Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 33-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Mandag den 26. Maj 1997 kl. 13.03

 

Dagsordenens punk 33,

 

Betænkning afgivet af Socialreformkommissionen.

(Kommissionens formand)

 

Mødeleder, Jonathan Motzfeldt, Landstingets Formand.

 

 

Ruth Heilmann, Formand for Socialreformkommissionen.

 

Tak hr. formand. 

 

I forbindelse med vores borgermøder rundt omkring på kysten, har vi sunget vores dejlige sang fra .............. som frit oversat kan lyde som: Lad os venner være sammen om et godt formål, og det er både en indholdsrig og god opvarmning til en debat.

 

Desuden kan budskabet i vores logo og plakat forstås på forskellige måder, og vi har i Kommissionen valgt følgende fortolkning, nemlig: tryghed, medansvar, hjælp til selvhjælp, sammenhold og glæde, idet vi mener at disse ord er dækkende for vores arbejde i Kommissionen.

 

Socialreformkommissionen der blev nedsat af Landsstyret i juni 1995 har ved aflevering af denne betænkning afsluttet sit arbejde.

 

Det har været en positiv og spændende oplevelse, at arbejde med betænkningen i Socialreformen, en betænkning som i nærmeste fremtid vil danne grundlaget for Landstingets beslutning på det sociale område.

 

 Det er mit håb, at betænkningen vil blive et godt og brugbart materiale, hvor der kan hentes konkret viden om grundlaget for det daglige arbejde på det sociale område, ligesom der kan hentes inspiration til de mange opgave her, og bliver det idet fremtidige arbejde.

 

Det er mit håb, at betænkningen vil danne et fornyet grundlag for den videre dialog mellem brugerne af det offentlige system og politikerne, således at fremtidens sociale velfærd system fortsat kan opbygges i fællesskab.

 

Afslutningsvis vil jeg som formand for Kommissionen bringe en hjertelig tak til Kommissionsmedlemmerne samt alle der har bidraget til arbejdet i Socialreformen, hvad enten det er sket gennem brevkassen, til møder eller gennem pressen.

 

Og forinden jeg fremlægger min forelæggelse vil jeg endvidere takke de enkelte direktorater og KANUKOKA, som har bidraget med de nødvendige ressourcer i styringsgruppen, projektgrupper samt kommuner og organisationer og andre som har medvirket og sendt os værdifuldt inspirationsmateriale.

 

Forslagene har været sendt til Kommissionen igennem de to seneste år, og såfremt disse forslag ikke direkte har været besvaret fra Kommissionens side, vil jeg undskylde dette, men  vi må sige, at Kommissionen har haft et kæmpe stort arbejde at udfører, og  betænkningens omfang, vidner om at størstedelen af arbejdet er udført på minutiøs vis og de muligheder, som de enkelte befolkningsmedlemmer har bliver også vist i betænkningen og i selve forelæggelsesnotatet.

 

Og nu går jeg videre til selve forelæggelsen.

 

Betænkningen, som jeg fremlægger, er opdelt i 2 dele, hvor første del indeholder Kommissionens anbefalinger og anden del indeholder diverse bilag.

 

Vedr. Kommissionens arbejdsform skal jeg henvise til punkt 1.3 i betænkningen. Jeg vil dog gerne fremhæve, at det har ligget Kommissionen meget på sinde ikke at udarbejde en betænkning for befolkningen men at udarbejde en betænkning i samarbejde med befolkningen. En af Kommissionens fornemste opgaver har derfor været at skabe en gensidig og konstruktiv dialog med landets borgere. Kommissionens rejser og mange møder har haft til formål at opfylde denne opgave og jeg håber, at dette mål er nået.

 

Jeg vil tillige gerne fremhæve at Kommissionens anbefalinger er afgivet i fuld enighed. Dette betyder naturligvis ikke at kommissionsmedlemmerne igennem hele forløbet altid har været enige. Gennem vores arbejde med denne betænkning har vi haft mange frugtbare diskussioner og meningsudvekslinger, men vi har altid været i stand til at komme frem til en fælles holdning. Dette er meget positivt, specielt når det tages i betragtning hvor omfattende og kompliceret det sociale område er.

 

Som forudsat i kommissoriet har Kommissionen behandlet de 4 hovedområder, sikringsydelser, ældre, handicappede samt børn og unge. Kommissionen har i sin arbejdsform fundet det hensigtsmæssigt først at beskrive det eksisterende regelsæt inden for hvert område, herefter at problematisere områderne og endelig at opstille anbefalinger på de enkelte områder. I det omfang det har været muligt, er de økonomiske konsekvenser som følge af anbefalingerne beskrevet.  

 

Inden jeg overgår til en lidt mere deltaljeret gennemgang af  Kommissionens  anbefalinger vil jeg  gerne pege på et par overordnede træk i betænkningen og som gælder for alle 4 områder.

 

For det første peger Kommissionen på, at der så vidt mulig bør ske en forenkling af de enkelte regelsæt. Reglerne bør være karaktiseret af åbenhed og gennemskuelighed til gavn for såvel borgeren og administrationen, således at de sociale medarbejdere får mere tid til deres egentlige opgaver. Regelforenklingen bør dog kun gennemføres i det omfang det ikke påvirker borgerens grundliggende retssikkerhed.

 

For det andet skal koordineringen og samarbejdet mellem de offentlige instanser forstærkes. Serviceringen af den enkelte borger må ikke forringes på grund af bureaukratiske forviklinger. Det offentlige system skal indrettes i forhold til borgeren og ikke omvendt. Mennesket skal i centrum.

 

For det tredje er forudsætningen for gennemførelsen af mange af Kommissionens anbefalinger, at der sker en opprioritering af uddannelsen af personalet. De ansatte på landets plejehjem, døgninstitutioner, socialforvaltninger osv. udfører et stort og vigtigt arbejde,  men kvalifikationer­ne og bestræbelserne rækker ikke altid. Og Dette forhold skal der rettes op på.

 

For det fjerde skal de fysiske rammer løbende forbedres og udbygges, det være sig boliger, offentlige bygninger osv.

 

For så vidt angår min gennemgang de enkelte anbefalinger skal jeg indledningsvis sige, at jeg ikke gennemgår de mere tekniske anbefalinger. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi under debatten ikke kan komme ind på disse anbefalinger.

 

Vedr. of­fentlig/takstmæssig hjælp kan jeg oplyse, at  Kommissionen anbefaler, at der indføres en offentlig sikringsydelse baseret på en énstrenget model til afløsning af den nuværende tostrengede ordning. Samtidig anbefaler Kommissionen, at der indføres en fast minimumsydelse gældende for alle uanset faglig og geografisk tilknytning.

 

Kommissionen anbefaler, at der indføres en mulighed for, at en hjælpsmodtager kan supplere  sin minimumsydelse ved bibeskæftigelse, uden at der sker modregning i ydelsen fra det offentlige.

 

Kommissionen anbefaler desuden, at der ved vurderingen af, om der er behov for hjælp ses bort fra en formue på 5.000 kr. for enlige og på 10.000 kr. for ægtepar.

 

Kommissionen anbefaler, at der fastsættes en række bestemmelser, der forbedrer  revaliderings­området, herunder bl.a. definition af personkredsen, udgifter som følge af uddannelsen og/eller handicappet,  revalideringsperiodens længde mv.

 

For så vidt angår aktivering finder Kommissionen det vigtigt, at aktiveringsbestræbelserne forbedres generelt. Dette gælder især de unge, som er på offentlig forsørgelse. Kommissionen anbefaler derfor, at pålægge kommunerne en pligt til at iværksætte aktiveringstiltag over for de unge, der har været ledige i f.eks. 3 måneder.

 

For så vidt angår forskellige boligsubsidier anbefaler Kommissionen, at det indkomstuafhængige boligbørnetilskud for udlejningsejendomme og kommunale udlejningsejendomme ændres til en indkomstafhængig ydelse. De midler der bliver frigjort som følge af denne omlægning, skal overføres til boligsikringen.

 

Samtidig anbefaler Kommissionen, at indkomstgrænsen for modtagelse af boligsikring forhøjes.

 

Vedr. pensionsalderen, der anbefaler Kommissionen, at pensionsalderen på sigt hæves til 63 år.

 

Kommissionen anbefaler, at der indføres mulighed for at give førtidspensionister et tilbud om skånejob.

 

For så vidt angår personlige tillæg anbefaler Kommissionen, at der fastsættes objektive regler om tilskud til husleje, varme og el mv. For så vidt angår hjælp til enkeltudgifter, så som briller, beklædning mv. anbefaler Kommissionen, at der udarbejdes en udtømmende liste, således at pensionister kan ydes hjælp til en enkeltudgift, hvis denne udgift er opført på listen.

 

For så vidt  angår  ældreomsorg anbefaler Kommissionen, at det udarbejdede plejetyngdemateri­ale anvendes ved fastsættelsen af normeringerne på alderdomshjemmene.

 

Kommissionen anbefaler desuden, at der i hver kommune ‑evt. fælleskommunalt eller regionalt for de mindre kommuners vedkommende ‑ ansættes fysioterapeuter og ergoterapeuter, som kan varetage de ældres behov for genoptræning og vedligeholdelsestræning.

 

Kommissionen anbefaler, at alle kommuner opretter en "bestyrelse" for alder­domshjem­met/plejeafdelingen, hvor de ældre er repræsenteret.

 

Kommissionen anbefaler yderligere, at kommunalbestyrelserne skal udarbejde en vedtægt for hver enkelt ældreinstitution i kommunen. Vedtægten bør bl.a. indeholde målsætningen med institutionen, husregler, herunder beboerråd/bestyrelse og personalepolitik.

 

For så vidt angår de demente anbefaler Kommissionen,  at der i kommunerne oprettes skærmede afdelinger enten i tilknytning til alderdomshjemmet eller som en separat enhed.

 

På hjemmehjælpsområdet anbefaler Kommissionen, at der etableres en egentlig hjemmehjæl­peruddannelse af 1/2 til 1 års varighed f.eks. under STI, samt at der afholdes løbende kurser mv. for de ansatte.

 

Kommissionen anbefaler videre, at hele ældreomsorgen eller dele deraf samles under ét i de forskellige kommuner.

 

Endelig anbefales det, at der etableres nødkaldere hos de pensionister, der bor alene.

 

For så vidt angår aktiviteter for de ældre anbefaler Kommissionen, at der i samarbejde med de ældre lokalt udarbejdes forebyggende aktiverende foranstaltninger i kommunalt regi. Desuden anbefales det, at kommunerne ansætter en ældrekonsulent.

 

For så vidt angår boligsituationen på ældreområdet, anbefaler Kommissionen, at byggeri af ældreboliger, ældrekollektiver og ældreinstitutioner prioriteres højt.

 

Kommissionen anbefaler desuden, at der i landets boligpolitik indføres kvoteordninger m.h.t. ældre‑og handicapvenligt byggeri. Boligerne bør desuden opfylde nogle fastsatte minimumskrav til ældre‑og handicapvenlig indretning.

 

På handicapområdet anbefaler Kommissionen at kompetencen til at træffe afgørelser i  henhold til handicapforordningen udlægges til kommunerne. Samtidig anbefales det, at de kommunale sagsbehandlere sikres den nødvendige efteruddannelse.

Kommissionen anbefaler, at 60 års grænsen ophæves, således at personer med et vidtgående handicap fortsat kan få hjælp til de merudgifter, der er forbundet med handicappet, uanset alder.

 

For så vidt angår de fysiske rammer anbefaler Kommissionen, at forbedring af de fysiske rammer for handicappede prioriteres, og at der sikres et vist antal handicapboliger.

 

Det anbefales videre, at offentlige bygninger, lufthavne, havne, veje og stier så vidt muligt bliver tilgængelige for handicappede.

 

For så vidt angår undervisning og uddannelse anbefaler Kommissionen, at specialundervis­ning og udviklingstilbud som hovedregel bør foregå i Grønland. Kommissionen anbefaler derfor, at der udarbejdes specialundervisningsmateriale på grønlandsk, og at de relevante hjælpemidler stilles til rådighed.

 

Kommissionen anbefaler, at børn og unge med fysiske handicap som udgangspunkt får undervisningstilbud sammen med andre børn og unge. Kommissionen anbefaler desuden, at der etableres uddannelsestilbud til lærere og pædagoger/støttepædagoger, der arbejder med de handicappede, ligesom det anbefales at satse på uddannelse af grønlændere samt at special­læreruddannelsen genoptages.

 

Kommissionen anbefaler desuden, at for så vidt det overhovedet er muligt etableres lokale tilbud, f.eks. væresteder til aflastning og rådgivning af familien, således at familierne er i bedre stand til at klare dagligdagen.

 

For så vidt angår uddannelse anbefaler Kommissionen, at erhvervsuddannelser, videregående uddannelser, GU, STI og lignende bliver fuldt tilgængelige for handicappede.

 

For så vidt angår genoptræning, revalidering og beskæftigelse anbefaler Kommissionen, at der arbejdes henimod at ansætte ergoterapeut, fysioterapeut, talepædagog og sundhedsplejerske i hver kommune.

 

Kommissionen anbefaler desuden, at der etableres et landsdækkende videnscenter for handicappede børn og voksne. I tilknytning hertil anbefales det videre, at der etableres en hjælpemiddel­central og et revalideringscenter, hvor der er mulighed for at den handicappede kan få afprøvet sin arbejdsevne.

 

For så vidt angår beskæftigelse anbefales det, at der oprettes flere beskyttede værksteder til personer med en ubetydelig resterhvervsevne.

 

Kommissionen anbefaler videre, at den såkaldte 10 kr.s ordning fjernes, og at der i stedet e­tableres mulighed for reelle skånejob, som jeg tidligere har nævnt.

 

For så vidt angår fritidstilbud anbefaler Kommissionen, at der for børnene oprettes regionale legeteker med pædagogisk legetøj mv.

 

Derudover anbefaler Kommissionen, at der oprettes væresteder for handicappede, som f.eks. kan indeholde værksteder, café, fællesrum og mulighed for fysisk udfoldelse. Disse tiltag kunne etableres i forbindelse med de "væresteder", som jeg tidligere har nævnt under undervisning og uddannelse.

 

Kommissionen  anbefaler, at der igangsættes oplysningskampagner om sindslidelser, samt  at der sker en styrkelse af det tværfaglige samarbejde både lokalt, regionalt og centralt. Kommissionen anbefaler endvidere, at der oprettes kurser og efteruddannelser specielt til støttepersoner og sagsbehandlere. 

 

På børne‑og ungeområdet anbefaler Kommissionen,  at der sker en øget forebyggende og aktivitetsskabende indsats på børn og ungeområdet. Der bør forebygges i hvert lokalsamfund samtidig med, at den forebyggende indsats i lokalsamfundene koordineres og støttes fra centralt hold. Det anbefales, at SSPK‑samarbejdet bliver obligatorisk i hver kommune, og at uddannelsen af forebyggelseskonsulenter genoptages, samt at der uddannes fritidspædagoger. Endelig anbefales det, at der oprettes et centralt forebyggelses‑og informationscenter, hvor der ansættes et tværfagligt forebyggelsesteam.

