Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 50-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Mandag den 10. maj

 

Dagsordenens punkt 50.

 

 

Betænkning afgivet af Fredningsudvalget.

(Udvalgets Formand).

 

 

 

Mødeleder: Emilie Lennert.

 

 

Ussarqak Qujaukitsoq, Siumut, formand for Landstingets Frednings­udvalg:

Jeg skal her fremkomme med betænkning fra Landstingets Frednings­udvalg.

 

Fredningsudvalget har følgende medlemmer:

 

Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit,

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia,

Jakob Sivertsen, Atassut

Pavia Nielsen, Siumut

og undertegnede Ussar­qak Qujau­kitsoq fra Siumut, som er formand for udval­get.

 

Fredningsudvalget har holdt møder den 3. og 6. maj og har haft samråd med landsstyremedlem Ove Rosing Olsen den 4. maj.

 

Foranlediget af forslaget fra Nikolaj Heinrich om ændringerne af jagttiden på rensdyr for fritidsjægere har udvalgets diskussio­ner drejet sig om jagttrykket på rensdyr.

 

Som baggrundsmateriale for diskussionerne har udvalget modtaget en skriftlig orientering fra direktoratet for Sundhed og Miljø vedr. rensdyrtællingen, som er fore­taget i marts/april 1993 i området mellem Nordre

S­trøm­fjord og Frederikshåb Isblink.

 

Denne undersøgelse er en gentagelse af undersøgelsen, der blev foretaget i marts/april 1990, og de to under­søgelser kan direkte sammenlignes.

 

Undersøgelsernes resultat er urovækkende. For hele det ovennævnte område er antallet af rensdyr nu nede på 50 % af hvad, det var for 3 år siden. Denne nedgang kan skyldes flere forhold: vinterdøde­lighed, dårlig kalve­tilvækst og et for stort jagttryk. Af disse forhold er det kun jagttrykket, der kan reguleres.

 

Omregnet til samlede bestandstørrelser var der godt 16.500 rensdyr i senvinteren 1990 og godt 8.000 rensdyr på nuværende tidspunkt. Et bæredygtigt jagttryk er beregnet til 3.500 rensdyr i 1990, og mindre i de følgen­de år.

 

Selvom der mangler nøjagtige fang­stregi­streringer tyder alt på, at jagttrykket har været be­tydeligt højere end dette. I 1993 kan den samlede bestand kun klare et maksimalt jagttryk på 1.700 rens­dyr.

 

Dette tal skal ses i sammenhæng med, at der indtil den 20. april 1993 var udstedt 966 jagtbeviser til er­hvervsfangere og 1825 til fritidsjægere i Nuuk, Maniit­soq og Sisimiut kommuner. Eller i alt 2.800 udstedte jagtbeviser i forhold til 1.700 rensdyr, der kan sky­des.

 

Oven i dette skal lægges jagttrykket som forårsages af erhvervs­fangere og fritids­jægere, som kommer tilrejsen­de til området både fra nord og fra syd.

 

Fredningsudvalget betragter denne situation som meget alvorlig og anbefaler, at der indføres meget stramme regler for beskyttelse af rensdyrbestanden. Fortsætter det nuværende jagttryk kan bestanden forsvinde indenfor få år.

 

Kommende reguleringer af jagten må ske udfra princippet om bæredygtig udnyttelse. Som eneste alter­na­tiv hertil ser Fred­ningsudvalget kun totalfredning af rensdyrene i nogle år.

 

I betragtning af ovenstående bemærkninger anbefaler Fredningsud­valget, at hvis der skal være jagt på rens­dyr, så udstedes der kun et begrænset antal tilladelser til erhvervsfangere til et begrænset antal rensdyr.

 

Fredningsudvalget har i sit samråd med landsstyremedlem Ove Rosing Olsen opfordret til at SIK og KNAPK kontak­tes for pro­blematikken vedr. beskyttelse af vildrener­ne, da alle indgreb vil betyde meget for både erhvervs­fangere og fritidsjægere.

 

Den første konsekvens vil være, at der kommer mangel på kød. Fred­ningsudvalget peger derfor på muligheden for stabile kødpro­duktioner ved tamrendrift og ved bedre udnyttelse af moskusokser.

 

Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for Sundhed og Miljø:

Ligesom Landstingets Fredningsudvalg finder jeg resul­ta­tet af denne sidste rensdyrtælling urovækkende, idet der ikke er nogen tvivl om, at antallet af rensdyr er faldet meget drastisk.

