|
Dagsordenspunkt 53-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
9. mødedag, tirsdag den 3. oktober 2000
Loritha Henriksen, forslagsstiller, Kandidatforbundet.
I medfør af Forretningsordenen for Grønlands Landsting § 35 har jeg fremsat følgende forespørgsel til debat i Landstinget om hvorledes forældre til børn anbragt uden for hjemmet, fremover kan modtage behandling, medens børnene er anbragt udenfor hjemmet.
Begrundelsen for nærværende forslag er, at antallet af anbragte børn og unge uden for hjemmet ikke bliver færre, og det beklageligvis er sådan, at der er ventelister, ligesom det endvidere er et kendt fænomen, at hjembragte børn må genanbringes. Og hovedårsagerne til at børn og unge bliver genanbragt uden for hjemmet altid er, at forholdene i hjemmet ikke er blevet synderligt ændret.
Da familieproblemer der ikke løses har som regel baggrund i misbrug af alkohol og euforiserende stoffer, idet det viser sig igen og igen, at forældrene ikke har gjort noget reelt for at komme ud af misbruget. Ydermere er der alvorlige svagheder mod at sætte grænser for de børn man har ansvaret overfor, og evnen til at snakke med børn. evnen til at kunne sige fra og sætte grænser for et barn, er en vigtig for barnet at lære.
Alle disse forhold taget i betragtning er det på at tide at man søger at fremsætte strengere krav overfor forældrene, eller at man giver mulighed for, at forældrene er sammen med børnene i de seneste måneder af anbringelsen på anbringelsesstedet.
Personalet på anbringelsesstedet vil på denne måde få mulighed for at vurdere, om forældrene nu virkelig også er parate til at tage børnene hjem, og jeg er sikker på, at denne måde kan få den tiltrængte ansvarlighed og evnen til at overskue deres fremtidige rolle på en mere helhedspræget måde, idet dette også vil give børnene og de unge motivation til at glæde sig til at komme hjem til deres forældre, deres hjem og øvrige vante miljø og det med større parathed.
Vi der har været børn, og som har børn, ved, at et barn stadigvæk søger forståelse og kærlighed fra sine forældre.
Derfor er det største og vigtigste indsatsområde, at man stiller krav overfor for forældrene og at man sætter dem i stand til at det er dem der er ansvarlige for deres børn. Et af vores vigtigste mål er jo også at nedbringe antallet af børn der anbringes uden for hjemmet, og derfor anser jeg tiden til a være inde til at man nøje diskutere og finder frem til en alternativ løsning.
Barnet er den reneste sjæl i verden, og hvis vi ikke skal være med til at sætte skår i barnet, bør vi rette vores kræfter mod de ansvarlige forældre, med appel om, at de samarbejder og at vi stiller krav overfor dem.
Dernæst er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked med et svarnotat.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Inden jeg går rigtigt i gang med mit svarnotat vil jeg overfor ordstyren anmode om, at jeg forkorte mit svarnotat, da et del af det allerede er udtalt i forbindelse med forrige dagsordenspunkt.
Landstingsmedlem Loritha Henriksen har fremsat forslag om drøftelse af hvorledes forældre til børn og unge anbragt uden for hjemmet, fremover kan modtage behandling, medens børnene er anbragt udenfor hjemmet.
Forslaget er af Landstingets Formandskab blevet henvist til behandling som en forespørgslsdebat.
Landstingsmedlem Loritha Henriksen begrunder sit forslag med, at antallet af anbragte unge ikke bliver færre, og at det endvidere er et kendt fænomen, at hjemgivne børn må genanbringes. Og landstingsmedlemmet begrunder sit forslag med, at de familieproblemer, der ikke løses, at disse som regel skyldes misbrug af alkohol og euforiserende stoffer.
Ligeledes nævner forslagsstilleren, at forældrene bør hjælpes til at lære at sætte grænser for deres børn og lære af tage deres del af ansvaret for børnene.
Landsstyret er helt enig i, at det er vigtigt, at man giver familien en behandling, medens barnet er anbragt udenfor hjemmet. Forinden anbringelse af barnet elle den unge kan iværksættes, skal kommunen udarbejde en handlingsplan, hvori det skal fremgå hvorfor anbringelsen iværksættes samt formålet hermed.
Vedrørende formålet med anbringelse skal det klart fremgå, hvilke ting der skal være opfyldt før end barnet eller den unge kan hjemgives, samt hvornår spørgsmålet om fortsat anbringelse skal tages op til fornyet behandling i kommunen. Alle anbringelser skal bringes til ophør, når formålet med anbringelsen er opnået. Beslutning om ophør af anbringelse på døgninstitution træffes af kommunen, som forinden skal indhent en udtalelse fra døgninstitutionen.
Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har i de seneste år styrket indsatsen overfor familier, således at der på nuværende tidspunkt er familieafdelinger ved 3 af Hjemmestyrets døgninstitutioner. Disse kan i alt modtage 10 familier i behandling.
Formået er:
1:at yde en tidlig pædagogisk indsats med støtte og vejledning til familier med børn,
2:at man undersøger forældreevnen hos forældre med sociale problemer, herunder forældrenes omsorgsevne,
3:at man yder social træning, således at forældreevnen styrkes, med henblik på at der opnås ændring i familiens hverdag,
4:at man støtter familierne til at tage et ansvar, således at de bliver handlekraftige nok til at sikre hele familiens udvikling, og derved få overskud til at håndtere en normal familiesituation udenfor institutionen.
Jeg skal ikke gentage, hvad vi allerede har igangsat, men skal afslutningsvis udtale, at det er Landsstyrets opfattelse, at efteruddannelse af socialrådgivere i kommunerne, vil kunne efterkomme landstingsmedlem Loritha Henriksens forslag.
Derfor er det vigtigt, og vil være mere realiserbart, at styrke det eksisterende tilbud herunder efteruddannelse af kommunalt ansatte.
I bestræbelserne på en forbedret servicering overfor borgerne på området, vil Landsstyret overveje initiativer, der skal tages i forbindelse med overvejelsen om brug af psykologer på regionalkontorerne.
Så går vi over til partiers og Kandidatforbundets ordførere, først er det Ruth Heilmann, Siumut.
Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.
Vi kan i Siumut godt forstå landstingsmedlems Loritha Henriksens forslag til forespørgselsdebat.
I Siumut erindrer vi, at det for såvidt angår antallet af børn anbragt udenfor Hjemmet, at vi ved hvor stort omfanget er igennem Socialreformkommissionens arbejde, hvoraf det fremgår ved undersøgelser af antallet af sådanne anbringelser, at der desværre er et forholdsvis stort antal børn og unge, der anbringes uden for hjemmet.
Derfor har Kommissionen allerede opfordret til, at for at undgå flere af sådanne anbringelser eller sagt tydeligere, at formindske antallet er det nødvendigt med tiltag for at reducere anbringelserne. Vi ved konsekvenserne for familierne med vedvarende misbrug af alkohol og euroforiserende stoffer er at barnet bliver utrygt og kommer i problemer, foretager unormale handlinger og bliver ukontrollabelt, og reagerer dårligt i børnehaven, skolen og i det nære miljø, og kan således ikke være hjemme i trygge omgivelser, hvor det bl.a. mistænkes og opdager at børn med store opvækst problemer oftest er seksuelt misbrugte børn.
Kommissionen har opfordret til en nærmere undersøgelse af vilkårene, for de såkaldte omsorgssvigtede børn, og at man ved omfattende forebyggelse tager initiativ til følgende, nemlig;
1:at der i alle kommuner etableres forebyggelseskonsulenter,
2:at rådgivningen til forældre og kommende forældre intensiveres,
3:at man forstærker støtten til de, som bliver mødre og fædre i en meget ung alder, bl.a. i samarbejde med Sorlaq,
4: at der tages initiativ til øget vejledning og støtte til enlige forsøgere,
5:at man forstærker indsatsen til kommunal råd og vejledning til familier
At man er dels er gået i gang med sådanne omfattende reformer primært igennem kommunal i sats og forebyggelsesarbejdet er blevet mere mærkbart af reetableringen af Paarisa.
Etableringen af en familiehøjskole med kursusvirksomhed i opdragelse af forældre. Qaqiffik er blevet etableret i Illulissat og Nuuk, og bliver godt benyttet, ligesom der er større og udbygge muligheder for tiltag efter ophold i Qaqiffik.
Vi har fra Siumut tidligere opfordret til de nødvendige efteruddannelser for de ansatte til de forøgede opgaver. Kommissionen har allerede fremkommet med opfordringer, og hvis vi snarest skal få de hårdt manglede sociale medarbejdere, så må der etableres ekstraordinære uddannelser og kurser, hvor også uddannelser af familievejledere må etableres. Ligesom vi også flere gange har opfordret til løsning af pædagogernes nuværende lån og ansættelsesvilkår, for de omfattende problemer bliver forsøgt varetaget af meget få, hvorfor en løsning på dette område også er meget påtrængende.
Pædagogisk arbejde er et meget anstrengende arbejde, derfor må der tilvejebringes tiltag, således at stillingen kan blive mere attraktivt. Her drejer det sig mere om familiebehandling til børn, der er anbragt udenfor hjemmet med det formål, at de anbragte børn, så hurtigt som muligt kan komme tilbage til trygge omgivelser hos sine forældre.
