|
Dagsordenens punkt 21-22-23-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.
Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:
Under Landstingets efterårssamling 1992 blev der af den tværdirektorale arbejdsgruppe til koordinering af beskæftigelsesinitiativer fremlagt en redegørelse der bl.a. indeholdt en beskæftigelseshandlingsplan.
I denne beskæftigelseshandlingsplan behandledes også mulighederne for aktivering af de sociale ydelser.
Under beskæftigelseshandlingsplanens drøftelse i Landstinget blev det fra bred politisk side tilkendegivet, at der bør arbejdes for at skabe mulighed for aktivering af de sociale ydelser, forstået på den måde, at ydelserne, der i dag ydes som en passiv ydelse, skal kunne anvendes aktivt som aflønning for lediges deltagelse i beskæftigelsesprojekter eller som løntilskud til ansættelse på det ordinære arbejdsmarked.
Kommunerne har selv flere gange ytret tilsvarende ønsker, og har samtidig tilkendegivet, at der ønskes knyttet sanktioner til nægtelsen af at påtage sig beskæftigelse i et kommunalt beskæftigelsesprojekt.
Som landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked finder jeg det vigtigt, at det offentlige sikrer landets borgere mod økonomisk nød i forbindelse med arbejdsløshed, sygdom og andre sociale begivenheder.
Dette lader sig i dag på forskellig vis og i forskellig udstrækning gøre ved hjælp af vore landstingsforordninger om hjælp fra det offentlige, om takstmæssig hjælp fra det offentlige, barselsforordningen m.v.
En forudsætning for ydelse af hjælp er imidlertid, at der er opstået en økonomisk trangssituation, som den hjælpsøgende uforskyldt er havnet i.
Det offentlige træder således først til, når den enkelte borger på grund af ændringer i sine forhold ikke længere selv magter at forsørge sig selv og sin fami-
lie.
Heri ligger også, at den enkelte borger har pligt til at påtage sig anvist arbejde, hvorved han eller hun igen vil blive i stand til at opfylde sin forsørgelsespligt.
I henhold til det gældende regelsæt kan der imidlertid ikke stilles krav om, at den hjælpsøgende skal påtage sig forskellige beskæftigelsesmæssige forpligtelser for at modtage hjælp fra det offentlige.
I kommunerne opleves det som meget uforståeligt, at de sociale ydelser ikke kan anvendes til aktivering af de ledige, og at der ikke kan knyttes sanktioner til nægtelsen af at deltage i et kommunalt beskæftigelsesprojekt, forstået på den måde, at den hjælpsøgende i dag vil have krav på hjælp fra det offentlige, uanset om han eller hun nægter at deltage i et kommunalt beskæftigelsesprojekt.
Det er også i forskellige sammenhænge blevet nævnt, at påtagelse af forskellige samfundsnytteopgaver som betingelse for modtagelse af hjælp fra det offentlige kan være medvirkende til at højne selvværdsfølelsen hos de persongrupper, som af den ene eller anden grund uforskyldt er henvist til at modtage offentlig forsørgelse.
Ved at åbne mulighed for aktivering af sociale ydelser, vil der således imødekommes ønsker fra såvel kommunerne som fra borgerne selv, og det er blandt andet på den baggrund, at jeg har valgt at imødekomme ønskerne med fremlæggelsen af denne lovpakke.
Lovpakken indeholder dels et forslag til en landstingsforordning om kommunale beskæftigelsesprojekter og løntilskud, hvorved der skabes en lovregulering for, under hvilke forhold kommunerne kan anvende de sociale ydelser til aflønning for deltagelse i beskæftigelsesprojekter henholdsvis til løntilskud.
Derudover indeholder "pakken" forslag til landstingsforordninger om ændring af landstingsforordningerne om hjælp fra det offentlige og om takstmæssig hjælp fra det offentlige. Disse ændringer består i at skabe hjemmel til at anvende henholdsvis offentlig hjælp og takstmæssig hjælp aktivt. Derudover skabes der klar hjemmel til at knytte sanktioner til nægtelsen af at påtage sig deltagelse i kommunale beskæftigelsesprojekter og ansættelse med løntilskud.
Lovpakken har været til høring såvel internt i Hjemmestyrets direktorater som eksternt hos de faglige organisationer og KANUKOKA.
Det skal herved bemærkes, at såvel den største lønmodtagerorganisation SIK som KANUKOKA har udtalt sig overvejende positivt om forslagets intentioner og sigte.
KANUKOKA har imidlertid bemærket i sit høringssvar, at det synes at være et uheldigt valgt tidspunkt lovpakken fremsættes på, idet det bemærkes, at der arbejdes mod en revision af hele offentlig hjælpområdet allerede på efterårssamlingen.
Hertil skal jeg bemærke, at ønsket om aktivering af sociale ydelser hurtigst muligt mest markant er fremført af kommunerne selv.
Desuden forholder det sig således, at den omtalte revision af offentlig hjælpområdet skal gives den nødvendige forberedelsestid, hvorfor revision måske først sker i foråret 1994 eller måske endda senere.
Det er iøvrigt en klar intention med denne lovpakke, at den i første omgang er tiltænkt som en forsøgsordning. Erfaringerne herfra vil således kunne være til stor nytte i forbindelse med den forestående gennemgribende revision på området.
KANUKOKA har endvidere påpeget, at der frygtes en reduktion af Hjemmestyrets tilskud efter bekendtgørelsen om kommunale beskæftigelsesforanstaltninger, de såkaldte mandetimetilskud.
