Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 12-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Torsdag den 8. juni 1995.

 

Dagsordenens punkt 12.

 

Redegørelse om arbejdet på inddrivelsesområdet.

(Landsstyremedlemmet for Økonomiske anliggender og Boliger)

 

 

 

Mødeleder: Knud Sørensen:

Mødet er åbnet. forinden vi går til dagsordenspunkterne i dag skal jeg meddele, at punkt 34, forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v., at anden behandling af lovforslaget ønskes udsat, og således sker anden og tredje behandling i morgen på mødet. Landstinget anmodes om at meddele dispensation for tids­fristen i henhold til forretningsordenens ' 38.

 

Endvidere skal jeg også meddele, at dagsordenspunkt 15, politisk-økono­misk redegørelse, efter anmodning fra landsstyret, ønskes taget af dagsordenen for indeværende samling. Formandskabet tager anmodningen til efterretning og jeg skal bede landstinget om at godkende dette. Det er blevet godkendt.

 

Så er dagsordenspunktet for idag således punkt 12, 30, 24, 27, 29, 33 og endelig punkt 4, som skal behandles på et lukket møde.

 

Og nu går vi over til dagsordenens punkt 12, redegørelse om arbejdet på inddrivelsesområdet. Det er landsstyremedlemmet for økonomiske anliggen­der og boliger, Daniel Skifte, der skal forelægge.

 

Daniel Skifte, landsstyremedlem for økonomiske anliggender og boliger:

På landsstyrets vegne skal jeg hermed fremlægge en redegørelse vedrøren­de ar­bej­det på inddrivelsesområdet.

 

Når landsstyret har valgt, at der til denne landstingssamling skal ud­arbejdes en rede­gørelse om arbejdet på inddrivelsesområdet, er det udtryk for et ønske om, i forhold til landstingets debat om samme emne i efteråret 1992, dels at redegø­re for gennemførte tiltag siden da, dels at lægge op til en debat om yderligere til­tag.

 

I 1992-redegørelsen fremlagdes forslag til tiltag, herunder lovgivningstil­tag. Nogle af tiltagene er siden rea­liseret, men på daværende tidspunkt var det stadig tvivlsomt, i hvilket omfang landstinget kunne iværk­sætte lov­givning på om­rådet. Efter drøftelser har ju­stits­ministeriet tilkendegi­vet, at landstinget kan fastsætte regler om inddrivelse på om­råder, der falder ind under landstingets kom­petence.

 

Formålet med redegørelsen er at opnå så godt et udgangspunkt for det kommende lovgivningsarbejde som muligt. I redegørelsen fremlægges der nogle rime­ligt konkrete muligheder for lovgivningstiltag på området, og da det er første gang, at landstinget for alvor kan lovgive på området, har lands­styret be­sluttet, at fremlægge disse for landstinget i form af en rede­gørelse for at afprøve, hvilke af tiltagene der efter landstingets op­fattelse bør arbejdes videre med.

 

Der kan næppe være tvivl om, at der er behov for en indsats på inddrivel­ses­området. Det kan efter landsstyrets opfattelse ikke være rigtigt, at kommuner­ne og hjem­­me­styret fortsat mere eller mindre passivt skal affinde sig med, at restancesituationen udvikler sig negativt. Tiden må være inde til, at vi tager yderligere skridt til at få gjort op med de holdninger og systemer, som har været årsager til den nu­­værende restancesituation.

 

Med baggrund i redegørelsen må vi erkende, at årsagerne ikke kun kan tilskrives borgernes og virksomhedernes evne og vilje til at betale deres regninger, men at de også skal søges i den måde, det offentlige fungerer på. I det kommende ar­bej­de, ikke bare på inddrivelsesområdet, men også på de andre områder, hvor der opstår økonomiske mellemværender mellem det offentlige og borgere og virksom­heder, må vi forholde os kritisk til, om lovgivningen og administrationen fun­gerer hensigtsmæssigt set fra et restancesynspunkt.

 

Der er næppe nogen, og slet ikke blandt medlemmerne af landsstyret, der fore­stiller sig, at restancesituationen kan ændres fra den ene dag til den anden. Uan­set hvordan vi ser på situationen, vil der blive tale om et langt sejt træk, som over en årrække forhåbentlig vil bringe restancerne ned på et rimeligt niveau.

 

Landsstyret er godt klar over, at lovgivning alene ikke er tilstrækkelig til at gøre op med restanceproblemerne. I takt med at de drøftelser og overvejel­ser, som er omtalt i redegørelsens kapitel C vedrørende initiati­ver til forbedring af incassovirksomheden, færdiggøres, vil landsstyret træffe beslutning om igangsætning af initiativerne.

 

Landsstyret håber, at redegørelsen kan danne grund­lag for en god og åben de­bat, og at skatteudvalget og landstinget vil bidrage med en lang række syns­pun­k­­ter, som kan indgå i det kommende lovgivningsarbejde.

 

Uden at tage forskud på debatten kan jeg oplyse, at landsstyret er ind­stillet på at se nærmere på de sociale og erhvervsmæssige virkninger, som en stram­ning af inddrivelsesreglerne muligvis vil få, og landsstyret er parat til at indgå i dette arbejde. Grundlæggende er det lands­styrets op­fat­telse, at sociale og erhvervs­mæssige tilskud bør ydes i henhold til de regler der gælder herom, og ikke indirekte, som en følge af, at der ses gennem fingrene med op­byg­ning af restancer. Disse tilskud bør ydes på en almindelig og regulær måde, med indgivelse af ansøgninger og stillingtagen i de respektive offentlige instanser til, om ansøgningen kan og skal imødekom­mes. Alt andet forplumrer situationen og vil i sidste ende kunne undergrave respekten for vores system.

