Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 34-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Tirsdag den 27. april 1993

Dagsordenens punkt 34.

 

 

Forslag til landstingsforordning om sygeplejeskeuddan­nelsen.

(Landsstyremedlemmet for Kultur, Undervisning og For­skning)

(1. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.

 

 

Marianne Jensen, landsstyremedlem for Kultur, Under­visning og Forskning:

Med nærværende forordningsforslag skabes grundlag for en sygeplejerskeuddannelse i Grønland.

 

Regelfastsættelsen vedrørende sygeplejerskeuddannelsen pla­ceres under landsstyreområdet for uddannelse, mens driften af Center for Sundhedsuddannelser forbliver under lands­styreområdet for Sundhed, der hidtil har haft ansvaret for sundhedsmedhjælperuddannelsen.

 

Uddannelsen vil foregå på den gamle sundhedsmedhjælper­skole, der efter ombygning vil blive rammen for det nye Center for Sundhedsuddannelser. Centret vil bestå af to selvstændigt fungerende afsnit, et for kursusvirk­somhed inden for sundhedsområdet, og et for sygeplejer­skeud­dan­nelsen, det vil sige den egentlige sygeplejesko­le.

 

Det første års sygeplejerskestuderende starter 1. januar 1994, og sundhedsmedhjælpere, der ønsker at videreuddan­ne sig begynder den 1. marts 1994.

 

Uddannelsen bliver tre måneder længere og mere omfat­tende end den danske. Disse tre måneder er blandt andet af hensyn til arbejdet i bygderne planlagt således, at den studerende tilegner sig større viden om admini­stration, ledelse og fødselshjælp.

 

Uddannelsen består af to dele, og der er skabt en afstignings- og påstigningsmulighed mellem første og anden del.

 

Efter første del kan den studerende få et funktionsbe­vis som sundhedsassistent. Sundhedsassi­stentuddannelsen ligger tæt op af den nuværende sund­hedsmedhjælperuddan­nelse.

 

Sundhedsmedhjælperne, altså de, der har uddannet sig som sundhedsmedhjælpere i dag, får mulighed for at videreud­danne sig til sygeplejerske, og der er allerede stor inter­esse for denne mulighed.

 

Der er udarbejdet en uddannelsesordning, der netop har været til høring. I øjeblikket er de mere detaljerede læreplaner ved at blive udarbej­det, således at de ligger klar inden uddannelsens start.

 

Som styrende organ for sygeplejerskeuddannelsen vil der blive oprettet et uddannelsesråd, der vil blive sammen­sat af personer med faglig viden indenfor uddannelses- og sundhedsområdet.

 

Landsstyret har til hensigt at tillægge rådet be­slut­ten­de kompeten­ce vedrørende optagelse og bortvis­ning af elever, ligesom rådet vil kunne fungere som råd­givende organ for Landsstyret.

 

Rådets opgaver vil derudover være at føre tilsyn med, at uddannelsen forløber i overensstemmelse med lov­givningen, og at det faglige niveau holdes på højde med autorisa­tionskravet.

 

I forlæn­gelse af uddannelsens opstart for­ventes der udarbej­det en grønlandsk lovgivning om auto­risation.

 

Når de færdigud­dannede sygeplejersker har opnået grøn­landsk auto­risation, vil de, på grund af uddannelsens inter­nationale niveau, have mulighed for at søge ek­sempel­vis nordiske landes myndig­heder om opnåelse af auto­risation med henblik på at virke som sygeplejer­ske udenfor Grønland.

 

Arbejdet med opstart af sygeplejerskeuddannelsen er foregået i et tæt samarbejde mellem de tre lands­styre­om­råder for Sundhed, Sociale forhold og Uddannel­se.

 

Forordningsforslaget har været til høring hos de rele­vante direktorater og organisationer samt hos for­skel­li­ge myndig­heder i Danmark. Vi har i Landsstyret i videst muligt omfang taget højde for de indkomne svar, der for en stor dels vedkommende også er blevet ind­arbejdet i det nu fremsatte forslag.


 

Jeg vil herefter opfordre partierne til at fremlægge deres synspunkter til drøftelse.

 

Da der er tale om en ny uddannelse, vil jeg anbefale, at forordningsforslaget inden andenbehandlingen drøf­tes i landstingsudvalget vedrørende erhvervsuddannelse og arbejdsmarkedsforhold.

 

Sluttelig vil jeg oplyse, at Landsstyret ikke er enig i forordningsforslagets grønlandske betegnelse for Center for Sundhedsuddannelser og derfor anmoder om bemyndi­gel­se til at finde et andet navn inden for­ord­ningens ikrafttræ­delse.

 

Mødeleder: Knud Sørensen.

 

Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut:

Ved forelæggelsen af forslag til landstingsforordning om uddannelse til sundhedsassist og sygeplejerske rea­liseres flere års drøftelser om muligheden for etab­lering af uddannelse af sundhedsassistenter og sygeple­jersker.

 

I den forbindelse skal Siumut uforbeholdent fremføre sin støtte.

 

Endnu før Hjemmestyrets overtagelse af sundheds­sek­toren den 1. januar 1992 har der været bestæbelser på igangs­ættelse af en planlægning med henblik på at etab­lere uddannelse til sundhedsassistenter og sygeple­jersker, og under drøftelserne i arbejdsgruppen har de danske repræsentanter fra sundhedsministeriet gået så vidt, at de har givet udtryk for, at en sygeplejer­skeuddannelse ikke er passende for grønlændere, og at en grønlandsk uddannelse som sygeplejerske bør have et lavere niveau end den danske uddannelse.