Hertil kan jeg kun sige, at det ikke på noget tidspunkt har været overvejet at foretage beskæring af mandetimetilskud, såfremt lovpakken vedtages.
Dette fører mig til afslutningsvist at henstille til kommunerne, at de med denne mulighed der gives dem her, fortrinsvist vil igangsætte projekter med elementer af erhvervstilpasning og opkvalificering til arbejdsmarkedet, selvom der, med få undtagelser, ikke er fastsat indholdsmæssige krav til projekterne i selve forordningsforslaget.
Lovpakken foreslås sat i kraft med virkning fra den 1. juni 1993, hvorved det vil være muligt at få udarbejdet et vejledende cirkulære inden ikrafttrædelsen.
Idet jeg iøvrigt henviser til de omdelte forslag med tilhørende bemærkninger, vil jeg foreslå, at lovpakken henvises til behandling i Landstingets Erhvervsuddannelses- og Arbejdsmarkedsudvalg samt Landstingets Socialudvalg, før det går til 2. behandling her i Landstinget.
Bendt Frederiksen, ordfører for Siumut:
I Siumut er vi bekendt med, at kommunerne i flere tilfælde har påpeget og fundet det uforståeligt, hvorfor man ikke kan benytte en del af de tildelte sociale midler til beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.
Siumut finder det også vigtigt, at man skal kunne tilbyde enhver i landet mulighed for arbejde, således at enhver kan vide sin egen værdi for samfundet.
Siumut har derfor grundigt gennemgået de tre fremlagte forslag og kan se, at SIK og kommunernes landsforening, KANUKOKA, har tilkendegivet, at de accepterer de fremlagte forslag.
Trods det mener Siumut, at det er nødvendigt, at Landstingets Socialudvalg indkalder SIK samt arbejdsgiverforeningen til høring, før forslagene sendes til 2. behandling, hvilket partiet hermed indstiller.
Men som jeg allerede har nævnt i indledningen, så er vi enige med forslagene, idet kommunerne derigennem vil forbedre deres muligheder i at få flere i arbejde.
Siumut mener også, at de igangværende bestræbelser kan bane vejen for en bedre koordinering og klarlæggelse af referencelinierne.
Da beskæftigelsesprojekter og hele den sociale sektor er en del af samfundsstrukturen, og da uklare referencelinier skaber problemer for kommunerne, så bør forslagene også koordineres med Kommunalreformkommissionens arbejde.
Vi mener, at forslagene også bør indgå i Kommunalreformkommissionens arbejde, således at man derigennem skaber en klar fordeling af ansvarsområderne.
I den forbindelse kræver Siumut, at ændringsforslaget til ændring af landstingsforordningen om takstmæssig hjælp fra det offentlige bør revideres, således at det også giver mulighed for hjælp til en bredere del af befolkningen.
Vi mener i Siumut, at fiskere og fangere også skal kunne tilbydes denne form for hjælp på lige fod med andre.
Denne ændring af loven, hvor flere får mulighed for at få takstmæssig hjælp, kan Hjemmestyret ikke alene finansiere, og byrden må derfor eksempelvis fordeles mellem Hjemmestyret, kommunerne og arbejdsgiverne.
Med disse ord vil vi derfor fra Siumut opfordre Landsstyret til at revurdere forslaget, således at konsekvenserne for Hjemmestyret og organisationerne klart defineres til Landstingets forårssamling.
Vi ønsker fra Siumut, at der sker en koordinering af hele arbejdet om ændring af forordningerne, da vi mener at denne koordinering er overordentlig nødvendig.
Men Siumut tilslutter sig forslaget om, at man involverer kursusvirksomheden i forbindelse med sæsonbetonet arbjedsløshed, som også nævnes i forelæggelsesnotatet.
Bemærkningen om, at kommunernes forbrug af mandetimer ikke vil blive berørt i negativ retning, forstår vi således, at dette også vil have positiv effekt for de private virksomheder.
Til sidst skal vi bemærke, at selv om man skal være opmærksomme på, at der er tvungent arbejdstilbud før man kan få ret til takstmæssig hjælp, så skal dette ikke være hindring for førtidspension til dem der af menneskelige årsager virkelig trænger til hjælp.
Inden vi afslutter førstebehandlingen af nærværende punkt har vi noget at beklage os over. Vi ved, at behandlingen af sociale sager bliver forvaltet i de enkelte kommuner til daglig, og har i den forbindelse erfaret, at der foregår en uensartet sagsbehandling fra kommune til kommune.
Vi har for eksempel desværre erfaret, at nogle kommuner med besparelsesforanstaltninger som begrundelse, har skåret så meget i de sociale udgifter, at man også nægter at give de ældre hjælp til brændsel, således at de ældre nu også er begyndt at søge om kredit hos forskellige olieforetninger.
Vi har også erfaret, at nogle kommuner trækker gamle regninger fra pensionerne, selv om disse i lovgivningen udelukkende er forbeholdt leveomkostningerne.
Siumut mener, at disse forhold er helt uacceptable, og at man nøje skal følge de love, som man nu engang har at arbejde efter.
Vedrørende tiltrædelsesdatoen, så går vi ind for at lovforslagene ikrafttræder som foreslået.
Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut:
Vi vil fremlægge en samlet udtalelse vedrørende alle lovforslag.
Det vil erindres, at vi til Landstingets efterårsmøde 1992, fra Atassut og Jakob Sivertsens side indtrængende krævede en debat i Landstinget vedrørende den stadigt voksende arbejdsløshed, hvor vi blandt andet foreslog en udbetalingsform af den offentlige hjælp mod arbejdsydelse.
