|
Dagsordenens punkt 30-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen:
Mødet er åbnet. Mandag, den 26. april 1993, har vi følgende punkter på dagsordenen.
Punkt 30.
Der er 2 forslagsstillere, og det er Johan Lund Olsen og Atassut.
Punkt 35.
Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om erhvervsmæssigt fiskeri - 1. behandling.
Punkt 36.
Forslag til landstingsforordning om erhvervstøtte.
Forslagsstillere er Peter Ostermann, Nikolaj Heinrich og Atassut.
Først punkt 30, som vi starter med, og forslagsstillerne kommer først med deres forslag.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:
Der er allerede gjort erfaringer med den undervisning, der er givet i indeværende skoleår 1991/92, i henhold til forordningen om folkeskolen, der er sat i kraft den 1. august 1991, og i den forbindelse har jeg stillet forslag.
I forbindelse med efterårssamlingen har man måtte udskyde visse punkter blandt andet dette forslag, som jeg nu fremkommer med.
Der er allerede gjort erfaringer med den undervisning der er givet i indeværende skoleår 1992/93, og på denne baggrund mener jeg, at tiden er inde til at Landstinget på denne samling principielt drøfter den nævnte forordning og foretager en vurdering af denne, sådan som jeg har bedt om her i efteråret.
Grunden til, at jeg fremkommer med forslag om drøftelse af forordningen om folkeskolen er, at jeg ønsker at få foretaget vurdering af et par spørgsmål vedrørende forordningen.
Det første spørgsmål vedrører den i forordningens paragraf 18 omhandlende bestemmelse om elevtallet i en klasse.
Ifølge denne bestemmelse kan enkelte kommunalbestyrelser i særlige tilfælde tillade et elevtal på 26 i en klasse.
Da jeg føler mig overbevist om, at undervisningen i en klasse med så mange elever vil blive forringet kvalitativt, skal jeg foreslå, at Landstinget tager netop denne bestemmelse op til revurdering, og at såfremt det kan godkendes, at paragraf 18 affattes således:
Jeg citerer " Elevtallet i en klasse må normalt ikke ved skoleårets begyndelse overstige 24 elever" citat slut.
Det andet spørgsmål, som efter min mening er velegnet til at bliver vurderet, er hvordan grønlandske skoleelever, der er i deres udvikling taler 2 sprog, d.v.s. dansk og grønlandsk kan opnå færdigheder i de fag, som tilbydes i skolen.
Hvad dette spørgsmål angår, er det min absolutte mening, at omtalte forordning giver grønlandske børn, der er gode både til dansk og grønlandsk forringet muligheder for, at de kan opnå tilfredstillende færdigheder, og at vi derfor må foretage en grundig vurdering af forordningen for at ændre netop dette forhold.
Idet jeg godt er kendt med, at netop dette forhold er et problem i skolerne i Sisimiut kommune og ikke alene for børnene men også for lærerne, og at forholdet der utvivlsomt kan være et problem også i resten af landet, skal jeg fremsætte det som et ønske, at netop dette
spørgsmål sendes til høring hos de lærere, der har erfaring fra deres arbejde, inden sagen drøftes i Landstinget.
I anden grund til, at jeg ønsker at få sagen grundigt behandlet, er endvidere at vi endnu i mange år frem-
over, som skik er idag, kommer til at se at dobbeltsprogede vil blive fortrukket, når stillinger i forskellige institioner skal besættes.
Med disse ord sender jeg hermed dette til vurdering i Landstinget.
Peter Ostermann, Atassut:
I henhold til landstingslov om Landstinget og Landsstyret samt forretningsordenen for Grønlands Landsting fremsættes hermed følgende forslag til behandling på denne kommende forårssamling.
Forslag til landstingsbeslutning med følgende indhold:
Landstinget skal hermed pålægge Landsstyret at foranledige en ændring af paragafferne 5, 8 og 9 og 11, Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 8 af 19. juni 1992 om evaluering af elever i folkeskolen således, at eleverne i de mindre klasser ikke standpunktbedømmes, at lærernes undervisningskvalitet ikke forringes, fordi de er nød til at bruge hel urimelig lang tid på forældre, forsamlingsmøder og forældremøder.
At forældrerne ikke udsættes for at skulle sidde i timevis på skolernes gange for at få mulighed for at få
orientering om deres barn eller skal styrte rundt for overhovedet at finde frem til, hvor skolen nu har anbragt den lærer, som mange gerne vil i kontakt med.
Og vi har følgende begrundelse til forslaget:
Med den nye lov om folkeskolen, som blev vedtaget af Landstinget i oktober 1990, lagde vi ganske vist op til en skole, som skulle være mere faglig resultatorienteret, men det evalueringscirkulære, som direktoratet har udsendt, er på de ovennævnte punkter gået alt for vidt.
De har simpelthen ikke taget tilstrækkeligt hensyn til skolens virkelighed, og derfor ønsker vi det ændret.
Hvordan tror direktoratet for Kultur, Undervisning og Forskning f.eks. at børn reagerer og udvikler sig når de på et så tidligt tidspunkt får prædikatet - ikke tilfredsstillende - eller hvordan forestiller man sig lærernes undervisning bliver, hvis de skal bruge timevis på at rende fra det ene møde til det andet, blot fordi de har en klasse et par timer om ugen.
Mon ikke det går udover lærernes forberedelsestid og dermed elevernes undervisning. Det var ikke målet med den nye forordning.
Når man har oplevet en forældrekonsulation på en af
Nuuk`s skoler, så tænker man umiddelbart således. Det var heller ikke intentionen med den nye folkeskole - tværtimod.
Marianne Jensen, landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse og Forskning:
Folkeskolen er igen i focus. Dette beklager vi i Landsstyret på ingen måde. I folkeskolens formålsbetegnelse
står, at man skal gøre eleverne beredte til at virke i et samfund og i en verden i stadig forandring. Hvad er så mere naturligt, end at vi som lovgivere også tilpasser folkeskolens rammer til at virke i et samfund og i en verden i stadig forandring.
Når det er sagt, vil jeg straks tillade mig at tilføje: Folkeskolen, dens elever, forældre og lærere skal også have tid til, at reformer og ændringer kan virke.
At ændre for tit og for hurtigt skaber usikkerhed og mangel på kontinuitet. Det er vist ikke det, folkeskolen har brug for nu.
Landstingsmedlem Johan Lund Olsen fremsatte til efterårssamlingen 1992 et forslag om en principiel drøftelse og vurdering af Landstingsforordningen om folkeskolen.
For den direkte ordlyd af Johan Lund Olsens forslag skal jeg henvise til bilaget. Jeg vil dog straks trække de to emner frem, som Johan Lund Olsen har peget på.
For det første har Johan Lund Olsen foreslået en drøftelse af en ændring af ? 18 i landstingsforordning om folkeskolen, der omhandler bestemmelser om klassekvotienter.
Landsstyret erklærer sig helt enig i forslaget fra Johan Lund Olsen og fremsætter derfor også nu forslag til ændring af ? 18.
Forslaget indebærer i forhold til den nuværende bestemmelse, at tilladelse til afvigelse fra det fastsatte elevtal ved skoleårets start i opadgående retning ikke kan gives af kommunale myndigheder, men skal gives af Landsstyret.
Intentionen er fortsat fastholdelse af, at elevtallet ved skoleårets start ikke må overstige 24 elever, men at det i særlige tilfælde forekommer uheldigt, at der skal ske en klassedeling, hvis elevtallet overstiger 24.
Der er særligt tænkt på mindre skoler med ét spor, hvor blot 25 elever vil medføre dannelsen af 2 klasser med den konsekvens, at elevernes timetal efter gældende regler vil blive forholdsvist lavt.
Endvidere kan det forekomme uheldigt, at en enkelt eller flere tilflyttere kan betyde, at eksisterende klasser deles med dertil uheldige pædagogiske konsekvenser.
I den nugældende paragraf er afgørelsen af, om højere klassekvotienter skal tillades, henlagt til de kommunale myndigheder.
Intentionerne og baggrunden for bestemmelsen om klassekvotient er ikke ændret, men på baggrund af indhøstede erfaringer, hvor man bl.a. har oplevet en anderledes fortolkning af paragraffen, må det af hensyn til ensartetheden i sagsafgørelserne anses for mest hensigstmæssigt, at beslutningen om tilladelse til forøgede klassekvotienter henlægges til Landsstyret.
Jeg kan love Johan Lund Olsen, at dispensationsbestemmelsen i stk. 2 vil blive administeret meget stramt
jævnfør min indgriben i efteråret over for enkelte kommuner, der efter min mening gik ud over lovens intentioner.
