert, at ethvert arbejde, som ikke er baseret på nationale værdier, altid vil medføre tvivl.

 

Ligesom Hjemmestyreadministrationen skal vurderes og ændres, så den får en selvstændig, grønlandsk driftsform, bør landsstyret derfor arbejde for, at folkeskolen driftsmæssigt og indholdsmæssigt bliver baseret på forholdene i dette land. Det vil være en sikring på fremtiden, selv om det ikke medfører en løsning på de øjeblikkelige kritiske forhold.

 

Disse skal gerne resultere i en folkeskole, som skolebørnene føler tilknyttet til som arbejdsplads og som en attraktiv arbejdsplads for lærerne.

 

Hvis der ikke rettes op på de førnævnte forhold, så kan folkeskolen ikke blive i stand til at konkurrere med andre arbejdspladser.

 

Landsstyrets redegørelse til herværende punkt. Redegørelsen er efter vores opfattelse bærer mere karakter af landsstyrets handlingsplan.

 

Kendsgerningen med en mangel på over 300 lærere vil have som en af sine konsekvenser manglende opfyldelse af det lovbundne krav om såvel timetal og kvalitet af undervisnin­gen.

 

Følgende kommentarer skal vi knytte til landsstyrets forslag om den optimale udnyttelse af den resterende lærerkorps.

 

Inuit Ataqatigiit kan ikke gå med til forslaget om inddragelse af al decentral kursusvirk­somhed for lærerne. Hvis denne idé om at inddrage al fjernkursusadgang realiseres, er der intet tilbage af initiativer for lærernes løbende dygtiggørelse. Derfor opfordrer Inuit Ataqatigiit, at fjernkursernes fortsat skal være gældende.

 

Inuit Ataqatigiit kan ligeledes ikke gå med til landsstyrets forslag om at sløjfe samtlige aktiviteter for børnene udenfor skolen. Resultatet heraf vil jo være, at børnene holdes indenfor skolens lokaler året rundt. Børnene skal fortsat have adgang til at gå ud forske i verden uden for skolen. Herefter går børnene tilbage til deres skole og bearbejde og analysere deres undersøgelsesresultater.

 

Endvidere indeholder landsstyrets omtalte forslag også inddragelse af børnenes studierejser til andre steder på kysten. Børnenes adgang til at rejse til andre byer og mange større børns studierejser til Nuuk eksempelvis, hvor de besøger uddannelsesinstitutioner og arbejds­pladser, som gerne danner børnenes forestilling om uddannelsesretning efter folkeskolen. Til den slags rejser samler børnene penge ind op til flere år. Deres engagement og forvent­ning til netop den rejse, de samler penge ind til, er med til at højne deres engagement og motivation i deres skolegang, som regel med bedre kundskabstilegnelse til følge.

 

Landsstyret må strenge sig an for at gennemføre en ligelig og retfærdig fordeling af lærestaben til hele kysten. For selvom det er en kendsgerning, at landsstyret ikke har haft en eneste acceptabel resultat i deres håndtering af det aktuelle problem, er det dog ikke for sent endnu, at det i det mindste kan have en rimelig løsning på fordeling af lærerne.

 

Det er jo uomtvisteligt, at man i visse kommuner kommer til at mangle op til over halvde­len af de nødvendige normerede stillinger. Her er landsstyrets mulighed for at dokumentere deres egnethed for fortsat at bestride sine landsstyreposter.

 

I redegørelsen nævner landsstyret ikke, hvor lang tid deres løsningsforslag på problemet skal have gyldighed.

 

Inuit Ataqatigiit skal derfor henstille, at de midlertidige initiativer for at gennemleve situationen kun bliver betragtet for skoleåret 1998-99.

 

Det er vigtigt, allerede i dag at meddele omverdenen om at forholdene atter tænkes normaliseret fra starten af skoleåret 1999-2000. Hvis nødplanen eventuelt får lov til at fortsætte i flere skoleår, er Inuit Ataqatigiit alvorlig bange for, at rekrutteringen af lærere til vores folkeskole kommer til at lide mange år fremover.

 

Og nu skal vi kommentere den anden redegørelse, med overskriften: ”Med børn skal land bygges”.

 

Den anden redegørelse blev uddelt til landstingets medlemmer i lørdags, altså for to dage siden.

 

Redegørelsen, eller hvad man skal kalde den, har fire mænd udarbejdet i løbet af en uges tid. Hvis denne redegørelses anbefalinger eller dele af disse gennemføres betyder de ikke nærmere dokumenterede, dog høje, omkostninger, den vil berøre gældende og vedtagne bestemmelser om ansvarsfordeling af arbejds- og ansvarsområder. Gennemførelsen af anbefalingerne vil endvidere have ikke ubetydelig indflydelse på den resterende lærerstabs arbejdsområder og vilkår.

 

Det er derfor vanskeligt, at tage umiddelbart stilling til redegørelsen som sådan på stående fod.

Men det er Inuit Ataqatigiits opfattelse, at den nuværende situation på folkeskolen kræver en todelt indsats.

 

Den første må og skal fokusere på minimering af situationens skadevirkninger.

 

Den anden indsats må sigte på løsninger på længere sigt.

 

Den her omhandlede redegørelse har blandet alle tingene sammen. Førend skolebestyrelser­ne har startet deres funktion, forestiller rapporten, at disses funktion minimeres til næsten ingenting. Man forestiller sig, at læreruddannelsen blot med fingerknips ændres total og aldeles, og at denne ændring skal have gyldighed i al fremtid. I stedet forestiller redegørel­sen sig, at kunne mønstre ikke færre end over 400 nye lærerstuderende om 3 måneder, ved starten af det næste skoleår.

 

For i redegørelsens side 14 står at læse følgende, og jeg citerer::

 

”De lærerstuderende skal i fremtiden gennemføre deres studier på skolerne på kysten. Gennem en vekselvirkning mellem teori og praksis opnår vi en række væsentlige pædago­giske og faglige gevinster. Samtidig opfylder vi skolernes samlede behov for fuld lærer­dækning allerede i indeværende skoleår.” citat slut..

 

Da det er en kendsgerning, at der kommer til at mangle over 300 lærere, og da det må forudsættes, at de lærerstuderende skal have nedsat timetal, netop for at kunne passe deres studium, ligesom det må forudsættes, at den resterende uddannede lærerstab skal bruge en del timer til vejledning af de lærerstuderende, sætter Inuit Ataqatigiit stort spørgsmålstegn ved, det realistiske i forestillingen om, at der om 3 måneder er egnede og interesserede nye lærerstuderende i et så stort antal som ikke færre end 400?

 

OK hvis denne antagelse kommer til at holde stik, er det så sandt som amen i kirken, at Grønland kommer i Guiness´rekordbog.

 

I de mere langsigtede bestræbelser for at rette op på situationen på folkeskolen, undervis­ningen, læreruddannelsen og lærernes arbejdsvilkår, ønsker Inuit Ataqatigiit kultur- og undervisningsudvalgets vurdering af forholdene i Island.