 

Som bekendt er det Siumuts principielle målsætning, at udgangspunktet i forbindelse med udvikling og etab­lering af nye uddannelser skal være, at uddannel­serne i Grøn­land ikke skal have et lavere niveau end i andre lande.

 

I forbindelse med overtagelsen af sundhedssektoren er der skabt grundlag for at etablere en sygeplejerskeud­dannel­se, der i sit indhold svarer til sygeplejer­ske­uddannelsen i Danmark og andre nordiske lande - ja der er endog foreslået en uddannelse, der på flere områder er bedre end sygeplejerskeuddannelsen i disse lande.

 

Siumut støtter, at uddannelsen vil vare tre måneder længere i forhold til den danske uddannelse, hvilket bl.a. skyldes, at uddannelsen indeholder dele af ad­ministrativ art og dygtiggørelse inden for jord­moder­gerningen med henblik på ansættelse og funktion i bygderne.

 

I forbindelse med opstart af sygeplejerskeuddannelsen bliver sundhedsmedhjælperuddannelsen nedlagt, og som en erstatning til denne uddannelse, vil der blive indført en ny mulighed, hvor der er skabt en afstig­nings­mulig­hed hvor den studerende kan få et funktionsbevis som sundheds­assi­stent, idet den nugældende sundhedsmed­hjælperud­dannelse har stor lighed med sundheds­assi­stentud­dannelsen, hvilket vi i Siumut er tilfreds med.

 

Vi er i Siumut glade for, at der er åbnet en mulighed for, at sundhedsmedhjælperne kan optages som elever i sygeplejerskeuddannelsen.

 

Efter forespørgsel hos Direktoratet for Sundhed har vi fået oplyst, at gymnasieelever og sundhedsmedhjælpere har vist en meget stor interesse for sygeplejerskeud­dan­nel­sen.

 

I forbindelse med etablering af sygeplejerske- og sundhedsassistentuddannelsen er der skabt mulighed for at uddanne sig inden for sundhedssektoren, og i den for­bindelse er håndværkerne nu i færd med en om­fatten­de ombygning af den tidligere sundhedsmedhjælper­skole i Nuuk, således at de bygningsmæssige rammer til ud­dan­nel­sen opfyldes.

Igangsætning af dette arbejde er godkendt af Lands­styret, Finansudvalget og Sund­hedsud­valget.

 

Vi har i Siumut forstået, at klare rammer om selve indholdet af sygeplejerske- og sundhedsassistentuddan­nelsen vil foreligge i deres endelige form i løbet af næste uge, og vi skal i den forbindelse gøre det k­lart, at rammerne om indholdet af uddannelserne er blevet forelagt for Landstingets Sundhedsudvalg under er møde i marts måned.

 

Inden for de sidste 10 år har udviklingen af ud­dannel­sesmulighederne i vort land været meget markant, og Siumut vil benytte lejligheden til at lykønske det grønlandske folk med etableringen af de to nye uddan­nelser.

 

Siumut er fuldt ud klar over, at de nye grønlandske uddannelser til sygeplejerske og sundhedsassistent ikke vil løse det akutte behov for uddannet personale her og nu, specielt hvad angår behovet i bygderne.

 

I den forbindelse skal vi over for landsstyremedlemmet for Sundhed kræve, at der snarest igangsættes kurser for sundhedspersonale i bygderne.

 

I den forbindelse tænker vi ikke kun på behovet for uddannet personale på sygehusene, men også på det store behov for uddannet personale i alder­doms­hjemmene og på institutioner med handicappe­de beboere eller til­svaren­de institutioner.

 

Siumut er derfor tilfreds med, at der er igangsat og pågår plan­lægning af etablering af en STI-uddannelse på social- og sund­heds­området, og Siumut ønsker, at denne uddan­nelse priori­teres højt, således at uddannelsen kan startes allerede i 1994.

 

Siumut takker de personer der har medvirket i plan­lægningen af de nye uddannelser, og ønsker det første hold elever gode resultater med deres uddannelse.

 

Emilie Lennart, ordfører for Atassut:

Vi har fra Atassut og Issittup Partia følgende bemærk­ninger til ovennævnte forslag.

 

Under tidligere debatter om en grønlandsk sygeplejer­skeuddannelse har vi udtalt nødvendigheden af, at uddannelser inden for sundhedsområdet foregik i Grøn­land.

 

Begundelsen er blandt andet, at det er nødven­digt, at vi har sygeplejersker, der bruger deres eget sprog i forbindelse med behandling af patienter­ne. Vi lægger meget vægt på at få sygeplejersker, som kan tale med de grønlandske patienter.

 

Vi må herunder understrege, at selvom vi får ud­dannede sygeplejersker, vil det også fremover være lige så nødvendigt at have sundhedsmedhjælpere. De vil ikke kunne undværes lang tid fremover. Derfor må de også gives mulighed for uddannelse og dygtig­gø­relse.

 

Forordningsforslagets formål er klart. Heri har man grundlagt følgende:

      1.     uddannelser vedrørende sygeplejersker og sund­heds­medhjælpere

      2.     uddannede sundhedsmedhjælperes videreuddannelse til sygeplejersker

      3.     start og styring af sygeplejeskeuddannelsen.

 

Ifølge forelæggelsesnotatet er sygeplejerskeuddannel­sen udvidet med 3 måneder i forhold til den danske uddan­nel­se.

