|
Dagsordenens punkt 13-1.htm |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Tak. Landstinget vedtog på efterårsmødet 1996 en hensigtserklæring om hjemtagning af den psykiatriske behandling til Grønland.
Et stort redegørelses arbejde blev efterfølgende igangsat til forelæggelse på Landstingets forårsmøde 1998. Arbejdet er nu tilendebragt, og resultatet forelægger i form af herværende redegørelse.
Mange forskellige instanser og samarbejdspartnere har deltaget i udarbejdelsen af selve redegørelsen ligesom redegørelsen har været sendt i høring hos relevante parter. Landsstyret skal hermed benytte lejligheden til at rette en stor tak til de mange der har bidraget til udarbejdelsen af denne meget flotte og gennemarbejdet redegørelse.
Det fremgik af Landstingets beslutning i efteråret 1996, at citat begynder ”da en hjemtagning af den psykiatriske behandling bør ske på en faglig og menneskelig forsvarlig måde er det nødvendigt at der sker en koordinering af samtlige tiltag der er en forudsætning for hjemtagningen. Der bør derfor en koordinationsgrupper der kan udarbejde forslag til løsning af den konkrete opgave samt beregne de økonomiske konsekvenser af en hjemtagning”, citat slut.
På den baggrund er denne redegørelse udarbejdet. Heri redegøres for de anlægs- og driftsmæssige-, de uddannelsesmæssige lokal psykiatriske og juridiske forudsætninger for en hjemtagning, samt forslag til forbedring af behandlingen af de sindslidende som allerede er her i landet, herunder beregninger af de økonomiske konsekvenser for sundhedsvæsenet.
Landsstyret vil indledningsvis henlede Landstingets opmærksomhed på, at hjemtagning i den foreliggende redegørelse udelukkende omhandler hjemtagning af den psykiatriske behandling fra Amtshospitalet i Vordingborg. Det skal således understreges, at de ganske få farlige psykiatriske patienter som anbringes på det sikrede afsnit ved Amtshospitalet ved Nykøbing Sjælland ikke er indgået som en del af herværende kommissorium vedrørende hjemtagning af den voksne psykiatriske behandling.
Kommissoriet har ej heller omfattet geordisk psykiatri, d.v.s. ældre med nyopstået sindslidelse, demente eller ældre med både sindslidelse og anden sygdom, samt børne- og ungdomspsykiatri.
Det psykiatriske patienter som i dag sendes til Danmark er mennesker der med det nuværende behandlingssystem ikke kan behandles i Grønland. Hjemtagningsopgaven drejer sig dels om patienter med behov for behandling på lukket psykiatrisk afdeling og dels om retspsykiatriske patienter, d.v.s. de patienter der ved retskendelse skal anbringes eller behandles på en lukket psykiatrisk afdeling. Disse patientgrupper er hidtil blevet overført til behandling i Danmark fordi her i Grønland ikke er mulighed for indlæggelse på lukket psykiatrisk afdeling.
Målet med den psykiatriske behandling i Grønland må overordnet være, at der tilbydes en psykiatrisk behandlingsindsats der ud over at tage sigte på symtombehandling sigter på øget livskvalitet for den enkelte, hvori indbefattes større personlig integritet med indsigt i og større ansvarlighed for eget liv.
En helt grundlæggende forudsætning for hjemtagning af den psykiatriske behandling, at de nødvendige bygningsmæssige rammer er tilstede. I redegørelsen er der opstillet to anlægsmæssige alternativer.
Alternativ 1 beskriver en model hvor der etableres to nye afsnit af 15 senge, hvor den nuværende åbne psykiatrisk afdeling i sin nuværende form bevares. I alternativ 1 er anlægsudgifterne beregnet til at andrage 106 mio. kr. inkl. 50 nye personaleboliger.
Alternativ 2 beskriver en model hvor der etableres et samlet psykiatrisk hospital med plads til 45 patienter ialt. Anlægsudgifterne i alternativ 2 er beregnet til 143 mio. kr. inkl. nye personaleboliger.
Det fremgår ligeledes af redegørelsen, at det årlige finansieringsbehov efter en fuldstændig hjemtagning er uafhængig af, hvilken løsning der vælges. De årlige merudgifter til drift vil således beløbe sig til 11,4 mio. kr. i forhold til i dag.
Alternativ 1 anses imidlertid for at være uhensigtsmæssig idet en bevarelse af den nuværende åbne psykiatriske afdeling ved Dronning Ingrid Hospital vil betyde en uhensigtsmæssig adskillelse af behandlingsenhederne.
Det anbefales derfor at de fysiske rammer ved en hjemtagning af den psykiatriske behandling gennemføres ved en opførelse af en samlet psykiatrisk afdeling i umiddelbar forbindelse med Dronning Ingrids hospital.
For det andet fremgår det af redegørelsen, at der ikke bør ske en hjemtagning af den psykiatriske behandling på baggrund af den nuværende lovgivning fra 1938. Juridisk er der ikke noget til hinder for, at den psykiatriske behandling hjemtages på baggrund af denne lovgivning, men da loven er utidssvarende og da den ikke svarer til de faktiske behov i dagens Grønland bør den hurtigst muligt og uafhængig af en eventuelt beslutning om hjemtagning revideres.
Hvorvidt man ønsker, at Grønlands skal hjemtage lovgivningskompetencen eller afvente den igangværende lovrevison af den danske psykiatrilovgivning fra 1989 m.h.p. en anordning af denne lovgivning med de ændringer som de særlige grønlandske forhold tilsiger er der i redegørelsen ikke taget stilling til.
Jeg skal imidlertid på Landsstyrets vegne indstille, at Grønland afventer den igangværende danske lovrevision m.h.p. en anordning.
En tredje nødvendig forudsætning for en hjemtagning af den psykiatriske behandling er iværksættelse af en række forskellige uddannelsesmæssige aktiviteter. En forøget uddannelsesmæssige indsats er nødvendigt forud for en hjemtagning af den psykiatriske behandling fra Danmark. Denne opgave kan ikke løses på 1 eller 2 år men kræver flere åre målrettet afvikling af uddannelse, kurser og efteruddannelse, idet der under redegørelsesarbejdet er konstateret et meget stort uddannelsesmæssigt efterslæb på psykiatriområdet.
Disse bestræbelse skal på sigt minimere afhængigheden af tilkaldt arbejdskraft. Idet der er tale om et stort uddannelsesmæssigt efterslæb på psykiatriområdet er der allerede i forbindelse med redegørelsen på psykiatriområdet taget initiativ til, at der i løbet af 1998 gennemføres et 3 måneders kursusforløb for 80 ufaglærte støttepersoner i kommunerne.
En hel fundamental forudsætning for en hjemtagning af den psykiatriske behandling er således, at vi er i stand til at besætte de normerede stillinger. Generelt er der i øjeblikket meget store rekrutteringsproblemer i sundhedsvæsenet, hvilket også gør sig gældende for personale til psykiatriområdet.
Redegørelsen konklusion er, at Grønland fortsat i mange år frem i tiden vil være afhængig af at kunne rekruttere dansk/skandinavisk personale til at varetage pleje, omsorg og behandlingsmæssige opgaver indenfor psykiatrien.
I forlængelse af en hjemtagning af den psykiatriske behandling vil behovet for og afhængigheden af, at kunne resultere personale til psykiatrien stige betydeligt.
En fjerde forudsætning for en hjemtagning af den psykiatriske behandling er en oprustning af den psykiatriske service, d.v.s. behandling og plejen af det ikke indlagte sindslidende i de lokalsamfund, hvor vedkommende er bosiddende.