 

Men da redegørelsens fremsatte ideer ikke er uinteressante, ønsker vi disse nøje vurderet i kultur- og undervisningsudvalget. Vurdering skal naturligvis også medtage de enkelte forslags økonomiske konsekvenser. Således er vi enige med landsstyrets indstilling om, at behandlingen af punktet bliver genoptaget senere under denne samling.

 

Hvis vi opdager, at der er fejl i hvad vi skriver med blyant eller hvis ikke vi er tilfredse med  en blyantstegning, kan resultatet altid viskes ud og handlingen så kan omgøres.

 

Men børnenes skolegang kan som helhed ikke gøres om. Fejltagelser begået i børnenes mest følsomme periode kan aldrig tages om. Derfor fordrer den aktuelle alvorlige problem på folkeskolen ingen panikhandlinger og det fortsatte arbejde hermed behøver alle involverede parters aktive deltagelse.

 

Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiiat/Centerpartiet:

 

Jeg har med interesse studeret redegørelse for lærersituationen i folkeskolen. Det er for mig nedslående at erfare, at der i skoleåret 1998/1999 er normeret 1007 stillinger. Da der i dag er 810 ansatte, vil der så være en manko på 197 lærestillinger.

 

Det bliver ikke bedre af, at blokaden er støttet af andre danske og nordiske beslægtede faglige organisationer, der har iværksat sympatiblokader.

 

Jeg mener at lige meget, hvad der gives som undskyldning, synes jeg, at det er ganske uacceptabelt, at det efter de nuværende forhold vil være umuligt at leve op til folkeskole­forordningens minimumskrav med hensyn til såvel omfanget som kvaliteten af den undervisning, der skal tilbydes børnene i folkeskolen.

 

Ganske uacceptabelt, fordi vi gang på gang under drøftelser på forskellige områder vedr. uddannelse har givet udtryk for eller forudsat, at vore unge frit skal kunne konkurrere med  unge i andre nationer, og dermed kunne uddanne sig på lige fod med dem.

 

Jeg er bange for, at dette vil sætte en kædereaktion i gang på flere områder og ikke i lutter positiv retning. Den i redegørelsen nævnte konsekvens vil ikke være den eneste dårligdom, nemlig, at

 

-det vil bevirke svækkelse af den grønlandske folkeskoles renommé.

 

-det vil medføre, at en del potentielle ansøgere fra Danmark, der har skolesøgende børn, vil afholde sig fra at tage beskæftigelse i Grønland, netop fordi der ikke vil kunne tilbydes børnene en forsvarlig skolegang her.

 

Specielt det sidstnævnte vil sætte en kædereaktion i gang på mange samfundsvigtige områder.

 

Der oplystes godt nok, at tidligere bestræbelser på at hverve lærere fra bl. a. Færøerne skal fortsættes, men erfaringsmæssigt kendes det jo, at der så godt som ingen interesse var fra den retning.

 

Det er ganske uacceptabelt og må betragtes som en falliterklæring, at der i dag overhovedet tales om, at der i grundskolen må sikres undervisning i de obligatoriske fag, grønlandsk, dansk, regning/matematik, engelsk og fysik/kemi.

 

Det er ganske uacceptabelt, at det helt givet vil medføre, at børnene igen bliver tabere rent moralsk og disciplinært. Er der noget, der ikke må ske, så er det, taget de sparsomme præventive bestræbelser i betragtning. Sparsomme, fordi nogle kommuner end ikke har råd til større finansiering inden for fritidssektoren.

 

En ringe trøst er det at læse på side 10 i redegørelsen, at KIIP i sine udmeldinger til kommunerne vil anmode om at få tilbagemeldinger om, hvorledes kommunerne agter at prioritere, hvorefter KIIP vil foretage en samlet vurdering såvel lokalt som på landsplan, om der er behov for justeringer i de prioriteringer kommunerne agter at foretage.

 

Forslag om forskellige tiltag for begrænsninger, der er opremset i redegørelsen, må jeg foreløbig tage til orientering som nødvendige intentioner. Jeg må ligeledes tage del 2, baggrund og forløb i konflikten mellem Grønlands Landsstyre og Grønlands Lærerforening samt Danmarks Lærerforening, til orientering. Jeg tager her ikke stilling til, hvis skyld det er, at der blev iværksat blokade fra Danmarks Lærerforenings side.

Alligevel kan jeg dog ikke undlade at komme med en enkelt betragtning. Vi er en del af det danske rige, men ønsker at være en klart mere selvstændig del end tidligere. På nogle områder er vi dog afhængige af andre dele af det danske rige, fordi vi endnu ikke er selvforsynende. Det drejer sig om økonomien, og det drejer sig om arbejdskraft med forskellige uddannelser. De tidligere Landsstyrer og det nuværende har med tingets opbakning sendt nogle klare signaler ud i omverdenen:

 

Vi forhandler med grønlandske organisationer, da det er dem, der forstår sig på grønlands­ke forhold.

 

Når man nu er villig til at forhandle med en dansk organisation på trods af, at der findes hele 2 grønlandske organisationer, vil det igangsætte en kædereaktion, som vi vil se her til foråret. Den ansvarlighed, som de grønlandske organisationer har vist med løntilbagehol­denhed, vil være væk. Vi vil blive mødt med krav om lønstigninger på mellem 25- og 50%. Når vi så ikke vil honorere disse, vil de grønlandske organisationer blot nedlægge sig selv, og de danske organisationer vil blokere stillingerne i Grønland, indtil vi bukker under og accepterer deres krav.

 

Vi står i en uholdbar situation, men det nytter ikke noget blot at tænke frem til 1. august; vi bliver nødt til at holde fast og tænke langsigtet.

 

Det er fristende at berøre mange andre ting, men jeg må nøjes med at kommentere den del af forelæggelsesnotatet, der handler om et forslag, der er meget interessant.

 

Et forslag, der handler om lærerstuderende som undervisere i et særligt tilrettelagt studium, der baseres på vekselvirkning mellem teori og praksis. Ikke fordi det i praksis vil være den bedste løsning, men den er støtteværdig, fordi vi nok ikke i øjeblikket har en bedre løsning.

 

Landsstyret foreslår, at Landstingets behandling af redegørelse om lærersituationen afbrydes med henblik på, at flere instanser høres. I øvrigt udsætter vi nok på den måde endnu engang at snakke om ubehagelige ting og sager og ansvaret inden for skolevæsenet i Grønland.

 

Jeg tilslutter mig fuldt ud forslagene:

 

1.   Afholdelse af en konference om folkeskolen.

 

2.   Iværksættelse af et forskningsprojekt, der skal belyse lærernes arbejdsvilkår,

 

jeg takker udvalget for forslagene, mere af samme slags - snart. Forslagene er velkomne, bedre sent end aldrig.

 

Med disse ord godkender jeg redegørelsen og tager den til efterretning.

 

Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit/Kandidatforbundet:

I disse år og ikke mindst i den seneste tid, har der med god grund været en større debat om den store folkeskolelærermangel i pressen. Og nu forelægger landsstyret ”redegørelse om lærersituationen i folkeskolen”

 

Jeg har på vegne af Kandidatforbundet gennemgået redegørelsen med interesse og vil komme med følgende bemærkninger:

 

Landstinget har fastsat en forordning vedrørende folkeskolen. Og såfremt forordningens bestemmelser skal opfyldes, er det nødvendigt at arbejde hurtigt for at kunne få løst vanskelighederne i folkeskolen. Hvorfor skal vi da have en folkeskoleforordning, når vi ikke kan opfylde kravene i denne?