 

På denne baggrund skal jeg på landsstyrets vegne overlade redegørelsen til lands­­tingets debat og i den forbindelse opfordre skatteudvalget og lands­tinget til at frem­komme med deres synspunkter omkring, hvilke lovgivnings­initiati­ver de ger­ne ser på landstingets efterårssamling 1995.

 

Agnethe Davidsen, Siumut, formand for skatteudvalget:

Betænkning fra skatteudvalget vedrørende redegørelse om arbejdet på ind­drivelsesområdet, og den skal jeg fremlægge nu.

 

Skatteudvalget består af følgende medlemmer:

 

Agnethe Davidsen som formand

Mikael Petersen, Siumut

Knud Sørensen, Atassut

Siverth K. Heilmann, Atassut

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit

 

Under skatteudvalgsmødet den 31. maj deltog Anders Andreassen på vegne af Mikael Petersen.

 

Skatteudvalget har på sine møder den 31. maj og 1. juni 1995 behandlet redegørelse om arbejdet på inddrivelsesområdet.

 

Et enigt skatteudvalg er af den opfattelse, at der bør igangsættes et lovgivningsarbejde med henblik på både at forebygge opbygningen af yderli­gere restancer, og at få inddrevet allerede eksisterende restancer. Det er for den enkelte borger og for samfundet som helhed uacceptabelt, hvis vi ikke får stoppet den negative udvikling vi hidtil har set på restanceom­rådet.

 

Når dette er sagt, skal det samtidig understreges, at det er udvalgets opfattelse, at desværre har en alt for stor del af befolkningen ikke råd til at betale deres løbende regninger. Diskussionen omkring en effektivi­sering af inddrivelsesområdet kan derfor ikke frigøres fra, at der samtidig bør tages sociale hensyn til borgerne. Et enigt skatteudvalg skal derfor henstille til landsstyret, at landsstyret i det kommende lovgivningsarbejde på inddrivel­sesområdet tager hensyn til balancen mellem den sociale virke­lighed og en effektivisering af inddrivelsen.

 

Det er samtidig skatteudvalgets principielle opfattelse, at sociale tilskud og andre støtteordninger så vidt muligt skal frem i lyset, så man kan se, hvad pengene bliver brugt til, i stedet for at de bliver skjult på restan­cekontiene. Et enigt udvalg skal derfor opfordre landsstyret til at ind­drage denne problemstilling i sine overvejelser, og om nødvendigt tage initiativ til ændring af relevante love.

 

Med baggrund i disse forhold har skatteudvalget især behandlet spørgsmå­lene om, hvilke lovgivningsinitiativer, der bør sættes i gang for at rette op på restancesituationen.

 

Skatteudvalgets kommentarer følger fremstillingen i redegørelsen, og i øvrigt er kommentarerne afgivet af et enigt skatteudvalg.

 

Skatteudvalget er enig i, at øget information og vejledning, både til borgerne og internt indenfor administrationen omkring lovgivningen, vil kunne medvirke til at imødegå, at der opstår restancer, ligesom der sikkert også er områder, hvor en mere enkel indretning af reglerne vil kunne fremme en positiv udvikling på restanceområdet. Skatteudvalget konstaterer med tilfredshed, at et egentligt uddannelsesforløb for incassomedarbejdere netop er igangsat, ligesom udvalget ser frem til en ændret organisering af incassoområdet, hvorunder hører etablering af instruktionsbeføjelse fra hjemmestyret til de kommunale pantefogeder.

 

Udvalget tilslutter sig, at de steder, hvor det offentlige udfører for­retningslig­nende funktioner, bør det offentlige så vidt muligt reagere forretningsmæs­sigt, når der opstår restancer. Det er klart, at der bl.a. på bolig- og daginstitu­tionsområdet kan være sociale omstændigheder, der gør, at man er nødt til i nogle sager at tage særlige hensyn, men dette bør som udgangspunkt ske med støtte i sociallovgivningen, i stedet for at det offentlige mere eller mindre passivt affinder sig med opbygning af restan­cer.

 

Skatteudvalget skal desuden opfordre landsstyret til at gennemgå reglerne om betalingsfrister og lignende teknisk betonede forhold med henblik på at vurdere, om disse vil kunne indrettes mere hensigtsmæssigt set ud fra en restanceforebyggende vinkel.

 

Skatteudvalget har herudover drøftet spørgsmålet om at gøre det lovligt for det offentlige at tage hensyn til en virksomheds restancer i forbindelse med afgørelse af, om virksomheden skal antages til at udføre arbejder eller leverancer til det offentlige. Det er udvalgets opfattelse, at forslaget som udgangspunkt er positivt, og at det imødekommer et eksisterende behov. Udvalget finder det samtidig rigtigt at overlade det til den enkelte kommunal­bestyrelse med dens lokalkendskab og til landsstyret, hvordan en beslutning truffet af henholdsvis kommunalbestyrelsen eller landsstyret, skal prakti­seres.

