Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 25-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Torsdag den 22. april 1993

 

Dagsordenens punkt 25.

 

 

Forslag til landstingsforordning om ændring af lands­tingsfor­ord­ning om institutioner med særlige formål for voksne.

(Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Ar­bejds­marked og Peter Ostermann).

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.

Peter Ostermann har fremsat et forslag og landsstyre­med­lemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked fre­m­kommer med forelæggel­sesnotatet efter forslagets frem­læggel­se.

 

Peter Ostermann, Atassut:

Mit forslag er skriftligt omdelt, men jeg vil godt lige under­strege, at jeg har fremsat forslag om, at vi prin­cipielt drøfter krisecentrene, og hvordan disse centre skal køre videre i frem­tiden. Jeg mener, at forskellige erfaringer viser, at det er nødvendigt med en debat omkring krisecentre.

 

Der kan være flere muligheder, men jeg finder det vig­tigt, at vi drøfter det principielt her i salen.

 

Een af begrundelserne for mit forslag er, at de såkald­te krise­centre bliver benyttet af børn. Jeg mener, at problemet har været accelererende og det har medført store problemer for enkelte mennesker, og jeg synes vi bør drøfte det her i salen.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale An­liggender og Arbejdsmarked:

Hermed skal jeg fremlægge forslag om en mindre korrek­tion i land­stingsforordningen fra 1988 om institutioner med særlige formål for voksne, der handler om såvel lands­dækkende som ikke-lands­dækkende institutionstyper.

 

Et forslag fra landstingsmedlem Peter Ostermann, Atas­sut, om drøftelse af krisecentrenes forhold er henvist til behandling under dette punkt.

 

Landstingsfor­ordning nr. 6 fra 28. april 1988 er det lovmæssige grundlag for etableringen af mange forskel­ligartede typer insti­tutioner, og der er allerede ad­gang til, at der af Landskassen kan ydes tilskud til etab­leringen af sådanne institutioner.

 

Den foreslåede ændring drejer sig udelukkende om at skabe en klar hjemmel til, at der fra Hjem­mestyrets side kan ydes tilskud til driften af særlige institu­tioner.

 

­Til Peter Ostermann skal jeg indledningsvis oplyse, at der efter gældende regler kan ydes tilskud til driften af krisecentre fra kommunerne, som kan få op til 50 % af tilskuddet refunderet fra Landskassen på baggrund af et af kommu­nalbestyrelsen godkendt driftsbudget for det enkelte krisecenter. Der er på Landstingets Finanslov for 1993 afsat et rammebeløb på 1 mio. kr. til formå­let.

 

Peter Ostermann foreslår, at der bør ansættes uddannede personer i krisecentrene og at det bør undersøges, om krisecentrene ikke skal placeres under socialforvalt­ningerne.

 

Til dette vil jeg sige, at jeg finder det vigtigt, at ethvert krisecenter har et tæt samarbejde med social­for­valtningen. Men samtidig finder jeg det meget vig­tigt, at krisecentrene ikke institutionaliseres for meget, så vi risikerer at miste det fri­villige islæt i krisecen­ter­arbej­det, der handler om "hjælp til selv­hjælp" fra med­mennesker.

 

Vi må ikke glemme, at krisecentrene alle er opstået på baggrund af et "græsrodsarbejde", og at der er en masse mennesker rundt omkring i landet, som gennem de sidste godt 10 år har udført - og stadig udfører - et flot stykke frivilligt, ulønnet arbejde i krisecentrene, alene eller sammen med ansatte medarbejdere.

 

Jeg finder det arbejde, der udføres i krisecentrene, meget flot, og jeg synes, vi skal passe på, at vi ikke gør det så professio­nelt, at frivillighedstanken slip­pes, hvorved det medmenneskelige islæt kan for­svinde.

 

Der er brug for såkaldt "professionel hjælp" til mange af de personer, der opsøger et krisecenter, men det må efter min op­fattelse ikke føre til, at f. eks. social­forvaltningen skal over­tage driften af krisecen­trene.

 

Den nødvendige "professionelle hjælp" må naturligvis ydes af det etablerede system, d.v.s. især fra social­forvaltningen og fra sundhedsvæsenet, og ikke fra de frivillige i krisecentrene.