 

Det er begrundet i bl.a. hensynet til arbej­det i byg­derne, således at den studerende kan tilegne sig større viden om administration, ledelse og fødsels­hjælp. Det finder vi meget støtteværdigt fra Atassut og IP.

 

Uddannelsen består af 2 dele, og der er skabt en af­stignings- og påstigningsmulighed mellem 1. og 2. del, idet man efter 1. del kan få et funktionsbevis som sundheds­assistent.

 

Og der er igen senere mulighed for at hoppe på igen, dog inden 3 år efter frahop. Vi finder dette vigtigt og mener, at det er en selvfølge, at der bli­ver nedsat et uddannelsesråd sammensat af personer med faglig viden inden for uddannelses- og sundhedsom­rådet.

 

Vi er enige i rådets arbejdsopgaver, men skal spørge om, hvilke tanker man har gjort sig i relation til ankemu­lighed for elever, der ikke bliver optaget eller bortvist.

 

Af forslaget fremgår det, at færdiguddannede sygeple­jersker får en autorisation gældende for Grønland. Der står også, at uddannelsen er på internationalt niveau.

 

På baggrund heraf skal vi spørge om, hvorfor man så skal søge om en autorisation uden for Grønland. Vi efterlyser et klart svar på dette spørgsmål.

 

Vil det ikke være på sin plads og mere betryggende for den ud­dannede, at myndighederne her i landet arbejder med denne side af sagen og sikrer, at denne autorisa­tion sikres automatisk i forbindelse med færdiguddan­nelsen.

 

Vi er tilfredse med, at man har haft kontakt med orga­nisationer o.lign. og har medtaget deres synspunkter i udarbejdelsen af dette forslag.

 

Ifølge forslaget er regelfastsættelsen vedr. sygeple­jerskeuddannelsen placeret under Kultur- og Under­vis­ningsområdet.

 

Man påregner, at optagelsesgrundlaget for elever til sygeplejerskeuddannelsen, som starter 1. januar 1994 bliver GU eller en lignende uddannnnelse, samt at der optages 18 elever med studiestøtte til hver på 4.000 kr. pr. måned. Inden for denne gruppe er der nogen, der kan få bevis som sundhedsassistent efter 2 år og 4 måneder.

 

Vi vil specielt nævne den gruppe, der får en 2-årig uddannelse. Man påregner, at denne gruppe, som er uddannede sundhedsmedhjælpere, starter 1. marts 1994 med 18 elever, men at den fra 1995 kører "normalt" med et årligt optag på 10 elever.

 

Disse elever får mulig­hed for at bibeholde deres fulde løn, idet de får orlov med løn, der idag udgør 14.633,­kr. pr. måned.

 

Vi vil gerne have oplyst, efter hvilke bestemmelser denne nyordning med løn under uddannelse er besluttet af Landsstyret?

 

Kan eksempelvis en uddannet barnemed­hjæl­per, der har arbejdet som sådan i flere år, regne med at bibeholde

sin løn, såfremt pågældende vil vi­dereud­danne sig til socialpædagog?

 

Regner Landsstyret med, at vi under drøftelsen af nærværende forslag, skal tage principiel stilling til indførelse af løn under orlov i forbindel­se med vi­dereuddannelse?

 

Man kan jo godt regne med, at en sådan ordning for sundheds­med­hjælpere vil smitte af på andre områder.

 

Man påregner, at driften af Center for Sundhedsud­dan­nelser forbliver hos landsstyreområdet for Sundhed, der hidtil har haft ansvaret for sundhedsmedhjælperud­dan­nel­sen.

 

Ifølge forelæggelsen bliver der to selvstændige af­delinger:

      1.     For kursusvirksomhed indenfor sundhedsområdet

      2.     For sygeplejerskeuddannelsen.

 

Vi er helt enige i, at den nuværende sundhedsmed­hjæl­perskole ombygges til sygeplejerskole. Men vi sæt­ter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at lave et selv­stændigt fungerende afsnit for kursusvirksomhed samme sted som sygeplejerskeuddannelsen.

 

Vi mener, at der i forvejen forefindes muligheder for kursusvirk­somhed inden for dette område i Grønland iøvrigt, og ikke kun i Nuuk.

 

I tilknytning til ovennævnte tænker vi for det første på bedre udnyttelse af vore økonomiske ressourcer som helhed. For det andet har landsstyreformanden for nylig offentligt sagt, at vi skal sprede vore arbejds­pladser over hele kysten. Såfremt denne proklamering skal stå til troende, må man også tage det med i over­vejelserne.

 

Med disse bemærkninger er vi enige i, at forslaget drøftes i landstingsudvalget vedrørende erhvervsud­dannelse og arbejdsmarkedsforhold.

 

Til slut skal vi give vor tilslutning til, at Lands­styret bemyndiges til at finde en anden grønlandsk betegnelse for Center for Sundhedsuddannelser, og skal i den forbindelse foreslå, at den grønlandske be­teg­nelse bliver "Peqqissaasunut Ilinniarfik".

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Det foreliggende forslag til landstingsforordning vi har til 1. behandling i Tinget, og som omhandler nye tiltag inden for sundhedsuddannelserne har tilslutning fra IAs side, hvad angår indhold og form.