I forbindelse med redegørelsen er antallet af svært sindslidende i Grønland opgjort til ca. 500 mennesker, svage medborgere som desværre ofte ikke får de behandlingstilbud som de har behov for.
Redegørelsesarbejdet har således afdækket et meget stort behov for en forbedring af og en omsorg for de mange svært sindslidende som allerede er her i landet.
Anbefalingerne i redegørelsen ligger op til en styrkelse af den psykiatriske behandlingsindsats overfor ikke indlagte sindslidende som allerede på nuværende tidspunkt finder sted lokalt, og hvor det skønnes nødvendigt at der lægges op til en oprustning, som samtidig sikrer en optimalt udnyttelse af de ressourcer som allerede er tilstede i lokalsamfundet.
Der peges i redegørelsen på, at en forudsætning for at lokalpsykiatrien kunne funger tilfredsstillende er, at der også sker en væsentlig oprustning på det sociale område i form af etablering af flere og bedre tilbud til de ikke indlagte sindslidende.
De sociale tilbud er ikke i sig selv behandling af psykisk sygdom, men vil ofte være en afgørende forudsætning for, at de psykiatriske behandlingstilbud klan få den ønskede effekt og afhjælpe nogle af de sociale følger ved sygdommen.
En forstærket socialpsykiatrisk indsats og dermed bedre vilkår for de sindslidende som allerede er her vil også kunne være med at kunne forebygge indlæggelser og genindlæggelser på psykiatriske afdelinger.
Landsstyret kan på baggrund af ovenstående ikke anbefale, at der sker en hjemtagning af den psykiatriske behandling idet vi først og fremmest ikke har nogen garanti for at vi vil være i stand til at rekruttere tilstrækkelig personale.
Et fuldt ud udbygget psykiatrisk hospital ved Dronning Ingrids Hospital vil kræve 120 ansatte, hvilket er det samme som en normeringsmæssig udvidelse på godt 80 personer. En hjemtagning uden sikkerhed for at besætte de nødvendige stillinger vil i bedste fald vise sig uhensigtsmæssigt i værste fald uansvarlig, idet der er tale om en gruppe meget behandlings og plejekrævende patienter.
Problemet er at det ikke er muligt at forudsige rekrutteringssituationen blot nogle ganske få måneder frem i tiden. Det er urealistisk at antage at situationen vil ændre sig markant indenfor det nærmeste år. Landsstyret deler såvel de i redegørelsen anførte som mange høringsparters bekymring vedr. rekrutteringssituationen.
Dertil kommer at en hjemtagning vil medføre betydelige merudgifter for det grønlandske samfund og det er i den forbindelse nødvendigt at understrege de relativt få antal mennesker som denne massive investering ville berøre.
Merudgifterne må ikke være det primære i en stillingtagen til en hjemtagning af den psykiatriske behandling, idet det naturligvis er et spørgsmål om økonomiske prioriteringer. Landsstyret anser rekrutteringsproblematikken som langt mere tungtvejende. Vi kan dog ikke helt komme uden om, at vi har en forpligtigelse ikke kun over for de få, men også over for de mange som har et behandlingsbehov i det grønlandske samfund.
Med andre ord skal Landsstyret med baggrund af redegørelsen indstille til, at selve hjemtagningen af den psykiatriske behandling fra Amtshospitalet i Vordingborg udsættes ihvertfald 3-5 år i forhold til den i redegørelsen angivne tidsplan og indtil man har en større sikkerhed for at kunne rekruttere tilstrækkelig personale.
En hjemtagning af den psykiatriske behandling til Grønland må således først ske når der e sikkerhed for at behandlingstilbudene forringes, d.v.s. at patienterne skal sikre den samme behandlingsmæssige kvalitet som i dag.
På den anden side er det vigtigt, at vi overordnet fastholder målsætningen om på sigt, at hjemtage den psykiatriske behandling fra Danmark, idet det ud fra en behandlingsmæssig synsvinkel må betragtes som uhensigtsmæssigt, at psykiatriske patienter behandles så langt fra deres normale miljø.
Behandlingen af grønlandske psykiatriske patienter i Danmark har ligeledes været genstand for en del diskussion i medierne, idet nedsendelsen af grønlandske psykiatriske patienter til behandling i Danmark har været anskuet i lyset af de internationale menneskerettigheder. Det er imidlertid i denne sammenhæng centralt at understrege, at en hjemtagning af den specialiserede og meget personaleressourcekrævende behandling uden at vi har sikret patienterne den nødvendige kvalificerede behandling kun vil være med til at gøre ondt værre.
Jeg skal imidlertid på Landsstyrets vegne indstille til, at de øvrige anbefalinger på de juridiske- de uddannelsesmæssige og lokalpsykiatriske område tiltrædes og igangsættes hurtigst muligt, idet disse i redegørelsen anses for at være nødvendige forudsætninger for på sigt at kunne hjemtage den psykiatriske behandling fra Amtshospitalet i Vordingborg.
Selve redegørelsesarbejdet har således sat fokus på en meget svag gruppe af vores medborgere som for størstedelens vedkommende allerede er her i landet. De økonomiske konsekvenser af en oprustning på sundhedsområdet alene vil betyde årlige merudgifter for det grønlandske samfund på ca. 6,5 mio. kr.
Det fremgår såmænd af redegørelsen som mange af høringssvarene, at der er behov for en forbedring af såvel den behandlingsmæssige som den socialtpsykiatriske indsats overfor de sindslidende som allerede er her i forvejen. En oprustning af den socialtpsykiatriske indsats overfor sindslidende indgik imidlertid ikke som en del af kommissoriet for hjemtagningen af den psykiatriske behandling. De økonomiske konsekvenser af en oprustning på det socialtpsykiatriske område kunne der således ikke tage stilling til her i herværende redegørelse.
På den baggrund vil Landsstyret derfor indstille, at der udarbejdes en samlet psykiatriplan for Grønland, hvor også det sociale område forpligtes idet indsatsen overfor sindslidende er et område som sundhedsvæsenet ikke kan løfte alene.
En samlet løsning vil også kunne imødekomme kritikken ikke mindst fra udlandets side omkring knæktelse af de internationale menneskerettigheder, idet denne kritik for en stor dels vedkommende har drejet sig om Grønlands manglende vilje til at hjemtage færdigbehandlet patienter.
På baggrund af redegørelsen og de indkomne høringssvar indstiller Landsstyret følgende til vedtagelse i Landstinget:
- At en behandling af hjemtagning af den psykiatriske behandling til Grønland udsættes ihvertfald 3-5 år i forhold til den i redegørelsens angivne tidsplan, og indtil der er større sikkerhed for at sundhedsvæsenet er i stand til at rekruttere det nødvendige personale.
- At lovgivningen på området revideres i form at en anordning af det danske psykiatriske lovgivning fra 1989 med de ændringer som de særlige grønlandske forhold tilsiger når den igangværende danske lovrevision er tilendebragt.
- At det i redegørelsen anførte uddannelsesmæssige anbefalinger vedtages
- At det i redegørelsen anførte anbefalinger vedr. en oprustning af den lokalpsykiatriske indsats vedtages.
- At der snarest muligt igangsættes udarbejdelse af en samlet psykiatriplan for Grønland til forbedring af de sindslidendes vilkår i dagens Grønland, som indbefatter samtlige relevante myndigheders indsats, herunder ikke mindst de sociale myndigheder og kriminalforsorgen.
Med disse ord overlader jeg på Landsstyrets vegne den omfattende redegørelse om hjemtagning af den psykiatriske behandling til Grønland til Landstingets drøftelse med spænding og forventning. Tak.
Og vi går over til partiernes og Kandidatforbundets ordførere.