I forbindelse med det andet spørgsmål, som Johan Lund Olsen rejste, omkring de muligheder, folkeskolen tilbyder dobbeltsprogede elever for at udvikle deres evner, har jeg som lovet iværksat den af Johan Lund Olsen ønskede høring blandt folkeskolens lærere.
Det er Landsstyrets opfattelse, at spørgsmålet bør ses i et bredere perspektiv. Grønland er med i den internationale udvikling, hvor det er blevet reglen snarere end undtagelsen, at der i kulturlivet, uddannelserne og erhvervslivet er behov for at kunne beherske mere end et sprog.
Det betyder, at samtidig med at vi må sikre, at alle får mulighed for at lære det grønlandske sprog, skal vi stile imod, at flest muligt tilegner sig gode kundskaber først og fremmest i dansk og dernæst også i engelsk.
Vi skal således i den grønlandske skole nå frem til en afbalanceret vægtning af sprogene, der tager fornødent hensyn til de forskellige sproggruppers - og dermed også samfundets - ønsker og behov.
Høringen har derfor fået den form, at lærerne på de enkelte skoler går ud fra et oplæg og har skullet diskutere og give skriftlige tilbagemeldinger på en række konkrete spørgsmål vedrørende de ikke-grønlandsksprogede og de 2-sprogede elevers sprogundervisning og mulighederne for at styrke den obligatoriske fremmedsprogsundervisning i dansk og engelsk.
De skriftlige tilbagemeldinger er blevet fremlagt og yderligere drøftet på to nylig afholdte kurser for rådgivningslærerne.
Set under ét er lærernes holdninger til de stillede spørgsmål på flere punkter ikke entydige. Således kan det nævnes, at der især er divergerende opfattelser af så centrale forhold som, hvorvidt de dobbeltsprogede elever bør have særlig støtte i dansk på modersmålsniveau og det hensigtsmæssige i at påbegynde den obligatoriske danskundervisning tidligere.
Dette er efter Landsstyrets opfattelse ganske natur-
ligt. Dels findes der ganske givet ingen simple, helt problemfri løsninger på de berørte forhold, dels er der stor forskel på sprogforholdene rundt omkring i lokalsamfundene og dermed også forskel på, hvorledes man finder det mest hensigtsmæssigt at tilrettelægge undervisningen.
Det er således nødvendigt at inddrage mange forskellige overvejelser af både pædagogisk og administrativ/res-
sourcemæssig karakter i diskussionen.
Det er da også mit indtryk, at folkeskolens lærere har diskuteret spørgsmålene indgående, og at deres over-
vejelser og konklusioner er velbegrundede og nuancerede, men samtidig ser jeg forskellene i vurderingerne som et udtryk for, at der er behov for yderligere drøftelse af disse spørgsmål - ikke mindst her i Landstinget - førend der tages konkrete initiativer.
Gennem lærernes tilbagemeldinger, andre fagfolks overvejelser og udtalelser og ved at følge den løbende diskussion omkring sprogforhold og sprogundervisning i vores samfund har jeg dannet mig en opfattelse af problematikken, som jeg kort skal gøre rede for her.
Indledningsvis vil jeg sige, at der inden for folkeskoleområdet allerede på nuværende tidspunkt arbejdes for en styrkelse af sprogundervisningen inden for de allerede eksisterende rammer.
Dette foregår bl.a. gennem udviklingsarbejde, kursus-
virksomhed for lærere og materialeudvikling. Men det er efter min opfattelse nødvendigt at overveje, om der herudover bør skabes bedre rammer om selve undervisningen i skolerne, hvis de ønskede mål skal nås.
Der er udbredt enighed om, at ikke-grønlandsksprogede elever har behov for særlig støtte på det sproglige område - ikke mindst når integrationen iværksættes i 1994.
Dels må de ikke-grønlandsksprogede elever tilbydes særlig tilrettelagt undervisning i grønlandsk - dette gælder i særlig høj grad udefra kommende elever, der indskrives i skolen i 2. klasse eller senere, dels må de af hensyn til deres begrebsmæssige og faglige udvikling have mulighed for løbende at udvikle deres modersmål.
Jeg kan fuldt ud tilslutte mig denne vurdering, og da den nuværende folkeskoleforordning blev vedtaget her i Landstinget, blev der da også taget højde herfor i forordningens ? 12. I forbindelse med udarbejdelsen af de udfyldende bestemmelser til denne paragraf vil det derfor blive sikret, at de nødvendige tilbud om undervisning tilvejebringes.
Der er delte meninger om, hvorvidt de såkaldte dobbeltsprogede elever har behov for særligt tilrettelagt
danskundervisning.
På den ene side kan det siges, at disse elever har særligt gode forudsætninger for at få udbytte af den obligatoriske fremmedsprogsundervisning i dansk, og derfor ikke har behov for yderligere undervisning i sproget.
På den anden side kan man anlægge den betragtning, at det er skolens opgave at give eleverne mulighed for at udvikle deres evner i enhver henseende, og at de såkaldte dobbeltsprogede elever derfor måske har behov for større udfordringer i danskundervisningen og brug for at påbegynde denne allerede på 2. klassetrin, hvor den fagdelte undervisning indledes.
Selv hælder jeg mest til den sidstnævnte anskuelse, men mener samtidig, at øgede ressourcer til danskundervisningen så vidt muligt bør komme alle elever tilgode.
En løsning på dette kan bl.a. være at gøre faget dansk obligatorisk allerede fra 2. klasse.
Det er en udbredt opfattelse, at det er nødvendigt at styrke undervisningen i fremmedsprogene dansk og
engelsk.
Erfaringerne fra erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser peger på, at mange elevers og studerendes udbytte af undervisningen ville øges, hvis deres dansk- og engelskkundskaber var større, og det er også mit indtryk, at forældrene i stor udstrækning ønsker, at deres børn erhverver sig bedre sprogkundskaber.
En styrkelse af danskundervisningen kan som nævnt ske ved at gøre faget obligatorisk fra 2. klasse. Dette er der allerede mulighed for ifølge de gældende bestemmelser, og rigtig mange kommuner udnytter idag denne mulighed.
I sprogdebatten er der ofte blevet udtrykt frygt for, at en for tidlig påbegyndelse af fremmedsprogsundervisningen kunne have en uheldig indflydelse på udviklingen af elevernes modersmål.
Nyere erfaringer andetsteds fra viser imidlertid, at denne frygt ikke er begrundet, hvis man tilrettelægger undervisningen således, at den løbende bygger videre på begreber og færdigheder, som eleverne allerede har tilegnet sig gennem modersmålet.
På den anden side er det klart, at elevernes forudsætninger for at modtage systematisk fremmedsprogsundervisning øges i takt med befæstelsen af deres modersmål, hvorfor en udnyttelse af ressourcerne ved at forøge timetallet på senere klassetrin også kan være en mulig løsning.
Tilsvarende overvejelser gør sig gældende i forbindelse med engelskundervisningen. Efter manges opfattelse vil det være hensigtsmæssigt at indføre faget i 6. klasse.
Da imidlertid engelskundervisningen bør bygge på det begreber og færdigheder eleverne har tilegnet sig, først gennem grønlandsk og senere også gennem dansk, vil det være hensigtsmæssigt at forbinde dette med en tidligere påbegyndelse af en dansk undervisning.
På denne baggrund skal jeg bede Landstinget om, en generel og principiel drøftelse af folkeskolens sprogundervisning.
Især vil jeg bede om en tilkendegivelse af, om man finder det ønskværdigt, at fremmedsprogene dansk og
engelsk, styrkes ved en forøgelse af timetallene.
Dette kan som nævnt ske, ved at påbegynde den obligatoriske undervisning på et tidligere klassetrin. Eller ved at øge timetallet indenfor det nuværende rammer, eller eventuelt ved en kompination af de to muligheder.
På baggrund af Landstingets tilkendegivelser, vil
Landsstyret snarest iværksætte udarbejdelsen af det påkrævede forslag til reviderede bestemmelser, omkring sprogundervisningen i folkeskolen. Således at disse kan blive fremsat på efterårssamlingen i år.
Landsstyret vil sigte mod ordninger, der så vidt muligt giver de enkelte kommuner mulighed for at etablere en undervisning, der er tilpasset det lokale forhold.
Da det er muligt, at forslagene i nogen udstrækning vil indebære et merforbrug, eller en omfordeling af ressourcerne, vil det være fuldt af beregninger af det økonomiske og ressourcemæssige konsekvenser, som Landstinget kan tage konkret stilling til.
Atassut har stillet forslag om en landstingbeslutning vedrørende ændring af evalueringsbekendtgørelsen.