 

På Landstingets efterårssamling i 1992 havde vi under Tingets omfaattende debat omkring erhvervsuddannelser­ne nogle betænkeligheder fra IAs side med hensyn til planer­ne for oprettelse af et Center for Sundhedsud­dannelser, og de eventuelle konsekvenser dette ville få for sund­hedsmedhjælperuddannelsen, som vi har kendt hidtil.

 

Med det nu foreliggende forslag til en landstingsfor­ordning om uddannelse til sundhedsassistet og sygeple­jerske, kan vi imidlertid nu se, at vores betænkelig­heder fra efteråret nu synes at være ubegrundede, eftersom sundhedsassistentuddannelsen, der nu skal igangsættes, istedet vil komme til at ligge tæt op af den nuværende sundhedsmedhjælperuddannelse, og at man derfor ikke taber denne på gulvet.

 

Inuit Ataqatigiit er ganske tilfreds hermed, idet man nu i det fremlagte forslag har taget højde for de forhold, vi har påpeget i efteråret som vi mente var særligt vigti­ge at holde for øje.

 

Inuit Ataqatigiit ligger stor vægt på sundhedsud­dan­nelserne, hvorfor vi skal udtale, at vi finder det ønskeligt, at man i forbindelse med oprettelsen af et Center for Sundhedsuddannelser også sideløbende sikrer og iværksætter kursusvirksomhed for bygdepersonalet, der ikke har en sundhedsfaglig uddannelse i for­vejen.

 

Dette er særdeles vigtigt at sikre sig, da ca. 1/4 af den grønlandske befolkning jo som bekendt er bosat i bygder­ne, og da netop dette spørgsmål er blevet anset for vigtigt at sikre sig fra et enigt Sundhedsudvalg, der i Ilulissat i begyndelsen af marts måned også var forsamlet til møde.

 

Når dette er sagt, skal Inuit Ataqatigiit ikke undlade også at komme med et hjertesuk over den måde, disse nye uddannelsestiltag er kommet for dagens lys på.

 

P.g.a. en utilstrækkelig planlægning er vi derfor nu via tillægsbevillingslov nr. 1 for 1993 nødt til at udrede de økonomiske konsekvenser i forbindelse hermed.

Det er jo således, at nye tiltag og aktiviteter med økono­miske konsekvenser normalt bliver henvist til den egentlige finanslovsbehandling, der som bekendt sker om efter­året.

 

Inuit Ataqatigiit ligger imidlertid som nævnt stor vægt på sundhedsuddannelserne, hvorfor vi blot skal udtale, at vi her regner med, at denne fremgangsmåde er den sidste af sin art.

 

Med disse bemærkninger skal vi ligeledes erklære os enige i, at forordningsforslaget inden andenbehand­lingen henvises til landstingsudvalget vedrørende erhvervsud­dannelse og arbejdsmarkedsforhold.

 

Mødeleder: Landstingsformand Bent Frederiksen.

 

Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiia:

Akulliit Partiia, Centerpartiet, har følgende be­mærk­ninger til landstingsforordning om uddannelse til sundhedsassistent og sygeplejerske.

 

Under 1. behandlingen af forslaget til til­tægsbevil­lingslov nr. 1 for 1993, påpegede vi i debat­ten for­slagets ind­hold omkring Sundhedsvæsenet, hvor vi nævn­te, at vi allerede bevilger midler til anlægsud­gifterne til Center for Sundhedsuddannelser, uden at vi har dis­kuteret både indhold og rammer for sundheds­ud­dannel­serne.

 

Nu foreligger forordningsforslaget. I forordningsfor­slaget forudsættes det, at regelfastsættelse vedrøren­de sygeplejerskeuddannelsen placeres under landsstyre­om­rådet for Uddannelse, mens driften af Center for Sund­hedsud­dannelser fortsat placeres hos landsstyreom­rådet for Sundhed.

 

Det sidste virker helt naturligt, ligesom det også ville have været mere naturligt, at man pla­cerede regelfastsættelsen hos landsstyreområdet for Sundhed, netop for at undgå dobbeltadministration.

 

Hvorfor man har foreslået denne opdeling vil vi gerne have en forklaring på, da man allerede har foreslået

oprettelse af ud­dannelsesråd, sammensat af personer med faglig viden inden for uddannelses- og sundhedsom­rådet.

Der bliver også i forordningsforslaget nævnt, at der i forlængelse af uddannelsens opstart forventes udarbej­det en grønlandsk lovgivning om autorisation på om­rådet.

 

Vi mener, at denne er af så overordentlig stor vigtig­hed, at dens gennemførelse må sikres. Vi skal i den for­bindelse spørge, om man er i gang med det forbe­redende arbejde?

 

Vi må jo sikre, at vore uddannede også kan virke som sygeplejer­sker uden for Grønland eller kan ligestilles med deres kolleger, der er ud­dannet uden for Grønland.

 

Gennem landstingsforordningsforslagets ? 4 foreslås det, at der gives mulighed for, at der kan gives orlov fra uddannelsen i op til 3 år efter bestået første del.

Dette vil vi sætte et stort spørgsmålstegn ved, p.g.a.­ risiko for uddannelsens kvalitet ved en eventuel fort­sæt­telse af uddannelsen.

 

Denne mulighed vil også van­ske­liggøre administration af selve uddannelsen og kan vel nemt bremse adgangen for de elever, som vil gennem­føre uddannelsen under ét. En orlov bør kun være mulig i helt særlige tilfælde.

 

Jeg skal i denne omgang ikke komme nærmere ind på økonomien, men jeg er noget forbavset over, når jeg i forordningsforslagets bilag 2, de afledte driftsud­gifter, ser, at man forventer en frafaldsprocent på 30.

