Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 25-2

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Fredag den 30. april

 

Dagsordenens punkt 25.

 

Forslag til landstingsforordning om ændring af lands­tingsforordning om særlige institutioner for voksne.

(Landsstyremedlemmet for Sociale anliggender og Ar­bejds­marked samt Peter Ostermann).

(2. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Emilie Lennert.

 

 

Bendt Frederiksen, formand for Landstingets Socialud­valg:

Landstingets Socialudvalg har drøftet forslaget om ændring af landstingsforordning om institutioner med særlige formål for voksne.

 

Et enigt udvalg støtter det fremlagte forslag, som det foreligger, og har ikke yderligere bemærkninger hertil.

 

Udvalget ønsker at fremkomme med nogle bemærkninger vedrørende krisecentre på baggrund af Peter Oster­manns forslag om drøftelse af krisecentrenes forhold og de under 1. behandlingen fremsatte bemærkninger herom.

 

Udvalget er enig i, at frivillighedstanken i krisecen­trene skal bevares og udvalget skal benytte lejligheden til at udtrykke sin store beundring for den indsats, mange frivillige yder i en række byer rundt omkring.

 

Udvalget er af den opfattelse, at det frivillige arbej­de er - og fortsat bør være - grundlaget for arbejdet i krisecentrene og dette er også i god over­ensstemmelse med tankerne bag "Innunneq Nakunneq".

 

Imidlertid skal udvalget benytte lejligheden til at udtale, at krisecentrene skal søge sikret rimelige rammer for sit virke, herunder flere muligheder for uddannel­ses- og kursustilbud til såvel de mange frivil­lige i krisecen­trene som til de ansatte medarbejdere.

 

Det er udvalgets opfattelse, at flere ønsker at være med som frivillige, men at de holder sig tilbage, fordi de mangler viden om, hvordan man taler med personer, der er kommet i krisesituationer.

 

Afsluttende skal udvalget tilslutte sig landstingsmed­lem Pavia Nielsens bemærkninger ved 1. behandlingen om, at målet i sidste ende skal være afskaffelse af krise­centre, og at dette må ske ved, at man må holde op med at "føre krig i familien".

 

Der er mange i krige i verden omkring os, men det behøver ikke være nødven­digt for os i dette fred­sels­kende land, at vi i mange år frem­over skal have krise­centre, fordi vi "fører krig mod hinanden i hjem­mene".

 

Udvalgets medlemmer er:

Bendt Frederiksen, Siumut, formand,

Ane-Sofie Hammeken, Siumut,

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit,

Emilie Lennert, Atassut og

Agnethe Nielsen, Atassut.

 

Ane-Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Vi skal fra Siumut, uden yderligere kommentarer, god­kende betænkningen om ændring af landstingsfor­ordning om institutio­ner med særlige formål for voksne, fremsat af Lands­tingets Socialudvalg.

 

Vi er fra Siumut enig med udvalget om sikring af ar­bejdsvilkårene i krisecentrene, da vi mener, at man uden større vanskeligheder kan etablere kurser for folk, der har noget med kriseramte børn, voksne og ældre at gøre, således at der kan ydes den bedst mulige hjælp til de kriseramte personer med særlige sociale problemer, ligeledes de berørte personer også får en mere menings­fyldt tilværelse og selvrespekt.

 

Afslutningsvis skal vi fra Siumut fremhæve, at Siumut fuldt ud støtter landstingsmedlem Pavia Nielsens kom­mentar til punktet under første behandlingen.

 

Med disse ord støtter vi udvalgets fremlagte betænk­ning.

 

Mødeleder:

Agnethe Nielsen, Atassut. Inden Agnethe kommer med sin udtalelse, skal jeg med­dele, at der skal være afstem­ning efter behandlingen.

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:

Fra Atassut og Issittup Partiia ser vi med tilfredshed på, at udvalget i enighed i sin betænkning har villet møde os på halvvejen med hensyn til Peter Ostermanns forslag om forbedring af uddannelsesmulighederne for personalet på krisecentrene, således som vi under­stre­gede under 1. behandlingen.