Der bliver foretaget sådanne opgaver når et barn bliver anbragt udenfor hjemmet, hvor dette arbejde bliver udført af kommunens social rådgivere. Selvom det ikke lykkes hver gang, er vi bekendt med at det lykkedes nogle gange. Og vi er i Siumut fortrøstningsfulde over, at der i de seneste år er en mærkbart større overvågenhed på området, fordi der i de fleste kommuner nu er blevet ansat familierådgivere.
Men vi er i Siumut bekendt med, at hvis vores initiativer skal lykkes på alle områder, så bliver de begrænsede økonomiske midler en hindring, hvorfor det fra Siumuts side anses for nødvendigt med afsættelse af midler til en veltilrettelagt ordning, hvorfor vi anser dette for strengt nødvendigt og opfordre Landsstyret til at fremkomme med tiltag.
Det er meget besværligt for en familie, at komme ud af sådanne problemer, for nogle gange foretager man en behandling, hvor såret allerede er blevet svært at behandle. Derfor ser vi det fra Siumut som meget essentielt, at man giver omfattende støtte til føromtalte igangsatte projekter, bl.a. for at forebygge problemerne, så må vi tage de igangsatte initiativer alvorligt.
Selvom vi godt ved, at der bl.a. er taget kommunale initiativer til behandling af forældre og familier til børn, der er anbragt udenfor hjemmet, skal vi opfordre Landsstyret til, at de tager tilløb til yderligere tiltag, ligesom vi havde det med i vores opfordringer til målsætningerne til Landsstyrets åbningstale samt i forbindelse med 1. behandlingen af finanslovsforslaget.
Således er Siumut med sædvane interesseret i det kommende arbejde.
Så er det Godmand Rasmussen, Atassut.
Godmand Rasmussen, ordfører, Atassut.
Atassut skal fremkomme med følgende bemærkninger efter en grundigt gennemgang af landstingsmedlem Loritha Henriksens forespørgselsdebat forslag om, hvorledes forældrene til børn anbragt udenfor hjemmet, fremover kan modtage behandling, medens børnene er anbragt udenfor hjemmet.
Det er ikke første gang, at man drøfter sagen her i salen, men forslagsstillerens udtalelser om, at børn der bliver anbragt udenfor hjemmet ikke bliver færre - er fuldstændigt korrekt, og dette er selvfølgelig meget beklageligt.
Hvis vi skal udtale os i henhold til kommunernes erfaringer på området, så er det nok desværre ikke meget ved siden af, hvis vi siger, at de foroven omtalte problem er mest almindeligt blandt dårligtstillede forældre. Forslagsstilleren udtaler blandt andet, at det ikke er ualmindeligt, at børn der har været anbragt uden for hjemmet bliver fjernet igen fra hjemmet, selvom de vender hjem efter et ophold udenfor hjemmet. Vi kan allesammen sikkert gætte os frem til, hvor stort et pres både fysisk og psykisk et barn der bliver anbragt udenfor hjemmet må gennemleve.
Man sætter desværre alt for stor lid til det offentlige i dag, hvorfor ligegyldigheden overfor børn synes at være blevet ganske naturligt, som selvfølgelig ikke kan accepteres. Det virker som os, at vi forældre endnu ikke har fattet, at vi har ansvaret for eget barn.
Vi skal fjerne os fra den kedelige kendsgerning, nemlig at man overlader ansvaret fra os selv, og sætter lid til andre. Atassut har altid haft den holdning, at vi forældre selv må forstå, hvor vigtigt det er, at man giver barnet den kærlighed, som barnet har behov for. Det virker som om vi glemmer at ansvaret for barnet er forældrenes ansvar som skal underbygges med kærlighed.
Vi har fået etableret forskellige behandlingssteder i Grønland som heldigvis har været til stor gavn for nogle. Det virker dog ikke tiltrækkende, at børn bliver anbragt udenfor deres egen familie, for vi mennesker har forskellige former for opdragelse. Derfor mener vi i Atassut, at man ikke kan gå uden om en fælles behandling af familier der trænger til behandling.
Det vi som allerede nævnt foroven være det allerbedste, hvis vi selv forsøger at rette op på vores egne problemer uden af blande andre ind. Vi er ikke blinde for, at hjemmebesøgsordninger fra de kommunale ansatte indenfor den kommunale socialforvaltning har givet positive resultater. Desværre er der altid problemer omkring personalemangel, fordi aflønningerne hører blandt årsagerne til disse problemer.
Og det er heller ikke et fremmed syn, at disse ansatte tit bliver brugt som almindelig administrativt personale. Dette tiltrods for, at hvis man kunne varetage mere håndgribelig om samtlige arbejdsopgaver, så kunne det omtalte problem sikkert have været mindre.
Atassut tror på, at det centrale i problemet har udgangspunkt i Hjemmet, hvad vi allerede har omtalt for oven. Man kommer ofte ud for problemet blandt den svagere del af samfundet, og når et barn får problemer, så bliver problemet desværre i de fleste tilfælde bragt frem i skolen, selvom vi ved, at lærerne har hårdt brug for, at bruge kræfterne til noget helt andet.