 

De overvejelser skatteudvalget har gjort sig omkring en stramning af reglerne vedrørende registrering som indeholdelsespligtig arbejdsgiver går i retning af, at forslaget i praksis næppe vil have den store betydning, og at forslaget i det omfang det får nogen betydning, risikerer at fremme udviklingen af et sort marked, hvor arbejdsgivere undlader at tilmelde sig arbejdsgiverregi­steret og at foretage indeholdelse af A-skat, når de udbe­taler løn til deres ansatte. Udvalget kan således ikke anbefale, at for­slaget omsættes til lovgivning.

 

Ideen bag forslaget til indgreb overfor næringsvirksomhed er tiltalende efter skatteudvalgets opfattelse, men det er i den foreliggende form svært at vurdere, hvordan det vil fungere i praksis, bl.a. fordi der er tale om en ny og uprøvet fremgangsmåde. Udvalget skal derfor henstille til lands­styret, at der udarbejdes et konkret lovforslag, som udvalget kan foretage en nærmere vurdering af.

 

Med hensyn til forslaget om udvidet anvendelse af umiddelbar tvangsinddri­velse støtter skatteudvalget, at de kommunale pantefogeder får udvidet deres kompetence, så de kan foretage tvangsinddrivelse af flere af det offentliges krav. En sådan udvidelse vil styrke mulighederne for et rea­listisk samarbejde mellem pantefogederne og skyldnerne. Desuden vil en udvidelse af pantefogdernes kompetence lette inddrivelsen af kravene og gøre systemet mere enkelt at forstå for borgere og virksomheder.

 

Skatteudvalget er umiddelbart positiv overfor, at de der udbetaler penge til skyldnere pålægges pligt til at foretage tilbageholdelse i udbeta­lingerne, når de har fået meddelelse om, at der foreligger en frivillig aftale mellem skyldneren og kommunen om tilbageholdelse. Forslaget imøde­kommer nogle ordninger, der har fungeret i mange år, hvorfor forslaget ikke kan anses for at medføre øgede arbejdsbyrder af større omfang for arbejds­givere og andre, der udbetaler penge til skyldnere. For udvalget er det dog vigtigt at understrege, at en eventuel lovfæstelse af forslaget ikke må føre til et formyndersamfund eller at der indgås urimelige aftaler. Ud­valget skal derfor tilkendegive, at landsstyret bør overveje disse problemstillinger nærmere i forbindelse med udarbejdelse af et lovforslag.

 

Skatteudvalget kan fuldt ud tilslutte sig, at andre kommuner og hjem­mestyret får ret til indtræden i forbindelse med udbetaling af overskydende skat, ligesom udvalget er enig i at indtrædelsesretten i hvert fald bør omfatte underholdsbidrag, skatter og hjælp mod tilbagebetalingspligt.

 

Det er efter skatteudvalgets opfattelse en god praktisk løsning at lovgive om, at ægtefæller, registrerede partnere og samlevende skal hæfte soli­darisk for visse krav, når kravene vedrører parternes fælles samliv. Det er dog nødvendigt, at der i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse søges etableret nogle fornuftige løsninger på, hvornår hæftelsen skal begynde og hvornår den skal ophøre.

 

Skatteudvalget kan ikke anbefale, at der udarbejdes et lovforslag om fælles offentlig modregningsadgang over for erhvervslivet. Forslaget vil ikke alene være svært at få til at fungere i praksis. Der er desuden en meget stor risiko for, at forslaget vil medføre uacceptable finansieringsproblemer for erhvervslivet. Det er udvalgets opfattelse, at nok er der behov for at forbedre det offentliges inddrivelsesmuligheder, men dette bør ikke medføre, at der strammes så meget op, at det offentliges krav skal gå forud for alle andre kreditores. Det offentlige må acceptere, at der nogle gang opstår tab, som følge af, at de erhvervsdrivende ikke kan betale deres regninger.

 

Vedrørende spørgsmålet om eftergivelse, finder Skatteudvalget det klogest, at afvente udviklingen på gældssaneringsområdet, før der igang­sættes lovgivningsarbejde om eftergivelse. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at der i redegørelsen er lagt op til, at der skal ske en gennemgang af de nuværende restancer for at få foretaget afskrivninger med mere. Her vil borgerne formentlig blive frigjort for nogle af de krav, som i dag er registrere­de som restancer.

 

I gældssaneringsordningen er det desuden indbygget, at der bliver taget en række nødvendige samfundsmæssige hensyn. Det vil derfor være uhensigts­mæssigt, om der allerede nu tages initiativ til at supplere ordningen, når vi ikke er i stand til at vurdere, om der er et sådant behov.

 

Skatteudvalget håber, at Landsstyret med baggrund i de anført bemærknin­ger til de enkelte forslag har fået et udgangspunkt for det videre lovgivnings­arbejde.

 

Samtidig skal udvalget benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at en øget indsats på inddrivelsesområdet muligvis vil forudsætte, at der tilføres flere ressourcer til området i såvel Hjemmestyret, som kommunerne, ligesom det vil kunne komme på tale, at se nærmere på de nuværende bevillinger, herunder til sociale formål.

 

Skatteudvalget ser således frem til, at der på efterårssamlingen 1995 fremlægges forslag til Landstingslov om inddrivelse og i øvrigt imødeser Skatteudvalget underretning om de øvrige initiativer, der foregår på området.

 

Knud Sørensen, Mødeleder:

 

Vi går over til partiernes ordførere. Mikael Petersen, Siumut.

 

Mikael Petersen, Ordfører for Siumut:

 

Siumut ønsker indledningsvis at rose Landsstyret og dets administration for det store og konstruktive arbejde i forbindelse med denne omfattende sag.