 

De frivillige medarbejdere er at anse som en slags "fø­rstehjælp", og er der behov for mere, må det etable­rede hjæl­pesystem inddra­ges. Og her er det krisecentre­nes ansatte medar­bejdere, ­der over­tager fra de frivil­lige og yder den nødvendige bi­stand til den hjælpsø­gen­de. Sådan er det i dag de ste­der, hvor der findes kri­secen­tre, og sådan bør det ef­ter min mening også være frem­over.

 

Krise­centrene har oprindeligt kun været for kvinder, men nu er mænd også begyndt at samle sig i krisecenter­grup­per. Det synes jeg er godt, for mændene har helt sikkert også brug for at tale om de pro­blemer, der er årsagen til, at såvel mange en­keltperso­ner som mange familier her i landet ikke har det godt.

 

Næste skridt skulle gerne være - og sådan er det også i hvert fald et en­kelt sted - at kvinde- og mandegrupper­ne begynder at drøfte pro­blemerne i fællesskab. Dette er en af de ve­je, vi skal gå for at få et bedre og stæ­rkere liv, og helt i tråd med inten­tionerne bag "I­NUU­NEQ NAKUUNEQ".

 

Krisecenterforeningerne er jo iøvrigt kun en del af det frivil­lige hjælpesystem. Det omfatter også foreninger og organisa­tioner som f. eks. "IKIOQATIGIIT", "Blå Kor­s", "Kræftens Be­kæmpelse", "Røde Kors" og mange, mange andre.

 

Alle sådanne aktiviteter, der består uden for det etab­lerede, pro­fessionelle hjælpesystem, er vigtige, og bør understøttes fra det offentlige. Men støtten må ydes på en sådan måde, at det ikke bliver en overtagelse, men en hjælp, der styrker det frivillige arbejde.

 

Ane-Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Siumut tilslutter sig til forslaget om ændring af land­stingsfor­ordning om institutioner med særlige for­mål for voksne.

 

Siumut vil fremføre følgende bemærkninger vedrørende krisecentre­ne og indlemmelse af krisecentre i den soci­ale forvaltning:

 

I dag er medarbejderne i krisecentrene frivillige eller fri­villi­ge organisationer stiller frivillige med­ar­bej­dere til rådig­hed for krisecentrene.

 

De frivillige medhjælpere i krisecentrene har vist os et godt eksempel og bør i sagens natur roses for deres eksemplariske initiativ.

 

Siumut mener, at folk med så store sociale problemer stadig bør og skal behandles af folk med en speciel uddannelse inden for det sociale område.

 

Folk med meget store psykiske problemer trænger til professio­nelle hjælpere, som forstår dem, og som kan bane vej til åbenhed og tryghed.

 

Siumut mener, at man kan skabe et godt samarbejde mel­lem de pro­fessionelle hjælpere og frivillige, da lysten til at hjælpe altid giver grobund for mod og velvilje.

 

Siumut mener, at tiden ikke er moden til, at krisecen­tre­ne over­føres til de offentlige sociale forvaltnin­ger.

 

Vores begrundelse for at sige dette er, at vi grønlæn­dere af natur er vant til at hjælpe hinanden, og denne vane ønsker vi ikke udvisket. De frivillige initiativer omkring krise­centrene er glædelige og eksemplariske og må derfor bevares.

 

Med dette anbefaler Siumut, at forslaget inden 2. be­handling gennemdrøftes i Socialudvalget.

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut og Issittup Par­tiia:

Atassut og Issittup Partiia har følgende bemærkninger til det forslag, der kom fra landsstyremedlemmet for Socia­le Anlig­gender og Peter Ostermanns forslag om pri­ncip­debat om krisecentre:

 

I vore dage har vi store problemer i samfundet. Det er jo sådan, at der er stort behov for institutioner for voksne med særlige formål samt centre med fri­villigt mandskab. Derfor bør sådanne initiativer følges nøje fra det offent­liges side.

 

Forordning nr. 6 af 28. april 1988, hvori der blev fo­reslået, at Hjem­mestyret skal have mulighed for at yde tilskud, og at man skal have lovhjemmel dertil. Det støtter A­tassut og Issittup Partiia fuldt ud.

 

Atassut og Issittup Partiia foreslår, at man giver per­sonalesitu­ationen i disse institutioner bedre mulighe­der ved, at man an­sætter personale, der er uddannet til at gennemføre samtaler med kriseramte personer.