 

For så vidt angår dagpasning og fritidstilbud til børn og unge anbefaler Kommissionen,  at området vedr. pasnings‑og fritidstilbud til børn og unge opdeles i to hovedgrupper:

 

1. Førskolebørn, der skal reglerne bibeholdes, men det politiske ansvar overføres til kulturområ­det.

 

2. Skolesøgende børn, der skal kun gælde ét regelsæt med politisk reference til kulturområdet. Reglerne skal indeholde mindstekrav til personalenormering og indretning, ligesom det pædagogiske indhold skal kvalitetssikres.

Kommissionen anbefaler, at der sker en aktivitetsforøgelse, der medfører at dækningsgraden for førskolebørn samlet i år 2005 vil være på 80 %, både i by og bygd. Alle skal have mulighed for at få del i den udvikling en daginstitutionsplads giver.

 

Kommissionen anbefaler, at der arbejdes for oprettelse af flere private og selvejende daginstitutio­ner.

 

Kommissionen anbefaler derfor, at der generelt sker en opkvalificering af de kommunale sagsbehandlere og socialarbejdere i de sociale institutioner med henblik på, at der skabes ensartede tilbud.

 

For så vidt angår familiepleje  anbefaler Kommissionen, at der sker en opkvalificering af den bistand, der tilbydes plejeforældre ved f.eks. løbende kursusvirksomhed til plejeforældre og tilbud om løbende rådgivning og vejledning fra kommunen.

 

Kommissionen anbefaler desuden, at der åbnes mulighed for at etablere egentlige professionelle familieplejeforhold. Kommissionen anbefaler, at de professionelle plejeforhold oprettes og tilbydes i Hjemmestyrets regi, men at etableringen og tilsynet med plejeforholdet foregår i de enkelte kommuner.

 

Endelig anbefaler Kommissionen, at der sker en opstramning af de betingelser, der skal være opfyldt for at kunne få plejetilladelse.

 

På  døgninstitutionsområdet anbefaler Kommissionen, at specialiseringen og decentraliseringen så vidt muligt udvikles og udbygges i tilknytning til­de nuværende institutioner, og at de allerede eksisterende døgninstitutioner løbende renoveres og tilføres tidssvarende rammer.

 

Kommissionen anbefaler desuden, at der etableres flere pladser på døgninstitutioner med egentligt behandlingssigte.

 

Kommissionen anbefaler videre, at der iværksættes et udredningsarbejde i forbindelse med det fremtidige behov for institutionspladser.

 

Endelig finder Kommissionen, at samarbejde mellem forældre og institution skal forbedres, og at institutionerne skal forpligtes til aktivt at forsøge at få et forældresamarbejde iværksat.

 

For så vidt angår  tilsynet med børn og unge anbefaler Kommissionen, at beslutningskompe- ten­cen i sager om børn og unge skal forblive i kommunernes sociale udvalg, men at det tværfaglige samarbejde styrkes.

 

Kommissionen anbefaler videre, at tilsynspligten med de sociale udvalg i kommunerne bliver ændret, således at Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked som tilsynsmyndighed får mulighed for at pålægge en kommunes sociale udvalg en handlepligt, både for så vidt angår iværksættelse af konkrete hjælpeforanstaltninger til et barn eller en ung, og generelle tiltag i en kommune for at forbedre børn og unges vilkår.

 

Kommissionen anbefaler, at tilsynsforpligtelsen for daginstitutionsområdet og det kommunale dagplejeområde overflyttes til de kommunale myndigheder. Det overordnede tilsyn med reglernes overholdelse skal fortsat ske fra centralt hold.

 

Endelig kan Kommissionen anbefale, at ankesystemet ændres til et to instans princip, hvor ét udvalg i kommunen er første instans og ankenævnet anden instans.

 

I forhold til denne gennemgang af betænkningens anbefalinger skal jeg endnu engang understrege, at de overordnede principper i Kommissionens arbejde og dermed i betænkningens anbefalinger har været, at de socialpolitiske visioner skal være  retningsgivende, at socialpolitik nødvendigvis er en langsigtet proces, at de socialpolitiske løsningsmodeller skal være helhedsorienterede, at strukturen i det sociale system skal sikre, at den enkelte borger tilskyndes til generelt at være selvhjulpen og ansvarlig for egen situation og endeligt at nærhedsprincippet skal være styrende. Det er Kommissionens opfattelse at såfremt betænknin­gens anbefalinger gennemføres vil ovenstående principper også fremover være styrende for udformningen af den sociale politik.

 

Afslutningsvis vil jeg gerne  rette en meget varm og oprigtig tak til alle kommissionsmedlem- mer­ne for deres store indsats. Jeg skal desuden sige tak til alle der har bistået os med udarbejdelsen af denne betænkning.

 

Med disse ord indstiller jeg betænkningen til Landstingets velvillige behandling.

 

Og følgende medlemmer af Kommissionen har underskrevet betænkningen:

Udpeget af Landsstyret, repræsentant for bygderne Bent Kleist,

Landstingsmedlem Kristine Raahauge Siumut,

Landstingsmedlem Jakob Sivertsen Atassut,

Landstingsmedlem Lars Sørensen IA, og endelig

som repræsentant for KANUKOKA Hans Kleist, sammen med Rasmus Brandt fra Atassut.

 

Jeg har fungeret som formand, udpeget af Landstyret.

 

Tak.

 

 

Benedikte Thorsteisson, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

 

I 1995 tog Landsstyret initiativ til nedsættelse af en Socialreformkommission. I dag efter næsten to år er arbejdet nu tilendebragt. Resultatet er blevet en næsten 400 sider lang betænkning der beskriver, problematiserer og opstiller løsningsforslag indenfor følgende fire socialpolitiske hovedområder, nemlig: sikringsydelser, ældreomsorg, handicappede samt børn og unge.

 

Igennem tiden er der blevet opbygget meget store forventninger til Kommissionens arbejde. Det er Landsstyrets opfattelse, at Kommissionen har indfriet disse forventninger.

 

Landsstyrets grundlæggende synspunkt er, at betænkningen indeholder mange  konstruktive ideer og anbefalinger omkring den fremtidige udvikling og indretning af det sociale system.

 

Landsstyret finder endvidere, at Kommissionens anbefalinger ikke skal forstås som absolutte krav, der her og nu skal tages definitiv stilling til. Landsstyret ser derimod Kommissionens anbefalinger som velovervejede og gennemtænkte forslag til, hvorledes det offentlige sociale system kan videreudvikles, således at det tilpasses nutidens vilkår og fremtidens udfordringer.

Betænkningen har herved karakter af et meget omfangsrigt idékatalog, der vil være retningsgiven­de i det fremtidige arbejde.

 

Det er således Landsstyrets faste overbevisning, at denne betænkning vil blive en værdifuld inspirationskilde med hensyn til at tilpasse og videreudvikle det offentlige sociale system.

 

Kommissionens formand har netop gennemgået betænkningens anbefalinger og det er derfor ikke nødvendigt i dette indlæg at gå ind i en nærmere drøftelse af disse anbefalinger. Der skal dog knyttes en kommentar til kommissionens grundlæggende tanker omkring de bærende principper vedrørende udformning af fremtidens socialpolitik.

 

Kommissionen har bl.a. bemærket, at de socialpolitiske løsningsmodeller skal være helhedsorienterede, at strukturen i det sociale system skal sikre, at den enkelte borger tilskyndes til generelt at være selvhjulpen og ansvarlig for egen situation og endeligt at nærhedsprincippet skal være styrende.

 

Landsstyret er meget enige i, at disse principper også i fremtiden skal være retningsgivende ved udformningen af de socialpolitiske tiltag og initiativer. Landsstyret betragter således disse principper som fundamentet for en sammenhængende og aktiv socialpolitik.

 

Der er lagt et stort stykke arbejde i udarbejdelsen af denne betænkning, men det slutter bestemt ikke her. Der skal i den kommende tid foretages en grundig vurdering af hvorledes betænknin­gens hovedprincipper og mere konkrete anbefalinger mest hensigtsmæssigt kan føres ud i livet.

 

Landsstyret vil på denne baggrund iværksætte et opfølgningsarbejde, der skal resultere i konkrete lovgivningsmæssige initiativer på det sociale område. Allerede ved den kommende efterårssam­ling vil Landsstyret præsentere en række resultater fra dette opfølgningsarbejde herunder en tidsplan for gennemførelsen af de lovgivningsmæssige initiativer.

 

Det skal bemærkes, at dette arbejde helt naturligt vil blive koordineret med det allerede igangsatte opfølgningsarbejde vedrørende Kommunalreformkommissionens betænkning samt i samarbejde med alle relevante direktorater i Hjemmestyret. Opfølgningsarbejdet skal tillige koordineres med de netop indgåede overenskomster samt det igangværende udredningsarbejde vedrørende muligheden for oprettelse af pensionsfonde.

 

Landsstyret er endvidere af den opfattelse at der principielt set skal eksistere lige sociale vilkår for de udsatte grupper i samfundet uanset hvor i landet man bor. Dette nødvendiggør en nøje vurdering af den nuværende økonomiske fordelings‑og udligningsnøgle mellem kommunerne.

 

Der skal være et velfungerende social system i alle kommuner og ikke kun i de rige kommuner. Vurderingen  skal naturligvis foretages i et snævert samarbejde med KANUKOKA.

 

Landsstyret tager med disse bemærkninger betænkningen fra socialreformkommissionen til efterretning.

 

Landsstyret håber, at betænkningen vil blive genstand for en grundig debat i Landstinget og at denne debat vil udmunde i klare tilbagemeldinger, som vil kunne skabe grundlag for det videre arbejde.

 

Endelig skal Landsstyret rette en stor tak til kommissionens medlemmer for det store arbejde, de har udført. Opgaven har været vanskelig og meget omfangsrigt.

 

Det er Landsstyrets opfattelse, at kommissionsmedlemmerne har løst opgaven på en god og kontruktiv måde, og der skal desuden rettes en til alle de involverede parter, hvis bidrag har muliggjort færdiggørelsen af betænkningen.

 

Afslutningsvis skal Landsstyret sige hjertelig tak til kommissionens formand, hvis indsats og engagement er kendt af alle.

 

 

Laannguaq Lynge, ordfører for Siumut:

 

Vi skal fra Siumut knytte følgende bemærkninger til betænkningen afgivet af socialreformkom­missionen 1997;

 

Siumuts grundlæggende socialpolitik er baseret på følgende;

 

grundlaget må bygge på, at enhver borger, som ikke er hæmmet af helbreds‑ og

evnemæssige forhold, har personligt ansvar for sit livs opretholdelse og forbedring af sine levevilkår.

 

Fra Siumut har vi haft et meget stort medansvar for socialreformkommissionens arbejde,

derfor vil vi gerne takke alle medlemmerne og ikke mindst formanden for det store og meget omfattende arbejde, der er blevet udført fra kommissionens side.

 

Vi skal heller ikke undlade at fremhæve, at vi er tilfredse med, at kommissionen under sit arbejde løbende er fremkommet med debatoplæg og nyhedsbreve med henblik på, at vi alle kunne følge med i kommissionens arbejde. Vi har derudover bidt mærke i, at kommissionen gennem sin rejsevirksomhed på kysten har praktiseret møder med befolkningen, hvilket har været med til at give kommissionen givtige oplysninger om borgernes daglige levevilkår.

 

I Siumut har vi med megen interesse studeret kommissionens betænkning, som peger på mange detaljer, der skal tjene til styrkelse og smidiggørelse indenfor hele socialområdet.  Selv om der også i begyndelsen af 1980=erne blev gennemført en socialreform, er det med den so med mange af reformerne fra dengang, at enten er de ikke længere  tidssvarende i dag, eller trænger til revision.

 

I Siumut lægger vi mærke til, at betænkningen koncentrerer sig om 4 hovedemner, som har stor betydning for borgernes dagligdag og som kommissionen har afdækket nøje i sin betænkning, nemlig; offentlig hjælp, indstillinger vedrørende ældreområdet, indstillinger vedrørende handicapområdet samt indstillinger vedrørende omsorgen for børn og unge.

 

Fra Siumut lægger vi mærke til, at betænkningen vil resultere i større kommunalkompetance for socialområdet. Dette er vi tilfredse med fra Siumut, idet dette vil styrke nærdemokratiet og give kommunerne en styrket ansvarsposition. Denne side af sagen er også et udtryk for, at man fra centralt hold er tilfredse med kommunernes forvaltning af det sociale område, og fra Siumut regner vi med, at dette synspunkt vil blive vel modtaget fra kommunernes side.

 

Fra Siumut lægger vi også mærke til, som noget meget vigtigt, at én af betænkningsens konsekvenser helt klart vil blive muligheder for tilbud til kurser og videreuddannelser for medarbejdere på socialområdet, arrangeret fra centralt hold blandt andet i samarbejde med KANUKOKA.  Dette er ganske nødvendigt tilsigtet de opgaver, som kommer til at høre under kommunerne.

 

Fra Siumut skal vi også indstille, at omkostningerne fra de centrale myndigheder til medarbejdernes videreuddannelser og kurser koordineres nøje med kommunerne. Én af konsekvenserne af betænkningen vil iøvrigt være ændringer vedrørende udgifterne på socialområdet. Set under ét, mener vi fra Siumut, at socialreformen vil medføre en anden form for omprioritering på udgiftssiden, såfremt de fremlagte forskellige forslag udnyttes fornuftigt og efter hensigten, er der imidlertid ingen tvivl om, at der finder en omkostningsstabilisering sted på længere sigt.  Her tænker vi på, at tilstedeværelse af dygtige medarbejdere, uden tvivl vil medføre bedre service overfor kunderne og hos borgerne, som tilsammen vil være omkostningsdæmpende.

 

I Siumut mener vi, at målsætningen i relation til betænkningen også uvægerligt må tage sigte på, at samfundets økonomi ikke overbebyrdes. Dette gælder reformerne indenfor offentlig hjælp, boligbørnetilskud og boligsikring samt ensartede personlige tillæg i ældreforsorgen med videre.

 

Vedrørende ældreforsorgen, der mener Siumut, at enhver borger i Grønland må have trygge levevilkår i sin alderdom.

 

Fra Siumut går vi ind for kommissionens indstilling om alderspensionsgrænsen forhøjes til 63 år i den nærmeste fremtid. Vi har god forståelse for kommissionens argumentation i denne forbindelse, nemlig forbedring af sundhedstilstanden i samfundet samt de løbende forbedringer indenfor de forskellige ansættelsesvilkår i de senere år.

 

I Siumut er vi glade for indstillingen om mere uniformeret tildeling af personlige tillæg til modtagere af ældrepensioner. Som bekendt bliver tildelingen af personlige tillæg til aldersrentemodtagere, administreret meget forskelligt fra kommune til kommune i dag. Dette forhold medfører forskelsbehandlende situationer, som igen medfører klager og utryghed hos de ældre. Vi er helt enige i forslaget om, etablering af registreringsinstans vedrørende indkomstydelserne, derigennem etableres klare retningslinier for medarbejdere og de ældre.

 

Vi må gøre, hvad vi kan, for at sikre, at de ældre kan fortsætte med at bo i deres oprindelige boliger. Siumut mener i denne sammenhæng, at der fortsat vil være behov for hjemmehjæl­perordningen, derfor skal vi fra Siumut også pege på, at disse medarbejdere, på linie med andre medarbejdere, har behov for løbende dygtiggørelse i form af kurser og lignende. I denne ånd støtter vi kommissionens indstilling om videreuddannelse af hjemmehjælperne ved anvendelse af de eksisterende STI‑skoler.