 

Men samtidigt er det vigtigt, at undersøgelserne af denne meget vigtige ressource er lagt ind i nogle faste rammer, således at udviklingen i bestanden kan følges fra år til år, og således har man fået et sammenlig­ningsgrundlag.

 

Samtidig er jeg glad for at Landstingets Fredningsud­valg så utvetydig støtter princippet om bæredygtig udnyttel­se. En holdning som helt er i overenstemmelse med lands­styrets holdning og de holdninger, som Grøn­land har tilsluttet sig internationalt.

 

Bæredygtig udnyttelse må lægges til grund for al ud­nyttelse af levende ressourcer, da levende ressourcer også skal være ek­sistensgrundlag i fremtiden.

 

Med hensyn til fremtidsmulighederne for rensdyrbestan­den, så ser det ikke alt for lovende ud.

 

Rådgivningen siger, at der i 1993 maksimalt kun kan skydes 1.700 rensdyr i området mellem Frederikshåb Isblink og Nordre Strøm­fjord.

 

Men dette tal er udregnet med nogle forudsætninger. Dels, skal kalveproduktionen være normal og dels skal vinterdø­deligheden være normal. D.v.s. hvis det ikke har været en hård vinter og at det derfor ikke er gået ud over rensdyrbestanden, så kan der maksimalt skydes 1.700 rensdyr.

 

Da begge disse forhold er afhængige af klimaet, må man sikre sig, at der bliver skudt færre end 1700 rensdyr, måske kun det halve.

 

Men samtidig skal det slås fast, at hvis man ønsker, at bestanden af rensdyr skal vokse, så skal der skydes endnu færre rensdyr. Så må hele kalvetilvæksten gå til tilvækst i bestanden.

 

Indenfor nogle år skulle det så igen være muligt at have en rimelig rensdyrbestand, der kan tåle et be­grænset jagttryk.

 

En totalfredning af vildrenerne i nogle år vil være et meget hårdt indgreb både overfor erhvervsfangere og overfor fritids­jægere, ja, overfor alle os der bor i Grøn­land.

 

Jeg har derfor taget initiativ til drøftelser med både KNAPK og SIK, og vi har nedsat en lille arbejdsgruppe, der skal arbejde henimod et forslag om, hvordan man skal bære sig ad.

 

Og jeg vil allerede i begyndelsen af juni invitere alle inter­esserede parter til et seminar om den kommende forvaltning af rensdyrbestanden, idet, det er min mening, at begrænsninger i rensdyrjagten er et så stort indgreb, at det må hvile på for­ståelse og medvirken fra alle involverede parter.

 

Ussarqak Qujaukitsoq, ordfører for Siumut:

Vi har fra Siumut følgende bemærkninger til betænkning afgivet af Fredningsudvalget.

 

Som bekendt har vi fra Siumut gang på gang understre­get, at vor levevis og kultur har grundlag i vores bæredygti­ge udnyttelse af vore levende ressourcer, det være sig havpattedyr eller landdyr. Dette lægger vi meget stor vægt på, så det kan sikres, at vore efter­kommere kan udnytte de levende ressourcer ligesom os.

 

Vi skal gøre gældende, at princippet om en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer også skal gælde for hvaler og at Landstinget meddeler denne grundliggende holdning til den danske stats repræsentanter, der delta­ger i IWCs møde i Japan.

 

Vi har bemærket, at der ved indførelse af de nye jagt­be­viser er blevet meget nemmere rent administrativt at se, hvor mange der har jagtbevis som erhverver, og hvor mange der har jagtbevis som fritidsjægere. Hvilke uden meget tidsforbrug kan vise os et billede af et for­ventet samlet jagttryk på jagten efter rensdyr.

 

Vi støtter på det kraftigste Fredningsudvalgets hen­stilling om, at såfremt rensdyrjagt fortsat skal til­lades, at der fastsættes en kvote af rensdyr for er­hvervsjægere.

 

I den forbindelse skal det nøje overvejes, hvorvidt rensdyrjagt for alle og enhver, også for erhvervsjæger­ne, ikke bør kvoteres i en periode på tre år.

 

Vi skal anmode Landsstyret om, at medtage disse bemærk­ninger i deres overvejelser.

 

Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut:

Indledningsvis skal vi udtale, at vi ikke kan undvære dyrelivet til lands og i havet i vort land såvel til ernæring i dagliglivet som i vore erhverv, og derfor må vi idag og i fremtiden udnyttte disse på den mest hensigtsmæssige måde og sørge for ikke at overbe­laste bestandene.

 

Vi kan derfor ikke undgå at sætte grænser for udnyttel­sen af dem, da vi også må sikre vore efter­kommere, således at de kan udnytte vort lands rigdomme på land og i havet.