Realiseringen af det fremsatte forslag i form af forordningsforslag er vi stolte af i Atassut og Issittup Partiia, hvorved man vil kunne opnå, at de arbejdsløshedsramte unge mennesker vil kunne komme i arbejde, omend ikke for alles vedkommende.
Fra Atassut og Issittup Partiias side skal vi understrege, at det er sundest for samfundet og især for de unge at kunne ernære sig selv ved eget arbejde. Men vi skal også huske på, at vi har medborgere, også blandt de unge, af hvilke vi ikke kan kræve en arbejdsindsats for ernæringen, da de uforskyldt har handicaps som forhindrer dette. Vi håber, at kommunerne vil være særligt vågne over dette vedrørende disse kommende forordningsbestemmelser.
Fra Atassut og Issittup Partiias side beklager vi, at
landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked til ikrafttrædelsen af disse forordninger ikke har redegjort for de økonomiske følger af disse forordninger, selv om forordningsforslagene uden tvivl vil indebære store økonomiske belastninger for kommunerne.
Som eksempel kan vi nævne, at kommunerne ved beskæftigelsesforordningens vedtagelse lovmæssigt forpligtes til at komme med en redegørelse overfor landsstyreområdet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked hver tredje måned.
Disse vil give et stor administrativt arbejde, og vil uden tvivl bevirke ansættelse af yderligere personale.
Mange kommuner har idag allerede nået den nederste grænse for størrelsen af personalet på grund af økonomiske vanskeligheder. Og derfor skal vi huske på, at vi, såfremt vi vedtager forordninger, der indebærer yderligere udgifter for kommunerne, også må bære de økonomiske følger.
Vi har forstået, at de økonomiske midler til imødegåelse af arbejdsløshed er meget begrænsede. Vi må huske på, at man risikerer at bruge arbejdsløshedsmidlerne til administrationsudgifter uden at det vil være til en effektiv gavn for forslagets realisering.
Fra Atassut og Issittup Partiia skal vi udtale, at vi er enige med udtalelsen fra landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked om, at Landsstyret forsikrer, at midlerne til de kommunale beskæftigelsesprojekter, de såkaldte mandetimer, ikke bliver nedskåret, da disse efter vores erfaring har stor nytte i forbindelse med en kontinuerlig beskæftigelse i kommunerne.
Endvidere skal vi ønske, at der til velplanlagte projekter i bygderne, til for eksempel vejanlæg og terrænpleje, tilstræbes et 100 % landskassetilskud.
Vi ved, at nævnte projekter er meget dyre, men de kan især i bygderne ikke undværes mere. Og vi ved allerede, at sådanne arbejder ikke kræver anvendelse af tilkaldt arbejdskraft.
Vi er fra Atassut og Issittup Partiia ikke enige med KANUKOKAs om, at det fremlagte forslag ikke er særlig velgennemtænkt, da kommunerne i mange år har givet udtryk for ønsket om, at midlerne til den offentlige hjælp bliver anvendt til beskæftigelsesprojekter.
Derfor er vi enige med fremlæggelsen fra landstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked om, at midlerne til den offentlige hjælp snarest muligt bliver konverteret til ydelse mod en arbejdsindsats, da vi allerede som udtalt er vidende om, at det er sundt for vore medborgere, især for de unge, at ernære sig selv ved en arbejdsydelse.
Vi skal huske på, at løsningen af den voksende arbejdsløshed i vort land ikke kan bekostes af kommunerne alene. Arbejdsløshed forekommer alle steder i vort land, og den bedste løsning af denne kan først opnås ved samarbejde Hjemmestyret og kommunerne imellem.
Vi forstår godt, at forordningsforslagene ønskes at være bestemmelser som forsøg, indtil kommunalreforkommissionens betænkning bliver forelagt.
Fra Atassut og Issittup Partiia ønsker vi, at de økonomiske konsekvenser bliver medtaget, uanset om de anses for at være forsøgsordninger, da vi mener, at vi må have fyldestgørende begrundelser for ordningens indførelse.
Vi skal tilføje, at Atassuts forslag til efterårsmødet 1991 om, at midlerne til ydelse af offentlig hjælp til befolkningen konverteres til ydelse mod arbejdsydelse, efter debatten blev støttet af 9 medlemmer, og at 15 stemte imod.
Vi er i Atassut glade for, at Landsstyret i dag kan se, at vores forslag havde den rigtige begrundelse.
Med disse bemærkninger går vi ind for forordningsforslagene under ét, og vi ønsker, at vore bemærkninger inden 2. behandlingen bliver vurderet grundigt i Landstingets Sociale Udvalg, især med hensyn til de økonomiske konsekvenser.
Afslutningsvis skal vi tilføje, at vi går ind for, at forordningsforslagene træder i kraft den 1. juni 1993.
Ole Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Indledningsvis skal vi fra Inuit Ataqatigiit udtrykke vores glæde over, at dette spændende arbejde, som skal
resultere i ændringer i landstingsforordning om hjælp fra det offentlige, nu er fremlagt.
Som nævnt i forelæggelsesnotatet, så drøftede vi under Landstingets efterårssamling 1992 en beskæftigelseshandlingsplan, og i den forbindelse efterlyste vi også, om man ikke på en måde kunne aktivere de sociale ydelser.