 

Der er ingen tvivl om, at de fleste mennesker kender årsagerne til lærermangelen, og et af de vigtigste årsager til læremangelen er lærernes aflønningsforhold, og derfor er det ikke så mærkeligt, at mange lærere efter færdiguddannelsen på seminariet dels foretrækker at søge andre jobs end lærergerningen.

 

Efter oplysninger jeg har fået fra en lærer, ligger en del af grunden til vanskelighederne i, at der er så store lærerlønforskelle indenfor rigsfællesskabet.

 

En nyuddannet lærer her i landet har følgende grundløn pr. md.:  ca.  12.830,00 kr.

- heri er ikke medregnet overtid, evt. tillæg o.lign.

En nyuddannet lærer i Danmark har følgende grundløn pr.md.:    ca.  17.300,00 kr.

- heri er ikke medregnet overtid, evt. tillæg o.lign.

 

Skattebyrden i Danmark er almindeligvis større end skattebyrden her i landet, men vi ved, at leveomkostningerne her i landet, rejser m.v. er meget højere i forhold til disse i Dan­mark.

 

Såfremt vi skal komme udover lærermangelen og såfremt vi skal skabe verdens bedste folkeskole her i landet og såfremt vi på den måde skal sikre en stabil og god undervisning af vore børn, bør lærerlønningerne a=jourføres.

 

Til en sådan opgave, hvor forholdene er så dårlige for samfundet, bør vi have de nødvendi­ge økonomiske midler såfremt der ikke skal ske en katastrofelignende situation for samfundet. Vi plejer jo at sige, at ”børnene er vores fremtid”. Vi kan ikke fortsætte med at lyve for vores børn, og derfor sagde jeg mandag den 27. april under 1. behandlingen af  tillægsbevillingslovforslaget, at vi må tage ganske særlige økonomiske tiltag for at kunne komme ud over  mangelen på lærere og læger.

 

I forbindelse med lærermangelen og alt det der skal bringes i orden i den forbindelse, er lønspørgsmålet selvfølgelig et af problemerne, og samtidig ved vi, at kateketer i mange bygder og byer har et stort lønefterslæb. Denne gruppe kan udmærket være med i børnenes religionsundervisning og på den måde lette en del af byrden, og jeg vil derfor fra Kandidat­forbundet opfordre til, at mulighederne der bliver undersøgt.

 

Store problemer i samfundet, og hvis løsning er af stor betydning for samfundets videre gang, men som foreninger og organisationer ikke længere magter at løse, er et ansvar for os politikere - og vi må løse disse.

 

Sådant et ansvar kan ikke bare kastes ud til foreninger og organisationer.

 

Såfremt vi ikke søger at komme med en politisk løsning på problemet, vil man udefra begynde at se skævt til folkeskolen her i landet, og dem der vil se skævt til forholdene er netop dem vi har stor mangel på og endnu ikke selv kan skaffe i fuld omfang, for eksempel læger, tandlæger, sygeplejersker, jordemødre m.v. Såfremt forholdene fortsætter sådan som det er nu, bliver det endnu vanskeligere fremover at få arbejdskraft her til landet.

 

Hvem fra et andet land vil ønske at komme og undervise i en folkeskole, der i forvejen har mangel på lærere, en folkeskole med store renoveringsproblemer m.v.

 

Vi kan i Kandidatforbundet ikke acceptere, at vore børn her i landet set under et har så ringe vilkår i folkeskolen. Vi kan jo fortsat ikke ofre børnene der er uden egen skyld i denne situation. Og det jo netop dem vi sætter stor lid til med hensyn til landets fremtid.

 

Derfor er det, såfremt vi skal fortsætte som et sundt og trygt samfund, helt nødvendigt at vore børn får deres opvækst med gode og trygge undervisnings- og uddannelsesmulighe­der.

 

Såfremt børnene skal have en god uddannelse er det helt nødvendigt med en god og tryg folkeskole som grundlag.

 

De tiltag, der vil søges iværksat efter redegørelsen om lærersituationen i folkeskolen, der har sit udgangspunkt i den store lærermangel, er jag fra Kandidatforbundet slet ikke enig i.

 

Såfremt disse tiltag iværksættes, er der ingen tvivl om, at folkeskolen bliver forringet og uden tvivl med en dårligere undervisning til følge, det må forventes, at børnene bliver endnu mere utrygge i skolen m.m.

 

Endvidere bliver børnene igen ofrene i vidt omfang. Muligheden for afskaffelse af lærernes årskurser vil medføre forringelse af undervisningsmetodernes kvalitet. Det kan ikke accepteres, at man lader børnenes lejrskoleophold, emneuger, skoleidrætsdage m.v. i baggrunden. De tanker stemmer ikke overens med vort ønske om at børnene får en god legemlig og psykisk sund undervisning og opvækst.

 

Forskellige tiltag som nedsættelse af lærernes timetal, sammenlægning af klasser, fællesun­dervisning af forskellige aldersgrupper, minimering af specialundervisningen, at fremmed­sprogundervisningen først skal starte fra 4. klasse, afskaffelse af valgfri fag  for 10. - 12. klasserne og mange andre ting kan jeg slet ikke acceptere fra Kandidatdforbundet.

 

Der er ingen tvivl om, at iværksættelse af alle disse tiltag vil medføre en forværret kvalitet i undervisningen.

 

Derfor vil jeg herved fra Kandidatforbundet med forståelse støtte forældrenes, lærernes og børnenes protester mod disse.

 

Derfor vil jeg, for at vi kan komme ud over de belastede forhold vi er kommet ud i, og for sikre at børnene ikke rammes endnu mere, fra Kandidatforbundet på det mest indtrængende opfordre det ærede Landsting, landets øverste politiske instans og ansvarlige, at vi tager ganske særlige tiltag til, at man for alvor søger at løse lønningsproblemerne for lærere, læger og andet sundhedspersonale som vi stadig har stor mangel på.

 

Børnene, vort lands fremtid, bør vi alle have økonomiske midler til.

 

I den forbindelse vil jeg også henstille, at man ved udskydelser i en del af det igangværende lufthavnsbyggeri, eller at man til en begyndelse nøjes med grusbelægninger,  kan spare i en del af anlægsudgifterne og anvender disse midler til forbedring af lønningerne til de omtalte persongrupper.

 

Vore børn og vor sundhed er vigtigere end landingsbaner, og de vil altid være vigtigere.

 

Man må være bange for, at såfremt man politisk ikke tager helt ekstraordinære tiltag, kan den store lærermangel for børnene og for landets fremtid få meget uheldige kostbare følger.

 

Jeg mener fra Kandidatforbundet, at undervisningen i folkeskolen må formodes at blive meget ringere på grund af den store lærermangel,  samt såfremt redegørelsens forslag om tiltag bliver godkendt og vi heller ikke tager særlige politiske tiltag. Hvem bliver offerne, ja børnene, der er uden egen skyld i skolevæsenets vanskeligheder. Jeg beder jer, lad dem ikke blive ramt for hårdt, de er uden egen skyld.