 

 

Vi skal fra Atassut benytte denne lejlighed til at erindre om, at vi i vort politiske arbejde ikke skal finde love og forordninger vigtigere end mennesket, da vi i vort virke altid skal arbejde med mennesket i centrum.

 

Fra Atassut skal vi udtale, at vi under Landstingets forårssam­ling arbejdede med fredningssager, der var tunge og svære at arbejde med for Landstingets Fred­ningsudvalg.

 

I Fredningsudvalget har vi arbejdet med sager, der kunne medfører begrænsninger i fangskvoterne på grund af nedgang i bestandene, også med hensyn til rensdyr, der i de sidste tre årtier især i Vestgrønland har været i katastrofal nedgang.

 

Hvis man sammenligner rensdyrtællingen i 1990 med rens­dyrtæl­lingen i 1993, er rensdyrbestanden gået så dras­tisk ned efter de oplysninger vi har fået, at vi i Atassut er nødsaget til at beslutte os til at støtte en stram begrænsning for jagten på disse, da sammenlig­ningen af tællingerne i 1990 og i 1993 viser, at be­standen er blevet halveret, hvilket nødvendiggør en stram jagtbe­grænsning.

 

Atassut har bemærket sig, at ikke alle skudte rensdyr i vort land bliver registreret, hvorfor det er svært at gætte, nøjagtig hvor mange rener, der bliver nedlagt årligt, men vi kan påregne, at der bliver skudt flere end det antal, der bliver indberettet som nedlagt.

 

I de tre største kommuner her i landet, Nuuk, Maniitsoq og Sisimiut, er der udstedt ialt 2.800 jagtbeviser til fritidsjægere og erhvervsjægere, og allerede derved kan vi se, at såfremt vi skal tillade et jagttryk, der ikke medfører nedgang i bestanden må jagttrykket begrænses. Vi er vidende om, at det vil medføre store protester fra fritidsjægerne, der anvender jagten som et supple­ment.

 

Men vi må forstå, at fiskernes og fangernes situation er så anstrengt idag, at det er blevet nødvendigt med en særskilt ordning for dem.

 

Af materialet har vi forstået, der årligt kun kan ned­lægges 1.700 rener, såfremt bestanden ikke skal for­mindskes yderligere, og når vi ser på antallet af udstedte jagtbeviser i de tre nævnte kommuner, kan end ikke alle erhvervsjægere få udstedt tilladelse til at nedlægge rensdyr.

 

Derfor skal vi fra Atassut ønske, at landsstyremed­lemmet for Industri og Sundhed optager samråd med de pågældende kommuner og de respektive fisker og fanger­foreninger, KNAPK og SIK, for derved at kunne opnå tilfredstillende fangst­kvoter for rensdyr i de pågæl­dende kommuner.

 

Endvidere skal vi fra Atassut ønske, at der tilstræbes en bedre udnyttelse af moskusokserne end det er til­fældet idag, for derved at kunne forbedre kødforsy­ningen i vort land.

 

Med disse bemærkninger har vi tilkendegivet vor hold­ning i forbindelse med Fredningsudvalgets vanskelige betænk­ning.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Indledningsvis beklager Inuit Ataqatigiit, at vi star­ter drøftelsen af punktet her uden besiddelse af samt­lige relevante oplysninger fra udvalgets betænknings­arbejde.

 

Vi tænker her på udvalgets opfordring til landstyremed­lemmet for Sundhed og Miljø, om at kontakte organisa­tio­nerne SIK og KNAPK.

 

Denne opfordring stammer fra udvalgets samråd med lands­styremed­lemmet under betænkningsarbejdet. Ud fra de oplysninger vi har fået, skulle landstyremedlemmet have afholdt møde med disse organisationer allerede den 5. maj. Hvad er konklusionerne fra mødet?

 

Det er nødvendigt, at Landstinget i sit arbejde kan regne med ens betjening fra alle landsstyreområder.

 

Det er normal kotyme fra andre direktorater, at Lands­styrets stillingtagen til de enkelte udvalgs betænk­ninger forelægges Landstinget som et svarnotat paral­lelt med betænkningens offentliggørelse.

 

Vi opfordrer Formandskabet til, at der drages omsorg for, at denne praksis også efterleves af Landsstyreom­rådet for Sundhed og Miljø.

 

Inuit Ataqatigiit deler udvalgets betragtning omkring vildrensi­tuationen som værende meget alvorlig med blandt andet følgende begrundelser:

 

For det første: At ydnyttelsen af levende ressourcer, således også af rensdyr, fra tidernes morgen er uad­skil­le­ligt knyttet til vores levevis.