Jeg skal her henvise til det fyldige bilag der er vedlagt mit forelæggelsesnotat.
Jeg skal sluttelig bede Landstinget behandle forslag om ændring af ? 18 positivt, så forslaget efter debatten kan overgå til udvalgsbehandling forinden anden og tredje behandlingen.
Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:
Folkeskolen, med samfundspålagte opgaver, skal leve op til politikernes og samfundets krav om at effektuerere og gennemføre undervisnings- og skolepligtens lovlige forpligtelser. Det drejer sig først og fremmest om at børnene skal kunne læse, skrive, lære sprog, regne,
holdinger m.v.
Det er vores indtryk i Siumut, at folkeskolen gør alt hvad der er muligt, iøvrigt i samarbejde med forældrene, for at disse mål skal nås og realiseres, til glæde først og fremmest for børnene.
Fra vores side er der ingen tvivl om alle gode hensigter i denne retning er under udfoldelse til glæde for elever såvel som lærere.
For så vidt angår spørgsmålet om klassekvotient, er Siumut enig i Landsstyrets forslag. Kommunalreformkommissionen arbejder med spørgsmålet, i forståelse med, at en snarlig løsning af problemet er påkrævet, er vi enig i at der træffes en beslutning nu.
I forbindelse med herværende sag er det nødvendigt, at spørgsmålet og andre lignende tiltag koordineres i Reformkommissionens og Landsstyrets arbejde.
Med hensyn til den konkrete forslag om sprogundervisning, mener vi fra Siumut, at det er et område af megen principiel karakter.
Vi må huske på, at vi lever i dobbeltsproget samfund. Derfor mener vi også, at det er meget vigtigt, at vores børn får mulighed for at lære begge sprog, og det er grønlandsk og dansk, lige fra skolegangens start.
Da der hersker forskelligartede forhold fra sted til sted er vi i Siumut tilfredse med, at undervisning i det grønlandske og det danske sprog starter fra det første skoleår på steder, hvor der er muligheder for dette, og at undervisningen i disse sprog, starter på senere klassetrin, hvor mulighederne for gennemførelse af undervisningen er mindre.
Det kan ikke være rigtigt, at vi i vores dobbeltsprogede land fra Landstinget skal medvirke til at oprette sprogbarrierer, nej det må være vores opgave at nedbryde dem.
Vi ved alle, hvor vigtigt det er, at have de nødvendige kundskaber rent sprogligt, når man skal videreuddanne sig.
Når vi stiller krav om, at vore elever skal undervises på begge sprog fra starten i folkeskolen, stiller det naturligvis også krav til lærerkræfterne.
Underviserne må være i stand til at undervise på begge sprog.
I dag afviser vi elever, der søger optagelse på seminariet, hvis de ikke er grønlandsksprogede. Det harmonerer ikke med de tosprogede samfund vi lever i og kæmper for at styrke, og Siumut vil i den forbindelse opfordre Landsstyret om at tilvejebringe en mulighed for at denne kategori ansøgere kan optages på seminariet.
Vi må tilbyde de elever der søger optagelse og som i dag ikke kan grønlandsk, bl.a. fordi det ikke har været obligatorisk i skolen, at lære sproget, således at de som færdiguddannede lærere kan gå ud og undervise både på dansk og grønlandsk.
Vi må sørge for at folkeskolen, og det videre uddannelsessystem er bygget i harmoni, således at vi giver vores børn og unge de bedste muligheder for at klare sig i verden.
Vi går ind for, at sproget, såvel det danske som det grønlandske sprog styrkes så meget som muligt i folkeskolen.
At engelsk er nødvendig forudsætning for at, klare sig i de videre uddannelser, er vist ingen i tvivl om. Vi ser derfor gerne, at dette sprog styrkes men, lad os tage udgangspunkt i den forudsætning, at vore børn får mulighed for at begå sig, såvel på dansk som på grønlandsk.
Det fremgår af forslaget, at Landsstyret vil sigte mod ordninger, der så vidt muligt giver de enkelte kommuner mulighed for, at etablere en undervisning der er tilpasset det lokale forhold, og at man muligvis i den forbindelse må tage stilling til, en omfordeling af ressoucerne mellem kommunerne og Hjemmestyret.
Som det er Tinget bekendt, har Reformkommissionen fået pålagt at se på, hvordan samfundsopgaver bør løses, og hvordan de løses bedst, samt hvordan ressourcerne skalmå fordeles.
Skoleområdet er et af det områder, som vi i øjeblikket på embedsmandsplan er ved at kulegrave.
Jeg ved, at det også er et ønske fra kommunerne, at man finder frem til nogle klare og fornuftige regler på området, der sikrer, at vores børn får den bedst mulige opvækst.
Reformkommissionen forventer at kunne fremlægge en redegørelse på efterårssamlingen, der kommer med et forslag til, hvor ansvaret for folkeskolens opgaver bør placeres i fremtiden.
Vi skal indstille at alle eventuelle forslag til ændringer af opgavefordelingen og også byrdefordelingen bliver koordineret med Reformkommissionens arbejde, således at Reformkommissionen arbejder videre med at se på problemstillingerne.
Det er vigtigt, at vi sammen finder ud af, hvad der er bedst for vore børn, for den enkelte borger i samfundet, og for samfundet i helhed, ikke kun på kort sigt, men også på længere sigt.
I tilknytning i Atassuts forslag skal vi fra Siumut give udtryk for, at vi ikke finder det passende at debattere forhold der hidrører skolenævnets daglige arbejde i landstingssalen, og vi skal i den forbindelse på det stærkeste anbefale, at bestræbelserne for at styrke skolenævnesarbejdet fortsætter, og at der gøres mere brug af skolenævnets mulighed for indflydelse.
Vi skal i samme forbindelse, ikke undlade at fremkomme med vores tilfredshed med, at samarbejde mellem skole og forældre er blevet mærkbart bedre, og at vi ikke vil være med til ændringer af regelsættet i en periode, hvor forældrene i højere grad udviser engagement i deres børns skolegang.
Med disse bemærkninger går Siumut for at forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning nr. 10 af 25. oktober 1990 om folkeskolen går over til anden behandling, og i nødvendigt omfang bliver taget op i udvalget.
Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:
En bevægelse, en reaktion imod noget er tilbøjelig til at gå for langt, inden den finder sit rette leje. Og mange revisioner har rod i reaktioner over for det bestående.
I sin tid kom der en reaktion imod den gamle, meget autoritære folkeskole, med nok så stive regler, hvorefter folkeskolen blev et meget liberalt og frit område uden for store krav. Børnene blev meget mere fritstillet, og mange gange var det dem, der bestemte tempoet i skolen.
Hertil har der også været reaktioner siden, som resulterer i den nye forordning med, skal vi sige mere overordnede forhold.
Jeg er enig i landsstyremedlemmet, at vi ikke skal lave om på forholdene i folkeskolen i tide og utide. Vi har dog svært ved at se, at de nærværende forslag fra Atassut kan skabe usikkerhed og manglende kontinuitet.
Atassuts forslag stammer fra klager fra nogle lærere, d.v.s. der er altså nogen der ikke er tilfredse med forholdene.
Men vi ved ikke, hvorvidt det er en generel utilfredshed, derfor skal vi foreslå, at der fra nu af sættes debat igang blandt lærerne, hvorvidt der er noget der skal rettes og ikke alene debatteres, men også sættes kursusvirksomhed igang blandt lærerne, så der bliver bedre forståelse mellem ledelsen og lærerne i folkeskolen.
Og vi har også forstået udfra landsstyremedlemmets udtalelse, at de intentioner har man, og det vil vi byde velkommen.
Til de enkelte forslag skal vi bemærke, at der med hensyn til evalueringsspørgsmålet sker en nøje vurdering af hvad der er bedst, - at kende barnets standpunkt eller at risikere at barnet bliver påvirket psykisk af et uheldigt prædikat.
Med hensyn til det andet forslag, skal vi udtale, at vi mener, at det er positivt fra lærernes side, at de vil hæge om deres undervisning, frem for at bruge for meget tid til møder.
Vi er ikke blinde for at der er behov for samarbejde og koordinering af undervisningen, hvorfor møder ikke kan undgås, men hvis det menes at være overdrevent, må det søges rettet.
Det synes som om, der er behov for en bedre ordning af kontakten til skolebørnenes forældre. Vi hører så meget om for lidt interesse fra forældrenes side, så der må gøres meget for at vække interesse og gøres mere attraktivt at opsøge skolen for forældrene, for de omtalte forhold er helt uacceptable.
Med hensyn til Johan Lund Olsens forslag mener Atassut, at sprogundervisningen må prioriteres højt i vore dage. Vi ønsker at danskundervisningen skal starte tidligere end det er tilfældet i dag, sådan som nogle kommuner allerede gør det fra 2. klasse.