På denne baggrund har vi følgende bemærkninger til de nu fremlagte forslag til ændringer i gældende forordninger:
En af de områder, som man kommer ind på i forelæggelsesnotatet er, hvor man bl.a. foreslår, at en person, der anmoder om hjælp, ikke må have nægtet at påtage sig anvist arbejde, hvis han skal modtage hjælp.
Inuit Ataqatigiit mener, at dette har vital betydning. Det fremgår, at kommunerne har ytret tilsvarende ønsker, og at der ønskes knyttet sanktioner til nægtelsen af at påtage sig beskæftigelse i kommunale beskæftigelsesprojekter.
Det er rigtigt, at kommunerne i forhold til gældende forordninger idag er forpligtede til at yde hjælp til personer, uanset at de nægter at påtage sig anvist arbejde.
Inuit Ataqatigiit skal i denne forbindelse erindre om, at udarbejdelsen af de sidste forordninger i løbet af begyndelsen af 80'erne er blevet udført i et tæt samarbejde med arbejdernes landsorganisationer.
Grunden til udformningen af de gældende forordninger har selvfølgelig ikke været at legalisere ydelser af hjælp, selv om man nægter at påtage sig anvist arbejde, men der er blot givet mulighed for, at arbejderne, af helbredsmæssige eller andre gyldige grunde, kan nægte at påtage sig anvist arbejde.
Vi mener, at denne mulighed fortsat må eksistere, da vi mener, at de fleste påtager sig anvist arbejde. Vi mener også, at man må være påpasselige med, at man ikke gør forordningerne til tvangsredskaber, da dette kun vil gå ud over familierne eller personerne, som forsørges og ikke de "arbejdsnægtende".
Vi skal derfor fra Inuit Ataqatigiit henstille til, at man nyvurderer dette.
Vi skal fra Inuit Ataqatigiit kræve en klar beregning af, hvad de økonomiske konsekvenser vil være for Landskassen og kommunerne, såfremt ydelserne fremover gøres aktive, og hvad dette administrativt vil betyde for kommunernes administration.
Det er vigtigt at være opmærksom på ydelsernes størrelse i forbindelse med arbejdsløshed, f.eks. i forhold til de ydelser, der gives i Danmark, som er ret meget højere end de, der gives her i landet.
Ved at gøre ydelserne aktive må timesatsen og ugetimenormen baseres på de på arbejdsmarkedet gældende satser, og derved skal det manglende timeforbrug dækkes på anden vis, hvilket vil blive meget dyrt.
Det er vigtigt for Inuit Ataqatigiit, hvis hjælpen skal aktiveres ud i arbejde, at dette ikke sker ved indførsel af en ny form for "lønslaver". Lønnen ville på den baggrund skulle stå i mål med, hvor mange timer man reelt har arbejdet.
Dette her er det første forsøg på aktivering af hjælpen, så derfor må det ske med stor omtanke. Vi vil gerne foreslå, at man forsøgsvis i et enkelt lokalområde starter med et kursustilbud til de arbejdsløse.
Dette kunne bl.a. ske ved, at man f.eks. brugte 200 timer vekslende mellem kursus og arbejdstilbud, således at man sikrede, at grupper af arbejdsløse blev motiveret til at træde ind i tilbudene.
Vi ved fra Inuit Ataqatigiit, at de forskellige kommuner har forskellige tiltag med hensyn til erhvervsudviklingen, og derfor er det helt afgørende, at der sker et meget tæt samarbejde med de enkelte kommuner, ikke mindst med hensyn til realiseringen af de enkelte projekter.
Ganske afgørende er det, at både kommunerne og de centrale myndigheder er enige om opstarten af enkelte projekter.
I den forbindelse skal vi opfordre til, at de enkelte kommuners projekter i Ungdomstjenester bliver taget op til overvejelse, idet enkelte af disse tjenesters projekter sandsynligvis kunne omsættes til egentlige arbejdspladser med produktion for øje, hvis ikke der i forbindelse med tilskuddene fra Landstinget til kommunerne var tilknyttet forskellige krav, som er af begrænsende karakter for at tage andre skridt.
De foreliggende forslag, der samlet er blevet fremsat, vedrørende forslag til landstingsforordning om kommunale beskæftigelsesprojekter og løntilskud, forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om hjælp fra det offentlige samt forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om
takstmæssig hjælp fra det offentlige, kan Inuit Ataqatigiit, i såvel målsætningerne som hensigterne, i det store og hele tilslutte sig.
På trods heraf skal vi imidlertid, med henvisning til vore bevæggrunde som omtalt i det foregående, udtale, at vi er åbne overfor en udskydelse af ikrafttrædelsestidspunktet, der er foreslået til den 1. juni 1993 med hensyn til den samlede lovpakke, eventuelt således at disse forslag kan ikraftsættes pr. 1. oktober 1993.
Afslutningvis skal Inuit Ataqatigiit udtale, at det er vores helt klare hensigt, at befolkningens rettigheder respekteres, også selv om vi nu pålægger dem pligter med hensyn til en opfyldelse af deres behov for en rimelig levestandard, samt at det fremfor skal sikres, at menneskets eget værd sættes i højsædet. Det er vores målsætning, at menneskene skal bibringes en større grad af viljen til selvhjælp.
Med disse bemærkninger skal vi hermed tilslutte os, at den samlede lovpakke forinden 2. behandling i salen overgår til udvalgsbehandling i såvel Erhvervsuddannelses- og Arbejdsmarkedsudvalget som i Socialudvalget.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
Vi har taget stilling til punkterne 21, 22 og 23 under ét i Akulliit Partiiat.