 

Vi skal fra Kandidatforbundet endvidere opfordre til, at man i anstrengelserne for at komme problemerne til livs nært inddrager børne- og ungdomsorganisationen Sorlak, skolebestyrelserne samt andre, der har med folkeskolen at gøre i arbejdet.

 

Til slut vil jeg fra Kandidatforbundet anføre, at jeg slet ikke er enig i, at kokke, tømrere og andre indenfor byggefagene søges inddraget som undervisere og at man omgås plan om at forkorte læreruddannelsen. Det er vigtigere, at børnene fremover får en bedre undervisning således at de kan få en god uddannelse.

 

Med disse korte bemærkninger skal jeg henstille til landstinget, at forinden man forinden 2. behandling af landstingstillægsbevillingsloverslag I, også tager lønningerne for lærere og sundhedsvæsenets personale op til vurdering.

 

Man skal huske på, at det største ansvar ligger hos Landstinget.

 

Så er det Landsstyremedlemmet for uddannelse som kommer med en besvarelse.

Konrad Steenholdt, Atassut.

 

Tak. Indledningsvis vil jeg takke for at redegørelse for lærersituationen i Folkeskolen i Grønland dateret den 6. april og som er omdelt til Landstingets medlemmer bliver positivt modtaget og at der kommer nogle klare meldinger derom.

 

Vi har forsøgt, at udforme det ud fra de faktiske forhold for at afdække fakta og jeg forstår at samtlige partier har studeret det med interesse, og dernæst vil jeg gerne bemærke, at udformningen har det budskab til Jer, at 1/3 af de læreruddannede her i Grønland, såfremt vi mangler dem, hvad er det så vi skal gøre ?

 

Vi har såvidt muligt gået ud fra realiteterne og sagt skal vi fortsat blot acceptere at 1/3 af vores medarbejdere hentes udefra ? Netop på den baggrund har vi ud fra gældende lovgivning og efter samråd og med forståelse fra KANUKOKA gennemført disse undersø­gelser, selvom det hele tiden bliver sagt, at Landsstyremedlemmet for Uddannelse Konrad Steenholdt allerede har lagt sig fast på, at tingene skal gøres sådan og sådan.

 

Husk at kommunerne har meget stor indflydelse i forbindelse med folkeskolerne og kommunerne har stor kompetence på dette område, og derfor skal man fra kommune til kommune vurdere, hvilke løsninger man vil komme frem i forbindelse med det næste skoleår i respekt for kommunernes selvstyre, og redegørelsen er også udformet derefter.

 

Vi er nået forbi 1. maj, vi har det fakta, at vi dagsdato mangler 300 læreruddannede personale  man kan vel spørge, hvorfor vi går ud fra 300 lærere, hvorfor har man end ikke nævnt de timelærere man har benyttet sig af ind til nu ? Denne beregningsmodel er ret kompleks fordi nogle af timelærerne kun har op til 2 timer om ugen. Derfor såfremt vi skal gå ud fra fakta, så har vi ville sige følgende, at vi brug for så mange læreruddannet personale, og såfremt vi ikke kan skaffe dem, så må vi bruge timelærerne, og såfremt vi har mulighed for det, så benytter vi os af fagfolk som timelærere.

 

Ud fra bemærkninger kan jeg forstå, at alle støtter det vi ønsker, nemlig at man gerne vil stoppe debatten her, og lade det gå videre til Udvalget for Kultur og Uddannelse. Jeg takker for, at alle kom med klare meldingerne om, hvilke ting der skal vurderes før vi kan gå videre, og jeg mener, at udvalget vil have meget at se til i de kommende dage, for der blev jo fremdraget mange forskellige mener.

 

Jeg vil gerne sige tak til Siumuts ordfører, at man støtter samtlige overvejelser i redegørel­sen, og at man kommer med fornuftige argumenter, som man ikke kan komme uden om, og jeg mener at vi nu har grundlag for at arbejde videre i udvalget, og jeg vil gerne takke for, at der er støtte til, at redegørelsen bliver taget op i udvalget.

 

Jeg vil også gerne rette en tak til Atassuts ordførere, hvor han fortalte om forhandlingernes gang, og hvor langt vi er nået, og endvidere vil jeg gerne takke for den fulde støtte til redegørelsen om med børn skal land bygges, jeg mener at det giver et fingerpeg om hvilke ting der skal vurderes, hvorfor jeg skal være påpasselig med, udvalget har arbejde der skal vurderes, og vi må sige, at vi har arbejde med at holde de forskellige initiativer igang.

 

Den ting som Atassuts ordfører kom ind på, og som jeg også meget enige i er da den første gang udkom, så har jeg dannet mig et billede i om læreruddannelsen, som blev totalt smadret, men heldigvis var der flere ordførere der kom ind på, at vi må have mulighed for, at gå igennem sådanne initiativer for at kunne følge med i den udvikling der foregår i den verden vi lever i.

 

Og jeg vil også gerne takke for de forskellige henstillinger fra Atassut og jeg ved, at de også vil blive medtaget i udvalgets arbejde.

 

Jeg siger også tak til IA’s ordfører, Inuit Ataqatigiits formand, jeg er enig i, jeg er fuldstæn­dig enig i, at vi ikke skal gå i panikhandlinger, de afsluttende bemærkninger rammer mig meget hård og uden tvivl tilhørende, men jeg er ikke enig i dine afsluttende bemærkninger.

 

Derfor fordre den aktuelle alvorlige problem på folkeskolen ingen panikhandlinger, og det fortsatte arbejde hermed behøver alle involverede parters aktive deltagelse. Derfor bliver denne debat videreført til udvalget, således, at vi i løbet af denne forårssamling kan gå videre med dette arbejde.

 

Der blev fremdraget flere forskellige vurderinger vedr. lønforholdene, og jeg håber selvfølgelig også at udvalget selvfølgelig medtager disse i sit videre arbejde.

 

Jeg er glad for at der har været mange mødeaktiviteter i samarbejdet med KANUKOKA. Ja det er rigtigt, at det har været mange mødeaktiviteter, men det er netop omkring helt bestemt emneområder. Kommunalreformkommissionen har anbefalet, at man forøger kommunernes kompetence, og vi har arbejdet hårdt med disse ting, og det har været nødvendigt, at inddrage KANUKOKA og skoleledelsen.

Vi har indført skolebestyrelsesordningen, og der har været afholdt kurser for disse, og en ting jeg gerne vil pege på vedr. skoleområdet, og det er det store omfattende arbejde det er ændringen af fritidslovgivningen som Kommunalreformkommissionen også har været inde på, og netop det bliver den næste opgave, og møderækkerne vil så fortsætte ud fra disse ting, og jeg håber ikke at det bliver opfattet således, at man under møderne beskæftiger sig om forskellige emner end det der oprindeligt men vi holder os til de fakta der er kommet frem.

 

Jeg er også glad for, at samtlige ordførere også IA’s ordfører opfordre til at man såvidt muligt, at lærernes organisationer bør samarbejde om at løse de problemer der er, og det vil jeg gerne støtte.