 

Med disse bemærkninger anbefaler vi, at forslaget går videre til 3. behandling.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit kan fuldt ud tilslutte sig dette forslag, som det foreligger fra 1. behandlingen og sådan som et enigt Socialudvalg også giver udtryk for.

 

Når dette er sagt, vil vi heller ikke undlade at be­mærke, at de krisecentre, vi her drøfter, og som vi har set, der bliver flere og flere af rundt på kysten, i sidste ende bør afskaffes eller overflødiggøres ved en opprioritering af den forebyggende og præventive ind­sats for at stoppe volden og uroen i familierne.

 

Det er af særdeles stor vigtighed, at denne indsats priori­teres højere så hurtigt som muligt og i en tidlig fase, således at vi også med børnene i fokus kan skride til en grundig hjælpeindsats før det er alt for sent.

 

Inuit Ataqatigiit er opmærksomme på, at der rundt omkring på kysten går frivillige medarbejdere rundt, der også ser det som deres vigtigste indsats at over­flødig­gøre krisecentrene ved en forebyggende ind­sats.

 

Disse mennesker, der i mange tilfælde har en alsidig uddanelsesmæssig baggrund bag sig, udfører derfor et stort stykke prisværdigt arbejde og bør derfor have endnu større opbakning de forskellige steder, hvor de virker i det daglige.

 

Men som sagt, udfører disse mennesker jo det store arbejde til gavn for samfundet på et frivilligt grund­lag, og det er disse mennesker, vi skylder vores store taknemmelighed.

 

IA skal derfor, og på trods heraf, opfordre og til­skynde de forskellige virksomheder og arbejdspladser rundt omkring til også at støtte og bakke op om deres med­arbejdere, der går ind i det frivillige arbejde ved eksempelvis at udvise en større forståelse for, at de skal kunne udføre deres forebyggende indsats, selv under deres ordinære arbejde til daglig.

 

Vi finder det derfor også på sin plads her fra taler­sto­len at rette denne opfordring til de offentlige virksom­heder og institutioner, således at de i endnu højere grad gør det muligt for deres medarbejdere at gå ind i den frivillige indsats, at udføre dette arbejde.

 

Sam­fundet må og skal have en særlig interesse heri, såfremt vi i en endnu hurtigere takt end hidtil skal nå dertil, at krisecentrene kan overflødiggøres.

 

Med disse bemærkninger skal Inuit Ataqatigiit herved tilslutte sig Socialudvalgets betænkning, idet vi her ved 2. behandlingen også skal meddele, at vi stemmer for forslaget.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Et enigt Socialudvalg har støttet de frem­lagte forslag med henvisning til Akulliit Partiiat/­Centerpartiets bemærkninger under forslagets 1. be­handling af lands­tingsforordning om ændring af lands­tingsforordning om institutioner med særlige formål for voksne, nemlig at ændringsforslaget ikke må blive en "dræber" for et fri­villigt, ulønnet, egnet personale.

 

Vi vil derfor, med dette som udgangspunkt, indstille, at forslaget overgår til 3. behandling.

 

På baggrund af de faldne bemærkninger skal vi meddele, at vi er enige i Pavia Nielsens bemærkninger, som også citeres i betænkningen, og vi vil gerne benytte lejlig­heden til at citere, hvad vi har sagt under 1. be­hand­lingen i forbindelse med arbejdet med krisecentrene: Vi må ikke glemme arbejdet for børn og unge, som kan forhindre, at folk ender på krisecentrene.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:

Vedrørende forslaget til landstingsforordning om æn­dring af landstingsforordning om særlige institutioner med særlige formål for voksne, så støtter alle dette for­slag.

 

Jeg er glad for, at man giver handicappede mulighed for at blive hjemme her i Grønland, i institutioner med særlige formål hertil.

 

Samtlige partier i Landstinget er også enige om den frivillige arbejdskraft på krisecentrene, og at vore regler skal være i overensstemmelse hermed, således at frivil­ligheden kan fortsætte.