Vi ved at anbringelse af børn uden for hjemmet ikke er den bedste løsning, ligesom denne løsning er meget dyr for kommunerne.
Vi omtalte foroven, hvor svært det er at vurdere, hvilken overlast barnet lider ret udviklingsmæssigt både fysisk og psykisk ved anbringelse udenfor hjemmet. Og det er svært at udtale sig om den fysiske og psykiske overlast når barnet bliver anbragt væk fra sine kære søskende og forældre. Og det vil ikke kun være hårdt for barnet, men vil også resultere i andre hårde og svære problemer efterfølgende.
Atassut betragter følgende løsningsmulighed som den mest fornuftige, bedste og smukkeste ordning, at hvis et barn får problemer, og hvis den ene forældre har arbejde, at den anden forældre får vederlag ved et tæt samarbejde med socialvæsenet indtil barnet er gået i et positiv retning.
Atassut har følgende klare politiske målsætninger, at barnet under sin opvækst altid er hos mindst en af forældrene, når der er mulighed for det. Vi lever i dag midt i en tid, hvor begge forældre er tvunget til at arbejde ude, fordi livsvilkårene tvinger dem til det, og på den måde får nogle børn utrygge vilkår at vokse op i.
Også desværre i Grønland har vi den store bingolidenskab som er blevet indført, at barnet er overladt til sig selv, og kan ikke undgå at være medvirkende til, at vi alle må erkende at den store bingolidenskab er en medvirkende årsag til, at nogle børn bliver overladt til sig selv.
Et barn der har leget ude hele dagen har mest brug for at være hjemme om aftenen. Hvor mange mon af vores børn har desværre ikke oplevet dette ?
Hvis vi skal give børnene det mest indholdsrige opvækst, så må vi nødvendigvis kræve e hel masse af os selv, og vi må også give mere klar og tydelig kærlighed til vores børn. Selvfølgelig er der også mange forældre der passer godt på deres børn, og det skal vi kun være glade for. Der må gerne være mange flere af den slags forældre.
Med disse bemærkninger er vi således fremkommet med vores synspunkter til debatforslaget.
Og vi går videre med ordførerne, den næste er Maliinannguaq Markussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit.
Maliinannguaq Markussen Mølgaard, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Beklageligvis bliver børn anbragt udenfor hjemmet i dagens Grønland, som uheldigvis har konsekvenser for børn af forskellig art.
Inuit Ataqatigiit er helt forstående overfor Loritha Henriksen forespørgselsforslag, men vi skal ikke undlade at nævne, at kommuner uden af skille barn og forældre ad har mulighed for behandling, og flere kommuner har foretaget behandling med et godt resultat.
Inuit Ataqatigiit mener, at spørgsmålet er, hvor meget de enkelte kommuner har evnen til at hjælpe deres borgere i kommunen, og om de har en klar politisk målsætning på familieområdet. Vi mener som det mest nærliggende at prioritere en behandling uden at hjembyen forlades.
Vi er velvidende om, at når børn der er blevet anbragt udenfor hjemmet og familien ikke er blevet behandlet, så kommer de samme problemer når anbringelsen er ophørt, og når barnet kommer hjem, og derfor mener vi, at man bør behandle i hjemmene, hvor hele familien er med, dette bør være vejen til, at familien kan leve i fred for fremtiden.
Hvis man skal opnå dette, så bør der være en god tilrettelagt behandling, og man kan ikke komme uden om, at socialmedarbejderne får mulighed for at komme på kurser. Og denne famiebehandling/familierådgivning kan styrkes igennem efteruddannelse, hvor kommunerne i regionerne samarbejde i koordination med Socialdirektoratet. Og i den forbindelse skal Direktoratet for Sociale Anliggender i samarbejde med KANUKOKA udforme en efteruddannelse, denne hilses velkommen af Inuit Ataqatigiit.
Der er igangsat efteruddannelse af 20 pædagoger på nuværende tidspunkt til at takle børnenes svære problemer som blandt andet udspringer af, at børnene og de unge har været udsatte for seksuelle overgreb, og denne ordning er vi glade for fra Inuit Ataqatigiits side.
Og i bestræbelserne på en bedre servicering overfor de berørte familier, anser vi det som vigtigt, at kurserne udføres. Men der er udgifter forbundet med denne ordning, derfor ser vi fra Inuit Ataqatigiits side, at der bevilges penge til afholdelse af kurserne.
Ud over dette. at når man bliver nødt til at anbringe uden for byerne, så er spørgsmålet om kommunerne kan magte dette økonomisk. på grundlag af disse forhold vil vi fra Inuit Ataqatigiits side opfordre til, at man bruger bloktilskuddene til kommunerne på området, således at mindrebemidlede kommuner kan have råd til mulighed.