Kristine Raahauge, Siumut.
Siumut har altid haft som målsætning at behandling af psykiatriske patienter bør være den bedst mulige. Her i er implicit tilvejebringes af de bedst mulige såvel åndelig som legemelige vilkår for psykiatriske patienter som for tiden er anbragt i Danmark.
I denne forbindelse ligger vi meget vægt på, at hjemtagning af psykiatriske patienter skal være velforberedt på alle henseender. Eksempelvis hvad angår boliger til patienterne, beskæftigelsesmuligheder til disse og ikke mindst arbejdsvilkårene for de kommende behandlere samt de allerede herværende behandleres arbejdsvilkår.
Hertil kommer at alle involverede myndigheder må være på det rene med, hvorledes ansvarsforholdene er organiseret i relation til såvel den menneskelige som lægelige pleje og behandling af patienterne.
Vi har med meget alvor og med stor interesse behandlet Landsstyrets herværende meget klare og velbearbejdet redegørelse om hjemtagning af den psykiatriske behandling til Grønland og vi er glade for, at den forelægges i henhold til den tidshorisont som vi ønskede i vores bemærkninger til efterårssamlingen 1996.
Fra Siumut skal vi knytte følgende bemærkninger til redegørelsen:
Siumut har en klar forståelse for Landsstyrets indstillinger, som bygger høring om hjemtagning af den psykiatriske behandling til Grønland fra Amtshospitalet i Vordingborg. Siumut har nemlig allerede tidligere udtalt, at overtagelse af den psykiatriske behandling først bør ske når vi har sikret os, at behandlingen ikke bliver ringere af den grund.
Vi ved jo, at de psykiatriske patienter der nedsendes til Danmark er patienter vi ikke har mulighed for at behandle heroppe i de grønlandske sygehuse. Derfor er Siumut enig med Landsstyret i, at hjemtagningen af behandling fra Amtshospitalet i Vordingborg først skal gennemføres når vi har sikret os, at der kan skaffes tilstrækkelig antal medarbejdere på området.
På baggrund af den nuværende mangel på veluddannede speciallæger som ikke alene er et grøndlandsk problem, så må vi belave os på, at problemet sikkert ikke vil kunne løses på op til 5 år fra nu af. Derfor støtter Siumut fuldt ud, at der gøres en helhjertet indsats for at videreuddanne de nuværende medarbejdere og uddanne nye medarbejdere i henhold til Landsstyrets indstillinger.
Siumut skal nævne som noget vigtigt, at der bør gennemføres koordinering af målrettet uddannelser for personalet indenfor sundhedsvæsenet, socialvæsenet og kriminalforsorgen inkl. støttepersoner og medarbejder på kollektiver for psykiatriske patienter og beskyttede boliger.
I Siumut er vi glade for, at 80 ikke uddannede støttepersoner fra kommunerne i løbet af 1998 gives mulighed for at deltage i kurser af 3 måneders varighed i forskellige regioner på kysten.
Vedr. den fysiske placering af et psykiatrisk hospital her i landet som led i hjemtagelsen af behandlingen mener vi fra Siumut, at dette spørgsmål må indgå i drøftelsen af sundhedsvæsenet som sådan, samt den bedst mulige udnyttelse af personalet.
Siumut støtter indstillingerne om forskellige indsatser m.h.p. forberedelse af lokal behandling af psykiatriske patienter på kysten. Disse indsatser har til formål, at iværksætte følgende initiativer: at behandle, helbrede og støtte psykiatriske patienter lokalt, at igangsætte minimumstiltag til individuel behandling af de psykiatriske patienter m.h.p. det bedst mulige resultat, at sikre grundlag for bedst og nemmest mulige behandling at psykiatriske patienter, at koordinere individuelle behandlinger og sikre disses fortsættelse, at udnytte de forhåndenværende kræfter bedt muligt, og endelig optimalt udnyttelse af tværfaglige grupper i de forskellige forvaltninger.
Siumut ligger meget vægt på realistiske gennemførelser af målsætningerne og er meget glad for, at man gennem indstillinger agter at gennemføre disse gennem lokale tværfaglige grupper. Siumut ønsker, at man optimalt udnytter de eksisterende muligheder for forbedring af behandlingen.
Derfor skal vi pege på muligheden for daglig vejledning og rådgivning fra de lokale psykiatriske afdelinger samt mulighederne indenfor telepsykiatri m.h.p. hurtig igangsættelse af den psykiatriske behandling.
Af redegørelsen fremgår at speciallægers rejseaktivitet langs kysten har været stagnerende i flere år p.g.a. personale mangel. Siumut mener, at denne aktivitet må genoptages. Ligeledes mener vi fra Siumut, at det bedste ville være, at denne aktivitet genoptages uden at afvente hjemtagelsen af den psykiatriske behandling.
Gennem tilkaldelse af specialister kan man ophjælpe lokal rådgivning af patienter, familier, forældre og behandlere som også vil være til hjælp for alle arbejdsgrupper.
Frivillige foreninger og organisationer som Sulisak, Gisinisatik m.v. arbejder for at hjælpe sindslidende medborgere. Dette arbejde må vi støtte i fællesskab, og samtidig støtte det arbejde der udøves af præster, kateketer og andre.
Vi må være opmærksomme på vores medborgere som er åndeligt nedslidte, som mangel mulighed for henvendelse i svære personlige situationer, og vi må i de mindste støtte disse medborgere. Fra Siumut skal vi sige tak til alle private initiativtager og skal altid gøres til at styrke deres indsats.
På baggrund af vores foranførte bemærkninger støtter vi Landsstyrets indstilling om snarest muligt overtagelse og igangsættelse af hele pyskiatriskbehandlingen her i landet.
I denne forbindelse skal man også tage med, at der er tidlige psykiatriske patienter som er helbredt og som nu er bosat i Grønland, men som ikke kan komme hjem til Grønland p.g.a. at de hverken kan få bolig eller arbejde, dem må vi også gøre noget for.
Fra Siumut skal vi også bede om, at man nøje overvejer, at psykiatriskbetingede domfældte som har udstået deres straf og behandling og som ikke ønsker at vende tilbage hertil ikke forsamler sig i bestemte byer eller lokaliteter, og der må udarbejdes nøje planlægning herom.
Hvis vi skal forbedre forholdene for vores psykiatriske patienter er det ganske nødvendigt, at myndigheder og andre relevante instanser samarbejder tæt med hinanden og i tillid til hinanden.
Vedrørende den kommende ændring om loven om psykiatrisk behandling fra 1989 er Siumut enig med Landsstyret i, at ændringer i Grønland må afvente ændringerne i Grønland. Siumut mener, at det er naturligt, at der nedsættes en arbejdsgrupper m.h.p. revision af lovgivningen. Den gældende lov er ude af trit med tiden, og Siumut ønsker en revision af loven, således, at den bliver i overensstemmelse med de reelle og faktiske grønlandske forudsætninger.
Med
disse bemærkninger tager vi den indholdsrige redegørelse til efterretning og
til slut skal vi udtale en tak til alle der med dygtighed har deltaget ved
udarbejdelsen af den omfattende redegørelse. Tak.
Anders Nilsson, Atassut.
Da jeg havde læst første side af denne redegørelse, det er redegørelsens anbefalinger og resume, her var der endelig overblik og klar tale. Vi har siden 1982 diskuteret hjemtagelse uden at gå i dybde med problemerne, og bare lovet en løsning et par år inde i fremtiden hver gang debatten er blusset op.