 

Gennem en årrække, er reglerne vedrørende ældreforsorg og alderspensioner blevet ændret op til flere gange, i denne forbindelse er det ikke underligt, at mange ældre, som følge heraf oplever problemer med hensyn til at følge med i de diverse ændringer.

 

Fra Siumut har vi støttet kommissionens indstilling om ansættelse af konsulenter på ældreområdet, dette har vi gjort, ikke alene på grund af de ændringer, der vil, som følge af reformen, men også af hensyn til det stigende antal ældre medborgere og deraf følgende stigende behov for rådgivning. Uden at komme nærmere ind på de øvrige indstillinger, skal vi fra Siumut tilsige vore generelle støtte til indstillinger vedrørende ældreforsorgen.

 

Vedrørende offentlig hjælp, går Siumuts politik blandt andet ud på følgende;

behovsvurderingen skal være basis for tildeling af offentlig hjælp i alle bosteder i vort land.

Indstillingen fra kommissionen om at forlade de nugældende tostrengede system, i relation til social ydelser, hilser vi fra Siumut velkommen.

 

Fra Siumut lægger vi megen vægt på alle borgeres ligerettigheder i forbindelse med offentlige hjælpeydelser. Samtidigt skal vi fra Siumut tilsige vor støtte til indstillingen om mindteydelser­ne samt mulighederne for ekstraindtægter uden, at man bliver fratrukket i de offentlige hjælpeydelser.

 

I forbindelse med offentlig hjælp, støtter vi fra Siumut anbefalingerne vedrørende genoptræ­ning, som et egnet middel til fornyet selvhjulpethed, ligesom vi støtter anbefalingen om skånejobs til førtidspensionister.

 

Alle sådanne tiltag vil være nyskabelser, som vil være spændende at få erfaringer fra indenfor det offentlige hjælpeområde.

 

Fra Siumut støtter vi også anbefalingen om, at kommunerne tilpligtes at søge muligheder for især unge mennesker, som har været arbejdsløse i for eksempel 3 måneder, kan få beskæftigel­se.

 

Boligbørnetilskuddet har været til genstand for drøftelser efterhånden i flere år. Nu foreslår kommissionen; indtægtsregulering på området, alt efter de enkelte familiers økonomiske formåen. Tanken er, at de økonomiske midler, som spares derved, skal lægges oveni boligsikringsydelserne, selvom vi fra Siumut støtter forslaget, er vi nervøse for, at mellemind­komstfamilierne derved kan komme i klemme igen, men vi er rede til nøjevurdering af denne problematik. Siumut mener, at de fysiske rammer for service og pleje af handicappede i vort land bør udvides og at man så vidt muligt arbejder på etablering af behandlingscentre.

 

Med hensyn til handicappede tænkes der i denne forbindelse på beskæftigelsesmuligheder, plejemuligheder, veluddannet personale, indretning af samfundet og omgivelserne med henblik på integrering af de handicappede i de øvrige samfund, at Y nemmere indgangsfaciliteter for handicappede i forskellige virksomheder og offentlige bygninger. Og som det sidste hensigtsmæssige boligforhold og andre vilkår. 

 

Fra Siumut lægger vi mærke til, at kommissionen anbefaler, at kompetancen til at træffe afgørelser vedrørende sagsbehandling indenfor handicapområdet udlægges til kommunerne, da vi fra Siumut mener, at dette er blevet nødvendigt, skal vi indstille, at man arbejder på en snarlig gennemførelse af forslaget. Det er tidligt, at den dobbelte administration i forhold til de handicappede, som praktiseres i dag, medfører forsinkelser i sagsbehandlingen, som kan få alvorlige konsekvenser for den hancicappede. Gennem gennmemførelse af forslaget, kan man skabe basis for nærhedsprincippet i behandlingen.

 

Med glæde har vi også lagt mærke til anbefalingen om ophævelse af 60‑årsgrænsen i relation til status som alderspensionist. Det er jo sådan i dag, at en handicappede person, som har passeret de 60 år, alene kan få dækket merudgifter til specielle udstyr med videre i form af personlige tillæg. Vi ved, at de nugældende regler kan skabe problemer hos mindre økonomiske velfungerende kommuner. Fra Siumut støtter vi fuldt ud, at de handicappede fortsat kan få hjælp til de merudgifter, der er forbundet med handicappet.

 

Slutteligt mener vi fra Siumut, at den nødvendige efteruddannelse af kommunale sagsbehand­lere gennemføres forud for udlægning af området til kommunerne.

 

I dag lægger man i stadig større grad hovedvægten på forebyggelsesarbejdet i forbindelse med arbejdet for børn og unge, end indenfor socialvæsenet.  Ikke mindst gennem det sidste årti, har kommunerne koncentreret sig om dette på forskellige måder og niveauer.

 

I Siumut mener vi, at forebyggelsesarbejdet må fokusere på børnene, hvis man skal opnå positive resultater.

 

I Siumut støtter vi anbefalingen om, at der skal udføres forebyggelsesarbejde i hvert lokalsamfund med udgangspunkt i de aktuelle lokale problemer. Derfor hilser vi fra Siumut genopstarten af Paarisa velkommen. Det er vores grundlæggende holdning, at man også fra centralt hold må følge med, hvis forebyggelsesarbejdet skal have gennemslagskraft og være mere synligt blandt borgerne.

 

I Siumut finder vi, ar arbejdet indenfor børne‑ og ungdomsområdet, ikke alene er et anliggende for socialmedhjælperne, men at det er lige så vigtigt, at inddrage skolerne og ikke mindst forældrene i dette arbejde.

 

I dag er der temmelig mange børn, som anbringes udenfor hjemmet og antallet kunne have været større endnu, men vi ved, at personer, som ellers er vidende om børns utilfredsstillende daglige vilkår er tilbøjelige til at tilbageholde med oplysninger på grund af utilstækkelig beskyttelse af anynomiteten, derfor støtter vi fra Siumut kommissionens anbefaling om styrkelse af anonymitetsbeskyttelsen fuldt ud.

 

Det er vores opfattelse, at enhver voksen borger må have mulighed for at give børn, som ikke kan svare for sig, mulighed for bedre levevilkår.

 

Fra Siumut går vi ind for kommissionens anbefaling omkring ankesystemet. Det er rigtigt, at klagesager har tendens til at trække i langdrag, fordi der er for mange instancer klagen skal igennem, hvilket resulterer i, at klageren venter i urimelig lang tid på afgørelsen.

 

Fra Siumut, skal vi udtale, at vi mener, at det første skridt i socialreformen, bør være dygtiggørelse og efteruddannelse af sagbehandlerne indenfor socialvæsenet med det formål at forbedre servicen overfor klienterne, således, at kommissionens anbefalinger kan virkeliggøres på en tilfredsstillende måde.

 

Sluttelig skal vi fra Siumut udtrykke ønske om, at man forud for udarbejdelse af følgelovgiv­ningen i kølvandet, på kommissionens betænkning inddrager KANUKOKA og organisationer, der vil blive berørt af følgelovgivningen i det videre arbejde med lovgivningsforberedelserne.

 

Endelig finder vi fra Siumut, at det er nødvendigt at indføre tilbagevendende redegørelser på socialområdet, på linie med redegørelserne om sundhedsområdet.

 

Med disse princippielle bemærkninger, skal vi fra Siumut indstille, at socialreformkommissio­nens betænkning undergives viderebehandling i Landstingets socialudvalg.

 

 

Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut:

 

Vi har følgende bemærkninger til betænkningen fra Socialreformkommissionen, hvilket vi nu vil kommentere fra Atassuts side.

 

Fra denne talerstol har Atassut flere gange klart udtalt, at love og forordninger skal tilpasses sideløbende med den meget hurtige udvikling her i landet. Vi er bekendt med, at der i de seneste år klages meget over forhold omkring de sociale områder fra samfundets side. Med forståelse for klagerne og ønskerne besluttede koalitionen Siumut/Atassut i 1995, at der nedsættes en Kommission for vurdering af det hele sociale område.

 

Fra Atassut er vi glade for, at Socialreformkommissionen efter 2 år og efter afholdelse af mange møder og rejser nu fremkommer med en meget spændende betænkning som samfundet og befolkningen finder yderst interessant, og har fulgt meget godt i.

 

At det sociale arbejde i det hele taget i Grønland skal være tilrettelagt på en sikker og forståelig måde både for børn og ældre finder Atassut  vigtigt, og vil være med til at samarbejde herom,  idet vi bl.a. altid har fundet det vigtigt at en indbygger eller borger i en kommune uanset om vedkommende er høj eller lav skal kunne henvende sig til kommunekontoret og ikke gå skuffet derfra uden at få det ønskede at vide.

 

Hvem som helst af kommunens indbyggere har ret til at få en konkret sagsbehandling. Personalet i Kommunekontoret skal være venlige og imødekommende og skal kunne yde det der henvendes om. Og uanset om, at vedkommende som henvender sig bor i en bygd eller by, idet indbyggerne i kommunerne er jo dem der er med til at betale driften af Kommunekontoret via deres skattebetalinger.

 

Derfor finder vi det positivt at man nu vil forbedre forholdene omkring serviceringen af befolkningen meget bedre end det der er tilfældet idag.

 

Atassut finder det positivt at Landstinget og kommunerne samarbejder om forskellige tiltag for at skaffe arbejde til de unge, da nogle af de midler som udbetales som sociale ydelser i stedet for bruges til at få de unge i arbejde. Og vi har allerede set et positivt resultat af dette, men vi skal ikke stoppe her.

 

Fra Atassut skal vi kræve at kommunerne og Hjemmestyret sætter alt ind omkring et samarbejde omkring etablering af arbejdspladser og lærepladser til de unge arbejdsløse som p.g.a. mangel på arbejdspladser må ty til socialhjælp, så disse unges mangel på arbejdspladser, ikke begynder at slå til fremtiden.

 

Da de mange former for sikringsydelser er meget ugennemskuelig så gør det arbejdet med en korrekt ydelse til folk meget tidskrævende. En masse penge bruges til drift som er med til at betale forskellige ydelser til børn, unge, ældre og ikke mindst til de handicappede og andre med en almindelig behov for hjælp.

 

Vi vil ikke kommentere hver enkelt punkt i Socialreformkommissionens fremlagte betænkning da disse er udarbejdet minutiøst og indgående, men jeg vil dog kommentere enkelte punkter, som vi finder er af stor vigtighed.

 

Atassut finder det yderst vigtigt, at der sideløbende med en grundig gennemgang m.h.p. en lovrevision afholdes kurser for personalet i det sociale område for at lette forståelsen af de mange regler. Vi er bekendt med, at der i nogle bygder er en korrekt social sagsbehandling et problem, og at man først kan komme ud af dette problem, når der først er dygtige medarbej­dere eller at man tilstadighed afholder kurser for personalet.

 

Socialreformkommissionens anbefaling af indførelse af enstrenget model af offentlig hjælp og taktmæssig hjælp hilser Atassut meget velkommen da dette  længe diskuterede spørgsmål langt om længe skal til at blive rettet.

 

Atassut tilslutter sig den anbefalede størrelsesangivelse af socialydelsen uanset geografisk beliggenhed, herved kan man sikre en ensartet social behandling. I dag er det sådan, at under en periode, hvor man får socialhjælp, og man under denne periode, har haft en mindre indtægt ved siden af, så skal man betale til kommunens Socialudvalg, et forhold som ikke er et særsyn i Grønland i dag.

 

For at rette op på dette problem anbefaler Socialreformkommissionen, at man når man skal man få udbetalt socialhjælp, at der så sættes en formue for enlige til 5000 kr. og 10000 kr. til ægtefæller og at det er disse beløb man skal se bort fra. Og derved opnås større grundlag for en mere selvhjulpenhed.

 

Arbejdsløshedsbekæmpelsen generelt i Grønland taget i betragtning er Atassut enige i. Og at det nu påtænkte tiltag for at få unge i arbejde, unge som har været uden arbejde i 3 måneder, dette forhold lægges under kommunernes ansvar, men finansieringen af dette taget i betragtning der mener vi i Atassut, at skal formålet realiseres så må Hjemmestyret være medfinansierende til dette, da arbejdsløsheden i Grønland endnu er så stor, at kommunerne ikke alene kan rette op på dette problem.

 

Hvad angår de forskellige boligsubsidier der anbefaler Kommissionen, at det indkomstuafhæn­gige børnetilskud for udlejningsejendomme og kommunale udlejningsejendomme ændres til en indkomstafhængig ydelse. I en forbindelse så skal vi fra Atassuts side nævne, at den nuværende boligbørnetilskudsordning er en god ordning som er udarbejdet meget nøje bl.a. på grund af disse årsager. Boligbørnetilskudene er en direkte ydelse der fratrækkes boligbetalingen, og ikke kan misbruges. Derfor skal vi fra Atassut kræve, at BSU boligbørnetilskudsmåden bibeholdes som idag, da vi allerede på nuværende tidspunkt ved, hvor svært det kan være at betale sine BSU ydelser også når man tager alle udgifterne med i betragtning til varmen, el m.m.

 

Socialreformkommissionen arbejder ud fra at boligsikringsydelsen således at man forhøjer højeste indkomstdel.  Således skal Atassut anbefale at højeste indtægt sættes til 280.000 kr. for opnåelse af boligsikring og dette forhold vil Atassut gerne vil være med til at arbejde for, men også såfremt det kun forhøjes til 200.000 til at man kan opnå boligsikring, vil man opnå det resultat, at de fleste lavlønsgrupper, vil få mulighed for at få boligsikring.

 

Hvad angår pensionsalderen der anbefaler Kommissionen, at pensionsalderen på sigt hæves til 63 år, og dette forhold støtter vi fra Atassuts side, og skal understrege følgende: M.h.t. at man hæver grænsen til 63 år, så skal vi understrege hvem man er om man er arbejder eller lønmodtager, hjemmegående husmoder eller fanger eller har et andet erhverv, så kan de, hvis de ikke længere er i stand til at udføre deres arbejde p.g.a. handicaps der har de mulighed for at søge om førtidspension uanset hvor gammel man er.

 

Fra Atassut skal vi på det stærkeste kræve, at de raske ældre må selv bestemme, hvornår de vil starte deres pensionsalder, for netop at agte det enkelte menneskes vilje til at være selvhjulpen. Der er alt for mange ældre i dag der p.g.a. deres alder må trække sig væk fra deres arbejde, men på den anden side, må vi også tage hensyn til, så må vi også kunne på den anden side ikke tvinge et menneske til fortsat at arbejde når erhvervsevnen er nedsat.

 

Og såfremt en pensionist får indtægter ved siden af pensionen, så fratrækkes der et beløb fra pensionen, såfremt der er små indtægter eller biindtægter ud over pensionen. Og det går ud over de pensioner eller ældre der i stedet for at sidde med hænderne i skødet, og mange af dem klager også over dette forhold.

 

Og fra Atassut skal vi kræve, at man sætter en mindstegrænse for mulig indtægt for pensionister, nemlig 40.000 kr. for enlige og 60.000 kr. for par. Ved en sådan en ordning, så vil vi opnå at de ældres vilje til at være selvhjulpen bliver større. Der er nogle ældre som i mange år som har arbejdet for private personer, og som nu er blevet pensionister, og disse grupper får ikke pension for det offentlige. Og de opnår derfor ikke noget ved, at når de i mange år har arbejdet for de private.

 

Fra Atassut mener vi, at uanset hvem man er og har udført et godt samfundsarbejde, det bør belønnes fra det offentlige.