 

Det er også glædeligt, at der blev fremdraget, at det medfører tvivl, hvis man ikke går ud fra egne forhold, det er for at mindske vores store afhængighed udefra, skal vi gå i gang med forskellige tiltag, også udfra de indstillinger som ordførerne er kommet med, og at sagen så bliver behandlet i udvalget.

 

Jeg vil også gerne knytte nogle kommentarer specielt kommentarerne fra Kandidatforbun­det. Det er rigtigt, så sagde jeg, at såfremt vi mangler 300 lærere, hvad skal vi så gøre ? De lærere der ellers har fået meldinger om, at de kan få årskurser, og det gør ondt, at meddele dem, at man må udsætte det. Der er nogle der siger, at tingene ikke kan accepteres, men så må man også give melding om hvilke alternativer der skal til.

 

Man vil ikke lukke af for de decentrale uddannelse, vi vil gerne fortsætte med det, men en del af overvejelserne, at vi kan gøre sådan og sådan i værste tilfælde, og de der skal til årskurser i Danmark, så er vi igang med at lave en planlægning om muligheden for, at de kan tage en videreuddannelse her i Grønland.

 

Jeg tager Bjarnes Kreutzmann, Akulliit Partiiats bemærkninger til efterretning, og der er mange rammende bemærkninger, men jeg er ikke i tvivl om, at det bliver medtaget i vurderingerne i udvalget.

Jeg har kort kommenteret Kandidatforbundet, ja det er meget nemt, at komme med kritik, men vores status er alvorlig idet vi mangler 300 lærere siger man at man slet ikke kan acceptere forslaget, så må man på den anden side spørge, hvad skal vi gøre for hvilke forslag har du til fremskaffelse af de manglende 300 lærere ?

 

Jeg bemærker, at du ikke kommer med kommentarer til det der blev fremlagt fra Lands­styret, kan den bruges, eller mener du også at den slet ikke kan bruges ? Det vi har omdelt i enighed med kommunerne, så har vi påpeget de muligheder der er, og som sagt har jeg villet fremføre disse oplysninger om fakta, og jeg kan mærke, at man har forståelse for det fremførte.

 

Med disse bemærkninger skal jeg takke de der har støtte, at debatten bliver stoppet her, og at sagen bliver viderebehandlet i udvalget, og jeg mener, at det giver forhåbning om, hvordan vi kan komme videre i det stadium, vi er nået i lige i øjeblikket. Tak.

 

Ruth Heilmann, Siumut.

 

Ja vil først udtrykke min glæde over, at Landsstyret hilser vores ordførerindlæg velkom­men, og samtlige partier har jo været inde på, at man har forståelse for, at der er et stort problem med lærermanglen i Folkeskolen.

 

Og vi vil også tage opgaven op alvorligt i Kultur- og Uddannelsesudvalget, hvilket alle støtte det er jeg også glad for, og jeg skal blot komme ind på, at vi i vores ordførertaler ikke er kommet ind på overenskomsterne, men forud for det, så har vi indsendt et brev til Udvalget, og der vil jeg blot give udtryk for, at man også tager dette brev med i udvalgsar­bejdet.

 

Det er et anstrengende stadie vi er kommet frem og det bliver igen understreget, det vil sige, at vi kommer til at mangle over 300 lærere i det næstkommende skoleår, og derfor er det meget anstrengende, og der har været forskellige breve stilet til Landstingsmedlemmer­ne, et af dem har været på vegne af skolelederne, og EK og GLF, hvor man opfordre, at EK og GLF finder hinanden, således at de kan arbejde sammen om overenskomsterne, således at man eventuelt kan opsige hovedaftalen, og det har ihvertfald været en af indstillingerne.

 

IA har især været inde på, at man bør rette op på lærernes arbejdsforhold, også lønforhold, og det er vi fra Siumuts side enige i, og vores enighed har vi jo allerede givet udtryk på i et brev hvor vi forud har sendt videre.

 

Der er nu gået 19 år siden vi fik Hjemmestyre, og i løbet af disse år har vi før givet udtryk for at vi bør løse op omkring lærermanglen, således at vi også før har givet udtryk for, at man bør være vågen overfor at løse problemerne omkring lærernes arbejdsforhold.

 

Og i februar måned har vi også indstillet, at der blev afsat flere midler til kurser for timelærerne, men det stadie vi nu er nået frem til er, at der hvor vi plejer at hente resten af de lærer vi mangler, de har nu lukket døren, og vi prøver nu, at komme videre fra proble­met, og peger nu på nogle løsningsforslag, hvor det også har været nævnt, at de lærerstu­derende måske tager et års pause og tager et år i folkeskolen.

 

Vi kan ikke komme uden om, at vi altid har en forbindelse med Danmark, og vi har jo også før drøftet vigtigheden af, at vi lærer dansk, og i forbindelse med lærermanglen er vi jo heller ikke kommet væk fra den politik, kan det mon ikke tænkes at det i udvalget, at f.eks. lærerstuderende i Danmark får mulighed for at arbejde et års tid i Grønland ? Og det vil jeg gerne have bliver taget med i Udvalgets behandling af sagen.

 

Når vi henter lærere i Danmark, så er det især den ældre generation der gerne vil udnytte resten af deres funktionsperiode, at få nye oplevelser, men det jeg tænker mest på nu, er at det især er de unge lærere, vi gerne vil have herop. Det er som om den yngre generation måske ikke har megen lyst til at komme herop ligenu, men det er det vi skal have vendt, således, at de får lyst til at komme herop.

 

Ens arbejde, ens løn, det er noget der er indført i 1992, det behøver vi ikke lave om på de næstkommende forhandlinger, men en forbedring af lønningerne og en forbedrelse af arbejdsforholdene, det bør man opnå, fordi folkeskolen er jo yderst vigtigt, og derfor er det også vores hjertesuk, at de dårlige forhold de har, hvor der f.eks. er en klassekvotient på over 20, det er anstrengende arbejdsforhold og jeg mener også at lærernes lønforhold er lige så vigtige at rette op på som lægernes lønforhold.

 

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand.

 

Jeg vil også gerne rette tak til partiernes ordførere. Jeg mener, at det er første gang, at der kommer så klare og bestandige meldinger, i forhold til det bliver fremsat fra Landsstyret vedr. lærersituationen i Grønland.

 

Man hilser velkommen ,at samfundet i samarbejde løfter opgaven. Der blev fremsat forslag om forbedring af læreruddannelsen, og partiordførerne med bl.a. Siumuts ordfører og Atassuts ordfører, Inuit Ataqatigiits ordfører, Akulliit Partiiats ordfører og Kandidatforbun­dets ordfører går indfor at man løser problemerne ved samarbejde i samfundet.

 

Jeg mener at vi må se dette som samfundets besøgelsestid. Både for os Landsstyret er det meget tilfredsstillende, at mærke den støtte som vi har fået fra partierne. Der er enighed om, at man vil gå igang med lærernes uddannelse med Illurnisuaks centrum, og at man går i gang med arbejdet.

 

Der blev ligeledes nævnt fra samtlige partier, at den nuværende læreruddannelse, som bl.a. Siumuts ordfører var inde på i 5 år bør fortsætte, bør fortsætte foreløbig i 5 år ud fra de forslag der er kommet i dag, og det kan så også diskuteres i udvalget, hvor længe denne ordning skal vare.