 

Redegørelsen er både en beskrivelse af det, der er sket siden Landstingets drøftelser om restancesituationen under efterårssamlingen 1992 og en meget vejledende og konstruktiv beskrivelse af de yderligere mulige tiltag, Landstinget i dag kan vælge at anbefale Landsstyret at arbejde videre med.

 

Da Landstingets Skatteudvalg i enighed har afgivet en meget omfattende og retningsgivende Betænkning, som Siumut til fulde kan tilslutte sig, skal Siumut indskrænke sig til følgende bemærkninger om restance- og inddrivelsesområdet.

 

Restancerne til det offentlig er klart alt for store, og det skal der fortsat gøres noget ved, både med henblik på at forebygge fremtidige restancer og nedbringe bestående restancer.

 

Det drejer sig således om aktivering på mange områder, lige fra øget information til etablering af yderligere og nye instrumenter i forbindelse med inddrivelse.

 

Som Landsstyret så rigtigt nævner i sin forelæggelse, er der tale om et langt sejt træk. Siumut giver sin tilslutning til disse tiltag, hvoraf nogle vil blive meget mærkbare og forventeligt ubehageligt opfattet af nogle restanter. Tiltagene er imidlertid nødvendige for de offentlige kasser, det vil sige, set fra Hjemmestyret og kommunerne, Landskassen og kommunerne, som har alt for store midler bundet i restancer og som dermed giver årsag til alvorlige økonomiske vanskeligheder for os alle, hvis der ikke gøres noget, også selvom det kommer til at gøre ondt på nogen.

 

Når dette er sagt, skal det samtidig fremhæves, at tiltagene for Siumut helt afgørende betinger, at de nødvendige sociale og økonomiske hensyn til borgerne tages og disse inddrages.

 

Borgerne overalt i landet skal med andre ord til enhver tid sikres tilstede­værelsen af nødvendige sociale og økonomiske forhold.

 

Med disse bemærkninger ser Siumut frem til lovgivningsinitiativer til efterårssamlingen 1995.

 

Peter Ostermann, Ordfører for Atassut:

 

De stigende restancer til det offentlige har været debatteret i snart mange år. Det så ud til i mange år, at man i det store affandt sig med det, men heldigvis gik man bort fra denne indstilling. Redegørelsen er fyldig, afklarer alle aspekter, specielt om hvad man hidtil har iværksat og realiseret.

 

Det fremstår klart, at den igangsatte uddannelse af incassopersonale har været nyttig og bør fortsætte, da det er blevet mærkbart, at restancerne er faldende, som må bero på, at incassopersonalet er blevet mere håndfaste og målbevidste i deres arbejde.

 

Vi mener derfor i Atassut, at vi ud fra, hvad der hidtil er opnået, skal komme med henstillinger om, hvad der nu skal stiles efter. Atassut mener derfor for det første, at uddannelse af incassopersonale fortsættes og at der tages lovgivningsinitiativer om, hvornår og på hvilke grundlag gæld til det offentlige betragtes som forældede.

 

Vi kan ikke helt afskaffe restancer til det offentlige, og det må vi erkende. Derfor er vi enige med Landsstyret i, deres bemærkning om, at lovgivning alene ikke er tilstrækkeligt til at gøre op med restanceproblematikken og vi må så med det udgangspunkt se på, hvad vi så kan gøre.

 

Det ligger desværre klart, at vi har medborgere, der totalt er ligeglade med deres gæld til det offentlige. Det er selvfølgelig beklageligt, men det er nok ikke til at ændre. Så må vi se på den ene side, nemlig de forhold, at vi ikke så få gange nok har pålagt befolkningen betalingsforpligtelser langt over deres betalingsevner, overbebyrde dem til overanstrengelse måske i visse tilfælde til ligegyldighed. Det må ligge fast for alle, at mange er villige til at betale, men kan ikke  grundet manglende betalingsevne.

 

Derfor må det vigtige mål være, at påvirke flere til at blive betalingsvillige. Hvis det skal opnås, må de faste betalinger til husleje og ESU fastsættes med udgangspunkt efter betalingsevne. Vel at bemærke, hvis vi ønsker de fleste til at blive betalingsvillige.

 

Mange huslejer overbebyrder mange, der i mange tilfælde bliver til unødvendige problemer. Dette er også tilfældet inden for ESU, specielt i disse fiskefattige år. Det må være endnu mere vanskeligt for fangererhver­vere. Forholdene i dag må være meget vanskelige for dem, der driver erhverv med lån fra ESU, for vi må også huske på, at de også har forpligtel­ser på land.

 

Meget tyder på, at betalinger f.eks. til vand, el og andet må ordnes på en anden måde, måske til månedlige betalinger, men det er nok svært at undgå, at flere og større regninger kommer samtidig.

 

Et af resultaterne af opstramningerne omkring restancer er, at folk med store restancer udsættes og i mange tilfælde flyttes til dårligere boliger. Når det drejer sig om familier med børn, forstærkes deres problemer i meget høj grad. Det fremhæver vi fra Atassut for at gøre det klart, at der er visse ting, vi skal være forsigtige med, når vi laver stramning omkring restanceproble­matikken.

 

Med disse bemærkninger tager vi redegørelsen til efterretning.