Hvad angår personlige vederlag så må der f.eks. tilstøtte til el m.m., hvorfor der må udarbejdes konkrete regler for ydelse af støtte til dette, og dette forhold støtter vi fra Atassuts side på det kraftigste. I dag er der jo en del ældre som anstrenger sig for at betale alle udgifter til tide til tiden, og ved ændring af reglerne så må det også gælde pensionisterne, også hvad angår boligbetalingerne.

 

Hvad angår de handiccapede så må vi også sikre os at være vågne overfor at de også kan være borgere ligesom alle andre borgere i Grønland, således de ikke oplever en forskelsbehandling.

 

Efter de nuværende regler, så bliver de betragtet som almindelige pensionister efter det fyldte 60 år uanset hvor stort et handicap de har. Og vi må stræbe os efter, at man ser meget på hvor stort et handicap de har, således at de tilstadighed kan modtage den hjælp, de har behov for.

 

Hvad angår hjælp ved familieplejeanbringelser så støtter vi fra Atassuts side, at man løbende gør forholdene for disse grupper bedre, således at de nye plejefamilier også får løbende kursustilbud og vejledningstilbud fra kommunerne, og disse tiltag støtter vi på det kraftigste fra Atassuts side.

 

Hvad angår ankemulighederne på det sociale områder, hvor man anbefaler at ankesystemet ændres til 1- 2 en slagt princip, hvor et udvalg i kommunen er 1. instans og ankenævnet 2. instans. Dette forslag til ændring er vi fra Atassuts side enige i, såfremt det vil resulterer i en hurtigere sagsbehandling.

 

Man fristes til at kommentere samtlige afsnit fra betænkningen, men da vi ikke vil gøre det længere nøjes vi med det før sagte. Men vi skal understrege, at vi ved udarbejdelsen og ændringerne af lov og regelsættet, da vil vi fra Atassut side være stærk medvirke til at dette vil blive realiseret.

 

Hvad angår andre henstillinger fra Socialreformkommissionen, dem er vi enige i, hvorfor jeg som før sagt ikke skal kommentere dem yderligere.

 

Og fra Atassut side og det bestræbelser på at ændre regelsættet for Socialreformkommissionen, så skal vi også fra Atassut´s side takke de personer som har været med til at inspirere i dette stor arbejde og selv været med til at stille forslag i arbejdet.

 

Og med disse bemærkninger skal vi udtrykke at vi er enige i Socialreformkommissionens betænkning. 

 

 

Lars Sørensen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

 

Inuit Ataqatigiit har med interesse behandlet den generelt meget omfattende betænkning fra Socialreformkommissionen, der fornylig blev fremsat af formanden for kommissionen.

 

Det fremsatte arbejde påbegyndtes efter indstilling fra Kommunalreformkommissionen under efterårssamlingen i 1994 og efter, at Landsstyret under efterårssamlingen i 1995 nedsatte kommissionen, der er repræsenteret fra Landsstyret, kommunerne og Landstinget.

 

Det er nu femten år siden, at den første Socialreformkommission fremlagde sin betænkning her i salen, der resulterede i ansættelse af to personer efter indstilling og opfordring fra kommissionen. Fra Inuit Ataqatigiit regner vi med, at der naturligvis vil være nogen, der vil arbejde videre på gennemførelse af indstillingerne fra betænkningen.

 

Vi har gennem tiderne flere gange tilpasset retningslinierne for det sociale område til de aktuelle forhold, vi lever under.  Naturligvis har den stadige revision og tilføjelser til de eksisterende retningslinier skabt behov for rationalisering på området. Under vores rejseaktivitet i kommissionen har vi konstateret, at kommunerne bruger retningslinierne overfor borgerne ud fra kommunens økonomiske formåen.

 

Vi har fra Inuit Ataqatigiit konstateret, at dette er mest markant for de ældres vedkommende, hvor ældreomsorgen og disses økonomiske situation er meget forskellig, hvor det er spørgsmål om, i hvilken kommunen man bor, hvilket vore ældre er blevet opmærksomme på.

 

Vi skal fra Inuit Ataqatigiit derfor på det kraftigste give vores tilslutning til de ældres ønske om samme behandling uanset, hvilken kommune de bor i.

 

Kommissionen har primært beskæftiget sig med hjælp fra det offentlige, ældreomsorg, handicapområdet samt børn og unges vilkår. Arbejdet omfang bekræftes ved, at kommissionen er fremkommet med en betænkning med over 400 sider inklusive de vedlagte informationer, og det er ikke forbavsende at borgerne meget forventningsfuldt har set frem til kommissionens betænkning. Inuit Ataqatigiit finder det meget vigtigt, at betænkningen blev udarbejdet i samarbejde med borgerne.

Skal borgerne sociale vilkår forbedres, må vi som politikere gøre mere ud af vores løfter til borgerne, hvilket vi i Inuit Ataqatigiit er rede til at gøre..

 

Såfremt kommissionens indstillinger og opfordringer eventuelt bliver gennemført delvist opfordrer Inuit Ataqatigiit Grønlands Hjemmestyre og KANUKOKA om at aftale en ny financieringsform med hensyn til gennemførelse og prioritering.

 

Hvad vil det ellers nytte, at vi i Landstinget forbedrer borgernes sociale vilkår på lovgivnings­området, så længe de administrerende, altså de enkelte kommuner, ikke har råd til at finansiere forbedringerne.

 

Vi skal ligeledes fra Inuit Ataqatigiit samtidig opfordre til et samarbejde myndighederne imellem og gøre ansvarsområderne mere overskuelige med henblik på hurtigere overtagelse af ansvaret. Det kan ikke accepteres, at der først gøres noget, når opgaven er uløselig, fordi myndighederne tøver med at overtage ansvaret hurtigt.

 

Det er på tide, at vi alle erkender, at det ender med flere udgifter for samfundet. Der er jo kun en til at finansiere, nemlig Landskassen.

 

Inuit Ataqatigiit vil samtidig opfordre Landsstyret til at udarbejde en Socialpolitisk Redegørelse i erkendelse af det store behov for tilbundsgående undersøgelse af de ældres, arbejdsløses, de handicappedes, børn og unges vilkår idag. Ligeledes vil Inuit Ataqatigiit finder vi det vigtigt, at bygdebeboerne inddrages i undersøgelsen heraf.

 

Ligeledes vil Inuit Ataqatigiit indstille, at Landsstyret undersøger mulighederne for et projekt for etablering af et Socialforskningsinstitut i Grønland, hvor vi forestiller os hvor forsøgspro­jekt køres i samarbejde med Ilisimatusarfik.

 

Uden at komme ind på samtlige indstillinger og opfordringer fra Socialreformkommissionen, vil vi bemærke følgende, vi har konstateret;

 

Hjælp fra det offentlige.

 

Fra Inuit Ataqatigiit  skal vi opfordre til, at man først vender tilbage til eventuel indførelse af en enstrenget model for ydelse af sikringsydelser efter samråd med forbund og foreninger i lighed med SIK.

Inuit Ataqatigiit finder af afgørende betydning, at de resultater forbundene og myndighederne har opnået ved forhandlinger ikke ødelægges herved.

 

Inuit Ataqatigiit er tilfredse med, at den sociale lovgivning nu skal til at overskueliggøres.

Vi vil ligeledes indstille overfor Landsstyret, snarest at indlede forhandlinger med KANUKO­KA og SIK vedrørende de forskellige former for boligtilskud med henblik på, at tilskuddet bliver gavnlig for flest mulige beboere og ikke mindst, hvad angår de økonomiske byrder.

Vi er ikke imod en landsdækkende ensartet minimumsbeløb af de sociale ydelser, idet Inuit Ataqatigiit har den opfattelse, at borgerne bør ydes trangsvurderet social bistand.

 

Vi er ej heller imod forhøjelse af pensionsalderen til 63 år. dog vil vi aldrig komme til at leve under samme vilkår i vort land, der kan være ekstrem kold og dermed have indflydelse på helbredet, hvorfor vi altid vil have medborgere, der ældes hurtigt efter hårdt slid, hvor Inuit Ataqatigiit ønsker at disse fortsat har mulighed for tildeling af førtidspension.

 

Ældreomsorg.

Vore ældre har ved etablering af foreninger i deres hjembyer og bygder, hvor de kan samles og senere ved dannelse af et landsforbund skriftligt og ikke mindst ved afholdelse af møder tilkendegivet, at de ikke kan acceptere den enorme forskel på ældreomsorgen fra kommune til kommune. Vi skal fra Inuit Ataqatigiit derfor bemærke, at vi er enig i Socialreformkommissio­nens opfordringer og indstillinger vedrørende forbedring af ældreomsorgen.

Inuit Ataqatigiit vil opfordre Landsstyret til at komme med en redegørelse til efterårssamlingen vedrørende de ældres økonomiske vilkår med henblik på landsdækkende ensartet omsorg.

 

Inuit Ataqatigiit forestiller sig, at rapporten kan indeholde følgende aspekter:

AFritidsbeskæftigelse@ for ældre, koordinering af omsorgen (kommunerne og sundhedsvæsenet imellem), mere attraktiv omsorgsarbejde, pensionens størrelse, nyordning i alderdomshjemme­ne, flexibel ordning af forhøjelsen af pensionsalderen til 63 år samt nyvurdering af reduktion af pensionen i tilfælde af biindtægter m.v.

 

Handicapområdet.

 

Som bekendt er ydelserne fra det offentlige til de handicappede meget nyt, og der er kun gået meget få år, da man som politisk satte sig til måls, at de handicappede så vidt muligt forbliver i Grønland. Idet man tidligere adskilte de handicappede fra forældrene uden at tænke så meget på arten af deres handicap. De blev så flyttet til et helt andet land, hvilket ses af det store anlægsarbejder i 60-erne og 70 erne, hvor man overhovedet ikke tænkte på de handicappede, hvorfor Inuit Ataqatigiit gør krav på, at man i den fremtidige byggeri tager hensyn til de handicappede.

 

Kommissionen indstiller, at kommunerne får kompetence på handicapområdet. Hvilket Inuit Ataqatigiit  stiller hertil spørgsmålstegn ved, om kommunerne er rede hertil. Det er absolut nødvendigt, at de fremtidige omsorg med de handicappede bliver ensartet landet over. Nu om dage er det spørgsmål om kommunernes økonomiske formåen i niveauet på handicapområdet.

 

Inuit Ataqatigiit foretrækker, at kommunerne bedre udnytter det centrale arbejde og viden på handicapområdet.

 

Med henblik på forbedring af handicapområdet fremover vil Inuit Ataqatigiit indstille, at man i samarbejde med Socialpædagogisk Seminarium og Centeret for Sundhedsuddannelser bestræber sig på etablering af en skole for de handicappede.

 

Inuit Ataqatigiit ønsker, at man politisk undersøger mulighederne for løbende uddannelse af medarbejdere på handicapområdet med henblik på stabil omsorg af de handicappede.

 

Der er stigende antal psykisk handicappede i Grønland, hvilket fremgik af den Sundhedspoliti­ske redegørelse i efteråret 1996. Vi skal derfor forespørge Landsstyret om, hvor langt man er nået med bestræbelserne på ansættelse af psykologer og psykiatere i kommunerne. Vi skal henlede opmærksomheden på, at Inuit Ataqatigiit under denne samling har foreslået ansættelse af denne personalegruppe i kommunerne.

 

Vi er ligeledes bekendte med, at der er stigende antal tilfælde af hjerneblødninger i Grønland. Vi ønsker etablering af genoptræningsfaciliteter ud af de eksisterende ressourcer. Ligeledes vil vi indstille, at familiemedlemmer får mulighed for større indflydelse uden at være usikre som tilfældet er nu.

 

Børn og unge.

 

I børns og unges opvækst er de vigtigste aspekter kærlighed fra forældrene, samtale og god motivation fra forældrenes side. En sådan behandling fra sine medmennesker har sin betydning for børn og unge.

 

Landskassen bør løbende have råd til, at vore børn og unge har sunde beskæftigelsesmulighe­der i deres dagligdag.

 

Kommissionen indstiller sin betænkning, at ansvaret for børneinstitutionerne placeres under Kultur- og Undervisningsområdet. Dertil er Inuit Ataqatigiit ikke imod, men ønsker at spørgsmålet først bliver debatteres blandt befolkningen.

 

Vore børn er vor fremtid. Derfor ønsker vi, at de 13- 18 åriges muligheder i deres fritid og ønsker, at der arbejdes ud fra de krav de stiller, her tænker vi på fritidsklubber og skoler m.v.

Derfor skal vi fra Inuit Ataqatigiit indstille, at der udarbejdes informationsmaterialer herom.

 

Inuit Ataqatigiit glædes over det stigende omfang i den forebyggende arbejdet. For tiden koncentreres forebyggelsesarbejdet specielt på risikogrupper. Vi skal fra Inuit Ataqatigiit opfordre til, at det forebyggende arbejde følges op med behandling. Det er ofte tilfældet, at manglende behandling af stærke oplevelser for børn i tidlig alder, altid bliver større belastning for samfundet senere hen. Vi skal fra Inuit Ataqatigiit indstille, at man etablere et behandlings­organ for familier, der er blevet udsat for sådanne stærke oplevelser ud fra de eksisterende ressourcer. Det er ikke nok, at børnene bliver henvist til daginstitutioner.

 

Det frivillige arbejde fra enkeltpersoner ud fra deres oplevelser med at danne foreninger viser den afgørende betydning for etablering af et direktorat for familieanliggender, hvorfor Inuit Ataqatigiit vil opfordre til, at man allerede på nuværende tidspunkt iværksætter arbejde med etablering heraf, hvor foreninger, der har behov for rådgivning blandt andet er, Kisimiinngila­tit, Puigornanga, Suigisaq, enlige fædre, foreningen for adoptivbørn, Landsforeningen for krisecentre og naturligvis enkeltpersoner ude i kommunerne.

 

Inuit Ataqatigiit har opfattelsen af, at borgernes muligheder for at klage  bør overskueliggøres. Det er ikke noget nyt, at borgerne ikke får rådgivning i deres muligheder for at klage. Vi indstiller derfor at dette bør følges op med information.

 

Idet vi er enige i de øvrige henvisninger fra kommissionen har vi ikke yderligere bemærkninger  dertil, idet vi er sikre på, at de øvrige indstillinger vil blive behandlet indgående i Landstinget arbejde til efteråret og de kommende år.

 

Sluttelig skal vi fra Inuit Ataqatigiit benytte lejligheden til, at sige inderligt tak til de mange, der har deltaget i kommissionens arbejde fra direktoraterne under Hjemmestyret, KANUKO­KA, enkelte kommuner, bygderåd, de forbund og foreninger, man har sendt høringer til, personalet i Socialreformkommissionens sekretariat og ikke mindst enkelte borgere, der har deltaget skriftligt og under møderne i dette omfattende arbejde og givet inspiration til nytænkning i bestræbelserne på reform på det sociale område.

 

Med disse bemærkninger går vi ind for Socialreformkommissionens betænkning, og overgår til videre behandling i Landstingets Socialudvalg.

 

 

Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiiat.

 

Jeg vil starte med at takke ikke blot selve Socialreformkommissionen, men også alle dem, der har medvirket til betænkningens tilblivelse, det gælder såvel embedsmænd som organisationer og enkeltpersoner, der har bidraget til arbejdet.

 

Jeg finder meget positivt den måde, hvorpå arbejdet er tilrettelagt, således at det er foregået i dialog med befolkningen.