Akulliit Partiiat er glad for det produkt, som den tværdirektorale arbejdsgruppe er fremkommet med.
Vi har jo i Akulliit Partiiat i sin tid efterlyst og ønsket tværdirektorale handlingsplaner, i stedet for at direktoraterne skulle bekrige hinanden.
Under drøftelserne i Landstinget var der enighed om, at der bør arbejdes for at skabe mulighed for aktivering af de sociale ydelser, således at det, der i dag ydes som en passiv ydelse, skal kunne anvendes til noget aktivt, så som aflønning af lediges deltagelse i beskæftigelsesprojekter eller som tilskud ved ansættelser i det ordinære arbejdsmarked, noget som kommunerne har ytret ønske om og eksperimenteret med under forsøgsordningen, der også ønskede sanktioner knyttet til nægtelse af at påtage sig beskæftigelse i et kommunalt beskæftigelsesprojekt.
Der kan imidlertid ikke knyttes sanktioner mod nægtelse af deltagelse i et kommunalt beskæftigelsesprojekt, og den hjælpsøgende vil have krav på hjælp fra det offentlige uanset nægtelse i at deltage i et kommunalt beskæftigelsesprojekt.
Akulliit Partiiat er derfor tilfreds med:
For det første: en lovpakke ved lovregulering, hvor det fremgår i hvilke forhold kommunerne kan anvende sociale ydelser til aflønning for deltagelse i beskæftigelsesprojekter, og i hvilke forhold man kan anvende ydelserne som løntilskud.
For det andet: en ændring af landstingsforordningerne om hjælp fra det offentlige og om takstmæssig hjælp fra det offentlige, således at der skabes hjemmel for at anvende henholdsvis offentlig hjælp og takstmæsæsig hjælp aktivt.
For det tredje, at vi har behov for, at der skabes klar hjemmel til at knytte sanktioner ved nægtelse af, at påtage sig deltagelse i kommunale beskæftigelsesprojekter og ansættelse med løntilskud.
For det fjerde skal vi sige, at vi er tilfredse med, at der gives så at sige grønt lys fra SIK og KANUKOKA.
For det femte er vi enige i, at forordningsforslagene træder i kraft, sådan som det er foreslået.
Der vil muligvis først finde lovrevision sted til foråret 1994, endda måske først senere, hvorfor omtalte lovpakke vil være en forsøgsordning indtil da.
Akulliit Partiiat ønsker dog først at sikre sig, at Hjemmestyrets tilskud efter bekendtgørelse om kommunale beskæftigelsesforanstaltninger, de såkaldt mandetimer, ikke vil blive berørt ved en sådan ordning, før vi går fuldt ud ind for en midlertidig ordning af omtalte art, ellers vil man derved gøre kommunerne og samfundet en bjørnetjeneste, såfremt man vedtager forordningsforslagene.
Med disse ord anbefaler vi, at sagen overgår til Landstingets Erhvervsuddannelses- og Arbejdsmarkedsudvalg samt Det Sociale Udvalg, før det går videre til 2. behandling.
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:
For det første vil jeg udtrykke tak for partiernes tilslutning til forslaget, fordi deres bemærkninger lyder imødekommende.
Hvis jeg lige skal komme tilbage til de enkelte punkter, kom Siumuts ordfører ind på, at kommunerne administrerer disse regler forskelligt og derved skaber problemer, og at dette arbejde bliver medtaget i arbejdet i Kommunalreformkommissionen.
Reformkommissionens formand har lige hvisket til mig, at de har medtaget dette område. Derfor regner vi med, at det bliver taget med i vurderingen af arbejdet.
Siumut sagde, at vi skal være påpasselige med at skulle tvinge handicappede personer til at påtage sig arbejde. Hertil vil jeg blot sige, at det på ingen måde er formålet med forslagene.
Netop disse forslag giver ikke mulighed for at gøre det, men det giver kommunerne mulighed for, efter deres egen vurdering, at tilbyde arbejde, således at ydelserne kan udbetales som aktiv ydelse.
Jeg vil lige i den forbindelse nævne, at folk, der er ude af stand til at arbejde, ønsker at bruge deres resterhvervsevne, og vi vil fortsat i vores politiske arbejde støtte sådanne personer, således at de også får mulighed for at udnytte deres resterhvervsevne.
Atassuts ordfører støtter forslagene meget tydeligt, idet Atassut siger, at de allerede har fremsat forslaget tidligere. Ja, det har de, men man skal huske, at man på det tidspunkt allerede havde nedsat en arbejdsgruppe, hvorfor vi fra vores landsstyreområde havde henvist til, at man afventede arbejdsgruppens resultater.
Flere partier ønsker, at man sikrer sig, at de såkaldte mandetimer i de kommunale beskæftigelsesprojekter ikke bliver berørt. Det bliver finansieret med 50 % fra Hjemmestyre og 50 % fra kommunerne.
Jeg nævnte i mit forelæggelsesnotat, at det ikke er hensigten at disse midler bliver berørt af en eventuel vedtagelse af forslagene. Disse mandetimer fortsætter.
Fra KANUKOKAs og Atassuts side frygter man bl.a. det administrative arbejde i forbindelse med styring af disse forordningsforslag.
Her bliver det nævnt, at man agter at køre som en forsøgsordning, og derfor ønsker vi fra vores direktorat, at man fra kommunernes side nøje følger med og laver indberetninger hver 4. måned.