 

Det er vi meget enige i fra Atassuts og Issittup Par­tiias side. Vi mener, at krisecentrene skal have denne mulig­hed snarest mu­ligt, endda mener vi, at det kan opnås ved at yde et særligt tilskud til for­målet.

 

For forhol­dene er jo uensartede fra sted til sted og det er øn­skeligt, at alle initiativer de for­skellige steder gennemføres så godt som muligt.

 

Vi har stadig brug for frivilligt arbejde på området, og Atassut og Issittup Partiia støtter dette initiativ helt klart. Det er et rosværdigt initiativ, derfor må der altid være plads til så­danne initiativer i samfun­det.

 

Landsstyremedlemmet sagde i sit forelæggelsesnotat, at der er behov for professionel hjælp og denne hjælp bør ydes fra det eksi­sterende hjælpesystem, d.v.s. fra so­cial­forvaltningerne og fra Sundhedsvæsenet.

 

Det er selv­føl­gelig en mulighed og bør altid være en mulighed, men vi mener, at ud fra forholdene i dag er det sådan, at der er personalemangel og store ar­bejdsbyrder, så kan vi ikke regne med, at de kan afse tid til at yde den ekstrahjælp, der skal til.

 

Derfor er det ikke nok, at man har dem i en situation, hvor man skal hjælpe til. Derfor er det nødvendigt, at krisecen­trene har særligt uddannet personale.

 

At kvinder og mænd for mulighed for krisecentre støtter vi, fordi det er meget vigtigt, at man sidestiller mænd og kvinder i sådan et arbejde, for det er i tråd med intentionerne bag "INUUNEQ NAKUUNEQ".

 

Vi skal udtrykke, at vi er enige med landsstyremed­lem­met i, at foreninger og organisationer altid bør støt­tes fra det offent­lige, og det kan ikke undværes.

 

Lad os til slut bemærke, at det foreliggende ændrings­forslag også giver mulighed for, at man etablerer min­dre institutioner, der kan bruges som bokollektiver for handicappede. Det er vi glade for, for derved får de pågældende handicappede mulighed for at forblive i der­es eget miljø i stedet for at skulle flytte til andre byer.

 

Atassut og Issittup Partiia ønsker, at forslaget bliver behandlet i Socialudvalget, inden det går over til 2. behandlingen.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit støtter landsstyremedlemmet for Soci­ale Anlig­gender og Arbejdsmarked i det forslag, der her fremlægges til en lille ændring af forordningen om in­stitutioner med særlige for­mål.

 

Det foreliggende forslag tydeliggør, at der fremover kan ydes tilskud til ikke kun etablering, men også til drift af ikke-land­sdækkende institutioner med særlig formål for voks­ne fra Lands­kassen, efter nærmere af Landsstyret fast­satte bestemmelser.

 

De forhold, som landsstyremedlemmet i sit forelæggel­ses­notat fremlægger for Tinget, er i sin helhed klare og støtteværdige.

 

De samme forhold gør sig gældende i det svar lands­styremedlemmet også giver til medlem af Landstinget, Peter Ostermann, der til det omhandlede har fremsat et medlemsforslag.

 

Med disse korte bemærkninger støtter vi således fra Inuit Ataqa­tigiit det foreliggende forslag om ændring af den gældende lands­tingsforordning, idet vi samtidig skal indstille, at forslaget, forinden 2. behandling her i salen, overgår til nærmere behand­ling i Socialud­valget.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Akulliit Partiiat - Centerpartiet - går helhjertet ind for ska­belse af en klar hjemmel for, at der fra Hjem­mestyrets side kan ydes tilskud til driften af særlige institutioner.

 

Akulliit Partiiat - Centerpartiet - går helhjertet ind for, at landstingsforordningen ikke bliver en dræber for et frivilligt, ulønnet arbejde af personer, der af idealis­me og menneskelighed, ofrer masser af tid og til tider fælder tårer, for at gøre en - efter egen overbe­visning - god gerning med menneskelig tilfreds­stillelse og god samvittighed som den eneste belønning.

 

Derfor råder Akulliit Partiiat - Centerpartiet - hel­hjertet poli­ti­kerne til, at krisecentre og andre præ­ventive in­stitutioner, initiativer og aktiviteter ikke institu­tionaliseres for meget.