 

Med henblik på de enkelte områder inden for betænkningen, vil jeg gerne knytte følgende bemærkninger:

 

Først til Sikringsydelser:

 

Det kan konstateres at de nuværende regler ikke er hensigtsmæssige, og at der dagligt sker fejladministration både til borgernes fordel, men også til borgernes ulempe. Det siger sig selv, at dette ikke er hensigtsmæssigt. Det sker ikke nødvendigvis, fordi reglerne er meget komplicerede, men måske lige så meget p.g.a. for dårlig eller manglende uddannelse af personalet.

 

Jeg vil derfor allerede nu understrege det vigtige element som Socialreformkommissionen også nævner: Nemlig uddannelse, efteruddannelse og kursusvirksomhed. Det er store ændringer, der lægges op til på de forskellige områder, og det nuværende personale kan ikke magte denne opgave uden store tilførsler af ressourcer, både menneskelige og økonomiske ressourcer.

 

Og vedrørende Offentlig hjælp/Taktmæssig hjælp:

 

Og her vil jeg pointere, at der i kommissoriet står Aat der skal lægges særlig vægt på, at strukturen i det sociale system sikrer, at den enkelte borger tilskyndes til generelt at være selvhjulpen og ansvarlig for sin egen situation@ Der skal altså ikke skabes et socialt nassesystem men der skal skabes et system, der spænder et sikkerhedsnet ud under befolkningen, så de personer, der uden egen skyld falder igennem, bliver fanget op.

 

Akulliit Partiiat er enig i det uhensigtsmæssige og socialt uretfærdige i, at kun medlemmer af bestemte faglige organisationer får adgang til en udvidet sikringsydelse. Men princippet om, at medlemmer af faglige organisationer får en udvidet hjælp, finder AP yderst fornuftigt, da de gennem deres kontingent er med til at betale de udgifter, der er, ved at højne standarden på arbejdsmarkedet. AP finder således det hidtige regelsæt som værende en slags offentlig arbejdsløshedskasse, men hvis den skal udvides til at gælde for alle, går man væk fra det sunde princip om, at man skal være med til at sikre sig selv.

 

Jan kan ikke i betænkningen finde nogen egentlig arbejdsløshedskasser, og det finder jeg er en mangel. Man skal ikke tage hele forsørgerbyrden over på det offentlig, når der nu findes en incitamentstruktur i samfundet, man kan bygge videre på, således at befolkningen kan opnå f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis de, når de er i arbejde, er medbetalende hertil.

 

Med disse bemærkninger er Akulliit Partiiat enige i, at man bør gå over til en entydig enstrenget model, da det vil lette både administrationen og forståelsen. Såfremt reglerne bliver enkle og forståelige, så vil man herigennem også fjerne noget af borgernes mistro overfor systemet, da der har været tilfælde, hvor det offentlige har undlad at gøre en borger opmærksom på de sikringsrettigheder, han havde, og det er meget uheldigt.

 

Supplering af den offentlige hjælp ved lejlighedsbeskæftigelse finder Akulliit Partiiat også ganske fornuftig; det bør dog sikres, at systemet ikke bliver bevidst udnyttes. Tilsvarende finder vi det acceptabelt, at der ses bort fra en formue i den foreslåede størrelsesorden.

 

Kommissionens tanker om aktivering og revalidering finder Akulliit Partiiat ganske interessante og vil her gerne opfordre til, at det videre arbejde sker i tæt samarbejde med arbejdsmarkeds parter.

 

At gøre den offentlige hjælp skattepligtig, som det foreslås, ønsker vi nærmere belyst, da det umiddelbart for os at se blot vil hæve beløbsstørrelserne og være med til den mellemkommuna­le udligning og flytte penge fra Nuuk til andre byer. Akulliit Partiiat kan derfor ikke gå indfor dette på nuværende tidspunkt.

 

Tankerne om helt at gå bort fra indkomstuafhængige ydelser, det finer Akulliit Partiiat ikke helt gennemtænkt, og sammenlignes med andre lande, så ses det, at der gives basisydelse til alle og en indkomstafhængig forhøjelse af de offentlige ydelser. En sådan model finder Akulliit Partiiat brugbar inden for områderne boligsikring, boligbørnetilskud, børnetilskud og pension.

 

For at tage det sidste ord først, så er det forkert i et land som vores, hvor der er en katastrofal mangel på privat opsparing, således at de få personer, der sparer op til deres alderdom bliver straffet, i og med deres pension reduceres til ingenting. Det bør være sådan, at pensionen udgør minimumsbeløbet for offentlig hjælp for alle, og at der herudover kan gives personlige tillæg, der er afhængig af formue og eventuel biindtægt.

 

Forenklingen af ordningerne omkring boligsikring og boligbørnetilskud finder Akulliit Partiiat i orden med de ovenfor anførte bemærkninger.

 

Og vi kommer nu til ældreomsorg:

 

Akulliit Partiiat vil indledningsvis gentage bemærkningerne omkring uddannelse , videreuddan­nelse og efteruddannelse fra afsnittet om sikringsydelser.

 

Vi er enige i det hensigtsmæssige i, at normeringerne dækker behovet, og fysioterapeuter i de enkelte kommuner vil være en klar forbedring af de ældres forhold. Men hvor skal vi få dem fra ? Er der uddannede grønlandsk fysioterapeuter, og hvis ikke, hvordan ser rekreutteringssi­tuationen ud, givet de nuværende overenskomstmæssige forhold ?

 

En hjemmehjælpsuddannelse anbefalede Kommunalreformkommissionen også, og på det punkt, det er vi også enige i.

 

På boligområdet kan vi tiltræde kommissionens anbefalinger om kvoteordninger.

 

Og nu Handicapområdet:

 

Endnu engang vil vi gøre opmærksom på problemstillingerne i forbindelse med uddannelse, videreuddannelse og efteruddannelse.

 

At gøre livsbetingelserne for de af vore medborgere, der ikke har deres fulde førlighed så meget lig dem af os, der er så heldige at have den, bør være en selvfølge.

 

At handicappede skal have lige adgang til uddannelse m.v. kan Akulliit Partiiat fuld ud tilslutte sig. Tidssvarende byggeri, hvortil Landskassen finansierer en del, hvad enten det sker direkte eller indirekte, gøres handicapvenligt som en betingelse for at opnå støtte. Og dette skal ske allerede i projekteringsfasen.

 

Og herudover kan Akulliit Partiiat tilslutte sig kommissionens anbefalinger.

 

Og nu børne- og ungeområdet:

 

Akulliit Partiiat yndlingsudtryk, hvad angår forebyggelse er, at der skal præventivt arbejde til, inden skaden eller uheldet eller den kriminelle handling er sket.

 

Kommissionen får derfor selvfølgelig fuld opbakning når der søges øget forebyggende indsats. Der er jo ikke noget forebyggende i blot at træde ind, når skaden er sket.

 

SSPK-samarbejdet skat ikke blot opprioriteres, men også intensiveres.

 

Akulliit Partiiats socialpolitik er meget kort sagt, at jo flere midler, der tilføres fritidssektoren, jo færre midler skal der tilføres til dækning af sociale udgifter. En tilførsel af midler til fritidssektoren giver en fysisk og psykisk stærkere ungdom, der langt bedre end i dag kan tage udfordringerne op uden at blive knække af modgang.

 

Og nu til de afsluttende bemærkninger:

 

Efter nu at have været altovervejende enig i Socialreformkommissionens betænkning og herigennem anbefalet større offentlige udgifter, så er det på sin plads lige at klappe hesten lidt. For har vi råd til alt dette, som vi sikkert er rørende enige om, skal gennemføres ?

 

Måske, måske ikke, hvem ved. Var vi et rigt samfund med uanede ressourcer, ville det sikkert i sig selv være social sikkerhed nok; men det er vi ikke, så der for må vi også prioriterer. Og prioriteringer foretages af os, som er valgt dertil af folket. Derfor må vores fornemste mål være at skabe vækst i samfundet, for kun derigennem får vi råd til alle de ting, vi ønsker.

 

Efter at have eller med disse bemærkninger vil jeg gerne sige tak for betænkningen, den er næsten lige så spændende som romanen AGreven af Monte Christo@, og jeg vil tilslutte mig betænkningen.

 

 

Anthon Frederiksen.Kandidatforbubndet.

 

Jeg vil på Kandidatforbundets vegne hjerteligst takke Socialreformkommissionens medlemmer, medarbejderne, alle dem på kysten der har reageret og haft indflydelse på kommissionens arbejde, samt dem der var mødt op til Kommissionens offentlige møder for den gode og aktive deltagelse i realiseringen af den indholdsrige og meningsfyldte betænkning.

 

Ved tilblivelsen af betænkningen har vi nu i Landstinget et godt grundlag for det videre arbejde fremover med hensyn til socialvæsenet.

 

Et af de vigtigste opgaver ved dannelsen af Kommissionen i 1995 blev at sikre et bedre grundlag for de ældres og handicappedes vilkår, og et andet af hovedmålene var at sikre borgerne et mindstemål ved ydelse af offentlig hjælp, således at borgerne kan komme ud over  deres daglige vanskeligheder uden at få forringet deres vante livskvalitet.

 

Det skal bemærkes, at der må arbejdes grundigt med de gode fortsæt, og som vi alle har pligt til, for at kunne opnår et for alle tilfredsstillende resultat.

 

De områder, som er blevet fremlagt som de vigtigste i betænkningen, skal selvfølgelig søges realiseret først, og dette kræver en tilpasning af love og forordninger til vore dages forhold. Derfor er det helt nødvendigt med en stadig og grundig tilførsel af oplysninger til basis for udarbejdelsen af forordninger m.v. f.eks. fra Grønlands Statistik.

 

Vi er på den baggrund enig i Kommissionens målsætning om, at der skal være ensartede vilkår i det sociale i landet uanset hvor i landet man bor.

 

Hvis de gode tilsigtede mål og hensigter skal kunne opnås kan man ikke komme uden om særlige bevillinger, da målsætningerne som vil betyde større ansvarsområder til kommunerne især for visse kommuners vedkommende  synes at blive vanskelige at opfylde.

 

Eksempelvis: Såfremt man vil sikre, at borgerne skal have større information og viden om deres rettigheder og pligter til sociale ydelser, kan man ikke undgå videre- og efteruddannelser for et bredt udsnit af personalet i de sociale institutioner, og derfor vil det være nødvendigt med særlige bevillinger i forbindelse med en samlet dygtiggørelse.

 

I Kandidatforbundet er vi klar over, at udarbejdelse af love og andre bestemmelser og regelsæt samt udarbejdelse af finansieringen af disse kræver et omhyggeligt og grundigt arbejde, men samtidig ved vi, at der findes mange mennesker, der har et påtrængende behov for at arbejdet bliver realiseret uden unødige forsinkelser. Vi er derfor glade for, at Landsstyremedlemmet i sit svarnotat anfører, at Landsstyret agter at forelægge flere viderebearbejdede resultater af Kommissionens arbejde for Landstinget til beslutning.

 

Vi er i Kandidatforbundet i princippet enig i Kommissionen i de forskellige indstillinger og vil følgelig give følgende bemærkninger der til.

 

Vi er i Kandidatforbundet helt enig i Kommissionens budskab om at Sociallovgivningen skal forenkles, og at borgeren skal sættes i centrum, således at det sociale sikringssystem bliver lettere forståeligt for alle.

 

Det er rigtigt, at der udføres et stort og vigtigt arbejde i de sociale døgn- og andre institutioner, men uddannelsen til arbejdet og det igangværende arbejde er ikke altid lige tilfredsstillende da der på de pågældende institutioner ikke mindst på alderdomshjemmene findes mange ikke uddannede medarbejdere og at videreuddannelse af personalet er mangelfulde samt at bygningerne eller de fysiske rammer for en stor del trænger til istandsættelse og renovering. Derfor betyder det igen pengemidler såfremt disse forhold skal bringes i orden.

 

Med hensyn til offentlig/taktmæssig hjælp er vi i princippet enige i, at sikringsydelsesformen gøres enstrenget, men i forbindelse med en sådan omlægning mener vi, at der bør sættes spørgsmålstegn ved om systemet ikke vil kunne svække visse forbund, f.eks. da den nugældende taktmæssige hjælp administreres i et nært samarbejde med SIK.

 

Med hensyn til Kommissionens indstilling vedrørende aktivering for at kunne bringe den socialt forsørgende i arbejde igen, ses bort fra en mindre formue og at der skal kunne tjene lidt ekstra ved deltidsarbejde uden at der sker fradrag i hjælpen, mener vi i Kandidatforbundet at intentionen synes god nok. Men risikoen for misbrug af et sådant system kunne føre til en blivende arbejdsskyhed, da en sådan ordning ville åbne for at kunne tjene penge samtidig med at man hæver offentlig hjælp og derfor mener vi, at en sådan ordning ikke stemmer overens med tanken om hjælp til selvhjælp.

 

Et menneske eller en familie der trænger til hjælp, skal hjælpes ud fra den situation de befinder sig i, og ikke ud fra hvad de har tjent i det foregående år. Endvidere skal den arbejdsløse ikke bare have udbetalt til maden om ugen, men også til huslejen, til varmeregningen og elregningen for ikke at komme bagud, og udbetalingerne skal ske i tæt samarbejde med den hjælpsøgende, og ikke mindst bør man huske på, at den hjælpsøgende skal pålægges pligter, således at vedkommende undgår helt at gå i stå.

 

Desværre er der kun anvendt overslagstal med hensyn til den offentlige hjælp på grund af mangelfuld statistik indenfor området. Derfor er det nødvendigt i dette meget vigtige arbejde, at vi får oplyst talmateriale, som vi kan sætte fuld lid til, og derved kan træffe beslutninger på et reelt grundlag.

 

Jag tager nedennævnte tal som eksempel:

 

I 1994 oplyses den samlede offentlige hjælp i alt at være 143 mio. kr.

 

Overslagstallet for 1996 angives til at være 139,739 mio. kr.

 

På grundlag af oplysninger fra KANUKOKA er der på grundlag af november måned gennemsnitlig udbetalt 350, kr. pr. person pr. uge, altså på årsbasis 18.200 kr. pr. person. I 1996 regnede man med, at der på helårsbasis er udbetalt hjælp til ca. 4.800 på grundlag af tallene fra 1994.

 

Forannævnte tal drejer sig altså om trangsvurdering og udvidet behovsvurderet hjælp.

 

Som taktmæssig hjælp, der kan strække sig over 13 uger, er der udbetalt 1.450 kr pr. uge og årligt 75.000 kr. Ifølge beregningerne for 1994 er der brugt ca. 25 mio. kr. og en udregning viser, at ca. 340 personer har fået taktmæssig hjælp året igennem.

 

Derfor kan man se, at det drejer sig om ca. 5.140 personer på årsbasis har fået udbetalt tvangsvurderet eller taktmæssig hjælp ved arbejdsløshed. Derfor er det af stor interesse at få at vide, hvilken virkning disse forhold vil få, når der her i landet oprettes en arbejdsløshedskas­se, og hvilken virkning det vil få, når den i 1998 påregnede hjemtagning af arbejdsløshedsmid­lerne, der for tiden er placeret i Danmark sker. Selvfølgelig regner vi med, at disse midler vil blive en stor hjælp, når de bliver hjemtaget. Men hvilken rolle påregner man med de vil f, eller hvilken tanker gør man sig.