 

Johan Lund Olsen, Ordfører for Inuit Ataqatigiit:

 

Da omhandlede spørgsmål, der redegøres for i dag, sidst var sat på Landstingets dagsorden i efteråret 1992, påpegede vi blandt andet fra Inuit Ataqatigiit, at de administrative foranstaltninger til at rette op på problemerne indenfor inddrivelsesområdet til trods for, at lovgrundlaget og andre bestemmelser var til stede, har været særdeles mangelfuld både i kommu­nerne og i Hjemmestyret.

 

Vi sagde ligeledes, at man kan iværksætte nok så mange love, men skaber man ikke samtidig grundlaget for de ressourcer, der skal til for at følge dem, både personalemæssigt, som teknologisk, så vil det være meget svært at få befolkningen til at være oprigtige overfor love og forordninger.

 

Netop derfor er IA også enige i de betragtninger, som fremføres via den grundlæggende redegørelse, og som Skatteudvalget bakker op, at man i det fremtidige lovgivningsarbejde må være ekstra opmærksomme på, at ny lovgivning ikke danner grundlag for at de offentlige fordringer bare forøges, hvilket Landsstyret da også må påmindes om at sikre.

 

Som det jo også rigtigt påpeges i redegørelsen skyldes mange af befolknin­gens restancer til dels, at det offentlige har nogle ordninger, der nemt kunne være undgået og som man kunne forebygge i at opstå ved en bedre lovgivning. Selvom der kunne være nok så mange ting, man i denne sammenhæng kunne pege på, så er det eksempelvis uhensigtsmæssigt at forskudsvis udlagte børnebidrag er fastsat til 2-årlige forfaldstidspunkter og som den bidragspligtige skal udrede på en og samme tid.

 

Det samme er tilfældet, for så vidt angår de kvartalsvise regninger til områder som el, vand og telefon og som sendes ud til omgående betaling.

 

Da disse forhold i redegørelsen blandt andet udgør et væsentligt problem, skal IA herved anmode Landsstyret om at tilvejebringe tiltag og foranstaltnin­ger, som befolkningen også kan magte ved eventuel indførelse af afdrag­sordninger eller eksempelvis ved udstedelse af månedlige regninger på disse.

 

Som en af de ting, som redegørelsen også peger på og bekræfter, er, at mange af de offentlige fordringer er skabt ved, at det offentlige selv ikke opfylder de krav, som befolkningen har krav på socialområdet. IA finder det derfor overordentligt vigtigt, at man er opmærksom på de rettigheder, befolkningen har for at få økonomisk hjælp i forbindelse med arbejdsløshed, sygdom og andet, hvad angår boligbetaling, daginstitutionsbetaling samt andre lignende. Det er derfor også med glæde, at vi konstaterer, at Udvalget også er enige heri og næste skridt i den henseende ligger således igen hos Landsstyret.

 

Som en væsentlig ting, som redegørelsen og som Skatteudvalget påpeger, er, at det nu uden tvivl kan ses, at en alt for stor del af befolkningen ikke har råd til at betale deres løbende regninger.

 

Vi skal derfor fra IA kraftigt og i lighed med Skatteudvalget=s opfattelse henstille til Landsstyret, at Landsstyret i det kommende lovgivningsarbejde på inddrivelsesområdet tager hensyn til balancen mellem den sociale virkelighed og en effektivisering af inddrivelsen.

 

Det siges jo i redegørelsen, at 31% af befolkningen, de enlige og ægtefæller, i 1992 havde haft en skattepligtig indkomst på under 50.000 kr. årligt og derfor af den grund har svært ved at have råd til at betale deres løbende regninger, såfremt de samtidig ikke får hjælp over det sociale hjælpesystem.

 

Eftersom forholdene, for så vidt angår indkomstforholdene i dag, ikke er ændret i væsentlig grad, må vi igen sige, at dette forhold jo netop også blev bekræftet af den store levevilkårsundersøgelse, der blev færdiggjort her i efteråret 1994.

 

Inuit Ataqatigiit skal derfor i lighed med tidligere benytte denne lejlighed til, igen at udtale, at det stadig ikke er til at komme uden om en gennemgriben­de skattereform til fordel for, især lavindkomstgrupperne samt mellemind­komstgruppen.

 

Modstanderne heraf henviser imidlertid altid til det administrative merarbej­de, dette som hævdet vil skabe. Vi skal derfor også minde om, og til trods her for minde om, at netop en effektivisering af inddrivelsesarbejdet også forudsætter en meradministration, hvilket der også påpeges i redegørelsen.

 

IA skal derfor afslutningsvis i denne forbindelse her forvarsle om, at vi planlægger, at ville fremlægge vores forslag til en gennemgribende skattereform til efteråret, først og fremmest med henblik på at lette byrderne for lavindkomstgruppen, men så sandelig også for mellemindkomstgruppen.

 

Med disse bemærkninger skal Inuit Ataqatigiit herved tilslutte sig de tiltag på inddrivelsesområdet, som Skatteudvalget indstiller til iværksætning, idet vi samtidig godkender redegørelsen.

 

Bjarne Kreutzmann, Ordfører for Akulliit Partiiat:

 

Vi mener i Akulliit Partiiat, at det danske mundheld har ret, nemlig citat, AEn mand uden hår kan man ikke klippe@. Lige sådan kan man ikke fratage en mand penge, som ingen penge har. Dertil er der ingen problemer.

 

Vi mener dog, at det er en hån mod folk, der på trods af mindre midler pligtskyldigt forsøger at klare forpligtelser, at andre ikke opfylder samme forpligtelser, selvom de har råd og vi mener bestemt, at der må kunne slås hårdt ned på disse mennesker.