Tilsidst vil vi sige, at vi er glade for, og tilslutter os til, at ansætte yderligere 2 psykologer, som kan rådgive på området. Tak.
Og den næste er Mogens Kleist på vegne af Kandidatforbundet.
Mogens Kleist, ordfører, Kandidatforbundet.
Vedrørende forespørgselsdebat om hvorledes forældre til børn anbragt udenfor hjemmet, fremover kan modtage behandling medens børnene er anbragt udenfor hjemmet, som er stillet af Loritha Henriksen, der har Kandidatforbundet følgende bemærkninger.
Loritha Henriksen fremlæggelse og Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggenders besvarelse og ud fra dem, så ser det ud til, at vi stadigvæk har mangler på familiebehandling, før børnene bliver sendt hjem igen.
I de seneste år har flere kommune i stor udstrækning kommet med meldinger om til Hjemmestyret om, at de ikke har råd til at anbringe børn uden for hjemmet, og dermed også har bedt om, at få hjælp fra Hjemmestyret.
Vi ved, at i disse dage, så er det meget dyrt, at anbringe børnene uden for Hjemmet. Vi kan bare sige, at hvad koster det at anbringe et barn uden for hjemmet pr. måned. Selvom det ikke er de samme kommuner, så bliver kommunerne nødt til at anbringe børn i længere eller korte tid, og sådanne anbringelser, kan have stor indflydelse på både børn og unge.
Vi ved jo godt, at såfremt et barn eller et ungt skal anbringes udenfor hjemmet, så har kommunernes sociale afdelinger store arbejdsopgaver at udføre. Og nogle af årsagerne til anbringelserne kan være stort spiritusmisbrug blandt forældrene, forældrenes misbrug af euforiserende stoffer, ustyrlige børn, og at der kan være årsag som børnene ikke kan have trygge vilkår der hjemme, eller det kan være fordi barnet er handicappet. Der kan være mange forskellige årsager.
Vi forstår godt forslagsstillerens efterlysning om, at man skal have flere tilbud til hjælp til familie i forbindelse med anbringelser udenfor hjemmet, men vi ved jo, at barnet på et eller andet tidspunkt skal komme tilbage til hjemmet igen.
Men der er en ting, som vi anser for at være vigtigt, såfremt forældrene har problemer enten med spiritus eller euroforiserende stoffer, og børnene skal anbringes udenfor hjemmet, så skal man i større grad arbejde med det centrale i problemet, således at man løser problemet på længere sigt.
Nogle gange er det jo sådan, at såfremt forældrene har problemer med spiritus eller har problemer med euroforiserende stoffer, så skal hjælpen gennem den sociale forvaltning - hjælpes hurtigst muligt. Men kommunernes socialforvaltningers opgaver er så store, at de ikke indgående kan hjælpe de der har problemer.
Som et resultat af, at forældrene har spiritusproblemer, så bør det altid være målet, at barnet på et senere tidspunkt skal vende tilbage til hjemmet. Men nogengange sker det sådan, at når barnet bliver anbragt udenfor hjemmet, så bliver der ikke ydet hjælp i tilstrækkelig grad, og når tiden så er omme, så bliver barnet sendt hjem igen - uden at man har tage om det centrale i problemet. Og det betyder så at problemet er blevet løst på kortere sigt, men ikke på længere sigt.
Der er mange kommuner der har økonomiske problemer og dermed ikke har råd til at sende familier eller andre til behandling. f.eks. kan vi lige sige, at behandlinger i Qaqiffik betyder store udgifter for nogle af kommunerne, og på den anden side, så skal vi også huske på, at det er meget dyrt, at rejse fra nogle bestemte kommuner.
Vi anser Landsstyremedlemmets besvarelse m.h.t. efteruddannelse, det anser vi for at være positivt, fordi man på den måde, også kan afhjælpe problemerne i stor udstrækning. Men fra Kandidatforbundets side skal vi sige, at vi er kede af, at man ikke bruger Atslu i større udstrækning end nu, hvorfor vi gerne vil opfordre til, at man opretter noget der ligner Atslu.
Vi kan forestille os, at man lægger kommunerne, såfremt man etablerer noget, hvor man kan behandle familierne som en helhed, hvorfor vi overfor Landsstyret gerne vil opfordre til, at man finder en løsning på det.
Og vi støtter forslagsstillerens forslag fuldt ud og håber, at man kan finde en løsninger herfor.
Lars Karl Jensen, 4. næstformand for Landstinget.
Og jeg skal lige minde om, at når tolkene nogle gange kan have svært ved at følge med, når nogle taler for hurtigt.
Og den næste der får ordet er Otto Steenholdt, løsgænger.
Otto Steenholdt, løsgænger.