 

Endvidere ønsker vi fra Kandidatforbundet, at man i udarbejdelsen af den sociale lovgivning ikke glemmer fiskerne og fangerne.

 

Med hensyn til genoptræning og revalidering er vi helt enig med Kommissionen da man indenfor det sociale arbejde bør have et udgangspunkt, at den hjælpesøgende hurtigst muligt skal kunne hjælpes til selvhjælp og hvis dette opnås rigtigt, at de nuværende forhold skal reformeres og tilpasses vilkårene i dag.

 

I Kandidatforbundet mener vi, ikke bare for at efterligne, at erfaringerne fra forholdene i Danmark, og med hensyn til genoptræning og revalidering der har udvist gode resultater med hensyn til de unge tage i brug her i landet efter tilpasning af forholdene i Grønland.

 

Eksempelvis produktionsskolerne med forskellige afdelinger til genoptræning kan være velegnede til mange af de nævnte mål da de kan anvende ikke bare til de arbejdsløse. Betænkningen viser jo, at de mange problemer kan søges løst gennem forskellige initiativer i det sociale arbejde, og derfor er vi helt enige med Kommissionen i henstillingen om, da  sådanne ordninger her i landet er så mangelfulde.

 

Personer der har været arbejdsløse i lang ti kan jo miste en del af deres arbejdsevne og vilje, og disse bør hjælpes ikke bare økonomisk, men også arbejdsmæssig således at de igen kan glide ind i det normale arbejdsmarked og sociale liv.

 

Derfor bør det her ikke dreje sig om partitilhørsforhold, men mennesket må sættes i centrum, dem der er snublet må hjælpes op og sættes i vej igen.

 

Vedrørende hjælp mod tilbagebetalingspligt er der allerede i kriminalloven en bestemmelse om, at enhver der har givet urigtige oplysninger til det offentlige kan idømmes en foranstaltning. Derfor er det nødvendigt i sådanne sager, at de forskellige myndigheder, forsikringsselskaber, statens myndigheder i forbindelse med erstatningsspørgsmål i forbindelse med kriminelle handlinger samarbejder selvom der ikke måtte være regler i en forordning, da der i den nuværende forordning ikke findes regelsæt til inddrivelse eller eftergivelse af gæld.

 

Endvidere er der i flere så at sige alle kommuner dårlige erfaringer med tilbagbetalingspligtig hjælp. Derfor er det nødvendigt med at præcisere reglerne da denne form for hjælp jo anvendes selvom man er klar over, at den hjulpne ikke har mulighed for at betale tilbage.

 

Med hensyn til begravelseshjælp mener vi at det er rimeligt, at dette afholdes af det offentlige når dødsboet eller familien er ude i stand til at afholde udgifterne, og selvfølgelig bør der her samarbejdes med de lokale begravelsesforeninger, såfremt en sådan findes i kommunen. Ikke bare for at efterligne forholdene i Danmark eller andre lande er det helt med i udviklingen og er nødvendigt, t vore afdøde får en respektabel begravelse. Derfor bør en ligvogn i de større byer være med i overvejelserne selvom dette ikke er berørt af Kommissionen.

 

Aktivering har nøje sammenhæng med føromtalte genoptræning, og med henvisning til mine tidligere udtalelser før skal jeg tilføje, at man i forbindelse med aktivering eller genoptræning som anført i Kommissionen i kommunerne bør sættes særligt ind overfor unge der har været arbejdsløse i 3 måneder. Her har oprettelse af produktionsskoler meget vigtig fordi vi ved, hvor belastende arbejdsløshedsproblemet er i mange kommuner.

 

De arbejdsløse er ikke bare unge mellem 15 og 24 år, men man skal også tænke på dem der er over 24 år. I 1997 er der afsat i alt 45.553.000 kr. til bekæmpelse af arbejdsløshed, ungdomsbeskæftigelse og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i bygderne. Vi ved at mandetimeordninger er en god hjælp i kommunerne, men at de i de fleste tilfælde ikke skaber varige arbejdspladser.

 

Hvordan kan kommunerne sådan som de er stillet idag så anvise en ung, der har været uden beskæftigelse i 3 måneder arbejde ? Det er ikke særsyn i visse byer eksempelvis Illulissat i løbet at året kan komme op på 400 arbejdssøgende pr. måned. Derfor må man sige når man er i stand til at regne lidt, at Kommissionens henstilling vil være urealistisk set ud fra de reale forhold i kommunerne med stor arbejdsløshed.

 

Derfor er det nødvendigt med oprettelse af institutioner, der til enhver en tid kunne henvises til, til uddannelse eller genoptræning af de arbejdsløse. Vi kan ikke bare uddele penge til de arbejdsløse og lade dem spilde tiden - man ved sådanne initiativer kan vi bedst anvende samfundets midler til fornuftig mål.

 

Kommissionens indstilling vedrørende boligsikring støtter vi fuldt ud fra Kandidatforbundet da vi kan se, at den falder helt i tråd med det vi fremsatte under efterårssamlingen i forbindelse med ændringsforslaget til forordningen om børnetilskud, hvor jeg kom med bemærkninger vedrørende boligsikring.

 

Vedrørende pensioner mener vi fra Kandidatforbundet, at der her er tale alle, inklusive alderspensionister, uanset at der er forskel og ses forskelligt på alderspensionister og pensionister, der i de fleste tilfælde er tidligere tjenestemænd. Alderspensionister er i de fleste tilfælde tidligere fiskere, fangere eller husmødre som har haft ufaglært beskæftigelse. I Kandidatforbundet mener vi, at man ikke bør sætte pensionsalderen op fra 60 til 65 år bare for at spare 24-29 mio. kr. da man på den anden side formoder, at andre udgiftsområder derved øges, eksempelvis taktmæssig og trangsvurderest hjælp, boligsikring m.v. og derfor bør man stoppe med at tale om besparelser indenfor ældreområdet.

 

Der bør være åbent for ældre, fra person til person, at holde op med fast arbejde under hensyn til helbredet, kunnen og arbejdslyst, men man må ikke bare tale om besparelser men stile efter at forbedre deres forhold, sådan som det er anført i begyndelsen af betænkningen:

 

Citat:  ASocialreformen skal omfatte hele socialområdet, men lægge særlig vægt på at forbedre vilkårene for ældre og handicappede ... A, citat slut.

 

Derfor vil der være mange ældre og handicappede, der vil blive meget skuffede, såfremt besparelsesspørgsmålet bliver det fremherskende i socialreformen med hensyn til dem, fordi de helt sikkert med spænding har ventet på en forbedring af deres vilkår.

 

Jeg vil derfor gentage mine tidligere forslag og udtalelser, og det er at vi samfundet har meget at takke de ældre for. Dengang vi var mindreårige var det dem der klarede arbejdet. Vi må derfor opfylde deres ønsker om at få forbedret deres nuværende levevilkår.

 

Det kan slet ikke accepteres, at visse ældre eller førtidspensionister kun får udbetalt lidt over 100.00 kr. pr. måned eller at en førtidspensionist får udbetalt lidt over 400.00 kr pr. måned fordi ægtefællen eller samleveren er beskæftiget. Endvidere er det ekstra ærgerligt for den ældre eller førtidspensionisten at disse meget få midler/penge bliver beskattet.

Endvidere bør man give de ældre og førtidspensionisterne større muligheder for biindtægter udover den lille pension, idet de ældre bør ikke forfølges på grund af en beskeden indtægt, men ekstra indtægter vil på den anden side gøre de ældre og handicappede mere selvhjulpne.

 

Det er korrekt, at levealderen stiger, men på den anden side bør man sætte spørgsmålstegn ved at  sætte pensionsalderen op i dag, hvor arbejdsløsheden er så stort problem for samfundet.

Henstillingen om muligheden for at kunne anvise skånejobs til førtidspensionister er meget positiv og støttes, men når man ser de reelle forhold må man spørge, hvilke skånejob der kan blive tale om ? Som jeg sagde før er der mange arbejdsløse, hvad skal vi beskæftige dem med ? Idag er deres muligheder begrænsede eller bliver mulighederne ikke ligelidt fordelt.

 

Personlige tillæg bør være ens over hele landet, og derfor støtter vi fra Kandidatforbundet Kommissionens henstilling om, at der udarbejdes ensartede regler herom. Vi støtter Kommissionens henstillinger omkring ældreforsorgen men samtidig må vi huske på, at ikke aldersrentemodtagere bor på alderdomshjælp og foretrækker at blive boende i eget hjem, og vi mener det personligt er det sundeste for de ældre. Derfor er der et omfattende arbejde igang for at de ældre kan forblive i deres egne hjem.

 

Der har tidligere været arrangeret længerevarende kurser for hjemmehjælpere med efterfølgende efteruddannelse, men dette bliver ikke brugt mere.

 

Hjemmehjælperordningen har utrykke forhold i vore dage, I tilfælde af at en sygeplejerske ikke kan være tilstede under sygdom, må en hjemmehjælper erkende at vedkommende ikke har erfaring i arbejdet, hvilket er utrykkende for de ældre. Eksempelvis er der mange pensionister og handicappede der ikke kan undvære en eller anden form for medicin, og dette bør hjemmehjælperen have kendskab i, hvorfor det er nødvendigt at der afholdes kurser for hjemmehjælperne, kort sagt er der behov for omfattende forbedringer for omsorgen for ældre og handicappede, hvilket kan ske ved dygtiggørelse af personalet.

 

 Og vi skal M.h.t. Socialreformkommissionens indstilling om, at Hjemmestyret bør være med til at medfinansiere arbejdet ude i kommunerne, derudover er vi enig i, at der ansættes konsulenter i ældreboligerne, fordi dette vil give mulighed for forbedring af forholdene i de ældres hjem.

 

M.h.t. beskæftigelse boligmæssige forhold er det derfor nødvendigt at vi støtter sådanne tiltag, vi arbejder på at hjemtag de handicappede her til Grønland, dette bør naturligvis ske, men der gøres stadig for lidt på at forbedre de handicappedes forhold fordi man generel kan sige at det er minimalt hvad man gør for de handicappede. Eksempelvis kan vi boligbyggeri eller de daglige byrder er byggeriet ikke bygget således at disse byggerier kan besøges af handicappede, der benytter rullestol som Socialreformkommissionen i sin betænkning var inde på.

 

M.h.t. børn og unge skal vi fra Kandidatforbundet bemærke følgende. Vi siger at børnene er vores fremtid, hvorfor vi bør erkende at vi har et efterslæb på flere mia. kr. på børneinstitutio­ner, skoler m.v. Vi kan ikke undvære pengene i vores bestræbelser på, at forbedre forholdene.

 

Landsstyret prioriterer jo i øjeblikket etablering af landingsbaner og byerne kappes om, at få etableret landingsbaner.

 

 

Mødeleder:

 

I følge forretningsordenen er jeg nødt til at stoppe dig, fordi i følge forretningsordenen har et medlem mulighed for en udtalelse i 30 minutter og dette tidsinterval er overskrevet med 10 minutter.

 

 

Ruth Heilmann, Kommissionens formand.

 

Tak. De bemærkninger der der faldet fra partierne vedrørende betænkningen, det tyder generelt på, at der er bred enighed blandt partierne, hvorfor jeg gerne vil takke for den støtte der er givet.

 

Først til Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og det svar vedkommende har givet, så vil jeg på det hjerteligste sige tak for den opmærksomhed Landsstyremedlemmet har givet over betænkningen, og i den forbindelse vil jeg også sige tak for den støtte Landsstyremedlem­met også har givet os i vores arbejde under udarbejdelsen af betænkningen og det har været en stor støtte for os, således at det også har været medvirkende til, at vi har kunnet overholde tidsfristen til at udarbejde betænkningen som helhed.

 

Siumuts ordfører Languaaq Møller fremgår det også klart, at de støtter betænkningen dem takker jeg også for idet vedkommende også var inde på fire klare punkter, nemlig: Ældreforsorg og børn og unge området og de generelle hjælpe former som ordføren fra Siumut var inde på, og støttede betænkningens indhold på en meget klar måde.

 

M.h.t. forbedring af de ældres forhold, der praktiserer man forskellige fremgangsmåder fra kommune til kommuner således at det skaber utryghed blandt de ældre, og deri går man ind for at man begynder at bruge ensartede regler over hele landet, således at man lavet et ensartet lovgrundlag, således at man også indfører mindstesatser, hvor Siumut var inde på, at men støtte betænkningens indstilling herom, og jeg er ikke i tvivl om at mange ældre rundt omkring på kysten får ordnet op for dette forhold.

 

Og Kommissionsmedlemmerne har også lagt stort vægt på at man retter op på dette forhold og jeg skal her understrege, at hele betænkningsarbejdet også kan betyde en stor del økonomi bag, men såfremt man letter regelsættet, så kan det også tydeliggøre arbejdet og ser man på kapitel 8 i afsnittet, der nævner man også de 3 vigtige punkter, hvor man også var inde på at man forenkler regelsættet. Ser man på de nuværende regelsæt, så vil det også betyde, så vil en forenkling af regelsættet betyde, at folk får det lettere at forstå hvilke regler der gælder.

 

Det betyder ikke nødvendigvis en masse midler, idet vi også har administrativ personale til at udføre arbejdet, således at de allerede på nuværende tidspunkt kan gå i gang med arbejdet.

 

Reformen og koordineringen og et bedre samarbejde og ikke mindst indenfor socialt og sundhedsområdet, hvilket også er et mål i sig selv, der er det efter vores mening, der behøver det ikke at koste særlig mange penge til at koordinere disse to ressortområders samarbejde.

 

M.h.t. til den betænkning som Socialreformkommissionen har fremført, så har man også været inde på de afsnit der kan betyde økonomiske midler, men vores intentioner har været at fremlægge en betænkning som folk gerne vil have frem uden at skele til økonomien, men på den anden side, så har vi også måtte ske til den økonomi der ligger bag, hvilket også kan ses i de vedlagte bilag, således at der har været nogle konsekvensberegninger såfremt hvis noget bliver vedtaget.

 

Men det er ikke tanken, at vores fremlæggelser sådan uden videre bliver vedtaget. Ligesom Siumuts ordfører også har været inde på dette, det vil sige, at  KANUKOKA og SIK og andre relevante organisationer, dem skal vi have et tæt samarbejde med om reformarbejdet omkring regelsættet og lovgrundlagende på området.

 

Det skal forstås på den måde, at samarbejdet fortsætter et samarbejde som vi har lagt stort vægt på under udarbejdelsen af betænkningen og det tanker der er kommet fra kommunalbestyrelser­ne, bygderådene og andre kommunale socialarbejdere som nu i dag sidder som tilhører her i salen, de har under det forskellige møder også bidraget til indholdet af betænkningen og der vil også benytte lejligheden til at takke for den interesse ligesom jeg vil takke for det skriftlige forslag det har været med til at sætte indholdet i betænkningen.

 

Som før nævnt er jeg meget taknemlig for det bemærkninger som Siumut har fremført og ligesom de også fremlægger at de støtter omkring dette, der opfordre de også at man udarbejder årlige redegørelser vi har jo før mødt forskellige problemstillinger under udarbejdelsen især når vi har skulle have indhentet forskellige oplysninger hvilket nogen gange kan være svært at få ind. F.eks. har det været svært at få et tal omkring arbejdsløsheden, idet der har været en uklar registrering  især i bygderne.