Nu siges det klart, vi kan ikke forsvare overfor patienterne, at gennemføre en hjemtagning før der er sikkerhed for, at vi kan løse de massive personale problemer. Det er den største hindring og den vigtigste forudsætning. Ifølge redegørelsen vil en hjemtagning efter den mest optimistiske skøn tidligst kunne påbegyndes efter 5 år i år 2003 og afsluttes tidligst om 8 år i 2006.
Det er en vigtig besked til alle parter, det er skuffende for patienterne i Vordingborg, vi kan ikke forsvare, at flytte dem fra en faglig velfunderet behandling i Vordingborg og hjem til de tilstande som hersker i resten af vores sundhedsvæsen, der matras, der er personale mangel, mange vikarer, stor udskiftning og et urimeligt arbejdspres for dem der holder skansen.
Det positive er, at nu er den usikkerhed fjernet som man i Vordingborg Amt har brugt som begrundelse for ikke at gøre mere for at forbedre vilkårene for vores patienter. Man vidste jo ikke hvor længe patienterne endnu skulle behandles i Vordingborg for i Grønland talt vi hele tiden om at hjemtagningen kunne iværksættes når som helst.
Der er nu en tidshorisont på mindst 5 år, og nu kan vi med sindsro kræve, at de tiltrængte forbedringer der blev presset igennem for et par år siden følges op af nye tiltag der gør hverdagen bedre for patienterne.
Men vi skal ikke bare stille krav til ledelsen af hospitalet i Vordingborg om bedre forhold for patienterne, vi skal også gå vores egne regler og tilbud efter i sømmene. Hvordan ligger det med besøgsrejser hjem til Grønland ? Hvordan ligger det med fjernkontakten ? Hvor ofte kan man ringe hjem ? Og skal vi udbygge fjernkontakten med muligheden for at tale med familien via videokonferenceudstyr ? Der findes en Inuitfond hvor Hjemmestyret bevilliger årligt hvis nok 70.000 kr. til ekstra aktiviteter til patienterne, til ture ud i landet, husflidsmaterialer, fester med grønlandsk proviant m.m. En af betingelserne for at bruge af fonden er, at man først har søgt alle andre fonde og muligheder for at skaffe penge.
Det bruger personalet meget tid på og det giver ingen penge. Man vil gerne have fjernet den klausul for brug af fondens midler. Det kan lyde som småting, det er det også for os her i salen og her i landet, men for de omkring 20 patienter vi har i Vordingborg der er det vigtige elementer i en hverdag der ellers kan blive meget trist.
Et meget vigtigt problem der skal løses, det er hjemtagning af de enkelte patienter. Det kan tage både halve og hele år fra det øjeblik en patient meldes klar til hjemrejse, til det tidspunkt, hvor vores egne myndigheder har fået snøvlet sig sammen til at kunne modtage pastienten, det er skandaløst. Problemet er vistnok, at en række forskellige instanser er involveret i hjemtagningen og så er der ingen der føler at netop de har ansvaret. en problemet er også reelt, og det kommer redegørelsen fint ind på.
Det er behovet for en oprustning af den lokal psykiatriske behandling, vi kan ikke forsvare, at tage en patient hjem til ingenting, når vedkommende stadig har behov for et professionelt tilsyn.
Jeg skal ikke gentage alle redegørelsens mange anbefalinger, vi støtter dem fra Atassut. Kun en ting kan undre, det vil tage mange år før der i hver kommune i landet vil være uddannet grønlandsksprogede psykologer og andre med specielle uddannelse til at tage sig af de psykisk syge. Samtidig kan vi i et enkelt afsnit i redegørelsen læse, at man ude i den store verden har gjort endog særdeles gode erfaringer med telepsykiatri. Sundhedsudvalget har under sine studierejser fået samme besked, og vi har bragt budskabet med hjem til direktoratet for Sundhed, telespykiatri er opfundet, og virker over forventning.
Ved at indføre telepsykiatri kan vi tilbyde psykiatriske patienter professionel behandling på patienternes eget sprog i alle kommuner så snart vi har fagligt personale nok til at bemande en landsdækkende telepsykiatrisk klinik. Hvorfor er dette ikke nævnt som en oplagt mulighed i redegørelsens anbefalinger ? Det er hermed nævnt som en anbefaling fra Atassut.
I redegørelsen argumenteres der for, at det kommende psykiatriske hospital skal placeres i tilknytning til Dronning Ingrids hospital. Fra Atassut skal vi anbefale, at man under iagttagelse af den forestående regionalisering, fortsat overvejer forslaget fra KANUKOKA om en placering udenfor Nuuk.
Malinannguaq Marcussen Mølgaard,
Inuit Ataqatigiit.
Tak. I Grønland har man nu i mange år sent hårde kriminelle til Danmark alt efter for en foranstaltning dommens karakter, dette har i de senere år resulteret i kraftige påpegninger på grundlag af menneskerettighederne.
På Landstingets efterårssamling 1996 har vi i Inuit Ataqatigiit tilsluttet os, at der skal igangsættes en undersøgelse om klarere grundlag for hjemtagning af behandlingen af psykiatriske patienter. Vi er glade for, at det nu er blevet fuldført.
Dengang påpegede vi klart fra Inuit Ataqatigiit, at den nuværende lokale omsorg for de psykiatriske patienter er utilfredsstillende og at der ved anvendelse af ufaglært personale sker en udtryk fremgangsmåde både overfor personale og patienter. Derfor er vi glade for, at man behandler dette spørgsmål dybdeborende i nærværende redegørelse.
Vi vil komme med forskellige bemærkninger til henstillinger og arbejdsgruppens betænkning m.h.t. hjemtagningen af behandlingen af psykiatriske patienter som foregår i Danmark.
Først er vi enig i Landsstyrets henstilling om, at udskyde beslutningen om hjemtagningen af behandlingen med 3-5 år. For som man siger, hvilken gavn vil det have, at man forhaster sig ved hjemtagningen af behandlingen bare for hjemtagningens skyld og at det medføre en forringelse af arbejdet for patienterne.
Som bekendt har vi svære personalemæssige problemer indenfor sundhedsvæsenet. Når vi ikke engang har ordentlige boliger til vores tilkaldte, hvorfor skal vi dog have tilkaldte, der har brug for 50 lejligheder ? Ud over disse hvor man har sikret mulighederne indenfor skolen, børnepasningen og andre områder.
Naturligvis støtter vi i Inuit Ataqatigiit intentionen om at hjemtage behandlingen af psykiatriske patienter fra Danmark, og her drejer det sig om svære sygdomme som vi ikke har faglig kapacitet til at løse. Derfor ønsker vi at hjemtagningen sker på en meget omhyggelig måde. Vi skal opfordre til, at man bruger den kommende tid til omfattende forberedelser. Man bør køre nøje forberedte uddannelser.
I Inuit Ataqatigiit er vi uenig i henstillingen i betænkningen om, at fremtidig behandlingscenter for psykiatriske patienter skal placeres i Nuuk, ligesom KANUKOKA er kommet med en klar udmelding om det. Det er nok med centraliseringen i Nuuk, boligmanglen, manglen på skoler og børneinstitutioner er meget stor, og hvis vi altid skal handle uden at skele til disse problemer, så vil vi tilsidst havne i fælden. Vi kan naturligvis forstå bestræbelserne på en god udnyttelse og et godt samarbejde med eksisterende områder, men planlægningen bør foregå med hele samfundet for øje, og ikke kun i et snævert perspektiv. Selv om man opremser de billiggørende effekter ved at placere centeret i Nuuk, og selvom man med henstillingen af 2 muligheder til en værdi af 143 mio. kr. til den første og 106 mio. kr. til den anden, så er det ikke kun byggeriet af 50 boliger der vil medføre udgifter, men man må jo også i denne sammenhæng tænke på skole, børneinstitutioner og andre områder.
