|
Dagsordenspunkt 46-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
10. mødedag, onsdag den 4. oktober 2000, kl. 13.10
Asii Chemnitz Narup, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Jeg har fremsat forslag om ændring af Landstingsforordning nr. 9 af 30. oktober 1992 vedrørende hjælp til børn og unge, således at al hjælp, der kan ydes med hjemmel i forordningen hviler på et behovsprincip i stedet for det nuværende såkaldte "mindsteindgrebsprincip".
De sidste års børnepolitiske debatter, også i Landstinget, har bidraget til en større erkendelse af, at der på alle niveauer i samfundet, bør gøres en meget større, mere aktiv, koordineret og målrettet indsats for at varetage børns rettigheder og forbedre børnefamiliernes livsvilkår i Grønland.
En af de meget vigtige pointer/elementer i debatten har været en indrømmelse af, at der generelt set sættes alt for sent ind i forhold til at yde hjælp til børn og unge, der har behov for særlig støtte. Forstået på den måde, at barnet og den unge ofte har været udsat for alvorlige og gentagne omsorgssvigt gennem længere tid, inden der gribes aktivt ind for at yde barnet/den unge den fornødne hjælp og behandling.
Der kan være flere grunde til den sene indgriben. Uanset hvad grundene måtte være, er man vidende om, at jo længere tid et barn og en ung person udsættes for svigt uden at nogle griber ind, jo alvorligere er skaderne for barnet og jo flere ressourcer skal barnet, familien og samfundet bruge for at rette op på de skadelige følgevirkninger, barnet er blevet påført.
Omvendt ved man også, at en tidlig indsats giver de bedste resultater og har tilmed et forebyggende aspekt.
Jeg mener, at vi som lovgivere har pligt til at fremme den tidlige indsats og minimere de barrierer, som forhindrer den tidligere indsats. De barrierer, der overhovedet er muligt at bryde skal brydes. Nogle af barriererne findes i lovgivningen. Landstingsforordningen om hjælp til børn og unge hviler nemlig på et "mindsteindgrebsprincip". Det fremgår af hele ånden i forordningen samt af kapitlerne 3 og 5. Spørgsmålet er, om ikke dette princip i praksis kommer til at modarbejde intentionerne om en tidlig indsats?
De hjælpeforanstaltninger, der kan ydes i henhold til forordningen bør bevilges ud fra en vurdering af problemernes art og omfang og derudaf hvilke hjælpeforanstaltninger, der er mest relevante at tilbyde.
Jeg beder derfor om Landstingets tilslutning til at man anmoder Landsstyret om at indarbejde et nyt bærende princip for den hjælp, der fremover ydes i henhold til Landsstingsforordningen om hjælp til børn og unge, nemlig et "behovsprincip". Dette indebærer, at det alene er barnets/den unges behov, der skal danne grundlag for beslutningen om arten af den hjælp, der skal ydes. Hvis det efter en grundig vurdering viser sig, at den eneste relevante hjælp er at anbringe barnet uden for familien, så skal der være hjemmel hertil i forordningen, også som den første indsats.
Med disse bemærkninger overlader jeg hermed beslutningsforslaget til Landstingets velvillige behandling. Tak.
Jørgen Wæver-Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Landstingsmedlem Asii C.Narup har fremsat forslag om at der udarbejdes et ændringsforslag til Landstingsforordning nr. 9 af 30. oktober 1992 vedrørende hjælp til børn og unge, således at al hjælp, der kan ydes med hjemmel i forordningen hviler på et behovsprincip i stedet for det nuværende såkaldte "mindsteindgrebsprincip".
Forslaget er af Landstingets Formandskabet henvist til behandling som beslutningsforslag. Landstingsmedlemmet begrunder forslaget med at der generelt set sættes alt for sent ind i forhold til at yde hjælp til børn og unge, der har behov for særlig støtte, således at barnet eller den unge ofte har været udsat for alvorlige og gentagne omsorgssvigt gennem længere tid inden der gribes aktivt ind for at yde barnet eller den unge den fornødne hjælp og behandling.
Forslagsstilleren påpeger, at en af årsagerne til at der sker denne sene indgriben er de barrierer for en tidligere indsats, der er i landstingsforordning om hjælp til børn og unge, der hviler på et "mindsteindgrebsprincip".
Landsstyret er enig i, at det er vigtigt, at der så tidligt som overhovedet muligt sættes ind med den rigtige hjælpeforanstaltning til et barn eller en ung, der har særligt behov derfor.
I den konkrete situation kan det f.eks. være at fjerne barnet fra hjemmet.
I den gældende forordning fra 1992 er det præciseret at en anbringelse udenfor hjemmet først bør overvejes, når alle andre mulige foranstaltninger har været afprøvet.
Forordningen er som nævnt fra 1992. Den dagældende forordning fra 1982 blev ændret for at indarbejde FN-Konventionen af 20. november 1989 om barnets rettigheder.
Konventionens udgangspunkt er, at familien er den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel, og at børn med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed, bør vokse op i en familiemiljø i en atmosphære af glæde, kærlighed og forståelse.
Konventionen anerkender videre, at der i alle lande i verden er børn, der lever i særligt vanskelige forhold og at sådanne børn kræver særlig hensyntagen.
Når vi taler om børn, der skal anbringes udenfor hjemmet, taler vi netop på denne type børn, der har krav på særlig hensyntagen.
Uanset hvor ønskeligt det er at familien er sammen i en enhed kan det være nødvendigt under hensyntagen til barnets tarv for en kortere eller længere periode at adskille barnet fra familien.
Mens barnet er anbragt udenfor familien skal der ikke kun tages vare på barnet, men også på familien, der bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldtud kan påtage sig sine forpligtelser i forhold til barnet og i samfundet.
Ved tilslutningen til og senere indarbejdelse af Konventionen har det ikke været hensigten, at børns og unges tarv skulle nedprioriteret for at holde familien sammen for enhver pris.
Socialreformkommissionen drøftede under sit arbejde "mindsteindgrebsprincippet" og anbefalede i sin betænkning, at princippet nøje bør overvejes og diskuteres, idet der kan være en tendens til at vælge den løsning, som betyder at det "mindsteindgreb" i familien, og dermed et indgreb, som tager mere hensyn til forældrenes behov end til barnets tarv.
Da enkelte formuleringer i den nugældende forordning har den meget uheldige konsekvens, at forordningens og Konventionens hensigt ikke opfyldes, tilslutter Landsstyret sig forslaget om, at forordningen skal ændres på disse punkter.