 

Jeg vil blot påpege til Atassuts ordfører Agnethe Nielsen, der fremførte, at man har ville møde dem på halv­vejen med hensyn til Peter Oster­manns forslag, at jeg ikke er helt enig med dette, fordi Peter Ostermann i sit for­slag lægger op til ikke kun at der skal etab­leres kurser for perso­nalet, men hvor Peter Oster­mann også foreslog, at man undersøgte mulighederne for at krise­centrene kunne placeres ind under den sociale lovgivning.

 

Denne tanke støtter man ikke. Men flere ordførere frem­førte, at man skulle etablere kur­ser, og at man kunne opfordre til, at der blev etableres kurser.

 

Jeg må forstå det på den måde, at landstings­medlemmerne mener, at man går ind for, at der afsættes flere midler til krisecentrene, fordi vi hidtil ikke har haft midler til sådanne kur­ser, men giver tilskud til kurser i for­bindelse med Arnat Suleqatigiits konferencer.

 

Jeg vil i den for­bindelse gerne præcisere, at de perso­ner, der tager til krisecentrene, det er personer, der har behov for kærlighed og ansvar over for sin næste og varme.

 

Det er det, man møder i krisecentrene, og jeg mener heller ikke, at personer skal holde sig tilbage, og mener heller, at de skal være bange for at deltage i det frivillige arbejde i krisecentrene.

 

Mange er meget glade for at møde de mennesker, der er i krisecentrene, fordi de ved, at de personer, der arbej­der der, det er mennesker, man kan have tillid til, mennesker, man kan snakke fortroligt med om sine pro­blemer.

 

Jeg vil bare gerne i forbindelse med driften af krise­centrene præcisere, at administrationen skal bane vej for, at det alene er specialister, der behandler de problemer, der er.

 

Jeg skal også her ligeledes tilkendegive, at jeg er helt enig i den store ros, landstingsmedlemmerne har givet til de frivillige arbejdskræfter, der er i krise­centre­ne. Det vil jeg også give udtryk for fra min side. Jeg er helt enig i dette.

 

Afslutningsvis skal jeg udtale tilfredshed med, at man adskilli­ge gange er kommet ind på Inuuneq Takuuneq, og jeg er enig ved­rørende Pavia Nielsens udtalelse om større gensidig respekt over for hinanden, således at vi kan undgå de problemer der afstedkommer, at folk henvender sig til krisecentrene.

 

 

 

Det er det, alle ønsker - det, som alle bør have. Hvis man kan skabe en større respekt og solidaritet folk imellem, så bliver behovet for krisecentre mindre efter­hånden.

 

Jeg mener, at vi også i dette år, "De oprindelige folkeslags år" har et ansvar for at vurdere vores egen livsværdi, og hvordan vi kan forbedre denne.

 

Afslutningsvis skal jeg blot erindre om, at det i næste uge er "uge 18". Jeg håber, at samtlige borgere i dette land vil deltage aktivt i de forskellige arrange­menter, der vil foregå i denne uge, og at vi i fælles­skab og solidaritet med hinanden kan arbejde for at løse og snakke om problemerne uden brug af alkohol og andre rusmidler.

 

Med disse bemærkninger vedrørende landstingsfor­ord­ningen om ændring af landstingsforordning om institu­tioner med særlige formål for voksne, indstiller jeg, at forslaget overgår til 3. behandling.

 

Peter Ostermann, Atassut:

Under første behandlingen har jeg flere gange gentaget, at jeg ikke har foreslået, at de såkaldte krisecentre placeres under kommunernes sociale forvaltninger. Men da landsstyremedlemmet gentager dette, vil jeg lige sige, at mit forslag er forstået af landstingsmed­lem­merne. Og især fra Socialudvalget er der blevet udvist forståelse for mit forslag, og det er jeg glad for.

 

I mit forslag har jeg taget udgangspunkt i, at vi skal have en generel debat herom, og det beklager jeg, men denne debat er gennemført i Socialudvalget, og med for­ståelse, og dette er jeg glad for. Landsstyremedlemmmet for Sociale Anliggender, Henriette Rasmussen, må også forstå udvalgets betænkning, der klart siger, at man må gøre noget. Det er det resultat, som jeg i spænding vil afvente, og jeg vil stærkt opfordre til, at man i det videre arbejde udformer det i samarbejde med SIK, således at man kan nå en til­fredsstillende ord­ning.