 

For det andet: At vort folk med henvisning til foran­stående altid har haft lige adgang til at samle forråd fra naturen. Men denne ligestilling har det været nødvendigt at ændre på i takt med den ændrede samfunds­struktur og blandt andet har vi indført begreber som erhvervsfangere og fritidsjægere.

 

For det tredje: At eftersom pengeøkonomien nu har afløst naturalieøko­nomien, er der ikke noget unaturligt i, at udbyttet af levende ressourcer nu er omsætteligt for penge. Familier­nes kødforsyning er ikke længere alt­dominerende i beskatningen af de enkelte udnyttelige dyrearter. Men den drastiske befolkningstil­vækst har så sandelig også betydet mange flere munde at mætte.

 

For det fjerde: At når begrænsninger af udnyttelsen af de enkelte arter, som er nødvendige for kødforsyningen indføres, betyder det alt andet lige, en beskatning af andre arter af en hidtil ukendt størrelse. Dette var tilfældet, da en begrænsning af vor hvalfangst i 1988 betød over 250 tons mindre kødmængde om året.

 

At antallet af rensdyr fra gammel tid er gået op og ned i takt med naturens rytme er ikke nogen nyhed.

 

I gamle dage foreskrev de uskrevne love, at nedgang af de enkelte arter naturligt følges af mindre beskatning af den enkelte art. En respekt for naturen som har betydet arternes fort­satte eksistens. Vi skal ikke alene takke vore forfædre for denne respekt, som er kommet eftertiden til gode. Vi skal efterleve denne respekt, tilpasset den nye samfundsstruk­tur.

 

Inuit Ataqatigiit vil benytte lejligheden her til at gentage vores tidligere opfordring til landsstyret om, at drage omsorg for, at dokumentationsmateriale for størrel­sen af antallet af hvaler i vore farvande frem­skaffes.

 

Dokumentationsmaterialet skal bruges i arbejdet i den inter­nationale hvalfangstkommission.

 

For de dele af vort land, hvor rensdyrjagt er en tradi­tion, er jagtsæsonen en ganske naturlig del af årets gang.

 

For mange familier er det en tid for indsamling af forråd, fællesskab og en traditionel naturlig ud­nyttel­se af, hvad naturen kan give. Det er med til hele tiden at minde os om, at mennesket og naturen er i pagt med hinanden.

 

Det samme er tilfældet med klapmydssæsonen i Sydgrøn­land.

 

Med henvisning til ovenstående er det tillokkende, at indførelse af strengere begrænsning gennemføres ens for os alle.

 

Men en landstingsbeslutning af denne art, ville være en util­stedelig tilsidesættelse af de lokale myndigheders kompetence.

 

Kommunalbestyrelser, bygderåd, KNAPKs og SIKs lokale afdelinger, som har deres styrke i deres kendskab til de lokale forhold bør inddrages.

 

Inuit Ataqatigiit skal derfor foreslå landstingsparti­er­ne, at en bæredygtig udnyttelse indføres for stræk­ningen fra Sioraq, Frederikshåb Isblink til Nassuttooq, Nordre Strømfjord.

 

Udfra resultaterne fra rensdyrtællingerne skal det kun være tilladt at nedlægge 1.700 dyr i 1993 på den om­talte strækning.

 

Fordelingen af det tilladte antal til de enkelte kommu­ner forhandles mellem Landsstyret, KNAPK, SIK og KANU­KOKA.

 

Efter denne fordeling udsteder de enkelte kommunalbe­styrelser tilladelser efter ansøgning. Denne fordeling foretages i samarbejde med de lokale afdelinger af KNAPK og SIK.

 

Denne fremgangsmåde er allerede kendt i forbindelse med til­ladelser til vinterjagt.

 

Hvad kan vi så sætte ind i stedet for den mængde kød, som vi hidtil har kunnet få fra rensdyrene?

 

Det kan ikke erstattes med importeret kød. 

 

Vi må udnytte det allerede eksisterende tamrenbrug samt moskusok­sebestan­den meget bedre. Vi er ganske vist klar over, at mange ikke vil sammenligne smagen af kød af tamrener med kød fra vildrener, men vi skal sikre den fortsatte eksi­stens af vor rensdyrbestand, før det er for sent, og det er for os meget svært at pege på andre alternativer.

 

Hvis renavlerne finder behov herfor, skal de gives al mulig støtte i forbindelse med slagtningerne. Fejl­slag­ne slagtninger betyder jo normalt en ikke tilsigtet til­vækst af bestandene, som igen kan betyde for hård nedslidning af plantevæksten.