Det har vist sig, at enkelte kommuner undlader at fjerne omsorgssvigtede børn fra hjemmet med den begrundelse, at kommunen ikke har råd til en anbringelse udenfor hjemmet.
I forbindelse med en eventuel ændring bør det overvejes om det vil være hensigtsmæssigt at ændre på finansieringen mellem kommunerne, således at udgiften for den enkelte kommune bliver uafhængig af, hvor mange børn fra kommuner, der er anbragt udenfor hjemmet.
Der er i flere sammenhænge i løbet af foråret og ikke mindst på Børn- og Unge-konferencen i Sisimiut været drøftet, at hele lovgivningen på børne- og ungeområdet skulle gennemarbejdes, og der har været enighed i de involvere parter om, at dette arbejde skulle iværksættes snarest muligt.
Alternativet til at fremsætte forslag til ændring af forordningen på efterårssamlingen vil derfor være at lade forslaget indgå i en mere omfattende revision af lovgivningen på området.
Landsstyrets skal her med disse bemærkninger overgive forslaget til landstingets drøftelse. Tak.
Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.
Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup foreslår en skærpelse i landstingsforordningen om børn og unge.
I Siumut anser vi det for vigtigt, at der sættes ind før et hvilket som helst problem bliver forværret. Det er rigtigt at det er nødvendigt, at vi på alle niveauer skal være mere årvågne, således at vi med de erfaringer vi indhøster kan fortsætte med forebyggelse.
Som forslagsstilleren udtaler sig kan man ved en tidlig indsats hurtigere komme problemet til livs og at dette endvidere har et forebyggende aspekt, da dette har et lighedspunkt med de drøftelser vi havde under vores møde om aftenen i går, skal vi ikke gentage vores bemærkninger, men henvise til dem.
Vi skal fra Siumut understrege, at vi på kraftigste skal kræve, at projekterne om råd og vejledning og familiebehandling skal gennemføres.
Vi ønsker at vores opfordring til initiativer på dette området modtages med velvilje fra Landsstyret.
Vi har i forbindelse med drøftelsen af foregående punkt, nævnt en af årsagerne til at børn bliver anbragt udenfor hjemmet.
Vi har i Siumut understreget behovet for undersøgelse og analyse af børns vilkår, hvilket vi anser for meget vigtigt i Siumut, da vigtigheden af løsningen af forældrenes vilkår og ikke mindst familiens vilkår og problemer. Det er vores opfattelse at initiativerne bliver behandlet samlet.
Ingreb med at børn bliver taget fra deres forældre skal betragtes som et meget ømfindigt område, hvorfor vi fra Siumut på det kraftigste vil opfordre Landsstyret til at råd og vejledning til familie bliver taget op, således at der foretages en indsats allerede ved problemets opståen.
Når problemerne er så store må det være muligt som foreslået at foretage et hurtigt indgreb til gavn for barnet og det eneste relevante hjælp kan være at anbringe barnet udenfor hjemmet for det er naturligt for barnets beskyttelse kommer i første række.
Vi har stor forståelse for forslaget for nogle gange har man erfaret, at barnet har store problemer, så kan det godt tage nogen tid før et indgreb foretages.
Først skal man gennemgå flere forsøg før et indgreb bliver taget og det har nogle gange ikke altid været det rette for barnet.
Det må netop være det centrale og netop den, der skal beskyttes for man skal forebygge de mulige konsekvenser for barnet ved en meget sen indgreben.
I sit indlæg om forordningen kom Landstingsmedlem Tommy Marø om omsorgssvigtede børn med forslagspunkt nr. 72 i efteråret 1999, hvorfor vi i Siumut er glade for den forståelse der er for problemets omfang ligesom der er fremsat et lignende forslag til en indgriben.
Blandt andet med disse begrundelser skal vi fra Siumut udtale, at vi er enige om forslaget og meddeler vores støtte dertil.
Jakob Siverthsen, ordfører, Atassut.
Vi har fra Atassut følgende bemærkninger til Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narups forslag.
Atassut vil gerne indledningsvist understrege, at det trods alt er forældrene, der på alt godt og ondt har al ret og har det fulde ansvar til at sørge at børn og unge har de bedste opvækstsvilkår.
Det er kun det offentlige, der har ret til at blande sig i forældrenes ret og ansvar for deres børn og unge.
Det offentlige kan kun blande sig, når børn og unge mister deres forsørgere eller ikke kan passes i henhold til deres tarv, når de har problemer med at blande sig ind i deres omgivelser, i skolen eller i samfundet, når det ikke kan passes i forhold til deres naturlige behov eller ikke bliver opdraget ordentligt samt hvis de lever under umenneskelige vilkår.
Atassut har altid fundet det som noget af det væsentligste, at vore kære børn og unge beskyttes bedst muligt lovgivningsmæssigt og at de har de bedste opvækstsvilkår.
Da man færdigbehandlede landstingsforordning nr. 9 af 30. oktober 1992 om hjælp til børn og unge, deltog Atassut i samarbejdet omkring vurderingen med stor grundighed.
Vi skal hermed gøre opmærksom på, at vi ikke anser den omtalte forordning mangelfuld i sit grundlæggende formål, nemlig hjælp til børn og unge.
Landstingsforordningen af 1992, altså den gældende landstingsforordning, er blevet udfærdiget i nøje overensstemmelse med kravene i FN-Konvention af 20. november 1989.
Dermed er landstignsforordningen om hjælp til børn og unge udfærdiget i fuld overensstemmelse med FN-Konventionen.
Det står bl.a. i forordningens §3 stk. 10 og jeg citerer:
Citat:
Er et barn fyldt 10 år, skal der forinden der træffes afgørelse om hjælpeforanstaltninger efter denne landstingsforordning finde en samtale sted med barnet herom.
For børn under 10 år skal der foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det.
Citat slut.
Ved indførelsen af §10 stk.3 har børn, som ønskes foranstaltet selv fået mulighed
for at kunne være med til at bestemme om de vil have den påtænkte foranstaltning. Dette har været et godt skridt i den rigtige retning.
For at kunne sikre håndhævelsen af landstingsforordning nr. 9 af 30. oktober 1992 og for at sikre den rette brug af forordningen, har man udfærdiget bekendtgørelse nr. 2 af 18. januar 1993 om hjælp til børn og unge.