 

Der er dog også mennesker, der på grund af bureaukrati også i kommuner­ne, er kommet i klemme. Disse bemærkninger skal ikke forstås som undervurdering af pantefogeder og medarbejdere, da det jo er dem gennem et kæmpearbejde, ikke altid et nemt arbejde, har været med til at forbedre kommunernes økonomi. Man må dog erkende, som det også er nævnt i forelæggelsesnotatet, at der er behov for en undersøgelse om, om restancerne kan skyldes det offentlig system.

 

En anden problemstilling vil vi desværre ikke undlade at nævne, er nemlig, at politikerne også kan være medskyldige i restancerne. Det er jo ikke mange år siden, at pantefogederne under deres samling forsøgte at gøre opmærksom på det forhold, at der på visse steder har været nogle politikere, som blandede sig i incassovirksomheden, hvor deres venner eller bekendte var indblandet. Vi håber dog, at sådanne forhold er ophørt i forbindelse med udviklingen af velfærdssamfundet.

 

Med de bemærkninger til redegørelsen og med håb om mere ansvarsbe­vidsthed i samfundet, også hvad angår restancer, godkender vi Skatteudval­gets betænkning og vi glæder også allerede til fremlæggelse af lovforslag til Landstingets efterårssamling 1995, da det jo er blevet lovet.

 

Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet.

 

Jeg først fra Kandidatforbundet give udtryk for at vi er glade for fhv. Justitsminister Erling Olsen´s tilsagn om, at Landstinget kan påtage sig ansvaret for lovgivningen vedrørende Grønland.

 

Jeg vil hermed vise Kandidatforbundets vilje til samarbejde i denne sag, fordi samfundets gæld til det offentlige pr. 31. december 1994 på kr. 762.338.000,- ikke bare kan accepteres.

 

I dag foregår den kommunale restanceinddrivelse på grundlag af bestemmel­serne i retsplejelovens kap. 7, Bekendtgørelse nr. 90 af 1. marts 1983 samt Bekendtgørelse nr. 10 af 26. juni 1979.

 

Men det er velkendt at den kommunale inkassofolk mangler til stadighed uddannelse for alvor at kunne ske i samarbejde med KANUKOKA - undskyld mangler videreuddannelse i arbejdet og såfremt videreuddannelseskurser til stadighed for alvor kunne ske i samarbejdet med KANUKOKA er der ingen tvivl om, at det vil bevirke et fald igen til det offentlige.

 

Endvidere skal det tilføjes at inkassomedarbejderne i dag er beskyttet efter kriminallovens '16.

 

Til nedsættelse af den offentlige gæld bør eftergivelse, gældssanering indgå i overvejelserne, da der som bekendt er mange restancer, der har sager, som må betegnes som forældede - liggende hos kommunerne. Ikke mindst restancer til husleje som den danske stat afskrev i forbindelse med hjemmestyrets overtagelse af boligområdet.

 

Jeg vil endnu engang give udtryk for mit om, at hjemmestyret bør deltage i udgifterne til videreuddannelse af inkassomedarbejderne, der varetager gældsinddrivelse hos restanterne, der som bekendt gennem kommunerne har meget betydelig gæld til hjemmestyret.

 

Daniel Skifte, Landsstyremedlemmet for Økonomiske anliggender og Boliger.

 

Jeg skal på Landsstyrets vegne rette ??? til skatteudvalgets betænkning og deres bemærkninger til betænkning.

 

Det er korrekt, at der mangler mange restancer til det offentlige i Grønland. Det tynger vist folks selvom der er andre, der ligeglade med det, og vi er forpligtet til at få rettet op på disse forhold.

 

Landsstyret vil ud fra de faldne bemærkninger gå videre med det arbejde, og derved har fået et godt grundlag, og desuden også har fået retningslinier for hvordan det skal gå videre i arbejdet omkring inkassoområdet.

 

Uden at kommentere partiordførerne enkeltvis, så vil jeg komme ind på sidste ordførertale omkring Kandidatforbundets bemærkninger omkring videreuddannelse og kurser, der vil jeg blot henvise til betænkningens afsnit omkring, at der er bemærket, at i 1993/94 er sat nogen tiltag omkring kursusaktiviteter for inkassomedarbejderne, og at man i samarbejde med KANUKOKA har drevet nogle kurser for inkassomedarbejderne i 1994 med henblik på for at få effektiviseret arbejdet på inkassoområdet, derfor lægger vi vægt på igangsættelse af en bedre uddannelse indenfor dette området.

 

Jeg vil understrege, at man i forbindelse med udarbejdelse af redegørelsen har Skatteudvalget og Skattedirektoratet har udført et stort arbejde, og har kunnet fremsætte en letopfattelig redegørelse, og derved har Skatteudvalget mulighed for enigt, at komme med deres indstilling.

Jeg vil endnu engang sige tak for et veludført arbejde.

 

Mikael Petersen, ordfører for Siumut.

 

Jeg vil komme med en tilknytning til andres partiers ordførerindlæg og vil bemærke IA´s ordførerindlæg.

 

Vi er meget enige fra Siumut, og man kan heller ikke være uenige om udsagnet om dygtiggørelse af inkassopersonalet - langs kysten, så har vi mange forskellige vilkår at leve under.

 

Med det i mente så må vi ikke sige, at inkassoarbejdet må søges, at være nyttigt i Grønland, og derfor kan man undgå dygtiggørelse, og derfor m.h.t. udbygning af dygtiggørelse - den støtter vi.