 

Og såfremt vi skal hente hjem fra både Canada og Danmark, så må vi også lære vores venner i Danmarks Lærerforening, at vi vil møde dem og fortælle dem på hvilke grundlag vi er gået i gang med læreruddannelsen og at vi agter at følge denne retning. Vi skal også fortælle Danmarks Lærerforening, at de instanser vi gerne vil samarbejde med både i Canada og Danmark, og hvor i verden det end er, at vi agter at samarbejde med dem ud fra de retningslinier vi hr fastsat, og vi er glade for, såfremt de gerne vil være med. Men at det også sker ud fra de forudsætninger vi selv har.

 

Der kom en meddelelse fra Danmarks Lærerforening for kort tid siden, hvor de bekræfter, at de gerne vil mødes med os, det vil vi så gøre, og det vil ikke vare længe inden da. Jeg regner med, at Landstingets budskab bliver videreført i dag. De vil først aflevere de aktuelle krav som de har når vi mødes, hidtil har de ikke nævnt, hvilket krav de har, Landsstyrets opblødning har ikke resulteret i hvilke krav der vil blive stilet, men det blev meddelte, at i det øjeblik vi mødes, så vil man ligge disse krav på bordet.

 

Jeg skal meddele, at man har såvidt muligt prøvet at fjerne de hager der kan være i en viderebehandling. Som sagt skal vi mødes når storkonflikten er overstået i Danmark.

 

Afslutningsvis skal jeg meddele, at den melding fra Landsstyret, at man gerne vil have den retning, der kan jeg forstå, at man her politisk siger, at når sådanne problemer, sådan som skolen har opstår, så må vi selv prøver, at løse dem i samarbejde. Andre må eventuelt ændre deres prioriteringer, således at samfundet kan løfte den opgave, nemlig at få løst folkeskole problemerne tilfredsstillende.

 

Forældrene, lærerne, forældrerepræsentanterne må alle være med når vi starter det nye skoleår, må vi gøre alt vores til, at det nye skoleår starter bedt muligt, og det er os selv vi må rette henvendelse til for at få startet skolen, således at den kan gå videre bedst muligt.

 

Med disse ord er kommet med en tilføjelse til det Landsstyremedlemmet for Uddannelse har fremført og er glad for at arbejdet kan gå videre nu.

 

Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit.

 

Først et par spørgsmål til et partier. Først til Siumuts ordfører som havde en indstilling der lyder, at de vigtigste forslag er principperne i redegørelsen realiseres i løbet af 5 år, og der tror jeg at det er den sidste redegørelse som hedder ”Med børn skal land bygges” man henviser til.

 

Når man stiller arbejdsopgaver overfor Landstinget, så vil det være meget vanskeligt, når man ikke kender den prioritering man har stillet, og når Siumut som Landsstyrekoalition , hvilket prioriteringsønsker har de mon som visioner.

 

Når man udarbejder undervisningsmaterialer så har Finansudvalget igennem de sidste 2-3 år, søgt at få resultaterne eller få de første udkast til de forskellige undervisningsmaterialer og det vil jo koste omkring 20 mio. kr. at få disse trykt. Det kan godt være, at det er et stort engangsbeløb, men det bør jo ikke være et uoverkommeligt beløb når det skal ses som en engangsudgift.

 

Men når Landsstyret har så flotte bemærkninger, at ”med børn skal land bygges”, så var de bl.a. inde på, at kvaliteten af vores børn er jo det vigtigste udgangspunkt i det videre arbejde i Hjemmestyrets videre udvikling, uden at man dog bevilger flere penge til det, og en af de ting Landsstyret var inde på var at man aldrig skal stille spørgsmålstegn ved, at vi i vores prioriteringer gerne vil være med i udviklingen af folkeskolen.

 

Men når man ser på f.eks. de seneste 3 år, så kan bevillingerne til materialeudviklingen slet ikke sammenlignes med det materiale som er udkommet, og jeg mener at vi også som folkevalgte, det må vi skrive bag ved øret.

 

Man var også inde på, at det nye skoleår, der var man inde på, at man først starter skoleåret pr. 1. september, og der siger de, at lærerne er dem der skal spørges først, men hvad med forældrene ? Kan man acceptere i Atassut, at man har en centralistisk politik, jeg mener at man bør være forsigtig med at man blot efteraber andre nationaliteter og at man så også fortløbende arbejde for, at gøre samfundet stærkt, i stedet for at springe fra den ene mening til den anden.

 

Jeg mener heller ikke at vi skal følge andre nationer eller nationaliteters synspunkter, jeg mener at det er det grønlandske samfunds. Det er de tanker som har rod i samfundet som bør være udgangspunktet, og efterfølgende kan vi komme ud til de forskellige organisatio­ner som kan være berørte.

 

Men om spørgsmålet og om økonomien bag ved nuværende dagsordenspunkt, så har man brugt ved foreløbige ansættelser brugt en masse penge og vikarer, så som indkvartering, hoteludgifter m.m., og såfremt midlerne blev brugt til at forbedre de i Grønland boende lønninger, det er også en mangel i hele vurderingen, og som medlem af Landsstyret, d.v.s. Grønlands Landsstyre, de bør have en åben politik og også være vidende om de ting man snakker om.

 

Denne sag har kørt utilfredsstillende overfor kommunerne, lærerne og andre relevante instanser og fra dag til dag har der været forskellige meldinger ud til disse instanser og det har ikke gjort forståelsen bedre, men i det hel taget, kontakten til de eventuelle nye ansøgninger, ikke bare til lærerne, de bør være dem der har de tætteste kontakt til disse nye grupper.

 

Hvad angår personalet til skolerne, det ligger hos Landsstyremedlemmet for Uddannelse, og økonomien ligger bag ved Landsstyremedlemmet for Økonomi, og der har også været nogle problemer med forståelsen af de meldinger der har været, selvom Landsstyret som ansvarlig for deres ressortområder burde samarbejde med deres embedsmænd for at gøre deres områder mere forståelige.

 

Men skal man have en åben politik, hvor Landsstyret før har meldt, at man ikke burde forhandle med GLF, hvad er det for et brev der her er tale om, såfremt man skal få afdækket alle disse ting. Og selv Lønningsrådet ville se indholdet af brevet, så blev det afslået, hvor man sagde at det var et intern arbejdspapir, men det mener jeg ikke bør være hindring for at køre det hele med åbne kort, og det er sådanne forhold man bør rette op, såfremt koalitionen skal arbejde åben.

 

Men vi mener også, at de forskellige ansvarsområder i de forskellige regioner f.eks. indenfor kommunerne de kender jo forholdene, og dem skal man arbejde åbent med, og der må vi også regne med, at man ikke bør forstærke den centrale styring.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.

 

Her i debatten bør barnet være det centrale. Barnet er jo Grønlands fremtid og barnet skal beskyttes, og derfor har jeg i mit ordførerindlæg en indstilling til Landsstyret, at det omfattende problem som man ikke kan løse i de nærmeste år, så er det nødvendigt, at ændre den prioritering vi har i samfundet.