På den måde har man sikret sig, at kravene i landstingsforordningen bliver fuldt under hjælpeforanstaltningerne.
Denne håndhævelse har haft til følge, at Hjemmestyrets og kommunernes udgifter er steget betydeligt.
Derfor mener Atassut, at såfremt den gældende landstingsforordning nr. 9, nemlig bekendtgørelse nr. 2 af 18. januar 1993, at såfremt disse bliver fuldt nøje, så kan man også opnå den fulde og rette hjælpeforanstaltning uden at skulle tilføje forslagsstillerens forslag til forordningen.
Forslagsstilleren ønsker gennem sit forslag at opnå at en hjælpeforanstaltning kan foretages hurtigere end tilfældet er i dag.
Selvfølgelig foretager man også i dag en hurtig hjælpeforanstaltning, afhængig af hvor stort et behov der er for sådant et indgreb.
Atassut er ikke enig i et hurtigt indgreb bare for at foretage en hurtig hjælpeforanstaltning.
De sociale opgaver skal vurderes grundigt og nøje og skal løses så man sikrer den størst mulige forståelse i familien.
Opgaverne skal også altid løses i tæt samarbejde med alle berørte instanser, såsom politiet, sundhedsvæsenet, skolerne, sociale medarbejderne og ikke mindst med forældrene.
Vi er klar over, at når der har været fejl i sagsbehandlingen - bare fordi man skulle skynde sig, så har dette kun en forsinkende effekt for den rette hjælpeforanstaltning.
Taget samtlige hjælpeforanstaltninger til børn og unge under betragtning under et, kan Atassut udtale, at der er et udtalt stort mangel på veluddannet personale indenfor det sociale område.
Dette er måske en af de væsentligste årsager til at forordninger, bekendtgørelser og cirkulærer i hjælpeforanstaltningerne ikke altid bliver fuldt helt nøje, hvorfor Atassut på det kraftigste må kræve, at de ansatte indenfor det sociale område bliver videreuddannet til stadighed og så vidt som muligt.
Arbejdet i den sociale sektor er så følsomt og har så store berøringsflader med de menneskelige følelser, at rette arbejdsindsats kan være meget afgørende efter Atassuts opfattelse.
Vi ved at hjælpeforanstaltninger for børn især i forbindelse med anbringelse udenfor hjemmet plejer at koste mange penge. Vi forstår derfor godt, at de mindre bemidlede kommuner plejer at være tilbageholdende med disse indgreb.
Vi skal hermed fra Atassut foreslå, at halvdelen af den 100 pct.'s udgift for kommunen i forbindelse med disse anbringelser bliver dækket af Hjemmestyret, og vi kræver at dette mål opnås i samarbejde med KANUKOKA.
Med disse bemærkninger kræver Atassut, at Socialudvalget grundigt vurderer ændringsforslaget til forordningen inden 2.behandlingen finder sted.
Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit.
Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup har fremsat forslag om, at der udarbejdes et ændringsforslag til landstingsforordning nr. 9 af 30. oktober 1992, således at al hjælp, der kan ydes med hjemmel i forordningen hviler på et behovsprincip istedet for den nuværende "mindsteindgrebsprincip".
Den nugældende landstingsforordning nr. 9 blev gjort gældende den 30. oktober 1992 og forordningen blev ændret som følge af at Grønland underskrev FN-Konventionen om Børn og unges rettigheder ved årsskiftet i 1993.
Konventionens udgangspunkt er, at familien er den grundlæggende enhed og naturlige ramme for børnenes vækst og trivsel.
Børn og unge har ret til at kræve, at deres forældre giver dem omsorg og beskyttelse, og hvis forældrene svigter og ikke kan give børnene den nødvendige omsorg, så skal det offentlige træde til.
I de senere år har man debatteret landstingets børnepolitik om børnenes og unges tarv samtidig med at det blev klart ved flere konferencer, at lovgivningen om børns og unges vækst og trivsel bør revurderes samtidig med at støtten til børn og unge skal revurderes, således at den er tilpasset til de faktiske forhold, som vi lever i idag.
Ved flere af Landstingets debatter omkring børn og unges vilkår, har man konstateret, at man træder ind med hjælp for sent, således at man ikke tager hensyn til børnenes rettigheder om beskyttelse.
Bestræbelsen på at beskytte børn og unges rettigheder lader man arbejde mere målrettet og koordineret.
Mens barnet er anbragt udenfor familien, så bør man arbejde målrettet for at rette op på problemerne i hjemmene, således at det offentlige sammen med forældrene hjælper hinanden for at løse familiens problemer, da Inuit Ataqatigiit grundlæggende mener, at hjælp til omsorgssvigtede børn skal ydes efter behov og at man yder den nødvendige hjælp hurtigst muligt.
Med disse bemærkninger tilslutter vi os fuldtud Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narups ændringsforslag til forordningen, der er velbegrundet.
Med disse bemærkninger vil vi gerne opfordre til at Landsstyret fremlægger et ændringsforslag til forårssamlingen, som Landsstyret var inde på i sit svarnotat.
Med disse bemærkninger overgiver vi ændringsforslaget til Socialudvalget inden 2.behandlingen.
Anthon Frederiksen, ordfører, Kandidatforbundet.
Forslagsstilleren Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup er vi fuldstændig enig i, idet hun siger at, man bør tage nogle større initiativer omkring hjælp til familier med børn, og at det bør koordineret på en bedre måde og have en bedre sammenhæng med hinanden.
Når man skal tage sådanne ting alvorligt, så må man selvfølgelig også forbedre forholdene for pædagogerne og uddannelserne, og lønområdet bør man også rette op på fra politisk side, hvilket vi mener fra Kandidatforbundets side.
Vi ved jo også, at når man arbejder indenfor det sociale område, så er der et stort behov for uddannet personale, ikke mindst når man ser på aflønningen af pædagogisk personale, så er der en del uddannet personale, som er gået over til andre faggrene.
Fra Kandidatforbundets side vil vi gerne minde om, at når man gerne vil løse problemerne i samfundet, så må man tage udgangspunkt i selve roden til problemerne.
Derfor er der i denne meget interessante debat og som tager sigte på at løse problemerne, må vi finde selve årsagen til problemerne, hvilket vi kraftigt opfordrer til fra Kandidatforbundets side idet vi også mener, at foreløbige løsninger som nogle gange kan være gode nok. Men på længere sigt så må man tage udgangspunkt i selve roden til problemerne, såfremt man gerne vil løse problemerne fra roden af.