 

Men det er af yderste vittighed, at den nuværende socialpolitik indenfor børn og unge, ældre, handicappede og takstmæssig hjælp, der skal man løbende have en status redegørelse, hvilket jeg  også jeg selv anser af stor vittighed.

 

Hvad angår forbedring af det handicappede, idet der er en dobbelt administration som blot der forhaler afgørelser hvorfor man også er enige i, at man også skal smidiggøre arbejdet der, vi har været meget inde på handicapområdet og det handicappedes organisation og foreninger har også været inddraget med i arbejdet hvor vi også har haft et seminar og en høring blandt det handicappede hvorfor vi mener, at der også er et indhold om handicapområdet på en meget klar  og målrettet måde, ser man på servicering af det handicappede det er såvidt ret nyt her i Grønland, hvorfor det også er forståeligt, at det et stort arbejde og såfremt vi skal tænke på en god servicering af det handicappede så kræver et stort arbejdsindsats, hvorfor uddannelsesom­rådet også for medarbejdere for denne gruppe også er af stor vigtighed.

 

Med hensyn til støtten til det handicappede via bloktilskuddene til kommunerne så bør man også  til stadighed kunne regne ud at disse midler netop bruges af det handicappede således, at man styrer tilskuddet på en bedre måde.

 

Hvad angår børn og ungeområdet så kommer til stadighed ind på forebyggelse som Siumut ordfører også har været inde på det og faktisk er det samtlige ordfører der var inde på en støtte på betænkningens indhold om børn og ungeområdet.

 

Selvfølgelig er den nuværende forebyggelsesarbejde ikke helt tilfredsstillende som det sige hvorfor en bedre og smidigere ordning og ikke mindst er det forskellige ressort områder samles om et fælles ansvar og for styring på det. Det må være et mål i sig selv, der på længere sigt således, at det bliver billigere for os allesammen og vi ser fremtil den øgede oplysningsindsats der lægges optil. Forældrene har ansvaret for deres børn de er dem der har den største ansvar, men selvfølgelig skal de nærmeste familiemedlemmer også inddrages, men Socialreformkom­missionen mener, at også stor vigtighed at undervisning og uddannelse skal have den bedste virkning for børnene hvorfor man også bør udnytte muligheden bedst muligvis således, at barnet får forståelse for hvor vigtig skolen og uddannelse er. Og heri skal barnet være i centrum således, at man også sikre at man i fremtiden også får jobmulighed.

 

Hvad angår børnenes rettigheder som også er med i bilagene hvor kommissionen anser at stor vigtighed, at børnenes rettigheder oplyses overfor børnene og at vi i endnu højere grad end nu oplyser om dette og det er også en stor arbejdsindsats der ligger der.  Men der  kan vi selvfølgelig få støtte fra det forskellige interesse organisationer såsom Sorlak m.v.

 

Atassut´s  Jakob Sivertsen, som også er medlem af Socialreformkommissionen der vil vi også gerne takke for den støtte Atassut giver kommissionens arbejde.

 

Med hensyn til bemærkninger der er kommet fra Atassut, der husker jeg fra dengang kommissionen blev nedsat, der var Atassut også inde på nogen forskellige ting som kommissionen skulle arbejde med.

 

Hvad angår de arbejdsløse og det som igangsætninger som kommunen skal have ansvaret for der er Atassut enige i, men jeg mener at det er en stor arbejde der varetages her, idet det også er kommet som et hjertesuk, at det arbejdsløses antal er så stort således, at arbejdsløse måske bliver utrygge ved at skulle komme på arbejdet og derved også blot forbliver hjemme, hvorfor det også er vigtigt at man igangsætter noget før det bliver forsent således, at man efter en tre måneders arbejdsløshedsperioden tage initiativer op omkring for at sætte dem i gang.

 

Med hensyn til sikringsydelser så er der sat et spørgsmålstegn ved at man kun har en metode til at yde hjælp på den måde og her er det SIK der har været med til, at lave metoden med takstmæssig hjælp således at gruppen også opnår mulighed for at få mere støtte i kraft at deres medlemskab i organisationen. Men dette punkt har vi flere gange været inde på under det forskellige folkemøder især mellem KNAPK og SIK og jeg husker også at man under sådan et debat der kom der udtrykt for fra disse 2 grupper, at det gerne vil samarbejde således, at den adskilles der er indenfor disse hjælpeformer der er disse organisationer indstille på, at samarbejde  således at der kommer ensartede regler for alle. Ser man på den taktsmæssig hjælp så skal man finde en rimelig løsning i samarbejde med disse to organisationer hvilket også er et ønske vi alle  er kommet frem med.

 

Vi siger tak for den støtte Atassut har givet og ligesom vi også gerne vil takke for den viljen til samarbejde i det videre arbejde hvilket også vil ske i Landstingets socialudvalg hvilket jeg også har nogen gode forhåbninger om at samarbejde netop i socialudvalget.

 

På vegne af Inuit Ataqatigiit´s ordfører Lars Sørensen, der ligeledes er medlem i Socialrefom­kommissionen, der er jo ikke nyheder allesammen. Men indeholder nogen nye elementer i, men vi mener heller ikke at man i allerede i betænkningen kommer med færdige løsninger på det, fordi  mennesket er jo skabt til at skabe noget nyt hele tiden  og disse ting vi hele tiden skal følge op på. Der mærker jeg at Inuit Ataqatigiit også var inde på og har givet os nogen nye tanker.

 

Hvad angår økonomien bag dette, så skal man forhandle med kommunerne forinden man udarbejder lovene således, at ressortområderne der skal finansieres det hele den metoden skal selvfølgelig bruges og det kan man heller ikke komme uden om.

 

Jeg vil gerne kommentere dem allesammen - men igen skal vi se på tiden vi har en dag til dette,  men den skal drøftet gennemgående i socialudvalget forinden man udarbejder det forskellige lovgrunlag der skal være.

 

Bjarne Kreutzmann, fra Akulliit Partiiat giver også en delvis ros til indlæggende, den vil jeg også  gerne sige tak for, især hvad angår hjælpen således, at man finder en løsning, hvor han opfordre til at man finder en løsning i samarbejde med organisationerne hvor han opfordre, at man bibeholder den takstmæssig hjælp men først giver mulighed for samtlige organisationer i at være med til finde en ny løsning men på den anden side så støtter Akulliit Partiiat det der er blevet fremlagt.

 

Derfor er der stadigvæk en del arbejdsopgaver der skal løses som følge af betænkningen vi plejer  jo at sige, at vi kan ikke tilfredsstille alle men vi skal bestræbe os på, at flest mulig er tilfredse med resultatet selvom det nogle gange kan være svært.

 

Hvad angår ældreforsorg så var man inde på manglen på uddannede fysioterapeuter det er kommission bekendt med. Men der hvor man har ansat fysioterapeuter der har man bemærket, hvor godt resultater det har, for de ældre og god vejledning hos de ældre resultere i en større tryghed hos de ældre men ikke kun hos de ældre men også blandt de handicappede hvorfor vi på såvidt mulig også bør opfordre til, at man tager en uddannelse og indenfor denne område.

Jeg takker også for den forståelse som indstillingen i betænkningen indeholder.

 

Hvad angår forebyggelse så er der to forskellige måder, at se forebyggelse på hvor den ene primært betyder at man skal opfordre til, at tingene ikke sker hvor det andet indeholder mere forebyggelse. Det er det sidste kommissionen har brugt i sin grønlanske formulering. Men Akulliit Partiiat var også inde på, at SSPK samarbejde ikke blot opprioriteres men også yderligere udbygges, det er vi fuldstændig enige i således, at arbejdet også koordineres.

 

Til slut Kandidatforbundet der desværre ikke bliv færdig  med sin indlæg, men jeg takker for, at han støtter kommissionens arbejdet i det allerfleste punkter hvor man inde på, at man kan tilbyde skånejobs, hvor man for eksempel flere gange oplever folk, der har viljen til at arbejde blot forgiver hjemmet, fordi ikke har mulighed for at udføre skånejobs for eksempel halvdags, og der mener kommissionen, at et menneske, som glæder sig til at gå på arbejde, uanset om det kun er halvdags, det giver en tilfredshed for mennesket og det virker også opmuntrende for folk, uanset om de opgaver, der skal udføres, skal foregå i hjemmet.

 

Vi kunne have en hel del mere at skulle have sagt, men der skal være plads til alle, hvorfor jeg stopper her.

 

 

Benedikte Thorsteinsson, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

 

Jeg er glad for den omfattende tilslutning, der var for betænkningen. Der var i hovedparten enighed om de indstillinger, selvom visse grupper er kommet med nogle lidt anderledes forslag. Men generelt må jeg sige, at indstillingerne modtages med taknemmelighed, som er glædeligt for os i Landsstyreområdet, med det klare budskab om, hvilke forudsætninger vi skal bruge i vores videre arbejde og det er naturligvis vanskeligt at sige, hvilken prioritering, vi vil foretage.

 

Vi mangler større beregninger og jeg er tilbageholdende med og kræve for, at Landstinget har prioriteret fra nu af , men vi har både redskaber til det videre arbejde og vi påregner absolut med at komme med et uddybende redegørelse her til efteråret, fordi jeg helt sikkert regner med, at kommissionens indstillinger betyder enorme investeringer.

 

Vi kan blot tænke på, at vi er ved at overveje indstillingerne på ny, da merforbrug gerne betyder, at der skal spares på andre områder. Det er også et omfattende arbejde, at få klarlagt finansieringen om, hvor stor kommunerne og Hjemmestyret hver især skal yde og hvordan byrde‑ og opgavefordelingen vil blive. Der foreligger nogle omfattende forhandlinger herom og jeg vil love, at jeg vil arbejde tæt sammen med de involverede parter. Jeg vil også love, at vi til efteråret vil forelægge, hvordan det videre arbejde skal forløbe. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at gennemføre de indstillinger, der var på ældreomsorgsområdet, fordi jeg kan forstå, at man prioriterer dette område.

 

Med hensyn til den videre redegørelse, skal vi prioritere og planlægge i de kommende år.Men jeg håber, at vi kan komme med resultater i prioriteringen til efteråret. Så er der andre punkter, der skal medtages i finansloven for 1998; hvor vi skal hente pengene fra, vi har ikke undladt at bemærke, som andre var inde på, hvordan man gennemfører en pensionsordning og hvilke tiltag, der skal til. Samtidigt vil vi undersøge mulighederne for etablering af en arbejdsløsheds­kasse, ikke alene af hensyn til det beløb, der bliver udbetalt under arbejdsløshed, men samtidigt også tænke på fremgangsmåden af ydelser under arbejdsløsheden.

 

Ud fra ønsket om, at flere informationer, vil jeg love, at vi arbejder videre med sagen således, at registreringen bliver forbedret, også af hensyn til bevillinger. Når vi bliver pålagt større opgaver, betyder det også flere udgifter, da ressourcerne i Grønlands Statistik også er begrænsede.

 

Uden yderligere bemærkninger, vil jeg på ny sige tak for bemærkningerne og håber, at man vil gå ind for mit forslag om videre redegørelse til efteråret.

 

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlem for sundhed, miljø og forskning.

 

Jeg vil komme med et par tilføjelser til Landsstyremedlemmet for Socialområdets bemærknin­ger. Jeg kan mærke, at man med hensyn til forebyggelsesarbejdet, der prioriterer man det højt. Man går mere og mere ind for forebyggelsesarbejdet, hvilket man er meget tilfreds med. Og man har op flere gange her i salen været inde på, også fra forebyggelsesrådet, at det er af stor vigtighed, at initiativerne koordineres således, at man opnår bedre og synligere resultater.

 

Fra Landsstyrets side forstår vi det udmærket om, at initiativerne skal koordineres på en velovervejet måde, hvorfor flere Landsstyreområder igennem flere år har samarbejdet omkring dette punkt, hvorfor det er én af de ting, Landstinget skal tage stilling til, hvorvidt Paarisa skal fortsætte. Med fortsættelsen af Paarisa, er det hensigten, at forebyggelsesarbejdet koordineres, hvori man her tænker på, at man i de enkelte kommuner, byer og bygder og de initiativer, der sættes i gang disse steder og udfra foreningernes egen vilje til arbejdet og de arbejdsopgaver, som disse grupper lægger vægt på, og de opgaver, som forebyggelsesrådet, som gælder for hele Grønland lægger vægt på og lægger dem til udførelse, der skal de, på den bedst mulige måde koordineres gennem Paarisa. Arbejdet skal struktureres og vi skal også tage ved lære af de erfaringer, der allerede er blevet indhøstet, hvorfor det er af yderste vigtighed, at Hjemmestyret, Landsstyret og kommunerne via KANUKOKA samarbejder om dette arbejde.

 

Netop omkring dette punkt har vi indledt et godt samarbejde, hvor kommunerne har ansat forebyggelseskonsulenter og dér er det mærkbart, at både KANUKOKA og Hjemmestyret lægger vægt på, at man samarbejder omkring dette punkt. Ved en god koordinering og et godt samarbejde mellem kommunerne og Hjemmestyret, så kan man samarbejde, ved at komme tæt på de enkelte mennesker, men det vil også komme an på, hvilke muligheder, der gives og som Landstinget bevilger som ramme op omkring dette.

 

Hvad angår en bedre servicering af de handicappede, hvor Inuit Ataqatigiit blandt andet spurgte om, hvordan det går med ansættelse af kommunale psykiatere eller psykologer, det spørgsmål skal jeg ikke svare konkret på, idet netop dette punkt er videregivet til socialudvalget til behandling. Og jeg skal blot minde om, at man rundt omkring på kysten også har psykiatriske patienter og for at forbedre behandlingen af disse, der har vi dannet en speciel gruppe indenfor sundhedsområdet med de relevante personer, hvor vi skal arbejde for at forbedre serviceringen af de psykiatriske patienter, som netop dette udvalg skal tage sig af og der regner vi med, at man i foråret 1998 fremkommer med en betænkning om området.

 

 

Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomi og Boliger:

 

Jeg vil også som Landsstyremedlem for Boligområdet bemærke, at jeg udmærket forstår, at partiernes ordføreres budskaber; man har tillagt os en stor opgave og jeg vil rose de involverede i kommissionen for arbejdet i kommissionen. Som bekendt i koalitionsforhandlin­gerne mellem Siumut og Atassut, har vi som noget vigtigt prioriteret kommissionsarbejdet og det er af stor betydning, hvorfor man midt om natten tager sig til Y at gennemføre denne opgave.

 

Opgaven er nu løst, hvilket glæder mig og jeg vil lægge vægt på, at partiernes og Kandidatfor­bundets indlæg, hvor man prioriterer forbedringer af de ældres og handicappedes vilkår. Og hvor samtlige partier også støtter reformkommissionens indstillinger om, at tage hensyn til de ældre og handicappede i fremtidig boligbyggeri.

 

Derudover vil jeg, mens jeg står her, benytte lejligheden til at bemærke, at Inuit Ataqatigiit blandt andet indstiller overfor Landsstyret om, side 4, Inuit Ataqatigiit forestiller sig rapporten kan indeholde følgende aspekter;

Afritidsbeskæftigelse for ældre@, koordinering af omsorgen kommunerne og sundhedsvæsen imellem mere attraktiv omsorgsarbejde, pensionens størrelse, nyordning i alderdomshjemmene, fleksibel ordning af forhøjelse af pensionsalderen til 63 år, samt nyvurdering af reduktion og pension i tilfælde af biindtægter med videre.