Vi oplever jo, at nogle byer i Grønland bliver mere og mere affolke. Derfor mener vi i Inuit Ataqatigiit, at man udover det uddannelsesmæssige og vedvarende kursusmæssige forberedelser også bør bruge de kommende år til at foretage omhyggelige undersøgelser m.h.t. placeringen af behandlingscenteret.
For hvis vi udskyder beslutningen med 3-5 år så behøver vi ikke at forhaste os med at beslutte placeringen, her må kommunernes gives mulighed for at komme med tilbud.
I Inuit Ataqatigiit kan vi ikke lade være med, at undre os over, at man i Grønland ikke har tilpasset sig loven som blev udarbejdet af den danske stat tilbage i 1938. Den er naturligvis blevet forældet.
Men vi er enig i, at man tager den danske lov fra 1989 om behandling af psykiatriske patienter tilpasset form til Grønland, men her til skal vi spørge om hvornår man regner med, at lovændringen i Danmark færdiggøres og om vi først skal vente på det. Også om hvordan man agter at anvende Retsvæsenskommissionen i dette arbejde, for vi mener i Inuit Ataqatigiit, at man ikke kan komme uden om Kommissionen i dette arbejde.
Selvom vi har bemærket i de foregående år, så er omsorgen at de psykiatriske patienter i Grønland helt elendigt. Men her synes vi, at man bør rose den der trofast har sørget for omsorgen af psykiatriske patienter til tros for at de er ufaglærte, deres arbejde har jo en meget svær karakter, og de udviser en stor styrke.
Her er uddannelse og kurser helt igennem nødvendige, og man bør udnytte alle muligheder for efteruddannelse. Ved at gøre det på den måde kan man først komme over følelsen af tvivl og utilstrækkelighed. Det kan også virke forebyggende på opblusningen af sygdommen og derved kan man i højere grad undgå at man sender patienter til behandling i Danmark.
Det er ikke mindst overraskende, at man regner med at antallet af psykiatriske patienter i Grønland nu måske er i nærheden af de 500. Tallet alene viser at det er nødvendigt med nøje planlagte uddannelser og vedvarende kurser inden for omsorgen af psykiatriske patienter.
I redegørelsen kommer det frem, at det ikke er nærliggende, at man kun behandler psykiatriske patienter medicinsk, hvilket vi i Inuit Ataqatigiit har påpeget for behandlingen bør foregå gennem samtaleterapi og adfærdsforståelse og ikke kun gennem medicin. Her er det nødvendigt med et tæt samarbejde mellem sundhedsvæsenet og socialvæsenet for hvis psykiatriske patienter skal gennemgå en ordentlig behandling, så afhænger det i høj grad af patientens omgivelser og vilkår.
Ud over det nuværende behov for afholdelse af kurser for støttepersoner til psykiatriske patienter, sygehuspersonale og ansatte i socialforvaltninger i kommunerne bør man støtte pårørende til sindslidende m.h.t. fremgangsmåde ved grundlæggende tvivlsspørgsmål.
Et af de klare beviser for den utilfredsstillende omsorg for de psykiatriske patienter på kysten er, at en psykiater har udtalt på sin rundrejse i 1996, at nogle af byerne ikke havde haft besøg siden 1991. Det har bl.a. resulteret i, at man har overset nogle af de psykiatriske patienter og at disse så ikke har fået mulighed for at få hjælp i forbindelse med vidtgående handicap i henhold til Landstingsloven. Ud over disse har de psykiatriske patienter ikke fået mulighed for en tilpasning i den medicinske behandling. Disse forhold kan ikke accepteres, og man må nu have en klar politik om psykiatriske patienters fremtid.
M.h.t. uddannelse bør det ikke kun være centeret for Sundhedsuddannelse der gives mulighed, men også socialpædagogskole og socialrådgiveruddannelsen bør gives mulighed for i højere grad, at undervise og holde kurser om de psykiatriske patienter. Her bør man udnytte arbejdsgivernes bidrag af ADP-midlerne på 30 mio. kr. på årsbasis.
Såfremt uddannelserne skal udvikles så skal man også have undervisningsmaterialer, og vi er i Inuit Ataqatigiit enig i bemærkningen i redegørelsen om, at man bør igangsætte oversættelsesarbejdet af undervisningsmaterialerne vedr. psykiatriske patienter ikke kun for de kommende elevers skyld, men også m.h.p. at give personalet på kysten oplysningsgrundlag.
Det er blevet nødvendigt med oplysningsarbejde i Grønland om psykiatriske patienter, også m.h.t. fremtiden er det blevet nødvendigt med at ligge klare planer for foranstaltningsstøtte i Danmark, således at vores medmennesker der har fået foranstaltningsdomme kan have bolig og omsorg i de kommuner de måtte komme hjem til.
I øjeblikket har vi jo mange danskere beskæftiget og lønnet ved at sende patienter til behandling i Danmark, og den fremtidige hjemtagelse vil kunne betale sig selv på længere sigt, men uddannelse og kurser må komme i første række.
Tilsidst vil vi fra Inuit Ataqatigiit komme med følgende bemærkninger til Landsstyrets opfordring til at placere det fremtidige behandlingscenter for psykiatriske patienter i Nuuk. Det er blevet nok med centraliseringen i Nuuk, Nuuks borgernes tålmodighed må også have en grænse, for man må også tænke på de mange boligløse Nuukborgere ved en sådan centralisering.
Skal man i løbet af kun et øjeblik bygge 50 boliger til tilkaldte ved en placering af behandlingscenteret i Nuuk, mens Nuukborgerne må vente 10-15 år, og det til tros for at der står mange tomme lejligheder i Paamiut. Lad behandlingscenteret blive bygget på kysten for det vil også være bedst for patienterne ikke at være i en stor by, men at være i en mindre by, hvor man er tættere på naturen. Hvis psyken skal styrkes er metoden en god måde, at blive styrket på.
Med disse bemærkninger henstiller vi, at redegørelsen overgår til behandling i Sundhedsudvalget før 2. behandlingen og samtidig vil vi også sige tak til arbejdsgrupperne som har udarbejdet denne omfattende redegørelse.
Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiiat.
Indledningsvis vil jeg takke for den gode redegørelse, og også takke alle de der har været involveret i arbejdet omkring udarbejdelsen heraf, og bortset fra lidt forskel mellem forelæggelsesnotatet og redegørelsen om hvad der er alternativ 1 og alternativ 2 finder jeg såvel redegørelsen som redegørelsens anbefalinger fornuftige.
Rekruttering af personale indenfor uddannelser og fagområder, hvor der i forvejen indenfor Rigsfællesskabet er mangel på er meget svært. Vi kan ikke i Grønland tilbyde særlig attraktiv løn- eller ansættelsesforhold, skatten er godt nok forholdsvis lav, men leveomkostningerne er til gengæld meget højere. Arbejdstiden i Grønland er også efterhånden væsentligt højere end den er i Danmark.
Det vi kan tiltrække folk på er vores natur og så et godt arbejdsmiljø med store faglige udfordringer. Det er derfor som redegørelsen påpeger alt for fagligt at hjemtage den psykiatriske behandling når man slet ikke kan være sikkert på, at kunne gøre det forsvarligt, så det er trosalt bedre, at patienterne behandles fjern fra deres normale miljø, men tilgengæld med kvalificeret og stabilt personale, desværre.
Desværre fordi jeg er overbevist om, at man vil få bedre resultater af behandlingen, hvis den kunne foregå i samarbejde med det naturlige nærmiljø og ikke langt væk fra Grønland.