Skal man løse problemet må vi som lovgivere og dem, der bevilger pengene, så må det ske i tæt samarbejde med alle, der arbejder i det sociale område i kommunerne.
Forslagsstilleren har ret i, at nogle af de ting, som hindrer den bedste hjælp ligger i selve lovgivningen. Det er korrekt! Al lovgivning bør være letforståelig og man bør løse problemerne, der betyder at man har svært ved at forstå selve lovgivningen.
Men tiltrods herfor så mener vi i Kandidatforbundet, at de omtalte problemer, der er indeholdt i forslaget kan ikke ske ved blot en ændring af forordningen. Det er sikkert, at det vil være et skridt i den rigtige retning.
Selvom vi har god forståelse for forslagsstillerens baggrund, så går vi ikke ind for en ændring af forordningen på grund af følgende årsager:
For det første, såfremt der skal ske ændringer ved forordninger, så må vi inddrage samtlige kommuner, som har relation til selve forordningen, der må man også inddrage pædagogernes fagforening.
For det andet, så vigtig en sag, der mangler vi store informationer for ikke at komme til at løse problemerne i løbet af ingenting.
Efter en høring så kan Landsstyret arbejde for en løsning af problemet.
For det tredie, alle relevante instanser bør høres førend man tager en beslutning.
Med disse bemærkninger foreslår vi, at man fortsætter med behandlingen af forslaget til forårssamlingen.
Otto Steenholdt, løsgænger.
Netop forelagte har måske meget gode intentioner, men når man læser selve fremlæggelsen, så er det lige som om at forslagsstilleren prøver på at undlade at sige hvilke ting, der går ud på hvad det er for nogle forbedringer, der skal til.
Det kan godt være at man igennem drøftelserne kan komme ind på det centrale i selve forslaget fordi netop det fremlagte, som vedrører en forsinkelse hvad hjælp angår til børn og unge, der afdækker man ikke hvike ting det drejer sig om.
Når der er gået lang tid med omsorgssvigt, så siger man heller ikke hvad det er for en slags omsorgssvigt, det drejer sig om og enhver form for omsorgssvigt kan få dårlige følger og vi ved jo også at såfremt indgriben sker for sent får det også negative følger.
Det der bliver påpeget, at det skal være "mindsteindgrebsprincip", som Landstinget i sin tid ikke syntes var en god nok lovgivning på, da bliver forslagsstilleren nødt til at redegøre, hvad det er for nogle ting, således at man nærmere redegør for hvad det er for nogle ændringer, som man ønsker sig.
Jeg kan godt være enig i, at løse problemerne selvom jeg ikke har fået at vide, hvad det er for nogle problemer, man gerne vil løse. Men så længe jeg ikke kender til de problemer, hvis årsag man gerne vil finde en løsning på, så er det svært.
Jeg kan godt være enig i, at man bør rette op på de problemer. Jeg ved godt at man fjerner børnene fra forældrene ude fra nogle konkrete vurderinger. Det kan godt være, at der er nogle forskellige principper, som bliver brugt fra sted til sted.
Det kan godt være, at vi skal have ensartede principper. Min respekt for enhver forælder er, at de på en ansvarlige måde opfostrer deres børn, måske på en anderledes måde end naboen gør.
Vi forældre er jo meget forskellige. Vi har vores egne opdragelsesprincipper, som vi bruger. Når man så træffer nogle, som opdrager deres børn, som samfundet ikke kan acceptere - da sidder de jo selvfølgelig i en anden situation.
Forældre, som ikke bruger spiritus eller euforiserende stoffer og heller ikke har seksuelt misbrug af deres børn, mener jeg ikke, at man udefra skal gøre indgreb over for.
Det kan godt være, at det er en lovgivning, som jeg selv har været med til at vedtage og således måske også har været med til at sætte nogle grænser for indgriben.
Men min tillid til enhver forældre, så tror jeg, at jeg har været med til at vedtage en lovgivning om at man skal have en "mindsteindgrebsprincip". Men så længe jeg ikke har hørt noget om, hvorledes man skal rette op på denne lovgivning, så kan jeg ikke tage stilling til hvordan denne stillingtagen skal være.
Asii Chemnitz Narup, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.
Selvfølgelig er det spændende at høre som Landstingsmedlem, når man har stillet nogle forslag om, hvordan andre landstingsmedlemmer tager imod forslaget.
Jeg har også været spændt på dette forslag og her er det principperne i nærværende landstingsforordning og her er det så, når der er behov for hjælp til børn og unge, så er det første princip at man skal prøve på at holde barnet hjemme. Det står i kapitel 3 og 5.
Det vigtigste er, at man skal forsøge at holde barnet i hjemmet, og her er det så hjælpen, der retter sig mod hjemmet man skal koncentrere sig om. Så kan man så endelig tage næste skridt og anbringe barnet udenfor hjemmet og det er det, jeg siger, at disse retningslinier ligesom sætter grænser for at yde en god hjælp.
Barnets behov, som socialudvalget kommer til kendskab og såfremt problemerne er så store, at man først kan løse ved at man barnet udenfor hjemmet, da efterlyser jeg, at man kan bruge denne mulighed. Jeg kan vurdere, at man har vurderet mit forslag på forskellige måder.
Det er helt i orden fordi vi har jo også nogle forskellige opfattelsesmetoder ligesom vi også har vor egne politiske retninger.
Jeg vil gerne lige kommentere de bemærkninger, der er kommet fra partierne, Kandidatforbundet og løsgængeren.
Jeg har 10 minutter til rådighed ialt:
Fra Atassut blev det nævnt, at man generelt er tilfreds med den forordning fra 1992, og henviste til, at man også havde tilpasset den til FN's konvention om børns rettigheder.
Men i år er det år 2000 og der er sket en samfundsudvikling. Der må også komme nogle ændringer. Vi må også tilpasse vores lovgivning og løbende vurdere dem efterhånden som forholdene ændrer sig.
Derfor er der også inden for FN et udvalg, som også støtter de forskellige lande og tilpasser dem i henhold til udviklingen.
Derfor er det kun på sin plads, at man revurderer forordningen fra 1992 ligesom Landsstyremedlemmet nævner det i sin besvarelse.