I henhold til Landsstyremedlemmets besvarelse, så er forslagsstillerens målsætninger bliver efterfulgt. Formålet som Landsstyremedlemmet nævnte i sin besvarelse, nemlig den med de 4 punkter, den er jeg meget glad for, idet det er helt på sin plads. Ligesom efteruddannelse af medarbejderne, der forstår jeg, at de er kørt i henhold til planerne, og hvor det også bliver nævnt, at man er ved at efteruddanne 20 medarbejdere. At man skal ansætte 2 psykologer er også helt på sin plads, og de kan heller ikke undværes.
Der er nogle lyspunkter ved, at kommuner er i interesseret i selve arbejdsopgaverne, og det gælder ikke kun for enkelte kommuner, men man bør have interesse for det fra samtlige kommuners side.
Tilsidst må vi sige, at det er nødvendigt, at man har et indgående samarbejde med psykologerne ved alle tilfældene, og på denne måde udtrykker jeg min tilslutning til forslaget.
Og så er det forslagsstilleren Loritha Henriksen.
Loritha Henriksen, forslagsstiller, Kandidatforbundet.
Tak. Først så vil jeg gerne sige tak til Landsstyremedlemmets besvarelse og samtlige partiers besvarelse, og jeg kan mærke, at I har behandlet punktet indgående, og at I har interesse for det.
Jeg ved også godt, at der er nogle kommuner der har store opgaver indenfor det, men nogle gange så er kommunernes arbejdsopgaver så store, at man nogen gange glemme familierne, og det er så derfor at det er grundlaget for mit forslag. Men jeg er glad for, at i samstemmende allesammen siger, at det er noget vi bør gå igang med og jeg er glad for, at I allesammen melder, at det er en opgave vi allesammen skal være fælles om at løfte.
Og mange deltagere under Børneseminaret i Sisimiut var det netop det, der blev efterlyst fra manges side, nemlig det at man arbejder med familierne før et barn bliver sendt hjem, og der blev så også igennem en plakatudstilling, hvor det så kom fra, at børnene mener at det er på tide, at man sætter grænser for at det går ud over børnene, og det er på tide, at man tager fat på hele familierne som helhed, og derfor er jeg glad for, at I kommer med så klare meldinger. Tak.
Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Jørgen Wæver Johansen.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Jeg vil gerne sige tak for de bemærkninger der er faldet. Fra Siumuts side blev det nævnt, at man skal støtte m.h.p. det der blev nævnt under forrige punkt, det er jeg fuldstændigt enig i, og skal endnu engang understrege det.
Og Inuit Ataqatigiits ordfører, Maliinannguaq Markussen Mølgaards melding om, som jeg også er helt enig i, at der gør det ikke noget, at det bliver sagt endnu engang, hvor i de siger, at det største spørgsmål er, hvor meget de enkelte kommuner har evnen til at hjælpe deres borgere i kommunen, og om de har en klar politisk målsætning på området. Det må være det, der må være grundlaget.
Og Atassut siger jo også mange rigtige ting, men kommer med et forslag, som ligesom er en kovending på området, hvor man foreslår, at når et barn har problemer og den ene forældre har arbejde, så skal forældrene betale for det. Det er ikke barnet, der er problemet i sig selv, det er forældrene som opdragere, der som regel er problemet. Og forældre der overlader deres børn til sig selv, det er jo en dårlig løsning på området.
Og fra Kandidatforbundets side siger man, at man har bemærket, at familier med problemer, der er det meget begrænset, hvad man kan gøre for børnene. det er netop derfor, vi har ville etablere denne særlige uddannelse i samarbejde med kommunerne, KANUKOKA og KIIIP.
Og hvis jeg skal forklare vores formål lidt dybere, så har KANUKOKA, vores Direktorat og KIIP i fuldstændighed enighed med hinanden foreslået og tilrettelagt en modulopbygget kursusrække af en varighed på 2-3 år, hvor der er plads til 20.
Denne uddannelsesrække og grundlaget for det er behovet her i Grønland, og dette initiativ henvender sig til allerede eksisterende personale, som har en socialpædagogisk uddannelse, og som allerede har erfaringer med kommunalt arbejde indenfor faget. Og det er så igennem denne speicaluddannelse, at man løfter den eksisterende personalegruppes kvalifikationer, således at de kan varetage arbejdet for familierne.
Efter at have sagt det, så mener jeg, at denne debat som har pågået på den helt rigtige måde, og hvor de fleste meldinger, der er kommet fra partierne er meget positive.
Og der er 3 sidste, der har bedt om at få ordet. Først er det Atassuts ordfører, Godmand Rasmussen, derefter Ruth Heilmann, og sidst udenom partiernes ordførere Asii Chemnitz Narup.
Godmand Rasmussen, ordfører, Atassut.