Hvis dette skal være rigtigt, er det meget af­skrækkende og vi må fra Landstinget opfordre de kom­mende elever til at de, når de påbegynder uddannelsen, også tager den alvorligt.

 

Vi lever i spareti­der, derfor er det vigtigt, at der budgetteres med realistiske og kun nødvendige udgifter.

 

Vi er ligesom Landsstyret heller ikke enige i forord­ningsforslagets grønlandske betegnelse. Den har intet med sagen at gøre. Vi mener, at den nuværende grøn­lands­ke betegnelse "Peqqinnissakkut qitiusumik ilinni­arfik" er mere rigtig.

 

Med disse bemærkninger foreslår vi, at sagen sendes til udvalgsbehandling med henblik på forberedelse af 2. behandlingen.

 

Landsstyremedlemmet for Kultur, Ud­dannel­se, og

For­skning:

For det første vil jeg udtrykke min tak for, at samt­lige partiers ordførere udtrykte deres enighed med det fremlagte forslag.

 

Udover bemærkningerne til selve forslaget, kom der en del bemærkninger, der ikke vedrører dette emne og jeg regner med, at sundhedsområdet vil komme med uddybende be­mærkninger.

 

Det eneste mit landsstyreområde har ansvar for, er udformning af indhold, hvorimod driften vil blive overtaget af sundhedssektoren.

 

Der blev stillet direkte spørgsmål fra Atassuts side. Først blev der spurgt om, hvad man har tænkt sig med hensyn til klage i forbindelse med afslag på ansøg­ninger om optagelse til uddannelsen. Vi regner med, at der, ligesom på alle andre områder, vil være mulighed her­for. Hvis man vil klage over afslag må man kunne rette klagen til Landsstyret. Det samme er tilfældet med hensyn til andre uddannelser.

 

Der blev spurgt om man skal indhente en autorisation, hvis man skal ud at arbejde i andre lande. Vi ved, at i de nordiske lande gælder der forskellige auto­risatio­ner og man har forskellige love på området.

 

Vi skal have vores egen lov, men uddannelserne er ind­rettet således i de nordiske lande, at hvis man har en auto­risation i et af de nordiske lande, så er det bevis på, at man har modtaget en så kvalificeret ud­dannelse, så det er nok til at man kan få et arbejde i det øvrige norden. Det må landsstyremedlemmet for Sundhed kunne komme med uddybende svar på.

 

Der blev også spurgt om videreuddannelsesmuligheden med løn, hvor man udtrykker frygt for, om det kan have afsmittende virkning på andre områder. Jeg kan sige, at der er mange arbejdspladser, der udnytter denne mulig­hed.

 

Vi vil fra Landsstyrets side hverken udstede forbud mod eller sætte begrænsninger for dette. Der er idag mulig­hed for at give orlov med løn og det bli­ver i høj grad også udnyttet på andre arbejdspladser, når det drejer sig om videreuddannelse.

 

Det vil også være tilfældet i for­bindelse med persona­le, der hører ind under Hjem­mestyre, kommuner og hjem­mestyree­jede virk­som­heder. Jeg vil heller ikke sige, at vi på den måde sætter hindrin­ger, når de søger om at få orlov med løn. De har mulig­hed for at søge om uddannel­sesstøtte ved Kultur- og Undervisnings­direktora­tet og der vil vi tage stil­ling til, om det ansøgte kan be­vilges. Man kan dog ikke oppebære begge ydelser på én gang.

 

Der blev sat spørgsmålstegn ved uddannelsescentrets og kursuscentrets placering under samme tag. Det må

land­sstyremedlemmet for Sundhed også kunne svare på.

 

Jeg mener, at det vil være på sin plads, at sætte disse muligheder for uddannelse og videreuddannelse og kur­susvirksomhed under ét, for der igennem har vi mulig­hed for at højne uddannelsesmulighederne for personale i sundheds­sek­toren.

 

Med hensyn til, at Hjem­me­styrets arbejdspladser skal decentraliseres vil jeg til slut bemærke, at det er en ting vi vil fastholde. Ikke mindst med hensyn til ud­dannel­sestiderne er der visse mulig­heder.

 

Samtlige lands­styreområder er ikke repræ­senteret i arbejdsgrup­pen vedrørende decentraliseringsplanerne, men netop mit lands­styreom­råde er repræsen­teret og vi har den hold­ning, at man så vidt muligt bør undgå en cen­tral pla­cering af samtlige ud­dannelser og vi arbej­der derfor henimod, at det bliver decentraliseret i højere grad end hidtil.

 

For et par dage siden udtalte landsstyremedlemmet for Sundhed, at der i forbindelse med overtagelse af sund­heds­sektoren, var der flyttet nogle midler til de formål, der vedrører uddannelse for personale i Sund­hedsvæse­net.

 

Akulliit Partiiat var lidt betænkelig ved, at der er to områder, der er ansvarlig for uddannelsen. Med hensyn til Center for Sundhedsuddannelser ligger ansvaret for driften under sundhedsvæsenet og med hensyn til selve uddannelsens indhold og formål er det på sin plads, at det er direktoratet for Kultur, Undervisning og

For­skning der er ansvarlig for om­rådet.

 

Det er jo også netop dette områdes pligt og an­svar at planlægge disse ud­dannelser. Det vil ikke være på sin plads at etablere små områder med hver sit ansvar for de for­skellige uddannelser.

