Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 21-2.htm

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Torsdag den 14. maj 1998

 

Dagsordenens punkt 21:

Forslag til Landstingsforordning om socialpædagoguddannelsen:

(2. behandling)

 

Kristine Raahauge. Formand for Kultur og uddannelsesudvalg et, Siumut:

 


Jeg skal fremlægge betænkningen afgivet af Landstingets kultur- og uddannelsesudvalg vedrørende forslag til Landstingsforordning om socialpædagoguddannelsen i forbindelse med 2. behandlingen af forslaget. Landstingets kultur- og uddannelsesudvalg har under behandlin­gen bestået af landstingsmedlem Ruth Heilmann, Siumut, Knud Sørensen, Atassut, Naiman­gitsoq Petersen, Atassut og Manasse Berthelsen IA og undertegnede Kristine Raahauge Siumut som formand.

 

Landstingets kultur- og uddannelsesudvalg har efter Landstingets 1. behandling gennemgået forslag til Landstingsforordning om socialpædagoguddannelsen med bemærkninger. Et enigt udvalg tilslutter sig forslaget til Landstingsforordning om socialpædagoguddannelsen. Udvalget finder forslaget til Landstingsforordning om socialpædadoguddannelsen som vel gennemarbejdet. Arbejdet er sket i tæt samarbejde med arbejdsgruppen, der blev nedsat i 1997. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra socialpædagoguddannelsen, Perorsaaner­mik Ilinniarfik, KANUKOKA, PIP Peorsaanermik Ilinniarsimasut Peqatigiiffiat, Personale­direktoratet, Direktoratet for Sociale Anliggender, arbejdsmarked og Offentlige arbejder samt Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Kirke. Kultur- og uddannelsesudvalg et har under drøftelsen af forslaget hæftet sig ved, at forslaget tager udgangspunkt i følgende anbefalinger fra Landsstyrets uddannelsespolitiske redegørelse fra 1995.

 

At der skal ske en styrkelse af elevforudsætningerne, og at der skal sikres sammenhænge i uddannelsessystemet. At der sikres adgang til uddannelserne for såvel ansøgere med sprogfær­digheder i grønlandsk og dansk samt for ansøgere der kun behersker et af de nævnte sprog. At studerende sikres erhvervs- og studiekompetence i Grønland og i de skandinaviske lande, samt at uddannelsernes kvalitet forbedres. Udvalget har ligeledes gennemgået forordningsfor­slagets kapitel 4 vedrørende uddannelsens varighed og indhold.

 

Et enigt udvalg vil hermed indstille til Landstinget om, at der til uddannelsens fagområder, fag, emner og kurser som er beskrevet i kapitel 4 § 11 nr. 1 tilføjes faget familierådgivning og formuleres således. Det pædagogiske og psykologiske fagområde, fagene pædagogik og socialpædagogik, psykologi og familierådgivning. Dette giver efter udvalgets opfattelse mulighed for, at de studerende efter endt uddannelse kan få arbejde som familierådgivere. Derudover har udvalget drøftet, hvorledes STI uddannede social og sundhedsassistenter kan gives mulighed videre uddannelse indenfor socialpædagoguddannelsen. Et enigt udvalg mener, at da det er forslagets formål at forbedre kvaliteten af socialpædagoguddannelsen, at det ikke er hensigtsmæssigt at slække på kravene til optagelsen.

 


Udvalget har betragtet, at STI-uddannelserne til forskel fra socialpædagoguddannelsen ikke er kompetencegivende i samme omfang. Et enigt udvalg har i denne forbindelse noteret sig de generelle bemærkninger til forslaget til Landstingsforordning om uddannelse af socialpædago­ger, hvor Landsstyret fremhæver, at der allerede i begyndelsen af 1995 er taget skridt til at styrke og forbedre uddannelsens indhold, herunder f. eks. styrkelsen af efteruddannelsesind­satsen samt integration af STI-uddannelsen. Udvalget anser, at man ved integration af STI-uddannelsen i de social og sundhedspædagogiske fag kan åbne muligheder for en videre udbygning af STI-uddannelsesområdet herunder uddannelsen som social- og sundhedsmed­hjælpere. Med disse bemærkninger skal Landstingets kultur- og uddannelsesudvalg indstille forslag til Landstingsforordning om socialpædagoguddannelsen til 2. behandling i sin nu foreliggende form.

 

Konrad Steenholdt, landstyremedlemmet for Kultur og Uddannelse, Atassut:

 

Landsstyret har med tilfredshed bemærket, at Landstingets kultur- og uddannelsesudvalg finder forslaget til Landstingsforordningen socialpædagoguddannelsen som velbearbejdet. Landsstyret har konstateret, at der synes at være en mindre uoverensstemmelse mellem den grønlandske og den danske version af udvalgets betænkning og har derfor valgt at forholde sig til den grønlandske version.     