Indledningsvis vil jeg overfor Landsstyremedlemmet udtale og gøre opmærksom på, at jeg faktisk også har arbejdet som socialudvalgsformand, og jeg har stor erfaringer med det punkt, som vi drøfter nu, nemlig børn der er anbragt udenfor hjemmet.
Du nævnte, at det jo ikke er barnet der i selv, der skaber problemerne men forældrene. Der er mange børn, der i en meget tidlig alder ryger ind på ufarbar vej, og det er sådanne nogle børn, der skaber problemer for forældrene. De kommer ikke hjem om aftenen, kommer ind i misbrug allerede i ung alder, og vi kan allerede nu se i Nuuk og Sisimiut, at der er blevet etableret en Natteravnsordning, og det viser jo, at der er et problem med børn, der ikke bliver passet. Hvis vi ikke have problemer, så havde vi jo ikke fået etableret en sådan ordning med natteravne.
Jeg vil gerne sige, at for såvidt angår anbringelse af barn udenfor hjemmet, at det er en meget dyr ordning for kommunerne, det skal der ikke herske tvivl om. ikke mindst for Sisimiut, en anbringelse i Gertruds Rask er meget meget dyr på årsbasis, og derfor er det ikke mærkeligt, at vi fra Atassuts side finder det væsentligt, at man uden alt for meget at ty f.eks. til det offentlige baner vej for, at problemerne allerede kan løses i de enkelte hjem.
Hvis en familie lever på baggrund af en SIK-løn, og hvis vi drager omsorg for, at disse forældre kan passe deres børn i hjemmet, så vil de fremtidige udgifter for samfundet være langt mindre.
Anbringelse i et uvant miljø, det finder vi heller ikke passende fra Atassuts side. Den bedste løsning på problemet er, at hvis vi kan yde en hurtig hjælp, således at problemerne kan løses internt i hjemmet, uden af man anbringer børnene uden for hjemmet.
Vi har f.eks. i Sisimiut, der har vi et stort opsøgende arbejde, hvor vores socialarbejdere besøgte familierne op til flere gange om ugen, og vi har derigennem kunne løse de fleste problemer på den måde.
Vi mener, at anbringelse udenfor hjemmet må være en sidste mulighed, fordi det er meget vigtigt for et barn, at man har de omgivelser man er vant til, også selvom der er problemer i hjemmet, og at vi på den basis søger at løse problemerne internt.
Det der er et faktum er, at alle vi politikere, vi efterlyser at børnene har en lykkelig og tryg tilværelse, og det har vi allerede hørt fra Socialreformkommissionens arbejde, men de mener i forbindelse med dette, at vi ikke kan give barnet den nødvendige lykke, hvis vi ikke har forudsætninger for det.
Vi må erkende, at det i de fleste tilfælde er sådan, at når en enlig forsøger, f.eks.. skal forsørge flere børn, så har disse familier det ikke godt, og jeg mener, at det er disse familier, der lettest kommer ud for problemer.
For såvidt angår de problemer der har været omkring Atammik, så viser det sig også, at børnene har fået penge, og det viser så også, at folk der har det svagt økonomisk har lettere ved at komme ind i problemerne.
Vi skal ikke blot give børnene videre til f.eks. til læren. De skal bruges deres kræfter på noget andet, det vi må satse på er, at problemerne først prøves løst internt i hjemmene, det behøver vi ikke diskutere frem og tilbage, det er det bedste for barnet og forældrene.
Uanset hvordan man har behandlet sine børn, så er det heller ikke nemt, at bliver frataget sine børn. Problemet nå løses i hjemmene.
Lars Karl Jensen, 4. næstformand for Landstinget.
Inden vi går over til næste taler, så skal jeg erindre om, at man ikke kan tage beslutninger under en forespørgselsdebat , og det centrale i punktet er at man drøfter, hvordan man behandler familier mens deres børn er anbragt udenfor hjemmet. Det er sagens kerne.
Næste taler er Ruth Heilmann.
Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.
Jeg har en lille tilføjelse. Det er rigtigt, at når der er problemer i familien, så kommer disse ud over børnene, jeg vil også dertil sige, at de er mange forældre, som ikke har problemer med deres børn, men hvor børnene kommer ud for problemer, blandt andet som følge af påvirkninger af eksterne miljøer, og i deres kontakt med andre børn, og problemerne kan også opstå derigennem, så vores omgivne miljø har også en stor indfyldelse på om børn og familier problemer.
Vi drøftede i dag alkoholproblemet, men der er også et stort alkoholforbrug blandt ungdommen, også selvom forældrene måske ikke drikker.
Vedrørende Inuit Ataqatigiits sidste bemærkninger, så var det helt rigtigt, at vi også må kikke på om kommunerne kan magte opgaven økonomisk. Det er svært at være politikere, når man nogen gange ikke kan finde de nødvendige midler til de nødvendige initiativer, hvor vi her også kan fremdrage Ittoqqortoormiit som eksempel, hvorfor jeg støtter, at selvom kommuner måske har en meget god politik på området, at så mangler de økonomiske midler der skal til, for at opfylde målsætningerne. Og disse skal løses, det er jeg helt enig i.