Ligesom engelskundervisningen skal rykkes tilsvarende. Men i forbindelse med prioritering af fremmedsprogsundervisningen må vi vogte os for, at børnene ikke får så mange ugentlige timer, at de mange timer bliver et handicap for børnenes indlæring.
Vi er enig med forslagstilleren i, at vi skal være meget tilbageholdende med hensyn til for høje klassekvotienter, men vi må spørge os selv, hvorvidt samfundet har råd til at køre en helt ideel skole.
Derfor må der være dispentationsmulighed i opadgående retning for klassekvotienten i særlige tilfælde. og her må dispentationskompetencen ligge hos Landsstyret.
Med disse bemærkninger skal vi anbefale at lovforslaget overgår til 2. behandling i sin nuværende form.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
For ethvert folk er uddannelse en investering i kommende generationers fremtid. I folkeskolen og i de videregående uddannelser sikrer man sig at, ikke alene samfundets værdinormer bliver videreført til næste generation, men man sikrer sig også muligheden for til hver en tid, at kunne følge med i samfundets udvikling og korrigere eksisterende ordninger i overensstemmelse hermed.
Er samfundet ikke indstillet på det, vil det blot bane vejen for åndelig fattigdom og laden stå til.
I Inuit Ataqatigiit mener vi, at spørgsmålet om elevantallet i folkeskoleklasserne skal afgøres i kommunalbestyrelserne eller i Landsstyret, langt fra er det centrale spørgsmål i den nuværende diskussion om vores folkeskole og dens udviklingsstadie.
At det er et problem er der ingen tvivl om, men vi mener at det spørgsmål der skal stilles bør være, hvilket problemer det er et symptom på.
Landstinget behandlede folkeskoleforordningen sidste gang i 1990, hvor ændringerne blev vedtaget udfra følgende:
- at videreudvikle folkeskolen på egne betingelser,
- for det andet at fremme styrkelse af fagligheden i undervisningen ved en højere grad af fagdelt undervisning og liniedeling i det frivillige folkeskoleforløb,
- og for det tredje, at give mulighed for styrkelse af disciplinen i folkeskolen.
I Inuit Ataqatigiit mener vi, at udviklingen har vist, at Landstingets intentioner fra 1990 ikke er blevet opfyldt ved ændringerne.
Som eksempel kan nævnes at forskellene i mulighederne for henholdsvis børn fra bygderne og børn fra byerne ikke er ændret eller blevet bedre.
Indførelsen af standpunktsvurdering af hver enkelt elev, hver 3. måned, har ikke givet eleverne en større ansvarlighed overfor deres skolegang, ligesom forholdet mellem skolen og forældrene ikke er blevet væsentligt bedre.
Den væsentligste konsekvens af indførelsen af standpunktsvurderingerne, har været en stærkt forøget administration.
De mange kræfter, der ellers skulle bruges til arbejde med børnene, bliver nu i stedet til at lave halve løsninger, som rettelig hørte hjemme i kommunernes sociale forvaltninger, på bekostning af levende en engageret undervisning.
Inuit Ataqatigiit mener, at de tre første skoleår, som tidligere, skal bruges til at give børnene som kommer fra mange forskellige kår et ensartet grundlag.
Hvis vi kun bruger det første skoleår til at arbejde for et ensartet grundlag for det videre skoleforløb, vil problemerne uværgeligt vise sig senere i skoleforløbet.
Det forholder sig på samme måde m.h.t. den evigt tilbagevendende diskussion om hvornår fremmedsprogsundervinsingen skal påbegyndes.
Uanset hvor vi befinder os i verden, er det af stor vigtighed at barnet først og fremmest lærer sit modersmål grundigt.
D.v.s. at en ajourføring til det omgivende samfund må tages udgangspunkt i de børn som har et rent grønlandsk sprog.
Det står således i forordningens ? 1 stk. 2, at undervisningssproget er grønlandsk.
Grunden til at vi mener at fremmedsprogundervisningen ikke skal startes for tidligt, er ikke ensbetydende med at vi frasiger os vigtigheden af at lære andre sprog.
Vi skal hele tiden afprøve nye undervisningsmetoder.
F.eks. vil det være interessant om man i fremmedsprogundervisningen kunne afprøve at undervise i hele dage eller hele uger i sprogene.
Det er lige så vigtigt, at fremmedsprogsundervisningen varetages af lærere med samme modersmål som eleverne.
I den forbindelse er det meget vigtigt, at undervisningen på seminariet tilrettelægges med udgangspunkt i forholdene i folkeskolen.
De lærerstuderende skal jo medvirke til at forny og levendegøre folkeskolen.
I sprogundervisningsdebaten er det tankevækkende, at vi i dag ikke engang har et undervisningsmateriale, der dækker hele folkeskolen.
Folkeskolen var jo et af de områder, vi overtog i 1979. Lærerne har brugt meget tid på at udbygge undervis-
ningsmateriale. Ud over det, er der stor mangel på undervisningsmateriale i de eksakte fag.
Vi vil gerne her spørge om, hvordan midlerne til fremstilling til undervisningsmaterialer bliver brugt?
Hvor meget bruges der på fremstilling af materialer til grønlandsundervisningen, hvor meget til danskundervisningen osv. osv?.
I den forbindelse skal vi opfordre til, at det undersøges, i hvor høj grad undervisningsmaterialet til flygtningebørn i Danmark, kan bruges her. Vi ved f.eks. at Dansk Røde Kors fremstiller undervisningsmateriale i stort omfang.
Man kan gøre brug af de indhøstede erfaringer, og indgå i et samarbejde med henblik på en mere rationel udnyttelse af midlerne til fordel for undervisningsmaterialet til grønlandskundervisningen, hvor materialet kunne gøres spændende og tillokkende for børnene.
Folkeskolen som er børnenes udgangspunkt for resten af deres tilværelse, bliver i dag i storbyen Nuuk, til tider vurderet som mislykket for mange af eleverne, som i dag er på vej ind i voksenlivet.
Der er stor frafald blandt de ældre elever. Elever som bliver bortvist fra skolen. Det er på tide at afdække årsagerne til disse problemer.
I dette arbejde er det strengt nødvendigt at direktoratet arbejder tæt sammen med lærerne og de studerenes organisationer. Efter en grundig høring, skal der lægges op til en grundig debat her i salen.
Inuit Ataqatigiit mener, at folkeskoleforordningen skal underkastes en gennemgribende revision, idet de løsninger, der er lagt op til i dag, må anses for at være lappeløsninger.
Det arbejde der er pågået indtil nu, må vi erkende, har ikke givet de ønskede resultater.
Med disse ord skal vi indstille, at punktet behandles i Kultur-og Undervisningsudvalget før 2. behandlingen, hvor man også medtager undervisningen i grønlandsk.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
Som forelæggelsesnotatet startede med, er folkeskolen atter i focus. Det betragter vi Akulliit Partiiat/Centerpartiet som et samfunds-sundhedstegn, idet i en verden i stadig forandring må forholdene tilpasses løbende.
Akulliit Partiiat/Centerpartiet fremkom også på efterårssamlingen i 1990 under folkeskolelovsdebatten med et hjertesuk, og vi anser stadig i Akulliit Partiiat forældremøderne som det største problem i skole - hjem samarbejdet.
Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og Forskning skriver ganske rigtigt i forelæggelsesnotatet, at der i folkeskolens formålsbestemmelse står, at man skal gøre eleverne beredte til at virke i et samfund, i en verden i stadig forandring.
Som det under nævnte efterårssamlingsfolkeskoledebat, vil vi gerne i Akulliit Partiiat/Centerpartiet nævne, at der under selvsamme folkeskolelovs formålsparagraf, d.v.s ? 2, er nævnt, at skolen og forældrene sammen skal opdrage barnet sådan, at barnet bliver beredt til at virke ansvarsbevidst i samfundet.
Problemet ligger stadig i, at når lærerne indkalder til forældremøde, så er det mange gange de forældre, hvis børn ikke har problemer, der kommer, mens forældre, hvis børn har behov for hjælp, ikke dukker op.
Da vi Landstinget under efterårssamlingen i 1990 har pålagt lærerne ikke så lidt ansvar og byrde på skuldrene i form af mange flere og flere møder, anser vi i Akulliit Partiiat/Centerpartiet det nødvendigt, med formandens tilladelse, at benytte lejligheden her på talerstolen, om at råde visse forældre til, at udvise større interesse for forældremøderne. Dette ville nok være til stor gavn for forældrene, også under vores sprogdebatter her i salen.