 

Mere langsigtet kan vi, efter vores mening, ikke komme udenom en større indsats med sigte på uddannelse af renavlere. Det bliver nok bydende nødvendigt for vor fremtidige kødforsyning. Vi skal hermed opfordre Lands­styret til at indhente udtalelser fra renavlerne.

 

Med disse bemærkninger er det vores inderlige håb, at alle i samfundet bakker op om indførelsen af den nød­vendige strengere begrænsning af jagt på rensdyr. Kun ad denne vej kan vi sikre, at rensdyrbestanden ikke ud­ryddes. Kun ved fælles front kan vi sikre, at den yderst alvorlige situation ikke kommer til at vare længere end højst nødvendigt.

 

Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiiat:

Vi har nogle ganske korte bemærkninger til betænkningen fra Fredningsudvalget.

 

Landstingets Fredningsudvalgs betænkning indeholder et urovækken­de budskab. Hvis det forelagte virkelig er resultatet af undersøgelsen af rensdyrbestandens stør­relse, så er vi fra Akulliit Partiiat nødt til at gå ind for den i betænkningen nævnte indstilling.

 

Men før der tages endelig stilling til, hvad der skal gøres, så skal vi henstille, at man, for at kunne stille så mange tilfreds som muligt, udarbejder et løsningsfor­slag i tæt samarbejde med KNAPK og dennes afdelinger.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Til denne forårssamling fremsendte jeg igen på vegne af Issittup Partiia forslag om en vis begrænsning i fri­tidsjægernes jagt­periode indenfor den tilladte rensdyr­jagtperiode.

 

Dette forslag er ikke af ny dato, da det har været fremsat adskillige gange i de forløbne år, hvor det altid er blevet imødegået, uanset at forslaget har været meget vigtigt, når man har set på de vigtige forhold med hensyn til rensdyrbestanden.

 

Derudover fremsatte jeg i 1991 et forslag om helårs­fredning af renkøer med unger og renkalve, men dette forslag blev ligeledes imødegået af alle partier.

 

De meget uheldige følger for vores fangstdyr, som man kender på nært hold, men hvor for­slagene ikke blev godkendt af Landstinget, bliver nu ved tællingerne klarere og klarere. Og nu indser vi endelig, at der næsten ikke er noget tilbage.

 

Rensdyrbestanden i vort land har gennem tiderne oplevet op- og nedgangstider, og selvom bestanden ikke har været udryddet helt, har jagten på dem i disse år været så intens, at der reelt er fare for udryddelse af dem, og dette kan de politisk ansvarlige ikke bare forbigå, og der er ingen anden vej udenom, end at indføre stram­me restriktioner.

 

Vi ved, at rensdyrjagten er en helt integreret del af grønlænder­nes kulturliv og derved vil der også opstå vanskeligheder for langt de fleste ved en eventuel standsning af jagten, og dette vil være særdeles uhel­digt for erhvervsjægerne, især i disse år.

 

Vi grønlændere spiser helst kødretter, og der er ingen tvivl om, at af kødretterne er renkødet en af de mest foretrukne, og vi, der færdes i rensdyrrevirerne, mister indimellem humøret, når vi ser ellers flotte rensdyr, hvor kun noget af dyret er skåret fra og resten bare efterladt til forrådnelse, uanset at der er bestemmelser om, at man ikke må skyde mere end det man kan bringe hjem, og at det er forbudt at smide noget væk med overlæg.

 

Desværre findes der iblandt jægerne alt for mange, der tager med på jagten bare for jagtens skyld, selvom de ikke har brug for hele fangsten.

 

Vi er nu kommet til et særligt vanskeligt stadium, og selvom det er smerteligt for os allesammen, er der ikke andre muligheder end at give erhvervsjægerne et fangst­kvantum og samtidig anmode Landsstyret om, sammen med KNAPK, at søge at finde en ordning, der kan stille alle parter tilfreds. Det synes at være den eneste mulighed, der er tilbage.

 

Aqqaluk Lynge, Inuit Ataqatigiit:

Det er ikke fordi jeg ikke er enig med Inuit Ataqati­giits ordfører. Jeg er fuldstændig enig i det han sagde.

 

Det jeg gerne vil sige er, at jeg gennem tiderne har fået et forhold til det at tage på rensdyrjagt, selvom jeg ikke er erhvervsjæger. Jeg er sådan set ligeglad med, om jeg får nedlagt et dyr, og jeg har aldrig skudt mere end ét dyr, og jeg kan på den måde ikke mistænkes for at være en misbruger af systemet.