Fra Atassut blev det også nævnt, at jeg prøver på at opnå, at man hurtigst muligt gør et indgreb. Jeg skal lige nævne, at mit oprindelige formål med forslaget er, at det er barnets tarv og behov, der skal være det centrale. Det gav jeg også indgående udtryk for i mit forslag.
Når man så erfarer hvilke behov barnet har og hvilken hjælpeforanstaltning, der er den mest hensigtsmæssige, da er det ikke sådan, at man hurtigst muligt gør et indgreb, men at man hurtigst muligt ser på hvilke behov barnet har.
Da synes jeg, at det ikke er meningen at man hurtigst muligt foretager nogle indgreb. Atassuts ordfører var også inde på, at nogle af problemerne ligger blandt personalet og såfremt det er tilfældet ved vi jo, at vi også må gøre noget i den retning også gennem efteruddannelse.
Jakob Sivertsen, kommer på vegne af Atassut, også ind på §10 stk 3 og siger, at der forinden der træffes en afgørelse i en sag om hjælpeforanstaltninger kan man finde en samtale sted med barnet herom.
Det er jo en forpligtelse vi nu har fået og det er også på sin plads. Men det er ikke sådan, at barnet skal bestemme, hvad der skal ske. Denne beslutning ligger hos de voksne fordi de voksne har ansvaret for barnet. Såfremt forældrene ikke kan opfylde deres forpligtelser må det offentlige foretage nogle indgreb.
Vi kan ikke pålægge ansvaret på barnet og på den måde vil der også ske en omsorgssvigt over for barnet.
Siumuts ordfører, Ruth Heilmann, nævnte sidst i sin fremlæggelse, at man lægger vægt på, at man støtter hjælp til børn og unge. Det fremgår også klart fra FN's Børnekonvention, hvor det bliver krævet af os som lovgivere, at vi skal prioritere det bedste for barnet.
Derfor er det punkt, som vi drøfter, skal man selvfølgelig være forsigtig med fordi vi på den ene side også skal støtte familierne og hjælpe dem. Men når man nu erfarer, at forældrene ikke kan opfylde deres forpligtelser, bliver vi nødt til at foretage et indgreb for at hjælpe barnet.
Der bliver det også nævnt i Konventionen, at vi skal prioritere barnets behov og interesser.
Jeg ved ikke rigtigt hvordan man skal forstå Kandidatforbundets bemærknigner. Det er som om, at man prøver på at mistænkeliggøre forslaget, at man så først skal tage det op, når alle andre instanser er blevet hørt.
Man kan selvfølgelig gribe sagen an på forskellige måder. Det her er blevet taget op i nært samarbejde med pædagoger. Vi blev inviteret til en masse forskellige ting, og ved at følge med i, hvad der sker rundt omkring i samfundet, så tager vi det selvfølgelig op, når det bliver nødvendigt her i salen.
Man kan også gennem Landstingets udvalg komme med nogle uddybende diskussioner. Det er også en god fremgangsmåde, og det sikrer at man griber sagerne an på en tilstrækkelig sikker måde.
Selvfølgelig skal der ske nogle høringer og arbejdet skal nok blive taget alvorligt.
Jeg nøjes foreløbig med ovennævnte, da tiden er udløbet. Tak.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender.
Indledningsvist vil jeg gerne sige tak til det fremlagte, som jeg selvfølgelig vil tage i mod og som vil danne grundlag for Landsstyrets videre arbejde.
Når dette er sagt, vil jeg kort kommentere de enkelte indlæg.
Først understregede Siumuts ordfører, Ruth Heilmann, at man gør noget mere aktivt omkring projekter, omkring råd og vejledning samt familiebehandling, og at disse gennemføres og opfordrede Landsstyret til at man tog flere initiativer.
Vi har stor forståelig for Siumuts opfordring og jeg skal minde om, hvad der blev udtrykt under vores debat om kurser og videreuddannelser, ikke mindst om videreuddannelser af rådgivere, der kan rådgive familier.
Der var et generelt tilslutning til forslaget fra Landstingets side og at det var herigennem at vi skulle forøge indsatsen for så vidt råd og vejledning samt familiebehandling angår.
Det må forventes, at Landsstyret vil fremsætte ændringsforslag til finanslovsforslaget herom. Siumut ønsker også, at man undersøger omsorgssvigtede børns vilkår nærmere.
Det er rigtigt, at der er behov for sådan en undersøgelse og i den forbindelse bør man også undersøge et af de områder, der bør undersøges for så vidt angår anbringelser uden for hjemmet om, hvilke nytte barnet har af denne anbringelse og hvilken indflydelse anbringelse uden for hjemmet har for familien.
Hvor mange børn får det godt efter anbringelse uden for hjemmet og hvor mange gange er det nødvendigt at anbringe barnet uden for hjemmet igen. Hvilke problemer skyldes det?
Det er rigtigt, som Ruth Heilmann udtrykte, at det er sådanne forhold vi bør undersøge, således at vi herigennem også kan få et indtryk af, hvor det er muligt at vi kan styrke indsatsen.
Afslutningsvist vil jeg gerne give Siumuts ordfører ret i , at nærværende forslag indeholder de samme intensioner som Tommy Marøs forslag fra efterårssamlingen sidste år. Intentionerne er nu ved at blive opfyldt.
Til Atassuts ordfører, Jakob Sivertsen vil jeg indlednignsvist sige tak for hans bemærkning og ikke mindst for de faldne bemærkninger under aftenmødet igår, hvor Atassut præciserer forældrenes ansvar i forbindelse med opdragelsen af børn og unge.
Atassut kræver at vor sociale medarbejdere til stadighed videreuddanner sig og tager på efteruddannelser. Det vil jeg gerne tage til efterretning og henvise til vores debat igår, hvor Landsstyret blev pålagt at skaffe flere midler til videre- og efteruddannelser.
Det er helt i overensstemmelse med Atassuts nuværende krav. Landsstyret vil fremsætte forslag herom i forbindelse med finanslovsbehandlingen.
Atassut kom også ind på kommunernes udgifter i forbindelse med anbringelse udenfor hjemmet og foreslår, at Hjemmestyret fremover betaler halvdelen af udgifterne.
Sådan en finansiering eksisterer allerede. Kommunen betaler det hele i første omgang, men halvdelen af udgifterne bliver givet i forbindelse med bloktilskuddet, således at kommunerne får halvdelen via bloktilskuddene.
Udgifterne er omkring 20-30 mio. kr. om året og halvdelen er således betalt via bloktilskuddet fra Hjemmestyret.