Vi er enige i den del af forelæggelsesnotatet, der siger, at reformer skal have tid til at virke, og for hyppige og for hurtige ændringer skaber usikkerhed og mangler kontinuitet.
I Akulliit Partiiat/Centerpartiet mener vi dog, når det i folkeskoleloven allerede på nuværende tidspunkt kan ses, at der er noget, der bør justeres, og når man straks kan se, at reformerne ikke virker efter hensigten, at Akulliiit Partiiat/Centerpartiet så ikke skal holde sig tilbage for - om nødvendigt - at indstille til ændring, specielt når emnet har været til høring hos fagfolk.
I Akulliit Partiiat/Centerpartiet konstaterer vi imidlertid, at ifølge forelæggelsesnotatet, har lærernes udtrykte holdninger ikke været entydige.
Divergerende opfattelser skulle især have omhandlet centrale forhold såsom at:
- dobbeltsprogede elever bør have særlig støtte i dansk på modersmålsniveauet, og at det ville være hensigtsmæssigt, at påbegynde den obligatoriske danskundervisning tidligere.
Dette er også - efter vor mening - ganske naturligt, at ikke-grønlandsksprogede elever har behov for særlig støtte på det sproglige område.
I Akulliit Partiiat/Centerpartiet er vi glade for at konstatere, at der er en udbredt opfattelse af, at det er nødvendigt at styrke undervisningen i fremmedsprogene dansk og engelsk.
I Akulliit Partiiat/Centerpartiet tror vi heller ikke på, at for tidlig begyndelse af fremmedsprogsundervisningen kan have en uheldig virkning på udviklingen af elevernes modersmål.
Dette kan gøres ved at påbegyndelse af den obligatoriske undervisning på et tidligere klassetrin eller ved at øge timetallet inden for de nuværende rammer, eller ved at kombinere de nævnte muligheder med hinanden.
Man kan styrke dansk-undervisningen ved at gøre faget obligatorisk fra 2. klasse. Som eksempel er dette allerede muligt efter de gældende bestemmelser i Nuuk Kommune fra 1993/94.
I Akulliit Partiiat/Centerpartiet mener vi, at man bør starte engelsk-undervisningen senest i 6. klasse, da det ellers kan blive svært at "fange elevernes interesse". Vi advarer hermed imod, at man starter engelsk-undervisningen alt for sent.
I Akulliit Partiiat/Centerpartiet hælder vi mest til det første. Børnene er meget motiverede på dette tidspunkt, og bør derfor starte op så tidligt som muligt.
Dette falder i tråd med Akulliit Partiiat/Centerpartiets uddannelsepolitik, der siger, at vi ønsker at give vore unge en god start i livet, gennem en forbedret uddannelse, der ikke kun focuserer på vore egne for-
hold, men i langt højere grad tager hensyn til de krav, der stilles af verdenen omkring os.
Vi har allerede kort efter kommunernes overtagelse af skolerne den 1/6 1980, jeg skal her gøre opmærksom på, at vi også har taget fejl, en trykfejl, der står at det er pr. 1. juli 1980, det skal være pr. 1/6 1980, påpeget nødvendigheden af flere timer på dansk i skolerne.
Vi ved jo, at i en klasse f.eks. i dansktimen, må lærerne tage sig af tre kategorier blandt eleverne:
- Elever, der er meget dygtige til dansk
- Elever, der er middel-dygtige til dansk
- Elever, der er dårlige til dansk
Hvis/når hver kategori undervises i den fornødne tid, medfører dette, at de enkeltes kundskaber udvikles hver for sig, og dette er skolelovens formål.
Med hensyn til klassekvotienten siger ? 18: "Elevtallet i en klasse må normalt ikke ved årets begyndelse overstige 24 elever. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde tillade højere elevtal, dog ikke over 26 elever",
- og efter landstingsmedlem Johan Lund Olsens forslag, er der fremkommet indstilling fra landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og Forskning om ændring af ? 18 nemlig således, at beslutning om tilladelse til at forøge klassekvotienten, henlægges til Landsstyret. Dette går vi i Akulliit Partiiat/Centerpartiet ind for.
Det ville jo være noget uhensigtsmæssigt, f. eks. på mindre steder, at man skal lave 2 klasser, når klassen når op på 25 elever. Dette ville også kunne indebære uheldige pædagogiske konsekvenser.
Med hensyn til den del af forslaget fra landstingsmedlemmet Konrad Steenholdt, der siger, jeg citerer: "-at det må undgåes, at forældrene kan risikere at skulle sidde i timevis i skolens gange", - i forbindelse dermed mener vi fra Akulliit Partiiat/Centerpartiet, at sådanne hændelser må vurderes som værende lokale problemer, som man ikke behøver ændring i en landstingsforordning for at løse.
Med disse bemærkninger indstiller vi fra Akulliit Partiiat/Centerpartiet, at forslaget overgår til udvalgsbehandling førend det gives videre til 2. og 3. behandling.
Marianne Jensen, landsstyremedlem for Kultur, Undervisning og Forskning:
Først vil jeg takke for, således som det fremgår af partiordførernes taler, at man har drøftet forholdene i folkeskolen grundigt, og vi regner heller ikke med, at debatten slutter her og nu, men det er vores håb, at vi hele tiden vender tilbage til problematikken, fordi det er af yderst vigtighed for samfundet, hvordan vi underviser vores børn i folkeskolen.
Jeg skal rette en tak til, at Landsstyrets forslag til ændring af ? 18, ud fra Johan Lund Olsens forslag, bliver støttet fra samtlige partier, og jeg vil ikke her komme nærmere ind på dette.
Jeg går så over til de enkelte partiordføreres bemærkninger.
Siumuts ordfører ønsker, at Kommunalreformkommisionen arbejder tæt sammen med med direktoratet. Det er vi fra Landsstyret helt åben over for.
Vi har i det forløbne år haft kontakt og samtaler med Kanukoka, og vi er glade for, at vi kan være med til, at fortsætte drøftelserne af disse problematikker.
At der bør ændres ved, man ikke optager studerende, uden de fornødne grønlandskkundskaber på Iliniarfisuaq, er vi også enige i.
Vi vil ikke modsige dette, men vil tværtimod være med til at finde frem til muligheder, hvor man på en mere smidig måde kan få dem sat dem indplaceret i det grønlandske uddannelsessystem indenfor lærerfaget.
Siumuts ordfører kom ind på forskellige ting, og her kan der være nogen ting, der er rigtige, men at vi i de nærmeste år vil komme over det problem, så forordningen med tiden bliver indarbejdet i systemet, således at den obligatoriske undervisning på grønlandsk også vil komme til at gælde i sin helhed.
Fra Atassuts side bliver der spurgt om problemerne med alle de møder, som lærerne bliver nødt til at få fra hånden, som også berører samarbejdet med forældrene.
Der ønsker man, at man denne problematik bliver drøftet på skolerne. Dertil skal jeg bemærke, at den har været til en meget stor debat i folkeskolen, og at denne debat pågår endnu.
I den sammenhæng kan jeg oplyse, at lærernes organisationer har udmeldt, at der specielt har været klager fra nogle lærer omkring denne problematik, men sådanne klager er blevet færre gennem tiderne, og man er blevet mere og mere tilfreds med ordningen. Det skyldes, at man i løbet af 1 år har kunnet se, at kontakten med forældrene er forbedret mærkbart ved, at man har pålagt lærerne at vedligeholde kontakten med forældrene og tilbyde samtaler.
Forældrene er ikke pålagt denne pligt, men det er lærerne der har pligt til at tilbyde forældrene at holde kontakt, og vi har kunne mærke, at forældrene har taget positivt imod dette tilbud i og med, at flere og flere forældre kommer til disse møder.
Udfra at en enkelt skole har forfejlet dette formål, kan det ikke være på sin plads, at man alene af den grund ændrer reglerne.
Det er mærkbart, at i mange skoler i Grønland bliver arbejdsmetoderne bedre og bedre, og at lærerne kan
håndtere de regler, der fastsat heromkring.
Inuit Ataqartigiits ordfører kom også ind på dette, og samtidig bemærkede han, at det ikke har bevirket forbedring mellem kontakten mellem skole og børn.
Det er jeg aldeles ikke enig i, ud fra de afholdte møder i skolerne har man kunne se, at der sket en betydelig forbedring.
Med hensyn til de mange møder, må jeg sige, at lærerne altid har haft denne forpligtigelse, og at lærerne ud over deres undervisning af børnene, løbende skal vurdere deres egen undervisning samtidig med at de vurdere børnenes standpunkt, for at kunne opnå en bedre undervisning fra lærerens side.