 

 

Udvalget indstiller, at der i forbindelse med forordningens kapitel 4 § 11 nr. 1 undersøges, hvordan rådgivning af familier kan inddrages i uddannelsen. Landsstyret kan dertil oplyse, at der i forbindelse med undervisningen i de § 11 nævnte fagområder undervises i mange ting f. eks. forældresamarbejde, omsorgssvigt, særforsorgsområdet, familier m.m.

 

Disse ting vil blive præciseret i studieordningen, der fastsættes af Perorsaanermik Ilinniar­fik i henhold til forordningsforslagets § 12. Med disse bemærkninger skal Landsstyret indstille at forordningsforslaget overgår til 3. behandling i den foreliggende form.

 

Ruth Heilmann, Ordfører, Siumut:

 

I forbindelse med forslag til Landstingsforordningen om socialpædagoguddannelsen og til udvalgets betænkning vil Siumut fremkomme med følgende. Ved førstebehandlingen af forslag til Landstingsforordning om socialpædagoguddannelsen vil vi fra Siumut efter nøje gennemgang af Landsstyrets forslag til Landstingsforordningen fastholde vores synspunk­ter. Vi har blandt andet kommenteret vigtigheden af familierådgivningen og dermed opfordret til, at denne medtages som undervisningsfag.

 

Vi har med tilfredshed konstateret i Landsstyrets svarnotat, at der er forståelse for dette synspunkt. Der er i dag stor mangel på uddannede socialpædagoger, og med dette i erindring har vi med  tilfredshed i Siumut konstateret, at vore opfordringer til, at der skal være større forberedelser af uddannelsessøgende samt styrke disses muligheder og optræning under STI-uddannelserne, er medtaget og understreget i betænkningen. Derfor er Siumut enig i og vil anbefale, at forslaget til Landstingsforordningen overgår til 3. behand­ling.


Knud Sørensen, Ordfører, Atassut:

 

Betænkningen Atassut har været med til at udforme og som Landsstyrets besvarelse til betænkningen, det har vi gennemgået nøje og har ikke fundet anledning til at kunne påpege nogen skævheder i disse ting. Derfor vil vi gå ind for at forslaget går til 3. behandling i sin foreliggende form.

 

Manasse Berthelsen, Ordfører, Inuit Ataqatigiit:

 

Tak. Med henvisning til vore bemærkninger under 1. behandlingen vil vi kommentere følgende til betænkningen afgivet af udvalget for kultur og uddannelse og svarnotatet fra Landsstyret. Udvalget for kultur og uddannelse anmoder i sin betænkning om at indarbejde familierådgivning som et vigtigt  punkt i forslaget til Landstingsforordning.

 

Landsstyremedlemmet fastslog i sit svar, at man vil indarbejde under planlægning af socialpædagoguddannelsen familierådgivning, og det er Inuit Ataqatigiit tilfredse med. Inuit Ataqatigiit mener, at det er et oplagt emne at undersøge, om uddannelsen indenfor social og sundhed under STI kan blive et springbrædt til socialpædagoguddannelsen. Inuit Ataqatigiit vil være med i arbejdet for en tilpasning af uddannelsen indenfor social-og sundhedsområdet. Med disse bemærkninger vil IA anbefale, at forslaget til Landstings­forordning gives til 3. behandling i sin nuværende form.

 

Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiiat:

 

Efter at have gennemgået betænkningen har Akulliit Partiiat kun den bemærkning, at et enigt udvalg tilslutter sig forslaget til Landstingsforordning om socialpædagoguddannelsen, hvilket jeg også går ind for. Jeg går ligeledes fuldt ud ind for de i betænkningen nævnte anbefalinger udstukket af arbejdsgruppen. Med disse ord vil jeg derfor indstille, at forslaget går til 3. behandling i den foreliggende form.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:

 

Med henvisning til min bemærkning i forbindelse med forslagets 1. behandling og i og med, at jeg er enig med de ting, der kom frem i 2. behandlingen, går jeg ind for, at forslaget går videre til 3. behandling.

 

Konrad Steenholdt, Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og Kirke, Atassut:


Jeg siger tak for den brede støtte, der er i forbindelse med 2. behandlingen af forslaget og at vi går videre til 3. behandlingen i sin foreliggende form, og jeg skal også rette en tak til de, der har været med  i forbindelse med udformningen af forslaget, og at udvalget har bemærket, at forslaget er vel gennemarbejdet, og med disse bemærkninger vil jeg indstille, at forslaget vil blive vedtaget i sin foreliggende form til at gå videre til 3. behandling.

 

Anders Andreassen, Landstingsformand, Siumut:

 

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så skal vi stemme. De der stemmer for, at forslaget går videre til 3. behandling i sin foreliggende form bedes rejse sig. 27. Det vil sige samtlige stemmeberettigede har stemt for. Tak.