 

Jeg kan godt forstå, at man fra Atassuts side er lidt betænkelig ved den periode, hvor man kan have orlov fra ud­dannel­sen. Vi har netop sat en maksimumsgrænse på tre år.

 

Hvis perioden overstiger tre år vil der kunne laves nærmere regler herfor, således at den studerende even­tuelt efter et kursus kan fortsætte uddannelsen.

 

Ligesom andre ønsker vi i Landsstyret, at frafaldspro­centen inden for uddannelsesområdet falder. Sidste år blev det nævnt, at der generelt er 40% frafald, men denne frafaldsprocent er faldende og vi håber, at denne tendens fortsætter.

 

Ove Rosing Olsen , landsstyremedlem for Sundhed og Miljø samt Industri og Handel:

Jeg er også glad for, at samtlige partier modtager forordningsforslaget positivt.

 

Det er vigtigt for sundhedsområdet at folk uddanner sig. Kunnen og viden er de vigtigste ressourcer på sundhedsområdet og en afgø­rende faktor med hensyn til forbedring af service overfor befolkningen.

 

Efter overtagelsen af sundhedsområdet kan man sige, at vi har overtaget et ror, der er så rustent, at man sommeti­der har lidt svært ved at få det drejet i den retning vi ønsker.

 

Etableringen af Center for Sundhedsuddannelser er netop den bedste måde at gøre det rustne ror bedre, således at det kan drejes til gavn for befolkningen.

 

Jeg skal ligeledes komme med besvarelser på af nogle af spørgsmålene. Med hensyn til autorisationslov­givning, både for læger og sygeplejersker, er en sådan gældende i de fleste lande, men der er nuancer fra land til land.

 

Efter forhandling kan forskellige lande indgå en af­tale, således, at det enkelte lands autorisation også kom­mer til at gælde i alle de lande, der har indgået af­talen.

 

Når vi har færdigbehand­let forordningen vil forslaget om auto­risationsloven blive fremlagt til orientering i de nordiske lande, således at der derved kan skabes mulig­hed for, at den grønlandske autorisa­tion kan gælde i nordiske lande.

 

Man med hensyn til forholdene i de nordamerikan­ske lande, er der helt andre forhold, der gør sig gældende og hvis vores autorisation skal kunne gælde, kan det formentlig kun opnås ved at man tager en supplerende uddannelse.

 

Der blev nævnt, at udgifterne til en enkelt uddannel­ses­sø­gende er på omkring 14.000 kr. Det er korrekt. Men heri ligger der også rejseudgifter og andre lig­nende udgifter. Det hver enkelt uddannelsessøgende modtager er SIK aflønning, der ligger på omkring 8.000 kr. At vi har ønsket den ordning begrundes med, at sundhedsmed­hjælperne, der allerede har gennem­gået en uddannelse og fået arbejde, har stiftet familie og har for­sørger­for­pligtel­ser.

 

Derfor regner vi med, at ved at bibe­holde sund­hedsmed­hjæl­perens løn og levevilkår kan lave en ordning, der så vidt muligt giver den uddannel­sessø­gende mulighed for at gennemføre videreuddannelsen til sygeplejer­ske.

 

Med hensyn til placering af centret i Nuuk kan det selvfølgelig diskuteres om det er på sin plads, men her ligger arbejdsgrup­pens vudrering til grund.

 

At Dronning Ingrids Hospital ligger i Nuuk har vejet tungt i den vurdering idet vi der har en eks­pertise, som kan bru­ges. Da sundhedsområdet blev over­taget fra Grønland medfulgte der 38 mio. kr. til området.

 

I starten blev der nævnt 30 mio. kr., men da vi så ende­lig nåede målet blev det til 38 mio. kr. Det var op­rindelig planlagt, at der skal etableres et center for sundheds­uddannelser for 30 mio. kr., men vi syntes i Landsstyret, at det var for meget, så vi besluttede, at den nuværende sundhedsmedhjælper­skole skal ombygges for 11,75 mio. kr. og således har vi kunnet spare mange penge netop i dag, hvor vi har store økonomiske pro­blemer.

 

I tillægs­bevillingsloven er bevillingen med­taget. Vi kunne have ventet til be­handlingen af Finansloven for 1994, men vi har ment, at vi ikke har haft tid til at vente til den tid, fordi vi har så stort et behov for sådanne ud­dannelser inden­for sund­hedsområdet.

 

Med hensyn til 1993 medfører det ikke meromkostninger i forbindelse med driften. Der­imod besparelser på omkring 2 mio. kr.

 

Jeg mener, at jeg har besvaret de fleste spørgsmål, der er stillet her i salen, og jeg håber de studerende vil have vilje til at gennemføre uddannelsen og ligeledes har vil­jen til at forny området. Vi glæder os til den dag, hvor det første hold bliver færdiguddannet. Det bliver en stor dag for Grønland.

 

Emilie Lennert, Atassut:

Først vedrørende autorisation. Da det vi gerne vil have at vide er blevet besvaret klart, må jeg takke for dette. Vi er desværre ikke medlem af EF og derfor kan vi ikke arbejde i de lande direkte. Derfor er vi nødt til at have en autorisation først.

 

Man kan placere kursusvirksomhed uden for Nuuk, for vi ved, at Hjem­mestyret nogen steder har nogle huse, som ikke bliver brugt i dag.