 

Jeg takker Socialudvalget, som har haft en god for­ståelse for mit forslag.

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:

Det skulle nok ikke være nødvendigt, men landsstyremed­lemmet sagde i sit indlæg fra talerstolen, at jeg her i Landstinget har sagt, at forslaget blev støttet fra Lands­tinget. Det er ikke korrekt.

 

Jeg skal gøre opmærksom på, at jeg i mit indlæg sagde, at Landstingets udvalg i enighed i sin betænkning har ville møde os på halv­vejen med hensyn til Peter Oster­manns forslag om for­bedring af uddannelsesmulighederne for personalet på krisecentrene.

 

Det vil sige, at der er sket et møde på halvvejen, og det er det, jeg har sagt, og dertil så at et enigt udvalg støtter dette. Jeg vil blot præcisere dette.

 

Hvis man havde hørt efter i den danske tekst, så står der, at man har villet møde os på halv­vejen, og at udvalget i sit arbejde har ville møde os på halvvejen, det er vi glade for.

 

Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejds­marked:

Til det, der blev fremført fra Atassut, vil jeg lige sige, at selvfølgelig så forstår jeg fuldt ud Social­udvalgets indstillinger.

 

Men da f.eks. de medarbejdere, der er i Arnat Suleqati­giit eller krisecentrene ikke skal få falske for­håb­ninger, så vil jeg gøre opmærksom på, at et samlet landsting i for­bindelse med finanslovsbehandlingen har ned­trappet den økonomiske støtte til krisecen­trene, og jeg håber, at man her, med den afgivne fulde støtte, ønsker, at der skal flere midler dertil, fordi de afsatte midler er så få, at man må tælle kronerne og ørerne, før man bruger dem.

 

Hvis man skal gennem­føre kurser for medarbejderne, så må vi også betale for kurserne. Og afhængig af, hvor kurserne afholdes, må vi også betale for rejser og lignende.

 

Derfor vil det også være meget godt, hvis vi kan have ud­dannet personale. Men jeg vil gøre opmærksom på, at netop dette ikke er formålet med krisecentrene. De er et "læsted", hvor man arbejder sammen med hinan­den.

 

Det er ikke således, at der skal være ansatte psykolo­ger og psykiatere til det. Det har vi ikke mulig­hed for, hverken råd til eller egnet personale.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Meget kort, da også landsstyremedlemmet for Sociale An­liggender har udtalt, at de midler, der er afsat til krisecentrene i Finansloven er begrænsede, det ved vi allesammen, men deri har de jo allerede muligheder.

 

De muligheder, vi pegede på i vort indlæg, det er, at før man forhøjer midlerne, kan man gøre brug af andre mulig­heder.

 

Derfor sagde vi i vores indlæg, at man må opfordre virksomhederne her i landet til større støtte, især de ansatte i det offentlige, som ud over deres almindelige arbejde, arbejder frivillig i krisecentre.

 

Det vil nok være således, at man kan give dem mulig­heder for at arbejde med fore­byggelse i arbejdstiden, og at kan blive støtte deri, og det er det, vi har peget på.

 

Vi håber, at vores opfordring om, at de ansatte i det offentlige, d.v.s. Hjemmestyret og kommu­nerne, kan gøre noget, et eller andet, fordi samfundet har behov for, at man gør en indsats, før pro­blemer bliver forstærke­de, og at man gør noget, før det er alt for sent.

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:

Meget kort skal jeg sige, at vi overhovedet ikke nævnte noget om penge, men skal blot gentage, at vi indstille­de sådan over for Landstinget.

 

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at støtte det, som Johan Lund Olsen udtalte, og jeg vil også støtte, at man kan gøre brug af andre muligheder, måske uden at det koster noget.

 

Mødeleder:

Der er ikke flere der har bedt om ordet, og derfor skal vi, i forbindelse med 2. behandlingen, have en af­stem­ning om, at forslaget går videre til 3. behandling i sin fore­liggende form.

 

De, der går ind for forslaget bedes rejse sig:

26.

 

Hermed støttede samtlige tilstedeværende, at lands­tings­forordningen overgår til 3. behandling.

 

Punktet sluttet.