Nu bliver det sagt, at det er alle lærers forpligtigelse, fordi det har en stor betydning for, hvordan man tilrettelægger sin undervisning, således at børnene får det bedst mulige udbytte af undervisningen.
Der blev også fra Inuit Ataqartigiits side spurgt om, hvormange midler der bliver brugt til undervisningsmateriale.
Jeg kan ikke alle svarene udenad, men i forbindelse med udvalgsbehandlingen vil man kunne afklare sådanne
spørgsmål.
Jeg skal dog sige, at ved etableringen af Inerisavik er der lavet en ny planlægning, koordinering og prioritering, at dette fungerer bedre og bedre, således at man får det bedst mulige udbytte ud af de midler, der er stillet til rådighed til formålet.
At flere og flere større elever skulle blive smidt ud af skolen, vil jeg også lige påpege, at det er ikke helt korrekt, at det er tilfældet.
I løbet af det seneste skoleår er der kommet en redegørelse, det fremgår af denne, at de fleste heldigvis gennemfører de obligatoriske 9 år og at flere og flere gennemfører undervisningen udover den obligatoriske undervisning, således at frafaldet fra 9. klasse bliver mindre og mindre på landsbasis.
Det er en glædelig udvikling set både fra børnenes og forældrenes side, som også viser, at de har vist interesse for at uddanne sig. Det må vi bakke op omkring.
Jeg er helt enig i, at man skal samarbejde med lærernes og de uddannelsessøgendes organisationer. Det er i vores egen interesse, at vi gør det.
Vi har besluttet, at vi ligesom sidste år i november, afholder et skoleinspektørmøde næste år, og det har vi allerede meddelt til alle skolerne, således at vi giver lærerne mulighed for at deltage løbende i debatten, hvorved de også får mulighed for løbende at kunne påpege skævheder i undervisningen.
Dette danner også grundlag for skoleinspektørens møder og drøftelser omkring folkeskolen.
Omkring fremtidens skole blev det fra Inuit Ataqatigiit påpeget, at de beslutninger der er taget omkring dette punkt er uhensigtsmæssige, og bør ændres grundlæggende.
Dengang deltog jeg som lærer i vidt omfang og kan sige, at jeg ikke altid som lærer har været enig i den forordning, der er vedtaget i Landstinget.
Men jeg har taget den beslutning, at respektere Landstingets beslutning, og man skal være påpasselig med at ændre det vedtagne, uden at give lærerne mulighed for at se, om den kan fungere i praksis.
Med disse bemærkninger har vi fra Landsstyrets side også foreslået, at det ikke alene drejer sig om ændring af ? 18, men vi har også opfordret til, at der tages en principdebat her og at arbejdet fortsættes i udvalget udfra de ting, der er nævnt i forbindelse med debatten her i landstingssalen.
Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:
Når man debatterer noget og når man så hører svarene, så vil man også lige kommentere svarene.
I den forbindelse mener vi, at det blev sagt om vores forslag, at vi mente arbejdet var tidsspilde, det kan også være, at ordene ikke var rettet mod os.
Denne ordlyd har vi ikke brugt i Atassut. Vi har sagt, at lærerne ikke kun skal undervise, men de skal også have ansvaret.
Det har vi heller ikke fremført noget imod. Det skal også være sådan, at såfremt der indenfor ledelsen eller mellem lærerne og ledelsen, udfra manglende forståelse, opstår tvistigheder skal man kunne bruge kursusafholdelse som værktøj til at gennemføre folkeskolens intentioner.
Det er derfor vi fremsætter forslag om kursusafholdelse, men vi er glade for, at landsstyremedlemmet udtalte, at alt jo ikke på nuværende tidspunkt er faldet i hak endnu, og at der også kan være behov for en ændring. Det er det, man skal debattere fra og med nu.
Til de andre partiers ordførere skal vi sige, at de næsten entydigt sagde, - Siumut og Akulliit Partiiat nævnte - , at Atassuts forslag vedrørende forældrenes og repræsentanternes arbejde ikke skal behandles her i salen, og at det overhovedet ikke bør bringes ind i salen.
Men vi skal sige, at alt kan debatteres her også som en henstilling. Jeg skal også lige nævne, at med hensyn til forældremøder, så vil der ikke være behov for at skulle ændre hverken lov, forordning eller cirkulære, men forslaget har blot udgangspunkt i, at der er nogle forhold, der trænger til at blive rettet op i folkeskolen.
Otto Steenholdt, Atassut:
I enhver skoles formålsparagraf kan man se, at skolen og forældrene skal have et tæt samarbejde og ved siden af står der gerne, at læreren skal kunne give sine elever viden og kundskab.
Hvis man tænker på det, kan man se at i dag i folkeskolen, skal lærerme afholde en hel masse møder for forældrene, og dette kan man have forskellige meninger om.
Jeg vil blot lige fremsætte nogle tal i den forbindelse.
Hvert år skal der afholdes forældremøde en gang og der skal laves standpunkt 3 gange om året og udover dette skal klasselærerne holde et møde, hvor man drøfter hver enkelt elev, hvorefter der skal arrangeres en forældrekonsultation.
Det vil sige, at hvis man har haft et fag i klasse, er det så lærerens opgave, udfra min opfattelse, at afholde et forældremøde, 3 forældrekonsultationer, 3 møder med de andre lærere, d.v.s. i alt 7 møder på årsbasis, bare fordi man har et fag i klassen.
Hvis en lærer har 1 time i 5 klasser, så skal han til møde 35 gange på årsbasis. I forlæggelsesnotatet blev nævnt, at sådanne aktiviteter ikke berører kvaliteten af undervisningen, tværtimod. Læreren skal jo også have forberedelsestid til sin undervisning og den mulighed får han reduceret betydeligt i kraft af, at han skal til så mange møder.
Lad os sige, at lærerne er blevet mødelærere, faktisk. De har ikke mere tid til at forberede deres undervisning.
Lad os sige, at en lærer har stillet som opgave til eleverne, at de skal lave en fristil, og der er 25 elever. Efterfølgende er det lærerens opgave at tage disse stile med hjem, rette dem og tage stilling til, hvor gode eller mindre gode de er.
Efter min opfattelse vil det være sådan, at lærerne går hjem i så udmattet en tilstand, at de faktisk bryder sammen, når de kommer hjem og dagen efter møder læreren i meget dårligt humør, og vil ikke være særlig behagelig at møde for eleverne. Det er en af de følger, som læreren, der gerne skulle give viden og kundskab, kan komme ud for.
For ikke så lang tid siden hørte jeg, at en dobbeltsproget grønlandsk dame, har haft problemer med at blive optaget på en uddannelsesinstitution. Jeg håber, at denne problematik er sat på plads.
Vi mister alt for mange dobbeltsprogede studerende. Jeg håber, at den såkaldte dispensationsmulighed bliver benyttet.
Det må være meget svært at give en tilfredsstillende undervisning, ved at undervise en niveaudelt klasse.
Det er en utrolig svær opgave at undervise elever, der er på forskelligt niveau, og jeg synes, jeg må sige de ting, som jeg har sagt nu i forbindelse med debatten her.
Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:
Jeg kan vist godt sige, at jeg vil ikke have Otto som lærer. Men Otto, du har ret. Jeg er glad forinitiativerne til at komme ud over problemerne vedrørende
sprogundervisningen fra Landsstyrets side.
Vi må løse problemerne således, at vi gør sproget til et ikke problem. Vi er gået ind for, at vi skal have et 2-sproget samfund og vi har også sagt, at vi gerne vil have engelsk ud over det.
Disse ting må vi drøfte i udvalget, således at vi ikke bruger for meget tid på det her i salen.
En af de ting, vi skal tage stilling til er ganske givet, om danskundervisningen skal påbegyndes fra 2. klasse eller fra 1. klasse. Det kommer vi nok til at diskutere.
Som læreren udtrykte det før, - Otto Steenholdt- , har pædagogerne også vidt forskellige måder at bedømme dette på. Der er nogen, der siger, at der skal gå længere tid før danskundervisning påbegyndes, og nogen siger, at det ikke gør noget, at børnene allerede fra starten af lærer fremmedsprog.
En ting er givet, klassekvotienten. Den ligger der udgifter i. Vi ved, at der har været initiativer til at spare i forbindelse med denne problematik og at sparekniven har ramt folkeskolen på visse områder.
Jeg vil gerne understrege, at vores sekretariat i Kommunalreformkommissionen har drøftet den obligatoriske undervisning, og vi synes, at det skal være et krav fra samfundet.
Det skal ikke være sådan, at når børnene forlader skolenfor at holde sommerferie, at de forlader en ødelagt skole og at skaderne ikke udbedret, når de vender tilbage til efteråret.