 

Dette er baggrunden for, at vi sagde som vi gjor­de. Der er mange store huse, som ikke bliver brugt i dag. Vi kan nævne det tidligere ud­dan­nelsessted i Aasiaat, det bliver ikke brugt i dag.

 

Værftskantinen i Qaqortoq, som blev lavet for 10 mio. kr., bliver hel­ler ikke brugt i dag. SIKs hus i Sisi­miut bliver heller ikke brugt i dag. Dette er nogle eksempler vi har lyst til at nævne.

 

Det er nogle gode huse, som ikke bliver brugt. Man kunne bruge dem til fornuftige formål i forbindelse med decentrali­sering af uddannelserne.

 

På alderdomshjem og andre steder hvor personalet har gennem­gået sund­hedsud­dannelsen kan de gennemgå kurser af kortere varig­hed.

 

Sådanne kurser kunne foregå lokalt og personalet ønsker til stadighed at gennemgå kurser, idet al­ting udvikler sig idag. De ønsker jo også at være med i den udvik­ling, som der sker.

 

Vi mener, at sådanne ting skal køres effektivt, ved­rørende den 2-årige uddannelse og dem som skal gennem­gå uddannelsen med større uddannelsesløn ved selvføl­gelig, at andre områder, virksomheder og specielt indenfor sko­levæsenet gennemgår de årskurser, men disse bliver be­talt af Hjemmestyret, mens skolen be­taler de vikarer, som afl­øser i den periode, de er væk.

 

Det som vi gerne vil sætte spørgsmåltegn ved, det er, at andre elever også vil have.

 

Men vi ved jo også, at der findes andre elever, som har børn, og som gennemgår uddannelsen også sammen med bør­nene og nogle gange også sammen med familien.

 

Med hensyn til det som AP påpeger i deres indlæg i para­graf 4 i forordningen, som vil give mulighed for, at der kan gives orlov op til 3 år efter bestået 1. del. Der­efter fortsætter de, og dertil vil vi overfor AP sæt­te spørg­s­måltegn ved uddannelseskvaliteten ved en even­tuel fort­sættelse af uddannelsen.

 

Denne mulighed vil også vanske­liggøre administrationen af selve uddannelsen og kan nemt bremse adgangen for de elever, som vil gen­nemføre uddannelsen under eet.

 

En orlov bør først være mulig i helt særlige tilfælde, vi skal nævne, at vi også har debatteret dette forslag i vores gruppe, og vi vil også gerne have, at man også overvejer dette.

 

Hans Pavia Egede, ordfører Akulliit Partiiat:

Landsstyremedlemmet for Uddannelse sagde, at de ikke vil oprette særlig mange menige kontorer til brug for ud­dan­nelsen, det er heller ikke tanken i vores for­slag.

 

Det som vi mente, det styrker blot lands­styre­med­lemmet for Sundhed, da han nævnte, at man i for­bin­delse med driften vil man bruge de fleste kræf­ter på at opnå viden.

 

Jeg regner med, at sundhedsforholdene kender direk­tora­tet for sundhed bedre, fordi jeg nævnte i mit ind­læg, at man helst skal undgå tvedeling, og derfor vil det nok også være hensigtmæssigt, at Center for Sundhedsud­dan­nelser også bliver styret fra landsstyre­området for

Sun­dhed.

 

Hvis Landsstyret holder fast ved deres holdning, så hopper vi fra AP fra, eftersom udbygningen af Center for Sund­hedsuddannelser ikke vil blive bremset fra uddan­nel­ses­direktoratet.

 

Landsstyremedlemmet for Sund­hed udtalte, at uddannel­ses­søgende kan gives or­lov, samt at man indfører en dir­ekte paragraf i forord­ningen om nævelse af år.

 

Vi mener, at man skal være påpasselig og vi håber, at vores udtalelse vil blive nøje vurderet i udvalget, idet vi ikke mener der altid skal siges nej til en orlov­san­søgning.

 

Vi regner med, at denne uddannelse er en særskilt uddan­nelse, som de kommende medarbejdere på deres kommen­de arbejdsplads kender til.

 

Samt at de allerede fra starten kører effektivt med ud­dannelsen da det er noget, som vil være meget afgørende i forbindelse med vur­deringen af uddannelsen.

 

Til slut til IAs ordfører: Som nævnt i mit første ind­læg om TB 1 be­handlingen er de helt enige med os. Vi vil takke dem for, at de sagde præcis det sam­me, som vi sagde.

 

Peter Grønvold Samuelsen, ordfører Siumut:

Vi vil ikke være med til at forlænge debatten her, men når vi har givet vores støtte til forslaget, vil jeg lige be­nytte lejligheden til at knytte nogle bemærk­ninger til de 3-4 spørgsmål, der blev fremsat.

 

Atassuts ordfører kom i sin første tale ind på, at

sun­dhedsmedhjælperne fortsat skal have mulighed for til stadighed at dygtiggøre sig. Det støtter vi fra Siumut.

 

Kursuscenteret for sundhedspersonalet er placeret, under Center for Sundhedsuddannelser. Man skal pas­se på ikke at skille de 2 ting ad, og dem kom land­sstyremed­lemmet for Sundhed ind på, fordi den viden og eksperti­ce der ligger på Dronning Ing­rids Hospital, må vi kunne drage nytte af i forbindelse med disse kurser og ud­dannelser.

 

Denne viden har man ikke altid andre steder, og vi skal jo også have bestræbelserne i baghovedet i denne sam­men­hæng.

 

Autorisationsspørgsmålet vedrører ikke om, vi er i eller udenfor EF.