Det koster at hjemtage den psykiatriske behandling, ja, men det koster også at sende patienter til behandling i Danmark i forhold til den forventede øgede kvalitet og kvantitet i behandlingen finder jeg ikke meromkostningerne for høje til at arbejde videre med en hjemtagning.
Jeg finder argumenterne om placeringen uden for Dronning Ingrids hospital men i tæt tilknytning hertil fornuftige. Jeg har dog fuld forståelse for Socialdirektoratets forbehold om den foreslåede placering, ligesom jeg er enig i KANUKOKA’s indsigelse omkring mangel på rekreative områder i Nuuk. Jeg skal derfor foreslå, at der arbejdet videre med en bygning i 2 etager mellem Oasen og Attuafik.
KANUKOKA’s indvending mod at placere en psykiatrisk afdeling i Nuuk kan jeg ikke acceptere, jvf. mine indledende bemærkninger. Hvis vi skal gøre os håb om indenfor en kortere tidsrække, at kunne besætte stillingerne med uddannet arbejdskraft med de nuværende løn- og ansættelsesforhold så kræver det, at der er et fagligt miljø omkring institutionen og det findes kun i Nuuk.
M.h.t. lovgivningen kan jeg tiltræde, at arbejdet omkring en revision påbegyndes snarest, og m.h.t uddannelsestiltagene kan jeg ligeledes tilslutte mig redegørelsens anbefalinger.
Med disse bemærkninger godkender jeg redegørelsen og tager den til efterretning.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Jeg kan godt fra Kandidatforbundet forstå Landsstyrets henstilling om, at den endelige beslutning om hjemtagelse af den psykiatriske behandling udsættes med mellem 3 og 5 år. Når forholdene indenfor sundhedsvæsenet endnu i dag er undergivet så ringe forhold og når der endnu er så store vanskeligheder er det ikke på nuværende tidspunkt ikke hensigtsmæssigt ovenpå disse med en hjemtagelse af den psykiatriske behandling.
Derfor skal vi fra Kandidatforbundet indtrængende opfordre til, at der arbejdes intensivt for at søge at få løst mangen med især m.h.t den kvalificerede psykiatriske arbejdskraft indenfor sundhedsvæsenet.
Det er anført at antallet af svært sindslidende personer der er boende her i landet og som dels ikke får de behandlingstilbud de har behov for er ca. 500 personer. Endvidere skal man ikke glemme at man først må søge mange andre problemer indenfor sundhedsvæsenet løst. Endvidere skal man huske på, at det i takt med at der i de senere år bliver flere og flere personer der får psykiske lidelser, så bliver det stadigt klart tydelige at der pålægges mere og mere arbejde over på præster og kateketere uanset at dette ikke har indflydelse på deres aflønning.
Derfor vil vi fra Kandidatforbundet med forståelse gå ind for Landsstyrets henstilling, det må jo erkendes at vi endnu ikke har et tilstrækkelig velkvalificeret personale og heller ikke har tilstrækkelige økonomiske midler til drift, efteruddannelse m.v. indenfor sundhedsvæsenet.
Kort udtrykt, desværre har vi på nuværende tidspunkt hverken kræfter eller økonomiske midler til hjemtagelse af den psykiatriske behandling her til landet, såfremt vi ikke skal falde på knæ for den danske stat, og bede om hjælp til økonomiske midler.
Men selvfølgelig vil vi fra Kandidatforbundet være med til, at anbefale initiativer og arbejde med at for at vi bedst muligt kan komme ud af de her omhandlede problemer.
For det første skal vi arbejde med uddannelse, god planlægning og gode lovmæssige grundlag for disse intentioner. Man skal jo ikke overtage arbejds- og ansvarsområder bare for at overtage disse, men man skal samtidig nøje vurderet hvad samfundet er i stand til at bære.
Endvidere er det meget vigtigt, at de vilkår de sindslidende får her i landet, såvidt muligt er i overensstemmelse med forholdene her i landet. Derfor er vi fra Kandidatforbundet helt enig i, at den eksisterende lovgivning der har udgangspunkt i de danske forhold, dels ikke passer til forholdene og at lovgivningen først bør tilpasses forholdene her i landet.
Endvidere er det nødvendigt, at man i arbejdet for de sindslidende intensivt arbejder med forbedring af medarbejdernes uddannelses- og sikkerhedsforhold end tilfældet er i dag.
I Kandidatforbundet finder vi det meget vigtigt, uanset hvilket arbejdsområde vi står i begreb med at overtage fra den danske stat, først grundigt har planlagt arbejdet i hele dets omfang.
Derfor forestiller vi os, som helt rimeligt, at der er planer om uddannelsestiltag vedrørende personaleområdet.
Endvidere vi i Kandidatforbundet det vigtigt, at der forud for hjemtagelse af psykiatriske patienter sker ressourceløft, de steder det vil komme hjem til. Derfor må det anbefales overfor kommunerne at de til enhver tid søger at samarbejde nært med i forberedelserne, og at de søger at arbejde bedst muligt med i forholdene, og omsorgen for de psykiatriske patienter.
Derfor må det erkendes at hjemtagelsen af de psykiatriske patienter der er til behandling i Danmark her til landet, desværre kan gennemføres på kortere sigt, på grund af personalemæssige mangler. Vanskeligheden med at få udbygget behandlingsafsnit indenfor sundhedsvæsenet samt andre problemer.
Derfor er vi fra Kandidatforbundet enige i, at der arbejdes seriøst for at hjemtagelsen af de psykiatriske patienter til behandling, der er i Danmark, planlægges til endelig gennemførelse i år 2006.
Med disse bemærkninger tager jeg den vigtige og informative redegørelse til efterretning.
Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Sundhed, Miljø- og forskning.
Først vil jeg på Landsstyrets vegne sige hjertelig tak for, at de indstillinger der er nævnt i redegørelsen bliver støttet af samtlige partier og Kandidatforbundet.
Jeg er også glad for, at partiordførerne og Kandidatforbundet fremførte så klare holdninger i forhold til redegørelsen.
Vi behandler jo nogle forhold der har meget nær tilknytning til de enkeltes dagligdag, og jeg er ligeledes glad for at man melder helt klart omkring disse forhold, på en forsvarlig måde.
Jeg skal også sige, at vi er glade for at vi nu får mulighed for at gennemføre de anbefalinger der er nævnt i redegørelsen, og vi regner også helt sikkert med, at partiordførerne og Kandidatforbundet at de i og med støtter de anbefalinger der er, også vil støtte de økonomiske konsekvenser der kommer, efter disse anbefalinger, således at Landsstyret i forbindelse med behandlingen af 1999 vil have erindring i hvad der bliver sagt her i Landstingssalen.
Efter at have sagt disse ord, vil jeg knytte nogle kommentarer til partiordførernes bemærkninger.
Jeg vil til Siumut´s ordfører Kristine Raahauge udtrykke min tak for de grundige støtte, der kommer fra Siumut.
Siumut´s ordfører kom blandt andet ind på, at man må være mere opmærksom på de patienter der er færdigbehandlet i Vordingborg amtshospital og som er klar til at blive hjemtaget, der blot opholder sig i Danmark, at de ikke kan komme hjem fordi der ikke er nogen mulighed for at komme hjem. Man skal være opmærksom på den side af sagen. Vi følger nøje med i disse forhold, og jeg vil også love, at vi fortsat gør det.
De patienter der er udskrevet efter endt behandling fra amtshospitalet og såfremt de beslutter sig at bosætte sig i bestemt tid, har vi svært ved at ændre det, og vi skal også respektere den beslutning de har taget, for det sker jo at patienterne beslutter at de vil blive i Danmark, efter endt behandling.