 

Der er fremsat meget omfattende ønsker, som allerede fremgår af socialreformkommissionens betænkning. Men jeg skal bemærke, at jeg er tilbageholdende med at komme med løfter fra Landsstyrets side inden efterårssamlingen, dog er samtlige forslag og indstillinger af stor vigtighed og jeg vurderer allerede på nuværende tidspunkt, at det bliver vanskeligt at gennemføre samtlige indstillinger inden efterårssamlingen. Det er bedre at erkende dette, fremfor at komme med et løfte, man ikke kan holde. Vi skal arbejde for at gennemføre nogle af indstillingerne til efteråret, de øvrige snarest.

 

Tak for det.

 

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

 

Reform, og når vi snakker om reform, så må vi også vide, hvad selve ordet betyder. Før reformen blev indledt i begyndelsen af 90=erne og før de forskellige regelsæt, som nogle gange modsagde hinanden, der var vi allerede i begyndelse af 90=erne begyndt at snakke om dette. Og nu, efter Hjemmestyrets indførelse, så fremlægger man nu, den anden betænkning i Hjemmestyrehistorien.

 

Det har været nødvendigt at tilpasse en smidiggørelse, hvorfor vi fra Inuit Ataqatigiit også har været inde på de forskellige punkter, nemlig børn og unge således, at de i deres opvækst har nogle normer, som de skal følge i deres udvikling, men det er ikke nok, at man blot kommer med en betænkning og fremlægger den, men det er selve realiseringen af henstillingerne, som skal arbejdes med, uanset om vi måske kommer til arbejde i døgndrift, dét arbejde skal udføres.

 

Hvad angår forebyggelse, så lægger vi fra Inuit Ataqatigiits side vægt på, hvad det er, vi skal forebygge. Vi skal vide, hvad selv begrebet forebyggelse indeholder. Vi skal også vide, at foresbyggelsesarbejdet også resulterer i nye arbejdsopgaver og afdækning af disse. Og det er disse ting, vi skal være vågne over for, hvis betænkningsarbejdet også skal resultere i positive resultater.

 

At kommunerne er de bedste samarbejdspartnere og det er af stor vigtighed, at samarbejdet kommer til at foregår på den bedst mulige ide, da det jo er dem, der skal administrere de forskellige lovgrundlag, vi her i salen vedtager.

 

Vi skal gøre helt klart hvilke ansvarsområder hjemmestyret og kommunerne har. Det er jo netop disse mål, vi har sat os, således at man slet ikke er i tvivl om, hvem der har ansvaret for hvilke opgaver idet sådan en uklarhed blot resulterer i forvirring i samfundet.

 

Hvad angår de forskellige tilskud, der har vi et tilskud på 31 mio. kr. og dette beløb bliver givet til alle, uanset hvor stor en indtægt, man har. Det er 60 %, der betales af kommunerne og hjemmestyret giver 40 %. Og for hjemmestyret koster det så 28 mio. kr. og det vil sige, at hvis man medtager kommunernes tilskud til boligsikring, så nærmer vi os de 100 mio. kr i tilskud til dette.

 

Og formålet med at disse penge tilfalder til dem, der har størst behov for det, det er et arbejde man skal være hurtig for at løse. Og hele formålet må være, at de bliver selvhjulpne og det er en af de vigtigste ansvar vi har som folk for os selv. Vi skal selvfølgelig arbejde for at det sociale område bliver gavligt og bedst for os alle, men vi skal bestræbe os på at holde det i ave. Men uinder vores høring hos kommunerne, så er det en af de ting, vi har erfaret fra IA, at der bliver flere og flere førtidspensionister. Det skal vi ikke blive ved med bare at acceptere.

 

Vi skal over for vore medborgere opfordre vores medborgere til, at de bliver i stand til at de bliver i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet og ikke blot henfalder til, at de har fået førtidspension.

 

I dag har vi den 26. Maj og vi kan regne med at efterårssamlingen starter i midten af septemeber og som den fungerende landsstyreformand var inde på, at det måske ikke var tid nok til at udføre arbejdet, der undrer vi os lidt over, at landsstyret har intentioner om at holde så lang en sommerferie.

 

Men vi snakker her om en forbedring af medborgernes sociale forhold, og der må det så for samtlige socialkontorer, børnehjem, børneinstitutioner, alderdomshjem m.m., der vil vi så gøre klart over for en afdækning af disse forhold. Og det er en forbedring af disse forhold vi arbejder for og det er netop den gruppe, som kræver en stor indsats for at få afklaret, netop fordi de arbejder under noget uklare regelsæt.

 

Og ved at gøre deres regelsæt klarere, så bliver deres arbejde også nemmere for os. Og vi skal ikke blot snakke om disse ting, men vi skal realisere de ting, vi har snakket om.

 

 

Bjarne Kreutzmann, Akulliiit Partiiat.

 

Indledningsvis siger jeg tak for de bemærkninger, der faldt. Jeg er fuldstændig enig med udtalelesen fra formanden for Socialreformkommissionen, Ruth Heilmann i, at man er lidt tilbageholdende med hensyn til begrebet forebyggelse, men at der er alternativer. Man kunne eventuelt bruge udtrykket, at man skal undlade forhastede handlinger. Man var ikke inde på mine bemærkninger, som jeg gerne vil tilbage på.

 

I mit ønske om uddybende redegørelse ønskede jeg en nærmere redegørelse om udtrykket om beskatning af de sociale ydelser, idet det efter min mening vil betyde, flere udgifter til sociale ydelser for kommunerne.

 

 

Daniel Skifte, Landsstyremedlem for økonomiske anliggender og boliger.

 

Jeg vil ikkeforhale debatten men komme med et par bemærkninger til Josef Motzfeldts udtalelse om vores forlængede aholdelse af sommerferie. Det er ikke tilfældet. Det, jeg mente var, at det var seks meget omfattende opgaver, vi blev pålagt fra Inuit Ataqatigiit, her vil man kontakte kommunerne og sundhedsvæsenet og hvor forskellige landsstyreområder, boliger, sundhed og måske sundhedsvæsenet...

 

Det er korrekt med min udtalelse om, at vi kan bruge ca. 2 måneder til at arbejde videre på betænkningen. Vi vil formodentlig holde efterårssamling i september måned, og IA har foreslået at der skal være en tidsfrist på en måned for indlevering af dagsordenspunkter. Det vil sige, at fra 1. August er der kun to måneder.

 

Jeg kom med den udtalelse med begge ben på jorden, men det gør ikke noget, at vi er uenige heri. Men det, jeg mente var, at med hensyn til store løfter, så kan der eventuelt ske forskubbelser i kontakten med kommuner med videre, hvor der holdes sommerferie. Jeg ville  ikke skabe nogen større uenighed herom.

 

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.

 

Jeg beklager, at jeg ikke kunne fremkomme med hele mit indlæg. Jeg kom med en kortere bemærkning om større og omfattende opgaver i samfundet og jeg håber at formandskabet vil acceptere, at jeg kommer med resten af mit indlæg.

 

Det er vigtigt for mig at fremkomme med hele mit indlæg gennem denne talerstol. For det første børn og unge - området, der vil vi fra Kandidatforbundet med stor interesse ønske at spørge landsstyret om, at der i dag eksisterer store problemstillinger, hvor der er store behov. Inden for skolevæsenet, hvor der er mangel på op til 2 mia. kr., men samtidig vil vi vedkende  prioritering, som man politisk har vedtaget, vi kan direkte nævne etablering af landsingsbaner, der prioriteres frem for børns og unges vilkår.

 

Derfor vil jeg spørge landsstyret om, hvilke ting styret prioriterer - forbedring af børns og unges vilkår eller også etablering af landingsbaner, der sikkert vil betyde flere mio. kr.på sigt.

 

Derfor har jeg i resten af mit indlæg foreslået, at vi bliver enige om, at udgifterne til etablering af landingsbaner er rimelige i dag - og med hensyn til genoptræning af børn psykisk eller moralsk, har jeg også været inde på, at man kunne benytte sig af præsterne, der ikke benyttes i religionsundervisningen i dag.

 

Vi må desværre erkende, at når unge i dag psykisk og moralsk er blever svagere. Vi ved hvor stort problem euforiserende stoffer er, hvor den manglende formåen psykisk og moralsk i samfundet skyldes disse stoffer. Derfor har disse ting stor betydning for de løsninger, jeg nævnte før.

 

Det er ikke spørgsmålet om, hvilket begreb man bruger, med hensyn til forebyggelse. I 1995 påbegyndte man uddannelsen af forebyggelseskonsulenter. I dag er der kun een uddannet konsulent tilbage. Dette skyldes, at hjemmestyret, der i sin tid gav tilskud, har stoppet tilskudsgivningen og det viser, at kommunerne ikke har kunnet overkomme at videreføre den uddannelse.

 

Skal denne opgave videreføres er det også af betydning, at hjemmestyret løbende giver tilskud til dette formål.

 

Vi skal bemærke, at de spændende og meget interessante opgaver, der vil jeg indstille, at disse  emner overgår til viderebehandling i Landstingets Socialudvalg fordi de forskellige indstillinger nøje skal vurderes inden at der bliver taget beslutning her i Landstinget til efteråret, således  at vi har reelle og korrekte forudsætninger.

 

 

Mødeleder:

 

Og Anthon Frederiksen havde ellers tre minutter som han kunne bruge, men nu har han brugt begge sine talemuligheder.

 

 

Jakob Sivertsen, Atassut.

 

Landsstyremedlemmet nævnte, at såfremt landstingsmedlemmerne kan blive enige, så kan man vedtage en eventuel vedtagelse af lovgrundlaget. Men vi må også huske på, at dengang Socialreformkommissionen blev etableret, der var det planen at den skulle fremkomme med betænkningen her i foråret således at man kunne tage stilling til de økonomiske konsekvenser her til efteråret og det synes jeg, vi skal holde fast ved, især hvad angår ældreområdet, som vi også klart var inde på under vores ordførerindlæg. Vi var inde på at især de ældre har haft problmere, specielt med afholdelse af deres boligudgifter.

 

Og hvad angår takstmæssig hjælp, så er det også på tide, at man behandler befolkningen ens med hensyn til den hjælp, der ydes, især nu, hvor kommuner ligesom giver en hjælp til befolkningen således at man undgår at befolkningen sulter. Men såfremt det er muligt, så skal  samtlige borgere i Grønland afhjælpes på en mere ensartet måde - der er ingen, der skal behandles ringere end andre grupper, således at man undgår at folk føler en forskelsbehandling.

 

Men hvad angår forebyggelse lægger vi også stor vægt fra Atassuts side, at man indenfor børnene og såfremt vi ikke begynder at oplærer børnene om de forskellige problemstillinger de kan opleve igennem livet, så kan vi ikke retter op på det.

 

Men vi som også oplever på Island den tror jeg godt vi også kan benytte sig at på Grønland hvor man på Island bruger børnene som arbejdskraft ved at holde miljøet rent. Og der oplever man hvor glad børnene er for at være med i dette arbejde, og det er en sådan metode som man på en positiv måde også i Grønland kan gøre brug af, hvorfor man også bør oplyse mere omkring dette punkt i Grønland, således at man også kan opdrage børnene til at give dem en vilje til at være med til at holde naturen ren.

 

 

Ruth Heilmann, Kommissionens formand.

 

Ja det bliver meget kort.

 

Jeg skal på vegne på mine medlemmer i Socialreformkommissionen sige tak for de bemærkninger der er ligesom jeg også takker for de bemærkninger Landsstyremedlemmet for Sundhed også har været inde på, at forebyggelsesarbejdet styrkes.

 

Ligesom jeg også vil sige tak til Landsstyremedlemmet for Økonomi som også som Landsstyremedlem for Boliger, der vil jeg blot sige tak til ham igen, fordi det også fremgår af hans bemærkninger, at der er en stor interesse op omkring de ting omkring boligerne.

 

Og Josef Motzfeldt fra Inuit Ataqatigiit opfordrer igen op omkring forebyggelse og at barnet skal være i centrum som han understregede, og der vil jeg blot nævnte at jeg er fuldstændig enig i bemærkninger her.

 

Og m.h.t. Bjarnes spørgsmål op omkring om man blot flytter skattepengene der vil jeg gerne henvise til at det evt. besvares skriftligt, når vi har gravet lidt dybere i spørgsmålet.

 

Og med hensyn til de økonomiske konsekvenser som Jakob Sivertsen fra Atassut var inde på, og at man skal fortsætte fra det stade man er nået frem til, og en prioritering af økonomien der glæder vi os til at fortsætte med det til efteråret. Vi skal ikke vente blot på, at der kommer en redegørelse op omkring det, men vi glæder os til at samarbejde omkring dette i Socialudvalget.

 

 

Maliinannguaq Mølgaard, Inuit Ataqatigiit.

 

Jeg siger tak. Når vi tænker på de ældre, så var der for et par år siden så fremstillede jeg et forslag om de ældre og uarbejdsdygtige rentemodtagere hvor der var problemer omkring deres vilje til at blive boende i deres boliger, de har haft betalt til huslejen og huset i mange år, så har de ikke midler til forbedringer og renovering af deres huse, hvorfor der også er problemer med at de bliver boende.

 

Dengang stillede jeg et forslag, at man lavede en fond til varetagelse af denne opgave, dengang var man inde på henviste man til det netop igangsatte Socialreformkommission, men her har man også være inde på, at ældre længst mulig skal blive boende hjemme.

 

Og dette punkt hører jeg med glæde er taget med, og tænker man på denne gruppe, så oplever man mange gange at de i de kolde vintre ligefrem sidder hjemme og fryser, og jeg håber at man på en klar måde fremkommer med forslag til hvilke planer der omkring disse.

 

Dengang jeg stillede spørgsmålet der var man inde på, hvorvidt spørgsmålet hørte ind under boligområdet eller om det hørte ind under socialområdet, men da dengang blev det sagt at da det drejede sig om de ældre så var det socialområdet det hørte ind under.

 

Men hvad angår spørgsmålet om, at vi gerne vil have stærke børn og unge, der er det nødvendigt at vi også koncentrerer sig om forebyggelse, men vi skal heller ikke glemme, at børn og unges egen vilje til at være med, der er det også nødvendigt at netop dette sker, man skal ikke blot sige ovenfra at de det og det skal de gøre uanset hvor små børnene der mener jeg at det er af yderste vigtighed at børnene også inddrages i arbejdet, således at de også måske fremkommer med ideer om, hvordan de selv mener deres forhold kan forbedres,  man kan f.eks. lade skolerne afholde emneuger, således at børnene også på den måde kan fremkomme med gode forskellige gode forslag om hvordan deres forhold kan forbedres, således at resultaterne kan opnås.

 

Den fungerende Landsstyreformand var inde på, at det er et veludført arbejde der er blevet fremlagt. På den anden side vil jeg sige, at arbejdet ikke er færdigt, men det er første lige begyndt.

 

De mange gode bemærkninger der er faldet her betyder ikke at arbejdet er udført, arbejdet er først færdigtudført når de mærkbare konkrete tiltag er kommet ud til befolkningen.

 

Ja det må siges at være rigtigt, at det er en omfattende betænkning der er fremkommet med, og først skal vi sige, at de fleste partier og de fleste ordførere var inde på, at kommunerne, organisationerne og bygderådene dem skal man have i tæt samarbejde med og det samme vil også gælde når vi skal til at arbejde med lovgrundlaget.