Vi regner med, at følgende oplysninger bliver samlet fra kommunerne: navn og cpr.nr. for de omfattede personer, hvilket arbejde der udføres, arbejdets start, arbejdsugens længde og varigheden af denne beskæftigelse.
Vi regner ikke med, at det vil medføre større administrativt arbejde, og jeg vil opfordre kommunerne til, at de ikke bruger denne mulighed til udelukkende administrativ forøgelse.
Hvis vi skal kunne starte noget, der kan betale sig, og er til gavn for samfundet, skal det være sådan, at vi evt. kan bruge det som modvægt mod at hente tilkaldt arbejdskraft udefra. Det skaber en merværdi. Selve administrationsarbejdet skaber ikke nogen merværdi i sig selv.
De økonomiske konsekvenser blev efterlyst fra et af partierne, og jeg kan her sige, at det er svært på nuværende tidspunkt at sige, hvordan kommunerne vil udnytte disse muligheder, der bliver skabt her.
Jeg vil sige, at forslagene vil blive drøftet i Erhvervsuddannelses- og Arbejdsmarkedsudvalg samt Landstingets Socialudvalg. Der vil de faldne bemærkninger blive vurderet nøje.
Udvalgene vil nøje vurdere, hvor meget det vil betyde økonomisk, når disse tiltag bliver igangsat.
Inuit Ataqatigiits ordfører kom frem med, at ikrafttrædelsestidspunktet evt. kan udsættes. Det er vi åbne for, og det vil så også blive medtaget i det Socialudvalgets arbejde. Det vil jeg gerne opfordre til.
Jeg er meget enig med Inuit Ataqatigiits ordfører, da han sagde, at man i forbindelse med det sociale arbejde skal sætte den menneskelige værdi i fokus.
Når folk er arbejdsløse, føler de sig som mindreværdige, og jeg mener, at en sådan form for ydelse af hjælp har været til drøftelse i samfundet, hvor man siger, at det bare at hente ydelserne ikke passer til den grønlandske natur, fordi de gamle traditioner bevirker, at folk bliver nødt til at arbejde for at få føde.
Kommunerne vil jo også få gavn beskæftigelsesmæssigt ved det fremlagte forordningsforslag.
Bendt Frederiksen, ordfører for Siumut:
De ting, der bliver nævnt her, vil blive drøftet i de udvalg, der er nævnt før, og inden vi går videre, vil jeg komme med lidt mere uddybende bemærkninger.
Det, jeg gerne vil have, er, det der bliver sagt fra Atassut. Med hensyn til at vejbyggeri eller vejanlæg i bygderne burde kunne finansieres 100% fra Hjemmestyret, og at kommunerne har behov for at have de her veje.
Jeg mener, at den omstændighed, at der åbnes adgang til at bruge midlerne til hjælp fra det offentlige, kan være et begrænsende faktor. Det er jo sådan i dag, at bygderådene og kommunerne ordner det selv, når der er midler til det. Hvis man først skal indsende en ansøgning for at lave disse arbejder, vil det være en begrænsende faktor. Jeg håber, at jeg har misforstået det.
Jeg håber bare, at Atassut har sagt det på en lidt forkert måde. Jeg vil ønske fra Siumuts side, at hvis man skal minimere arbejdsløsheden, kan man kun opnå det ved et samarbejde.
Jeg hælder mere til den holdning, at man ikke bør sætte nogen begrænsende faktorer i de muligheder, som vi nu har givet kommunernej. Arbejdet foregår jo også i Kommunalreformkommissionen. Det vil være på sin plads, at det bliver vurderet nøjere der.
Jeg kan mærke, at partierne tilslutter sig forslagene, og vi fra Siumuts side er klar til at arbejde med det videre arbejde. De ting, der bliver nævnt her, som landsstyremedlemmet har bedt om at blive uddybet i udvalget, vil vi være med til at arbejde for.
Allersidst vil jeg gerne sige til den af Atassut nævnte afstemning, at vi fra Siumut lægger vægt på de forslag, der fremkommer efter en arbejdsgruppes behandling, således at samtlige involverede instanser er hørt i forbindelse med sagens gang.
Da der blev fremsat ændringsforslag sidste år, var vi ikke enige i det. Jeg husker endda, at det var punkt 28. At vi stemte imod, var baseret på ønsket om at arbejdet ville blive lavet så grundigt som muligt.
Jonathan Motzfeldt, Siumut:
Landsstyremedlemmet nævnte også i sit indlæg omkring partiordførernes indlæg vedrørende Kommunalreformkommissionens opgaver, at man medtager dette i arbejdet. Jeg skal sige, at det er medtaget i arbejdet.
Vi vil fra vores sekretariat både til SIK og til andre organisationer, KNAPK og andre, lave nogle opgaver på nuværende tidspunkt, der har sammenhæng med det, vi gerne vil have, og som vi vil fremlægge til Landsstyret.
Dette arbejde foregår. Det vil sige, at det vedrører ikke kun SIK, men at man spreder midlerne mere, og denne opgave laves som et forslag i vores sekretariat. Jeg er også meget glad for, at dette bliver henvist fra Landsstyret og fra andre partier.
Jeg vil også lige kommentere omkring vejbyggeriet og ordningen for dette. Det er sådan, at man bl.a. udfører arbejdet ved brug af mandtimer.
Jeg mener, at dette område skal man være vågen for i forbindelse med en nyordning, således at man derigennem kan lave beskæftigelsesarbejde i samarbejde med kommunerne, og at man gør det mere åbent, og at man kan sprede det ud til andre opgaver.