Vi håber at man ved forbedring af mulighederne kan resultere i at flere og flere ønsker at komme hjem til Grønland, efter endt behandling.
Vi er vidende om at det ikke drejer sig om mange personer, men vi skal alligevel være opmærksomme på denne gruppe.
Atassut´s ordfører kom med nogle konkrete spørgsmål, og først vil jeg gerne rette et tak til den fulde støtte som kom fra Atassut.
Der blev spurgt om hvordan det ligger med besøgsrejser hjem til Grønland, der kan jeg oplyse at der efter et halv år, så har proceduren været at man kan komme på besøgsrejse hvert andet år, og jeg kan oplyse at vores samtlige patienter i amtshospitalet i Vordingborg har været på besøgsrejse i Grønland, sidste år.
Et af problemerne har været, at de psykiatriske patienter der behandles i Danmark og deres mulighed for at komme på besøg ikke er lovhjemlet.
De retspsykiatriske patienter har den mulighed, hvorimod de andre psykiatriske patienter ikke har den mulighed, derfor har jeg bedt mine embedsmænd at undersøge denne sag nøjere, således at de i lighed med handicappede der er anbragt i Danmark kan få denne mulighed, jeg håber at det vil kunne fremlægges forhåbentligt inden udgangen af dette år, hvad undersøgelserne vil munde ud i, og hvilke vurderinger man har gjort sig i denne forbindelse.
Vi regner også med at vores patienter i Vordingborg amtshospital vil kunne komme på besøgsrejse i år.
Med hensyn til deres muligheder for at ringe hjem, og hvor tit det er, har jeg ikke nogen kendskab, men jeg ved at de har mulighed for at gøre det, og Anders Nilsson, Atassut´s ordfører pegede på mulighederne med video og konferencefaciliteter, dertil kan jeg sige, at vi netop i forbindelse med fornyelsen af storstrømtsaftalen, også medtager dette område.
Atassut kom også ind på de muligheder der ligger omkring Inuitfonden, dertil kan jeg oplyse at denne undersøgelse er igangsat, selvom jeg ikke kan love noget på nuværende tidspunkt, så kan jeg sige at Vi regner med, at man ophæver de krav der er stillet indtil nu på dette område.
Om telepsykiatri kan jeg oplyse at direktoratet for sundhed er i gang med at undersøge mulighederne for Telepsykiatri, i forbindelse med undersøgelsen af Telemedicin, men her er det også korrekt at man ikke har henvist til konkrete ting her i redegørelsen, men det vil kunne tages op i Sundhedsudvalget, og så frem det bliver taget op, vil de også få økonomiske konsekvenser.
Inuit Ataqatigiits ordfører, Malînànnguaq M. Mølgaard vil jeg også gerne rette et tak til, og bemærker at IA støtter de samtlige anbefalinger.
Inuit Ataqatigiit har specielt anmodet om at der tages stilling til placering af en lukket afdeling i Grønland, når man når frem til det, dertil må jeg bemærke at den kommende behandlingscenter vil være en stor institution, og vil fylde godt i en mindre by, men samtlige ordførere var enige om det landsstyret anbefalede om, at en sådan beslutning udskydes evt. 3-5 år, og jeg er også glad for den støtte.
Jeg har forhåbninger om, at den efterfølgende debat, efter denne redegørelse ikke bliver sådan, uden videre puttet i en skuffe, fordi man ligesom lovede at vi kommer tilbage til en konkret beslutning om hjemtagelsen, om tre, senest fem år, hvor den så bliver taget op igen, hvor Landstinget atter skal tage stilling til dette spørgsmål.
Det giver også mulighed for at få nøje kendskab til hvordan forholdene er blevet til i den tid for udviklingen foregår jo på visse områder meget hurtigt, og som vi ikke altid kan forudsige, derfor vil der være mulighed for at vurdere dette spørgsmål nøjere med tiden.
Landsstyrets holdning til dette spørgsmål er klar, at en evt. Psykiatrisk behandlingscenter bør placeres i Nuuk, men der vil være mulighed for at vende tilbage til dette spørgsmål.
Malînannguaq M. Mølgaard kom også ind på den personalemæssige situation og boligsituationen, men kommer også ind på skolen og dagistitutionsområdet, det er blandt andet også disse ting, men ikke alene disse ting, der ligger til grund for Landsstyrets indstillinger, hvori der foreslås en samlet planlægning, i samarbejde med det sociale område, kriminalforsorgen og mange andre. På den måde kan vi medtage de forskellige behov, der må ligge deri.
Inuit Ataqatigiit undrer sig over, at man stadigvæk har loven fra 1938 gældende som lovhjemmel her.
Loven fra 1989, har jeg, da jeg blev Landsstyremedlem i 1991 har jeg forespurgt om denne kan ændres. Men revisionen af loven af 1989 er allerede igangsat, og der er betænkeligheder ved at den uden videre bliver overført til Grønland, så det vil være bedst at afvente færdiggørelsen af revisionsarbejdet, dette arbejde har pågået i gennem flere år, og gennem flere år har man regnet med at den blev fremsat i Folketinget, og det sidste vi har hørt, er at man regner med at revisionsarbejdet vil blive fremsat i Folketinget i år, derfor håber vi at denne er ved at være færdigbehandlet, således at vi også kan tilpasse reglerne efter de gældende forhold i Grønland, det vil jo også være mest passende at man ikke ikrafttræder love, der er trådt ude af kraft i Danmark.
Inuit Ataqatigiit kom også ind på at man skal have en klar politik omkring de psykiatriske arbejde, det er jeg helt enig i, derfor har Landsstyret har lagt vægt på at debatten går i gang nu, og vi har været spændt på, hvilke budskaber der vil komme fra Landstingsmedlemerne, nu kan vi ud fra de budskaber som kommer fra ordførerne gå i gang, også ud fra de ting Landsstyret har anbefalet.
Nu ser det endeligt ud som om at vi har en mere konkret politik omkring hele psykiatrien, jeg er helt enig i, at vi har manglet det, og selvfølgeligt kan det være ønskeligt, at man havde en mere klar politik, på et tidligt tidspunkt, men sådan har forholdene været, jeg mener at man skal være glad for at vi har fået de klare budskaber som kommer fra de forskellige politiske retninger.
At man ikke kun skal sætte lid til sundhedsuddannelserne i Grønland, er vi helt åbne overfor fra Landsstyret, for i det videre arbejde, vil man inddrage de forskellige områder, således vil man også afdække behovet for de forskellige områders behov for videreuddannelser- og kurser, og derved kan vi også fremkomme med henstillinger til hvordan disse kan gribes an.
Jeg kan også nævne, at kursusinitiativet omkring støttepersoner, deri har man planlagt, i samarbejde med andre områder, og i udnyttelse af AIB-midlerne.
Med disse bemærkninger, vil jeg blot gentage at jeg er meget glad for de meget klare meldinger der er kommet her, og at de mange der har psykiske sygdomme som man ikke har været opmærksom på gennem mange år, og deres familier, og ikke mindst personalet har set at der er behov, men ikke har haft særlig mange muligheder, og på deres vegne er jeg også glad for at fremtiden nu ser lidt lysere ud, i og med at der nu er ved at blive igangsat mere konkrete initiativer på området.
Afslutningsvis vil jeg heller ikke undlade at nævne ligesom Siumut´s ordfører, at rette en tak til de frivillige organisationer og ikke mindst den nye forening for sindslidende ”Sugisaq”, der efter at have været igennem vanskelige forhold vil afsætte ressourcer og har viljen til at være med til at hjælpe til på området. Jeg ønsker dem godt arbejde fremover, og ønsker den store betydning deres arbejde vil få, og vil møde større forståelse i samfundet.