 

Der må fortsat stræbes efter, at de personer, der tager sig af børn, unge og voksne, som har behov for menne­ske­lig kontakt, får chancen for at kunne være dus med de personer og stole på dem, hvis problemerne ikke skal gøres til gigantproblemer, ligesom en ballon, der pu­stes op og sprænges til sidst, for sker dette, er der så godt som ingen vej tilbage.

 

De personer, der har behov for hjælp, må ikke overlades til no­gen, der kun er der for pengenes skyld.

 

Kort sagt: Akulliit Partiiat går helhjertet ind for, at støtte ikke må ydes på en sådan måde, at man overtager aktiviteter, men at man gør det på en sådan måde, at hjælp bliver til selvhjælp, der styrker den frivillige indsats.

 

I sager af denne art, har vi i Akulliit Partiiat en gan­ske be­stemt afslutningsreplik, som jeg gerne vil frem­komme med her: Vi går helhjertet ind for, at man ikke kun lapper på de skader, der er sket.

 

Vi ønsker i stedet for et samfund, der ikke nøjes med at lappe på skader, der allerede er sket, men som ef­fektivt søger at hin­dre skaderne, al­lerede inden disse sker.

 

Derfor beder vi om forståelse for vores bestræbelser for bedre vilkår inden for fritidssektoren for børn og unge, f.eks. ved at give mere støtte til interessegrup­per.

 

Det vil være et godt al­ter­nativ til hash og spiritus­misbrug, der igen kunne være med til at formindske be­hovet for eksempelvis krisecentre, og det side­stiller vi med "INUUNEQ NAKUUNEQ".

 

Med disse bemærkninger overlader vi sagen til næste be­handling.

 

Landsstyremedlemmet for Sociale An­liggender og Arbejds­mar­ked:

Dette forslag drejer det sig om institutioner eller krisecentre for voksne, således at vi får lovhjemmel til at kunne yde støtte til disse institutioner. Det har været et uafklaret punkt førhen.

 

For eksempel er der visse institutioner, der får til­skud uden hjemmel fra Hjemmestyret, og som Agnethe

Ni­elsen fra Atassut nævn­te, vil der være mulighed for at skabe bofælles­skaber for handicappede og Piukkunar­tar­fik i Aasiaat og Allu i Alluitsoq vil få mulighed for at få tilskud ved at man giver hjemmel hertil.

 

Med hensyn til Peter Ostermanns forslag, er der inter­esse omkring kvindekrisecentrene og financieringen af disse. Alle partiord­førerne ønsker, at denne sag bliver drøftet igen i Socialudval­get, og det vil jeg også hen­vise til.

 

Fra Atassuts ordfører og forslagsstilleren fremgår det, at der ønskes an­sat professionel hjælp i krisecentrene. Der vil jeg hen­vise til, at de bevilgede midler langt­fra er nok til at dække disse udgifter, og det kræver jo at vi via Landstingets Finanslov yder tilskud her­til, og spørgsmålet bliver så, hvor stort et tilskud der så skal ydes? Hvilke professionelle hjælp skal det være ?

 

Dem, der bliver kaldet klienter, er personer, der har svære pro­blemer, og her menes der i Atassut-forsla­get vel personer med store psykiske problemer, og man ef­terlyser mere profes­sionel hjælp til disse perso­ner. Men så længe vi har så få midler, da har vi ikke mulig­hed for at realisere dette ønske.

 

Til driften af børnehaver og andre lignende institutio­ner er det vores store ønske, at vi kan få uddannet personale, men vi har ikke kunne få dækket behovene der, fordi vi mangler uddannet perso­nale.

 

Jeg vil anmode Socialudvalget overveje sagen og finde mu­lighed for, at de personer, der har behov for profes­sio­nel hjælp, får den ved at man samarbejder med so-

ci­alforvalt­nin­gerne i kommuner­ne.

 

Det, at man yder hjælp uden at re­gistrere de forskelli­ge hjælp­sø­gende, har været en stor hjælp for mange i de sene­ste år. Det gør ondt at man skal komme ud med de problemer man sidder inde med, men når man har mulighed for at tale med personer, der forstår en, giver det stor lettelse og så får man pusterum til at gå videre. Det er en positiv ting.

 

Jeg mener, at de borgere der har meget store problemer, bør vide hvem de kan rette henvendelse til, for at få den rette professio­nelle hjælp.