 

Der er mange, der har fået det forhold til den form for jagt og tager ind i fjordene. De kan ikke undvære at tage på rensdyrjagt inde i fjordene. De ting der fore­går i dag er beskæmmen­de.

 

Hvis rensdyrbestanden er faldet så drastisk, er det svært at få den i balance igen ved en såkaldt retfærdig fordeling af jagtudbyt­tet. Der blev i betænkningen peget på en af muligheder­ne, at man i forbindelse med for­handlingerne kan nævne, at man indfører en ordning, der rammer alle lige, således at man totalt freder rens­dyrene et eller to år.

 

Det må være én af de mest tiltalende former for regu­lering. Den rammer jo os allesammen lige hårdt. Jeg håber, at Landsstyret også medtager dette i deres videre forhandlinger og over­vejelser.

 

For derved kan man opnå, at man får tid til en fintæl­ling af rensdyrene, for at se hvordan rensdyrbestanden ser ud, og således at man har et udgangspunkt til at gå videre med næste år.

 

Mødeleder:

Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø kommer med en be­svarelse, men jeg skal bemærke, at der er flere fra partierne, der har ønsket ordet.

 

Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for Sundhed og Miljø:

Jeg skal kommentere flere bemærkninger fra partierne. Ind­ledningsvis skal jeg lige sige, at jeg selv stammer fra et område, hvor rensdyrjagten indgår som en vigtig bestanddel i livet.

 

Det spørgsmål vi drøfter her, ved jeg kommer til at ramme os allesammen. Det sted jeg kommer fra er et af de områder, hvor man har indført forbud mod vinterjagt på rensdyr.

 

Jeg kan huske, at i forbindelse med drøftelserne om beslutning af forbudet, der blev der fra én af bygder­ne, altså i en besvarelse fra en rensdyrjæger, givet følgen­de svar:

 

Vi bliver spurgt, om der skal tillades vinterjagt i hårde vinter­perioder. I vinter­perioderne vil det fak­tisk være hårdere ikke at jage rensdyr, fordi i sådanne hårde vinterperioder er der ikke ret mange indtjenings­mulig­heder for jægeren.

 

Den kommende debat kommer til at indeholde sådanne spørgsmål. Hvordan skal vi for­holde os med hensyn til vores indtjening? Hvordan skal vi forholde os i forhold til de levende ressourcer vi har?

 

Derfor skal jeg her fra sige, at vi her i Landsstyret ikke har taget ende­lig beslutning om, hvilken holdning vi skal have frem­over. Skal der være en totalfredning eller skal der være begrænsning i jagten?

 

Vi mener, at der skal foretages yderligere fintælling i de kommende 14 dage. Hvis vi finder ud af hvor mange rensdyr der er, så har vi mulighed for at regne ud, hvordan rensdyrbestan­den vil se ud, hvis vi tager 1700 dyr, eller hvis vi undlader at jage dem.

 

Det er nemmere at tælle rensdyr i forhold til fisk. Derfor kan der fore­tages tælling af rensdyr, tællinger som nogen måske vil sætte spørgsmålstegn ved. Derfor mener jeg, at vi i Lands­styret skal tage en beslutning ud fra den fintælling og det er én af de ting, der skal komme frem i det planlagte seminar om rens­dyrbestanden i Grønland.

 

Til det der blev nævnte fra Inuit Ataqatigiit om, at jeg har holdt møde med SIK og KNAPK, skal jeg kun sige, at det ikke har udmøntet sig i en nærmere redegørelse til Fredningsudval­get.

 

Men først i dag har vi haft mulighed for at drøfte spørgsmålet nærmere i Landsstyret. Derfor har vi ikke haft tid til at komme med en redegørelse omkring disse

 

ting, og derfor vil vi fremover orientere Fredningsud­valget om, hvilke tiltag der tages i Landsstyret om­kring dette spørgsmål.

 

Spørgsmålet omkring kødforsyning, det er et meget centralt spørgsmål. Man kom ind på at moskusoksebestan­den og tamrenbe­standen kan være en alternativ mulighed herfor.

 

Disse ting bør undersøges nøjere, og der skal igangs­ættes tiltag hurtigst muligt. Selvfølgelig vil det koste penge, men vi skal undersøge, hvordan det kan reali­seres, og såfremt det bliver nødvendigt, må vi rette en henvendelse til Finansudvalget herom. Jeg kan se, at vi bliver nødt til at reagere hurtigt, for at kunne klare kødforsyningen i det grønlandske samfund.