Jeg har et lille spørgsmål til Atassut: Man foreslår en anden form for finansiering ligesom man i finanslovsforslaget fremsatte et andet forslag omkring finansieringen, hvorfor Atassut må fremkomme med en nærmere præcisering om hvilke finansieringsform man prioriterer, da man har foreslået to forskellige former for finansiering under denne debat og under finanslovsdebatten.
Til Inuit Ataqaitgiits ordfører, Lars Sørensen og til forslagsstilleren, har vi stor forståelse for den støtte, der gives til forslaget. Jeg bemærker, at man fra I.A.'s side for så vidt angår børn, der midlertidigt er anbragt udenfor hjemmet, at man bør styrke samarbejdet mellem det offentlige og familien, når barnet skal tilbage igen.
Det er netop for at opnå dette, at vi nu styrker de eksisterende socialmedarbejdere gennem efteruddannelser. Derigennem kan vi sikre, at disse kan rådgive familierne på en bedre og kvalificeret måde og give dem bedst mulig støtte.
Vi vil give vore medarbejdere flere redskaber og håbe på, at når de har disse redskaber kan de gøre deres arbejde bedre, som efterlyst også blandt flere af ordførerne.
Til Inuit Ataqatigiits ordfører, Lars Sørensen vil jeg gerne udtale, at I.A. i går under aftendebatten fremkom, at det er nødvendigt i det videre arbjde husker på hvordan forholdene er lokalt og hvordan familiesammenholdet er lokalt, og hvilke politik de forskellige kommuner har.
Kommunen har selvfølgelig ret til at prioritere, så det er også et spørgsmål om, hvordan de prioriterer, om hvilke områder kommunerne ønsker styrket.
Vi kan ikke kun styrke vort arbejde fra centralt hold og det er nødvendigt med at kommunerne deltager aktivt i dette arbejde.
Jeg forstår ikke Kandidatforbundets bemærkninger som en mistænkeliggørelse, men forstår den på den måde, at man til forårssamlingen foretager de nødvendige høringer og at man arbejder grundigt videre med sagen.
Kandidatforbundet kom også ind på andre forhold, der bør rettes. Det er også tilfældet, som det kan læses af Landsstyrets svarnotat, hvor der bl.a. står, at det blev nævnt adskillige gange i foråret og ikke mindst under Børne- og Ungekonferencen i Sisimiut. De tanker, der fremkom der er helt i overensstemmelse med Kandidatforbundets tanker.
Vedrørende høringer er jeg glad for at forslagsstilleren har fuldt tiltro til at de høringer, der skal foretages, kan foregå på den bedst mulige vis, og vi vil også fra Landsstyrets side selvfølgelig arbejde for at dette sker som ønskes.
Jeg skal også foreslå, at nærværende beslutningsforslag henvises til behandling i Socialudvalget - i hvert fald i følge et flertal her i Tinget. Hvis Socialudvalget skulle ønske flere oplysninger er jeg selvfølgelig klar til at blive indkaldt til møde hvornår og hvor som helst. Tak.
Anders Andreassen, Fung. Landstingsformand
Inden vi går til næste taler, så vil jeg gerne byde Landsstyreformanden velkommen tilbage til Landstingssamlingen. Velkommen tilbage, Jonathan Motzfeldt.
Jeg kan også meddele, at vi kan henvise til at sagen bliver behandlet nærmere i Socialudvalget, såfremt der er nogle spørgsmål, som man på nuværende tidspunkt ikke kan nærmere svar på.
Jakob Sivertsen, ordfører, Atassut.
I Atassut arbejder vi grundigt med sociale ting og vi bruger ikke denne talerstol blot for at være opposition fordi vi også har vores mandater for at arbejde for alle vore sager.
Men vi har to lovgrundlag, hvor vedkommende kun har brugt den ene af dem i sin argumentation, men ikke har brugt den anden.
Det er jo netop derfor og såfremt begge lovgrundlag bliver brugt, så kunne man imødekomme forslagsstillerens intentioner uden at komme med nogle ændringer.
Såfremt man går ind for forslagsstillerens forslag, vil det også indebære økonomi. Hvad hjælper det, at vi har en forordning og et cirkulære, som bliver ændret uden at man sørger for økonomi for anbringelse af børn udenfor hjemmet.
Det hjælper jo lige lidt og her bliver det så også nævnt, at vi også må vurdere kommunernes økonomi. Der blev også spurgt, hvad det er vi prioriterer.
Det vi prioriterer er at der er et for stort beløb, kommunerne bruger til anbringelse af børn udenfor familien. Det bloktilskud, som kommunerne får nu er ikke øremærket til nogle bestemte formål.
Man siger heller ikke hvor stort et beløb, der skal bruges til anbringelse af børn udenfor familierne og der står heller noget om, hvor stor en andel Hjemmestyret skal betale af det.
Vi har et godt eksempel. Illoqqortoormiit kan ikke efterleve denne lovgivning fordi økonomien er så dårlig. Vi prioriterer at vi først skal have økonomien iorden, såfremt vi skal yde den hjælp, der er behov for. Tak.
Anders Andreassen, Fung. Landsstingsformand.
Jeg skal lige minde om, at vi ikke skal forhandle her i Salen, og jeg skal henvise til at som følge af et absolut flertal af partierne bliver sagen behandlet i Socialudvalget, hvorefter de nærmere forhandlinger kan ske her.
Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.
Jeg er meget glad for, at man i Landstignet drøfter børn og unges vilkår og jeg vil gerne takke forslagsstilleren Asii Chemnitz Narup for det gode oplæg.
Det passer også godt her i børnenes år, at vi også drøfter børnenes vilkår og således realiserer nogle forskellige ting.
Selv da Socialudvalget var i Qaanaaq blev det også nævnt, at der er så stor interesse for selve børneåret, at man foreslog at næste år også blev børnenes år.
Der er blandt befolkningen stor interesse og ansvarsfølelse for at opnå det bedste for børnene, og vi skal fra Siumut understrege, at det er forældrene, der har det største ansvar for børnene.
Har man så stort et ansvar og flygter fra ansvaret, bliver man nødt til at gøre et eller andet for familien og det er noget vi bør drøfte.
Det forslag, der er kommet fra Kandidatforbundet om, at det sociale personale i kommunerne og forældrene bliver hørt, således at punktet her bliver behandlet vil jeg føle det meget betryggende, såfremt man først foretager en høring blandt alle relevante instanser og at man så også fortsætter med det til forårssamlingen, og jeg har forståelse for at man fra Formandskabet har forståelse for, at 2.behandlingen bliver udsat til forårssamlingen.