 

Hvad er det der er vigtigt for samfundet, det er det man skal gå ud fra. Det er derfor jeg i mit ordførerindlæg kom ind på landingsbaneanlæggelser, det bør ikke være vigtigere i forhold til vores børns fremtid. Derfor indstillede jeg, at man eventuelt bruger en del af bevillingerne til dette område til at løses problemerne indenfor folkeskolen.

 

Før vi overhovedet kom ind på problemet omkring lærermangel, så har vi også problemer med vedligeholdelse af skolerne med et efterslæb på op til 1 mia. kr. Nu har vi så oven i et problem ved at vi mangler op til 300 lærere. Enhver kan se, at problemet er meget alvorligt, og det vil så berøre Grønlands fremtid på en meget alvorlig måde.

 

De initiativer der foreslås fra Landsstyret vil ramme først og fremmest børnene, for det andet er det lærerne det vil gå ud over. Derfor må vi sige, at det er børnene og lærerne der bliver ofre i denne sag.

 

Vi skal til at gå igang med problemløsningen helt fra bunden af, for vi ved jo at den uoverensstemmelse i organisationerne har nået det stadie som det har i dag, derfor er det yderst vigtigt at man fra Landsstyret griber ind, og det er ved bevillingerne. Vi ved at det er økonomien der styret os, har vi ingen økonomi kan vi ikke opnå de bedste løsninger i problemerne.

 

Eksempelvis kom jeg i mit indlæg ind på, at en nyuddannet lærer i Danmark har ca.17.300 kr. i grundløn pr. måned, og i Grønland er det så omkring 12.300 kr. i grundløn er det ligeløn for lige arbejde, vi må også skele til Rigsfællesskabet. Selvfølgelig har jeg også været inde på, at forholdene er forskellige, men derfor må vi alligevel skel til, at leveom­kostningerne i Grønland, at man slet ikke kan sammenligne leveomkostningerne mellem Danmark og Grønland.

 

De tiltænkte tiltag er jeg den eneste der ikke kan gå ind for, som jeg sagde vil det betyde forværring af de forhold som børnene har i dag, som den eneste løsning som jeg kan se i dag er at man udskyder anlæggelsen af anlægsbanerne eller ligger prioriteringen om, således at vi kan hente bevillingerne derfra til folkeskolen.

 

Ruth Heilmann, Siumut for en kort bemærkning da det er tredje gang.

 

Fra Inuit Ataqatigiit stillede Josef Motzfeldt et spørgsmål, hvor vi var inde på de ting som skal realiseres i løbet af 5 år, hvor han bad mig om at komme med en yderligere forklaring på det, og det der er blevet fremlagt i punkt 5 hvor Illinniarfissuaq havde været et forsøgs­laboratorium, og der i var man inde på, at man skal komme over den store mangel på lærerne, hvor man har peget på de ting man kan gøre fra 1998 til år 2000.

 

Og en af ting man har været inde på er efteruddannelse af timelærerne og andre der har lyst til at gå igang med en læreruddannelse og selvfølgelig med den decentrale læreruddannelse skal gøres tillokkende for flest mulige, og som nu skal til at ske indenfor den kommende periode, og som så også skal vurderes efter 5 år, der har vi opfordret til, eller der vil vi gerne gøre mest muligt for, at man især indenfor de næste 5 år tager det vigtigste skridt for at komme over problemerne med lærermanglen.

 

Otto Steenholdt, Atassut.

 

Fra Atassut skal vi også give udtryk for, at vi er glæde for, at Landsstyremedlemmet for Uddannelses bemærkninger, tak for at bemærkningerne bliver hilst positivt.

 

Jeg mener, at de ældre medlemmer kan sige, at vi ikke kan placere skylden hos de enkelte og IA kom vist også ind på, at det er beklageligt at man fra starten af ikke har grebet ind, og jeg mener at IA som også har været med i en Landsstyrekoalition, at det er beklageligt, at Inuit Ataqatigiit allerede dengang ikke har gjort noget før sagen tilspidsede så meget.

 

Jeg har ikke møntet det på nogen bestemt, men jeg siger, at dem de er her er medskyldige, så derfor kan man ikke kaste bolden til nogen bestemt her i Landstingssalen.

 

I min ordførertale kom jeg ind på, hvad med forældre, det kom Inuit Ataqatigiit også  ind på, det er jeg meget enig i, men det bør ikke danne grundlag for misforståelser. Opgaven er af en sådan karakter, at vi alle bør have viljen til at samarbejde for at løse dette problem også forældre og lærere og det er det jeg gerne vil frem med i håb om at det bliver forstået rigtigt.

 

Det der er omdelt  ”Med børn skal land bygges” med den overskrift, så må man umiddel­bart forstå det derhen, at det er første gang at man har frembragt noget så decentralt, som om man i den omgang ikke ønsker at uddannelsen skal have centralt centrum i Illinniarfis­suaq, men at den decentrale uddannelse må have mulighed, og det mener jeg at IA’s formand ikke må betragte det som en decentralisering.

 

Vi siger, at man må overveje, at studerende bør have mulighed for at samles, og vurdere tingene sammen, men efter at have nævnt de positive sider af det decentrale uddannelse, så understreger vi også vigtigheden af at man også kan samles.

 

Jeg undre mig lidt over Anthon Frederiksens bemærkninger, da han begyndte at tage bevillinger fra landingsbanerne. Jeg forstår således, at Anthon i det stille gerne vil ofre forlængelsen af landingsbanen i Illulissat. Det kan selvfølgelig tages op til vurdering om han virkelig er villig til at ofre sin lokale landingsbane, men jeg tvivler på det.

 

Det vi fra Atassut anmoder om er at man afsætter midler til skolevæsenet hver år i betydeligt omfang, det vil koste penge, at få det løst, men i det øjeblik det begynder at fungere i rigtigt retning, så vil det have positiv virkning for vi har jo alle sagt, at børn er vores lands fremtid, og at vi alle er enige her i for at det bliver realiseret. Tak

 

Jeg skal understrege at der er enighed omkring redegørelsen og at det bliver taget op til behandling i Udvalget for Uddannelse.

 

Konrad Steenholdt, Landsstyremedlemmet for Uddannelse får ordet igen.

 

Tak. For at ingen skal være i tvivl og fordi man også har stillet et spørgsmål om hvorvidt man kun vil køre nogle forskningsundersøgelser, men selvfølgelig skal de igangværende forskningsopgaver fortsætter, men det er ikke kun dem vi vil satse på, men fra Landsstyrets side står vi fast ved, at der foretages en forskningsundersøgelse med lærere, kommuner m.m., der skal foretage denne undersøgelse, og de skal vurdere lærernes arbejdsforhold m.m., hvorefter de så også kommer med en redegørelse overfor Landsstyret.

 

Men derudover der mener jeg, at vi også bør tage en ting til os ved, nemlig den forsknings­undersøgelse der er i gang med selve folkeskolen, og derudover, så var man også kort inde på de undervisningsmaterialer og trykning af disse, og det er korrekt, at der er brugt ca. 7 mio. kr. i 1996 og i den forbindelse  skal jeg lige nævne at man fra 1991 til 1998 d.v.s. i en 7 årig periode, der er der brugt 35,3 mio. kr., d.v.s. at det selvfølgelig er blevet oplyst overfor Finansudvalget fordi det hører ind under især når vi har været tilkaldt til høring hos udvalget, og i år er der afsat lidt over 4 mio. kr., d.v.s. at vi udarbejder stadigvæk undervis­ningsmaterialer.