 

M.h.t. til de andre partier som AP nævnte - dem vil vi ikke kommentere yderligere, men selvfølgelig, hvis man skal inddrive gæld, og når så restancerne er så store i vort samfund, så kan man ikke komme uden om at det kan være smertefuldt for samfundet, at komme med stramme krav.

 

Derfor m.h.t. at man ikke kan klippe skaldede personer og sådan nogle udsagn, der mener jeg, at man i lovgivningsarbejdet på inddrivelse skal være så påpasselig med sådan nogle personer, men at man så vidt ikke forringer befolkningens levevilkår, det skal man undgå og vi har allerede mulige tiltag for at lave nogen - det må sikres via den sociale lovgivning - og derfor m.h.t. inddrivelsen og at man så vidt muligt ikke ændre sådan nogen i lovgivnings­arbejdet. Det håber vi sker.

 

Det samme er som IA´s ordførerindlæg kom ind på, og det er heller ikke første gang, det bliver forelagt, den blev også fremlagt i.f.m. den første forårssamling, nemlig at man kan sprede regningerne.

 

Jeg mener, at man i inddrivelsen og vedrørende lovgivningen omkring inddrivelsen, at man så vidt muligt ikke kommer ind for skattelovgivningen, fordi det overhovedet ikke har nogen tilknytning med hinanden.

 

Jeg mener, at man i debatten skal holde skattelovgivningen og inddrivelses­lovgivningen adskilt, og man ikke laver lovgivning, som inddrager disse, begge, to.

 

Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet.

 

Det ærede Landsstyremedlem for Økonomiske anliggender og Boliger har jeg ikke sprunget over i forelæggelsen omkring gennemførelse af en uddannelse på inkassoområdet, men jeg vil blot præcisere, at disse sker varigt, og de skal jo have en effekt på nedbringelsen af restancerne, fordi vi kan se i forelæggelsesnotatet, at man siden 1990 og til 1994, så er restancerne faldet markant, det er nok helt sikker, at det er et resultaterne på baggrund af uddannelsen for inkassopersonalet, og vi husker jo at de gamle restancer i 1992, der vedr. ESU, det blev afslået.

 

Og vi må nok erkende, at disse restancer er uerholdelige, og derfor nævnte jeg som et eksempel gamle huslejer, som desværre ikke kunne betales, og som må siges, at være uerholdelige om man ikke nogle overvejelser omkring at disse evt. kan blive afskrevet, fordi skatteperson kan jo klippes - det er allerede blevet sagt, og derfor med disse bemærkninger, det jeg som efterlyser - ikke mindst at i hjemmestyret i.f.m. medfinansieringen ved kursusafholdelse, at man åben på det - det vil jeg gerne have, idet vi ikke kan vedblive med at overse de meget store restancer, og det er mærkbart, at man vil lave nogle tiltag.

 

Jeg mener, at vi alle i samarbejde og uden at skændes med hinanden, at man kan bruge de forskellige meninger, der dukker op på forskellig vis.

 

Agnethe Davidsen, formand for Skatteudvalget.

 

Jeg vil rette en tak til modtagelsen af vores betænkning omkring redegørel­sen.

 

Alle ordførerne fra partierne gav udtryk for forståelse for de problemer, der er omtalt i redegørelsen.

 

Skatteudvalget glæder sig til at give den nye mulighed - den mulighed, der hedder gældssanering - for at man kunne nedbringe en del af restancerne.

 

Der er jo en del af restancerne, der er ret så betydelige, og som har været oparbejdet i gennem mange år, som så har bevirket, at de har haft svært ved at klare sig i deres daglige liv, og jeg er glad for, at denne gældssanering vil blive åbnet op for at kunne lette op vilkårene hos enkelte.

 

Peter Ostermann, ordfører for Atassut.

 

Jeg vil gerne understrege, at vi der er her i landstingssalen, har 2 ting vi selv skal tage hensyn til. Vi kan ikke bare blive lave lovgivning, der gør ondt på samfundet.

 

Vi skal også tage hensyn til forskellige hos borgerne, og det er det som vi har haft som vores centrale punkt i vores ordførerindlæg.

 

Vi er enige i redegørelsen, og vi er også enige i de ting, som skatteudvalget har indstillet, men det er ikke nok med det.

 

Flere i samfundet vil uden tvivl have vilje til at betale såfremt at de ikke bliver overbebyrdet med regninger. Det er det jeg endnu engang vil understrege, fordi jeg har ikke kunnet mærke om de andre partier har haft denne synspunkt i deres bemærkninger.

 

Ved at forslagene indeholder lettelse for samfundet, og vi vil fra Atassut´s side håbe, at flere borgere vil få lettere, og det er det vi skal arbejde henimod.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatiigiit.

 

Så ganske kort, så vil jeg lige komme med nogen bemærkninger om m.h.t. den sidste ordfører fra Peter Ostermann fra Atassut. Han sagde kort, at de tiltag som her bliver påpeget her gennem betænkningen, og gennem den omfattende redegørelse, at det forslået tiltag, det er ikke nok.

 

Det er også derfor, at vi fra IA har nævnt, at man til de kommende - og det er jo bekræftet flere gange - det der blev nævnt er, at 1992 så havde 31% af befolkningen indkomster under 50.000 kr., og derfor har de svært ved at have råd til at betale deres løbende regninger, og det blev endnu engang bekræftet, som IA også sagde i efteråret i.f.m. levevilkårsundersøgelsen, som vi også her har efterlyst fra landstinget, da den blev forelagt, kunne man også allerede se, at hjemmehørende befolkning, hvor mange af dem der for små indtægter, og derfor hvor vanskeligt for dem at kunne følge med i deres regningsforpligtelser.