 

Det der kom fra Siumut og Inuit Ataqatigiit angående hvalfangst, det er igen et spørgsmål om kødforsyningen i Grønland.

 

Jeg mener, at man fra Landsstyret skal rette en hen­vendelse til den danske delegation i forbindelse med forhandlingerne i Japan. Hvordan skal vi erstatte alle de mange tons rensdyrkød?

 

Vi kan se, at der er så og så mange store hvaler i de grønlandske farvande. Vi kan ikke blive ved med at være tilskuere til det. Hvis vi mener, at vi kan drive en bæredygtig fangst, må vi også være med til at bane vejen herfor.

 

Der skal foretages en nøjere undersøgelse af antallet af hvaler i løbet af sommeren i fortsættel­se af de under­søgelser, der er foretaget fra fiskeri­undersøgel­serne, især specielt med hensyn til store hvaler. Og med hensyn til små hvaler vil undersøgelsen ved at man hæfter radiosen­dere til hvalerne fortsætte fremover.

 

Nu har jeg kommenteret henvisningerne til Landsstyret og jeg vil blot gentage det, jeg har sagt i mit svarno­tat, at kommunerne og interesseorganisationerne, det vil sige KNAPK og SIK, selv­følgelig vil blive inddraget tæt i forbindelse med beslutnings­processen.

 

Ussarqak Qujaukitsoq, ordfører for Siumut:

Ganske kort vil jeg tilføje følgende. Jeg vil overfor lands­styremedlemmet opfordre til at i kontrol af

fang­st­mængden og i kontrol af jagtområder, der bør man indgå et tæt samarbejde med kommuner­ne. Det vil vi gerne opfordre Landsstyret til, og vi vil opfordre til, at Landsstyret også husker disse ting i deres forhand­ling med kommunerne.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Vi regner sikkert allesammen med, at dette punkt, vi nu behand­ler, vil blive debatteret kraftigt i befolknin­gen, men lad mig udtale, at uanset hvor kraftigt vi debat­terer, så vil det resultere i, at reglerne omkring renjagt vil blive strammet kraftigt op.

 

Jeg er helt enig med Aqqaluk Lynge i, at vi kommer til at tage en beslutning, som kommer til at ramme os alle, men lad mig sige, at når vi ser på de udtalelser alle partierne er fremkommet med, så ønsker de allesammen, at vi er nødt til at tage en beslutning, som kommer til at ramme hele befolkningen.

 

Jeg ved godt, at reglerne siger, at dem der lever af erhvervet har tilladelse til at gå på rensdyrjagt i næsten to måneder, og dem der ikke lever af erhvervet, de har også næsten to måneder til at drive renjagt.

 

Men hvis man indfører de begrænsninger, som der er lagt op til her, så vil de alle­sammen blive ramt. Hvis det kun er erhverver­ne, der får tilladelse til jagt, kan man forestille sig, at er­hververne får mulighed for at nedlægge to dyr, selvom man på nuværende tidspunkt i næsten to måneder kan drive jagt næsten uden begræns­ninger.

 

I visse områder er der flere rener en andre, og i den forbindelse kunne man, hvis vi skal begrænse jagten, gøre det sådan, at man fordeler det på de forskel­lige områder.

 

Vildrenerne er blevet så fåtallige, at vi må ud­nytte tam­renerne bedre end hidtil. Måske kunne man flytte nogle rener fra et område til et andet område, således at vi har mulighed for at renbestanden på den måde kan forøges hurtigere, end den er hidtil.

 

Daniel Skifte, ordfører for Atassut:

Først skal jeg lige bemærke, at jeg er én, der har været på rensdyrjagt gennem mange år, selvom jeg kun er en landkrabbe.

 

Rensdyrjagten indgår meget tæt i kul­turen, især i de områder, hvor rensdyrjagten drives og jeg vil benytte lejligheden til lige at rette en på­stand om betegnelsen fritids­jæger. Når vi tager på rensdyrjagt, selv som fritidsjæger, har vi det meget hårdt.

 

Det er ikke kun for fornøjelsens skyld, vi tager på rensdyrjagt. Derfor vil jeg benytte lejligheden til at sige til Landsstyret, nu da partierne har fået mulig­hed for at udtale sig, at man bør bestræbe sig på begræns­ninger, der rammer alle lige, og jeg er helt enig med Aqqaluk Lynge.

 

Jeg vil også understrege, at man eventuelt total­freder rensdyr­jagten gennem en kortere periode, hvorved man får tid til at finde ud af hvilke tiltag, der skal til i det videre forløb.