At man i forbindelse med nyordningen af mandtimer fra ESU-ordningen har en mere spredt fordeling, da man på nuværende tidspunkt har nogle helt faste kriterier om, hvilke opgaver der skal laves med mandtimer, således at man kan få flere muligheder til at lave nogle opgaver ved brug af mandtimer.
Jeg skal nævne, at disse forskellige opgaver, som også bliver overgivet, har været nøje inde i de diskussioner, vi har omkring vores opgaver.
Derfor vil jeg som reformkommissionsformand lige henvise til, at vi inden slutningen af denne samling vil komme med en redegørelse om, hvor langt opgaven er nået, og hvilke planer vi har med det videre arbejde. Dette skal fremføres til Landstinget herfra, og hvis man skal medtage de ting, der blev nævnt her, har vi også mulighed for at fremkomme med det.
Jeg skal også lige nævne, at selv om der kan opnåes enighed i salen, mener jeg, at det ikke alene er Landstinget, der skal bestemme, men også organisationerne i samarbejde og samråd med kommunerne.
Her har kommunerne jo også store udgifter, og derfor er vi åbne for at ville have et samarbejde og forståelse med organisationerne og kommunerne.
Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut:
Vi vil godt nok ikke skændes med Bendt, men Bendt nævnte, at jeg har misforstået noget, men jeg har overhovedet ikke misforstået noget. Jeg er også medlem i Landstinget, og når jeg tænker på de mange bygder, jeg har set, så er det korrekt, at der er temmelig mange bygder, som laver velplanlagte vejarbejder.
Nogen bygder har meget dårlige veje, og på baggrund af, at de ikke har nogen veje, kan de ikke lave noget rengøringsarbejde.
Det er derfor jeg siger, at der skal laves noget nøje planlagt, ikke blot til et år, men jeg mener, at det burde være Hjemmestyrets ansvar, også efter udtalelser fra direktoratet for Sundhedsvæsenet efter en rejse.
Hvis disse forhold havde været fremsat til befolkningen, så havde vi nogen ting, som vi kan samarbejde om. Det er på baggrund af disse ting, at jeg har nævnt vejarbejdet i bygderne.
Det som Bendt nævnte, at vi sidste år i 1991 fremsatte dette forslag, så var samtlige partier meget interesseret i vores det, fordi det var et nyt forslag, men forslaget blev nedstemt. Det kan være, at man har afslået det ved en afstemning, men at man har kørt sagen videre under bordet.
Det er derfor, at vi siger, at det er mærkeligt, men vi er meget taknemmelige for, at det kommer med på nuværende tidspunkt, hvor samtlige partier kan godkende det i Landstinget.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
I disse tider, hvor Hjemmestyret overfører opgaver, der har økonomiske konsekvenser, er den ting, som blev fremført fra Atassuts side et meget interessant emne.
Jeg håber, at det, der bliver nævnt her, vil komme frem som et særskilt forslag, således at man har mulighed for at drøfte det her i Landstinget. Det er en svær opgave for kommunerne, især hvad vejanlæg angår.
Hjemmestyret trækker midler ud fra kommunerne, samtidig med at de overbebyrder kommunerne. F.eks. motorafgifter falder jo bare ned i Landskassen. Derfor håber jeg, at de ting, der blev nævnt, vil komme frem som et særskilt forslag.
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender:
I forbindelse med Siumutordførerens første indlæg kom han ind på, at kommunerne p.g.a. deres økonomiske vanskeligheder har gjort det sværere for de ældre.
Dertil vil jeg sige, at efter de gældende regler skal de sociale udvalg tage de enkelte ældres forhold op til vurdering, og i de gældende regler er det sikret, at disse hjælpes så godt som muligt.
Hvis det sker, som Bendt har udtrykt, har de ældre mulighed for at rette henvendelse til det sociale udvalg, hvorefter de kan anke sagen videre til kommunalbestyrelsen, og såfremt de ikke får medhold i kommunalbestyrelsen, har de mulighed for at anke sagen til Det Sociale Ankenævn.
Som Bendt Frederiksen har bemærket, kan ældrepensionen ikke gøres til genstand for fradrag, hvis der ikke er en personlig aftale mellem parterne.
Hidtil har det været sådan, at bygderne søger om mandtimer til vejanlæg, men midler til vejbyggeri bliver jo udbetalt som bloktilskud til kommunerne, derfor har vi hidtil sagt nej til ansøgninger om midler til vejbyggeri.
Hvis livet i bygderne skal gøres nemmere, især hvad angår renovation og vandforsyning, og da vi jo er vidende om, at der er et stort behov for bygning af veje, så håber jeg, at Kommunalreformkommissionens formand tager disse ting til efterretning, og tager de ting, der er nævnt, med i deres arbejde, således at man får åbnet muligheder i kommunerne og bygderne.
Jeg skal bemærke til Atassuts ordførers side, at jeg er glad for, at I også er glade for, at vi fremsætter denne lovpakke, men som i alle sammen ved, er det et ømfindtligt punkt, når man ændrer en forordning, og det skal behandles nøje.
Vi mener, at vi har været enige i Atassuts forslag dengang, men vi har ikke haft mulighed for at vedtage dette forslag, fordi forarbejdet til dette forslag slet ikke var færdiggjort.
Mødeleder:
Udenfor partiordførernes taler har Pavia Nielsen ønsket ordet og derefter Otto Steenholdt, Atassut.