 

Det er også derfor, at vi ærgre os, at flere partier fra Siumut og fra Kandidat­forbundet, og AP er forelæggelse lyder alt for meget af, at det er især befolkningen, der har den største skyld, men vores forelæggelse havde vi det centrum, at give skylden til dem, der ikke vil betale, at vi ikke har nogen begrundelse dertil.

 

Lederne i hjemmestyret og kommunerne omkring deres udarbejdelse af regler, de laver også nogle fejltagelser, og det også det vi har efterlyst skal blive rettet op.

 

Derfor er det vigtigt, det vi nævnte som et eksempel omkring udbetalingen af børnebidrag, som bliver udbetalt forskudsvist og bliver fastsat til halvårlige, som bliver udbetales samtidig med at det skal betales her og nu. Vi må lave en anderledes ordning.

Det samme med husleje-, telefon-, vand- og elregninger, som kommer kvartalsvis (hver 3. måned), og som bliver sendt til modtager om krav til straks betaling. Sådanne forhold må også søges rettet, men vi sagde også, at vi endnu engang skal udtale.

 

Det bliver mere og mere udtalt - ligesom jeg allerede har sagt - så har vi efter undersøgelsen af befolkningens levevilkår, så kan vi se hvordan befolknin­gen er sammensat m.h.t. indkomster, så kan man ikke komme uden om en ny ordning i.f.m. skattebetalingerne.

 

Derfor sagde vi fra IA, at vi til efterårssamlingen vil fremkomme med forslag til en ny skattelovgivning som tilgodeser især de mindst- og mindre indkomstsgrupper. De vil vi fremkomme med til efteråret.

Vi regner også allerede med, og det sagde vi også i vores indlæg, at modparterne endnu engang siger, at det vil blot medfører meget store administration, det er også derfor, at vi sagde omkring inddrivelse, så kan man ikke komme udenom at administrationen også bliver udbygget, og derfor for at skabe balance i disse. Det må man også kigge på med indførelsen af en ny skattebetaling kan vi lave en mere ny ordning.

 

Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet.

 

Selv Johan Lund Olsen burde vide, at vi alle i samfundet har forpligtelser, ikke mindst på restanceområdet.

 

Og hvis der skal skydes skylden på nogen, mener jeg, at de offentlige d.v.s. hjemmestyret og kommunerne er medskyldige i, at der er opstået sådan nogle restancer.

 

Hvis jeg ikke husker galt, så blev retsplejeloven ændret 1984 og på baggrund deraf opstod pantefogederne, der er først nu siden pantefogeder­ne blev til.

 

M.h.t. kurser, som først blev gennemført i de nærmeste år, hvis man havde gennemført disse kurser på et tidligere tidspunkt, så er det nok utvivlsomt, at man ikke havde så store restancer i dag.

 

Og fordi her siger jeg ikke at skylden til hvilken som befolkningsgruppe i samfundet, men at de offentlige må jo også kende deres forpligtelser, hvis reglerne skulle opfølges i lovgivningen.

 

Mikael Petersen, ordfører for Siumut.

Jeg håber ikke, at vi begynder, at skyde skylden på hinanden i denne debat. Det der blev påstået, at vi blot henviser til at der vil opstå en mere admini­stration og al det der.

 

Vi kan ikke opnå noget som helst ved at gøre det på den måde.

 

Jeg vil endnu engang understrege, at 2 love, der her bliver talt om, at vi skal passe på  ikke at blande de to ting sammen i.f.m. lovgivningen på inddrivel­sesområdet. Det drejer om skattelovgivningen og inkassolovgivningen.

 

Jeg vil blot derfor understrege, hvilken retning jeg havde påpeget, og at vi i forhold til IA.

 

Jeg håber, at man i.f.m. en lovgivning på inkassoområdet vil tilgodese os alle sammen i lovgivningen, fordi vi alle jo kan risikere at få opbygge en restance, og dette arbejde skal gøres uden at blande skattelovgivningen ind.

 

Siumut siger, at det ikke kun samfundet er skyld i restancerne. Det er derfor vi gerne vil lave lovgivningen på inkassoområdet, idet der er mange ting, der spiller ind, så uden yderligere bemærkninger håber jeg, at vi debatterer forslagene til efteråret således, at det tilgodeser enhver i samfundet.

 

Daniel Skifte, Landsstyremedlemmet for Økonomiske anliggender og Boliger.

 

Der blev nævnt, at - i debatten der prøver man, at skyde skylden på borgerne alene - så derfor vil jeg gerne endnu en gang understrege, at samtlige partiers ordførere er enige i, at arbejdet skal gå videre. I forbindelse med min forelæggelse kom jeg ind på følgende bemærkning, at vi må erkende tingenes tilstand i dag og her kom jeg også ind på, at det offentliges forvaltning også kan have skyld i forholdene må undersøges med i dette arbejde.

 

Landsstyret er ikke blind for dette problem og vi vil håbe, at man vil undersøge det nærmere. Vi glæder os til at forelægge et lovforslag til efterårssamlingen, således at debatten kan gå videre.

 

Knud Sørensen, Mødeleder:

 

Således blev redegørelse om arbejdet på inddrivelsesområdet færdigbe­handlet.