Vi må alle sammen være med til at gøre børnene bevidste om, at vi ikke ødelægger de værdier, der er. Jeg vil meget gerne være med til at drøfte sådanne ting i udvalget sammen med partiernes repræsentanter, således at vi kan nå frem til et samlingspunkt i vores videre arbejde.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Jeg vil også indlede med at sige, at udover den ordlyd, der allerede er uddelt, kan man så lige ændre lidt på den, så lægger man også mærke til den som tilhører, men man får også lyst til at påpege den.
Vedrørende at der laves rapporter om eleverne hver 3. måned til hjemmene, hvor formålet er en forbedring af kontakten mellem skole og hjem, der nævnte jeg blot, at det overhovedet ikke har medført forbedringer. Jeg sagde ikke, at den er blevet forringet.
Med hensyn til den videre udvikling sagde jeg, at man skal tilpasse undervisningsmaterialerne til folkeskolen og de intentioner vi havde dengang omkring fremtidens skole, og at det ikke hidtil har banet vejen for et bedre arbejde.
Der må man sige, at det ikke skal vurderes som en stor synd. Vi skal også bruge denne talerstol til frit at udtale, hvor vi har fejlet.
Jeg er også helt enig med Akulliit Partiiats ordfører, der nævnte, at med hensyn til forældrekonsultationerne er det for det meste de forældre, som har børn, der ikke er de store vanskeligheder med, der kommer. Mon ikke det også var tilfældet, da man lavede en høring omkring fremtidens skole.
Jeg har ikke erfaret dette, men vi må give udtryk for, at der er store problemer i folkeskolen og ikke mindst i de større klasser både omkring dens kvalitet og omkring at de skal have lyst til at komme ud i samfundet, men lysten er blevet mindre.
Det er blot dette, vi har efterlyst, for at finde ud af hvor der er skævheder og det skal vi så forsøge at afdække.
Til det der blev sagt flere gange om, at man skal lade ordningerne køre lidt og så derefter lave nogle lappeløsninger, mener jeg, at hvis vi skal have lavet nogle ordentlige løsninger, mon ikke det så er på sin plads, at vi retter op på det grundlæggende.
Selvfølgelig er jeg enig med Siumuts ordfører i, at vi ikke skal have en sprogbarriere, men når man tænker på, at der er blevet indført danskundervisning i folkeskolen i Grønland, er der gjort temmelig meget, uden at det har medført ændringer.
Med hensyn til danskundervisning og fremmedsprogsundervisning og hvis vi skal vurdere det, mener vi fra Inuit Ataqatigiit, at de opnåede resultater har været alt for små.
Det er som om, at man ikke kan komme længere i danskundervisningen og hvis man ikke får en oplæring, så står man blot i stampe. Det vigtigste er, at vi ikke laver sprogbarrierer, men vi finder andre veje.
Vi mener, at når eleverne kan deres modersmål fuldt ud, så skal de have tid og lyst til at lære fremmedsprogene. Vi efterlyser oplysninger om resultater fra andre områder, hvor man har erfaringer, f.eks. i USA, hvor man har engelskundervisning og modersmålsundervisning.
De erfaringer der findes bør man være vågen overfor og bruge. Det blev nævnt, at man skal indføre fremmedsprogsundervisning allerede fra 1. klasse. Det vil blot indebære, at man allerede niveaudeler skoleeleverne fra de kommer i 1. klasse.
Vi må på den anden side sige, at folkeskolen ikke skal være et sted, hvor man vurderes. Det skal være et sted, hvor man ligestilles.
Jeg vil blot gøre opmærksom på, at vi i udvalget nok kommer ind på undervisningsmaterialer, som jo ikke er essensen i denne debat, men vi skal vi hele tiden have disse i tankerne i sådanne debatter. I folkeskolen i Grønland mangler vi undervisningsmaterialer på grønlandsk, som løber fra 1. klasse og helt op til 9. klasse.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
Efter vores indlæg fra Akulliit Partiiat og udfra de faldne bemærkninger dertil, kan man forledes til at tro, at vi mener, at grønlandskundervisningen kører skævt.
For det første med hensyn til lærernes mødeaktiviteter, der sagde vi ikke, at lærerne først nu skal til at afvikle disse møder.
Vi ved, at lærerne gennem tiderne har lavet disse aktiviteter, men vi siger, at det i forbindelse med efterårssamlingen er blevet pålagt lærerne, at de skal afholde flere mødeaktiviteter.
Derfor retter vi en henvendelse til forældrene, om at de bør udvise en større interesse for disse aktiviteter og vi mener fortsat, at det er meget centralt spørgsmål, når man skal rette op på forskellige skævheder og problemer.
Fra Atassuts side blev det bemærket, at grønlandskundervisningen kører lidt skævt. Vi mener, at man ud fra Konrad Steenholdts forslag må konstatere, at problemet ligger i, at en enkelt skole har fejlet.
Vi mener, at det bør ikke danne grundlag for ændring af reglerne, fordi dette problem kan rettes op uden at selve lovgrundlaget, skal ændres.
Der blev sagt, at forholdene er blevet bedre og bedre. Dette er til en vis grad rigtigt, men de centrale problemer ligger i, at skolerne har problemer med samarbejdet til de forældre, hvis børn har problemer i skolen. Dette problem eksistere fortsat.
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender:
Som landsstyremedlem for det sociale område vil jeg fremkomme med nogle betragtninger, der kan belyse de ting, vi diskuterer her i dag.
Først vil jeg sige, at vi fra Inuit Ataqatigiit ikke har kunnet gå ind for forslaget om folkeskolen, da vi drøftede dette i sin tid.
Hvis vi skal ændre forordningen, må vi ændre således, at forholdene bliver bedre, og ikke den modsatte vej.
Jeg ved selvfølgelig godt, hvilke gode intentioner, der er i selve loven, men forældrene har udtrykt ønske om, at lærerne giver børnene mere at lave i skolerne.
Vi må opnå en større disciplin, og det er en god ting, at børnene lærer disciplin, og at børnene lærer at koncentrere sig allerede i folkeskolen.
Som landsstyremedlem for de forhold, som børnene lever under, mener jeg, at vi må være vågne overfor, hvilke konsekvenser de gældende regler har for fremtidens børn. I den forbindelse vil jeg minde om, at i forbindelse med tildeling af førtidspension, at er de personer, der tildeles en sådan, personer, der ikke har haft mulighed for at afslutte folkeskolen helt, og dermed ikke har haft mulighed for at tage en videre uddannelse. Dette har skabt økonomiske problemer.
Hvis vi skal lære af denne problematik, som bæres af hele samfundet, så må vi se på, hvad det er for et problem, vi har skabt for disse mennesker den gang.
Jeg mener, vi har overset børn og unge, og dermed glemt af give dem en betryggende fremtid. Derfor må vi kende vores ansvar på dette område, nemlig at man specielt med hensyn til børn og unge, ikke skaber problemer for disse i fremtiden.
Jeg er lidt nervøs for, at der er et problem, der ikke bliver berørt ret meget i dag, nemlig det, at børn, der er fagligt velfungerende og børn, der ikke er velfungerende, bliver delt.
Ved at tale med de forældre, som har oplevet et sådan problem, kan jeg fornemme, at mange af drømmene faldt til jorden ved at man niveaudeler børnene fagligt, og at man ikke giver så store muligheder for de mindre velfungerende børn.
Det er jo netop dem, som vi burde kunne støtte fra folkeskolens side. Disse har vi ikke ret meget plads til i dag. Vi skal heller ikke glemme, at det er folkeskolen i Grønland, vi drøfter.
De grønlandsksprogede børn bliver undervist af lærere, der slet ikke kender det grønlandske sprog. Derved opstår der nogle følelser, der medfører, at de føler et nederlag i folkeskolen, og at disse børn senere i deres opvækst og deres ungdom vil have problemer.
Det er netop det, jeg er nervøs for, og sådanne problemer må ændres allerede nu.
Til slut kan jeg sige, at vores videregående uddannelser Ilsimatusarfik, STI, Ilinniarfissuaq og universitetsuddannelsen har et stort problem, som sommetider bevirker, at eleverne ikke kan følge med i undervisningen i for eksempel fysik, kemi og matematik.
Hvordan kan vi give en bedre uddannelse i disse fag i folkeskolen, således at de har et bedre grundlag fremover. Det er en af de ting, vi skal beskæftige os med i den debat.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:
Som forslagsstiller vil jeg gerne sige en tak til
Landstinget for, at der er udvist så stor en interesse i debatten for mit forslag.
Jeg vil lige komme med nogle uddybende bemærkninger til mit eget forslag.