 

I forbindelse med debatten omkring sundhedsmedhjæl­perud­dannelsen og nedlæggelsen heraf har par­tierne Siumut, Atassut og IA været enige i, at sun­dhedsmed­hjælperuddan­nelsen skal have en erstatning indenfor sygeplejerskeud­dannel­sen. Altså man skal have mulighed for at få bevis for gen­nem­førelse af sundhedsassisten­tuddannelsen.

 

I forbindelse med debatten omkring paragraf 4, der er jeg lidt betænkelig ved, at Atassut støtter for­slaget fra AP.

 

Vi fra Siumut anser det for meget vigtigt, at der til sta­dig­hed er mulighed for videreuddannelse.

 

Landsstyremedlemmet for Kultur, Ud­dan­nelse og Forsk­ning:

Med hensyn til udstedelse af uddannelsesbevis kan jeg kort bemærke, at man i forbindelse med tilrette­læggel­sen af uddannelsen har haft uddannelsesordningen til høring.

 

Fra Sundheds­styrelsen i Danmark har vi fået det svar, at så­fremt uddannelsen køres på denne måde vil det ikke være en hindring for, at uddannelsen sågar bruges i de nordi­ske lan­de og i EF, hvor der vil være mu­lighed for at bruge den grønlandske auto­risatio­n.

 

Med hensyn til AP skal jeg endnu engang understrege en lille misforståelse. Center for Sund­hed­suddannelser, herunder uddannelsen for sundhedsassi­sten­ter, er noget,

som landsstyremedlemmet for Sundhed har ansvaret for, mens udformningen af selve uddannelsen vil ligge i Kultur- og Undervis­nings­direk­toratet.

 

Hvis der skulle opstå nog­le sk­ævheder i forhold til for­ord­ningen, så er det Kultur- og Undervisningsdirek­tora­tets ansvar og man vil i fornødent om­fang komme med ændringer, der kan rette op på sådanne skævheder.

 

Et af ansvarsområderne er ansættelse af personale på ud­dannelsescenteret, ansvaret skal ligge i Sundheds­direk­toratet. Uddannelsesdirektoratet vil have en repræsen­tant i rådet for at være med i debatten om­kring selve ud­dannel­sesformen og selve uddannelsesfor­løbet.

 

Med hensyn til orlov vil jeg afslutningsvis bemærke, at man i direktoratet for uddannelse ligger vægt på, at skal man, uanset hvilken uddannelse man har taget, skal have mu­lighed for at kunne videreuddanne sig og såle­des erhver­ve sig et bevis for den gennemførte uddan­nelse.

 

Det samme gælder i forbindelse med uddannelse på sund­hedsområdet. Der er ikke kun behov for sygeplejer­sker, her er også behov for sundhedsmedhjælpere og man skal ikke udelukke dem fra mulig­hed for at tage en videregå­ende uddannelse.

 

Jeg mener det er meget vigtigt, at man har arbejds­erfaring indenfor det område, som man har sin uddannel­se til, samt at man får ar­bejde efter en endt uddannel­se. Men en endt uddannelse skal ikke være til hinder for, at man kan tage en videreud­dan­nelse.

 

Med hensyn til det faglige niveau må jeg indrømme, at vi også har været lidt betænkelige ved at tillade en lang orlovsperiode. Derfor siger vi netop, at maximum for orlovsperioden skal være 3 år.

 

Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø:

Et par bemærkninger har jeg. Center for Sund­heds­uddannelser og kursusvirksomheden vil blive drevet af Sundhedsdirektoratet.

 

Direktoratet er blevet forpligtiget til at drive for­skellige former for videreuddannelser og kursusvirk­som­hed, og når vi har afklaret den økonomiske side af sa­gen, vil der blive igangsat arbejde derom, og endvi­dere vil der blive igangsat en kursusvirksomhed for det per­sonale, der ikke har fået en uddannelse. Og jeg er helt enig i, at man påbegynder planlægningen allere­de på nuværende tidspunkt.

 

Uddannelse af sygeplejersker ligger centralt, men prak­tikdelen foregår rundt på forskellige sygehuse og læge­klinikker.

 

Selve uddannelsen er i sin form en decentral uddannel­se, og jeg kan dertil føje, at der vil være mulig­hed for at tage praktik i Danmark, når vi ikke har den fornødne viden.

 

Med hensyn til orlov da mener jeg, at det er på sin plads, fordi man har opfyldt de krav og betingelser man stil­lede i forbindelse med efterårsdebatten.

 

Iogmed at disse uddannelser er meget dyre på grund af forskellige uhensigtmæssigheder vil der være et sik­ker­heds­net, hvis man har mulighed for at kunne gennem­føre uddan­nelsen helt.

 

Til slut vil jeg sige, at vi allesammen glæder os til etableringen af Center for Sundhedsuddannelser, og jeg håber, at det vil være til gavn for alle i sam­fundet, og at mange grønlændere vil tage denne uddan­nelse.

 

Jeg håber vi når den dag, hvor alt personale, indenfor sundhedsom­rådet, er hjemmehørende.

 

Mødeleder:

Således er punkt 34 færdigbehandlet.

 

Inden det overgår til 2. behandlingen, vil det blive be­handlet i erhvervsuddannelses- og arbejdsmarkedsud­val­get, hvorefter det vil blive 2. behandlet her i salen.

 

Vi går over til næste dagsordenens punkt 37.

 

Punktet sluttet.