 

Til sidst vil jeg lige understrege, at børn der er mis­br­ugt sek­suelt også får problemer, og at de også kan tale med personalet i kri­secentret om deres problemer.

 

Vi må betragte det som et medmenneskes åbning til et andet med­menneske. Sådan en ting bør overlades til en professionel hjælper før såret bliver større. Derfor mener jeg, at vi kan dygtiggøre os ved at man har et samarbejde, eller at man uddanner Sundheds­væsenets per­sonale til at kunne yde en sådan støtte.

 

Vi må lære, hvor lang vi kan nå, før vi kan henvise til en anden - til ­professionel hjælp. Jeg mener, at når man be­gynder at bore for meget i såret, kan man skade den pågældende følelsesmæssigt.

 

Med disse foreløbige bemærkninger, overlader jeg de faldne be­mærk­ninger til behandling i Det sociale Ud­valg.

 

Peter Ostermann, ordfører for Atassut:

Jeg vil lige minde om igen, som jeg har nævnt klart i mit for­slag, at jeg har foreslået en principdebat. Jeg mener, at jeg har været lidt for hurtig til at frem­kom­me med nogle løsningsproble­mer.

 

Jeg mener ikke, at krisecentre bør placeres under det offentliges regi. Jeg vil heller ikke sætte spørgsmål­stegn ved den store fri­villige indsats, der er foregået indtil nu. Men jeg kan, via mit poli­tiske arbejde se, at problemet vokser.

 

Selv børn benytter sig af disse kri­secentre, derfor har jeg fore­slået en principdebat om­kring problematikken. Selv om der er forskel, der kan jeg godt se, at man prøver at dreje hen mod Allu og dens drift. Jeg har flere gange her i salen sagt, at man bør sam­arbejde mere med Alle. Hvad er resultatet nu? Allu kører ikke særlig godt i dag. Især på personalesiden har det været slemt, og det har så været nødvendigt, at det offent­lige må til at over­tage institutio­nen, og jeg er bange for der kan ske det samme her.

 

Derfor ønsker jeg meget kraf­tigt, at Socialudval­get i forbindelse med sit møde tager samråd med fore­ningen for personale i krise­cen­trene. Det er ikke mit sigte, at der skal tages en beslutning her og nu, men vi må udnytte mulighederne for kunne høre an­dres me­ninger i forbindelse med soci­al udvalgsarbejde.

 

Det vil jeg kra­ftigt henstille, at Socialudvalget gør.

 

Landsstyremedlemmet for Sociale An­liggender og Arbejds­mar­ked:

Jeg mener, at Socialudvalget har et godt udgangspunkt til sit fore­stående arbejde. Selvfølgelig skal Socia­ludval­get ligesom alle andre udvalg, tilkalde andre udefra, når de føler et behov derfor.

 

Med hensyn til Allu så køres Allu ikke fra det offent­li­ge, men Allu får tilskud til driften. Institutionen er en selvejende institu­tion og vi har udsendt en hø­ring for at finde ud af, hvor­dan de omkringliggende kommu­ners brug af institutionen er.

 

Det er blevet oplyst, at fa­milier har mulighed for at få et pu­sterum i Allu, og at visse sydgrønlandske kom­muner er klar til at give tilskud, således at det ar­bejde, der udføres i Allu, kan køre videre.

 

Pavia Nielsen, Siumut:

Ganske kort vil jeg komme med mine bemærkninger. Peter Ostermann ønsker en principdebat. Vi i samfundet bør spørge os selv, hvor­for det er nødvendigt at have kri­secentre.

 

Vi hører, at andre nationer fører krig, og der er mange flygt­ninge. Der er ingen krig her i Grøn­land, og vi ønsker heller ikke krig her. Men desværre er det sådan, at der føres krig indenfor familien, og det er netop derfor, vi har fået etableret disse krise­centre.

 

Vi må fremover have det formål, at behovet for krise­centre­ne redu­ceres og i sidste ende må vi have det for­mål, at krise­centre­ne bliver af­viklet. For hvis kærlig­heden findes inden for famili­en, så vil vi ikke have brug for krise­centre.

 

Mødeleder:

Således er punktets 1. behandling afsluttet. Inden det går over til 2. behandlingen, skal det tages op i Det sociale Udvalg med de faldne bemærkninger.

 

Punktet sluttet.