Ifølge ? 18 i forordning om folkeskolen, der vedrører klassekvotienten, er det sådan, at jeg i mit forslag ikke har medtaget en dispensationsmulighed. Jeg vil citere mit eget forslag, "at elevantallet i en klasse må normalt ikke ved skoleårets begyndelse overstige 24 elever".
I Landsstyrets forslag er der blevet tilføjet, at man sløjfer kommunalbestyrelsens kompetence til at kunne godkende, at elevantallet overstiger 26. Denne kompetence bliver ikke overført til Landsstyret i mit forslag.
Jeg mener, at der er håb at skimte forude, da Landsstyremedlemmet for kultur og undervisning understregede, at man ville administrere bestemmelsen meget strengt. Jeg håber, at det bliver ført ud i livet.
Som eksempel, kan jeg med hensyn til klassekvotienten nævne det eksempel, at hvis der i en by bliver tilmeldt 78 nye elever, skal man ikke tænke på at danne tre nye klasser med hver 26 elever.
Dette er på ingen måde formålet. I dette tilfælde må man tænke på, at disse tilmeldte nye elever, bør fordeles over fire klasser med en klassekvotient på nitten til tyve. Hvis det bliver lavet på denne måde, vil jeg gå ind for dette.
Når vi lovgiver, og vedtager nye forordninger bliver der lavet nye paragraffer med tilhørende bemærkninger til de enkelte paragraffer i lovforslaget.
Med hensyn til bemærkningerne til ? 18 ønsker jeg, at der bliver lavet en bemærkning, således at kommunerne helt kan forstå, hvilke intentioner, der ligger bagved, og jeg vil gerne have, at udvalget tager det med i sine overvejelser.
Med hensyn til dobbelt- og enkeltsprogede og med hensyn til integrationen af disse grupper, mener jeg at Otto Steenholdt sagde, at det må være meget svært at undervise disse i en integreret klasse.
Det er derfor jeg især har stillet forslag herom. Det må være meget svært at skulle undervise dobbeltsprogede og grønlandsksprogede, når de i forvejen er 24. Så må det være meget svært for læreren at opfylde den forpligtelse, han har i og med at eleverne skal gives viden og kundskaber. Derfor berører dette også klassekvotienten.
Med hensyn til indførelse af undervisning i fremmedsprog mener jeg, at hvis det bliver besluttet, og debatten pågår endnu, at vi i samarbejde med forældrene må debattere emnet videre, og så på efterårssamlingen tage endelig stilling til spørgsmålet.
Vi har allerede fra Inuit Ataqatigiit sagt, at vi må sikre, at de grønlandsksprogede elever får undervisning i fremmedsprog senere. Hvis man ikke gør dette, vil man skabe en meget stor forvirring blandt børnene.
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender kom ind på, at det skaber stor forvirring, at børnene undervises af en, der ikke kan deres eget sprog.
Min egen generation fra tresserne har været udsat for en undervisning, hvor vi allerede fra første klasse fik undervisning i dansk med en lærer, vi slet ikke kunne forstå. Dengang fik vi ikke ret meget ud af undervisningen. Først da vi blev tvunget til at rejse til Danmark et år, lærte vi dansk.
Jeg mener, det er meget vigtigt, at undervisningen i fremmedsprog, hvis vi ønsker, at den skal indføres på et tidligt tidspunkt, sker ved en lærer, der kan elevernes eget sprog.
Til slut vil jeg gerne opfordre til, at de faldne bemærkninger bliver drøftet nøje i udvalget.
Peter Ostermann, Atassut:
Lad mig lige minde om, at vi ikke har stillet forslag om arbejdet omkring skolenævn, noget der kan rettes på i selve skolerne. Det vi har stillet forslag om, er den gældende bekendtgørelse, som skal følges af alle.
Vi har foreslået, at man afskaffer standpunktsbedømmelsen for eleverne i de mindre klasser. Hvis dette skal realiseres, skal alle møderækkerne reduceres. Vi stiller ikke forslag om, at de øvrige kontaktformer mellem skole og hjem afskaffes.
Det var ikke vores forslag. Det vi har foreslået, er, at den første skoledag for de små elever er en oplevelse, hvor de introduceres til en ny verden med nye mennesker, og at man i forbindelse med den første skoledag skaber trygge omgivelser.
De må have en lærer, der har tid til at tage sig af deres undervisning, og som ikke er overbebyrdet af mødeaktiviteter.
Fra Atassut mener vi, at man på den måde, som Henriette Rasmussen ligeledes kom ind på, undgår at skabe forvirring hos eleverne. Hvordan ville det være, hvis et nyvalgt landstingsmedlem oplevede, at denne ikke egnede sig som medlem i Landstinget, og ved for lidt?
Når en ny elev får en sådan bedømmelse, kan det have meget store negative konsekvenser senere hen i skoleforløbet.
De første skoleår er en indførelse, hvorefter der stilles større og større krav fra lærere og skolen. Det er netop på den baggrund vores forslag er stillet.
Jeg håber, at man også nøje vurderer vores bemærkninger i forbindelse med udvalgsarbejdet, og at disse er med til at rette op på de skæve forhold.
Landsstyremedlemmet
for Kultur, Uddannelse og
Forskning:
I forbindelse med mine afsluttende bemærkninger, vil jeg komme ind på Johan Lund Olsens bemærkninger.
Jeg vil sige til Johan Lund Olsen, at vi ikke vil skjule, at Landsstyrets forslag er lidt anderledes end Johan Lund Olsens.
Men som jeg sagde før, er vi klar til at følge op på dette, og jeg vil sørge for, at præciseringen bliver meddelt kommunerne, således at dette ikke kan misforstås. Vi har allerede sendt en skrivelse ud til kommunerne i forbindelse med efterårssamlingen, hvilket vi vil gentage.
Der er blevet sagt mange ord, og jeg håber, at de bliver vægtet nøje i forbindelse med udvalgets arbejde, hvorfor jeg ikke vil komme nærmere ind på dette, men blot understrege følgende med hensyn til Atassuts forslag.
Lærernes samarbejde omkring de enkelte elever er en betryggende ordning, fordi hvis lærerne kunne give en karakter eller bedømme uden kontakt til hinanden, ville det ikke være betryggende for forældrene. Forældrene bør vide, at lærerne har drøftet bedømmelsen, hvilket virker betryggende for forældrene.
Hvis lærerne i forbindelse med disse samtaler kommer frem til, at der har været nogle problemer omkring et bestemt barn, kan man ligeledes ad den vej være med til at rette op på problemerne, eller komme med et løs-
ningsforslag til problemet.
Hvis lærerne har få timer i en klasse og alligevel er forpligtet til at deltage i møderne, er det meddelt skolerne, hvordan man kan undgå sådanne uhensigtmæssige ordninger. Det er udtalt frygt for, at lærerne kommer til at mangle forberedelsestid til deres undervisning.
Lærernes undervisningspligtige timetal er på 27 timer ugentligt, og herudover er der taget højde for, at læreren skal have mulighed for at forberede undervisningen.
Dette må sættes i forhold til de mennesker, der arbejder 40 timer ugentligt. Derfor har man valgt 27 timer som antallet af undervisningspligtige timer ugentligt.
Jeg mener ikke, at dette krav er så stort. De har også mulighed for at tage samtaler med andre lærer.
Der er nogle, der mener, at lærerne må være meget trætte.
Jeg er overbevist om, og føler, at lærerne bliver mere og mere målbevidste om deres undervisning. Når de får mulighed for at arbejde bedre, vil deres lyst til at undervise blive større og større.
Når lærerne indbyrdes, og lærerne og eleverne indbyrdes samt lærerne og forældrene indbyrdes samarbejder bedre, vil dette danne grundlag for en bedre undervisning.
Jeg har bemærket, at lærernes arbejdslyst ikke bliver mindre, og at det kan man se ud fra opgørelsen over lærernes fravær.
Akulliit Partiiat kom ind på, at bare fordi en enkelt skole fejler, så behøver vi ikke lave om på hele lovgrundlaget. Det er jeg fuldstændig enig i.
Med hensyn til kritik af forældrene, vil jeg sige, at jeg gerne vil rose forældrene, fordi de udviser større og større interesse for deres børns skolegang.
Jeg vil gerne opfordre til, at de fortsat udvikler interessen for deres børns skolegang. Således håber jeg, at udvalget vil drøfte tingene nøje igennem.
Mødeleder:
Således er punkt 30: Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om folkeskolens første behandling færdig.
Ud fra de faldne bemærkninger her i salen, vil kultur- og undervisningsudvalget behandle forslaget, hvorefter det vil gå over til anden behandling.
Punktet sluttet.