Pavia Nielsen, Siumut:
Jeg vil blot lige understrege, især overfor Atassuts ordfører, Jakob Sivertsen, at vi i forbindelse med efterårssamlingen har drøftet mulighederne for tilskud til vejbyggeri i bygderne. Jeg har fremsat et forslag herom.
I Bygdeudvalget er man gået helt ind for forslaget, hvorved det bliver fremsat i Landstinget, hvorefter den bliver overladt til Kommunalreformkommissionens arbejde.
Jakob Sivertsen er jo også medlem i Kommunalreformkommissionen på vegne af Atassut. Derfor vil jeg ønske, at Jakob følger meget nøje med i arbejdet i Kommunalreformkommissionen.
Vi håber, at Kommunalreformkommissionen vil tage det med i forbindelse med deres redegørelse for det arbejde, der er udført i kommissionen.
Otto Steenholdt, Atassut:
Det, vi drøfter her, har Atassut i forståelse fremsat for 2-3 år siden, og det har man også forståelse for her.
Samtlige partier har også udtalt dengang, at det er nødvendigt. Men jeg har forstået, hvis det skal komme som en undskyldning, at hvis arbejdet skal udføres godt, så skal man også planlægge det korrekt. Det har jeg forståelse for også.
Selv om man forstår denne sag, skal man lige vende tilbage til dengang, da vi nedsatte Kommunalreformkommissionen. Da var det grundlæggende, at der var alt for mange ting, der trænger til at blive rettet op, og derfor nedsatte vi en sådan kommission, og gav dem vigtige opgaver.
Så vidt jeg husker, skal Kommunalreformkommissionen overfor Landstinget have fremsat nogle redegørelser siden sidste år, men da deres redegørelse er så forsinket, ville jeg have fremsat et spørgsmål til Landstinget, om hvor redegørelsen bliver af.
Derfor er de dagsordener, som vi behandlede for 2-3 år siden af vital betydning. Jeg mener også, at det er lige som om, at man gerne vil sætte dem ind i den bås, hvor man lader sagerne rådne.
Derfor vil jeg ønske, at formanden bør tage denne opgave til sig, at man finder det vigtigt, at kommunerne venter. De kommissionsopgaver burde være så vigtige, at man, også fordi vejen bliver længere og længere, ikke blot sætter dem der i den bås og lader dem rådne.
Det er nogle ting, som Landstinget også skal drøfte.
Der er behov for at lave en ordning herom.
Jonathan Motzfeldt, Siumut:
Med hensyn til Otto Steenholdts bemærkninger skal jeg lige nævne, at jeg skal komme med en særskilt redegørelse overfor Landstinget om, hvordan det går med den rådne kurs eller mølpose. Det er ikke en mølpose. I skal nok få at se, hvor interessant min redegørelse vil blive.
Der har man overhovedet ikke snakket om forretningsmæssige principper. Vi snakkede om de vilkår, som vi har i det daglige i kommunerne, i samfundet og omkring byrde- og opgavefordeling, også rent økonomisk. Vi laver nogle forslag inden for det, som samfundet kan bære rent økonomisk. Derfor må jeg sige, at vi skal lige afvente vores redegørelse. Vi skal nok debattere i kommissionen.
Otto skal ikke på forhånd sige, at det er en mølpose. jeg mener, at hvis vi skal sige sådan noget på nuværende tidspunkt, må vi sige, at vi har lavet nogen tupilakker.
Det kan også være, at det vender tilbage til en person selv, men man laver også nogle tupilakker, så man kan få nogle gode arbejder i stedet for nogle dårlige arbejder.
Men som sagt, når vi er færdige med redegørelsen, så regner jeg også med, at den vil blive delt ud til landstingsmedlemmerne i de nærmeste dage.
Mødeleder:
Ud over ordførerne, så har Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit, bedt om ordet meget kort, omkring at man lader sagerne rådne.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:
Men jeg vil lige sige, hvorfor Otto nok er meget glemsom, at vi i sidste år i forbindelse med forårssamlingen nedsatte Kommunalreformkommissionen, og nu har den kun kørt i 1 år, og det er temmelig mange omfattende opgaver, som den laver, men det er helt korrekt, at man i forbindelse med Kommunalreformkommissionens redegørelse har foreslået, at opgaverne bliver mere omfattende, idet vi med de opgaver, som vi fremkom med i efteråret, og som vi også godkendte, erkendte at opgaven vil være meget alvorlig.
Derfor er det ikke noget, som man blot ordner. Man har også nogle prioriteringer i sagerne. På nuværende tidspunkt er det som man har af hastende karakter for samtlige kommuner.
Det er den prioritering, som man har taget, og jeg har også forstået, i forbindelse med beskæftigelsesprojekter, at man også vil medtage dette i Kommunalreformkommissionens arbejde.
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender:
Med hensyn til tupilakker og mølposer, der vil jeg lige minde om, at det må være de ting, som vi har arbejdet meget intenst med. Jeg vil blot lige afslutningsvist nævne, hvordan vi kan skabe beskæftigelse inden for de rammer, vi har i dag.
De ting, som jeg har fremlagt idag, vil vi komme tilbage til her i Landstinget, når det er blevet behandlet i udvalget.
Tak for debatten.
Mødeleder:
Det omfattende punkt vil nu herefter overgå til udvalgsbehandling inden den bliver 2. behandlet.
Vi laver lidt om på dagsordenspunkternes rækkefølge,
idet den danske finansminister Mogens Lykketoft skal deltage i forbindelse med pkt. 17, så går vi over til fredagsforespørgslerne.
Punktet sluttet.