Udenfor partiordførerne er det Asii Chemnitz Narup.
Asii Chemnitz Narup, Inuit
Ataqatigiit.
Tak. jeg har et lille spørgsmål til Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender. Det som Ruth Heilmann har stillet som et forslag, og det som Loritha Henriksens forslag, der siger vi, at vi skal udvikle os indenfor det område, og vejen til det er efteruddannelse og efteruddannelse.
Og da vi drøftede punkt 31, så var vi også inde på seksuelt misbrugte børn, og at vi skal efteruddanne behandlere, ligesom vi også skal efteruddanne familierådgivere. Så vil vi gerne spørge dig, at disse to store arbejdsopgaver, bliver vi så nødt til, at prioritere indenfor disse to store områder eller er du i færd med at tage nogle initiativer, således at de i største muligt omfang udvikles sideløbende med hinanden ?
Og så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Jørgen Wæver Johansen med de sidste bemærkninger, værsgo.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Tak. Jeg vil gerne tage den sidste forespørger. Det jeg gerne vil fremlægger her er, at det såvidt muligt skal udvikles sideløbende med hinanden. Her er det så et spørgsmål om, hvordan Landstinget prioriterer deres økonomi, men vores mål er, at de skal sidestilles med hinanden.
Til Godmand Rasmussen vil jeg nævne, at det er glædeligt, at du har nogle erfaringer. Såfremt du har så mange erfaringer, så må du også vide, at vi nogle gange bliver nødt til at anbringe børn udenfor hjemmet, netop for at beskytte dem.
Og såfremt du har så mange erfaringer, så må du også vide, at når man bliver forbigået fra børnene, så betyder det så, at man kommer ind i nogle ting man ikke bør komme ind på, og at man så også ikke kommer hjem til langt ud på natten, og så fordi du har så mange erfaringer, så burde du vide, at man ikke skal nævne enkeltpersoner heroppe fra talerstolen.
Og så er det Daniel udenom Atassuts ordfører, Daniel Skifte.
Daniel Skifte, Atassut.
Det bliver ganske kort. Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, der kan jeg ikke acceptere og forbavses over, at han snakker nedladende overfor vores ordfører, og også kommer med nogle bemærkninger.
Og brugte 2 afsnit på med barnet i den centrale rolle, og hvor han også kommer ind på, at såfremt den end forældre har arbejde og det andet får vederlag, det var jo det han var inde på, og derfor undrer jeg mig over, at der er så stor misforståelse, fordi vores ordfører kommer ind på en person uden at nævne en person, det skal ikke nævnes, det var et Landsstyremedlem der blev nævnt, og ikke en personforfølgelse.
Lars Karl Jensen, 4. næstformand for Landstinget.
Inden man komme ind på det, så skal jeg som ordfører lige nævne, at der blev nævnt en geolog, og såfremt der ikke er flere talere, så skal vi gøre punktet færdigt, men Godmand Rasmussen kan få lov til at få ordet for en sidste bemærkning, og det skal være ganske kort, da det er 3. gang.
Godmand Rasmussen, ordfører, Atassut.
Vedrørende de faldne bemærkninger om undertegnede, så har jeg svært ved at besvare det, det er ikke ualmindeligt, at vi fremdrager eksempler fra talerstolen. Men det jeg er glad for, at have udtalt, at det er meget vigtigt at man kommer ud til familierne og løser problemerne der. Men du må komme hjem og læse lektien.
Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender for en afsluttende bemærkning, og jeg skal som ordstyrer meddele, at vi ikke holder et lukket møde.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Jeg har ikke yderligere kommentarer til Godmand, men jeg må atter engang understrege, at barnet i sig selv ikke er et problem, men at omsorgssvigt kan skabe problemer, således at barnet bliver et problem.
Hans Enoksen har også bedt om ordet udenfor ordførerrækken, Hans Enoksen, Siumut
Hans Enoksen, Siumut.
Jeg er grundlæggende ikke enig i Jørgen Wæver Johansens udtalelser, fordi der er mange velfungerende familier uden problemer. Men på trods af det, så kan børnene få problemer ud fra deres omgivelser og det miljø de levet i, f.eks. skoler m.m. Derfor mener jeg, at man ikke kun skal give forældrene skylden.
Vi har flere beviser der underbygger dette, om hvordan miljøet kan påvirke børnene - uanset om man har et velfungerende familieliv, det er bar det jeg gerne vil understrege.
Lars Karl Jensen, 4. næstformand for Landstinget.
Der er ikke flere der har bedt om ordet, således er vi færdige med at drøfte nærværende punkt.