Jeg er også enig med Otto Steenholdt i, at der er mange uafklarede spørgsmål, hvorfor det er vigtigt, at man også indhenter kommunernes bemærkninger til dette.
Otto Steenholdt, løsgænger.
Jeg er helt enig i Asii Chemnitz Narups udtalelser om, at det bedste vil være, at barnet bliver i sit eget hjem. Det var det centrale i mine bemærkninger til forslaget.
Når man sætter sig i den pågældendes sted, må man tænke på, at man føler, at man bliver kontrolleret udefra.
Man kommer adskillige gange ind på barnets tarv, men man siger ikke om, hvor gammelt barnet er. Man taler kun om barnet.
Børn har forskellige aldre fra småbørn til unge. Jeg vil endnu ikke tak til Jørgen Wæver Johansens bemærkninger, da han ikke har kommenteret, hvad jeg har sagt.
Men jeg gerne vende tilbage til forslagsstillerens bemærkninger om de hindringer, der findes i den nugældende lovgivning, som har et "mindsteindgrebsprincip".
Jeg er ikke glad for at det offentlige blander sig i familieliv, hvis der ikke er behov herfor. Det skal man være varsom med.
Jeg vil også gerne kommentere I.A.'s bemærkninger, som jeg har svært ved at forstå, men som det er helt rigtigt. Jeg vil gerne have lov til at citere:
Citat:
Børn har krav på og ret til, at deres forældre giver dem omsorg og beskyttelse, og hvis forældrene svigter og de ikke giver børnene omsorg skal det offentlige træde til.
Citat slut (?).
Børn er ikke alle sammen engle, og hvis de kender deres rettigheder, kan de gøre brug af dem overfor deres forældre, hvor de gør deres krav gældende i henhold til Konvention om Børns og Unge Rettigheder.
Forældrene kender jo ikke Konventionen. Selvfølgelig skal børn have deres rettigheder, men børn er jo ikke dumme. Det må vi også have med i overvejelserne.
Som jeg også sagde i min indledning har jeg respekt overfor forældrene, og at jeg har tillid til at de opdrager deres børn efter bedste evne.
--
Forholdene fra kommune til kommune er meget forskellige. Det må vi også respektere, men som regel for barnets bedste.
Anders Andreassen, Fung. Landstingsformand.
Jeg skal anmode medlemmerne om, at hvis de skal citere fra andre indlæg, melder hvor de begynder og hvor de slutter.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Tak. Jeg siger tak til Landsstyremedlemmets besvarelse, og jeg er glad for at Landsstyreformanden viser stor forståelse for vore bemærkninger fra Kandidatforbundet.
Jeg finder det lidt mærkeligt, at forslagsstilleren i sine bemærkning sagde, at vi prøver på at mistænkeliggøre.
Jeg håber, at forslagsstilleren forstår hvad det er, vi mener. Det vi lægger vægt på er, at man i en så vigtig sag i det videre arbejde omkring en forordningsændring inddrager alle berørte parter og hører dem, ikke mindst i denne her sag, som kan være meget omtålelig.
Jeg finder det vigtigt, at vi bliver hørt og at vi hører alle synspunkter. Det kan vi ikke komme udenom. Jeg har også forstået det sådan, at forslagstilleren ikke har noget imod dette.
Som Landstingsmedlem er det selvfølgelig også sådan, at hvis man ikke selv kan foretage høringer er det dog mindst lige så vigtigt, at der for at sikre den bedste ordning foretager flere høringer og hører alle kommuner.
Vi ved at med hensyn til en høringsrunde kan Landsstyret gøre høringen bredere. Det er det, som vi har efterlyst. Det er baggrunden for vore udtalelser, hvor vi ellers har foreslået, at 2.behandlingen sker under forårssamlingen, men et flertal ønsker at forslaget bliver behandlet at Socialudvalget under denne samling.
Hvis vi herfra 1.behandlingen frem til Landsstyrets fremlæggelse af et ændringsforslag til forårssamlingen har vi jo allerede erfaret, at der er et flertal herfor.
Vi ser heller ikke noget til hinder for, at der udarbejdes et ændringsforslag, da det har vist sig, at der virkeligt er behov for ændringer, hvorfor hvad vi allerede kan se med vore egne øjne, og at der er noget forkert, så er det derfor at denne sag er blevet bragt i denne sal.
Mon ikke det var en god ide, at man i dette arbejde - vore arbejdsopgaver bliver ikke mindre frem til 2.behandlingen. Vi får mere at vide efter høringen.
Det skal jo ske frem til forårssamlingen, hvorfor jeg finder at det vil være meget bedre, at hvis 2.behandling af nærværende ændringsforslag sker under forårssamlingen. Det vil jeg gerne have forståelse for.
I vores ordførerindlæg lagde vi også vægt på, at ethvert problem - ikke mindst når det drejer sig om børn og unge bunder som regel i alkoholmisbrug.
Men vi drøfter alkohol for sig selv - hvilket også er på sin plads, men vi kan heller ikke komme uden om, at komme ind på det centrale i problemet, nemlig det store alkoholproblemer, der er.
Det er primært på denne baggrund, at børnene bliver anbragt udenfor hjemmene.
Vi vil heller ikke undlade at nævne, som også andre ordførere, som f.eks. Atassut var inde på, at ikke mindst de mindre bemidlere kommuner har svært ved at leve op til forordningens intentioner - ikke mindst når et barn skal anbringes uden for hjemmet.
Der er store problemer der. Det ved vi allerede, f.eks. forholdene i Illoqqortoormiit. Hvis kommunalbestyrelser og borgmestre anstrenger sig for at løse problemerne og finde de nødvendige midler for at formindske de udgifter, som kommunerne har dertil.
Hvad hjælper det, at vi har en forordning, som ikke kan leve op til intentionerne, hvorfor jeg mener, at det er højst nødvendigt med høringer til berørte parter inden 2.behandlingen. Tak.
Anders Andreassen, Fung. Landstingsformand.
Jeg skal lige udtale, at et absolut flertal ønsker, at sagen sendes videre til udvalgsbehandling i Socialudvalget, hvor man selvfølgelig også der vil vurdere om behandlingen skal udskydes til forårssamlingen eller om der til denne samling skal fremlægges en betænkning herom.