Anders Nilsson, Atassut:
Jeg skal først sige tak for det svar jeg fik fra Landsstyremedlemmet for sundhed, for vores indlæg, og jeg har et par tilføjelser.
Det er vigtigt for Atassut at vi ikke svækker opmærksomheden overfor de patienter, der er henvist til behandling på amtshospitalet i Vordingborg, i hvert fald de næste fem år.
Når vi har klaget over forholdene i Vordingborg, så har embedsfolkene og politikerne dernede svaret, at vi kun indgår et til toårig aftaler med dem, og at det derfor er begrænset for hvad de kan investere, jeg vil opfordre til, at direktoratet for sundhed og Landsstyret nu indgår en femårig aftale med Vordingborg. Så vi indhenter de muligheder vi nu har i kraft af nogle længere aftaler, for at få nogle bedre forhold for patienterne.
Hvis jeg har forstået det rigtigt, så har patienterne nu kun hjemrejse hvert andet år, sådan har vi ikke fået det beskrevet i sundhedsudvalget, og jeg mener også at jeg kan huske, at vi på efterårssamlingen, i forbindelse med en sparerunde fra finansudvalget, netop udtog de her besøgsrejser og sagde at de skulle være årlige, men jeg kan ikke huske det helt præcist, i hvert fald, så tillægger vi det af stor betydning, at patienterne i Vordingborg kan komme hjem årligt.
Det er ikke bare fordi det er hyggeligt og rart at se familien, det er som personalet i Vordingborg fortæller, et led i helbredelsen, et led i behandlingen, at de opretholder så tæt en kontakt med familien som muligt.
Jeg er glad over at høre at forhandlingerne om indarbejdelse af videokonferenceudstyr i behandlingen, at det er noget man er opmærksom på, og det var en af lægerne der pegede på den mulighed, da vi var på besøg.
Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit:
I forbindelse med den store personalemangel, og i forbindelse med planlægningen, har vi talt med personalet i Vordingborg amtshospital, og en af de ting vi har lagt mærke til er, at personalet selv udtalte mangel på kendskab til forholdene i Grønland, og at de ønsker at få mere viden om Grønland, for at kunne forstå deres patienters baggrund.
Derfor blev det sagt at man fremover evt. Kan lave udviklingsordninger, således at personalet i amtshospitalet i Vordingborg, der har kendskab til behandling af psykiatriske kan komme herop, og således udveksle med personalet heroppe, evt. under et kursusophold, jeg mener også at det kan være en fordel at have det i erindringen, vi ved at der er praktikophold i forbindelse med uddannelsen, men en evt. Udviklingsordning kan være en fordel.
Jeg er helt enig fra Inuit Ataqatigiit´s side, som vi ikke kom ind på vores bemærkninger omkring telepsykiatri, vi ser gerne at det bliver udviklet, samtidig med at passe på at man ikke skeler alene til denne side. Det er også meget vigtigt at man fysisk møder patienterne, og derved se hvilke behov de har.
At telemedicin også indgår i disse overvejelser vil vi gerne opfordre til.
Vi er også glade for i Inuit Ataqatigiit, at andre partier, nemlig Siumut og Atassut kom ind på placering af den fremtidige psykiatriske afdeling, ikke på nuværende tidspunkt skal det bestemmes hvor det skal være, også fordi man skal skel til de nuværende situation i sundhedsområdet, det er vi meget glade for, og som sagt har KANUKOKA også skrevet at man ikke ønsker placeringen i Nuuk, og vi mener også at der sker for stor centralisering i Nuuk.
Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Sundhed, Miljø- og forskning:
Jeg er fuldstændig enig med Atassuts ordfører, Anders Nilsson, fra Landsstyrets side, idet beslutningsgrundlaget efterfølgende vil blive en forbedret indsats overfor det i Grønland værende psykiatriske patienter, og heri også inkluderet deres besøgsrejser til deres hjemby. Men der vil fortsat være nogle patienter som vi også i de kommende år bliver nødt til at sende til Danmark, og dem kommer vi også til følge godt med i, og der er nu sket en forbedring af det samarbejde der er med Vordingborg og amtshospitalet dernede, da vi er vidende om at vi i flere år kommer til at arbejde og samarbejde med dem, og samarbejdet er kommet i bedre rammer, som vi gerne vil videreudvikle.
Og som en konsekvens af den store mediebevågenhed der har været, har man opnået et godt samarbejde med amtshospitalet i Vordingborg, hvor deres omgivelser og deres værelser i det hele taget, er der sket meget store forbedringer, i forhold til for et par år siden.
Selvfølgeligt skal vi ikke holde op med at holde øje med udviklingen dernede, da vi til stadighed skal holde fortsat øje med deres omgivelser.
Jeg er også glad for at man også kommer ind på besøgsrejserne, således at der kommer indstilling til at der sker forbedringer i rammerne omkring ordningen, men jeg husker ikke helt hvordan det er sket i de foregående år, som sagt var alle patienterne på besøgsrejse i 1997, hvilket vi også regner med vil ske igen i 1998, men vi undersøger lovgrundlaget for disse besøgsrejser, og med disse bemærkninger regner jeg med at de forskellige bemærkninger, der er kommet, også vil genstand for debat i sundhedsudvalget, hvor vi yderligere vil få mulighed for at vende tilbage til spørgsmålet.
Afslutningsvis skal jeg nævne, at arbejdet med de psykiatriske patienter og deres familier ikke er tilfredsstillende, det er på tide at vi behandler vores medborgere som er nødt til at opholde sig i Danmark, på en bedre måde, og det er ikke kun patienterne som får det bedre, men også deres familier vil få det bedre, ligesom vi også opnår et sundere samfund i det hele taget.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:
Vi skal være sunde allesammen i år 2000, men jeg synes at det er yderst vigtigt at forstå og undersøge videre i sundhedsudvalget om hvorfor antallet af personer med psykiske lidelser stiger, hvad er årsagen hertil?
Før vi kan gå med til de forskellige initiativer må vi vide noget om årsagerne til de psykiske lidelser, vi kan ikke bare sige, at vi må bekæmpe lidelsen, men som sagt må vi også gå ind og undersøge de årsager der ligger til grund for at folk får denne lidelse.
I en af mine bemærkninger var i indlægget at præster og kateketer bliver mere og mere bebyrdet af folk der har psykiske lidelser, jeg mener også at man også skal være opmærksom på dette område.
Det er også tilfældet i bygderne, og hvis vi allesammen skal være sunde i år 2000, ja, så har vi mange opgaver at få løst, i løbet af de godt 12 år der er frem til år 2000.
Alting hænger sammen, hvilke rolle spiller de euforiserende stoffer, jeg vil derfor blot indstille at man også tager disse med i forbindelse med behandlingen af redegørelsen i sundhedsudvalget.
Jeg skal understrege at punktet vedrører redegørelsen om hjemtagningen af den psykiatriske behandling.
Kristine Raahauge, Siumut:
Anders Nilsson nævnte klart, at forhandlingerne med Vordingborg, vedrørende patientbehandlingen, og vi ved jo at vi kommer til at nedsende patienter i mindst 5 år endnu, og det er vigtigt at patientbehandlingen af psykiatriske patienter skal ske under gode omgivelser.
Man taler nu om at man vil flytte behandlingen til Nuuk, men vi siger at man skal tage hele sundhedsområdet under et, og vi mener også at man ikke skal centralisere det i for høj grad, da der er alt for mange patienter som sundhedspersonalet skal holde øje med på døgndrift her i Nuuk.
Landstingets Forårssamling