 

Mødeleder:

Jeg mener ikke, at der er så stor uoverensstemmelse i det der bliver sagt. Derfor mener jeg, at vi må til at slutte debatten her, og de næste talere vil jeg anmode om at komme med en ganske kort bemærkning.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Med hensyn til partiordførernes bemærkninger, der blev det sagt, at forordninger ikke må være det, der er vigtigst, men mennesket må være i centrum. Inuit Ataqa­tigiits udtalelser har jo udtalt dette. Vi bliver nødt til at udforme nogle regler, fordi mennesket altid er i cen­trum i det, der foregår.

 

Jeg mener at ordføreren i Issittup Partiia bemærk­ning om, at mange jægere efterlader en del af rensdyrkø­det, den må være møntet på mange flere, for det vi har set, bekræfter det der blev sagt. Fritidsjæger kunne være kor­rekt men nogle af talerne brugte benævnelsen, at man tager på jagt som et supple­ment til ind­tægterne. Jeg mener, at videreuddannelse udfra de er­faringer, der er indhøstet af tamrenejerne, bør være en af de ting, der skal til.

 

I forbindelse med jagt på vildrener, der får man gen­nemsnitligt fem kilo pr. rensdyr i bestanden, hvorimod det er gennem­snitligt 20 kilo i forbindelse med tamren­slagt­ninger.

 

 

 

Ole Lynge, Inuit Ataqatigiit:

Ganske kort vil jeg tilføje som en opfordring til Landsstyret:

 

Først kan vi måske komme til en enighed om, at vi ikke behøver at skændes om, hvem der har været skyld i, at rens­dyrbestanden er faldet så drastisk.

 

Men vi må drøfte, hvad det er for forhold, der har ført til det.

 

Vi har for eksempel ikke nogen eksakte tal på, hvor mange rensdyr­jægere der er.

 

Jeg er enig med vores ordfører i Inuit Ataqatigiit. Mit kend­skab er bedst til forholdene i Nordgrøn­land. Vin­ter­jagten i Nordgrøn­land har været drøftet for knap 2 år siden.

 

Der nævntes bl.a., at især når der er regn­fuldt i efter­årsmåne­derne, og det så sætter ind med frost, bærer det sin store del af skylden for, at rensdyrene dør i løbet af vinteren.

 

Derudover har jorden været meget tør, især længere inde i landet.

 

Og med hensyn til den sidste tid, der har det været nævnt fra forsker­ne, at hullet i ozonlaget over Nord­polen eventuelt kan have medført, at ren­sdyrlav ikke vokser så meget som tidligere. Alle de ting bør resul­tere i, at vi nøje overvejer, hvilke tiltag og hvilke alternati­ver vi har.

 

F. eks. tager man til søerne i indlandet, og derved kan man komme meget langt ind i landet. Hvis man vil ind­føre begrænsninger; og da Landsstyret siger, at det ikke er meget for en total fredning lige her og nu, da mener jeg, at man eventuelt kan indføre forbud mod, at man via søerne tager langt ind i landet.

 

For hvis vi sætter ind med begrænsninger, vil det have en meget mindre virk­ning, hvorimod en total fredning vil være at fore­trække, hvis det skal have en gavnlig virkning.

 

Der er mange fritidsjægere, der også har et behov for supplement i form af rensdyrjagt.

 

Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø:

Må jeg lige understrege, at jeg som landsstyremedlem eller Landsstyret som sådan, egentlig ikke har taget stilling til, hvilke former der skal beslut­tes.

 

At for­øgelse af rensdyrbestanden kan opnås, ville være baseret på kendskab til, hvor mange rensdyr der er.

Og vi vil gerne tilstræbe, at alle interesserede parter tager del i den debat og beslutning, der skal tages fremover.

 

Mødeleder:

Og således er der ikke andre, der har bedt om ordet, og således har vi fået forslag fra Nikolaj Heinrich, samt rendyrtællingen.

 

Af den betænkning der er fremkommet fra Fredningsud­valget fremgår det, at man optager kon­takt med inter­essegrupperne, f.eks. K.N.A.P.K. og S.I.K., indtil man via forord­ningen kan sætte ind med begrænsninger.

 

I den forbindelse ønsker nogen af talerne, at så­fremt totalfred­ning indføres, så må man prøve at under­søge andre mulig­heder indenfor hvalfangst, således at man kan opnå større hvalk­voter.

 

Ligeledes er det et ønske fra en af talerne, at kontrol af jagt bør effektivi­seres, og jeg mener derved, at vi har færdigbehand­let punktet, i håb om at Landsstyret tager kontakt med de organisationer, der har været nævnt her i debatten.

 

Punktet sluttet.