Lars Sørensen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Jeg vil ikke snakke om spiritus, men vi ved alle sammen, at alkohol i sig selv ikke er noget problem, men det er os selv, der skaber problemerne.
Nogle gange kan det være, at vi ikke har lært at omgås spiritus på en god måde, hvorefter der sker omsorgssvigt af børnene. Det vil jeg blot sige til Anthon Frederiksen.
Det jeg gerne vil komme ind på er, at Landsstyremedlemmet bl.a. også sagde, at man i Hjemmestyret skal have et samarbejde med disse forældre gennem Hjemmestyret, når børnene skal anbringes udenfor hjemmet.
Hvis der ikke sker det samarbejde kan man ikke løse problemet. Vi har allerede statistisk bevis på, at en trediedel af de børn, der bliver sendt hjem igen, kommer tilbage igen til en anbringelse.
Opgaven ligger hos Direktoratet og hos kommunerne, og såfremt der sker et hensigtsmæssigt samarbejde kan børn og forældre komme tilbage til hinannden igen for alvor.
Man komemr også ind på, at det er de enkelte kommuners indsats, det kommer an på. Det skal jeg heller ikke lægge skjul på. Men idag er det sådan, at der er en lang, lang venteliste på børn, der gerne skulle anbringes udenfor hjemmet.
Derfor ligger der også et ansvar hos Hjemmestyret, dvs.at problemet - det støder kommunerne ind på fordi Hjemmestyret ikke har de fornødne institutionspladser. Derfor er det også vigtigt, at vi samarbejder tæt med hinanden fordi vi ikke kan blive ved med at sende problemet frem og tilbage. Det er på tide at vi gør et eller andet og det er netop det, der ligger bag forslagsstillerens forslag.
Jeg undrer mig stærkt over Otto Steenholdts bemærkning, når han siger, at det er omsorgssvigtede børn og såfremt børnene får for stort kendskab til deres rettigheder, så bliver det et problem i samfundet.
I går da vi drøftede misbrugsproblemerne står der også i børnenes rettigheder, at man ikke skal misbruge et barn seksuelt.
Vi som voksne er nødsaget til at gøre børnene bekendt med at de som børn ikke skal misbruges, og jeg undrer mig over de bemærkninger, som Otto Steenholdt er kommet med. Tak. Undskyld.
Olga Poulsen, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Det jeg først gerne vil nævne her er, at Asii Chemnitz Narups forslag på vegne af Inuit Ataqatigiit fremgår jo meget klart at det vedrører forordning nr. 9, som vedrører hjælp til børn og unge.
Man prøver på at sammenligne det med Landstingsmedlem Tommy Marø fra Siumuts forslag i 1999.
Jeg synes, at det er ærgerligt at disse to forslags forskelle ligger i, at man hurtigt muligt hjælper omsorgssvigtede børn eller børn, som på andre områder bliver behandlet skal fjernes så hurtigt som muligt.
Da vi fra Inuit Ataqatigiits side kommenterede Tommy Marøs forslag har vi haft svært ved at forstå, hvad det er det drejer sig om fordi det fremgik uklart. Da har vi også svært ved at acceptere, at man prøver på at sammenligne disse to forslag med hinanden.
--
Hvad angår kommunernes større udgift og den melding man kommer med - selvfølgelig har vi god forståelse for de mindre bemidlede kommuner, men der ligger også det bag, at når kommunerne får mulighed at hjælpe på en hurtigere måde, når problemerne opstår ligger der en besparelsesmulighed. Det betyder så, at børn kan anbringes for en kortere periode uden at det så sker gentagne gange.
Der kan vi også forestille os, at der med denne lovgivning kan opnå en besparelse. Jeg vil også lige komme med kommentarer til Otto Steenholdts besparelser.
Enhver voksen kan se, hvad det er et barn har behov for uanset om man er forældre eller om man på en anden måde har relation til barnet eller arbejder for barnet.
Det er netop nogle af de personer, som hurtigst muligt kan se hvilke behov, der er og bl.a. ved at observere gennem deres opførsel kan man se, hvilke behov der er uopfyldt. Det kan pædagogerne se.
Som Landstingsmedlem undrer det mig også, at mit forslag - såfremt det skal være et krav, at man først skal foretage en høring forud, skal stille et forslag.
Vi foretager jo også høringer gennem seminarer og lignende arrangementer.
Vi er vistnok ved at komme med en større drøftelse og give hinanden svar på forskellige ting. Det er jo allerede fra et absolut flertal henvist at sagen henvises til udvalgsbehandling, og jeg vil give ordet videre før vi kommer til en afslutning på debatten.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender.
Det som Landstingsmedlem hr. Otto Steenholdt efterlyser at jeg kommer med en besvarelse til hans indlæg.
Først skal jeg lige understrege, at når jeg først ikke er fremkommet med noget til hans indlæg er, at jeg ikke havde forstået hans bemærkninger først. Men jeg forstår, at Otto Steenholdt ønsker, at den nuværende forordning bliver opretholdt.
Fra Inuit Ataqatigiits - Olga Poulsens bemærkninger om Tommy Marøs forslag, der mener jeg, at man ikke kan sammenligne deres forslag, da kan jeg ikke forstå hvorfor man ikke kan acceptere det. Begge forslag går ud på, at man forbedrer omsorgssvigtede børns forhold.
Hvad angår de bemærkninger om høringer m.m. vil jeg blot gentage at et absolut flertal ønsker at forslaget bliver behandlet i et udvalg. Det bør så ske. Tak.
Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.
Jeg vil komme med en understregning eller berolige Olga Poulsen, idet vi er enige og vi er fuldstændig enig i Asii Chemnitz Narups forslag. Det er netop de samme intentioner Tommy Marø kom med i sit forslag i efteråret 1999.
Jeg er blot glad for at man har taget det op igen fordi intentionerne bag forslaget har vi god forståelse for, hvorfor vi ikke har grund til at skændes om det, og vi er fra Siumuts side også indstillet på, at det bliver behandlet i udvalget.Tak.
Anders Andreassen, Fung. Landstingsformand.
Jeg skal lige nævne overfor de tilstedeværende landstingsmedlemmer, at vi er færdig med behandlingen, og jeg vil indstille at sagen bliver overgivet til behandling i Landstingets Socialudvalg.
Såfremt man ikke har noget imod det, betragter jeg det som vedtaget, hvilket det nu er blevet.