 

Men det er nogle gang lidt skægt, at finde ud af, hvor nogle af skolerne blot opbevare de nye undervisningsmaterialer, hvor de så meddeler os, at vi skulle lade være med at bruge dem som affaldsdepoter, og så holde op med at sende dem nye undervisningsmaterialer, d.v.s. at vi burde nok være lidt mere aktive for at oplyse om værdien af de nye undervis­ningsmaterialer, men vi bør være lidt mere vågen overfor dette problem.

 

Men for at vende tilbage til det. Jeg er glad for at man vender nuværende dagsordenspunkt i udvalget og men de lærere som nu er ansat i Grønland de er meget dygtige og de bør roses fordi de fortsat udfører det tunge arbejde, og skulle vi sammenligne os med andre lande, så har vi en meget meget dygtig lærerstab, og det må vi også tro på, også fordi, såfremt vi skal slække på læreruddannelsen, så ville vi få færre med den kvalitet vi allerede har nu.

 

Men det nuværende forslag der tænker man overhovedet ikke at tænke på de krav den nuværende læreruddannelse, men tænker på, at de også kan gennemføre denne decentrale læreruddannelse, hvorefter de dygtiggøre sig i deres hjemsted, hvorefter de så kan gå op til eksamen.

 

Og her tænker man slet ikke på en slækning på de krav for at få en læreruddannelse, fordi et af de primære mål er, at også få denne gruppe ind til, at blive læreruddannede.

 

Den korte bemærkning om Lønningsrådets møde, der kan jeg blot nævne når vi sætter os ned til stolen vil vi komme med disse forhandlingsoplæg, men såfremt vi havde sagt det overfor Lønningsrådet, så ville vi ikke havde opnået noget som helst, men når vi nu sætter os sammen med dem, så vil det klart fremgå, hvilke problemer vi gerne vil komme over.

 

Men allersidst lade os lige huske på, at vi allerede her i salen er blevet enige om folkesko­len som helhed overgår til kommunerne, men de to eneste ting vi nu skal vurdere er læreransættelse og anlæggelse af nye skoler. Disse to problemstillinger skal afklares forud for at vi overgiver hele ansvarsområdet til kommunerne, og de ting står vi fast ved, idet vi allerede har lovet det, selvom det måske kan være fristende, at vi måske bare overlod alle problemerne til kommuner.

 

Men vi har jo godkendt indstillingerne til Kommunalreformkommissionens arbejde og det er ud fra de indstillinger, at vi nu overgiver ansvarsområder til kommunerne, og jeg skal blot understrege igen, at vi forsørger fra Landsstyrets side, at køre tingene centralistisk, det er ud fra godkendte ting, vi kører den form for politik.

 

Manasse Berthelsen, Inuit Ataqatigiit har udover partiordførerne bedt om at få ordet.

 

Tak. Jeg vil først lige berolige Jonathan Motzfeldt, Landsstyret har nu nok håbet på, at de ved nye meldinger vil slippe for at de så er sige skakmat i forhold til Danmarks Lærerfore­ning.

 

Denne sag vil blive behandlet i Kultur- og Uddannelsesudvalget, hvorefter vi kan drøfte igen, hvilke ting der kan godkendes.

 

De taler imod, at man kører en centralistisk politik og brødrene Otto og Konrad siger at det ikke sker. Vi har modtaget redegørelsen først i lørdags, der har ikke været høring til organisationerne, til skolernes ledelse, forældre, studerende i Illiniarfissuaq, og denne redegørelse er ikke gået ud af  Grønlands Hjemmestyres administration.

 

Og det er så ud fra denne redegørelse, at man gerne vil igangsætte, at man vil sende studerende hjem til deres hjemsted, og Illiniarfissuaq skal bruges som et forskningsinstitut. Man ønsker, at placerer ledelsen af skolerne på en anden måde, at man vil igangsætte skoleåret pr. 1. september, at man vil rekruttere 180 dobbeltsprogede lærere, der er mange mange ting i den som Kultur.- og Undervisningsudvalget skal vurdere.

 

Det er spørgsmålet i denne sammenhæng om Landsstyret har kræfter til at gennemføre disse ting. De uoverensstemmelser siden december, blokaden og ophævelse af overtimeun­dervisningen, forholdene er ikke ændret siden dengang, så må Landsstyret anstrenge sig for at gennemføre det, såfremt de mener, at det kan gennemføres.

 

Derfor vil jeg gerne berolige Landsstyreformanden, at vi først skal vurdere hvilke ting der kan realiseres, og hvilke ting I kan løfte i Landsstyret. Tak.

 

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand.

 

Selvfølgelig glæder vi os til at Manasse arbejder i udvalget, og jeg er sikker på, at han vil stille en masse spørgsmål, og det glæder vi os også til den betænkning som så også vil komme fra udvalget, og den skal vi nok vende tilbage til til den tid.

Og det han var inde på, at man ikke har foretaget en høring, og at vi har et manglende grundlag for det der er fremkommet med. Jeg mener, at vi i meget lang tid og i mange år har arbejdet med lærersituationen og timelærerne som hver eneste år bliver fyret, og som hver eneste år arbejder i skolevæsenet dem satser man nu bliver varigt ansats, således at klippekortsystemet med en målrettet undervisning opnår en kvalificering.

 

Og til IA skal jeg m.h.t. Illiniarfissuaq nævne som Ruth Heilmann også var inde på, hvor man var inde på, at det var en årrække man vil bruge Illiniarfissuaq, men har også været inde på 5 år, det er ikke bare en årrække fordi man immervæk har nævnt 5 år.

 

Og til Manasse skal jeg nævne, at Landsstyret selvfølgelig vil have kræfter til at løfte opgaven, men det som ingen kan løfte opgaven er, at såfremt vi åbner for samtlige organisationer i Danmark ved at de laver blokader i Grønland, såfremt man bruger DLF’s metode, det er ikke kun vores jurister der kan arbejde med det, vi har prøvet Arbejdsretten og herfra må vi finde en anden løsning i samarbejde med regeringen i Danmark, og vi vil ikke gå nogen rettens vej den vej med den sag, hvorfor det vil blive klaret ved at Lands­styret har en dialog med regeringen i Danmark.

 

Og jeg er glad for at vi ikke har en større debat omkring organisationerne fordi det er ikke dem vi har som dagsordenspunkt, de har ansvaret for dem selv, og de ønsker overhovedet ikke at politikerne blander sig i deres arbejde.

 

Men vi ved hvor de hører hjemme, hvorfor vi prøver på at komme med forståelse med dem, og holde møder med dem eller have en dialog med dem på den måde.

 

Mødeleder.

 

Og dermed er dagsordenspunkt 24 Redegørelse for lærersituationen i folkeskolen foreløbig stoppet her, og vi vender tilbage til sagen når den har været drøftet i Kultur- og Undervis­ningsudvalget.